HolboHistorier

WWJD - ER DET OK FOR EN KRISTEN AT BRUGE SARKASME HÅN OG LATTERLIGGØRELS...

2020-05-10T12:54:00.001+02:00

SVAR PÅ KRITIK FRA ANDRE KRISTNE I FORHOLD TIL HÅN, SARKASME OG LATTERLIGGØRELSE AF ALLAH OG MUHAMMED

DU BLIVER OVERRASKET! HVEM DRÆBTE MUHAMMED DEN ULTIMATIVE MORDGÅDE

2020-05-08T08:53:00.001+02:00

DU VIL BLIVE OVERRAKSET OVER, HVEM MORDEREN ER!

SATIRE! MUHAMMED: KAMELTIS HELBREDER SYGDOM!

2020-04-24T16:42:00.001+02:00

JEG BLIVER KALDT ET KÆMPE RØVHUL MERE SJOV FRA ANONYM

2020-04-07T08:00:00.001+02:00

GRATIS EBØGER TIL BØRN - EN HÅNDSRÆKNING TIL BØRN OG FORÆLDRE I DENNE CO...

2020-03-22T06:38:00.001+01:00

MÅ MEGET GERNE DELES!

DRILLEFANTEN, DER IKKE VILLE DRILLE

https://www.smashwords.com/books/view/225922

PRINSESSE LILA OG PRINSEN PÅ DEN VREDE HEST

https://www.smashwords.com/books/view/120304

KLIK PÅ KNAPPEN "BUY WITH COUPON" OG BRUG KODEN AG100, SÅ FÅR DU BOGEN KVIT OG FRIT

#corona #børn #børnebøger #gratis #gratistilbørn

Islam vil erobre Rom

2020-02-19T13:59:00.001+01:00

JESUS ER GUD - AHMED DEEDATS UDFORDRING - OPSUMMERING OG TREENIGHEDEN SA...

2020-02-17T13:34:00.001+01:00

MÅ IKKE BRUGE HIJAB I HÆREN - ER DET DISKRIMINATION OG FORFØLGELSE AF MU...

2020-02-15T11:20:00.001+01:00

JESUS ER GUD - Hvor siger Jesus: "Jeg er Gud, tilbed mig?" - Jesu guddom...

2020-02-07T13:43:00.001+01:00

UGE SEX I MUHAMMEDS PARADIS: HER STILLER KVINDER SIG TIL RÅDIGHED FOR SE...

2020-02-03T12:38:00.001+01:00

Konkurrence og lidt om næste uge: dhimmi, jizzyah og fortolkning af koranen

2020-01-25T14:50:00.001+01:00

FACEBOOK FJERNER DINE OPSLAG - MEDMINDRE DU ER FOLKETINGSMEDLEM - MEDMIN...

2020-01-22T11:00:00.001+01:00

HVORFOR FJERNER FACEBOOK IKKE OPSLAG FRA FOLKETINGSMEDLEMMER?

Mere om Tommy Robinson og ytringsfrihedsprisen

DR DEADLINE KNÆGTER YTRINGSFRIHEDEN - MEN LAVER SELVMÅL - Tommy Robinson...

2020-01-20T13:49:00.001+01:00

SIG NAVNET??

ISLAM GØR IKKE-MUSLIMER TIL ANDENRANGSBORGERE - Sheikh Isam Abu Abdullah...

2020-01-17T11:07:00.001+01:00

VI BYGGER KANALEN SAMMEN, SÅ SANDHEDEN OM ISLAM KAN KOMME UD - OG DU KAN...

2020-01-14T10:10:00.001+01:00

Hvad vil kvinder have?

2018-02-18T07:39:00.000+01:00

Når drenge bliver til mænd

Lige fra den dag, drengen så småt begynder ane små hår på hagen og i skridtet og langsomt udvikler interesse for det andet køn, bliver spørgsmålet om, hvad kvinder vil have, pludselig enormt vigtigt. Drengen lytter opmærksomt til kvinders udtalelser om, hvad de kan lide og ikke lide, både helt generelt, men især i forhold til mænd. Han observerer, omend ubevidst, hvilke mænd, der synes at være center for kvinders opmærksomhed og han prøver efter bedste evne at imitere de egenskaber, der synes at være fælles for netop disse mænd.

Kvinder foretrækker forskellige slags mænd

Men det er en umulig opgave og efterhånden, som drengen synes at lære mere og mere om kvinders præferencer, stiger frustrationen i takt med hans observationer. For der er noget, som ikke stemmer.

Dét, som kvinder siger, de foretrækker hos mænd passer ikke rigtigt med de mænd, de vælger og når drengen forsøger at finde nogle fælles træk hos de mænd, der virker som magneter på kvinder, finder han ofte, at det stritter i alle mulige retninger.

De mest attraktive mænd er tykke og tynde, rige og fattige, bløde og hårde. De har velplejet udseende eller ligner vildmænd. De er boglige eller håndværkertyper. Kort sagt: intet synes at være fællesnævner for mænd, som kvinder generelt kan lide!

Det eneste, drengen umiddelbart kan finde en vis sammenhæng i, er at mænd med succes ser ud til at være omgivet af kvinder. Men selv hos disse mænd er der ikke noget, der tyder på, at kvinderne holder ved i deres fascination af mændene. Tværtimod danner der sig et billede af, at mænd med succes ganske vist er omgivet af kvinder, men det er ikke de samme kvinder over tid. Der er dømt svingdør i den helt store stil og de kvinder, der var der sidste måned, er i denne måned udskiftet med nogle nye, ofte yngre modeller.

Ser drengen på de mænd, som ingen kvinder synes at interessere sig for, er billedet præcis det samme. De er også meget forskellige.

En fællesnævner?

Så hvad er det egentlig, kvinder vil have hos en mand? Kan vi finde en eller anden form for fællesnævner? Et fælles træk hos mænd, der tiltrækker kvinder helt generelt og som giver manden mulighed for at vælge?

Ja, min erfaring siger mig, at der faktisk findes et svar: der ER sådan en fællesnævner, men for at finde denne fællesnævner, må vi gå skævt til det første spørgsmål: hvad vil kvinder have? Hvad er for kvinder tiltrækkende hos en mand?

Hvis du spørger 100 kvinder, hvad de kan lide hos en mand, vil du få mere end 100 forskellige svar. Altså ikke bare 100 svar, men mere end 100. For hvis du spørger en kvinde, hvad hun kan lide hos en mand, får du nemlig ikke det samme svar i dag, som du får i morgen eller om en måned eller om et år. Den ene dag vil hun hæfte sig ved, at han skal have et velplejet udseende og den næste vil hun fokusere på hans evne til at få hende til at lé. Om en måned er det måske håndværkertypen, hun går efter og til næste år vil hun hellere have en akademisk type. Summasummarum: hendes præferencer skifter konstant. Eller sagt på en lidt mere provokerende måde: der er ikke noget mærkeligt i, at mænd ikke kan finde ud af, hvad kvinder vil, for faktum er, at det ved de ofte heller ikke selv!

Kvinder véd ikke selv, hvad de vil???

Når jeg tidligere har hævdet, at kvinder ikke véd, hvad de vil, er jeg ofte blevet beskyldt for at sige, at kvinder er forvirrede, ikke burde have stemmeret, har mindre hjerner end mænd og i det hele taget er mænd underlegne. Men det har jeg aldrig sagt. Det har jeg aldrig skrevet. Det har jeg aldrig ment! Så skulle det gerne være sat på plads.

Omfavn forskelligheden

Nej, min pointe er en ganske anden. Mænd og kvinder er forskellige og den forskellighed kan være en fantastisk styrke, hvis vi vælger at omfavne den i stedet for at bekæmpe den. Kvinder er ikke mere forvirrede end mænd, men de påvirkes i større grad af det forbigående end mænd. Sindsstemninger, oplevelser og følelser står i det hele taget stærkere hos kvinder end hos mænd og det gør, at kvinder skaber uro for sig selv og deres omgivelser. Hos mænd er der ikke den samme tætte kobling mellem følelser, oplevelser og sindsstemninger.

Lyder det provokerende?

Vækker det din indre feminist og giver dig lyst til at skrige højt af forargelse?

Tænker du, at nu har jeg da helt tabt sutten?

"Hvad bilder han sig ind?! At tale negativt om kvinder på den måde! Sådan en hulemand!"

Giver det dig lyst til at standse læsningen her, fare lige i tasterne og udgyde din forargelse?

Hold fast i din fordom - eller udvid din horisont

Det er selvfølgelig op til dig, hvis du helst vil holde fast i din første indskydelse, men hvis du foretrækker at slippe dine fordomme og i stedet prøve at finde ud af, hvad jeg rent faktisk mener, så skal du læse resten.

For nej, mænds tilgang er IKKE bedre end kvinders, ligesom kvinders tilgang IKKE er bedre end mænds.

Mænd har oplevelser, mænd har følelser og mænd mærker sindsstemninger i samme grad som kvinder, men det tager længere tid for mænd at absorbere dem end det gør for kvinder. Mænd er derfor mere grundfæstede i deres følelser og rokker sig langsommere end kvinder.

Det er den positive side af mandens tilgang. Den negative er, at mænd til gengæld har sværere ved at opfatte, når en sindsstemning skifter og derfor tager det manden længere tid at opdage, hvis der er noget, som kræver opmærksomhed.

Omvendt kan man sige, at den negative side ved kvindens tilgang er, at hun alt for hurtigt skifter fokus, når sindsstemningen skifter. Hun når ikke i samme grad at standse op og overveje, hvilken handling, der skal til.

Og på samme måde er der en positiv side ved kvindens tilgang, for hun fanger hurtigere end manden, at noget nyt kræver opmærksomhed.

Vi har brug for hinanden

Og alt det her... Det er endnu en af grundende til, at mænd og kvinder har brug for hinanden. Vi er på mange måder hinandens modsætninger, men disse modsætninger skal ikke være katalysatorer for krig mellem kønnene. Tværtimod ligger der en fantastisk styrke i modsætningerne, fordi de tilsammen giver balance, hvis vi vel at mærke forstår at favne modsætningerne og sætte dem sammen til sådan en balance.

I relationen mellem en mand og en kvinde er manden altså den grundfæstede, der skaber stabilitet og ro, mens kvinden er den, der forstyrrer manden og tvinger ham til hele tiden at overveje sin position.

Uden kvinden ville manden sætte sig fast, når det gælder følelser og den måde, de basale værdier udtrykkes. Uden manden ville kvinden sejle rundt som et skib uden fast retning. Derfor er der én ting, som kvinder mere end noget andet søger hos en mand. Nemlig dét, at han kan stå fast, når stormen raser.

Når manden er sig selv, er han tiltrækkende

På DR kørte serien "Mænd ifølge kvinder."

Her beskriver en række kendte kvinder deres syn på mænd og heldigvis har DR fundet nogle fornuftige, solide kvinder, der ikke er bange for at åbne sig op og lade hjertet tale frit. I den første udsendelse bringer de mange præferencer i spil: han skal have velplejede negle, være ambitiøs, kærlig, en god far, gå op i sit udseende, ikke gå op i sit udseende, kunne lide sin egen krop osv. Der kommer rigtig mange bud, men så siger Anne-Marie Helger: "Når en mand er tiltrækkende på mig, så er det fordi han er sig selv!" Og Hella Joof istemmer med: “altså mænd, der er pisseligeglade med, hvad kvinder synes, kan man jo egentlig godt lide” og hun bakkes op af Anne Sophia Hermansen, som siger: "Ja! Dét er den perfekte mand! Han er skideligeglad med alle mulige forestillinger om, hvordan han skal være!"

Så er det sat på plads!

Det er dette ene, kvinden ønsker mere end noget andet. Hun søger dette faste holdepunkt og det betyder, at selv om hun helt sikkert mener det, når hun fortæller om alle de ting, hun godt kan lide ved en mand, så overskygges alt af denne simple egenskab: at manden definérer sig selv og er ligeglad med, hvad kvinden siger, hun gerne vil have. Hun er villig til at gå på kompromis med næsten hvad som helst af sine andre præferencer, hvis bare hun kan få denne ene ting: at manden med sin rodfæstethed kan give hende tryghed. Der er for hende således altid en base at vende tilbage til, uanset hvad der ellers sker.

Hvad skal du gøre for at være en rigtig mand?

Ganske enkelt: du skal lade være! Du skal lade være med at forsøge på at blive attraktiv og så skal du i stedet finde ud af, hvem du selv er, hvilke værdier, du har og hvad du gerne vil med din tilværelse. Når du er rodfæstet og hviler i dig selv, er du mere attraktiv for kvinden end den mand, der kan opfylde alle de ting, hun siger, hun gerne vil have, men som ikke kan opfylde dette ene: at hvile i sig selv, at være den mand, han er. Stop jagten efter de egenskaber, hun siger, hun gerne vil have. Det sidste, hun har brug for i en mand, er at han jager efter at opfylde hendes udtalte ønsker. For så er han jo slet ikke en mand. Så er han snarere et barn, der kæmper for mors kærlighed. Og det sidste, hun ønsker er at være mor for sin mand.

Pas på hulemanden

Men træd nu varsomt. Hvad jeg lige har skrevet kan meget let tage overhånd og skabe en hulemand. Du véd, sådan én af de der stereotype mænd fra 1800-tallet, der ikke tager kvinder seriøst og som mest af alt betragter konen som en alt-i-én-hjælp til at klare alt det praktiske derhjemme. Rengøring, madlavning, børnepasning og sex et par gange om ugen og hvis hun befinder sig mere end fem meter fra køkken og soveværelse, betragtes det som flugtforsøg.

Du kender sikkert typen. Det er ikke en rigtig mand, der behandler sin kvinde på den måde! Der er ikke meget maskulinitet ved en mand, der føler sig nødsaget til at binde kvinden. Du bliver ikke større mand af det og hendes kvindelighed svinder ind til ingenting.

Findes han i 2018?

Nu kan du måske tænke, at det er noget underligt noget at skrive i 2018. Den slags findes jo ikke i dag..? Joh, det gør det faktisk. Det ser bare anderledes ud i dag, end det gjorde for 200 år siden. Dengang fandtes det synligt og åbent i alle samfundslag. I dag ses det bl.a. hos den mand, der bruger noget mere tid på jobbet end på familien. Selv når han har fri, har han ikke fri. Mobilen er tændt, for der kunne jo komme en vigtig besked på sms eller mail, ikke sandt?

Så selv om han rent fysisk sidder ved middagsbordet og spiser den samme aftensmad som resten af familien, så er han slet ikke til stede alligevel. Han er kun overfladisk en del af det sociale liv med familien. I samme øjeblik, han mærker lommen brumme, må sønnike stoppe sin beretning om det mål, han scorede til fodbold i dag, for far har noget, der kan være vigtigt og uopsætteligt.

Og når far har spist op, er det ikke engang sikkert, han venter på at de andre er færdige, før han rejser sig fra bordet med et fjernt “tak for mad,” finder den bærbare frem og opdaterer firmaets hjemmeside, skriver mails til firmaets kunder eller leverandører - mails, der bestemt er alt for vigtige til at kunne vente til i morgen.

Så ryger den aftale om at spille yatzy, som han indgik med datteren under aftensmaden ved at nikke indforstået og mentalt fraværende med hovedet dybt begravet i mobilen, mens han troede, han kunne multitaske et svar på en sms.

Dén type mand har aldrig truffet beslutning om, at kvinden skulle tage sig af børn og hjem og sørge for aftensmaden, som hulemanden fra 1800-tallet har. Det er for ham ikke et bevidst valg, at det skal være sådan. Men ikke desto mindre er det blevet sådan. Det er blevet sådan, fordi han hverken har taget sin kone eller resten af familien alvorligt.

Hvis du som mand skal være en mand, der kan styrke relationer i familien, skal du begynde med at lytte. Lytte til dine børn, men i allerhøjeste grad også lytte til din kone. Du skal ikke sætte autopiloten på og blot gøre, som hun gerne vil have. Det leder kun til endnu større frustrationer. Nej, du skal lytte og så skal du SELV træffe en beslutning baseret på alt det, du har lyttet dig til. For når du gør det, kan du SELV tage ansvaret for en beslutning, som helt igennem er DIN og som tager udgangspunkt i at støtte din kvinde og din familie til bedst mulig livskvalitet.

Jeg er antidemokrat og mandschauvinist

2018-01-09T05:32:00.000+01:00

Hvis kvinder ikke véd, hvad de vil, så er jeg antidemokrat og mandschauvinist

For nogle år siden havde jeg den noget tvivlsomme fornøjelse at blive udsat for noget, der ligner det. Jeg havde skrevet en kommentar på et opslag, der handlede om filmen "What Women Want" med Mel Gibson. I min kommentar skrev jeg, at når kvinder bliver vrede på deres mand over, at han ikke véd, hvad de vil, så er det måske værd at overveje, om det kunne være, de ikke selv véd, hvad de vil - og så måske ikke skal bebrejde manden, at han heller ikke véd det.

Der gik ikke mange minutter, før en syndflod af kommentarer fik mig udnævnt til at være en mandschauvinist, der mener, at kvinder er så forvirrede, at de ikke burde have stemmeret og i det hele taget bare skal gøre som manden siger og holde sig til køkken og soveværelse.

Og på en lignende måde blev jeg lagt ord i munden, da jeg i december 2017 skrev en kommentar på et FaceBook-opslag fra DR, hvor en forfatter påstod, at hvis mænd gik derhjemme, ville de opføre sig lige som kvinder.

Jeg kommenterede så at:

"hvis der ikke er noget, der er særligt kvindeligt, ville kvinder med fuldtidsjob da være som mænd med fuldtidsjob."

Mindre end en time efter spurgte én mig:

"Hvad mener du? Kvinder med fuldtidsjob er da som mænd med fuldtidsjob. Hvilken forskel ser du?"

Jeg svarede:

"Jeg ser det bl.a. ved, at kvinder generelt omtaler rengøring, tøjvask osv. som om det er dem, der har ansvaret for det. Hvor ofte har du f.eks. hørt nogen spørge en kvinde, om hun "hjælper til" derhjemme? Omvendt er det ikke ualmindeligt at høre spørgsmålet stillet til en mand"

Og så skal jeg ellers love for, at der var lagt brænde i kakkelovnen til mig, for hun hidsede sig op:

"Per. Sjældent har jeg set nogle begå sig ud i et så stort spring, som dit fra dit udsagn til din konklusion. Kvinder tager mere ansvar i hjemmet, ergo rengøring er noget særligt kvindeligt? Mener du at det er en biologisk ting? Eller hvordan bliver det "særligt kvindeligt"

Prøv lige at spole tilbage engang... For hvad var det egentlig, jeg sagde? Jeg sagde, at der er forskel på vores adfærd og jeg sagde, at det bl.a. ses ved, at kvinder omtaler rengøring, tøjvask m.v. som om det er dem, der har ansvaret for det. Konklusionen, som bliver fremført herefter er jo ikke min konklusion. Jeg konstaterer blot, at der er forskel på kvinder og mænd i den måde, vi opfører os på og i dette tilfælde i den måde, vi taler om tingene på.

Alt det her er et ganske godt eksempel på, at debat ofte kuldsejler, fordi vi ikke fanger, hvad den anden vil sige, men har tendens til at tolke andres udtalelser gennem vores eget filter af forventing.

Det er en helt naturlig og normal måde at gå til verden på, men desværre kan det virkelig ødelægge vores muligheder for at få udvidet vores horisont. Det er svært at ændre på, men det skal vel ikke hindre os i at gøre forsøget?

En frygtelig kvinde

2018-01-08T09:12:00.000+01:00

Du har sikkert bemærket, at Christian Tafdrup netop har begået filmen "En Frygtelig Kvinde," som handler om Rasmus, der falder pladask for Marie. De to flytter sammen og Rasmus tror, at nu har han virkelig fundet sin drømmekvinde. Men lidt efter lidt går det op for Rasmus, at hun er en frygtelig kontrolfreak, der på snedig vis piller ham i stumper og stykker og presser ham til at drive vold på sin egen identitet.

Det har virkelig sat gang i en vild debat, hvor Tafdrup er blevet kaldt nogle forfærdelige ting. Det kan du bl.a. læse om på DR

Jeg har ikke selv set filmen - endnu, må jeg tilføje, for selv om jeg almindeligvis ikke gider at se socialrealisme, så er her vist en film, som jeg næsten er nødt til at se.

Og hvorfor er det så lige, jeg skriver et blogindlæg om en film, jeg endnu ikke har set?

Det er faktisk heller ikke mit fokus. Mit fokus er, at hele kønsdebatten har tendens til at køre af sporet og det er der mange årsager til. Én af dem er, at temmelig mange kommentarer i debatten er baseret mere på kommentatorens opfattelse end af det, der rent faktisk bliver sagt i det oprindelige oplæg. Okay, det lød lidt kringlet, så lad mig give et eksempel på det:

Twerk Queens anmeldelse

DR bad Twerk Queen at anmelde filmen og hun indleder sin anmeldelse med at skrive, at titlen havde givet hende forventninger om, at "hun ville blive grotesk og absurd, men det skete altså ikke. Overhovedet. Jeg må indrømme, at jeg var slemt skuffet."
Derefter gennemgår hun nogle af de ting, som efter hendes opfattelse overhovedet ikke var så frygtelige, som Tafdrup fremfører:

Om forandringen af deres fælles lejlighed
"Common, det er vel fair nok, at hendes ting flytter med og vel også fair nok, at når lejligheden bliver til en fælles lejlighed, så ændrer den udtryk."

Joh, det er det da, men er det rent faktisk det, der sker? Når kvinden i filmen flytter rundt på tingene uden nogen form for ligeværdig samtale og hun overhovedet ikke lægger op til at finde frem til et kompromis, så er lejligheden vel ikke fælles længere?

Om kvindens introduktion af en kalender
"Ja, det er lidt besværligt, at man skal skrive ned, hvad man laver, men kommunikation og forventningsafstemning er da to ret centrale ting i et parforhold, right?"

Bestemt, men det er jo ikke det, der sker. Hun introducerer en kalender og til den skal der bruges to tuscher: en grøn til de almindelige aftaler og en rød til de vigtige aftaler. Da han så spørger, hvad de skal gøre, hvis han nu vurderer sin kaffeaftale med sin ven til den røde tusch og hun tænker den er mere til den grønne tusch, så svarer hun meget finurligt, at "det må du jo selv vurdere." Det lyder jo meget fornuftigt... indtil hun efter en lille kunstpause fortsætter: "men hvis nu du synes, det er vigtigere at drikke kaffe med din ven, end det er at gå til koncert til mig, så øh..."
Altså: "Du bestemmer selv, hvad der er vigtigt, så længe din vurdering ikke strider mod min." Er det jævnbyrdig kommunikation og forventningsafstemning? Næppe!

Om at droppe kød til fordel for grøntsager
"Især efter min tur på veganer-udfordringen tidligere i år er jeg blevet bevidst om, at kød og maskulinitet er knyttet tæt sammen i vores fortælling om den "rigtige mand". Så når kæresten i filmen forsøger at introducere en vegetarlasagne, laver kålruller eller får sin mandlige kæreste til at skære frugt, tolkes det af publikum som en decideret kastration."

Øh... Hvad? Nu kan jeg jo ikke vide, hvad skaberene af filmen har tænkt, men i min optik har den scene ikke det ringeste med kød eller grøntsager at gøre. Det har at gøre med, at han presses til at spise noget andet, som han egentlig ikke har lyst til. Han kunne lige så godt have været en veganer, der blev presset til at spise kød.
Men det er især hendes afskyelige metode til at trumfe sin vilje igennem, der er ubehagelig. Hun siger nemlig, at "kød er ulækkert" og hele hendes kropssprog og ansigtsudtryk understreger ulækkerhedsgraden af det der kød. Med tungen ud af munden og en afskys-grimasse sender hun et klart signal til ham om, at "kød er ulækkert og hvis du spiser kød, så er du også ulækker." Hun prikker altså til hans inderste følelser og piller hans selvværd fra hinanden, for hvem har lyst til at éns kæreste synes, man er ulækker?

Byrden ved altid at have ret

Det bliver rigtig interessant, når man læser en af de sidste kommentarer, hun kommer med, nemlig:
"Jeg blev lidt træt i løbet af filmen. Faktisk ikke, fordi den er urealistisk, eller skildrer parforholdet helt forkert. Mest af alt blev jeg træt af den måde, salen fortolkede det, der skete på lærredet, ud fra de historier, der ligger i vores samfund om parforholdet."

Hvor må det da være belastende at have det sådan. Tænk engang, hvilken byrde det må være altid at have ret. Selv når en hel sal fuld af andre mennesker har en anden opfattelse end man selv har, må man jo minde sig selv om, at det er dem, der tager fejl og ikke én selv, der har et problem med sin vinkel på tingene.

Se, hun har selvfølgelig lov til at have sin holdning og hun må naturligvis også meget gerne give udtryk for den, men i min optik knækker filmen altså, når man fremfører sin holdning, som om den var den skinbarlige sandhed. For ikke alene mener hun jo, at alle andre i den biografsal fuldstændig har misforstået det hele. Næh, hun præsenterer endda sin teori om årsagen til deres fejl, som om også dén er uafviselig: de har alle sammen misforstået det hele og det har de, fordi de har lyttet ukritisk til samfundets historier om parforholdet.

Det må sørme være hårdt sådan altid at have ret. Det kræver da en stædighed ud over det sædvanlige ikke at falde i den vildfarelse at overveje, om det kunne være én selv, der har taget fejl og ikke alle de andre...

Lad os tale sammen i positiv forventning til hinanden

Måske kunne vi få en mere givende debat om tingene, hvis vi i stedet går til debatten med en forventing om, at den anden har gode intentioner og gerne vil noget positivt i debatten. Lad os prøve på at lytte og gøre et forsøg på at forstå, hvad den anden faktisk mener. Det vil nok give en bedre og mere horisontudvidende debat. Det er ikke sikkert, vi bliver enige og det behøver vi jo heller ikke blive. Kan vi bare blive lidt klogere på hinanden og måske endda også på os selv, så har vi da opnået noget godt, ikke sandt?

Fra meninger til moralisering

2017-12-27T12:22:00.002+01:00

Hvor længe må man amme?

"Hvor længe må man for eksempel amme?" spurgte min niece til vores lille familiekomsammen her i julen. Så var bomben ligesom kastet og vi fik en vældig diskussion...

Familien må man finde sig i...

Juletiden er som regel en glimrende mulighed for at mødes hele familien samlet. Her kan man hilse på fætre, kusiner, onkler og tanter, som man måske ikke har set siden sidste jul. Og her kan man få nogle samtaler, som er anderledes end de samtaler, man normalt oplever i sin hverdag. For familie er bundet sammen af et helt andet bånd end dem, vi ellers omgiver os med.

I stort set alle andre sammenhænge har vi tendens til at være sammen med dem, der ligner os mest i normer, holdninger og adfærd. Det er vel bare en del af den menneskelige natur, tror jeg. Måske fordi det på mange måder er nemmere. For hvis vi synes, at nu bliver de i vennekredsen da lige en tand for underlige i deres idéer, så kan vi jo altid droppe relationen. Og det behøver ikke engang foregå med særlig megen dramatik. Man kan blot "glemme" at invitere til kaffe eller til børnenes fødselsdag og så vil disse uønskede elementer lige så stille glide ud i glemslen.

Men familien er bundet sammen af noget helt andet. Familien kan vi ikke bare kaste bort, når vi er uenige. I familien tvinges vi til at forholde os til forskelligheden.

En usund debatkultur

Netop dét var min nieces begrundelse for at bringe et sprængfarligt emne på banen. Hun mente, at vi førhen var bedre til at diskutere ting på kryds og tværs i det danske samfund. "Folk kunne sidde og diskutere politik, selv om den ene var højreorienteret og den anden venstreorienteret. Men i dag er det som om vi bare skal være enige allesammen. Vi kan slet ikke diskutere tingene åbent og så går vi jo glip af noget. Vi får ikke udvidet vores horisont."

Hendes søster var ikke enig. "Jeg synes da, vi taler langt mere om det, der har kant," forklarede hun, "tonen er blevet mere rå og man kan sige de mest forfærdelige ting uden det får konsekvenser."

"Det kan godt være, tonen er mere rå, men jeg oplever i hvert fald, at der er ting, vi slet ikke kan tale fornuftigt sammen om," svarede den ældste og så kom hun med eksemplet om amning.

Og diskussionen handlede egentlig slet ikke om amning. Det var bare et eksempel på, hvordan debat kan gå helt galt. Min niece fortalte nemlig, at hun havde oplevet, at folk i en diskussion om amning var blevet uvenner. Jeg fornemmede under vores diskussion, at der lå et eller andet meget væsentligt her, men jeg kunne ikke rigtig sætte finger på det. Det eneste jeg kunne sige lige da, var: "Jamen, hvorfor diskuterer I det overhovedet? Det er jo dig, der er mor til dit barn. Om du ammer i et halvt år eller et helt år eller for den sags skyld i 10 år kan jeg da være ligeglad med. Det er da noget, DU bestemmer. Så længe barnet ikke får tæv, er det da slet ikke noget, jeg skal blande mig i!"

Så skal jeg ellers love for, at der kom gang i sagerne, for nu havde alle pludselig en holdning til, hvor længe man bør amme. Jeg blev temmelig overrasket og havde slet ikke forestillet mig, at så mange kunne have en så brændende passion for amme-længde.

Meningsudveksling eller DET RIGTIGE?

Efterfølgende har jeg tænkt mere over det og lige pludselig gik der en prås op for mig:

Hvor længe må man amme? havde hun jo spurgt i sit eksempel. Hvor længe MÅ man? Altså ikke "Hvor længe ammer du?" eller "Hvor længe synes du, man skal blive ved at amme?"

Nej, spørgsmålet var jo netop ikke et oplæg til meningsudveksling. Det var ikke et spørgsmål, der åbnede op for forskellige synspunkter. Det var derimod et spørgsmål, der lagde op til en fastlåst og konkret besvarelse: Hvad er DET RIGTIGE?
Den er jo helt gal!

Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det er sådan, debat er gået hen og blevet i de seneste årtier. Vi debatterer ikke længere med udgangspunkt i ligeværdige holdninger, hvor dit synspunkt kan være lige så godt som mit. I stedet er vi blevet overbevist om, at der er én og kun én rigtig holdning og at enhver samtale har til formål at finde frem til denne ene rigtige holdning.

Nu er det jo selvfølgelig nemt for mig at komme med sådan en påstand, men jeg mener faktisk, at jeg har en god pointe her. Et af de tegn, jeg ser, er den måde, vi ofte griber en begyndende diskussion an på. Altså dér, hvor vi sidder sammen og nogen så siger noget, som vi alle sammen kan mærke uro i. Sådan en udtalelse, der gør os usikre på, hvor det vil bevæge sig hen og vi bliver meget opmærksomme på de andre omkring bordet. Er der nogen, der spærrer øjnene op? Er der én, som ser lidt anspændt ud? Måske bliver stemningen sådan lidt afventende og man kan næsten høre, hvordan nogle af os overvejer, hvilken strategi, vi skal vælge:

- skal jeg sige, hvad jeg mener om emnet?
- skal jeg vente og lytte til, hvad de andre mener, så jeg ikke kommer i unåde?
- skal jeg bare lade som om jeg er enig med dem, der virker som de stærkeste?

Politik og religion er tabu

Og så er der en eller anden, der bliver så skræmt af udsigten til uenighed, at vedkommende bare MÅ forsøge at lukke diskussionen, før den kommer i gang:

"Nej, nu skal vi altså bare hygge os. Vi skal ikke diskutere politik og religion, for det bliver vi alligevel aldrig enige om!"

Men er det virkelig den eneste grund til at diskutere? At vi skal blive enige?

Det synes jeg ikke...
For mig er debat til for at få udvidet sin horisont og få andre vinkler på. For mig skal vi diskutere for at lære hinanden bedre at kende og for at opdage andre måder at se verden på. Vi behøver ikke ende en diskussion med at blive enige.

Debat kan give os noget positivt, men det kræver én ting af os:
At vi går ind i en diskussion for at blive klogere, ikke for at få ret. Og for at kunne gøre det, er det vigtigste i debatten, at vi respekterer hinanden og tager det for det, det er: en meningsudveksling. Hvis vi ikke kan gå fra en diskussion og være uenige som venner, så har vi virkelig et problem.

Sund og usund debat

Og her kommer jeg tilbage til det, som jeg synes er kernen i alt det her:

Meninger er blevet skubbet til side til fordel for moralisering.

I en god og sund debat lytter vi til de andre og prøver at forstå deres synspunkt. I en god og sund debat betragter vi vores egen holdning som én ud af mange holdninger.

En usund debat er derimod kendetegnet ved at være en krig om sandheden og om at vinde.

Horsens Sygehus - all inclusive: 290 kr.

2017-12-16T11:38:00.000+01:00

Parkering: 290 kr.
Så har jeg lige sluppet 290 kr. for at parkere ved Horsens Sygehus, hvor min yngste søn har ligget til observation for mulig blindtarmsbetændelse natten over...

Jeg er ellers ret vred over, at man skal betale for at parkere ved sygehusene. Det er jo ligesom ikke rigtig idéen med at betale for sundhed over skatten og man så alligevel skal af med sådan en skjult brugerbetaling.

Lidt okay, på en måde...
Men netop i dag er jeg faktisk okay med det. Min søn og jeg har jo det seneste døgn været på kost begge to. Vi har fået frokost, aftensmad (en ret lækker ret, i øvrigt - med dessert, sandelig!) og morgenmad plus alt det kaffe, saft og juice, vi orkede at drikke. Derudover har både min søn og jeg fået en seng stillet til rådighed med sengetøj og sengelinned; vi har fået udleveret tandbørster og tandpasta, er blevet tilbudt lån af nattøj og havde jeg spurgt om det, ville jeg formentlig også have fået udleveret shampoo og fået lov til at tage et bad her til morgen.

En slags all-inclusive
Alt i alt er det jo næsten som et døgn på hotel, all inclusive med fuld betjening fra et yderst serviceminded personale, der gjorde alt, hvad de kunne for at få os til at føle os så godt tilpas, som det nu kan lade sig gøre efter omstændighederne. Og mon ikke man godt kan sige, at et all-inclusive døgn for to personer er 290 kr. værd?

Det synes jeg faktisk, det er... og så alligevel...

Og så igen, måske ikke helt okay alligevel...
Dybest set er jeg jo stadig utilfreds med den skjulte brugerbetaling i form af betalingsparkering. Det burde ikke koste noget at parkere, når man skal besøge syge pårørende eller hilse på nyeste skud på slægtstræet - og da slet ikke, når man er i den situation, at et ophold på hospitalet er nødvendigt!

Sådan helt bramfrit:

Det er noget svineri!

På den anden sige lidt okay eller...

Til gengæld er det helt på sin plads, at man betaler for sin mad, når man er på hospitalet. Det skulle man jo alligevel have gjort, hvis man havde været hjemme. Det kan diskuteres, hvor stort beløbet skal være, men det er helt fair, at jeg skal betale 20-30 kr. pr måltid. For nogle vil det være et lidt højere beløb, end man er vant til, når man er hjemme, for andre er det et lidt mindre beløb. Men det ville faktisk være helt i orden at betale for det, man spiser.

Mad i stedet for parkering?

Så her er det vildeste forslag:

Hvad med at lave et system, så man kan parkere gratis, når man skal på hospitalet og så til gengæld opkræve et beløb for maden? Om ikke for besøgene, så i det mindste da for patienter... Det er vel dét, skatten til regionerne går til?

Den gode kvinde, den onde mand

2017-12-14T08:00:00.000+01:00

En vigtig debat...

#MeToo har sat gang i en debat om, hvordan vi behandler hinanden i dagligdagen. Især har kampagnen sat fokus på det usagte, det unævnelige; Altså det, som ifølge tusindvis af kvinder foregår hver eneste dag og som i hvert fald i nogle situationer holdes skjult af en fortidig kultur, hvor kvinden må finde sig i at blive betragtet som mandens bytte, der blot venter på at blive nedlagt.

Debatten er vigtig, for ingen skal have deres grænser overtrådt, uanset hvilket køn, de har.

Feminint er godt, maskulint er skidt...

Desværre er der efter min opfattelse en skævvridning i hele kønsdebatten. En skævvridning, hvor det maskuline pr definition betragtes som det onde, det forkerte, det grimme, mens det feminine ses som det gode, det rigtige, det smukke.

På sin blog skriver forfatteren og terapeuten Annette Jønsson om udviskningen af kønsrollerne:

“Maskuliniteten er tæt forbundet med selvværdsfølelsen, som er en udfordring for manden, fordi kønsrollerne i dag udviskes mere og mere. Ligestillingen af kønnene bevirker, at mænd skal kunne og gøre det samme, som kvinder. Det gør det svært for manden at finde sin naturlige rolle i hans maskuline univers. Han føler sig til tider amputeret, da han selv skal skabe sin identitet - fjernt fra de gamle normer, hvor han var overhovedet i kraft af sin rolle som skaffedyr, beskytter og den udfarende på arbejdsmarkedet.”

Jønsson rammer ret præcist, hvad den største udfordring er for den moderne mand. Det forventes, at han skal have de samme egenskaber og værdier som kvinder, men han skal samtidig vise sin maskulinitet for at blive betragtet som en rigtig mand. Der er dog to ting, som Jønsson ikke skriver her og som er mindst lige så væsentlige, hvis man skal forstå, hvilken situation ikke blot mænd, men samfundet i det hele taget står i.

Femininistisk maskulinitet på bestilling

For det første er det en helt umulig opgave, manden stilles. Han kan ganske enkelt ikke være helt og fuldt som kvinden og samtidig være en mand. Samfundets krav til manden er en bestilling i både pose og sæk og det kan rent praktisk ikke lade sig gøre.

Og for det andet er det ikke ligestillingen i sig selv, der har skabt problemet. Det gamle kønsrollemønster har muligvis lagt tingene til rette for manden og dermed gjort det lettere for ham at være forsørger, men den grundliggende udfordring er den samme i dag, som den altid har været.

Ligestillingens amokløb har dog uden tvivl gjort problemet større, samtidig med at det har lagt et slør ud, så ingen rigtig forstår, hvad der er på spil eller for den sags skyld, hvad spillet overhovedet går ud på. Eller sagt med billedsprog: vi leger allesammen blindebuk, men vi har hver især forskellige forestillinger om andre lege: flaskehalsen peger på, tagfat og alt muligt andet. Det betyder, at vi fægter forvirrede rundt og at det eneste, vi sådan rigtig kan blive enige om er, at vi har en udfordring, der skal tages op. Sandsynligheden for at finde fælles fodslag og fælles mål er ret lille.

Vi er lige - og så alligevel ikke helt

Jeg skal ikke på nogen måde forsøge at romantisere en fortid, jeg ikke har kendt. Der er uden tvivl meget ved de gamle kønsrollemønstre, som er forkert og uholdbart. Alligevel vil jeg hævde, at vi har mistet noget i ligestillingens hellige navn. Det er som om vi på en og samme gang har ladet forskellene mellem kønnene vande ud og blive til ingenting, men samtidig har vedtaget, at det ene køns særpræg er bedre end det andet køns. Og nej, det giver ikke megen mening. Det er ulogisk. Ikke desto mindre er det netop dét, vi ser i den vestlige verden i dag.

Alt det feminine fremstilles som det gode, det smukke, det rigtige, mens alt maskulint er dømt ude som det grimme, det forkerte, det onde. Det feminine er noget at stræbe efter; det maskuline skal helst pakkes væk og kun kaldes frem under særlige forhold.

Vi bygger os selv en fantasiverden, hvor mænd og kvinder er ens - altså underforstået: hvor både mænd og kvinder er, som kvinder tror, kvinder er. Men det er ikke andet en fantasiverden og vi gør klogt i at tage et opgør med den fantasi, hvis ikke vi ønsker helt at fjerne alt det, der giver livet farve.

For vi er nu engang forskellige, mænd og kvinder. Og det er der ingen grund til at kæmpe imod. Næh, vi skulle hellere omfavne det og nyde den synergi, der kommer, når mænd og kvinder gør noget sammen.

Lugten af røg

Det må gerne lugte lidt af røg. Det må gerne smage af noget. Udfordre. Skubbe forventninger. Stille spørgsmål ved tingenes tilstand og ikke mindst ved alt det, vi normalt går og tænker er naturligt og urokkeligt. Hvem har dog fundet på, at strømpen på venstre fod partout skal se ud som den, der sidder på højre fod? Hvorfor holder vi stædigt fast i, at kirken er et sted, hvor man skal være stille og hvor børn endelig ikke må sidde på døbefonden? Og hvorfor har vi besluttet os for, at det er helt okay, endda nærmest forventet, at minde hinanden om, at vi mænd bør lære at tale mere om tingene - ikke mindst om vores inderste følelser - mens det er en absolut no-go at sige til kvinder i dag, at det egentlig ville være dejligt, hvis de en gang imellem - ikke hele tiden, men blot en enkelt gang eller to i løbet af en dag - kunne lære at holde kæft i to minutter?

Det vestlige samfund er blevet forstillet, pænt, nysseligt og har mistet enhver form for saft og kraft og skabertrang. Det er, kort sagt og måske sat pænt meget på spidsen, blevet feminint og kedeligt.

Det trænger vi virkelig til at få gjort op med. Vi trænger til at få sat på plads, at det at være en mand under ingen omstændigheder skal overlades til kvinder at definere, for det har de faktisk ikke en brik forstand på!

Selv om mine tanker, som jeg sidder her og skriver, netop er tanker og ikke hverken urokkelige sandheder eller for den sags skyld fuldt ud gennemtænkte holdninger til, hvordan verden burde være skruet sammen, så er det nok nærmest uundgåeligt, at nogen vil støde sig det.

Jeg forventer at få skideballe

At feminister og andet godtfolk vil overfalde mig og skælde mig ud for mandschauvinisme og måske endda noget, der er endnu værre, er for mig ikke blot en risiko, som jeg må forberede mig på. Den slags udfald vil jeg endda betragte som synlige tegn på, at den første del af missionen er lykkedes. For det er først, når det gør ondt, når gulvet gynger og vi føler os usikre, at vi rammer den nerve, hvor vi har grundlaget for at udvikle os. Hvis vi skal tage en udfordring op, må nogen stille den først!

Drop gættelegen - afsnit 2

2017-12-06T09:50:00.002+01:00

I mit seneste indlæg skrev jeg om, hvordan den skrækkelige leg, "Gæt, hvad jeg tænker," kan skabe hindringer for bedre forståelse mænd og kvinder imellem. Indlægget udsprang af MeToo-kampagnen, som i sædvanlig stil med andre kønsdebatter er i fare for at blive en angrebskrig mellem kønnene. Det ville vel være mere frugtbart at føre en gensidig dialog?

Jeg besluttede mig for at tale med kvinder, som er tættest på min hverdag, nemlig min kone og mine to døtre. Vi fik en rigtig god dialog om det og min oplevelse er, at det har givet stof til eftertanke for både mig og ”mine” kvinder. Et af de mere interessante pointer kom frem, da min datter på 16 år sagde, at ”Mænd kan da godt se, hvis en kvinde synes, det er ubehageligt.”

”Ja,” svarede jeg, ”dét kan vi! Vi kan godt se, at I bliver ubehageligt til mode. Problemet er, at vi ikke har skygge af chance for at se, hvad I bliver ubehageligt til mode af! Ikke medmindre I fortæller os det…”

Det gav hun mig ret i lige på stedet og mon ikke de fleste andre kvinder også kan se pointen. Hvis jeg på min arbejdsplads oplever, at en kvindelig kollega pludselig skifter ansigtsudtryk og kropsholdning, så er jeg jo ikke spor i tvivl om, at hun føler sin grænse overtrådt, men det er ikke sikkert, jeg kan regne ud, hvorfor.

Der er selvfølgelig situationer, hvor det er rimelig klart. Nu kunne jeg jo aldrig finde på at gramse nogen på røven, men hvis jeg havde gjort det, ville jeg naturligvis heller ikke være spor i tvivl om, at netop dén handling ville være den direkte årsag til, at hendes grænse var overskredet.

Men hvis jeg nu blot havde sagt noget pænt til hende, hvad så? Hvis jeg havde sagt: ”den kjole klæ’r dig virkelig godt” eller ”nej, hvor har frisøren klippet dit hår pænt” og hendes reaktion så tydeligt viste ubehag, hvordan i alverden skulle jeg så vide, hvad der havde fået den reaktion frem? Var det dét, jeg sagde? Var det mit ansigtsudtryk? Min kropsholdning? Mit tonefald? Eller måske noget helt femte? Jeg ville ikke ane det! Ikke før hun fortalte mig det.

Rigtige mænd - og så de få klaphatte

En anden vigtig pointe er, at det efter min opfattelse er et fåtal, der overskrider grænsen. Langt de fleste af os er rigtige mænd, ikke klaphatte, der tror, at kvinder er deres personlige lager af seksuelle ydelser. Vi rigtige mænd oplever sjældent, at kvinder på vores arbejdsplads pludselig skifter ansigtsudtryk og ser ud til at finde vores selskab ubehageligt. Men det forstærker blot fornemmelsen af dissonans i vores verdensbillede. Netop fordi vi ikke oplever, at kvinder bliver ubehageligt til mode, bliver vi endnu mere uforstående i forhold til MeToo-debatten. Vi synes selv, vi er opmærksomme, men vi har også den erfaring med den der skrækkelige gætteleg, at der sagtens kan være kvinder med en anden oplevelse og så bliver vi utrygge. For spørgsmålet trænger sig jo på: har jeg mon gjort eller sagt noget uden at opdage, at min kvindelige kollega har fundet det ubehageligt?

Altsammen i en træls kombination af to ting:
1. Kvinder, der ikke siger højt, når og hvordan grænsen er overskredet
2. Sølle klaphatte, der aldrig kommer i nærheden af at være rigtige mænd

Vi surmuler ikke

Kunne det tænkes, at det store flertal af mænd, der reagerer ved at tage ekstreme forholdsregler, ved at undlade enhver fysisk kontakt, ved at stille sig i baren med en drink i hver hånd og ved helt at undlade at komplimentere kvinder for deres udseende, i virkeligheden er alt andet end gul stue, mande-baby, surmuleri og offerrolle?

Kunne det tænkes, at vores reaktion ganske enkelt bunder i et ønske om, at vi skal komme godt overens med hinanden og at vi frygter, om vi måske selv har gjort eller sagt noget, der er blevet misforstået?

Kunne det tænkes, at vi ganske enkelt ikke oplever det, som MeToo præsenterer os for?

Kan mine spørgsmål fremme forståelse?

Jeg har ikke de vises sten til at besvare, hvad der skal til for at komme frugtbart videre og det, jeg skriver her skal ikke betragtes som afsluttende konklusioner. Jeg ønsker blot at stille spørgsmål for at fremme forståelsen af et emne, som for mig at se er enormt kompliceret. Måske tager jeg fejl og så vil jeg sætte pris på tilbagemeldinger i kommentarfeltet. Har jeg ret i, at mine spørgsmål kan fremme forståelsen, vil svar i kommentarfeltet være små skridt på vejen til at få det her problem ryddet af vejen.

Mandens fornemste opgave

Kære kvinder, vi holder af jer og vil det bedste for både jer og for vores fællesskab på arbejdspladser og andre steder. Vil I ikke godt være søde at tage det alvorligt, når nogle af os bliver i tvivl om, hvorvidt vi har været med til at krænke nogen? Vi surmuler ikke. Vores oplevelse i hverdagen stemmer bare ikke overens med det, vi hører.

Og når det sker, så kigger vi indad. Vi reflekterer over, om vores ord og vores adfærd bør ændres. Og vi vil sætte stor pris på, at I fortæller os, hvordan I oplever os i dagligdagen og om der er noget i vores adfærd, der gør jer utrygge.

For det er faktisk for mange os et af de fornemste opgaver, vi mænd har: at skabe tryghed…

Drop gættelegen og hjælp #metoo videre

2017-12-06T09:49:00.000+01:00

En chokerende oplevelse

Da jeg var helt ung, omkring 18-19 år, fik jeg mit første "voksenjob." En dag var der en kvindelig og en mandlig kollega, der stod ved siden af hinanden og udførte et stykke arbejde. Og så, lige pludselig, tog han hende på røven og gav den en klem...

Min første tanke var: "Nej, dét kan ikke passe... Sådan er der ingen, der opfører sig... Jeg må have set forkert..."

Da jeg drejede hovedet og så på min tredje kollega, så han også helt forkert ud i hovedet. "Så du også dét?" spurgte han. "Øh, ja," svarede jeg, "det tror jeg nok..."

Hvad der efterfølgende skete, véd jeg faktisk ikke. Jeg var jo ikke så gammel og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg lige skulle gribe det an.

Baggrund for MeToo

Hvorfor fortæller jeg så lige den historie?

Joh, det gør jeg, fordi den er dukket op i mit hoved i forbindelse med den sociale bevægelse, #metoo, der på rekordtid er gået fra et enkelt tweet til massiv global opmærksomhed.

Det hele startede med, at skuespiller og sanger Alyssa Milano 15. oktober i år tweetede sin opfordring til at bruge overskriften ”Me Too,” hvis man selv havde oplevet seksuel krænkelse. Pointen var at gøre opmærksom på, at problemet med seksuel chikane er langt større, end de fleste er klar over og det må man jo sige er lykkedes ganske godt. Ifølge Information havde ikke færre end 1,5 mio. mennesker på blot tre dage deltaget i debatten og siden er bevægelsen blevet global.

En væsentlig debat, der ikke må køre af sporet

MeToo har skabt røre. Det er både godt og nødvendigt. Netop derfor er det vigtigt at holde debatten på ret køl, hvad det så end er. Som mand er jeg på én gang både forbavset, bekymret og indigneret. Men jeg er også forundret. Forundret over, at når vi nu har den her vigtige debat i gang, så er den hele tiden lige på nippet til at blive til en kønsmæssig angrebskrig, hvor mænd anklages for ikke at tage emnet alvorligt, når de i virkeligheden bare er uforstående i forhold til noget af det, de hører og slet ikke kan sætte det ind i deres oplevelse af hverdagen.

Mænd i offerrollen

I Radio24syv 1. december inviterede Asger Juul og Ida Herskind tre kvinder ind i studiet for at tale om kampagnen i dansk kontekst. Det var sexologen Julie Jeune, FOA’s næstformand Mona Strib og forfatteren Line Knutzon.

Journalisterne gjorde deres til at få en nuanceret debat. Det samme gjorde Mona Strib fra FOA, så man skulle jo tro, at her var en fin opskrift på et program, der virkelig kunne rykke noget.

Men… desværre gik der ikke mange minutter i debatten, før sexologen Jeune lod dommen falde over de mænd, der har reageret med de lidt mere ekstreme forholdsregler. Det gælder bl.a. René Fredensborg, som i et interview fortæller, at han har besluttet sig for, at han til den kommende julefrokost ikke vil danse. I stedet vil han stille sig i baren med en drink i hver hånd. ”Altså, jeg kan ikk… jeg kan ikk komme til at rage på nogen,” siger han. Her bliver Jeune ret klar i mælet: ”Nu gør mænd sig lidt til ofre, altså, og fjerner fokus fra det vigtige. Altså, det handler om noget virkelig vigtigt. Det er vigtigere, end at mænd bliver forvirrede.”

Knutzon er helt med på dén definition. Hun er tydeligt vred – det er ikke bare min tolkning, for det siger hun selv, at hun er – og hun føjer ”børnehavekortet” til. Hun siger bl.a. at ”det her børnehave, Rene Fredensborg på strømpesokker, der står og surmuler og demonstrerer i børnehaven, gul stue og ikke vil sige noget til (kvinder, red.) eller danse med (kvinder, red.) og sådan gør sig til offer… sammenlignet med… alvoren i det her. Altså, det er kvinder, der er blevet voldtaget… og så står der sådan nogle patte-voksen-babyer, mande-voksen-babyer ovre i et hjørne og bliver sådan mopsede og gør sig til ofre, altså jeg bliver sådan lidt sur her til morgen over det.”

Ja, så er scenen da sat!

Kvinder bliver udsat for seksuel chikane og mænd er pattebørn, der stiller sig i et hjørne og surmuler…

Det er én stor misforståelse og jeg er noget overrasket over Jeune og Knutzon, der jo ellers er intelligente og fornuftige og som efter min opfattelse burde kunne gennemskue, hvad der sker!

Det lykkedes dem ikke umiddelbart her, men det kan da nås endnu, når de lige får lidt tid til at tænke det hele igennem.

Noget stemmer ikke!

I mellemtiden vil jeg prøve at give mit bud på, hvad der får mange mænd til at reagere så ekstremt.

Som det nok fremgår ret tydeligt af min historie i begyndelsen af det, jeg har skrevet, var min mandlige kollegas opførsel så fremmed for mig, at jeg i første omgang var sikker på, at jeg måtte have misforstået situationen. Jeg kunne ikke slet forestille mig, at nogen kunne opføre sig på den måde. Min konklusion var derfor, at ”jeg må have set forkert.”

Siden dengang har jeg aldrig set mænd gøre den slags mod kvinder.

I min verden finder det ganske enkelt ikke sted.

Men så kommer #metoo og viser et langt større omfang af problemet, end jeg kan genkende i min hverdag og hvordan skal jeg så lige forholde mig til dét?

Jeg ser jo ingen grund til at tvivle på, at disse mange kvinder rent faktisk har oplevet, hvad de fortæller, de har oplevet. Hvorfor skulle de dog fortælle noget, der ikke passer? Der kan muligvis være nogle af historierne, som indeholder lidt fantasi og der kan da også være nogle af historierne, som dybest set intet har med chikane at gøre, men langt størstedelen af fortællingerne må jeg tage alvorligt.

Min oplevelse i dagligdagen og #metoo’s fortællinger skurrer bare sådan mod hinanden og det skaber dissonans i min verdensforståelse. Noget stemmer ikke!

Som mand kigger jeg indad

Hvordan kan min oplevelse være så meget anderledes end den, som MeToo præsenterer? Jeg er nødt til at spørge mig selv, hvad der foregår:

- Er det fordi jeg som mand bare ikke har været opmærksom nok?

- Er det fordi, det foregår i det skjulte og at de kvinder, som udsættes for det, ikke råber op og gør opmærksom på, at de er blevet forulempet?

- Og har jeg som mand selv gjort eller sagt noget, som er blevet oplevet som en krænkelse?

Drop Gættelegen

Jeg tror ikke, jeg står alene med netop de spørgsmål. Det er jo ikke uhørt, at kvinder forventer, at vi mænd kan gætte, hvad de tænker og føler. Og det kan vi måske også i en vis udstrækning, men der er nu altså begrænsninger, som selv den mest lydhøre og sensitive mand (eller kvinde) ikke kan overkomme.

Og helt ærligt, kan vi da ikke for én gangs skyld droppe gættelegen? Den gavner altså ikke nogen. Gættelegen er én af de største hindringer for, at vi mænd og kvinder kan lære hinanden bedre at kende og kunne vi dog bare komme væk fra den, så tror jeg, vi er kommet rigtig langt...

Læs videre her

Spas i hverdagen

2016-09-06T11:49:00.000+02:00

Kender du det med, at man ser et eller andet derude i den virkelige verden, som giver trækninger i musklerne omkring mundtøjet?

Ikke nødvendigvis alt dét, der fremtvinger et rungende brøl af latter, men bare de der små ting, der giver et smil på læben og gør din dag en lille bitte smule sjovere?

Her er en samling af billeder, jeg har taget gennem tiden af ting, jeg synes falder i smile-kategorien. God fornøjelse!

-----------------------

“Duften af frisk mad gør mig gammel” - overskrift i en lokal ugeavis

Hvis det virkelig er rigtigt, synes jeg, vi burde servere gammel mad på plejehjemmene. Måske det kan gøre de ældre friske?

“Willemoes Grill Øl” - tilbud i DagliBrugsen

Det siges godt nok, at man kan grille alt, meeeen...

“Ta’ en pause, mens børnene kigger” - stol i BR Legetøj

Hmmm… Jeg tvivler nu stærkt på, at mine børn gider kigge på, mens jeg tager en pause…

“Elektronik-gigant er klar til at indtage Vejle” - forside i Vejle Amts Folkeblad

Nej, det er ikke overskriften, du skal lægge mærke til. Det er det, der står i teksten lige under overskriften, nemlig:

“Så følger to linjer med ‘brød til forside.’ De første er markeret med tegnformatet ‘brød12fed.’ Sidehenvisningen har afsnitsformatet ‘forsidehenv sidetal,’ der skrives ‘side x-y’ med lille, eller Fx. ‘Folkebladet side x-y.’

Nogen har vist glemt at indsætte en tekst i den skabelon, de bruger til avisens forside. Som en ekstra lille bonus kan jeg oplyse, at fejlen blev begået af souschefen på Jydske Medier. Mon ikke fadæsen lettest kan sammenfattes i det lille ord: “ups…?”

“Praktisk Husholdningssprit” - tekst på flaske

Pyh, hvor heldigt, at vi lige var vakse ved indkøbsturen dér. Hvis vi havde købt den upraktiske, ville det jo være ret… upraktisk?

“røv for 0 kr.” - annonce på FaceBook

Et billede siger tusinde ord - joh, men det er nu ikke helt ligegyldt, hvordan man redigerer sådan et billede… 0 kr. er måske almindeligvis et godt tilbud, men jeg tror nu, jeg klarer mig med den røv, jeg blev født med…

“Medbring selv laptop eller tablet” - plakat i indkøbscenter.

Medbring selv? Argh… Nu bliver det vist lige selvbetjent nok…

“20-60-årige mænd dør langt oftere end kvinder” - overskrift i Søndagsavisen.

Kan det nu også passe? Plejer folk ikke kun at dø én gang???

“Smilla’s Interflora” og “Begravelsesforretningen for Hedensted og Omegn” - gavl på hus i Hedensted

Er det noget med “Frk. Smilla’s fornemmelse for begravelser?”

“Håndopvask” - tekst på flaske

Til hvis man skal have sine hænder vasket op?

“Børn, Musik” - skilt på biblioteket

Det er jo dejligt, at man kan låne så mange forskellige ting på biblioteket, men her synes jeg måske nok, det går en tand for vidt…

“Ny Citroën C4 Cactus til Talibankrigere?” - annonce på forsiden af Søndagsavisen.

Hvis jeg var marketingschef hos Citroën, ville Søndagsavisen nok hurtigt få mig i røret. Jeg tvivler stærkt på, at bilfabrikanten har lyst til at få fremstillet deres biler som potentielle get-away-cars for terrorister…

“MiddelalderParkering” - skilt i forbindelse med Middelalderfestival i Horsens

Hvor mon P-skiven sidder på en oksekærre?

“Kundevægt” - fra grøntafdelingen i dagligvareforretning

“Uha, nej, det tør jeg ikke. Tænk, hvis jeg blev fundet for let.”

“Det tror jeg ikke, du behøver være bange for, far!”

“Venstres formand erkender nu, at partiet har optrådt professionelt.” - Overskrift fra DRs hjemmeside.

Nej, hvor må det ærgre Venstre. Efter i årevis at have kæmpet sådan for at optræde uprofessionelt? Øv, altså!

“Presseafdeling udtaler sig af princip ikke” - sakset fra Politiken 28.maj 2014

Nok ikke lige det, jeg normalt ville forvente af en presseafdeling???

“Aftaler til underskrift” - mail fra Middelfart Sparekasse om digital underskrift for at få adgang til netbank.

Øh??? Jeg skal altså logge på min netbank for at kunne underskrive et dokument, der skal give mig adgang til min netbank??? Den skal jeg lige have én gang til…

“Hvor tilfreds var du med dit besøg i TastSelv?” - fra SKAT’s hjemmeside umiddelbart efter at have rettet selvangivelse og dermed fået besked om, hvorvidt jeg skal have penge tilbage eller om jeg har restskat, der skal betales.

Mon ikke de flestes svar afhænger bare en lille smule af resultatet af selvangivelsen???

“Endelig en mand” - tekst på undersiden af toiletbrædtet på en arbejdsplads, der ellers er domineret af kvinder.

Den der rare fornemmelse, man får i kroppen, når man føler sig budt velkommen…

“Café Gyllen” - fra torvet i en større svensk by

Nå, ja, jeg véd jo godt, der er forskel på sproget i Danmark og Sverige, men alligevel… Jeg tror i hvert fald ikke, jeg kan få mig selv til at bestille hverken gullash eller millionbøf…

Anmeldelse: The Martian af Andy Weir

2016-07-11T15:24:00.002+02:00

Jeg kan virkelig mærke, at det er ferietid. De seneste fem dage har jeg læst ikke færre end 4 bøger og da jeg lige nu ikke har flere bøger at gribe fat i, begynder det at krible i mig.

Jeg havde egentlig tænkt mig at anmelde tredje bog i serien "Time Riders" i dag, men jeg blev færdig med en anden bog i går og den var simpelthen en oplevelse, jeg er nødt til at dele med det samme.

Det drejer sig om "The Martian," som netop er blevet filmatiseret med Matt Damon i hovedrollen. Men inden, du giver dig i kast med filmen, bør du altså overveje at læse bogen. Det er værd at bruge tiden på og især med det svigtende danske sommervejr, vi har lige nu...

Indhold:

Efter blot 6 dage (Marsdage, som er en anelse længere end dage på Jorden) må holdet fra Ares 3 evakuere deres habitat på grund af en voldsom storm. Men netop som de er på vej mod MAV'en, der skal bringe dem i sikkerhed, bliver Mark Watney ramt af en vildfaren antenne, der borer sig igennem hans dragt og slynger ham bagud. Antennen ødelægger uheldigvis også noget elektronik, der skal sende info om livstegn og derfor tror hans holdkammerater, at han er død. De må skynde sig i sikkerhed og efterlader Mark på Mars. Han overlever dog og må nu kæmpe for at bevare livet og håbe på at blive reddet.

Anmeldelse:

Sagt ligeud: Andy Weir har begået intet mindre end en genistreg med denne historie, som man ikke behøver være Scifi-fan for at kunne lide. På mange måder er det en moderne version af den velkendte historie om Robinson Crusoe, blot sat i en anden tid. Og så alligevel, for historien har sin helt egen dynamik og ikke mindst Andy Weirs helt specielle skrivestil gør bogen til noget særligt. Især har han en virkelig intelligent form for humor, der viser sig allerede på de første sider. Eksempelvis fortæller hovedpersonen Mark, at han er den lavestrangerede på Ares 3-holdet og fortsætter så: "eneste måde, jeg ville blive øverstkommanderende, er hvis jeg er den eneste tilbageværende på planeten. Dér kan man bare se... Jeg er øverstkommanderende!"

Bogen er skrevet med en blanding af altseende fortæller og en jeg-fortæller i form af Marks missionslog og det nøje gennemtænkte skift mellem nutid og datid gør fortællingen levende. Som læser tages jeg ved hånden (på den gode måde) og føres elegant gennem op- og nedture sammen med både Mark og andre i persongalleriet. Og ikke mindst har forfatteren undgået den sædvanlige og irriterende Hollywood-tendens til forudsigelighed. I stedet holdes spændingen hele vejen og man kan ikke engang føle sig sikker på, om det lykkedes Mark at overleve og komme hjem til Jorden.

Jeg har endnu ikke set filmen, som for nylig er kommet og jeg må indrømme, at jeg heller ikke er sikker på, at jeg har lyst til at se den. Jeg tvivler stærkt på, at det kan lade sig gøre at indfange bogens særlige humor på det store lærred. Eller sagt på en anden måde: vent ikke på at se filmen. Start med bogen. Det kommer du ikke til at fortryde!

Generel info om bogen:
Titel: "The Martian"
Forfatter: Andy Weir
Udgivelsesår: 2016 (dansk oversættelse)
Forlag: DreamLitt 
ISBN: 978-87-7171-122-6
Vejl. udsalgspris : 299,-
Link til køb: DreamLitt