Game design, spiludvikling & gaming - blog om computerspil - Gustav Dahl / Wikzo

Monster Mixer - mit P2 projekt på Medialogi

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Fri, 18 May 2012 18:56:00 +0000

I sidste uge blev vi omsider færdige med vores Kinect-spil, Monster Mixer, som har til formål at forhindre børn i at udvikle ordblindhed. I øjeblikket arbejder vi travlt med vores rapport (~100 sider), som skal afleveres på torsdag. Jeg kunne dog ikke dy mig for at lave en lille video, som illustrerer vores spil. Det var ret fedt at have kitler på :P

Poker er et interessant spil

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Sat, 12 May 2012 09:18:00 +0000

Poker er et fascinerende spil. Spil-mekanisk har det en god balance mellem chance og evner. Men hvor poker bliver rigtig interessant er i dets sociale element; poker er nemlig i lige så høj grad et spil om psykologi og om evnen til at læse sine modstandere. Poker handler om strategi, følelser og forholdet mellem profit og tab - hvor meget er man villig til at byde i forhold til éns vinderchancer.

Jeg kan huske, da jeg i midten af folkeskolen blev introduceret til Texas hold 'em poker (som kan spilles online på www.casinoeronline.dk). Det lignede ikke noget kort-spil, jeg havde prøvet før. Selvom jeg i begyndelsen var lidt i tvivl om de forskellige kombinationer, man kunne lave (jeg kom eksempelvis til at folde på en Royal Straight Flush, fordi jeg ikke vidste, jeg havde den!), var det stadig sjovt at variere sit spil ved nogle gange at lade som om, at man har noget bedre/dårligere, end man reelt har. Selvom jeg aldrig var særlig god, havde jeg alligevel følelsen af, at folk havde svært ved at læse mig.

For nyligt så jeg et rigtig interessant foredrag på GDC Vault, hvor Frank Lantz fra NYU Game Center taler om æstetikken og kerneværdierne i henholdsvis det kinesiske spil Go og poker. Lantz fortæller om sit forhold til begge spil, og det er tydeligt, at han har har en dybere forståelse for spillenes mekanikker. Han beskriver dem som "thought made visible to itself". Lantz har i øvrigt udviklet et puzzle-spil kaldet Drop7, der fint illustrerer hans kendskab til spil-design. Jeg er normalt ikke til den slags Tetris-lignende spil, men Drop7 er virkelig fængende! I øvrigt - man kan spille online poker her: www.slotsspil.dk.

Over de seneste par år er det gået mere og mere op for mig, hvor meget man kan lære en person at kende gennem (især) brætspil. Da jeg gik på Vallekilde Game Academy sidste år, oplevede jeg, at et spil som Space Alert og STAKiT i høj grad er en afspejling af, hvem man er som person. Fordi alting skal gå så lynende stærkt i Space Alert, kan man ikke undgå at blive stresset. Dette medfører, at man smider alle filtrer fra sig og viser en sine mere rå personlighed frem - sit sande jeg, om man vil. Den kære gamle Platon gjorde samme opdagelse i sin tid, hvilket han illustrerer med følgende citat: "You can discover more about a person in an hour of play than in a year of conversation". Det giver jeg ham ret i. Klik her for at spille poker på nettet.

Disclaimer: Jeg er blevet betalt for at inkluderer de tre poker-links i dette indlæg.

At revolutionere måden designere arbejder

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Fri, 27 Apr 2012 16:18:00 +0000

Denne talk af Bret Victor - tidligere designer hos Apple - om hvordan man sætter sig et princip og mål her i livet - og efterlever det - er mægtig spændende. Det er inspirerende at høre hans princip om at gøre forbindelsen mellem skaber og kunstværk mere direkte. Videoen er uden tvivl hele den lange time værd at se.

Read it Later hedder nu Pocket

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Mon, 23 Apr 2012 17:28:00 +0000

Jeg skrev om Read it Later tilbage i 2008, hvor det blot var et simpelt Firefox-plugin. Siden da er konceptet vokset gevaldigt.

Idéen er meget simpel: Man surfer rundt på nettet, tjekker nyheder, blogs og alt andet gøgl på nettet, og pludselig støder man på en interessant artikel, som man rigtig gerne vil læse. Problemet er bare, at man er i en situation, som gør, at man ikke har tid til at fordybe sig ned i teksten lige nu. Løsningen er at gemme artiklen til læsning senere.

Som ovenstående video viser, har Read it Later fået en gevaldig grafisk overhaling i form af Pocket. Alting er blevet mere lækkert at se på.

Der er ikke så meget mere at sige. Konceptet er enkelt, men yderst brugbart. Især takket være iPad, hvor man kan gemme artikler til offline-læsning. Jeg elsker virkelig Pocket (selvom jeg finder det nye navn lidt kedeligt). Her er forresten et feed over mine læste artikler gennem Pocket, hvis det skulle have nogen interesse.

Endnu en lille opdatering

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Sat, 21 Apr 2012 19:29:00 +0000

I min Medialogi-gruppe er vi godt i gang med at udvikle på vores Unity-baseret Kinect-spil. Det er et spil, som har til formål at hjælpe børn i alderen 6-9 år med at blive bedre til at læse og skrive. Spillet, som lige nu hedder Monster Safari arbejder med at forbedre éns fonologiske opmærksomhed (evnen at kunne lytte og forstå ord og lyde) i håb om at undgå og modarbejde potentiel dysleksi (ordblindhed).

Vi har efterhånden været i gang med projektet i nogle måneder. Først lavede vi en simpel lo-fi prototype på en overheadprojektor. Siden da fik vi udviklet en prototype i Game Maker, som vi var ude at teste på en skole i sidste uge (de var ellevilde), og i denne uge er vi så gået i gang med Unity og Kinect for alvor. Spillet er forholdsvis simpelt: Spilleren præsenteres for en række monstre, som hver især udgiver nogle lyde. Ved at kombinere disse lyde, skaber spilleren nye ord/lyde. Dette gøres ved at fange monstrene med sin krop - fx ved at hoppe og klappe i luften eller ved at stampe i jorden.

Vi gør brug af en gratis Unity-wrapper fra Zigfu, som gør det nemt at arbejde med Kinect-kameraet inde i Unity. Den er allerede sat op til at tracke lave et skelet, hvilket vi bruger til at detektere, hvordan spilleren bevæger sig. Kameraet har det med at være lidt upræcist engang imellem, hvilket gør, at vi skal passe på med ikke at kræve for præcise bevægelser af spilleren. Lige nu er vi eksempelvis i gang med at lave en slags kikkert-gesture, hvor spilleren skal holde hænderne op foran ansigtet for at zoome ind på monstrene. Det har dog vist sig at være sværere end som så, fordi Kinecten har svært ved at tracke hænderne foran ansigtet.

Vi har nu en lille måneds tid tilbage på projektet. I forhold til sidste projekt, hvor vi udviklede en simpel Android app, føler jeg, at vi er kommet meget længere denne gang. Fx har vi foretaget en del prototype-tests, samt skrevet godt og vel 40 siders problemanalyse - i sidste projekt skrev vi stort set hele rapporten den sidste uge (vi arbejdede 30 timer i streg op til afleveringen!). Der er dog meget, som stadig skal nås, men implementeringen skrider fremad.

Ellers går tingene meget godt, stille og roligt. I sidste uge var jeg med til Indie9000 game jam, hvor jeg var med til at udvikle et meget syret og mærkværdigt spil kaldet Anti-Cover.

Derudover er jeg lige nu i gang med adskillige online-kurser på 3D Buzz. Jeg har før skrevet om 3D Buzz, som er en hjemmeside fyldt med bunkevis af gode video tutorials inden for spiludvikling. For nyligt begyndte de at holde online seminarer, hvor man kan lære om alt fra C# og C++ til Blender og UDK. Her sidder man online og streamer video, hvilket betyder, at folk kan stille spørgsmål til lærerne direkte. Man får ligeledes lektier for, og når kurset er færdigt (et kursus varer ca. seks uger), skal man op til en lille eksamen, som til sidst munder ud i et diplom. Det er et rigtig godt initiativ, og selvom det er lidt bøvlet med tidszonerne (de fleste bliver afholdt midnat dansk tid), er det uden tvivl alle pengene værd.

Ellers spiller jeg lidt forskellige spil. For nyligt blev jeg endelig færdig med Shadow of the Colossus. Jeg er nu gået i gang med Fez og Botanicula, der begge er rigtig flotte spil. Jeg er også blevet ret vild med iOS-shooteren ZiGGURAT, som er udviklet af en af mine favorit (gonzo)spilskribenter Tim Rogers.

Drawception er god spas

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Wed, 28 Mar 2012 16:36:00 +0000

I øjeblikket hitter tegn-og-gæt-spillet Draw Something (der netop er blevet opkøbt af Zynga for 210 millioner dollars) og Scrabble-klonen Wordfeud helt enormt. Nu er der kommet en ny spiller på banen: Drawception.

Drawception finder inspiration i børnelegen, hvor man sidder i en rundkreds og på skift visker en besked i øret til den næste, hvorefter historien langsomt bliver mere og mere forvrænget i forhold til originalen. Dette blandes med tegn-og-gæt konceptet, og resultatet er et simpelt, men ekstremt underholdende tegnespil. Temaet er miskommunikation (jeg lavede sidste år et kort/historie-spil med lignende præmis: Storyteller).

Spillet går i alt sin enkelthed ud på, at en person lægger ud med at skrive en sætning. En anden, tilfældig, person skal nu forsøge at tegne denne sætning, hvorefter en tredje person skal skrive en sætning til denne tegning, osv. Dette gentages, indtil 12 forskellige mennesker enten har skrevet en sætning eller tegnet et billede. Idéen er ganske enkel, men ligesom med alt andet, der involverer mennesker og kreativitet, kommer der nogle ret interessante slutprodukter ud i sidste ende. Vi har det nemlig med at tolke og udtrykke os meget forskelligt, og dette skaber nogle virkelig unikke - og ofte bizarre - scenarier. Drawception er et spil bygget på kultur-forskelle; et sted hvor alverdens internet-brugere kan boldrer sig og skabe sjove og skæve situationer. Se blot på disse tegninger/sætninger (jeg tegnede giraffen i billede 6):

Der er virkelig langt fra en giraf til en minevogn med flerhovedet gule drager!

Spillet blev lagt online for blot et par dage siden og er allerede nu ekstremt populært med knap 7.000 brugere (serverne har svært ved at følge med).

Der er lige nu temmelig mange (spil)nørder på sitet, hvilket naturligvis resulterer i en masse obskure memes. Der er sågar folk, som fuldstændig ødelægger konceptet, fordi de i stedet begynder at tegne/skrive ting omkring den kontroversielle slutning i Mass Effect 3. Heldigvis kan man bedømme andres kreationer (thumbs up og thumbs down), men lige nu betyder éns rating ikke noget videre specielt. Det bliver dog interessant at se, om der bliver bygget videre på konceptet.

Drawception er skabt af en spildesigner ved navn Reed Lakefield, som bl.a. har arbejdet på titler som Dragon Age Legends og SimCity. Han har virkelig ramt plet med Drawception, og det bliver spændende at se, hvor spillet fører hen i fremtiden. Jeg ser i hvert fald stort potentiale, og det skulle ikke undre mig, om spillet gik hen og blev det næste store hit på eksempelvis iPad.

Journey - pilgrimsrejse for to

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Thu, 15 Mar 2012 09:15:00 +0000

Efter meget lang ventetid er thatgamecompanys PSN-spil Journey omsider udkommet. Og det er ikke mindre end fantastisk.

Med spillet Flower blev alles forventninger skruet gevaldigt op, og Journey har da også været lidt af en frontfigur for Sony (hvis kontrakt med thatgamecompany udløber efter dette spil). I går spillede jeg Journey igennem, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Journey er meget ulig alle andre spil. Her er ingen fjender, der skal slåes ihjel, eller points, som skal opsamles. I stedet er der tale om udforskning og nysgerrighed i allerklareste form. Journey handler om fascinationen for og værdsættelse af den verden, vi lever i.

Uden nogen baggrundshistorie bliver man prompte sat ned i en kæmpestor ørken som et særligt væsen, der består af noget smukt, rødt stof, der blafrer elegant i vinden. Det eneste pejlemærke er et stort bjerg langt ude i horisonten, som tydeligvis er stedet, man skal begive sig hen imod. Langsomt begynder man at bevæge sig frem i det tunge sand, op ad en stejl bakke. Ved toppen af bakken mødes man af et fascinerende syn: tons og atter tonsvis af sand i alle retninger; verden synes uendelig. Med elegante bevægelse begynder éns figur at surfe ned ad sandbakken. Der kommer fart på, og kontrollen føles lækker og responsiv.

Inden længe kommer man til et sted, der lærer en, at man kan opsamle stykker af stof til et slags klæde. Dette kan bruges til midlertidigt at flyve op i luften. Bevægelsen minder om en delfin, der legende dykker og springer rundt bølgerne. Senere mødes man af magiske dyr af stof, som på én gang ligner fugle og fisk. Det er sjovt at følge med dem.

Efter at have vandret lidt rundt i den enorme ørken støder jeg pludselig på et andet væsen, som ligner mig selv til forveksling. Forsigtigt nærmer jeg mig, og væsenet hilser mig med en salut i form af et lille skrig. Jeg "synger" tilbage, og fra det øjeblik er vi blevet rejsepartnere. Vi kender ikke hinanden, men vi indser begge to, at vi kan hjælpe hinanden på vores færd mod det store bjerg. Vi indgår en tavs rejsekontrakt.

Sammen løser vi forskellige gåder. Vi bygger broer af tæpper, og vi surfer ned af de stejleste sandbakker. Men på et tidspunkt flyver jeg lidt for hurtigt fremad, og da jeg vender mig om, kan jeg ikke få øje på min partner længere. Desperat løber jeg rundt i sandet og kalder på ham - men uden held. Jeg leder i flere minutter, men er til sidst nødt til at give op. Jeg har kun en mulighed: at fortsætte min pilgrimsrejse mod bjerget.

Jeg bruger ordet "pilgrimsrejse", da hele stemningen i spillet har et eller andet religiøst over sig. Jeg har stødt på adskillige altre med mystiske tegn på, og det virker som om, at der er noget større i gang, end hvad man umiddelbart tror. Det er svært ikke at tænke på sin figur som en slags nomade, der konstant er nødt til at bevæge sig for at overleve. Der er noget orientalsk og Tusind og en Nat-eventyr over spillets univers.

Efter at have travet lidt rundt på egen hånd, støder jeg på en ny person. Hvor vidt denne er den samme som før, ved jeg ikke, men vi bliver non-verbalt enige om at fortsætte sammen. Vi begiver os raskt videre ned igennem en kæmpestor slags grotte, hvor vi bliver mødt af noget af det mest forunderlige arkitektur. Det ligner ikke noget fra vores verden, snarere noget fra en oldgammel og glemt kultur.

Sådan fortsætter Journey. Vi begiver os videre fra det ene forbløffende landskab til det næste. Indimellem er man bare nødt til at stoppe op og nyde udsigten. Det ser mildest talt fantastisk ud. Man føler i dén grad en ærefrygt. Man er blot et lille sandkorn i den enorme ørken. At udviklerne har ladet sig inspirere af astronauters beretninger om den følelse, de får, når de rejser ud i rummet, er ganske tydelig.

På et tidspunkt ringer min telefon, og jeg er nødt til igen at lade min rejsepartner i stikken. Heldigvis finder jeg en ny ven kort tid efter, og sådan fortsætter det. Nogle gange bliver vi væk fra hinanden, simpelthen fordi ørkenen er så kæmpestor, men det ender altid med, at man finder sammen igen. Det er dog ikke til at sige, om det er den samme person eller en ny, men det er i og for sig underordnet.

Det vigtige i Journey er nemlig balancen mellem dét at være alene og dét at dele oplevelsen med en anden person. thatgamecompany har snakket meget om, hvor vigtigt det er at kunne spille sammen med en anden person, uden at man nødvendigvis kan kommunikere på traditionel vis. Det går især op for mig, når jeg pludselig bliver alene, hvor meget den anden spiller betyder for mig. Han fungerer som et ankerpunkt, noget, jeg kan sætte mig selv i perspektiv til. Når man vandrer rundt i den store ørken, kan det være svært at fokusere, fordi man netop kun er en lille skikkelse i det store perspektiv. Dette aspekt ændrer sig, lige så snart man får en anden person at sammenligne med og forholde sig til.

Jeg har altid elsket at dele spil-oplevelser med andre, og dette tager Journey i sandhed op som sin mission. Selvom man aldrig rigtigt kan vide, hvem den anden spiller er, får man alligevel en fornemmelse for vedkommendes personlighed igennem hans bevægelser. Det er svært at forklare, men man føler virkelig, at man kommer til at kende personen.

Dette står dog i kontrast til den kendsgerning, man mødes med efter spillets rulletekster. Her viser spillet nemlig én, hvem man har rejst sammen med i form af deres PSN ID. I mit tilfælde var havde jeg spillet med ikke mindre end syv forskellige personer. Dette havde jeg ikke forventet - måske snarere to-tre stykker. Det sætter tingene lidt i perspektiv: Måske handler det ikke så meget om den enkelte person, man rejser med, men mere det faktum, at man overhovedet rejser med nogen. Ligesom der i Odysseen bliver argumenteret for, at det ikke handler om destinationen, men mere selve rejsen og processen derhen. Ikke desto mindre er det en mærkelig fornemmelse at vide, at jeg aldrig har delt hele oplevelsen med den samme person, men at jeg undervejs har skiftet rejsepartnere en del gange. Er dette en dårlig ting? Vil min oplevelse være anderledes, hvis jeg fra start til slut havde samme rejsepartner?

(der er faktisk et Trophy for at fulende det meste af rejsen med den samme person hele vejen)

Som det var tilfældet med Flower, er Journey et af den slags spil, man bare må opleve. Selvom det ikke er særlig langt - omtrent to timer - er det en perfekt og fuldendt lille perle, som man sent vil glemme. Jeg vil klart anbefale at spille det i én setting uden pauser. Journey sætter følelser og tanker igang, og som enhver god dannelsesrejse får man flyttet sig fra sit udgangspunkt. Man starter ud som én ting, men når rejsen er overstået, har man forandret sig og er måske en ny og mere helstøbt person - i hvert fald metaforisk set. På sin vis minder spillet lidt om Jason Rohrers Passage.

Journey er et klokkeklart bevis på, at non-verbal historiefortælling godt kan lade sig gøre i spil, hvis blot man har en ymyg tilgang til mediet og ikke lader sig diktere af, hvad der er mainstream. Jeg tror og håber, at Journey bliver en tidsløs klassiker. Det skal dog blive spændende at se, hvordan det bliver at spille om 10 år, når online-serverne sandsynligvis er blevet nedlagt. Journey kan sagtens spilles alene, men det er en noget anden oplevelse, når man spiller sammen med en anden.

Medialogi, 2. semester

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Mon, 20 Feb 2012 16:42:00 +0000

Her for nogle uger siden begyndte jeg på andet semester på Medialogi.

Første semester gik fint; jeg fik ganske gode karakterer, og vores projekt med at udvikle førstehjælpsspil til Android var en succes.

Nu er vi så gået i gang med det næste semester, og i modsætning til det forrige virker det som om, at kurserne har lidt mere med hinanden at gøre. I det første semester havde vi Java-programming, grafisk design (3D-modulering i Maya og stop-motion animationsfilm), samt problembaseret læring (tænk informationsvidenskab og project management).

I dette semester bliver vi tilbudt tre kurser: Det første er interaktionsdesign, som kort fortalt handler om, hvordan man skaber et produkt, der er intuitivt og nemt at bruge. Dette fag finder jeg utrolig spændende, da der er en god balance mellem psykologi og design. Meget af vores materiale er baseret på bogen The Design of Everyday Things (Don Norman), hvilket er en af mine favoritbøger.

Derudover har vi physical interface design, som er lidt ligesom interaktionsdesign, men med en mere praktisk tilgang, hvor vi får lov til at lege med elektronik og bygge ting. Vi har kun haft en enkelt forelæsning, men det virker til at blive rigtig sjovt. Vi skal blandt andet lege med Arduino microcontrollers, samt bygge et lille miniprojekt, som i min gruppes tilfælde lader til at blive en interaktiv paraply, der spiller musik, når der falder regndråber på den.

Det sidste kursus vi har, er matematik. Oprindeligt var dette kursus placeret på første semester, men grundet en stor frafaldningsprocent blev det flyttet til andet. Jeg har aldrig været specielt glad for matematik, men har valgt at give det en chance. Indtil videre har det været okay, om end vores Calculus-bog er noget af en tung moppedreng. Jeg foretrækker uden tvivl føromtalte Khan Academy. Heldigvis er niveauet kun en anelse højere end gymnasiet, selvom jeg er lidt skuffet over, at det stadig er ligeså teoretisk (læs: kedeligt), som før. Jeg havde fået det indtryk, at vi ville have en mere praktisk tilgang til matematikken - at vi faktisk ville bruge det, som vi lærer, til noget ude i den virkelige verden (så som 3D-programmering). Måske det kommer senere? I dag afsluttede vi differentiering og er så gået videre til vektor-regning, hvilket måske kan blive praktisk, når vi skal programmere lidt mere sofistikterede ting. Man skal dog lige vænne sig til, at mange af de matematiske begreber og formler hedder noget lidt andet på engelsk.

Udover disse tre kurser har vi også vores hovedprojekt P2, som løber hele semestret. Denne gang er temaet "Assistive technology". Vi er endnu kun tidligt i konceptfasen, men vores idé er at lave et Kinect-baseret spil for børn med dysleksi (ordblindhed) for at hjælpe dem til at blive bedre til at læse og skrive. Spillet tager udgangspunkt i kinesthetic learning, altså dét at nogle mennesker lærer bedre, når de får det gennem kroppen. Kort sagt "learning by doing", hvor man skal forsøge at forme bogstaver med hele sin krop. I morgen har vi et såkaldt statusseminar, hvor vi skal præsentere idéen for de andre grupper for at få feedback.

Jeg glæder mig til at skulle arbejde med Kinect, hvilket jeg ikke har prøvet før. Jeg ser frem til at få brugt mine C#-evner igen, da det dersens Java ikke rigtig sagde mig noget ...

Alt i alt er jeg stadig glad for at gå på Medialogi. Jeg kan godt mærke, at tingene er blevet strammet væsentligt op - vi har en del mere læsemateriale, og niveauet er generelt blevet rykket en tand op i forhold til første semester, hvor det hele gik stille og roligt. En del mennesker er allerede droppet ud, men sådan er det vist på de fleste uddannelser. Dette har jeg imidlertid ingen planer om; Medialogi lader til for alvor at blive rigtig sjovt og spændende nu!

Ghost Trick: Phantom Detective

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Tue, 14 Feb 2012 19:07:00 +0000

Ghost Trick: Phantom Detective er et japansk adventure-/krimi-spil udviklet af Shu Takumi - skaberen bag den populære advokatserie Ace Attorney. Jeg gennemførte spillet her i weekenden, og nøj, hvor var det godt!

Ghost Trick var oprindeligt et DS-spil, men for nogle uger siden blev der udgivet en iOS-port. Af forskellige årsager nåede jeg aldrig at købe det til Nintendo DS, men da jeg opdagede, at det lå på App Storen, skyndte jeg mig at købe det til min iPad. Jeg var vild med Phoenix Wright-spillene, og jeg havde læst, at Ghost Trick mindede en del om det.

Phantom Detective er et forfriskende alternativt tag på point'n'click-genren. Spillet starter ud med, at hovedpersonen Sissel, en mystisk fyr i rødt jakkesæt og med usædvanligt spidst hår, bliver slået ihjel. Dette resulterer i, at han får særlige spøgelsesevner: Sissel kan manipulere med tiden og tage kontrol over døde objekter. Han har imidlertid mistet sin hukommelse, hvorfor et stort mysterium nu sættes i gang med søgen efter svaret på det enkle spørgsmål: "Hvem er jeg?"

Sissel finder hurtigt ud af, at hans evner kan bruges til at redde andre folk, der er forskellige årsager også bliver slået ihjel. Dette gør han ved at spole tiden fire minutter tilbage, før en persons død indtræffer. Det er nu hans opgave at manipulere med forskellige objekter - lamper, cykler, biler, tennisbolde, etc. - og forsøge at stoppe det/den, som slog personen ihjel. Det skaber en intens og lettere stressende oplevelse, da man konstant er under tidspres og hurtigt skal regne ud, hvordan man skal forhindre den kommende død. Gameplayet her er ulig noget andet, jeg før har prøvet. I sin spøgelsesform kan Sissel nemlig ikke bevæge sig frit omkring, som han lyster, men er i stedet nødt til at bevæge sig fra genstand til genstand. Dette skaber nogle interessante puzzles, hvor man skal tænke sig om for at kunne navigere rundt. Blandingen af timing og ren og skær logik er ganske fascinerende.

Ligesom i Ace Attorney-spillene er historien og karakterne i Ghost Trick i højsædet. Plottet starter relativt simpelt, men lidt efter lidt bliver flere og flere personer introduceret - den ene mere gakket og mærkværdig end den anden. Det er typisk japaner-stil, og figurene oser af charme og personlighed.

Historien er virkelig god og medrivende. Hen mod slutningen af spillet kommer der rigtig fart på, og med tidsrejser hér og dér bliver det hurtigt uoverskueligt med parallel-handlinger, fordi man konstant ændrer folks skæbner og dermed historiens gang. På sin vis minder det lidt om filmen Inception; en skæbne inden i en skæbne. Det er fedt, når alting til sidst bliver spundet sammen, og tingene går op i en højere enhed. Slutningen er især bemærkelsesværdig med et kæmpe twist, som jeg på ingen måde havde set komme.

iPad-udgaven af Ghost Trick fungerer rigtig fint. De to første kapitler kan downloades gratis, mens man kan betale 60 kr. for de resterende kapitler - en sølle pris for et spil af denne kaliber, efter min mening.

Visuelt tager det sig rigtig fint ud på den store skærm. Det lader ikke til, at spillet har lidt under skridtet fra DS'ens to skærme til blot den ene skærm. Der skal især faldes roser til figurenes animationer, som der tydeligvis er lagt meget energi i (jeg glemmer sent poltivagten Baileys panic dance).

Ghost Trick: Phantom Detective er et virkelig godt og gennemarbejdet spil, der formår at fascinere med dets forskruet og specielle univers. Jeg mener, hvor mange spil (udover måske Demon's Souls) starter ud med, at hovedpersonen dør? Historien er både spændende og humoristisk (på den japanske måde) og rammer en rigtig fin balance mellem action og puzzles. Spillet er en kærkommen evolution til Ace Attorney-seriens meget tekst-tunge format, hvor man mest af alt bare sidder og klikker sig videre igennem en interaktiv roman. Ganske vist er der stadig meget tekst at finde i Ghost Trick, men efter min mening betyder det intet, når blot historien er så medrivende, som den er her.

Et lille engelsk mirakel

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Mon, 06 Feb 2012 15:57:00 +0000

Over de sidste par måneder er der sket noget inden i mig. Som følge af at have været i en universitetsgruppe med nogle folk, som ikke kan tale dansk, er jeg nemlig blevet tvunget til at formulere mig mundtligt på engelsk.

Lige siden de små skoleklasser har jeg været bange for at tale engelsk. Jeg tror, det skyldtes et skoleskift omkring 4. klasse. På min gamle skole blev vi stadig undervist i meget primitiv engelsk, men da jeg så skiftede til en anden skole, oplevede jeg et drastisk skift i sværhedsgraden. Det kom som noget af et chok for mig, at læreren her konstant talte på engelsk, og eleverne ligeså skulle svare på samme sprog.

Siden da har jeg været meget utryg ved at skulle ytre mig verbalt på engelsk. Min udtale var dårlig, og mange ord havde jeg ingen ide om hvordan skulle siges. Mit ordforråd var begrænset, og det var som om, at min tunge kom i vejen, hver gang jeg skulle sige noget. Jeg var faktisk decideret ræd for at tale på engelsk.

Op igennem hele folkeskolen var jeg bange for engelsk-faget og forsøgte altid at undgå det, når der kom verbale diskussioner. Skriftligt var jeg en smule stærkere, da jeg var begyndt at læse flere bøger på engelsk. Men det kunne på ingen måde måle sig med dem i klassen, som havde boet i udlandet i hele og halve år. At mine sociale relationer i folkeskolen var så-som-så gjorde det hellere ikke just nemt.

Trods dette endte jeg med at vælge en gymnasielinje med både engelsk og spansk på A-niveau. Det kan virke lidt modstridende, men jeg kunne ikke øjne andre alternativer. Jeg ville givet faget en chance til og tvang mig selv til at give engelsk et forsøg. Takket være en fremragende lærer blev jeg bedre og bedre til skriftligt engelsk - ja, faktisk en af de bedste i klassen. Alligevel var jeg aldrig glad for at række hånden op og sige noget på engelsk. Min frygt var blevet lidt mindre, men jeg undlod hvis muligt at sige noget i timerne.

Nu har jeg så gået på Aalborg Universitet i omtrent et halvt år. Jeg havde på forhånd hørt, at Medialogi-uddannelsen på Bachelor-niveau ville foregå på dansk, mens at Kandidaten var engelsk. Men i og med at rigtig mange udlændinge søgte ind i år, valgte man, at al undervisning nu skal foregå 100% på engelsk. I starten tænkte jeg ikke videre over det; jeg har det fint med at læse og forstå engelsk - jeg mener, alt vores læremateriale er alligevel internationalt, og jeg bevæger mig dagligt rundt på internationale websites uden problemer.

Men da vi så skulle danne grupper for det første semester, og jeg havnede i én med to studerende fra Litauen, gik det op for mig, at vi nu var nødsaget til at skulle kommunikere på engelsk. Jeg havde ikke rigtig noget valg, og lettere genert fik jeg fremstammet et eller andet på gebrokkent engelsk.

Dette var i oktober. Skru tiden frem til i dag, februar, og tingene ser noget anderledes ud. Efter at have talt så meget engelsk i min gruppe er det blevet langt mere naturligt for mig. Min frygt for at sige noget dumt eller forkert er stort set forsvundet, og jeg har nemmere ved at starte en samtale på engelsk i dag.

Det er faktisk lidt utroligt, hvor meget nogle intensive måneder, hvor man bliver tvunget til at tale engelsk, kan gøre. Fra at have lav selvtillid og nærmest frygt for verbalt engelsk er jeg nu i stand til at tale nogenlunde flydende foran en større skare mennesker, uden at det bliver intimiderende. Jeg har stadig en ekstrem dansk accent, det ved jeg godt, men jeg er nået milevidt fra de verbale engelskkundskaber, jeg var i besiddelse af for blot nogle år siden. Jeg har formået at nedbryde et mentalt filter, som konstant sørgede for, at jeg ikke begav mig ud på dybere vand med risiko for at sige noget forkert. I stedet for at risikere noget, var det langt mere sikkert at tie.

Sådan har jeg det heldigvis ikke længere. Det er gået op for mig, at vi alle begår fejl, og ingen danskere er perfekte til engelsk. Derfor er der intet farligt i at formulere sig på engelsk. Skidt pyt med at udtalen er helt hen i vejret - så længe folk bare kan forstå, hvad man siger.

Jeg er i dag ikke bange for det engelske sprog. Faktisk hænder det, at jeg efter en lang dag i grupperimmet cykler hjem og tager mig selv i at tænke på engelsk. Dette ville aldrig være sket i min folkeskoletid. Heldigvis er jeg nået langt væk fra dengang, ja, jeg føler mig nærmest som et nyt menneske, hvad angår mundtlig engelsk.

Og det er jeg uendelig taknemmelig for. Der er intet bedre end at overkomme sine egne svagheder.

It's jam time!

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Thu, 19 Jan 2012 11:52:00 +0000

Guess who turns six!

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Sun, 15 Jan 2012 07:38:00 +0000

Jep, så er tiden kommet igen: Min blog har fødselsdag, og denne gang gælder det hele seks år. Meget er sket i årenes løb. Jeg husker stadig, da jeg var helt grøn til det med at blogge og nysgerrigt begyndte at skrive om dette og hint.

I dag må jeg indrømme, at jeg ikke får blogget så meget, som jeg egentlig gerne ville, men I kender jo snart rutinen - nogle gange går det opad, og nogle gange går det nedad. Sådan er det bare.

Uanset hvad vil jeg bare sige tak for alle jer, der har fulgt mig gennem årene. Jeg er rigtig glad for alle de kommentarer, I skriver til mig. Det skal I have stor tak for! :)

Stephen Fry om livet, universet og alt det der

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Mon, 09 Jan 2012 09:40:00 +0000

Siden jeg stødte på hans stemme i spillet LittleBigPlanet, har jeg været vildt fascineret af forfatteren/skuespilleren Stephen Fry. Jeg har også læst en af hans bøger, The Liar, som var virkelig spændende. I nedenstående video fortæller Fry om alle de ting, han ville ønske, at mennesket fokuserede mere på. Jeg har i sandhed respekt for den mand.

Har du en lille halv times til overs, kan jeg varmt anbefale at høre hans vise ord. De er guld værd!

STEPHEN FRY: WHAT I WISH I'D KNOWN WHEN I WAS 18 from Peter Samuelson on Vimeo.

Tilbageblik på spilåret 2011

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Mon, 02 Jan 2012 09:49:00 +0000

Endnu et år er udløbet, og nu skal vi til at skrive 2012. På trods af store personlige omvæltninger (flyttet hjemmefra, startet på uni, m.v.), har jeg stadig haft tid til at spille en masse videospil - og sikke et år!

Hvis jeg skulle give spilåret 2011 et enkelt ord, ville det være "mangfoldighed". Her har både været plads til de store blockbuster-fortsættelser (Portal 2, Modern Warfare 3, Uncharted 3), men i lige så høj grad har det også været de små udviklere, som har budt på de spændende sager, især takket være iOS-platformen. 2011 var året, hvor jeg for alvor begyndte at spille på min iPad, og selvom den aldrig kommer til at erstatte følelsen af at sidde med en controller i hænderne foran fjernsynet, er det meget sigende, at jeg har brugt mindst lige så meget tid med Apples tablet i hænderne som Microsofts trådløse controller. Apropos Microsoft, så er det lidt interessant, at min ellers tidligere favoritkonsol i 2011 har stået og samlet støv det meste af året. Xbox 360 har i lang tid været min de facto-maskine, men i år har jeg faktisk skævet mere til PlayStation 3. Sonys sorte boks har nemlig oplevet en del interessante (gen)udgivelser. Derudover har jeg ikke lyst til længere at skulle betale en årlig abonnementsafgift for at spille online. Dette førte til, at jeg købte både Portal 2 og Battlefield 3 til PlayStation 3. Tidligere ville jeg have valgt Xbox for spil som disse, men takket være integration med Steam og den gratis online-understøttelse faldt valget på PS3 i denne omgang. Ikke at PlayStation 3 er uden fejl ... hvem husker ikke hacker-skandalen i foråret, hvor Sony nærmest forærerede millioner af konti væk på grund af deres uduelige sikkerhedsforanstaltninger?

Oh well, 2011 har også været et godt PC-år for mig. Jeg har naturligvis haft gang i Left 4 Dead 2 som altid, men da Valve gjorde det fantastiske træk at gøre bæstet Team Fortress 2 frit tilgængeligt for enhver, hans nabo og denne nabos hund,, måtte jeg da lige spendere et par hundreder timer dér også. Ellers har jeg nydt godt af små, skæve spil som Machinarium, The Dream Machine, Zeno Clash, Frozen Synapse og ikke mindst det fænomenale mod The Stanley Parable.

Alt i alt har 2011 været et rigtig godt spilår for mig. Jeg har både haft sjov med de nye udgivelser, men jeg har brugt mindst lige så meget tid på gamle spil. Dette skete især i foråret, hvor jeg gik på højskole. Her havde jeg for alvor mulighed for at vise folk nogle af mine favorittitler. Det går jo ikke, at elever på spil-linjen Vallekilde Game Academy ikke kender til hverken The Legend of Zelda: Ocarina of Time eller Metroid Prime! Det var en sand fryd at overvære andre spille disse spil og genopdage glæden ved især Nintendos klassikere på ny. Et højdepunkt for mig var, da en af mine venner gennemførte Ocarina of Time midt om natten og allerede dagen efter havde lyst til at gå i gang med The Wind Waker.

Nu ikke mere general snak; lad os gå til det, det virkelig handler om, nemlig spillene i år 2011. Jeg begrænser mig dog ikke kun til spil, der blev udgivet i 2011, men til alle de videospil, som kom forbi min næse i det forgange år, store som små. Jeg har helt sikkert glemt titler, men her følger en nogenlunde kronologisk liste over de spil, jeg spillede i år 2011:

Call of Cthulhu: Dark Corners of the Earth [PC]

Min lillebror og jeg begyndte 2011 med en gyser-oplevelse. Vi havde hver især læst Lovecrafts novelle The Shadow Over Innsmouth, som dette spil løst er baseret på. Dark Corners of the Earth var i begyndelsen et meget stemningsfuldt spil, der ramte Lovecrafts okkulte og mystiske univers rigtig godt. Desværre gik spillet mere og mere fra at være en narrativ oplevelse til at blive et temmelig traditionelt skydespil. Alligevel lykkedes det at holde gejsten nogenlunde oppe, indtil den sidste del af spillet, hvor der gik helt ged i den. Bugs, som forhindrede videre progression i spillet, samt ringe level design og pacing, var med til, at hvad der begyndte som noget spændende desværre aldrig fik indfriet forventningerne.

Husker især:
Spillets første lokation, en fiskerby, hvor man bevæger sig rundt og i dén grad ikke føler sig velkommen hos byens befolkning. Her har udviklerne været rigtig dygtige til at realisere Innsmouth fra kildematerialet.

LittleBigPlanet 2 [PS3]

En af hovedgrundene til at købe en PlayStation 3 var LittleBigPlanet. Jeg fik desværre aldrig rigtig spillet det så meget, som jeg gerne ville, men da Media Molecule annoncerede fortsættelsen, var jeg helt rundt på gulvet. Tænk bare: ikke blot et spil for platform-spil; nej, en platform for alverdens former for spil! Jeg elskede konceptet og skyndte mig da også at købe spillet, lige så snart det udkom. Desværre faldt udgivelsen tæt på nogle andre ting, som tog meget af min tid: Nordic Game Jam og Vallekilde højskole, som jeg startede på i februar. Jeg havde ellers store planer om at bygge det ene og det andet, men det blev aldrig rigtig til noget, hvilket jeg ærgrer mig over. Eksempelvis legede jeg med et helikopter-spil, hvor man skulle kæmp to mod to - den ene skulle agere pilot og den anden gunner.

Der var (er) ellers potentiale i LittleBigPlanet 2. Man kan i sandhed skabe alle tænkelige genrer af spil. Der skal blot et enkelt kig forbi spillets online-del til at kunne konkludere, at LBP er et værktøj, der tillader stort set alt, så længe man bare har fantasien og viljestyrken med sig. Det er nemlig utrolig tidskrævende, fordi alting skal bygges fysisk, men så er der til gengæld også mulighed for at skabe stort set hvad som helst.

Husker især:
Jeg gik og pønsede på at lave en LBP-klon af Flash-/iOS-spillet Canabalt. Så vidt jeg kunne se, havde ingen andre gjort dette endnu, så jeg gav mig straks i kast. Jeg lavede min egen Sackbot, som løb konstant mod højre; jeg havde sågar tweaket hoppe-mekanikken, så den lignede den fra det originale spil. Hvad jeg ikke havde overvejet var, hvordan jeg ville lave en uendelige lang og tilfældigt genereret bane. Det viste sig nemlig at være en del sværere, end jeg havde regnet med, idet alting skal bygges fysisk. Jeg forsøgte mig med at lave et langt rullebånd, hvor bygninger skulle køre på, men grundet rullebåndets størrelse og bygningernes højde lykkedes det mig aldrig - tingene blev ved med at gå fra hinanden eller vælte. Det var ellers en god idé, synes jeg selv ... Jeg gad vide, om andre i mellemtiden er kommet mig i forkøbet med en Canabalt-bane?

Machinarium [PC]

Jeg købte dette spil for efterhåndenden mange år siden. På et tidspunkt valgte jeg at rengøre min computer med værktøjet CrapCleaner, og poof, så var mine savedata fra Machinarium pludselig forsvundet. Siden da har jeg ikke rigtig haft lyst til at spille det igen, men da jeg begyndte på højskole, tænkte jeg, at det kunne være en god idé at vise de andre denne charmerende og hjernebrydende point'n'click-perle.

Dette viste sig at være en rigtig god idé, da spillet nemlig hurtigt bliver temmelig svært og ulogisk (på den gode måde). Det var fedt at sidde tre-fire mennesker i skolens biograf og forsøge at knække spillets mange gåder i selskab med den lille robot. Vi blev desværre aldrig færdig med Machinarium, men det var en hyggelig oplevelse.

Husker især:
Da nogle af pigerne på skolen kom ind og så os spille. De fattede overhovedet ikke, hvad det gik ud på, og syntes blot at det var dumt og åndssvagt (de ville nemlig hellere se en eller anden tøsefilm). Deres timing var desværre ikke så god: De kom nemlig, da vi var i gang med en af de mere tørre og langsommelige puzzles, som tog os forholdsvis lang tid at løse.

Half-Life [PC]

Tro det eller ej, men jeg har aldrig spillet det oprindelige Half-Life. Jeg var vildt fascineret af 2'eren, men havde aldrig haft chancen for at stifte bekendtskab med det originale spil - det, som mange mener var med til at revolutionere FPS-genren. Dette fik jeg heldigvis rådet bod på, da et par drenge og jeg endnu en gang indtog højskolens biografsal for at spille computerspil. Det var interessant at opleve, hvordan Gordon Freemans karakter blev etableret for første gang, men når det så er sagt, må jeg indrømme, at spillet ikke ligefrem har ældet med ynde. Udover det grafiske, som selvfølgelig er stjerneår bagud i forhold til i dag, føltes spillet langsomt og kedeligt. Valve er i dag nogle af de bedste, når det kommer til pacing og historiefortælling, men dette var svært at finde i Half-Life. I hvert fald ikke i den første del, som vi spillede, før vi gav op og begyndte på noget andet.

Husker især:
Det er ikke sjovt at sidde med en håndfuld mennesker bag sig, som alle har spillet og gennemført det masser af gange. Den ene skreg i munden på den anden for at forklare mig, hvad jeg nu skulle gøre, og at jeg skulle spare ammunition på den og den fjende, fordi der om det næste hjørne kom et endnu farligere monster. Fra da af valgte jeg mine "medspillere" med omhu.

NightSky [PC]

Vores højskole fik på et tidspunkt besøg af den svenske indie-udvikler Nifflas. Her talte han om, hvordan han lavede ambiente baggrundslyde til sine spil. Som ekstrabonus forærerede han os sit platform-spil NightSky, som kort og godt går ud på at bevæge en lille kugle rundt i de mest fantasifulde baner.

Husker især:
Spillets drømme-agtige stemning.

Penumbra: Overture [PC]

Omkring dette tidspunkt var jeg blevet gjort bekendt med det svenske gyser-spil Amnesia: The Dark Descent. Kort tid forinden havde jeg købt en indie-bundle, som et spil ved navn Penumbra tilfældigvis var en del af. Da jeg opdagede, at dette var udviklet af de selvsamme bag det utrolig roste Amnesia, Frictional Games, tænkte jeg, at det kunne være interessant at give sig i kast med dette spil, før vi på et tidspunkt købte Amnesia. Endnu en gang søgte vi ly i hulen, eller rettere skolens biograf.

På det tidspunkt havde jeg hypet Amnesia ret meget blandt de andre elever. Jeg havde nemlig spillet en demo og var ellevild med konceptet. Derfor kan det ikke undre, at vi blev slemt skuffet over Penumbra, der ligesom Half-Life føltes ekstremt forældet. Mere end det: Selvom Penumbra og Amnesia på overfladen ligner hinanden (de er begge horror-historier fortalt gennem et førstepersons perspektiv), var førstnævnte på ingen måde samme uhyggelige oplevelse som det, jeg havde oplevet i The Dark Descent-demoen. Penumbra handler om en gut ved navn Philip, der rejser til Grønland for at løse en gammel gåde. Selvfølgelig går tingene ikke som forventet, og mystiske væsener begynder at jage Philip på flugt. Men i modsætning til Amnesia, hvor man i sandhed bliver bange for det, der er efter én, er monstrene i Penumbra lidt af en joke: ulve med utrolig dum kunstig intelligens. Ikke nok med at fjendernes path finding var til at grine af - deres animationer (eller mangel på samme) hyllede i dén grad os ud af oplevelsen. Dyrene skøjtede nemlig rundt på banen. Det så virkelig dumt ud og det var umuligt at tage dem seriøst.

Derudover indeholdet spillet masser af ulogiske puzzles, som vi hele tiden sad fast ved og var tvunget til at benyttes walkthroughs for at overkomme. Lagt til dette var spillets eneste våben: en grønskolling af en fesen hammer. Naturligt nok forsøgte vi at slå ulvene ihjel med denne hammer, men dette viste sig hurtigt at være en meget ømtålelig proces. Først skulle vi finde en forhøjning, hvor bæsterne ikke kunne ramme os. Derefter var det bare om at klikke løs i håb om at ramme noget. Det kunne snildt tage mange minutter bare at dræbe én ulv. Til sidst gav vi op: Der var alt for mange forstyrrende elementer tilstede, som ødelagde den stemning, spillet forsøgte at opnå.

Husker især:
Efterfølgende var jeg til foredragsaftenen Spilbar 7.0: Breaking the Rules, hvor Thomas Grip fra Frictional Games fortalte om deres erfaringer med Penumbra-serien, og hvad de havde lært om udvikle gyser-spil. Jeg bed især mærke i, at føromtalte hammer (eller hakke) slet ikke var tiltænkt som et våben, man skulle forsvare sig med, men blot et lille stykke værktøj, der kunne hjælpe én indimellem. Hvad udviklerne erfarede var dog noget andet: Alle brugte dem til at slå ulvene ihjel med, hvilket slet ikke var meningen. Derfor tog man en anden retning med Amnesia, hvor man slet og ret ikke har noget som helst at kunne forsvare sig med, men at man i stedet er nødsaget til at flygte og gemme sig.

Amnesia: The Dark Descent [PC]

Nu kom vi endelig til det, alle drengene på højskolen havde ventet på. Amnesia - spillet som af mange kaldes "det mest uhyggelige computerspil nogensinde". Og om det var. Det var virkelig fedt at sidde inde i biografens mørke sal og spille Amnesia med lyden skruet fuldt op.

Starten af spillet var fantastisk (nok derfor at demoen netop er snuppet herfra); midten mere traditionel med lidt tvetydige puzzles (dog bedre end Penumbra); mens slutningen, nej, hvor blev vi slemt skuffet ... Uden at skulle spolere noget, føltes slutningen lige så malplaceret som sidstebossen i BioShock. Når man tænder for Amnesia: The Dark Descent første gang, dukker en besked op og fortæller én, at spillet skal opleves og ikke spilles som et normalt spil; at man hverken skal tænke på health bars eller ammunition, men i stedet blot fordybe sig i gyser-oplevelsen. Men hvad ender spillet så med? En fuldstændig malplaceret og ligegyldig "boss", som på ingen måde formår at knytte alle de narrative bånd, der er blevet spundet i løbet af spillet. Selv ikke idéen med forskellige slutninger holder - der er meget lidt forskel på dem, og der er ingen motivation til at spille spillet igennem flere gange.

Amnesia var langt hen af vejen en skræmmende god oplevelse, men cirka tre fjerdele inde begynder det hele at stagnere lidt. Selvom spillets eneste reelle monster aldrig rigtig bliver vist, er det begrænset, hvor længe det kan forblive mystisk og uhyggeligt. Udviklernes mantra om, at det mest uhyggelige, de kan skabe, ikke opleves på selve skærmen, men inde i hovederne på spillerne, holder en god del af vejen, men til sidst savnede vi noget mere end blot knirken i krogene. Lydsiden er i øvrigt helt fænomenal.

Husker især:
Der findes utallige af playthroughs på YouTube, hvor folk frivilligt spiller Amnesia, selvom det er helt tydeligt, at de ikke nyder det (se de bedste her: Amnesia The Dark Decent Best Of Reactions Compilation). Tværtimod skriger og skaber de sig tossede ved blot det mindste, hvilket er utrolig underholdende som at overvære. En af dem, jeg spillede Amnesia sammen med, blev i sandhed skræmt fra vid og sans og skreg højlydt, hver gang der skete noget. Vi overvejede seriøst at optage en reaktions-video; det kunne være virkelig sjovt, især fordi det ville foregå på dansk.

Metroid Prime [GCN]

Ikke så meget at sige her. Jeg skrev tidligere om spillet, som jeg gentagne gange er vendt tilbage til. På min højskole besluttede jeg mig for at vise Prime til de andre, og jeg kan konkludere, at spillet stadig holder den dag i dag. Jeg kan stadig bedre lide styringen med en GameCube-controller end en Wii Remote; førstnævnte giv en bedre følelse af at være stærk, men adræt, bounty hunter.

Husker især:
Da vennen, som jeg viser spillet til, efter flere timer omsider når frem til plantebossen Flaahgra og ved et uheld taber. Det var meget lang tid siden, at han havde gemt spillet, så han måtte begynde helt forfra. Ikke spor sjovt.

Mirror's Edge [X360]

Et desværre meget overset spil, men på højskolen havde vi meget sjov med at løbe rundt på storbytage i selskab med Faith. Spillets art direction er dejlig frisk og anderledes, men desværre er level designet ikke altid det mest spændende. Skyde-sektionerne kunne godt være udeladt fuldstændigt.

Husker især:
Følelsen af flow når man løber perfekt og opnår momentum. Jeg har aldrig dyrket rigtig Parkour, men jeg tror, at Mirror's Edge giver en autentisk følelse af, hvordan det må være.

Punch-Out!! [Wii]

Man er jo Nintendo-fan, så selvfølgelig skulle de andre på højskolen da også lige stifte bekendtskab med Little Mac og co. Punch-Out!! er altid sjovt - det tager lidt tid at forstå spillets mønstre, men når man først har fattet konceptet, bliver de fleste hooked. Jeg skrev også en lille anmeldelse af Punch-Out!!, da vi havde om spiljournalistisk.

Husker især:
Glædesudtrykket i ansigtet på min ven, når han efter utallige forsøg omsider overvinder spillets svære modstandere.

Plants vs. Zombies [iPad]

Ikke just nogen nyhed, men efter gentagne gange at have overværet en af pigerne på højskolen spille det, besluttede jeg mig for at købe det til min iPad. Mange timer forsvandt pludselig, men de var godt givet ud. Plants vs. Zombies er nemlig casual underholdning, når det er bedst.

Husker især:
Katapulten med smør. Den er seriøst overpowered!

Mortal Kombat [PS3]

Min lærer på højskolen, Thomas Vigild, er spilanmelder for Politiken og får i den forbindelse tildelt bunkevis af spil. Ét han ikke brød sig om var det nye Mortal Kombat-spil, som han i stedet valgte at forære til os på Game Academy. Nogle af de andre drenge var ellevilde med det og spillede det konstant, mens jeg, derimod, aldrig rigtig så fidusen i det. For mig virkede det som et middelmådigt kampspil blot med tilføjelsen af unødvendig meget blod. Generelt er jeg ikke så meget til kampspil; det eneste jeg rigtig bryder mig om er Super Smash Bros., som jo er noget anderledes i forhold til de andre.

Husker især:
X-ray angrebene. De første par gange er de fede nok, men efterfølgende bliver de irriterende at kigge på. Det kunne være interessant, hvis den skade, angrebene forvoldte, kunne ses på figurene efterfølgende.

The Dream Machine [PC]

Under Nordic Game Conference var jeg til et foredrag ved udviklerne Cockroach Inc.: How to Make a Hard Thing Even Harder. Her havde man valgt at droppe alt, der hedder pixels og polygoner, til fordel for modellervoks. Ja, du læste rigtigt: Et point'n'click-spil bygget i modellervoks!

The Dream Machine er opdelt i episoder, hvoraf den første er gratis. Jeg har kun prøvet denne, men spillet virker utrolig lovende med dets mere mundane historiefortælling om et ægtepar, der er flyttet i en ny lejlighed. Det er dog på ingen måde nogen kedelig historie, og hurtigt begynder der dog også at ske mystiske ting og sager.

Husker især:
Stemningen: det hverdags-agtige møder det mystiske.

Superbrothers: Sword & Sworcery EP [iPad]

Denne lille perle tog virkelig røven på mig. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg trykkede på "Køb"-knappen på App Store. Hurtigt var jeg indhyllet i en mystisk og ekstremt charmerende verden, med alternativ og nærmest haiku-agtig historiefortælling og hele moletjavsen.

Gang på gang udtrykte jeg min begejstring for Sword & Sworcery over for de andre på højskolen, og hver gang blev jeg stillet spørgsmålet: Hvad går det ud på? I begyndelsen havde jeg svært ved at svare, svært ved at forklare spillets koncept, og selv nu, hvor jeg har gennemført det, kan jeg stadig ikke rigtig sætte en finger på, hvad det hele var for noget. Med fare for at lyde kliché-agtig er Sword & Sworcery et spil af den slags, som man skal opleve selv og ikke få forklaret.

Skulle jeg sætte nogle ord på, vil det være, at spillet er ekstremt selvbevidst og personligt. Både lyd- og billedesiden oser af personlighed, samt respekt for mediets historie. Derudover gør spillet fint brug af funktionaliteten på Apples iDevices. Men vigtigst af alt: Superbrothers: Sword & Sworcery EP forsøger ikke at virke spil-agtig, men kan nærmere beskrives som poesi.

Husker især:
Den dansende nøgne bjørn. Spørg ikke mere.

The Legend of Zelda: Ocarina of Time [GCN]

Nu kommer vi til den hellige gral: spillet, der af mange ses som det ypperste overhovedet. Selv den dag i dag, små 13 år efter dets udgivelse, holder Ocarina, hvilket blev bekræftet i Nintendos genudgivelsen til 3DS tidligere på året.

Jeg ved, at mange har Ocarina of Time meget tæt på hjertet, fordi det var det, som startede det hele. Sådan forholder det sig dog ikke for mig; mit møde med Zelda-serien skete gennem The Wind Waker. Efterfølgende har jeg naturligvis givet mig i kast med Ocarina of Time, dog uden alle de nostalgiske følelser, som mange sidder inde med. Alligevel er det nemt at forstå, hvorfor det anses som en af de største milepæle inden for videospil-mediet. En gigantisk verden. En episk fortælling om drengen, der var anderledes. Vidunderligt dungeon design. Fantastisk musik. Et cetera, et cetera.

Husker især:
Jeg begyndte spillet med en anden fra højskolen ved navn Jakob - derfor kom Link selvfølgelig til at hedde "JAKOB". Jakob spillede, indtil han nåede ind i Deku Tree, hvor det hele begyndte at blive lidt vanskeligt for ham, og jeg var nødt til at træde til med en hjælpende hånd. Af uforklarlige årsager fængede sillet ham aldrig, hvorfor han til sidst meddelte, at han faktisk ikke havde lyst til at fortsætte. Selvom det var lidt trist, accepterede jeg hans beslutning og lagde spillet på hylden.

Lidt senere faldt jeg i snak med en anden, Mikkel (ham jeg også spillede Metroid Prime med), som blev interesseret i Ocarina of Time. Åbenbart havde han spillet Link's Awakening på Game Boy i sin tid og ville derfor gerne se, hvad der var sket siden da. Han blev med det samme hooked, og det endte med, at vi tilbragte de næste mange, mange timer sammen for at gennemføre Ocarina. Vi fandt det en smule ironisk, at Link fortsatte med at hedde "JAKOB" hele vejen igennem. Selvom Jakob havde "forladt" os, var hans ånd stadig til stede i spillet ...

Husker især 2:
Mikkel er ikke, hvad man ligefrem kan kalde verdens bedste gamer. Alligevel forsøgte han ihærdigt at vinde over Ingo på Lon Lon Ranch for at befri hesten Epona. Men hver eneste gang blev han overhalet kort for mål. Det skete så mange gange, at jeg valgte at give fænomenet et navn: "Epona-syndromet". Denne term blev sidenhen brugt, hver gang Mikkel fejlede i et spil gentagne gange.

The Legend of Zelda: The Wind Waker [GCN]

Efter Mikkel og jeg gennemførte Ocarina of Time, gav vi os i kast med The Wind Waker, som efter min mening er mindst lige så fantastisk, hvis ikke mere. Spillet har efterhåndende 10 år på bagen, men selv i dag ser det fuldstændig forbløffende ud. Mikkel og jeg var i rigtig Zelda-humør i en periode, og det var virkelig fedt at genopleve eventyret på Det Store Hav.

Husker især:
Som bekendt er der ikke stemmeskuespil i Zelda-spillene. Sådan var det ikke just, da Mikkel og jeg spillede The Wind Waker. Han valgte nemlig at give ALLE figurerer deres individuelle stemme, med dertilhørende accent og det hele. Hver eneste gang vi blev mødt af en tekstboks, læste Mikkel dialogen op. Det var ret utroligt, at han kunne finde på nye stemmer hver gang. Især fandt jeg Ganondorf irske dialekt morsom.

Portal 2 [PS3]

Det første Portal var noget nær perfekt. Det havde alt og manglede intet. Eller hvad? Med Portal 2 beviste Valve nemlig, at spillets koncept sagtens kunne bære en co-op del. Hvor forgængeren var en solo-oplevelse med en stram, lineær historie, var Portal 2 en oplevelse tiltænkt to personer. Co-op fungerer fremragende på split-screen, og de to nye robotter, Atlas og P-Body, er lige til at kramme. Det her er personificering på højt Pixar-plan.

Husker især:
Spillets kartoffel-joke, som faktisk tager udgangspunkt i myten om Prometheus, der bragte ilden til mennesket. Altid fedt med lidt græsk mytologi.

Tiny Wings [iPhone]

Jeg fik anbefalet dette lille iPhone-spil, hvor man styrer en lille fugl på nogle bakker. Det gælder om at henholdsvis flyve og rutsje op og ned for at få fart på. Ved at trykke på skærmen bliver fuglen tung, hvilket i bedste kælke-stil bruges til at opnå fart. Det er ekstremt simpelt og skræmmende vanedannende. Havde jeg haft en iPhone og ikke en iPad, ville jeg nok spille Tiny Wings konstant, når jeg ventede på bussen og deslige.

Husker især:
Musikken. Nem og genkendelige melodi. Ikke helt Angry Birds, men alligevel.

Bumpy Road [iPad]

Et hyggeligt spil om et ægtepar, der tøffer afsted i en lille bil. Det specielle ved Bumpy Road er måden, man styrer på, som nemlig er inddirekte lidt i stil med DS-titlen Yoshi Touch & Go. I stedet for at kontrollere bilen, kontrollerer man selve vejen, der kan hæves og sænkes.

Husker især:
Spillets charmerende og gennemførte stil. Alting oser af hygsomhed.

Papa Sangre [iPhone]

Selvom vi kalder dem 'videospil', kan de altså godt fungere uden 'video', der er latinsk for 'jeg ser'. Papa Sangre er nemlig noget så alternativt som et iPhone-spil uden grafik. I stedet gøres der brug af avancerede lydsystemer for at opnå en 3D-lydoplevelse. Papa Sangre er nemlig et gyser-spil lidt i stil med Amnesia, men forskellen her er, at alle billederne bliver dannet 100% inde i hovedet på spilleren.

Som billeden ovenfor viser, er der kun to knapper i spillet, der hver repræsenterer éns fødder. Det gælder om at bevæge sig rundt i mørket - ikke for hurtigt og ikke for langsomt - uden at blive fanget af de glubske bæster.

Da jeg gik på højskole, havde vi en studietur til London. Her var det bl.a. tiltænkt, at vi skulle besøge udviklerne bag spillet: Somethin' Else. Mødet gik dog i vasken, hvilket jeg er ked af, da jeg tror, at de har nogle virkelige spændende idéer. Jeg har heller ej fået gennemført Papa Sangre, da lyden på et tidspunkt blev ødelagt grundet iOS 5.0-opdateringen, og at mine savedata gik tabt. Lydproblemerne skulle dog være løst nu.

Husker især:
Da jeg gik rundt i en sø. For hvert skridt jeg tog, kom der et lille plask. Jeg vidste, at et monster var på vej, og jeg havde ingen steder at gemme mig. På et tidspunkt sætter jeg i spurt, men bliver hurtigt indhentet og flået i småstykker. Skriget og lyden af min krop, som bliver sønderrevet, glemmer jeg aldrig.

Continuity 2 [iPad]

Continuity er en minimalisktisk platformer med en interessant gimmick: I stedet for at foregå på traditionelle baner, er platformene inddelt i små ruder, som kan byttes rundt. Det er meget fængende og gør den ellers taktile oplevelse til en mere intellektuel opgave. Nu er det pludselig ikke nok at have timiningen i orden; nej, først skal man tænke sig frem til, hvordan banen skal løses.

Husker især:
Nogle af de senere baner hvor man skal rotere sin iPad/iPhone for at vende verden. Genialt.

Left 4 Dead 2 [PC]

Ja ja, same game game, same story. Left 4 Dead er et spil, jeg kan blive ved med at spille. Grunden hertil skyldes den grad af uforudsigelighed, menneskelige modstandere bringer til et spil. Plus de mange udvidelser og opdateringer, Valve konstant laver.

Husker især:
Mod'et Suicide Blitz 2, hvor der er en hemmelig vej ind til en skjult bane fra Portal 2.

Team Fortress 2 [PC]

Meget af min sommerferie gik i selskab med dette spil. Jeg har tidligere spillet det på Xbox via The Orange Box, men PC-communitiet er immervæk noget helt andet. I modsætning til mange andre skydespil, hvor det kun handler om frags og kill streaks, er Team Fortress 2 et forfriskende take på en genre, der har det med at tage sig selv alt for seriøst. Spillets mange classes er veldefineret, balanceret og sjove at spille på hver sin måde. Derudover er der en utrolig dybde at finde. Generelt er Team Fortress 2 bare sjovt og gakket både at se på og spille.

Husker især:
Når jeg ene mand griller det fjendtlige hold med min flammekaster. Pyro rocks!

Red Dead Redemption [X360]

Mange har talt om dette spil, så da jeg på et tidspunkt fandt det på biblioteket, tænkte jeg, at nu måtte tiden være inde til, at jeg fik prøvet Rockstars kobojder-spil. Jeg må dog indrømme, at det aldrig rigtig fængede mig, selvom jeg sagtens kan se dets mange kvaliteter.

Western-stemningen er tyk og virkelige veludført, og historien virker som noget, der vil appellerer til fans af genren. Alligevel kunne jeg ikke rigtig ryste sandkasse-følelsen af mig; på trods af periodeskiftet føltes Red Dead for mig ligesom GTA bare med heste. Ikke at dét er nogen dårlig ting. Sagen er bare den, at jeg er blevet lidt træt af den type spil.

Husker især:
Da jeg fandt vores hund i spillet.

Minecraft [PC]

Selvom jeg købte det, før det gik i beta, har jeg aldrig rigtig formået at ride med på Minecraft-bølgen. I sommers besluttede jeg mig for at give den klodsede verden et nyt forsøg. Jeg kom aldrig for alvor i gang, men det var fascinerende at gå rundt i den enorme, tilfældigt genererede verden.

Jeg tror, at spillets koncept bare ikke rigtig passer til mig. Manglen på regler og mål gør mig usikker, og jeg har svært ved at finde motivation til "bare" at begynde at bygge på livet løs. Jeg elskede at lege med Lego-klodser, da jeg var mindre, men i dag er det svært for mig at begynde på noget uden et egentligt formål. Jeg fik dog aldrig spillet online, som jeg gætter på er sjovt, hvis man har nogle venner, der virkelig er nøder til Minecraft.

Husker især:
Da jeg forsøgte at indhegne en flok grise og får i min fine, nybyggede stald. Ikke nogen nem opgave.

Zeno Clash [PC]

Zeno Clash er et meget mærkeligt spil. Det foregår i hulemands-samfund med nogle af de mest mærkværdige og fantasifulde væsener, jeg længe har set. Derudover er det noget så alternativt som et første persons boksespil.

Husker især:
Der var et mærkeligt væsen, som spiste alt og alle. Hans argument for at gøre sådan var: "I just feel like it." Jeg husker også et andet underligt væsen, som af en eller anden grund ikke kunne finde ud af at gå udenom træer. Mærkeligt. Men egentlig ret sjovt, dog en smule ufrivilligt.

Deadly Premonition [X360]

Jeg havde store planer med Deadly Premonition om at blogge om min færd i den mærkværdige by Greenvale. Et par indlæg blev det til, men jeg blev desværre aldrig færdig med hverken spillet eller mine beretninger derfra.

Deadly Premonition er virkelig en løjerlig fætter. Både grafik og gameplay skriger af middelmådighed, men alligevel formår spillets mystiske figurerer at fascinere og forbløffe. Spillet kan især takke hovedpersonen Francis York Morgan og hans alter ego Zak, der fungerer som bindeled mellem spilleren og spillet. Jeg har som nævnt endnu ikke gennemført spillet, så hvordan dette bliver forklaret videre i historien, ved jeg endnu ikke. Deadly Premonition burde ikke fungere (nærmest alle game mechanics er til at grine af), men fordi det er så anderledes og så japansk, er spillet ikke til at lægge fra sig, når man først kommer i gang.

Husker især:
Da jeg opdagede, at man kunne tænde for blinklys og vinduesvisker i bilen. Episk.

inFamous 2 [PS3]

Århus Hovedbibliotek søsatte i 2011 en såkaldt læseklub for gamere. Målet her er at samle folk, som interesserer sig for videospil, og give dem et sted at snakke sammen. Det første møde blev om PlayStation 3-spillet inFamous 2, som de frit gav til folk, der gerne vil spille og snakke om det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er særlig vild med sandkasse-spil som inFamous, men jeg gav det en chance. Det hele var meget veludført med en stor, åben by og en meget adræt hovedperson, der mest af alt føltes som Altaïr på speed. Alligevel føltes Cole generisk og anonym, og indimellem tilmed skizofren. Spillet forsøger sig nemlig med et moralsk system, hvilket fører til, at spilleren enten bliver god eller ond. Dette føles ekstremt påklistret og ligegyldigt, hvorfor meget af vores diskussion på biblioteket gik på, at man burde fuldstændig droppe sådant system.

Husker især:
Min lillebror var ret vild med spillet, så midtvejs fik han lov til at overtage i stedet for mig. Det er immervæk "nemmere" at agere ond i spillet, da man så ikke skal tænke på alle de uskyldige mennesker, man kommer til at slå ihjel, når man bevæger sig rundt i byen. Derfor hældte min bror hurtigt til den onde side af skalaen i inFamous 2. Til bibliotek-mødet hørte jeg fra en af de andre, at hvis man vælger at blive 100% god, får man en cool evne til at flyve. Dette fortalte jeg min lillebror, som straks skyndte sig at råde bod på sine handlinger og udelukkende fokusere på gode handlinger fremover. Til sidst viste det sig dog blot, at Cole fik en forøget svæve-evne, der på ingen måde kunne beskrives som "at flyve". Nøj, hvor blev min lillebror skuffet ...

Frozen Synapse [PC]

Hvis Skak blev opfundet i dag, ville det ligne Frozen Synapse: abstrakt krigsførsel med oceaner af dybde. Det er et spil, som jeg utrolig gerne ville være god til, men som jeg i praksis virkelig ikke dur til. Jeg kan bare ikke tænke taktisk og langsigtet nok til at vinde over andre i Frozen Synapse. Alligevel finder jeg spillet mægtig spændende, og det glæder mig at se en indie-udgivelsen som denne slå igennem i de bredere egne.

Husker især:
Vil helst ikke huske tilbage på de utal af kampe, jeg har tabt mod folk på nettet.

L.A. Noire [PS3]

Ligesom at settingen i Red Redemption ikke rigtig sagde mig noget, bryder jeg mig heller ikke synderlig meget om det amerikanske mafia-univers anno 1947. Trods dette fandt jeg produktionskvaliteten af L.A. Noire ekstrem høj - noget som desværre havde store konsekvenser for mange af udviklerne.

Konceptet med at skulle gennemskue folks løgne via deres ansigtsudtryk fandt jeg spændende. På den anden side var der hele spillets sandbox-struktur, som dog kunne springes over. Dette fik mig til at undre mig over, hvorfor udviklerne i det hele taget havde valgt at bygge Los Angeles i sådan en størrelsesskala. Det samme med skyde-mekanismen, som også kan springes over, hvis man ikke har lyst til at spille det. Hvorfor i det hele taget producere noget indhold, hvis man ikke er sikker nok på, at folk gider at bruge tid på det? Det er lidt som om, at man på forhånd godt vidste, at her var havde sprunget lidt lavt over gærdet. For mig at se handler hele spillets præmis om detektivarbejdet og om at kunne gennemskue løgne. Dette var åbenbart ikke nok for Rockstar Games, som så det nødvendigt at proppe et GTA-filter ned over det hele.

Husker især:
At man får diverse livliner stillet til rådighed, når man forhører vidner - og man straks bagefter kan se/høre, om man har svaret rigtigt eller forkert. Dette var med til fuldstændig at bryde illusionen for mig. Det er et videospil, ikke Hvem Vil Være Millionær?

The Stanley Parable [PC]

The Stanley Parable er af den type spil, som bare dukker op ud af det blå og kaster en iskold spand vand i hovedet på én. Jeg havde på ingen måde set dette mod komme, og derfor var overraskelsen og glæden det større, da jeg stiftede bekendtskab med denne multi-linære fortælling, der på én gang både er hylende morsom og stærkt kritiserende over for dets eget medie. Ikke siden BioShock og Portal har jeg set en mere rå form for spil-historiefortælling. The Stanley Parable viser mediets sande værdier; gør noget, som ikke vil kunne lade sig gøre hverken i bog- eller film-format.

Husker især:
Slutningen, hvor Stanley pludselig befinder sig i City 17. Jeg elsker intertekstualitet og meta-fortællinger.

Ico [PS3]

Jeg var led og ked af aldrig at få prøvet Ico og Shadow of the Colossus i den forrige konsolgeneration. Derfor blev jeg mægtig glad, da jeg hørte, at man ville genudgive netop disse to klassikere til PlayStation 3. Førstnævnte viste sig ikke at være nogen skuffelse (Shadow har jeg ikke fået tid til at spille så meget endnu).

Ico er en minimalisktisk fortælling om drengen Ico, der af urimelige årsager bliver fanget og anbragt på et stort, næsten-øde slot. Her finder han en uskyldig, hvid pige med det mystiske navn Yorda. Sammen beslutter de sig for at undslippe slottets gigantiske mure. Spillet handler kort og godt om forholdet mellem de to. Det er dog ingenlunde nogen kvalmende romantisk fortælling om en dreng, som møder en pige. Nej, deres forhold bliver langsomt bygget op gennem de prøvelser, de udsættes for. Selvom der aldrig udveksles ord mellem de to (Yorda taler et mystisk sprog, som Ico ikke kan forstå), bliver de langsomt knyttet mere og mere til hinanden - bogstaveligt talt. Spillets store gimmick er nemlig, at Ico konstant er tvunget til at være i nærheden af Yorda, for at hun ikke bliver fanget af onde skyggevæsener. Dette opnås ved at holde skulderknappen inde, som på skærmen resulterer i, at Ico og Yorda holder hinanden i hænderne. På papiret virker det åndssvagt, men i praksis fungerer det virkelig godt, og man føler som spiller, at der knyttes et tæt bånd til pigen. Man har ikke lyst til at miste hende, uanset hvor besværlig hun kan være.

Spillets sande hovedperson er dog det gigantiske slot, der, ligesom Rapture i BioShock, fortæller dets helt egen historie.

Husker især:
Icos desperate kald på Yorda, når hun har begivet sig for langt væk.

Battlefield 3 [PS3]

Jeg var kæmpe fan af Battlefield 2 og har da også haft min tid i henholdsvis Bad Company og Bad Company 2. Men ingen af disse formået rigtig at fange essensen af Battlefield 2 - den totale følelse af krig og den varierende oplevelse i at hoppe fra det ene fartøj til det andet.

Med Battlefield 3 søges der nye græsgange, og jeg må konstatere, at DICE er ved at bevæge sig i en anden retning, end jeg kunne ønske. I stedet for at fokusere på hele teamwork-oplevelsen, hvor man samarbejder om et fælles mål, skeler man nu til modstanderen, Call of Duty og dets fokus på infanteri-kampe. Som skydespil har Battlefield aldrig stået særlig stærkt, men kombineret med helikoptere, flyvemaskiner, jeeps og tanks formåede Battlefield noget, som ingen andre spil kunne. Meget af dette føles tabt i Battlefield 3, på trods af genindførslen af jets (som flyver pinagtigt langsomt) og destructible environments. Battlefield 3 er et sørgeligt eksempel på konsol-isering og sigtet efter Modern Warfare-publikummet. Selvom våbenene føles tungere og bedre end nogensinde, mangler der alligevel et eller andet.

Noget helt andet er singleplayer-delen, som føles lige så malplaceret som altid. Hvorfor skal store multiplayer-spil belemres med middelmådige singleplayer-kampagner? Hvis man virkelig gerne vil have dét selling point, burde man i det mindste gøre noget ud af det.

Husker især:
Starten af singleplayer-delen, hvor man løber rundt på toppen af et kørende tog. Det hele var faktisk ret fedt og gav associationer til Mirror's Edge. Lige indtil at det gik op for mig, at al action blev udført igennem Quick Time Events ...

The Legend of Zelda: Skyward Sword [Wii]

Skyward Sword er virkelig en svær titel at sætte ord på. Spillet balancerer en hårfin grænse mellem konventioner og innovationer. Ligesom alle de tidligere spil følges den berømte Zelda-formel med templer, items, sagnlegender osv. Trods dette forsøger spillet sig med nye mekanikker, især i forbindelse med MotionPlus. Zelda har altid handlet om at udforske en magisk, forunderlig verden, og dette element er godt til stede i Skyward Sword. Omvendt er der nu lagt mere fokus på minut-til-minut gameplayet med sprinte-mekanik og 1:1-sværdkampe.

Derudover er historien langt mere cinematisk og eksplicit fortalt end tidligere - en retning, jeg ikke er helt sikker på, om jeg bryder mig om. I forsøget på at favne så bredt som muligt er spillet meget didaktisk, hvor især den nye hjælper i form af Fi må siges at være på grænsen til, hvad der er acceptabelt. Alligevel må jeg sige, at Skyward Sword synes mere udfordrende end mange af de andre i serien, og selvom det på ingen måde er noget Demon's Souls, synes jeg helt klart, at der kan drages paralleler - begge giver mig en mere taktil gameplay-oplevelse, når jeg kæmper med sværd og skjold.

Alle Zelda-spil medbringer noget nyt i en eller anden form - det være sig et nyt transport-middel, gameplay-elementer eller en anderledes artstyle. Skyward Swords gimmick er en kæmpestor rød fugl, som lader Link flyve rundt i oververdenen kaldet Skyloft. Desværre udnyttes dette koncept langt fra til fulde - det hele føles tomt og ligegyldigt, og forbindelsen mellem jorden og himmelen er ekstrem separeret. Det ligner slet ikke Nintendo at introducere denne flyve-mekanik uden at gøre brug af den overhovedet. Tidligere havde alt i et Zelda-spil et formål, men her er der masser af ting, som bare føles som fyld.

Når det så er sagt, er Skyward Sword en fornøjelse at spille. Spillets rolleliste af mærkværdige figurerer er fremragende, og selvom det på ingen måde når Majora's Mask hvad angår sidequests, er der stadig mange ting at give sig til. Desværre er motivationen for disse side-ærinder ikke særlig stor, da belønningen for opgaverne virker overfladiske.

Husker især:
Da jeg var mindre og kun fik nye videospil i jule- og fødselsdagsgave, var det bedste dagen efter, hvor jeg stod op klokken lort om morgnen for at spille det nye spil. I takt med at jeg er blevet ældre og har fået adgang til mange flere titler - ja, jeg kan faktisk spillet stort set alle de spil, jeg har lyst til - er denne vane forsvundet. Med Skyward Sword, derimod, kom denne følelse tilbage igen. Spillets fængende og magiske verden er slet og ret én, man føler sig godt tilpas i. Jeg har lyst til at udforske, bare for at se, hvad der befinder sig bag den næste sten. Nintendo er stadig mesteren, når det kommer til at brygge indbydende og indlevende oplevelser.

Time Ducks [iPad]

Dette danske iOS-spil er virkelig sært. Jeg vil anbefale at slå et smut forbi denne trailer, der på ingen måde forklarer konceptet særlig godt, men stadig giver en følelse af spillets charme. Time Ducks kan bedst beskrives som Frogger på crack, tilsat lidt tidsmanipulering á la Braid. Når det så er sagt, så er humoren så totalt syret, at man ikke kan undgå at falde for spillet.

Husker især:
Spillets mentor, der i menuen plaprer løs om de mest mærkelige ting.

Apache Air Assault [X360]

Siden Battlefield 2 har jeg været helt bidt af helikopter-spil. Jeg har faktisk en lille drøm om engang at komme til at flyve en rigtig helikopter, men indtil da må jeg nøjes med spil som Air Assault, som er en action-præget helikopter-simulation.

Følelsen af at flyve en Apache er god, men alligevel også lidt begrænset. Missionerne er ret kedelige og giver ikke anledning til særlig meget, og det hele ender hurtigt med at blive kedeligt og trivielt. Jeg havde håbet, at co-op delen ville hjælpe på dette, men desværre er det ikke mere co-op, end hvad Super Mario Galaxy har at byde på: en spiller styrer helikopteren, og en anden styrer sigtekornet.

Husker især:
Den bombastiske musik. Spillet grænser til at være en budget-titel, hvorfor jeg gætter på, at man har valgt den strategi at producere nogle få, vellydende stykker musik, som så konstant bliver genbrugt i alle missionerne. Det lyder temmelig episk, men efter at have hørt det fire, fem og seks gange, går luften lidt af ballonen.

Rayman Origins [X360]

Rayman har aldrig rigtig sagt mig noget. Han har altid fremstået som en løjerlig fætter, der ikke rigtig vidste, hvilket ben han skulle stå på. Men med Origins har han taget en helt ny retning. Dette spil er nemlig intet mindre end fantastisk platform-underholdning.

Jeg har kun rosende ord til overs for Rayman Origins. Spillet er ganske enkelt bare sjovt og en fryd for både øjne og ører. Jeg er vild med spillets grafiske udtryk, som skriger af gakkethed. På overfladen kunne det ligne en klon af New Super Mario Bros. Wii, men efter min mening er Origins langt, langt bedre på alle fronter. Level designet er formidabelt, humoren virkelig sjov, og grafikken noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Spillet rammer samtidig en perfekt balance hvad angår sværhedsgrad. Det er udfordrende, men aldrig for svært til at man ikke gider prøve igen. Rayman Origins var uden tvivl den største spil-overraskelse i 2011. Det spil får mig simpelthen i godt humør.

Husker især:
Spillets skattejagt-baner, hvor man febrilsk jagter en fritløbende skattekiste. Disse baner er Intense med stort I!

Bastion [XBLA]

Da jeg skrev om Bastion i sommers, havde jeg kun prøvet demoen: Jeg så et stort potentiale i spillets narrative fortællerstil. Efter at have spillet det fulde spil i nogle timer (jeg har endnu ikke gennemført det), må jeg sige, at mine forventninger er dalet en smule.

Bastion er skam et udmærket hack'n'-rollespil med en ganske flot grafisk stil. Alligevel finder jeg spillets struktur lidt kedelig og mekanisk: Jeg bryder mig eksempelvis ikke om, at man wrapper fra bane til bane. Her havde jeg hellere set en mere gennemgribende struktur med kohærens. Der er skam mange fine og velfungerende gameplay mechanics, men det ikke til, at det historiefortællende element bruges særlig meget. Måske er det bare mig, men historien og universet virker en smule forvirrende.

Husker især:
Fortællerens dybe stemme.

Herunder er en liste over nogle af de spil, som jeg ikke spillede tilstrækkeligt til at have noget at ytre mig om:

Canabalt [iPad]
inFamous [PS3]
Mother 3 [GBA]
Alan Wake [X360]
Dead Space 2 [PS3]
Bulletstorm [X360]
Enslaved: Odyssey to the West [X360]
Rayman [PS1]
Harry Potter and the Philosopher's Stone [PS1]
QWOP [PC]
Heavy Rain [PS3]
dream:scape [iPad]
Hitman: Blood Money [PC]
Another World - 20th Anniversary [iPad]
Metroid: Other M [Wii]
Rhythm Tengoku [GBA]
Contre Jour [iPad]
Paul & Percy [iPad]
Alice: Madness Returns [X360]
At A Distance [PC]
Take on Helicopters [PC]
Diverse Kinect-spil

Endnu en statusopdatering

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Mon, 21 Nov 2011 07:21:00 +0000

Jeg beklager min dalende aktivitet her på bloggen, men har haft ret meget at se til. Ved godt det er ved at blive lidt kliché med alle mine Medialogi-posts, men har simpelhen ikke haft tid og overskud til at skrive de store indlæg på det sidste.

Her er højdepunkterne fra mit liv over den seneste måneds tid:

Har endelig modtaget min sovesofa - nu skal jeg ikke ligge i sovepose længere
Har købt en ny bærbar computer (Asus X53S)
Deltog til Exile Game Jam på Vallekilde Højskole, hvor jeg udviklede følgende to spil: Jump To Win! og The Hitchhiker
Er for alvor begyndt med 3D (Maya) og programmering (Java) på Medialogi
Har gennemført ICO og spillet en del Battlefield 3-multiplayer. Førstnævnte er jeg virkelig blevet glad for; sidstnævnte er lidt "meh" i forhold til Battlefield 2, som stadig er et af mine yndlingsspil. 3 prøver alt for meget at være Call of Duty ...
Har læst bogen The Happiness Project: Or, Why I Spent a Year Trying to Sing in the Morning, Clean My Closets, Fight Right, Read Aristotle, and Generally Have More Fun (Gretchen Rubin), som har været en utrolig inspirerende oplevelse om, hvordan man med små attitudeændringer kan forbedre sit eget og andres liv markant
Lavede en stop-motion kortfilm på tre dage: Stuck in the 2econd Dimension
Var på besøg hos IO Interactive og til Spilbar 7, hvor der bl.a. blev snakket Amnesia
Er for alvor gået i Zelda-mode med Skyward Sword, som jeg har spillet nonstop hele den forgange weekend

Så starter uni for alvor - men det går godt!

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Tue, 25 Oct 2011 18:52:00 +0000

Jeg har efterhånden været i gang i to måneders tid, men det er først nu, at jeg føler, at Medialogi for alvor begynder.

For nogle uger siden skulle vi danne en ny gruppe til P1 (vores andet projekt). Jeg synes selv, at jeg er kommet i en rigtig god gruppe, og jeg er ganske glad for, at vi har to ikke-dansktalende medlemmer, fordi det tvinger mig til at øve mig i mit mundtlige engelsk. Jeg har aldrig været særlig stærk i at tale engelsk, men jeg føler helt sikkert, at det har givet mig meget at være nødt til konstant at kommunikere på engelsk, for at alle i gruppen kan forstå det. På blot få uger synes jeg, at jeg er blevet langt bedre til ikke at være bange for at tale, når mange lytter på. Det har især været et problem tidligere til foredrag, når spørgsmål skal stilles på engelsk. Denne "angst" er dog nærmest forsvundet, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg føler mig ikke længere dum eller udsat, når jeg rækker hånden op for at stille et spørgsmål.

Vores gruppe har besluttet at lave en Android-applikation i P1, som i øjeblikket bærer kodenavnet Safety Helper. Dennes formål er at hjælpe folk med at få en opfriskning i førstehjælps-teknikker og vil byde på små minispil á la Trauma Center eller WarioWare, hvor man skal hjælpe folk i nød. Der er stadig meget, som skal på plads, ikke mindst at lære at programmere Java, som vi lige nu har en del forelæsninger i. Desværre er vores forelæser EKSTREM dårlig: Først og fremmest kan han slet ikke tale engelsk (hvilket er nødvendigt, da vi har mange udenlandske studerende). Normalt kan jeg sagtens bære over med sådanne ting, men i hans tilfælde er det nogle gange et kommunikationsproblem, som går ud over éns forståelse. Derudover er hans undervisning meget ustruktureret. Da jeg selv kender en del til programmering i forvejen (mest C#) ved jeg, hvordan det er at starte med at skulle lære at tænke som en programmør. Der er virkelig mange ting, som skal på plads; man lærer jo faktisk et helt nyt sprog og en ny, logisk tankegang. Desværre lader det til, at vores programmerings-forelæser fuldstændig har glemt, hvordan det er at lære programmering. I stedet for at lære de mest basale ting, hopper han rundt i alle mulige emner, som først er nødvendige for éns forståelse senere hen. Jeg vil sammenligne hans undervisning med en børnehaveklasse, der skal lære grammatik, før de kan læse og skrive.

Jeg er udmærket klar over, at det er meningen, at det meste skal være selvstudie, men det er nu engang et problem, når over halvdelen af eleverne efter to forelæsninger stadig ikke har fået opsat Eclipse (vores IDE) med Google Web Toolkit. På Medialogi vil man nemlig forsøge sig med quasi web-programmering, hvor man gør brug af traditionel Java sammen med GWT, der tillader éns kode at køre i en browser. Det er altså hverken rigtig Java eller JavaScript. Tidligere har man lært ActionScript på første semester, man nu prøver man sig med denne nye tilgang. Efter min mening giver det en masse komplikationer, både teknisk (Eclipse har det med at crashe og lave mærkelige fejl) og forståelses-mæssigt. Hvorfor ikke først lære almindelig offline Java og så dernæst bygge ovenpå med web? Det bliver spændende at se, om fremtidens Medialogi-studerende kommer til at lære Googles nye sprog, Dart, der lader til at blive en gylden middelvej for Java og JavaScript ...

Som sagt har vi valgt at programmere en app til Android, hvilket betyder, at vi nu ikke bare skal lære Java, men også hvordan Android OS'et hænger sammen. Jeg er den eneste i min gruppe med tidligere programmerings-erfaring, så derfor skal jeg ofte hjælpe de andre (hvilket jeg absolut intet har imod; faktisk lærer jeg en del selv ved at skulle prøve at forklare/konceptualisere tingene). Vi er netop startet med bogen Sams Teach Yourself Android Application Development in 24 Hours. Det er vigtigt, at alle for en god helhedforståelse, så vi ikke ender ud med, at kun nogle ganske få forstår programmeringen bag og måske ender med at lave nærmest det hele (hvilket var lidt tilfældet med vores Game Maker-projekt i P0).

Udover programmeringen er vi i dag begyndt på 3D/animation, hvor vi skal til at lære Maya. Her er jeg rimelig grøn, men der er til gengæld en pige i min gruppe, som har beskæftiget sig en del med især 3ds Max før, så her hjælper vi hinanden. Vores første opgave er at lave en simpel figur, som skal animeres og stages. Heldigvis har vi helt til december, før vi skal aflevere, hvilket er rart, da der virkelig er meget at se til.

Ellers går det generelt meget godt. Jeg er endelig blevet indlogeret i min kollegielejlighed, som faktisk er blevet ganske pæn (men gosh, hvor var det nogle dræbende lange timer i IKEA!). Det er fedt endelig at have sit helt eget sted.

Udover studiet er jeg for nyligt gået i gang med bogen The Happiness Project: Or, Why I Spent a Year Trying to Sing in the Morning, Clean My Closets, Fight Right, Read Aristotle, and Generally Have More Fun (Gretchen Rubin), som er ganske lærerig. Efterfølgende regner jeg med at læse BioShock: Rapture (John Shirley), som jeg også har liggende. Nå ja, jeg er også gået i gang med Shadow of the Colossus, men jeg må indrømme, at jeg indtil videre klart foretrækker ICO og dets minimalistiske design. Shadow virker med nutidens øjne en smule forældet, hvor især det enorme landskab føles tomt og intetsigende (hvilket jeg godt ved lidt er meningen, men alligevel). Jeg går også meget og glæder mig til at modtage Battlefield 3, og til at Zelda: Skyward Sword omsider udkommer.

Kort sagt: Det går sgu egentlig meget godt med mit liv for tiden :)

En lille SITREP fra Medialogi et cetera

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Fri, 07 Oct 2011 09:22:00 +0000

Hey. Jeg har været lidt inaktiv herinde på det seneste. Det skyldes, at jeg har haft travlt i gang med at starte på universitetet.

På Medialogi er vi omsider blevet færdige med vores P0: et projekt, hvor vi skulle lave et spil i Game Maker og skrive en rapport på 20 sider på tre uger. Min gruppes spil endte med at blive Nugget's Revenge, som er en simpel platformer om en kylling, hvis familie bliver kidnappet af en ond bondemand (vores tema var bondegårdsdyr). Ikke noget sindsoprivende nyt eller revolutionerende, men det blev da en ganske fin, lille platform-titel med en sej boss-kamp til sidst.

I sidste uge var vi så til eksamen i spillet og rapporten. Jeg synes, det er mega cool, at vores første eksamen er et computerspil. Det tyder på, at jeg har valgt den rigtige uddannelse! Eksamen forløb fint, og der var ikke de store dikkedarer.

Her i mandags drog hele Medialogi-holdet så til Lemvig på den obligatoriske rus-tur (eller rus-kursus, som det nu officielt hedder). Naturligvis betød det masser af druk, fest og ballade, men derudover var det også rigtig hyggeligt og rart, at tale med de andre for studiet. Op til nu har man nemlig stort set kun snakket med dem fra sin egen gruppe, fordi vi konstant sad i vores "hule" og udviklede spil. På mandag begynder det næste projekt, P1, og her skal vi selv stå for at danne grupper. Det er vigtigt at finde folk, som man klikker godt sammen med, da vi skal være i denne gruppe frem til slutningen af december. Derfor var rus-turen en oplagt mulighed for at danne sig et indtryk af de andre. Lige nu har jeg en rimelig god fornemmelse for, hvem jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med.

Jeg har omsider fået min egen kollegielejlighed i Aalborg. I slutningen af sommerferien blev jeg tilbudt et værelse, som jeg tog op og kiggede på. Det viste sig dog hurtigt at være et ret kedeligt sted uden jævnaldrende studerende, så derfor tog jeg chancen og takkede nej. Herefter har jeg ventet spændt på at få et nyt tilbud, og i mellemtiden har jeg overnattet hos en kammerat, som var så heldig at få et kollegie kort før studiestart. Jeg håbede på at kunne få en lejlighed i det samme område, men desværre blev jeg gang på gang tilbudt som alt andet end nummer 1. Men for nogle uger siden var lykken med mig, og jeg er nu den stolte ejer af en kollegielejlighed, kun få minutters gang fra campus.

Lejligheden er på 32 kvadratmeter til en pris á 2700 kr./måned (alt inkluderet) og står til overtagelse den 15. oktober, men jeg håber på at kunne få nøglen lidt før. Det bliver rart endelig at kunne flytte rigtigt til Aalborg, da jeg indtil nu kun har haft en rygsæk og sovepose at gøre godt med.

Ellers går det hele meget godt. Jeg har ikke haft så megen tid til at spille videospil, men har da givet mig lidt i kast med bl.a. LA Noire og genudgivelsen af Ico til PlayStation 3. Sidstnævnte er jeg blevet rigtig glad for. I min optik handler videospil om at dele oplevelser med andre - spil er for mig autobiografiske minder. Jeg bryder mig ikke rigtig op at sidde alene foran skærmen, men når jeg spiller sammen med en ven, bliver oplevelsen så meget bedre. Dette har Team Ico forstået at udnytte ved at skabe et spil, som kort og godt handler om "dreng møder pige", hvor man gennem hele spillet konstant løber rundt sammen med den mystiske pige Yorda. Jeg var lidt bange for, at det skulle blive en træg omgang escort-missioner, men jeg må indrømme, at skønt der ikke udveksles verbal kommunikation mellem drengen Ico og pigen Yorda, knytter man et rigtig tændt bånd med hende, især takket være hånd-mekanismen. Det er sjældent, at man føler noget for NPC'er i videospil, men her betyder Yorda faktisk noget, og man vil gøre alt for ikke at miste hende. Derudover finder jeg det mægtig interessant, at hele spillet foregår på et gigantisk slot, og at der er holdt en konsistens imellem alle lokationerne, således, at man ofte kan se tidligere besøgte rum i baggrunden. Spillet låner utrolig meget fra Zelda-serien, men rummer samtidig en masse mystik og charme. Jeg er kun nået få timer ind i spillet, men kan allerede nu se, hvorfor det har opnået klassikerstatus. Dog må jeg samtidig indrømme, at spillet på ingen måde er perfekt. Ofte er level-/puzzle-designet temmelig tvetydigt og ikke altid logisk, og styringen kan nogle gange drille lidt. Alligevel formår spillet at indhylle én i en unik stemning, og følelsen af tomhed er virkelig god.

Jeg ser frem til at give mig i kast med Shadow of the Colossus bagefter, samt The Legend of Zelda: Skyward Sword, som udkommer i næste måned. Jeg har også snust lidt til betaen af Battlefield 3; 2'eren var et af mine absolutte yndlingsspil, og BF3 lader til at blive ret godt (selvom det desværre bevæger sig mere og mere over på Call of Duty-territorium). Derudover ser jeg også frem Atlus' ekstremt japanske "voksen-spil" Catherine , som desværre er blevet udskudt til næste år i Europa, samt thatgamecompanys Journey, der også først udkommer Q1 2012.

Nå jo, en sidste ting: Jeg synes, det er lidt sjovt, at flere af mine medstuderende har kommet og spurgt, om det ikke er mig, som har blogget om Medialogi. Åbenbart ligger mit indlæg ret godt placeret på Google ...

Mit portfolio ramt af malware - problemet er nu løst!

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Sun, 18 Sep 2011 15:19:00 +0000

Her i går opdagede jeg, at hvis man klikkede ind på min game design portfolio, blev man videresendt til en obskur russisk hjemmeside.

Efter megen søgen frem og tilbage fandt jeg ud af, at nogen havde udnyttet et sikkerhedshul i en image resizer i WordPress. Derfor har jeg måtte bide i det sure æble og slette ALT fra min hjemmeside og begynde forfra. Heldigvis har jeg jævnligt taget backups, men det er stadig en omkostelig proces at skulle bygge siden op igen.

Pt. har Google markeret mit site som "farligt", men jeg har for et øjeblik siden været inde at lave en request om, at de skal gennemgå min side igen, så den kan blive fjernet fra deres blacklist. Selv når jeg forsøger at gå ind på denne blog, kommer Chrome med en advarsel.

Summa summarum: GustavDahl.net og Wikzo.com skulle være helt renset for malware, selv hvis Google i skrivende stund (søndag eftermiddag) siger noget andet. Ergo kan I roligt besøge mine hjemmesider igen.

Medialogi er fedt!

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Fri, 09 Sep 2011 06:39:00 +0000

Den 1. september begyndte jeg at læse Medialogi på Aalborg Universitet. Indtil videre går det rigtig godt.

Vores første projekt, P0, er at lave et lille spil i Game Maker, samt skrive en rapport om vores valg og fravalg i spillet. Jeg har kun arbejdet ganske lidt med Game Maker, men det virker som et fint begynderprogram til at lave små 2D-spil. Der er dog også masser af begrænsninger, især når man er vant til game engines som Unity, der har en del flere hestekræfter bag sig. Det er heller ikke optimeret til objekt-orienteret programmering, hvilket nogle gange godt kan være lidt irriterende.

Uddannelserne på Aalborg Universitet er meget projekt-orienteret, hvilket betyder, at man altid arbejder sammen i grupper, typisk for et semester ad gangen om et selvvalgt projekt. Her får man tildelt sit eget grupperum, og ellers er man herre over, hvad der sker (og ikke sker). Man har helt klart meget selv-ansvar på universitetet i forhold til gymnasiet, for her bliver ikke tjekket fravær, og det er éns egen skyld, hvis man ikke møder op og får lavet tingene til tiden.

Min P0-gruppe fungerer rigtig godt. Det er flinke mennesker, og vi arbejder godt sammen. Jeg er den eneste, som har beskæftiget mig med spiludvikling før, så nogle gange skal jeg lige tænke mig en ekstra gang om i stedet for at tage tingene for givet. Faktisk føles det meget som et game jam, blot med den forskel at P0 strækker sig over cirka tre uger, og at vi skal ende ud med en 15-20 siders rapport i sidste ende. Så selvom vi har meget mere tid til rådighed end til et typisk game jam (der varer 48 timer), skal der stadig knokles.

Vi har valgt at lave et simpelt platform-spil, hvor man styrer en Rambo-kylling, som skal ud at redde sin hønsefamilie fra en onde bondemand, der har zombi-fiseret hele bondegården. Ikke noget videre sindoprivende, men vi blev nødt til at inkorporere farmer-temaet, da dette var vores eneste benspænd. Ellers er resten op til os selv.

Vi er blevet kastet direkte ud i det: Vi har hverken haft forelæsninger endnu eller fået en rigtig introduktion til Game Maker. I stedet er vi blevet bedt om selv at prøve os frem med tutorials på nettet. Jeg kan godt lide, at man selv skal lære tingene, men omvendt tror jeg også, at det for nogle af grupperne kan være lidt svært at komme i gang, hvis ingen har prøvet at udvikle spil før. Dog virker det som om, at en stor del har valgt Medialogi netop på grund af spiludviklingen.

Aalborg Universitet har i år oplevet en markant stigning i antallet af ansøgninger, og Medialogi er næsten blevet fordoblet i forhold til sidste år. Vi er lidt over 100 nye Medialoger, hvoraf 16 af dem er piger. På den ene side er det fedt, at vi er så mange, men på den anden side ærgrer det mig lidt, fordi det bliver svært at nå at snakke med alle, da man nærmest hele tiden opholder sig i sine grupperum. Heldigvis er der masser af sociale arrangementer, hvoraf de fleste omhandler indtagelse af alkohol. Det er fedt nok, men jeg savner måske lidt nogle mere stille og rolige arrangementer, hvor man kan sidde og hygge sig sammen uden at være på pub eller lignende. Men det kommer nok med tiden, når vi har lært hinanden bedre at kende.

Så, indtil videre er jeg ganske godt tilfreds med Medialogi. Desværre har jeg endnu ikke fået noget kollegieværelse i Aalborg, da jeg i sidste måned valgte at takke nej til én. Dette gjorde jeg, fordi den lå i et rigtig kedeligt område med kun ganske få studerende, og fordi lejligheden manglede praktiske ting som køleskab, ovn, internet, mv. I øjeblikket bor jeg hos en kammerat. Vi søgte kollegie det samme sted, som er et stort kollegieområde med omkring 200 boliger, hvoraf en del af dem er Medialoger. Jeg ved godt, at man ikke skal være kræsen, men omvendt skal jeg bor heroppe i 3+ år. Så vil jeg hellere vente lidt ekstra på noget godt i stedet for at tage det første, der kommer. Desværre er kø-systemet ret ulogisk sat sammen, så det er svært præcist at sige, hvornår det bliver éns tur.

Her til sidst: Måske undrer du dig over, hvad en Medialog overhovedet er. En af vores tutorer kom med en ret god definition: En Medialog er en nørd med people skills. Det synes jeg, passer meget godt, for det virker som om, at alle er teknologi-nørder, men omvendt er det også Medialogerne, som råber højest til festerne. Folk er i hvert fald meget udadvendte, hvilket jeg synes er rigtig fedt.

At tale om spil-afhængighed

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Sun, 28 Aug 2011 09:01:00 +0000

Måske kender I Extra Credits, som i de sidste par år har budt på spændende og kritiske videoer om videospils-industrien. For nyligt brød man op med The Escapist (som bl.a. huser Zero Punctuation) grundet økonomiske uoverensstemmelser. Dette har dog ingenlunde betydet, at Extra Credits stopper med at eksistere - tværtimod.

Holdet bag Extra Credits søger nu nye græsgange og har for nyligt oprettet Extra Curricular som et opholdssted og debat-fora for de emner, der bliver taget op i deres videoer.

Deres nyeste episode er ganske unik. Tidligere har det foregået med goofy tegneseriefigurer og med Daniel Floyds lettere opskruet musestemme, men denne gang er temaet lidt mere seriøst, da man i denne uge tager emnet spil-afhængighed og -tvangshandlinger op. Derfor har holdet bag taget en mere personlig tilgang, hvor James Portnow (designeren og forfatteren bag Extra Credits' manuskripter) sidder for åbent kamera og fortæller sin egen historie om dengang, han var ung og tog nogle forkerte beslutninger. Her taler han hudløst ærligt om sit ambivalente forhold til EverQuest, der har ledt til både gode og dårlige ting i hans liv. Det er en meget rørende historie, som fremstår både vedkommende og fjern på samme tid. Jeg vil ikke sige, at jeg har stået i samme ekstreme situation, men jeg kan sagtens nikke genkende til følelsen af at bevæge sig ind i en virtuel verden til fordel for at acceptere virkelighedens realiteter.

I dag er James Portnow en anderkendt spildesigner, men det har åbenlyst ikke været nogen nem rute, han har taget. Hans to videoer er virkelig tankevækkende, og det er meget modigt gjort af ham at fremstå så åben foran flere tusinde mennesker, som kommer til at se ham på YouTube. Det giver én en god anledning til at revurdere, hvordan man behandler sig selv og andre i sit eget liv, og giver i særdeleshed grund til at værdsætte de ting man allerede har kært. Selvom videoerne er forholdsvis lange, er de klart anbefalesesværdige. Det glæder mig at se, at vores medium er ved at blive så modent, at tiltag som Extra Credits, Kill Screen og The Brainy Gamer m.fl. er blevet så udbredt og populære, som de er. Stort kudos herfra!

Ludonarrativ resonans - videospil med fortællerstemme

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Mon, 15 Aug 2011 11:28:00 +0000

Prøv at tænk tilbage på spil som BioShock og Portal. Hvad gjorde disse spil gode, hvad fik dem til at skille sig ud fra mængden? Gameplayet? Begge kan kategoriseres som FPS-spil, og begge indeholder for genren konventionelt gameplay mixet op med nogle nye (og ganske veludførte) elementer. Men når alt kommer til alt, så var det ikke gameplayet, som gjorde disse to spil fabelagtige, vel? Nej, det var deres historier. Eller rettere: måden, hvorpå historien i de to spil blev fortalt på.

Historiefortælling har altid været lidt af et tveægget sværd i spillenes verden. Det har skabt splid mellem mange. Hvad er vigtigst: godt gameplay eller en god historie? (bedre kendt som debatten mellem ludologisterne og narrativisterne) I dag prøver mange spil på at være cinematiske ved at efterligne film-mediets kvaliteter. Nogle gange spørger jeg mig selv, hvorfor det er sådan. Hvorfor skal spil-mediet give sig ud for at være noget andet, end det er; hvorfor kan de ikke "bare" være spil og operere på deres deres præmisser?

Indimellem dukker der titler op, som formår at forene gameplay og historiefortælling i en højere enhed. Spil, der i særlig grad viser, hvad mediet er i stand til: BioShock, Portal, Braid, Flower, Passage og Superbrothers: Sword & Sworcery EP, for blot at nævne nogle få eksempler. Alle er de spil, der forstår at udnytte mediet og gøre ting, som ikke kan lade sig gøre andetsteds. Tænk bare på plot-twistet i BioShock. Igennem hele spillet er man blevet narret til at tro ét, men til slut viser det sig, at alt, hvad man har foretaget sig, faktisk slet ikke er, som man havde forventet. Spillet laver i dén grad en 180 graders vending. Havde det foregået i en bog eller film, ville twistet ikke have haft nær så stor gennemslagskraft, simplehen på grund af den manglende interaktivite - spilleren har selv udført handlingerne i stedet for blot at være en statisk tilskuer. Braid gør noget tilsvarende, dog med en mere mekanisk (gameplay-mæssig) tilgang. Vi kommer heller ikke uden om GLaDOS fra Portal-spillene, eller indie-perlen Flowers fascinerende og nærmest Pixar-agtige måde at kommunikere følelser og drømme på.

Det er spil som disse, der beviser mediets værdi. At videospil ikke kun er overfladisk underholdning, men at spil faktisk også kan kommunikere filosofiske tanker og begreber på højde med film, bøger og musik. Der er naturligvis lang vej endnu, men jeg ser en lys fremtid for spiltitler, der ikke udelukkende handler om instinktiv "se-og-dræb" gameplay, men som også opfordrer spilleren til at ræsonnere over, hvad der foregår på skærmen.

Bastion
For nogle uger siden udkom rollespillet Bastion på Xbox Live Arcade. Da jeg første gang hørte om det, tænkte jeg, at det ikke lignede noget for mig. Genren tiltaler mig ikke rigtigt, og det sidste spil af denne type, jeg prøvede, er nok Diablo II, hvilket altså er temmelig længe siden. Men efterhånden begyndte Bastion at få mere og mere positiv omtale, hvor folk især lovpriste dets unikke fortællerstil. Derfor kunne jeg ikke dy mig for at downloade en demo af spillet for at finde ud af, hvad det hele handlede om.

Setup'et er ret klassisk: En heltemodig lille fyr havner i en forunderlig verden med hukommelsestab. Han begiver sig afsted for at lære, hvad der er sket, men på hans vej støder han på grufulde monstre, som skal nedslagtes. Det er et traditionelt hack 'n' slash-rollespil set fra et isometrisk fugleperspektiv med en charmerende håndtegnet grafikstil. Gameplayet er ganske velfungerende og solidt, men det er i historiefortællingen, at spillet folder sine vinger ud.

Bastion har nemlig, hvad udviklerne Supergiant Games kalder "reaktiv narrativitet", hvor en allestedsnærværende fortæller sidder og kommenterer spillerens handlinger. Det er en dynamisk fortællerstil, som beskriver, hvad der sker på skærmen. Effekten er overraskende god: Nærmest uanset hvilken handling, spilleren foretager sig - det være at falde ud over kanten, slå monstre ihjel, samle nye våben op, gå i level, etc. - har denne meta-agtige fortæller altid noget at sige. Nogle gange er det sjove sidebemærkninger, når spilleren kvajer sig, mens det andre gange er plot points, som skaber fremdrift i historien.

Jeg har ganske vist kun prøvet en kort trial af spillet, men jeg må sige, at fortællerstemmen i Bastion virker som et friskt pust. Det er dog på ingen måde nogen ny idé; masser af bøger har denne slags fortæller, der på magisk vis er med til at sætte gang i historien. Men det er første gang, at jeg har set det implementeret i et videospil - som jo netop er et medie, der arbejder med dynamik og interaktivitet. Left 4 Dead gjorde brug af en lignende dynamisk fortællerstil, hvor omgivelserne satte liv i historien, men lidt mere inddirekte i forhold til den eksplicitte fortællerstemme, som er at finde i Bastion. Hvor vidt denne feature bliver brugt til mere end blot en finurlig måde at fortælle historien på, ved jeg ikke, men jeg kunne godt tænke mig at se idéen udforsket nærmere i andre spilgenrer.

The Stanley Parable
Hvilket leder mig til et andet spil, eller rettere sagt et mod. The Stanley Parable er et mod til Half-Life 2, der på samme måde leger med historiefortællingen. Men hvor Bastion er reaktiv narration, vil jeg snarere betegne The Stanley Parable som dikterende historiefortælling. Her er også en allestedsnærværende fortæller, som taler til en arbejder ved navn Stanley. Denne forsøger at fortælle en historie, og derfor har Stanley bare at makke ret, så historien kan skride frem som planlagt

Inden du læser videre, vil jeg stærkt anbefale at downloade The Stanley Parable på MOD DB. Det eneste, der kræves, er, at du har installeret Steam og Source SDK, hvilket kan hentes kvit og frit. Spillet tager ikke lang tid at komme igennem, og det er en milliardmillion gange bedre at opleve det på første hånd i stedet for at læse om det. Når du er færdig, kan du fortsætte med dette blogindlæg :)

The Stanley Parable er en eksistentialistisk fortælling, som blander 1984s problematik om overvågning med en nærmest Douglas Adams-agtig komisk fortællerstemme. Spillet sætter spørgsmålstegn ved, hvor vidt alting i livet er skæbnebestemt, eller om vi har mulighed for at "ryste posen" og prøve noget nyt. Jeg har haft lidt om begrebet solipsisme i gymnasiet, som netop handler om, hvem der trækker i livets tråde - og hvem der trækker i trådene på dem, som trækker i trådene på os. Altså en slags "who watches the watchmen?"-situation. Det er et filosofisk begreb, som for alvor blev populært med Matrix-filmene og senest Inception. Ordet betyder bogstavlig talt "selv-alene" (solus: alene; ipse: selv) og er en metafysisk teori, som siger, at éns eget jeg er det eneste, der eksisterer. Det er en anskuelsesvinkel, hvorunder verden i sig selv kun er perciperet af en enkelt person, og at eksistensen af andres bevidstheder benægtes.

The Stanley Parable handler om kontorarbejderen Stanley, hvis job går ud på hjernedødt at trykke på knapper hele dagen lang. Han får sine ordrer gennem computerskærme, men en dag stopper de med at dukke op. Dette sætte Stanley i en ambivalent situation, fordi han aldrig rigtig har begivet sig ud fra sit kontor før, og han er ikke just den initiativtagende type. Det ender med, at han forlader arbejdspladsen for at finde ud af, hvad der er galt, men tilsyneladende er hele bygningen tom.

Stanley bevæger sig ud på gangen, hvor han mødes af to åbne døre. Her fortæller den verbale fortæller, at Stanley dernæst går ind ad den venstre. Men det er helt op til spilleren at vælge, hvilken dør Stanley tager. Tager man den "rigtige", fortsætter historien, men tager man den til højre, bliver fortælleren vred og beder straks Stanley om at gå tilbage igen. Sådan fortsætter spillet, hvor man hele tiden sættes over for valg: Vil man gøre, som fortælleren dikterer, eller modsætter man sig hans vilje og går en anden vej? Situationen minder meget om den sidste del af Portal, hvor man flere gange gør GLaDOS utilfreds, fordi man vælger en anden rute, end hun har planlagt. Men i modsætning til Portal, som i sidste ende har en lineær historie, indeholder The Stanley Parable flere forskellige udfald, alt efter hvilken rute man vælger. Selvom éns valg som spiller er minimale og mundane (går jeg op eller ned ad trappen?), ender de i sidste ende med at have store konsekvenser for historien.

Derudover er The Stanley Parable ekstrem selvbevidst, hvilket kommer til udtryk flere steder. For eksempel i en af de mulige negative slutninger, hvor Stanley nægter at følge fortællerens ordrer. Som modsvar til dette gør fortælleren én opmærksom på, at det hele bare er et sølle videospil, men at dette ingenlunde betyder, at Stanely kan "vinde" spillet, uanset hvor meget han prøver. Nej, for Stanley er i fortællerens magt, og der er intet, han kan gøre, for at ændre historiens gang - eller er der? Jeg elsker, når videospil arbejder med utroværdige fortællere, og når der brydes med den fjerde mur på nye, kreative måder.

Spillet handler i høj grad om viljeløshed, og derfor finder jeg det meget sigende, at der flere steder optræder et Skak-bræt. Dette kan kan tolkes som et symbol på manglende kontrol: Man er blot en lille brik i et større spil, som bliver styret af en ovenstående magt. Det er ligesom arkitekten Ariadnes totem-figur i filmen Inception, som jo netop også er en Skak-bonde.

Det er imponerende, hvor mange spørgsmål og problematikker, spillet evner at tage op med kun få virkemidler. Teknisk er mod'et ikke noget særligt, men konceptet bag rummer tilstrækkelig med idéer til, at The Stanely Parable fremstår som en unik oplevelse ulig noget andet. Mod'et tåler nemt flere gennemspilninger for at se de forskellige udfald - man gør sig faktisk en bjørnetjeneste ved IKKE at spille det flere gange. Heldigvis kan man køre igennem på små 10 minutter, hvilket betyder, at man kan opleve alle seks slutninger på en halv times tid.

Dialogen er velskrevet, og den britiske fortællerstemme er i en klasse for sig selv. Spillets meta-agtige fortælling får i dén grad én til at tænke over et og andet, men præcist hvad er op til den enkelte spillers subjektive tolkning. Om man overhovedet kan kalde The Stanley Parable for et videospil, står til diskussion, men nogle vil måske kalde det en satirisk kommentar på videospils-troper eller måske sågar et kunstnerisk "notgame". Det bliver spændende at se, hvad udvikleren Davey Wreden finder på næste gang, for han har uden tvivl stort potentiale.

Obviously this is a game about video games. It's about our limited perception of what story is in a video game, and how that story can become completely different when we question video gaming tropes that we now take for granted. From an outside perspective, it might appear humorous that someone could die over and over and over in a game and yet still complete the mission. Yet we suspend our disbelief because we want the experience the game is trying to deliver. With the Stanley Parable, I wanted to make something where actually questioning video game tropes was the experience itself. That made it tough when I showed it to my parents, who have never played games. They didn't quite get what was going on... - Davey Wreden

Læs i øvrigt interviews med den 22-årige mod'er på Kotaku og The Creators Project. Men spil for guds skyld spillet først!

Ludonarrativ resonans
Overskriften til dette blogindlæg stammer fra et begreb, spildesigneren Clint Hocking bruger i sin kritik af BioShock. Kort fortalt er ludonarrativ dissonans konflikten mellem et spils historie og dets mekanik/gameplay. Han argumenterer for, at BioShock modarbejder sig ved at fremstille Ayn Rands Objektivisme-filosofi om selv-interesse som det underliggende tema, men at dette modstrider spillets gameplay, der på én og samme tid giver og fratrækker frihed fra spilleren. Det er en rigtig interessant anskuelse, og som Hocking siger, er BioShock rigtig tæt på at nå målet for historiefortælling i videospil, men desværre taber spillet det hele på gulvet i sidste ende:

That’s the dissonance I am talking about, and it is disturbing. Now, disturbing is one thing, but let’s just accept for a moment that we forgive that. Let’s imagine that we say ‘well, it’s a game, and the mechanics are great, so I will overlook the fact that the story is kind of forcing me to do something out of character…’. That’s far from the end of the world. Many games impose a narrative on the player. But when it is revealed that the rationale for why the player helps Atlas is not a ludic constraint that we graciously accept in order to enjoy the game, but rather is a narrative one that is dictated to us, what was once disturbing becomes insulting. The game openly mocks us for having willingly suspended our disbelief in order to enjoy it. - Clint Hocking

Konflikten ligger altså i, at spillet præsenterer en hovedperson, som igennem mekanikken fremstilles på en særlig måde. I BioShocks tilfælde har man en stor grad af frihed, fordi man kan skræddersy sin inventory og spillestil, som man lyster. Samtidig stilles man over for det moralske dilemma, om man vil redde eller høste de små Little Sisters.

Omvendt er der historien, som pålægger dig/din avatar en anden følelse: Du er underlagt Atlas' ordrer. Du kan ikke vælge ikke at gøre, som han siger (medmindre du slukker for spillet, selvfølgelig). Uanset hvad du gør, er du nødt til at gøre, som Atlas byder dig, hvis du ønsker at komme videre i spillet. Og selvom Rands filosofi dikterer, at det er bedst at handle for sin egen interesse i stedet for andres, viser det sig faktisk, at det på sigt er bedre at hjælpe Little Sister'erne i stedet for at høste dem - ja, forskellen mellem de to er endda minimale.

Her forsøger spillets mekanik/gameplay og spillets historie/tema at trække dig i to vidt forskellige retninger. På den ene side har du stor grad af frihed, mens du på den anden side er underlagt spillets lineære struktur, som vil være den samme, uanset hvad ud gør (hvis man ser bort fra spillets forskellige slutninger). Dette er dissonansen, eller konflikten, som Hocking taler om. Et mere ekstremt eksempel kunne være den kontroversielle "No Russian"-mission i Call of Duty: Modern Warfare 2. Her er på ingen måde nogen balance mellem gameplayet og historien, idet man er tvunget til at følge med terroristerne, om man vil det eller ej. Man bliver rent faktisk straffet for at handle imod dem (ved eksempelvis at skyde en af terroristerne), hvilket leder direkte til Game Over. Man har så at sige ikke noget etisk valg, udover helt at undlade at spille missionen (hvilket spillet også spørger én om første gang).

Derfor virker det oplagt, at der også må eksistere en ludonarrativ resonans, eller harmoni/genklang, om man vil. Her synes jeg især, at The Stanley Parable gør et godt forsøg på at forene historie og gameplay. I spillet er man ekstrem viljeløs: Hop og sprint er blevet deaktiveret, og selvom man kan trykke på et hav af knapper og paneler, sker der ingenting. Men er så at sige i skæbnens (fortællerens) hule hånd. Men på et tidspunkt begynder tingene at ændre sig, og takket være spillets meta-agtige struktur, formår The Stanley Parable at undergå en udvikling i spillerens perception af verden. Den måde, spilleren/Stanley anskuer verden på i begyndelsen af spillet, er ikke den samme som i slutningen. Det konkrete gameplay ændrer sig ikke, men hele tilgangen til måden, hvorpå man spiller spillet, gør, ved at man "skal tænke ud af boksen" for at progressere videre til alle spillets slutninger. Det faktum, at man på et tidspunkt skal stoppe spillet og loade en ny save viser, at man faktisk har en grad af frihed, selvom spillets forfatter gør alt for at overbevise én om det modsatte.

Sabbatår tur/retur

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Fri, 12 Aug 2011 08:33:00 +0000

For et år siden udfærdigede jeg en målsætning for mit sabbatår, inden at jeg skulle begynde på universitetet. Nu er tiden ved at være gået, men fik jeg nået det, jeg gerne ville?

Jeg synes, det sidste år er gået hurtigt. Selvom jeg har tilbragt meget tid hjemme i forhold til tidligere, hvor jeg gik i skole, har jeg næsten altid haft noget at lave. Selvfølgelig har jeg også taget mig mine fridage, men generelt set er jeg fint tilfreds med udnyttelsen af min tid. Jeg vil især huske tilbage på mit højskole-ophold på Vallekilde Højskole som tre rigtig gode måneder.

Sidste år skrev jeg en liste med en række punkter, jeg gerne vil nå. For at gøre det nemmere har jeg valgt at kopiere den ind her og sætte et par ord på de enkelte ting.

Finde et job
Dette er nok den ting, jeg ærgrer mig mest over med mit friår. Jeg begyndte ellers forholdsvis tidligt at søge jobs i børnehaver, butikker, rengøring, ekspedient på tankstationen og deslige. Men da det blev juletid, havde jeg stadig ikke fundet noget arbejde. Herefter fandt jeg ud af, at jeg skulle på højskole i begyndelsen af 2011, hvilket gjorde, at jeg satte jobsøgningen lidt på standby. Da jeg var færdig kort før sommerferien, begyndte jeg igen at lede efter arbejde, mere specifikt sommerferie-/afløserjobs, men stadig uden held. Jeg har både søgt efter avisruter og hos Post Danmark, samt diverse opslag jeg har fundet i aviserne. Men ingen gider at have sommerferiearbejdere i disse kriseramte tider.

Selvfølgelig kunne jeg sagtens gøre mere, men egentlig synes jeg, at jeg har gjort det okay med min jobsøgning. Jeg har næsten altid været ude på stedet og bedt om at møde chefen i stedet for blot at sende en ansøgning med posten. Uanset hvad har det ikke givet pote, hvorfor jeg nu står tilbage med næsten ingen penge. Jeg håber dog at kunne leve af SU'en, når jeg flytter til Aalborg - selv hvis jeg skal leve under mindre gode kår, end jeg har været vant til hidtil. Heldigvis har jeg en familie, som bakker mig op økonomisk, men det er selvfølgelig meningen, at jeg på sigt skal kunne forsøge mig selv.

Programmering
Et af af mine hovedmål med sabbatåret var at få mere tid til at lære om spiludvikling. Her mener jeg selv, at jeg har klaret det ret godt, da jeg i løbet af det seneste års tid har puslet en del både med C# og Unity. Jeg blev for nyligt færdig med 3D Buzz' videoserie omkring C# og XNA, og i øjeblikket er jeg i gang med at lære matematik gennem selvsamme hjemmeside.

Generelt har jeg arbejdet en god del med spiludvikling, især til forskellige game jams. Og så er der Vallekilde Game Academy, hvor jeg også fik leget lidt med Unity.

I alt har jeg været med på tre spilproduktioner i mit sabbatår: Elastikins, Strings of Fate og Suction Co-Op (samt diverse småprojekter). Jeg ser en fremgang i de spil, jeg laver, hvor jeg især er glad for det seneste sugekoppe-spil, som er ganske sjovt efter min mening.

Level design
Her har jeg desværre ikke rigtig bevæget mig hen, da jeg valgte at prioritere programmeringen højere. Jeg har læst en del teori om emnet, men længere er det ikke nået. Jeg kunne ellers godt tænke mig at give mig i kast med Unreal Editor og senere Hammer for at lave maps til Left 4 Dead, men jeg har ikke rigtig haft den fornødne tid. Det gør det heller ikke bedre, at min stationære computer er temmelig langsom (den har efterhånden 6-7 år på bagen), hvilket især får Epics spilmotor til at køre ekstremt langsomt.

Tegning
Jeg købte sidste år bogen At tegne er at se (Betty Edwards), men jeg må erkende, at det ikke er nået længere end til de første par kapitler. Det har jeg det dog fint med, set i lyset af de andre ting jeg har lavet.

Videospil
Min backlog fra sidste år er fuldstændig forsvundet, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg har især i starten af sabbatåret fået spillet en del forskellige titler, men her på det seneste har jeg faktisk ikke spillet så meget udover Left 4 Dead 2 og Team Fortress 2 i ny og næ. Derudover har jeg genspillet mange af de gamle klassikere. Det var især sjovt at "lære" nogle af de andre elever på højskolen, hvordan man spiller spil som Zelda, Mario, Punch-Out!! og Metroid Prime. Ellers har jeg nydt godt af spil som Amnesia: The Dark Descent, Machinarium og Portal 2. Ej at forglemme de utallige af småspil, jeg har købt til min iPad. Nogle af dem er lidt af noget skrammel, men en overraskende stor del er faktisk ganske god underholdning.

Her på det seneste har jeg dog ikke rigtig haft så stor en lyst til at spille noget. Det skyldes dels, at jeg er blevet mere bevidst om mine køb (jeg har af gode grunde ikke så mange penge for tiden), men også at de nye titler ganske enkelt ikke interesserer mig længere. I øjeblikket ser jeg mest frem til Skyward Sword (ja, jeg er faktisk blevet hyped på Zelda igen), samt bundlen med Ico og Shadow of the Colossus til PS3.

Læse mere
Jeg har, hvis jeg selv skal sige det, været ret aktiv på læseområdet i mit sabbatår. Som bekendt har jeg fået anskaffet mig en iPad, som jeg har brugt flittigt sammen med app'en Read it Later, der er mit samlingssted for interessante netartikler. Herudover har jeg også haft gang i bøgerne. Jeg har tidligere skrevet om min bogliste på LibraryThing, hvor jeg arkiverer alle bøger, som jeg læser.

I alt er det blevet til 15 bøger i løbet af mit sabbatår:

Kommunikation med dyr: Telepatisk dialog (Penelope Smith)
Challenges for Game Designers (Brenda Brathwaite)
Talens magt : indføring i mundtlig retorik (Jonas Gabrielsen)
FotoLæsning (Paul R. Scheele)
Frankenstein or, the modern prometheus (Mary Shelley)
Harry Potter og Dødsregalierne (J. K. Rowling)
The Call of Cthulhu and Other Weird Stories (Howard Phillips Lovecraft)
Egmont & Co. - 50 år med dansk produktion af Disney-serier (Niels Houlberg Hansen)
The strange case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Robert Louis Stevenson [læst på iPad]
Duma Key (Stephen King) [læst på iPad]
Den sidste gode mand (A. J. Kazinski)
Reality Is Broken: Why Games Make Us Better and How They Can Change the World (Jane McGonigal)
The Shining (Stephen King) [læst på iPad]
Replay: The History of Video Games (Tristan Donovan) [læst på iPad]
Under Kuplen (Stephen King)

Komme i bedre fysisk form
Her er nok plads til forbedringer, men jeg har da været ude at løbe, cykle og svømme i nogle perioder i løbet at mit sabbatår. Jeg har også indført adskillige venner i friluftsaktiviteten geocaching.

Netsurferi og tidsspild
Internettet er en evig forbandelse. Facebook, Twitter og nu også Google+ kræver mere og mere opmærksomhed i vores daglige liv. Men med iPad'en er jeg blevet langt bedre til at fokusere på det, jeg finder vigtigt, frem for konstant at skulle tjekke hver evig eneste opdatering. Udover dette er jeg begyndt at gøre brug af Chrome-udvidelsen StayFocused, som er en simpel måde at begrænse sit eget internetforbrug. Her blacklister jeg særlig tidsrøvende hjemmesider (Facebook, Gmail, diverse internet-fora, etc.) og sætter en tidsgrænse på fem minutter. Dette er det maksimale stykke tid, jeg sammenlagt må være på disse hjemmesider i løbet af en dag. Bruger jeg mere tid, bliver siderne ganske enkelt blokeret indtil næste dag. Det er lidt trist, at man er nødt til at tage sådanne værktøjer i brug, men på den anden side kender jeg mig selv godt nok til at vide, at det på sigt vil hjælpe mig og spare mig tid.

Bloggeri
Jeg har skrevet 71 blogindlæg i løbet af mit sabbatår, hvilket jo faktisk er en del. Da jeg skrev min liste sidste år, ytrede jeg mit mål om at forbedre kvaliteten i mine tekster. Efter min egen overbevisning er jeg nået et godt stykke vej. Mange af mine indlæg er i dag længere og mere dybdegående end tidligere, og der er knap så mange "se den her film" eller "her er et interessant link", som jeg ellers har været god til at poste indimellem.

Udover at blogge her på Wikzo.com, har jeg i forbindelse med mit højskole-ophold på Vallekilde kørt en sideløbende blog for Game Academy. Her skrev jeg ugentligt om de mange ting, som vi oplevede på skolen. Det var faktisk lidt af en omvæltning pludselig at have så meget at skrive om, især efter Nordic Game Conference, hvor det var ved at blive et problem, at jeg postede for ofte.

Deadly Premonition - efterforskningen fortsætter

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Wed, 10 Aug 2011 15:01:00 +0000

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg skrev om Xbox-spillet Deadly Premonition: Dette skyldes mest af alt, at jeg er ved at forberede mig til at skulle starte på universitetet, hvorfor jeg ikke har haft så meget tid til at spille. Men nu er jeg omsider klar til at berette om min videre progression i selskab med FBI-agenten Francis York Morgan.

Historien skrider fremad, og jeg lærer mere om mordet på Anna Graham (bemærk ordspillet i hendes navn; ved pt. ikke om det har nogen betydning ...). Jeg sluttede min sidste play session, lige inden at jeg skulle besøge byens hospital. Da jeg ankommer, skal jeg løse en lille gåde for at finde frem til lægen, der er ved at obducere kvinden. Tilsyneladende er doktoren lidt af en Skak-nørd, hvorfor jeg skal igennem en lettere forvirrende puzzle omhandlende placeringen af nogle Skak-brikker.

Da jeg efter lidt gætten frem og tilbage finder rummet, hvor Annas lig befinder sig, viser York sig endnu en gang fra sin professionelle side, da han prøver at deducere, hvordan mordet har fundet sted. Tilsyneladende er Annas tunge blevet bidt over af morderen, men det lykkes FBI-agenten at finde en DNA-prøve nede i kvindens hals. Dette imponerer den lokale sherif og politibetjent, som indtil nu har haft et temmelig anspændt forhold til den kære York.

Straks efter denne episoder begynder der at ske mærkelige ting og sager. Hospitalet er blevet forvandlet til et mareridt-agtigt scenarie, hvor det pludselig vrimler med føromtalte zombier. Desværre er de stadig lige så ikke-skræmmende som før, og skyde-mekanikken fungerer stadig på samme klodsede måde. Her er absolut intet at komme efter, og det virker ret gimmick-y, at hospitalet er blevet til en slags kamparena lidt i stil med måden, hvorpå Silent HIll: Shattered Memories deler gameplayet op i udforskning og flugt.

Da jeg omsider er færdig med at nakke zombier på hospitalet, bliver alting normalt igen, og der er ingen forklaring på, hvad der skete. York virker på ingen måder rystet, hvilket får mig til at tro, at det hele måske bare er én stor illusion af en art.
Efterfølgende får jeg tid til at bevæge mig lidt rundt i Greenvale-by. Som jeg bemærkede før, er der er en ret fed feature, hvor man kan tale med Zach (aka sig selv) under køreturen. Det er en god måde at uddybe Yorks personlighed på. Eksempelvis erfarer jeg, at York er en stor filmnørd med masser af trivial-viden. Her taler han blandt andet om Steven Spielberg, Jaws og Forrest Gump. York har en længere samtale/monolog om Jaws og fortæller om et easter egg i Back to the Future Part II, hvor man kan se premieren på holofilmen Jaws 19 kører i baggrunden. Jeg synes, det er ret sejt med sådanne intertekstuelle popkultur-referencer; sådan noget måtte der gerne være i flere spil.

På et tidspunkt, imens jeg cruiser lidt rundt for mig selv, kører jeg forbi en bil med en pil ovenover, der siger "Suspect". Nysgerrigt vender jeg om og kører efter. Jeg placerer min bil foran, så den mistænkte stopper, og jeg går ud af bilen for at snakke med vedkommende. Her kommer jeg dog til at tale med den forkerte i bilen, da der nemlig sidder to i køretøjet. Tøsen, som sidder ved siden af den mistænkte, siger ikke noget særligt, og da samtalen er slut, sker der noget uventet: Fyren kører uden om min bil og drøner ud af landevejen! Jeg skynder mig selvfølgelig ind i bilen igen for at gentage jagten (med sirenerne tændt, naturligvis). Da jeg omsider indhenter dem, kører jeg som før ind foran og går ud af min bil, blot for at opdage, at min bil nu ikke holder der, hvor jeg placerede den, men nogle meter væk fra fortovskanten ... Hurtigt sætter jeg mig ind igen, drøner afsted, og igen forsøger jeg mig med at blokere for den mistænktes bil - men med samme resultat. Af en eller anden mystisk årsag vil spillet ikke, at jeg parkerer min bil der, hvor jeg gerne vil, og dette medføre, at den mistænkte endnu en gang slipper væk. Jeg gentager min handling, men uden held. Benzinmåleren i min bil er næsten i bund, og jeg må se i øjnene, at den mistænkte slipper væk.

Ovenstående episode var på samme tid både irriterende og interessant. Irriterende, fordi spillets checkpoint-system har nogle låste positioner, hvor éns bil bliver parkeret. Interessant, fordi dette tydeligvis ikke var noget, designerne bag fandt på, men en semi-emergent handling, der opstod på grund af spillets sandbox-struktur. Selvom jeg på intet tidspunkt reelt havde noget andet incitament for at følge efter personen, end at et stort "Suspect"-skilt hang oven over vedkommende, var det alligevel en ret sjov oplevelse at forsøge at fange personen.

Generelt er bil-systemet en smule fejlfyldt. Eksempelvis oplevede jeg, at hvis jeg trykkede på skip-knappen, imens York satte sig ind i bilen (hvilket tager lidt for mange sekunder efter min smag), hændte det, at agent York pludselig blev fraskilt bilen. Jeg kunne stadig styre bilen rundt, mens York blev hængende i luften, der hvor jeg satte mig ind i bilen. Det var ret sjovt at se ham sidde i den blå luft og dreje armene frem og tilbage ved et usynligt rat.

En anden ting, som irriterer mig, er, når man strander i byen uden en bil. Deadly Premonition er intet GTA, og man kan dermed ikke hugge civile menneskers biler (hvilket er forståeligt nok, siden York er fra FBI). Men sommetider hænder det, at der ingen bil er i nærheden, og man er nødt til at traske adskillige kilometer til fods. Godt nok kan man købe særlige flares (lyskugler, der ofte blive brugt hos flyvemaskiner, som skal undgå fjendtlige, varmesøgende missiler), der på magisk vis kan fremkalde politibiler lige for øjnene af én. Men har man ikke sådan en flare, er det bare bad luck, du; du bliver nødt til at gå (og indimellem løbe, når York ikke er træt) hele vejen.

Nå, men for at springe lidt videre i handlingen tog Francis York Morgan ud til gerningsstedet, hvor Anna Graham blev dræbt og klynget op på et stort træ. Her finder han adskillige spor, som han igennem sin "profiling" bruger til at regne ud, at han skal ned at undersøge den lokale savmølle. For at gøre en lang historie kort tager York, sheriffen George Woodman og betjenten Emily Wyatt et smut forbi en forladt savfabrik. På lang afstand lugter jeg endnu en "arena-agtig" kampsekvens, og som jeg gættede på, inden vi nåede frem, insisterer York selvfølgelig på, at han skal begive sig derind alene. Typisk videospil! På trods af al logisk sund fornuft skal helten altid begive sig hen til de farlige steder uden sine kompagnoner. Jeg begiver mig altså mutter alene ind på fabrikken, hvor det stærkt hintes om, at der er noget galt - stadig kun bevæbnet med en sølle pistol (jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg får fat i nye våben).

Ganske rigtigt er stedet befængt med bunkevis af zombier: stadig samme, kedelige slags, som falder til jorden efter få hovedskud. Men efter kort tid finder jeg et obskur alter, hvor der tydeligvis har fundet en eller andet form for rituel handling sted. Jeg begiver mig videre, og på et tidspunkt kommer jeg ind i et rum, hvor døren smækker i. En telefon i nærheden begynder at ringe. Da jeg tager den, bliver jeg mødt af en dyb, grum stemme, som fortæller mig, at jeg skal se at skrubbe af; ellers bliver det værst for mig selv. Sekunder bagefter dukker et blodrødt symbol op på ruden - et omvendt peace-tegn. Stemningen er nu blevet en anelse med tryggende, men jeg bevæger mig videre i de stadig mere og mere uinspirerende korridorgange. Indimellem bliver jeg mødt at zombie-fjender, men de volder intet besvær, nej faktisk tværtimod.

På et tidspunkt skifter kameraet over til den før omtalte Raincoat Killer, hvor jeg i et kort øjeblik ser ham gå igennem en dør. Åbenbart er han meget tæt på, men om han leder efter mig, eller prøver at gemme sig, ved jeg ikke. Jeg bliver lidt mere anspændt og frygter, at øksemorderen kan dukke op om hvert et hjørne. Derfor er det lettere komisk, at spillets almindelige zombie-fjender giver den modsatte effekt: Hver gang, jeg møder dem, ånder jeg lettet op, for jeg ved, at så længe de er tilstede, kan The Raincoat Killer umuligt dukke op samtidig. Hvor jeg har den idé fra, ved jeg ikke, men fjenderne har en beroligende effekt på mig. Men tingene varer ikke ved. De gør de sjældent. Efter at have fundet adskillige beviser møder jeg langt om længe The Raincoat Killer. Et hurtigt Quick Time Event dukker frem, og jeg når at dukke mig for den svingende økse. Den kåbeklædte fyr laver igen den akavede "tsk tsk"-finger og rysten på hovedet, hvorefter York begynder at spurte væk. Desværre bliver stemningen spoleret lidt af det faktum, at flugten udelukkende sker gennem endnu et primitivt QTE. Det gøres ikke bedre af, at jeg skal hamre analogpinden fra venstre mod højre, mens York løber FREMAD. Det er uintuitivt og dumt, at min figur på skærmen bevæger sig opad, mens jeg skal sidde og slå styrepinden horisontalt frem og tilbage.

FBI-agenten gemmer sig på et værelse, hvor han flusk låser døren. Han kigger sig omkring, og søreme om der ikke både er seng, garderobe og telefon i rummet! Sidstnævnte begynder at ringe, og da York tager telefonen, bliver der fremmanet et skummelt "I see you!" i røret. York går hen mod døren, som har en lille lem, man kan kigge ud af. På den anden side står mr. Raincoat og glor direkte på én. Her begynder han at hugge løs med sin økse på døren, hvorefter skærmen deles op i to billeder: et af døren og et af agent York. En tidsbar dukker op i bunden, og det er tydeligt, at jeg kun har ganske kort tid til at gemme mig. Hærdet gyser-spiller som jeg er, gemmer jeg mig naturligvis under sengen. Dér vil han ALDRIG finde mig!

Efter et kort øjeblik splintres døren, og den mystiske morder træder ind, øksen slæbende langs jorden. Systematisk kigger han i hvert skab, mens han mumler et eller andet. Samtidig dukker en button prompte op, der vil have, at jeg holder den venstre skulderknap i bund, således at York holder vejret. Efter adskillige sekunder udbryder Raincoat Killer i et vredt råb, mens han arrigt kaster øksen ind i et bord for herefter at gå sin vej. Hvordan han kan have undgået at finde mig er ud over min fatteevne, men til sidst får York snøvlet sig sammen og kravler væk fra sengen. Fuldstændig upåvirket siger York: "That was a waste of time," som om intet var hændt. That man got balls, I tell you.

Det hele er dog ikke slut endnu, for da York begiver sig ud på gangen, dukker den kære øksemorder frem endnu en gang. Igen skal der løbes med samme QTE-teknik fra før, dog krydret med sporadiske hop over kasser, som står i vejen. På et tidspunkt, da The Raincoat Killer kaster sin økse efter York, kommer jeg til at trykke på B-knappen, som bruges til at beskrive de nærmeste omgivelser. Komisk nok siger teksten: "There is no problem." Hellige galimatias, om der er et problem! Du har en økse flyvende direkte mod dit baghoved!

Det lykkes igen York at undslippe, og han ankommer til en elevator, hvor alt tilsyneladende ånder fred og ro. Men som de fleste nok ved, er en elevatortur sjældent hverken fredelig eller rolig. Som forventet springer morderen frem, da elevatoren begynder at køre, og igen bliver mine fingerfærdigheder sat på prøve i et QTE. Første gang går det dog knap så godt, da jeg ikke er hurtig nok til at reagere, hvilket resulterer i Yorks død. Jeg genloader save-filen, og denne gang er jeg forberedt. York trækker sin pistol, sigter ikke mod sin modstander, men i stedet på kontrolpanelet i elevatoren. York laver et rullefald, hvorefter han skyder på knappen, der får døren til at smække i, og mr. Regnfrakke stiger mod sin vilje til vejrs, mens York står og får sig en smøg. Hvorfor han ikke udnyttede chancen til at skyde morderen i stedet, begriber jeg ikke, men hvis han havde gjort dét, var der nok ikke så meget plot tilbage i spillet ..

Da York træder ud af fabrikken, bliver han mødt af sheriffen og politibjetenten, som modvilligt har måtte vendte udenfor. Francis York Morgan nævner ikke et ord, ikke et eneste, om episoden med øksemorderen. I stedet spørger han med et smil på læben, om han kan få lov til at se deres rygge. York har nemlig en mistanke om, at den pågældende morder (som måske/måske ikke er The Raincoat Killer?) har det omvendte peace-symbol på ryggen. Betjent Emily Wyatt er "clean", mens sherif Woodman har adskillige ar på sin ryg. Han forsikrer dog om, at de ikke har noget med sagen at gøre, og at det ikke er noget, York skal spørge nærmere ind til - akkurat ligesom at de ikke spørger til "Zach".

Herfra sker der ikke så meget. Jeg kører lige rundt i byen og snakker med forskellige personer. Senere på dagen er der indkaldt til forsamlingsmøde på rådhuset, hvor York får chancen for at udspørge folk nærmere. Her er dog flere mistænktsomme typer, men York har ingen indicier. Bagefter bliver agenten inviteret ud at spise sammen med sheriffen og politibetjentene, hvor de får sig en hyggelig snak om Yorks tidligere mordsager. Helt kold fortæller FBI-agenten om en sag, hvor en mand har slået adskillige ihjel ved at save deres lemmer fra hinanden, hvorefter han brugte deres kranier som drikkeskåle. De andre kigger måbende til med deres burgere hængende ud ad munden, men York slår det blot væk som en bagatel.

Francis York Morgan er virkelig noget for sig selv. Han er en unik og interessant personlighed, som både giver associationer til Miles Edgeworth fra Ace Attorney-spillene, men så sandelig også Tyler Durden fra Fight Club. Han er arrogant, men samtidig ekstrem selvbevidst og svær at gennemskue. Han er en mand med hemmeligheder i bagagen, dét er helt sikkert. Han er ingen typisk macho-helt, men forstår at bruge sin kløgt til at ræsonnere sig til løsningen. Det er hans figur, som driver spillet fremad, og som gør historien interessant og markant anderledes, end hvad man er vant til fra denne type genre.

I min forrige post betvivlede jeg spillets uhyggelighed, og det er begyndt at gå mere og mere op for mig, at dette ikke er nogen traditionel gyser-oplevelse. I stedet indeholder Deadly Premonition, hvad Wikipedia kalder comedy horror. Læg dertil spillets ikke-lineære sandbox-struktur, og det er svært at forudse, hvad man kan forvente. Spillet skriger af dogme (hvis sådan noget findes inden for spil-verdenen), men det er samtidig det, som gør det så fedt. Her er ingen falske overflader, og spillet prøver ikke at være noget andet, end det er. Alligevel er det ganske sigende, at det, som har givet mig de største chok i spillet, er menuernes skrigende lydeffekter, samt når man samler genstande op. Jeg ved ikke, hvad der et for en fetich, japanere har med kiksede lydeffekter, men de får mig hver gang med deres violinstrygende pling-lyde.

Så skal jeg sgu læse Medialogi på Aalborg Universitet, du

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Sat, 30 Jul 2011 07:38:00 +0000

Her i nat frigjorde Aalborg Universitet omsider resultaterne for deres mange ansøgninger; universitetet har i år oplevet et kæmpe boost i antallet af ansøgninger i forhold til tidligere år. Ikke desto mindre kan jeg hermed ånde lettet op, da jeg er blevet optaget på bachelor-uddannelsen Medialogi!

Jeg husker tydeligt, da jeg i slutningen af 9. klasse sad og kiggede på UddannelsesGuiden for at finde ud af, hvad jeg skulle lave bagefter. Her havde jeg printet et hav af papirer ud, som alle omhandlede computer-relaterede uddannelse, deriblandt Medialogi. I mellemtiden endte jeg på Århus Statsgymnasium, hvilket jeg var rigtig glad for. Gradvist blev jeg mere og mere tændt på Medialogi, i takt med at jeg lærte flere at kende, som læser på denne uddannelse. I slutningen af gymnasiet fik jeg mulighed for at komme på et tre-dages brobygningskursus på Aalborg Universitet for at lege medielog for en stund. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og det var fedt endelig at komme til at se, hvad det hele egentlig gik ud på. Vi blev naturligvis vist rundt for at se stedets lokaliteter (3D-biograf, lyd-studie, projekt-rum, m.fl.), og vi fik også stillet en opgave, hvor vi skulle lege med green screening, der bruges til blandt andet vejrudsigter.

For et års tid siden skrev jeg indlægget Medialogi - en god spiluddannelse?, og her fik jeg fin respons, som kun gav mig mere blod på tanden.

Derfor endte jeg med at søge ind for nogle måneder siden, og nu har jeg altså fået at vide, at jeg er optaget. Hurra!

Jeg glæder mig til studiestart den 1. september. I øjeblikket er jeg ved at skaffe en kollegielejlighed, men desværre lader det til, at jeg tidligst kan få en den 1. september. Dårlig timing, men sådan er det. Det bliver helt mærkeligt at skulle bo hjemmefra og klare alting selv, men omvendt ser jeg også frem til mere frihed og råderum over, hvad jeg laver. Jeg håber bare ikke, at jeg har glemt alt for meget om, hvordan man går i skole i løbet af mit sabbatår ...

Khan Academy vil genopfinde skolesystemet

noreply@blogger.com (Gustav Dahl) — Fri, 29 Jul 2011 10:37:00 +0000

Jeg har tidligere talt om 3D Buzz, som er en hjemmeside, der tilbyder bunkevis af video tutorials inden for et hav af emner. Her har jeg blandt andet lært C#-programmering med XNA-frameworket, samt hvordan man scripter i Unitys game engine. I øjeblikket er jeg ved at lære computer-relaterede matematikfærdigheder, som nok skal blive nyttige, når jeg inden længe skal læse på universitetet.

Forleden faldt jeg over en TED talk af Salman Khan. I denne beskriver han sin vision om en fuldstændig omlægning af det nuværende skolesystem, der i hans optik ikke fungerer særlig godt. Tanken er, at eleverne skal bruges deres hjemmetid på indlæring, mens tiden i skolen skal bruges til at udnytte den nye viden og at lave opgaver sammen med læren. Altså omvendt af hvad vi kender i dag, hvor en lærer holder et generelt oplæg for hele klassen, hvorefter eleverne tager hjem og laver lektier individuelt.

Dette lader sig gøre takket være Khan Academy, som kort sagt er en kæmpe database af lecture videos. Her kan eleverne vælge sig ind på et emne og se videoer, der omhandler eksempelvis matematik. I stedet for at have en fysisk lærer, som står og taler foran klassen, kan man i ro og mag derhjemme se videoen og spole frem og tilbage, som det passer én. Khan taler om at bruge teknologien til at gøre skolesystemet mere interaktivt og socialt; nu kan lærerne nemlig 100% koncentrere sig om eleverne og hjælpe dem, fordi de ikke skal bruge tiden på at holde oplæg ved katederet (hvor kun en lille del sandsynligvis lytter efter). Derudover er det en ekstrem smart måde at undgå huller i elevernes viden, da man altid kan gå tilbage og se en tidligere video, hvis man ikke helt forstod koncepterne første gang. I det traditionelle skolesystem fortsætter man bare uafbrudt uden tid til at kigge sig tilbage, hvorfor mange elever ofte bliver hæklet af, fordi de simpelthen mangler noget af den samlede viden.

Jeg har selv erfaret, at denne tilgang er ekstrem effektiv til indlæring, og derudover tilbyder Khan Academy (som i øvrigt er gratis) masser af statistikker til både lærer og elever, så man kan følge med i elevernes fremskridt. I bedste gamification-stil får man ligeledes tildelt badges og points, når man løser opgaver. I sidste ende handler det om selv-motivation, og her lader Khan til at have fat i det rigtige.

Nedenstående TED talk er virkelig inspirerende og overbevisende. Khan har fået utrolig meget positiv respons, og efter at jeg selv har været forbi hjemmesiden, må jeg sige, at det virker meget lovende. Lige nu foregår det hele på engelsk, men man kan håbe, at konceptet får tilstrækkelig medvind til på sigt at blive udbredt internationalt.