Logbogen

Flotte ord med på vejen

2012-03-10T20:01:00.002+01:00

Min bog fik nogle flotte ord med på vejen af Politikens garvede anmelder, Steffen Larsen, i hans anmeldelse fra 25. februar af to halvsvage pigebøger:

"Det er, som om pigebøgerne ikke har hørt de dårlige nyheder endnu. Deres læsere er også rimeligt trofaste. Og læsende. Drengebøgerne derimod er oppe imod helt andre udfordringer. F.eks. manglende og umotiverede læsere. Så de skal være fornyende, skarpe og gerne med billeder i.

Når du har læst disse to pjattehistorier om piger på 12 år, skulle du prøve at læse Mads Heinesens bog fra sidste år om en dreng på 12 år fra Kalvehave: ’Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder’."

I øvrigt lavede Steffen Larsen for nylig et interview med mig til magasinet Børn & Bøger, hvilket jeg glæder mig til at se på tryk - jeg skal nok linke til det, eller citere fra det, når det bliver muligt.
orsvinder' her.

Køb 'Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder.' her.

Hjemstavnen får en bog + interview med Glenn Ringtved

2012-03-09T02:26:00.027+01:00

Jeg har ikke ligefrem ry for at være specielt Nordjysk og kan heller ikke prale af en årelang, indgående interesse for hjemstavnsfortællingen som genre - men alligevel var der et eller andet der tiltalte mig ved dagens udgivelse, 'Hjemveje' - et moderne bud på 12 hjemstavnsfortællinger fra Nordjylland.

Selvom jeg personligt bor i det inderste København, tæt ved den drabelige, sirenebefængte Jagtvej, så er jeg i bund og grund en bonderøv, der er kommet til byen på lånt tid, og som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, så smerter det mig at se min egen naturskønne hjemstavn blive mere og mere amputeret på grund af tvivlsomme offentlige beslutninger.

Provinsen har jo trods alt en lang række ting at byde på, som storbyen trods alt ikke kan prale af, og hvis jeg behøver at nævne disse ting her, så taler jeg vist alligevel for døve øren, så det vil jeg undlade at gøre.

Men hvad er det så der har ledt frem til dagens udgivelse, der handler om noget så ligegyldigt for et storbymenneske, som hjemstavnsfortællinger fra den yderste provins [ligegyldigt + yderste provins = set fra Danmarks øjensynligt mest rigtige menneskelige opbevaringssted, København, red.], og hvorfor er den egentlig ikke udkommet på et større forlag end enmandsforlaget Bagland, som den garvede børnebogs- og manuskriptforfatter, Glenn Ringtved, driver på ægte ildsjælemaner fra det Nordjyske. Jeg besluttede at ringe og spørge ham ad:

Hej Glenn! Først og fremmest tillykke med din debut som voksenforfatter! Det er altid en god idé at debutere ved at snige sin tekst ind i en samling med en masse andre tekster, som man selv redigerer. Men det er du sluppet rigtig godt fra! Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvordan denne bog startede?

"Jeg skrev lidt med Sanne Munk Jensen, som også er med i bogen, og vi havde en plan om at skrive en novellesamling sammen, hvor vi skiftevis skrev en novelle - hun kommer oprindeligt fra Skagen, så vi mødtes i Bindslev på midten [Glenn bor i Hjørring, red]. Vi gik i stå med projektet, men jeg blev alligevel ved med at gå og tænke på den der idé, 'Hjemveje', og hele temaet omkring hjemstavnen.

Så en dag så jeg at Region Nordjylland havde en kulturpulje, som jeg søgte - og jeg havde faktisk glemt alt om det, da der en dag dukkede 60.000 kroner op - og så syntes jeg det var ærgerligt ikke at bruge dem. [aner man en vis udtalt Nordjysk hjemstavnskarakteregenskab her?, red.]"

Hvordan udvalgte du så forfatterne til projektet - havde du andre i tankerne end dem, der kom med i bogen?

"Jeg skrev rundt til nyere lovende forfattere, med kun en enkelt udgivelse bag sig, folk som jeg for eksempel havde spottet i avisernes anmeldelser. Og så skulle vi selvfølgelig have et par ældre gutter med som lokomotiv for udgivelsen [Bent Haller, Bent Vinn Nielsen, red.]. Et par forfattere sagde nej, men ellers var alle med.

Faktisk kom nogle af mine gode venner, min nabo og genbo også med i bogen - de er begyndt at skrive mere alvorligt og udgive bøger, efter de så at jeg kunne. De havde et billede af, at det var umuligt at udgive bøger, men så tænkte de at 'hvis den idiot kan, så kan jeg også!' Det er Jakob Knudsen der er min gode ven, og Morten Kleenø og Dan Toft er også mine gode venner samt mine naboer."

Hvordan kan det være, at bogen er renset for velmenende forord, tanker, efterskrifter og hvad man ellers normalt ville finde i en samling som denne? Eneste ting der fortæller noget direkte om bogens projekt, er jo nogle linjer på bagsiden samt lidt tekst på bagsideflappen...

"Det var meningen der skulle have været et forord, men efter jeg så Hannes Højgaard Viemoses tekst, så droppede jeg forordet, for den fungerede på en måde som et forord, syntes jeg. [hvilket man sagtens kan følge, red.]

Hjemstavnen handler om det perifære i forhold til mediernes bevågenhed. Man bliver marginaliseret ude i det små steder. Det synes jeg Hanne fortæller. Folk siger, at det er en soveby, men dette er mit verdens centrum. Det er en soveby, men vi skød med flitsbuer og derovre lå morderens hus."

...

Her skal det lige kort indskydes at Hanne Højgaard Viemoses tekst, 'Haldbjerg - en Hjemstavnsnovelle' bogstaveligt talt starter talt med forfatterens forsøg på at danne sig et billede af, hvad pokker en sådan hjemstavsnovelle er for en størrelse:

Hvis jeg skal sige noget om min hjemstavn, vil jeg som udgangspunkt slå den op på Wikipedia, det er noget, jeg har fra min far, altid at tage udgangspunkt i et leksikaopslag, han ville selvfølgelig ikke benytte sig af nettet, og slet ikke af Wikipedia, men sådan er der så meget vores generationer imellem. ... 'En soveby' skriver de, ovenikøbet en 'udpræget soveby'. Man ser det for sig, der sker ikke en skid, mere end 100 husstande gået i hi, ingen biler eller cykler eller knallerter i gaderne, ingen børn i træerne i haverne, ingen fodboldspillere på fodboldbanen ... Men Haldbjerg er ikke en by, hverken en soveby eller nogen som helst anden slags by, det er en samling huse i nogle bakker, hvor der en overgang var en skole, men 'by' har aldrig været i nærheden af stedet eller dets ambitioner for den sags skyld, det må stå for den skuffede Wikipediaskribents regning.
Til gengæld var der altid bander, masser af bander, som drev rundt i skovene og bakkerne...

Og så fortsætter vi ellers en tour ned af en memory lane, der desværre slutter lidt for hurtigt, og dermed røber sig selv som værende alt andet end en novelle, måske en fortælling, men forhåbentlig begyndelsen på endnu en roman fra Hanne Højgaard Viemose? Man har vel lov at håbe, at Glenn Ringtved ved at give Hanne denne udgivelsesmulighed samtidig har givet hende den ske, der skal bruges til at grave endnu flere guldkorn frem.

[Nå, men afslutningsvis skal vi lige tilbage til dig, Glenn, beklager mit fravær i fremtidens skribentrolle - da dette jo er skrevet efter opkaldet til dig blev lavet, red.] Hvad tror du er grunden til, at en sådan bog skal komme fra et lille enmandsforlag, og ikke fra de store forlag?

"Det er jo nok fordi det er et lokalt projekt. Og der er jo ikke rigtig nogen store forlag i provinsen, udover nogle stykker i Århus. Jeg tror ikke der er et eneste i Ålborg. De er alle sammen centreret i København. Der er jo også det kommercielle i det, når projektet begrænser sig til en landsdel. Det skal jo kunne betale sig for forlaget.

Men det er jo ikke særlig dyrt at udgive en bog længere, det tager bare meget tid - dette er den niende bog på mit forlag, og jeg fik jo også støtte til den, så jeg har ikke på fornemmelsen af, at der er noget på spil, og jeg har jo selv redigeret, så på den måde er der heller ikke noget på spil. Jeg sætter mit ægteskab på spil, det er vist det..."

Hjemveje, udkommer i dag, 9. marts 2012 på Forlaget Bagland. 168 sider.

Bogen indeholder 12 noveller af:
Glenn Ringtved (red.+forfatter), Bent Haller, Sanne Munk Jensen, Bent Vinn Nielsen, Hanne Højgaard Viemose, Brian B. Christiansen, Jakob Knudsen, Dan Toft, Lisbeth Brun, Janni Olesen, Morten Klenø, Mads Nygaard.

Køb bogen her.

En pind til Leika - Peter Laugesen 70 år

2012-03-05T12:51:00.004+01:00

Peter Laugesen med ild i piben - Foto: Claus Bonnerup, Politiken

Peter Laugesen var nabo til min kærestes nu afdøde farmor, Aase Andersson, som jeg havde nær kontakt med de senere år inden hendes død.

Da vi en måneds tid i januar 2008 passede Aases hus og luftede hendes hjertelige og godmodige hund, Leika, mens hun var ude at rejse, kunne vi dagligt se Peter Laugesen spankulere rundt i skovbrynet med sin lille gravhund, i lettere duknakket tankefordybelse, med sin pibe og halvlange sølvgullige hår med en lillebitte måne bagpå.

Jeg tænkte flere gange på at opsøge denne sympatisk og cool udseendet mand og afkræve ham nogle gode råd om digtningens hemmefulde kunst, men jeg turde ikke, da jeg mente at min anmassende facon sikkert ville være temmelig irriterende for ham. Så jeg lod ham gå, kun forstyrret af et stille, indforstået smil, når vores veje krydsedes på grusvejen eller i skoven: "Jeg ved, hvem du er, og jeg skriver også."

Efter Aases alt for tidlige død i sensommeren 2011, hvor familien skulle til at fordele og sortere et helt livs ting og remedier, fandt jeg en gave fra Peter Laugesen på Aases bogreol, en gave ingen andre viste interesse for, og som jeg derfor fik lov at få. Det var Laugesens digtsamling, 'Forstad til alt', med en dedikation indeni, som jeg ikke kunne stå for:

En pind
Til Leika
Fra Peter
juli 2003

Æret være Aase og Leikas minde - jeg er sikker på, at de begge sender et stort tillykke med dagen til Peter Laugesen fra det sted, de nu befinder sig.

Min mor siger at Nynne er Gud

2012-03-04T23:06:00.003+01:00

Fint omslag der matcher bogens tone fortrinligt - af Leo Scherfig.

Der er langt mellem humoristiske talenter, som samtidig har vandtætte skodder rent kunstnerisk - men det viser Stine Pilgaard at hun har, med sin stensikre debutroman, 'Min mor siger', som jeg tidligere har blogget om her.

Hvis man skulle beskrive hendes stil ganske kort og grovkornet, kunne man gøre det ved at placere den et sted imellem Jens Blendstrups fabelagtigt galgenhumoristiske nyklassiker, 'Gud taler ud', og den skægge kæmpesucces indenfor triviallitteraturengenren, 'Nynnes Dagbog'.

Det mest iøjenfaldende og særegne i Stine Pilgaards stil er i mine øjne hendes fabelagtige humor og timing i sproget, hvilket næsten får ens opmærksomhed til at fjernes fra alle hendes andre sproglige facetter.

Grunden til, at jeg tænker på Nynnes Dagbog er, udover fællestrækkene i humoren, at 'Min mor siger' også ironiserer over smerten og ikke har samme absurde vanvid, samme dybde i sorgen, som er med til at få Jens Blendstrups til at ætse sig ind i erindringen.

Det er på sin vis hamrende uretfærdigt at spille Stine Pilgaard ud mod garvede Blendstrups hovedværk, 'Gud taler ud' allerede efter hendes første bog - men på den anden side fortæller det en hel del om størrelsen af hendes talent.

Ved første øjekast undrede det mig såre, da jeg læste Berlingskes Sarah Skarums halvlunkne, trestjernede anmeldelse af 'Min mor siger', idet anmelderen i dén grad underspillede tilstedeværelsen af den enorme, lyserøde elefant, der trampede rundt i glasbutikken inde i bogen. I stedet for at bruge kræfter på at fremhæve humoren, pegede Sarah Skarum på, at bogen manglede at tage sorgen alvorligt.

Men nu, hvor jeg selv har læst bogen færdig, kan jeg godt give anmelderen ret i en del af anklagerne - for hvis 'Min mor siger', skulle have været oppe i nærheden af Blendstrups 'Gud taler ud', så skulle Stine Pilgaard nok have ladet hovedpersonen have haft mere tyngde og alvor i sorgen og livskrisen, som modspil til den fantastiske humor.

For humor og sorg hænger uløseligt sammen, som Amos Oz [frit efter min hukommelse] så fint fortalte om under sit nylige besøg i den Sorte Diamant, hvilket i øvrigt blev genudsendt en sen nattetime på DR2.

Måske behøver man ikke kræve af en debutant, at vedkommende skal skrive et mesterværk i første hug. Så længe hun fortsætter hvor hun slap, og bliver ved med at bygge på, så er jeg glad.

Jeg håber Stine Pilgaard får lige så stor anerkendelse som Blendstrup og lige så stor udbredelse som Nynnes Dagbog. For 'Min mor siger' er en glædelig oplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for at læse. Så er anbefalingen om at købe den i gave til sin kæreste, sin ven eller endog sin mor, hermed givet videre.

Her kommer første side af 'Min mor siger' - så kan man selv bedømme:

"Min mor synes jeg skal komme op i hendes sommerhus nu hvor jeg har ferie. Det er svært at komme til Amtoft uanset hvor i landet man befinder sig. Man skal både med tog og bagefter skifte bus op til flere gange, og de kører hver især en til to gange om dagen. Jeg hader blå busser, siger jeg. Had er et stærkt ord, siger min mor. Jeg siger at det er sindssygt at investere i et sommerhus i Amtoft, hvis man ønsker nogen kontakt med sin familie i ferier og til højtider. Hun taler om Limfjorden og den fredelige natur. Jeg siger at krabberne i Limfjorden faktisk er kendt som de mest aggressive i hele Danmark. Min mor kalder mig lille skat og mener at jeg er negativ. Jeg siger at jeg bare videregiver information om dårlige busforbindelser og krybdyr i Danmark. Skaldyr, råber min mors mand i baggrunden. Jeg siger at krabber nok kryber mere end de skaller, og at min kæreste er dyrepasser, så den slags ved jeg nok bedst. Hun træner da søløver og ikke krabber, siger min mor. Jeg tænder en cigaret. Min mor siger at der findes noget der hedder Rejseplanen på Internettet, og at jeg virkelig bør prøve at finde en transportvejledning. Jeg siger at jeg godt kender Rejseplanen. Hun begynder at stave det. Jeg siger at jeg godt kan stave til rejseplan. Dot.dk, råber hendes mand. D-O-T, siger min mor. Jeg trækker vejret."

Køb bogen her!

Syng med røvhullet – en takketale til Thomas Blachmann

2012-03-02T23:45:00.014+01:00

Foto: Thomas Borberg, Politiken

Mange af de musikere og musikelskere, som af ideologiske grunde ikke har værdiget X-factor et blik, har i mine øjne fuldkommen overset at kunstneren Thomas Blachmann – som en af de eneste kunstnere i landet - i bedste sendetid har forsøgt at tage et ansvar for, at landets kunstneriske og menneskelige tilstand er ved at drukne i overfladiskhed og populisme. Han har taget kampen på kunstens vegne, hvilket han – efter nogle mindre downperioder rundt omkring - endnu engang beviste i aftenens udsendelse.

I min verden er det til hver en tid tusinde gange mere respektværdigt at tage denne kamp ved at stille op i et program, hvis præmis man grundlæggende hader, end det er at sætte sig hen i en krog og mukke, som langt de fleste kunstnere og musikelskere ser ud til at gøre. Det svarer lidt til dem, der af ideologiske grunde ikke stemmer til folketingsvalg, men i stedet bruger al tiden på at brokke sig over samfundets elendige tilstand på valgdagen. Thomas Blachmann har til sammenligning stillet op til folketingsvalg, og har efter bedste evne stået og brølet sine vigtige pointer ud i folketingssalen igennem fire år. På trods af, at han grundlæggende hader konceptet.

På et tidspunkt sagde han at: ”Man vil først kunne se effekterne af mit arbejde om 2-300 år,” hvilket trods den milde overdrivelse ikke udelukkende var ment som en joke. Han beviste endnu engang i aftenens show, at han rent faktisk mener noget med det, idet han sendte sine egne deltagere hjem, på bekostning af talentet Morten Benjamin, hvis tidligere performance jeg for nogle uger siden benyttede som udgangspunkt for et kritisk debatindlæg her på bloggen, idet han havde leveret en af de eneste reelle X-factor-performances i programmets historie – en sådan beslutning er vist aldrig før eller siden set fra en X-factordommer. De plejer at kæmpe med næb og kløer om deres egne deltagere, armeret med dårlige undskyldninger, der kamuflerer det faktum, at de sætter deres eget ego over kunsten.

Thomas Blachmann skal her på falderebet for hans deltagelse i X-factor have al ære og respekt for, at han havde nosser nok til at lægge sit ego og sine fine fornemmelser til side til fordel for kunsten, og tage kampen op lige der, hvor den er allermest vigtig, nemlig midt i den mest usmagelige, fordummende og som regel tandløse bedste sendetid på tv-stationerne. En sendetid, som alle andre visionære og vægtige kunstnere ser ud til at have flygtet fra, fordi de af forfængelige grunde ikke ville forbindes med den.

I øvrigt en bedste sendetid, som musikeren Peter Bastian i sin nye bog, ’Mesterlære’ - som jeg vil anmelde her på siden senere - fortæller at han sagde nej til for mange år siden, fordi han på daværende tidspunkt var ved at miste jordforbindelsen. Set i det lys er det imponerende at en mand som Thomas Blachman har sagt ja til fire sæsoner på trods af, at han i perioder undervejs har hængt og svævet et sted ude i atmosfæren, hvorfra kun de færreste desværre forstod transmissionen af hans ellers ofte helt præcise og ægte budskaber fra kunstens himmerige.

Der har været tider, hvor man har kunnet mærke at Blachmanns dømmekraft er svigtet på grund af påvirkningen fra det forum af ukunstneriske mennesker, som han har været en del af, eller fordi han har ladet sig rive med af hele mediemaskinen - men i det store og hele har han trods omstændighederne holdt ekstremt godt fast i sin egen præmis for sin deltagelse i programmet langt det meste af tiden – nemlig at kunsten kommer før både egotrip og underholdningsværdi.

Overordnet set har han sagt de kunstnerisk set rigtige ting til folk, også selvom det har gjort ondt. For eksempel her til aften, hvor han sagde farvel til sine egne deltagere, eller senere i samme show, hvor han fortalte den færøske sanger, Sveinur, at han lignede en 12-årig dreng, der i stedet for at dyrke al den overfladiskhed skulle have fat helt inde i sig selv - at han skulle have fat i sit røvhul når han sang. I øvrigt et råd, som forfatteren Bjørn Rasmussen også taler om i sin skarpe debutbog, som jeg tidligere anmeldte meget positivt her på siden – måske er det derfor der er så fandens meget nerve i Rasmussens bog, mens Sveinurs sang blot forbliver smukt fyld uden dybdegående substans. Kunst overfor pseudokunst.

Læs iøvrigt dette interview med Blachmann, fra Politiken - 'Jeg har aldrig fået en diagnose'.

Tre tips til kommende forfattere

2012-02-29T15:58:00.000+01:00

Som forfatter har jeg i flere omgange haft stor gavn af den dygtige coach, Malene Kierkegaard, som udover sin egen forfatterkarriere også driver Plotværkstedet. I videoen 'Tre tips til kommende forfattere' kan du få hendes bud på, hvad der er vigtigt hvis man drømmer om at skrive (gå til Saxo.com, tryk på 'TV' i øverste venstre hjørne)

Månedens forfatter - interview

2012-02-27T22:17:00.000+01:00

Her i marts er jeg månedens forfatter på Æseløre.dk, en blog der drives af min børnelitteraturforfatterkollega (dejlig langt ord) Rikke Dyrhave Nissen. I interviewet svarer jeg på en række spørgsmål om min bog, 'Jeg er modig', om hvordan jeg skriver, om gode læseoplevelser, samt om der er forskel på at skrive sange og litteratur, som i dette uddrag:

"4. Du skriver også sange. Er der forskel i den måde du arbejder med en litterær tekst og en sangtekst? Og hvilke?

Det er egentlig meget samme teknik jeg benytter. Jeg forsøger at arbejde så intuitivt som muligt. At mærke mig frem til resultatet. At holde mig selv åben for idéer, sætninger, indfald, stemninger og følelser, også selvom det første idéer lyder dumme, mærkelige, kluntede og upoetiske. I den første fase gælder det for mig om at få min indre dommer til at holde mund, for ellers begynder det at gå galt. Eller gå i stå. Eller også bliver sætningerne usmidige, pompøse, klicheprægede osv. Min indre kunstner skal have lov at fornemme sig frem til et bud, for det giver altid det bedste resultat i sidste ende."

Læs hele interviewet her.

Læs den tidligere omtale af 'Jeg er modig' på Æseløre.dk

Muren - at vokse op bag jerntæppet

2012-02-24T07:00:00.003+01:00

Læste for nylig en virkelig inspirerende billedbogsfortælling af den Tjekkoslovakisk fødte, men amerikansk bosatte, kunstner, Peter Sís. Bogen hedder 'Muren - at vokse op bag jerntæppet', og beskriver på en meget smuk og simpel måde hele Den Kolde Krig og Berlinmuren set igennem en drømmende og poetisk drengs øjne.

En dreng, som i begyndelsen ikke ænser det mærkelige i, at man skal angive sine forældre, hvis de foretager sig noget opsigtsvækkende, men som i løbet af sin ungdom forstår mere og mere af den omfattende censur og kontrol, som de lever under, og derfor begynder at drømme om frihed, musik og kærlighed, begynder at spille musik i bunkers under jorden, på hjemmelavede instrumenter, alt sammen imens han tegner på livet løs.

Det er en smuk fortælling, som varmt kan anbefales både til skolelærere, der vil undervise i emnet i dansk eller historie, men også til alle andre, både børn og voksne.

Køb bogen her!

Når landsbyerne dør med skolens lukning

2012-02-23T19:08:00.006+01:00

Kalvehave Skole på en regnvejsdag.

Jeg fandt for nylig ud af, at Vordingborg Kommune ønsker at nedlægge min barndoms skole, Kalvehave Skole, som også danner rammen om min seneste børnebog, 'Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder.' Det fik mig til at skrive et læserbrev til Sydsjællands Tidende, som du kan læse nederst i denne blogpost.

Men egentlig går diskussionen om skolelukninger vel ud til en meget stor del af landet, ud over Kalvehave. For siden 2001 er der foretaget 500 skolelukninger, ifølge DRs artikel og radioudsendelse 'Landsbyerne lukker med skolen', og i de kommende år vil ske yderligere 230 lukninger.

Dronning Alexandrines Bro set fra Kalvehave kirke

En ting er, at lukning af en landsby sker på baggrund af, at der simpelthen ikke er mulighed for overlevelse. Men i mange tilfælde sker landsby- og skolelukninger netop ikke som følge af almindelig, fair konkurrence, men som følge af mere eller mindre uigennemtænkte og desperate statslige eller kommunale beslutninger.

I tilfældet Kalvehave er det startet med, at DTU, som af den tidligere regering fik selvbestemmelse, har valgt at flytte Vordingborg Kommunes eneste forskningsarbejdsplads, Lindholm Forsøgscenter, til Tyskland og København. Og det på trods af, at besparelsen efter nyere beregninger kun er omkring 1 mio. om året i driftsomkostninger, og at Lindholm i forvejen laver deres samarbejde med omverdenen i form af e-mails etc. med afdelinger i fx Århus og derfor i princippet ikke har brug for en placering nær København. Og så trods af, at man på Lindholm har alle bygningerne parat, og for to år siden netop har bygget nye, topmoderne bygninger for omkring 80 millioner.

Mønsbroen med Kalvehave og Nyord i baggrunden.

Hvor mange år skal man ikke ud i fremtiden førend det begynder at blive rentabelt at flytte Lindholm? Dertil kommer, at lukningen af først Lindholm, og siden områdets folkeskole, uden tvivl vil føre til, at store dele af områdets og kommunens ressourcer vil forsvinde ud af området for tid og evighed. Hvem betaler prisen? Det gør de små samfund ude i provinsen, som ikke er store nok til at råbe op, og som ikke er stærke nok til at modstå indgreb af denne størrelsesorden.

I DR-udsendelsen, som jeg linkede til i begyndelsen af denne artikel, får formanden for Landsbyerne i Danmark, Carsten Abild, det præcise spørgsmål: Hvor stor en andel af de landsbyer, som får lukket deres skole, vil reelt kunne overleve? Svaret er ifølge Carsten Abild, at i de tilfælde, hvor folkeskolerne ikke på privat initiativ bliver omdannet til fx lilleskoler, så dør stort set samtlige landsbyer når skolen lukker, det viser alle undersøgelser. En anden ting Carsten Abild også siger er, hvilket jeg også kommer ind på i mit nedenstående læserbrev, at det reelt er meget, meget billigt at holde de små folkeskoler kørende, i forhold til hvor meget det koster at lukke skolerne, i tabt skattefortjeneste, fordi de ressourcestærke skatteborgere flytter ud eller bliver helt væk, samt pga. svigtende hussalg og dalende huspriser.

----------------------------

Mit læserbrev om Kalvehave Skoles lukning til Sydsjællands Tidende:

Hvor er den positive gevinst?

Min kæreste og jeg studerer i København, hun er færdig på universitetet om fire måneder, og jeg studerer til lærer og er børnebogsforfatter til tre bøger, der foregår i min barndomsby, Kalvehave. Vi kiggede for nylig på hus i Kalvehave, idet vi gerne vil have at vores kommende børn skal opvokse på landet. Men da vi hørte, at skolen bliver lukket, tænkte vi: Hvem vil flytte til et område, hvor deres børn skal bruge 1½ time på transport hver dag?

Hvordan kan det være en gevinst at lukke en velfungerende landsbyskole med 120 elever (det samme som da jeg gik der for 20 år siden), i et smukt område, som i årevis har virket tillokkende på mange ressourcestærke tilflyttere?

Jeg har læst, at man sparer 600.000 kr. årligt på driftsomkostninger ved at flytte eleverne til Stensved. Inden for en kort årrække vil manøvren dog formentlig resultere i, at kommunen taber mange flere penge. For fremover vil ressourcestærke skatteborgere lægge deres skattekroner i en anden kommune, af frygt for skolelukninger, og husene vil dale i værdi.

Desuden skal man bruge mange millioner på udbygningen af Stensved Skole for at kunne huse Kalvehaves 120 elever. Hvor mange årtier skal kommunen kigge ud i fremtiden for at se en positiv økonomisk gevinst i at lukke Kalvehave Skole, hvis den gevinst overhovedet nogensinde bliver positiv?

Et alternativt forslag kunne være at udbygge Kalvehave Skole, så der samtidig bliver plads til det specialcenter for børn med særlige vanskeligheder, som man påtænker at Kalvehave Skole fremover skal huse. Så kan man spare både børnenes bustransport til Stensved, samt dele af driftsomkostningerne ved at slå dele af deres administration og daglige arbejde sammen. Så vil man måske være i stand til at tiltrække ny arbejdskraft og nye børnefamilier. Fx sådan nogle som min kæreste og jeg.

At ændre en roman fra 3. person til jeg-fortæller

2012-02-16T22:24:00.006+01:00

Påbegyndte i går de gennemgribende ændringer i min roman, som jeg for nylig fik en slags vision om, var en nødvendighed at udføre. (læs ’Som splintret glas – en skriveerkendelse’)

Det tager sin tid at ændre en hel roman fra 3. person til jeg-fortæller. Selvom skriveprogrammerne har deres ’søg og erstat’-funktioner, så giver det jo fx ikke meget mening blot at skrive ’jeg’ alle de steder, hvor der før stod ’han’ – i hvert fald ikke når der også optræder en hel del andre hankønsvæsener i bogen. Så det eneste, der dur er hårdt, manuelt arbejde.

Men jeg har allerede nu, efter 4-5 timers arbejde, fået et klart bevis på, at det var et rigtigt valg. Nu kan jeg pludselig se romanens sproglige svagheder lyse mig i øjnene. Sætninger, som jeg før havde ophøjet som små sproglige perler, forekommer mig pludselig trivielle og patetiske. Jeg troede, at bogen var langt mere færdig end tilfældet var, men der er stadig et stykke vej før sproget er derhenne, hvor jeg ved det skal hen.

Jeg har tit hørt, at når man er færdig med et udkast skal man lade det ligge i seks uger før man tager fat på det igen. Det kan give den nødvendige distance til, at man kan læse sit manuskript som om det var en anden der havde skrevet det, og dermed få en mulighed for at komme videre med projektet, idet man derved på en måde agerer sin egen konsulent.

Det har vist sig at være nødvendigt et utal af gange med dette manuskript. Fordi jeg undervejs ofte er gået i stå, og ikke har vidst, hvad jeg skulle gøre, hvilket hænger sammen med, at manuskriptet har været med mig i stort set samtlige faser jeg selv har gennemgået i min udvikling som forfatter. Og når man ikke ved, hvad man skal gøre, så er pausen en oplagt mulighed, nogle gange en nødvendighed.

Men hvis man mærker at man ved, hvad man skal gøre, for at komme i land, så er det, at tage en pause, nogle gange bare dovenskaben der viser sit ansigt. For der kan godt gå så lang tid, at man kommer for langt væk fra alle de vidt forgrenede, mere eller mindre ubevidste, strømme, der ligger som et netværk under romanens temaer og sprog.

Derfor kan det også ofte, hvis man er inde i et godt flow, være en stor fordel at færdiggøre tingene i en glidende bevægelse, en bevægelse som kan gå over dage, uger eller måneder. Så kommer der ofte til at stå mange flere kloge og skarpe og smukke ting på siderne, som man ikke selv var klar over, og som ikke var bevidste. Og derudover er det som oftest også sjovere og langt hurtigere.

Jeg forsøger af min erkendelse, som går på, at man ikke skal forspilde flowet når det er der, med diverse undskyldninger om alt muligt mellem himmel og jord. Det gælder om at udnytte det til fulde. For så kan man også give sig selv ro og lave noget andet, når der ikke er noget flow.

Optagelse til forfatterskolen for børnelitteratur

2012-02-14T02:40:00.000+01:00

Ville lige minde interesserede om, at der snart er optagelse til Forfatterskolen for Børnelitteratur, hvor jeg selv gik fra 2003-05. Det er en fantastisk god skole, hvis tidligere elever i højere og højere grad dominerer det børne- og ungdomslitterære landskab her i landet. Læs mere på professor Torben Weinreichs nye, flotte hjemmeside.

Farven Fornem debuterer med X

2012-02-14T01:19:00.010+01:00

Et demoband, som jeg anmeldte engang i 2007 på det daværende Mymusic.dk [nu Bandbase.dk], samt bookede engang til en koncert i Teater Katapult i Århus, er ifølge Gaffa idag debuteret med den ovenstående sang, 'X', som forløber for debutalbummet i marts.

Bandet hedder Farven Fornem og havde allerede dengang en karismatisk forsanger i Jeppe Sievers. Der er sket en del med hans stemmen siden. Dengang var den meget teatralsk, nærmest som en meget ung Tindersticks-forsanger på dansk, hvilket jeg kan huske at jeg skrev noget om i min anmeldelse, idet det kammede en del over. Nu er den blevet noget mere spiselig for det brede publikum, måske endda også lidt for spiselig?

Desværre findes anmeldelsen vist ikke længere på nettet, men jeg har netop fundet den i gemmerne på computeren, her er lidt udklip:

"Jeppe Sievers skal have stor kredit for at turde springe ud på dybt vand og undersøge sine grænser... Forhåbentlig vil den [stemmen] beholde sin pågående lyd, for det er kun en force i en musikbranche, hvor man ellers hurtigt kan komme til at lyde som alle andre"

Jeg ved ikke rigtig om jeg synes, de har gjort hvad jeg sagde. På en måde har de - og på en måde ikke. Hans stemme er i hvert fald blevet en hel del mere nedtonet, men den forsvinder for mit øre lidt i produktionen, og lyder på en eller anden måde alt for anonym, hvilket var lige hvad jeg ikke håbede ville ske. Jeg håbede de ville definere musikken langt mere ud fra det, som Jeppe Sievers udviste dengang, nemlig et mod til at være anderledes, samt en fandenivoldskhed. Et stort tillykke skal de i hvert fald have med udgivelsen herfra.

Tag evt selv ind og tjek dem ud på Rust på torsdag, hvor de spiller kl. 23! Jeg skal desværre selv på arbejde.

En nostalgisk læretid

2012-02-13T17:12:00.028+01:00

Peder Frederik Jensen. Foto: Robin Skjoldborg

Peder Frederik Jensens anden roman, Læretid, beskriver i 79 ultrakorte skitseagtige kapitler forfatterens egen tid som bådebygger-lærling for 10-15 år siden, efterfulgt af en 'værktøjskasse' på et par sider, som skulle hjælpe læseren til at holde hoved og hale i alle de værktøjer, som selv jeg - som interesseret og nysgerrig søn af en selvlært og dygtig håndværker med stort set alle værktøjer i sin værktøjskasse - stadig kun kender en mindre del af. Et par ordforklaringer fra forfatterens 'Værktøjskasse' lyder fx:

"Kalfatrejern: Jern der bruges til kalfatring." Ok, så er vi så langt. Lad os tage en anden: "Sætjern: Bruges til at sætte værket ved kalfatring. Hvorpå man slår det til med rabatjernet." Aha. Og selvom der skulle være nogen, der havde forstået hvad kalfatrejernet var, hvad er så rabatjernet? Det minder mig mest af alt om 'Anders Lund Madsens ÆØÅ - ordbog over ting, der ikke findes', hvor et tilfældigt eksempel lyder: "Belabön: Lydløs men indtrængende bøn til Gud fra en erklæret ateist, hvis lille hund er løbet væk."

'Læretid' er på mange måder en blandet fornøjelse. På en og samme tid er der noget utroligt sympatisk og utroligt irriterende over bogen. Det sympatiske ligger i Peder Frederik Jensens forholdsvis loyale og fine beskrivelse af et miljø og et fag, som man ikke hører om så tit, og hvilket jeg nemt kan relatere til idet jeg for det første er opvokset på landet blandt håndværksmæssige typer, men som sagt også har haft mange håndværkere omkring mig i min familie, og derudover også har haft mange fritidsarbejder og småjobs igennem mit liv, som giver mig en fin referenceramme. Fx fem måneders arbejde på en fiskefabrik, hvor jeg mødte en del af samme slags typer, som findes i Peder Frederik Jensens 'Læretid'.

Det irriterende består blandt andet i, som man måske kan fornemme, at man føler sig holdt underligt unødvendigt udenfor under læsningen. Der er side op og side ned med arbejdsmæssige beskrivelser fra bådebyggerlærlingens tid, men de bliver på en eller anden måde beskrevet så ordknapt, at det som regel er helt umuligt at forestille sig hvordan det tager sig ud i virkeligheden. Og dermed står man tilbage med en lang række beskrivelser, som ikke siger læseren en dyt, med mindre man selv er bådebygger eller måske snedker og tømrer. Ind imellem giver disse beskrivelser dog en for læseren sjov og lummer dobbeltbetydning, som passer fint ind i jargonen:

"Han lærte at bruge en porehammer, når skibsspigerne skulle knaldes i plankerne." Og nej, jeg har ikke stavet forkert, det er spigerne og ikke pigerne, der hentydes til.

Det skal dog med, at bogen på en måde fungerer bedre efterhånden som man skrider frem i den, idet man som læser langsomt fatter en anelse mere af håndværket, og på den måde bliver læsningen dermed en allegori over selve det at lære et fag fra bunden, hvilket nok også er den måde, de fleste litteraturfolk vil læse bogen på, kunne jeg forestille mig. Som læser, der ikke gider udelukkende at læse bøger på dette metaplan, får man sin belønning i form af et poetisk brag af et feststemt afslutningskapitel, her gengivet i sin fulde længde:

"Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg.
   Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas."

Man tror næsten det er løgn, at bogen slutter på denne måde, men det gør den. Historien minder mig på mange måder om min nu afdøde morfars gamle memoirer, som han nedskrev i sine sidste år, inden han døde som 91-årig. Min mor læste, vistnok som den eneste, dem alle sammen, fra ende til anden - de fleste af os gav op efter et par sider. Hun gav da også selv forklaringen: Det hele manglede ligesom de sanselige beskrivelser af hvordan det føltes at være der. Det var bare en lang opremsning af begivenheder set på lang afstand.

Præcis det samme kan man på sin vis sige om 'Læretid'. For selvom der mange steder er glimt af en dygtig forfatter, så strander det hele i en underlig form for snobbet anekdote, der forekommer at foregå i en tid der er langt forud for forfatterens egen erindring. Og ligegyldigheden opstår fordi man ikke kommer nærmere fortælleren. Man hører ganske vist små brudstykker om hans civile liv. At han har en kæreste, der forlader ham, at han taler med venner og forældre, og finder en ny kæreste - måske endda en antydning af, at han er sammen med en luder?

Men det hele kommer aldrig ind under huden fordi vi ikke får lov at få nogen som helst indikationer på, hvordan fortælleren har det, og fordi vi kun hører meget henkastet om det hele. En ting er, at forfatteren har valgt at tage et stilistisk valg, og har valgt at det mere skal være en metafortælling end en realistisk fortælling, men derfor kunne man godt have givet lidt mere ved dørene, i det mindste indirekte. Et metalag giver for mig ingen mening, hvis det bliver på bekostning af, at realplanet ikke fungerer, hvis det bliver på bekostning af, at jeg ikke kan mærke personerne i bogen. En ting er, at man som forfatter måske ikke har ønsket at udlevere sine egne følelser, men vi lærer gudhjælpemig heller ikke nogen af de andre personer i bogen at kende. Svenden og Mester forbliver fx også beskrevet på en lidt nedladende, overfladisk, men dog også kærlig, måde, i stedet for som hele mennesker:

"[Læredrengen] skar sig og fik væltet bøtter med maling.
Man kan ikke vinde hver gang, lød det fra Svenden.
Eller:
Op på hesten.
Om igen.
En gang til for prins Knud."

Og mere dybdegående er det ikke, når han taler med vennerne: "Man gør, hvad der forventes, sagde han i telefonen til sin ven." Så er det kapitel slut.

Man søger og søger efter nogle dybder eller noget mening med historien. Men det hele forbliver simpelthen en beskrivelse af en læretid, beskrevet med nostalgisk erindring, med manglende farver og sansninger, manglende følelser. Man kan næsten forestille sig at forfatteren har stået med hele planen parat, hele bogens tema, og så har haft muligheden for at puste liv i bogen, og give det hele følsomhed og alt det, der betyder noget for mennesker, men så i stedet har valgt at sige: Næ, det skal sgu være en skitse. For sådan var de mennesker og den tid, jeg beskriver. Der var ingen følelser og ingen dybde.

Men historien er dog stedvist spændende og flot beskrevet, og den har sine løsrevne og direkte småhistorier fra bådebyggersalonen i det vestsjællandske, fx en dramatisk og lyslevende anekdote som denne, der vises i kapitlets fulde længde:

"En ven fik kappet fire fingre på rundsaven. Når han fortæller om det, siger han, at han var helt rolig. At han havde fuldkommen overblik, og at det ikke gjorde ondt.
   Han slukkede maskinen, bandt sin hånd ind i en serviet og ringede 112.
   Da han havde lagt på, samlede han sine fingerstumper med den frie hånd og lagde dem på høvlebænken.
   Monterede så spaltekniv og sikkerhedsklap på saven, dem, han havde taget af for at kunne komme til. Nu skulle de på af hensyn til forsikringen.
   Han holdt hånden højt og ventede på ambulancen. Først da den kom, gik han i chok og husker ikke mere.
   Men fingrene blev syet på, og de virker.
   Dog mangler der fire milimeter af de midterste led.
   Det er klingens bredte."

En dramatisk og klart beskrevet sekvens, som står fint for sig selv. Men som dog også er helt løsrevet fra resten af bogen. Som en af de mest mindeværdige anekdoter fra erindringerne. Men dog er den også ultrakort. Og man aner ikke hvem vennen er, og vender hverken før eller siden tilbage til ham. Bogens længste kapitel [på 5½ af de meget ordknappe sider] beskriver nogle delvist uforståelige sekvenser, hvor Læredrengen arbejder på værkstedet, og hvor han vist for alvor har fået rigtig godt greb om faget.

Det meste strander dog desværre i et alt for ordknapt stileksperiment, uden nogen nævneværdige former for udvikling i Læredrengens personlighed, og det på trods af hans fire års prægning i et direkte miljø, som ligger langt fra hans opdragelse blandt to teologforældre.

Men på trods af alle disse kritikpunkter, så kan man ikke lade være med at mærke en sympati for bogen. For på trods af, at Peder Frederik Jensen også gør lidt grin med sit miljø - i hvert fald er det mange steder skrevet på en måde, så det af de fleste mennesker nok vil opfattes sådan - på trods af det, så mærker man at han holder af sin tid som Læredreng, og han holder af miljøet og hele tiden som bådebyggerlærling - i hvert fald set i erindringens og nostalgiens tåger. Det er som nævnt lidt som at læse en gammel mands erindringer, hvor man udmærket ved, at alle de grumme følelser er blevet sparet væk, så det hele fremstår i et rosenrødt skær, der ikke gør ondt at fortælle om. Det var nu en dejlig tid! Men denne nostalgiske kærlighed redder delvist bogen i land, selvom den er ved at gå under, ligesom bilen der kører i havnen på side 127:

"Det viste sig, at Falcks pionerer var blevet sparet væk i byen, så de skulle komme helt fra Korsør.
Da den røde vogn med gummibåden på taget ankom, var det eneste, redderne kunne gøre, at bjerge liget."

Peder Frederik Jensens bog står på en eller anden måde for mig som et skib, der er gået på grund på en banke uden for havnen, men uden nogen er døde af det. Fiskerne sprang bare i vandet og svømmede i land, og skibet står stadig derude i vandet, som et minde om noget, der kunne have været voldsomt, dramatisk og mindeværdigt, men som blot forblev en hyggelig og varm anekdote i lokalbefolkningen, en anekdote af den slags, som er med til at definere livet i en lokalbefolkning.

Hvis bogen skulle have fungeret på et højere plan for mig, så kunne jeg dog godt have tænkt mig at have hørt historien fra den person, der rent faktisk var til stede på skibet, da det gik på grund, og som rent faktisk følte noget omkring hele situationen - fortalt som om det foregik nu og her - og ikke fra den person, der stod inde på land og kiggede på hele hændelsen, og viderefortalte den som om den var foregået i en fjern barndom engang for halvtreds år siden.

Man kan undre sig lidt over, hvem Peder Frederik Jensen har haft mest i tankerne, da han har skrevet sin bog: Sig selv og sit forfatterego, samt sine litteratur- og metalagskyndige venner og bekendte - eller de ægte håndværkere og de ægte læsere og de ægte mennesker af kød og blod? Jeg synes det ville klæde ham hvis han blev mindre bevidst om sproget og litteraturfolkene, og sprængte sin vej ud af de snævre sætninger, og så bare skrev sine historier med noget mere menneskelig og sansemæssig indlevelse, glemte alt om, hvad litteraturfolkene mener er god stil, og så bare skrev derudaf, med ægte indlevelse, med ægte og fuldbyrdet kærlighed til de mennesker og de miljøer, der er med i hans bøger, og ikke som dette, hvor han holder det hele lidt ude i en strakt arm, i stedet for at omfavne det fuldstændig betingelsesløst.

Det handler om at skrive som man er, og ikke som man gerne vil være. Som Borum sagde til Dan Turéll engang: Skriv som du er, vær som du skriver. Og min anke er så måske, at jeg tror at Peder Frederik Jensen har en mere jordbunden natur i sig, end denne bog antyder, for hvorfor skulle man ellers have holdt en læretid ud i fire år, i et miljø så konkret og direkte som det, han beskriver? Og det er denne jordbundenhed og sympati jeg godt kunne tænke mig kom lidt mere til udtryk i hans skrift. Jeg har ikke lyst til at have Forfatterskolen og de litteraturkyndige folk med deres snævre sætninger åndende mig i nakken i hver anden sætning, når jeg læser en bog om et så jordnært emne som at være i lære som bådebygger. Så har jeg mere lyst til at læse noget i retning af fx Dan Turéll eller Leon Nielsens 'Ballader om vold om ømhed', som også omhandler et miljø som Peder Frederik Jensens. Leon Nielsen skriver her i et simpelt sprog, hvor intet er forceret, men hvor kærligheden til livet stråler ud gennem siderne. Det er mere i denne retning jeg ser Peder Frederik Jensen udvikle sit talent, og finde sit publikum og sig selv som forfatter. Ved at droppe tankerne om sproget, men bare skrive sine historier.

Læretid af Peder Frederik Jensen
140 sider, 2012, Samlerens Forlag
Køb bogen her!

Anders And-konkurrence eller gulerodskage?

2012-02-12T14:34:00.016+01:00

Nu hvor jeg allerede har bevæget mig i det populærkulturelle hjørne så stødte jeg lige på denne konkurrence, der handler om at skrive Anders And-historier. Det lyder fristende, idet jeg var ret vild med Anders And da jeg var lille, faktisk købte jeg bladet fast hver uge i årene omkring 1990. Den eneste kageopskrift, som jeg kan i hovedet er faktisk Anders Ands gulerodskage, som jeg lærte igennem bladets daværende 'Hurlumhej'-side, og som jeg lavede jeg en hel del gange i løbet af min barndom. Faktisk stort set hver eneste gang jeg var lækkersulten og ikke havde nogen penge, fordi de var blevet brugt på det seneste Anders And-blad. Så vidt jeg husker gik den sådan her:

Dette er IKKE Anders Ands-gulerodskage, men en kopi fra nettet.

Anders Ands gulerodskage
300 g. gulerødder (3-4 stk.)
300 g. mel
200 g. brun farin
4-5 dl. madolie
½-1 tsk. natron (hælder imod ½)
1 tsk. kanel
½-1 tsk. bagepulver (hælder imod ½)
Var der noget med lidt reven citronskræl?
Evt. 50 g. rosiner og 50 g. hakkede valnødder

Glasur: (en rigtig god optimering af den oprindelige glasur udelukkende bestående af flormelis og vand)
1 pakke ananas-flødeost (eller to, hvis det skal være rigtig lækkert)
100 g. flormelis (tror jeg nok)

Opskrift: Bland hele skidtet sammen med en ske eller i en røremaskine og giv det 5 kvarter i ovnen på 180 grader, i en smurt springform e.l.
Kagen køler af og glasuren blandes sammen og fordeles ud over. Pynt: Violer (yes, rimelig 80-90-er-agtigt, men det var altså en del af opskriften. Jeg ville dog udelade dem i dag, tror jeg.)

...

Nå, men det var den der Anders And-konkurrence jeg kom fra: faktisk lavede jeg nogle synopser for Egmont engang i 2003, til et blad der hed 'Duck in danger', som blev set som en nyfortolkning af Anders And-bladet, men det blev vist aldrig rigtig den helt store succes. I hvert fald kontaktede de mig aldrig efter de havde betalt for synopserne. Måske var jeg bare ikke dygtig nok dengang? Det kunne være jeg skulle prøve igen, nu hvor der alligevel er vinterferie? Eller også skulle man bare bage den der gulerodskage til ære for Anders And?

Hvad udgør kunstnerisk talent?

2012-02-11T23:31:00.012+01:00

Overvejelser over, hvad der udgør kernen i kunstnerisk talent, samt betragtninger omkring hvad man bør fokusere på, når man udvælger og støtter kunstnerisk talent.

I gårsdagens udgave af det blandt feinschmeckere meget udskældte tv-program, X-factor, fik vi et bevis på en ung mand, der har et kunstnerisk talent. Hvad der er interessant ved eksemplet Morten Benjamin er, at stort set alle ser ud til at være enige om at han er dygtig, hvilket man kan se på reaktionerne i kommentarfeltet på Youtube i videoen her ovenfor, samt på reaktionerne fra både X-factor-dommerne og -livepublikummet.

Men hvorfor er der så bred enighed i tilfældet Morten Benjamin? Det er helt åbenlyst at han går ind og berører de fleste af os, der lytter. Det kan man mærke selv, og det kan man også læse på alle kommentarerne på Youtube. Han har den særlige og mystiske X-factor, som man ikke kan sætte på formel, og som vi drages imod.

Men måske kan man godt komme det nærmere? For præcis hvordan er det at Morten Benjamin går ind og rører os? Han har uden tvivl en fantastisk lækker lyd i sin stemme, og også en veludviklet sangteknik. Men en langt vigtigere del af hans talent ligger i, at han er i stand til at sætte sig selv i en følelsesladet intens tilstand bag sine lukkede øjenlåg, en tilstand han formår at filtrere sin sang igennem på en måde, så vi mærker hans følelser og dermed mærker os selv. Det indikerer en høj grad af selvindsigt og menneskelig indsigt.

Det er som om han på en og samme tid fremkalder både de kærligste stunder i sit liv, i skyggen af de mest smertefulde øjeblikke i hans liv, dog med kærligheden som den sejrende part til sidst. Han formår at være fuldstændig til stede i sangen, og formår på en måde at bringe hele sin samlede erfaringssum til torvs når han synger. Han husker følelsen af kærligheden, smerten, nederlagene, ydmygelserne og alle de intense oplevelser, der har præget hans liv.

Det er denne evne til fuldstændig at tilsidesætte alt hvad der måtte ligge af overfladiske og nuværende bekymringer og så bare gå ind og være fuldstændig til stede i følelserne mens han synger, alt sammen på en måde der ikke er forceret - det er denne evne der udgør størsteparten af hans kunstneriske talent. Selvfølgelig kombineret med en indre nødvendighed til at formidle nogle ting fra sit inderste, samt en stor kærlighed til publikum - man kan simpelthen mærke på ham, at han vil publikum det bedste - og ønsker at fortælle os noget - og det er også en af grundene til, at han får os til at føle os så godt tilpas.

Det er ikke sikkert, at han selv kan eller vil gå ind og forklare eller analysere hvorfor han er god til at synge, og det er jo i bund og grund også ligegyldigt for ham, idet han blot bør fokusere på at blive ved med at gøre det, han gør så godt.

Men måske kunne man lære noget af en sådan analyse i den kunstneriske verden? For i rigtig mange kunstneriske sammenhænge, det være sig i musikbranchen eller litteraturbranchen, der fokuserer dem, der udvælger, ikke nok på disse kerneforhold i kunstnerne og de kunstneriske produkter, som de er med til at fremelske. De tager ikke altid det ovenstående frem som en lakmusprøve inden de leger fødselshjælpere for kunstnere og deres produkter, eller inden de uddeler legater osv. - men det burde de måske gøre?

Hvad er en af grundene til, at drenge ikke gider at læse bøger i skolen? Eller til, at folk ikke gider at betale for musik længere? Hele tiden fokuserer man på alle mulige ligegyldige aspekter når man søger at finde løsningen på problemstillingerne, i stedet for at bruge tiden på at fokusere på det væsentlige: Er de kunstnere, som udvælgerne er med til at fremelske, i besiddelse af dette grundlæggende kunstneriske talent, som Morten Benjamin udviser? I mange tilfælde ville lakmusprøven vise et negativt resultat. Inden for børnelitteraturen ville man, hvis man udførte en sådan lakmusprøve, måske kunne se, at grunden til, at drenge holder op med at læse måske er, at den litteratur, der skrives for drenge i den alder, hvor de holder op med at læse, i rigtig mange tilfælde er skrevet af pseudokunstnere, og ikke egentlige kunstnere. Kunne der være en sammenhæng?

Der bliver skrevet og udgivet enorme mængder af bøger og musik, hvor kunstneren ikke er i besiddelse af disse grundlæggende egenskaber, som en kunstner bør have i sig som en selvfølge, førend en professionel kunstnerisk levevej overhovedet burde komme på tale. Morten Benjamin har fået en genvej, hvis man kan kalde det for en genvej, til forståelse og indlevelse, og det er, at han er blevet grovmobbet og tæsket gennem sin skoletid, samt at han har ADHD.

Alt for ofte fokuserer vi på det tekniske talent når vi betragter, vurderer og udvælger talent og kunst her i landet, i stedet for at tage ved lære af denne Morten Benjamin, og så begynde at anlægge et helt andet syn på udvælgelse af kunsten.

For et par år siden var der i X-factor en pige med samme evne, en blind pige, som formåede at formidle, hvordan hun havde det, fuldstændig ufiltreret ud til publikum. Desværre var hendes sangtekniske kvaliteter ikke finpudsede nok til, at dommerne mente, at hun skulle gå videre. Men hun havde evnen, som vi efterspørger, og som vi alle hylder, når den vises frem i sin færdige form. Men når den endelig viser sit ansigt foran en, i en mere spæd form, så slagter man den på grund af manglende sangtekniske kvaliteter.

Sangteknik kan man sætte mennesker til at lære, hvis de i forvejen udviser et nogenlunde talent, men det er kun livet der kan lære dig dét, som den blinde pige, eller Morten Benjamin for den sags skyld, er i besiddelse af. Der er også et par andre i årets X-factor, som er i besiddelse af denne evne, og det er humørbomben Mulila fra Afrika, samt storfavoritten Ida. For et par år siden var der desuden en pige ved navn Sidsel af Sri Lankansk oprindelse, som havde evnen. Man kunne håbe at der på et tidspunkt bliver en selvransagelse og en debat omkring, hvad der egentlig er vigtigt i forhold til talentudvikling. Her er et af de meget få eksempler på egentlig X-factor i X-factor, Anne Louises meget smukke fortolkning af Kashmirs 'Splittet til atomer':

Sjovt nok så viser et tilbageblik på alle de foregående års vindere af X-factor at ingen af dem reelt har haft X-factor eller har været store kunstnere med besiddelse af den form for talent, som de ovennævnte har været i besiddelse af. Der har som sagt været X-factor enkelte gange i showet, men de er ikke gået hele vejen nogen af årene, hvilket måske burde være et vink med en vognstang om, at et eller andet i showet ikke er, som det skal være.

Der har været rigtig mange teknisk dygtige sangere igennem tiden, men "dem kan man fodre svin med," som Thomas Blachman sagde i går - reelt har der måske kun været ca. 5 stykker der har haft den der særlige evne. Og det er jo hverken færre eller flere end der ville have kommet frem i musikbranchen på et par år alligevel, udenom X-factor, hvilket er værd at tænke over, og burde få tankerne til at lede hen i retning af, at teknik ikke er det vigtigste og aldrig kan være et mål i sig selv - det vigtigste og eneste mål er indholdet, indlevelsen.

Der bliver brugt alt for meget tid på at fokusere på alle mulige andre aspekter, selvom det vigtigste i virkeligheden er denne evne til at få andre til at mærke dybden i sig selv, hvilket disse mennesker er i besiddelse af, og som udgør den egentlige X-factor. Man kan skrive nok så mange bøger eller lave nok så mange plader osv., men hvis ikke du er i stand til at viderebringe noget ægte fra dit inderste, igennem det, du laver, så er du i bund og grund ikke kunstner efter mine bedste overbevisninger. Det hænger på mange måder sammen med begrebet 'ægthed'. Spiller man musik eller skriver bøger fordi det er sjovt og hyggeligt, eller fordi man får berømmelse, respekt eller hvad ved jeg, ud af det, eller gør man det af en indre nødvendighed som består af, at du er nødt til at formulere noget væsentligt til dine medmennesker?

Størsteparten af al kunst har ikke denne iboende nødvendighed i sig, og er dermed groft sagt tidsfordriv eller underholdning, også selvom det definerer sig selv som kunst. En lang række af disse kunne man kalde pseudokunstnere. Disse pseudokunstnere består af mennesker, som er så gode til at efterligne de egentlige kunstnere, så det virker som om de føler tingene ægte, så det virker som om de laver ægte kunst.

Den slags pseudokunstnere består kulturlivet af for en stor dels vedkommende, og de løber også med stort set al medieeksponeringen, hvilket man som nævnt kan se i og med, at ingen af X-factor-vinderne besidder egentlig kunstnerisk X-factor. Et udpræget godt eksempel på sådanne pseudokunstnere er fx X-factor-dommer Pernille Rosendahl, samt de tidligere års dommere, Lina Rafn og Remee, hvilket måske burde diskvalificere dem som dommere i en udvælgelsesproces - i hvert fald hvis målet er at udvælge og sætte skub i fremkomsten af egentlig kunst, og ikke kun underholdning.

Når anmeldere går efter manden og ikke bolden

2012-02-10T17:18:00.019+01:00

Om anmeldernes mangel- og fordomsfulde læsning og bedømmelse af Klaus Riskær Pedersens bog, 'Ankomsten', som de fx rubricerer som fakta og selvbiografi, selvom det er et debatoplæg og et stykke fiktion.

Har netop læst Klaus Riskærs roman om første del af sit fængselsophold i Sdr. Omme Statsfængsel, 'Ankomsten', der skulle være første del af en planlagt trilogi om hans fængselsdom. Ved udgivelsen for et par år tilbage blev bogen åbenbart sablet ned af stort set samtlige anmeldere, fra Berlingske over Politiken, til BT og Fyens Stiftstidende, hvilket jeg dog alt sammen først fandt ud af efter endt læsning.

At læse en bog ud fra dens præmis
Jeg må indrømme at flere af anmelderne slet ikke læser bogen ud fra dens eget præmis, men mere ser ud til at læse den ud fra egne forventninger om, hvad de havde regnet med at få at vide, samt ud fra egne fordomme om en fyr som Klaus Riskær. For det første anmelder de den alle som en selvbiografi og et stykke fakta, selvom der i det indledende ord står ret præcist at: "Personerne i bogen er ikke virkelige personer ... Bogen indeholder optrin og begivenheder, der er opdigtet og fiktion for at opnå en sammenhæng i den samlede fortælling, som har ligget mig på sinde at tilsikre..."

Hvis jeg må have undskyldt anmelderne her, så burde de vide, at denne bog ikke kan anmeldes så entydigt som en fagbog eller en selvbiografi, når den korrekte betegnelse faktisk ligger et sted mellem fiktion og debatoplæg (hvilket jeg forklarer senere).

Om at ramme muren
For det andet skriver fx Berlingskes anmelder, Jens Andersen, at: "Som forfatter til en selvbiografi må man være indstillet på at give mere end fligen af sin sjæl. Det er Klaus Riskær ikke i sin første bog om det første år i Søndre Omme Statsfængsel"

Det siger mere om hvilken hånd Jens Andersen har benyttet til at udføre dette arbejde, end det siger om Klaus Riskærs bog. Jens Andersen går åbenbart ud fra, at fordi en 'charlatan' som Klaus Riskær kommer i fængsel, så skal han pludselig være en helt anden person, end den han er. Hele bogens præmis og dramatiske opbygning går på, at bogen slutter lige der, hvor Klaus Riskær indser, at han har mødt 'Muren', muren som medfangerne påstår vil ændre hans syn på fængselsopholdet. Dette får vi vist i en sekvens hvor Klaus Riskær i et af sine evindelige forsøg på at omgøre fængselsdommen til et positiv break i sin tilværelse, et break med positive påtvungne fællesskaber, hvortil den unge medfange, Arvid, svarer:

"Det er udelukkende et spørgsmål om tid. Før eller siden rammer du muren. Du rammer muren, som alle før dig har ramt muren. Når du er kommet dertil, så tager vi en ny snak om gentagelser og påtvungne fælleskaber."

Hvordan skal man forvente af en kæk og humørfyldt og positiv og kreativ hovedperson, at han skal begynde at selvransage sig selv dybdegående inden han har ramt denne 'mur'? Og i sin iver for at sige, at Klaus Riskær ikke graver dybt nok, så undgår det Jens Andersens opmærksomhed, at Klaus Riskær med sin bog faktisk giver et ganske væsentligt indblik i en af sine kernekompetencer, nemlig hvordan han er i stand til at anlægge et relativt blik på alting, så det passer til hans aktuelle virkelighed, og han dermed kan sætte sig selv i stand til at kringle sig en vej igennem enhver tænkelig situation, så den ender med at falde ud på en fordelagtig måde. Denne evne bruger han både på en mindre heldig måde (hvorfor han nok er endt i fængsel), men han anvender den også på konstruktive måder, ved fx at skabe nye virksomheder, ved at påpege nye alternativer til fængselsvæsenet (som Ankomsten egentlig gør, se nedenfor), samt skriver kronikker om nye vinkler på store, samfundsøkonomiske problemstillinger, senest for nylig i Information.

Dermed er det fuldstændig forkerte præmisser anmelderne anmelder bogen ud fra, når de fx angriber Klaus Riskær for ikke at give nok af sig selv og for at man ikke kommer nok ind under huden på ham. De vil gerne have en bog, som går ind under huden på Klaus Riskær, men måske er han netop ikke denne dybdegående føleperson, men mere et rationelt og utroligt kreativt tænkende menneske? I hvert fald indtil han rammer denne mur, eller muren rammer ham, hvilket hans anden bog i trilogien skulle handle om, en bog som Gyldendal dog kun ville udgive, hvis bogen nåede et vist salgstal - et salgstal den ikke så ud til at opnå, idet fortsættelserne i hvert fald desværre ikke er udkommet.

Riskærs debatoplæg, der blev tiet ihjel
Men hvad der er mest ubegribeligt er, at anmelderne fuldstændig formår at undgå at omtale det, der er hele Klaus Riskærs ærinde med bogen, nemlig en revolution af den måde, vi tænker fængselsvæsen og fængselsstraffe og resocialisering her i Danmark. Klaus Riskær påstår at fængselsvæsenet nærmest ikke har udviklet sig siden 2. verdenskrig, og før det nærmest ikke havde udviklet sig siden 1700-tallet. Bogens hovedsigte er at vise et fængselsvæsen som mere er optaget af at deponere og nedbryde mennesker end af at benytte den åbenlyst oplagte lejlighed af varetægten til at give folk den mulighed for at komme på fode i deres liv, en mulighed som de fleste indsatte ikke ser ud til at have fået igennem skolesystemet eller på hjemmefronten, hvor det meste er gået skævt. I bogen omtales fx et af Klaus Riskærs idéer som 'Projekt Paradis', som præsenteres af en ung, kvindelig studerende ved navn Kathrine, som er en (selvfølgelig lækker) illusion, opstået til lejligheden i Klaus Riskærs hoved:

"At fængslet ikke længere skal ses som indespærring af ånd og sjæl, men i stedet for som et kloster. En renselsesproces, hvor den indsatte får kræfter og 'gåpåmod', støtte, hjælp og bistand. At meningsfulde værdier skal erstatte meningsløs afstraffelse, forsumpning i nedbrudte sociale miljøer og destruktion af den indsattes evne til at komme ud på den anden side som et helstøbt menneske."

Uanset hvad der er Klaus Riskærs motiv med at begynde at komme med forslag til om omvendelse af hele fængselssystemet - om det er for selv at komme hurtigere ud, eller få lov til at lave noget mere spændende indenfor murene, eller hvad det nu er - så synes jeg det er mystisk, at hans bog ikke i det mindste bliver anskuet som et debatoplæg, hvis nu anmelderne mener - hvilket de fleste ser ud til at være enige om - at bogen er så dårligt skrevet, at man ikke skal beskæftige sig med den som et litterært værk.

Systemets evige fanger
Hvorfor har ingen i det mindste taget bogen seriøst som et debatoplæg om et temmelig vigtigt emne, som vedrører hele samfundets sammenhængskraft? For nylig fandt jeg ud af, at fængslede, når de er færdige med straffen, modtager en kæmpe regning, for at dække sagsomkostninger, hvilket for nogles vedkommende kan løbe op i mange hundrede tusinde eller en million kroner. En straf oveni straffen, som skal betales efter løsladelse, en straf som for manges vedkommende er umulig at betale, og som derfor inddirekte fordrer enten ugidelighed og uendelig offentlig forsørgelse, eller ny kriminalitet. Klaus Riskær kommer i bogen med adskillige eksempler på, hvordan systemet ødelægger menneskers mulighed for resocialisering.

De litterære kvaliteter
Ud over at være et vigtigt debatoplæg synes jeg faktisk bogen også fortjener ros for sine litterære kvaliteter. Selvom Klaus Riskær ikke er forfatter, så viser han med denne bog, at han har et kreativt talent som er større end de flestes, og som fuldt ud matcher og overgår en lang række af professionelle forfatteres talent. Fx har han et godt øre for samtaler, en god sans for detaljer samt en intuitiv fornemmelse for, hvordan man stykker en roman sammen, så den bliver interessant, fængslende og for sin læser. Han mangler blot at skrue mere op for poesien og ned for de litterært forstyrrende elementer - alt sammen noget han kunne have fået at vide, hvis hans bog havde fået lidt mere kvalificeret redaktionel modstand, hvilket han måske kunne have fået, hvis bogen var røget i fiktionsafdelingen hos Gyldendal, istedet for fakta-afdelingen. Men vigtigst af alt, og til modsætning for rigtig mange andre udgivelser så har Riskærs bog faktisk noget på hjerte - han har rent faktisk noget at meddele verden med sin bog.

Men ingen af anmelderne undede ham alligevel at få at vide, at han har gjort et ganske godt job her - det virker på mig som om det er andre ting, som de har imod manden, som har ligget til hinder for at give bogen en fair og ordentlig bedømmelse ud fra dens egne præmisser, hvilket de jo normalt ville have gjort i enhver anden sammenhæng. På den måde synes jeg mest af alt anmelderne udstiller sig selv som uprofessionelle anmeldere. De har fået en bog i hånden, som har mere på hjerte, og er bedre skrevet, end måske halvfems procent af de bøger, der rammer avisernes redaktioner, og alligevel tager de ikke opgaven rigtig seriøst.

Samfundets affaldsprodukter
På den måde virker deres anmeldelser præcis efter den hensigt, som Klaus Riskær beskriver i bogen: Fanger skal gemmes væk, så samfundet ikke skal forholde sig til de affaldsprodukter af samfundet, som fangerne er, affaldsprodukter som er udledt af samfundet selv. Anmelderne gemmer Klaus Riskær af vejen som et affaldsprodukt, hvis ord man ikke behøver at lytte til, og tager dermed ikke hans debatoplæg eller hans skønlitterære skrift alvorligt, som et skrift vi rent faktisk kunne - og burde! - lære en masse af som samfund.

Klaus Riskærs humor undgår åbenbart også anmeldernes lettere sløvede blik, men i hvert fald er der ret mange temmelige morsomme betragtninger i bogen, fx er det da meget sjovt da Klaus Riskær efter at have været henne til en vigtig og alvorlig samtale med den piberygende direktør for Kriminalforsorgen stjæler direktørens pibetobak, som en slet skjult tak for, at Riskærs egen pibetobak tidligere blev taget fra ham fordi det var imod fængslets regulativer.

NOTE: Sjov detalje er, at da Klaus Riskær er på sviptur med fængslet i Sønderho, så kommer en ældre 'kunstnerlignende' modstandsmand op til Klaus Riskær, og fortæller ham at hans egen samvittighed er det vigtigste han har, fordi retsvæsenet ikke altid dømmer retfærdigt. Sjovt er det fordi Klaus Riskjærs egen far ifølge Wiki både er tidligere modstandsmand og kunstner - er det mon en fiktiv samtale med hans egen far han her får filtret ind i 'fagbogen'?

Køb bogen her!

Svar fra forlag

2012-02-07T15:44:00.001+01:00

Jeg fik for nylig svar tilbage fra mit forlag angående det oplæg til en børnebog, som jeg havde sendt ind til min redaktør. Eftersom hun ikke havde syntes voldsomt godt om det seneste, noget længere oplæg, jeg sendte derind, var jeg temmelig spændt på at høre, om hun mente, det var noget de ville arbejde videre med.

Hun syntes idéen var helt rigtig, men mente endnu det var for tidligt til at bedømme, om det kom til at falde ud på en måde, som de ville sige ja til at udgive. Jeg fik at vide, at jeg skulle arbejde rigtig meget med plottet, idet opklaringselementet var en hel del større i denne bog, end i de tre andre børnebøger, jeg har udgivet på forlaget. Desuden mindede hun mig blandt andet om at vise tingene i stedet for at fortælle for meget. Og det er jo en klassisk faldgrube, når man skriver fiktion, men alligevel var jeg overrasket over meldingen, idet jeg netop troede jeg viste en del i det tilsendte.

Som sædvanlig, fristes man til at sige, har hun ret i sine betragtninger - men de er også så hamrende dygtige derinde. Sidste gang, da jeg sendte et noget længere værk i to bind (synopsen samt de foreløbige 120 siders prosa) ind til hende, mente hun, at jeg i stedet skulle fokusere på det, jeg var god til, nemlig de små, fortættede forløb, hvor jeg holder fokus på sprog, så det bliver en æstetisk oplevelse.

Den har jeg tænkt over længe, og et eller andet sted kan jeg jo ikke sige noget til det. For det ville jo være en god idé for mig at fortsætte den sti, jeg har lagt ud foran mig, i stedet for at skyde med spredehagl i hundrede forskellige genrer, stilarter, og mod mange forskellige målgrupper.

For det første har jeg nu fået bevist at jeg kan noget inden for den genre, jeg skriver indenfor, og så er det samtidig også noget, der er brug for på markedet, idet der findes en begrænset mængde realistiske kvalitetsbøger for børn (og drenge) i den alder, hvilket jeg også netop har fået bekræftet af min dansklærer på seminariet.

Så i princippet ville det jo være dumt ikke at udnytte det, når det nu også falder mig forholdsvist naturligt. Det er den vej jeg skal gå, hvis jeg vil have fremtidig succes med min skrivning, det har jeg jo fået et klart signal om nu. Så håber jeg bare at jeg med tiden kan få udfoldet nogle af de andre typer historier jeg også har skrevet. Men det må komme på et senere tidspunkt. Uden sammenligning i øvrigt, så har Bent Haller jo fx også bevæget sig igennem stort set alt hvad der findes af genrer igennem hans mangeårige virke som forfatter.

Pilgaard: Det er ikke mig, der er sjov, men verden

2012-02-04T16:22:00.012+01:00

Stine Pilgaard på stol. Pressefoto af Per Morten Abrahamsen

Om når forfattere benægter deres åbenlyse talent, og sammenligningen med blondinen, der ikke vil høre, at hun er smuk, men at hun er klog.

Er i færd med at læse Stine Pilgaards uovertruffent morsomme, veloplagte og anmelderroste debutbog, 'Min mor siger', og sidder og sammenligner den med gårsdagens interview i Information af forfatteren, som jeg sjovt nok hilste på til en reception i går. En af de ting, der falder mig i øjnene i Interviewet, er forfatterens undvigelse på interviewerens åbenlyse og uundgåelige spørgsmål om, hvor hun får sine mange sjove indfald fra:

"... Nogle har sammenlignet med stand-up og dåselatter. Lidt fornærmende, synes jeg, for jeg sidder ikke og indfører vittigheder, for at det skal være sjovt. Sådan har jeg slet ikke tænkt over det."

For er dette ikke bare en bekræftelse af klicheen om den smukke blondine, der helst vil høre, at hun er klog, den kloge pige, der helst vil høre hun er smuk, og den hylende morsomme forfatter, der helst vil høre, at hun fx er en alvorstung, minimalistisk sværvægter?

Alle bliver de fornærmede og vender i overført betydning om på hælen, hvis man fortæller dem de åbenlyse ting, og i Stine Pilgaards tilfælde handler det åbenlyse om, at hun har en fantastisk timing og et særegent komisk talent, hvis lige måske ikke findes i yngre dansk litteratur, selvom Lone Aburas kravler op mod Pilgaards sokkeholdere i sin fine debut, 'Føtexsøen'.

Vigtigt for Stine Pilgaard at huske er det, at blot fordi det åbenlyse uundgåeligt må fremhæves af enhver dygtig formidler, er det jo ikke nødvendigvis en udelukkelse af, at hendes bog kan være god og fin litteratur, eller at hun også besidder en lang række af andre, virkelig stærke kvaliteter som forfatter, som hæver sig op over gennemsnittet, og uden hvis tilstedeværelse humoren ikke kunne have kommet til sin ret i en litterær sammenhæng. Men for en formidler der tager sig selv og opgaven seriøst, gælder det jo om at udpege de punkter, hvor der er stjernepotentiale, og ikke bruge tiden på at fremhæve ligegyldige ting, hvor man vil falde i ét med en mængde af andre dygtige forfattere.

Og hvad skulle man egentlig ellers sammenligne med, udover 'dåselatter og stand-up', for at få den formidlingsmæssigt vigtigste pointe frem: At dette her er superdygtig forfatter med en i litteraturen sjældent set stærk sans for humor. At hun så benægter at skulle have tænkt på, at hendes bog er komisk, da hun skrev den, er jo nærmest komisk i sig selv.

Det kan da også godt være at hun ikke har skænket det en tanke. Men hendes sprog er blot lidt for gennembearbejdet og stramt til, at man rigtig kan tro på den. Det hun mener er måske, at humoren er noget, der falder hende fuldstændig naturligt, og at hun ikke på den måde har siddet og tænkt på, at det skulle være sjovt. Det er blot noget, der kommer til hende. Alene i intervewet med Kristen Bjørnkjær mærker man op til 3-4 gange, at hun er [frivilligt eller ufrivilligt] morsom, at hun har en fin og underspillet humor, et eksempel på dette er afslutningssekvensen i interviewet:

"Afslutningsvis henter Stine Pilgaard en bog frem fra sin reol. Den viser sig minsandten at være skrevet af intervieweren for en menneskealder siden. Kærestesorg hedder den. Hun fortæller, at hendes mor forærede den til hende, mens hun selv "sad og vrælede".
"Og det var noget med, at damerne blev helt vilde, fordi det var en mand, der havde følelser, og så har du bare scoret helt vildt meget på den bog der, ikke?"
Det benægter intervieweren ikke. Nå, men Stine Pilgaard syntes blot, det var et sjovt sammentræf - og får sin dedikation."

Det er en sjov ting, denne med, at vi mennesker ofte ikke vil høre om det åbenlyse, også selvom det er en positiv ting. Og hvis nogen er så taktløse at påpege det, så gør vi modstand eller bliver sårede, og gør alt hvad vi kan, for at vige udenom. Også selvom det ville være en hel del nemmere for os selv i det lange løb, og kræve langt mindre anstrengende undvigemanøvrer, bare at se sandheden i øjnene og acceptere den. Men sådan er vi mennesker så sjove og finurlige.

I Stine Pilgaards tilfælde handler det vel blot om at omfavne sit komiske talent som en gave, som er næsten ingen andre forundt [selv kun et fåtal af stand-up-komikere eller dåselatter-serier er jo i virkeligheden rigtig sjove, når det kommer til stykket?], og acceptere, at det er på denne front hun for alvor vil kunne skabe sig et helt unikt navn i dansk litterær sammenhæng, et navn som vil kunne få både stor folkelig gennemslagskraft, samt finlitterær anerkendelse, mens hun formentlig vil falde i et med tapetet af et par hundrede andre dygtige forfattere, hvis hun undlader at benytte sig af dette talent i fremtiden.

Men dette er hun sandsynligvis også godt bevidst om, og måske prøver hun i virkeligheden blot at undlade at gøre sit komiske talent alt for bevidst for sig selv, idet hun måske er bange for, at en bevidsthedsgørelse af det unikke kan være en dræber af det selvsamme. Og det kan hun måske have ret i? Eller også er det fordi hun, forståeligt nok, hellere vil have anerkendelse for alle de litterære aspekter, der har været et knaldhårdt arbejde for hende at udføre, og ikke alt det, som hun bare har slynget ud af ærmet uden at tænke over det, nemlig humoren. Men læseren er ligeglad med, hvilken del af en bog, der har været hårdest eller lettest at udføre, vi tænker kun på, hvad der er bedst at læse. Og derfor hun slipper næppe for at høre på spørgsmålet utallige gange fremover: "Hvor får du dine mange sjove indfald fra?" Egentlig er første del af hendes svar ret sympatisk, men dog lige lovlig ydmygt, grænsende til det selvfornægtende:

"Det er ikke mig, der er sjov, men verden ..."

Ok, what ever gets you through the day, Stine Pilgaard, det skal vi ikke mundhugges mere om. Så længe du bare fortsætter med at gøre det, du gør.
Køb bogen her!

En uventet gave

2012-02-01T23:09:00.027+01:00

Idag var jeg til kursus med en danskfaglig konsulent, som netop havde læst min seneste bog, 'Jeg er modig'. Åbenbart kunne hun lide, hvad hun havde læst, for efter kurset tilbød hun mig en skrivetjans til et splinternyt og nytænkende undervisningsmateriale til 6. klassetrin, som hun var medforfatter på, og som indtil videre var udkommet op til 5. klassetrin.

Jeg må sige, at det var en uventet gave at få på sådan en helt almindelig iskold onsdag. Det er ikke tit man som forholdsvist ung og ny forfatter får skriveopgaver tilbudt fra fuldstændig uventet side, uden at have knoklet målrettet for dem først, så der er grund til at være lykkelig når det sker. Eneste kriterier var, at det gerne måtte være i samme dur som 'Jeg er modig', og skulle være færdigt engang i tidsrummet maj-august, hvilket burde være overkommelige krav.

Iøvrigt er det værd at gengive hendes første reaktion på, at det var mig, der havde skrevet 'Jeg er modig': 'Der er godt nok mange tissemænd i den, hvad?'

Om børnelitteraturens paradoks og drenges svigtende læselyst

2012-01-31T20:34:00.010+01:00

Om det særligt børne- og ungdomslitterære paradoks der opstår, når en ellers intenderet realistisk romankarakterers måde at agere og handle på rammer fuldstændig skævt af karakterens faktiske alder. Og det problem der ligger i, hvis smagsdommerne ikke evner at spotte dette paradoks, idet de jo dermed heller ikke kan bedømme det. Og hvordan jeg med alt dette ender med at komme nærmere på et nyt bud på drenges svigtende læselyst.

Har lige læst Bo Green Jensens sympatiske og stemningsfulde ungdomsbog, 'Dansen gennem sommeren' her til eftermiddag og var især inspireret af den sanselighed og poesi, der gennemstrømmer bogen, og får historien til at leve. En poesi, der desværre stadig, lidt over tredive år efter bogens udgivelse, ser ud til at være lidt af et særsyn i ungdomsbøger, der som regel baserer sig på et langt mindre poetisk sprog.

Overordnet set, var det en rigtig inspirerende bog at læse, som gav mig adskillige idéer til egen skrivning, men i denne sammenhæng var det dog en lidt mindre heldig ting, som faldt mig i øjnene, og som egentlig var det, jeg ville tale om her, nemlig at nogle af personerne i bogen forekom mig at være endog lige lovlig voksne til tider.

Forfatterens mørkt filosofiske gidsel i teksten
Bo Green Jensen har benyttet sig af det litterært ofte benyttede trick, at han har lavet en dyb og mørkt filosofisk karakter som ven til den mere ligefremme jeg-person, en fyr der kaldes Stankelben, som fremsiger monologer så filosofiske og indsigtsfulde, at de lyder som om det er Michael Strunge, der taler ud af hans mund. Dermed gør forfatteren delvist Stankelben til gidsel for forfatterens egen samfundskritiske betragtninger, under påskud af, at det er en troværdig karakter i en bog, der fremfører dem.

Jeg har også været venner med kloge 16-årige dengang jeg var yngre, men aldrig nogen 16-årige, der ud i én køre har fremført noget helt på niveau med Stankelbens 'junkie'-tale, som han fremfører rundt om et bål på Bornholm:

"- Alle er narkomaner. Junkien er blot en karikatur, alle afhængige mennesker i fortættet version. Alkoholikeren, flaskemennesket, er hans fætter, men vi er alle sammen afhængige. Hele verden er junkie. Den skal have olie og energi og velfærd og sprøjter gerne gift ind i sit blod, hvis det kan holde byernes hjul i gang. Og vi helmer ikke, før jorden er tom. I den moderne mennesker er der ingen frie mennesker, og junkien er indbegrebet af denne slaveeksistens. Tv er junk. Benzin er junk. Hver har sin gift, og hver har sin nål, og de, der foragter junkier, er idioter i et glashus. Vil jeg mene."

Om det børnelitterære paradoks
I det hele taget er det ikke noget særsyn i ungdoms- og børnelitteratur, at romankarakterernes måde at agere på rammer fuldstændig skævt af karakternes faktiske alder. Jeg har adskillige gange undret mig over, at der ikke bliver bedømt noget mere ud fra dette, når de voksne leger smagsdommere og udvælger bøger til børnene, hvad enten det er i form af anmeldere, folkeskolelærere, seminarielærere, fagbogsforfattere etc. For dermed kommer voksne tit til at vælge litteratur, som er god litteratur, set fra voksnes øjne, men som overhovedet ikke har taget stilling til, om litteraturen rammer børnene der, hvor de er.

Jeg siger ikke, at man skal tale ned til børnene, og det er helt bestemt også godt at give børn noget intellektuelt at tænke på, som i 'Junkie'-talen ovenfor - men jeg synes problemet kommer, når de voksne, som er børnenes og de unges stort set eneste adgangsvej ind til litteraturen, ikke i høj nok grad ser ud til at være i stand til at spotte, hvornår romankarakterer rammer plet i den psykologiske udvikling, og hvornår de overhovedet ikke gør.

Et undervurderet aspekt i bedømmelsessituationer
Dette er et aspekt i børne- og ungdomslitteraturen, som der måske ikke i høj nok grad bliver taget stilling til i bedømmelsessituationer - måske bliver det ofte blot taget for givet, at anmelderen har taget stilling til det, selvom det burde være et mere eksplicit og afgørende bedømmelseskriterium. De tilfælde, hvor der bliver taget stilling til det, ligger primært når de voksne mener, at noget bliver grænseoverskridende for børnene, og 'junkie'-talen er jo ikke på den måde grænseoverskridende.

Problemet ligger måske i virkeligheden i, at langt de fleste voksne anmeldere, lærere etc. tror de har fantastisk god indsigt i netop dette felt, mens det ofte slet ikke er tilfældet? Og at de mennesker, som ansætter dem, som skal bedømme, endnu mindre har indsigt i dette felt, og derfor stoler blindt på deres indsigt i børnenes verden, fordi deres indsigt trods alt er bedre end deres egen?

Et konkret eksempel
Et eksempel på noget af ovenstående er fx dengang i 2009, da min egen bog, 'Hvad så, Vilmer?', i en lektørudtalelse (bibliotekernes anmeldersystem, som har afgørende betydning for biblioteksindkøbet) blev sammenlignet med Haye Van der Haydens 'Små kys'-serie. Dette var i mine øjne en lettere absurd sammenligning, som i virkeligheden udstillede lektørens manglende sans for, hvornår forfattere har indblik i barnesindet, og hvornår de ikke har.

For det var efter min mening netop en af min bogs allerstørste forcer, som vedkommende uforvarende kom til at nedgøre ved at sammenligne den med 'Små kys'-serien, idet 'Hvad så, Vilmer?', bedre end langt de fleste børnebøger jeg har læst til denne målgruppe, formår at ramme børnenes alder, sind og måder at agere på lige på kornet, mens 'Små kys'-serien ofte er så tåkrummende elendig indenfor denne kategori, at man undrer sig over, hvorfor den er blevet udgivet i Holland i første omgang, og endnu mere undrer sig over, hvorfor den er blevet oversat til dansk. For eksempel er der nogle uskyldige, seksuelle beskrivelser som ligger et godt stykke fra, hvordan et barn ville opfatte og udføre dem, at det er tydeligt at der er tale om en voksen, der ikke er i stand til at sætte sig ind i et barns måde at opfatte verden på.

Et bud på årsagen til drenges svigtende læselyst
Når man hører så meget om, at drenge ikke gider at læse litteratur, så kan det undre, at man i stedet for at tage så meget hensyn til læsebearbejdelse og lix-tal, at man risikerer at kvæle poesien, ikke i stedet tænker på, om man skulle arbejde noget mere med ovenstående problemstilling? Børn vil i mine øjne have godt af en langt mere poetisk børnelitteratur, hvilket Bo Green Jensen med sin bog for 31 år siden slog et virkelig fint slag for - for børn er langt mere sanseligt kompetente end voksne tror - men hvis det skal være en rigtig succes, skal det i mine øjne stadig gøres på en måde, der afspejler, at de voksne har sat sig endnu bedre ind i børnenes verden, og viser at de respekterer romankarakterernes reelle psykologiske alder.

Det drejer sig i virkeligheden også om at den litterære troværdighed i børnelitteraturen ofte bliver brudt uden konsekvenser: Voksne ville jo heller ikke acceptere, hvis detektiven i en kriminalroman taler som en 15-årig teenager lige pludselig, så hvorfor skulle børn acceptere at en 15-årig begynder at tale som en 27-årig Michael Strunge på hallucinerende stoffer, og hvorfor skulle fx drengene så acceptere det og gide læse det? Meget af det, vi tror handler om drenges manglende læselyst, bunder måske lige så meget i litteraturens manglende kvaliteter på ovennævnte punkt?
Køb bøgerne her!

Shaun Tan - Ankomsten

2012-01-28T10:05:00.002+01:00

Ind imellem støder man på bøger, der får andre bøger til at fremstå som ligegyldigheder. Shaun Tan har skrevet - eller rettere illustreret, for bogen har ingen ord - en sådan bog. Den hedder Ankomsten, og er en fabulerende billedfortælling for børn og voksne, som handler om det at forlade dem man elsker for at rejse til et fremmed sted.

Shaun Tan har også fået udgivet den fantastisk inspirerende 'Udkantsfortællinger' i Danmark, og han vandt sidste år verdens største pris for børnelitteratur, Alma-prisen, og fik 6 hjerter i Politiken. Der er noget ved hans japansk inspirerede stil, der får mig til at tænke på den japanske animator Hayao Miyazaki, som blandt andet har lavet den uforglemmeligt søde film, 'Min nabo Totoro', som man kan se en lille trailer for her:

Køb bogen her!

Må mordere tjene på at skrive om deres mord?

2012-01-27T15:35:00.004+01:00

Debatindlæg om ytringsfrihed og censur

I dag bringer Information en artikel, der i sin overskrift stiller spørgsmålet: "Må mordere tjene på at skrive om deres mord?" Der stilles i artiklen skarpt på, at man i "Norge overvejer [...] at indføre en lov, der forhindrer Breivik og andre drabsmænd i at tjene penge på at skrive om deres bøger. Loven er allerede en realitet i USA og Australien. Men ikke i Danmark, hvor Jønke og Lundins bekendelser skæpper godt i kassen hos både forfattere og forlag," som Information skriver.

Artiklen bringer også en udtalelse fra Berlingskes litteraturanmelder, Jens Andersen, der siger: "Jeg går bestemt ind for ytringsfrihed, men jeg går også ind for censur, når man skønner, at det er nødvendigt."

Netop denne udtalelse belyser de mange problematiske vinkler i de tanker, som både Jens Andersen og flere i Norge i disse dage går og tænker, i deres sympatiske iver for at skåne verden for syge tanker.

Det helt åbenlyse problem er, at hvis man først begynder at lave love, der forhindrer visse mennesker i demokratiet i at udtale sig, så har man jo netop ikke længere et demokrati. For hvem er de mennesker, som Jens Andersen mener, skal gå ind og vurdere, hvornår noget er nødvendigt at censurere?

Han må vel mene, at det er nogen fra staten, der skal gå ind og agere censurkomite, for befolkningen har jo åbenlyst dannet sin egen holdning: De vil gerne udgive og læse om morderes syge tanker. Jønkes bog har "foreløbig solgt i over 150.000 eksemplarer," som der står i artiklen, og Lundins bog må også formodes at have en vis appel i befolkningen, at dømme ud fra bibliotekernes massive indkøb af bogen.

Det vil sige, at der er rent faktisk en hel del mennesker i demokratiet, der gerne vil høre, hvad disse syge mennesker har at sige. Mens Jens Andersen i Berlingske Tidende gav Lundins bog nul stjerner, så var Erik Jensen mere rundhåndet og gav således bogen tre hjerter, og skrev samtidig:

"Skulle bogen så ikke være udgivet? Jo, mener jeg. For selv om den er grusom, patetisk, klam og ubeskrivelig i al sin selvforherligelse af 'alfahannen' Lundin, en »belæst diplomat« i fængslet ifølge sig selv, giver biografien et ufiltreret indsigt i et sygt, morderisk sind."

Og netop dette leder mig frem til det andet store problem, som nordmændene og Jens Andersen overser: Måske er der rent faktisk noget at lære ved at læse denne slags bøger, på trods af deres syge karakter? Måske kan demokratiet udvikle sig ved at lære disse menneskers tanker bedre at kende, måske er det tanker som disse, der får os til at tage børneopdragelse, kriminalitetsforebyggelse og resocialisering af fanger i det danske fængselsvæsen mere alvorligt end vi gør nu?

Hvis vi begynder at censurere alt det, vi ikke bryder os om, så afskærer vi altså også os selv fra at tage ved lære af de ubehagelige ting. Og en ting er sikkert, og det er, at man løser ikke altid problemer ved at lade som om, de ikke er der, tvært imod vokser de sig ofte blot større.

Når bibliotekssystemets lektør, der er med til at bedømme bøgernes kvalitet, og dermed også i stor udstrækning styrer indkøbene, skriver at:

"Psykiatere, psykologer, andre behandlere samt folk i politi og kriminalforsorg bør læse bogen for at blive klogere - ellers er det svært at se en målgruppe ud over særligt nysgerrige og folk med fascination af ondskabens omskiftelige udtryk"

Så er det jo en direkte modsigelse, som er styret af egne følelser. Mener lektøren hermed ikke, at der findes særlig mange "særligt nysgerrige" eller "folk med fascination af ondskabens omskiftelige udtryk"? Prøv at åbne øjnene, kriminalgenren har aldrig været mere massivt til stede i befolkningen, både på film og tv. Folk ønsker åbenlyst at se og læse om disse ting.

Måske skal man ikke udelukkende forklare denne trang med, at folk er underlødige af natur, men også se den som en konstruktiv kollektiv terapeutisk bearbejdelse. Og måske skulle man tage det med i sine overvejelser, inden man begynder at kaste sig ned ad den glidebane det er, at indføre censur i et demokrati, uanset hvor hjertensgode menneskelige holdninger der ligger til grund for tankerne.

Når Dan Turell ikke er fin nok

2012-01-27T13:35:00.005+01:00

For ti år siden arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i en børnehave i den finere ende af Vesterbro, mens jeg drømte om at udgive bøger og plader, og lave store maleriudstillinger og blive en rigtig kunstner. Derfor stod jeg ofte op et par timer inden jeg skulle møde i børnehaven for at kunne nå at arbejde lidt på mine ting.

En dag fandt jeg ud af, at en af de sjoveste og mest opfindsomme små drenge i børnehaven havde en far, der var digter, og tilmed en anerkendt digter, der fik masser af penge fra staten til at skrive sine ting. Jeg drømte om at suge næring ud af hans kunstneriske talent, og begyndte derfor at købe nogle af hans bøger og samle mod til at tale med ham om det at skrive.

En sen eftermiddag, da de fleste var gået hjem, og han kom for at hente sin dreng, stødte vi på hinanden på legepladsen, hvor jeg som oftest drønede rundt med ungerne. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være forfatter og havde skrevet en digtsamling, der dog endnu ikke var blevet antaget. At jeg havde læst hans seneste bog og godt kunne lide den. Han var meget høflig og interesseret og spurgte ind til, hvad jeg læste af litteratur.

Det eneste, der florerede i mit hoved, var Dan Turéll, som jeg havde læst en hel del, og som havde været en af dem, der havde givet mig inspiration til at blive forfatter, idet han med sin ligefremme, humoriske gadedrengestil i fx 'Vangede-billeder' og i hans digtsamlinger ramte noget i mig allerede som teenager.

Jeg ville måske også gerne have sagt Dostojevski eller Camus, eller noget andet, der virkelig kunne imponere den flinke digter, som netop nu udviste interesse for min skrivning, men der dukkede ikke andet op end Dan Turéll, hvilket jeg heller ikke på nogen måde var ked af.

Sammensætningen af de to små navne, 'Dan' og 'Turéll', fungerede på sin vis som en spulende byge af iskoldt vand i digterens ansigt, og i det samme blottedes et koldt og fornærmet stenansigt, og den ellers så interesserede digter vendte sig om på hælen og gik ind for at hente sin dreng, og tog hjem uden at sige farvel.

Det var den dag jeg lærte noget om, at nogle mennesker er i stand til at være så overfladiske, at det grundlag, de dømmer andre mennesker ud fra, er så spinkelt, at det nærmest må betragtes som værende fiktion.

Som splintret glas - en skriveerkendelse

2012-01-26T14:46:00.005+01:00

Jeg læser Helle Helles 'Dette burde skrives i nutid', i anledning af hendes netop tildelte pris, De Gyldne Laurbær, men jeg mister koncentrationen idet der ikke rigtig sker noget i bogen, og jeg begynder at tænke på min egen roman, som har hvilet siden natten før juleaften.

Det går op for mig, at den måske ikke skal skrives i 3. person men derimod i jeg-fortæller. Min erfaring siger mig, at det eneste rigtige svar ikke kommer til mig ved at tænke mig grundigt om, men tvært imod ved at give plads til mine fornemmelser.

Jeg forestiller mig en række tilfældige sætninger fra bogen, skrevet i jeg-fortæller i stedet for 3. person, og i det samme ser jeg mig selv sprænge min vej ud af en klaustrofobisk beholder at tykt glas; nu svømmer jeg pludselig under vandet, under et tykt lag is, jeg sprænger min vej op gennem det tykke lag, der splintrer som glas omkring mig; jeg rejser mig, drivende af iskoldt vand, og ser verden med et langt klarere blik, de dumpe lyde er med ét blevet skarpe; jeg er skabt til at bevæge mig på land, til at se igennem luft, og ikke vand.

Jeg skal skrive bogen om. Det bliver et stort arbejde, og tanken har strejfet mig flere gange tidligere, men nu står det helt klart for mig. Det er det eneste rigtige at gøre.

Jeg fortalte min kæreste om min erkendelse, og hun sagde: "Fik du virkelig alt det ud af at læse tyve sider af Helle Helle? Det var mere end jeg fik ud af hele bogen." Det skal dog lige siges, at vi begge er fans af 'Ned til hundene' og 'Rødby-Puttgarten'.

Hårdtslående og mindeværdig debut

2012-01-24T15:16:00.135+01:00

Pressevenligt pressebillede af forfatteren.

For nylig læste jeg en af de mest iøjenfaldende debutudgivelser jeg har læst fra en dansk forfatter. Det var Bjørn Rasmussens kortroman med den lange titel: 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet'.

Bogens fortæller bærer samme navn som forfatteren Bjørn, og i selve bogen er der også temmelig mange konkrete ting der peger i retning af, at dette er en roman med stærkt selvbiografiske træk, i og med, at der fx midt i bogen er fotografier af Bjørn Rasmussens heste-standpunktskarakterer, eller hvad man nu skal kalde dem.

Grænseoverskridende smukt
Når det er interessant er det fordi selve handlingen er temmelig voldsom og lige på, rå og poetisk. Den handler om en ung, homoseksuel fyr, der er blevet seksuelt misbrugt af sin mor og som dreng har et hemmeligt SM-forhold til sin voksne ridelærer. Som helt ung østjyde i København vælger Bjørn at få arbejde på et bordel, hvor han gudhjælpemig krydser samtlige 27 seksuelle præferencer af, da bordelmutter beder ham fortælle, hvad kunderne kan få hos ham.

Man skiftevis græmmes, frastødes og tiltrækkes af Bjørn Rasmussens bog, men man kan ikke undgå at læse den færdig, fordi der er så meget på spil for både forfatteren og fortælleren Bjørn, og fordi sproget mange steder flyder så smukt og er så særegent sprudlende, at det er en ren nydelse at læse.

Psykologi som religion
En af de ting, der falder i øjnene er balancen mellem det ekstremt eksplicitte og det meget implicitte - nogle steder er sexscenerne beskrevet voldsomt detaljeret, og andre steder antydes tingene kun let. Og det fungerede rigtig godt for mig. Hele hans seksuelle og psykologiske udvikling er ekstremt interessant at studere fordi man får lov at komme helt ind til personen - eller i det mindste har forfatteren formået at opbygge en illusion om, at man kommer helt tæt på personen - dog spidder fortælleren flere gange psykologer og psykologien, og fejer således psykologiserende mennesker af banen med den mindeværdige sætning: Psykologi er jeres religion.

Det kan føles som et lettere absurd angreb (eller forsvarsmekanisme) fra både fortæller og forfatter, absurd fordi hele Bjørns væsen tilsyneladende er blevet flænset op og lagt blødende til skue på jorden, men hvis nogen ikke kan dy sig for at pille lidt i kadaveret (lege psykologistuderende) så får de et rap over nallerne af Bjørn. På en måde føles det som en løftet pegefinger om, hvordan forfatteren ønsker at hans værk skal læses, hvilket han jo i bund og grund (heldigvis) ikke har noget at skulle have sagt omkring alligevel.

Når man trækker i land
Det eneste, der dog direkte irriterer og får en ellers virkelig god bog til at falde en anelse i niveau, er et afvigende afsnit hen imod slutningen, hvor forfatteren af en eller anden grund ser ud til at føle trang til at afvæbne og svække hele bogen med en masse ord omkring, at man jo ikke skal tro på alt, hvad man har læst, og at man jo skal huske på, at det er fiktion: "At du læser 'mig' er selvfølgelig en hovedløs fortalelse, og i forlængelse heraf bør jeg nævne, at jeg ikke har fundet på det hele selv," hvorefter han opremser en masse forfattere, hvis sætninger han har lånt, og herefter glider direkte over i en ligegyldig takketale til Copydan-midlerne og en række menneskenavne, som læsere, der ved en del om forfatterskolen (hvor Bjørn Rasmussen har gået), udmærket kan afsløre som ægte forfattere. Fx er der næppe mange andre end Pablo Llambias der hedder Pablo til fornavn, og navnet Christel skulle vel ikke efterfølges af et Wiinblad?, og Solvej måske af et Balle?, og Merete måske Pryds Helle?

I det hele taget så kunne bogen godt være sluttet lige inden denne opremsning og takketale. Det er i hvert fald der bogen slutter for mig. Et irriterende træk, som enhver redaktør med respekt for sig selv burde have overtalt Bjørn Rasmussen til at fjerne - eller flytte om i nogle noter - inden udgivelse. Men på den anden side - hvis det var mig, der havde skrevet en så ekstrem bog ville jeg nok også have følt trang til at afvæbne bogen inden den skulle ud til verden. Det er blot synd for litteraturen, når man laver den slags numre.

En vild udgave af Tomas Espedal
Det er dog petitesser, for overordnet set er det en fantastisk spændende debutbog, som man aldrig vil glemme igen. Faktisk minder bogen lidt om en vild udgave af Tomas Espedal - den associerende skrivemetode, hvor sproget i sig selv er i front, og hvor forfatteren skifter mellem meget konkrete sceniske beskrivelser, flettet ind imellem lyriske og mere abstrakte formuleringer. En vældig effektiv og poetisk skrivestil, der tiltaler mig vældig meget, og som sætter forventningerne til hans fremtidige forfatterskab helt i vejret.

Dog er det altid interessant at se, hvad en ung forfatter, der i den grad ser ud til at have plukket sin hovedstol i sin debut, vælger at fortsætte med i fremtiden. Jeg håber han fortsætter med at gå tæt på mennesket, og ikke bliver fristet til at gå ud af et ligegyldigt sidespor. For om hans bog er selvbiografisk eller ej, er jeg i bund og grund ligeglad med, så længe han formår at overbevise mig om, at det er "mere virkeligt end hvis det var sket i virkeligheden," som er et af Ernest Hemmingways mantraer om skrivekunsten i 'Om at skrive'.

Køb i øvrigt også gerne Bjørn Rasmussens debut alene for det smukke bogomslag, lavet af Thomas Joakim Winther, der dog kun delvist kan ses her til højre.