Fra en af de første flyers om Morgendagens Heltinder projektet, som Teknologisk Innovation inviterede til starten af den 8. marts 2000

Tilfældigt fik jeg i foråret 2000 en invitation til at gå til et 8. marts arrangement i Den sorte Diamant i København. På Kvindernes international kamp- og festdag mødte jeg op for at høre forskellige oplæg, men det var en aktivitet i et lille rum i stueetagen, der tiltrak min største opmærksomhed. Her stod to kvinder fra Teknologisk Innovation og talte om et projekt, der blev kaldt “Morgendagens Heltinder”. Alene titlen var tiltrækkende uhøjtidelig og selvironisk.  Logoet var en uformelig kvinde, der sprang op i luften og klappede hælene glad sammen. Teknologisk Innovation ønskede at fremme kvindelige iværksættere og tilbød et program for en lille gruppe kvinder, der kunne hjælpes til at afklare, om de havde potentialet til at være teknologiiværksættere.
Det var jo lige mig! Jeg havde et halvt år forinden sagt mit faste job op, var flyttet på landet og var startet for mig selv. Jeg havde store planer, men måske temmelig ukonkrete. Jeg slog mig ned ved et af cafebordene, fik en god snak og blev så spurgt af den ene af kvinderne, Helle Nørgård, hvad det var for en virksomhed, jeg havde i tankerne.

Øhhh. Jeg husker min tøven, for egentlig ville jeg nok bare lige høre, hvad det var, de præsenterede. Men at have en reel virksomhed i tankerne, dét var måske lige i overkanten. Så slog det mig, at jeg måske her fik en mulighed for at komme endnu længere med dét projekt, som optog mig allermest på det tidspunkt, nemlig at lave communities. Dette var jeg begyndt på præcis to måneder inden, hvor jeg havde åbnet hjemmesiden www.tvillinger.com og oplevet, hvor hurtigt efterspørgslen kom på en onlineliste for forældre, noget der var relativt ukendt i Danmark.

Jeg ansøgte om at komme med i projektet med en ide om at opbygge ”Community Constructors”, et firma, der inden for en kortere årrække skulle have mindst ti ansatte og skulle ”etablere og udvikle fysiske og virtuelle interaktive rammer for allerede eksisterende eller fremtidige interessefællesskaber”, som det hed i min ansøgning. (De ti ansatte lader stadig vente på sig, og lur mig, om jeg ikke godt var klar over det allerede dengang, men jeg rådgiver i den grad i dag om communities. Det tog bare nærmest også ti år, inden den brede befolkning fik øje på communities, så jeg er glad for, at jeg ikke lagde ud med at hyre mandskab. Men det er en helt anden historie.)

Min ansøgning blev imødekommet blandt 60 andre, og jeg kom sammen med 16 kvinder, der fik et workshopforløb over tre måneder på Teknologisk Innovation. Her fik vi ikke en egentlig iværksætterrådgivning, men blev alene blev sporet ind på, om vi rummede det nødvendige entrepreneurship. Vi knyttede nogle meget stærke bånd, lærte om innovationskraft, egne styrker og evnen til at se de store potentialer. Blandt vores lærere var Marianne Stang Våland, Helle Engelbrechtsen og Oufa Rian, der spillede et tankevækkende og dengang meget modern ”Flowspil” med os.

Jeg har fundet links til den oprindelige heltindehjemmeside gennem The Way Back machine , mens den endnu tilhørte Tekinno. Prøv at se beskrivelserne på de første Heltinder. Nogle af os er stadig selvstændige, nogle er ikke. Nogle har jeg stadig forbindelse med, andre har jeg mistet kontakten til. Nogle er kommet meget langt selv og har i dag solide omtalte virksomheder, nogle større end andre, mens andre sidder i pæne positioner rundt om i andres virksomheder.

Hvad der startede som en lille gruppe kvinder, der kom gennem innovations- og værksætterforløbet Morgendagens Forum, endte med at blive skelsættende, ikke kun for mig, men for mange hundrede kvinder, der siden da har stiftet bekendtskab med ”Heltinderne”, som vi hurtigt blev til.
Kort tid efter den skelsættende 8. marts blev der i maj allerede i 2000 holdt en Kick-off konference, som Vibeke Mestanas stod for. Der dukkede flere hundrede kvinder op til konferencen, som blev holdt nær Hans Knudsens Plads i en tidligere biograf, der hed Frame.  En euforisk oplevelse.

Vi var alle komplet opslugt af den enorme energi, der pulsede i salen, og den første kaotiske postliste  med flere hundrede deltagere så dagens lys kort efter, hvor jeg husker, at alle begyndte at præsentere sig for hinanden hulter til bulter. Postlisten og debatten kom dog hurtigt ind i mere styrede former, fordi nogen tog ansvar og føring, men var fuldstændig lige så sprudlende, givende og mangfoldigt, som den er i dag.
Siden kom der styr på det, Susanne Hoeck tog føringen på det første egentlige foreningsnetværk, der blev båret videre af Tina Pearson, som siden trådte fra og selv stiftede netværket Ildsjæle.

Morgendagens Heltinder eksisterer endnu, trods op og nedture, der var tæt på at tage livet af foreningen i efteråret 2009, og Heltinderne har fået mange døtre i form af mindre netværk, der er udsprunget af ønsket om at være sammen og erfaringsudveksle.

8. marts er fortsat en fest dag OG en kampdag

Værdien ved at have haft dette startpunkt kan ikke gøres op i penge. Jeg er i princippet for længst vokset ud af netværket, og har opsøgt mange andre græsgange, for netværk udvikler sig, transformere, lukker og genopstår, men jeg holder ved lidt endnu. De ti år i Heltindernes hjælpsomme hænder har været fuldkommen uvurderlige for mig.
Så tak til dem, der fandt på projektet tilbage i år 2000!!
Og på grund af dette, har den 8. marts en særlig betydning for mig.

Glædelig kampdag, kvinder!

10 år efter en skelsættende 8. marts is a post from: Abelone Glahn

Glimrende oversigt over, hvordan Twitter virker

En visuel guide til Twitter is a post from: Abelone Glahn

Nancy Kalish er en amerikansk forfatter, der blandt andet har skrevet Lost & Found Lovers: Facts and Fantasies of Rekindled Romance, og andre bøger, der handler om at genfinde sine gamle kærester på nettet og hvilke farer det rummer.  Hun citeres i det seneste nummer af femina i en artikel om at klikke sig tilbage i tiden til sine gamle flammer via bl.a. facebook.

- Lad være, siger hun, hvis du er lykkelig gift eller i et fast forhold. For de erindringer, man har om sine første forelskelser, og som bliver vækket til live, er så stærke at de kan rummer så mange følelser, der kan være langt stærkere end man regner med.

På facebook sætter vi gang i noget tilsyneladende uskyldigt, som vi slet ikke kan kontrollere. Mange af de klienter, hun har i terapi ,har måttet bryde med deres partner siden hen.

- Mange af mine klienter vil ikke høre, at de skal holde sig væk fra en gammel kæreste. De kan ligefrem føle, at de har ret til denne affære. Som om den er anderledes end andre romantiske affærer og derfor legitim, siger Nancy Kalish til Feminas februarnummer nr 8.

Tankevækkende læsning. De færreste kan frasige sig at have prøvet at kigge efter en gammel flamme og hvor han eller hun er blevet af nu:
Femina har lavet en poll i samme nummer, der viser, at 35% siger, de aldrig har søgt efter en gammel flamme “for der er jo en grund til at vi ikke er kærester mere”, 6 % har overvejet at gøre det, mens hele 40 % siger, de har gjort det en enkelt eller to gange, og 21 p% har masser af gange kontaktet en gammel flamme.

Der er selvfølgelig også gamle singler, der finder sammen igen, og det er jo kun lykkeligt. Nancy Kalish driver også sitet Lost Lovers, som på bedste amerikansk vis også highlighter de gode seniorhistorier.

Hvad vil du selv gøre?

Genoptagelse af gamle kontakter is a post from: Abelone Glahn

Hvor mange af jer tog så egentlig maden med hjemmefra op til hytten på fjeldet?

Sikkert størsteparten, for det er jó hulens dyrt at købe mad i Norge, set med danske øjne. Da vi selv sidst var på ferie i Beitostølen for nogle år siden, havde vi da også bilen læsset med dansk mad og ikke mindst grøntsager, fordi det gjorde rigtig ondt at betale 25 kroner for en agurk i “Spar”-supermarkedet.
Rugbrød, leverpostej, æbler, som på billedet, men netop også agurk, tomat, salat og så et par flasker vin …

Men jævnfør mit tidligere indlæg om Kortreiste grøntsager, er det ikke velset.
Da jeg skrev det forrige indlæg, fik jeg en kommentar fra min norske kollega, som jeg netop spiste på dén restaurant, der havde kortreiste grøntsager og naturvin.

Hun skrev:
Har bare lyst til å knytte noen kommentarer til begrepet KORTREIST MAT, og hvordan det blir brukt i Norge. 
Norge er et laaangt land, og mye av det ,vi trenger for å leve, blir transportert milevis. I utgangspunktet ble kortreist mat benyttet som et begrep for å få folk til å bli bevisste om det å støtte lokalsamfunn og deres kjøpmenn, fiskere og bønder.  I stedet for å ta med seg mat fra Oslo, hvis du skulle til hytta i fjellet, skulle man handle hos den nærmeste butikken på reisens mål.  I tillegg var det viktig å støtte opp under de små bonde- og fiskesamfunnene og deres “gårdsmat” i stedet for bare å kjøpe fra de store kjedene og kooperativenes produkter.  Dermed ble maten “kortreist“. 

Tog du mad med til Norge i vinterferien? is a post from: Abelone Glahn

DRTV bragte i torsdags i Pengemagasinet en udsendelse om, hvor meget en googlesøgning bliver brugt af arbejdsgiverne.
Her er udsendelsen (hvis linket altså ikke bliver flyttet senere)

Her bringes nye tal op, som DR har offentliggjort i samarbejde med Foreningen af danske personalechefer.
131 medlemmer har svaret på undersøgelsen. Jeg har desværre ikke adgang til yderligere baggrund bag tallene, men ifølge udsendelsen viser tallene, at

- 16 procent tjekker ALDRIG
- 13 procent tjekker SJÆLDENT
- 30 procent tjekker NOGLE GANGE
- 25 procent tjekker OFTE
- 16 procent tjekker ALTID
–
Hvad er det så, personalecheferne anvender til tjek:

86 procent tjekker via Google
81 procent tjekker Linked In
44 procent tjekker facebook
4 procent tjekker twitter
2 procent tjekker tjekker MySpace

Hvad vil de helst vide noget om:
84 procent tjekker erfaring
60 procent tjekker netværk
48 procent tjekker kommunikationsevner
40 procent tjekker opførsel
35 procent tjekker fritidsinteresser
14 procent tjekker udseendet

 ”Du ridser lidt i overfladen for at se, om du kan finde noget”, siger en af arbejdsgiverne i udsendelsen, ” men det kommer lidt an på, hvor stor stillingen er.”

DR opsummerer, at 8 ud af 10 tjekker på nettet.

Det er faktisk lidt flere, end Samvirke undersøgte sig frem til forrige år, hvor kun 6 ud af 8 10 danske rekrutteringsfolk brugte nettet til at tjekke kandidater.

Netværk og erfaring tjekkes af 8 ud af 10 is a post from: Abelone Glahn

vi er tæt på at blive paranoide i vores angst for, hvad man kan finde på nettet om os

DRTV Magasinet Penge tager i aften op i udsendelsen, at arbejdsgiverne tjekker din profil på nettet, før de ansætter.

I forskræppet til programmet, som jeg netop har hørt i radioen, er det igen fuldemandsbillederne, der fokuseres på.

Jeg håber, programmet gennemfører en plan, de havde, da de kontaktede mig for et par uger siden for en medvirken. De ville prøve at give en profil et brush-up, altså finde en profil, der kunne forbedres med få kunstgreb uden de store SEO investeringer.
Det var dejligt handlingsanvisende, for det er efterhånden for gennemtygget, at man skal passe på billederne. Men jeg  ved ikke, om det lykkedes for dem at finde en profil, der ville lægge navn til.

Hvis man skal tage den handlingsanvisende brille på , er der få og gode råd at følge:
- opret og vedligehold en Linked in profil – den kommer nærmest automatisk højere op end de fleste lidt kedeligere søgeresultater på dig, fordi Linked In er så polulært.
- det samme gælder teknisk set en profil på Facebook, men her lyder rådet: Luk profilen for ukendte medkiggere, og sørg for at dine grundoplysninger er sandfærdige og relevante, hvis du er jobsøgende
- bliv mere aktiv med professionelt indhold på nettet, som knyttes til dit navn – for eksempel en weblog med et personligt, men ikke privat indhold
- googl dig selv før en samtale, så du ved, hvad de andre kan vide om dig.

Og tag det så roligt. Vi bliver bedre og bedre til at aflæse hinanden på nettet.
I dag vil mange arbejdgivere blive en lille smule forbeholdne over for en profil, der rask væk på sin facebookprofil i et opstemt øjeblik fra mobilen skriver: “Forfalden til vin”, som jeg så det forleden. Men om et par år vil også rekrutteringspersonalet være vokset op med den type statusopdateringer.

Det forholder sig imidlertid anderledes med udsagn som viser, at man kan være en illoyal medarbejder….

Slå nu koldt vand i blodet – googlenoia is a post from: Abelone Glahn

Kortreiste, for at være helt norsk korrekt.
På menukortet stod forklaret, at man gjorde noget særligt ud af her på restauranten at servere grøntsager, der ikke “havde rejst langt”, uden at der dermed stod, at man købte lokale varer eller afviste at anvende indfløjne varer. Der var faktisk ikke defineret nærmere, hvad “kortrejste” grøntsager betød.

Al respekt for CO2begrænsende tiltag. Og jeg kan også  godt lidt, at man opfinder ord, der beskriver ting på det om jeg så må sige lokale sprog.  Det har nordmændene altid været fremragende til. Kortrejste grøntsager er et fedt udtryk, jeg har endnu ikke hørt noget tilsvarende i Danmark.

Men så længe der ikke er en eller anden klassifikation på, hvad ordet dækker, er det efter min mening blot et ord, der er med til at greenwashe , ja altså grønvaske, en virksomhed og dens måde at håndtere CO2 udslippet på.

I nat har jeg sovet på et hotel, der på store plakater hængt op på alle værelser og i elevatorerne, skriver: “Vågn op til en morgen i en mere bærekraftig verden”, og forklarer, hvorfor hotelkæden har et program og en holding til bæredygtighed, der med hotelkædens ord gør det mere bæredygtigt at overnatte på hotellet end at sove hjemme.

Den tager vi lige en gang til: “Gennemsnitsstatistik for husholdninger i  Norden viser, at du sandsynligvis bidrager mere til en bæredygtig verden ved at bo hos os end ved at sove hjemme”. Og derefter opfordres man til at gå ind og tjekke dette på en hjemmeside.

Jeg tænker på den forgangne nat, hvor jeg har måttet sove med vinduet åbent for at komme af med noget af al den varme, der tonser ud i rummet, og som jeg ikke kan slukke for, og jeg tænker på mit badeværelsesgulv og håndklædevarmerne, der kører for fuld hammer – men jeg er selvfølgelig i Norge, hvor elektriciteten koster ingen ting…..

Samme hotelkæde sov jeg på i Danmark i sidste uge under snestormen. Under middagen bad jeg om almindeligt vand uden brus og fik en karaffel vand, hvorpå der hang en lille seddel med beskrivelse af , at dette vand var tappet fra hotellets egne tappehaner, og at det dermed havde sparet miljøet for x antal co2udledninger.
Den lo vi meget af under middagen – jeg må indrømme, at jeg ikke forfulgte sagen og undersøgte, hvad hotellets “egne tappehaner” var for nogle. Jeg må også indrømme, at jeg tror, det betyder vandhanen, og at jeg bare fik postevand, hvilket jeg var udmærket tilfreds med.
 Så igen -hvorfor kunne de ikke bare stikke mig en kande postevand? Hvorfor skulle det udbasuneres med specialdesignede paphængere, der jo også må have kostet noget at fabrikere?

Jeg er med andre ord i et dilemma. Jeg synes, det er fint , at der er opmærksomhed forretningsmæssigt på, at vi skal være miljøbevidste, og jeg medgiver også, at vi i høj grad bliver påvirket positivt til at tænke over, hvad vi foretager os, når vi gang på gang mindes om, at der er en CO2 balance,vi skal værne om.

Men jeg glæder mig til, at denne holdning er indarbejdet og naturlig i os, så vi ikke tidligt og silde skal gøres opmærksom på tiltag, der virker helt indlysende, og som derfor kommer til at fremstå som temmelig groteske, når virksomheder fremhæver deres egne fortræffeligheder.

Det kan nemt give bagslag. Jeg glæder mig til, at virksomheder bare er grønne uden at behøve at fortælle om det.

PS. Ude på badeværelset hænger der et stykke pap på en knage. Den opfordrer mig til at huske at tjekke mig selv for brystkræft en gang om måneden. Og jeg må gerne tage papstykket med hjem……

Naturvin og kortrejste grøntsager is a post from: Abelone Glahn

- Sig kun ja til dem, du kender og vil gøre en tjeneste en dag. ( Med ganske få undtagelser – engang imellem skal du også tage chancen og sige ja  til nogen, du ikke kender, men KUN hvis de spørger på den ordentlige måde.)
- Sig ikke ja for at få mange kontakter, altså kvantitet, men gå efter kvalitet.
- Sig ja til dem, der har ulejliget sig med at skrive en personlig invitation med begrundelse for, hvorfor de vil i kontakt med dig, og som ikke tydeligvis skriver til 110 mennesker på een gang med sådan en underlig, masseformuleret,neutral besked.
- Sig ja til dem, der IKKE bruger den autogenererede engelske tekst, men har ulejliget sig med at betragte dig som et rigtigt ægte menneske og gidet at bruge tid på at skrive til dig med blot et par danske sætninger.(jajajaja hvis der altså er tale om en dansker)
- Overvej meget, om du vil sige ja til gamle skolekammerater og kærester. Det er fint nok at fastholde kontakten, men LinkedIn er et professionelt redskab - er du sikker på, at dine gamle bekendtskaber skal vedligeholdes her og ikke på facebook i stedet for?

Når du selv inviterer på Linked In, så
- Brug aldrig LinkedIns autogenererede engelske invitationstekst – det er en fornærmelse at sende en autotekst, skriv selv en ordentlig begrundelse, jfr ovenstående.
- Brug aldrig synkronisering med dit postprogram!! Dels crasher det garanteret, dels kommer du til at invitere nogen, du ikke ville i netværk med alligevel
Og endelig kommer du til at invitere med en fælles ordlyd til dem alle, og det advarer jeg netop oven for imod!

Husk: De fjerneste kontakter giver ofte de stærkeste input

Do’s and don’ts: Invitationer på Linked In is a post from: Abelone Glahn

At skrive om konkurrentovervågning er åbenbart meget interessant, for jeg har fået flere opringninger i de sidste dage, senest for lidt siden, hvor en redaktør ønskede en artikel om både faldgruberne og de positive vindinger ved at se på konkurrenterne gennem Linked In.
Altså, egentlig er det jo bare det modsatte, der er fordelene: Du kan få indsigt i andres netværk og hente kommende kolleger ved at se, hvem de omgåes. du kan hente information om personkredse og mønstre, kort sagt lave lidt trendspotting. Du kan få sjove oplysninger om, hvad der sker hos andre, hvis de opdaterer deres status med informationer, der afslører dette. OSV osv.

Sagt lidt i punktform:

Ved at frygte synligheden går du glip af:

- Medarbejdernes eksterne fangarme, der kan opfange såvel kommende kolleger som vigtige informationer, de får gennem deres netværk
- Egentlig trendspotting ved at kunne iagttage gennem dine kontakter , hvad der bliver talt om inden for en særlig branche og hvem der er hot/not
- Hurtig hjælp – hvis du skjuler dine kontakter, kan du mistænkes for at ville putte dig og kun udnytte netværket, ikke give igen. Du betragtes ikke som et nyttigt knudepunkt, og andre vil være forbeholdne over for at hjælpe dig, og dermed vil du få vanskeligere ved at få hurtig hjælp.
- Synlighed i forhold til rekruttering. Netop fordi jeg ikke kan se, hvem du kender, vil du både selv være mindre oplagt at rekruttre, og dine kontakter vil være umulige at rekruttere – det er så muligt, at det netop var hensigten med at skjule dine kontakter jfr tidligere indlæg, men omvendt kan man sige, at du også forskertser dine egne muligheder og måske endog er med til at gøre din egen virksomhed mindre attraktiv at tilnærme sig.
- Åbenhed og fleksibilitet . Ved at signalere lukkethed og ved at lukke af for, at virksomhedens medarbejdere er i kontakt med andre åbenlyst, kan en virksomhed nemt komme til at virke forstokket og dinosaur-agtig. En sådan virksomhed kan også hurtigt blive overhalet af andre mere fleksible virksomheder, der ikke nødvendigvis er dygtigere, men bare mere åbne og fleksible.
- De digitalt indfødte. Ja, dem vil du helt sikkert gå glip af som medarbejdere, hvis din virksomhed lukker af for disse virtuelle kontakter. De er født med, at kontakt er åben, samtalen er normen, tilgængelighed er målet, og hvis din virksomhed har en politik, der modarbejder dette, får du ikke nogen fra de yngre digitale årgange ind – det er simpelthen for uproduktivt, synes de.

Konkurrentforskrækkelse på Linked In? is a post from: Abelone Glahn

For et nej taler:
At du har under 100 kontakter. Da vil personer i dit kontaktnet være meget synlige og muligvis afspejle en kundekreds og/eller mønstre i din måde at netværke, som giver en indsigt, som din konkurrent kan bruge.

For eksempel kan en dygtig it-medarbejder med en efterspurgt specialkompetence  komme til at vise andre potentielle kandidater til et job alene ved at vise, hvem hun er i netværk med. Måske er hun særlig god til at løse en bestemt form for problemer med et specifikt program, som der ikke er særlig mange, der mestrer. Der er stor sandsynlighed for, at hun er connected med andre med samme kompetence.  Derfor kan indsigt i hendes netværk betyde, at en headhunter får nemmere ved at finde andre gode it-folk, der kunne være interessante at lokke over i den konkurrerence virksomhed.

Et andet eksempel er en salgsmedarbejder. Salgspersonale er tit forbundet med deres kunder, og ved at eksponere dem, kan salgspersonen komme til at vise navne på kernekunder, som konkurrenterne ikke lige havde forbindelse til eller havde tænkt på som mulig kunde.

Et tredie eksempel er en journalist. Ved at se på journalistens netværk, kan man gætte sig frem til, hvem der har lækket en historie til journalisten.

Hvis man derimod har mere end 100 kontakter, begynder der er være så mange at vælge imellem, at billedet bliver noget mere sløret og ugennemskueligt.

For et ja taler:

At du har rigtig mange kontakter eller generelt er en åben netværker. For hvis du har en imødekommende attitude og ikke er bange for at dele, giver det ikke mening at sige nej til folk, du ellers betragter som okay.
Det er heller ikke hensigten med Linked In. Endelig kan man sige, at det måske også er lidt selvforherligende at tro, du selv er den eneste kilde ind til en virksomhed. Den, der vil aflæse noget på nettet om din virksomhed, har mange andre elektoniske muligheder.

For, at man siger ja til invitationer, taler også, at en konkurrent kan blive en kunde eller samarbejdspartner. Der vil være områder, I kan samarbejde på, og formentlig også områder, I ikke kan samarbejde på. Så hvorfor ikke vælge den positive vinkel og samarbejde på de områder, hvor det er muligt!?
At sige nej kan opfattes ekskluderende og uvenligt, og det skaber måske ikke den bedste karma, set på lang sigt.

Endelig må man spørge sig selv: Hvad med din egen karriere? Vil det være særlig fornuftigt at afskære sig mulighederne for at være forbundet med nogen, der måske en dag kan være indgangen til et nyt job ? Det er muligt, de er konkurrenter i dag, men hvem siger, at du ikke får lyst til at rejse over til dem en skønne dag ? Så er det jo lidt ærgerligt, hvis du ikke har forbindelserne i orden.

Skal jeg sige ja eller nej til en kontakt på Linked In? is a post from: Abelone Glahn