Walt Disney tegneserier

Moderne julenisser

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Fri, 28 Oct 2016 08:47:00 +0200

Mogens Sørensen

Moderne Julenisser

I gamle dage var nisserne ondskabsfulde væsener, som vi frygtede. De kunne slå kvæget med sygdom og lave andre forfærdelige ulykker. I dag er det små sjove fyre, som vi sætter frem ved juletid for hyggens skyld, de hjælper endda den rare julemand med at lave gaver. Hvordan ser nisserne...

kr108,21 Paperback

Køb nu

Den med John Melvis..

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 31 Mar 2014 07:00:00 +0200

Forkrøblende musik

Anders And flyver forskrækket op fra lænestolen på første billede man ser, når man åbner Anders And & Co. nr. 3 fra 1958, for hvad er det dog for en larm? En taleboble med noder, der peger ind i døren bag ham, viser: "Rul, rul, rul og rok, det kan aldrig blive nok."
Denne historie har ingen titel i bladet. Det udelod man ofte med de korte historier i bladet på det tidspunkt. På det amerikanske originalsprog fra 1957 hedder den Mutilatede Music, det kan oversættes med "forkrøblende musik." Den er skabt af Tony Strobl, som var en af dem, der måtte aflaste Carl Barks, da efterspørgslen efter andehistorier steg med de stigende antal udgivelser. De fleste kender historien som "den med John Melvis."

Anders Ands forvirring

Men hvad skyldes larmen? Anders spæner ind i stuen, hvor hans tre nevøer sidder foran tv og helt vildt begejstret ser på sangeren John Melvis. På originalsproget hedder han Melvis Presbee. Behøver jeg at skrive, hvem han er en parodi på? Det er også tydeligt ud fra den figur, der er tegnet på tv-skærmen, men man skal ikke tage noget for givet: Elvis Presley, naturligvis. Historien er ikke bare sjov, den er også et dokument fra den tid, hvor nævnte sangers popularitet som teenageidol toppede, og den ældre generation var lige så forvirrede over deres børns musiksmag, som Anders er her over sine nevøers. Han vil gerne forstå, hvorfor de er vilde med Melvis, men han kan ikke. Han vader rundt og lider, så han til sidst må slukke for tv. Da Rip, Rap og Rup tuder højlydt, siger han. "Selv det lyder bedre, men jeg nænner det ikke," så han tænder tv'et igen, så de kan få deres rædselsfulde helt. Ja, Anders er trods alle sine brist en rar and.
Nu gør han ærlige forsøg på at få dem interesseret i noget andet musik, så han tropper op med en guitar og synger en gammel traver for ungerne, men det falder ikke i god jord. Så prøver han med en mundharpe, det duer heller ikke, han forsøger det ene instrument efter det andet. Så forsøger han at lade som om han forlader dem, men de er ligeglade. Han går så til tubaspil i håb om, at den måtte kunne overdøve den rædselsfulde sanger. Hans lærer er dybt fortvivlet over hans spil, men da får Anders en ide, han udfordrer John Melvis til en konkurrence om, hvem der kan larme bedst.

Så nu er han i tv med sin tuba og ryster hele nabolaget med sit (host, host) spil, det er vist et af de tilfælde, hvor man skal være glad for, at tegneserien er et lydløst medium. Da Melvis har givet op på forhånd efter at have hørt det afsindige tubaspil, har Anders vundet, så nu kommer han hjem og triumferer. Da han begyndet at blæse på tubaen, vifter ungerne med det hvide flag og laver en aftale om, at hvis de aldrig mere lukker op for John Melvis, lover han så aldrig at spille på truthornet. Anders går med på den og er egentlig henrykt, for han kunne heller selv holde sit eget tubaspil ud.

Vurdering af historien

Ja, der er delte meninger om Strobl blandt donaldister, og sandt at sige er det ikke lige godt alt han har lavet, men som man ser i denne historie har han ramt godt ind imellem. Sjovere historie om den generationkløft, der i halvtredserne opstod på grund af rock'n'roll, er svær at finde.
Et lille kuriosum fra dansk rockhistorie: Da den kom i 1958, var der en ung mand Ivan Haagensen, der som mange andre unge mænd på det tidspunkt ville spille rock'n'roll, men ville finde et godt kunstnernavn. Så sad han og læste dette nummer af Anders And-bladet og syntes, at navnet Melvis var passende, så han indspillede plader med sit band Melvis and the Gentlemen og fik nogle hits.
Se tidligere anbefalinger

Carl Barks som satiriker del 1 - Quizshows og berømmelse

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Thu, 27 Mar 2014 11:51:00 +0100

Da man på Western Publishing startede med at udgive bladet Walt Disney Comics & Stories i midtfyrrerne havde tegnerne og forfatterne stor frihed til at gøre hvad de ville. Efterhånden begyndte man at give flere restriktioner, især da ledende personer i halvtredserne fik den ide, at tegneserier var skadelige og førte til kriminalitet, måtte man gøre alt for at bladet ikke indeholdt noget, der kunne medføre dets lukning.
Det medførte dels, at man måtte nedtone mere voldsomme scener, dels at man ikke skulle berøre sprængfarlige samfundskritiske emner. Det med det voldsomme har jeg allerede behandlet i indlægget Gys i Disney-serier.

Barks får det sagt

Det med det samfundskritiske er heller ikke lige det vi forbinder med Disney-serier i dette land. Vi anser det for at være ufarlige serier for børn. Dog tror jeg mange læsere af Anders And-bladet kan huske den historie i 9/1951, hvor Onkel Joakims penge er gemt i en silo på landet og tages væk af en skypumpe med det resultat, at alle folk i miles omkreds får en million, holder op med at arbejde og rejser væk. Da det ikke er til at få mad andre steder end Joakims farm, kan han tage ublu priser for madvarerne og får på den måde pengene tilbage. Denne af Carl Barks tegnede historie Penge fra Skyen har lært mange af os i en tidlig alder hvilke mekanismer der sætter priserne i vores samfund.
Ja, for ligesom jeg hvert år beundrer vores dronning, når hun holder nytårstale, at hun formår at få sagt noget væsentligt, selv om hun ikke må udtale sig politisk, således kan man også beundre Barks' evne til at få nogle satiriske pointer ind trods alle de restriktioner han var underlagt.

Vanvittig quiz og jagt på berømmelse.

En ting, som han ikke havde meget til overs for, var quizshows på tv og den jagt på berømmelse, som vi i dag kender fra X-Faktor. Der er mange mindeværdige historier om dette, den første man tænker på er den i 6/1950, Hvem ved Hvad, hvor Anders And har købt tonsvis af bøger for at deltage i en quiz, hvor man kan vinde en tønde penge. Men Rip, Rap og Rup deltager også, og da Anders optræder noget arrogant har quizmasterne fundet på, at de vil give ham en lærestreg, så de giver ham sindssyge spørgsmål. Ungerne får lette spørgsmål, som de i rollen som rene idioter ikke kan svare på, Rap vinder selv om han ikke kan svare på, hvor mange haler en hund har. Historien byggede på et radioshow, der kørte på det tidspunkt, hvor man havde vedtaget på forhånd, hvem der skulle vinde, og det næsten var tydeligt fra starten. Det er en tidlig Barks-historie, hvor ungerne ikke har udviklet sig til kloge grønspætter endnu.
Senere er der den mindeværdige historie i 11/1954, Den Talende Hund hvor Anders får at vide, at han først kan deltage i et quizshow ved at blive berømt, så nu jagter han forgæves berømmelsen. Under et forsøgene på at gøre noget originalt, sluges han af en hval og kommer ud igen, da han så tror berømmelsen er hjemme, får han at vide, at det ikke er noget nyt, det har en mand der hedder Jonas allerede gjort for flere tusind år siden. Nu er det så heldigt, at Georg Gearløs har opfundet en dims, der sætter dyrene i stand til at tale, og Anders kommer nu med en flegmatisk hund, der siger "det er strenge tider, gamle ven." Han udkonkurreres imidlertid af, at ungerne har en syngende kat.
Jag på berømmelse, hvor er den tåbelig, siger Barks i disse historier.

En sen Joakim-historie.

Så angående alle de tåbelige quizzer på tv, her kan man så også tænke på den senere historie i 22/1957 med Joakim i hovedrollen, Den Store Overraskelsesquiz. Han ærgrer sig over hvor let det er at tjene penge i et quizshow, han har lige set en vinde 50.000 kr. fordi han kunne svare på, hvor mange ører en kanin havde - med en ekstra præmie for at sige, at det var to lange ører.
Joakim beslutter sig dog at melde sig til quizzen for at tjene lidt lette penge, og han vil naturligvis gerne have spørgsmål om penge. Han får imidlertid et brev fra skattevæsenet om, at hvis han bare tjener en krone mere, så skylder han dem en million. Så nu må han gøre alt for at tabe i quizzen, så han sidder med et lidende udtryk og siger "det ved jeg ikke" til spørgsmål som hvilken form en rund mønt har, hvad en guldmønt er lavet af og lignende fjollerier. Men så får han en trøstpræmie på 50.000 kr. for sin rørende uvidenhed, så han besvimer - af glæde, tror quizmasteren.
Med disse historier om tåbelige quizshows - som vi stadig i dag kan finde eksempler på - og jagt på kort berømmelse har Barks fået givet nogle satiriske pointer på trods af, at han ikke måtte sige for meget for redaktionen.
Et kommende indlæg vil indeholde flere eksempler.

Anders And og Søslangen - Barks-klassiker

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 24 Mar 2014 07:00:00 +0100

Forside til Anders And og Søslangen

Denne uges anbefaling er en af Carl Barks' store klassikere efter min mening. Den så dagens lys i USA i 1951 under titlen No Such Varmint og er en af dem, der ligger lige i overgangen fra den grove komik hos den tidlige Barks til den mere afdæmpede stil, hvor Anders And er en tragikomisk figur. I vores andedam kom den første gang som Solohæfte i 1955, men den er siden blevet genoptrykt adskillige gange, se oversigt på ComicWiki. Har man adgang til Barks' samlede værker, så er det bind 8, side 246.

Placeringen i Carl Barks' produktion

Barks havde tidligere lavet en historie om en søslange, der spredte skræk og rædsel, Flodens Skræk, den viste sig at være styret af en grum skurk via en ubåd.

I denne historie er det ikke fup, det er en søslange, så det må siges at være et eksempel på en andehistorie, der er fantasy ud over det sædvanlige, at ænder taler, se mit indlæg Er andeserierne fantasy?

Den er blevet til på et tidspunkt, hvor Onkel Joakim var en forholdsvis ny figur (han dukkede op i 1948). Det var endnu ikke sikkert, at han ville blive en hovedfigur som han senere blev og i denne historie spiller han en perifer rolle. Første billede i historien viser at fragtskib, der er ved at synke og på det næste ser vi mandskabet i redningsbåden, hvor kaptajnen spekulerer over, hvad det var de stødte på. Det er et af Joakims skibe, der var på vej ind med en kostbar last, så kender man til andeuniverset, så er man straks klar over, at det passer ham absolut ikke.

Handlingen i Anders And og Søslangen

Anders And som slangetæmmer

I første omgang er det Rip, Rap og Rup, som det skifter til, og de sidder og spekulerer over, hvorfor nogen kommer højt på strå og bliver berømte. De kigger på forbipasserende og genkender flere berømtheder i blandt dem. Denne passage giver Barks rig mulighed for at demonstrere sin evne til at tegne karakteristiske bipersoner, her er mange sjove typer.

Så kommer deres onkel Anders, og han er tydelig i godt humør. Det er hans nevøer ikke, for hvorfor er han ikke blevet noget stort som alle andre? Anders indrømmer, at han hidtil har været uduelig, men nu har han fundet noget, som han er god til: slangetæmmer. Nu gribes de tre nevøer for alvor af flovhed, men Anders går op i det med liv og sjæl, og gennem historien er der flere komiske situationer, hvor han går op i sit slangetæmmeri. Dog må man sige, at det er rørende at se hans entusiasme.
Rip, Rap og Rup finder frem til en mand, der med et apparat kan måle folks hjernesvingninger, så man kan se, hvad de er egnede til - nu nærmer historien sig næsten science fiction. De får overtalt deres onkel til at komme med hen til ham, Anders gør det for at glæde dem, og hans hjernesvingninger bliver aflæst. Der er bare ingen der ser, at en stor flue sætter sig på et ettal, så det ligner et syvtal, og ifølge det antal svingninger dette forkerte tal angiver, kan han blive en stor detektiv. Nu er ungerne begejstrede, men Anders vil stille og roligt blive ved med at tæmme slanger. Hans tre nevøer åbner imidlertid et kontor til hans detektivbureau, og nu hopper vi til Joakim, der er godt rasende over, at ingen kan finde ud af årsagen til hans skibsforlis, så han beordrer hidsigt sin sekretær til at finde en detektiv. Han finder så annoncen, som Rip, Rap og Rup har indrykket og bestiller detektiven Anders And til at opklare mysteriet.

Anders på flugt fra søslangen

Så tager Anders og ungerne ud til den bugt, hvor det skete. Her er det mest ungerne, der gør detektivarbejdet, mens deres onkel går op i slangetæmning. Da de sejler ud i en båd, der har en glasbund, finder Anders på at spille på slangetæmmerfløjten i jazzrytme, og så dukker søslangen op. Her er brugt store billeder, så den virkelig ser stor og skræmmende ud. Den kan lide Anders' musik, og det viser sig, at nu er han nødt til at blive ved med at spille, ellers bliver den gal. Så får vi over flere billeder Anders' kvaler med at skulle fortsætte med at blæse i flere dage, mens han bliver mere og mere udkørt. Her har vi stadigvæk noget af den groteske humor fra den tidlige Barks man ved næsten ikke, om man skal grine eller græde.
Ungerne sender efter hjælp hos Onkel Joakim, der ikke tror på det med søslangen, men han går dog ind på at sende dem krudt. Ved en fejl får de peber, men ungerne ved råd - deres siden almindelige rolle som problemløsere er begyndt at udvikle sig i denne historie - og ved hjælp af en vippeanordning får de slynget peberet i gabet på søslangen. Nu er den tørstig, den kravler om i vulkankrateret tæt ved og drikke alt ferskvandet, som det indeholder. Så kommer Joakims skib til syne, men søslangen er stadigvæk syg af peberet, så den søger mod havet og tager skibet med sig. Anders kæmper for at få vejret efter de mange dages spilleri på fløjten, og ungerne er godt ærgerlige, for nu kan de ikke vise deres rige onkel søslangen og dermed vælte hans skepsis.

Da de sidder hjemme i deres have, godt slukørede mens Onkel Anders daser tiltrængt i hængekøjen, dukker videnskabsmanden op, han har opdaget fejlen ved hans aflæsning, så nu kender han de rigtige antal hjernesvingninger hos Anders. De viser, at han kan blive en stor slangetæmmer. Anders får et nervøst rysteanfald af at høre det, nu har han fået nok efter alt det tæmmeri af søslangen.

Så nu bider historien sig i halen: ungerne sidder igen og ser på berømthederne på gaden og spekulerer, mens deres onkel fløjter fornøjet, idet han passer sit gadefejerjob.

Historiens kvaliteter.

Når jeg godt kan lide denne historie, så er det fordi den netop ligger i overgangen i to perioder af Barks' karriere og kombinerer det sjove i den tidlige periode og det gode i den midterste. Anders er begyndt at blive den tragikomiske figur, som donaldister elsker så højt. Det her er alt i alt en fortælling om, at man skal gøre hvad man har lyst til og gerne vil frem for alt det, som alle andre synes man skal og gerne vil presse en til. Der er jo noget tragisk ved, at Anders, der så endelig har fundet noget han er god til, får det ødelagt fuldstændig af en situation, hvor han må gøre det for meget. Samtidig må man også sige, at han tilsyneladende da er tilfreds med sit ufaglærte job til sidst, og så burde hans tre nevøer da være tilfredse med det. Det er for en gangs skyld en historie, hvor de tre har en mindre flatterende rolle, men som før nævnt, deres senere almindelige rolle som problemløsere er begyndt at vokse frem. De er ikke rene møgunger længere, som de var ved deres første opdukken.

Så det er for mig en af de store Barks-klassikere.
Se tidligere anbefalinger

Gys og Disneyserier

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Thu, 20 Mar 2014 12:46:00 +0100

Mange vil nok ikke tænke først på horror, når man siger Disney-serier.

Disneys film med gys

Men at Walt Disney havde adskillige gys i sine film, det tror jeg er velkendt. Det startede allerede tidligt med Skeletdansen i hans Silly Symphony-serie, hvor skeletterne hopper op ad graven og danser. For ikke at tale om den Mickey Mouse-film The Mad Doctor, hvor Pluto er forsøgsdyr for en bindegal videnskabsmand (en klassisk figur i horrorgenren) og Mickey redder ham på hængende hår. I en anden film Pluto's Judgment Day er Pluto under anklage i kattehimlen for at have været slem ved kattene.
Det er tidlige film, som nok mest er kendt af inkarnerede Disney-fans, men mange har vel set Snehvide, hvor den onde dronning i bedste Jekyll-Hyde stil forvandler sig til en grim heks og forgifter et æble,. Da hun drager af sted ser man skelettet af en i fangehullet, der tydeligvis har grebet desperat efter et vandfad. Hun følges af to gribbe og hele passagen, hvor hun står ved dværgenes hus og dværgene er i fuld fart hjem, kunne Hitchcock ikke have gjort bedre. Da hun under sin flugt fra dværgene styrter i en kløft flyver de to gribbe ned efter hende. Klassisk gysertrick.
Så overgås den dog af Pinnochio. Hvem husker ikke scenen med titelpersonen i kløerne på teaterlederen Stromboli eller den gåsehudsfremkaldende sekvens, hvor de skulkende drenge bliver til æsler på Pleasure Island?

Gys i Mickey Mouse-historier.

Sorte Slyngel

Hvor meget indgik det så i tegneserier? I de tidlige: ikke så lidt endda. Floyd Gottfredsons Mickey-historier er fulde af gys. I en historie er Klaus Krikke uskyldig anklaget, og det lykkes på hængende hår Mickey at finde den virkelig skyldige og redde sin ven fra en lynchhob, der vil hænge ham. I disse tidlige serier var man ikke så bange for at berøre sådanne emner som man blev senere.
Det var også Gottfredson der skabte The Phantom Blot, som på dansk fik navnet Sorte Slyngel, et sort spøgelse, der altid efterlader en seddel med en klat, hvor han begår sine forbrydelser. Hans debuthistorie er en ægte gyser med alle elementer af skummelhed og ildevarslende signaler, og Sorte Slyngel prøver at gøre det af med Mickey på flere sadistiske måder, den ene mere grum end den anden, men Mickey undslipper dem alle. Denne debuthistorie er den eneste historie med denne skurk, hvor vi får lov at se, hvad der gemmer sig under masken, det komiske er, at han ligner selveste Walt Disney. Sortepers ondskab i Gottfredson-historierne overskrider også en grænse, så det ligner ægte gys.
Da det senere blev Paul Murry, der overtog Mickey-historierne, genoplivede han Sorte Slyngel, og flere af hans tidligere historier med ham som skurk er rene gysere med Gottfredsons historie som forbillede. Det er lige før han er en mere effektiv farlig skurk end Sorteper, der hos Murry er gjort mere komisk. Efterhånden bliver Sorte Slyngel en lidt tandløs figur, de senere historier med ham som skurk, der kom som Månedshæfte i tresserne, virker han lidt flad, omend jeg så kan blive imponeret over, hvor meget Murry kan give ham af udtryk med bare de to øjne.

Gys i andehistorier.

Rip, Rap og Rup jages af et spøgelse i The Old Castles Secret

Den tidlige Carl Barks må siges at være en sand gysets mester. Flere lange andehistorier fra hans tidlige periode blev ikke brugt i de første årtier af Anders And-bladet, fordi man mente, at de var for skræmmende for børn. I flæng kan nævnes Flodens Skræk om en søslange, der spreder skræk og rædsel, den viser sig at være styret fra en u-båd af en grum skurk. Der er Spøgelset i Grotten, hvor Anders og ungerne holder ferie et sted, hvor der hvert år på samme dag forsvinder et barn, og denne dag er netop i ændernes ferie. På denne dag forsvinder Rap, men han reddes af sin onkel og sine brødre fra det uhyggelige spøgelse i grotten, der viser sig ikke at være så slem alligevel. Voodoo Hoodoo, hvor Joakim forfølges af en zombie, eller Det Magiske Timeglas, hvor Anders og ungerne kæmper med Onkel Joakim om et timeglas med magiske kræfter, den er en af de få tilfælde hos Barks, hvor Joakim decideret bruger grove midler.
Fra barn af kan jeg huske, at jeg læste The Old Castles Secret på svensk som Den Gamla Borgens Hemlighet. Den er senere kommet på dansk som Det Gamle Slots Hemmelighed, men da jeg var barn mente den danske redaktion, at den var for skræmmende for børn. Her rejser Anders og ungerne med Onkel Joakim til hans slægts borg i Skotland, hvor der skulle være en skat. Den gamle hushovmester Scottie hjælper dem, men advarer dem imod, at en af Joakims forfædre spøger på borgen og slår alle dem ihjel, der vil tage skatten. Det er en gammel borg i en skummel øde egn, som en ægte gotisk gyser a la Poe. De møder så et spøgelse i form af en usynlig skikkelse, der jager dem, men man kan se skyggen af et skelet hvor det er. En særlig uhyggelig scene er der, hvor Rip, Rap og Rup finder skatten, men så forfølges af spøgelset, der søger at dræbe dem med sværd. De får til sidst afsløret, at det hele er trick, foranlediget af hushovmesteren, der i virkeligheden er en berygtet juveltyv, den ægte Scottie har været død i syv år.
Så er der jo også historien Dangerous Disguise, hvor Anders og ungerne møder en farlig kvindelig spion. Den scene, hvor hun har givet dem sovemiddel og Anders falder i søvn på et banelegeme, men man ser et tog nærme sig, den alene kunne have været gjort af Hitchcock på film, hvis ikke det havde været talende ænder.

Restriktionerne på Disney-serierne

Senere begyndte der at blive stærke restriktioner på, hvad Disneyserierne måtte vise, man skulle nødig have vrede forældre på nakken. Barks formåede så som en historiefortæller med pondus at udnytte den restriktion på bedste måde og gøre Anders til en mere neddæmpet, tragikomisk figur. Da han i den senere periode introducerede Hexia de Trick var der godt nok noget, der kaldte på gyset, når hun gik i gang med sit hokus pokus, men adskilligt af det var nok blevet gjort mere uhyggeligt i den tidlige periode.
Italienerne har ikke været bundet af de samme restriktioner. Hos dem har man set Anders blive reddet fra en halshugning på hængende hår, blive dødsdømt med ungerne i en afrikansk landsby, komme i kløerne på hovedjægere og meget andet, der kalder på gyset. Sorte Slyngel er i de italienske Mickey-historier næsten lige så grum som i debuthistorien hos Gottfredson.
Men selv med disse gyserelementer er der dog ingen af dem, der har overskredet grænsen til de horrorserier, der kunne have været trykt af EC Comics. Det vil jeg nok også mene ville vær for meget.
Men er man til gys, så kan der være noget at hente i tidlige amerikanske serier og de italienske serier.

Sild og en flyvende sørøver - AA i Topform del 2

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 17 Mar 2014 07:00:00 +0100

Jeg har så gjort det usædvanlige at have en hel jumbobog som ugens anbefaling, og så har jeg af hensyn til længden delt i to.
Sidste uge behandlede jeg den første historie om Balladeskolen og så denne sammenkædning, som efter min mening er akilleshælen i de tidlige jumbobøger. I denne overgang har Joakim fået en sag på halsen om en kontrakt, som Anders var vidne til indgåelsen af. Så nu er Joakim ikke vred på sin nevø mere, nu har han brug for hans hjælp, men her er Anders noget fræk og benægter ethvert kendskab. Det synes Rip, Rap og Rup er noget uforskammet, for det er en historie, som de aldrig har kunnet glemme.
Så starter som et flash-back historien om...

Den Flyvende Skotte.

På de første to sider hører vi om, at der hvert år, den 3. maj, regner med sild over Tegucigalpa, den mellemamerikanske stat Honduras' hovedstad. Indbyggerne er begejstrede og videnskabsmændene søger forgæves efter en forklaring.
Så hopper det til Andeby. Endnu engang er det Romana Scarpa, der står bag som tegner, men i denne historie gør han Joakim mere menneskelig. Han er ensom blandt sine penge og beslutter sig at købe en tam fugl. Det er en fantasifugl - for dette er virkelig en fantasihistorie i mere end den sædvanlige forstand, at ænder taler! - den koster tyve kroner, så Joakim skal lige høre i telefonen, hvordan hans forretninger går, men han køber den så. Kitty hedder den, og den er billig at have på kost, for den spiser kun en halv sild om ugen, som skal være helt frisk. Det skulle være let nok, men ak, der er pludselig mangel på sild og stakkels Kitty sygner hen. Kampen for at finde den sild sætter nogle balstyrige løjer i gang, Anders og ungerne involveres, og Joakim modtager et tilbud om at købe en sildefabrik. Han slår til, og nu skulle alt være godt, fra hans egen fabrik kan han nu bare få en halv sild om ugen til lille Kitty, men det viser sig, at han har købt et fallitbo. Søfolkene fortæller, at der ingen sild er, de bliver enten fanget eller skræmt væk af Den Flyvende Skotte, et flyvende spøgelsesskib. Det er let at se inspirationen fra det gamle sagn om Den Flyvende Hollænder. Ænderne beslutter selv at rejse ud for at fange nogle sild, men de finder også ud af, at det er forgæves. De tror ikke på det vrøvl om den flyvende skotte, men da ser de pludselig et flyvende sejlskib med et skotsk navn.
Da historien kom første gang i Italien i 1957, sluttede den her med Fortsættes i næste nummer, men i den danske jumbobog får man lov at læse videre med det samme. Joakim får set sørøveren gennem en kikkert og synes, at der er noget bekendt ved ham. Da ryger en hel stime sild ombord på ændernes båd, de flygter fra Den Flyvende Skotte. Så kan Kitty få sin ugentlige sild, men der opstår et skænderi om, hvorvidt de skal smide de andre sild ud, Anders og ungerne ræsonnerer fornuftigt, at de ikke kan holde sig til de kommer i havn, men Joakim raser. De spærrer ham inde og kaster sildene over bord, men gemmer lige en, så Joakim kan få lov at lugte den som rådden.
Imidlertid er de havnet ved Honduras' kyst netop på 3. maj og oplever dermed silderegnen. De kommer overens med de lokale forskere om, at de vil udforske fænomenet og går op i en ballon. I skyen støder de ind i den flyvende skotte og border skibet, men sørøveren kaster et net over dem og tager dem til fange. Da de skal til at gå planken ud, kommer Joakim i tanke om hvem han er - Andrik McNærig. Det er en af hans aner, som han har blandt sine familiebilleder derhjemme, og sørøveren bliver rørt og blødgjort. Han fortæller sine efterkommere om, hvordan han plyndrede de fattige ved kysterne, men til sidst gjorde hans mandskab mytteri og stak af. Det så han som en straf for hans ugerninger, så han aflagde det løfte, at han i 300 år ville lade sild regne over Tegucigalpa en gang om året. Han har nu otte år tilbage, men det er meget når han er gammel og træt.
Her er det tydeligt, at oversættelsen har villet sløre, at han er et spøgelse, der først kan få fred, når han har holdt sit løfte. I den danske oversættelse stejler man over, at han skulle være mere end trehundrede år. Men ok, historien er da god nok alligevel, det har meget at gøre med, hvad man på Gutenberghus mente, at børn kunne klare at læse. Joakim tilbyder nu at lade silderegnen falde for ham de sidste otte år, så kan han få ro - ja, og så vil han til gengæld holde sig væk, så Joakims fabrik kan få fanget nogle sild. Anders og ungerne er noget forargede over, at han i den grad spiller hellig. men kontrakten underskrives, og det gamle spøgelse flyver dem hjem til Andeby.
Nu kan han lægge sig til hvile og flyver væk. På historiens sidste billede står Joakim med Kitty på sin stok og har tårer i øjnene. Det glæder hans nevøer at se, at så var der alligevel noget medmenneskelighed i det.
Ja, det er en af Scarpas bedste historier, synes jeg, og jeg kan godt forstå, at Rip, Rap og Rup aldrig har glemt den oplevelse. Det er tydeligt inspireret af to legender, silderegnen i Honduras og Den Flyvende Hollænder. som Scarpa får kombineret elegant. Den er også en demonstration af, at Scarpa har evne til at gøre Joakims nærighed komisk mere end usympatisk, netop når han skal gøres mere sympatisk i en historie. Tegningerne af hans apoplektiske anfald over at give penge ud er en sand fornøjelse at se.
Samtidig er det også en historie, der midt i løjerne har en melankolsk tone i forbindelse med sørøverens skæbne. Det er et træk, der langt på vej er Scarpas speciale.

Klassiske amerikanske fortællinger

Så er vi igen tilbage hvor vi slap, Joakim er jo overbevist om, at kontrakten er hos Anders. Denne forlanger så halvtreds kroner for at lede efter den. For en gangs skyld lykkes det Perrega at lave en situation, der virkelig er lattervækkende. Men da Anders har overbevist sin onkel om, at kontrakten ligger i en sildekasse i Honduras, tager Joakim af sted og nu skal Anders nyde friheden. Ikke en særlig overbevisende overgang, hvem ville dog lægge en kontrakt i en sildekasse?
Men ok, så kommer der en stribe amerikanske historier, bundet sammen af, at Anders og ungerne ser lysbilleder, der får dem til at tænke på tidligere oplevelser. De hører til de såkaldt fotoalbumhistorier, som også var kendt fra Anders And-bladet, der indledes med at de ser på billeder og så tænker tilbage, så får vi historien. Et par af disse historier er ganske skægge. Der er Fyret på Gråt Papir, en Bedstemor And-historie, hvor hun for en gangs skyld bliver så gal på Fætter Guf, at hun fyrer ham. I stedet for ansætter hun en Tor Tornado, der passer til sit navn. Han arbejder i en sådan hast, at hun ikke kan nå at bestille noget, og det keder hende. Så hun genansætter straks Guf, han tager i det mindste ikke arbejdet ud af hånden på hende. Der er også en Joakim-historie, hvor han drømmer sig på rejse, fordi han er for nærig til at betale en.
Denne længere sammenkædning af historier ender så igen med, at Perrega skal lave en overledning til det næste. Anders finder kontrakten i sin hue og i Honduras er Joakim for retten. Anders dukker nu op og prøver at slippe udenom med den løgn, at han fandt den i en sildekasse. Så dukker Mickey Mouse og hans venner op, og som det er tradition, når han optræder, så udreder han det hele og alt er godt.
Joakim inviterer dem alle til Disneyland, og der er de så i den sidste, der også er en sammenkædning af amerikanske historier. Her er det dejligt at se en lille Barks-perle, Den Store Kapsejlads. Joakim og Andrea - som Bedstemor And hedder, men kun bliver kaldt af Joakim - sejler i en flodbåd og får fortalt en af sin rige brors ungdomsminder, da han sejlede med flodbåd med Georg Gearløs' bedstefar Gregor Gearløs som maskinmester og hans første konfrontation med Bjørnebanden. Alene for denne lille klassikers skyld er den sidste afdeling værd at læse, men så er der science fiction historien , hvor Anders og ungerne bortføres til en anden planet for at lære dem at bruge tømmer, og historien med Mickey og Fedtmule på flodtur i junglen, de er heller ikke uefne.
Ja, som helhed er det nok den bedste jumbobog. Det betyder så ikke, at jeg ikke også vil anbefale historier fra denne udgivelse fremover, men jeg syntes bare, at jeg lige ville pege på den jumbobog, som jeg finder den bedste.

1965-årgangen af Anders And & Co. - en broget årgang

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Thu, 13 Mar 2014 14:16:00 +0100

Man må sige, når man i dag genlæser 1965-årgangen af Anders And & Co., at den er temmelig broget.

De fortsatte seriers tilbagekomst

Først og fremmest er den karakteristisk ved, at de fortsatte historier vender tilbage, efter at de havde glimret ved deres fravær det foregående år. Har det været en måde at holde salget i gang på? Vi mennesker er jo født nysgerrige og vil gerne se, hvad en historie ender med, hvilket også er en af hovedårsagerne til, at denne sætning "fortsættes i næste nummer" er en af de mest frygtindgydende sætninger, især for et barn, der brænder efter fortsættelsen.
De fortsatte historier i årgangen skifter jævnt mellem ande- og museuniverset, og de sidstnævnte leveres især af Paul Murry, så det er bestemt habile historier, om end vi skal længere tilbage i bladets historie for at finde hans bedste. Vi får så også nogle fortsatte serier af Carl Barks, som for det meste er af dem, der har Joakim som hovedfigur. Selv om det er den sene Barks, hvor han kører noget på rutinen, så er det bestemt læseværdige historier, især den fra 10-12, hvor den berømmelige lykkemønt går ned med et skib, og Joakim må leje en dybhavsmåler for at finde den.

Første møde med italienske Disney-tegnere

Samtidig er det også den årgang, hvor vi første gang ser de italienske tegnere, og det er både i afsluttede og fortsatte historier. Personlig synes jeg, at standarden af de italiensktegnede historier, der senere kom i Jumbobøgerne, var bedre, men det må nok siges at være en smagssag. Den ellers udmærkede fortsatte historie Den Højest Uheldige Skovtur skæmmes efter min mening af en lidt for rosenrød happy end.

Nye figurer

Madam Mim

Så dukkede der nye figurer op. I juleferien året før havde Sværdet i Stenen, eller Da Kongen var Knægt, som den også hedder på dansk, fået dansk premiere, og i denne årgang ser vi for første gang spin-off serien med bifiguren, den skøre heks Madam Mim. Allerede fra starten forsøger Bjørne Banden at udnytte hendes heksekunster for at få hjælp til deres kup, men madammen fatter ikke en pind af hvad det går ud på og lever i sit eget drømmeunivers, der får næring fra eventyrerne. Som et tilbagevendende element bliver det også heksekunsterne, som hun til sidst hævner sig på banditterne med, når hun bliver sur.
Mange læsere af bladet har været irriterede over madammen. Jeg synes nu, hun er meget skæg, men man skal nok ikke lige have for meget af hende.
Så er der alle de efter min mening afskyelige Studio-serier, som i små skridt havde holdt deres indtog årene før, se nærmere Til lykke med de 65, Figurer jeg ikke kan lide og Årgang 1964 De er for det meste så dårlige, at jeg næsten ikke gider skrive ret meget mere om dem - som Jon Gisle skrev i Andelogien: det er svært at skrive noget åndrigt om noget så åndløst.

Fætter Vims

Men ingen regel uden undtagelse: fra disse studioserier kom også fra Al Hubbard og Dick Kinneys hånd den skrupforvirrede Fætter Vims, der evig og altid har en ny hobby, som han dyrker entusiastisk med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Han havde set dagens lys allerede i 1964 i hjemlandet, men først i 65 får danskerne lov til at more sig over, at denne skøre fætter sætter Anders' hus på den anden ende, og flere gange er ved at friste Anders til næsten at begå mord. Vims blev også en populær figur netop i Danmark, som er et af de få lande, hvor han er dukket op med jævne mellemrum lige siden. Forståeligt nok, for han er efter min mening ikke til at stå for. Han er så gennemført plimmelim, at man ikke kan andet end at holde af ham.
Ham og Madam Mim passede for så vidt godt til den mere crazykomiske linie, som bladet udviklede sig til i tresserne og kørte, indtil man i de næste årtier havde en strømning, der søgte tilbage til Barks. I de bedste øjeblikke - som i Vims-historierne - kan det også være festligt - hvis bare ikke der også var kommet alle de rædselsfulde venstrehåndsarbejder med som fyldstof.
Ja, så 1965 var en broget årgang, hvor der skete nyt i det danske Anders And-blad, godt og skidt mellem hinanden.

Anders And i topform del 1

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 10 Mar 2014 06:06:00 +0100

Jeg gør det usædvanlige i denne og næste uges anbefaling, at jeg anbefaler en hel Jumbobog, nr. 4 med titlen Anders And i Topform. Det gør jeg, da jeg nærmest anser den for at være den bedste Jumbobog. Titlen burde have været de italienske Disney-tegnere i topform.

Den svage rammehistorie

Som i alle andre tidlige jumbobøger kædes historierne sammen af en rammehistorie, der slås an med en lille forhistorie. Som i de fleste andre jumbobøger er det lige det svage punkt, da de ikke er så godt tegnede og fortalte og ofte virker søgte i den måde de kæder sammen på. Joakim er rasende på Anders og venter på ham med en kæp uden for den skole, hvor han er skolebetjent. Da han ikke kan dy sig for at ringe og fortælle det til sin nevø, er Anders bange. Heldigvis går hans tre nevøer på samme skole, så de får arrangeret en komedie, så Joakim kommer væk og Anders slipper uskadt forbi.

Balladeskolen, Anders And bliver lærer

Så kommer den første historie, der skal forestille at være baggrunden for, at Joakim vil give sin nevø tæv. Den er så til gengæld helt i top, tegnet af Romano Scarpa med hans klare stempel. Rip, Rap og Rup skal starte i skolen, hvad de er meget kede af. Anders bliver rasende og fortæller, at han altid var nummer et, da han gik i skole. Da ungerne går på loftet for at finde deres skolesager frem, finder de en gammel karakterbog med dårlige karakterer, en uåbnet regnebog og en dosmerhue. Der står deres onkels navn i den, og så driller de ham. Men den konflikt afbrydes af posten, der kommer med et brev. Anders har fået en ansvarsfuld stilling, og han bliver strålende glad. Han afviser Onkel Joakims tilbud om at sejle med ham til Antillerne med et rungende nej og får sine tre nevøer gennet i skole. Det viser sig, at deres nye lærer er deres Onkel Anders, og så bliver det balladetime. Midt i den kommer inspektøren ind med den rigtige lærer og fortæller, at han havde forbyttet et brev om ansættelse med en rykker for nevøernes skolepenge. En af klassens drenge har hældt lim på katederstolen, så Anders ikke kan komme af. Det pinlige optrin gør ungerne skamfulde, de vil aldrig vise sig i skolen mer.

Anders og ungerne på eventyr til søs

Så vender historien som det er typisk for de lange italienske historier og i særdeleshed Scarpa, fra hverdagskomedie hjemme i Andeby til et rejseeventyr. Ungerne lister sig om bord på et skib som blinde passagerer, da Anders går med brevet om ansættelse, som han vil bruge til at lægge sag an med, blæser det ud på det samme skib og han går ombord for at finde det. Det viser sig, at det er Bjørnebanden, der er ejere af skibet og stakkels Anders er nu fange ombord og tvinges til at spule dæk. Ungerne holder sig skjult i lasten.
Bjørnebandens mission er at plyndre Joakims skib for den million han har om bord til at købe sukkerplantager på Antillerne. De har en kanon i stævnen, og da Anders ser skibet og vil tilkalde hjælp uden at vide, at det er hans gerrige onkels skib, skyder han kanonen af med det resultat, at den rammer skibet, så det synker. Joakim og hans eneste matros reddes om bord af Bjørnebanden og bliver deres fange. De vil skaffe en løsesum for ham, men Rip, Rap og Rup er om bord og får lukket Bjørnebanden ind i en celle ved list og befriet deres onkler. Joakim har fundet ud af, at Anders afskød kanonen og er rasende. Ungerne får dem til at holde fred så længe de er på søen (men så heller ikke længere, skumler Joakim) og tilkalder hjælp over radioen. De reddes af et af marinens skoleskibe, der lige er startet på en tre måneders ekspedition, som de fem ænder så må gå med på. Ungerne skal i skole ombord, en skole der er meget værre end den de flygtede fra. Anders sættes til at spule dæk, det mente kaptajnen han kunne klare, Joakim skal skrælle kartofler og holde tal på dem, fordi han er god til tal.
Endelig kommer de hjem, og nu må Anders flygte for Joakim. For Rip, Rap og Rup er det en stor glæde, for når der er gået tre måneder skal de ikke i skole. Men da bliver det for alvor tragisk, da skoleinspektøren dukker op og fortæller, at skolen lukkede efter de var rejst på grund af en kighosteepidemi, så nu skal de i skole. Anders får tilbudt et job, som inspektøren mener han kan klare.
Så sidder ungerne til timer, hvor de skal have mange lektier for med henblik på at indhente hvad de er bagud med i skolen, og Anders vasker nu skolens gulv på billede, hvor han siger noget, der burde kandidere til at være den bedste tegneseriereplik: "Folk er forbløffende enige om, hvad jeg kan klare!" Joakim venter udenfor med kæppen, ja, så har vi forklaringen på det. Hvor kunne man ønske, at den bare havde været som selvstændig historie, så man ikke fik den lidt kedelige overledning til næste historie bagefter. Den vil jeg komme ind på næste gang.

Scarpa når han er bedst

Den er virkelig Romana Scarpa i sit bedste hjørne med en grotesk humor, som leder tanken hen på den tidlige Barks, og konflikter mellem hele familien And, der emmer af drama, og nogle gode ironiske pointer, som Anders der hele tiden bliver sat til at vaske gulv, ungerne der ikke slipper for skole uanset hvad de gør, og Joakim, der er godt rasende over den tabte million selv om han har mange af dem.
Næste uge skal vi høre noget om den næste historie, Den Flyvende Skotte, som også er af Scarpa.
Se tidligere anbefalinger

Italienerne kommer - Jumbobogen

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Thu, 6 Mar 2014 07:00:00 +0100

Baggrundshistorien

Da Anders And & Co. blev ugeblad i 1959 var det efterhånden svært for Gutenberghus - senere Egmont - at finde stof til bladet. Indtil da havde Western Publishing været eneleverandører, og deres team var stærkt og leverede serier med samtlige de figurer, der var kendt fra tegnefilm, også Disneys konkurrenter, men med det stigende antal udgivelser i Europa, især Danmark, blev det svært at holde trit.
Gutenberghus startede så med at tegne selv, det blev Nils Rydahl, der først i 1959 tegnede nogle forsider, senere tegnede han historier. Så lavede Disney-studierne en egen lille afdeling, der hasteleverede serier til det store, umættelige europæiske marked, det er dem man kalder Studio-serier, som der kom mange af i tressernes Anders And-blade. De var desværre ofte præget af at være venstrehåndsarbejder, sagt med al respekt for de gode undtagelser.

Det italienske Disney-marked

På det europæiske marked var der et land, der meget tidligt havde hentet tilladelse til at tegne deres egne Disney-serier og det var Italien. Så mens Dan Folke her i Danmark fik ugebladet Anders And & Co. op at stå, var deres serieforlag Mondadori allerede i gang og lavede hæfter med både de amerikanske og deres egne historier. Da amerikanske tegnere fra Western Publishing var eneleverandører til vores hjemlige udgivelser, kom der stribevis udgivelser i Italien, fordi de selv havde en stor tegnerstab. En af de meget produktive var Battista Carpi

Den italienske ind- og udmarch af Anders And & Co.

Da stofmanglen var udpræget her i Danmark efter at hovedbladet var blevet ugeblad, og der absolut også skulle udgives Mandelgaven, Gavehæfte og serien Walt Disney præsenterer og lidt senere Månedshæftet - en utrolig kvantitativ stigning - var det nærliggende at hente noget fra støvlelandet i syd. Så i nr. 4 1965 startede en fortsat historie af Carpi, hvor danske læsere endda for første gang fik set Skipper, på amerikansk Kaptajn Kakadu, en papegøje, som medvirkede i Carl Barks' første historie, Pirate Gold over en historie, der skulle have været en Anders And-film i spillefilmslængde. Det blev så vores første møde med den mere vilde italienske streg.
I nr. 10, 1965 så vi for første gang Anderbilt under navnet Krøsus And. leveret af Romana Scarpa, i en historie, hvor Onkel Joakim kappes med ham om at rejse billigst rundt om Jorden. Dette er et velkendt scenarie i adskillige italienske historier, at de to pengeglade matadorer kappes om det ene eller det andet, og Anderbilt til sidst efter nederlaget gnaver i sin hat af ærgrelse. Med disse historier rykkede italienerne for første gang ind i det danske blad og det holdt sig et par år.
I 1967 fik bladet en ny redaktør, som ikke kunne lide de italienske serier, så han lukkede helt af for dem, og kasserede også adskillige af Studio-serierne, som han fandt for dårlige - det har min sympati! - og genoptrykte adskillige serier fra halvtredserne som En Udvalgt Serie. I hans tid kom også adskillige gamle Barks-ting, som ikke havde været trykt i Danmark før, så Anders And-bladet fra disse årgange er ikke så ringe endda, om end ikke på højde med halvtredserne.

Jumbobogens ankomst

Fra 1957 begyndte italienerne at lave en lille pocketbog med Disney-serier, Il Classici de Disney, som det tyske søsterforlag til Gutenberghus overtog efter et par år som Lustige Taschenbüchlein, med italienske serier, og på Gutenberghus var der en, der gik ind for, at det skulle vi også have i Danmark. Redaktøren ville ikke røre ved det, så han overlod til idemanden at stå for det selv.
Så fik vi i Danmark fra 1968 Jumbobogen, den første hed Onkel Joakims Trillioner. Den var udelukkende med italienske serier, og det var Jumbobøgerne i mange år. Det er de i dag også overvejende, men flere danskere har så de sidste år også leveret til den, men de holder den italienske stil.
Af trykketekniske grunde var der sider i de første årgange af Jumbobøgerne, der ikke var i farver og historierne var kædet sammen af en tegner, der på den måde fik det til at virke som en lang bog om de berømte figurer. I dag lader man det bare være flere selvstændige historier. Godt det samme, for de der sammenkædninger var ofte noget kunstige, og Giuseppe Perego, der oftest stod bag dem, fremstod ikke lige som en supertegner. Han er ellers en af de store tegnere i Italien, så han må kunne noget, men disse sammenkædninger i Jumbobøgerne syntes at være gjort med venstre hånd. Det kunne også medføre, at læste man en historie i Jumbobogen, så sluttede den med, at ænderne så anderledes ud, og der skete noget, der havde sin forudsætning i forrige historie. Så fint nok at vi i dag bare får dem som selvstændige historier.

Hvad karakteriserer italienske Disney-tegnere?

Men ingen tvivl: mange af disse lange serier var for os andefans et friskt pust i en tid, hvor hovedbladet kunne svinge en del i kvaliteten.
Det var også let at se, at det var en noget anderledes stil. Ved flere lejligheder har jeg sagt, at forskellen på de amerikanske og italienske Disney-serier er som forskellen på en amerikansk westernfilm og en spaghettiwestern. Som kameravinklerne og underlægningsmusikken er meget vild og opfindsom i de italienske westerns, sådan er stregen også mere vild og i bedste fald opfindsom i de italienske serier. Som skellet mellem onde og gode kan være flydende i spaghettiwesterns, sådan kan det også være i disse serier, Onkel Joakim kan nogen gange være ondskabsfuld i disse historier, Sorteper er gjort mere menneskelig i musehistorierne og flere andre eksempler kunne nævnes, ja, Joakim og Anderbilt er endda lige moralsk spegede, vil jeg nok sige.
De italienske westerns blev ved deres fremkomst i tresserne kritiseret for deres voldsomhed, og den samme kritik har også - ikke uden grund - været rettet mod italienske Disney-serier. I halvfjerdserne var der adskillige eksempler på, at Jumbobøgernes redaktion skar billeder eller hele sider væk, som man anså for at være for grove til børn. Ofte kunne det ødelægge en historie. De italienske seriers modstandere blandt donaldister har også kaldt dem for brutalismen.
Men i dag er de italienske serier en del af donaldisternes baggage. Det er ikke lige godt alt, hvad der har været trykt i Jumbobøgerne og i andre udgivelser med italienske serier, men som den italienske western havde et par gode kunstnere som Sergio Leone og Corbucci og en fremragende komponist som Ennio Morricone, så har de italienske Disney-serier da Romana Scarpa, Giogio Cavazzano, Massimo de Vito og enkelte andre, der har leveret særdeles fine historier.
Arriverdici!

Ænder på Abbey Road

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Wed, 5 Mar 2014 09:41:00 +0100

Ja, jeg fandt dette billede på Facebook, syntes bare lige, at jeg ville dele det med bloggens læsere. Man har før set ænderne som Robin Hood, De Tre Musketerer, Cyrano og andre klassisk litterære og historiske personer. Nu er The Beatles blevet en del af den kulturelle baggage, som ænderne kan parodere. Som tiden dog går, tænker vi, der oplevede den tid, hvor Beatles var noget nyt og anderledes.

Til lykke med de 65, Anders And & Co.!

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Tue, 4 Mar 2014 06:49:00 +0100

Jeg vil godt ønske Anders And-bladet til lykke med det jubilæum som det fejrer i år. Sandt at sige er det utroligt, at et blad har kunnet holde så længe, i særdeleshed et rent tegneserieblad, som ellers har en tendens til at komme og gå. Mange andre seriemagasiner er faldet bort, men Anders And & Co. står stadig. Nu ved jeg godt, at det ikke er længe siden, at jeg skrev et indlæg på denne blog, hvor jeg spurgte, om bladet blev holdt kunstigt i live. Men der skal alligevel lyde et til lykke, for det har sandt at sige været et blad, der har været til megen glæde.

Starten på Anders And & Co.

I denne uges Weekendavis er der i børnetillægget Faktisk en artikel af Majken S. Eliasen i anledning af jubilæet. Der nævnes, at meget var anderledes i Andeby i 1949, Mickeys nevøer med Mak og Muk, nogle historier var skrevet på vers (nogle af de ringeste, vil jeg sige, se mit indlæg Filmserier) og voksne røg og gav børnene smæk i halen. Så er der også en del, der er uforandret. Joakim går stadig med gamacher, Højben har stadig gammeldags bølget hår og Bjørnebanden er stadigvæk dumme og uheldige.

OBS! Her er en faktuel fejl, Bjørnebanden viste sig ikke i første årgang, der gik et par år.
Der fortælles videre i artiklen, hvordan forlaget Gutenberghus lavede en aftale med Walt Disney om at udgive en dansk udgave af Walt Disney Comics som blev opkaldt efter danskernes favoritfigur. Er man den lykkelige ejer af Årgangsbogen for 1949 eller kan finde den på et bibliotek, så kan man læse hele historien i Jakob Stegelmanns forord.

Anders And-bladets videre udvikling

Det startede som et månedsblad, men blev i 1956 et fjortendages blad og i 1959 et ugeblad. I nævnte artikel fortæller Anders Christian Sivebæk, som er bestyrelsesformand for Donaldistforeningen, at forlaget begyndte at lave danske historier, fordi der ikke var nok amerikanske at tage af. Han siger også, at de danske var mere amatøragtige og underlige, men efterhånden lærte de at sætte en god historie sammen, og i 1970'erne var bladet yderst populært. Efterhånden blev der lavet et kodeks om, hvad der måtte og især ikke måtte være i et Anders And-blad. Ikke noget med stoffer, alkohol eller bare antydningen af sex. Det var også vigtigt, at læseren ikke kunne se, hvilket land Andeby lå i (jeg synes nu ikke man er i tvivl, når man ser Bedstemor Ands gård med den karakteristiske amerikanske silo). Mange af de regler er også grunden til, at der ikke er forandret så meget.

Stofmangel og hastværksarbejde

Her hører det efter min mening med til historien, at en del af stofmanglen skyldtes, at man tilsyneladende ikke var meget for at bruge af de i Danmark endnu ubrugte historier fra Staterne. At Lost in the Andes, som på dansk hedder De Firkantede Æg fra Peru, kom som fortsat serie i 1963, selv om den er en Carl Barks' tidlige mesterværker, det er en undtagelse og ikke reglen. Der er også andre undtagelser, men de er lige netop undtagelser. Man kunne have fyldt bladet op med gamle historier af Barks og Gottfredson, men man gjorde det ikke. Sivebæk har ret i sin bedømmelse af de danske historier, mange kender Nils Rydahl på de deforme ænder. Fra Disney studierne lavede man også en ekstra tegnestue, der kunne forsyne det stigende europæiske marked med serier, og hvad der kom fra denne tegnestue var ofte en ynk, hvor figurerne rendte rundt med evigt torskedumme udtryk og dårligt tegnet anatomi - at der så var Al Hubbard som tegner og Dick Kinney som forfatter, der fik skabt den skrupforvirrede Fætter Vims i en stribe af skønne historier, her må man igen sige, at det var undtagelsen og ikke reglen.

Forbedringer af bladet

Men ja, efterhånden lærte danskerne at lave bedre historier, efterhånden trykte man Barks-historier, der aldrig havde været udgivet i Danmark før og efterhånden tog man de meget bedre tegnere fra det hollandske Donald Duck ind - paradoksalt, det indbefattede den danske mestertegner Freddy Milton, der havde tegnet for det hollandske blad i lang tid før han kom ind i varmen hos Egmont.

Bladet situation efter 65 år

I sidste afsnit af artiklen fortæller Sivebæk, at han lærte at læse på grund af bladet, hans motivation var stor, fordi han ville læse hvad der stod i boblerne. Sådan tror jeg mange har haft det med Anders And-bladet, det gælder da også mig selv. Mange nye ord lærte jeg i bladet, som jeg ikke lærte i skolen, yakokse, pygmæ, naragtig (som jeg lige måtte lære at skelne fra nøjagtig), aktier og meget andet.
Så nævnes der også det faldende oplag i dag på bladet. Her nævnes det, at det måske i fremtiden skal kunne læses på Ipad. Ja, for mange serier er jo elektroniske i dag. De disneyske universer er jo ikke dalet i popularitet, Jumbobogen sælger stadig godt.
Så uanset det faldende oplag og de mindre gode ting, der er blevet trykt i bladet fra tid til anden, så lad det da til sidst stå:
Stort Tillykke med jubilæet og tak for alle historierne om ænderne og Mickey Mouse og figurerne omkring ham og alle skovens dyr.

Et lettere tåbeligt eksperiment

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 3 Mar 2014 07:00:00 +0100

Har man Joakim von Ands 50-årsjubilæums Jumbobog stående, så indeholder den en historie, som er en af de rigtig skægge med sin science fiction ide. Den er tegnet af italienske Franco Lostaffia på basis af en manuskript af Giorgio Pezzin og kom i Italien 1979, jubilæumsbogen fra 1997 er den eneste udgivelse af historien i Danmark.

Handlingen

Andeby har fundet på at deponere det farlige atomaffald på månens bagside og har sendt en raket op. Åh nej, tænkte jeg straks, den ide er taget fra Månebase Alfa, som er en af de ringeste sf-serier nogensinde. Heldigvis blev denne skepsis gjort til skamme, da katastrofen sker, og raketten eksploderer på månens bagside. Månen løsriver sig ikke fra Jorden og flyver væk i himmelrummet som i nævnte tv-serie, den rykker 250 km nærmere Jorden. Det er straks en mere troværdig ide, og konsekvensen bliver da også, at alting bliver meget lettere på jorden, fordi Månen med sin tyngdekraft er rykket nærmere. Pludselig er Anders And i stand til at løfte tunge ting og alt går bare lettere. Men det giver problemer i længden, så nu må Månen tilbage på sin plads. Naturligvis spørger Joakim så Gearløs - hvem ellers, fristes man til at spørge - og han arbejder nu på en raket, der skal få månen tilbage på plads. Sideløbende følger vi Bjørnebanden, der vil udnytte situationen til at stjæle von Ands pengetank, som nu er meget lettere. Mens de fører deres skumle plan ud i livet, er Joakim med familie på vej mod Månen og forehavendet lykkes. Det giver Bjørnebanden en slem overraskelse, Joakim vender tilbage og giver dem det glatte lag med en kæp og de penge, der ved en utæthed sivede ud af tanken, har nu fået deres normale vægt og regner mod jorden.

Science Fiction-elementet

Ja, det er et eksempel på en andehistorie med science fiction, og ideen er så langt mere troværdig end i den tv-serie, som indledningen fik mig til at tænke på. Årstallet for udgivelsen i Italien giver jo også et praj om, at den blev til på en tid, hvor man diskuterede problemet omkring atomaffaldet, skulle man have atomkraft nu eller skulle problemet med affaldet løses først? Ikke sært, at også andetegnere kunne tage emnet op, og det sker så netop i Italien, hvis Disney-tegnere ikke er bundet af helt de samme restriktioner, som de er i USA og herhjemme. Derfor kan man også se italienske serier tage emner op, som man ellers aldrig ser behandlet i Disney-serier. Denne historie er bestemt en ganske skæg historie med en god science fiction ide.
Se tidligere anbefalinger

Holdes Anders And-bladet kunstigt i live?

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Thu, 27 Feb 2014 09:47:00 +0100

Det sidste nummer af Anders And & Co. lokker med, at man kan få sange fra X-Factor med i købet, kraftigt understreget af et forsidebillede af Anders And, der synger i en mikrofon med tydeligt selvhøjtidelig mine. Jeg vil ikke i denne forbindelse gøre meget ud af, hvad jeg mener om X-Factor - jeg kan godt love det langtfra er mit yndlingsprogram - det er mere det, at bladet prøver at hæve oplaget, som de sidste år har været faldende.

De senere år har der næsten altid været en eller anden billig form for plasticlegetøj med bladet. Ofte er det legetøj for børn, hvis alder ligger under de børn, der for det meste læser Disneyserier, så det er ikke sært, hvis det ikke hjælper ret meget.
Så har man forsøgt med at tage Olsen Banden ind i en historie for at plyndre Joakim Von Ands pengetank. Man har sendt Anders og ungerne til Danmark i en historie med parodier på danske personer. Listen kunne snart blive lang, hvis jeg skulle remse alle disse salgstrick op.

Anders And-bladet og pocketformaterne

Et blad af den type burde ellers sælge sig selv på, at det indeholder herlige tegneserier med Disneys skønne figurer, men der skal åbenbart mere til.
Det er jo ikke fordi, at Disneys universer er dalet i popularitet, i hvert fald er andeuniverset stadig populært, men de fleste køber Jumbobogen i stedet for. Den holder også længere med mere læsestof og giver derfor mere for pengene.
Vi kommer så ikke udenom, at det er to traditioner, der er i de to medier, bladet indeholder de historier i formatet 4 per række, hvis længde er fra 1 stribe over 4-10 sider op til et helt blads længde - de er oftest som fortsatte serier - der i større eller mindre grad står i traditionen fra veteranerne Barks, Taliferro, Gottfredson, Murry og Bradbury.
Pocketformaterne står i den italienske tradition med 3 per række, lange historier, som oftest er vilde i stregen og noget grove ind imellem.
Det er en smagssag om man foretrækker den ene frem for den anden, nogen kan nok lide både og, men man kommer ikke uden om den større fordel lommeformaterne giver.
Vi har jo også set det med superhelte: ingen læser superhelteserier mere, bladene med dem har lidt bladdøden, men filmene med dem sælger billetter i massevis, de er ikke faldet i popularitet. Muligvis er det problemet med de to forskellige traditioner i Disney-serier, der får Egmont til at holde bladet gående trods det faldende oplag. Hvor skulle man ellers trykke de gamle klassiske amerikanske serier og de nye, der viderefører deres stil, hvis bladet gik ind? Flere forsøg på at ombryde dem til Jumbo-formatet har ikke været særligt vellykkede.

Seriernes situation i dag

Men det må nok ses i øjnene, at serieblade i det hele taget er en mindre luktrativ forretning. Da Dan Folke ville starte Anders And-bladet i de sene fyrrere var mange skeptiske, det ville aldrig gå med et rent tegneserieblad. I dag er der større grund til den skepsis. Tegneserier lider lige så meget på markedet som bøger, de japanske manga har taget meget af dette marked. Selv tegneseriealbums, som vi især har solgt de fransk-belgiske serier i, har det svært.

Forslag

Jeg tror så heller ikke mange af de ting, som Egmont gør for at sælge bladet, har særlig meget appeal til dem, der elsker at læse serierne. Bladet holdes kunstigt i live, frygter jeg. Måske var det en ide bare at lave et årshæfte med Disney-serier? Eller et kvartalsalbum? De kunne så være tykkere end bladet og indeholde nogle gode serier, både gamle klassiske og nyere i den tradition. Bare et forslag.

Fedtmule og Agnes

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 24 Feb 2014 07:14:00 +0100

Jeg har tidligere anbefalet en historie af Floyd Gottfredson på denne blog. Nu vil jeg da også anbefale en, Fedtmule og Agnes som ligger senere i hans produktion, det kan kendes alene på, at Mickey Mouse har pupiller. Det var en del af den, som man kunne læse i Anders And & Co. i starten, sågar den første fortsatte historie i bladet lang tid før det blev en fast bestanddel af bladet. I lighed med andet af Gottfredson er den oprindelig avisføljeton og gik som sådan i USA i 1942, men her i Danmark lavede man den om til seriebladsformat og havde den som fortsat serie i Anders And-bladet fra 1949 nr. 10 til og med 1950 nr. 3. Siden blev den genoptrykt samlet i Ekstrahæfte nr. 7 i 1970.

Karakteristik af historien

Det er Fedtmule, der nævnes i titlen og med god grund, for det er for en gangs skyld ham, der er hovedpersonen, hvor han ellers ofte hos Gottfredson var Mickeys alternativ intelligente sidekick. I denne historie er Mickey Mouse det fornuftige sidekick, der prøver at rådgive Fedtmule, og han fungerer langt bedre i den rolle end den senere tilføjede nevø til Fedtmule, Gilbert med de overakademiske evner, for Mickey står mere for den jordbundne fornuft.
Den er heller ikke en adventure historie, som Gottfredson ofte gjorde det i, alt foregår hjemme i - ja, Andeby, står der i oversættelsen, af en eller anden grund ville de danske oversættere af serierne have, at ænderne og figurerne omkring Mickey skulle bo i samme by. På originalsproget boede Mickey og hans venner i Mouseton og ikke Duckburg. Der er heller ingen skurke, som Mickey skal stoppe, alt drejer sig om Fedtmules problem.

Handlingen

Det problem går ud på, at han har købt en tam løve af et cirkus, som hedder Agnes og som han er helt forgabt i. En løve med manke, der hedder Agnes...? Historiens slutning giver forklaringen. Mickey gør alt for at få ham til at sætte grænser, Fedtmule synes bare det er sødt uanset hvad den gør. Historien skildrer i det ene gag efter det andet - hvor man godt kan se den oprindelig har kørt med fire billeder i avisstriber - hvordan løven sætter byen på den anden ende, og byrådet ved ikke levende råd.
Borgmesteren prøver at henvende sig til Fedtmule for at købe løven af ham. Mødet mellem Fedtmule og borgmesteren er et af de virkelig højdepunkter i historien. Først synes der at komme en forståelse, men da borgmesteren siger, at løven skal aflives bliver Fedtmule gal og viser ham døren.
Nu sidder byrådet og må vedtage en lov mod løver, og da den endelig er vedtaget sætter de hundefangeren på den opgave at fange vilddyret. Han er ikke meget for det, da han er lige så bange for løver som os andre, men han forsøger. Det lykkes, men Fedtmule får Agnes tilbage. Han er ikke rigtig glad, kan Mickey mærke, og nu må Fedtmule betro sin ven, at han ikke har råd til at have Agnes. Han er i gæld op til begge sine lange ører med alt det kød han har købt. Historien er nu temmelig sørgelig, de må erkende, at Agnes' dage snart er talte.
Men så kommer redningen: Agnes får unger, og den nye lov gælder ikke løver med unger. Mickey undrer sig, men så hiver Fedtmule manken af, der bare er en paryk. Nu vedtager byrådet en lov, der også gælder løver med unger og tror, at nu kan de blive vilddyret kvit, men Mickey har fået kontakt med et cirkus, der er kommet til byen og netop står og mangler en løve, og mod en god betaling, der dækker Fedtmules uoverstigelige gæld, får Agnes et godt hjem.

Historiens kvaliteter

Det er ikke uden grund, at fans af Fedtmule elsker denne historie. Den giver den ene prøve på hans utrolige alternative intelligens efter den anden. Den er især kostelig der, hvor Mickey korrigerer tiltalen af borgmesteren med "Deres højhed" og siger "Det hedder hr. borgmester, dit fæ," og Fedtmule så siger til sin gæst: "Hr. borgmester, dit fæ, jeg..."
Den er heller ikke uden satire. Byrådets farceagtige møder og deres vedtagen love, der gælder med tilbagevirkende kraft, giver mindelser om den lokalpolitik, som var meget kritiseret i USA netop i fyrrerne, og som skiftende præsidenter måtte stramme op overfor. Fedtmules forgabelse i Agnes kan også ses som en ustyrlig parodi på visse hundeejeres ustyrlige forgabelse i deres hund, så de ikke sætter nogen grænser for den.
Først og fremmest er den nok en serie gags mere end egentlig en historie, ligesom adskillige stumfilmfarcer. Men hvilke gags!
Se tidligere anbefalinger

Anders And og Den Gyldne Hjelm

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 17 Feb 2014 07:00:00 +0100

Jeg ville ellers gerne overraske med denne ugentlige anbefaling af en historie og anbefalet nogen, som ingen andre havde tænkt på at anbefale. Så anbefaler jeg nu en, som så godt som alle donaldister er enige om er et mesterværk, ja, man behøver ikke engang være en donaldist, den var ligefrem med i Kulturministeriets danske kulturkanon, sikkert især på grund af oversætteren Sonja Rindoms indsats.
Alligevel tager jeg den med, for ingen tvivl, det er et mesterværk fra Barks' velmagtsdage, ingen tvivl om det. Den hører så til en af de lange eventyr, der fylder et helt blad og jeg er glad for, at den både i første udgivelse i Solohæfte 16 fra 1954 og i senere genoptryk er trykt samlet i et hæfte og ikke lavet som fortsat serie. Det ville have været synd og skam at bryde den op på den måde. Den var også i et stræk i den originale amerikanske udgivelse fra 1952 i serien One Shots.

Men hvad skal man dog skrive om en historie, som der er skrevet så meget om, lige fra nordmanden Jon Gisles bog fra 78 Donaldismen, på dansk Andelogien, over alle fanzinsene og til nyere Barks-biografier? Er der nogen donaldister, der ikke kender den? Om ikke andet, så kan jeg kun sige: så læs den dog, så du kender dine klassikere. Alle andre: prøv at læs den, måske vil du forstå, hvorfor nogen er så vilde med andeuniverset.

Placering i Carl Barks' produktion

Den er så fra det, man ofte kalder Barks' midterste periode, som man regner det meste af halvtredserne med til og det er også i disse årgange, at danske læsere først læste fra denne periode i den nu berømte tegners karriere. Anders er blevet en mere nuanceret figur, mindre hidsig, men han kan stadig prale og overvurdere sig selv, ofte får han en tragisk drejning. Fætter Højben, Onkel Joakim, Andersine og Bedstemor And var blevet introduceret, men de bruges ikke i denne historie. Det er et rigtigt valg, for hvis man tænker sig om, hvad de kunne have fundet på, så ville de have ødelagt historiens ide. Rip, Rap og Rup er blevet til de kløgtige børn, som de er mest kendt for at være.

Handlingen i Den Gyldne Hjelm

Ja, i al korthed: Anders er kustode på et museum og går og drømmer sig tilbage til vikingetiden, hvor der virkelig var tapre ænder til og føler sig som en vovehals. Men så dukker skurken Steen Grå op og finder et kort, der viser hvor den gyldne hjelm fra vikingetiden ligger, og ejeren af den er i følge et gammelt dokument konge af Amerika. Steen Grås sagfører Skarp Skarpson taler et dunkelt jarasprog og manipulerer groft. Anders bliver nu enig med den rare museumsinspektør, der er hans arbejdsgiver, at nogen må tage af sted nord på og finde den gyldne hjelm først, så de ikke skal være Steen Grås undersåtter.

Sten Grå overrasker ænderne

Så starter ekspeditionen med Anders, hans tre nevører og inspektøren, og det er en færd fuld af spænding med oprørte bølger og ærtetåge og et nervepirrende kapløb med Steen Grå og Skarpson.Tilsyneladende kommer der en happy ending meget tidligt, men da Anders og ungerne i triumf finder den gyldne hjelm ved de ikke , at Grå iagttager dem i en kikkert. Da hjelmen er i inspektørens sikre hænder, border Grå og sagføreren skibet. Sagføreren stiller dog i udsigt for museumsinspektøren, at nu kan han blive konge af Amerika og så tager storhedsvanviddet ved den godmodige herre og forvandler ham til en ren museums-Mussolini, der vil tvinge alle til at gå på museum hver dag.

Ja, typisk for Barks især i hans mellemperiode og sene periode: skellet mellem de onde og gode, helte og skurke, er flydende. Det er jo den gode gamle historie om, at magtsyge korrumperer, som der har været skrevet så meget om i verdenslitteraturen, men her får den en ny drejning. Da Anders har fået vristet hjelmen fra den korrumperede inspektør og vil kaste den i havet, gribes han også af tanke om magt og tilskyndes af Skarpson. Så nu vil han være konge og han er bindegal, han vil tage betaling for at trække vejeret, så alle skal gå med målere.

Anders And med storhedsvanvid

Inspektøren er nu blevet klogere og allierer sig med Anders' nevøer. De bliver af Anders og Steen Grå med sagfører sat på en øde ø. Men Anders' og hans nye kumpaners skib farer vild og snart har de ikke mere proviant om bord. Snart indser Anders det latterlige i at være konge af Amerika, når han er ved at dø af sult.

Ungerne er jo, som de fleste andelæsere ved, smarte og hugger et vikingeskib ud af et isbjerg og får opsporet det vildfarne skib. Deres onkel er blevet klog af skade og afviser blankt alle sagførerens appeller. Så vil Skarpson selv være konge, men nu er det nok, mener ungerne, så Rip tager en rå fisk op fra dækket og rammer med et kast sagføreren i synet med den, så han taber hjelmen i havet og dermed alle vilde drømme om at være konge af Amerika. Til sidst står Anders glad og tilfreds på museet og glæder sig over en rolig tilværelse.

Den er et eksempel på, at Anders And i Barks' mellemperiode kan blive klogere, hvad han oftest ikke blev i de tidlige historier, se den tidligere anbefalede Kæphøje Krystere som eksempel. Nok er hans velkendte selvovervurdering her kørt ud i det ekstreme, men han indser sin egen tåbelighed.

Den Gyldne Hjelms kvaliteter

Ja, det er nok ikke den mest overraskende anbefaling jeg har lavet her, men det er en af Barks' de virkeligt gode. Den indeholder både hans typiske humor, men også en masse spænding, så den underholder og så har den et budskab, en slags morale, men uden at løfte en pegefinger. Figurerne er i modsætning til hvad man ofte ser i musehistorierne nuanceret tegnet, selv den rare inspektør bliver vanvittig af tanken om magt. At så Steen Grå er ensidigt ondt tegnet, hm, ja, men spørgsmålet er, om hans storhedsvanvid er værre end de andre, der rammes af den. Rip, Rap og Rup kommer så til at stå som heltene, og så alligevel... da hjelmen falder i havet, står en af dem alligevel med et fjernt blik og tænker, at nu bliver ingen konge af Amerika. En af hans brødre må lige give ham et spark bagi, for at få ham til at vågne op.

Ja, nu sad jeg her til sidst og ville lige prøve at se, om jeg ikke kunne være lidt original og finde en eller anden skønhedsfejl i denne historie. Det lykkedes ikke. Så den blev denne uges anbefaling med al risiko for, at nogen vil kalde mig en efterplaprer.

Dyrefabler som rødder til Disneyserier

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Thu, 13 Feb 2014 11:52:00 +0100

Når man snakker om tegneserier med talende dyr, så er det nærliggende at spørge, om de har rødder i dyrefablerne, som går helt tilbage til den gamle græker Æsop. I hvert fald viser Æsop, at ideen med dyr, der opfører sig menneskeligt, ikke er ny. Den har også været brugt meget i både mundtlig og skreven fortællekunst helt op til vor tid, se indlægget Menneskeliggjorte dyr. Er det så en modernisering vi ser i "funny animals" serierne?
Langt på vej, ja, og især Disneys serier må der i store træk siges ja.

Silly Symphony-serien

Der kan ikke være nogen tvivl om, når vi går tilbage til filmene, at Walt Disney kendte dyrefablerne, for adskillige af hans korte film uden gennemgående figurer, de såkaldte Silly Symphonies, er filmatiseringer af gamle fabler, Æsop er repræsenteret med bl. a. Skildpadden og haren, Landmusen og Bymusen og Myren og Græshoppen, folkefablerne er med i form ad bl. a. De Tre Små Grise (den er endda dansk) og Den kloge Lille Høne, Anders Ands debutfilm. Selveste H. C. Andersen er repræsenteret med Den Grimme Ælling. Omend mange af dem forholder sig frit til forlægget, så viser de i hvert fald, at dyrefablerne var kendt stof.
I langfilmene har dyr også ofte hovedroller og selv i dem, hvor det er mennesker, der er hovedfigurer, spiller dyrene ofte vigtige roller som hjælpere, vi kan tænke på Snehvide og i særdeleshed Askepot.

Song of the South med Bror Kanin

Fortælleren og Bror Kanin fra Song of the South

I 1946 lavede Disney filmen Songs of the South, som var en blanding af realfilm og tegnefilm. Den gik ud på, at en farvet slave fortæller eventyr for hvide børn, som han er babysitter for, og disse historier ser man som tegnefilm. Disse tegnefilmsekvenser er ganske skægge, omend filmen i øvrigt ikke er så vellykket. De er filmatiseringer af de farvede sydstatsfolks fabler om den kløgtige Bror Kanin, der altid vinder over sine fjender Bror Bjørn og Bror Ræv ved list. For en gangs skyld er det fabler fra Disneys eget land, og naturligvis blev Bror Kanin også gjort til en serie, som også har kunnet læses i det danske Anders And-blad. Ja, den har tydelige rødder i sydstatsfablerne.
Hvad angår de ovennævnte Silly Symphonies, så vil serierne om Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise være velkendt for de fleste læsere af Disney-serier. I 30'erne forsøgte man sig også med de øvrige fra de korte film, men kun ulven og grisene viste sig at være langtidsholdbare.

Tegneseriernes fabelelementer

Men er der så nogen ligheder med de gamle dyrefabler i tegneserierne? De gamle fabler gik oftest ud på, at dyret besad en eller anden typisk menneskelig tåbelighed, som er skyld i, at det går dem ilde, som frøen der puster sig op af forfængelighed og revner.
Vi kan i den forbindelse tænke på, hvordan Anders And ofte, især hos den tidlige Barks, ofte er i fedtefadet på grund af praleri, se mit indlæg om Kæphøje Krystere som eksempel, eller ofte kommer galt af sted på grund af selvovervurdering, Anders And som Brandmand er et oplagt eksempel, eller den gang i 12/68 han troede han kunne tjene penge på at gå på line over Niagara.
Noget af elementet har vi jo også i ulvehistorierne, når Store Stygge Ulvs skurkestreger går ud over ham selv. Anders And og Store Ulv bliver godt nok udviklet til mere sammensatte figurer efterhånden, men rødderne er klare nok. Bror Kanin kan godt i nogle af serierne være lidt af en drillepind, men i disse historier vinder han ofte ikke, men får en straf. Se indlægget Skovuniverset.
Ingen tvivl om, at noget af dyrefablens grundide går igen i mange af Disneyserierne. Det er ikke et enerådende element, så man kan ikke sige, at de er rendyrkede moderne dyrefabler, men der kan godt ses, at nogle af rødderne ligger der.
Hos nogen senere tegnere har det moralske aspekt fra dyrefablerne kunnet udarte til lidt for meget løftet pegefinger, Tony Strobl er gået i den fælde et par gange, og adskillige af Jim Fletchers historier om Mickeys nevøer Mik og Mak og Minnies niece Musse stikker kraftigt i næsen.
Hos de gode tegnere udnyttes fabelelementet godt som i de nævnte Barks-historier. De vækker ofte lige så meget medlidenhed med Anders som hån, for Anders And er jo hos Barks gjort til en menneskelig figur. De kan ses som en nuancering af tåbelighederne i de gamle fabler.

Mickeys rival

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 10 Feb 2014 07:00:00 +0100

Fra filmen Mickeys Rival fra 1938

Når man nu gerne vil anbefale en af Floyd Gottfredsons Mickey-historier, så er det næsten lige så svært som at vælge en historie af Carl Barks. Samme dilemma: der er så mange gode at vælge imellem og hvorfor lige vælge den ene frem for den anden?
Når jeg vælger denne, Mickeys Rival, så er det dels fordi den er med i Hall of Fame-seriens bind om Gottredson og derfor til at få fat på, dels er det en historie, hvor Mickey for en gangs skyld selv er alvorligt på den og derfor viser nogle vrkelige menneskelige træk.

Placering i Gottfredsons produktion

Oprindelig gik denne historie - i lighed med andre Gottfredson-historier - som fortsat avisstribe, det var fra april 1941. Floyd Gottfredson hentede ofte inspiration fra filmene uden at følge deres handling slavisk. Det gælder også denne historie, som er inspireret af filmen Mickeys Rival fra 1938, hvor Minnie falder for en flot fyr på en skovtur og Mickey skummer af jalousi, men heldigvis flygter han for en rasende tyr til sidst, hvor Mickey så bliver redningsmanden og Minnie erkender, at hun er bedst tjent med ham.
Det eneste Gottfredson har taget med sig fra filmen er ideen med, at Mickey Mouse får en rival og så rivalens udseende. I filmen hedder han Mortimer, i tegneserien har han fået det fornemt klingende Montmorency Rodent, der blev fordansket i Den Store Mickey Mouse, hvor danske læsere så den første gang, til Smiske og i Hall of Fame-bindet om Gottfredson til Rollo Rottweiler, selv om han nok nærmere er en rotte.

Handlingen i Mickeys rival

Mickey kommer hjem fra en rejse og kan ikke forstå, at Minnie ikke virker glad for at se ham igen, og snart får han forklaringen: Rollo dukker op og inviterer Minnie ud. Stakkels Mickey står slukøret tilbage og skummer af raseri. Den næste lange del af historien handler om alle hans forgæves forsøg på at vinde Minnie tilbage. Det er let at se det oprindelige avisstribeformat, selv om det er brudt om til en serieside: hvert fjerde billede slutter med enten en komisk pointe eller en cliffhanger, der straks skal få læseren til at finde striben i avisen næste dag. Der er mange forskellige komiske ting i forbindelse med det: Klaus Krikkes mislykkede forsøg på at få Mickey til at tage det humoristisk, Nora Malkekos tåbelige forgabelse i Rollo og hendes komiske nysgerrighed, Mik og Maks uforståen og ikke mindst alle Rollos sejre over Mickey. Som det skrider frem bliver han mere og mere fortvivlet og Gottfredsons evne til at tegne mimik på figurerne får rig mulighed for at udfolde sig.

Men så dukker der en pige op, Tusindfryd, og nu har Mickey en ny kæreste. Så vender krigslykken, Minnie kan ikke skjule sin jalousi og pludselig er det Rollo, der taber den ene gang efter den anden. Til sidst opdager Mickey og Tusindfryd ved et tilfælde, at Rollo ikke er fin i kanten, hvad man som læser også har anet. Med hjælp fra Fedtmule som forklædt syngende telegrambud får Mickey afsløret ved en større fest i overklassecirklerne, at Rollo er en privatchauffør, der i sin arbejdsgivers fravær har stjålet den dyre bil og de penge, han var ansvarlig for, og nu optræder som rigmand. Under forsamlingens hånlatter flygter Rollo fra byen.
Minnie græder dybt fortvivlet, hun ville bare gøre Mickey jaloux. Da dukker Mickey op med - ja, nu præsenterer han hende som hans kusine Madeline, der var kommet for at hjælpe ham med at afsløre Rollo. Så alt ender lykkeligt.

Rollo Rottweiler er afsløret

Kvaliteterne ved Mickeys rival

Man kan indvende, at det er lidt af en hovsa-løsning at Mickey opdager Rollos sande identitet ved et rent tilfælde og ikke som almindeligt er i Mickey-historier ved, at han undersøger sagen, men bortset fra denne lille svaghed anser jeg den for at være en af Gottfredsons bedste. Hans tidlige og mellemste produktion fik vi jo først rigtig kendskab til her i Danmark, da Den Store.. serien kom i firserne. I de tidlige Anders And-blade var det den sene Gottfredsons striber, som vi fik, hvor han var gået væk fra de fortsatte historier og hver stribe så bare var et gag for sig. Undtagelsen er den første fortsatte serie nogensinde i et dansk Anders And-blad, Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve, det er bestemt også en herlig historie.
Men denne med Mickeys rival er der store følelser på spil og det ene optrin tager det andet. Gottfredson kan tegne mimik, ingen tvivl om det. Dertil kommer, at Mickey Mouse først bliver en rigtig menneskelig figur, når han er godt på spanden.
Se tidligere anbefalinger

Hos huleboerne

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 3 Feb 2014 07:00:00 +0100

Denne historie Hos Huleboerne er fra Barks' sene periode, den blev trykt første gang i USA i 1961, danske læsere så den første gang i Gavehæfte nr. 11 i 1966. I dag findes den i Carl Barks' samlede værker bind 22, s 97. Som alle andre historier, der er trykt første gang på dansk i Gavehæfte, har den haft en tendens til at blive lidt overset, også af barksister. Det er en skam, for det er en rigtig god historie med en underfundig pointe. Det er nok den ældre Barks, når han er bedst.

Handlingen i Hos huleboerne

Rip, Rap og Rup sidder foran flimmerkassen og er opslugte af et program om en, der hedder Kaptajn Dristig. Han er i Himalaya, den berømmelige Afskyelige Snemand er lige bag ham og han har ikke set den. Men så er der en af de tibetanske hjælpere, der jager snemanden bort, så ungerne er lettede og er enige om, at det var alle tiders program, ham Kaptajn Dristig opdager mange ting på sine rejser.

Bag ved dem sidder deres Onkel Anders og skumler, og på et tidspunkt skal han "sige dem en seks-syv ting" (en af oversætteren Sonja Rindoms nyskabelser). Ifølge ham er Kaptajn Dristig en svindler og fuld af fup og det værste er, at ungerne tror på hans bavl. De forsikrer deres onkel, at Dristig er vågen og interesseret og derfor ser ting ingen andre ser. Deres diskussion afbrydes af, at kaptajnen igen toner frem på skærmen for at fortælle, at han næste uge tager til Grand Canyon, måske finder han huleboere der.

Anders tager nu sine nevøer med på en tur til den berømte bjergkløft for at vise dem, at det er fup. Ude ved kanten kan de godt se, at næste uge får Dristig ikke noget at vise, men de spørger dog: canyon'en er jo stor, måske er der huleboere længere henne. Det får Anders til at leje et lille fly for at de kan flyve over bjergene. Ungerne har sørget for at få et lille transportabelt fjernsyn med, de vil ikke gå glip af kaptajnens program, hvis de flyver vild.
De flyver så hen over de røde bjergtoppe, det er en fantastisk prøve på Barks' evne til at tegne autentiske lokaliteter, som han oftest gjorde fra fotos i National Geographic Magazine, men denne her kan han i princippet godt have besøgt selv, da det er i hans eget land.
På vejen lander ænderne på en flad bjergtop, og da viser det sig ikke desto mindre, at der sandelig er huleboere, en familie på far, mor og to drenge, der lever som i stenalderen og siger uartikulerede lyde, der måske betyder noget. Disse huleboere stjæler ændernes tøj og giver dem deres eget skindtøj på. Huleboerfar prøver til ændernes skræk at skubbe flyveren ud over kanten, men heldigvis stoppes han, da en af huledrengene tænder for det lille tv, og farmand så bliver optaget af det.

De sidder nu og skifter kanal og støder mest ind i undervisningsprogrammer. Disse primitive folk viser en utrolig lærenemhed, og da de kommer ind på noget om at stege en and, gør de fire ænder sig parate til at slås for livet. De reddes dog af, at en af drengene går ind på en kanal, hvor der vises en western og skuddene får huleboerne til at fare forskrækket væk.
Men så sker katastrofen: de får drejet ind på et program, der underviser i at flyve et privatfly, også det lærer de og så flyver de væk og efterlader Anders og ungerne på klippetoppen (lad være at spørge, hvor huleboerne så bliver af, det røber historien ikke). Nu må ænderne belave sig på måske for bestandig at leve som huleboere af tørre rødder.

Dog håber ungerne, at Kaptajn Dristig vil komme forbi, og ja, det gør han, han ser disse andehuleboere fra sit fly og lander. Da han er ved at stille sit filmkamera op, forsikrer Anders ham om, at de ikke er ægte huleboere, de er civiliserede ænder. Kaptajnen tror ham, men han må lige bede om en tjeneste, så han kan få et program i kassen. På sidste billede sidder ænderne hjemme foran tv og ser sig selv som huleboere i Kaptajn Dristigs program. Ungerne smiler, mens Anders koger af raseri over, at hans intention om at afsløre kaptajnens fup endte med, at han skulle se sig selv spille huleboer.

Kvaliteterne i Barks' historie

Det er virkelig en historie, der lever i kraft af sin pointe.

Som ofte hos Barks er det flydende, hvem der har ret og hvem der tager fejl, det er bl. a. en af de træk der gør hans historier til de bedste. Man kommer jo ikke uden om i starten af historien, da ungerne forsikrer om Dristigs vågenhed, at den "vågne mand" ikke havde set Den Afskyelige Snemand, men kun blev reddet fordi en af hjælperne jog den bort. Så kommer man heller ikke uden om, at der reelt er huleboere, hvor ænderne havner. Hvis Anders ikke havde fået sin ide, så ville Kaptajn Dristig virkelig have fundet huleboere.
Man må så alligevel sige, at det program der kommer i kassen om huleboere, er iscenesat. Det leger også lidt med det, at dokumentarister på film ofte iscenesætter for at få en troværdig fremstilling i filmen, som det ikke er mulig at lave ved bare at tænde kameraet. Er det så virkeligheden de viser? Historien her leger med den problemstilling. Kan man kalde Dristig en svindler?
Denne historie efterlader ikke noget færdigt svar, men netop det gør den god. Samtidig er den også en prøve på Barks' tegneevner, både af landskabet og af ændernes mimik.

Ja, den er fra hans sidste periode, hvor han godt nok kørte en del på rutinen, men denne her er lykkedes godt for ham.
Se tidligere anbefalinger

Anders And Gavehæfte

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Thu, 30 Jan 2014 18:29:00 +0100

Det første gavehæfte

I 1957 kom det første såkaldte Gavehæfte, et hæfte på størrelse med det gængse Anders And-blad, men tykkere. I lighed med julehæftet Mandelgaven, der startede lidt senere, er de ikke med i årgangsbøgerne, så for mange vil det nok være ukendt land.

Hvad er Gavehæftet?

Langt på vej kan jeg godt forstå det, for dette hæfte indeholder ikke bare tegneserier, men sider med barnlige opgaver og spil, som selv barnlige sjæle, der stadig læser Disney-tegneserier, er vokset fra, krydsord og andre ting til at underholde børnene med i den sommerferie, der står for døren. De kan i høj grad ligne en klam kommerciel fidus. På en eller anden led kan man sige, at det er lidt en skam, for der kan jo gemme sig gode serier i disse forsøg fra Egmonts side på at presse citronen yderligere. det skal man ikke være blind for. Samtidig må der siges også at være en del skidt, som de lige får afsat.
Men i det første gavehæfte - med forside af Tony Strobl - var flere af andeserierne lavet af Paul Murry - der ellers mest er kendt for musehistorier - og Jack Bradbury, det er så ikke de værste der har aflastet Carl Barks, disse historier her er heller ikke så ringe endda.

Udvidelser med SommerSjov og VinterSjov

Det blev siden en udgivelse, der kom regelmæssigt, en gang om året, så lavede man yderlige et hæfte, der hed Sommersjov før sommerferien og udsendte så Gavehæftet om efteråret. Det har været en af de mindre heldige træk ved Gutenberghus - senere Egmont - at når successen er hjemme, så skal mængden af udgivelser presses op, hvor det ikke kan bære.
I 1978 ændrede efterårsudgivelsen navn til Vintersjov for at matche forårshæftet. I 1985 ændrede de navn til Sjov med Anders And, og under det navn fortsatte det til 1997, hvor Anders And-bladet begyndte at tabe i oplag. Så var det ikke så sært, at de var nødt til at skære ned på ekstraudgivelserne.

Vurdering

Som sagt: der kan godt skjule sig udmærkede serier her, men de bliver let overset af voksendonaldister, fordi Gavehæftet ofte ikke har den store interesse, det anses - egentlig med rette - for at være et barnligt hæfte, men ikke på den gode måde.
Ind imellem fyldte man også serierne op med mange af de rædsomme Studio-serier og med nogle striber af Nils Rydahl med Anders And, som ikke er specielt morsomme. Men af og til kom der da nogle italiensk tegnede serier, der ikke var så ringe endda. Det var i Gavehæftet i 1968, at man først blev introduceret til Rip, Rap og Rups teenageveninde, som blev kaldt Tinka (siden ændrede man hendes navn til Anita), skabt og tegnet af Romana Scarpa. Heller ikke det værste, men det, som ikke er så ringe endda, fylder kun lidt i forhold til det, som man snart mister interessen for.

En besværlig fridag

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 27 Jan 2014 07:00:00 +0100

Denne uge anbefaler jeg en historie, En besværlig Fridag, der egentlig har flere odds imod sig.

Den blander universerne. Det er Andersine og Minnie Mouse fra henholdsvis andeuniverset og museuniverset, der optræder sammen. Det er ofte set, at man forsøger at blandet universerne i Disneyserierne, f. eks. at Sorteper dukker op som skurk i en andehistorie, eller at Pluto lige pludselig bliver fundet af Lille Ulv. Det får ofte historierne til at halte, fordi deres skaber ikke rigtig ved, hvordan figurerne skal opføre sig i forhold til hinanden.
Dens to hovedfigurer, Andersine og Minnie, er lige præcis de to figurer, der er dårligst udviklede i deres respektive universer. Barks ærgrede sig lidt over, at han aldrig rigtig fik udviklet Andersine.
Den bygger på et meget spinkelt plot.

Alligevel fungerer den og er på sine præmisser læseværdig. Den var oprindelig fra et særhæfte udgivet af Dell Comics i 1961, hvor temaet er Show Boat, figurerne optræder på en teaterbåd, sat tilbage til en tid, hvor disse havde deres storhedstid på amerikanske floder, især Mississippi.
I denne historie er klædedragten også fra starten af det 20. århundrede. Den er tegnet af Tony Strobl, som der er delte meninger om blandt donaldister, men efter min mening har han sine lyse øjeblikke. Danske læsere så den i Anders And & Co. 30/1963, og i flere andre numre fra 62 og 63 har vi andre af disse teaterbådshistorier fra samme amerikanske temahæfte.
Udgangspunktet er enkelt: Minnie og Andersine optræder på teaterbåden og har en fridag, som de vil tilbringe i den lille flodby, hvor båden ligger lige nu. Det bliver ikke let som titlen antyder, for - som Andersine irriteret siger på sidste side - byen vrimler åbenbart med folk, der vil optræde på teaterbåden. Alle deres forsøg på at slappe af falder til jorden af det ene fjols efter det andet, der mener at have et talent. Først er det en mor, der vil have at hendes tvillinger skal optræde på båden, for de synger som engle. At dømme efter de Minnie og Andersines mimik skal vi vist være glade for, at tegneserien er et lydløst medium.
Så er der en købmand, der mener de mangler nogle gode vittigheder på teaterbåden og straks trakterer de to piger med vitser, der ville fryse til is på Grønland. Da de går på restaurant vil indehaveren absolut vise, at han kan jonglere, hvad han gør med æg, der knuses i hovederne på de to piger. Sådan bliver det ved og da de til sidst sætter sig ud på en mark uden for byen, skræmmes de af en skytte, der absolut vil vise hvor godt han skyder for at kunne optræde på teaterbåden med det. Da ender det med, at de to piger sætter sig på teaterbådens dæk og nyder deres madpakke i fred og ro.
Egentlig en spinkel handling, ja, men de bifigurer, der plager de to skuespillerinder, er bestemt herlige, deres tåbelighed er flere steder hovedrystende morsom.
Vi mærker ikke meget til de to kendte figurers normale personlighed. De kunne lige så godt være to andre piger end lige Minnie og Andersine. Måske er det netop derfor, at historien fungerer på sin egen præmis, der er ingen forvirring om, hvordan de skal opføre sig i forhold til hinanden, de er to almindelige piger, der holder fridag sammen, og det er så det. Historiens styrke er de tåbelige personer, som de udsættes for.
Er historien ikke et mesterværk, så kan den læses som et eksempel på, at selv historier med odds imod sig kan fungere.
Se tidligere anbefalinger

Opdraget til terror, Anders Hjorth-Jørgensen

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Wed, 22 Jan 2014 11:52:00 +0100

Så fik jeg læst den, Anders Hjorth-Jørgensens store omfattende erindringsbog, Opdraget til terror?. For tegneserielæsere er han et kendt navn. Født 1949 i Jyderup, hvor han også voksede op, blev uddannet til biblotekar og i den stilling var han foregangsmand for, at også tegneserier skulle være til at få på biblioteket. Han redigerede Politikens tegneserieleksikon og forlaget Stavnsagers serie med faglitteratur om tegneserier, skrev i det hele taget meget selv om mediet og endte med at stå for Tegneseriemuseet, der i dag, efter lang tid i Kalundborg, er endt på Storm P. museet på Frederiksberg.

Erindringer fra tegneseriernes verden

Undertitlen på bogen er Erindringer fra de kulørte siders brogede verden, og det er det sandelig. Det er hans liv med tegneserier fra barn af, hvor han læser tegneserierne i hans mosters kiosk i fødebyen over hans genopdagelse af mediet som bibliotekar og alle de mange arrangementer og møder han har været med i og til hans bestyrelse af Tegneseriemuseet. Bogens titel er taget fra psykologen Tørk Haxthausens bog Opdragelse til Terror, der i halvtredserne satte gang i en vild hetz mod tegneseriemediet, jeg har skrevet om det her i indlægget Ufrivillig Komik. Han voksede netop om som barn under denne hetz og oplevede den ved, at han den ene uge fik lov at læse Wild West-bladet, men næste uge sagde hans forældre, at nu var der ikke råd til det mere. Senere fandt han ud af, at det skyldtes hans velmenende skolelærers formaning til forældrene om at værne børnene mod disse skrækkelige seriehæfter.

Det er også på grund af den holdning til serier, at han mister interessen, men da han er bibliotekar kommer den igen, og her bliver han så en af fortalerne for tegneserier på bibliotekerne.

Fremstillingen er krydret med mange morsomme iagttagelser, og man får meget at vide om både Will Eisner, Morris, Claus Deleuran og andre betydende personligheder i tegneseriens verden. Den er så også omfattende, med mange illustrationer, der har lange billedtekster. Det kan føles som lidt af en stor mundfuld. Til gengæld kan man så sige, at man har sit eget lille tegneseriemuseum på bogreolen, som man kan tage ned og glæde sig over.

Disneyserier i bogen

Af interesse her på en blog om Disney-serier er det, at han i sine barndomserindringer fortæller, at han fik Anders And & Co. nr. 9/1949 til sin to års fødselsdag. Den havde forside af Walt Kelly, der senere tegnede den satiriske serie Pogo, der en snes år senere blev en af Anders' storfavoritter. Hæftet blev billedlæst i første omgang, men da han kunne læse teksten fandt han ud af, at at alle de andre historier med Mickey Mouse, Fedtmule og Lille Ulv kunne gå an, men den virkelig gode historie var Anders And-historien, tegnet af Carl Barks. Det er den elskede klassiker, hvor Anders And er skoledetektiv med opgave at fange skulkende børn, inklusiv hans egne tre nevøer. Denne historie fik ham til at læse bladet regelmæssigt, og Barks får her det ord med på vejen, at han er en fortæller i H. C. Andersen-klassen.
Så skal det også nævnes, at da han senere laver udstillinger på bibliotekerne om tegneserier er også Freddy Milton med, som i en lang periode tegnede historier til det hollandske Donald Duck, men først senere kom ind i Egmont og med rødder i Barks-traditionen tegnede den satiriske serie om dragefamilien Gnuff, som jeg varmt kan anbefale at stifte bekendtskab med, hvis du ikke har gjort det.
Så oplever han selvfølgelig også Barks' besøg i København i 1994. Han er ikke med til at interviewe ham, der var sat en grænse for hvor mange der skulle det på grund af andetegnerens nedsatte hørelse, men det lykkes at få en hilsen til Tegneseriemuseet.
En stor omfattende, men læseværdig bog for tegneserieelskere.
Den er på 300 sider og koster 249 kr.

Måske er jeg trist...

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 20 Jan 2014 07:00:00 +0100

Georg Gearløs, der oprindelig var en bifigur i andeserierne, fik efterhånden sin egen serie, hvor han var hovedfigur uden at han af den grund ophørte med at optræde som lejlighedsvis bifigur i andeserierne. Mange af Gearløs-historierne var på fire sider, og de blev i første omgang tegnet af hans skaber Carl Barks.
Firesider-formatet er vanskeligt, det er svært at få en god historie op at stå på så få sider, men Barks mestrer det så godt som samtlige historier om den venlige, men skøre opfinder.
Nærværende historie Måske er jeg trist er et lille godt eksempel på det. Den kom i USA i juni 1958, danske læsere så den første gange i Anders And & Co. nr. 20, 1959. Den har et typisk oplæg: Georg har gjort en opfindelse og skal nu prøve den. Her er det en maskine, der kan svare på spørgsmål, og da han prøver ved at spørge den om, hvorfor den lille fugl sidder og synger uden for hans vindue, svarer maskinen:

Måske er den trist,
måske er den glad
måske vil den blot sige tak for mad.

Det er Georg ikke tilfreds med, ikke de der måske-svar, der skal komme et klart svar. Maskinen råder ham til at spørge fuglen selv, hvilket vores opfinderven synes er en god ide, for han har lige opfundet en tankelæsermaskine, som han vil sætte fuglen i. Hvordan skal han så fange fuglen?

Strø salt på fuglens hale.

Nu må den maskine være en mislykket opfindelse, når den to gange kommer med et dumt svar på et seriøst spørgsmål. Så får vi ellers nogle drabelige mislykkede forsøg på at fange fuglen og hver gang spørger Georg igen: hvordan så?

Strø salt på fuglens hale.

svarer maskinen hver gang. Endelig tager Lille Hjælper - Gearløs' lille robothjælper, der også efterhånden udviklede en egen personlighed - en saltbøsse, lister sig ind bag fuglen og strør salt på dens hale. Så er den fanget, og Gearløs sætter den i tankelæsemaskinen og spørger, hvorfor den sidder udenfor og synger. Prompte svarer fuglen gennem maskinens højttaler:

Måske er jeg trist,
måske er jeg glad
måske vil jeg blot sige tak for mad.

Gearløs rammes af chok og sidder så på en gren og kvidrer som en fugl. To forbipasserende mænd spørger, hvad der dog er galt med den mand i træet, og til deres forskrækkelse svarer maskinen inde fra huset:

Måske er han trist,
måske er han glad
måske vil han blot sige tak for mad.

Barks udnytter i denne historie gentagelsen som vi kender det fra folkeeventyrene, men giver den en ironisk drejning. Han efterlader en med den eftertanke, at det ikke er alt man kan få svar på. Det er netop på grund af den enkle, men skarpe pointe, at historien fungerer trods det lille omfang.
Filminstruktøren Lars von Trier fremhævede maskinens svarvers som stor poesi, fordi det netop sagde noget om vores manglende formåen til at forstå alting. Han har også engang sagt, at vi burde rejse en statue for Cornelius Blisand, Andebys grundlægger, til minde om Barks. Jeg er ikke så vild med ham, men her sagde han noget, som jeg kunne gå ind for.
Tidligere anbefalinger

Bage bage kage

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Mon, 13 Jan 2014 07:47:00 +0100

Bage bage kage blev i 1964 trykt som en Andersine And-historie. Det er ellers Anders And man ser på de fleste billeder.

Det er let at forstå, hvorfor udgiverne har betragtet det som en Andersine-historie, for det er hende, der er på første billede, og Anders dukker først op nederst på samme side.

Andersines gængse karakter

Så er det også det, at hun i denne historie viser en modenhed og positivitet, som ellers er sjælden, ellers er hun for det meste hakkende og krævende, som Carl Barks sagde om hende. Han sagde i samme åndedrag, at han ærgrede sig over, at han ikke havde nået at få udviklet hendes karakter noget bedre. En af de få undtagelser må siges at være den om de Kæphøje Krystere fra sidste uge, hvor hun har været forudseende nok til at redde Anders fra fedtefadet, som praleriet har bragt ham i.

Tegneren Tony Strobl

I denne uges historie fremtræder hun som et virkeligt eksempel i forhold til sin kærestes tåbeligheder.
Denne historie er tegnet af Tony Strobl. Ham er der delte meninger om, men man kommer ikke uden om, at en stor del Anders And-læsere fra min generation har læst meget af ham. Da Barks ikke helt kunne følge med i de mange historier, der krævedes, var Strobl en af de mest produktive aflastere. Denne historie er for mig et eksempel på Strobl når han er bedst - han har lavet ting, der får mig til at forstå hvorfor flere donaldister ikke synes om ham. I hans bedste øjeblikke har han det, hvad nogen har kaldt "stilfæridigt slapstick," et paradoksalt udtryk, da slapstick er noget man forbinder med vildt halløj. Men det er rammende, for Strobl er stilfærdig og rolig, men alligevel udvikler begivenhederne sig til vildt bizarre situationer. Denne historie er et af eksemplerne.

Handlingen

Historien går ud på, at Andersine med sine niecer Kylle, Pylle og Rylle vil bage en kage til en bagekonkurrence, og på første side ser man, hvordan hun har gjort en god fordeling af arbejdet, og så kan de gå i gang på en afslappet måde - indtil Anders dukker op, og som det er typisk ham har han en stærk tro på sine egne evner og uundværlighed og vil hjælpe dem med bageriet. Da det bliver afslået, vil han vise, at han er lige så god til at bage kage som dem, og straks går han hjem og sætter Rip, Rap og Rup i gang. Historien kunne bruges som illustration på et arbejdslederkursus med rigtigt (Andersine) og forkert (Anders).

Han herser vildt med ungerne og vil udelukkende klare sig med det, der er i huset. Alt skal gå fisehurtigt, og snart er det et stort kaos. En forbipasserende mand bliver forskrækket over larmen inde i huset og banker på for at spørge, om de er kommer noget til.

Anders: Nej, har De aldrig set nogen bage en kage før?
Manden: Jo, men aldrig hørt det så tydeligt.

Som kontrast ser man ind imellem, hvordan det går roligt, men effektivt, hos Andersine og hendes niecer.

Slutningen

Til sidst præsenteres alle kagerne til konkurrencen og Anders og hans nevøer stiller med en kæmpekage, som dommerne bliver så betaget af, at de straks tildeler den førstepræmien. Nu må ungerne gå til bekendelse og sige til Anders, at på grund af hans herseri måtte de i farten finde alle mulige uspiselige ingredienser. Da en af dommerne vil skære kagen for, er det en ballon han skærer over. Anders får som spot til skade en stor stråle glasur i ansigtet og førstepræmien tildeles Andersine.
Historien er Strobl når han er bedst med sin rolige slapstick, og det er oplivende at se Andersine positivt fremstillet.
Tidligere anbefalinger

Tegneserier som årgangsvin - hvad er den gode årgang?

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Fri, 10 Jan 2014 12:16:00 +0100

Det er blevet sagt, at tegneserier - i særdeleshed Disney-serier - er som vin: nogle år er de nyhøstede druer særligt gode og giver den bedste vin.
Den sammenligning er også nærliggende. Her tror jeg nok, at mange er enige om, at især de første årgange af Anders And & Co. er de år, hvor "druehøsten" var særlig fin. Især er den første årgang 1949 højt berømmet, hvad jeg også selv har gjort, se indlæg om første årgang.

Halvtredserne som den gode Anders And-årgang

Men så vil jeg nok sige, at de første to årganges kvaliteter uimodsagt, så vil jeg nok pege på årgangene 1952 frem til 1959 som de rigtigt gode årgange. Hvorfor?
Dels har man fået renset ud i det, som var de første årganges achilleshæl: de kedelige filmserier af Don Gunn og de ikke særligt vellykkede noveller om figurerne. Der er nu bedre plads til kvalitetsserier.
Dels er ulvehistorierne blevet mere helstøbte i Gil Turners streg, storeulven er ikke længere den rene ondskab, han holder trods alt af lille sønneke, der heller ikke længere er et godtroende barn, men er blevet mere aktiv for at reformere sin far.
Og dels er skovuniverset blevet fuldt udviklet, Chip og Chap er begyndt at komme i serieform og Bror Kanin, der gjorde sin danske entre i 1950-årgangen, dukker op i ny topform.
Sidst, men ikke mindst, har Carl Barks her udviklet Anders And fra den rene hidsigprop til en tragikomisk figur, og hele persongalleriet omkring ham, som andefans elsker, er blevet udviklet, kun Hexia de Trick dukker op noget senere..
Nu kom der også ind imellem andre andetegnere end Barks, men ikke så tit, og i modsætning til meget man ser senere er de i det mindste habile.
Alle disse ting gør disse årgange til den fine årgangsvin i Anders And & Co. For nu at bruge et billede fra andet end vin, nemlig chokolade: når man har læst slutningen af en tresserårgang, hvor problemet med at finde stof til et helt års ugeblade er åbenlyst, og så finder en af disse halvtredserårgange frem, så er det som at have siddet og spist billig chokolade med for meget tilsætning og så få den lækreste belgiske chokolade i munden. Ja, sådan har jeg oplevet det. Enkelte fusere har der vel som altid været, men man oplever det oftere i disse årgange, at man nyder et Anders And-blad i et drag fra første til sidste side.
Ja, undskyld jeg gentager mig selv, men muligvis skulle bladet aldrig have været ugeblad. Det kunne gå med at finde stof endnu, da det kom hver anden uge, men ugentligt, det var for meget.

Solohæfterne, ekstraudgivelsernes guldalder

Så vil jeg da også nævne en ting mere i disse år: solohæfterne. På et tidspunkt begyndte man at udgive hæfter ud over de gængse Anders And-blad, det startede i 1951 som B-hæfter, her var det mest serieudgaver af Disneys langfilm. Så fortsatte det med Solohæfter op gennem halvtredserne. I tresserne forsøgte man sig først med Walt Disney Præsenterer, så begyndte man med Månedshæftet fra 1967, der senere blev omdøbt til Ekstrahæfte, senere Anders And Ekstra som ikke eksisterer længere i dag.
Disse ekstraudgivelser havde deres guldalder i halvtredserne. Enkelte af dem ligner godt nok noget, man har smurt sammen for at få afsat nogle mindre gode ting, men til gengæld har vi fra denne tid en perlerække af de lange Carl Barks-historier, som fyldte et helt blad. Sådan kunne man få dem ud til danske læsere på et tidspunkt, hvor fortsatte serier endnu ikke var blevet nogen fast bestanddel af hovedbladet.
Når jeg begynder at nævne titler af Barks i denne serie vil enhver inkarneret barksist få julelys i øjnene: Anders And på Grønland, Den Gyldne Hjelm, Den snedige Onkel Joakim, Anders And og Søslangen og flere andre. I denne serie blev Paul Murry også stadfæstet som den nye gode musetegner med den festlige spændingshistorie Mickey Mouse på den mystiske farm. Et enkelt Mickey Mouse-hæfte Mickey Mouse og den fortryllede bil, var tegnet af Dick Moores og det er bestemt en skæg historie, meget skæggere end hans senere lidt kedelige Andersine Ands Dagbog-historier.
Så er der flere hæfter udelukkende med Fedtmule-historier, hvor man gennem hele bladet kan more sig over hans vanvittige indfald. Sherif Fedtmule er især et skægt hæfte. De to særhæfter med ulvene lever bestemt også i kraft af Tom og Jerry-tegnerens Harvey Eisenbergs groteske humor.
Så alt i alt er halvtredserne med enkelte undtagelser de gode årgange af Disney-serier her i Danmark. Også oversætteren Sonja Rindom har en vigtig rolle i det, som jeg vil komme med et indlæg om senere.

Sorteper, den gamle skurk

noreply@blogger.com (Mogens Sørensen) — Tue, 7 Jan 2014 17:32:00 +0100

Hvis du nu er quizdeltager og så spørges: Hvilken Disney-figur, som kendes i dag, så første gang dagens lys? så svarer du måske - om du er Disney-fan - Mickey Mouse.

Hov stop lige en halv!

En tidlig Sorteper med træben

Du siger det i god tro, for de færreste i dag, undtagen hardcore fans, tænker over, at Disney i tyverne lavede en serie stumfilm, kaldet Laugh O Gram-film, hvor han med de primitive midler, der var til rådighed den gang, lod en lille pige, Alice, opleve en masse skøre ting med tegnede figurer, en blanding af realfilm og tegnefilm, som vi skal helt frem til Mary Poppins i 1965 for at det rigtig lykkedes at gøre godt. Alice blev en overgang spillet af hans senere bedre halvdel, Lillian Marie Bounds. Disse film har mest historisk interesse, de er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men Disney og hans stab fik da trænet nogen færdigheder op.

Den tidlige Sorteper

Men i netop en af disse glemte stumfilm dukkede en stor brovtende og ubarberet karl op i 1925, som vi senere lærte at kende som Sorteper.
Ja, er det ikke underligt? Skurken opstod før helten i universet omkring Mickey. Han forpestede tilværelsen for Alice og hendes tegnede venner i flere Laugh O Gram-film, men hun vandt altid over ham ved snilde og hurtighed. Det samme gjorde Mickey i adskillige af de tidlige film, hvor den ondskabsfulde fyr, som der endnu ikke var fundet noget navn til, havde Mickey og Minnie som sine yndlingsofre.
Da Floyd Gottfredson i 30'erne tegnede Mickey Mouse-striber til dagbladene, overtog han også dette store bæst og gav ham et navn, Pegleg Pete, pegleg betyder træben og Sorteper havde også et træben i disse tidlige striber. Da de blev trykt i danske blade før og under besættelsen, hvor Mickey hed Mikkel Mus, fordanskede man skurkens navn til Per med Træbenet. På et tidspunkt blev det krævet af Gottfredson, at han skulle lade Pete have to normale ben, da man mente det andet var at gøre nar af handicappede. Han rettede sig efter det og måtte derfor omdøbe figuren til Black Pete, der i de danske Anders And-blade blev til Sorteper.

Sortepers forbryderkarriere på film og tegneserier.

I rollen som led karl på film

Figuren blev sideløbende med at være skurk i Mickey-striberne også brugt i adskillige tegnefilm som en led karl. Her kan i flæng nævnes den, hvor Anders And får job som nitter og chikaneres af Per som den skrappe chef, filmene fra 2. verdenskrig, hvor Anders And er soldat og Per er sergent, Mickey Mouse-filmen hvor hele staben af figurer skal opføre en von Suppé-ouverture med det store brød som deres manager og flere andre.
Men de fleste Anders And-læsere kender ham især som en stadigt tilbagevendende skurk i Mickey-historierne, for den rolle beholdt han efter at andre tegnere end Gottfredson tegnede Mickey Mouse.

I Paul Murrys udgave

Selv om Paul Murry, der stod for Mickey-historierne i en lang periode, har et galleri af brovtende skurke uden mange karakternuancer, så vender Sorteper altid frygteligt tilbage, og i dette tilfælde skal udtrykket forstås bogstaveligt. Han er en ægte vaneforbryder, altid med nye friske planer, der kan skaffe ham en god indtægt, og han har ingen skrupler. Han er støvsuget for det mindste samvittighedsnag og har intet begreb om, at han gør noget forkert. Hans raseri over, at den irriterende lille Mickey Mouse altid kommer og ødelægger hans "forretninger" er dybfølt og fuld af moralsk indignation - ja, takket være Sorteper lærte jeg allerede i den tidlige skolealder, at gåseøjne om et ord giver det en anden betydning. Selv om han mest gør i berigelsesforbrydelser, som han kalder en "forretning", så skyr han ingen midler, når han skal rydde Mickey og Fedtmule af vejen. Men Mickey er en klog og snarrådig mus, så historierne ender altid med, at Sorteper og hans makker - som vi i Danmark kalder Lusk - må ind og ruske tremmer.

Den italienske Sorteper.

Så skal vi ikke her glemme, at de italienske tegnere, som her i Danmark overvejende kendes fra Jumbobøger og lignende, har deres egen stil og fortolkning af de Disney'ske universer. Det gælder også Sorteper. De har endda gjort noget positivt ved ham ved at gøre ham mere rund med noget karakter. I disse historier kan han blive glad, når han ser et bord med kager og glæde sig over at slappe af. Tegneren Romana Scarpa forsynede ham endda med en kæreste, som på dansk hedder Hilda, hans hengivenhed for hende er ægte. Også i disse historier er han rasende over snushanen Mouse, der altid ødelægger hans "forretninger," men han er det med en mimik og formuleringer som en dybt forkælet møgunge, der virker som en komisk kontrast til hans store korpus.
Ja, jeg holder meget af Gottfredsons balstyrige historier og Murrys spændingshistorier med Mickey, men jeg synes italienerne har gjort noget virkelig godt ved den gamle skurk Soirteper, så han ikke bare er en enstrenget karakter.