Facebooks egen side:
Sådan anmelder du: https://www.facebook.com/help/?faq=243758932322379&in_context

Når det er svært at finde facebooks anmeldeformularer:
Kontaktformularer til facebook: http://www.datatilsynet.dk/borger/sociale-netvaerk/kontaktformularer-til-facebook/

Fjern noget fra google, både dit eget og andres:
http://support.google.com/webmasters/bin/answer.py?hl=da&answer=164734

Hvis du selv har dummet dig utilsigtet:
http://www.datatilsynet.dk/borger/internettet/utilsigtet-offentliggoerelse/

Generel vejledning om sociale netværk mm:
Datatilsynet: http://www.datatilsynet.dk/borger/sociale-netvaerk/naar-du-offentliggoer-oplysninger/
Private YouTube videoer på nettet: http://www.datatilsynet.dk/borger/internettet/aktiviteter-i-privat-oejemed

Cyberbullying 1:4 – hvorfor går det galt?
Cyberbullying 2:4 Når du er hængt ud på nettet:
Cyberbullying 3:4 Personlig forebyggelse af cyberchikane
Cyberbullying 4:4 Nyttige link i tilfælde af chikane på nettet

Cyberbullying 4:4 – Nyttige link i tilfælde af chikane på nettet is a post from: Abelone Glahn

Tilkald mig – så skal jeg hjælpe jer med at udforme en god politik 

Læs også:
Cyberbullying 1:4 – Hvorfor går det galt?
Cyberbullying 2:4 – Når du er hængt ud på nettet:
Cyberbullying 3:4  – Personlig forebyggelse af cyberchikane
Cyberbullying 4:4  -Nyttige link i tilfælde af chikane på nettet

Cyberbullying 3:4 Personlig forebyggelse af cyberchikane is a post from: Abelone Glahn

• Sørg for at sikre beviset ved fx at tage et skærmprint
• Slet ikke noget i affekt, selv om det er ubehageligt at se på
• Kontakt ledelsen og den IT ansvarlige på arbejdspladsen for blandt andet at finde ud af, om chikanen kan spores til en bestemt IP-adresse
• Hent hjælp i arbejdspladsens retningslinjer (…)ja her er vi så ved et kildent punkt, for mange arbejdspladser har endnu ikke dette beredskab, der beskriver, hvad der skal gøres, når en medarbejder chikaneres i cyberspace. Så kontakt mig
• Inddrag tillids- og sikkerhedsrepræsentant
• Inddrag evt politi – der kan være tale om så grov en krænkelse, at det skal anmeldes.

Jeg vil gerne gentage: Lad være med at slette.

Det kan være utrolig ubehageligt at blive hængt ud på nettet, og finder man selv udsagn, billeder eller videoer, eller udsættes man selv for chikane-SMSser, kan man være tilbøjelig til at slette med det samme.
Gør ikke dette. Sørg for at sikre beviserne før du anmelder en hjemmeside eller en brugerprofil. Det er også vigtigt, at tingene bliver slettet eller anmeldt på den rette måde, for at de ikke spredes yderligere. ( se mit (senere) indlæg med link til, hvor du anmelder)

Jamen må jeg da ikke reagere, som jeg vil?
Skal jeg svare på en krænkelse, skal jeg fortælle, at jeg er vred/ulykkelig, skal jeg indgå i en dialog? Hvad kan jeg sige/skrive for at stoppe krænkeren? Er det mig, der skal gøre det? Eller er det min arbejdsplads ? Jeg har da også ret til at ytre mig!!!!
Sådan kan man måske godt tænke i kampens hede, men det klogeste er som regel
• at undlade at gå i nogen form for dialog
• at undlade at reagere, selv på grove provokationer
• at tale med andre, inden man selv reagerer

Hvis du gengiver denne liste, vil det glæde mig, at du citerer www.abeloneglahn.dk

Læs de øvrige indlæg i denne serie:

Cyberbullying 1:4 – hvorfor går det galt?
Cyberbullying 2:4 Når du er hængt ud på nettet:
Cyberbullying 3:4 Personlig forebyggelse af cyberchikane
Cyberbullying 4:4 Nyttige link i tilfælde af chikane på nettet

Cyberbullying 2:4 Når du er hængt ud på nettet is a post from: Abelone Glahn

Ytringer
Der har længe været et stort fokus på medarbejderes ret til at ytre sig på nettet – hvad enten de var kommunalt ansatte eller landsholdsspillere, men der er efter min mening ikke talt tilstrækkeligt meget om, hvordan virksomheder og arbejdspladser beskytter medarbejderne, når andre ytrer sig. Langt fra alle ved, præcis hvornår de overskrider en juridisk grænse for ytring, men de, der bevidst hænger nogen ud på hadegrupper o lign., er formentlig godt klar over, at de er på tynd is – og ind imellem overskrider straffelov og injurielov.

Billeder og video
Et af de områder, hvor der imidlertid ikke er så mange, der tænker så langt, er på foto- og videoområdet – vi kan meget nemt tage billeder med vores lommekameraer, eller foto og videoer med vores mobiltelefoner eller tablets, og vi kan med få klik lægge optagelserne op med det samme på Facebook, Twitter, Instagram, Pinterest, YouTube, og hvad de nu hedder alle sammen.
Nogle gange er det lovligt, men meget ofte er det rent faktisk ikke. For netop med billedmateriale kan vi meget nemt uforvarende komme til at bryde persondataloven. Og da ”alle” udveksler billeder i en lind strøm, er det ikke altid, man tænker over,  at man bryder persondataloven, og at det for nogle opleves lige så chikanerende at ligge på nettet med et foto, som det er at blive omtalt i tekst.

Lad mig slå fast: Alle oplysninger om en person er personoplysninger. Et billede med genkendelige personer, som lægges på nettet, er også personoplysninger. Det er personoplysninger, blot nogen kan finde ud af, hvem det handler om. Det kan altså godt være personoplysninger, selv om man ikke skriver personens navn.

Hvorfor går det galt?
• Internettet er ét stort arkiv, der gemmer alt, og spredning af oplysninger sker lynhurtigt, især fordi vi spreder gennem vores netværk. Så jo større netværk, jo hurtigere spredning.

• Det går også galt, fordi meget af det, vi opdaterer med, ligger i en gråzone mellem privatliv og arbejdsliv.

• Mange er direkte tankeløse i deres opdateringer, og har faktisk ikke altid et særligt stort kendskab til, hvor åbne profiler på forskellige netværk kan være. Mange ved end ikke, hvordan man beskytter sig selv ved at gennemgå sine privatlivsindstillinger på for eksempel facebook.

• Endelig mangler der grundlæggende en undervisning i dette på arbejdspladser, hvor især medarbejdere med stor borger- eller kundekontakt kan komme i klemme.

Hvor stort er omfanget?
Der bliver talt om, hvordan man beskytter sig mod vold og trusler på det fysiske kontor, men hvordan man gør, når truslen kommer via computerskærmen. Hvor stort er omfanget?
Ifølge magasinet Arbejdsmiljø har 2,9 procent af de offentligt ansatte oplevet at blive negativt omtalt på nettet af elever, klienter, patienter eller deres pårørende. Og 11,4 procent kender nogen, der har oplevet dette.
Er det mange? Er det få?
I hvert fald er det givet, at når det sker, er det voldsomt ubehageligt for personen, det går ud over, hvad enten det er at blive hængt ud på den sorte liste eller at få oprettet en hadegruppe i sit navn.

Andre former for chikane er videoklip på YouTube, sms-chikane og chat, falske profiler og rating på forskellige sider, hvor andre anmelder ens arbejde. I de engelsktalende lande har man for eksempel  www.ratemyteacher.com .

En engelsk undersøgelse blandt 377 lærere viste i 2011, at
• 72% følte sig forulempet af elever
• 26 % af forældre!
• Af de 35% forulempede var 60% kvinder
• Også lærere forulemper lærere

FTF har for nylig beskæftiget sig med emnet, og jeg har klippet nogle centrale citater ud derfra:
• ”Det er blevet et vilkår, at alt muligt bliver skrevet på nettet. Det kan være meget ubehageligt at blive hængt ud, men offentligt ansatte har ikke krav på at være anonyme.” Mediejurist og forskningschef Oluf Jørgensen, Danmarks Medie og Journalisthøjskole
• ”Vi ved, at det er en balancegang. Folk skal kunne sige deres mening – også på nettet. Men det er altså arbejdsgiverens ansvar at sikre medarbejderne mod trusler og tilsvining. Vi må se en meget mere offensiv tilgang fra arbejdsgiverne,” Bente Sorgenfrey, formand FTF
• ”Det er en problemstilling, der med den nuværende lovgivning er meget vanskelig at have med at gøre. Den eller de ramte kan næsten ikke stille noget op. En ordentlig arbejdsgiver går ud og forsvarer medarbejderen, men man kan ikke sige, at det er arbejdsgiverens pligt.” Professor i erhvervsret Ole Hasselbalch.

Så hvad kan man gøre?
Det har jeg skrevet tre indlæg om, som kommer i de næste dage
1) Hvad gør du, når du opdager, du er hængt ud på nettet
2) Personligt beredskab som forebyggelse
3)  En liste over nyttige links

Cyberbullying 1:4 – hvorfor går det galt? is a post from: Abelone Glahn

Jeg tænkte straks på min egen telefon, som ikke er låst på samme måde. Hvis jeg mistede den, ville tyven med største lethed kunne tilgå min: Der er ikke lås på, med mindre man slukker den helt og starter forfra med pinkoden. Det er stærkt betænkeligt, fordi jeg netop har fået iZettle-funktionen til min iPhone, så jeg kan tage imod kreditkortbetalinger.
Så nu jeg er moden til at sætte password på ved hver eneste opkald, selv om det virker helt urimelig besværligt i det daglige.

Kun halvdelen af ejerne blev kontaktet
Mens jeg går i disse overvejsler, kommere der en pressemeddelelse fra sikkerhedsfirmaet Symantec, som handler om identitetstyveri på smartphones. Interessant læsning:

“En dansk Symantec-undersøgelse fra starten af 2012 viser, at 46 procent af danskerne bruger deres arbejdssmartphone til sensitiv eller fortrolig information, men hele 66 procent har ikke fået nogen retningslinjer fra arbejdsgiveren om brugen af smartphones, og kun 19 procent af arbejdsgiverne har installeret sikkerhedssoftware eller sikkerhedsværktøjer på medarbejdernes smartphones “, skriver Symantec.

Nu er vi kun tre i firmaet, så det er nærmest mig selv, jeg skal henvende mig til for at få sikret min telefon, Og hvad pokker, så slemt kan det ikke være – jeg tror jo på det gode i mennesker og regner med, at folk vil gøre, hvad de kan for at aflevere telefonen tilbage igen….

Også dette har Symantec afprøvet:
“Symantec undersøgte også for nylig, hvad der sker, når folk finder en mobiltelefon på gaden. Undersøgelsen viste, at tabte mobiltelefoner er fristende snageguf for den, der finder telefonen. 50 mobiltelefoner fyldt med fiktive, personlige oplysninger om telefonens ejermand blev med vilje tabt i udvalgte amerikanske storbyer. Telefonerne var samtidig udstyret med sporingsudstyr, som loggede, hvilken information de folk, der fandt telefonerne, prøvede at gå ind på.
• 96 procent undersøgte indholdet af telefonerne ud over, hvad der var nødvendigt for at finde frem til telefonens ejermand
• 89 procent åbnede personlige informationer
• 45 procent forsøgte at åbne arbejdsmail-konti
• 43 procent forsøgte at tilgå app’en til ejermandens netbank
• men kun 50 procent af ejerne blev kontaktet

(PROSA har omtalt undersøgelsen her på uddybende vis)

Okay. For det første er det amerikanske tal – ville danske tal være bedre? Er vi mere ærlige i Danmark?
For det andet er halvdelen af telefonerne altså stadig ret pænt – halvdelen af telefonerne kom altså tilbage.
Men tallet er alligevel så tankevækkende, at jeg nu er begyndt at undersøge, hvad jeg kan forsyne mit apparat med for at sikre det bedre. Indtil nu har jeg blot installeret en sporingsapplikation, men den er jo langt fra tilstrækkelig til at stoppe datamisbrug.

Symantec er også klar med gode råd til forholdsregler:

Seks hurtige tips til at sikre sin smartphone mod angreb foreslår Symantec:
”Hvis man anvender sin smartphone til at tilgå kritiske data, som fx sin netbank, bør man tage sine sikkerhedsforanstaltninger,” siger Peter Schjøtt, sikkerhedsspecialist, Symantec og giver seks vigtige råd til, hvad man som minimum bør gøre: (min kommentarer i parantes)
• Lås telefonen med en adgangskode   (okay, nemt, men besværligt at leve med i dagligdagen)
• Lad indhold på telefonen blive slettet, hvis låsekoden ikke gættes i f.eks. syvende forsøg (god ide! jeg skal bare huske sikkerhedsbackup lidt oftere)
• Installer og aktiver sikkerhedssoftware på telefonen
(ja, og jeg kan gætte, at jeg kan købe noget hos Symantec, men jeg vil gerne høre, hvad I andre bruger til en iPhone? )
• Beskyt data på telefonen f.eks. gennem kryptering (de er vigtigere end selve telefonen) (og hvordan gør man så lige det?)
• Installer kun applikationer, du har tillid til og som hentes på Googles eller Apples appstore (okay, nemt)
• Kommuniker tydelige retningslinjer for sikkerhed på medarbejdernes smartphones (ja, det skal vi nok gøre i min trepersoners firma)
• Lad være at roote eller jailbreake telefonen ( At roote og jailbreake betyder at  hacke telefonen og putte sit eget styresystem på den eller ændre andre opsætninger , og det kan jeg alligevel ikke finde ud af at gøre, så punktet er uaktuelt for mig)

Så spørgsmålet til dig, læser, er – hvad gør du? Hvordan sikrer du dig – lad mig gerne få del i dine erfaringer, dine tips om gode apps eller andre sikkerhedsforanstaltninger,  for ikke alting virker, som man håber, det gør, når endelig telefonen bliver stjålet, ihukommende Mikael Lembergs forsøg på at få sin telefon tilbage.

Pas på telefonens data – vi er ikke alle lige ærlige is a post from: Abelone Glahn

Tirsdag den 8. maj kl 17-21 på La Oficina i København:

Workshop for forfattere: Gør-Det-Selv-onlinemarkedsføring af din bog og dit forfatterskab
Sådan styrker du din bogs niche og markedsfører den gennem
- blogging på din egen weblog
- mikroblogging på twitter
- videoklip på YouTube
- side på Facebook

På workshoppen vil du få inspiration til, hvordan du kan bruge de enkelte platforme konkret.
Du vil se eksempler og høre om fordele og ulemper.

Workshoppen vil sætte dig i stand til at beslutte, hvilken platform – eller hvilke – du vil prioritere at benytte og give dig et indblik i tidsforbruget og  krav til indholdsopdatering.

Tilmelding sker her: http://www.billetto.dk/da/events/onlineforfatter1

Forfatter på sociale medier – ledige pladser på kursus 8. maj is a post from: Abelone Glahn

Men jeg har konstateret, at det måske ikke så meget drejer sig om at følge udviklingen kronologisk, som snarere at kunne kaste et hurtigt blik på en persons timeline og sige; Okay, det er sådan dagligdagen udvikler sig for ham/hende, eller for et firmas timelines vedkommende: Okay, det er så de indlæg, de vil tilbyde som værdiskabende for mig i denne uge.

Derfor er det hurtige blik ned over en side/profil blevet dét, der skal adresseres i metodikken for indlæg. Og her er det billedmediet, der vinder.
Det er nemmere at afkode billeder hurtigt, konstatere, at “vennen” eller firmaet har det godt/skidt, baseret på et visuelt indtryk, og så gå videre.

facebooks nye timeline elsker billeder. Selv siger facebook, at visuelt engagerende postings genererer dobbelt så meget aktivitet som basic tekst meddelelser.  Det falder ret godt i tråd med, at alting på nettet pt bliver mere og mere visuelt. Vi poster flere og flere billeeder, Pinterest eksplosionsagtige fremgang vidner derom, og facebooks opkøb af Instagram også. Vi har mobiltelefoner med kamera, så intet er nemmere end at snapshotte, uploade og skrive en ultrakort tekst. twitter viser også billeder nu, så det understøtter tendensen til, at vores sociale kommunikation på nettet mere og mere foregår med billeder og video.

Siger billeder mere end ord? Ja. I mange tilfælde. Så jeg er ikke ked af det, men tænker dog, enhver ting til sin tid. Således er det også glædeligt at en af de ting, der kommer frem nu, og som modgår tendensen til, at alt skal være kortere og mere billedrigt, er “singler”, journalistiske lidt længere historier, der kan hentes ned og læses, når der er tid til fordybelse i en niche. Ordet forsvinder ikke helt

Nå, men egentlig startede jeg på at skrive dette indlæg, fordi jeg er faldet over to link, som jeg gerne vil videregive: Det er SlideShare, der har peget på to præsentationer, der viser rigtig gode eksempler på, hvordan man udnytter Coverbilledet og det lille logobillede

Prøv at se en række eksempler her på personlige sider, hvor en dansker er nævnt adskillige gange: 61 Timeline Covers.
Og her med eksempler på timeline for virksomheder: 50 Branded Facebook Cover Photos
Jeg må indrømme, jeg synes, de personlige profiler er sjovest.

God inspiration til at forbedre sit coverbillede.

Wow, et helt indlæg uden et billede……

Billeder siger mere end ord og foretrækkes nu is a post from: Abelone Glahn

Den slags beskedder er kun 50% nyttige – det er fint nok at vide, at vedkommende har fået en ny email, men som regel  har vedkommende afsendt beskeden fra sin nye adresse, og derfor ved jeg ikke nødvendigvis, hvad den gamle var. Det betyder, at jeg skal bruge lidt tid på at finde ud af, hvordan vedkommende er registreret hos mig.  Det er ikke altid lige nemt: jeg har for eksempel en del bekendte, som hidtil har delt email med deres “bedre halvdel” og som nu  har fået deres egen individuelle, men fortsat er registreret som perogpia hos mig. Jeg har også personer, som hidtil har haft én firmaadresse, men nu skifter den til en anden, uden at deres personnavn er involveret, altså uden at jeg kan identificere den gamle afsender.

Med andre ord er der ret stor risiko for, at jeg ikke kan finde den pågældende ud fra de nye oplysninger, alene fordi vedkommende ikke har opgivet hvilken gammel adresse det er, der skal ændres.

Så her er et godt råd, når du skal meddele adresseændring:

1) skriv hvilken email adresse, du havde tidligere

2) skriv den nye adresse, som skal erstatte.

Hvis du kun gør det sidste, er der stor risiko for, at din modtager ikke ændrer din adresse, alene fordi vedkommende ikke kan identificere dig.

Husk, når du skifter emailadresse: is a post from: Abelone Glahn

Fra en af de første sommerskoler

De sidste seks år har jeg hver sommer holdt en række sommerskoler med forskelligt indhold. De har alle været rettet mod selvstændige, der ville forbedre deres forretning.

I år har jeg udvidet sommerskolerne til også at være for dem, der ikke er selvstændige, da emnerne for kurserne ikke nødvendigvis kun kan bruges af selvstændige.

I år har jeg arbejdet meget med bøger og udgivelser, særligt med bøger og internet. Derfor er to af mine kurser rettet til forfattere, der vil markedsføre deres bøger dels ved hjælp af blogs, twitter, og dels ved hjælp af youtube og facebook.

De to andre kurser er rettet mod alle, der gerne vil gøre deres synlighed på nettet tydeligere, dels et allround kursus, dels et LinkedIn kursus for viderekommende. Begge kurser er til såvel fastansatte som selvstændige – eller måske på vej til et job.

Læs hele programmet her.
Og på gensyn

Så er der åbent for sommerskolen – nu også for fastansatte is a post from: Abelone Glahn

Bogudsalg – mine bøger til uhørt lav pris i min nye webshop is a post from: Abelone Glahn