I Gunni Bjørsteds kommentar til Johannes’ Åbenbaring læste jeg for nogen tid siden et citat om trøst, som næsten kræver en kommentar. Det er fra Johan Arnt Wenaas’ Mod til modløse.

Nej – til den letkøbte, overfladiske trøst, som tror, at bibelord i sig selv er nok til at fjerne mismodet. Nej til den trøst, som trøster den, der trøster, så han ikke føler sig så hjælpeløs. Nej til den trøst, som egentlig holder modløsheden på tre skridts afstand. Ja – til en virkelig trøst. Den trøst, vi selv er blevet trøstet med.

Dette citat minder mig om 2 Kor 1,4. Her skriver Paulus om, at Gud “trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,4).

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,3f).

Men trods lighederne er der langt mellem de to citater.

Wenaas og følgelig Bjørsted siger i virkeligheden, at bibelordet, dvs. Guds åbenbarede ord, ikke i sig selv kan fjerne mismod. Det er en letkøbt, overfladisk trøst, får vi at vide. Hvis trøsten skal du til noget, så skal den være erfaret og formidles som sådan. Den opfattelse, som Wenaas giver udtryk for, deles af mange.

Men det er ikke det, Paulus giver udtryk for. Paulus og Timotheus er opmuntrende eksempler. De lider trængsel og modgang, så korinterne også kan udholde trængsler. Såvel Paulus og Timotheus som korinterne har del i lidelser og trængsler, men også i trøsten under disse forhold. Det er den samme trøst, de har del i. Korinterne trøstes ikke først og fremmest af Paulus’ og Timotheus’ trængsler. De trøstes af den Gud, der trøster dem begge. Den Gud trøster dem først og fremmest med evangeliet om frelsen, men også med proklamationen af, at den treenige Gud er Herre over alle ting og vil sejre til sidst. Med andre ord er det ikke Paulus’ og Timotheus’ erfaringer, der gør trøsten virksom. Trøsten er virksom under alle forhold. Døden, som er den ultimative trængsel eller lidelse, tjener “blot” til at lære os, at vi ikke skal sætte vores lid til os selv eller vores egne kræfter. Vi skal sætte vores lid til Gud, som oprejser de døde (se mere Skatten i lerkarret*).

Over for døden som den sidste fjende er der kun evangeliet, der virkelig kan trøste.

Over for døden som den sidste fjende er der kun evangeliet, der virkelig kan trøste. Ingen af os har oplevet døden, endsige overlevet den, så vi kan fortælle om den som en erfaring, vi har gjort. Det har kun Kristus. Den trøst, vi kan trøste med, er derfor evangeliet om Kristi lidelse, død og opstandelse og resten af troslæren. Denne troslære består fra ende til anden af bibelord. Disse bibelord er ikke kraftesløse eller uvirksomme. Tværtimod har de skrifter, der er indblæst af Gud, kraft til at gøre os vis til frelse. Guds ord er “levende og virksomt … og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12). Det er ikke så underligt, for Guds ord er jo ord, den almægtige Gud har talt. “Ved Herrens ord blev himlen skabt”, som salmisten skriver (Sl 33,6).

Wenaas og mange andre med ham, pietister eller ej, gør derfor sig selv og os andre end bjørnetjeneste. De tager trøsten fra dem, der ikke føler, deres egne oplevelser og erfaringer er noget at trøste andre med. De tager trøsten fra dem, der af den grund ikke får et trøstende ord. I stedet vil de henvise os til trøst fra folk, der stoler mere på deres egne erfaringer, end på Guds ord, ja, som dybest set tror, at deres erfaring af trøst er det, der gør Guds ord levende og virksomme. Hvis man lader sig trøste af andres erfaringer i stedet for af evangeliet, mister man trøsten, hvis tilliden til disse mennesker lider et knæk af den ene eller anden grund. Selv om det kan være fristende at forsøge at give ens trøst større troværdighed ved at henvise til ens egne erfaringer, er det altså en dårlig idé. Det er bedre at lære alle at sætte deres lid til den Gud, som oprejser de døde.

Kristi fødsel (Köln 1330)

Vi har et problem

I Galaterbrevet 4,4-7 forklarer Paulus, hvorfor Kristus, der er Guds evige Søn, måtte blive mennesket Jesus af kød og blod i jomfru Maria ved Helligånden. Det skete, for at vi skulle få barnekår, skriver Paulus (Gal 4,5).

”Få”, fordi vi mennesker ikke længere har det. Det handler ikke om at mangle en far eller mor, men om at være under Guds vrede og dødsdom.

Vi undfanges og fødes alle som én uden barnekår hos Gud. Hvorfor? Fordi Adam og Eva syndede i Edens have. Lige siden er alle mennesker, der er født på naturlig vis, født som syndere. Vi er ”vredens børn”, skriver Paulus (Ef 2,3). Guds vrede ramte Adam og Eva, og de døde åndeligt, og siden hen døde de også legemligt. Sådan er vi af natur, fra fødslen af, alle under Guds vrede og dødsdom.

Gud gav et løfte

Men Gud Herren gik selv ud i Edens have og kaldte på Adam. Han konfronterede ham med hans og Evas synd (1 Mos 3,8ff) og afslørede den. Han forbarmede sig også over dem og forkyndte for dem, at Eva engang skulle få et barn, Kristus, som skulle knuse slangens hoved. Men sejren over slangen, over Djævelen, ville koste. Den ville bide Kristus i hælen. Han skulle dø af slangens gift. Derfor måtte han blive menneske. Det var et godt budskab, et evangelium, for han skulle gøre det for Adam og Eva og for enhver, der ligesom dem er født under Guds vredesdom.

Men det varede længe, førend det skulle ske. ”Tidens fylde” kom først flere tusind år senere. Da skete det store under. Guds egen Søn blev undfanget ved Guds Helligånd og født af en kvinde, jomfru Maria. For at frelse os. Selv var Kristus ikke en synder under Guds dødsdom, for han arvede ikke synden og skylden, så han ikke kunne andet end at synde. I modsætning til hver og en af os. Men han blev menneske af kød og blod, et menneske, der fødes ligesom os, så han kunne dø.

Gud ville frelse

Som Guds Søn var han ikke under loven, men tværtimod over loven, for som Guds Søn, Herren, havde han selv givet loven. Alligevel blev Kristus ”født under loven”. Han gik ind under loven. Skønt han ikke selv syndede én eneste gang, fik han alligevel den strenge straf, som loven kræver. Han blev ramt af lovens, af Guds forbandelse (Gal 3,13), fordi han bar al verdens synd, alle menneskers synder, på Golgata.

Det var den måde, Gud Fader, Søn og Helligånd havde besluttet at frelse os syndere fra døden og fra Guds vrede og Helvede. Gud ville give os barnekår igen. Han ville frelse os ved dåben og evangeliet.

Grund til fest

Derfor er der grund til at fejre julefest, for Jesu fødsel skete, for at vi skulle få barnekår. For Jesu Kristi skyld skal vi ikke længere være under vrede og dom, men have barnekår. Når vores synd er tilgivet, har vi barnekår og evigt liv hos Gud.

I Edens have gik Herren ud for at afsløre synden og forkynde evangeliet. Men lige siden har han kaldt andre til at forkynde evangeliet. Den bedste julefest er derfor at lytte og tro evangeliet om, at Guds Søn blev født ”for at vi skulle få barnekår”.

Nu kan vi for Jesu Kristi skyld holde en velsignet julefest!

René Vester på bloggen Sand Omvendelse henviser i ny og næ til Luther. Men Vester kritiserer også Luther for at være ubibelsk. Han er ikke enig i den lutherske lære om dåb og nadver, og heller ikke Luthers opregning af De ti bud finder nåde i René Vesters øjne.

Når det gælder De ti bud, falder det særligt René Vester for brystet, at Luther ikke følger den senere reformerte form. De reformerte medtager billedforbuddet som bud nr. 2, og tager Luthers 9. og 10. bud som ét bud. Om man tæller på den ene eller anden måde, er egentlig ligegyldigt. Bibelen taler om Ti Ord (2 Mos 34,28; 5 Mos 10,4), men de enkelte bud nummereres mig bekendt ikke.

Reel uenighed

Hvad der derimod ikke er ligegyldigt, er, at de reformertes kritik afspejler en reel uenighed. Om René Vester også er uenig eller blot uvidende, ved jeg ikke. De reformerte er enige med de lutherske i, at man ikke må dyrke billeder og figurer. Reformatorernes opgør med pavekirkens helgendyrkelse er velkendt og velbegrundet.

Men til forskel fra de lutherske hævder de reformerte, at billedetforbuddet udtrykker noget andet end det første bud, som forbyder at have andre guder end “Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset” (2 Mos 20,2). Derfor mener de, at Luther (og andre) udelader noget, noget vigtigt. Traditionelt har de reformerte jo været imod stort set enhver form for udsmykning af deres mødelokaler. Allerede Karlstadt mente således i begyndelsen af 1520′erne, at man skulle fjerne kirkernes udsmykning, altså rive det ned. Uenigheden om billeder m.m. var faktisk en uenighed, der gik langt tilbage i kirkens historie.

Uenighed med Romerkirken

Luther og de lutherske teologer – som f.eks. Martin Chemnitz – gjorde det som nævnt klart, at Romerkirken og Tridentinerkoncilet tog fejl, når disse mente, at man godt måtte dyrke billeder af helgener.

Uenighed med de reformerte

Men på den anden side påviste de også, at Karlstadt og hans meningsfæller tog fejl. De gjorde kristendommen lovisk, forbrød sig mod kristen næstekærlighed og gjorde sig til selvbestaltede oprørere, når de på eget initiativ gav sig til at vandalisere kirkerne.

Men de var også dårlige bibeltolkere. Grundteksten i 3 Mos 26,1 (og mange andre steder) viser klart, at det, der forbydes, er at lave afguder, gudebilleder, stenstøtter, figurer el.lign. med henblik på at tilbede dem. Det gør ingen forskel, om det sker direkte eller indirekte. Dét var og er man enige om. Der er derimod ikke noget billedforbud løsrevet fra tilbedelse, dvs. afgudsdyrkelse.

Mindesten/Mindeanlæg

Jakob satte en mindesten uden at blive irettesat (1 Mos 28,18-22). Gud selv befalede at opstille 12 sten (Jos 4,1-6). De skulle nemlig ikke tilbedes, men være “et tegn” (Jos 4,6).

Et fremragende eksempel findes i Jos 22.

Israelitterne hørte, at rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme havde bygget et alter over for Kana’an ved Gelilot ved Jordan på den anden side af israelitternes område; da israelitterne fik det at høre, samledes hele deres menighed i Shilo for at drage i krig mod dem.

Men rubenitterne, gaditterne og den halve Manasses stamme fik lejlighed til at forklare sig. Det viste sig, at de faktisk havde en god forklaring.

»Herren, gudernes Gud, Herren, gudernes Gud, ved det, og Israel skal vide det: Gid Herren i dag vil undlade at hjælpe os, hvis det var i oprør eller troløshed mod ham, at vi byggede os et alter og således vendte os fra Herren! Gid Herren vil straffe os, hvis det var for at bringe brændofre og afgrødeofre på det eller for at bringe måltidsofre på det. Nej, vi har gjort det, fordi vi var bange for, at jeres sønner i fremtiden kunne sige til vores sønner: ›Hvad har I med Herren, Israels Gud, at gøre? Herren har sat Jordan som grænse mellem os og jer, rubenitter og gaditter. I har ingen del i Herren.‹ Sådan kunne jeres sønner få vores til at holde op med at frygte Herren. Derfor tænkte vi: Lad os gå i gang med at bygge et alter, ikke til brændofre eller slagtofre, men til vidne mellem os og jer og vores efterkommere om, at vi vil gøre tjeneste for Herrens ansigt med vores brændofre, slagtofre og måltidsofre. Så kan jeres sønner ikke i fremtiden sige til vores sønner: I har ingen del i Herren. For vi tænkte: Hvis de i fremtiden skulle sige sådan til os og vores efterkommere, så kan vi sige: Se den efterligning af Herrens alter, som vores fædre lavede, ikke til brændofre eller slagtofre, men til vidne mellem os og jer. Det kunne aldrig falde os ind at gøre oprør mod Herren og vende os fra ham ved at bygge et alter til brændofre, afgrødeofre og slagtofre, et andet end Herren vor Guds alter, som står foran hans bolig.« Præsten Pinehas og menighedens overhoveder og overhovederne for Israels stammer, som var med ham, hørte, hvad rubenitterne, gaditterne og manassitterne sagde, og de var tilfredse. Og Pinehas, præsten Eleazars søn, sagde til rubenitterne, gaditterne og manassitterne: »Nu ved vi, at Herren er blandt os. I har altså ikke vist Herren denne troløshed, og derved har I reddet israelitterne fra Herrens hånd.«

Alteret var et mindesmærke, ikke et alter til at tilbede.

Pagtens Ark og templet

Gud selv befalede at forme to keruber og sætte dem på siderne af nådestolen på Pagtens ark (2 Mos 25,18ff). Salomons tempel var også smykket:

på listerne mellem tværribberne var der løver, okser og keruber, ligeledes på tværribberne; over og under løverne og okserne var der spiraler i udhamret arbejde. (1 Kong 7,16; jf. 2 Krøn 3,1-5,1)

Kobberslangen og kejserens mønter

Et andet fremragende eksempel er kobberslangen. Gud selv befalede Moses at lave en kobberslange og sætte det op som et tegn, et tegn eller forbillede på Kristus (4 Mos 41,8; Joh 3,14f). Israelitterne opbevarede kobberslangen i 700 år. Men da man begyndte at tænde offerild for denne figur, afgjorde Hezekias, at det var mod Guds lov, og han slog den i stykker. Jesus havde intet negativt at sige om kobberslangen som sådan. Tværtimod. Han kritiserede heller ikke, at der var et billede på kejserens mønter (Matt 22,19-21).

Du må ikke have andre guder

En nøjagtig undersøgelse af de relevante steder i Skriften viser altså, at ingen må have andre guder end Den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. Laver man billeder eller figurer for at tilbede dem, er det at dyrke andre guder. Billedforbuddet er derfor i realiteten ikke et forbud med at lave billeder eller figurer, men mod at dyrke dem og tilbede dem.

Derfor, at lave, have og bruge (af)billeder til udsmykning, til mindesmærker, som støtte for hukommelsen eller til gengivelse af begivenheder strider ikke mod Guds lov, med mindre man dyrker og tilbeder billederne. (Chemnitz, Examen, 4:78).

Det gør ingen forskel, om det er i eller uden for kirkerne, så lidt som de gammeltestamentlige steder omhandler såvel templet som andre steder (5 Mos 27,15; Jos 24,26; 1 Kong 7,15ff; 2 Mos 25,18-22)

Israels bud ikke kirkens bud

Budene til Israel var rettet netop til Israel. Er de ikke gentaget i Det nye Testamente, har vi intet med dem at gøre. Vil man gøre dem gældende for kristne, svarer det helt til at forlange, at alle kristne skal omskæres. Det tager nåden, Kristus og den kristne frihed bort og fører ind under loven. Galaterbrevet handler om det. Det er ærgerligt, men også meget karakteristisk, at reformerte som René Vester ikke forholder sig til dette.

Luther tager loven med i katekismestoffet, fordi Skriften lærer os, at loven skal give os erkendelse af synd. Men Luther tager ikke den gammeltestamentlige lov med ord for ord, for den er ikke længere bindende for os. Hans pædagogiske udgave af De ti bud bygger på en læremæssig – korrekt – forståelse af, hvilken lov der er givet til os kristne. Hvad Det nye Testamente lærer os, er altså tænkt med hos Luther. Lykkeligvis. Heri er en fundamental uenighed i forhold til René Vesters egen forståelse og hans forståelse af Luther og Luthers katekismer.

Den kristne frihed

Da Luther vendte tilbage på grund af hærværket mod kirkerne og holdt sine såkaldte Invocavit-prædikener, understregede han netop den kristne frihed. Kun hvis der reelt er direkte forbud i Skriften, skal man ændre eller fjerne noget. Ellers skal man forkynde evangeliet og den kristne frihed og i øvrigt træffe beslutninger om ændringer i kristen broderkærlighed.

Desværre er det præcist det, som René Vester ikke forstår. Når han vil belære andre, har han brug for sin egen medicin: Sand omvendelse, så han kan nå til en Sand anvendelse af Skriften. Spørgsmålet om billedforbuddet er ikke en detalje, men et vigtigt spørgsmål. Det handler om en ret forståelse af mange tekster. Og det handler om den kristne frihed under nåden i Kristus.

Billeder er altså i sig selv “mellemting,” såkaldte adiaphora. De er ikke nødvendige, men man skal heller ikke basere sin fromhed på dem. De skal heller ikke i sig selv gøres til synd, når Skriften ikke gør det.

Der er egentlig meget mere at føje til, men det må blive ved en anden lejlighed.

Normalt blogger jeg her mest ud fra, hvad jeg selv har læst. For nogle år siden læste jeg en del om omskærelsen hos Paulus (se Tidsskrift for Teolog og Kirke 74 [2003]: 21-35). Jeg mener, jeg viste, at omskærelsen hos Paulus ikke kun skal forstås som et krav om at holde hele loven. Omskærelsen må også ses i lyset af løftet om Kristus. Løfte hedder på græsk epangelia, og derfor fik artiklen undertitlen “En epangelisk (sic) og kristologisk tolkning.”

Abraham fik nemlig ikke omskærelsen som et tegn på, at han skulle holde loven 100 %. Han fik den “som et tegn og et segl på den retfærdighed af tro, som han havde, inden han blev omskåret.”

Men hvorfor blev Jesus så omskåret? Af samme grund som han blev døbt. Han blev det for os. Han gik ind under hele lovens krav for at opfylde loven for os og for at blive syndoffer for al verdens synd.

Det kan du læse mere om i en rigtig god prædiken, som pastor Magnus N. Sørensen holdt nytårsdag: Det første blod – Jesu Omskærelse (Luk 2,21) Nytårsdag – Kristi Omskærelsesdag. Du kan også lytte til prædikenen her, hvis du hellere vil det.

1 Mosebog 2,4b-25: Skabelsen af mand og kvinde (Skabelseslæren i Skriften [3])

Indledning

1 Mosebog 2,4b-25 tager et emne op, som kort berørtes i 1,27: “Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”. I kap. 1 blev det blot nævnt som et faktum, men nu handler det ikke blot om mennesket (hebraisk: Adam), men om manden Adam og kvinden Eva. Evas navn hentyder til, at hun blev moder til alt levende.

Skabelsen af Adam

Gud Herren formede ifølge v. 7 mennesket (Adam) af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så han blev levende (egt. ‘en levende sjæl,’ hvorfor ordet sjæl i Bibelen ofte bruges i betydning ‘en – levende – person’).

Adam bliver sat i en have, som Gud plantede i Eden ude mod øst (v. 8). Vers 9 skal sikkert forstås om træer, Gud lader vokse frem specielt i Eden.

Desuden nævnes to træer, som kommer til at spille en helt central rolle i det videre forløb: Træet til kundskab om godt og ondt (2,16f; 3,3-7.11f.17) og livets træ, hvis frugt giver evigt liv (3,22.24).

Scenen er sat for Adam og for Eva, som Gud vil skabe, og for det efterfølgende syndefald, som i høj grad påvirkede forholdet mellem dem.

Skabelsen af Eva

Til indledning siger Gud, at det ikke er godt for Adam/mennesket at være alene (2,18). Derfor vil Gud skabe en ‘hjælper, der svarer til/er modsat ham.’ Adam oplever i det følgende den guddommelige pædagogik, som får ham til at indse, at det kun er ham, der ikke har nogen mage, som han kalde ved navn (v. 18-20).

Først herefter “bedøver” Gud Adam og tager et af hans ribben og erstatter det med andet væv (v. 21). Af Adams ribben bygger Gud en kvinde og fører hende til Adam (v. 22).

Nu er det klart for Adam, at kvinden ikke alene svarer ham til ham, men at der ‘nu’ er tale om ben af hans ben og kød af hans kød (v. 23). Med andre ord er der tale om, at Gud skabte mennesket Adam først og derefter tog noget fra Adams legeme og lavede Eva af.

Derfor skal hun kaldes ‘kvinde’, fordi ‘hun er taget af manden’ (‘kvinde’ = ‘ishshah; ‘af manden = ‘me‘ish; ‘ishshah er blot en hunkønsform af ‘ish). Selve denne navngivning af mand og kvinde udtrykker altså helt fundamentale aspekter.

At Adam giver sin kvinde eller sin hustru navnet Eva, har imidlertid også en vigtig betydning. Navngivningen begrundes med, at hun blev eller er blevet moder til alt levende (1 Mos 3,20). Navnet Eva og ordet ‘levende’ er sprogligt beslægtede på hebraisk. Om dette skriver Luther:

Ved Helligånden kaldte Adam sin hustru det udmærkede navn Eva, dvs. ‘moder.’ Han siger ikke ‘kvinde,’ men ‘moder’ og tilføjer ’til alt levende’ (1 Mos 3,20). Her har du det, som særligt adskiller og pryder kvinderne (ornamentum), nemlig at være ophav til alle levende menneskelige væsener.

Skønt udtrykket er kort, er de alligevel en sådan tale, som hverken Demosthenes eller Cicero nogensinde skrev. Men denne tale er ved Helligånden, som er yderst veltalende. Alligevel var det fortjent, at Eva, den første moder, fik det. Helligånden skal holde talen på dette punkt. Hvis denne Taler definerer og ærer kvinderne på denne måde, så må vi retfærdigvis dække over, hvilke skrøbeligheder hun måtte have. (Kilde: Plass, What Luther Says, nr. 4703; WA-Tr 3, 3528).

Om at blive ét

Det hedder videre, at Evas skabelse og forholdet mellem Adam og Eva er begrundelsen for, at en mand forlader sin far og mor og binder sig til (eller ‘holder fast ved,’ jf. 5 Mos 5,10) sin kvinde (dvs. hustru), og de bliver ét kød.

At mand og kone bliver og skal blive ét kød i ægteskabet, har altså sin begrundelse i, at mand og kvinde var ét kød, nemlig Adams ben og kød, dvs. i at Eva blev skabt til Adam.

Dertil kommer, at det er vigtigt, at beretningen klart skelner mellem dyrene, som ikke er en ‘hjælper, der passer til ham,’ og så kvinden Eva, som netop er en sådan passende hjælper. For det betyder, at det at blive et kød er meget mere end det seksuelle, selv om det bestemt også er det. Det er den mangesidige samhørighed, der kommer af at være gjort bogstaveligt talt af det samme stof.

Om forholdet mellem mand og kvinde efter syndefaldet og i Guds rige

Endelig hedder det i 1 Mos 2,25, at ‘de to, Adam og hans kvinde/hustru’ var nøgne, men ikke skammede sig over det.

Men som bekendt medførte syndefaldet en lang række katastrofale forandringer. Én af dem var, at det helt uproblematiske forhold mellem Adam og hans kvinde blev erstattet af et problematisk forhold (jf. 1 Mos 3,16b, som måske har samme negative betydning som de tilsvarende sætninger i 1 Mos 4,7).

Det skyldtes ikke mindst, at Adam forsømte at tage ansvaret og være ‘hoved’ (jf. 1 Kor 11,3). Han standsede ikke Eva, da hun tog en frugt af kundskabens træ. Tværtimod gav Adam hende og Gud selv skylden for syndefaldet (1 Mos 3,12).

At Adam var ‘hoved,’ dvs. leder eller overhoved, fremgår også af, at han gav såvel dyrene som kvinden navn (uden sammenligning i øvrigt). Men før syndefaldet var det helt uproblematisk.

Mand og kvinde-forholdet i kirken

I vore dage ser vi som aldrig før, at kvinder gør oprør mod mændene og får lov til det af mændene. Sådan var det ikke fra begyndelsen. Og sådan er det eller skal det i det mindste heller ikke være i kirken.

Som nævnt siger Paulus, at Gud er Kristi hoved, Kristus er manden hoved, og manden er kvindens hoved. Det er derfor, der en lang række steder i NT er tale om, at kvinden skal underordne sig manden (1 Kor 14,34; Ef. 5,24, jf. v. 21; Kol 3,18; Tit 2,5; 1 Pet 3,1, 5). Således ‘adlød’ Sara også Abraham ifølge 1 Pet 3,6 (1948-oversættelsen, som er mere præcis end 1992-oversættelsen).

Det er ikke noget, der blev indført med syndefaldet, men syndefaldet medførte, at underordningen ikke længere blot var et gode, som kvinderne indordnede sig under, fordi mændene naturligt varetog deres egen tjeneste på en god måde.

Som kristne ophæver vi ikke den ordning mellem mand og kvinde, som Gud etablerede ved skabelsen. At leve i syndsforladelsens rige og leve i lydighed mod Ånden (Rom 8,1-5) betyder, at vi gerne vil leve i den ordning, sådan som den var tænkt fra begyndelsen (jf. f.eks. Mark 10,4-9). Det er det, Paulus formaner os til.

Spørgsmål:

1. Hvad betyder det, at Eva er en ‘hjælper, der svarer til Adam’ (2,18)?
2. Hvad vil det sige, at Eva er ‘ben af Adams ben og kød af Adams kød’ (2,23)? Inddrag også v. 25.
3. Hvordan skal vi tænke om sex i ægteskabet (jf. v. 24f og 1,28)?
4. Drøft i lyset af skabelsen af Adam og Eva, hvordan vi skal tænke om ægteskabet: Kan vi eller skal vi generelt opfordre mænd og kvinder til at indgå ægteskab? Er det i lyset af 1 Mos 2 rigtigt at sige, at en ugift ikke mangler noget?
5. Manden er kvindens hoved (1 Kor 11,3). Mændene skal elske deres hustruer (Ef 5,25), være hensynsfulde og vise ære (1 Pet 3,7). Hustruerne skal underordne sig i alt, i Herren (jf. bl.a. Ef 5,24; Kol 3,18; Tit 2,4f), hvad der har praktiske konsekvenser, bl.a. når det gælder lærer og hyrde-embedet (1 Kor 14,33a-36; 1 Tim 2,11-15). Drøft, hvordan sammenhængen er mellem disse formaninger og beretningen om skabelsen af manden og kvinden i 1 Mos 2 og om syndefaldet i 1 Mos 3.
6. Hvordan kan vi udmønte disse formaninger i hjem og kirke nu om dage?

1 Mosebog 1,26–2,5: Skabelse af mennesket (Skabelseslæren i Skriften [2])

Indledning

1 Mos 1,1-25 handler om, hvordan Gud skabte den verden, som mennesket skulle leve i.

I de følgende vers og det følgende kapitel er det skabelsen af mennesket, mennesket som mand og kvinde, det handler om.

Det hævdes ofte, at der er tale om to skabelsesberetninger. Hvis det forstås rigtigt, kan man godt sige det. Der er to beretninger, der handler om næsten det samme, men set fra forskellige synsvinkler.

Derimod er der ikke to skabelser. Sagen er, at 1,1–2,4 giver det store overblik over skabelsen: fra universet til mennesket. 1 Mos 2,5-25 handler derimod specielt om, hvad der er helt centralt for os mennesker, der læser 1 Mosebog, nemlig om skabelsen af mand og kvinde.

Desuden sættes scenen så at sige for 1 Mosebog 3. Det vil vi se på i bibeltime nr. 3.

I kap. 2,5ff er der altså tale om, at fortælleren skruer tiden tilbage og så at sige zoomer ind på noget, som han i første omgang kun kort nævnte i 1,27.

1 Mos 1,26–2,4

Guds billede og herligheden fra Gud

Noget af det forunderligste i Bibelens skabelsesberetning er den tanke, som 1,26 udtrykker. “Lad os skabe (eller gøre) mennesket i vort billede, så det ligner os.”

I parentes bemærket: Den danske oversættelse fra 1992 siger “Lad os skabe mennesker …, så de …”, men det er en uheldig oversættelse. Der burde være oversat med “Lad os skabe mennesket i vort billede, så han ligner os. De skal herske …”. Gud skabte mennesket, Adam. Når det dernæst hedder, at Gud skabte dem som mand og kvinde, så hænger det sammen med, at mennesket Adam inkluderer kvinden Eva (jf. 2,5ff). Det er derfor, det hedder “mennesket … han … De skal herske …”. Hvilken betydning det har, vender vi tilbage til i bibeltime nr. 3. Når Bibelen taler om “han”, er der derfor ofte eller som regel tale om både mand og kvinde, undtagen i de tilfælde, hvor det er forholdet mellem mand og kvinde, der behandles, eller hvor det f.eks. gælder embedet i kirken.

Da Gud skabte mennesket, foregik det på den måde, at den treenige Gud rådslog og derefter besluttede at skabe mennesket i sit billede. Tanken om den treenige Gud, himlens og jordens skaber, er jo næsten helt ufattelig, og at Gud skabte i sit billede er det endnu mere. Hvad betyder det da, at mennesket er skabt i Guds billede, så det ligner Den treenige Gud (jf. “ligner os”)?

NT lærer os, at det at være skabt i Guds billede betyder at have (sand) erkendelse (Kol 3,10) og “leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til” (Ef 4,24, gl. overs.). Vi var altså som Gud, når det gælder hellighed, retfærdighed og visdom. Ja, vi havde herligheden fra Gud (Rom 3,23).

Skabt til et åndeligt liv

For det andet har Luther ret i, at Gud oprindeligt skabte os til et bedre liv i fremtiden, også selv om vores natur ikke var blevet underlagt syndefaldet. Gud ville da have overført os (Adam og Eva osv.) fra et sjæleligt liv til et åndeligt liv (jf. 1 Kor 15,44-46). Selv om det at spise, drikke, få børn osv. er gudvelbehagelig, skal det få en ende. Det gælder stadigvæk, men det vil ikke ske uden Kristus (1 Kor 15,45).

Forvaltere eller viceregenter

Moses fortæller os endvidere, at mennesket skal herske over jordens dyr og altså være forvaltere eller vicekonger på jorden (1 Mos 1,26b). Gud har også skabt os, så han kan tale til os og med os (jf. 1 Mos 3,9ff). At vi er skabt af Gud betyder endelig også, at da Guds Søn blev menneske, blev han som en af os, dog uden synd (Hebr. 2,17; 4,15). “Han kom til sit eget” (Joh 1,11).

De sidste par punkter er vigtige i Skriften, for det er forudsætningen for, at Gud kan tale til os igennem Skriften og forkyndelsen (Hebr. 1,1ff), og det er vel hemmeligheden i, at vi ved troen kan formes efter Guds Søns billede (Rom 8,29), og at vi engang skal blive ligesom Guds Søn, når han åbenbares (1 Joh 3,2).

Velsignelse

Gud velsignede Adam og Eva og befalede dem at blive frugtbare og talrige og opfylde jorden. Gud har altså befalet ægteskab, at få børn og at danne (kerne)familier. Og den befaling gælder, så længe jorden står.

Fra begyndelsen var mennesket (1,29) og dyr (1,30) vegetarer, men det ændrede sig efter syndfloden (9,3ff). Og ingen har lov at forbyde ægteskab eller bestemte spiser ifølge Paulus (1 Tim 4,1-5).

Om jorden hedder det, at vi skal underlægge os den og herske over den (1 Mos 1,28). Gud skabte os til at så at sige at være hans viceregenter eller forvaltere, og også den befaling gælder stadigvæk.

Og alt var såre godt (1,31; gl. overs.).

Den syvende dag hvilede Gud, og derfor skal vi også hvile hver syvende dag som en gave fra Skaberen til os (2,2f jf. 2 Mos 20,8-11)

Spørgsmål

1. Hvad vil det sige, at Adam og Eva blev skabt i Guds billede?
2. Hvordan er det med os og Guds billede (se særlig Ef 4,22-24 og Kol 3,10)
3. Når det hedder “Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os”, hvem er så dette “vi” eller “os”? Inddrag gerne andre bibeltekster, som kan belyse det (jf. også den første bibeltime).
4. Hvilke opgaver fik mennesket med skabelsen i forhold til det øvrige skaberværk?
5. Hvordan varetager vi det i dag?
6. Drøft, hvad det betyder for os, at Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden …”
7. Kan vi opfylde befalingerne i denne tekst og så samtidig holde hviledag hver syvende dag?

1 Mosebog 1,1-25: Skabelse af intet – alt det omkring os (Skabelseslæren i Skriften [1])

Indledning

Man diskuterer nogle gange, hvad de første læsere af GT ville have forstået. Det er ikke uvæsentligt, men vi ved ikke, hvor meget de havde fået at vide ud over Skriften. Men vi ved, hvad Gud har fortalt os i hele Skriften.

Det væsentligste er altså, at Den hellige Skrift er Guds ord, dvs. Gud tale ord for ord til os. Målet for os er derfor at forstå, hvad Gud mente med det, han sagde, når vi ser det i lyset af, hvad Gud ellers har talt til os (jf. Heb 1,1f). Derfor læser vi heller ikke de første kapitler løsrevet fra resten af Skriften, som vi har.

Bibelen vidner om, at Gud havde en frelsesplan, der var lagt, allerede da verden blev skabt (Matt 13,35; 25,34; Ef 1,4; Hebr 1,4; 1 Pet 1,20; Åb 13,8; 17,8). Profeters og apostles budskab, dvs. Bibelen, er nemlig Guds visdom åbenbaret til os. Den visdom er fra før verdens skabelse (1 Kor 2,7) og derfor læser vi med frimodighed Skriften i lyset af den egentlige forfatters (dvs. Guds) visdom, mening og mål med den.

Vores tro skal nemlig ikke afhænge af menneskers visdom – heller ikke når det gælder skabelsen – men af Guds kraft i sit Ord og evangelium (1 Kor 2,6; 1,18-24; Rom 1,16).

1 Mos 1,1-2

1 Mosebog og særligt kap. 1-3 giver os helt grundlæggende besked om, hvordan det forholder sig med os og vores verden.

I vores tekst hedder det, at Gud skabte universet i begyndelsen. Før det var der intet, for så kunne man ikke have kaldt det “begyndelsen”. Gud skabte med sit Ord (Sl 33,6; 148,5; Joh 1,3): “For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der” (Sl 33,9).

V. 2 fortæller os, at det, Gud har skabt, ikke er mere end det blotte materiale, formentlig formet som en bold, og endnu uden lys. Endelig hedder det, at Guds Ånd (ikke Guds ånd som i dansk overs.) svævede over vandene.

Det ord, der er oversat med ‘Gud’ i v. 1, er egentlig flertal. Den Gud, der har skabt Himmelen og jorden, er nemlig den treenige Gud: Gud Fader, der skaber i begyndelsen (v. 1) ved Ordet (v. 3) og ved Helligånden (v. 2).

Spørgsmål

• Vores tekst begynder ligesom Joh 1,1 med “I begyndelsen”. Hvad betyder det? Med hvis øjne gælder det så at sige?
• Er der noget, “himlen og jorden” ikke omfatter?
• Drøft, hvem det egentlig er, der skaber og giver liv? Inddrag de ovenfor nævnte tekster samt f.eks. Sl 104,30; Joh 6,63; Rom 8,11; 2 Kor 3,6; Es 32,15 og Tit 3,5.

1 Mos 1,3-25

I det følgende begynder Gud at ordne, hvad han har skabt som en uordnet masse. Først skaber han lyset; han skiller dag fra nat og lys fra mørke (v. 3-5).

Dernæst skaber Gud hvælvingen, som skiller mellem det vand, der er hhv. under og over den. Hvælvingen kalder han “himmel”, dvs. himmel i en snævrere betydning end i v. 1 (vv. 6-8). Jord og hav adskilles (vv. 9f), og frø og frugttræer skabes (v. 11f).

Først på den tredje dag skaber Gud sol, måne og stjerner til at skille dag fra nat (jf. v. 3-5), til at fastsætte festtider, dage og år og til at oplyse jorden (vv. 14-18). I øvrigt er det ærgerligt, at det gentagne “efter deres arter” (v. 11.12.21.24f) ikke er gengivet direkte i oversættelsen. “Alle slags” er for svagt. Meningen er, at Gud har skabt forskellige arter, der afviger fra hinanden. I Bibelen er det oprør mod Skaberen at nedbryde disse artsforskelle.

Vand- og himmeldyr skabes på den fjerde dag. Disse levende væsener beordres til at blive frugtbare og talrige (vv. 20-22).

Den femte dag skabes menneskene, men det ser vi nærmere på næste gang. Her gælder det alle de dyr, der lever på landjorden: husdyr (“kvæg”), krybdyr (som ikke endnu betyder dyr, der æder andre dyr) og vilde dyr, der lever frit (vv. 24f).

Spørgsmål

• Gud skabte lyset på den første dag, men lyskilderne først på den tredje. Hvor stammer lyset fra og kan vi undvære sollyset (se også Åb 22,5)? Hvorfor/hvorfor ikke?
• Lyset (v. 4), land og hav (v. 10), alt det grønne (v. 12), lyskilderne (v. 18), havdyr og fugle (v. 21) og alle landdyrene (v. 25) er “godt”. Hvad siger det os om skaberværket, som det egentlig var?
• Nogle steder i Bibelen starter en dag med aftenen (f.eks. Matt 12,40; ApG 10,40; 1 Kor 15,4), men her i skabelsesberetningen begynder dagene om morgenen: “Så blev det aften, og det blev morgen, første dag” (v. 5.8.13.19.23.31). Hvad menes der med “dag” (se også 2,3 og 2 Mos 20,8-11)? Kan “dag” i lyset heraf betyde “en meget lang tidsperiode”?
• Eftersom beretningen herom er skrevet til os mennesker, så kan det ikke – og skal det heller ikke – undgås, at vi spørger efter, hvad alt dette har med mennesket og dermed med os at gøre. Drøft med hinanden, hvad det betyder. Hvad betyder det for alle mennesker? Hvad betyder det særligt for os, der tror, at den treenige Gud: Gud, Kristus (Heb 1,2f) og Helligånden (Job 34,14f) – er skaber og opretholder af himlen og jorden (jf. f.eks. Es 40,28-31; 45,18-25)?
• Drøft evt., hvis I har lyst og tiden rækker, hvordan alt dette forholder det sig til udviklingslærens tale om død og overlevelse som “mekanisme” for den “tilfældige” udvikling af det, vi ser i dag.

Om mission og missionær i Guds hånd ud fra 2 Kor 4

I 2 Kor 4,7 skriver Paulus, at “denne skat har vi i lerkar”. Skatten er evangeliet, der fører til retfærdighed. Livet som tjenere for dette evangelium er, som det egentlig er for enhver kristen, fuld af lidelse og modgang. Evangeliets forkyndere har skatten i lerkar, som Paulus siger.

Skatten

Mission handler om den forkyndertjeneste, som ved den levende Guds Ånd fører til liv og retfærdighed. Det er Gud, der giver dueligheden hertil. Tjenesten for evangeliet har en herlighed, der overgår Moses’ tjeneste for loven. For mens loven fører til fordømmelse, fører evangeliet til retfærdighed og er derfor langt herligere (2 Kor 3). Menigheden i Korinth er netop blevet til, ved at Ånden har virket gennem Paulus’ forkyndelse af evangeliet.

Fordi Paulus har denne tjeneste, som han har fået af barmhjertighed, bliver han ikke modløs, understreger han: “Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed” (4,1).

Dette evangelium lyser og skinner i vore hjerter: “lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede”. Ja, Gud “har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt”. (4,4.6). Når loven og evangeliet gør sin gerning og skaber tro på Jesus, så tages det slør væk, som hviler over hjerterne, når Moses læses op. Fordi Paulus og evangeliets prædikanter har en sådan herlig tjeneste, bliver de ikke modløse.

Hvad prædiker disse prædikanter? Paulus siger, at “vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld” (2 Kor 4,5). Nok har de en sådan herlig tjeneste, som virkelig fører til retfærdighed (3,9), men de prædiker ikke sig selv, for det er ikke dem, der kan frelse eller virke tro. De prædiker derimod for det første Jesus Kristus (som) Herren. Jesus er Gud, som vi kender som Herren i GT. Jesus er også Herre. I 1 Kor 1,23 og 2,8 har Paulus sagt, at de prædiker Jesus Kristus, herlighedens Herre, som korsfæstet.

For det andet prædiker Paulus og hans medprædikanter om sig selv som tilhørernes tjenere (egt. slaver) for Jesu skyld (2 Kor 4,5). I vor tid kan det være nyttigt at bemærke, at rækkefølgen er, at Jesus er Herre og at prædikanterne dernæst er menighedens slaver for Jesu skyld. “Alting sker for tilhørernes skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære” (4,15).

Vigtigere er den tjeneste, de udfører for tilhørerne: at prædike evangeliet. Fordi den fører til retfærdighed og liv og altså er fuld af nåde og herlighed, skal der prædikes om den. Ikke fordi prædikanterne er noget i sig selv – at de duer til noget, skyldes jo Gud (3,5) – men fordi de udfører en tjeneste i Kristi sted og på hans vegne (5,20).

Denne skat har vi i lerkar, “for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (4,7). Dermed siger Paulus nok engang, at det slet ikke er dem selv, der virker gennem deres tjeneste. Det er Guds overvældende kraft, der virker. Det er ikke prædikanterne, men evangeliet, der er Guds kraft til frelse. Det er Ånden og evangeliet, der virker til retfærdighed og liv.

Det er en stor frihed og en stor trøst for såvel menighed som prædikanter, også og ikke mindst dem, der er missionærer. Men det er så også årsagen til, at vi har skatten i lerkar.

I 2 Kor 4,13 skriver Paulus med et citat fra Sl 116, at “Da vi har den troens Ånd, der står skrevet om: »Jeg troede, derfor talte jeg,« så tror vi, og derfor taler vi også”. Salmisten påkaldte Herren, der greb ind. Det er, fordi Paulus og hans medprædikanter har den samme troens Ånd som salmisten, at de tror og prædiker. Det er Ånden, der skænker tro og frimodighed for prædikanter til at prædike. De ved, at Gud vil oprejse Paulus og prædikanterne sammen med Jesus og lade dem stå frem sammen med tilhørerne (2 Kor 4,14). Trængsler og lidelse får dem ikke til at tie.

Lerkaret

At være prædikant medfører trængsler og modgang. Det er det, Paulus mener med lerkar. Men på grund af evangeliets tjeneste, der fører til retfærdighed og liv, bliver vi ikke modløse, skriver Paulus: “I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde” (2 Kor 4,8-9). Her er der tale om tjenestens og missionens grundvilkår. Paulus flere grunde til, at de bevarer modet under disse forhold.

For det første ser Paulus trængslerne og modgangen i lyset af den fornyelse, som dåben medfører: “Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag” (2 Kor 4,16). Vi er døbt til Kristus Jesus, til hans død og til hans opstandelse (Rom 6,3ff). Vi får lov til at se missionærlivet med dets trængsler og modgang i lyset af den gerning, Gud øver gennem dåben.

For det andet bliver trængslerne lette i lyset af fuldendelsen, i lyset af evangeliet og Kristi gerning. Det synlige, legemet og modgangen, forgår, men det usynlige, det indre menneske og Kristi kirke består og forgår ikke (v. 17f). Troen på opstandelsen (v. 14) medfører en forvisning om at være i Guds hånd under alle forhold. I lyset af evangeliet kan vi udholde trængsler og lidelse, ikke mindst for menighedens skyld. Tjenesten er virkelig i Guds hånd.

Dette grundvilkår for tjenesten sammenfatter Paulus således: “Derfor virker døden i os, men livet i jer” (4,12). Eller som han siger i 1,6: “Er vi i trængsler, er det, for at I kan trøstes og frelses”. En prædikant må derfor forvente trængsler og forfølgelse, ja, endda død, om så skal være. Til gengæld venter opstandelsen ved vor Herre Jesu Kristi genkomst.

Mission er altså i Guds hånd, fordi det er Ham, der virker i forkyndelsen af evangeliet. Missionæren er i Guds hånd, fordi lidelse og modgang, ja, selv døden, kun angår det ydre menneske; det indre menneske fornyes nemlig dag for dag, og på dommedag vil Gud oprejse dem, der hører ham til, fra døden.

* Let reformatteret udgave af artikel bragt i DEM-bladet, nr. 3, juni 2004.

For nogle uger siden bloggede jeg om Lazarus og den rige mand (se “Lazarus og den rige mand [Luk 16,19-31]“).

Siden har også René Vester blogget om denne lignelse i indlægget “Håb i Helvede.” Vesters pointe er ikke, at der findes mulighed for omvendelse efter døden eller at Helvede ikke findes. Tværtimod er håbet for dem, der i perioden frem til Jesu genkomst og verdensdommen befinder sig i Helvede, at nogle vil advare deres pårørende, som ikke er døde endnu.

Adventisten Lars Dorland har nu også skrevet et indlæg: “Lignelsen om Helvede.” Dorland argumenterer for, at denne lignelse ikke handler om mellemtilstanden, hvor der allerede er fældet en (foregribende) dom.

Adventisternes lærer traditionelt, at den evige fortabelse består i tilintetgørelse eller annihilation og at døden er en bevidsthedsløs tilstand. Det sidste hænger sammen med deres lære om mennesket, som hævder, at ånd, sjæl og legeme er en enhed, og at mennesket ikke har en udødelig sjæl (se for en kort gennemgang Wikipedias oversigt).

Dorland nævner i øvrigt ikke, at han er kritisk, fordi min og Vesters tolkning er i modstrid med den adventistiske lære. Men det er jo en mulighed, at det er derfor, han er det.

Jeg henviser i øvrigt kun til Dorland som eksempel, for der er mange andre, der har samme holdning.

I det følgende vil jeg kort referere og gendrive Dorlands argumenter.

Lignelse betyder ikke ‘u-sand’

Vester lægger selv op til Dorlands første kritikpunkt, fordi han nævner, at der er “bibellærere,” som mener, at Lignelsen om den rige mand og Lazarus ikke er “en lignelse,” men “en sand historie.” Et af argumenterne skulle være, at Abraham og Lazarus nævnes ved navn. Det plejer Jesus ikke at gøre i lignelser.

Dorland hævder heroverfor, at der er tale om en lignelse. Det afgøres nu ikke, som Dorland mener, af sammenhængen. Lignelse er en genre. Skulle det i øvrigt være tilfældet, så er Luk 16,14-18 jo ikke nogen lignelse. Men lad det være, for der er tale om en lignelse.

Det afgørende er imidlertid ikke, om der er tale om en lignelse. Det afgørende er, hvad lignelsen lærer os. I den forstand er en lignelse “en sand historie,” men den er ikke en historisk beretning som eksempelvis Luk 16,14-18.

Absurde detaljer?

Det er karakteristisk for vranglære, at man afviser, hvad Skriften klart lærer ved at lade det, man populært kalder fornuften, være herre. Der kan være tale om, at den materiale filosofi får lov at herske. Eller der kan være tale om, at man har dannet sig nogle læremæssige grundsætninger, som man ikke vil opgive.

Dorland hævder, at der er en række detaljer, “der om muligt gør historien endnu mere absurd, hvis man skal forestille sig, at den beskriver virkelige forhold.”

Englene og Abrahams skød

For det første er det ifølge Dorland absurd, at “englene fløj afsted med Lazarus og lagde ham i Abrahams skød.” Men den absurditet skyldes ikke, at teksten er svær at forstå, eller at det er i strid med Skriftens lære.

Tværtimod siger Jesus noget tilsvarende i Matt 24,31, som ikke er del af en lignelse:

Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se “Menneskesønnen komme på himmelens skyer” med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser. (Matt 24,30f)

Udtrykket ‘Abrahams skød’ skal ikke nødvendigvis forstås bogstaveligt. På den anden side er det fuldt ud muligt at forstå det bogstaveligt. Lazarus havde da samme plads i forhold til Abraham, som den discipel, som Jesus elskede, havde i forhold til Jesus (Joh 12,23). Eller han lå endnu tættere. Men som nævnt er det muligt, at det skal forstås i overført forstand. Han er da hos og sammen med Abraham.

Ingen opstandelse og dom?

Dorland henleder opmærksomheden på, at den rige mand vågner “op i flammerne, altså ingen opstandelse og ingen dom.”

At den rige mand er ‘i Helvede, hvor han pines’ … ‘i … luer,’ betyder, at han er under Guds vredes dom.

Tilsvarende er Lazarus altså under Guds nåde og barmhjertighed hos Abraham. Dette sidste lærer også andre steder i Skriften. Jesus siger til en af røverne, at “i dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,43). Det betyder ikke, at Jesu genkomst og det evige liv efter opstandelsen kommer samme dag. Det betyder derimod, at også han rent faktisk ikke kommer i Helvede, men direkte i Paradis.

Paulus skriver i 2 Korintherbrev, at

Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. (2 Kor 5,8).

Her lærer vi, at sjæl og legeme faktisk ikke er en ubrydelig enhed. Vi lærer også, at Paulus gerne vil bryde op fra legemet og i stedet være hjemme hos Herren. Paulus siger ikke et ord om, at der lige skal gå en lang periode i mellemtiden.

Lignelsen om Lazarus og den rige mand lærer os, at det ikke kun er dem, der tror, der allerede ved deres død får en foregribende del i den fuldendelse, der skal følge med Jesu genkomst, opstandelsen og dommen. Det gælder også dem, der går fortabt. Sådan som ordet ‘Helvede’ (gr. Hadês) også klart siger.

Kommunikation med en fortabt?

Dorland skriver endvidere:

Eller filosofér lidt over det næsten latterlige ved, at Abraham kommunikerer med én, der er gået fortabt.

Uden at ville det får Dorland sagt sandheden. Det er at filosofere, når man kalder Abrahams kommunikation med Lazarus for “det næsten latterlige.” Det er nemlig ikke, fordi Skriften lærer os, at det ikke kan lade sig gøre. Det er derimod de læremæssige eller “filosofiske” forudsætninger, som adventismen opererer med, der gør det “latterligt.”

Det betyder imidlertid ikke andet, end at adventisterne sætter deres “fornuft” højere end Skriftens klare lære. Hvis man som adventisterne lærer, at ånd, sjæl og legeme er en ubrydelig enhed, og at døden er tilstand uden bevidsthed, så er det måske nok “næsten latterligt.”

Hvis man derimod lader Skriftens lære stå, er det ikke latterligt. Slet ikke når det faktisk er Jesus, der lærer os.

Ingen mellemtilstand?

Dorland finder, at der er noget endnu “værre”:

Hvad værre er, den rige mand pines samtidig med, at livet går videre for hans brødre (v27) – dermed skrives al eskatologi og alt vi overhovedet ved om de sidste tider og om dommen ud af ligningen! For øvrigt, har Abraham magt til at rejse folk fra de døde? (v27)

Men Dorland har ret. Det er faktisk “værre,” nemlig for hans egen position. Han kan nemlig ikke vise, at teksten ikke siger det, den siger. Derfor er han nødt til at kritisere selve teksten.

Dorland er enten vildledt af sin egen (kirkes) vranglære eller uvidende om Skriftens eskatologi.

Eskatologi er nemlig ikke kun læren om, hvad der skal ske, når Jesus kommer igen. Det er også læren om, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi skal være indtil Jesu genkomst.

Jeg har allerede vist, at Skriften kender til mellemtilstanden. Faktisk vil jeg hævde, at denne lignelse er én af stederne, som klart lærer os om mellemtilstanden.

Lignelsen viser os, at frelse og fortabelse allerede er en realitet. Men den viser os også, at der stadig lever nogle, som der kan forkyndes for. Det gælder kun i tidsrummet fra et menneske dør og til det skal oprejses i opstandelsen.

Det er ikke en detalje, man kan ignorere. Det er tværtimod aspekter ved lignelsen, som dens hovedpointe bygger på.

Dorlands afsluttende spørgsmål om, hvorvidt Abraham har “magt til at oprejse folk fra de døde,” følger muligvis af Dorlands forudforståelse, men ikke af teksten, som den foreligger. Den rige mand taler ikke om opstandelse, men om at Lazarus skal sendes.

Selv i denne situation opfører den rige mand sig, som han plejer. Han tager som en selvfølge, at den fattige Lazarus skal sendes af hensyn til den riges familie.

Ingen Helvede?

Dorland er en dårlig tekstanalytiker samt en dårlig logiker. Han vil godt tale om “fortabelse,” men nægter at acceptere, hvad teksten direkte siger, nemlig at der er “flammer.” Nu kan det godt være, at “flammer” er billedsprog, nemlig på Guds og Lammets vrede (jf. “Guds og Lammets vrede [Åb 14,9-11]“).

Navnet Lazarus

Dorland forsøger at forklare, hvorfor Jesus kalder den fattige for Lazarus. Han mener, Lazarus får “personlighed” og “levendegøres.” Dorland mener også, at det kan ses som en reference til Lazarus i Joh 11.

Om der er en reference til Joh 11, er svært at vide. Ganske vist har de begge smagt døden, men pointen er jo ellers meget forskellig i de to tekster. I Luk 16,19-31 er der ikke tale om at komme tilbage fra døden, men om at Lazarus i modsætning til den rige mand allerede har del i glæden og livet hos Gud. I Joh 11,1-45 er det derimod Jesu opvækkelse af Lazarus, der er pointen.

I Joh 11,1-45 er det tænkeligt, at Lazarus’ navn også har en pointe. Men han hed jo faktisk Lazarus. I lignelsen er det derimod sandsynligt, at betydningen af Lazarus’ navn skal fremhæves: ‘Gud’s hjælp’ eller ‘Gud har hjulpet.’ Det er under alle omstændigheder rigtigt i begge tilfælde, at Gud har hjulpet.

Vandrehistorier?

Lars Dorland mener, at der kan være “en kæmpestor dimension, der er gået tabt, når vi almindeligvis læser Jesu lignelser, fordi vi ikke er bekendt med de folkemyter, han oprindeligt trak på.”

Hertil er for det første at sige, at det er ren spekulation, at der skulle være folkemyter, Jesus oprindeligt trak på.

Selv om man skulle kunne pege på visse paralleller mellem andet materiale og f.eks. Jesu lignelser, følger der ikke heraf, at Jesus har “trukket på” dette materiale.

Endelig er det i strid med den kristne forståelse af Skriften. For det placerer egentlig nøglen til en ret forståelse af Skriften uden for Skriften selv. Når denne nøgle tilmed blot er en forestilling, bliver det endnu mere absurd.

Konklusion

Der er mange gode argumenter for at afvise Dorlands kritik, bortset fra, at lignelsen om Lazarus og den rige mand er en lignelse. For så vidt Dorland giver udtryk for adventistisk teologi på disse punkter, er der altså også gode grunde til at afvise denne teologi.

I denne artikel fremdrages nogle væsentlige aspekter i Bibelens forståelse af opdragelse. I Bibelen finder opdragelsen i høj grad sted i familien, hvor særligt fædrene har et ansvar. En formaning til fædrene i Ef 6,4 peger på, at opdragelse ikke kun handler om at formidle viden og gøre børn “moralske”. Bibelsk opdragelse handler om selve gudsforholdet og det liv, der vokser derudaf. Det er hovedanliggendet i artiklen at fokusere på dette. Lov og evangelium, nåden, og dåbsliv er derfor centrale elementer i en bibelsk forstået opdragelse. Katekismeoplæring, bibelhistorie og efterhånden kontinuerlig læsning af hele Bibelen samt kirkegang bør være naturlig i en kristelig opdragelse.

Opdragelsesmandatet

“Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig”, læser vi i 2 Mos 20,12.

“Lyt til din fars formaning, min søn, afvis ikke din mors belæring” (Ordsp 1,8).

“Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt”, siger Paulus og henviser til det fjerde bud og dets løfte (Ef 6,1-3), hvorefter han føjer til: “Og fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning” (Ef 6,4).

Dette tekstudvalg viser tydeligt, at forældre (og på deres vegne også lærere og pædagoger) skal opdrage. Ja, det fremgår for så vidt allerede af, at det er Gud, der giver ægtepar befaling til at sætte børn i verden og velsigner dem (1 Mos 1,27f).

Den grundlæggende opgave for mennesket er egentlig at være vice-regenter på jorden (1 Mos 1,26).

Det er derfor helt naturligt, at forældre, ja, alle, giver nøje agt på Guds ord for at varetage denne opgave på bedste vis. Forældres gudgivne myndighed fastslås i De ti bud, men også andre steder i Skriften.

Men samtidig viser bl.a. Ef 6,4, at opdragelse har med selve gudsforholdet at gøre, hvad der harmonerer med, at det er Gud, der påbyder at ære far og mor.

Bibelske hovedpointer

Af Bibelens mangefacetterede udsagn om opdragelse kan følgende vigtige pointer siges at være vigtige.

Altomfattende

Familien og den opdragelse, som finder sted her, tjener dybest set til at lære børnene at tjene Gud i tro og gudsfrygt og som Guds vice-regenter på jorden. Det har syndefaldet ikke ændret. Den kristelige opdragelse er derfor egentlig altomfattende.

De ansvarlige og omfanget

Ud fra GT’s eget vidnesbyrd er det i høj grad fædrenes ansvar at opdrage børnene. Som det var tilfældet med Abraham (1 Mos 18,19), skal fædre dels selv lære, dels lære deres børn om Guds frelsesgerninger og hans bud (5 Mos 11,18f; 6,20ff; 2 Mos 13,8). Det foregår i praksis i et samarbejde forældrene imellem, jf. det fjerde bud og f.eks. Ordsp 1,8. Hele dette forhold kommer ofte til udtryk i Ordsprogene (f.eks. 4,1ff).

Opdragelse indebærer derfor i høj grad en formidling af viden, dvs. sandheden. Hele bibelhistorien gør dette især indirekte, mens andre dele af Bibelen gør det mere direkte. Der er tale om både troslære og etik, for nu at bruge vor tids sprog, og det skal man leve i og efter.

Guds-frygt og frelse

Men Ordsprogenes bog viser lige som Ef 6,4, at der er et større mål, nemlig Guds-frygt og frelse. Visdommen, som også handler om det praktiske liv, har netop at gøre med dette (Ordsp 1,7; 2,1–3,8). Salomon sætter en modsætning op mellem visdommen som en ungdoms hustru og dårskaben som den fremmede kvinde (Ordsp 2,16f; kap. 5). Her er det afgørende at notere sig, at Visdommen er Kristus (Ordsp 8,22ff; Matt 12,42 m.fl.). Salige er de, der holdes sig til hendes (Visdommens)/hans (Kristi) veje (Ordsp 8,32-36). Den fremmede kvinde, dårskaben, derimod fører til døden og dødsriget (5,5; jf. 2,18f og 8,36). Sønnen dør af mangel på opdragelse (5,23) – opdragelse skal her forstås mere omfattende end f.eks. blot moralsk oplæring – hvorimod opdragelse gør salig (3,13) og er ‘livets træ’ (3,18). Det er forståeligt, dersom Visdommen er Kristus og visdommen gives af ham.

Gudsfrygt kommer også ifølge NT af tro på evangeliet om Kristus. Paulus blev “udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden” (Tit 1,1-2).

Det primære ansvar

Såvel forældre som den kirkelige forkyndelse har altså denne opgave, men at forældrene har det primære ansvar, dementeres ikke i NT. I praksis var de første menigheder jo husmenigheder, så der var sikkert en nøje sammenhæng. Under alle omstændigheder skal børnene gennem oplæring og opdragelse kaldes til og bevares i tro og erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om et evigt liv.

Tro, håb og kærlighed er derfor lige så centrale elementer i GT som i NT, også når det gælder opdragelsen. Naturligvis kan forældre ikke skabe troen i børns hjerter, så lidt som en præst kan skabe tro i voksnes hjerter. Men man kan undervise, forkynde og anvende Guds ord ret forstået, så Guds Ånd kan virke derigennem.

Opfostring med Herrens opdragelse og vejledning

Som nævnt skal fædre ifølge Ef 6,4 ‘opfostre deres børn i Herrens opdragelse (gr. ‘paideia’) og vejledning’ (egen overs.).

Guds ord og Guds nåde skal opdrage

Et naturligt spørgsmål er da, hvordan man kan vide, hvad der er ‘Herrens opdragelse’. I 2 Tim 3,16f – et af de centrale udsagn, Bibelen har om sig selv – hedder det: “Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til den undervisning (i.e. i den sunde lære), til irettesættelse, til genoprejsning og til opdragelse (gr. ‘paideia’) i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (egen overs.). Ud fra sammenhængen handler det om den kirkelige undervisning og opdragelse, som fører til gode gerninger. Men v. 15 gør klart, at undervisningen af Timotheus er begyndt tidligt: “ … fra du var spædbarn kender du De hellige Skrifter, der kan gøre dig vis til frelse ved troen på Kristus Jesus” (egen overs.).

I Tit 2,11f hedder det som begrundelse for formaningerne i 2,1-10, at “Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden”.

Sagen er derfor, at vi dybest set skal opdrage ved at lade Guds ord og Guds nåde opdrage. Det fordrer selvfølgeligt, at vores opdragelse ikke alene indebærer at holde husandagter og lære børnene bibelhistorien med Guds doms- og frelseshandlinger, budene, og at lære dem at gå i kirke.

Målet er gudsfrygt og visdom

Et langt større mål for vores opdragelse er at lære børn den gudsfrygt og visdom, som fører til gode gerninger og et liv i gudsfrygt. Det er imidlertid intet andet end tro og gudsfrygt. Opdragelsen til at kende Bibelen og lære gudsfrygt er derfor ikke kun noget ydre og forstandsmæssigt. Det handler om at lære børnene Guds lov, så de kan erkende deres synd (jf. Rom 3,20), om at lære dem at kende og at leve af og i evangeliet og Guds nådefulde handlinger i forkyndelse, dåb, nadver og skriftemål, så De hellige Skrifter kan gøre børnene vise til frelse ved troen på Kristus Jesus (2 Tim 3,15), og om at lære dem, hvad et helligt liv, et liv levet i gudsfrygt og visdom, er.

Forældreforudsætninger

Naturligvis må forældrene derfor også selv leve under lov og evangelium. Ja, forældre må på Guds vegne forlange af børnene, at de opfylder De ti bud ret forstået. Det er forudsætningen for, at også børn kan få en sand forståelse af sig selv og lære at erkende deres synd og skyld. Forældrene må lige fuldt være rede til at lære børnene evangeliet om deres synders forladelse. De må altså være rede til at tilgive på både egne og Guds vegne, når børnene erkender deres synd og beder om tilgivelse.

Dåbsliv

Med andre ord skal børnene lære at leve i den frelsespagt, som Gud har indgået med os i dåben, og børnene skal lære at leve dåbslivet, hvor vi “har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført [os] det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse” (Kol 3,9f). Gudstjenesten er naturligvis centralt i denne sammenhæng.

Tro, virksom i kærlighed

Ud af denne sande gudsfrygt vokser – støttet af forkyndelse og undervisning – kærligheden. Det, der virkelig betyder noget, er tro, virksom i kærlighed (Gal 5,6). Ja, kærlighed er ifølge Paulus lovens opfyldelse, og loven opfyldes i den, der takket være Kristi gerning lever i lydighed mod Den Hellige Ånd (Rom 8,1-4). Tro, virksom i kærlighed, sand gudsfrygt (jf. 1 Tim 4,8; 6,3.11) eller visdom og alt, hvad der vokser derudaf, er og må derfor være opdragelsens mål, og derfor må Guds ord og nådens midler være rigeligt til stede i opdragelsen.

Katekismus og udenadslære

Luther’s lille katekismus – sammen med bibelhistorie – er derfor en usædvanlig god hjælp for vores opdragelse med de mål, der er skitseret ovenfor. Vi bør i øvrigt tage ved lære af et andet meget karakteristisk træk i GT, nemlig udenadslæren – kombineret med forståelse! Det vil nemlig præge os dybere og længere end vi gør os klart.

Specielt vedrørende GT

I GT er der bud og forskrifter, som ikke længere gælder for os, fordi de kun gjaldt for Israel. Men vi skal alligevel oplære vores børn i alt dette, for ellers kan vi ikke forstå Skriften i det hele taget. Det typiske indhold af bibelhistorie-“pensummet” er en god begyndelse, men det er vigtigt at få læst hele Skriften – igen og igen.

Alle GT’s dele profeterer om Kristus (Luk 24,44). Det gælder også f.eks. offerlovgivningen, som vi ellers let springer over. Endelig får vi i GT mange eksempler på tro, håb og kærlighed. Selv om der som nævnt er forskrifter, der ikke længere gælder, er der mange bud og principper i GT, der stadigvæk viser os Guds vilje.

Vi er løskøbt fra lovens forbandelse (Gal 3,13), men ikke fra loven, fra at gøre Guds vilje. Tværtimod. Ved tro har den kristne har fået Helligånden, som lærer os lydighed mod lovens krav (Rom 8,1-4). Kærlighed er lovens opfyldelse (Rom 13,8.10; Gal 5,14).

Afslutning

Ordsprogenes bog kan få lov at få de sidste ord:

“Opdrag din søn, så vil han give dig ro i sindet og fylde dig med glæde” (Ordsp 29,17).

“Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide” (Ordsp 13,24; jf. 23,13).

Til syvende og sidst er målet som nævnt sand gudsfrygt. Tankegangen i Ordsprogene og andre steder i Bibelen er, at tugt og opdragelse er bedre end ikke at nå til sand gudsfrygt og netop derfor nødvendig.

Men netop fordi tugten – ligesom loven og dens forkyndelse i øvrigt – ikke har som mål at ødelægge, men at føre til syndserkendelse og således tjene evangeliet, må tugten eller opdragelsen vælge passende midler. Her må kærligheden og den fornuft, der er taget til fange under Guds Ord (jf. 2 Kor 10,4f), råde.

Sand gudsfrygt og visdom fører til hellighed og kærlighed, som er opfyldelsen af loven og Guds vilje. Det er godt for børnene, men det giver også forældre og pædagoger det indre kompas, som vi har brug for i vores opdragelse og i vores liv i øvrigt.

* Let revideret udgave af artiklen “Bibelen og den kristelige opdragelse,” publiceret i Unikum (udg. af Pædagogisk Forening), nr. 2, juni 2003, s. 10-11.