Per Palmkvist Knudsen

Forsvar for CPR-nummeret

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Mon, 30 Jan 2012 08:27:00 +0000

Lad os få det overstået med det samme: Mit personnummer er 210959-4639. ”Jamen, er det ikke hemmeligt?” Kunne du med rædsel spørge. Det er det i princippet. Datatilsynet gør deres bedste for at sikre, at myndigheder og virksomheder ikke afslører dem. En næsten umulig opgave.

Senest kom Fyns Kommune - igen - til at afsløre ægte cpr-numre på deres hjemmeside, rapporterede Fyns Stiftstidende sidste uge. Denne gang var det personnumre og kontokortoplysninger for en række politikere og embedsmænd, der havde ligget på deres hjemmeside i halvandet år (!). Før jul havde kommunen sendt cpr-numre og andre personlige oplysninger ud til en række udenforstående personer.

Kontorchef Lena Andersen fra Datatilsynet har fortalt mig, at Odense Kommune langt fra er den eneste, der ikke kan holde personnumre hemmelige: Hun får flere sager hver måned, der ligner. Årsagen til afslørede personnumre kan også være noget så simpelt som et tabt eller glemt sundhedskort.

Uanset årsag kan det have grimme konsekvenser, som man har kunnet læse her i avisen: En række personer har været udsat for identitets-tyveri, hvor svindlere kunne udgive sig for dem, og har lånt bøger eller købt varer på deres regning. Alene fordi de havde ofrenes navn og personnummer. En på alle måder ubehagelig oplevelse for dem, det er gået ud over.

Politikerne og andre uvidende væsener har da heller ikke været sene til at kræve en modernisering af CPR-nummersystemet. Men det vil være ekstremt kostbart, og det vil ikke løse det grundlæggende problem: Virksomheder og myndigheder kan ikke kende forskel på, om de kender en persons identitet, eller om de ved, at det faktisk er den person, de har kontakt med.

Forvirret? Lad mig prøve at forklare – og dermed forsvare - CPR-nummeret.

I mere end 40 år har vi haft meget stor glæde af at have ét entydigt nummer til hver person. Det blev indført i 1968, fordi de manuelt førte folkeregistre var blevet en for tung opgave for kommunerne. Derfor besluttede man at indføre et ”edb-baseret centralt personregister” (CPR), som det blev omtalt den gang.

I it-systemer skal forskellige forekomster have et unikt nummer, og det er CPR-nummeret. Ingen andre levende eller døde danskere har mit personnummer. Derfor kan det samme nummer bruges af mange forskellige it-systemer. Genialt – og en forudsætning for mange af de effektive it-løsninger, vi har herhjemme. At selvangivelseshelvedet er blevet en efterretningssag kunne ikke lade sig gøre uden personnummeret. Mange andre anvendelser som elektroniske patientjournaler kan heller ikke lade sig gøre, uden at en person kan identificeres entydigt – på tværs af myndigheds- og virksomhedsskel.

Alle andre skandinaviske lande har da også et personnummer som vores.

Den ene ulempe ved CPR-nummeret er, at der er så mange it-systemer , som anvender cpr-nummeret, at det ikke kan ændres. For det vil kræve ændringer i hundred- eller tusindvis af it-systemer hos myndigheder og virksomheder, da de så skal kunne håndtere mere end et personnummer pr person. Hvilket vil være en meget grundlæggende – og dermed kostbar og tidskrævende – ændring.

Den anden ulempe er, som skrevet ovenfor, risikoen for identitetstyveri. Spørger man sikkerhedseksperter, vil mange svare, at dette skal løses ved at indføre mere avancerede løsninger, eksempelvis egentlige borgerkort. Problemerne med den slags løsninger er bare, at de komplicerer alle løsninger, som bruger dem, og at de kræver store investeringer.

En meget enklere løsning er, at alle virksomheder og myndigheder alene bruger personnummeret til det, det er: En identifikation af de enkelte borgere, som er mere entydig end deres navn. CPR-nummeret kan derfor sagtens være offentligt tilgængeligt. Det bør aldrig bruges som en slags password.

Når den erkendelse er opnået, skal alle derefter bruge energien på at fastslå, om personen rent faktisk er den, han giver sig ud for at være. Det kan ske vha. billed-legitimation, NemID, fysisk underskrift eller hvad der nu er passende i sammenhængen.

Og den type løsninger er betydeligt billigere at indføre – og bruge – end alle de fancy faciliteter sikkerhedseksperter og vildledte politikere gerne vil belemre os med.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 24. januar 2012

Hvem sætter fremtidens standarder?

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Thu, 19 Jan 2012 16:39:00 +0000

Da it-branchen var ung, kunne en dominerende virksomhed sætte standarderne for, hvordan et produkt skulle udformes. IBM var på mange måder dem, der satte standarderne for udformningen af it-udstyr og -programmer.

Men efterhånden som verdenen blev mere og mere forbundet, ændrede dette sig. Eksempel indenfor telefoni, hvor FN i 1947 udpegede standardiseringsorganisation ITU (International Telecommunication Union) til at udarbejde standarder for telefonnumre og meget mere. Arbejdet fortsætter den dag i dag, og organisationen er bla. ansvarlig for de standarder, der anvendes den digitale signatur i NemID.

ISO (International Organisation for Standardisation) og IEC (International Electrotechnical Committee) udgiver standarder for alt mellem himmel og jord. Lige fra måleenheder til flyvemaskiner. Begge organisationer bygger på nationale medlemmer. I Danmark er det Dansk Standard. De har en fælles komité, der beskæftiger sig med informationsteknologi, og har arbejdsgrupper indenfor en lang række it-emner. Eksempelvis biometri eller tegnsæt.

Standarder på internettet udarbejdes i regi af det amerikansk dominerede W3C (World Wide Web Consortium) og IETF (Internet Engineering Task Force).

Og sådan kan man blive ved. Der er masser af standardiseringsorganisationer, som udarbejder helt relevante fælles retningslinjer for hvordan it-produkter og services udformes.

I dag domineres dette arbejde af lande fra de nye økonomier eller af USA.

Udarbejdelsen af standarder er en møjsommelig proces, hvor mange interessenter fra mange lande bidrager, og lige så mange deltager i høringer – eller forsøger at gøre det.

Men hvorfor er det vigtigt? Prøv at forestille dig, at du kan påvirke hvordan gevindet til en lyspære er udformet. I en retning, som passer ind i dine fabrikkers kram. Så ville du få en fordel.

Lige så vigtigt er standardiseringsarbejdet en vigtig kilde til teknisk know-how, som er gratis at bruge. Oftest skal man købe den tekniske beskrivelse af standarden, lige som man skal købe en bog. Men brugen af ideerne og beskrivelserne er gratis. Modsat brug af andre virksomheders patenter.

Derfor er indsats i standardiseringsarbejde en vigtig del af mange landes teknologisatsninger. Men som ikke prioriteres højt nok i de europæiske lande i almindelighed, og i Danmark i særdeleshed.

En aindsats, som på sigt vil placere os blandt de teknologiske u-lande.

Men er der ikke standardiserings-erfaringer, som skræmmer? Jo da: I slutningen af 1980erne og første halvdel af 1990erne investerede de europæiske politikere meget store summer i udviklingen af it-standarder, som alle blev overhalet af dem, der i dag anvendes på Internettet.

Derfor skal de nødvendige satsninger prioriteres dygtigt. Alligevel danner det fornuft at den nuværende regering vil nedlægge Teknologirådet, for at finde penge til andre typer forskning. Det interesseorganisations-dominerede råd blev alligevel ikke længere spurgt om de it-emner, der virkeligt er vigtige. Som hvilke standardiserdiseringsområder, vi skal satse på.

Men vigtigt er det, at der etableres et andet rådgivende organ, der kan hjælpe til med at prioritere standardiseringsindsatsen – for eksempel i regi af Dansk Standard. Vigtigt er det også, at det sikres, at vi rent faktisk deltager i det arbejde, vi har besluttet os for.

Der er gode eksempler på, at et aktivt standardiseringsarbejde, giver pote: Eksempelvis European Telecommunications Standards Institute (ETSI), der har udarbejdet en række andre standarder indenfor radio- og telekommunikation. Som GSM-systemet der er kernen i moderne mobiltelefoni. Som resultat opstod der en række meget store virksomheder i Europa – og i Danmark - indenfor mobiltelefoni.

Og der er nye områder, hvor Danmark og Europa har gode muligheder for at påvirke standarderne i en retning, der vil styrke vores konkurrenceposition.

Derfor kan standardiseringsarbejde betale sig, hvis det tages alvorligt. Mon Erhvervs- og vækstministeren griber denne bold?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 17. januar 2012

Dyre udbud har begrænset effekt

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Thu, 19 Jan 2012 16:36:00 +0000

Hvert år bruger vi mere end 200 fuldtidsstillinger på at overholde EU's regler for offentlige udbud. Som ikke har den effekt, politikerne ønsker. Og som tolkes alt for stramt i Danmark. Reglerne skal ændres under der danske formandskab.

Når en statslig myndighed køber ind for knap en million, eller hvis en kommune eller region køber varer eller tjenesteydelser for 1,5 millioner skal de gennemføre et EU-udbud.

I 2010 var der 5.176 offentlige udbud, og sandsynligvis var der flere end 6.000 i 2011, viser tal fra Dansk Erhverv. Indsatsen står ikke altid mål med gevinsten, for der bruges meget tid på at undgå fejl.

KLs formand Jan Trøjborg (S) udtalte for nylig på foreningens hjemmeside: ”Kommunerne gør sig store anstrengelser for at holde sig på dydens smalle sti. Oplevelsen i kommunerne er imidlertid, at den sti til stadighed er blevet smallere.”

Dette skyldes frygten for klagesager ved Klagenævnet for Udbud. I 2011 var der 109 klagesager, og i 47 af disse fik klageren helt eller delvist medhold, viser Morgenavisen Jyllands-Postens gennemgang af sagerne. Året før var der 82 sager, og 46 fik medhold.

Den offentlige myndighed risikerer ikke kun at skulle betale sagsomkostninger. Klagenævnet kan også hæve kontrakten. Hvorefter udbuddet skal gå om, og kommunen risikerer at skulle betale erstatning – både til den leverandør, som uretmæssigt fik opgaven – og til den virksomhed, der klagede over udbuddet. Jan Trøjborg sammenfatter situation således: ”I dag er det Klagenævnet for Udbud, der fortolker reglerne.”

De regler, som Klagenævnet for Udbud fortolker så nidkært, er fastsat i et EU-direktiv fra 2004.

I 2011 evaluerede Europa-Kommissionen udbuds-situationen i EU. Undersøgelsen viste, at danske myndigheder bruger 26 manddage pr. udbud. Men lige så vigtigt skal tilbudsgiverne også arbejde for sagen: I gennemsnit 18 manddage pr. udbud. Samtidig viser undersøgelsen, at der er 4,7 tilbud pr udbud i Danmark.

Hvert offentligt udbud medfører et altså samlet tidsforbrug i samfundet på mere end 84 manddage. Hertil kommer omkostninger til advokater og rådgivere.

Revision af indkøbsdirektiverne er en af de 12 opgaver, Kommisionen har foreslået det danske EU-formandsskab. Ikke kun for at lette procedurerne. Et andet centralt problem i de nuværende regler er, at de ikke medvirker til det oprindelige formål: At skabe et indre marked, hvor virksomheder kan sælge varer og tjenesteydelser på tværs af landegrænser.

Alle offentlige udbud over tærskelværdien, skal annonceres i et supplement til EU-Tidende. I dag sker dette gennem offentliggørelse i den såkaldte Ted (Tenderes electronic daily) database. Det er gratis at indrykke annoncerne, og det er gratis at tilmelde sig tjenesten, som kan læses i det EU-sprog, man foretrækker.

Alligevel viser Kommissionens rapport, at det kun er 1,6 % af alle udbud i EU, hvor kontrakten går til en virksomhed i et andet EU-land.

Både Regeringen og oppositionen i Folketinget ønsker bedre udbudsregler. Fra indkøbsdirektivet er vedtaget, til det er gældende i Danmark, behøver der ikke gå lang tid: Det nuværende direktiv er vedtaget direkte som det var, uden at blive omskrevet til en dansk lov.

Lige inden jul kom Europa-Kommissionens forslag til nyt indkøbsdirektiv. Der er positive ændringer i direktivet, eksempelvis er det blevet lettere at have dialog mellem parterne under udbuddet. Men der er ikke lagt op til de store ændringer. Og på trods af ønsker fra blandt andet Danmark, er det ikke foreslået, at udbudsgrænserne hæves.

Det vil kræve en stor indsats at udforme det nye udbudsdirektiv, så de lever op til de danske ønsker. Den ansvarlige minister – erhvervsminister Ole Sohn (SF) – beskriver situationen således i en mail til Morgenavisen Jyllands-Posten: "Der bliver tale om lange og svære forhandlinger. Det er 27 lande og Europa-Parlamentet, der skal blive enige, og der er tale om et både omfattende og kompliceret regelsæt".

Høringsfristen for det nye indkøbsdirektiv udløber d. 11. januar. Men med Erhvervsministerens udtalelse in mente, er det vist for tidligt at glæde sig til lettere indkøbsvilkår. Både for den offentlige sektor, og for dem, som skal byde på opgaverne.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 12. januar 2012

Internettet i søgeren

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Sun, 15 Jan 2012 14:57:00 +0000

Da jeg var ung, ville jeg gerne være fotograf. Eller rettere: Jeg var vild med kameraer, mørkekamre og alt det, som har med foto at gøre. Derfor tilbragte jeg betydeligt mere tid i mørkekammeret end på diskoteker. Begge dele er fri for solen og ikke særligt sunde. Lige noget for en teenager.

Det lykkedes mig da at komme i praktik som reklamefotograf. Jeg stablede alt det konserves, der skulle til for at skabe billedmateriale til ugehæfterne, og jeg slæbte alt det udstyr, fotograferne bad om. Men en dag gik det op for mig, at et liv som fotografelev ikke var så interessant, som jeg havde håbet. Det var den dag, der skulle fotograferes undertøj – på levende modeller. Her blev jeg sendt tidligt hjem.

I min teenage-vrede besluttede jeg at stikke til søs i stedet. Men det er en anden historie.

Min interesse for fotoudstyr holdt ved. De første år kiggede jeg på udstyr i butiksvinduer. Siden internettet kom, har jeg læst alt om rigtigt mange apparater. De fleste har jeg ikke haft råd til.

Men for et år siden lancerede japanske FujiFilm deres X100, som allerede er blevet et kult-fænomen. Det indeholder al den elektronik, som normalt kun findes i professionelle kameraer. Optikken er fremragende – og helt uden zoom. Men vigtigst: Kameraet ser rigtigt gammeldags ud. Dets udseende adskiller sig ikke væsentligt fra mit allerførste kamera, som jeg købte for mine konfirmationspenge.

Mange tests og anmeldelser har konkluderet, at det tager lige så gode billeder som Leica M9, som koster 8 gange så meget, og som jeg slet ikke har råd til. Kameraet har i perioder været udsolgt i alle de normale danske forretninger – og de fleste andre butikker i verden.

Her er vi fremme ved den første lektie: Man kan sagtens skabe et produkt, der koster penge, og tager kampen op med etablerede brands. Internettet skal nok virke som en effektiv markedsføringsmekanisme.

Men det kræver, at man kender sin besøgelsestid: FujiFilm havde (som navnet siger) en stor forretning inden for analoge fotofilm. Men de investerede i tide i udviklingen af digitale kameraer, og kan i dag lancere udstyr, der kan måle sig med de bedste.

Modsat gik det Agfa-Gevaert, hvis fotodivisionen Agfa i alt for mange år satsede på de analoge film og kameraer. Og for sent opbyggede digitale kompetencer og produktionsfaciliteter. I dag er de ophørt med at producere både film og kameraer.

Men tilbage til min kamera-passion: Min søde hustru bemærkede, at jeg brugte rigtig meget tid på at læse om X100 kameraet (jo, det er let at se, hvad ægtefællen læser på internettet). Derfor fik jeg kun én julegave i år. Et X100 – som var fra hele familien.

Hun fandt min gave i en Hollands internetbutik, der havde et eksemplar liggende med italiensk brugervejledning. Det sidste er ikke noget problem, da der kun skal en enkelt søgning på internettet til at finde manualen til et vilkårligt produkt. Meget hurtigere end at lede efter papir-udgaven i hjemmets gemmer.

Vejledningen er nødvendig til mit nye apparat. For det er svært er det at bruge, må jeg indrømme. Der sidder 17 knapper på kameraet. Nogle (få) er lette at forstå brugen af, andre er det bestemt ikke. Og samspillet mellem dem er for viderekomne.

FujiFilm har selv forsøgt at oprette en Facebool-side og twitter-profil til kameraet. Men dem er der ikke meget liv i. Facebook-siden indeholder stort set kun fotos, brugerne gerne vil prale med. Og Twitter-profilen er tæt på død.

Mere vellykket er to FujiFilm-teknikere (”The Fujii Guys”), som har deres egen kanal på YouTube, hvor de viser tips og tricks.

Men den sande skatkiste af information er de mange, mange diskussionsfora og fotograf-blogs på internetttet, som for alvor indeholder viden og tips, X100-amatører som undertegnede kan benytte.

Et eksempel: Inden nytår ville jeg forberede mig lidt på at fotografere nytårsfyrværkeri. Og atter er Google min ven: En hurtig søgning på ”X100+fireworks” gav i tusindvis af fyrværkeri-fototricks fra regionale festivaler og begivenheder.

Og her er vi fremme ved en anden vigtig lektie: Man kan forsøge alt det, man vil, for at give ens produkt omtale på Facebook, Twitter og YouTube.

Men det er først, når brugerne selv begynder at skrive eller filme om det, at produktet får liv på internettet.

En enorm effektiv markedsføringskanal, der kan skabe stor omsætning til et produkt. Eller det modsatte. For der er intet som god markedsføring, der kan slå et dårligt produkt ihjel.

Når man produktudvikler, er det derfor en god ide at overveje, hvilken historie produktet kan fortælle. Gennem engagerede ejere.

Mine egne billeder? Indtil videre har jeg rigtigt meget at lære. Selv en skildpadde er ind i mellem et for hurtigt motiv for mig. Som jeg plejer at sige: ”A fool with a tool is still a fool”. Men jeg arbejder på det.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 10. januar 2012

Hvad kan vi forvente i it-året 2012?

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Mon, 09 Jan 2012 18:39:00 +0000

Hvis der var én tendens, der kendetegnede sidste år, var det usikkerhed: Ledelsesskift i massevis af it-virksomhederne, patentkrige, strategi-siksak og en voldsom opbremsning i it-investeringerne.

Dette år bliver lige så usikkert. Det skal de fortsat barske økonomiske tilstande nok sørge for. Men der er andre tendenser, som bliver vigtige at holde øje med: Mobilitet, it-kraft via internettet, sikkerhed og fornuft.

Meget mere mobilitet
Selvom mobile enheder som smartphones og tavle-pc’er allerede har vundet stor udbredelse, er vi kun i starten af denne udvikling.

Internetforbruget på smartphones eksploderede sidste år, og nye medievaner opstod: Hvor vi tidligere mest læste digitale nyheder i dagtimerne, læser mange nu også nyheder om morgenen og om aftenen. Men nu fra vores mobile skærme. Som vi altid har med os.

I 2012 vil vi bruge mere tid på at se video på vores transportable enheder. Det viser de første erfaringer herhjemme og i udlandet. I lang tid har enhederne været i stand til at vise video, men udbuddet var begrænset. Det er slut nu: Nu kan vi se al, hvad vi har lyst til: Spillefilm, tv-serier eller nyheder.

Før var vores video-kiggeri også begrænset af, at man skulle være i nærheden af et trådløst netværk. Dette problem bliver mindre i 2012. Alle teleoperatørerne udbyder nu smartphone-pakker, hvor der i praksis ikke er noget loft over, hvor mange data, man henter. Derfor kan vi se meget video - hvor vi vil, uden telefonregningen ruinerer os.

Lige så vigtigt investerer teleudbyderne voldsomt i at udbygge deres infrastruktur. Det giver bedre dækning og højere hastigheder – også på eksisterende udstyr. Telia og Telenor har ansøgt om at få lov til at lægge deres mobilmaste-net sammen. Sker det, vil resultatet være et meget troværdigt alternativ til TDCs net.

Samtidig fortsætter kapløbet med at få det nye 4G netværk etableret, som kommer til at give endnu bedre hastigheder. Det får de færreste dog gavn af i 2012, da ingen smartphones eller tavle-pc’er på det danske marked understøtter denne standard. Endnu.

2012 bliver også året, hvor Microsoft endnu engang forsøger sig med et bud på en platform til tavle-pc’er: Windows 8. Den kommer med to slags brugergrænseflader: En traditionel desktop-brugergrænseflade, og en mere interaktiv, som er ”stjålet” direkte fra deres smartphone-platform. De første anmeldelser er positive.

Mere vigtigt illustrerer Windows 8 det endelige sammenbrud af forskellen mellem fritid og arbejdstid: De nye enheder er så kraftige, at vi det ene øjeblik kan se film, og det næste øjeblik forberede en præsentation. Når vi vil, og hvor vi vil.

Cloud computing kommer
Et af de mest oversolgte produkter – cloud computing, hvor it-kraft leveres via internettet – vil blive mindre omtalt næste år. Til gengæld vil det begynde at blive udbredt. En af årsagerne er de mange mobile enheder: Vi har ikke altid en pc med os, men vi ønsker alligevel at kunne tilgå vores filer fra alle mulige skærme. Dropbox er et godt eksempel på en tjeneste, der løser dette problem: Jeg kan tilgå alt lige fra dokumenter til familefotos fra enhver internetforbundet enhed, hvor jeg er logget ind. Og jeg kan gemme alt fra de samme enheder (lidt af en sikkerhedsudfordring!).

En anden årsag til at cloud computing bliver til virkelighed er, at mange af de nye, innovative tjenester alene leveres som tjenester via internettet. Dette da denne driftsform passer godt ind i de dynamiske virksomheders udviklingsrytme og globale ekspansionsbehov.

Derfor kommer de fleste virksomheder til at anvende cloud computing i 2012. Men de vil næppe tænke meget over, at det et det, de gør.

Sikkerhed centralt
Hvis jeg havde penge til overs, ville jeg investere dem i en sikkerhedsvirksomhed. For sikkerhed bliver helt centralt – igen næste år. Dels pga de mange nye mobile anvendelser, og dels pga nye angrebsformer: I 2011 så vi en række meget målrettede it-indbrud mod virksomheder - også danske. Gerningsmændene var ikke ude på at ødelægge noget. I stedet ville de stjæle forretningshemmeligheder. Alt lige fra strategier til hemmelige recepter og designs.

Dette vil medføre en ny bølge af investeringer i avanceret it-sikkerhed. Både udstyr og rådgivning.

Den nye fokus på sikkerhed kan også give Googles mobilplatform Android problemer. Antallet af vira i apps til Android vokser i alarmerende grad. Sandsynligvis pga. Googles meget begrænsede kontrol af apps, som uploades til deres markedsplads. Modsat er det hos Apple: Her er ingen vira. Derfor kan virksomhedernes øgede fokus på sikkerhed betyde, at de fravælger Android til smartphones og tavle-pc’er.

Fornuften findes fortsat
De økonomisk hårdere tider kommer til at betyde, at fokus vil være på at få mest muligt ud af de investeringer, der allerede er afholdt, og på dem der vil blive foretaget. Det vil give fornyet fokus på at anvende velafprøvede metoder til udvikling og drift.

Men det vil også give nyt fokus på, om virksomhederne får nok ud af de systemer, der allerede er installeret. Er brugerne eksempelvis gode nok til at udnytte de mange faciliteter, som allerede findes? Og bruger vi de data, vi allerede har, godt nok? Gode spørgsmål, som lettest kan besvares med dette spørgsmål: Hvad vil der egentlig ske, hvis vi ikke bruger en krone på nye it-systemer, men i stedet anvender den samme mængde penge på at få mere ud af det, vi allerede har?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 3. januar 2012

It-året der gik

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Fri, 30 Dec 2011 16:39:00 +0000

Det startede ellers så godt - 2011. Men inden sommeren for alvor var forbi, var krybben ved at være tom for mange danske it-leverandører. Finanskrisen var blevet afløst af en kreditkrise. Vækstraterne raslede ned efter solskinsåret 2010, hvor it-investeringer steg med 9,5 %. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Der kan altid indgås gode handler lige før årsskiftet, men i år var der endnu bedre priser.

Med mindre man skulle købe harddiske. Næsten halvdelen af alle harddiske produceres i Thailand. Og halvdelen af denne produktion blev ramt af de kraftige oversvømmelser i landet i oktober. Samtidig var den fabrik, som leverer en fælles nøglekomponent, oversvømmet. Konsekvensen var en tredobling af priserne, og meget af det udstyr, som indeholder harddiske, blev ramt af forsinkelser.

En tankevækkende påmindelse om, at den globale økonomi har medført nye sårbarheder.
Odder Kommune gjorde ellers hvad de kunne for at holde gang i it-hjulene, da de bestilte iPads til alle folkeskoleelever og -lærere i kommunen. Det vakte sikkert glæde hos Apple, da rabatten på den store ordre var mikroskopisk.

Ellers var Apple ramt af sorg over deres kære leders Steve Jobs død. Han var om nogen manden, der først skabte og siden redede virksomheden, der i dag er en af de mest værdifulde – målt på aktieværdi. Enhver dominerende og meget karismatisk leder efterlader et stort hul. Om Steve Jobs efterfølger - Tim Cook – kan løfte arven, vil tiden vise.

En række af top-talenterne i Apple begyndte at forlade virksomheden, i takt med at Steve Jobs sygdom blev værre. Dem, der nu har fået topposter, har fastholdelsesaftaler på 24 måneder. Hvad der sker, når aftalerne løber ud i 2013, afhænger af Tim Cooks resultater.

Det var ikke kun hos Apple der skete ledelsesskift: IBM fik sin første kvindelige topchef i form af den erfarne Ginni Rometty. HP fik også en kvindelig topchef: Den it-uerfarne Meg Whitman.

Efter en kort periode i virksomhedens bestyrelse afløste hun den fyrede Leo Apotheker, der ledte virksomheden så elendigt, at den tabte 47 % af dens aktieværdi under hans kun 11 måneder lange ansættelse. Stort set hele den danske ledelse af HP blev også skiftet i hans tid.

Den afgørende ledelsesbrøler fra hans side var annonceringen af, af HP overvejede at skille sig af med deres Personal Systems Group (PSG), som bla. leverer pc’er. Usikkerheden hos ansatte, kunder og partnere var stor, for der var ingen konkret køber eller nogen afklaret tidsplan. Til sidst blev ideen - og Leo Apotheker - droppet.

Nokia forsøgte sig også med kamikaze-lignende strategiudmeldinger: Deres nytiltrådte topchef Stephen Elop ændrede i starten af året virksomhedens strategi, og dømte deres egen mobil-platform Symbian ude, I stedet kastede han alle sine smartphone-lodder i sin tidligere arbejdsgiver Microsofts vægtskål. Fremover skulle Nokias telefoner leveres med Windows Phone 7. Problemet var bare, at udviklingsarbejdet ikke var startet endnu, og at der derfor ikke kunne fremvises - endsige sælges - nogen af fremtidens telefoner.

I et internt notat, som sikkert vil indgå i fremtidens managementlærebøger (i afsnittet rariteter til rædselskabinettet), sammenligner han Nokias situation med en boreplatform i Nordsøen, som er i brand. Hvad vil du helst: Brænde op eller springe i det iskolde vand? En effektiv måde at ensrette en debat på, og dermed udelukke al intern kritik.

Nokia nåede lige at få en ny smartphone - Nokia Lumia 800 - på markedet inden den vigtige julehandel. Men eksempelvis ikke i Danmark. Næsten et helt år uden et troværdigt bud i det lukrative smartphone-marked kostede Nokia dyre markedsandele.

950 danske it-eksperter mærkede også strategiskiftet: Hele Nokias udviklingsafdeling i København blev nedlagt. Det bliver næppe sidste gang, at vi mister den slags videnstunge arbejdspladser.

Med mindre vi radikalt ændrer løn og ansættelsesvilkår – også for de højtlønnede it-specialister.
Forårets storkonflikt på CSC, der har udviklet og driver en lang række offentlige systemer, viste præcist hvor svær denne proces bliver. I slutningen af året fik den danske afdeling ny topchef: Den amerikanske John Walsh. Han kalder sig selv en ”problemknuser”, og startede med at fyre ti af de ledende medarbejdere. ”For at stille med sit eget hold”, som han fortalte Computerworld.

Hans plan kommer først i det nye år. Men mon ikke, den medfører udflagning af vidensarbejdspladser? Det er jo det, han antyder, når han siger: ”jeg kan hjælpe med at bringe CSC's globale kræfter ind i det lokale marked”.

It-viden er magt, men den viden er blevet global. Den kan beskyttes med patenter, som blev dette års helt store salgsvare. Apple viste med sine mange retssager mod især Samsung, hvordan patenter kan anvendes til at holde konkurrenter ude. Eksempelvis fra hele det Europæiske marked.

Men Google gjorde sig også klar til patent-krig ved at opkøbe masser af patenter fra bla. IBM. Men vigtigere købte de Motorolas mobilitets-aktiviteter for 64 milliarder kroner. Inklusiv deres 17.000 godkendte patenter og 7.500 patentansøgninger.

Kedeligt bliver det ikke at følge de mange patentslag, der de kommende år kommer til at forgylde de deltagende advokater. Men innovative it-løsninger bliver næppe resultatet.

De internationale hændelser prægede virkelig den danske it-sektor i år. Det bliver også tilfældet de kommende år.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 27. december 2011

”Gratis” er ikke altid konge

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Fri, 30 Dec 2011 16:36:00 +0000

Da jeg første gang læste Eric S. Raymonds bog ”The Cathedral & the Bazaar”, var jeg overbevist om, at it-industrien ville ændre sig. Raymonds bog fra 2001 beskriver indgående, hvordan programmer kan udvikles på en ny måde: I stedet for at holde kildekoden hemmelig, deles den. Mellem individer og mellem virksomheder.

Udviklere arbejder i forslaget hele tiden videre på hinandens resultater, med mere værdi-skabende resultater til følge. Open source kaldes denne metode. De store software-monopoler som Microsoft ville forsvinde, troede mange da bogen udkom. Det skete som bekendt ikke. Open source ændrede alligevel it-verdenen. Men på en helt anden måde.

I dag er det ikke open source, som er det nye sort inden for it. Det er Apple. En virksomhed, der på alle måder er så lukket, man kan være. Og som sandsynligvis bruger flere penge på advokater, som forfølger dens konkurrenter, end på udviklere. Alligevel er den i dag en af verdens mest værdifulde virksomheder – målt på aktieværdi.

Men software er en mærkelig størrelse: Modsat alle andre produktionsmidler bliver det ikke slidt. Og jo mere man anvender et program, jo større værdi får man ud af det. På samme måde kan der skabes større nytteværdi, når programmører kan arbejde videre på hinandens resultater.

Derfor er der sket det uforudsigelige, at begge lejre i kildekodekrigen vandt. Trods indædte værdikampe, eksisterer begge udviklingsmodeller stadig. Mange virksomheder anvender resultaterne side om side, uden at skele til, hvordan de er frembragt.

Tag eksempelvis de programmer, som bruges til Jyllands-Postens hjemmesider: Operativsystemet, databaserne og web-serverne er alle baseret på open source programmer. Men det program, journalisterne anvender til at redigere siderne med og sende dem ud på internettet, er ikke.

Open source metoden blev med andre ord et supplement eller et alternativ snarere end en revolution af produktionsmetoderne i branchen.

Alligevel har open source ændret it-verdenen. Eller rettere: Google har. Google har siden sin start baseret al sin udvikling på open source programmer. Samtidig er Google en af de store bidragsydere til de mange open source projekter.

Men Googles forretningsmodel er anderledes end de traditionelle it-virksomheders: De sælger ikke programmer, men internettjenester af forskellig art. Pengene kommer fra (meget store) annonceindtægter på deres forbrugertjenester og fra egentlige lejeindtægter, når virksomheder bruger deres tjenester.

Derfor er det også gratis for mobilproducenter at anvende Googles platform Android. Som oprindeligt er udviklet ud fra open source operativsystemet Linux.

Google har – lige som Apple – skabt et stærkt økonomisk økosystem omkring sig. Med masser af begejstrede partnere og brugere. Stærke forretningsmodeller, som kan skabes med open source programmer – og uden.

Et af de vigtige eksempler i Raymonds bog er web-browseren Firefox. Som i mange år var den eneste, der gav Microsofts Internet Explorer konkurrence. Den blev til et open source projekt, da virksomheden bag – Netscape – måtte opgive sine web-browseraktiviteter pga ufine monopol-tricks fra Microsofts side. Netscape frigav kildekoden, og andre fortsatte udviklingen. Støttet af blandt andet Google.

Få andre virksomheder har siden haft held til at gøre det samme. Den gratis kontopakke LibreOffice er et af de få eksempler: Den oprindelige kildekode kom fra SUNs kontorpakke Star Office. Som ikke kunne klare kampen mod Microsofts Office-pakke.

De fleste andre succesfulde open source projekter er startet ud fra en ide om at skabe et nyt produkt, som løser et specifikt problem. Snarere end at arbejde videre på noget, som er blevet en kommerciel dødssejler.

Alligevel forsøgte Nokia at redde deres mobilplatform Symbian ved at gøre det til et open source projekt. Men de gjorde det for sent, og alle trak følehornene til sig. Nu er Symbian snart en saga blot.

Senest har HP meldt sig i klubben af virksomheder, som tror at ”open source” = ”døde programmers klub”. De brugte en formue på at købe virksomheden Palm for at få fingre i deres webOS. Denne software-platform blev brugt af deres tavle-pc TouchPad. Der kun kunne sælges på brandudsalg til langt under produktionsprisen. En kommerciel fiasko og der blev ikke skabt et økonomisk økosystem.

HPs bestyrelse har ikke demonstreret den store strategiske it-indsigt de sidste år. Og har slet ikke formået at holde en nogenlunde lige kurs.

Derfor burde jeg ikke blive overrasket, da HP her i december offentliggjorde, at webOS nu er blevet til et open source projekt. Uden et ord om hvilket behov, eller hvilke forretningsmuligheder, som skal motivere bidragsydere til projektet. Jeg vil blive meget overrasket, hvis projektet ikke lider en stille død inden for 12-24 måneder.

Open source er ikke svaret på alt. Slet ikke på dårlig ledelse.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 20. december 2011

Den perfekte it-chef

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Sun, 11 Dec 2011 16:37:00 +0000

Helt tilfældigt har jeg i løbet af den sidste uge været sammen med 26 it-ansvarlige fra større danske firmaer. En god anledning til at gøre status på det job, som er det mindst attraktive i alle organisationer. It er som kloaknettet: Ingen tænker på det, så længe det virker. Men når problemerne opstår, opholder den ansvarlige sig på øretævernes holdeplads.

Da jeg startede i it-faget var vi alle unge, og mange var autodidakte. Der var en udtalt frihed til at udføre arbejdet som man ville, for ingen andre forstod det. Ingen af delene passer mere.
For det første er der kommet mange flere grå hår i it-lokalerne.

Den typiske it-ansvarlige er i dag 40+ og har en videregående uddannelse indenfor it, økonomi eller er ingeniør. Studiet er ofte suppleret med en relevant videreuddannelse. Eksempelvis en MBA.

Samtidig er arbejdsgangene i it-afdelingerne blevet standardiserede og professionaliseret ved at anvende internationale standarder på området. Hovedparten af de danske it-afdelinger anvender – eller overvejer at indføre – den globalt anerkendte beskrivelse af godt it-arbejde – ITIL. Hvilket står for noget så intetsigende som IT Infrastructure Library.

ITIL er noget så usædvanligt som en it-standard, alle er enige om. Indenfor it er der ellers altid mindst to, konkurrerende standarder. Hvis tilhængere fanatisk bekriger hinanden. Sådan er det ikke længere indenfor tilrettelæggelse af it-arbejdet.

ITIL-beskrivelserne minder om Lean-metoden, som oprindeligt var beregnet til arbejdsoptimering i fabrikker. Men ITIL beskriver målrettet, hvordan it-drift og –service bedst udføres.

FLSmidths it-ansvarlige Jan Armtoft sammenfatter situationen således: ”De standardiserede arbejdsgange har fortrængt anarkiet og har gjort de halvstuderede røvere arbejdsløse”.

Der er knapt 100.000 i Danmark, som arbejder med it. De fleste er mænd: Kun 28,4 % af de it-professionelle er kvinder, og dette tal falder, viser de seneste tal fra IT-Branchen. Det ser ikke ud til at ændre sig lige med det første: Under 16 % af de studerende på it-uddannelserne er kvinder, viser foreningens analyse.

Konsekvensen kan ses på it-chefens kontor: Næsten alle er mænd – med Alkas Lis Lindeneg, Nycomeds Agnetha Mattison og Fødevarestyrelsens Annette Madsen som de eneste undtagelser, jeg kender.

Men hvad kendetegner den rigtigt gode it-ansvarlige?

Executive Search firmaet Egon Zehnder International har sammenlignet alle de it-ansvarlige, de har i deres omfattende, globale database. Når de sammenligner dem, som er ”outstanding”, med resten, tegner der sig et interessant billede:

De bedste 16 % har signifikant bedre resultater på de to parametre: ”Functional Capabilities” og ”Team Leadership”.

Det første betyder, at de rigtigt gode it-ansvarlige kender en hel del til deres fag. For at blive rigtig god, er det ikke nok at være generalist (eller finansdirektør). Du skal forstå it, og især forstå hvordan it bedst muligt anvendes i din virksomhed.

Det er heller ikke overraskende, at de bedste it-chefer er gode til at udvikle, motivere og beskytte it-medarbejderne. For som skrevet, er it-folk sjældent heltene i virksomheden - tværtimod. Det er derfor ekstra vigtigt for en it-leder at han fokuserer på medarbejderudvikling.

Men hvad er de fremtidige krav til den gode it-direktør? Martin Nordestgaard Knudsen fra Egon Zehnder International beskriver profilen således: ”Vi tror at fremtidens CIO er en stærk, forretningsorienteret leder, som stadig har en stor viden om it. Men der vil være øgede krav til, at han samtidig er god til forandringsledelse, god til at skabe samarbejdsrelationer og i stigende grad har kendskab til den branche, hans virksomhed befinder sig i.”

De fleste it-ansvarlige har traditionelt kun holdt en håndfuld år i den post. Ser man på de nuværende it-chefer, har mange af dem været it-ansvarlige i to eller tre virksomheder før deres nuværende post. Men typisk i lignende virksomheder. En effektiv måde at opnå den nødvendige forretningsforståelse.

It bliver mere og mere standardiseret, og der bliver færre og færre leverandører. Som konsekvens vil mange virksomheder have de samme it-systemer. Samtidig med at it-arbejdsgangene bliver ens. Det er derfor ikke it-systemerne som sådan, der giver en konkurrencefordel. Det er måden de anvendes i virksomheden, som gør forskellen. Derfor skal it-chefen vide meget om it samtidig med at han forstår sin virksomhedens forretning.

Nogle gange bliver it-direktørerne så gode til det sidste, at de får flere ledelsesopgaver. Det er efterhånden ikke usædvanligt, at it-chefen også er ansvarlig for effektivisering af arbejdsgange i virksomheden. Eller at de bliver ansvarlige for et egentligt forretningsområde eller ansvarlige for en anden stabsfunktion.

It-nørderne er kommet for at blive. Også på direktionsgangen.

Bragt sin kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 6. december 2011

Huller i sikkerheden

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Sun, 04 Dec 2011 10:47:00 +0000

Pludselig begyndte alle advarseslslamperne at blinke på min franske bil. Den ene mere skræmmende meddelelse dukkede op, sluttende med store typer som blinkede ”SERVICE”. Intet i bilen syntes mere at virke. Situationen blev ikke lettere af, at jeg holdt i en myldretidsproppet venstresvingsbane en mørk onsdag eftermiddag. Mens alle dyttede af mig. Som om det var min skyld, de nu kommer for sent hjem, institutionen lukker inden børnene er hentet, og konen derfor bliver så sur, at der ikke vanker noget af det onsdagssjove.

Hvad gør man så? I starten forsøgte jeg at finde en logik i de mange alarmer. Derefter valgte jeg alle it-problemers mulige løsning: En genstart. Det går jo heldigvis hurtigt i en bil. Alligevel måtte jeg dreje nøgle nogle gange, inden bilen begyndte at kunne køre. Mens en sand parade af fuck-fingre defilerede forbi mig fra alle sider i det nu kaotiske kryds. Hvad er der blevet af den danske venlighed og hjælpsomhed?

På mystisk vis var problemet nu væk. Mens jeg forsigtigt kørte hjem, overvejede jeg et øjeblik, om min bil havde fået en computervirus. Men det er ikke muligt for mig at overføre den slags til min bil. Eksempelvis via et af de USB-stik, der er i mange nyere biler. Ellers kunne virus-angreb ikke udelukkes, for hackere slår til alle vegne.

Vi har før set virus-angreb mod industrielle centrifuger, som forsinkede det Iranske atomprogram. Senest blev en vandværkspumpe i den amerikanske stat Illinois ødelagt af hackere. De fik tilgang til pumpen via forsyningsvirkomhedens netværk. Ved at tænde og slukke den hele tiden, fik de den til at bryde sammen. De var kommet ind ved at stjæle brugernavn og password fra et firma, som leverer kontrolsystemer.

Den slags angreb er heldigvis sjældne, men de kan på ingen måde udelukkes i fremtiden. For hackere bliver hele tiden mere raffinerede. I en ikke offentlig tilgængelig rapport med den sigende titel ” Into the eyes of a Dragon” beskriver sikkerhedsfirmaet CSIS detaljerne i et af de målrettede angreb, som er blevet almindelige. Og som sikkert har været anvendt af hackerne ovenfor.

Angrebet i rapporten blev udført fra Indien og ramte en række virksomheder verdenen over. Formålet med angrebet var ikke at ødelægge noget. I stedet var det at stjæle information som dokumenter, regneark , kildekode til programmer eller billeder.

Angrebene blev gennemført ved at sende en uskyldigt udseende komprimeret Excel-fil til nøje udvalgte modtagere. Den indeholdt snedig kode, som de fleste antivirusprogrammer ikke kunne opdage, da den blev udsendt.

Først hentede det ondsindede program endnu et program fra en server på internettet. Som heller ikke kunne genkendes af antivirusprogrammerne. Når først dette program var installeret, kunne det gøre alt det, brugeren på maskinen kan gøre. I dette tilfælde var hovedformålet at høste information på offerets pc eller netværk, og sende disse tilbage til bagmanden. I dette angreb til en server, som stod i Tennessee i USA.

Ved hjælp af snedige tricks lykkedes det teknikkerne hos CSIS at opnå adgang til dele af forbryderens server. Den indeholdt mere end 15 GB stjålne data. Typisk dokumenter og regneark fra virksomheder spredt over hele kloden. Et meget effektivt stykke industrispionage, som blev gennemført med meget lille risiko. Modsat fysiske indbrud.

Næsten alle den slags angreb er rettet mod pc’er som ikke er opdaterede, eller ikke har installeret et tilstrækkeligt opdateret antivirus. Men det sidste er ikke nødvendigvis nok - viser CSIS’ analyse.

I fremtiden venter angreb via de mange mobile enheder, som anvender Googles Android-platform: Antallet af vira rettet mod dette styresystem eksploderer i øjeblikket. Og de fleste populære - og gratis - antivirus-programmer til Adroid kan ikke fange de mest banale vira, viser nedslående resultater fra tyske AV-Test

Google er ikke så striks som Apple i vurderingen af nye apps, der sendes til deres markedsplads – Android Market. Der er mange andre ulemper ved Apples kontrollerende tilgang til optagelse af apps på iTunes. Men sikkerhedsmæssigt er det en god ide: Der er stort set ingen vira, som spredes til iOS. For at gøre ondt værre skyldes den markante stigning i malware rettet mod Android, at der også tilbydes apps via alternative markedspladser. Her findes typisk ingen validering af applikationerne, så brugeren er overladt til at klare sig selv vha. sund skepsis og ved at læse de kommentarer, der er afgivet sig til den enkelte applikation.

Men banditternes hovedindbrudsvej er stadig pc’er. I øjeblikket er de mest optaget af at stjæle industrihemmeligheder. Men som eksemplerne i Iran og USA viser, kan der være mange andre mål. En dag kunne min bil godt være et mål. Hvis jeg naivt sætter en USB-pind i bilen, som jeg tror kun indeholder musik. Og den indeholder en virus, som eksempelvis lammer elektronikken når jeg kører over 100 km/t. Den slags cyber-lejemord har vi dog heldigvis ikke set – endnu.

Men sikre systemer og sikker bruger-adfærd er blevet vigtigere end nogensinde før.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 29. november 2011

IT-Branchen er parat

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Mon, 28 Nov 2011 18:32:00 +0000

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det Økonomiske Råd forventer en økonomisk vækst på kun 1,1 – 1.3 % om året frem til 2013. Det er især den indenlandske efterspørgsel, som er ”synderen”. Men det kommer til at betyde lavere it-priser - er mit klare indtryk: Rabatterne bliver større og større i øjeblikket. Så store, at vi i min virksomhed næste år får lavere it-omkostninger end i år – selvom vores it-aktivitetsniveauet bliver højere.

Det gik eller lige så godt for it-virksomhederne herhjemme: I 2010 steg de danske virksomheders samlede it-investeringer med 9,5 % viser nye tal fra foreningen IT-Branchen og analysefirmaet IDC. Danske virksomheder investerede for mere end 65 milliarder kroner i it i 2010.

Stigningen i investeringerne var ikke ligeligt fordelt: Investeringerne i hardware som pc’er, servere og smartphones steg med 28,3 %. En tydelig konsekvens af, at mange virksomheder udskød disse indkøb i 2009. Når virksomhedernes efterslæb på hardware-investeringer er dækket, vil denne type investeringerne falde ned på et lavere leje.

Investeringerne i software steg i 2010 med 9.6 %, mens området it-services kun steg 1,1 %.
IDCs Anders Elbak forklarede i sommers den ringe vækst indenfor it-services med, at der er ”en generel tilbageholdenhed overfor at igangsætte nye store projekter, dels et markant prispres”. Eller sagt på en anden måde: skal du ud og indkøbe it-serviceydelser som konsulentbistand, programmering eller it-drift, er sælgerne til at tale priser med nu.

I 2012 forventer IT-Branchen og IDC, at væksten i de samlede it-investeringerne vil være 3,9 % i 2011 og 5,3 % i 2012. I begge årene vil væksten være størst indenfor hardware og lavest i it-services.

IT-Branchens direktør Morten Bangsgaard siger om situation i en pressemeddelelse fra foreningen: ”Finanskrisen er afløst af en gældskrise”

Dansk Industris branchefællesskab for it-, tele og elektronikvirksomheder (ITEK), ser samme markedsudvikling: Efter et stort fald i medlemmernes omsætningen fra 2008 til slutningen af 2009, steg omsætningen frem til midten af 2011, hvorefter væksten stagnerede. I de sidste måneder i deres opgørelse (juli og august), er omsætningen faldet 0,2 % sammenlignet med de forudgående måneder.

Men der er store variationer i DIs tal: Elektronik-virksomhederne har oplevet et fald i omsætningen på 4,2 % i hele 2011, mens tele- og it-virksomhederne har oplevet en vækst på hhv. 5 og 5,7 %. Samlet set har de to sidste sektorer indhentet det tabte siden 2008. Men som skrevet: Den seneste tid har alle oplevet en vigende omsætning.

It- og televirksomherne klarer sig generelt bedre – også i i kriser - end de fleste andre danske virksomheder.

Netop i nedgangstider kan virksomheder vinde markedsandele ved at blive mere produktive og mere innovative end konkurrenterne. It-investeringer er efterhånden blevet en uomgængelig forudsætning for sådanne resultater.

I 2009 udgjorde it-investeringer 28 % af de faste bruttoinvesteringer i Danmark. Et tal som er steget stødt fra ca. 10 % i 1990, viser andre tal fra Dansk Erhverv og Danmarks Statistik.
Derfor er en opbremsning i it-investeringerne en sikker indikation på, at vi samlet set investerer mindre end før.

Men tilbage til de gode nyheder: Står du overfor at foretage en større it-investering er markedet så parat som det kan blive. Min egen metode er altid at sende større opgaver i udbud. Og altid at forhandle priser og vilkår med to af de mest attraktive tilbudsgivere.

På den måde har vi sparet millioner, og det er jeg sikker på, andre virksomheder også kan. Hvis de griber it-indkøbsprocessen lidt professionelt an. Det er – trods alt – ret sammenlignelige produkter og services man køber. I et marked, som er rigtigt sultent.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 22.november 2011

Kan it-investeringer i folkeskolen betale sig?

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Tue, 22 Nov 2011 15:53:00 +0000

Mange reagerer på mine it-kommentarer. Via mail, via personlige tilbagemeldinger eller som kommentarer på bloggen. Tak for det!

For to uger siden skrev jeg om iPad-forsøget i Odder Kommune, hvor alle elever og lærere gratis får en tavle-pc udleveret. Skal jeg dømme efter det antal tilbagemeldinger, jeg modtog, ramte jeg et emne, som interesserer mange. Flere sendte mig også yderligere information om emnet.
Derfor denne opfølgning.

Det er meget tydeligt, at der er mange andre forsøg i gang - om end ikke mange i samme skala som i Odder Kommune.

Alt lige fra Lyshøjskolen i Kolding, der uddeler netbooks til en hel, startende folkeskoleårgang til forskere på Ålborg Universitet. Andre eksempler er VUC Sønderborg, som uddeler MacBook pc’er til alle de 2.500 voksne studerende. De regner med, at anskaffelsen tjener sig selv hjem gennem papirbesparelser samt lavere omkostninger til undervisningsmaterialer.

New York Times berettede for nyligt om erfaringerne fra det amerikanske skoledistrikt Kyrene. Her er der investeret massivt i digitale hjælpemidler. Alligevel er elevernes resultat faldet i tests af deres evne til at læse tekster eller til til at løse matematiske problemer. Mens elever i andre skoledistrikter - i den samme stat - er steget.

Der er altså ikke nødvendigvis en positiv sammenhæng mellem digitale investeringer og elevernes færdigheder.

Kan vi risikere noget tilsvarende herhjemme? Måske: Den seneste PISA-undersøgelse indeholder et særligt bind, som fokuserer på danske unges evne til at læse elektroniske tekster. 2.268 elever i 15 års alderen deltog i testen.

Først og fremmest viser undersøgelsen, at praktisk taget alle danske skoleelever har adgang til pc’er og internet: Kun 0,2 % af de 15årige har aldrig anvendt en computer. 99 % har adgang til internettet hjemmefra, og mere end 99,4 % har adgang til computere på skolen. Tallene bringer os på flotte anden- eller tredjepladser i målingerne af, hvor stor adgangen er til de digitale hjælpemidler.

Ikke blot er udstyret til stede, men det bliver også anvendt i undervisningen i Danmark - i højere grad end i andre lande.

Det oprindelige mål med de store it-investeringer i Folkeskolen er altså opnået: Lærerne kan tilrettelægge undervisningen i vished om, at eleverne har adgang til it. Både derhjemme og på skolen.

Men har det så haft en effekt på elevernes læsefærdigheder, når de arbejder med de nye it-redskaber? Tilsyneladende ikke: Danske elever klarer sig gennemsnitligt på papir, men under OECD-gennemsnittet, når de læser digitale tekster. Forskellen er signifikant. På trods af de store it-investeringer. PISA-undersøgelsen siger ikke noget om hvorfor.

I 2006 viste forsøg udført af forskere på Göteborg Universitet, at mennesker opfanger og producerer information hurtigere på papir end på digitale medier. Ikke mærkeligt, for den visuelle kvalitet af digitale tekster er ofte dårligere end de trykte. Men dette forklarer i sig selv ikke noget om, hvorfor danske børn er dårligere end andre til at læse elektroniske tekster.

De svenske forskere påviste også, at teksterne skal være tilpasset det digitale medie. Ellers er de endnu sværere at opfatte. Indskannede udgaver af papirbøger eller artikler er ikke nogen lettilgængelig føde til hjernen.

Derfor kan noget af forklaringen på vores børns digitale læseevner søges i, at de danske digitale undervisningsmaterialer ikke er tilstrækkeligt gode. Eller at der ikke undervises tilstrækkeligt meget i, hvordan man læser elektroniske tekster, der nogen gange er anderledes: Eksempelvis læses teksten ofte ikke lineært: Der er links, der gør at man let kan hoppe rundt indenfor teksten eller videre til helt andre tekster.

Måske kommer Bent Eriksen, lokal lærerformand i Odder Kommune, tættere på en forklaring med disse ord: ”Man skal huske, at der ikke bor en lærer i en iPad”. Eller sagt med andre ord: Det hjælper ikke at investere store midler i digitalt udstyr, hvis der ikke samtidig investeres undervisning i, hvordan der skal læses på de nye hjælpeværktøjer.

Antallet af elever pr lærer i Folkeskolen har ligget stabilt på ca. 11,1 de sidste mange år, viser talt fra Ministeriet for Børn og Undervisning.

En anden bekymring, man kan have, er om de mange computere kan være en forstyrrende faktor i sig selv. Tit har jeg undret mig over, at min datter opdaterede sin Facebook-profil, mens hun angiveligt modtog undervisning. Men hun er ikke den eneste: I et forskningsprojekt fra 2010 om undervisningen i handelsgymnasierne, svarede over halvdelen (57 %) af eleverne, at computerne forstyrrer undervisning fordi de bliver brugt til andre formål som spil, sociale netværk mv.

PISA-undersøgelsen viste i øvrigt, at anvendelse af sociale medier ikke øger elevernes digitale læsefærdigheder.

Der udestår tydeligvis en pædagogisk diskussion af, hvad de mange computere må – og ikke må - bruges til. Og hvordan eleverne opnår digitale læsefærdigheder, der står mål med de store it-investeringer i undervisningen.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllandsposten d. 15. november 2011

Kvinderne kommer

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Sun, 13 Nov 2011 16:10:00 +0000

It-branchen er et mandsdomineret erhverv. Men det er heldigvis ved at ændre sig. Senest har to af de helt store it-virksomheder – IBM og HP – fået kvindelige topchefer.
Selv om de næsten er jævnaldrene og begge er særdeles veluddannede, er Ginni Rometty og Meg Whitman så forskellige som de næsten kan være.

IBMs første kvindelige topchef Ginni Rometty har været i virksomheden næsten siden 1980. Hun er særdeles godt inde i strategien, hvor virksomheden bevæger sig væk fra det konkurrenceprægede hardwaresalg hen mod det mere lukrative marked for tjeneydelser og komplekse systemer. Således var hun ansvarlig for den meget succesfulde integration af konsulentfirmaet PriceWaterhouseCoopers i IBM.

Med stor sandsynlighed fortsætter Ginni Rommetty den strategi, IBM har fulgt de sidste 10 år. Samtidig var det ingen overraskelse for nogen, at det blev hende, der fik tjansen.
Anderledes forholder det sig hos HP: Udnævnelsen af Meg Whitman var en overraskelse for de fleste.

Meg Whittmann har arbejdet hele sit liv i virksomheder, der primært sælger til forbrugere. I firmaer som DreamWorks, Proctor & Gamble og Hasbro. Senest var hun direktør for eBay, hvilket gjorde hende til en holden kvinde. Så rig, at hun kunne investere 144 millioner USD af sin egen formue i sin valgkamp for at blive guvernør i Californien. Hun tabte, men blev ved årsskiftet medlem af bestyrelsen af HP.

I september efterfulgte hun Leo Apotheker, der ledte virksomheden så elendigt, at den tabte 47 % af dens aktieværdi under hans 11 måneder korte ansættelse. Der var mange andre mulige kandidater til chef-posten, både internt i HP og udenfor. Men bestyrelsen endte altså med at droppe en grundig søgning, og valgte hurtigt en person fra deres egen kreds.

Da hun lige var tiltrådt, udtalte Meg Whitman, at hun ikke ville ændre på den allerede lagte strategi. Men der gik ikke lang tid, så blev den ansvarlige for stategi og teknologivalg i HP Shane Robison fyret. Efter bare fem uger fra tiltrædelsen annoncerede HP, at de alligevel ikke ville skille sig af med deres pc-aktiviteter. Så jo: strategien er bestemt blevet ændret. Spørgsmålet er, hvor godt rustet Meg Whitman er til den slags overvejelser.

Hvor vigtige den slags beslutninger er, blev tydeligt i sidste uge: Cnet.com afslørede, hvorfor Microsoft i den grad har tabt markedet for tavle’pc’er til Apple og Google. Tidligt i 2010 havde Microsoft to konkurrerende hold, som skulle skabe grundlaget for Microsofts bud på en tavle-pc. Det ene hold kom fra Microsofts eneste succesfulde forbruger-elektronikprodukt - Xbox. Det andet hold baserede deres teknologier på Windows. Det første hold havde allerede et produkt klart, som hurtigt ville kunne lanceres: Courier.

Microsofts topchef Steve Ballmer turde ikke selv vælge. I stedet kaldte han Bill Gates tilbage fra pensionistlivet. Bill Gates fik angiveligt et anafylaktisk chock, da lederen af Courier-projektet – den erfarne J Allard - forklarede Gates, at Courier ikke havde en mailklient indbygget. I stedet kunne mail læse sin mail i en web-browser.

Courier blev droppet, og J Allard er ikke længere i Microsoft. Selvom det var ham, der om nogen hjalp Microsoft, da de meget sent ønskede at komme med på ”internet-bølgen” i 1990erne efter Bill Gates i lang tid havde afvist internettet.

Windows-projektet til tavle-pc’er blev aldrig godt nok, og nu venter alle på Windows 8, før de ønsker at anvende en tavle-pc med en Microsoft-platform. Courier kunnet have fået en markedsandel, men blev som skrevet droppet.

Eksemplet viser, hvor vigtig viden om markedet er. Og hvor dyre forkerte beslutninger kan være – hvis man har iltert temperament. Hvad Meg Whitman har. Hendes tidligere virksomhed eBay valgte at betale 200.000 USD i et forlig med en medarbejder, der var blevet skubbet af en vred Meg Whitman.

HP har en smertelig lang historik med udskiftninger på direktionsgangen, som på verdensplan kun overgås af DSB: Leo Apotheker efterfulgte Mark Hurd, som blev smidt ud fordi han brugte for mange af virksomhedens penge på den tidligere sexfilmsstjene Jodie Fisher. Mark Hurd efterfulgte i 2005 Carly Fiorina, som blev smidt ud af bestyrelsen pga ”uoverensstemmelser om strategien”.

Forløbet med HPs besynderlige siksak-kurs under Leo Apothekers styre viser, at HPs bestyrelse ikke er gode nok til at give direktøren strategisk modspil. De har nu valgt en kvinde, som ingen erfaring har med den virksomhedsrettede strategi, HP og IBM ønsker at forfølge.
Det bliver ikke noget let job. Måske det er på tide at udskifte HPs bestyrelse?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 8. november 2011

Ipad til alle: Innovation eller it-fråds?

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Sun, 06 Nov 2011 16:19:00 +0000

I dag er det i-dag i Odder Kommune: Eleverne i to af kommunens folkeskoleklasser får udleveret en iPad. Samtlige lærere og pædagoger i kommunen fik deres iPad inden efterårsferien. Inden januar 2012 er slut, har alle folkeskoleelever i kommunen en iPad. Lige fra børnehaveklassen-poderne til 10. klasse-teenagerne. Dermed bliver Odder Kommune den første kommune i Europa, som har indkøbt tavle-pc’er til samtlige elever og lærere.

Et enigt byråd bevilgede i foråret 7,9 mio til indkøb af 2.580 iPads, tilhørende dækkener, uddannelse til lærerne, apps og andre vigtige ting. Mange penge i en lille kommune: Cirka 600 kr. fra alle i den arbejdsduelige alder i kommunen.

Atea var den eneste leverandør, som bød på opgaven, og de må være godt tilfredse: De får 2.731 kr. pr. iPad. Meget tæt på listeprisen, som er 2.959 kr. Ikke meget på så stor en ordre. Især da Atea har fået en værdifuld reference i et marked, hvor flere andre overvejer at følge Odder Kommunes eksempel.

Der er ca. 715.000 elever i grundskolen i Danmark. Gør alle skoler det samme, vil det svare til en national omkostning på 2,2 milliarder kroner. Vil vi få et tilstrækkeligt udbytte af en så stor investering?

Der er ikke mange erfaringer, der kan bruges til at give et svar på dette spørgsmål. Helsingør Kommune startede i august et næsten lige så omfattende skole-it projekt. Men det er for tidligt at drage konklusioner om effekten af deres projekt.

Seneste it-udrulning i samme ambitionsniveau var i 1998-1999 i Farum Kommune – i Peter Brixtoftes regeringstid. Her blev der først brugt 12 millioner kr. til hjemme-pc’er, internetadgang og printere til alle ansatte i kommunen – inklusiv lærerne. Året efter blev der anskaffet samme udstyrspakker for 25 millioner kr. til alle folkeskoleeleverne.

I 2004 foretog Birgitte Holm Sørensen og kollegaer fra Danmarks Pædagogiske Universitet en undersøgelse af resultatet af den store satsning i Farum – fem år efter. De kom frem til, at Farum Kommunes elever – ikke overraskende – anvendte it mere end andre. Samtidig mente hovedparten af eleverne, at pc’en havde haft stor værdi for dem. Dertil kom de sociale og pædagogiske aspekter. Som at lærerne kunne tage udgangspunkt i, at alle børnene havde en hjemmecomputer, uanset deres sociale status.

Dengang var teknikken betydeligt mere krævende end tilfældet er i dag, og nogle af familierne fik hovedbrud: Hvad skulle familier med mange skolesøgende børn eksempelvis stille op samme antal stationære pc’er?

Tavle-pc’ere er betydeligt nemmere at have med at gøre, både når de skal installeres, udleveres og bruges. Netop derfor valgte Odder Kommune disse - i stedet for bærbare pc’er, som Helsingør Kommune satser på.

Personligt kan jeg ikke finde ud af at taste lange tekster på en iPad. It-chef Jan Møller fra Odder Kommune gjorde mig opmærksom på, at sådan behøver børnene ikke at have det: De er ferme til at skrive tekster på mobiltelefonen, og de vil formentlig have let ved at lære at skrive på det nye redskab.
It bliver i stigende grad et helt naturligt middel i grundskolen, men den største effekt kommer, når hver elev har sit eget udstyr. Skolerne kan ikke kræve, at alle elever medbringer deres eget udstyr, har Ombudsmanden og Undervisningsministeriet stadfæstet i 2010. Derfor er kommunerne nød til at investere i yderligere it-udstyr til eleverne, selvom business-casen ikke er overbevisende. De kortfattede notater, politikerne i Odder Kommune har besluttet sig ud fra, indeholder da heller ingen konkrete - endsige målbare - resultatløfter.

I 2010 og 2011 blev der skåret hårdt i folkeskolernes budgetter i Odder Kommune. Man kunne derfor frygte, at der vil komme yderligere nedskæringer som følge af den nye satsning. Men det er ikke tilfældet - i det mindste ikke i 2012.

Familierne og folkeskolerne kan dog let få omkostninger, som ikke er budgetteret: Tavle-pc’en bliver af kommunen betragtet som en bog. Dette betyder, at elevernes forældre skal erstatte den, hvis det er deres børns skyld, at den bliver væk eller går i stykker. Eller skolen skal gøre det samme, hvis hændelsen skyldes forhold på skolen.

Der er meget stor forskel på en bog og en iPad: Både hvad den kan holde til, og hvad den koster: En tavle-pc kan ikke holde til noget, og koster 10 gange så meget som en bog. Enhver, der har set en folkeskoleklasse er næppe i tvivl om, at der vil går kort tid, inden en god del af det kostbare udstyr er sat ud af spillet. Glemt, stjålet, gået i stykker eller hvad der nu kan ske. Odder Kommune har ikke forsikret udstyret, så det er alene forældrene eller de enkelte folkeskoler, der kan betale regningen.

Et anden, relevant bekymring er også, om der overhovedet er undervisningsmaterialer til rådighed, som udnytter de nye muligheder? Digitale undervisningsmaterialer til pc’er er stadig i sin spæde start, og der er intet, som udnytter det mobile udstyr - endnu.

Der vil med sikkerhed dukke en række andre problemer op. For sådan er det altid, når man i it-verdenen er nogle af de første – hvad Odder Kommune er. Så må man erkende, at leading edge oftest er lig med bleeding edge.

Derfor er det klogeste altid at prøve nye muligheder af i mindre skala. Men det bliver spændende at følge erfaringerne fra kommunerne i Odder og Helsingør. Hvad alle bør gøre, inden der kastes yderligere millioner – endsige milliarder - efter udstyr og løsninger, som måske ikke er de rigtige. Eller alt for dyre i forhold til effekten eller andre investeringsmuligheder.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 1. november 2011

Hellere indsigt end mavefornemmelser

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Fri, 28 Oct 2011 17:14:00 +0000

Engang imellem bilder jeg mig selv ind, at jeg bestemmer. Men jeg skal ikke være opmærksom ret længe, før det går op for mig, at sådan er det ikke. Hverken derhjemme eller på arbejde. Selvom jeg fra tid til anden tror det er mig, der sidder for bordenden, er de beslutninger, jeg som chef ender med at tage, oftest produktet af de mindre beslutninger, andre har taget.

Min hund er (modsat min familie og mine kollegaer) god til at lade som om, at jeg bestemmer. Men jeg har gennemskuet den: Det er kun fordi den ved, jeg har godbidder i lommen, at den har besluttet sig til at høre efter, når jeg kalder på den.

Onde tunger vil påstå, at jeg er en tøffelhelt og min virksomhed et rent anarki. Men sådan er det ikke (at min virksomhed er et anarki, altså).

Langt de fleste beslutninger i en organisation træffes på et operationelt niveau. Når en utilfreds kunde ringer til virksomheden, træffer kundecenter-medarbejderen en række valg i dialogen med kunden.

Virksomhedens samlede kundetilfredshed er resultatet af en lang række af den slags daglige beslutninger. Men der har historisk set været meget lille it-fokus på, hvordan beslutninger træffes i dagligdagen. Er det eksempelvis på samme måde, medarbejderne beslutter, om en kunde er en vigtig kunde – eller ej?

Vi har investeret milliarder i it-systemer, som kan effektivisere vores arbejdsgange, men ikke nær så store beløb i systemer, som kan øge kvaliteten i de store mængder beslutninger, vi hver dag tager.

I nogle brancher, har der været fokus på den slags beslutningsstøtte-systemer. Især hvis konsekvenserne ved forkerte beslutninger er store. Et simpelt eksempel: Hvad nytter det at et lån kan administreres meget effektivt, hvis kreditvurderingen af låntager er helt forkert? Indrømmet: Der er en del i den finansielle sektor, som tydeligvis enten har underinvesteret eller også har investeret i helt forkerte beslutnings-støttesystemer.

Helt fra de første mainframes har det været en drøm, at især topledelser kunne træffe de rigtige beslutninger ud fra regelmæssige rapporter dannet ud fra de enorme mængder data, der er gemt i virksomhedernes systemer. Management Information Systems, som man kaldte den slags rapporteringssystemer.

Men allerede i navnet har vi det første problem: Topledelser træffer beslutninger om fremtiden. Men langt de fleste af de traditionelle data-rapporter handler om fortiden. Samtidig træffes flertallet af beslutningerne ikke af cheferne, men af medarbejderne, som skrevet. Og de havde ikke adgang til de prestigefyldte rapporter. Både fordi det var for dyrt og fordi teknologierne ikke understøttede en daglig brug.

Det har ændret sig, og i dag kalder man områderne Business Intelligence og – på beslutningsområdet – Enterprise Decision Management. Amerikanske James Taylor var i København for nylig. Ikke musikeren, men opfinderen af begrebet Enterprise Decision Management.

Jeg var inviteret til frokost med James Taylor sammen med en række andre danske it-chefer. At dømme efter mine kollegaers interesse og alvorlige miner, er emnet et af de højt prioriterede lige nu. En global tendens, som også kan ses i de store it-virksomheders opkøb af nichespillere indenfor området: SAP købte Business Objects for 36 milliarder kroner i 2007, IBM købte Cognos i 2007 for 26 milliarder kroner og SPSS for 6 milliarder kroner i 2009, mens Oracle købte Hyperion for 19 milliarder kroner i 2007.

James Taylor er som den slags amerikanske it-eksperter er flest: Med et ego på størrelse med Rundetårn, og en taleintensitet, der er enhver rapper værdig. Han kunne tale i timevis om det emne, han brænder for.

Men det gør ikke hans budskaber mindre rigtige. Eksempelvis: ”Hvordan svarer de mange rapporter, vi danner, til de beslutninger, der træffes?” Eller hvad med: ”Der bruges store it-midler på hvordan ting gøres. Men alt for små midler på, hvad der skal gøres”.

James Taylor gjorde også tilhørerne opmærksomme på den gamle sandhed: Jo hurtigere en rigtig beslutning træffes, jo større er den positive effekt af beslutningen – alt andet lige.

Chancen for a træffe de rigtige beslutninger stiger, med den indsigt man har. Og den nye slags systemer gør det muligt at træffe bedre beslutninger end dem, der alene baseres på mavefornemmelse. Lige så hurtigt som før. Og på alle niveauer i organisationen.

Ikke så ringe endda. Måske skulle jeg overveje at indføre et beslutningsstøttesystem derhjemme?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 24. oktober 2011

Den sidste idiot er ikke født endnu

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Thu, 20 Oct 2011 17:34:00 +0000

”Det er Peter fra ServiceDesken. Vi har et problem med din bruger-konto. Vi kan hurtigt løse problemet, men det kræver dit password. Kan du lige læse det højt for mig?”. Hvad ville du gøre, hvis du fik et sådan opkald? De fleste ville svare den flinke unge mand. Der med sikkerhed er en forbyder, som får fuld adgang til brugerens konto. Tænkt eksempel? Nej, ikke mere: Moderne internetbanditter finder hele tiden nye teknikker, men de baserer sig alle på, at it-brugerne er lige så lette at fuppe, som de altid har været.

I september skete det, alle havde håbet ikke ville ske: Sikkerheden i NemID blev brudt. Ikke ved hjælp af smarte teknikker, men fordi brugerne er for naive. Ikke bare én men hele otte gange lykkedes det kriminelle bagmænd at få bankkunder til at udlevere deres generelle bruger-id og kodeord til NemID samt den engangskode fra papkortet, der er nødvendig for at kunne overføre penge.

Teknikken er efterhånden velkendt. Sikkerhedsfirmaet CSIS beskriver den således: Man modtager en mail, der ser ud som om den kommer fra eksempelvis Nordea. Her bliver man bedt om at bekræfte sin konto ved at trykke på et link. Ellers bliver den spærret, siger teksten. De frygtsomme, der klikker på linket, bliver mødt af en vellignende side, som endda har et gyldigt sikkerhedscertifikat. Først lokker banditterne det almindelige bruger-id og password fra ofrene. Derefter er den falske hjemmeside således indrettet, at den også narrer nøglekorts-koderne fra ofrene.

Inden de danske ofte havde set sig om, var der overført penge fra deres konto. DanID, som står bag NemID, vil ikke afsløre hvordan selve pengeoverførslen er foregået. Men andre gange er det sket via godtroende personer. Muldyr som de kaldes. De har reageret på annoncer, som lover god løn uden særlig indsats. Jobbet består i at modtage penge i en overførsel, og derefter sende broderparten videre til en udenlandsk konto. Man beholder lidt selv for sin ulejlighed, naturligvis.
Når Politiet banker på døren, og spørger hvad der skete med pengene, er bagmændene bag det generøse tilbud og de udenlandske konti sporløst forsvundet. Men penge-overførslen er ulovlig, og man hænger selv på straffen. Det er ikke kun de direkte ofre, som er naive.

Helt tilbage i 2006 påviste forskere ved Berkeley Universitetet at ”standard sikkerheds indikatorerne [i web-browserne] ikke er effektive for en væsentlig del af brugerne, og vi foreslår, at alternative tilgange er nødvendige”. Siden da, har brugerne fået - lidt - bedre mekanismer til at skelne venlige fra fjendtlige hjemmesider.

Men stadigvæk kræver det, at brugerne anvender disse. Hvad amerikanernes forskning for lang tid siden mere end antydede, de ikke gør. Samtidig har sociale netværk som LinkedIn og Facebook gjort det lettere for banditterne at målrette deres angreb.

Skurkene kan eksempelvis finde ud af, hvem en toplederes medarbejdere er, og hvad de foretager sig lige nu. Derefter kan de sammenstykke en mail eller en telefonbesked, der er så troværdig, at ingen vil undre sig over den. Eksempelvis at ringe til ServiceDesken med denne besked: ”Jeg står nede i Barcelona sammen med , og hans konto virker ikke. Kan du – lige nu – ændre hans password?”

En anden, meget brugt metode, er at sende et helt plausibelt dokument (fx en præsentation til seminaret), som udnytter svagheder på modtagerens pc.

Spear-phishing (engelsk for spydfiskeri) kalder man denne type målrettede angreb. Metoden er så effektiv, at ingen kan føle sig sikre, med mindre man hele tiden tænker sig om. Senest rapporterede magasinet Wired om et ekstremt eksempel: De amerikanske ubemandede drone-fly er alle blevet ramt af en ukendt virus, som optager alle tastetryk og kommandoer. Flyenes elektronik skal helt nulstilles for at få den væk. Selv om dronerne – naturligvis – ikke er forbundet til internettet er der andre digitale smuthuller. Eksempelvis via spændende USB-nøgler eller DVD-skiver.

Derfor er det eneste forsvar mod digitale listetyve sund fornuft (giv eksempelvis ALDRIG dit kodeord til andre) og sunde vaner (brug ALTID opdaterede programmer og brug altid antivirus).

Derfor træner virksomheder, som har meget at tabe ved den slags indbrud, medarbejdernes sunde fornuft. Medicinalvirksomheden Lundbeck træner eksempelvis jævnligt deres medarbejderes reaktion på skumle henvendelser. Af frygt for at miste forretningshemmeligheder, som er milliarder værd. Virksomhedens it-direktør Michael Skånstrøm erkendte for nylig overfor Computerworld, at medarbejdere i sådanne tests ikke altid har handlet som de skulle. Men ”så kan vi jo være glade for, at det var en test”, som han fornuftigt tilføjede.

Lundbecks brugere er sandsynligvis ikke mere uforsigtige end medarbejdere i andre virksomheder. Derfor er der kun én vej tilbage for alle virksomheder, hvor sikkerhed er afgørende: Korrekt reaktion under angreb skal trænes. Igen og igen. For selvom mange it-brugere ikke er idioter, kan de let komme til at gøre noget, som er idiotisk. Både privat og på arbejde.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 18. oktober 2011

Farvel til it-ministeren

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Thu, 20 Oct 2011 17:30:00 +0000

Danmark har ikke længere en it-minister. De tidligere it- og teleopgaver ligger ikke længere under Videnskabsministeriet, men er nu – som udenrigspolitikken – fordelt mellem fire ministre. IT- og Telestyrelsen, som var Videnskabsministeriets viden-center på området, splittes op i atomer.

Det er svært at græde mange tårer over det skete, for Videnskabsministeriets rolle indenfor it har længe været beskeden. Dette skyldes både de manglende it-politiske ambitioner og den globale teknologiske virkelighed. Men der kommer til at mangle nogen, som kan samle it-trådene.

Videnskabsministeriet blev oprindeligt dannet af den daværende SR-regering i 1993 med titlen ”Forsknings og Teknologiministeriet”. Efter forskellige andre navne fik det i 2001 navnet ”Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling”, som det beholdt indtil i sidste uge.

Det nye navn Videnskabsministeriums officielle navn er ”Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser”. Ud ryger teknologi og ind kommer innovation – som om de to var hinandens modsætninger. Men alt andet lige har det nye Videnskabsministerium et meget mere klart mandat end det gamle. For it er i dag en integreret del af al god embedsførelse, og ikke en særlig eksotisk specialitet, som kan gemmes væk under et ministerium med et meget langt navn. (Eftertanke: Det er præcis det, som nu er set med innovation ….).

I 1990erne var ambitionerne høje for hvad vi kunne og skulle med teknologierne. Startskuddet blev rapporten ”Informationssamfundet år 2000” fra 1994, som indeholdt en lang række ambitiøse mål for, hvad det danske samfund kunne bruge de nye teknologier til. I årene efter udkom en række it-politiske handlingsplaner, som søgte at gøre de flyvske tanker til virkelighed. På mange områder lykkedes det. Derfor havde vi i mange år en global førerposition indenfor digitalisering af vores samfund.

Den nye SRSF-regering har betydeligt lavere teknologi-ambitioner. I det mindste hvis man skal dømme efter Helle Thorning-Schmidts åbningstale. Hun nævnte ikke it eller digitalisering med et eneste ord. Kun indirekte, da hun henvendt til de offentligt ansatte sagde ”Vi skal modernisere”.

Regeringens grundlag ”Et Danmark, der står sammen” har lidt mere digitalt tankegods: Eksempelvis fremhæves øget brug af velfærdsteknologier som telemedicin eller brug af videosamtaler til supplement eller erstatning af hjemmebesøg. Beskyttelsen af vores digitale infrastruktur skal også styrkes, og it skal bruges til at lave smartere energiløsninger.

Endelig skal digitaliseringsstrategien for den offentlige sektor revideres i samarbejde med kommuner og regioner - med Margrethe Vestager ved bordenden. En af målsætninger fro dette arbejde er, at al kommunikation mellem borgere eller virksomheden skal foregå digitalt inden udgangen af år 2015.

Alt sammen rigtige tanker, men der er ikke mange af dem. Og der er på ingen måde lige så højt til it-loftet som i midten af 1990erne. Faktisk indgår ordet ”digitalisering” kun i én eneste overskrift i regeringsgrundlaget.

Måske godt det samme, for den teknologiske virkelighed er blevet en anden: Det har næsten ingen betydning for it-udviklingen, hvad den danske regering kræver eller gør. It-markedet er globalt, og det danske, offentlige indkøb er en så lille en dråbe i havet, at det slet ikke bliver bemærket hos de store it-giganter.

Derfor virker det lidt forhistorisk, når der i handlingsplanen på side 14 står at: ”Regeringen ønsker at bruge den offentlige sektors efterspørgsel aktivt til at fremme innovation og problemløsning, så de private virksomheder bliver mere konkurrencedygtige”.

Historien viser, at den offentlige skal være forsigtige med at definere helt nye løsninger eller egne standarder. Som det skete i Europa 1990erne. Med det resultat, at en række europæiske virksomheder brugte tid og penge på at udvikle kommunikationsløsninger, der i festtaler og udbud blev efterspurgt. Men som aldrig blev købt, da internettet overhalede de offentlige standarder indenom. Derefter forsvandt mange af de europæiske it-virksomheder én efter én.

De enkelte it-delopgaver er fornuftigt placeret i den nye regering: Tele- og internetregulering kommer til Erhvervsministeriet. Forsvarsministeriet får ansvaret for beskyttelsen af vores digitale infrastuktur. Finansministeriet får den vigtige opgave ”it-politik, herunder sager vedrørende digital kommunikation med borgere og virksomheder” og Økonomiministeriet får opgaven med at sikre modernisering gennem brug af it.

Men der mangler nogen som samlet set stiller – og følger op på - ambitiøse mål for brugen af it. Til glæde for vores samfunds produktivitet. Således viste en rapport fra IT- og Telestyrelsen, at det alene var anvendelsen af it, som bidrog positivt til væksten i den danske produktivitet i perioden 2004-2008.
Måske en kommende opgave for Statsministeren?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Postem d. 11.oktober 2011

Civil ulydighed

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Sat, 08 Oct 2011 17:07:00 +0000

Udviklingen går stærkt på internettet. Meget stærkt endda. Udarbejdelse og vedtagelse af love, der er anvendelige, tager tid. Meget lang tid. Som konsekvens bliver afstanden mellem den teknologisk virkelighed og lovgivning hele tiden større. Den kan blive så stor, at virksomheder og borgere mister respekten for den. Sker det, mister ellers fornuftige reguleringer deres demokratiske støtte – og dermed deres mulighed for at virke. Civil ulydighed er konsekvensen.

Beskyttelse af vore rettigheder som borgere og forbrugere samt beskyttelse af virksomheders intellektuelle rettigheder er to vigtige lovgivningsområder på internettet.
Internettet er globalt, men lovgivning udarbejdes og håndhæves nationalt. Derfor danner det god fornuft at samarbejde i eksempelvis EU, når man skal udarbejde lovgivning. Men det tager tid.

Som et eksempel beskriver Persondataloven hvordan virksomheder og myndigheder må og skal behandle vores personlige data. Den er baseret på et EU-direktiv fra 1995. Før Google, før sociale netværk, i det hele taget inden internettet blev allemandseje i vores del af verdenen.

Da det oprindelige Persondatadirektiv blev vedtaget, var der 12 medlemslande. Nu er der 27. Mange af disse har anderledes ubehagelige erfaringer med diktaturers misbrug af personlige data, end vi har. Derfor er det ikke nogen let proces at udarbejde nye regler, selvom alle er enige om, at det er på høje tide.

Sandsynligvis er et nyt direktiv først klart i 2014. Derefter skal der udarbejdes dansk lovgivning. 2017 er ikke et urealistisk bud på, hvornår vi – endelig – har en ny, dansk persondatalov. Som sikkert er forældet på det tidspunkt.

Hvad skal vi så stille op? De store internetvirksomheder som Facebook, Google og Apple overholder kun dele af Persondataloven, mens vi danske dukse forsøger at overholde hvert et bogstav.

Et eksempel: Tænk hvis jeg fik den gode ide at montere kameraer på toppen af min bil, og så køre rundt og optage billeder i alle gader og systematisk registrere disse, og alle digitale oplysninger, jeg stødte på undervejs. Som den lovlydige borger, jeg er, ville jeg først spørge Datatilsynet om tilladelse. Sandsynligvis ville de give afslag, men først efter en skærsild af detaljerede spørgsmål. Som den, Odense Kommune måtte igennem, da de ville anvende Cloud Computing (hvor it leveres via internettet) til et elevplanssystem.

Idéen med at tage billeder i gadeniveau er ikke min egen, desværre. Det er Googles, som man kan se i Google Street View. Men hvad gjorde de, da de skulle lave danske optagelser? De anmeldte naturligvis optagelserne, og fik en blid behandling hos Datatilsynet, med henvisning til at de havde drøftet eventuelle problemer i andre lande.

Under kørslen optog de alle de digitale signaler, de kørte forbi. Også bidder af folks e-mails og andre, meget private ting. De beklagede det skete overfor Datatilsynet, som på sin side undlod at politianmelde dem. Danmark var langt fra det første land, Google gennemkørte. Hvordan kan en sådan fejl så opstå?

Facebook, Apple, Google og alle de andre – gemmer enorme mængder personlige data, som de aldrig har fået national godkendelse til. Da jeg testede Motorolas tavle-pc Xoom opdagede jeg eksempelvis, at Google gemmer de opsætninger, man har haft på sin Android-smartphone. Således kunne tavle-pc’en umiddelbart forbinde sig til alle de WiFi-adgangspunkter, jeg har haft kontakt til med min smartphone de sidste to år. Selv adgangskoderne behøvede jeg ikke at genindtaste. De var alle gemt i Googles enorme databaser.

Gad vide hvilke andre oplysninger Google ellers gemmer - uden jeg har bemærket det? Hvem jeg har ringet til, hvor jeg har været, hvilke hjemmesider jeg bruger mest tid på?
Vi kan som borgere ikke forvente, at vores lokale myndigheder kan beskytte os mod disse internet-kæmper. Vi er nød til selv at tage stilling til, om vi selv har tillid til den virksomhed, som gemmer alle vores personlige, digitale data. Også dem, vi ikke havde tænkt på.

Lovgivningen der beskyttelser virksomheders intellektuelle rettigheder er mere tidssvarende. Men her er problemet et andet: Der er meget stor forskel på at have ret og på at få ret.
En stor andel af musikbranchens omsætning er eksempelvis forsvundet fordi de tidligere kunder i stedet ulovligt kopierer musikken. Lovgivningen er klar – og forstået – men alligevel bliver den ignoreret af store dele af befolkningen. Oprindeligt fordi det var den letteste måde at få fat i digital musik. I dag fordi der er gået mange år, uden det havde konsekvens for den enkelte lovbryder.

Et helt andet problem er, at ophavsret respekteres meget forskelligt i forskellige lande. Og ønsker man at retsforfølge de enkelte syndere skal det ske i de lande, hvor forbrydelsen har fundet sted. Ingen let opgave.

Endelig er løsning af rettighedstvister mellem virksomheder blevet vores dages svar på giganternes kamp: De store it-virksomheder bruger milliarder på at skabe og købe patenter, så ethvert patentsøgsmål mod dem kan modsvares af en meteorsværm af modkrav. Føler du, at en af de store virksomheder krænker dine rettigheder, skal du være meget sikker i din sag, inden du sender et søgsmål af sted.

Men måske er dette også en mulighed for de små danske virksomheder. Patentbeskyttede opfindelser er i den grad blevet en vigtig del af virksomhedernes værdi, som kan sælges på linje med almindelige, værdifulde varer.

Der hersker ikke lovløshed på internettet. Men civil ulydelighed er almindelig, og de stærke bestemmer.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 4. oktober 2011

For meget af det gode

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Fri, 30 Sep 2011 05:42:00 +0000

Vi køber alt for meget it. Et simpelt eksempel: Vi køber office-pakker, som indeholder mange programmer, selvom vi kun bruger et eller to af dem. Selv dem, vi bruger, anvender vi kun en lille del af. Alligevel er disse office-pakker installeret på alle vores pc’er. Dette skader ikke, men vi betaler for noget, vi ikke har gavn af.

Ser man nærmere efter i virksomhedernes server-rum, er situationen værre: Der er alt for mange it-systemer. Det skader virksomhedernes mulighed for at videreudvikle sig, gør deres it mere usikkert og er alt for dyrt.
Prøv at se din it-chef i øjnene, og spørg ham: ”Hvor mange it-systemer har vi egentlig?”. Blikket vil med garanti flakke inden han giver et usikkert svar, som sandsynligvis er en underdrivelse. Alle virksomheder har rigtigt mange programmer kørende. Hundredvis eller tusindvis er ikke usædvanligt.

It-virksomhederne HP og Gapgemini gennemførte for nylig en undersøgelse, hvor de interviewede et hundrede europæiske it-chefer om deres it-systemer. Direkte adspurgt svarede halvdelen, at de havde flere programmer kørende, end der er behov for. Og endnu værre: 60 % mente, at under halvdelen af de mange programmer, virksomheden anvender, er forretningskritiske.

Med andre ord er der altså alt for mange it-systemer, og flertallet kunne man godt slukke – uden virksomheden vil lide stor skade. I hvert fald hvis man spørger de it-ansvarlige.

Den umiddelbare konsekvens af dette er, at der anvendes flere penge og ressourcer på it-systemer, end det er nødvendigt. Næste konsekvens er, at it-systemerne bliver mere usikre: Jo flere programmer it-folkene skal holde øje med, jo flere uopdagede sikkerhedshuller.

Det værste er, at dette mylder af – ofte gamle - systemer effektivt bremser virksomhedens mulighed for at videreudvikle sig. Der er hele tiden en masse hensyn, der skal tages til eksisterende systemer, og de bliver hele tiden sværere at ændre. Dels pga de mange afhængigheder mellem systemerne og dels pga deres mangeårige historie. Det er ikke usædvanligt, at det kun er få – eller enkelte – personer, som kan ændre i systemer, der er livsvigtige for virksomhederne.

Resultatet er et dyrt og usikkert it-drivanker som alvorligt hæmmer virksomhedens mulighed for at udvikle sig.

Hvorfor opstår denne situation? Den oprindelige årsag er it-folks udprægede service-gen: Vi er gode til at finde nye løsninger, som kan løse et bestemt behov. Dermed vil der naturligt hele tiden komme nye it-systemer til. Desværre undervises der ikke meget på it-uddannelserne i, hvordan man samtidig kan sende andre systemer på pension.

En anden almindelig årsag til væksten i antallet af it-systemer er de mange strukturændringer, hvor virksomheder opkøbes eller slår sig sammen. Meget ofte får begge virksomheders it-systemer lov til at overleve i første omgang - og tit i årevis.

Derfor vil alle it-installationer af sig selv vokse. Med mindre it-ledelsen hårdhændet lægger planer for, hvornår velafprøvede systemer skal opgraderes eller udfases.

Business-casen i den slags iniativer er ofte svær. Det svarer lidt til at køre rundt i en gammel bil. På et tidspunkt skal den på værksted, og det kan være dyrt. Bagefter kører man stadig rundt i en gammel bil – selvom man brugte tusindvis af kroner. Det bliver man ikke gladere eller rigere af.

Det er forholdsvist billigt at komme af med en gammel bil, men sådan er det ikke med gamle it-systemer: Der kan eksempelvis være andre programmer, der er afhængige af det, og der er med garanti en eller anden højtråbende mellemleder eller sælger, som ikke kan leve uden. Hvilket de naturligvis kan. Det vil de bare ikke. Ofte er det også svært og tidskrævende at få data ud af det gamle system og over i det nye.

Ønsker man at modernisere alle sine systemer på én gang, kan det være særdeles dyrt: I slutningen af 2008 droppede TDC en storstilet modernisering af de mere end 450 systemer, virksomheden havde. Alle bud på opgaven viste, at der skulle bruges lang tid og mere end to milliarder kroner på projektet. Derfor blev initiativet droppet, hvad alle TDCs kunder og medarbejdere stadig kan mærke følgerne af.

Den bedste metode er derfor den kedeligste: Hele tiden at have fokus på at slukke systemer, som efterhånden kun bliver brugt af få. Det er ikke nogen populær aktivitet – hverken internt i it-afdelingen eller hos dens kunder. Men helt nødvendig. Hvis man vil undgå det alt-bremsende, dyre og usikre it-drivanker.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 26. september 2011

Økonomisk ørkenvandring med tavlerne

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Sun, 25 Sep 2011 17:47:00 +0000

To gange om året mødes produktudviklere og teknikere på nyhedsmedier fra hele verdenen. På møderne deler de erfaringer om, hvordan man kan tjene penge på digitalt indhold. Seneste møde var i sidste uge. Der var ikke megen opmuntring at hente: Selvom alle har investeret betydelige ressourcer i udvikling og drift af nyheder på tavle-pc’er, er der ingen sammenhæng mellem omkostningerne og indtægterne. Endnu.

For få møder siden var stemningen en anden: Apple lancerede deres iPad i april 2010, og mange så denne tavle-pc som en ny og tiltrængt indtægtsmulighed for nyhedsmedier.

På det almindelige internet har brugerne vænnet sig til, at nyheder er gratis. Med mindre medierne har en særlig slags indhold, som ikke let kan findes på en anden hjemmeside. Selvom mange efterhånden kan tjene gode penge på at vise bannere på hjemmesiderne, er forretningsmodellen halvt så god. Helt bogstaveligt. I de trykte dagblade betaler brugerne for avisen, samtidig med at virksomhederne betaler for at annoncere i mediet.

Da iPad’en kom, var alle mediehuse begejstrede: Brugere af smartphones og tavle-pc’er har en helt anden vilje til at betale for indhold til deres digitale følgesvende. Samtidig vokser det mobile internet, som anvendes af smartphones og tavle-pc’er, voldsomt: Om få år vil det være større end det traditionelle internet. Et voksende og potentielt meget lukrativt marked.

Derfor greb alle aviserne de nye muligheder og fremstillede apps, som gjorde deres indhold tilgængeligt på både tavle-pc’er og smartphones. Overvejende på Apple’s iPads og iPhones, da disse har de mest internetaktive brugere.

De første avis-apps lignede meget den trykte udgave, hvilket er logisk, hvis man skal forklare, at dette produkt koster penge – selvom det er digitalt. Samtidig er de eksisterende aviskunder glade for disse elektroniske udgaver af deres trykte avis.

I løbet af de sidste måneder har mange medier lanceret nye udgaver, som for alvor udnytter de nye muligheder: De indeholder billedgallerier, videoklip, avancerede grafikker og de offentliggøres med en anden døgnrytme. Eksempelvis to udgaver i døgnet: En morgenudgave, som indeholder en multimedie-beriget udgave af indholdet fra den trykte avis, og en aftenudgave, som indeholder noget af indholdet fra morgendagens trykte avis, samt tilpasset døgnaktuelt indhold fra avisernes hjemmesider.

Alt i alt meget stærkere produkter. Men de er omkostningstunge for medierne: Mere end en million kroner er ikke udsædvanlige udviklingsomkostninger. Samtidig med at projekterne tit har taget mange måneder længere end ønsket. Dels fordi der skal bruges kompetencer, medierne ikke har i dag. Dels fordi Apple hele tiden ændrer optagelsesregler og fortolkning af samme, og derfor igen og igen afviser de apps, som indsendes.

Endelig skal en håndfuld redaktionelle medarbejdere hver dag berige og tilpasse indholdet, så det passer til den nye platform.

Har mediernes læsere så taget godt mod de nye muligheder? Ja og – især – nej:

De fleste har haft 50-100.000 downloads af de nødvendige apps. Men typisk ender kun 10 % af brugerne med at købe et abonnement til indholdet, og næsten ingen køber enkeltudgaver. Halvdelen (eller mere) af køberne er eksisterende abonnementskunder. Med typiske priser under 50 kr pr måned varer det lang tid før investeringerne og de løbende driftsomkostninger er tjent hjem. For slet ikke at tale om, at der vil bliver genereret indtægter, som kan medfinansiere kvalitetsjournalistik.

Herhjemme tog NORDJYSKE konsekvensen og lukkede i juni deres anmelderroste iPad magasin ”inside”. Senest fulgte Børsen trop, og stoppede deres tavle-pc-udgave.

Men er der slet ingen lyspunkter i den nye udvikling? Jo da: Brugerne af de mobile enheder anvender meget længere tid, når de læser nyheder på en iPad: Typisk tilbringer læserne få minutter på internetsider, mens de bruger mange minutter på at læse artikler på tavle-pc’en.

Samtidig anvender brugerne ny tid på mediet: Der læses flittigt artikler om morgenen og om aftenen, hvor de fleste nyhedssites har mest trafik i dagtimerne.

Hvad er så årsagen til den manglende kommercielle succes? Den første forklaring er timing: Mange er simpelthen kommet for tidligt i markedet med et produkt, som var for dyrt at udvikle og for krævende at tilpasse kvalitetsindhold til.

En anden, lige så vigtig forklaring er den nye salgsproces: Avissalg i den fysiske verden er blevet udviklet gennem årtier og er meget proaktivt. Ingen sidder og venter på, at kunderne ringer for at bestille et abonnement. Tværtimod.

På tavle-pc’er og smartphones er processen anderledes: Her bruges enorm energi på at udvikle et spændende produkt. Men når det først er indsendt til Google eller Apple, er medierne henvist til at vente tålmodigt på, at de kommende læsere beslutter sig til at købe indholdet. Med alt for lille omsætning til følge. Indtil nu.

Ingen af deltagerne i sidste uges møde havde et godt bud på, hvornår økonomien bedres i projekterne. Men de mest ambitiøse betragtede det på en anden måde: Indsatsen er nødvendig for at have en andel af det kommende nyhedsmarked på det mobile internet. Men ventetiden kan være dyr, til indtægterne svarer til indsatserne.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 20. september 2011

Kunsten at bruge en nål fra en høstak

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Thu, 15 Sep 2011 04:40:00 +0000

Vi skaber enorme mængde information – hver dag. Sådan cirka 2,5 milliard milliarder tegn vurderer IBM. Så meget, at 90 % af det data, som findes i dag, kun er to år gammelt. Det er ikke kun i vores traditionelle it-systemer, de mange data skabes, men alle mulige andre steder: Stregkodelæsere, sensorer af enhver art, kameraer, tællesystemer, smartphones eller sociale netværk. Listen er lang, og den digitale ”udstødning” fra disse enheder enorm. De virksomheder og organisationer som forstår at bruge de mange data, kan blive markedsdominerende.Som
Google blev det på internetsøgning og Amazon indenfor internethandel.

Emnet kaldes ”big data”. Konsulentfirmaet McKinsey definerer big data som datamængder, der er større end traditionelle databaser kan håndtere. Selvom teknologi-udviklingen hele tiden vil ændre, hvad databaser kan håndtere, vil mængden af data vokse hurtigere. De mange data er kendetegnet ved deres forskellighed (video, tekst, klik, ...), hastighed hvormed de ændres (og bliver forældet) og deres størrelse: Både hvad den enkelte enhed fylder, og antallet af dem.

Big data er blevet et begreb, leverandører som SAS Institute og IBM elsker at bruge. De vil hellere end gerne sælge dig systemer som kan gemme eller analysere de enorme mængder data.

Det kan der også være god grund til – for mulighederne er svimlende. McKinsey vurderer eksempelvis, at den europæiske offentlige sektor kan spare mere end 250 milliarder Euro – hvert år, ved at bruge teknikkerne. Og at produktionsvirksomheder kan reducere produktudviklingsomkostningerne med op til 50 %, samt at nettofortjenesten kan øjes med op til 60 % i detailkæder.

Men hvor kommer disse gevinster fra? Primært fra større indblik og gennemskuelighed - i værdikæder og mellem afdelinger. Samt fra mulighederne for at kunne produktudvikle ud fra et meget større datagrundlag. To simple eksempler:

Tænk hvis et teleselskab kunne identificere en kunde, som snart vil sige sit abonnement op, ud fra alle de data, der er registreret om kunden i deres mange forskellige systemer. Eller tænk hvis man kunne fremavle de bedste malkekøer ud fra genetiske materiale indsamlet fra alle danske køer, sammenholdt med alle historiske data på, hvor meget mælk de gav, deres levetid og hvilke sygdomme, de fik.

Mange virksomheder lagrer i forvejen store mængder data. I min virksomhed gemmer vi i øjeblikket 200 terabyte data (1 terabyte = 1024 gigabyte). Disse informationer kommer primært fra almindelige it-systemer. Alligevel bliver lagerbehovet fordoblet – hvert år. Men i fremtiden skal vi også bruge data, som kommer mange andre steder fra. Også udenfor virksomheden.

Den danske offentlige sektor er et sandt skatkammer af data, som bare venter på at blive brugt i nye sammenhænge. Det kan dog være svært at grave dem frem. Både fordi det skal gøres forskelligt, og fordi nogle myndigheder har en mærkelig ejerskabsholdning til data, der er borgernes eller virksomhedernes. Som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der kræver penge for systematisk adgang til CVR-registeret. For at gøre adgangen lettere til alle offentlige data, har IT- og Telestyrelsen igangsat initiativet ” Offentlige data i spil”.

Big data teknikkerne er ikke nye. Metrologerne har eksempelvis i årevis analyseret meget store datamængder fra mange kilder, og gradvist forfinet deres matematiske modeller. Med mere nøjagtige vejrudsigter til følge.

Det første problem er at finde de relevante data. Ikke nogen let opgave. Det kan man se på salgsprisen for virksomheder med dette speciale: HP købte for nylig søgemaskine-virksomheden Autonomy for 54 milliarder kroner. Og Microsoft købte i 2008 norske Fast for 6,2 milliarder kr.

Næste del af opgaven er at forholde sig til sammenhængene mellem data: Er der tal, som afviger? Hvilke sammenhænge er der? Og hvordan kan man udlede regler, som kan beskrive historiske data – og dermed forudsige noget om fremtiden? Danske forskere på it-universitetet har netop fået bevilget 5,6 millioner kroner til forskning i statistiske metoder til den slags. Andre satser på at kunne behandle alle data ved at databaserne ikke ligger på diske, men i stedet gemmes i computernes interne hukommelse.

Men hvem kan forholde sig til resultaterne af de komplicere analyser? Meget tyder på at den slags kompetencer vil blive særdeles efterspurgt i fremtiden. Både personer, der kan lave de rigtige analyser – og de ledere, som hurtigt kan forholde sig til de mange spørgsmål, resultaterne vil rejse.

Lovgivning kan lægge hindringer i vejen for den offentlig sektors brug af de nye muligheder. Der er simpelthen for mange regler, som forhindrer myndighederne i at dele data med hinanden.

Vores egne holdninger vil sikkert også lægge en dæmper: Hvad nu, hvis der var udviklet en digital sundhedsrådgiver, som på baggrund af alt hvad jeg foretog mig, og alt hvad jeg indtog, sammenlignede min profil med andre danskeres, og derefter kom med gode råd til kost og motion det næste døgn? Ville jeg værdsætte dette, eller ville jeg føle mig overvåget?

Men brugt rigtigt, kan de nye teknikker give meget store gevinster. Og som tilfældet Google viser, kan de skabe globale førerpositioner. Men det kræver meget konsekvent og vidtgående tænkning. Som Google praktiserede. Mantraet skal være: Tænk ikke stort. Tænk større!

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 13. september 2011

Hvis jeg var på valg

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Fri, 09 Sep 2011 05:52:00 +0000

De mange vigtige it-emner bør være en del af valgkampen. For de har stor betydning for vores fremtidige velfærd.

Selv de it-politiske ordførere bruger ikke meget energi på it-emner. For nu at sige det pænt. Flertallet (seks ud af ni) er ikke blevet citeret for en eneste it-relevante mening. Hverken under valgkampen eller op til den.

Hvis jeg var på valg, ville jeg bruge de følgende it-valgslogans. Som gerne må tyvstjæles – af alle partier og alle slags ordførere. Til gavn for vores fremtidige velfærd.

Undervurder ikke borgerne
Alt for ofte strander business-casen i selvbetjeningsløsninger på, at der skal tages for mange hensyn til en eller anden målgruppe med en stærk interesseorganisation. Sandheden er, at næsten alle danskere er parate til selvbetjening via internettet. Det viser netbankernes succes – og de fleste undersøgelser. Men naturligvis er der barrierer. Unge mennesker har eksempelvis ofte svært ved at forstå begreberne, når de skal forskudsregistrere skatteoplysninger.

Men der skal være noget at opnå for den enkelte, hvis man skal hjælpe det offentlige. Eksempelvis at få afgørelser med det samme – lige så snart oplysningerne er indtastet.

Fjern barriererne - nu
Der er mange digitale ildsjæle i den offentlige sektor. Men alt for ofte drukner deres indsats i intern gnidningsvarme i form af tunge arbejdsgange, eller i form af rivalisering mellem offentlige myndigheder. Andre gange er det uhensigtsmæssig lovgivning, som forhindrer myndigheder i at udveksle oplysninger.

Enhver selvbetjeningsløsning skal tage udgangspunkt i borgerens eller virksomhedens situation, og ikke opdeles i flere forskellige - blot fordi myndighederne ikke samarbejder tilstrækkeligt. Selvom dette kommer til at betyde, at myndigheden ved meget om dig. Men tænk bare på, hvor let det er blevet at selvangive – fordi masser af oplysninger sendes til Skat, så du ikke selv skal indtaste dem.

Straf dem, som ingen fejl begår
Angsten for at begå fejl er en af de vigtigste årsager til de omstændige arbejdsgange i det offentlige. I mange sammenhænge er dette forklarligt. De fleste bliver eksempelvis sure, hvis de bliver (sags)behandlet forkert. Men den samme holdning dur simpelthen ikke i it-projekter. Her er man nød til at forsøge sig frem. Nogle gange skabes gode resultater. Andre gange fejler man.

Den der ingen fejl begår, forsøger simpelthen ikke hårdt nok.

Vi vil have korte it-projekter
Langvarige projekter har en meget større risiko for at overskride budget, tidsplan og vigtigst: Ikke nå målet. Når først systemet efter år er leveret, kan det være forkert eller helt overflødigt. Senest har omfattende forskning fra Oxford Universitet endnu en gang mindet os om dette. Et it-projekt bør aldrig vare mere end et år.

Afskaf EU-udbud
Den største, enkeltstående trussel mod effektiv offentlig it er de alt for krævende EU-udbud. På den ene side har de aldrig medført hvad de skulle: At alle virksomheder – også små og mellemstore - kunne levere it-systemer til myndigheder i andre lande. Dét marked er i dag domineret af meget store globale spillere, og systemeksporten fra Danmark er bagatelagtig. På den anden side medfører udbuddene store omkostninger for alle, og de forlænger projekterne med et halvt år. Samtidig lægger de gift ud for det fremtidige samarbejde mellem kunde og leverandør – pga. de nødvendige detailspecifikationer.

Folketinget kan ikke afskaffe EU-udbud. Men det kan ændre den danske dukse-praksis. Eksempelvis ved at hæve den beløbsgrænse, der medfører EU-udbud, eller ved at nedlægge Klagenævnet for Udbud, som gør enhver embedsmand eller leverandør til den rene regelrytter.
Samtidig kunne det blive en del af vores EU-politik, at udbudsreglerne skal revideres. For de opfylder som skrevet ikke deres oprindelige formål.

Glem de tekniske detaljer
Når vi endelig læser en mening fra en it-politiske ordfører, er emnet oftest en ubetydelig detalje. Eksempelvis debatten om hvilket dokumentformat, myndigheder skal bruge.

I stedet burde politikerne bruge energien på at udtænke, hvad vi skal have ud af den teknologiske udvikling. For det har ingen som helst betydning, hvilke tekniske krav danske myndigheder stiller. Vores nationale offentlige it-marked er mindre end en dråbe i it-havet.

Politikerne skal stille klare krav til myndighederne. Fx at det maksimalt må tage 24 timer at oprette en ny virksomhed.

Lær af andre
Alt for tit har vi herhjemme genopfundet den dybe tallerken. Rejsekortet og IC4 tog er meget synlige eksempler, men der er mange andre. Der bør simpelthen udstedes et forbud mod at specialudvikle noget som helst i den offentlige sektor. For der findes med sikkerhed noget, der kan genbruges. Enten i en anden myndighed eller i udlandet.

It er alle vegne
Det er ikke kun indenfor administration, at it kan give gevinster. Mulighederne er mindst lige så store indenfor alle andre offentlige arbejdsopgaver. Selv pleje og omsorg. Borgerne er klar til at tage imod de nye muligheder. Men er politikerne?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 6. september 2011

Faktaboks:

Hvem er de it-politiske ordførere?

Venstre – Michael Aastrup Jensen
Socialdemokratiet – Yildiz Akdogan
Dansk Folkeparti - Mikkel Dencker
SF - Hanne Agersnap (forlader Folketinget)
Det Konservative Folkeparti - Daniel Rugholm
Det Radikale Venstre - Morten Østergaard
Enhedslisten - Per Clausen
Liberal Alliance - Villum Christensen
Kristendemokraterne – Per Ørum Jørgensen

Endnu en tur i det iskolde vand

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Thu, 01 Sep 2011 16:36:00 +0000

I februar lancerede Nokias nye topchef Stephen Elop en radikalt ny strategi, som han selv sammenlignede med at hoppe ned i det iskolde vand fra en brændende boreplatform i Nordsøen. De første Nokia-produkter, som anvender den valgte Microsoft-platform, er stadig ikke i handelen. Resultatet er ikke udeblevet: Salget er styrtdykket, aktiekurserne ligeså, tusindvis fyret og mange – sikkert de bedste – fundet andre græsgange. Noget af en hestekur. Mon han virkeligt havde forudset de voldsomme konsekvenser?

Ikke desto mindre forsøger HPs nye topchef Léo Apotheker sig med samme usikkerhedsskabende strategiudmelding: Forleden offentliggjorde virksomheden, at de ønskede at skille sig af med deres Personal Systems Group (PSG), som leverer pc’er, smartphones, tavle-pc’er mv. Det opsigtsvækkende er, at der ikke på forhånd er nogen sikker køber af enheden. Og at ledelsen først forventer en afklaring indenfor 12-18 måneder. Gad vide hvordan de ansatte, partnere og kunder vil reagere på denne usikkerhed om fremtiden? Sikkert på samme måde, som det skete hos Nokia.

PSG enheden står for en meget stor del af HPs nuværende omsætning: Hele 41 ud af 126 milliarder USD i 2010. HP er verdens største leverandør af pc’er (Dell er nummer to og Lenovo er nummer tre). I 2010 solgte HP 48 millioner pc’er. Men PSG-delen leverede kun et resultat på to milliarder USD – ud af HPs samlede operationelle resultat på 11,5 milliarder USD.

Verdensdominans er ikke nok til at gøre denne del af virksomheden tilstrækkeligt lønsom. Årsagen er den enkle, at der er tale om et marked som på den ene side er voldsomt konkurrencepræget, samtidig med at det skrumper i de ”gamle” økonomier. Kun de nye økonomier oplever vækst på dette område. Det globale pc-marked voksede med godt 2 % i 2. kvartal 2011, vurderer Gartner. Men det faldt eksempelvis 19 % i Vesteuropa og 5.6 % i USA. Dermed er en vestlig hjemmebanefordel ikke meget værd – tværtimod. Selvom det retfærdigvis skal nævnes, at HP stadig har godt fat i de nye markeder.

Apple har bevist, at der kan tjenes masser af penge på personligt elektronik. På trods af deres topchefs Steve Jobs sygdom og nylige afgang. Men det kræver nogle helt andre værdikæder, hvor indhold og livsstil blandes sammen med produktet. HPs lidt støvede image og nuværende partnerkanaler er meget langt fra dette.

Samtidig med lanceringen besluttede HP da også at droppe deres egen egen tavle–pc – HP TouchPad. De havde ellers givet 1,2 milliarder USD for virksomheden Palm, der havde den nødvendige teknologi. Ingen grund til at smide gode penge efter dårlige, tænkte de åbenbart. Og ud med badevandet røg den investering. Men penge har de øjensynligt nok af. For samtidig købte HP søgemaskine-virksomheden Autonomy for 10,2 milliarder USD. Kontant.

HPs nye strategi er nu den samme som IBMs, som solgte deres pc-aktiviteter til kinesiske Lenovo tilbage i 2005. Men vel og mærke på en måde, som slet ikke var præget af den usikkerhed, som først Nokia og siden HP nu har praktiseret.

Dell bevæger sig i samme retning, og forsøger gennem opkøb af en række virksomheder at bevæge sig væk fra det hårde pc-marked. Ind i det mere lønsomme marked for servere, software og services til virksomheder.

Men hvem er de sandsynlige købere af HPs pc-aktiviteter? Det er noget af en muldfuld at sluge – både finansielt, produktmæssigt og ledelsesmæssigt.

Oracle kunne være en mulighed: De har tidligere vist interesse for hardwareaktiviteter, da de købte SUN. Og HPs tidligere topchef Mark Hurd blev - efter hans ufrivillige afgang pga en sex-skandale - ansat hos Oracle. Men deres fokus er primært virksomhedskunder. Derfor er de mere sandsynlige som købere af den HP-virksomhed, der er tilbage, når pc-aktiviteterne er solgt fra.

Eksisterende pc-producenters produktserier overlapper for meget med HPs, så de vil næppe købe i første omgang. Men måske lurer de i kulissen, og ser tiden an, mens aktivet bliver mindre og mindre værd. For til sidst at købe resterne – og dermed en konkurrent ud af markedet?

Mere sandsynlig er en anden køber fra de nye økonomier. Husk at Lenovo var en totalt ukendt kinesisk virksomhed inden de købte IBMs pc-aktiviteter. Køberne af PSG-aktiviteterne kan blive – endnu en – hidtil ukendt virksomhed. Eller også en af de etablerede asiatiske virksomheder indenfor forbrugerelektronik. Koreanske Samsung kunne være et godt bud.

Endelig er et management buy-out støttet af en eller flere kapitalfonde også en mulighed. Men selv for de største er der tale om en stor og usikker mundfuld.

Det kan ikke udelukkes, at enheden blot visner bort, fordi den vil mistrives den kommende tid, og ingen vil give nok for den. Selvom enheden er meget veldrevet i dag. Men man skal ikke ligge lang tid i det kolde vand i Nordsøen, før man dør.

Om Apple kommer til at opleve det samme chokkur - nu hvor de også har fået en ny topchef? Næppe: Tim Cook har – i modsætning til Stephen Elop og Léo Apotheker - været i virksomheden længe. Apples problem kommer på længere sigt, når nye produkter skal designes, og der ikke længere er en eminent markedsudvikler som Steve Jobs til at udtænke produkter ingen havde tænkt på før. Men det er en helt anden historie.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 30. august 2011

Patentkrigen raser – Google opruster

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Thu, 25 Aug 2011 16:25:00 +0000

Denne sommers største it-firmaopkøb må blive Googles bud på Motorola Mobility på hele 12,5 milliarder USD – svarende til 64 milliarder danske kr. Købet kan meget vel vise sig at være Googles næste træk i det store patentslagsmål, der er i gang nu. Ikke kun på det amerikanske marked – men globalt.

Motorola Mobility, der først blev stiftet som virksomhed i januar i år, indeholder Motorolas tidligere mobildivision. Motorolas ingeniører har altid været dygtige. Eksempelvis lancerede virksomheden verdens første håndholdte mobiltelefon i 1973. Men virksomheden har haft svært ved at omsætte deres tekniske kompetencer til vedvarende økonomisk resultater og ditto markedsandele.

I Googles egen begrundelse for opkøbet lægger de vægt på Motorolas tekniske dygtighed indenfor mobilområdet og indenfor kabel-tv-udstyr. Derudover betyder Motorolas 17.000 godkendte patenter og 7.500 patentansøgninger meget for Google. Eller sagt med deres egne ord, vil købet af Motorola Mobility ”styrke Googles patentportefølje, som vil sætte os i stand til bedre at beskytte Android fra konkurrencebegrænsende trusler fra Microsoft, Apple og andre firmaer.” som Googles topchef Larry Page skrev på Googles officielle blog.

Hvor alvorligt dette skal tages, blev Google mindet om i starten af august: Det lykkedes Apple at få nedlagt foreløbigt fogedforbud ved en tysk domstol mod Samsungs Android-baserede tavle-pc. Årsag: Apple hævder, at Samsung overtræder dens designpatenter. Derefter var Samsung i første omgang forhindret i at sælge deres produkt i alle EU-lande – undtagen Holland, hvor de to virksomheder har en lignende retssag. Sidenhen blev det tyske fogedforbud dog ændret til ”kun” at omfatte Tyskland.

Den normale måde at reagere på den slags søgsmål er at anlægge sag den anden vej. Efter tårnhøje advokatsalærer ender man med at indgå en eller anden form for forlig. Men det kræver jo, at man har patenter nok, man kan basere et sådant modsøgsmål på.

Den lukningstruede virksomhed Nortels 6.000 patenter og patentansøgninger blev solgt på aktion i juli for hele 4.5 milliarder USD. Google startede dengang aktionen med et indledende bud på 900 mio USD. Patenterne blev købt af et konsortium bestående Apple, EMC, Ericsson, Microsoft, Research In Motion, og Sony. Alle sandsynlige deltagere i kommende patentslagsmål med Google og deres samarbejdepartnere.

Motorola Mobility er en af de største leverandører af set-top bokse og andet kabel-tv udstyr i USA. Hvad Google vil med disse aktiviteterne er ikke klart. Men alene det amerikanske annoncemarked på kabel-tv har en årlig omsætning på 70 mia USD. Nok værd at bøje sig efter. En anden idé kunne være at integrere set-top-boksene tættere ind i Googles univers. Eksempelvis ved at udskifte den nuværende linux-styresystem med Googles eget Android. Men der er andre muligheder:

Hvis de enkelte Motorola-patenter er lige så værdifulde som Nortels, er de – alt andet lige – mindst 9 mia USD værd, da der er mere end dobbelt så mange. Samtidig er Motorolas likvide beholdning 3,2 mia USD. Og der kunne hentes en del milliarder ved at sælge kabel-tv og mobiltelefonaktiviteterne fra. Kinesiske Huwei kunne være en interesseret køber til de sidste og der er mange andre interesserede i de første.

Alt i alt en god handel - ingen tvivl om, hvad en kapitalfond ville gøre. Men Google handler normalt ikke på denne måde. På den anden side er Motorola Mobility det største opkøb, de har foretaget til dato.

Spørgsmålet er også, hvor værdifulde de købte patenter er. De har ikke skræmt Microsoft eller Apple, som begge ligger i patentslagsmål med Motorola Mobility. Men da opkøbs-nyheden kom frem, steg kursen på Nokias ellers hårdt ramte aktier. Nokia har en række patenter, som næsten alle mobilproducenter har brug for. Senest i juni indgik Apple et patentforlig med Nokia efter to års juridisk tovtrækkeri.

En anden forklaring på købet kan være, at Google ønsker at kontrollere hele værdikæden – lige fra det hardware brugeren anvender til salg af det indhold, der bruges. På samme måde som først Amazon og siden Apple så succesfuldt har gjort. Men der bliver ikke let for dem:

Med i købet følger 20.000 medarbejdere. Dette vil næsten fordoble antallet af ansatte i Google, med dramatisk øgede driftsomkostninger til følge. Men lige så væsentligt bliver det en meget stor ledelsesopgave at integrere de to – meget forskellige - virksomhedskulturer. Måske derfor har Larry Page udmeldt, at Motorola Mobility videreføres som en selvstændig forretningsenhed.
Samtidig har Google tidligere forsøgt sig med direkte salg af mobiltelefoner, hvilket blev en stor fiasko. Og Motorola har – som skrevet – historisk haft svært ved at skabe vedvarende succes’er på området.

Derfor tror jeg, at det primært er patenterne, Google har været interesseret i.

Inden handlen kan gennemføres, skal den godkendes af de relevante myndigheder. Derfor kan stadig gå i vasken. Hvis det sker, skal Google betale Motorola Mobility 2,5 mia USD. Modsat skal Motorola kun betale Google 375 mio USD, hvis de fortryder handlen. At Google er gået med til et så højt hævegebyr antyder, at andre købere har været tæt på med alternative bud.

Uanset årsagerne til købet, er de mange advokater med speciale indenfor patentsøgsmål sikre vindere. Til skade for mange virksomheders bundlinje – og innovationsmuligheder. Også på vores vigtigste eksportmarkeder, som Samsungs nuværende patentslagsmål med Apple viser.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 23. august 2011

Farvel til fabrikken

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Wed, 17 Aug 2011 06:21:00 +0000

Tid er den mest ligeligt fordelte ressource, vi har: Alle på denne klode har præcis samme antal timer, minutter og sekunder på et døgn. Lige så længe vi lever. Men ikke al tid anvendes lige værdifuldt. Hverken af den enkelte, virksomhederne eller samfundet.

Igennem mange år har vi investeret milliarder i IT, som skulle frigøre tid – og dermed gøre os mere produktive. Nogle gange med en stor effekt. Andre gange uden. Nogle simple eksempler:

Da jeg startede mit arbejdsliv, skrev man ikke selv breve og rapporter. I stedet dikterede man eller skrev i hånden på papir. Derefter sørgede effektive sekretærer for at renskrive dette med alle ti fingre på skrivemaskiner. Siden fik vi pc’er og tekstbehandling. Men det gjorde ikke, at sekretærerne forsvandt som faggruppe, på samme måde som typograferne gjorde det. Tværtimod.

De sidste 10 år har vi foretaget store investeringer i hjemmearbejdspladser. Men har det gjort os mere produktive? Måske.

I en virksomhed måles produktiviteten normalt som produktionen pr. år divideret med antallet af arbejdstimer pr. år. Hvis en hjemmearbejdsplads skal øge produktiviteten, skal den enkelte altså reelt arbejde mere – uden at få løn for flere arbejdertimer, eller også skabe bedre resultater – og dermed øge produktionen. Det sidste er sjældent blevet virkelighed.

Senest har vi investeret i helt nye arbejdsredskaber - som smartphones og tablets. Men hvad bruger vi egentlig alle de nye personlige muligheder til? Vi mailer løs hele døgnet. Det skaber måske bedre beslutninger. Men lige så tit spilder vi bare hinandens tid med sidelange mail-dialoger, som skaber flere konflikter, end de løser.

Produktivitet for et land måles typisk som bruttonationalprodukt divideret med antallet af beskæftigede. Normalt falder produktiviteten i gode tider, og stiger i nedgangstider. Men dette skete ikke under finanskrisen i 2007-2009. Virksomhederne holdt øjensynligt fast i deres ansatte og håbede på, at bedre tider nærmede sig. Da opsvinget kom i 2010, steg produktiviteten derfor som usædvanlig konsekvens.

Alligevel har det danske samfund i gennemsnit kun øget produktiviteten med 0,8 % i den private sektor i perioden 2002-10, har OECD beregnet. Mindre end de andre industrialiserede lande, der i gennemsnit har øget produktiviteten med 2 % - hvert år. Som nation bliver vi altså gradvist mindre effektive, i forhold til de lande, vi konkurrerer med.

Mit indtryk er, at de fleste virksomheder har været gode til at høste gevinsterne fra de produktionsnære it-systemer. Dermed har vi fået brug for markant færre ufaglærte medarbejdere end tidligere.

Men det samme er ikke sket i de administrative processer. Her investeres på livet løs – uden at virksomhedernes produktivitet stiger tilsvarende.

Problemet er ofte, at det er svært at spare brøkdele af medarbejdere. Hvis en administrativ medarbejder eksempelvis bliver 5 % mere effektiv, hvordan kommer det så virksomheden til gode? Og hvordan følger vi op på, at denne effekt er vedvarende?

De fleste virksomheder laver solide business-cases inden de foretager store it-investeringer. Færre følger systematisk op på effekten efter et år. Og jeg har stadig til gode at møde virksomheder, der konsekvent følger op efter to – endsige tre år. Selvom mange aktiverer omkostningerne til it-projekterne over en årrække, følger de færreste op på, at gevinsterne varer lige så længe.

Den offentlige sektor har investeret milliarder i store it-systemer, men er først for nylig begyndt systematisk at anvende business-cases i alle it-projekter. Helt utroligt! Bedre produktivitet skabes kun ved at definere klare mål, og konsekvent følge op på, at de realiseres. Det første år og årene efter. Det gælder også i den offentlige sektor.

Men kan vi da ikke løse denne udfordring ved at være mere innovative? Næppe! For vi er allerede i front på den parameter. En af verdens førende handelshøjskoler - INSEAD - placerer os således på sjette-pladsen i deres seneste Global Innovation Index. Alligevel hænger vores samfundsøkonomi som bekendt ikke sammen – slet ikke på længere sigt.

Derfor skal også arbejde for at bruge vores tid mere effektivt – til gavn for vores virksomheder og vores samfund.

Men tid er ikke nødvendigvis en lineær størrelse, der tromler derudad i sekunder, minutter og timer uafhængigt af menneskelige aktiviteter. Som man kan vælge at udnytte effektivt - eller lade være. Den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieu foreslår en anden tidsopfattelse, hvor tiden skabes gennem praksis. Det vil sige, at tiden kun går, når vi laver noget. Tiden defineres ud fra, hvad man foretager sig – ikke omvendt. Hvis der intet sker, står tiden stille.

Vores nuværende opfattelse af arbejdstid – og den resulterende løn - er baseret på en logik, der er rigtig i en fabrik, hvor alle skal være til stede samtidig. Men for administrative medarbejdere kunne man sagtens anvende de mange it-investeringer, som allerede er foretaget, til at ændre denne. Eksempelvis ved at løn og status belønner produktion - i stedet for tid forbrugt. Er heltene virkelig dem, som altid er på kontoret?

Vi kan arbejde alle steder fra – på alle tider af døgnet. Og har adgang til al den information, vi behøver. Hvorfor så ikke belønne medarbejdere efter hvor gode resultater, de skaber – i stedet for hvor lang tid de er om det?

Men det er nok for meget forlangt, når vi ikke engang kan træffe indlysende rigtige beslutninger. Som at efterlønnen skal afskaffes, da vores produktivitet ikke stiger nok.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 16. august 2011

Fem faderlige formaninger

noreply@blogger.com (Per Palmkvist Knudsen) — Sun, 14 Aug 2011 18:24:00 +0000

Min datter er flyttet hjemmefra. En kort overgang frygtede jeg, at hun ikke længere ville bruge mig til de mange små opgaver, som er med til at fastholde kontakten mellem os. Men sådan gik det heldigvis ikke.

Forleden klagede hun over, at hendes pc opførte sig underligt, og at den var blevet meget langsom. Jeg fik den til ”reparation” her i sommerferien, og måtte erkende sandheden i den gamle vending: Skomagerens børn går i slidte sko. Selvom hendes bærbare er forholdsvis ny, var den et sikkerhedsmæssigt rædselskabinet. Antivirus var ikke opdateret siden demoudgaven udløb, der var adskillige vira på pc’en, og der manglede at blive installeret mere end 100 opdateringer!

Da opdateringer først var bragt på plads og vira fjernet, fungerede den præcis som før. Uden omkostninger for min datter eller jeg.

Der er ikke meget nyt indenfor årsager til it-sikkerhedsbrister. De fleste sager skyldes ”it-sjusk” som ovenstående eller manglende omtanke. Det nye er, at cyber-banditterne er blevet meget dygtigere og mere udspekulerede.

I sidste uge offentliggjorde sikkerhedsfirmaet McAfee, at 72 navngivne virksomheder og myndigheder havde været ofre for hackere, som succesfuldt var kommet ind i deres systemer. En af disse var FN. Ikke nok med, at det var lykkedes hackerne at trænge ind i organisationens it-systemer i Geneve. De forblev ubemærket i – hold nu fast – 2 år! Ingen ved, hvad adgangen til de mange interne informationer har betydet. Eller hvem, der står bag de mange indbrud.

Årsagerne til sikkerheds-hændelserne er de samme hos forbrugere og virksomheder. Derfor disse fem faderlige formaninger til alle om god it-hygiejne:

1. Hold dit udstyr opdateret:

Lad være med at blokere for opdateringer på din pc, og sørg for at den bliver genstartet engang imellem. Ellers bliver opdateringerne ikke installeret. Det er ikke nok at lukke låget på den bærbare.

Modsat hvad mange tror, indeholder Adobes produkter (eksempelvis Acrobat Reader) flere sikkerhedshuller end Microsofts office-pakke. Derfor skal alle programmer på pc’en opdateres. Orker man ikke selv at styre dette, kan man bruge et værktøj som Heimdal fra danske CSIS. Det er gratis for private brugere. Heimdal kan hentes på adressen: www.heimdalagent.com

Efterhånden som vi anvender flere og flere smartphones vil cyber-skurkene også forsøge at angribe disse. Derfor skal de – og de downloadede apps – også opdateres.

2. Hent kun programmer fra troværdige kilder:

Det burde ikke være nødvendigt at sige det, men alligevel: Installer aldrig piratkopieret software! De bliver ikke opdateret, og en del er smittebefængt.

På vores mobiltelefoner er det også vigtigt at huske dette. Derfor skal man som hovedregel kun hente apps og opdateringer hos hhv iTunes og Android Marked - eller en anden officiel kanal.

Hvor vigtigt dette er, kan ses ved, at der næsten ikke er malware rettet mod iPhones: Det forhindres dels af Apples strikse optagelsesprocesser, og dels af at det er besværligt at hente programmer andre steder.

3. Hav opdateret antivirus-program:

Brug enten de to-tre hundrede kr om året, som et af de store produkter koster. Eller anvend et af de gratis. Gratis prøveversioner af betalte produkter, som ikke bliver opdateret, er en falsk tryghed.

I min datters tilfælde afinstallerede jeg den demoudgave, der var leveret med pc’en, og installerede i stedet Microsofts Security Essentials. Det er gratis, selvom det løbende bliver opdateret. Også for små virksomheder med op til 10 pc’er. Alligevel har det i uafhængige tests det klaret sig bedre end en del andre betalte produkter. Private brugere kan også anvende de gratis udgaver af enten AVG, Avast eller Antivir i stedet – hvis de ikke ønsker at anvende Microsofts.

4. Vær altid mistænksom:

Forleden modtog jeg en mail, der så ud til at komme fra Apple. I mailen blev jeg bedt om at opdatere mit Apple-id, da en betaling på 1,01 dollar var gået galt. Det medfølgende link førte til en hjemmeside, der lignede Apples på en prik. Eneste forskel var adressen: Den startede ikke med www.apple.com. I stedet hed den: www.1158844.domain.com/store.apple.com og det er med sikkerhed ikke Apples! Havde jeg ikke været opmærksom, var min Apple-konto og mine kreditkortoplysninger blevet afsløret overfor kriminelle.

Skat og TDC har henover sommeren været plaget af lignende misbrug af deres gode navn og rygte.

Det er ikke kun kreditkort- og brugeroplysninger, der bliver afsløret på denne måde: Der laves også mere målrettede varianter, der skal afsløre virksomhedsbrugeroplysninger. Det er sandsynligvis sådan, indbruddet i FNs systemer har fundet sted.

5. Hav mange kodeord og opdater dem jævnligt:

Det er en dårlig ide at have samme kodeord på arbejde og privat. Og det er en endnu dårligere idé kun at have ét, som man aldrig ændrer. Jeg anvender selv forskellige kodeord alt efter anvendelser: Arbejde, privat – meget fortroligt (bank, Skat mm), privat – knap så fortroligt (Facebook mm). De er naturligvis alle svære at gætte.

Husk disse fem sikkerhedsleveregler, min kære datter – og alle andre, som ikke ønsker at blive lette ofre for cyber-banditterne.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 9. august 2011