Borderline - på grænsen til normal...

Pisse bange for mødet idag... og en masse andre ting...

2015-08-20T06:17:00.002+02:00

Idag skal jeg til psykologen og have min kontaktperson med.... og jeg er pisse gange for det.... Klokken er nu 04.30 og jeg kan ikke sove mere...

Dagsordenen er, at jeg skal fortælle min kontaktperson om mit sande selv - med hjælp fra psykologen....

______________________________________________________________________________________

Punkterne er:

1.) Jeg er en skuespiller!!! .......(Selvom jeg ikke vil være det)

2.) Jeg går ind i rollen som "mønster-klient", så snart nogen træder ind ad døren hos mig.
(Ligesom rollen som escort-pige)

3.) Det er vigtigt, at min kontaktperson ikke taler/fortæller om sig selv.

4.) Hun skal spørge konkret ("lavpraktisk") ind til om jeg har selvskadet siden sidst.
(Alkohol, stoffer og prostitution)

5.) Hun skal holde mig fast i mine værdier.

______________________________________________________________________________________

Jeg har så længe snakket med psykologen om, hvordan jeg oplever kontakten med min kontaktperson og om de problemer jeg har med hende - som er punkterne ovenfor.

1.) Jeg er en skuespiller, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal være sammen med hende. Jeg er ligesom en klump modellervoks, når jeg er sammen med mennesker og de ved det ikke. Jeg ved det ikke engang selv i situationen. Når jeg er sammen med K er jeg én person. Når jeg er sammen med mine brødre, er jeg en anden person. Når jeg er hos psykologen, er jeg en tredje person. Det er fan'me pisse forvirrende, for hvem er JEG egentlig. Sandheden er jo, at jeg ikke ved det. Det er sådan Borderline fungerer. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre. Det sker bare automatisk - totalt automatpilot. Jeg går ind i pleaser-rollen med det samme og er ovre i hende.

2.) Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver "mønster-klienten". Men jeg træder ind i automatpiloten og laver kaffe og snakker spændende bøger og interesser med hende. Vi er ikke på det lavpraktiske niveau, hvor vi fx. snakker om hvordan det var, at besøge min mor den anden dag.... eller hvordan det går med kæresten... eller hvordan jeg i det hele taget har det.... Det bliver sådan noget overfladisk pladder, som jeg egentlig ikke kan bruge til noget....

3.) Jeg kan ikke rumme, at hun fortæller om sig selv. For mig er det vigtigt, at hun er et "rent lærred", for når hun fortæller om sig selv, så går min Borderline automatisk ind og analyserer hende og så mister jeg respekten. Fx. så fortalte hun sidste gang, at hendes egen datter har Borderline. Dette har gjort, at hun er malet sort i mit hoved, fordi jeg tænker, at der så må være noget galt med hende. Jeg har snakket med psykologen om, at det ikke behøver, at være hende som er fejlet som mor. Det kan være mange faktorer som gør, at en person får Borderline og det har nødvendigvis ikke noget med moderen at gøre. Hun har også fortalt om, hvordan hun er blevet stemplet som en dårlig mor af kommunen rigtig mange gange. Det bliver man jo ikke af ingenting. Alle sådan nogle personlige oplysninger, vil jeg ikke vide noget om. Det er vigtigt i min relation til en professionel, at jeg ved så lidt om dem som muligt. Det er i øvrigt også stik imod de professionelle principper, at de fortæller om dem selv på den måde. Min forrige kontaktperson gjorde det også. Rollerne bliver byttet om. Jeg går i escort-rollen og bliver terapeuten, som spørger ind til hende og giver hende råd og bla bla bla....

4.) Jeg har svært ved selv, at komme ind på, hvordan jeg egentlig har det. Jeg siger ikke pludselig "Jeg tog stoffer i weekenden" eller "Jeg har været ude hos kunder". Hun er nød til at spørge konkret ind. Jeg hader at snakke om mig selv - og specielt hvis jeg er "faldet i" med selvskaden. Her vil jeg kunne bruge hende til, at snakke om hvis jeg fx. har taget stoffer. Det kan jeg ikke fortælle hos psykologen, for hun har direkte sagt, at jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg er i et misbrug. Stoffer og psykoterapi kommer ikke overens.

5.) Hun skal holde mig fast i, hvordan jeg egentlig gerne vil have, at mit liv skal være. Jeg vil jo ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv.... eller være sammen med en kæreste som drikker øl dagligt og som tager stoffer, når lysten lige er der. Jeg er nød til at opbygge nogle relationer, som er sunde for mig - og det er ikke sundt for mig, at omgås mennesker som tager stoffer hele tiden....

Hvad fanden er det egentlig også for nogle professionelle, som taler om dem selv hele tiden. Da jeg arbejdede som social- og sundhedshjælper, der fortalte jeg næsten aldrig om mig selv. Jo, jeg kunne fortælle, at jeg har en hund eller hvad jeg fik at spise igår. Men aldrig personlige ting. Og jeg tænker, at i relationen til en psykisk syg borger, der er det jo endnu vigtigere, at de ikke fortæller om dem selv. Men som de allesammen siger - "Jeg taler normalt ikke om mig selv, men det kan jeg jo godt til dig, fordi du er jo ikke som "de andre"".... eller som min nuværende kontaktperson - hun tror ikke, jeg er syg. Hun mener ikke, jeg har Borderline, fordi jeg ikke er som Borderlinere er flest. Men Borderline viser sig jo på mange forskellige måder og jeg har jo ikke fået min diagnose af DISTRIKTPSYKIATRIEN for ingenting.

______________________________________________________________________________________

Hos psykologen i mandags snakkede vi om, hvordan jeg overhoved ikke kan mærke noget for tiden. Jeg er helt følelsesløs. På nær når jeg sidder hos hende. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, at jeg overhoved ikke har det så godt, som jeg går og bilder mig selv ind til dagligt. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, hvor ked af det jeg i virkeligheden er. Så kan jeg godt græde. Men herhjemme der skal en "trigger" til. Fx. at jeg ser en film, hvor jeg bliver ked af det. Men jeg bliver så ked af det, at det er ligesom et bundløst hul. Det bliver så altopslugende, at jeg ikke kan rumme det. Når jeg tænker tilbage på, da jeg var teenager, så var det faktisk sådan allerede dengang. Jeg kunne fx. ikke se en serie, som rørte mig rigtig meget, uden at jeg blev bundløst ked af det. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang som 15 årig, skrev til en psykolog-brevkasse på nettet, fordi jeg tænkte, at det umuligt kunne være normalt at have det sådan. Jeg vidste, at der var noget i vejen med mig - og det viste sig jo også mange år efter, at der var.

Når K siger, at jeg er dejlig... eller at jeg har slået benene væk under ham.... så kan jeg godt høre hvad han siger, men jeg MÆRKER det ikke. Jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg forstår det ikke. Jeg er fanme ikke dejlig... Jo, jeg er dejlig, fordi jeg gør en masse praktiske ting for ham... Vasker hans tøj og snakker om de ting, der går ham på osv... Men jeg er ikke dejlig som person... Jeg er ikke dejlig som jeg er. Jeg er for fed.... For dum.... For irriterende.... For mærkelig... For kedelig... For usexet... og en million andre ting... Men dejlig, dét er jeg i hvert fald ikke.... Hvordan kan man elske mig... Jeg er en grim person, som ikke er værd at elske.... Ja, jeg har mit fine lyse hår... og mine "Bambi-øjne" med lange naturlige vipper... og nogle (i mændenes øjne) pæne bryster.... og jeg er god i sengen (hvorfor mon!!!)..... og jeg kan finde ud af, at klæde mig pænt og begå mig socialt.... og alt muligt andet.... Men indeni er jeg en rådden og falsk person...

Og selvom jeg ikke tror på K, når han siger det, så har jeg bare brug for bekræftelsen hele tiden... Bekræftelsen på at han ikke går... At han gerne vil mig... Jeg søger hele tiden efter beviser på, at han ikke går... "Nu har han en masse tøj hos mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu har han flyttet sit køleskab hjem til mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig.... "Han kommer hjem til mig hver dag" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han bliver glad når jeg ringer til ham" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han har inviteret mig på ferie" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu kommer han med blomster" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu vil han lave min terrasse, som jeg ønsker mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... og så videre... Hele tiden....

.

Hvad er mig og hvad er psykologen?

2015-08-17T10:00:00.000+02:00

Jeg kan mærke, at mit sind/min borderline(?) har malet psykologen sort.... eller har det/den?

Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er hende og hvad der er mig. Hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Måske er mine tanker bare en "normal" reflektion over, hvorvidt psykologen eller jeg har ret i, at jeg skal afslutte det med K, fordi han er kriminel og tager stoffer ind imellem. Hun har mange gange sagt, at hun jo ikke er mig og jeg skal leve MIT liv, som jeg finder rigtigt, men alligevel så føler jeg ikke, at jeg retfærdiggøre overfor hende, hvorfor jeg vælger som jeg gør.

Jeg ved jo godt, at det er forkert at tage stoffer. Jeg ved også godt, at det er forkert at prostituere mig. Og jeg ved godt, at begge dele er selvskade, jeg gør, for at føle mig i live.

Det sidste hun spurgte mig om sidst var "Hvad skal du så bruge ham til?", fordi jeg ikke kunne svare på, hvad jeg fik ud af, at være sammen med ham og fordi jeg fortalte om hans kriminalitet og stofferne. Jeg har nok fået givet et mere sort billede af ham end der egentligt er rigtigt. Han har arbejdet enormt meget med sig selv de sidste 3 år og gør det stadig. Blandt andet med hans temperament, som kan løbe af med ham, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet eller talt dårligt til. Han arbejder på, at han gerne vil have sin søn hjem og bo - væk fra plejefamilien - og har advokat og børnesaglig rådgiver på. Han er enormt tænksom som person.... faktisk meget velovervejet, vil jeg sige. Han handler ikke bare uden at tænke på konsekvenserne - som jeg fx. gør ind imellem...

Hvem ved om K er manden for mig?

Ja, han leger lidt på kanten af loven. Og ja, han tager stoffer ind imellem. Men egentlig er vi jo 2 alen af samme stykke. Jeg gør jo det samme. Jeg betaler ikke skat af mine penge fra prostitutionen. Selve prostitutionen er ikke ulovligt, men det er ulovligt, at jeg ikke betaler skat af pengene. Jeg er blevet taget af SKAT før, så hvis jeg bliver taget igen, kan jeg ikke spille blondine-dum, som jeg gjorde sidst.... Plus at jeg nærmest bare var et naivt barn på det tidspunkt. Nu er jeg voksen.... eller.... det siger min alder i hvert fald... Jeg ville højst sandsynligt få en dom for socialt bedrageri....

Weekenden har været stille og rolig.

I fredags var vi ude og spise frokost med mine brødre og deres kærester.

Jeg synes det gik rigtig godt. K er meget stille, tilbagetrukket og observerende, når han møder nye mennesker, så han sagde ikke så meget, men han har fuldstændig samme humor som mine brødre og jeg, så vi grinede, så jeg havde helt ondt i maven. K sagde også, at han havde hygget sig rigtig meget. Det er sjældent, at han kan sidde stille i alt for mange timer ad gangen, men vi sad næsten i 4 timer og det var et godt tegn, sagde han :-)

Lørdag var vi Hr. og Fru. Danmark som var hos slagteren efter røde bøffer og en tur hånd i hånd gennem gågaden. Så stod den på bøffer og lækkert tilbehør på grillen, en flaske hvidvin til deling og tidligt i seng.

Søndag mødte jeg hans søn og vi var på Den Blå Planet, ude og spise og hjem og hygge inden han skulle afleveres hos plejefamilien igen. Bagefter var vi hos en af hans kammerater (og hans kæreste som var på besøg), som jeg har mødt flere gange. Han er helt vildt flink og vi har vildt mange fælles interesser, men han er også en "bad boy", der er mere kriminel end K er. Han havde noget særligt godt amfetamin, som han tilbød. Jeg startede med at sige nej tak, men endte med at tage en lille bitte smule. Det var dog så stærkt og jeg fortrød, at jeg havde taget det, så jeg pudsede næse og dét var dét. K tog dog 3-4 streger og fik en beroligende pille med hjem. Ja, jeg ved godt, det er sygt og forkert og jeg kan ikke retfærdiggøre det overfor mig selv eller nogen andre. Men jeg føler mig godt tilpas i deres selskab. Jeg føler mig "hjemme". Jeg kan være MIG!

Jeg skal være hos psykologen om 45 min....

.

En dag alene....

2015-08-12T21:59:00.000+02:00

K har været på arbejde hele dagen. Det er første dag, hvor jeg har været alene i så mange timer, siden vi mødte hinanden - og jeg er faldet sammen. Jeg har haft minus overskud og jeg har sovet rigtig mange timer. Alligevel har jeg fået lavet lidt, så helt skidt har det ikke været.

Men jeg kan bare mærke savnet og tomheden, når han tager afsted om morgenen. Jeg står op sammen med ham kl. 04.30 og drikker kaffe. Det er blevet et lille ritual. Når han så er kørt, så går jeg enten i seng eller bliver aktiv. Det kommer an på mit humør. Idag gik jeg i seng og sov til kl. 10 og gik i seng igen ved 14-tiden og sov til kl. 19...

Han mødte min mor i forgårs. Hun var påvirket som sædvanlig. Jeg havde advaret ham. Han kommer selv fra en "broget" familie, så han tager ikke notits af det. Vi skulle have været på besøg hos min far igår, men han meldte fra, så det blev ikke til noget.

På fredag skal vi hygge sammen med mine brødre og deres kærester.

Der er hele tiden en stemme indeni mig, der siger, at det hele går for stærkt. Men alligevel så har jeg lyst til, at han skal møde dem... Han har allerede sagt, at han elsker mig... Det sagde han i weekenden og nu siger han det dagligt... Det går godt nok stærkt. Man kan ikke sige, at man elsker en person efter 3 uger. Han er forelsket og det er noget andet. Jeg har på fornemmelsen, at han har det ligesom mig. At følelserne på et eller andet tidspunkt bliver så intense og store, at man mangler ord og det største man kan sige, for at beskrive sine følelser er "Jeg elsker dig". Jeg har sagt det tilbage. Det gør jeg hver gang. Jeg har ikke sagt det af mig selv endnu.

Prostitutionen er stoppet igen. Det er den, fordi jeg har ham. Jeg kan og vil ikke, når jeg har en kæreste. Dobbeltlivet er for besværligt og kaotisk og jeg vil være konstant bange for at blive opdaget.

Stofferne er straks værre. Lysten er vakt igen på fuld smadder. Jeg skal virkelig holde igen, for at vi ikke skal tage noget hver weekend fremover. Han siger selv, at det ikke bliver noget der sker jævnligt fremover - og det er jo ham der betaler og skaffer, så hvis det passer, så er det jo sådan set let nok. Desværre så tror jeg, at hans rygrad på det område er lige så slap som min.

Men nu rider det mig som en mare, at jeg skal stå skoleret overfor psykologen på mandag igen. Sådan føles det. Det er jeg nød til at snakke med hende om.

I næste uge skal min hjemmevejleder med til psykolog. Vi skal fortælle hende om, at jeg ikke er så frisk som hun tror. At jeg spiller skuespil og ikke kan finde ud af at lade være. Det bliver vildt grænseoverskridende og ubehageligt. At blive "afsløret" og sidde der helt åben som en bog. En lille pige som skal have hjælp af psykologen til at fortælle hvordan jeg har det.

Det er fordi, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge hende til. Indtil nu så er det jo kun en sludder. Er det bare det man bruger dem til?

.

Jeg skal stoppe for at fortsætte...

2015-08-12T05:48:00.001+02:00

Igår var jeg hos psykologen for første gang siden hun er kommet tilbage fra ferie.

Ganske rigtigt, som jeg skrev i sidste indlæg, så fortalte jeg om min selvskade eller vilde "ferie", jeg har holdt, mens hun har haft ferie. Prostitution, kokain og alkohol.

Hun sagde, som så mange gange før, at psykoterapi og psykologforløb ikke hænger sammen med kokain og alkohol, så uden at sige det direkte, så skal jeg stoppe med det, ellers kan jeg ikke fortsætte med mit forløb hos hende.

Udover det, så fik jeg besked på eller en hjemmeopgave der hedder "Gør det forbi med K", fordi han er kriminel og lever på den måde han gør.

Og hun har ret. Det burde jeg gøre, men nu er jeg jo blevet glad for manden og har faktisk ikke lyst til at gøre det forbi. Han får mig til at føle mig i live. Han får mig til at føle mig tryg.

Han er sød og dejlig. Forkæler mig og passer på mig.

Så nu er jeg ude i, at jeg så må lyve, hvis jeg tager stoffer, for jeg kan nok ikke undvære behandlingen hos hende. Jeg føler mig bare trængt op i en krog.

Hun skal vel ikke bestemme, hvem jeg skal være sammen med og styre det ved at sige, at jeg bliver afsluttet, hvis jeg ikke gør det forbi med ham. Hun har ikke sagt, at det er det, der kommer til at ske, men jeg følte, at det var det, der lå i luften.

Jeg kan godt forstå, at jeg ikke skal tage stoffer, når jeg går i terapi og jeg vil heller ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv....

Hun spurgte mig også om, om jeg tror, at jeg nogensinde kommer ud af prostitutionen. Det er jo det, jeg falder tilbage til, hver gang jeg ikke har en kæreste i mit liv. Jeg sagde, at jeg tvivler.
Jeg er simpelthen afhængig af det. Rusen er så stærk. Stærkere end kokainen.

Alt eller intet....

2015-08-07T15:03:00.000+02:00

Igen er det alt eller intet.... Vi har været sammen hver dag siden vi mødte hinanden... Jeg har ikke sovet alene en eneste gang... Jeg kunne faktisk godt tænkte mig det... Jeg savner lidt at sove alene... Men jeg kan heller ikke lide at sige det til ham, fordi så bliver han måske ked af det og det kan jeg ikke lide....

Igår kom han med roser... En stor buket langstilkede røde roser...

Han kigger forelsket på mig og fortæller hvordan alle mennesker omkring ham bemærker, at hans temperament er så roligt for tiden... At han overhoved ikke er opfarende, som han plejer at være... Sågar hans chef...

Han fortæller mig, at han ikke vil være kriminel mere... At han gerne vil afslutte de "ting" han mangler... Jeg ved ikke, hvad det er... Jeg tænker, at jo mindre jeg ved, jo bedre... Han siger, at han gerne vil være et bedre menneske, fordi han har mødt mig... At jeg "gør et eller andet ved ham"...

Jeg siger, som jeg gør til kunderne, når de fortæller mig, hvor fantastisk jeg er: "Jamen, jeg er jo bare mig..."....

Han var sammen med sin søn igår. Jeg ved ikke, om han bliver testet for alkohol inden han får lov at tage sønnen med på tur, men i hvert fald, så lugtede han ikke af alkohol, da han kom her...

Det gjorde han senere på aftenen... Så han må have et eller andet gemt herhjemme.... eller små flasker i hans arbejdsbukser eller noget.... Jeg har rendt rundt og ledt, men jeg kan ikke finde noget...
Jeg tror, det er vodka... eller... det tror jeg, det var igår... ellers plejer det at være øl, han lugter af....

Da vi ligger i sengen i aftes efter sex, spørger jeg, om vi så er kærester nu... Ja, det synes han... Han siger igen, at han glæder sig til vores fremtid sammen... Jeg siger det samme...

..... Og nogle gange mener jeg det.... Så har jeg lyst til at "kravle ind i ham".... At sige "Du er dejlig" til ham 10.000 gange i træk....

..... Og nogle gange, så tænker jeg, at vi ikke har nogen fremtid sammen... Vi har ikke rigtig noget at snakke om... Når jeg prøver at få en samtale igang om et eller andet, lukker den ret hurtigt igen... Med mindre det er om hans søn... Han spørger heller ikke rigtig mig om noget... Det er mig, der er "tovholderen"....

Jeg prøvede at komme lidt ind på dét med alkohol og stoffer... og har spurgt ind til hans forbrug og fortalt lidt om mit stramme forhold til alkohol på grund af min opvækst... Han siger, at han ikke tænker over det... At det jo er meget sjovt med stofferne engang imellem... og alkoholen tænker han ikke så meget over... Nogle dage drikker han øl med kollegaerne... andre gange ikke.... Men det passer jo ikke... Det kan jeg jo lugte... og se... Igår aftes fx. der havde han fået røde øjne - og så lugten...

Jeg tænker egentlig "og hvad så".... Så længe han ikke laller rundt.... og man kan jo ikke mærke det på ham...

Måske skal jeg bare lade være med at over-tænke det, som jeg altid gør...

Det er så dejligt at være sammen med en fyr, som ville pille månen ned fra himlen til mig, hvis han kunne... :-) :-)

Men på mandag stopper det.... For der skal jeg til psykolog igen og så bliver det hele pillet fra hinanden - ligesom det plejer med de mænd, jeg møder...

Hun har været på ferie i en måned og det sidste hun sagde til mig var, at jeg de sidste 4 somre hvor jeg har gået hos hende, altid er blevet selvskadende, når hun er taget på ferie... Som om, at nu er "mor" væk og så kan jeg gå amok... Og det er jo lige dét, der er sket...

Hun sagde, at hun ikke troede, at jeg ville falde tilbage til prostitutionen, fordi jeg er blevet for bevidst om mønstrene og fordi det er blevet for farligt, efter jeg har fået øjnene op for realiteterne i, hvad det egentlig er, jeg laver - altså tager hjem til fremmede mænd... alene...

Jeg sagde, at jeg ikke vidste med prostitutionen, men alkohol og stofferne var i hvert fald udelukket... Sådan havde jeg det på daværende tidspunkt... Prostitutionen var jeg tilbage i allerede i samme uge og 14 dage inde i hendes ferie, røg jeg i med stofferne og alkoholen... Så ja, sommeren endte åbenbart, som den plejer...

Så nu skal jeg "stå skoleret" på mandag og så skal vi analysere hvorfor og hvordan jeg har mødt K, hvorfor jeg holder fast i ham, selvom jeg godt ved, at jeg ikke burde... Hvordan hans personlighed er udfra hans barndom med svigt og tæsk.... At han er kriminel og så videre... og så lige om hvorfor jeg røg tilbage til prostitutionen, alkohol og stoffer...

Jeg har sagt til hende, at jeg nogen gange ville ønske, at jeg bare kunne "være". At mine forhold bliver ødelagt af at blive analyseret hos hende... og det gør de... De sidste 4 mænd, jeg har kendt, er blevet analyseret til døde hos hende og det ødelægger det hver gang...

Men det bliver jo ødelagt, fordi jeg jo egentlig godt ved de ting, hun gør mig opmærksom på...

Ny fyr - Nyt skuespil...

2015-08-03T11:47:00.000+02:00

Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg skulle være single... At det er for besværligt, at have en kæreste eller en mand tæt på... Jeg mister mig selv og bliver selvskadende - begynder at spise for meget...

Men ja, jeg kan åbenbart ikke finde ud af at være alene....

.... og han er ikke en sund én af slagsen....

Han er kriminel... Tager stoffer.... og det lader til at han også drikker for meget.... Hans søn er tvangsfjernet og bor i plejefamilie...

Hvorfor gør jeg det?
Hvorfor skal jeg hele tiden færdes på grænsen og have drama i mit liv?!!

Jeg var begyndt i prostitution igen... og jeg havde det godt... eller det føler jeg i hvert fald... Hvis du spørger min psykolog, så vil hun sige det modsatte... ja, hun har sikkert ret... Jeg dulmer min rastløshed - som jo egentlig er ked-af-det-hed, som jeg ikke kan mærke...

Jeg tog stoffer sammen med ham i weekenden... Kokain... og jeg hadede mig selv... allerede da tanken poppede op i hovedet på mig.. Det var mig der opfordrede og han kom med det...

Jeg ved jo godt, at det er et sidespor... Jeg kan godt mærke det... og alligevel så bliver jeg bare ved med at "lege med".... Han er da meget sød, men jeg ved jo godt, at han ikke er noget for mig...

Han er allerede forelsket, virker det til... og det er dét, jeg gør... Jeg får dem til at blive forelskede i mig... Forgude mig...

Jeg har allerede mødt hans mor og stedfar og en af hans gode kammerater...

Kammeraten mødte jeg igår... og han var helt fucked up på stoffer... på en søndag...

De fortæller allesammen, hvor glad jeg gør ham og jeg har stjålet hans hjerte og så videre...

Jeg var faktisk begyndt at trives med at være alene igen... Men jeg er drama-jagter...

Og når der så er en der viser interesse, så hopper jeg bare på.. Selvom jeg godt ved, at det er dumt... At han ikke er noget for mig... At han er den type, jeg skal holde mig fra...

Jeg bliver beregnende... Han tilbyder at lave alle mulige ting i min lejlighed og min have, som jeg længe gerne har ønsket mig... Han har allerede "sat det igang" med materialer og alt muligt...

I løbet af ugen kommer ham kammeraten ^^ og afleverer et kaninbur til mig, som han havde stående... Et jeg helt sikkert godt kan bruge, fordi det jeg har, er noget værre lort...

Og jeg tænker.... Nåe ja, men jeg behøver jo ikke gifte mig med manden... Jeg kan jo bare "hygge mig" så længe det varer... For mig er det en leg... For ham er det alvor... Jeg er allerede blevet inviteret med til rund fødselsdag hos en af hans kollegaer i næste weekend... og han har allerede lagt op til, at vi igen skal tage kokain... og selvom jeg ved, at det er pisse forkert og jeg får det ad helvedes til af det, så gør jeg det fan'me alligevel!!!

Igår sagde han, at han glæder sig til mange gode og hyggelige dage sammen med mig fremover... Jeg smiler og siger i lige måde og kysser ham, som om han er den eneste ene...

Jeg er totalt i escortpige-rollen...

Jeg går i "med-afhængig-jeg-skal-fixe-ham"-modus...

Han skal bare lige lære, at han ikke skal drikke øl hver dag.... At han skal lære at vaske sine hænder ordentligt med en neglebørste... At han skal have nogle andre møbler... og alt muligt andet pis....

Han siger, at han nyder den ro, jeg besidder og udstråler... At han slapper af i mit selskab, som han aldrig har gjort med nogen anden før...

Han falder i søvn på sofaen... Jeg nusser om ham og giver ham et tæppe på... Nusser ham i håret....

Samtidig så giver han mig en eller anden form for tryghed, som jeg jo egentlig ikke behøver... Den store farlige verden, er lige pludselig ikke så farlig, når man har en kriminel indenfor dørene, som selv er farlig... Han siger, at hvis der er nogen der vil mig noget ondt, skal de forbi ham først...

Han bliver den store stygge og trygge far og jeg bliver lillepigen, som kan putte sig ind til ham og lade være med at tage ansvar....

______________________________

Så ringer han og fortæller, at han skal have kage med på arbejde imorgen, fordi han har lavet en fejl... og spørger om jeg er god til at bage kage... Ja da... Selvfølgelig vil jeg da bage kage.... Som den gode, nye, søde kvinde i hans liv...... Det er flere år siden, jeg har bagt kage...

______________________________

Hvem er jeg!!!!

.

Hjem til mig selv

2015-05-19T20:36:00.000+02:00

Jeg er kommet hjem til mig selv nu... Både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

I overført betydning fordi jeg virkelig føler, at jeg er landet hos mig selv igen. I min egen lejlighed. Hos mig selv. I mig selv. Og jeg har ikke snakket med ham i næsten en uge nu.

Jeg tog kaninen med og det har jeg det rigtig godt med. Den hygger sig uden tag på buret og slænger sig som om den aldrig har lavet andet. Det har den nok heller ikke. Det er en kæmpe Fransk Vædder på 5 kg som jeg har givet navnet Basse - fordi han er en stor basse :-)

Jeg hentede ham fra en sølle liv i et bur 24/7. Hans negle var så lange, at han havde svært ved at gå første gang han var ude. Det var så synd! Jeg har haft ham til dyrlæge og der var heldigvis kun mindre ting, jeg lige skulle holde øje med.

Så nu har han det godt. At man kan behandle dyr på den måde, er mig en gåde. Hvor er deres hjerte og empati henne?

Apropos... Så er det sådan M er. Dyr skal være på gulvet. Har ingen hjerne. Man skal ikke pyldre for meget om dem. Han var ligeglad med, at kaninen lå i et iskoldt skur om natten, selvom den var apatisk og iskold om morgenen. Man kan ikke bare sætte en kanin ud med det samme, når den har været vant til at være inde. Så er man nød til at vente til midt på sommeren. Det var han ligeglad med. Han synes også, at jeg var skør, fordi jeg ville tage ham til dyrlægen. Han mente, at man bare kunne aflive ham, hvis der var nogle problemer.

Jeg fulgte ikke mit hjerte, så Basse nåede at ligge i det iskolde skur i 3-4 nætter, før jeg fik taget ham med hjem. Det har jeg det SÅ dårligt over. Men det kan jeg ikke gøre noget ved nu. Nu vil jeg bare sørge for, at han får et godt liv fra nu af!

Jeg har også været ret produktiv den sidste uge.

Udover oprydning og rengøring, så har jeg lavet hjemmeside for min mor. Kun en midlertidig en indtil jeg får den rigtige op at stå, men det var ret vigtigt at siden ikke var tom, når hendes kunder kiggede forbi. Selvom det, jeg har lavet, egentlig er "piece of cake", så er jeg alligevel stolt over resultatet indtil videre. Og min mor var ellevild. Jeg glæder mig til det endelige resultat.

Jeg er i øvrigt begyndt, at snakke med hende igen. Det har vi gjort i et par måneder nu. Eller er det længere? Jeg kan ikke holde styr på tiden. Men det går i hvert fald godt. Jeg er nået frem til, at jeg bare må acceptere, at hun er som hun er. At mine forventninger til, hvordan en mor skal være, ikke er noget hun kan leve op til. Jeg tager, hvad jeg kan få, hvis man kan sige det sådan. Jeg lader være med at have forventninger til hende og så bliver jeg ikke skuffet. På den måde går det faktisk meget godt.

Jeg går stadig sygemeldt. Jeg er nu kommet over på det der hedder ressourceforløb igennem kommunen. Det er noget med, at det er for særligt udsatte borgere, som skal have ekstra hjælp for at komme hen til selvforsørgelse. Det er fastsat til 5 år, men det er vist noget som kan forlænges. Så indtil videre så går jeg herhjemme og jeg skal starte på noget "Lær at tackle din angst og depression" her til efteråret. Det er noget der kører over 7-10 uger, hvor der er andre ligesindede der deltager.
Det glæder jeg mig faktisk til.

-

Medafhængig og latterlig!

2015-05-13T15:08:00.001+02:00

Heller ikke denne gang lykkedes det mig, at overholde det jeg havde aftalt med mig selv.

Da vi langt om længe står op, så er det jo egentlig meget hyggeligt. Og jeg kan ikke få mig selv til at pakke kanin og ting og skride. Desuden så kom han aldrig ud og cykle.

Jeg er taget hjem til mig selv for at vaske lidt tøj og rydde lidt op. Vi har aftalt at han ikke drikker mens jeg er væk. Nu må vi se. Hold kæft hvor er jeg latterlig! Jeg er vokset op med 2 alkoholiske forældre og så finder jeg fanme en mand, som også er det - og som stadig er delvist i benægtelse.
Han tror stadig, at han kan drikke til festlige lejligheder - i hans øjne fredag og lørdag - når han liiiige har fået sit misbrug under kontrol igen. Yeah right! Det kommer sgu da ikke til at ske!!!
Han ringer hvert kvarter for at høre hvornår jeg kommer tilbage, fordi han er bange for at falde i med alkohol, når jeg ikke er der. Han har sværere ved at være alene end jeg har. Vi er sgu et kønt par!! NOT!

Jeg er så fucking medafhængig. Jeg brækker mig over mig selv. Jeg sidder time efter time hos psykologen og snakker om, hvor nedbrydende et forhold det er og alligevel magter jeg ikke at bryde ud af det. Angsten for at være alene mig i røven. Hvorfor fanden skal det være så svært!

"Han er jo også meget sød", "Han forkæler mig jo også", "Så slemt er det jo ikke".... og bla bla bla.
Hvorfor kan jeg ikke bare slukke for stemmen i hovedet og bare fucking GØRE DET!

Jeg føler mig stadig som escortpige/prostitueret, når jeg er sammen med ham. Det hele er på hans præmisser og jeg lader som om. Ligesom jeg gjorde med kunderne. Jeg gider ikke engang have sex med ham, fordi det er så pisse dårligt! Jeg går på kompromis og tilsidesætter mine egne grænser og behov, for at "få fred". Og i dagtimerne hygger vi os jo meget godt.

Nu er han endelig flyttet i sin egen bolig og jeg havde planlagt oprydning og rengøring og et nyt liv. Men hvad er der sket?!!! Ikke en skid!!!

-

Kæreste - Respektløs og grænseoverskridende

2015-05-13T06:00:00.000+02:00

Hvad fanden er det egentlig jeg laver!!!

Han sejler rundt og respekterer ikke mine grænser. Han bliver ved, når jeg siger nej til sex. Ved og ved og ved indtil jeg ikke orkede at sige nej. Så få det for helvede overstået. Han stank af alkohol og har klæbet til mig som et lille barn siden jeg kom igår. Jeg føler ikke en skid for ham. Jeg føler mig som en prostitueret som han bare kan bruge som han har lyst og det gør han jo, fordi jeg lader ham.

Jeg er så pisse træt af mig selv. Hvorfor helvede bliver jeg ved med at udsætte mig selv for det pis! Jeg bliver jo ved med at køre tilbage efter mere lort. Og når han snakker om kærlighed og at vi ikke kan undvære hinanden, tænker jeg inden i mig selv, at han er en nar at høre på. Det er fuldstændig som med Mikael. Han ville heller ikke lade mig gå. Der skulle drastiske metoder i brug før han fattede budskabet.

Nu ligger han og snorker sin brandert ud. Han har vækket mig før fanden får sko på, fordi han nærmest kravler ind i mig. Han kan ikke komme tæt nok på. Jeg får klaustrofobi af ham. Jeg fucking hader ham. Hader hader og fucking hader!!!!

Når han cykler i løbet af formiddagen, så pakker jeg og tager kaninen med. Tager hjem og slukker telefonen. Lad mig være for helvede! Han er hamrende syg i hovedet!!!

Jeg er så pisse træt af mig selv!

-

Irritabel og brud med kæresten

2014-07-28T11:02:00.000+02:00

Årh jeg kan mærke at jeg er rigtig irritabel idag!

Jeg er mødt på Vikon her til morgen og jeg kan simpelthen ikke kapere de andre kursister. Den der holdning med, at "det er så synd for mig" og "åhh der er ikke noget jeg kan gøre". Så handl' dog for helvede!!! Den der lade holdning med, at der ikke er noget at gøre ved tingene og at folk bare læner sig tilbage og venter på, at løsningen eller hjælpen kommer og banker på døren af sig selv... Jeg bliver sindsyg af at høre på det! Jeg har lyst til at råbe og skrige af dem allesammen!

Kæresten flyttede hjem til sig selv i weekenden. Fuck det var dejligt! Det føles som at flytte hjemmefra på ny. At have sit eget sted og kunne lukke sin dør og bare sidde i sofaen helt stille. At nyde stilheden og ikke være konstant på vagt over, om det jeg nu laver er "ok". Kan jeg tillade mig at sove en lang middagslur? Jeg kan tillade mig dit og dat?! Nu kan jeg tillade mig alt og det er fan'me fantastisk!

Vi gik fra hinanden igår og det har jeg det også godt med. Jeg kan bare mærke, at det slet ikke var mig. Jeg har ikke og har aldrig haft forelskede følelser. Det var flirten og de små sommerfugle i maven, jeg var glad for i starten, men de gik hurtigt væk igen.

Han græd og græd og græd i telefonen igår. Og så sagde han en masse lort også. Og alt det lort bekræftede mig bare i, at jeg var på rette vej. Jeg er slet ikke et sekund i tvivl.

Og så har jeg besluttet, at jeg for fremtiden SKAL kunne mærke sommerfuglene. Ellers er det ikke rigtigt. Jeg SKAL være forelsket før jeg indgår i noget med en mand!

Overskuddet ligger på nul. Jeg er træt, træt, træt. Jeg har sovet rigtig meget i weekenden. Og jeg har åbenbart trængt til det. Idag er jeg også enormt træt, kan jeg mærke. Jeg er cyklet på Vikon og lige nu kan jeg slet ikke overskue de 8,5 km hjem.

Jeg har besluttet at gå kl. 12 de næste 3 uger, for vores normale underviser er på ferie. Det bliver nogle voldsomt lange 3 uger. Hun er virkelig savnet!

Igår havde jeg endnu en "ud af kroppen oplevelse". Dissociation. Det er altså vildt ubehageligt. Det startede ved 19-tiden og blev tiltagende værre i løbet af aftenen. Det er som om jeg oplever verden udefra. Alt bliver fremmed på en måde. Også mig selv. Jeg føler ikke, at min krop er min. At noget er mit. Min krop er bare en tom skal - agtigt. Jeg tror, det er fordi jeg har svært ved at være alene. Det kunne jeg mærke. Så er der ikke noget til at distrashere mig med. Jeg skal se at få bestilt en tid hos min psykiater, så jeg kan få en snak om noget mere medicin eller om jeg skal skifte.

-

Det går jævnt dårligt! Parforhold, indre barn, dissiocering, misbrug, medafhængighed.

2014-07-13T16:17:00.001+02:00

Jeg er totalt i mit indre barns vold i de her dage.

Jeg er helt igennem ked af det. Helt nede i maven. Overalt i min krop. Tårerne presser sig på konstant.

I forgårs græd jeg, som jeg ikke har grædt siden jeg var barn. Hulkende. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var i år 2014. Jeg var tilbage i 1993, hvor jeg var 10 år gammel. Da mine forældre glemte at komme ind og putte mig og jeg faldt i søvn grædende. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke savnet. Hvor gjorde det ondt!

I de her dage dissocierer jeg meget. Jeg har mange timer nogle dage, hvor jeg slet ikke er i min krop. Jeg er udenfor. Den anden dag havde jeg heldigvis fået en ekstra samtale hos min psykolog. En time efter hun havde skrevet en sms og vi havde aftalt, at jeg skulle komme, begyndte det. Jeg var helt ved siden af mig selv. Et alvorligt anfald. Det var så ubehageligt. Det var rart, at jeg havde det sådan en dag, hvor jeg skulle til psykologen, for så får hun set det. Indtil videre har jeg kun kunne fortælle om det, fordi det aldrig er sket mens jeg har været der. Denne gang var hun ikke i tvivl.

Kæresten måtte køre mig derop, for jeg ville ikke køre bil i den tilstand. Da han hentede mig, kørte vi til stranden, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det ville hjælpe mig med noget jordforbindelse, hvis jeg kunne gå lidt rundt med fødderne i det kolde vand. Det hjalp også lidt.

Det var surrealistisk. Det hjalp mig også at holde ham i hånden. Så var det ligesom om, at der var en forbindelse til "noget" gennem hans hånd. Så fløj jeg ikke bare rundt, agtigt.

De kalder det vist nær-psykotisk. Depersonalisation.

Depersonalisation, (af de- og afledn. af person), ændring af bevidstheden med oplevelse af at være ved siden af sig selv eller af at være en iagttager af egne handlinger. Tilstanden kan optræde ved udtalt træthed, efter opvågning eller i angstprovokerende situationer, men ses også ved psykisk sygdom, fx depression og skizofreni samt ved epilepsi. Ved sindssygdom kan det opleves, at kroppen ikke er ens egen, eller fx at den er lavet af gips.

Psykologen mener, at det er fordi der er nogle erindringer der presser sig på og kroppen reagerer ved at gøre sig tom og "ved siden af sig selv" for ikke at mærke det.

Udover dét, så er jeg også havnet i endnu et forhold, hvor jeg ikke har følelserne med. Og nu er han endda mere eller mindre flyttet ind og har lånt sin lejlighed ud til en af de andre kursister på Vikon. Så nu kan jeg ikke bare "smide ham hjem".

Jeg kan ikke finde ud af ham. Det er ligesom om, han vender på en tallerken. Han modsiger sig selv hele tiden i forhold til misbrug. De forskellige ansatte på Vikon siger ét og han siger selv noget andet. Det ene øjeblik kalder han sig alkoholiker eller misbruger. Siger at han har en afhængig personlighed. 2 minutter efter kan han sige de modsatte.

Vi skralder og har fundet flere rammer øl, hvor der kun var en eller 2 øl der var gået i stykker. Resten har vi så taget med hjem. Igår var jeg oppe hos min far alene. Så skriver han lige pludselig, at han har foræret al alkohol til naboen, fordi det var for fristende at have det stående i huset. Sidste torsdag havde vi en dag for os selv hver for sig og der viser det sig, efter at jeg har gået ham på klingen i en times tid, at han har røget pot. Hvis det ikke er at være misbruger, så ved jeg ikke hvad det er.

Jeg kan og vil ikke være i et forhold til en misbruger i benægtelse. Jeg vil ikke være en af dem, som fører mønstret videre og selv havner i et forhold med en aktiv misbruger. Jeg vil ikke være en medafhængig kæreste.

Nu er det ligesom at være kæreste med mine forældre. At jeg konstant er på vagt. At jeg ikke har noget tillid til ham. At jeg konstant lugter til ham, når vi kysser. Hver gang han har indtaget noget, styrtdykker mine følelser. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nogen tilbage nu.

Det føles ligesom mit forrige forhold. Der bølgede mine følelser op og ned konstant. Nogle gange har jeg lyst til ham. At kramme og kysse. Andre gange væmmes jeg og så skal han bare holde sig så langt væk som muligt.

For det meste vil jeg ikke have ham tæt på og det ved jeg jo godt ikke holder. Det er jo ikke sådan det skal være. Jeg burde være forelsket. I stedet for, så ser jeg kun hans fejl. Konstant. Hvilket gør at det bliver meget værre.

Jeg kan ikke holde det ud.

Min mor har jeg skåret helt fra, men samtidig så kan jeg mærke smerten. For vildt.

Hvordan kan man som forælder bare leve videre ufortrødent, selvom ens børn er blevet personlighedsforstyrrede og har adskillige selvmordsforsøg bag sig?Hvordan fanden kan man ikke se, at man er nød til at gøre noget ved sit liv, for at børnene overhoved har lyst til at se en? I stedet så accepterer min mor bare, at jeg ikke vil have hende i mit liv. "Nå okay, jamen så har jeg bare kun 2 børn". Hvad går der gennem hovedet på hende? Ingenting tilsynelandende.

Hvordan kan man sætte børn i verden og være så pisse ligeglad?!

Splitting fra min mor, selvskade og ny kæreste.

2014-06-03T23:01:00.001+02:00

Har det virkelig ad røven til idag!!!!

Dagen startede godt ud. Jeg var i godt humør. Har fået en dejlig kæreste, som er vild med mig, så jeg burde jo være glad. Det er jeg også - for det meste. Der er bare ting som skygger.

Igår var jeg hjemme hos min mor (kun for at hente en solseng, som jeg har stående hos hende!) og jeg bliver som sædvanligt i pisse hamrende dårligt humør af at besøge hende!

Jeg havde min nye kæreste med og jeg havde skrevet og aftalt med hende tidligt på dagen, at vi kom og hun havde ikke gjort en skid ud af sig selv!

Hendes fucking klamme joggingtøj med bukserne trukket helt op under brysterne, klamt grimt fedtet hår, lange hår på benene, ikke noget make-up. Hun lignede en gammel brugt alkoholiker magen til dem, som jeg går på Vikon med! Det burde være hende, som sad nede på Vikon, mand!!!

Det nyeste påhit hun er kommet på, for at holde op med at drikke, er at tape flaskerne i barskabet sammen og sætte en seddel udenpå hvor der står: "Barskabet er midlertidig ude af drift!".

Hvor fucked up er det!!!!

Hun sidder og fortæller vidt og bredt om, at hun er startet på Lænken og at hendes mand også er startet til noget pårørende behandling.

Jeg spørger ind til alt det drama der har været foregået omkring begravelsen. Jeg har ikke overskud til at fortælle detaljerne, men lad mig bare sige det sådan, at det var hende der splittede hele familien ad og gjorde folk uvenner i familien - igen!

Så sidder hun kraftedme og siger, at hun er færdig med at have med negative mennesker at gøre og hvis det betyder, at hun skal cutte kontakten til hendes forældre (på 86 og 87 år) så gør hun det!

Hun er så fucked up, mand!!!!

Og når jeg spurgte ind til ting som hun ikke gad snakke om, så sagde hun: "Kan vi ikke lade være med at snakke om alt det negative og snakke om noget andet!". WTF!

Så siger hun: "Ja, der foregår jo en masse splitting i vores familie!". Ja, det gør der kraftedme og det er hende der er kvinden bag det. Det har jeg vidst og sagt de sidste 4 år og nu sidder hun og føler sig pisse vigtig og klog over, at hun har lært et nyt ord!

Citat fra en opgave der beskriver splitting og borderline på nettet:

"Splitting:

Begrebet splitting stammer fra engelsk og betyder splittelse.

Splitting vil sige at et menneske ikke har integreret og dermed ikke kan rumme to modsatrettede følelser eller værdier samtidig. At integrere to modsatrettede følelser eller værdier indebærer, at man ved at de begge er en del af en selv. De fleste mennesker ved at de indeholder både gode og dårlige egenskaber. Selv om man i bestemte situationer hovedsagligt viser de dårlige egenskaber, ved de fleste godt, at de gode egenskaber stadigvæk er der.

Når et menneske splitter, drejer det sig ofte om hans opfattelse af hvad der er godt og ondt.
De deler/splitter ofte omgivelserne op i grupperinger for og imod den pågældende (heraf navnet splitting) Begrebet er særlig kendt i forbindelse med Borderline-problematik.

Nogle personer har en så negativ selvopfattelse, at de kan opleve, at den smule godt de har i sig, er i konstant fare for at blive ødelagt af de dårlige sider.

I visse situationer vil splitting ikke kun finde sted inde i den sindslidende, men vise sig som splittelse i personalegruppen.
I så fald kan det give anledning til mange stridigheder angående holdningen til den sindslidende, hvis personalet ikke er bevidst om, at det drejer sig om splitting.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade."

Min kæreste sagde noget ala:

"Det er jo en hver forælders lod, at stå til ansvar for sine handlinger og det er jo ikke særlig sjovt. Det kender jeg selv fra mine egne børn"

Der holdt hun lige pludselig kæft!

Så snakker hun om, at hun har fået nogle nye piller, som har advarselstrekant på og hun derfor ikke kan køre bil. Jeg spørger så, om det ikke kun er til PN (ved behov). Det indrømmer hun modvilligt, at de er.

Men hun spiser dem jo som slik. Hun har bare skiftet alkoholen ud med piller. Hun er så fucking dum, mand!

Jeg har bare så sindsygt lyst til at være selvskadende idag. Jeg kan ikke komme af med trykket i hovedet. Jeg har lyst til at køre ud til kunder og det kan jeg ikke nu, fordi jeg mere eller mindre allerede er flyttet sammen med kæresten. Han kender godt min fortid og jeg har prøvet at sætte ord på trangen her til aften, hvilket har resulteret i, at der nu er pisse dårlig stemning.

Han spurgte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var alene. Jeg kom til at snerre ad ham og sige, om han regnede med, at jeg ville svare ærligt på det. Så gik han helt kold og det kan jeg også godt forstå og se hvorfor nu. Nu er der lige kommet et skår i tilliden til mig.

Jeg kan bare ikke have ham tæt på nu! Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret og jeg ved jo godt, at det ikke er ham jeg er irriteret på, men jeg lader det gå ud over ham. Det har jeg også sagt til ham og undskyldt, men jeg kan jo ikke trække de sagte ord tilbage!

Jeg har sagt, at en alkoholiker jo ikke bare holder op med at tænke på alkoholen, fordi han beslutter sig for at holde op med at drikke. Det er det samme. Det er mit misbrug at prostituere mig og på sådan en dag som idag, når jeg så ikke kan, så brænder det sammen i hovedet på mig!

Men han er pisse ked af det nu og det kan jeg også godt forstå. Men det er svært at forklare min selvskadetrang til ham. Det er svært at forklare hvorfor det er, at jeg har brug for at tage ud til kunder og nedværdige mig og blive udnyttet!

For helvede hvor er livet bare besværligt!

Jeg har kvalme!!!

*** Jeg har ikke rettet indlægget, for det orker jeg ikke lige nu... ***
-

Jeg har været på date i aften :-)

2014-05-20T00:13:00.000+02:00

Ja, det har jeg :-)

Det var en fyr, som jeg har skrevet med gennem en datingside. I sidste uge så jeg en udsendelse, hvor siden Sugardaters.dk blev omtalt. Så blev jeg nysgerrig og oprettede en profil i fredags.

Konceptet kan man vist meget vel kalde "gråzone-prostitution", da det er noget med at finde en såkaldt "Sugardaddy".

På Wikipedia står der:

"Sugar daddy is a slang term for a man, who offers to support a typically younger woman or man after establishing a relationship that is usually sexual"

På dansk:

"Sugar daddy er en slang betegnelse for en mand, der tilbyder at støtte en typisk yngre kvinde eller mand efter at have etableret et forhold, som normalt er seksuelt"

Med andre ord - det er prostitution i en pæn indpakning :-)

Anyway....

Vi havde ikke aftalt noget som helst andet, end at vi skulle ud og spise. Der var ikke noget som helst seksuelt indhold, ingen flirt eller noget af seksuel karakter i vores mail-korrespondance. Selvfølgelig ved jeg godt, at der jo nok ligger en forventning om et eller andet, når man har fundet hinanden på sådan et site, men jeg havde planlagt, at det bare skulle være en hyggelig aften - ingen sex eller kys eller noget som helst - og det var der jo heller ikke blevet lagt op til.

Han havde booket bord på en fancy restaurant. Formel B som har fået Michelin-stjerner eller stjerne - kender ikke rigtig til det dér med de stjerner - men så skulle det jo efter sigende være godt!

Nå, men det er egentlig ikke daten jeg vil fortælle om, andet end at den gik rigtig godt. Maden var skøn - jeg blev mega forkælet og han var rigtig sød. Vi havde vildt mange ting til fælles, så der var ingen såkaldt pinlige tavsheder.

Efter maden gik vi en tur og der kom vi naturligvis til at snakke om konceptet på siden. Det viste sig i løbet af aftenen, at han var gift. Det havde han ikke skrevet noget om, så det kom faktisk som noget af en overraskelse. Ikke at det overrasker mig voldsomt, for de kunder jeg normalt besøger som escortpige er sjældent singler. Det var mere dét med, at han slet ikke havde nævnt det.

Men altså - han søgte selvfølgelig en at "hygge sig med". Aka. en elskerinde/bolle-ven eller hvad vi nu skal kalde det. Han havde svært ved at definere det, når jeg spurgte ind til det, men betalingen ville så være hyggelige aftner med middage/koncerter/teater/kunstudstillinger - eller whatever - efterfulgt af en såkaldt "fræk dessert". Jeg kunne også godt få penge udover det.

Jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Jeg ved allerede, at det bliver et nej til det seksuelle, men jeg vil sige, at jeg gerne vil være en veninde, hvis han "mangler" en at gå ud med. Det var noget med at konen havde en kronisk fysisk sygdom som gjorde, at hun dårligt kan bevæge sig og er konstant plaget af smerter. Hvilket så også har forårsaget en depression. Derfor gav han udtryk for, at det ikke kun var det seksuelle, som han var ude efter, men at han også bare savnede en/nogen at have en hyggelig aften med fx. middag, en tur i byen, biografen eller whatever.

Han sagde, at det også bare kunne være hyggeligt, at ses til en middag eller noget - uden noget sex - fordi vi havde mange fælles interesser og havde nogle meget interessante samtaler. Det havde vi også, men om han mente det med at ses uden sex, er jo ikke til at vide, men han virkede sådan.

Nå, men det jeg egentlig vil frem til er, at jeg ringede til min far på vejen hjem. Han havde ringet. Jeg havde fortalt ham for nogle dage siden, at jeg skule på date og at vi skulle spise på den her fine restaurant.

Han spurgte så til, hvordan det var gået og nævnte, at det da var en dyr restaurant. Ja, regningen blev omkring 2300,- kunne jeg se, fordi jeg skævede diskret til den.

Så fortæller jeg, at han ikke havde "fået noget" og at vi ikke havde aftalt noget om, at jeg skulle "betale" med sex. Min far ved godt, at jeg arbejder i prostitution.

Det jeg så studsede over var, at han sagde:

"Jamen - en mand inviterer da ikke en kvinde på sådan en fin restaurant, uden at han forventer, at han får "noget på den dumme"...."

Jeg vil ikke sige, at han bebrejdede mig, at jeg ikke havde "givet ham noget", men tonelejet og hans ord vidnede om, at han synes, at jeg havde taget røven på ham her.

Hmm.... Det var først bagefter, jeg lige fik tænkt en ekstra gang over dét han sagde....

Er det virkelig rigtigt, at der ikke er nogen mænd, som vil invitere en date eller en kvinde ud og spise, uden at han skal have en modydelse i form af sex eller "anden kønslig omgang end sex"?

Jeg ved godt, at han da selvfølgelig havde håbet på noget. Det gav han også udtryk for, uden at sige det direkte, men der var jo ikke blevet snakket eller skrevet om det. Havde vi nu skrevet om det i mails'ne, så havde jeg kunne sige nej tak, hvis jeg ikke ønskede, at der skulle være noget seksuelt over det. Men jeg synes ikke, at han automatisk kan forvente en "belønning" i form af sex, fordi han selv har valgt, at invitere mig ud.

Jeg synes bare, at det virkelig afspejler min fars syn på kvinder. Altså - det er jo sådan han er, men der er da ikke noget at sige til, at jeg har fået et forkvaklet forhold til mænd og sex, når min egen far siger, at man ikke kan invitere en kvinde ud, uden at man forventer, at man får en "belønning" bagefter.

Udover det, så har han også haft en vist forbrug af prostituerede selv, men at høre ham sige lige netop dén sætning, siger jo alt om, hvordan hans forhold til kvinder er.

Jeg fik bare en masse tanker i hovedet efter samtalen med ham, at jeg lige måtte have det ud. :-)

Udover dét, så skal jeg op og besøge ham imorgen og overnatte til dagen efter. Det bliver hyggeligt og jeg glæder mig til at se ham... :-)

Og min mor er gået i behandling for sit misbrug idag!
- Ja, fan'me så!

Hun har selv henvendt sig på Lænken idag og bedt om hjælp.
Idag har hun været til forsamtale hos en psykolog og så skal hun derned igen imorgen og snakke med en læge (højst sandsynligt en psykiater) og der deltager den omtalte psykolog også. Så har hun, til at starte med, fået foreløbig 2 psykolog-samtaler over de næste 2 uger.

I telefonen blev hun ved med, at forvisse mig om, at hun mener det denne gang. At hun ikke giver op, før hun er "kommet ud på den anden side" og har fået styr på sit liv igen og "fundet sig selv igen".

Det lyder jo lovende, men det er svært bare at tro på, når man har hørt det så mange gange. Jeg skal (desværre) se det, før jeg tror det. Det tror jeg også godt, hun er klar over.

En noget begivenhedsrig dag, må jeg sige! :-)

-

Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

2014-05-17T03:42:00.001+02:00

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!

Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.

Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)

Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)

-

Til mine elskede brødre! :-)

2014-05-14T15:09:00.004+02:00

Hej Drenge :-)

Ja, dette er så min blog.

Som I kan se, har jeg skrevet en del de sidst år. I nogle perioder mere end andre. Jeg har skrevet ucensureret, fordi jeg var anonym. Det er jeg så ikke helt mere nu, hvor jeg har fortalt jer om den.

Jeg har selvfølgelig omtalt og skrevet om Jer også og jeg håber inderligt, at I ikke tager noget af det ilde op. Det var mine tanker og følelser på det givne tidspunkt og efterhånden som terapien er skredet frem, jeg er blevet ældre og har fået det gradvist bedre, så har mine følelser og tanker om forskellige ting, jo selvfølgelig også ændret sig.

Jeg har læst hele bloggen igennem for at se, om jeg skulle ændre noget af det jeg har skrevet eller slette indlæg, men jeg er kommet frem til, at jeg ikke vil gøre det.

Jeg er nervøs for, hvordan I måske tager nogle af de ting, jeg har skrevet, men samtidig så vil det ikke give et retvisende billede af mig og hvordan jeg har haft det, hvis jeg begynder at censurere mine indlæg og tanker.

Jeg elsker Jer højere end jeg kan beskrive og det er så værdifuldt for mig, at vi har det forhold som vi har til hinanden. Det er meget sjældent, tror jeg.

Som I kan læse undervejs, har jeg følt mig meget ensom og alene, meget af tiden, men jeg har altid håbet og troet på, at vi nok skulle "finde hinanden" igen i de perioder, hvor det har set mest sort ud med uvenskab og splitting i vores familie. Og vi HAR fundet hinanden igen! :-)

Jeg ved ikke, om jeg fremad vil kunne skrive ligeså ucensureret, nu hvor jeg ved, at I læser med, men jeg vil forsøge, for det giver mig enormt meget, at dele om mine tanker, min dagligdag og erfaringer og få feedback fra andre, som kan genkende dem selv i mig.

Så velkommen til min blog... :-)

Kærlig hilsen

Jeres søster

-

Faldet i med stofferne...

2014-05-12T12:14:00.000+02:00

Jeg faldt i med stofferne i weekenden.... Kokain...

Og nu er jeg startet på Vikon og jeg har det ad røven til idag...

Der er ikke nogen som jeg kender hernede og der er lige mødt en kursist, som tydeligvis er påvirket af stoffer.

Åhh jeg har det bare ad helvedes til... Vil bare gerne hjem i seng og grave mig ned....

Og yndlingsunderviseren tager på ferie imorgen, så nu har jeg overhoved ikke lyst til at møde hernede resten af ugen... :-(

ØV!!!!

Prøver at være social og mistænksomhed overfor mænd.

2014-05-10T15:01:00.000+02:00

Igår havde jeg besøg af en ven. Jeg ved ikke helt, om vi kan kalde os venner, for vi har kun set hinanden nogle gange. Det var en fyr jeg mødte på Sindnet.dk for nogle år siden. Vi sås en enkelt gang dengang og så har vi skrevet sammen ind imellem siden. Han er for nylig flyttet her til byen, så nu har vi ses et par gange.

Første gang vi sås, var vi ude og gå en tur i skoven. Og så sås vi for 2. gang igår, hvor han var herhjemme og spise pizza og se film. Det var nu meget hyggeligt.

Jeg var som sædvanlig ved at melde fra, fordi jeg ikke kunne overskue at være social, men jeg tænkte "Fan'me nej - du er nød til at øve dig i, at være noget mere social". Så jeg lod være med at melde fra.

Jeg er i tvivl om hans hensigter. Det er bagsiden af medaljen, når man har været i prostitution. Jeg er ALTID i tvivl om mænds hensigter. Jeg er sikker på, at de altid er ude efter noget andet end kun venskab. Om det så er sex eller forhold eller hvad ved jeg.

Og jeg kan ikke finde ud af ham her. Han kigger nogle gange på sådan en måde... Du ved, liiidt længere øjenkontakt end man ellers har og så kunne jeg ikke finde ud af, om han var ved at tage min hånd flere gange mens vi så film.

Han er slet ikke min type, så hvis det er fordi han lægger an på mig, så kommer jeg i (endnu) et dilemma med at sige fra.

Han har også skrevet idag. Vi har snakket om, at vi skal ud og stå på rulleskøjter, så han spurgte om jeg havde fået fundet dem frem....

Jeg havde med vilje ikke taget makeup eller noget på, da han var her igår. Det var egentlig mest en prøvelse for mig selv. At bare være uden at føle, at jeg skal være pæn og lækker og hvad ved jeg. At jeg ikke går hen og bliver den flirtende pige, som sender mixede signaler, fordi jeg bliver kamæleonen, som skal tilfredsstille hans behov. Hvad enten det er kys eller sex eller hvad ved jeg...

Jeg er så hurtig til at gå ind i pleaser-rollen overfor mænd. At gå med på deres flirt - uden at jeg mener noget med det. Også selvom det ikke er en mand, jeg gerne vil have noget kørende med. Som med ham her.

Idag skal jeg også være social. Min moster har inviteret til mad i aften. Det er sammen med mine 2 fætre og min ældste lillebror og hans kæreste. Den yngste kunne ikke idag. Her har jeg selvfølgelig også været ved, at melde fra flere gange. Men igen, så tager jeg mig selv i det. Jeg er simpelthen nød til, at begynde og holde mine aftaler og komme ud. Jeg har det som regel godt, når jeg får det gjort, det er det jeg prøver at sige til mig selv.

Det skal nu også nok blive hyggeligt. Det plejer faktisk at være rigtig sjovt og vi plejer at grine meget, når vi er sammen. Det er vist et par år siden, at min lillebror så min moster sidst og det er også nogle måneder siden jeg har set hende.

Min mor må ikke vide noget om, at vi skal over til min moster. Hun bliver jaloux! Er det ikke latterligt!!!

-

Dødsfald, veninde og selvskade

2014-05-10T14:41:00.000+02:00

Psykologtiden gik med at analysere mit forhold til veninden, som nu har afbrudt vores kontakt og faktisk, så fik vi vendt det om til, at det faktisk var en god ting, at hun nu har afbrudt kontakten. Jeg kan ikke helt forklare hvordan vi kom frem til det, men det var noget med, at psykologen faktisk fik mine øjne op for, hvad vores venindeforhold egentlig indeholdte. Hun spurgte mig om, hvornår det var vigtigt, at en veninde er der for een og jeg sagde, at det var når man havde det skidt. Selvfølgelig er det også vigtigt at have veninder, når det går godt, men lige nu var det min sindstilstand, som vi koncentrerede os om.

Psykolog: "Hvordan vil du sige, at du har det for tiden?!
Mig: "Ad helvedes til!"
Psykolog: "Hvad er det så for en veninde, som bare ud af det blå, afbryder kontakten, når du har det allermest skidt?!"

Ja, det har hun jo ret i. Prostitutionen er jo en form for selvskade og det ved veninden udemærket godt, for hun har selv været i det. Så ja, hvad er det egentlig for en veninde!?

Der var selvfølgelig også en masse andet, som psykologen fik mine øjne op for, så jeg havde det faktisk rigtig godt, da jeg gik derfra. Nu savner jeg slet ikke veninden og faktisk - så har jeg egentlig heller ikke lyst til at optage venskabet igen, hvis det skulle komme til det efter gruppeterapien.

Så fremover der vil jeg ikke have det dårligt med at være i gruppen selvom hun er der. Sjovt som en psykologsamtale kan vende hele bøtten på hovedet, så noget der føltes så forfærdeligt og gjorde så ondt, lige pludselig er en god ting... :-) Hun er fan'me dygtig min psykolog. Men hun har også lige bestået en årelang uddannelse som specialist i psykoterapi - udover hendes uddannelse som psykolog.

Så der blev ligesom sat et punktum for venskabet til veninden. Det var rigtig godt!

Min morbrors dødsfald....
Det kom sgu som et chok. Et stort chok. Og det virker så uvirkeligt at tænke på. Jeg kan ikke få ind i hovedet, at han faktisk er død og at man aldrig kommer til at se ham igen.

Vi havde ikke rigtig noget forhold, men alligevel så vidste jeg jo, at han var der derude et eller andet sted. Og det er han ikke mere nu. Døden er altså noget forunderligt noget. Det ene sekund så er man her og sekundet efter, så er man væk for altid. Det er en mærkelig tanke.

Det har også sat mine tanker rigtig meget igang om min egen far. Min morbror blev 58 år. Min far er 56 år og han lever MEGET MEGET mere usundt end min morbror gjorde. Så jeg har grædt en del, men jeg har grædt over, at tænke på mine kusiner, som nu ikke har deres far mere - den ene skal giftes til sommer, hvor han skulle have fulgt hende op ad kirkegulvet. Og så græder jeg, fordi jeg er PISSE HAMRENDE bange for at miste min egen far.

Min far skal også med til begravelsen og jeg har tænkt mig, at gå sammen med ham og holde ham i hånden. Det har jeg brug for. At mærke at han er i live. Jeg skrev en besked til ham, dagen efter jeg fik af vide, at min morbror var død. Jeg skrev: "Du må aldrig dø, far! :-(" og at jeg elsker ham og savner ham. Han svarede: "Ikke tænke sådan, skatter!".

Han er i Tyrkiet i hans lejlighed i disse dage. Jeg mener faktisk, at han kommer hjem sent i aften. Måske skulle jeg besøge ham imorgen eller i den kommende uge.

Der kommer til at komme vildt mange mennesker til begravelse. Det ville ikke undre mig, hvis vi bliver 100-150 mennesker. Han var en meget vellidt person med mange jern i ilden. Han har gjort en stor forskel i rigtig manges liv. Specielt unge socialt udsatte mennesker. Han har haft et opholdssted sammen med hans kone. Jeg tror kirken bliver fyldt til bristepunktet. De har også valgt en stor kirke, netop af den grund. Han skal ud og ligge i den anden ende af byen - ved siden af hans datter, som de mistede for mange år siden. Hun døde af en hjerneblødning, da hun var 12 år. Nu er der 2 "børn" tilbage. De er voksne nu, så børn kan man ikke rigtig kalde dem, men ja... I ved hvad jeg mener...

Jeg kommer til at tud-brøle til begravelsen...

-

Prostitution... I gruppeterapi med veninden

2014-05-08T09:24:00.001+02:00

Jeg skrev en sms til psykologen om natten. At jeg nok havde handlet i affekt og alligevel ikke behøvede den akutte tid, som hun havde givet mig igår. Hun skrev om morgenen, at hun ellers havde skrevet det i min journal og på bookinglisten, så om jeg ville melde fra eller komme. Så skrev jeg, at jeg gerne ville komme. Jeg havde dårlig samvittighed over, at hun skulle bruge ekstra tid på mig. Typisk mig!

Men jeg HAVDE bruge for den ekstra tid, for om morgenen fik jeg et opkald fra min ældste lillebror. Min mors bror er død. I en alder af 58 år. Det var vist et hjertestop.

Det slog helt pusten ud af mig. Jeg var og er stadig i chok. Jeg havde egentlig ikke rigtig noget forhold til ham, men jeg ved, at min mor har set meget til ham de senere år, efter de har optaget kontakten igen. De havde ellers ikke snakket sammen i 15 år eller noget, på grund af uvenskab i familien. Så min mor er helt knust.

Jeg ringede til hende, for at høre hvordan hun havde det. Hun havde det selvfølgelig ad helvedes til og græd rigtig meget. Han betød SÅ meget for hende.

Det er ellers nogle måneder siden, jeg har snakket med hende, fordi jeg troede at hun var sur på mig over, at jeg ikke gav hende nogen julegave sidste år. Men hun troede, jeg var sur på hende... Det er jeg også, men det er noget generelt noget, på grund af alle hendes svigt - og fortsættende svigt.

Nå, men jeg tog så til psykologen. Jeg skrev jo på bloggen igår, at jeg ikke følte, at jeg havde brug for tiden, for som jeg skrev "Der er jo ikke nogen der er død". Hvor sindsygt er det, at jeg skriver sådan og så FÅR jeg fan'me et opkald om, at min morbror er død. Det er fan'me spooky!

Vi snakkede mest om veninden og om, om jeg fortsat skulle gå i gruppeterapien for at komme ud af prostitutionen og hvilke handlemuligheder jeg havde.

Der er tilknyttet en mentor til gruppeterapien, så hende blev jeg enig med psykologen om, at jeg skulle ringe til. Det gjorde jeg så, da jeg kom ud i bilen. Jeg græd helt vildt på hendes telefonsvarer, så jeg er ikke sikker på, at hun kunne forstå, hvad jeg sagde. Det var egentlig også ligegyldigt, for da hun ringede mig op, sagde hun, at hun havde haft problemer med at få aflyttet hendes telefonsvarer, så hun havde ikke hørt min besked.

Jeg fortalte hende så, at jeg "har taget et tilbagefald" som de kalder det og at min veninde havde sluttet vores venskab. "Det er jo noget værre noget", sagde hun. Een ting er, at jeg har taget et tilbagefald, men dét med at veninden går i gruppen, kunne hun godt se det problematiske i.

Jeg fortalte hende om venindens sms, hvor hun havde gjort klart, at hun nu kun ville se mig i gruppeterapien og ikke privat længere. Så mentoren spurgte, hvordan jeg ville have det med at komme i gruppen, nu hvor hun også er der og med det der er sket.

Jeg sagde, at jeg selvfølgelig ville synes det var vildt mærkeligt, at skulle sidde der sammen med veninden og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til det, men at vi jo ikke var skilledes som uvenner. Så jeg sagde, at jeg fortsat gerne ville gå i gruppen og mentoren sagde, at hun ville hjælpe mig med at formidle det skete til gruppen, når vi startede om aftenen. Så jeg tog derind.

Og det VAR vildt mærkeligt. Veninden sagde bare hej, som om jeg var én, hun aldrig havde haft et venskab til. Vi plejer ellers, at give hinanden den vildeste krammer, når vi ses, men det var der ikke noget af. Det var MEGET akavet. Vi sad sågar ved siden af hinanden.

Gruppen (vi var 4 ud af 6 igår) tog det fint. De havde kun forståelse for, at jeg havde taget tilbagefaldet og der kom et helt emne ud af det med hvilke følelser der er involveret og hvordan man kan forebygge, at det sker igen. Hvad der var sket op til, at det skete og så videre.

Da psykologen spurgte, om der var nogen i gruppen, der ville sige noget til det, sagde veninden, at hun jo havde sluttet vores venskab og nu godt kunne se, hvorfor de anbefaler, at man ikke er venner udenfor gruppeterapien, på grund af at der netop kan ske denne situation.

Hun sagde, at hun havde gjort det, fordi hun håbede, at jeg ville søge hjælp hos mentoren. Hun gav udtryk for, at hun var meget glad for, at jeg var kommet og glad for, at jeg netop havde søgt hjælpen, som hun havde håbet på.

Så der var ingen fordømmelse - kun forståelse fra gruppen. Mentoren og psykologen gjorde klart, at gruppen var for kvinder der havde været eller har et ønske om, at stoppe i prostitution, så med mindre jeg havde tænkt mig, at fortsætte i prostitution, så var jeg fortsat velkommen i gruppen. Det vil jeg så skrive om i et andet blogindlæg.

Da vi var færdige og skulle sige farvel, så var det også kun et "hej hej" mellem veninden og jeg - her plejer vi ellers også at give en ordentlig krammer. Det skal jeg altså lige vænne mig til!

Jeg skal til psykolog om 45 min. så jeg vil skrive endnu et indlæg senere på dagen om, hvordan jeg har det i forhold til min morbrors dødsfald og min fortsatte lyst til at være i prostitution....

Prostitution... Jeg har mistet min veninde idag...

2014-05-07T01:01:00.002+02:00

Jeg er gået tilbage til prostitution og på grund af det valg har min bedste veninde, gennem et par år, idag valgt at bryde kontakten til mig.

Vi mødte hinanden i en gruppe gennem Kompetencecenter Prostitution. Det var gruppeterapi med henblik på at komme ud af prostitution.

Gruppen blev lukket og vi flyttede til et andet tilbud, som også var gruppeterapi. Der går vi stadig. Eller det vil sige, at jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg nu skal forholde mig.

Man går der, hvis man har et ønske om eller er kommet ud af prostitution. Men i øjeblikket er jeg blevet i tvivl om, om jeg i det hele taget gerne vil ud af det.

Og noget helt andet er, at jeg nu føler mig trængt op i en krog. For veninden (eller hvad jeg nu skal kalde hende?) går der jo også og hun ved, at jeg jo er aktiv, så jeg kan ikke bare sidde og lyve om det. Det har jeg egentlig heller ikke lyst til. At lyve om det overfor dem. Altså jeg ved, at hun aldrig ville sige noget til nogen om, at jeg er aktiv, men jeg vil have det dårligt ved at fortsætte i gruppen, nu hvor hun ikke vil se mig mere. Det vil blive SÅ mærkeligt!

Hun skrev en sms om det idag. At hun ikke kan have nogen i sit liv, som er aktiv i prostitution, fordi det kommer for tæt på. Jeg kan godt forstå hende, for jeg havde selv en anden veninde på et tidspunkt, som også var aktiv mens jeg var stoppet og det fristede mig helt vildt, at høre om det.

Jeg ville ikke fortælle hende om mine oplevelser eller om kunder eller noget som helst - af respekt for hende, så det var ikke fordi, jeg ville "læsse af" på hende om det. Jeg følte bare, at jeg var nød til at fortælle hende sandheden, fordi vi var meget tætte. Vi snakkede sammen flere gange om dagen - i timevis. Og det ville være svært at skjule.

Jeg ærgrer mig over min ærlighed nu, for havde jeg bare holdt min kæft, så var der ikke sket noget. Der skete det som jeg frygtede. Jeg fortalte hende sågar den anden dag, at jeg var bange for at miste hende. Og det gjorde jeg så. :-(

Jeg har aldrig grædt over en veninde før (så vidt jeg husker), men idag da dén sms den kom - der græd jeg! :'(

Tjae... Jeg ved ikke.... Ved ikke hvad jeg skal tænke, tro og synes om mit liv for tiden.

Jeg har været ude hos en kunde her til aften. Det gik godt. Jeg tænker bare: "Det her kan jeg sgu finde ud af!". Jeg kan sgu ikke finde ud af noget andet! Jeg har aldrig haft et job, jeg har kunne lide, som jeg kan lide dette her. Samtidig så kan jeg ikke forestille mig, at jeg skal lave det på "fuld tid", hvis man kan sige det sådan. Fuld tid indenfor dette felt, er ikke fuld tid som et 8-16-job.

Eller... Det kan det være. Det kommer an på hvordan man gør. Hvis man arbejder på en klinik, så er man på vagter fra kl. det til kl. det. Men kører man ud til kunderne på escortbesøg, så bestemmer man selv hvordan og hvorledes. Så har man heller ikke en "mutter" man skal betale for lokaleleje. Her er der kun udgifter til telefon og annoncering - og eventuelt en chauffør.

Jeg føler mig bare så hamrende ensom lige nu! Hun var den eneste veninde jeg havde. Nu har jeg ingen. Ingen overhoved.

Det er min egen skyld, at jeg ikke har nogen, det ved jeg godt, men det er sgu bare så svært, at lære nogen at kende, som selv kender til at være psykisk sårbar. "Normale mennesker" kan ikke relatere sig til dét, at have en psykisk sygdom. Jeg har før lavet en "venindeloge" som jeg med tiden blev meldt ud af, fordi jeg ikke deltog i noget. Jeg følte mig anderledes. Kunne ikke snakke med om alle de dér dagligdags ting som arbejde og uddannelse. Og de ting de snakkede om, virkede ligegyldige i min verden på det tidspunkt. Jeg var plaget af selvmordstanker og depression og jeg følte bare, at "de ikke fattede en skid". Når de talte om "normale ting" så blev kontrasten til mit liv, bare så stor og overskyggende, at jeg slet ikke kunne overskue det.

Så jeg isolerede mig. Igen!

Lige efter jeg havde fået hendes sms og mens jeg stadig var ked af det og i affekt, skrev jeg en sms til min psykolog om, at det virkelig brændte på og om jeg ikke kunne få en tid imorgen. Jeg har allerede en tid i overmorgen, men jeg skrev at jeg VIRKELIG havde brug for en tid. Hun fandt en halv time til mig mellem 11.45 og 12.15. Mon det er hendes frokostpause, hun bruger på mig? :-(

Og nu føler jeg egentlig, at jeg har overreageret ved at sige, at jeg ikke kunne vente til på torsdag. Da følelsesstormen ligesom havde lagt sig og jeg begyndte at tænke rationelt igen, kunne jeg godt se, at det jo ikke er fordi det er livsvigtigt med den tid imorgen. Der er jo ikke nogen der er død eller noget.

Jeg har meldt fra til gruppeterapien imorgen, for at tænke over, hvad der skal ske og til jeg får snakket med psykologen om, hvad der er sket. Psykologen har ikke noget med gruppeterapien at gøre. Hun er fra distriktpsykiatrien.

Jeg har det bare virkelig dårligt!
Har selvmordstanker, negative tanker, føler mig modløs og forvirret og trængt op i en krog.

Til mødet på Vikon den anden dag, havde jeg en sagsbehandler med fra gruppeterapien og her blev det ligesom gjort klart, at det er vigtigt, at jeg fortsætter med at gå i gruppen, fordi "du skal jo ikke tilbage i prostitution". Det var jeg heller ikke dér. Det var jeg bare nogle dage efter. Og nu... Hvis jeg så stopper i gruppen... Hvad så? Hvad vil min sagsbehandler sige? Hun skal jo ikke vide, at jeg er startet igen...

Ydermere så har jeg en x-kæreste, som jeg er begyndt at have lidt kontakt til igen. Mest seksuelt. Han ringede til mig den anden dag. Han havde fundet mig på nettet. Jeg har ALDRIG fortalt ham, hvad jeg laver - end ikke engang hentydet til det eller noget. Alligevel så var han stødt på mine billeder på nettet og straks kunne se, at det var mig, selvom der ikke er ansigt på. Busted! Det har jeg det også pisse hamrende dårligt over. At han "har noget på mig". Og så er han pisse nysgerrig og udspørger mig om det - eller viser enorm interesse og nysgerrighed omkring det. Jeg fortæller da også, men det er sgu mildest talt ikke fedt, at han har fundet ud af det. Der er aldrig nogensinde nogen, der har fundet mig før og jeg har arbejdet i branchen i 10 år. Hvorfor og hvordan fanden finder han mig!!!?

Klokken nærmer sig 1 og jeg vil hoppe under dynen. Med min bamse, som jeg købte til "mit indre barn" for nogle uger siden. Når jeg ligger med den, min hund ved siden af og Sex and the City kørende dæmpet i baggrunden, så falder jeg til ro.

Så må jeg finde ud af, om jeg skal skrive til psykologen, at jeg godt kan vente med at komme til på torsdag og derfor ikke behøver tiden imorgen....

Jeg er ensom og trist.... "Palle alene i verden"....

Tilbage på bloggen... :-)

2014-05-06T02:35:00.003+02:00

"Long time no see" :-)

Laaaang tid er gået.

Jeg er kommet ud af et forhold. Startet et nyt. Sluttet det. Og nu er jeg her. Single igen.

Jeg går stadig i psykiatrien hos min psykolog - på 5. år. Nogle uger er det 2 gange om ugen, afhængig af, hvordan det går. Andre uger er det kun en enkelt gang. Jeg var ellers trappet ned til, at det kun var hver 14. dag, men nu føler jeg, at jeg har brug for det hver uge igen.

Sidste år i september fik jeg en mani, som varede i 4 mdr, hvor jeg gik ud og begyndte at arbejde som social- og sundhedshjælper igen. NU ville jeg være selvforsørgende. Det var jeg også i de 4 mdr., hvor jeg nærmest arbejdede i døgndrift. Dobbeltvagter. Hele weekender på arbejde fra morgen til aften. Det var SÅ fedt, at se pengene gå ind på kontoen hver 14. dag.

Så faldt jeg igen med et brag.

Nu er jeg tilbage i systemet igen. På kontanthjælp.

Jeg skal starte på Vikon igen om en uge. Jeg glæder mig og samtidig, så prøver jeg på, ikke at se det som et nederlag, at jeg ikke kunne klare presset til sidst og nu er tilbage igen. Min yndlingsunderviser var med til visitationsmødet i sidste uge sammen med en anden fra Vikon, min sagsbehandler, mig og en bisidder fra den gruppe jeg går i hver uge, som skal hjælpe mig ud af prostitution. Hun sagde, at de allesammen glædede sig til jeg kommer tilbage. At jeg har været savnet. Der er stadig flere af "de gamle" kursister dernede, så det bliver rart at komme tilbage til det vante, hvor jeg ikke behøver at lade som om, jeg er noget, som jeg ikke er. Frisk, rask, overskuds-agtig, i kontrol, glad, styr på tingene og al det andet fra mit "pretend-mode", som min psykolog kalder det.

Min vægt er på det højeste nu. Jeg har været oppe på 91 kg, men nu er den langsomt på vej ned igen ved hjælp af Madlog.dk. Jeg har levet af slik, kager og chokopops med mælk de sidste mange måneder. Det har sat sine tydelige spor.

Min mor har jeg ikke kontakt med for tiden. Hun har taget afstand til mig, fordi hun er sur og fornærmet over, at jeg ikke gav hende en julegave.

Min far har jeg et godt forhold til. Jeg savner ham konstant. Det er nok ikke et sundt forhold, for han siger, at jeg er den eneste fortrolige han har i hele verden. Det er typisk Borderline. Det symbiotiske forhold. Men jeg elsker ham over alt på jorden!

Mine brødre ser jeg med jævne mellemrum, men de ringer tit og vi har et godt forhold. Den ældste især har det svært for tiden, så han ringer tit, når han har været til psykolog, for at "læsse af". Det er jeg rigtig glad for, for vi får nogle rigtig gode snakke. Jeg elsker dem begge to SÅ HØJT!

Min hund er lige fyldt 10 år og jeg er pisse bange for at miste hende. Små hunde kan jo blive meget gamle, men jeg frygter hvad der kommer til at ske med mig, den dag hun ikke er her mere. Hun har reddet mig fra selvmord mange gange. Jeg begynder at græde ved tanken.

Jeg bor stadig det samme sted. Et rækkehus med terrasse og en lille have. Jeg er rigtig glad for at bo her, selvom jeg nogle gange godt kan få stress over, at mine naboer er så sociale - specielt fordi de faktisk allesammen har et alkoholproblem. SERIØST! Den værste er dog min nabo lige inde ved siden af. Han lever af danskvand blandet med whiskey. Han lægger ikke engang skjul på det. Han drikker det åbenlyst og har sågår fortalt mig - i perioder - at "nu tager jeg det lidt stille og roligt" aka. jeg drikker ikke så meget for tiden. Det er ligesom min far - og min mor.

Jeg er for nylig startet i prostitution igen, hvilket jeg vil lave et indlæg om snarest. Jeg har ellers været ude af det i tre-kvart år. Og jeg går i en gruppe som er for kvinder der gerne vil eller er ude af prostitution, så her er jeg i et stort dilemma for tiden.

Jeg har en enkelt veninde, som jeg er bange for at miste, nu hvor jeg er startet i prostitution igen. Vi har mødt hinanden gennem en gruppe jeg tidligere gik i, som var lidt ala den samme, som jeg går i nu.
Det hænger ligesom ikke rigtig sammen, at gå i sådan en gruppe, når jeg nu er blevet aktiv i miljøet igen.

Jeg har ikke andre veninder, men jeg har jo også altid foretrukket mig eget selskab.

Det var en status for, hvordan mit liv ser ud nu....

Jeg glæder mig meget til, at komme igang med at skrive på bloggen igen. Jeg har tit tænkt på det, men ikke fået taget mig sammen til det. Det har været savnet.

Såe.... "I'M BACK!" :-)

__________________________________________________________________________

Og et stort UNDSKYLD til Jer der har skrevet og været bekymrede, som jeg ikke har svaret! :-(
__________________________________________________________________________

-

Veninde og tanker omkring venner....

2013-04-12T13:57:00.000+02:00

Idag skal jeg ud og se på en kjole sammen med min veninde fra behandlingen. Hun skal til noget fest om nogle uger og så ville hun gerne have mig med til at finde en kjole. Det er også fint nok... eller jeg ved det ikke... Hun fylder bare så meget og jeg kan ikke finde ud af at sige fra. Hun ringer til mig 10-20 gange om dagen - og jeg overdriver ikke! Nogle gange er det fint nok, men det kan altså også godt blive for meget.

Hun er sådan en, som er meget kontant. Siger tingene ligeud uden omsvøb og med meget høj stemme, hvilket har givet mig et ordentligt chok en enkelt gang, hvor hun følte, at jeg havde skuffet hende.

Hvordan hulen siger man til en person, at man synes at hun fylder for meget og at det sommetider er lige i overkanten af ringe 20 gange om dagen??

Hun siger selv, at hun godt ved, at hun er lidt af en mundfuld og at jeg endelig skal sige fra, hvis hun bliver for meget. Men det har jeg alligevel svært ved.

Jeg har aldrig sagt fra overfor en veninde. Aldrig. Jeg går altid med halen mellem benene og siger "Fuck hende", så gider jeg ikke have hende i mit liv. Videre.

Jeg kan heller ikke mindes, at jeg nogensinde har grædt over en veninde. Jo, måske en enkelt gang, da jeg var i starten af 20'erne, men ellers ikke. Jeg er lige fyldt 30.

Måske er det også derfor jeg foretrækker mig eget selskab. Jeg orker ikke flere skuffelser og jeg orker ikke at tage stilling til mennesker. Jeg orker det bare ikke. Det er så pisse besværligt.

Samtidig så arbejder min veninde stadig i prostitution - og vi har mødt hinanden igennem gruppeterapi for at komme ud af det. Hun har ikke fortalt terapeuterne, at hun arbejder og i hvilket omfang. For hun arbejder meget. Det må hun også selvom - jeg ved at hun virkelig har brug for pengene. Men jeg bliver draget. Draget tilbage til det. Det er ligesom et stof. Ligesom mad, stoffer, alkohol. Jeg længes efter det. Der går ikke en dag uden jeg tænker på det. Nogle gange med væmmelse, andre gange med eufori. Det er noget mærkeligt noget.

Jeg er på juicefaste i disse dage. Det har jeg været siden i mandags og det er fredag nu. Så jeg lever af friskpresset juice fra min saftcentrifuge og vand. Og jeg har det fantastisk. Kiloene rasler af, men det er ikke derfor jeg gør det. Jeg har set en video som hedder "Fat, Sick and nearly Dead", som virkelig har sat tankerne igang om min sundhed. Jeg er også holdt op med at ryge. Det gjorde jeg også i mandags. Og så føler jeg det egentligt naturligt. Jeg følte at der skulle ske noget. Jeg levede af cornflakes med mælk og jeg har taget 10 kg på indenfor de sidste 3-4 mdr. Nu er jeg på rette vej igen og det er så dejligt. Jeg føler mig ikke længere helt udmattet, lad og fed. Tværtimod så føler jeg mig frisk, levende og (lidt) glad, faktisk.

Nå, men min veninde er lige på trapperne.

Håber I får en dejlig dag!

Det dér med aftaler og at være social

2013-03-23T13:52:00.001+01:00

Åhh, jeg kan ikke overskue noget idag!

Min veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, har inviteret mig hjem til hende idag. Jeg har sagt hele ugen, at jeg ikke kan lave nogen aftaler forud. Altså at jeg ikke kunne sige i tirsdags, at jeg kunne ses idag, fordi jeg er nød til at tage tingene dag for dag, ellers kan jeg ikke overskue det.

Jeg føler mig presset af hende.
Igår var jeg til psykolog og jeg snakkede med hende på vej hjem. Hun spurgte til, hvordan det gik hos psykologen og jeg fortalte, at jeg har fået rigtig meget ros for min udvikling det sidste års tid og at jeg virkelig kan se en forandring. Så siger hun, at det er hun super glad for og at hun var glad, fordi når jeg var glad, så ville jeg jo komme idag. Og hun sagde, at hun allerede havde tøet maden op og forberedt det hele. For at være helt ærlig, så havde jeg faktisk glemt, at vi havde snakket om, at jeg skulle komme og idet hun siger det, får jeg det allerede dårligt. Følelserne af ikke at kunne overskue det, væltede bare ind over mig og jeg tænkte allerede over, hvordan jeg kunne komme ud af det. Men jeg bliver overvældet af dårlig samvittighed, fordi hun allerede havde/har optøet maden og gjort det hele klart. Men samtidig, så havde jeg sgu sagt (mange gange), at jeg ikke kan overskue at lave planer før på dagen.
Ja, jeg ved godt, at det muligvis er besværligt, at man ikke kan lave aftaler med mig, men det er sgu sådan jeg har det. Jeg orker bare tit ikke at være social. Det er fint og hyggeligt nok, at snakke i telefon med "folk", men at skulle ses, bliver bare hurtigt for meget for mig...

Så nu sidder jeg her.
I nat, da jeg gik i seng, fik jeg pludselig den sygeste kvalme ud af det blå. Lige pludselig. Jeg tænkte straks om det var noget angst-halløj, men jeg har aldrig haft fysiske symptomer på min angst, så jeg tror det bare var noget fysisk - det undrer mig bare. Udover det, så har jeg sovet ad røven til, fordi jeg har ligget og rodet rundt og råbt og skreget af mine forældre i søvne. Jeg vågnede ved, at min hund sad og peb og kiggede mig, så det har nok ikke være så rart at være vidne til.

Så jeg er bare udmattet og orker ikke at køre nogen steder. Og jeg kan heller ikke lide at sige fra.

Og så er vi tilbage til mit gamle mønster med, at være ovre i andre mennesker. At jeg sætter andre menneskers behov før mig eget, for ikke at gøre dem kede af det.... Hold kæft hvor er jeg træt af det!!!

Råd og tanker modtages med STOR GLÆDE!!!

-

Skal?... eller skal ikke tage kontakt?

2013-03-18T23:53:00.000+01:00

Jeg har ikke hørt fra min mor endnu. Det tror jeg heller ikke, jeg gør, med mindre jeg selv tager kontakt.

Min gode veninde gav mig et råd. Hun er selv på min mors alder og har 4 børn, så hun gav mig det fra rollen som mor. Hun synes, jeg skulle have ringet til min mor i fredags (2 dage efter jeg sagde nej til brylluppet) og bare have sagt hej. Ikke noget med at snakke om brylluppet, men mere for at vise, at jeg mente, at jeg ikke ville have afstand igen. Min mor spurgte mig, om min nej til brylluppet betød, at jeg ville have afstand igen. Og nej, det gør det ikke. Det sagde jeg til hende 3 gange mens jeg var der. Og det var det sidste jeg sagde, inden jeg kørte.

Jeg snakkede med psykologen om det i fredags og hun satte det op på en anden måde. Jeg sagde det jo til min mor 3 gange. Ergo så har jeg udtrykkeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil have afstand igen. Og da min mor jo ikke er dum, så behøver jeg vel ikke skrive det i neon også. Derfor besluttede jeg mig for, at følge psykologens "version", selvom mit "pleaser-gen" og min dårlige samvittighed virkelig skulle tøjles, for ikke at overtage.

Så nu er jeg her. Jeg har ikke hørt fra hende og jeg går virkelig og overvejer, om jeg alligevel skal tage venindens råd og kontakte min mor selv. På den anden side så er der, før alt det her bryllups-nej-halløj, gerne gået 1½ uges tid mellem at vi snakker sammen, hvis jeg lader initiativet være op til hende. Jeg fatter hende virkelig ikke. Hun påstår at hun er så glad for, at jeg er kommet tilbage i hendes liv igen, men alligevel så kan der gå så lang tid mellem at hun ringer. Og endnu mere - hun bor 3 km fra mig, så det er jo ikke fordi hun skal rejse til den anden ende af landet, for at få en kop kaffe.

Jeg har virkelig en god rollemodel for, hvordan jeg IKKE skal være, når jeg bliver mor.
HVIS jeg bliver mor.

.

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

2013-03-14T01:19:00.001+01:00

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville.

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det.

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.

_____________

Kl. 00:45
_____________

Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er.

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt.

.... og og og.....

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham.

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?

-