Mads Heinesen

'At holde et hjerte' - digtene der sneg sig med

2014-11-05T21:24:00.002+01:00

Foto af Rikke Frost, taget fra 'At holde et hjerte'

Iøvrigt, en lille sær anekdote om 'At holde et hjerte', min nyeste udgivelse: Da vi skulle til at lave denne kærlighedshistorie om til e-bog på vores forlag, Vild Maskine, opdagede vi, at der ved en fejl havde sneget sig ca. 6 digte med i den nye udgivelse, som ellers var blevet redigeret ubarmhjertigt væk fra førsteudgaven fra 2003.

Det er jo egentlig noget, vi skulle have markedsført udgivelsen på, da den udkom for et par måneder siden, men tre forskellige mennesker, som alle havde indgående kendskab til førsteudgaven, læste korrektur på den, og ingen lagde ingen mærke til de nye digte, der havde sneget sig med.

Forklaringen må være, at vi har hentet en gammel fil, som vi var overbevist om, var den seneste version, og så har vi benyttet den som oplæg, uden at krydstjekke grundigt nok med førsteudgaven. Vi tænkte ikke over, at noget var forkert,så digtene og teksterne, som kom med, må vel have haft deres berettigelse.... her er den ene lille bastard:

'øjne dyppet i vrede
rystet godt og hængt til tørre
på toilettet over kummen
om lidt når alt er dryppet af
vil han stille mærke efter
slukker lyset på toilettet'

Hvis man har lyst til at gå på udkig efter de nye digte i At holde et hjerte, så kan man låne den gamle udgave på nogle ganske få biblioteker, og den nye kan man altså nu få som både e-bog og trykt bog...

Foredrag i Sognegården i Lyngby 18. november

2014-10-23T12:19:00.001+02:00

Sognegården i Lyngby.

Den 18. november vil jeg besøge den lokale sognegård i Lyngby (8570 Trustrup), hvor jeg vil fortælle om min bog 'Jeg er modig' samt mit forfatterskab og mine aktiviteter i øvrigt.

Der er åben adgang for alle til sogneaften - det starter kl. 19.30, og der vil blive serveret kaffe og kage.

Arrangementet er støttet af:

Oversættelse i ny udgave

2014-10-14T11:46:00.000+02:00

Omslag af Alette Bertelsen, læg mærke til de fine togruter, som også findes inde i bogen.

Nu genudgives 'Muren er faldet og jeg sidder fast' i en ny udgave, det er kærlighedshistorie, der foregår to uger efter murens fald i Berlin, fordansket efter et super samarbejde mellem Arko Højholt, Tine Flyvholm og jeg selv. Som man kan se på omslaget fik den bl.a. fem hjerter i Politiken ved udgivelsen, og Bogmagasinet skrev: "Dette er noget i retning af drømmen af en bog. Alt falder på plads efter oceaner af styrtdykkende fortrædeligheder, hvor man undervejs - som læser - døjer med vejrtrækningsproblemer om begivenhedernes udvikling."

Artikler i lokalsprøjterne

2014-09-17T11:49:00.000+02:00

Foto: Lone Knold

Så er der lidt omtale af min nye bog i lokalsprøjten, 8570.dk , samt omtale i Sjællandske - sidstnævnte insisterer dog på, at jeg hedder Mads Dinesen, og at forlaget hedder Vild Turbine og ikke Vild Maskine. Men hvad pokker.

Korrekturlæseren har været på ferie. Mads Dinesen går til bøgerne.

Ny udgivelse!

2014-08-29T10:39:00.000+02:00

Så udkom min kærlighedshistorie, 'At holde et hjerte'.

Den er udkommet på Vild Maskine, med flotte fotos af Rikke Frost.

Køb bogen hos din boghandler, fx her:
eller ved at sende en mail til mads@heinesen.net

Novelle udgives i Plot 6

2014-07-08T12:00:00.000+02:00

Så har jeg udgivet noget i bogform for første gang i næsten tre år, og det skal da lige fejres. Det er novellen 'Dengang jeg fløj', om drengen Albert, der oplever at flyve ud af sin egen krop og få en større indsigt i sig selv og verden omkring sig. Den er illustreret af Claus Rye Schierbeck og er med i undervisningsmaterialet Plot 6, som er målrettet 6. klasse, redigeret af blandt andre Inger-Lise Lund og udkommer på Alinea her inden skolestart.

Her kan man bl.a. smuglæse min historie på side 13 og de første 86 sider af elevbogen.

Hjælp til udgivelse af min debutdigtsamling

2014-01-27T22:45:00.002+01:00

Foto: copyright Rikke Frost

Efter flere forespørgsler på min debut-digtsamling 'At holde et hjerte', som jeg skrev som 18-årig, har jeg en drøm at lave et 2014-genoptryk, denne gang med fotografier af Rikke Frost og layout af Jette Bæk Møller. Samlingen udkom oprindelig kun i 50 eksemplarer, med eget klippe-klistre-layout, limet i ryggen med limpistol og skåret til med hobbykniv. Den var med andre ord lettere hjemmelavet i sit udtryk, og de eksemplarer, der findes, er formentlig alle ved at være nedslidte. For at føre drømmen ud i livet om at give digtsamlingen den form, som jeg synes, den fortjente, men aldrig har haft mulighed for at give den, har jeg brug for jeres hjælp. Læs mere her: http://www.booomerang.dk/projects/holde-et-hjerte-digtsamling/

Interview i Århus Stiftstidende

2014-01-23T20:53:00.002+01:00

Så er der et rigtig fint interview med mig i Århus Stiftstidende, 'Tusindkunstneren i Albøge'.

Og vinderen blev...!

2013-12-19T14:20:00.001+01:00

Min julekonkurrence er nu afsluttet, og den heldige vinder af et klassesæt af min bog 'Hvad så, kærester?' blev Kalbyrisskolen i Næstved!

De tre efterfølgende julepakker, som blev uddelt som en 2. præmie, blev Sct. Jørgens Skole i Roskilde, Langhøjskolen i Vivild samt Rougsøskolen i Ørsted. Disse tre skoler får muligheden for at skaffe sig en julepakke bestående af:

Fra Kattegatskolen, foto: Rita Mogensen

1. Klassesæt a KUN 75 kr. pr. bog (20-30 stk.) Nypris pr. bog er 192 kr. hos Saxo.com!

2. Et GRATIS forfatterbesøg for 5.-7.klasse! Værdi: 3.500 kr. ifølge taksterne hos Dansk Forfatterforening.

Tillykke til skolerne! Håber de får gavn af bøgerne og foredraget!

Glædelig jul!

GRATIS KLASSESÆT og FORFATTERBESØG TIL SKOLEBIBLIOTEKER!

2013-12-04T12:22:00.003+01:00

I anledning af at jeg er i vanvittigt godt julehumør trækker jeg lod om et GRATIS KLASSESÆT á 20 eks. af min bog, ’Hvad så, kærester?’ til et heldigt skolebibliotek! I skal blot senest d. 16. dec. svare på disse to spørgsmål:

1. Hvilket forlag udgav bogen i 2010?

2. Hvad hed den anden Vilmer-bog, som udkom året før?

Hjælp mig gerne med at sprede budskabet ved at dele til dansklærere og skolebiblioteker, I kender, og bed dem skrive svaret til mig på Facebook eller til mads@heinesen.net

INGEN SKAL FØLE SIG SNYDT

Til de uheldige, der ikke vinder konkurrencen, udbyder jeg også tre julepakker bestående af:

1. Klassesæt a KUN 75 kr. pr. bog (15-30 eks.)

2. Et GRATIS forfatterbesøg for 5.-7.klasse til de 3 skoler, der køber bøgerne!

Et forfatterbesøg har ifølge taksterne hos Dansk Forfatterforening en værdi af 3.500 kr., og nypris pr. bog er 192 kr. hos Saxo.com!

OM BOGEN

’Hvad så, kærester?’ er en selvstændig fortsættelse af den første Vilmer-bog fra 2009 (pyh, der var jeg lige ved at røbe navnet!), og her er uddrag af presseomtalen ved udgivelsen af 'Hvad så, kærester?':

"Det er et glædeligt gensyn med Vilmer. En almindelig dreng i en almindelig klasse med almindelige problemer. Men det er problemer, som virker store og alvorlige, når man bare er 14 år. Det forstår Mads Heinesen. Han er helt i øjenhøjde med Vilmer. Og det er godt. Historien er troværdig og læseren bliver fanget ind i dramaerne, der udspilles på 7. klasses lejrskole." Rikke Dyrhave Nissen, Fortællingen.dk (se anmeldelsen hos Fortællingen.dk)

”Mads Heinesen rammer fint 7. klassernes univers. Han gør ikke kæresterne mere avancerede, end jeg tror, de er i en 7. klasse. Sprogtonen passer godt til personerne, og elevtyperne er fint ”castet”" Bent Rasmussen, Skolebiblioteket, EMU.dk

OM FORFATTEREN MADS HEINESEN

Mads Heinesen er fra 1981, er fortrinsvis børnebogsforfatter, men også sangskriver og maler. Han har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur og udgav senest den anmelderroste 'Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder', har modtaget tre legater fra Statens Kunstråd og arbejdet for, og skrevet historier til: Høst & Søn, Forum, Gyldendal, DR B&U/Ramasjang, Alinea, Dansklærerforeningens Forlag, Egmont Kids m.v.

Efterårs-update

2012-09-12T20:19:00.003+02:00

Så er sommeren gået, og efteråret er begyndt at krybe ind under huden på mig. Sommeren gik med at flytte i hus, ordne have og nyde den nye status som Djurslænding. I virkeligheden har jeg begravet mig i alle hus- og haveejerens lyksaligheder, og jeg har nydt det til fulde. At slå græs, fælde træer, rive loft ned og så videre. For ti dage siden startede jeg så på Journalisthøjskolen i Århus, og der har været tryk på her i begyndelsen. Nogle af de ting, vi laver minder meget om det, jeg har lavet før, så i virkeligheden ligger det i nogenlunde naturlig forlængelse med mine mange skriveaktiviteter. Spørgsmålet er måske nærmere hvorfor jeg aldrig har overvejet at søge ind tidligere i mit liv. Tror en af mine gode venners dårlige oplevelser med skolen har afbrudt mig fra overhovedet at tænke tanken tidligere. Men nu står jeg her så, fuldkommen ude af skriveform. Jeg føler mig som en fodboldspiller der tropper op til træning efter sommerferien med ølvom og et kondital der passer bedre ind på et plejehjem end i en fodboldklub. Kroppen vil ikke som den plejer, modstanderen piller bolden fra en så let som ingenting, og man bliver forpustet efter få minutter. Min skriveform er elendig, for at sige det mildt. Men man mærker tydeligt, at Journalisthøjskolen er en uddannelse med mange muligheder og et højt drive. Folk er her af en årsag, og jeg tvivler på, at halvdelen af vores hold kommer til at droppe ud inden sommer, som det var tilfældet efter mit år på læreruddannelsen. Der startede vi 34 sidste sommer, og der var under tyve tilbage til opstarten her i august. Men til gengæld er det så formentlig også de tyve bedste og mest egnede lærere, der er tilbage. Én ting, jeg ikke har savnet i min lange sommerferie: Gruppearbejdet i sin spæde fase, hvor man bliver parret med nogle af sine modsætninger. Det er ikke min yndlings-is. Men mon ikke den alligevel glider ned på et tidspunkt?

2. oplag af Jeg er modig!

2012-06-08T15:40:00.003+02:00

Et par dage efter jeg modtog legatet fik jeg at vide, at 'Jeg er modig' netop er udkommet i andet oplag! Det første var på ca. 1500 stk., og 2. oplag er på 800. Og dagen efter igen blev jeg spurgt om jeg ville undervise på en forfatterskole for børn og unge i Odsherred til næste forår. Det kommer til at foregå over 15 eftermiddage samt på et internat i påskeferien. Det glæder jeg mig meget til.

Der sker mange gode ting for tiden! Det er som om der er nogen, der forsøger at fortælle mig, at jeg skal se at få gang i kreativiteten igen. Inden sommeren er gået skal jeg under alle omstændigheder have skrevet noget godt igen, for til den tid skal jeg aflevere et bidrag til Plot 6, et undervisningsmateriale til 6. klasse i dansk.

Men først er det eksamenstid, og dernæst flyttetid...

Noget om huse og legater

2012-06-02T23:48:00.000+02:00

Det snart en evighed siden jeg har skrevet på min blog. Der er sket en masse ting siden sidst, men knap så meget litterært eller kunstnerisk i det hele taget. Tiden er gået med opgaveskrivning og eksamensforberedelse (at glo ud i luften samt drikke øl med vennerne), samt ikke mindst: Huskøb.

Min kæreste og jeg har længe været på jagt efter det perfekte sted at slå os ned, og ikke mindst en bank der gad låne to studerende mere end en million. Den ene bank ville kun låne os 630.000, hvilket var nok til en nedrivningsparat hybel i den overmodne banan, mens den anden bank åbenbart syntes vi var gode for 1.2. Sådan kan man jo regne så forskelligt. Efter at have gennemsøgt store dele af landet, fandt vi til sidst det hyggeligste gule hus på Djursland, med 8.000 kvm have med alt hvad hjertet kan begære af hygge, natur og ikke mindst albuerum.

Men dog er der sket én fin litterær ting, nemlig at jeg i dag har modtaget Direktør J.P. Lunds og hustru Vilhelmine Bugges legat. Det varmer i dén grad i en tid, som ikke ligefrem har budt på mit livs største kreative selvtillid. Faktisk har de seneste par år været mine mindst kreative år siden mine tidlige teenageår, hvilket egentlig er ironisk, idet jeg vel objektivt set aldrig har haft mere succes end lige nu. Måske er jeg bare blevet alt for harmonisk til at lave god kunst. Der findes nu ingen kunstkatalysator som en håndfuld solide neuroser og angst. Jeg skal nok finde min drivkraft et andet sted fremover.

Selve pengemængden fra legatet er forholdsvist overskuelig, men alligevel stor nok til at lune i en hullet lomme. Det vigtigste er dog hæderen. For det minder mig om, at jeg har noget, der skal holdes ved lige. At det ikke er ligegyldigt det jeg laver. Legatet giver mig noget fornyet gejst omkring mine projekter, hvilket har været tiltrængt.

Her kan I se nogle af de senere års modtager af legatet - der er virkelig dygtige og anerkendte navne på listen, blandt andre Cecilie Eken, Bo Hr. Hansen, Adda Djørup, Suleima Hind, Julia Butschkow, Tomas Lagermand Lundme, Sissel-Jo Gazan, Peter Adolphsen og ikke mindst min gode gamle skriveveninde: Julie Thor Fryd.

Fætter Rasmus nedkommer med tvillinger

2012-04-19T13:45:00.001+02:00

Smukt omslag til Tvillingerne, lavet af Alette Bertelsen.

Min fætter Rasmus, som i årevis har udgivet syrede digtsamlinger og eksperimenterende prosa på mindre forlag, og som for tiden laver elektronisk musik i lange baner, udkommer i morgen med sin første bog på Samlerens Forlag - Tvillingerne.

Udgivelseshistorien var, at Rasmus oprindelig havde udgivet to bøger som privattryk i 2006 (Det gule gæstebud + Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet), som han havde delt ud i 30 eksemplarer til folk, han mente burde have dem.

Ad denne vej endte bøgerne mange år senere, ifølge rygtet, hos forfatteren Asger Schnack, som skulle have afleveret de to små, privattrykte digtsamlinger til den litterære direktør på Samlerens Forlag, Jakob Malling Lambert. Han spottede straks potentialet i de to udgivelser, og samlede dem til én bog med titlen Tvillingerne - i øvrigt en vending som Rasmus selv har omtalt de to bøger med siden han skrev dem i 2006.

Her følger et fint udpluk fra første side i Det gule gæstebud, den ene del af Tvillingerne, som Rasmus sendte mig i 2006:

"jeg prøver forgæves at finde et punkt på din hud
mine læber ikke har besøgt forgæves mister jeg
besindelsen og trækker vejret dybt lungerne
punkteres af dit bliks nejende hav så ved jeg at
du tænker på mig som jeg tænker på dig og roen
kommer"

Ekstra Bladet skrev desuden i sin anmeldelse af bogen: »Et velkomponeret bombardement af surrealistiske syntakser, skæve snapshots af private indre billeder, og man fornemmer klart talentet bag al galskaben i ordstrømmen. Mere af det, tak.« **** - Jacob Ørsted, Ekstra Bladet

Køb bogen her.

Gud taler ud - som teaterstykke

2012-04-18T14:29:00.000+02:00

Mads Wille som Gud - med den karakteristiske Blendstrup til venstre.

Så er den fabelagtige bog af Jens Blendstrup, Gud taler ud (2004), omsider blevet lavet til teaterstykke. På den måde følger den i slipstrømmen af nyere dansk litteratur, som det seneste års tid med stor succes er blevet oversat fra bog til teater, nemlig Lone Aburas Føtexsøen, Josefine Klougarts Hallerne og endelig Helle Helles Dette burde skrives i nutid.

Gud taler ud er Jens Blendstrups selvbiografiske og fabelagtigt galgenhumoristiske portræt af en søns opvækst i en familie med en lettere sindssyg og alkoholiseret, men også utrolig fascinerende far. En så god bog kan vel næsten kun blive en fiasko som teaterstykke, men på den anden side er det allerede blevet fornemt anmeldt på blandt andet Kultunaut.dk, som gav det seks stjerner og følgende ord med på vejen:

"Mads Wille brillerer. Det er så uforskammet godt og bliver helt sikkert en af årets største teateroplevelser."

Det er et teaterstykke der skal ses - i hvert fald af mig. Køb billetter her.

Interview i Børn & Bøger

2012-03-28T13:05:00.002+02:00

Nyeste nummer af Børn & Bøger - lidt dystert?

Som jeg tidligere nævnte, så er jeg blevet interviewet af anmelderen Steffen Larsen til magasinet Børn & Bøger.

Anledningen var, at jeg er blevet udloddet som præmie i forbindelse med uddelingen af 'Årets Skolebibliotek'.

Den valgte skole får et klassesæt af min bog, 'Jeg er modig', samt et forfatterbesøg af mig i maj måned, hvilket jeg glæder mig til.

1. del af interviewet kan læses her - og her er: 2. del

Mesterlæren der forsvandt - Peter Bastian

2012-03-17T05:34:00.006+01:00

En mand med vigtige budskaber: Peter Bastian

Jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for nogle af de vise kunstnere, der med stor iver siger sin ufortrødne mening om samfundets indretning i disse år, det være sig Thomas Blachman, som med liv og sjæl har forsøgt at tage kampen op i det populære underholdningsmusikprogram, X-factor - hvilket jeg tidligere talte om her på bloggen - og Peter Bastian, med sin seneste bog, 'Mesterlære'.

Det er en fabelagtig energibombe af en bog fra en mand, der "vil samtiden noget", som han selv formulerer det. Dette er hans eneste bog efter den fantastisk inspirerende 'Ind i Musikken' fra 1989, og jeg tvivler på, at der kommer flere bøger fra hans hånd. Han har sagt det, der skulle siges, lader det til. Og det var noget vigtigt der skulle siges.

Egentlig vil jeg blot fremhæve nogle af de ting, som ramte mig i bogen, og så kan man selv bedømme, om man vil stemme på hans bog til Læsernes Bogpris 2012, hvor han er en af de få nominerede - her først et rammende uddrag fra afsnittet 'Vilje', som omhandler evnen til at tage beslutninger og ikke lade sig omdirigere af tvivl:

"Den typiske senmoderne beslutning lyder: "Jeg vil kaste mig ud i det med liv og sjæl og se, om det er noget for mig." Den beslutning er ikke stærk nok overhovedet! Hvis vi for eksempel indgår et ægteskab med så forkølet en beslutning, er vi ret sikre på at fejle, for sådan en beslutning kan ikke hjælpe os, når vi oplever tvivl. Tvivl opstår lige så sikkert som amen i kirken. Vi har dårligt nok sagt Ja i kirken, så melder tvivlen sig: "Hun har måske lidt korte ben!" Men det, at jeg oplever tvivl, betyder jo ikke nødvendigvis at jeg tvivler! Tvivl kommer og tvivl går. Hvis jeg tager den alvorligt hver gang, ender jeg med at være fuldstændig utroværdig, også i mine egne øjne. Hvis vi genovervejer vores beslutning, hver gang vi oplever tvivl: "Er det nu virkelig noget for mig?" så står vi efter kort tid tomhændede og virrer med hovedet: "Hvor blev beslutningen af?"

En rigtig beslutning lyder: Jeg vil gøre, hvad der skal til for at gennemføre. Punktum!"

Jeg skrev selv en sang i 2007, som hed 'De evige tvivlere', (som man kan høre en ældgammel demoindspilning af her), hvor en del af teksten måske viser, hvorfor lige netop dette afsnit i 'Mesterlære' ramte plet.:

"Kulden den blafrer mod murene her, det blæser på mig alle siderne rundt. Min ungdom blev brugt på en kamp mod mig selv, som hverken er afgjort eller vundet endnu. Men jeg håber jeg en dag kan følge mit hjerte uden evige tvivl som flænser mig op. For hver gang jeg møder en ven jeg holder af, tør jeg ikke holde fast, for jeg tør kun holde fast i min evige tvivler. Der er ikke noget hjem, nej der er ikke noget hjem hos de evige tvivlere."

En anden af de utallige ting, der vakte stor genklang hos mig ved læsningen af 'Mesterlære', var kapitlet, der omhandler kønsrollerne i samfundet, hans opfordring til, at mændende skal se at komme ind i kampen. Han forklarer, at det er fantastisk, at kvinderne fik deres frigørelse med kvindeopgøret, men at det også havde den bivirkning, at mændene blev identitetsløse. Mændene...

"... hænger grusomt bagud! Kvinderne har diskuteret køn og kønsroller aktivt i årevis, og de har defineret sig selv som frie og uafhængige. Men i en situation, hvor kvinderne heroisk har kæmpet sig til historisk og globalt set enestående selvstændighed, har mændene fuldstændig mistet identitet. Og når kvinderne så glædestrålende vender sig om efter os, får de øje på en samling duknakkede og usikre barnerøve, som fuldkommen æreløst og pinagtigt umodne forsøger at følge med som det tynde øl."

Der bliver ikke lagt fingre imellem. Løsningen er, at vi mænd skal begynde at diskutere vores roller.

"Det sensitive selv skal inkluderes i os, men vi bliver nødt til en gang for alle at afstå fra at trække offerkortet... fra det punkt hvor offerbevidstheden er droppet, dér begynder festen. I det øjeblik vi træder autentisk i karakter som mænd, falder familiestrukturen på plads... Vi bliver nødt til at begynde nu, og vi bliver nødt til at gøre det sammen. Samfundet kvæles i feminim konsensus og mangler desperat maskulint fokus og vertikal omsorg for vækst."

Peter Bastian kommer vidt omkring. Børneopdragelse, skolelivet, kønsroller, bevidsthed, autencitet. Om mesterlæren, der forsvandt. Om at man skal afstå fra at være et offer, uanset hvad. Han har stærke holdninger til det hele, og han har noget at have det i. Han har ganske enkelt ret i sine påstande, set fra min stol. For mig var det som at læse en bog, som jeg har gået og ventet på. Endelig var der nogen, der formåede at formulere det, jeg har tænkt på i adskillige år, uden at svine kvinderne til, tværtimod. Men han leger heller ikke alvidende Gud, men lader løsningen hænge i luften, og giver mændene og kvinderne spaden i hånden, til at tage de første spadestik:

" ...spørgsmålet er nu, hvordan relationen mellem kønnene kommer til at tage sig ud. Det svar kan vi ikke gætte os til, jeg kan ikke pege på det, det svar må vi finde, det svar må vi udvikle sammen, og det handler med sikkerhed ikke om, at mænd og kvinder skal bytte deres gamle, slidte kønsroller med hinanden."

Sådan kunne jeg fortsætte. Måske kommer det til at fremstå lidt for overfladisk, når man sådan plukker nogle enkelte ting ud på denne måde. Men det er en vigtig bog, fra en mand, der vil sin samtid noget væsentligt. Og som argumenterer med liv og sjæl for sin sag, men heldigvis uden at inddrage forskningsresultater eller noget i den dur. For han er kunstner. Og kunsten kan noget andet end forskningen, kunsten kan noget, som forskningen formentlig aldrig nogensinde vil kunne.

Peter Bastian kan med sin fintunede kunstneriske sans føle og fornemme om ting er sande, fordi han selv i perioder har været ude i det usande, hektiske, megalomane liv, i perioden efter sin første bog, 'Ind i musikken', og siden har brugt lang tid på at finde en dybere kontakt med med sig selv igen. Fordi han lytter efter indeni i stedet for udelukkende at lytte til omverdenen.

På samme måde som Thomas Blachman også musicerer sine indfald om musik, samfund og den menneskelige udvikling frem fra autenciteten og ægtheden i sig selv. Ægtheden og autenciteten dybt inde i os selv er absolut et af de stærkeste kort vi har til at finde løsningerne på livets vigtigste områder, måske mere end nok så mange rapporter, undersøgelser eller forskningsresultater. De har så til gengæld deres berettigelse på en lang række andre felter.

'Mesterlære' er et vigtigt debatoplæg, som jeg på det varmeste kan anbefale. Og så skriver han flydende og godt, med levende beskrivelser og sanselige detaljer fra sit liv. Jeg håber han vinder Læsernes Bogpris. Det har han fortjent.

Køb 'Mesterlære' her.

Et tip til litteraturnørderne

2012-03-16T15:50:00.004+01:00

Bogmarkedet er branchebladet for den danske bogbranche, som udover sit trykte magasin, som udkommer ca. hver tredje uge, også har et næsten dagligt nyhedsbrev, hvor man får et samlet overblik over dagens artikler, bragt i de landsdækkende medier, som omhandler litteratur og bogbranchen, plus et link direkte til artiklerne, hvis de altså findes på nettet.

Derudover er der et kort udpluk af - og et link til - alle boganmeldelser, der er bragt i de danske aviser den pågældende dag. Her kan man se et eksempel på dagens nyhedsbrev 16. marts, med anmeldelser nederst - og her kan man bestille nyhedsbrevet. Man behøver ikke at abonnere på deres trykte magasin for at kunne modtage nyhedsbrevet.

Nye pressefotos taget af Camilla Brændgaard

2012-03-14T17:30:00.004+01:00

Disse fotos blev taget for nylig af den unge upcoming og superdygtige fotograf Camilla Brændgaard, i en nedlagt tekstilfabrik i Lyngby. Kan varmt anbefale hende. Hvis man ønsker at få taget fotografier kan hun kontaktes på: camillabraendgaard@gmail.com

Et mindeværdigt møde

2012-03-11T23:44:00.006+01:00

Har skrevet en artikel om et mindeværdigt møde.

Flotte ord med på vejen

2012-03-10T20:01:00.021+01:00

Politikens faste anmelder, Steffen Larsen, nævnte for nylig min bog i en af sine anmeldelser:

"Det er, som om pigebøgerne ikke har hørt de dårlige nyheder endnu. Deres læsere er også rimeligt trofaste. Og læsende. Drengebøgerne derimod er oppe imod helt andre udfordringer. F.eks. manglende og umotiverede læsere. Så de skal være fornyende, skarpe og gerne med billeder i. / Når du har læst disse to pjattehistorier om piger på 12 år, skulle du prøve at læse Mads Heinesens bog fra sidste år om en dreng på 12 år fra Kalvehave: ’Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder’."

I øvrigt lavede Steffen Larsen for nylig et interview med mig til magasinet Børn & Bøger, hvilket jeg glæder mig meget til at se på tryk - jeg skal nok linke til det, eller citere fra det, når det bliver muligt. [se interviewet her]

Hjemstavnen får en bog + interview med Glenn Ringtved

2012-03-09T02:26:00.027+01:00

Jeg har ikke ligefrem ry for at være specielt Nordjysk og kan heller ikke prale af en årelang, indgående interesse for hjemstavnsfortællingen som genre - men alligevel var der et eller andet der tiltalte mig ved dagens udgivelse, 'Hjemveje' - et moderne bud på 12 hjemstavnsfortællinger fra Nordjylland.

Selvom jeg personligt bor i det inderste København, tæt ved den drabelige, sirenebefængte Jagtvej, så er jeg i bund og grund en bonderøv, der er kommet til byen på lånt tid, og som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, så smerter det mig at se min egen naturskønne hjemstavn blive mere og mere amputeret på grund af tvivlsomme offentlige beslutninger.

Provinsen har jo trods alt en lang række ting at byde på, som storbyen trods alt ikke kan prale af, og hvis jeg behøver at nævne disse ting her, så taler jeg vist alligevel for døve øren, så det vil jeg undlade at gøre.

Men hvad er det så der har ledt frem til dagens udgivelse, der handler om noget så ligegyldigt for et storbymenneske, som hjemstavnsfortællinger fra den yderste provins [ligegyldigt + yderste provins = set fra Danmarks øjensynligt mest rigtige menneskelige opbevaringssted, København, red.], og hvorfor er den egentlig ikke udkommet på et større forlag end enmandsforlaget Bagland, som den garvede børnebogs- og manuskriptforfatter, Glenn Ringtved, driver på ægte ildsjælemaner fra det Nordjyske. Jeg besluttede at ringe og spørge ham ad:

Hej Glenn! Først og fremmest tillykke med din debut som voksenforfatter! Det er altid en god idé at debutere ved at snige sin tekst ind i en samling med en masse andre tekster, som man selv redigerer. Men det er du sluppet rigtig godt fra! Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvordan denne bog startede?

"Jeg skrev lidt med Sanne Munk Jensen, som også er med i bogen, og vi havde en plan om at skrive en novellesamling sammen, hvor vi skiftevis skrev en novelle - hun kommer oprindeligt fra Skagen, så vi mødtes i Bindslev på midten [Glenn bor i Hjørring, red]. Vi gik i stå med projektet, men jeg blev alligevel ved med at gå og tænke på den der idé, 'Hjemveje', og hele temaet omkring hjemstavnen.

Så en dag så jeg at Region Nordjylland havde en kulturpulje, som jeg søgte - og jeg havde faktisk glemt alt om det, da der en dag dukkede 60.000 kroner op - og så syntes jeg det var ærgerligt ikke at bruge dem. [aner man en vis udtalt Nordjysk hjemstavnskarakteregenskab her?, red.]"

Hvordan udvalgte du så forfatterne til projektet - havde du andre i tankerne end dem, der kom med i bogen?

"Jeg skrev rundt til nyere lovende forfattere, med kun en enkelt udgivelse bag sig, folk som jeg for eksempel havde spottet i avisernes anmeldelser. Og så skulle vi selvfølgelig have et par ældre gutter med som lokomotiv for udgivelsen [Bent Haller, Bent Vinn Nielsen, red.]. Et par forfattere sagde nej, men ellers var alle med.

Faktisk kom nogle af mine gode venner, min nabo og genbo også med i bogen - de er begyndt at skrive mere alvorligt og udgive bøger, efter de så at jeg kunne. De havde et billede af, at det var umuligt at udgive bøger, men så tænkte de at 'hvis den idiot kan, så kan jeg også!' Det er Jakob Knudsen der er min gode ven, og Morten Kleenø og Dan Toft er også mine gode venner samt mine naboer."

Hvordan kan det være, at bogen er renset for velmenende forord, tanker, efterskrifter og hvad man ellers normalt ville finde i en samling som denne? Eneste ting der fortæller noget direkte om bogens projekt, er jo nogle linjer på bagsiden samt lidt tekst på bagsideflappen...

"Det var meningen der skulle have været et forord, men efter jeg så Hannes Højgaard Viemoses tekst, så droppede jeg forordet, for den fungerede på en måde som et forord, syntes jeg. [hvilket man sagtens kan følge, red.]

Hjemstavnen handler om det perifære i forhold til mediernes bevågenhed. Man bliver marginaliseret ude i det små steder. Det synes jeg Hanne fortæller. Folk siger, at det er en soveby, men dette er mit verdens centrum. Det er en soveby, men vi skød med flitsbuer og derovre lå morderens hus."

...

Her skal det lige kort indskydes at Hanne Højgaard Viemoses tekst, 'Haldbjerg - en Hjemstavnsnovelle' bogstaveligt talt starter talt med forfatterens forsøg på at danne sig et billede af, hvad pokker en sådan hjemstavsnovelle er for en størrelse:

Hvis jeg skal sige noget om min hjemstavn, vil jeg som udgangspunkt slå den op på Wikipedia, det er noget, jeg har fra min far, altid at tage udgangspunkt i et leksikaopslag, han ville selvfølgelig ikke benytte sig af nettet, og slet ikke af Wikipedia, men sådan er der så meget vores generationer imellem. ... 'En soveby' skriver de, ovenikøbet en 'udpræget soveby'. Man ser det for sig, der sker ikke en skid, mere end 100 husstande gået i hi, ingen biler eller cykler eller knallerter i gaderne, ingen børn i træerne i haverne, ingen fodboldspillere på fodboldbanen ... Men Haldbjerg er ikke en by, hverken en soveby eller nogen som helst anden slags by, det er en samling huse i nogle bakker, hvor der en overgang var en skole, men 'by' har aldrig været i nærheden af stedet eller dets ambitioner for den sags skyld, det må stå for den skuffede Wikipediaskribents regning.
Til gengæld var der altid bander, masser af bander, som drev rundt i skovene og bakkerne...

Og så fortsætter vi ellers en tour ned af en memory lane, der desværre slutter lidt for hurtigt, og dermed røber sig selv som værende alt andet end en novelle, måske en fortælling, men forhåbentlig begyndelsen på endnu en roman fra Hanne Højgaard Viemose? Man har vel lov at håbe, at Glenn Ringtved ved at give Hanne denne udgivelsesmulighed samtidig har givet hende den ske, der skal bruges til at grave endnu flere guldkorn frem.

[Nå, men afslutningsvis skal vi lige tilbage til dig, Glenn, beklager mit fravær i fremtidens skribentrolle - da dette jo er skrevet efter opkaldet til dig blev lavet, red.] Hvad tror du er grunden til, at en sådan bog skal komme fra et lille enmandsforlag, og ikke fra de store forlag?

"Det er jo nok fordi det er et lokalt projekt. Og der er jo ikke rigtig nogen store forlag i provinsen, udover nogle stykker i Århus. Jeg tror ikke der er et eneste i Ålborg. De er alle sammen centreret i København. Der er jo også det kommercielle i det, når projektet begrænser sig til en landsdel. Det skal jo kunne betale sig for forlaget.

Men det er jo ikke særlig dyrt at udgive en bog længere, det tager bare meget tid - dette er den niende bog på mit forlag, og jeg fik jo også støtte til den, så jeg har ikke på fornemmelsen af, at der er noget på spil, og jeg har jo selv redigeret, så på den måde er der heller ikke noget på spil. Jeg sætter mit ægteskab på spil, det er vist det..."

Hjemveje, udkommer i dag, 9. marts 2012 på Forlaget Bagland. 168 sider.

Bogen indeholder 12 noveller af:
Glenn Ringtved (red.+forfatter), Bent Haller, Sanne Munk Jensen, Bent Vinn Nielsen, Hanne Højgaard Viemose, Brian B. Christiansen, Jakob Knudsen, Dan Toft, Lisbeth Brun, Janni Olesen, Morten Klenø, Mads Nygaard.

Køb bogen her.

En pind til Leika - Peter Laugesen 70 år

2012-03-05T12:51:00.005+01:00

Peter Laugesen med ild i piben - Foto: Claus Bonnerup, Politiken

Peter Laugesen var nabo til min kærestes nu afdøde farmor, Aase Andersson, som jeg havde nær kontakt med de senere år inden hendes død.

Da vi en måneds tid i januar 2008 passede Aases hus og luftede hendes hjertelige og godmodige hund, Leika, mens hun var ude at rejse, kunne vi dagligt se Peter Laugesen spankulere rundt i skovbrynet med sin lille gravhund, i lettere duknakket tankefordybelse, med sin pibe og halvlange sølvgullige hår med en lillebitte måne bagpå.

Jeg tænkte flere gange på at opsøge denne sympatisk og cool udseendet mand og afkræve ham nogle gode råd om digtningens hemmelighedsfulde kunst, men jeg turde ikke, da jeg mente at min anmassende facon sikkert ville være temmelig irriterende for ham. Så jeg lod ham gå, kun forstyrret af et stille, indforstået smil, når vores veje krydsedes på grusvejen eller i skoven: "Jeg ved, hvem du er, og jeg skriver også."

Efter Aases alt for tidlige død i sensommeren 2011, hvor familien skulle til at fordele og sortere et helt livs ting og remedier, fandt jeg en gave fra Peter Laugesen på Aases bogreol, en gave ingen andre viste interesse for, og som jeg derfor fik lov at få. Det var Laugesens digtsamling, 'Forstad til alt', med en dedikation indeni, som jeg ikke kunne stå for:

En pind
Til Leika
Fra Peter
juli 2003

Æret være Aase og Leikas minde - jeg er sikker på, at de begge sender et stort tillykke med dagen til Peter Laugesen fra det sted, de nu befinder sig.

Min mor siger at Nynne er Gud

2012-03-04T23:06:00.004+01:00

Fint omslag der matcher bogens tone fortrinligt - af Leo Scherfig.

Der er langt mellem humoristiske talenter, som samtidig har vandtætte skodder rent kunstnerisk - men det viser Stine Pilgaard at hun har, med sin stensikre debutroman, 'Min mor siger', som jeg tidligere har blogget om her.

Hvis man skulle beskrive hendes stil ganske kort og grovkornet, kunne man gøre det ved at placere den et sted imellem Jens Blendstrups fabelagtigt galgenhumoristiske nyklassiker, 'Gud taler ud', og den skægge kæmpesucces indenfor triviallitteraturengenren, 'Nynnes Dagbog'.

Det mest iøjenfaldende og særegne i Stine Pilgaards stil er i mine øjne hendes fabelagtige humor og timing i sproget, hvilket næsten får ens opmærksomhed til at fjernes fra alle hendes andre sproglige facetter.

Grunden til, at jeg tænker på Nynnes Dagbog er, udover fællestrækkene i humoren, at 'Min mor siger' også ironiserer over smerten og ikke har samme absurde vanvid, samme dybde i sorgen, som er med til at få Jens Blendstrups til at ætse sig ind i erindringen.

Det er på sin vis hamrende uretfærdigt at spille Stine Pilgaard ud mod garvede Blendstrups hovedværk, 'Gud taler ud' allerede efter hendes første bog - men på den anden side fortæller det en hel del om størrelsen af hendes talent.

Ved første øjekast undrede det mig såre, da jeg læste Berlingskes Sarah Skarums halvlunkne, trestjernede anmeldelse af 'Min mor siger', idet anmelderen i dén grad underspillede tilstedeværelsen af den enorme, lyserøde elefant, der trampede rundt i glasbutikken inde i bogen. I stedet for at bruge kræfter på at fremhæve humoren, pegede Sarah Skarum på, at bogen manglede at tage sorgen alvorligt.

Men nu, hvor jeg selv har læst bogen færdig, kan jeg godt give anmelderen ret i en del af anklagerne - for hvis 'Min mor siger', skulle have været oppe i nærheden af Blendstrups 'Gud taler ud', så skulle Stine Pilgaard nok have ladet hovedpersonen have haft mere tyngde og alvor i sorgen og livskrisen, som modspil til den fantastiske humor.

For humor og sorg hænger uløseligt sammen, som Amos Oz [frit efter min hukommelse] så fint fortalte om under sit nylige besøg i den Sorte Diamant, hvilket i øvrigt blev genudsendt en sen nattetime på DR2.

Måske behøver man ikke kræve af en debutant, at vedkommende skal skrive et mesterværk i første hug. Så længe hun fortsætter hvor hun slap, og bliver ved med at bygge på, så er jeg glad.

Jeg håber Stine Pilgaard får lige så stor anerkendelse som Blendstrup og lige så stor udbredelse som Nynnes Dagbog. For 'Min mor siger' er en glædelig oplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for at læse. Så er anbefalingen om at købe den i gave til sin kæreste, sin ven eller endog sin mor, hermed givet videre.

Her kommer første side af 'Min mor siger' - så kan man selv bedømme:

"Min mor synes jeg skal komme op i hendes sommerhus nu hvor jeg har ferie. Det er svært at komme til Amtoft uanset hvor i landet man befinder sig. Man skal både med tog og bagefter skifte bus op til flere gange, og de kører hver især en til to gange om dagen. Jeg hader blå busser, siger jeg. Had er et stærkt ord, siger min mor. Jeg siger at det er sindssygt at investere i et sommerhus i Amtoft, hvis man ønsker nogen kontakt med sin familie i ferier og til højtider. Hun taler om Limfjorden og den fredelige natur. Jeg siger at krabberne i Limfjorden faktisk er kendt som de mest aggressive i hele Danmark. Min mor kalder mig lille skat og mener at jeg er negativ. Jeg siger at jeg bare videregiver information om dårlige busforbindelser og krybdyr i Danmark. Skaldyr, råber min mors mand i baggrunden. Jeg siger at krabber nok kryber mere end de skaller, og at min kæreste er dyrepasser, så den slags ved jeg nok bedst. Hun træner da søløver og ikke krabber, siger min mor. Jeg tænder en cigaret. Min mor siger at der findes noget der hedder Rejseplanen på Internettet, og at jeg virkelig bør prøve at finde en transportvejledning. Jeg siger at jeg godt kender Rejseplanen. Hun begynder at stave det. Jeg siger at jeg godt kan stave til rejseplan. Dot.dk, råber hendes mand. D-O-T, siger min mor. Jeg trækker vejret."

Køb bogen her!
Se filminterview med Stine Pilgaard om 'Min mor siger' her.

Syng med røvhullet – en takketale til Thomas Blachmann

2012-03-02T23:45:00.015+01:00

Foto: Thomas Borberg, Politiken

Mange af de musikere og musikelskere, som af ideologiske grunde ikke har værdiget X-factor et blik, har i mine øjne fuldkommen overset at kunstneren Thomas Blachmann – som en af de eneste kunstnere i landet - i bedste sendetid har forsøgt at tage et ansvar for, at landets kunstneriske og menneskelige tilstand er ved at drukne i overfladiskhed og populisme. Han har taget kampen på kunstens vegne, hvilket han – efter nogle mindre downperioder rundt omkring - endnu engang beviste i aftenens udsendelse.

I min verden er det til hver en tid tusinde gange mere respektværdigt at tage denne kamp ved at stille op i et program, hvis præmis man grundlæggende hader, end det er at sætte sig hen i en krog og mukke, som langt de fleste kunstnere og musikelskere ser ud til at gøre. Det svarer lidt til dem, der af ideologiske grunde ikke stemmer til folketingsvalg, men i stedet bruger al tiden på at brokke sig over samfundets elendige tilstand på valgdagen. Thomas Blachmann har til sammenligning stillet op til folketingsvalg, og har efter bedste evne stået og brølet sine vigtige pointer ud i folketingssalen igennem fire år. På trods af, at han grundlæggende hader konceptet.

På et tidspunkt sagde han at: ”Man vil først kunne se effekterne af mit arbejde om 2-300 år,” hvilket trods den milde overdrivelse ikke udelukkende var ment som en joke. Han beviste endnu engang i aftenens show, at han rent faktisk mener noget med det, idet han sendte sine egne deltagere hjem, på bekostning af talentet Morten Benjamin, hvis tidligere performance jeg for nogle uger siden benyttede som udgangspunkt for et kritisk debatindlæg her på bloggen, idet han havde leveret en af de eneste reelle X-factor-performances i programmets historie – en sådan beslutning er vist aldrig før eller siden set fra en X-factordommer. De plejer at kæmpe med næb og kløer om deres egne deltagere, armeret med dårlige undskyldninger, der kamuflerer det faktum, at de sætter deres eget ego over kunsten.

Thomas Blachmann skal her på falderebet for hans deltagelse i X-factor have al ære og respekt for, at han havde nosser nok til at lægge sit ego og sine fine fornemmelser til side til fordel for kunsten, og tage kampen op lige der, hvor den er allermest vigtig, nemlig midt i den mest usmagelige, fordummende og som regel tandløse bedste sendetid på tv-stationerne. En sendetid, som alle andre visionære og vægtige kunstnere ser ud til at have flygtet fra, fordi de af forfængelige grunde ikke ville forbindes med den.

I øvrigt en bedste sendetid, som musikeren Peter Bastian i sin nye bog, ’Mesterlære’ - som jeg vil anmelde her på siden senere - fortæller at han sagde nej til for mange år siden, fordi han på daværende tidspunkt var ved at miste jordforbindelsen. Set i det lys er det imponerende at en mand som Thomas Blachman har sagt ja til fire sæsoner på trods af, at han i perioder undervejs har hængt og svævet et sted ude i atmosfæren, hvorfra kun de færreste desværre forstod transmissionen af hans ellers ofte helt præcise og ægte budskaber fra kunstens himmerige.

Der har været tider, hvor man har kunnet mærke at Blachmanns dømmekraft er svigtet på grund af påvirkningen fra det forum af ukunstneriske mennesker, som han har været en del af, eller fordi han har ladet sig rive med af hele mediemaskinen - men i det store og hele har han trods omstændighederne holdt ekstremt godt fast i sin egen præmis for sin deltagelse i programmet langt det meste af tiden – nemlig at kunsten kommer før både egotrip og underholdningsværdi.

Overordnet set har han sagt de kunstnerisk set rigtige ting til folk, også selvom det har gjort ondt. For eksempel her til aften, hvor han sagde farvel til sine egne deltagere, eller senere i samme show, hvor han fortalte den færøske sanger, Sveinur, at han lignede en 12-årig dreng, der i stedet for at dyrke al den overfladiskhed skulle have fat helt inde i sig selv - at han skulle have fat i sit røvhul når han sang. I øvrigt et råd, som forfatteren Bjørn Rasmussen også taler om i sin skarpe debutbog, som jeg tidligere anmeldte meget positivt her på siden – måske er det derfor der er så fandens meget nerve i Rasmussens bog, mens Sveinurs sang blot forbliver smukt fyld uden dybdegående substans. Kunst overfor pseudokunst.

Læs iøvrigt dette interview med Blachmann, fra Politiken - 'Jeg har aldrig fået en diagnose'.