Godnathistorier til dit barn

Find den rigtige historie

2025-09-14T17:51:00.002+02:00

Denne blog indeholder 59 godnathistorier, tre højtlæsningsromaner og en julekalender - men hvilken skal du vælge til dit barn?

LÅN PÅ BIBLIOTEKET

Vil du læse en af mine hstorier med billeder til?
Så lån 'Dumme lillebror, sagde krokodillebarnet' på e-reolen.
Find den her:
https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A38217054

Sjove historier

DD-Drengedetektiverne
Dennis og Dylan er på campingferie med farmor og farfar. Børnene åbner et detektivbureau, men det er ikke så nemt at finde et mysterium og opklare... I hvert fald ikke i begyndelsen...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/07/dd-drengedetektiverne.html

Uhyggelige historier

En branduhyggelig historie
Sofie gider ikke høre en puttenuttet godnathistorie. Den skal være uhyggelig, skal den
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/02/en-branduhyggelig-historie.html

Numsenapperen
Kalle griner af Liv, da hun fortæller om det frygtelige, væmmelige, skrækkelige og forfærdelige monster, der bor hjemme hos hende. Men en dag skal Kalle sove hos Liv...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/04/numsenapperen.html

Historien om David og Goliat
En genfortælling af historien om den lille, splejsede dreng, der kæmper mod den store kæmpe.
https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2019/09/historien-om-david-og-goliat.html

Eventyr

Prinsesse Prut
En sjov og spændende historie om dengang, prinsesse Prut blev fanget af en drage.
Du kan læse historien her:
Godnathistorier til dit barn: Historien om Prinsesse Prut
Du kan også se en video, hvor jeg fortæller her:
(1) Prinsesse Prut - YouTube

Troldenes hævn
Selv om det er vinter, er der ingen sne i Norge. "Det er jo troldene," råber gamle onkel Einar, men ingen vil høre på ham. Ingen andre end Esther og Sunniva.

https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2020/02/troldenes-hvn.html

Legenden om kænguruens pung
Tøjbamsen Hoppi kan kun fortælle ét eneste eventyr - et eventyr, der i tusinder af år er blevet fortalt af aboriginals i Australien, når de sad rundt om bålene.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2012/01/legenden-om-knguruens-pung.html

Maja og isdronningen
Først troede Maja, at en isdronning var sådan en, der kom med is til børnene - men det viste sig at være meget mere uhyggeligt...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/03/maja-og-isdronningen.html

Fisken Finn og havheksen
Finn er ulykkelig, fordi han synger så grimt, og så gerne vil være en berømt sanger. Han opsøger havheksen for at få hjælp, og hun sender ham ud på lidt af et eventyr.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2012/01/fisken-finn-og-havheksen.html

Gudernes hjelm
Troldmanden Griselda lokker de to børn, Eskild og Bo, ind i en eventyrverden, hvor de skal stjæle en hjelm fra Odin.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/01/gudernes-hjelm.html

Enhjørningen Ester
Da Ester kommer til at spise af det magiske græs, invaderer troldene dalen. Og Ester tør ikke fortælle, at det er hende, der har spist græsset.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/09/enhjrningen-esther.html

Prins Piv
De andre børn griner af Prins Piv og kalder ham for pivskid. Men da det kommer til stykket, er det alligevel ham, der klarer dragen. På hans egen måde.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/10/prins-piv.html

Drømmeknusen
En nat sætter Drømmeknuseren sine kolde læber på kongen børn og suger alt håb og alt mod ud af dem. Og så sætter kongen sig for at hjælpe sine børn, så de kan få livsmodet tilbage.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/10/drmmeknuseren.html

Farfars gave
Dette er et eventyr - men et helt ægte et af slagsen. Frit efter Torben Wanschers eventyr i Stillehavet
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/06/farfars-gave.html

Dragestuen
Ingen af børnene på Dragestuen i Knapdrup Børnehave vidste, hvorfor Dragestuen hed Dragenstuen - altså ikke før, der skete det der med Jonas og Julie... http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/04/dragestuen_14.html

Sørøver-historier

Sørøverskatten på Anholt
Advarsel: Der bandes og svovles i denne historie, og måske smitter det af på børnene...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/07/srverskatten-pa-anholt.html

Historier fra Indien

Historien om elefantguden Ganesh
En aften fortæller farfar Sofie en helt særlig godnathistorie. Det er den samme historie, som drengen Ganesh hører, da han skal sove på fortovet foran en togstation i en af Indiens største byer.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.in/2018/01/historien-om-elefantguden-ganesh.html

På vildveje i Mumbai
10-årige Aslak er på ferie i Indien. Sammen med sine forældre tager han en dag med på en guidet tur til et af Mumbais slumkvarterer. I starten er det bare spændende - men så farer Aslak vild. For større børn +10.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.in/2018/01/pa-vildveje-i-mumbai.html

Den store toiletkamp
På en rejse til Indien fortæller farfar en temmelig fjollet godnathistorie om en pruttende prins. Historien er inspireret af alvorlige fakta om faren ved manglende toiletter og dårlig hygiejne i Indien.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.in/2018/01/den-store-toiletkamp.html

Historier fra Noge

Troldenes hævn

Selv om det er vinter, er der ingen sne i Norge. "Det er jo troldene," råber gamle onkel Einar, men ingen vil høre på ham. Ingen andre end Esther og Sunniva.
https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2020/02/troldenes-hvn.html

De to kusiner
En lille historie om forskelle mellem Danmark og Norge.

https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2020/02/de-to-kusiner-en-lille-historie-om.html

Historier med et pædagogisk twist

Prins Pyt
Hvis dragen skal bekæmpes, er den navnløse prins nødt til at lære at sige pyt, når noget går ham imod.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/10/prins-pyt.html

Læseleg: Skattejagten
En dag får farfar et mystisk brev, der ligner et skattekort. Men brevet kan kun læses af børn, der lige er ved at lære at læse.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/09/lseleg-skattejagten.html

Da Sanne blev genert
Sanne er super genert - men mormor giver hende et fif, så hun kan overkomme genertheden
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/02/da-sanne-blev-genert.html

Holger, hvor er du, Holger, kom frem nu
Da Holger bliver væk i den store skov, husker han heldigvis, de råd hans mor har givet ham
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/03/holger-hvor-er-du-holger-kom-frem-nu.html

Al magt til børnene
En dag møder Karl og Katrine en fe, der opfylder deres ønske: At børnene må bestemme alt. Men det viser sig slet ikke at være så godt, som de troede.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/02/al-magt-til-brnene.html

Et regneeventyr
Farfar fortæller Sofie et ganske særligt eventyr: "Du kan kun høre historien, hvis du kan regne stykkerne," siger han.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/04/et-regneeventyr.html

Bertrams juleønske
En lidt mere alvorlig historie om jul og alkohol. For ældre børn +8 år.

https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2019/11/bertrams-julenske-om-jul-og-alkohol.html

Tryllehulen - en historie om at være skilsmissebarn
Efter at forældrene er blevet skilt, savner Pelle sin far. En dag får han sit højeste ønske opfyldt, men det er ikke altid lykken...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/05/tryllehulen-en-historie-om-at-vre.html

Med en hilsen til andre historier...

Pippi bliver til
Farfar fortæller Sofie historien om dengang, Astrid Lindgren fandt på Pippi
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/06/pippi-bliver-til.html

Drengefælden
Maja fortæller om Ole Lunde Kirkegaards historie om Egon og Albert, der lavede en tøsefælde - og så beslutter hun og Liv sig for at bygge en drengefælde
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/05/drengeflden.html

Da Emil blev fanget i værkstedet
Emil fra Valby leger, at han er Emil fra Lønneberg - og så er det lige ved at gå helt galt...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/02/da-emil-blev-fanget-i-vrkstedet.html

Historien om David og Goliat
En genfortælling af bibelhistorien om den lille dreng, der overvinder den store kæmper.
https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2019/09/historien-om-david-og-goliat.html

Historier om børnehave-og skolelivet

Overnatningen
Pelle bliver totalt skuffet, da overnatningen i børnehaven bliver aflyst. Men så finder han på en plan. Hans egen plan...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com.es/2013/02/overnatningen.html

Fedthalemusen
I børnehaven tror de andre, at Jakob lyver, da han fortæller, at han har fået en fedthalemus i julegave. Men Jakob lyver ikke - til gengæld er det ved at gå helt galt, da han tager fedthalemusen med i børnehave
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/01/fedthalemusen.html

Da vennerne blev uvenner
En morgen vil Lea-Olivia ikke i børnehave, for hun er blevet uvenner med dem, hun plejer at være venner med. Heldigvis har hun en rigtig dejlig storesøster, Clara.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/11/da-vennerne-blev-uvenner.html

Farvel børnehave
I mange måneder har Sofie glædet sig til at blive stor og stoppe i børnehaven. Men da dagen kommer, er det slet ikke sjovt. Det viser sig at være svært at sige farvel til vennerne
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/06/farvel-brnehave.html

Da Søren og Sara stak af fra SFOen
Det kan være svært at starte i SFO, når man var rigtig glad for sin børnehave - og en dag beslutter Søren og Sara at stikke af...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/08/da-sren-og-sara-stak-af-fra-sfoen.html

Mia-Luccas venner
Mia-Lucca har svært ved at sige, hvem der er hendes allerbedste ven. For hun har så mange - og så forskellige - venner i børnehaven.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/11/mia-luccas-venner.html

Historier om dyr

Da haren narrede løven
Farfar fortæller Sofie en afrikansk myte om dengang, løven lavede en aftale med de andre dyr om, at den kun ville æde ét dyr om dagen - og at dyret til gengæld selv skulle komme og lade sig æde.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2014/02/da-haren-narrede-lven.html

Da Kanin snød Giraf og Elefant
Farfar fortæller Sofie en afrikansk myte om den dovne, dovne kanin, der satte giraffen og elefanten i arbejde.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2014/02/da-kanin-snd-giraf-og-elefant.html

Red dinosaurerne
Uzair er frygtelig ked af, at alle dinosaurerne døde, da en meteor ramte jorden for 62 millioner år siden. Men så får han sin onkel Umair til at hjælpe med en tidsmaskine.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/03/red-dinosaurerne.html

Kalle Kanin og Gribbeungen Gert
Kalles mor har sagt, at Kalle aldrig, aldrig må lege med gribbe. Men da han en dag forsvinder, er det gribbeungen og gribbefaderen, der redder ham.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/09/kalle-kanin-og-gribbeungen-gert.html

Lily - den heldige havskildpadde
Lily var en meget speciel havskildpadde. Hun var hvid, og det er der kun én ud af en million havskildpadder der er. Og så var hun heldig. Meget heldig
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/03/lily-den-heldige-havskildpadde.html

Søren Zebra og den lumske leopard
Søren Zebra havde set, hvad Zebra-far gjorde, når de ældre brødre blev voksne: Han råbte, at de skulle skride
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/05/sren-zebra-og-den-lumske-leopard.html

Hajen og søkoen
Hanne Haj drømmer om at blive en lyserød haj - og Søren Søko vil være blå. Men hvad sker der, hvis drømmen bliver til virkelighed?
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/02/hajen-og-skoen.html

Albert
En ret sørgelig historie om et ægtepar, der ikke kan få børn - og i stedet får hunden Albert
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/06/albert.html

Fødselsdagsgaven
'Ding-dong-dinosaurus,' siger Emils storesøster, Maja, for Emil ønsker sig ikke andet end dinosaurus-ting. Og til hans fødselsdag får han en rigtig levende en...
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/11/fdselsdagsgaven.html

Julekalender. Nisserne i troldeskoven
Begynd med afsnit 1 her:
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/11/smugkig-i-julekalenderen-nisserne-i.html
Find oversigt over kapitlerne her:
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/10/nisserne-i-troldeskoven-oversigt.html

Historiske historier

Emil Christian og den halve kongerække
Emil Christian får fingrene i en magisk bog, hvor billederne bliver levende, så man kan se, hvad der skete for mange år siden - og så oplever han, hvad der skete for kongerne Christian
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/03/emil-christian-og-den-halve-kongerkke.html

Rasmus Røv får en lærestreg
Sofie elsker, når farfar fortæller om dengang, han var dreng - men farmor er ikke så glad, når det handler om Rasmus Røv.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/05/rasmus-rv-far-en-lrestreg.html

Slaget på Anholt
Når man går på stranden på Anholt, går man faktisk på en slagmark. Farfar fortæller Sofie om slaget mod englænderne, der fandt sted for 200 år siden
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/07/slaget-pa-anholt.html

Bennys første flyvetur
Sofie og farfar klatrer op til helikoterlandingspladsen på Anholt, og farfar fortæller historien om dengang, man kun kunne sejle fra øen - og om den første sygetransport i flyver, hvor et barn blev reddet.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/07/bennys-frste-flyvetur.html

Historier til nogle af årets særlige dage

Stjernen over Betlehem
Farfar fortæller Sofie, hvorfor vi holder jul - og hvad der ligger bag de mange traditioner.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2016/12/stjernen-over-betlehem-historie-til-den.html

Store bededag: Guf-guffeli-guf
Hvorfor spiser vi varme hveder til store bededag - eller store hvededag, som Sofie kalder det.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2017/05/historie-til-store-bededag-guf-guffeli.html

Første maj og uhyret
Hvorfor holder vi første maj? Og hvordan var det at være barn dengang, de første første maj demonstrationer blev holdt?
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2017/05/frste-maj-og-uhyret.html

Den lange fredag
Da farfar vil putte Sofie bliver hun sur: Hun skal da ikke i seng nu, når det er langfredag...
En historie om påsken
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2017/04/den-lange-fredag.html

Og væk var han - historie til Kristi Himmelfart
Farfar fortæller Sofie om Kristi Himmelfart - og sammen finder de på deres egen Kristi Himmelfarts-historie.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2017/05/og-vk-var-han-historie-til-kristi.html

Tunger af ild - en pinsehistorie
Farfar fortæller Sofie historien om drengen Julius, der for 2000 år siden tilfældigvis blev øjenvidne til det, pinsen handler om.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2017/05/pinsehistorie-tunger-af-ild.html

Mortens Aften
Farfar fortæller Sofie, hvorfor vi fejrer mortens aften.
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2018/05/mortens-aften.html

På rejsen

Skattejagten
Med denne historie kan børnene tage på 'skattejagt', mens de kører i bil eller tog. Der er indbyggede opgaver, og de voksne skal bare sørge for et stykke papir, en mønt og en gevinst i form af slik eller lignende
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/05/skattejagten.html

Andre historier

Trylle-Pelle
Da Pelle fortæller, at han har fundet nogle ægte tryllebær, griner de andre af ham. Men måske kan Pelle virkelig trylle
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/08/trylle-pelle.html

3-2 til Løgn-Hans
En historie til de lidt ældre børn - om at blive presset til fodbold og lyve for at redde æren.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2012/05/3-2-til-lgn-hans.html

Drømmedukken
Mia får en magisk dukke fra Vestafrika og oplever, hvordan det er at være barn i Benin.
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2014/02/drmmedukken.html

Højtlæsningsromaner

Heksehjerte
Farfar efterlader en magisk nøgle til børnene Jonas og Julie - en nøgle, der fører til det magiske land Eventyrlia.
Højtlæsningsroman i ti kapitler. Se indholdsfortegnelsen her:
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html

Røde Njal
Njal drømmer om at blive en rigtig viking, men han har et voldsomt temperament, og det er hans værste fjende.
Højtlæsningsroman i otte kapitler. (Bemærk at den er til lidt ældre børn). Se indholdsfortegnelsen her:
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2015/02/rde-njal-indholdsfortegnelse.html

Julekalender. Nisserne i troldeskoven
Begynd med afsnit 1 her:
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/11/smugkig-i-julekalenderen-nisserne-i.html

Find oversigt over kapitlerne her:
http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/10/nisserne-i-troldeskoven-oversigt.html

JULEHISTORIER

Julekalender. Nisserne i troldeskoven

Begynd med afsnit 1 her:

http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/11/smugkig-i-julekalenderen-nisserne-i.html

Find oversigt over kapitlerne her:

http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/10/nisserne-i-troldeskoven-oversigt.html

Stjernen over Betlehem

Farfar fortæller Sofie, hvorfor vi holder jul - og hvad der ligger bag de mange traditioner.

http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2016/12/stjernen-over-betlehem-historie-til-den.html

Bertrams juleønske

En lidt mere alvorlig historie om jul og alkohol. For ældre børn +8 år.

https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2019/11/bertrams-julenske-om-jul-og-alkohol.html

Da julemanden fik julestress i julen

En historie om at julen ikke altid behøver være perfekt.

https://godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/2011/11/da-julemanden-fik-julestress-i-juli.html

LÅN PÅ BIBLIOTEKET

Vil du læse en af mine hstorier med billeder til?
Så lån 'Dumme lillebror, sagde krokodillebarnet' på e-reolen.
Find den her:
https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A38217054

Da Emil blev fanget i værkstedet

2023-02-28T00:30:00.001+01:00

”Moar, Emil kan ikke komme ud. Han er spærret inde.”

Maja kom løbende hen til restauranten på hotellet, hvor far og mor sad og drak the. For et øjeblik siden havde hende og Emil leget rigtig godt, sådan som de tit gjorde, når de var på ferie.

”Skal vi ikke lege, at jeg er Emil,” havde 3-årige Emil sagt – og så mente han ikke Emil fra Valby, men Emil fra Lønneberg.

Den var 5-årige Maja med på, og lidt efter havde ham frække Emil igen lavet ulykker.

Læs mere »

Den lange fredag

2021-03-18T11:51:00.005+01:00

”Nej, farfar, jeg skal da ikke i seng nu.”
Sofie så sur ud.
”Det er jo langfredag i dag, og så skal det jo være en lang dag,” sagde hun. Farfar smilede.
”Åh, Sofie,” sagde han, ”det er altså ikke derfor, det hedder langfredag. Kom så skal jeg fortælle dig hvorfor.”
Da Sofie lidt efter lå under dynen, begyndte farfar at forklare:
”Du har hørt om Jesus, ikke, ham der er Guds søn, eller det mener jeg og rigtig mange andre i hvert fald, at han er. Når det er juleaften, så fejrer vi den dag, hvor Jesus blev født, og når det er langfredag, så sørger vi over den dag, hvor han døde.”Læs mere »

Historien om Prinsesse Prut

2021-02-24T21:20:00.002+01:00

- Fortæl en uhyggelig historie, farfar. Og en sjov historie.

- Nej, Sofie, du får kun én historie.

- Ja, men så skal det være en historie, der både er uhyggelig og sjov. Den skal handle om en prinsesse, der bliver fanget af en drage. Og om… og om en prut og en lort, der havner på prinsessens hoved.

- Nej, Sofie, den slags historier fortæller jeg ikke.

- Jo, farfar. Det er lige den historie, jeg vil høre.

Farfar puttede dynen rundt om Sofie.

- Okay, så lukker jeg døren, så farmor ikke kan høre, hvad jeg fortæller… Der var engang en prinsesse, der var så yndig, så yndig. Hun havde lange lyse slangekrøller, store blå øjne og en fornem lyserød strutkjole. Hun talte altid pænt og nydeligt, og kom aldrig med bandeord. Der var kun én ting, der ikke var så yndigt ved prinsessen, og det var, at hun slog…

- Slog hun, spurgte Sofie. Slog hun sin lillebror?

- Nej, sagde farfar.

- Slog hun vejrmøller?

- Nej.

- Slog hun på tromme?

Farfar sænkede stemmen:

- Nej. Hun slog prutter.

Prinsesse Prut slog de mest modbydelige prutter, der fik alle hofdamerne til at vifte sig om næsen med deres lyserøde lommetørklæder.

- Bwadr, der lugter af æg, hviskede den ene.

- Nej, af rødkål, sagde den anden.

- Prinsesse Prut bliver aldrig gift, sagde den tredje. Og dét var hofdamerne enige om.
- Prinsesse Prut bliver aldrig gift, sagde de i kor.

Men prinsessen gad heller ikke blive gift. Ikke med en yndig prins i hvert fald. Ikke med sådan en, der gik i fine prinseklæder med guldtråd i siden, og altid sad pænt, og altid gjorde som de voksne sagde. Hvis prinsessen skulle giftes, skulle det være med stalddrengen Tom. Ham havde hun kendt, siden de begge var små børn, og dengang havde de altid haft det så skægt sammen. De havde hoppet i høet, klappet fårene og løbet om kap mellem mælkejungerne.

Men da prinsessen blev 13 år, havde hendes far, kongen, forbudt hende at lege med Tom.

- Nu er du er en rigtig prinsesse. En yndig pige, der ikke leger med en stalddreng. Du kan øve dig på at synge nogle prinsessesange eller sy, havde hendes far sagt. Og siden den dag havde prinsessen aldrig mere været sammen med Tom. Hun havde ikke engang fået lov til at sige farvel til ham, selv om han var hendes bedste ven. Og når hun nu sad i tårnværelset og kiggede over mod stalden, så hun ham nogle gange løbe omkring. Så red han på hestene, eller fodrede fårene, og så blev prinsessen så trist.

’Jeg savner Tom’, tænkte hun.

På samme tid i den anden ende af landet sad en drage i sin dragehule. Han følte sig lidt ensom, og besluttede sig for at flyve ud i verden for at finde en rigtig prinsesse, som han kunne gifte sig med. Han fløj over bjerge, skove og søer, og til sidst kom han til kongeslottet, hvor prinsessen lå og sov i tårnværelset.

- Og hvad så, spurgte Sofie. Fangede han så prinsessen?

Farfar nikkede.

- Ja, det gjorde han. Mens hun lå med lukkede øjne og snorksov, stak han pludselig sit kæmpe dragehoved ind ad vinduet, hev fat i prinsessens lyserøde natkjole, og fløj bort med hende hængende i gabet.

- Var der ikke nogen, der så hende og kunne hjælpe hende? Hvad med alle vagterne, var der ikke nogen vagter på slottet, spurgte Sofie.

Farfar rystede på hovedet.

- Alle vagterne sov. Kongen havde ikke troet, at der var nogen, der kunne finde på at bortføre en pruttende prinsesse, så han havde ikke passet godt nok på hende. Men heldigvis var der én der så, at dragen fløj bort med prinsessen, og det var Tom.

Tom var nemlig gået ud for at se på stjerner, da han pludselig så silhuetten af en drage flyve op mod himlen. I gabet hang der noget og dinglede, og da Tom i det samme fornemmede en let stank af æg og rødkål vidste han, at det var prinsessen, der var blevet fanget.

                      Resolut sprang han op på sin hest, og red af sted efter dragen.
                      - Og hvad så, spurgte Sofie, hvornår kommer det med lorten, der havnede på prinsessens hoved?
                      - Det kommer, det kommer, svarede farfar.

Da prinsesse Prut vågnede, kiggede hun ned, og så til sin store skræk, at hun var højt oppe i luften. Hvis hun faldt ned nu, ville hun slå sig ihjel. Og da hun kiggede op, blev hun endnu mere forskrækket, for da så hun, at hun hang i et dragegab.

- Slip mig fri, sæt mig ned, sagde hun, men dragen ændrede ikke kurs. Han fortsatte bare hen over søer, skove og bjerge, og heldigvis for prinsessen fløj han ikke særlig hurtigt. Ikke hurtigere end at Toms hest kunne følge med nede på jorden - kun lidt bagefter dragen.
Til sidst nåede de frem til dragehulen. Den var dyb og mørk, men dragen spyede ild, og tændte faklerne på væggen. Prinsessen kunne se, at de var fulde af spindelvæv med store edderkopper i.

- Er her ikke dejligt, sagde dragen. Her skal du bo og være min kone, og jeg skal nok lære dig at spy ild.
- Nej, tænkte prinsessen, hvis jeg skal giftes, skal jeg giftes med Tom.

Men hun sagde ikke noget.

Hjemme på slottet havde hendes far, kongen, opdaget, at prinsessen var væk. Der lugtede helt anderledes, men det gjorde ikke kongen glad.
- Min dejlige datter skal hjem, sagde han. Og så udlovede han en dusør: Dén der kunne få hans datter tilbage, måtte få lov at gifte sig med hende.

- Hvornår kommer det med lorten, der havnede på prinsessens hoved, gentog Sofie.
- Det kommer, det kommer, svarede farfar. Nu skal du høre, hvad der skete hos dragen.

Prinsessen kunne ikke lide at være i dragehulen, men hun fik ikke lov til at gå ud.

- Du skal blive og være min kone, sagde dragen.

                      - Skal du ikke ud og hente noget mad til os, spurgte prinsessen, for så tænkte hun, at hun kunne stikke af imens.
                      - Det kan jeg godt, sagde dragen, men hvis du stikker af, så fanger jeg dig, og putter dig ned i mit dragehul.
                      - Jeg stikker ikke af, svarede prinsessen, men det gjorde hun selvfølgelig.                         Lige så snart dragen var ude af hulen, løb hun hen til indgangen, så hun kunne holde øje med ham. Hun så, hvordan han strakte sine store dragevinger ud, og fløj op mod himlen. Da dragen var blevet en lille prik på himlen, løb prinsessen ud.
                      - Jeg vil væk, væk, væk, tænkte hun, og begyndte at løbe ned af bjergsiden. Hun gled i mudderet, og slog sit ben, så hun ikke kunne løbe særlig stærkt, og kort efter hørte hun en uhyggelig lyd. Flaks, flaks, flaks.
                      - Jeg sagde du ikke skulle stikke af, brølede dragen, for det var ham, der flaksede.
                      Og så løb prinsessen endnu stærkere. Det gjorde ondt i benet, men hun løb og løb, mens sveden dryppede ned ad hendes ryg.
                      - Du skal i mit hul, brølede dragen. Og i det samme mærkede prinsessen en drageklo på ryggen. Hun blev løftet op i luften, og selv om hun skreg, førte dragen hende tilbage i hulen. Han skubbede en sten væk, og prinsesse Prut kunne se ned i et dybt hul.
                      - Der skal du ned, sagde dragen vredt, og så slap han hende, så hun faldt ned gennem hullet.
                      - Åh, nej, jeg slår mig, nåede hun lige i tænke, men hun slog sig ikke. Hun landede ganske blødt. Alligevel ville hun ønske sig, at hun havde slået sig, for det bløde var dragelort. Dragelort, der lugtede fælt.
                    Højt over hende hørte hun dragen le uhyggeligt højt.
                      - Ha, ha, ha. Så kan du lære ikke at stikke af. Og hvis du så meget som prøver på det igen, binder jeg dig med mit reb!
                      Og så skete det klammeste, der nogensinde var sket for prinsessen. Dragen brugte nemlig dragehullet som toilet, og lidt efter fik Prinsesse Prut sit livs værste brusebad. Først så hun bare de store grønne drageballer komme ned mod hullet, så alt lys forsvandt, og så mærkede hun dragelorten glide ned over hende.
                      - Adddddrrrrr, skreg prinsessen, inden dragen sluttede af med at slå en prut. Lige i hovedet på hende:
                      - FFFFFSSSSSCCCCHHHHH, sagde det.
                      - Ha, ha, ha, nu flyver jeg ud og finder noget mad, og nu ved jeg, at du ikke stikker af, sagde dragen.

                      Heldigvis for Prinsesse Prut var Tom nået frem til dragehulen. Han havde gemt sig bag en busk, og så nu hvordan dragen for anden gang bredte sine store dragevinger ud og forsvandt som en lille prik på himlen. Da han var væk, løb Tom ind i hulen.
                      - Pr-u-u-ut, hvor er du, råbte han.
                      - Her, og her er forfærdeligt. Hjælp mig op, svarede prinsessen.
                      Tom så sig om i hulen. I hjørnet lå den rulle reb, som dragen havde tænkt at bruge til at binde prinsessen. Tom kastede rebet ned til prinsessen, og hev hende op. Hun så skrækkelig ud med dragelort på den lyserøde natdragt.
                      - Kom, vi skynder os, sagde Tom, og så løb de ud til hans hest, der var bundet til busken.

I en flyvende fart red de afsted. Tom sad forrest og Prinsesse Prut sad bagerst. Pludselig opdagede hun noget på himlen. En lille sort prik, der blev større og større.

”Dragen,” skreg hun, ”dragen kommer.”

Tom gav hesten et lille spark.

”Hurtigere,” råbte han, ”hurtigere, hurtigere.”

Hesten satte farten en smule op, men det gik alt, alt for langsomt. Dragen kom tættere og tættere på, og nu kunne Prinsesse Prut høre den brøle.

”Hurtigere,” skreg hun. ”Få den til at ride hurtigere.”

”Det kan jeg ikke,” sagde Tom. ”Jeg sparker alt, hvad jeg kan. Den kan ikke ride hurtigere.”

”Lad mig,” sagde prinsesse Prut. ”Lad mig komme forrest.”

Mens de byttede plads, kom dragen tættere og tættere på.

”DU SKAL IKKE STIKKE AF FRA MIG,” brølede den.

Og så slog prinsesse Prut den største prut, hun nogensinde havde slået.

Lige i hovedet på hesten.

En forfærdelig stank bredte sig, og så kan det ellers nok være, at hesten fik fart på. Den galoperede afsted i den vildeste fart, så dragen igen blev en lille prik bag dem.

”Fantastisk Prut,” råbte Tom, ”den stikker af fra lugten.”
Gadagung, gadagung, gadagung gik det. Ned af bjerge, gennem skove og langs med søer. Undervejs stoppede de, så prinsesse Prut kunne få et bad og vaske alt den klamme dragelort af. Til sidst nåede de hjem til slottet, og da de kom ridende ind på gårdspladsen klappede alle. Kongen løb ned og omfavnede sin datter.

- Åh, hvor er det dejligt at se dig! Og lugte dig! Du lugter helt som dig selv, sagde han.

- Tak fordi du har reddet hende, sagde han til Tom.
- Hun reddede nu også sig selv, sagde Tom, uden hendes prutter havde vi aldrig klaret den.

- Det er nemlig rigtig sagde prinsesse Prut. Og nu vil vi gerne giftes.

Og så blev der holdt et kæmpe bryllup, der varede i tre dage og tre nætter. Alle dansede og festede og havde det skønt.
Farfar lagde lidt mere dyne rundt om Sofie.

- Var den både uhyggelig og sjov, spurgte han.

Sofie svarede ikke.

Hun var allerede faldet i søvn.
- Nå, men det var i hvert fald historien om prinsessen, der blev fanget af en drage… Og om en prut, og en lort, der havnede i prinsessens hoved.

Her flyver dragen med Prinsesse Prut - tegnet af Maja, 5 år.

Tak til Maja på 5 og Emil på 3, der ville høre om en drage, der slog en prut på en prinsesses hovede.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Troldenes hævn

2020-02-24T19:23:00.009+01:00

”Det er virkelig mærkeligt,” sagde tante Lea, da de sad i køkkenet og spiste tomat-fiskesuppe på vinterferiens første dag. ”Det er aldrig sket før, at sneen slet ikke er faldet. Der plejer altid at være nogle uger med sne, men i år er der ikke faldet så meget som et eneste fnug.”

Esther så ned i tallerkenen. Hun var så skuffet, at hun kunne græde. Så meget havde hun glædet sig til at stå på ski. Og så var der bare regn og brune bjerge – eller fjelde, som de kaldes på norsk.Læs mere »

De to kusiner - en lille historie om forskelle mellem Danmark og Norge

2020-02-17T10:02:00.002+01:00

Skal du til Norge med dine børn? Så vil denne lille historie om forskellene mellem Norge og Danmark være sjov at læse.

Der var engang to kusiner, der på en måde var meget forskellige. Sunniva boede i Norge. Esther boede i Danmark.

Når Sunniva havde fødselsdag, blev kagen pyntet med det norske flag, der var rødt med et blåt kors med hvide kanter. Når Esther havde fødselsdag, kom det danske flag i kagen. Det var rødt med et hvidt kors i midten.

Når Sunniva kiggede ud ad vinduet på hendes værelse, kunne hun se de høje bjerge, der kaldes fjelde på norsk. Når Esther trak sit gardin væk, kunne hun kun se flade marker.

Juleaften spiste Esther and eller flæskesteg, mens Sunniva spiste pindekød, der var en ret lavet af fårekød.

Læs mere »

Bertrams juleønske - om jul og alkohol

2019-11-21T09:23:00.004+01:00

En lidt mere alvorlig historie om jul og alkohol. For ældre børn + 8.

Bertram gøs ved synet af den julepyntede villa.

”Wov,” sagde hans bedste ven, Nikolaj, mens han begejstret pegede på de blinkende lyspærer, der tilsammen dannede en jubelglad julemand med rensdyr og kane. ”Det hus ser jo fantastisk ud.”

Bertram trak på skuldrene.

”Er det ikke lidt overdrevet,” spurgte han.

”Nej da. Jeg kan ikke få nok af jul.”

Det kunne Bertram så godt.

Få nok af jul, altså. Af alle årets måneder var december den værste. Og af alle decembers dage var den 24. den allerværste.

”Tjo, det er da meget hyggeligt,” løj han.Læs mere »

Historien om David og Goliat

2019-09-01T20:51:00.006+02:00

Historien er skrevet til 5.A på Ellebjerg Skole.

”Åh, nej,” sagde Sofie, da hun lå i sengen og skulle puttes af farfar.

”I morgen skal vi ha´ mit hadefag. Jeg ha-a-a-a-ader kristendom.”

”Nå,” sagde farfar og puttede dynen rundt om Sofie. ”Hvorfor hader du dog kristendom?”

”Fordi det er så kedeligt, farfar. Du aner ikke, hvor kedeligt det er. I morgen skal vi høre noget om David og filipisterne.”

Farfar lo.

”Filistrene,” sagde han. ”I skal sikkert høre om David og filistrene. Og tro mig: Den historie er ikke kedelig. Uhyggelig, ja. Kedelig? Nej!”Læs mere »

Oversigt over julekalenderen 'Nisserne i troldeskoven'

2018-12-01T08:56:00.003+01:00

Nisserne i troldeskoven er en sjov og spændende julekalender for hele familien. Den handler om nissebørnene Julie og Julius, der gør oprør mod de fæle trolde.

Her kan du se en oversigt over kapitlerne:

Læs mere »

Mortens aften

2018-05-31T13:27:00.001+02:00

Da hele familien havde spist and, vaskede farfar og Sofie op.
”Hvorfor er det egentlig, at vi altid spiser and, når det er Mortens aften,” spurgte Sofie og tørrede et glas af.
”Og hvorfor er det overhovedet Mortens aften?”
Farfar smilede.
”Ved du ikke det, Sofie. Så skal jeg tage dig med på en tidsrejse. Luk øjnene.”
”Jeg kan da ikke tørre af, når jeg lukker øjnene,” sagde Sofie.
”Nej, nej. Drop opvasken. Stil dig ud på gulvet. Luk øjnene,” gentog farfar.
Sofie stillede sig ud på gulvet med armene ned langs siden.
Så lukkede hun øjnene. Læs mere »

Pinsehistorie: Tunger af ild

2018-05-15T11:22:00.001+02:00

Sofie strakte sig i sengen.
”Fortæller du ikke en godnathistorie, farfar? Det er jo pinse.”
”Tjoeh… Ved du overhovedet hvorfor, vi holder pinse?”
Sofie rystede forventningsfuldt på hovedet.
”Nej, men når historien er færdig, gør jeg.”
”Okay,” sagde farfar. ”Pinsen er en helligdag, ligesom fx juleaften og langfredag.”
”Jeg er med,” sagde Sofie, ”så pinsen har noget med Jesus at gøre.”
”Nemlig. Pinse betyder 50 på græsk, og man fejrer den for at mindes det, der skete 50 dage efter påske. Altså 50 dage efter at Jesus stod op af graven.”
Sofie nikkede og snoede sit røde hår rundt om pegefingeren.
”Jeg er stadig med. Men hvad skete der? Var der nogen, der blev født? Ligesom Jesus blev født juleaften.” Læs mere »

Første maj og uhyret

2018-05-01T05:30:00.002+02:00

”Duft engang Sofie! Det der er da lige til at blive sulten af.”

Farfar pegede på en stor grill, hvor pølserne lå og spruttede.

Det var første maj, og parken var fuld af folk. I et stort telt talte en mand ned i en mikrofon. Noget om arbejdere og vilkår og sammenhold. Ude foran sad de voksne med store fadøl, og der var ponyridning og hoppepude til børnene.

”Kom! Vi skal have en pølse. Og så fortæller jeg dig om første maj,” sagde farfar.

”Første maj,” gentog Sofie. ”Hvad er første maj?”

Farfar slog ud med armene.

”Det her er første maj. Første maj er en fest. Med taler og sange og sjov til børnene, men det er ikke det, historien handler om. Den handler om, hvorfor vi holder første maj. Og om dengang din tip-oldefar, Aksel, var dreng.”
Farfar betalte for pølser og brød, og så satte de sig i skyggen af et træ.Læs mere »

Den store toiletkamp

2018-01-23T11:40:00.001+01:00

På en rejse til Indien fortæller farfar en temmelig fjollet godnathistorie om en pruttende prins. Historien er inspireret af alvorlige fakta om faren ved manglende toiletter og dårlig hygiejne i Indien.

Da Sofie skulle puttes, var hun sur.”Jeg synes, det lugter, det toilet. Og man kan kun skylle ud, hvis man hælder vand ned fra en spand. Og der kravler myrer på væggene. Og i går så jeg en kæmpestor ulækker bille.””Ja, ja, Sofie. Du skal nu bare være glad for, at vi har et toilet,” sagde farfar.”Har et toilet? Alle mennesker har da et toilet,” sagde Sofie.Farfar rystede på hovedet.”Næh, Sofie, det har de overhovedet ikke. Og jeg tror, det er det, godnathistorien skal handle om i dag.”

Læs mere »

Historien om elefantguden Ganesh

2018-01-16T07:01:00.002+01:00

En aften fortæller farfar Sofie en helt særlig godnathistorie. Det er den samme historie, som drengen Ganesh hører, da han skal sove på fortovet foran en togstation i en af Indiens største byer.

”I aften vil jeg fortælle dig en helt særlig godnathistorie,” sagde farfar, mens han puttede dynen rundt om Sofie.
”Det er den samme historie, som Ganesh får fortalt i aften.”
”Ganesh? Hvem er Ganesh,” spurgte Sofie.
”Ganesh er en dreng på din alder. 8 år er han. Og han bor i en af Indiens største byer, der hedder Mumbai.”
”Går han så i skole ligesom mig,” spurgte Sofie.
”Nej. Desværre. Godt nok er det meningen, at alle børn i Indien skal gå i skole, og det er gratis, men Ganesh er nødt til at hjælpe sine forældre med at skaffe penge. Ellers har de ikke råd til mad,” forklarede farfar.

Læs mere »

På vildveje i Mumbai

2018-01-11T07:15:00.003+01:00

10-årige Aslak er på ferie i Indien. Sammen med sine forældre tager han en dag med på en guidet tur til et af Mumbais slumkvarterer. I starten er det bare spændende – men så farer Aslak vild. For større børn +10.

Egentlig var det kattens skyld. Hvis Aslak ikke havde opdaget den, var der nok aldrig sket noget. Men mens han gik gennem Mumbais største slumkvarter, fik han pludselig øje på den mest mærkelige kat, han nogensinde havde set. Den lignede nærmest en kæmpestor rotte.”Aj, se lige den der,” sagde Aslak og pegede, men hans far hørte ikke efter. Han var travlt optaget af at lytte på guiden, der førte dem rundt mellem kvinder, der sad på jorden og rullede små dejklumper flade.”Det er deres job Aslak. De sælger dem,” sagde hans far.

Læs mere »

Nisserne i troldeskoven - kapitel 24

2017-11-24T08:55:00.004+01:00

Det var den 24. december. Klokken var lige præcis tolv, midnat, men det opdagede hverken Julie eller Julius. De klamrede sig bare rystende til hinanden.
Mens Julius holdt om sin søster, tænkte han på det, der lige var sket.
”HUUUUAAARRRRHHHHH, ” havde dragen hvæset. Inden den spyede ild. En lang flamme, der stod ud af gabet på den. Julius havde mærket heden brede sig, og i lyset fra flammen så han Julie komme løbende med hævet sværd.
”HUUUUAARRRRRRHHHHH,” havde dragen hvæset igen. Inden den sendte en ny flamme af sted. Lige med kurs mod Julie.
Det næste, der var sket, var sket meget hurtigt. Men når Julius tænkte på det, var det som om, han så det i slow motion – langsom gengivelse af en film:
Julie, der stoppede op. Julie, der kastede sig på jorden. Julie, der så flammen over hendes hoved.
Julius, der løftede sværdet. Julius, der sigtede mod dragehjertet. Julius, der slap sværdet.
Sværdet, der fløj gennem luften. Sværdet, der ramte dragen. Sværdet, der borede sig ind i dragen. Dragen, der sank sammen. Dragen, der blødte. Dragen, der brølede. Brølede en sidste gang:
”HUUUAAAAARRRRRHHHHHH!!!!”

Julius mærkede, at Julie havde tårer på sin kind. Og han opdagede, at det var fordi, han selv græd af lettelse.
Så hørte de jubelråbene.
”Julius, Julius, du har slået dragen ihjel. I klarede den! I klarede den!”
De andre bedsteforældre kom løbende ud af fangehullet, mens de råbte i takt:
”Julius, Julius, hurra for Julius! Julie, Julie, hurra for Julie.”
Inde i hovedet var det som om, Julius også hørte farmors stemme:
”Sådan, Julius, du klarede den. Jeg vidste, du ville klare den.”
”Er det så slut nu? Er troldenes magt forbi,” spurgte Julie. Hun lød næsten lidt forundret. Som om det havde været lettere, end hun havde troet, det ville være.
”Ja, det skulle det jo være,” sagde farfar.
Henne foran fangehullet snorkede de to vagter stadig, men med et stoppede den ene. I stedet satte han sig op. Kiggede sig forvirret omkring.
”Hva’, hva’ sker der her,” spurgte han.
”Julius har slået dragen ihjel, så troldemagten er forbi,” svarede Julie.
”Troldemagten? Jeg har da heller ikke lyst til at have nogen troldemagt. Jeg vil bare hjem til min familie,” sagde vagten og vækkede sin kollega.
”Dragen er død,” fortsatte han, ” og jeg har det også helt mærkeligt. Jeg har slet ikke lyst til at være ond og grum mere. Jeg har bare lyst til at komme hjem, og være sammen med mine børn og min kone.”
Den anden vagt satte sig op. Også han så lidt forvirret ud.
”Ved du hvad, jeg har det på samme måde, jeg vil også bare hjem. Kom lad os gå.”

”De er slet ikke onde mere,” sagde Julius forundret.
”Næh, troldemagten er forbi. Det er det, der er det fantastiske,” sagde mormor med et kæmpe smil.
”Kom,” sagde farfar, ”vi må også se at komme hjem.”
Og så gik de alle sammen hånd i hånd gennem troldeborgen. Farfar, morfar, mormor, far, mor, Julius og Julie. Overalt så de trolde, der langsomt vågnede op, og de sagde næsten alle sammen det samme:
”Jeg har det så mærkeligt. Jeg har slet ikke lyst til at være ond mere. Jeg vil ikke være grum eller dum mere. Jeg vil bare hjem. Hjem til min familie.”
”Det vil jeg også,” sagde farfar, ”jeg vil hjem, hjem, hjem.”
Og så gik de alle sammen ud af troldeborgen, og gennem skoven.
”Det er ikke nogen troldeskov mere. Det er bare en skov,” sagde Julie.
Og så endelig, endelig nåede de hjem. Hjem til nissehulen. Allerede ude foran kunne Julius dufte dét. Kager. Konfekt. Gløgg og risengrød.
Farmor åbnede døren op og bredte armene ud. Én efter en krammede hun dem alle sammen. Så sagde hun noget med en stemme, der var ved at bruse over af glæde:
”Jeg vidste det. Jeg vidste, at I ville komme tilbage.”

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Nisserne i troldeskoven - kapitel 23

2017-11-24T08:55:00.003+01:00

Det var den 23. december. Klokken var 23.00, og farfar så meget bekymret ud.
”Om en time er det den 24. december, og vi skal have bekæmpet dragen inden. Ellers er det for sent,” sagde han.
Julie var lige ved at græde. ”Jeg er bange. Den kan spy med ild og alt muligt. Tænk hvis den brænder os…”
Farfar rynkede panden.
”Hm… Jeg kan ikke bekæmpe dragen, for det kan kun børn. Men måske kan jeg hjælpe jer… Vi skal have dragen til at koncentrere sig om mig, så I kan snige jer ind på den og stikke den.”
Julius nikkede.
”Det er ikke nogen dårlig ide, farfar. Men hvordan kan du så undgå at blive brændt? Hvordan undgår vi, at den spyr ild efter dig?”
Nu brød Julie ind:
”Hvad ved vi om drager,” spurgte hun, ”vi må samle al den viden, vi har om drager, og så må vi lægge en plan. Kom herhen alle sammen.”

Julie og Julius kaldte de tre bedsteforældre og deres forældre til sig. Alle syv stod i en rundkreds.
”Okay, Julie, hvad ved du om drager,” spurgte Julius.
”De har grønne øjne. Den her har i hvert fald. Det så vi selv.”
”Og dig, mormor?”
”De kan lide flødeboller. Eller det kan denne her i hvert fald.”
”Farfar?”
”Hmm…. De kan flyve.”
”Og dig far, hvad ved du om drager?”
”De skal stikkes i hjertet, hvis de skal dø. Og hjertet sidder lige i brystet. Under dragegabet.”
”Hvad siger du, mor?”
”Jeg synes I har sagt det, der er at sige om drager…”
”Og dig, morfar, hvad ved du om drager,” spurgte Julius.
”Ja, de kan jo spy ild, som du siger.”
”Altid? Kan de altid spy ild,” spurgte Julius.
”Det ved jeg ikke. Jeg har engang hørt om en drage, der blev kildet af en kæmpe. Og så kunne den ikke spy ild, mens den grinede.”
”Kunne den ikke spy ild,” spurgte Julius, ”fordi den grinede?”
Morfar nikkede: ”Sådan har jeg i hvert fald fået historien fortalt.”
”Godt,” sagde Julius, ”så må vi få dragen til at grine.”

Nu blev Julie ivrig:
”Vi kan jo i hvert fald ikke kilde den. For så skal vi tæt på, og så kan den jo nå at brænde os inden.”
Julius nikkede.
”Mmmmhhhh. Måske kan vi fortælle den noget sjovt. Men hvad synes drager er sjovt?”
”Jeg tror i hvert fald ikke bare den griner, hvis vi siger: Prut,” sagde Julie.
”Jeg tror heller ikke, det er nok, at der er en, der falder over sine egne ben,” sagde mormor.
”Nej,” sagde farfar, ”men hvad plejer folk at grine af? Er det ikke for det meste, når der sker noget overraskende, noget de ikke har regnet med?”
Julius lænede sig lidt frem og sagde:
”Den regner i hvert fald ikke med, at du farfar, vil gå til angreb på den med en… med en… med en ske.”
”Nej,” sagde farfar, ”og det er nok det tætteste, vi kommer på en plan. Jeg prøver at få dragen til at grine af mig, så den ikke spyr ild, og imens den holder øje med mig, sniger I jer ind på den. Og så stikker I den i hjertet.”
”Det lyder altså ikke som nogen særlig god plan,” sagde Julie.
”Nej,” sagde farfar, ”men det er den bedste, vi har. Kom. Klokken er allerede 22 minutter i tolv.”

Julie, Julius og farfar gik ud af fangehullet. Fangevogterne lå stadig og sov, og farfar tog en lille træske fra en af deres tallerkener.
”Hold jer bag mig,” sagde farfar, ”og først når dragen er helt optaget af mig, skal I løbe frem.”
”HUUUUUAAAAAARRRRR,” hvæsede dragen. Julius kunne se dens grønne øjne lyse.
”Hurra, siger du hurra. Er der nogen, der har fødselsdag,” spurgte farfar.
”HUUUAAAARRRHHHH,” svarede dragen.
Farfar trådte et par skridt frem.
”Jeg er kommet for at bekæmpe dig. Jeg er stærkere end dig, og jeg har et våben du ikke kan modstå,” råbte han.
”HUUUUAARRRRHHHH,” hvæsede dragen, og spyede en lang, rød ildflamme af sted. Flammen oplyste gangen foran farfar, og farfar med. Han stod med sit lange, hvide skæg og en træske i hånden, mens han prøvede at lave et meget, farligt ansigtsudtryk.
Nu kom der en ny lyd fra dragen.
”Huha,ha,ha,ha,ha,” sagde den.
”Den griner. Så er det nu,” sagde Julie, og så løb hun og Julius frem. Hurtigt, men lydløst.
”Hu, ha, ha, ha, ha, ha,” fortsatte dragen.
Farfar blev ved med at råbe:
”Og jeg har flere farlige våben. For eksempel har jeg mit skæg. Jeg pisker dig med mit skæg.”
Han svingede sig lange, hvide skæg frem og tilbage.
”Hu, ha, ha, ha, ha.” Dragen blev ved med at grine, mens dens grønne øjne hoppede op og ned.
Julius knugede sværdet.
Nu gjaldt det om at være hurtig. Virkelig hurtig. Hvis først dragen så ham, og den spyede sin ild imod ham, ville det være for sent.
”Hvis du spyr ild mod mig, så, så, så puster jeg på dig,” råbte farfar.
”Hu, hu, hu, hu, hu, hu, hu,” grinede dragen.
I mørket hørte Julius skridt. Løbende skridt. Det måtte være Julie, der satte af sted.
’Bare dragen ikke hører hende’ tænkte Julius. Klokken var to minutter i tolv. Om to minutter ville det være for sent. Så hvæsede dragen igen:
”HUUUUAAAAARRRRRRR!!!”

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Nisserne i troldeskoven - kapitel 22

2017-11-24T08:55:00.002+01:00

Klokken var 22.00, og der var to timer til juleaftensdag begyndte.
Julie og Julius løb af sted i mørket.
”Far! Mor!”

Inde i alt det sorte, hørte de en stemme:
”Min søn! Min datter!”
Julius løb langt foran Julie, der kom bagefter ham med kalenderlyset. Han kunne ikke se en hånd for sig, men pludselig mærkede han nogle arme, der lukkede sig om ham.
”Min søn, min søn,” var der en stemme, der sagde. En stemme, han genkendte. En stemme, der mindede ham om knus og kram, godnatsange og morgenhistorier.
”Mor,” sagde Julius, ”mor, mor, mor.”

Julius mærkede at hans mor holdt ham fast og kyssede ham.
”Min søn, min søn, hvor er jeg glad for, at du er her,” sagde hun.

Ved siden af kunne han fornemme, at Julie også blev krammet.
”Far,” sagde Julius, og så mærkede han moderen slippe grebet. En anden tog over og gav ham et ordentligt knus. Duften af far strømmede ind i hans næsebor. En duft, der mindede ham om knus og kram, lege og eventyr.
”Far, far, far,” sagde Julius.
Og så var der nogen, der kom med kalenderlyset, som Julie havde tabt i bar befippelse over at være sammen med forældrene. I flammens skær kunne Julius skimte en ældgammel nisse med et langt, hvidt skæg, der næsten nåede helt ned til jorden.
”Farfar,” sagde han. Og så var der flere kram.

”Morfar. Og mormor,” udbrød Julius, da han forstod, hvem de andre gamle nisser var.

En tid var alting bare så godt. Julius mærkede glæden strømme igennem sig.

”Kom, lad os synge en sang. En velkomstsang,” sagde hans mor. Og så sang de på den samme melodi som den, de engang havde sunget for troldeungen, men teksten var en helt, helt anden. (Melodien er Skorstensfejeren gik en tur).
Julius, Julie er nu her. Julius, Julie er nu her, er nu her, Julius Julie er nu her

Åh, de ska ha kys og kram, åh de ska ha kys og kram, kys og kram, åh, de ska ha kys og kram

Morfar, mormor, far og mor, morfar, mormor, far og mor, far og mor, morfar, mormor, far og mor

Farfar, han er også her, farfar, han er også her, også her, farfar han er også her

Alle er vi sammen nu, alle er vi sammen nu, sammen nu, alle er vi sammen nu

Julius kunne næsten ikke vælge. Skulle han kysse sin mor? Skulle han kramme sin far? Skulle han holde farfar i hånden? Skulle han ae mormor? Skulle han stryge morfar over håret? Han prøvede at gøre lidt af det hele, og gik lykkelig fra den ene dejlige nisse til den næste.

Da der sådan var gået lidt fantastisk tid, sukkede farfar dybt.

”Jeg er ked af at sige det, Julius og Julie, men vi har ingen tid at spilde. Jeg er nødt til at fortælle jer noget meget vigtigt. Kom herhen til mig.”
Julius og Julie rykkede tættere på. Farfar holdt kalenderlyset frem for sig, så de kunne se hans ansigt.

”Det er snart juleaften, sagde han, og juleaften har troldene haft magten i 50 år – og så slipper de den aldrig. Der er kun ganske kort tid tilbage til at kæmpe – og I må kæmpe.”

”Hvorfor os,” spurgte Julius.
Igen sukkede farfar dybt.

”Fordi jeg er kommet i tanke om det, min egen farfar fortalte mig, og som han havde fået at vide af hans farfar, der havde hørt det fra sin farfar: ’Engang vil troldene tage magten i troldeskoven, men de har den kun, så længe dragen lever. Bliver dragen bekæmpet, er troldenes magt forbi. Men kun et barn kan bekæmpe dragen. Den er beskyttet af magi, så den ikke kan slås ihjel – men magien gælder kun for voksne.’”

”Hvor vildt,” sagde Julie. ”Skal vi kæmpe mod dragen?”

”Hold da op, mand, så er en bjørn jo ingenting. Og jeg var bange for bjørnen,” sagde Julius.
Farfar tog dem begge to i hånden.

”Sådan er det desværre. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det for jer, men I er de eneste, der kan klare opgaven.”
Julie så ud som om, hun pludselig havde forstået en helt masse.

”Så var det derfor, der var skilte om, at der ikke måtte komme børn ind på troldeborgen. De er simpelt hen rædselsslagne for, at et barn skal komme herind og bekæmpe dragen.”

Julius nikkede.

”Okay, men hvordan gør vi det? Vi har ikke engang nogen våben at bekæmpe dragen med.”
Nu blandede farfar sig:
”Vagterne. De sovende vagter foran fangehullet har et sværd hver. Det må I gå ud og hente, og så skal jeg lære jer at kæmpe.”

Som sagt, så gjort, og Julius og Julie hentede sværdene. Vagterne snorkede stadig. Den næste halve time trænede farfar begge sine børnebørn.
”Se her, I svinger sværdet fra side til side. Det forvirrer dragen,” sagde han.

”Og sådan. Hak. Lige imod den. Og hug. Oven fra og ned.”

Julius og Julie prøvede nogle gange. De blev lidt bedre og kunne nemmere og mere præcist ramme dét de ville.
Farfar klappede dem begge to på skuldrene.
”Godt børn, nu tror jeg, at jeg har lært jer, hvad jeg kan nå at lære jer på så kort tid. I skal nok klare den.”

Julius og Julie nikkede.
”Ja, da. Vi klarer den,” sagde Julius.
Men han var ikke sikker.

Han var faktisk overhovedet ikke sikker. Og klokken var næsten 23.00, så der var kun en time tilbage til juleaftensdag. En time til det ville være for sent.

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Nisserne i troldeskoven - kapitel 21

2017-11-24T08:55:00.001+01:00

Klokken var 21.00. Der var tre timer til den 24. december, og Julie og Julius ventede i køkkenet. Troldeungen, der jo nu var en stor troldepige, snorkede.
”Hvor længe tror du, vi skal vente,” spurgte Julius. ”Hvornår tror du, hun har delt grøden ud – og de alle sammen er faldet i søvn?”
”Aner det ikke,” svarede Julie.
”Gid vi havde noget mere usynlighedsdrik,” sagde Julius, ”så kunne vi nemt komme rundt på troldeborgen.”

Julie nikkede.

I det samme hørte de skridt udenfor køkkendøren.

”Kom. Om bag sækken,” hviskede Julius.
De nåede lige akkurat at gemme sig, da døren gik op.
”Troldetøs, jeg er sulten,” sagde en stemme.

Ind trådte to store vagttrolde i hver sin kappe, der var fyldt med blå V´er.
”Hvad søren, sover du? Hm. Og der er ikke mere grød. Og jeg er drøn sulten.”
Den ene vagttrold gik gennem køkkenet og direkte over mod Julie og Julius. Julius kunne mærke sit hjerte hamre.

”Nå, så må jeg klare mig med et par rådne æbler.” En stor troldehånd blev stukket ned i sækken. Den var så tæt på Julius, at han kunne se de lange, sorte troldehår.

”Grib,” råbte trolden og kastede et råddent æble til den anden trold.
”Mums,” sagde han.
”Ah, du, der er noget mere grød dér. Troldetøsen har ikke fået spist det hele. Hun har levnet på tallerkenen, og det kan vi dele,” sagde den første vagttrold begejstret.

Fra sin plads bag sækken kunne Julius se, hvordan han stak skeen i grøden og først gav den anden, og så sig selv en ordentlig mundfuld. Lidt efter drattede de begge omkuld og snorksov.

”Hold da op, Julie, det var tæt på. Vi må gå nu. Tænk hvis der er nogle trolde tilbage, der ikke har spist af grøden… Hvis de opdager, at der ligger så mange trolde og sover, gætter de nok, at der er noget i galt.”
Julius stemme var fuld af bekymring. Det samme var Julies, da hun sagde:

”Du har ret. Vi må skynde os.”
De to nissebørn løb gennem de mørke gange. Forbi den ene fakel efter den anden. Mange steder kunne de høre snorkelyde, og på gulvet lå sovende trolde.

”Kom, vi skal nedad. Ned, ned, ned, fangekælderen er nede,” sagde Julius, da de kom til den første forgrening, hvor de kunne vælge mellem to veje. Og sådan fortsatte de. Ned, ned, ned.

”Gad vide hvor den drage er. Du har da chokoladeflødebollerne, ikke Julie,” spurgte Julius.
Julie nikkede.

”Råh – pyh… råh – pyh….”

En stor trold lå hen over gangen og spærrede alt imens han snorkede.

Julie og Julius sprang over ham og løb videre. Ned, ned, ned. Julius vidste ikke helt, hvor længe de havde løbet, men pludselig kunne han en høre en lyd, der ikke lød som noget, han havde hørt før. Det var noget, der bevægede sig. Tungt. Som en flodhest. Og så lød der en hvæsen.

”Julie,” sagde Julius og hev hende i armen. ”Det er dragen. Jeg tror, det er dragen, vi kan høre.”

Der var mørkt, og Julius havde kun lyst til én ting: At vende og løbe den anden vej. Julie skubbede ham blidt frem.

”Kom nu, Julius, vi er de eneste, der kan gøre det,” sagde hun.

Så så de noget grønt i mørket. Noget rundt, der lyste.

”Det er dragen. Det er dragens øjne,” sagde Julius.
”HUUUAAARRRR,” hvæsede dragen.

”Hurtigt, Julie, flødebollerne,” sagde Julius.
Han kunne kun lige skimte Julie, der tog rygsækken ned fra skuldrene og fiskede noget op af den. En flødebolle, gik han ud fra.
Hun kastede den gennem luften. Lige hen imod de lysende grønne øjne.
”HUUUAAARRRR,” hvæsede dragen igen.
”Bare den nu virkelig kan lide de flødeboller,” sagde Julius.
”HUUUAAARRR-MUM-MUM-MUMS,” lød det nu fra dragen.
”Godt, Julie, kast flere hen til den,” sagde Julius, imens han fortsatte frem mod de grønne øjne.
”HUUUAAARRRR,” hvæsede dragen.
”Kast flere flødeboller, Julie nu,” skreg Julius.
- HUUUAARRRMUM-MUM-MUMS,” lød det fra dragen.
Sådan fortsatte det. Julie og Julius gik tættere og tættere på, og Julie blev ved med at kaste flødeboller. Til sidst passerede de lige forbi de grønne øjne og om på den anden side.
”Kast flere,” sagde Julius.
”Det er den sidste,” svarede Julie.

”HUUUAAARRRMUM-MUM-MUMS,” lød det bag dem. Så løb de. Alt hvad de kunne. Rundt om et hjørne, og så rundt om et mere. Ned, ned, ned.
- Spæn! Alt hvad du kan,” sagde Julius.

De løb, og løb og løb, indtil der pludselig ikke var mere gang. Med et brag røg Julius ind i væggen.

”Av, av, av, av! Pas på, Julie,” råbte han, og så nåede hun lige at stoppe. Der var helt bulder ragende mørkt, og et sted i alt det sorte, lød en snorkelyd. Dragen var derimod helt stille.

”Hvad nu, hvad gør vi nu, Julie,” sagde Julius. Han var helt desperat.
”Ja, det ser sort ud,” svarede hun.
”Sort ud. Det sorteste mørke. Lyset. Det må være nu, vi skal bruge kalenderlyset,” udbrød Julius.

Og så fiskede Julie lyset frem fra tasken. Med en tændstik lavede hun en flamme. Nu kunne børnene se, hvor de var: Lige foran et stort gitter, der var låst med en hængelås. Foran lå to vagter og snorkboblede.
”Det må simpelt være fangekælderen. Skynd dig. Se om vagten har nøglerne i lommen,” sagde Julie.
Julius lagde sig på knæ og stak hænderne ned i vagtens lommer. De var helt tomme.
”Prøv den anden,” foreslog Julie.
Og denne gang var der bid. Julius fiskede en stor sølvnøgle op, og stak den i låsen.
”Yes, den virker,” sagde han.
Julie og Julius hjalp hinanden med at åbne gitterporten. Den var tung, men det gik.
Julie holdt lyset frem for sig, så de kunne se i mørket.
”Hallo,” råbte hun, ”er der nogen? Det er Julie og Julius.”
Langt væk fra hørte de en stemme.
”Julie. Julius. Kom ind til mig.”

I lysskæret så Julius Julie smile. Så råbte de i munden på hinanden:
”Ja, mor vi kommer nu!”

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Nisserne i troldeskoven - 20. december

2017-11-24T08:55:00.000+01:00

Klokken var 20.00, og der var fire timer til den 24. december.
”Det er altså totalt mærkeligt at være usynlig,” hviskede Julie.

Julius nikkede, men det kunne Julie jo ikke se.
”Gad vide hvor køkkenet er henne,” spurgte han.

”Aner det ikke,” svarede Julie, ”vi prøver at gå den vej.”
Gangene i troldeborgen var lavet af sten. Der var dunkelt, men ikke mørkt. Store fakler på væggene lyste op.

”Hvad mener du med dén vej? Jeg kan jo ikke se, hvilken vej du går,” sagde Julius. Det var virkelig totalt mærkeligt at være usynlig – og tale til én, der også var usynlig. Så mærkede han en hånd på skulderen.
”Kom, Julius, vi holder hinanden i hånden.”
Ind i mellem hørte de trin på gangen. Så klemte de sig helt op af muren, mens en eller flere trolde gik forbi dem. Af og til opsnappede de brudstykker af en samtale.
”Og der må under ingen omstændigheder komme børn herind! Du kender godt det gamle sagn om, at et barn er den eneste, der kan bekæmpe dragen,” sagde en af dem.

”Snart er det overstået. Om mindre end fire timer er det juleaften, og så har vi haft magten i 50 år. Og så kommer vi aldrig til at slippe den igen. Så er det for sent at slå dragen ihjel,” sagde en anden.

Julie og Julius havde ikke noget overblik over, hvor længe de fór rundt på gangen. På jagt efter køkkenet. Først i den ene retning, og så i den anden.

”Vi må snart finde det køkken. Ellers ender det med at usynlighedsdrikken holder op med at virke, sagde Julius. Men de blev ved med at gå forkert. Måske gik de i ring. Endelig, endelig kunne Julius lugte noget. Mad. Julies hånd gav ham et klem.

”Vi er på rette vej, Julius.”

For enden af dén gang, de gik på, dukkede et stort køkken op. I midten slikkede flammerne træet iet ildsted. Over det hang en stor, sort gryde. Der lugtede af grød. En troldepige, som så ud til at være cirka på Julie og Julius alder, måske lidt yngre, rørte i gryden.

”Bliver den klam, grøden,” spurgte en anden, lidt ældre, troldepige.

”Ja, da,” svarede den første troldepige, ”og det bliver også den sidste grød, vi kommer til at lave i år. Af en eller anden grund er alle vagttroldene vildt bange for børn, så vi skal gå, når vi har delt grøden ud.”

”Jeg henter lige noget mere mælk på lageret,” sagde den anden.
”Fint, men husk at den skal være sur. Ellers bliver grøden ikke klam.”
Julius mærkede Julies hånd give ham et klem. Så slap hun ham.

Han håbede, at hun tog flasken med sovemiddel og hældte den ned i grøden, men han kunne jo ikke se det.
Julius stod bomstille. Han anede ikke, hvad der skete. Om Julie havde styr på tingene, eller om hun ikke havde.

Så hørte han pludselig troldepigen skrige.

”Ahhhhh!!!! Hvor kom du fra!”
Julius kiggede ned af sig selv, og til hans store gru, kunne han både se sine hænder, sine arme og sine ben. Vagtdragten med de blå V´er, slaskede om benene, og man kunne se noget af hans røde nissedragt.

”En nisse! Du er en nisse,” skreg troldepigen og løb hen imod ham. Julius kunne ikke se, Julie nogle steder. Han ville løbe, men snublede i vagtdragten. Så mærkede han troldepigen gribe ham i armen.

”En nisse. Jeg har fanget en nisse,” sagde hun.

Troldepigen tog fat i et reb, der lå på gulvet og bandt det fast om Julius.

”Hold, da op, min far bliver stolt af mig. Så er jeg altså en rigtig vagttrolde-datter,” sagde hun.

Julius kiggede nærmere på hende. Det røde hår var meget usædvanligt. Og hun var datter af en vagttrold.

’Det må være hende,’ tænkte han, ’hun er vagttroldens datter. Troldungen. Hende farmor lige fortalte os om.’

”Jeg slæber dig med hen til vagterne nu,” sagde troldepigen.

”Vent, lidt,” prøvede Juliu, ”jeg tror, vi kender hinanden.”

Og så tog han chancen og begyndte at synge.

”Troldeungen åd en rotte, troldeungen åd en rotte, åd en rotte, troldeungen åd en rotte.”

Troldepigen så overrasket på ham.

”Den kender jeg. Den hørte jeg, da jeg var barn.”

Troldepigen faldt ind i melodien og sang sammen med Julius:

”Troldeungen åd en rotte, troldeungen åd en rotte, åd en rotte, troldeungen åd en rotte.”

”Kan du ikke huske den? Du hørte den, dengang du var fanget hos os. Vi sang den for dig for at trøste dig,” sagde Julius.

Troldepigen tøvede lidt.
”Jo, jeg kan godt huske den, men jeg tager dig alligevel med til min far.”
”Ja, ja, det kan jeg godt forstå. Du er en trold, og jeg er en nisse… men…. Du kan godt være lidt sød ved mig, ligesom jeg var sød ved dig. Lad mig få lidt at spise inden, du fører mig hen til vagttroldene.”
Pigen så lidt rådvild ud.
”Okay,” sagde hun så. ”Du var sød mod mig, så er jeg også sød mod dig. Men jeg befrier dig ikke, for du befriede heller ikke mig.”
Julius krydsede fingre.

’Bare Julie har proppet sovemidlet i, bare Julie har proppet sovemidlet i,’ tænkte han.

Så kom troldepigen med en tallerken grød.

”Smag du på den først,” sagde Julius.

”Okay, den er klam og fuld af sur mælk. Lige guf for en trold,” svarede troldepigen og tog en ordentlig skefuld. Øjeblikket efter faldt hun om på gulvet. I dyb søvn.
Julie dukkede frem fra en sæk fyldt med rådne æbler.

”Skynd dig herover. Vi gemmer os her,” råbte hun til Julius.

Han nåede lige akkurat at løbe over til hende og gemme sig bag sækken, så gik døren op.

”Jeg har fået fat i mælken… Hvad søren, er du faldet i søvn? Det er der ingen, der må få at vide, for så tænker de da bare, at vi børn slet ikke duer til noget.”

Bag skjulet holdt Julie og Julius øje med troldepigen. Hun tog gryden af ilden, og stillede den over på en lille vogn med hjul, hvor der også var tallerkener og skeer.
”Så må jeg jo klare det selv – men det kan jeg også sagtens. Jeg deler bare grøden ud selv, sagde pigen. Og så kørte hun af sted med maden.”

Julius så på uret. Klokken var lidt i ni. Der var tre timer til den 24.
”Pyha, planen ser ud til at virke Julie, men vi får travlt.”

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Nisserne i troldeskoven - kapitel 19

2017-11-24T08:54:00.002+01:00

Den 19. december om morgenen vågnede Julius med en slem hoste. Hans øjne var blanke og panden brandvarm.
”Åh, nej,” sagde Julie, ”du har feber. Og jeg har det faktisk også skidt-”
”Det er skrækkeligt,” sagde farmor, ”I skal jo befri nisserne inden juleaften, men nu er I nødt til at blive i sengen!”
Den 20., 21. og 22. december gik. Først den 23. var Julie og Julius raske nok til at drage af sted.
”Så, farmor, nu er det nu. Vi tager af sted for at befri din mand, vores forældre og vores mormor og morfar,” sagde Julie med en klump i halsen. Så gav de begge farmor et kram. Hun havde tårer i øjnene.
”I kommer tilbage. Jeg véd, I kommer tilbage,” sagde hun.

Nede ved vagttroldens hule, gemte de sig igen bag et træ, og ventede til vagttrolden kom ud med kurs mod værtshuset. Endnu engang smadrede Julius en rude, og lukkede dem ind i den klamme hule, hvor der ikke lugtede bedre end sidst.
Julie fiskede den grønne vagtdragt med de blå V’ er op af dragkisten, og Julius tog huen med fjer.
Så skyndte de sig ud.
”Han er høj, ham vagttrolden,” sagde Julie, da de gemte sig bag nogle træer. ”Den dragt kan jeg da slet ikke have på. Den er alt for lang på benene.”
”Ja, ja selvfølgelig,” sagde Julius, ”men vi skal jo klæde os ud som én stor voksen trold. Kom, hop op på mine skuldre.”

Et par gange gik der klummer i den. Julie væltede ned fra Julius, og måtte kravle op igen. Men da de havde øvet sig lidt, gik det fint, og de tog vagtdragten med blå V´er på. Julie satte huen med fjer i toppen op på hovedet. Og så gik de af sted med kurs mod troldeborgen.

’Bare det nu går godt,’ tænkte Julius, mens han gik af sted med Julie på skuldrene. Han turde slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis det gik galt.
Gennem et hul mellem to knapper i vagtdragten, fik Julius øje på den store, sorte troldeborg, der tårnede op foran dem. Der var to spir med sorte flag, som vajede i vinden. Klokken var 19, kunne han se på sit ur – hvis de var taget afsted inden, de blev syge, havde de haft fem dage – nu havde de kun fem timer.

”Hey, Julius, har du set det skilt dér? Hvorfor tror du, der er sådan et skilt,” spurgte Julie pludselig.
”Schyy, Julie, du må ikke snakke til mig. Der er ingen, der må opdage, at vi er to,” svarede Julius. Så fik han også øje på det skilt, Julie snakkede om. Det forestillede et troldebarn, men der var sat et kryds over.

’Børn forbudt’, stod der på det næste skilt.
Og: ’Småkravl ingen adgang.’
’Hmm., det var da noget underligt noget,’ tænkte Julius.
Så hørte han en stemme bag sig.
”Halløj, kollega, skal vi følges.”
Julius mærkede, hvordan Julie klemte ham på halsen med benet.

’Hun vil nok have mig til at dreje rundt,’ tænkte han, så det gjorde han.
”Goddag, goddag, kollega,” hørte han Julie sige over sig. ”Så skal vi på tjans igen.”

”Ja, og vi kan da følges hen til troldeborgen. Er du ny? Jeg synes ikke, jeg har set dig før.”
”Jeg synes heller ikke, jeg kender dig. Vi må være kommet på forskellige tidspunkter,” svarede Julie.
Julius kunne mærke en sveddråbe trille ned af armhulen. Bare den anden ikke spurgte Julie om et eller andet, hun ikke kunne svare på. Noget, der ville afsløre, at hun ikke var en trold, og slet ikke en vagttrold.

”Se, der er sørme sat mange skilte op om de småkravl, de ikke vil have ind i troldeborgen. Det duer selvfølgelig heller ikke med sådan nogle rollinger, men jeg har nu hørt, at der er nogle unge piger i køkkenet. Det er vist mest drenge, de er bange for,” sagde dén vagttrold, der nu havde slået følge med Julie og Julius.
”Ja, det kan du have ret i,” sagde Julie oven over Julius.

Jo nærmere de kom troldeborgen, jo mere nervøs blev Julius.
’Bare hun nu husker at tage fjerene ud af huen,’ tænkte han, men han kunne jo ikke sige noget. For hvert et skridt han tog, hamrede hans hjerte mere og mere.
’Tag nu de fjer af, tag nu de fjer af,’ tænkte han.
”Nå, jeg tager lige fjerene af,” sagde Julie – som om hun kunne tænke hans tanker.
”Ja, jeg ville se om du gjorde det af dig selv. Jeg blev helt mistænkelig, fordi jeg ikke havde set dig før, men så er du altså en rigtig vagttrold, kan jeg forstå,” sagde følgesvenden.
Nu nåede de helt hen til troldeborgen, hvor der var en stor sort port. En sort trold med ridderrustning stak hovedet ud af et hul.
”En ad gangen, en ad gangen. Vi skal høre om I kan kodeordet,” sagde han.
Julius stod bomstille og lod den anden gå frem.
Pludselig følte han sig helt sort i hovedet. Han kunne slet ikke huske, hvad kodeordet var.
’Åh, åh, bare Julie kan huske det,’ tænkte han.
”Næste,” råbte trolden i ridderdragten.
Julius gik frem, mens han bad til at Julie ville sige det rigtige kodeord.
”Og hvad er kodeordet,” spurgte trolden.
Et øjeblik var der tavst.
’Åh, nej, hun har også glemt det,’ tænkte Julius.
Så talte Julie:

”Ned med nisserne, selvfølgelig,” sagde hun.

”Jep, kom ind.” Vagten åbnede porten og Julius gik ind. Tæt fulgt af deres følgesvend.

”Godt I kom, men hvorfor kommer I to på samme tid,” spurgte trolden.

”Det ved jeg ikke. Det er bare min tur til at overtage vagten, nu her klokken kvart over syv,” sagde den anden.
Julius var helt blank. Han anede ikke, hvad han skulle svare. Og det var jo også Julie, der skulle gøre det. Først var hun bare tavs.

”Hvorfor er du så kommet nu,” gentog trolden.

”Jeg skal hjælpe nede i køkkenet. Det er en hemmelighed, hvad jeg skal gøre,” svarede Julie.
”Nå, nå, det er da ellers kun noget for tøser. De eneste børn, der får lov at være her på troldeborgen, fordi man ikke kan bede voksne trolde om at gøre den slags arbejde,” sagde trolden.
”Ja, men nu skal der altså bruges en stærk voksen trold til noget meget vigtigt. Hvad må jeg ikke fortælle,” sagde Julie.
”Nå, men så må du vel hellere komme af sted,” svarede trolden fornærmet.

Julius anede ikke, hvilken vej, han skulle gå. Gennem hullet mellem knaphullerne kunne han se, at der var en lang gang, der både førte til højre og til venstre.
Han tog chancen og gik til venstre.
”Hov, hov sagde du ikke lige, at du skulle ned i køkkenet,” spurgte trolden.

”Jo,” svarede Julie, ”jeg skal bare lige tisse.”
Med ryggen til de andre trolde, tissede Julius ud på gulvet. Så gik han tilbage ad gangen mod højre. Da de var kommet rundt om hjørnet, stoppede han op.
”Hop ned, Julie, og find usynlighedsdrikken. Hurtigt,” sagde Julius. Og hurtigt gik det. Julie fandt flasken, de drak begge to og så… så forsvandt Julie. Lige for øjnene af Julius. Dér hvor hun havde stået før, kunne han se lige igennem og hen på væggen. Og da han kiggede på sine egne hænder, var de også væk. Det var utroligt heldigt for øjeblikket efter drejede en trold om hjørnet, og gik lige forbi dem.

”Kom,” hviskede Julie, da trolden var drejet om hjørnet. ”Så har vi kurs mod køkkenet.” Julius nikkede og kiggede på sit ur. Der var fire timer tilbage til den 24. december.

Nisserne i troldeskoven - kapitel 18

2017-11-24T08:54:00.001+01:00

Den 18. december vågnede Julie og Julius tidligt. Farmor lå stadig og snorkede.
”Farmor, farmor, kan du ikke vågne. Nu har vi sovemidlet. Så mangler vi bare chokoladeflødebollerne. Kan du hjælpe os med dem,” spurgte Julie.
Farmor rejste sig søvndrukkent op i sengen.
”Jo, jo, lad os lige få fat i opskriftsbogen,” sagde hun.
Endnu en gang hev hun den store, tunge bog ned fra hylden. Julius var lidt bekymret for, om der skulle dukke noget mere op om bjørne eller andre vilde dyr.
Farmor bladrede og fandt en opskrift.
”Hm…, vi skal bruge ½ deciliter vand, 150 gram sukker, ½ deciliter flydende honning, en halv stang vanilje, tre æggehvider, 1 spiseskefuld sukker, 15 tynde småkager og 250 gram mørk chokolade. Jeg tror, vi har det meste – det vil sige, jeg skal først lige bage småkagerne, men det sværeste bliver at skaffe chokolade og honning. Den slags kan man slet ikke få på troldemarkedet. Det er alt for lækkert.”
”Hvad gør vi så,” spurgte Julie.
Farmor tænkte sig lidt om.
”I må nok spørge Alf, den gamle alf, der bor i det lyserøde hus lige uden for skoven. Han har bier i baghaven, og et cacaotræ i forhaven, så måske kan han hjælpe. Men han vil ikke have, at der er nogen der ved, at han har det. Jeg opdagede det bare ved et tilfælde for mange år siden.”

Endnu engang kyssede farmor Julius og Julie farvel.
”I kommer tilbage. Jeg véd I kommer tilbage, sagde hun,” og så gik nissebørnene af sted. Iført det sædvanlige troldetøj. De gik ud af skoven og fandt det lyserøde hus. De bankede på, og døren blev åbnet af en gammel alf, der ikke var højere end Julius. Han havde et langt hvidt skæg.
”Hvad vil I,” spurgte han nervøst.
”Dav, vi vil høre om, du har noget honning og noget chokolade,” spurgte Julie.
Alf så endnu mere nervøs ud. Hans øjne flakkede.
”Ne-ne-ne-nej, de-de-de-det har jeg ikke,” svarede han.
”Bare en lille smule,” bad Julie.
”Ne-ne-ne-nej, sl-sl-slet ikke,” gentog han og lukkede døren.
”Åh,” sagde Julie, ”hvordan skal vi dog få fat i noget chokolade og noget honning? Vi skal bare have det, så vi kan give det til dragen. Ellers beholder troldene magten.”
”Troldene,” udbrød Julius, ”hvor er vi dumme! Han tror jo, vi er trolde. Kig ned af dig selv.”
Julius bankede på igen, ingen åbnede op. Julius tog i døren. Den gik op.
”A-a-alf,” råbte han, ”hvor er du?”

Ingen svarede.
”Det kan være han gemmer sig,” sagde Julie.
”A-a-alf,” råbte Julius igen.
Så tog han en chance. Han var helt ærlig:
”A-a-alf, kom frem… Vi er nisser. Ikke trolde,” sagde han.
Forskræmt dukkede Alf frem fra sengen, som han var kravlet ind under.
”Hvad vil I,” spurgte han.
Resolut hev Julie troldeparykken af, så Alf kunne se hendes røde hue.
”Se her, Alf, vi er ikke trolde. Vi er nisser. Og vi beder dig om honning og chokolade, fordi vi skal bruge det i kampen mod troldene. Sådan så dragen ikke æder os,” sagde hun.
Alf tøvede. Kiggede længe på dem.
”Okay,” sagde han så. ”Jeg tror på jer. Hvis I var trolde, ville I sikkert straffe mig, men jeg har faktisk dyrket cacaotræet i min have, og samlet honning fra bierne. Her skynd jer. Tag det og gå.”
Alf fandt en stor krukke fyldt med honning, og en ordentlig klump chokolade pakket ind i papir.
”Og gå så. Troldene må ikke se jer her. Men… Held og lykke.”

Da Julius og Julie kom hjem, duftede hele nissehulen. Farmor havde bagt småkager.
”Fantastisk,” sagde hun, da Julie og Julius kom med honning og chokolade. Så varmede hun vand, sukker og honning i en gryde på komfuret. Piskede æggehviderne stive med sukker og hældte den varme honning sammen med det – hvorefter hun piskede endnu mere. Resultatet blev en hvid skum.
”Mums, den smager himmelsk,” sagde Julius, da han fik en smagsprøve.
Farmor lagde skummet oven på småkagerne, og så smeltede hun chokoladen i gryden. Til sidst hældte hun forsigtigt chokoladen hen over småkagerne med skum på toppen – og vupti. Femten flødeboller stod på risten.
”Wouv, farmor, det ser godt ud. Må vi ikke smage,” spurgte Julie.
Farmor rystede på hovedet.
”Nej, de er alle sammen til dragen. Og nu må I snart af sted. Der er kun fem dage tilbage til juleaften, og I skal jo nå det inden. Ellers slipper troldene aldrig magten.”
Julie nikkede.
”Det er okay farmor. Nu har vi også, hvad vi skal bruge. Både usynlighedsdrikken, sovemidlet og chokoladeflødebollerne. For ikke at glemme kalenderlyset. Så i morgen er vi klar til at tage af sted”.

Nisserne i troldeskoven - kapitel 17

2017-11-24T08:54:00.000+01:00

Den 17. december om morgenen vågnede Julius med et kæmpe smil om munden.

”Jeg har en plan,” sagde han, ”vi skal bare bruge nogle chokoladeflødeboller og noget sovemiddel, så skal det hele nok gå godt.”

”Hvordan,” spurgte farmor og Julius i munden på hinanden.
”Som jeg allerede har sagt, henter vi vagttøjet hos fulderikken og går forklædte hen til troldeborgen,” fortsatte Julius. ”Vi siger kodeordet: ’Ned med nisserne’ og kommer ind. Dernæst tager vi fjerene af vagttøjet, som man skal, og så finder vi køkkenet, hvor de laver grød. Her hælder vi sovemiddel i grøden lige inden de deler den ud – på den måde falder alle i søvn. Så skal vi bare ned i fangekælderen, hvor vi fodrer dragen med chokoladeflødeboller, så den bliver ganske blid. Til sidst tager vi nøglen fra én af de sovende vagter, og vupti, farfar, mormor, morfar, far og mor bliver befriet.”
Farmor og Julie så på Julius.

”Kanon, bror,” sagde Julie, ” det er den bedste plan, du nogensinde har lagt.”
Farmor så alligevel lidt bekymret ud.

”Ja, det hele lyder jo let, når du sådan siger det. Men hvad hvis de ikke alle sammen spiser af grøden? Eller hvis dragen alligevel ikke kan lide chokoladeflødeboller? Bare I ikke bliver svitset af den drage. Eller… ædt. Og hvad så når du har befriet nisserne. Hvordan vil du så forhindre at troldene beholder magten for evigt? Som jeg sagde: Hvis de først har haft magten i 50 år, slipper de den aldrig, og lige nøjagtige juleaften har de haft magten i 50 år. Hvad vil du gøre ved det?”

”Ja, lige nøjagtig dét ved jeg ikke, hvad jeg vil gøre ved,” sagde Julius, ”men jeg finder på noget. Vi finder på noget, ikke Julie.”

”Jo,” sagde Julie, ”og det da i hvert fald en meget bedre plan end den der med, at vi bare skulle ind på troldeborgen og så finde på noget.”

”Okay,” sagde farmor, ”det skal nok gå. Men så må I jo ud og samle urter til sovemedicin…” Farmor tog en stor tung bog ned fra hylden, bladrede op på en side og viste et billede af en lille plante med gullige blade.
”I skal bruge sådan nogle guldkørvel her,” sagde hun.

”Den er flot,” sagde Julie.

Julius lagde mest mærke til det, der stod neden under billedet.

’Guldkørvel vokser kun i bjørnehuler. Bjørnens ekskrementer er gødning.’

”Bjørnehuler! Skal vi så hen til en bjørnehule??!!! Og hvad betyder ekskrementer?”

”Ja, børn, jeg er bange for, at I skal hen til en bjørnehule. Og ekskrementer, det betyder lort, men det er ikke sådan et pænt udtryk.”

”Bjørnehuler!” Nu blandede Julie sig. ”I har da ikke tænkt jer, at vi skal gå ind i en bjørnehule. Det er endnu værre end en kæmpetrold.”

”Jeg er desværre blevet for gammel til selv at gøre det,” sagde farmor trist. Og så måtte Julius og Julie af sted igen.

”I kommer tilbage, jeg ved I kommer tilbage,” sagde farmor som sædvanlig, da de gik.

Ude i skoven kunne de høre noget, der tudede.

”Uh-uh… uh-uh….”

”Åh, nej, det er en ulv. Som om det ikke var nok med bjørnen,” sagde Julius.

”Nej, Julius, dit kvaj, det er da bare en ugle. Og bjørnen ligger jo og sover. Det gør de om vinteren. Uden at hverken spise eller drikke. Det er det man kalder et vinterhi. Og det er nok derfor, at man kan lave sovemedicin af den plante. Fordi den har vokset i bjørnens eksperimenter, og bjørnen sover hele vinteren.”

”Bjørnens ekskrementer, ja,” sagde Julius.

Da de nåede frem til bjørnehulen, var der ingen af dem, der ville gå ind.

”Gå du bare først,” sagde Julius.

”Nej, gå du bare først,” sagde Julie.
Til sidst tog de hinanden i hænderne og gik ind sammen. Der lugtede rigtig meget af bjørn, og dybt inde i hulen kunne de høre en svag brummen.

”Den snorker,” hviskede Julie.

De havde en lommelygte med og lyste ned på jorden. Først kunne de slet ikke finde nogen planter, men så gik de længere og længere ind i hulen. Til sidst ramte lyskeglen den store brune bjørn, der lå helt stille og sov. Og lige ved dens bagpoter voksede guldkørvlen.

”Vi må helt derhen og tage det,” hviskede Julie.

”Du først,” sagde Julius.

”Nej, du først.”

Og så fortsatte de med hinanden i hænderne helt hen til bjørnen. Den trak vejret tungt. Ind-ud-ind-ud. ’Åh, nej, bare den ikke vågner,’ tænkte Julius. Så rakte han hånden frem og plukkede forsigtigt guldkørvlen.

Lidt efter kom Julie og Julius triumferende tilbage til nissehulen med guldkørvlen.
”Godt klaret, unger, jeg vidste I ville komme tilbage,” sagde farmor, og så blandede hun guldkørvlen med nogle andre planter.
”Sådan. Så håber jeg bare, at det går bedre end sidste gang, da vi brugte sovemidlet til at få vagttroldens datter til at sove.”

”Ja, det skal det nok. Det kommer til at gå rigtig godt,” sagde Julius.
Men han var ikke helt sikker.
Og så kravlede Julie og Julius op i sengen – og ingen af dem behøvede sovemedicin. De faldt bare i søvn med det samme.

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Nisserne i troldeskoven - kapitel 16

2017-11-24T08:53:00.004+01:00

Det var den 16. december. Lige akkurat. Klokken var to minutter over tolv, og Julie og Julius sad ved bordet sammen med vagttrolden. Han havde hældt øl i tre glas.
”Hey, vi skal da have lidt musehaler til den gode troldeøl,” sagde vagttrolden og rejste sig.

”Hurtig, hæld vand i glasset. Fra farmors flaske. Vi må ikke drikke og blive fulde,” hviskede Julius. Så hældte han den troldeøl, som vagttrolden netop havde hældt op til ham og Julie, ud på gulvet.

Da vagttrolden igen vendte sig rundt, så det stadig ud som om der var øl i alle tre glas – men Julie havde byttet hendes og Julius´ ud med vand.

”Se her, nogle lækre musehaler, jeg har selv fanget musene, fordi jeg er så sej. Vil I høre om det? Vil I høre om, hvor sej jeg er,” spurgte vagttrolden.

Julie og Julius nikkede.

”Jamen, så tag en musehale, så skal I høre.”

Det vendte sig i maven på Julius. En musehale. Kunne man forestille sig noget klammere. Jo, måske en levende edderkop, og det havde han jo spist. Der var ikke noget at gøre. Vagttrolden var nødt til at blive ved med at tro, at han og Julie var trolde – og trolde elsker musehaler. Han tog en bid, og mærkede hvordan han var lige ved at kaste op.

”Lækkert ikke,” sagde vagttrolden med et stort grin. ”Som sagt, dem har jeg selv fanget. Og I vil jo gerne høre om, hvordan det er at være vagttrold, ik.”

Igen nikkede Julius og Julie for fuld kraft.

”Når man er på vagt ved troldeborgen, skal man være klar hele tiden. Hvis der kommer nogle fjender, skal man kæmpe mod dem. Og man må kun lukke dem ind, der kender kodeordet, og kodeordet vil jeg selvfølgelig ikke fortælle til jer.”

”Nej, nej,” sagde Julius, ”det behøver du heller ikke, men fortæl hvordan du var så sej med de mus.”

Vagttrolden smilede stolt.

”Når man er på vagt får man selvfølgelig mad. Der kommer nogle troldedamer rundt med en grød til alle mellem klokken otte og ni om aftenen. De laver den i en kæmpe gryde og deler den rundt til alle vagttrolde i hele troldeborgen. Og den smager da godt, der er både spyt og frøstykker i den, det er slet ikke det, men… sådan en grød er jo ikke lige så lækker som en edderkop eller en musehale. Så jeg har fundet ud af, at jeg kan gå på jagt, når jeg er vagt. Så ligger jeg på lur foran musehullet, og hvis musene kigger frem, kaster jeg sten efter dem. Og sådan. Bum. Fanger jeg dem, fordi jeg er så sej.

”Nemlig, ja,” sagde Julius, ”fordi du er så sej, så sej.”

Vagttrolden tog et par ordentlige slurke af sin troldeøl.

”Drik, børn, drik,” sagde han.

Julius og Julie nikkede og drak løs. Af deres vand, men det vidste vagttrolden jo ikke.

”Fortæl mere om, hvor sej du er, har du nogensinde været med til at fange nogen,” spurgte Julie.

”Nej,” sagde vagttrolden, ”men jeg ved, hvor der er nogle fanger.”

”Ved du? Aih, du er bare den sejeste af de seje,” sagde Julius, ”hvor er de?”

”Ja, det må jeg jo ikke sige.”

Vagttrolden tog endnu en kæmpe slurk. Han var allerede ved at være ret fuld, og stemmen blev lidt sløret.

”Jeg må ikke fortælle til nogen – ikke til nogen som helst – at fangerne er i fangekælderen, der ligger allerdybest nede i troldeborgen. Jeg må ikke fortælle til nogen – ikke til nogen som helst – at man kun kan komme ned i fangekælderen, hvis man går forbi den store drage, der elsker chokoladeflødeboller. Hvis den får en chokoladeflødebolle, bliver den ganske blid, og falder bare i søvn. Men ellers – er den livsfarlig. Den spyr ild og slår alle ihjel, der passerer forbi. Men det må jeg ikke fortælle til nogen. Ikke til nogen som helst. Det er nemlig en hemmelighed. En stor hemmelighed.

”Nej, det skal du selvfølgelig ikke fortælle,” sagde Julius. ”Hvor er det dog en lækker troldeøl.”

Vagttrolden smilede.

”Lækker, det er den ja. Og jeg kommer også helt til at skulle tisse af den.”

Så rejste han sig. Knappede bukserne ned og plaskede tis ud over hele gulvet.

”Ahhhh, det lettede.”

Nu kunne Julius bedre forstå, at der lugtede sådan af tis. Der var ikke noget toilet, men det syntes trolden tilsyneladende bare var lækkert.

”Åh, ja, jeg føler mig rigtig hjemme her i min klamme hule,” sagde han.

Vagttrolden hentede nogle flere flasker. Han lagde vist ikke rigtig mærke til, at Julie og Julius næsten ikke drak noget, og han lagde slet ikke mærke til, at det var vand de drak. Han blev bare ved med at fortælle den ene historie efter den anden, og langsomt begyndte mørket at forsvinde uden for hulen og lyset brød igennem.

”Vi skal da også synge lidt,” sagde vagttrolden.

”Troldeøl og troldesprut – det er godt – kom slå en prut,” begyndte han.

”Må vi ikke se din seje vagtdragt. Du er så sej, så sej,” spurgte Julie.

Vagttrolden rejste sig op. Han slingrede helt på benene. Op af dragkisten hev han en grøn dragt fyldt med blå V´er. Og en hue med fjer i toppen.

”Se, det er min vagtdragt. Med V´er der står for vagt. Og så må jeg selvfølgelig ikke fortælle jer, at man altid skal tage fjerene af huen, når man går ind i troldeborgen, for så ved alle, at det er en rigtig vagt, der kommer.”

”Nej, nej, det skal du selvfølgelig ikke fortælle os,” sagde Julie.

Lidt efter begyndte vagttrolden igen at synge. Denne gang med Julie og Julius som kor:

”Troldeøl og troldesprut – det er godt – kom slå en prut.”

Vagttroldens øjne begyndte at køre rundt. Han lukkede øjnene og åbnede dem igen. Lukkede og åbnede. Lukkede og åbnede.

”Her tag lidt mere troldeøl,” sagde Julius.

Vagttrolden tog en ordentlig slurk, og faldt ind over bordet med et brag.

”Kom,” hviskede Julie, ”vi tager vagtdragten.”

Julius rystede på hovedet.

”Nej, vi skal først have fat i nogle chokoladeflødeboller til dragen. Og så må vi komme tilbage. Hvis dragten først er væk, har vi ikke lang tid til at bruge den, for hvis vagttrolden opdager at den er væk, slår han sikkert alarm. Kom vi går nu.”

Julie og Julius skyndte sig ud af vagthulen. Solen stod allerede højt på himlen.

”Vi går tilbage til farmor. Hun må vide, hvordan vi kan skaffe chokoladeflødeboller til dragen,” sagde Julius.

Da de kom hjem til nissehulen, så farmor meget overrasket ud.

”Jeg vidste I ville komme tilbage,” sagde hun. ”Men så hurtigt?”

”Vi har fundet ud af en masse, og vi skal nok få lavet en god plan,” sagde Julius. ”Men nu må vi først se at få sovet lidt. I morgen skal vi nok finde på noget.”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Nisserne i troldeskoven - kapitel 15

2017-11-24T08:53:00.003+01:00

Den 15. december om aftenen krammede farmor Julius.
”Farvel, min skat, pas godt på Julie,” sagde hun.
Så lagde hun armene om Julie.
”Farvel, dejlige pige, pas godt på Julius”.
Til sidst kyssede hun dem begge to på panden og sagde:

”I kommer tilbage. Jeg véd, I kommer tilbage.”
Julie og Julius havde selvfølgelig klædt sig ud med troldehaler, troldeører, troldeparyk og selvfølgelig det stinkende og beskidte troldetøj. Julie havde også pakket alle sine ting i en rigtig troldetaske, der var lavet af slangeskind.
”Så er det bare direkte ned til troldehulen ved floden,” sagde Julius.
De gik tavse gennem sneen. Begge tænkte på, hvad der var sket med deres forældre og bedsteforældre, og hvad der mon ventede foran dem.

Inde i troldehulen ved floden var der lys i vinduet.
”Kom, vi venter her bag træet, så kommer de nok ud på et tidspunkt,” sagde Julius.
Julie nikkede.

I det samme gik døren til troldehulen op. Ud kom den vagttrold, der havde været så fuld, sidste gang, de mødte ham.

Han slukkede lyset og begyndte at gå i retning mod værtshuset.

”Han skal nok ud og drikke igen,” hviskede Julie, ”så er der sikkert lang tid til han kommer tilbage.”

Da vagttrolden var forsvundet i mørket, listede de sig hen til hans hus. Julie tog i døren. Den var låst.

”Hvordan kommer vi ind,” spurgte Julie.

Julius svarede ikke. Han tog bare en sten, og smadrede vinduet. Så kravlede han ind mellem glasskårene og åbnede bagefter døren for Julie.
”Okay, så skal vi bare have fat i vagtdragten,” sagde hun.

Inde i troldehulen lugtede der, eller lugtede er faktisk ikke det rigtige ord. Der stank. Af opkast og tis og rådenskab. Julius tændte lyset, og et kort sekund kunne de se, at gulvet var overstrøget med skrald. Rådne æbler, mugne tomater, musehaler og meget andet. I hjørnet stod en slagbænk.

”Er du vanvittig,” hviskede Julie. ”Når lyset er tændt, kan man se os ude i mørket.”
Julius slukkede igen, og så famlede de to nissebørn sig frem gennem mørket. Det knasede under fødderne, og de vidste ikke, hvad de trådte i.
Julius strakte hænderne frem for sig, og til sidst ramte han noget hårdt.
”Det må være slagbænken,” mumlede han, og åbnede låget. I samme sekund hørte de stemmer uden for hulen.
”Jeg er helt sikker. Lyset var tændt lige for et øjeblik siden,” sagde den ene. Instinktivt hev Julius fat i Julie, og fik hende med ned i slagbænken. Forsigtigt lirkede han låget på plads over dem. Så hørte de døren blive åbnet.
”Der må altså være nogen herinde. Jeg så lyset blive tændt, da jeg gik tilbage for at hente min pung.”
Julius kunne høre, at nogen rumsterede rundt inde i hulen. Måske var det nu, de skulle drikke usynlighedsdrikken?
”Julie, Julie, har du drikken. Skal vi tage den nu,” hviskede han.
”Nej, ikke nu. Vi får måske endnu mere brug for den senere,” svarede hun.
Julius skulle lige til at insistere, men det var allerede for sent. Slagbænken blev åbnet, og Julius så lige op i hovedet på dén trold, der boede i hulen.

”Hva laver sådan en lømmel her,” råbte trolden og hev Julius op i øret. Heldigvis var det bundet godt fast, så det røg ikke af.

”Og der! Sådan en tøs,” brølede han og greb fat i Julies paryk. Farmor havde sat den godt fast med hårnåle, så den blev også siddende.

”Fortæl mig hvad I vil her i min hule,” råbte trolden.

”Øh… øh… øh….,” stammede Julius, ”vi er her fordi… fordi… fordi vi drømmer om at blive en vagttrold som dig. Vi synes, at det er det fedeste, man kan være i verden. Det må bare være så sejt!”
”Ja,” fortsatte Julie, ”vi har tit kigget efter dig. Du ser så flot ud i dit vagttøj. Og så tænkte vi bare, at vi ville lege, at vi selv var vagttrolde.”
Vagttrolden så smigret ud.
”Ja, det er såmænd også sejt at være vagttrold, så jeg kan godt forstå at sådanne nogle småtrolde som jer også gerne vil være det.”
Vagttrolden kiggede over mod en anden trold, der stod i hjørnet.
”Det er okay nabo. Dengang jeg var troldunge kunne jeg også finde på de værste ting… Og du ved, hvis man er rigtig grum som unge, bliver man nok også grum som voksen. Og det er jo lige det vi har brug for. Grumme trolde.”

Nabotrolden nikkede.
”Godt så. Farvel.”

”Hvor var du på vej hen,” spurgte Julius.
”Bare ned for at drikke nogle øl.”
”Kan du ikke gøre det sammen med os?”

”Sammen med jer?”

”Ja, vi vil gerne være som dig. Og høre om dig. Kan du ikke fortælle os nogle historier om, hvor sej du er,” spurgte Julie.
”Tjoh,” sagde vagttrolden. ”Vil I virkelig gerne høre om mig?”
Nu nikkede Julius og Julie lige ivrigt.
”Ja, ja, det vil vi rigtig gerne høre.”
”Okay,” sagde vagttrolden og hentede en stor flaske i skabet, ”så skal I bare høre…”
Julius så på uret. Klokken var to minutter i tolv. Om lidt ville det være den 16. december. Om lidt ville de få vigtige informationer om vagttrolden.

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/