I live to wonder

Jul mod muren

2016-12-03T22:01:00.000+01:00

Julen er over os og lige meget hvor man kigger hen stråler diode lyskæderne om kap med aftenens frostklare stjerner. I aftes sad jeg alene i mørket, henslængt i sofaen og fik netop øje på en smuk stjerne som lyste nattehimlen op over lille Vinderslev. Nu kan min stedsans ligge på et meget lille sted, så selvom den virkede indenfor arms rækkevidde og lige over vores lille samfund, så det skulle ikke undre mig at den rent faktisk stod over London eller måske endda så fjernt som New York. Anyway, som den stod der i smukt kontrast på den midnatsblå baggrund, følte jeg en snert af den ellers udeblivende julestemning, som fik mig til at tænke tilbage på min barndoms jul, hvor man lå søvnløs i spænding over julens komme og morgendagens fyld i julesokken. Dengang julen var magisk og man i sin naive barnetro troede at det var julemanden, der havde hugget mors gavepair og lagde pakker under træet. Det var også dengang julen var Ferrari-rød, med Familie Journalens kravlenisser på hver en hylde, hæklede hvidskæggede små mænd stod linet op hen ad sofaryggen og før der gik bolig indretnings HAY hysteri i fejringen af Jesus fødsel.
Min familie har nu aldrig rigtigt fejret Jesus fødsel, selvom sangene om frelserens komme, som vanligt blev brummet rundt om træet og "et barn er født i Betlehem" var udenadslære, mens resten af versene skulle læses i de små sangbøger fra OTA solgryn. Vi fejrede rettere endelig at have fri fra skole og job og at vi for en enkelt aften, havde råd til skamløst at fråse i tvangsfodrede ænder, kunstigt indfarvet marcipan og give ungerne phthalat-spækkede samlesæt med alt for små dele. Og der var gran og kogler i massevis, røde nissepiger og -drenge med træsko og engle klippet i gulnet karton og skæve musetrapper i kulørt glanspapir.

Nu skal jeg ikke revse dem, som har fingeren på pulsen, hvad angår moden for dette års julepynt og leger trendsættere i betonstøbning af adventskranse, for jeg ville sgu ønske jeg kunne følge med tiden, men når man kigger rundt i mit hjem er der intet der overhovedet minder om jul. Og så er det faktisk løgn, for jeg kan blot vende bloklyset på skænken, som har stået med tallene vendt mod muren siden sidste år og som mit fornærede jeg ikke nænnede at smide ud, blot fordi det ikke blev brændt ned sidste december. Egentlig kan man også tolke at jeg er ret godt med, for lyset er jo påbegyndt, selvom den 1. endnu ikke er brændt ned.... det er altså også et meget stort lys!
Men det er hvad julehyggen strækker sig til indtil videre i dette hus, med mindre man kan tælle vaniljepulveret i støvsugerposen med, så hele huset dufter af vaniljekranse hver gang ugens afkast af hundehår skal indsamles. Det var et trick jeg læste om på nettet og i min iver for at spare på de afsindig dyre duftekugler tænkte jeg: "Vanilje dufter dejligt og smager godt, så det skal da lige prøves". Det skal det så absolut ikke igen, for med mindre man er vaniljenarkoman, bliver den sødlige lugt hurtig temmelig kvalm. Duftekugler?! Tænk sig at vi køber parfume til et husholdningsapperat!

Selv hvis jeg havde pyntet op til jul, ville der nu også blive svært at finde ret meget som ligner julepynten fra min barndom, med undtagelse af et par enkelte arvestykker og jeg er ikke helt klar over hvorfor. Måske hænger det sammen med min trang til at skabe mine egne juletraditioner, da jeg flyttede hjemmefra for snart 22 år siden eller også er jeg selv smittet med Luxoliving-epidemien og oplever de første anti-røde symptomer? Jeg er nemlig blevet overfølsom overfor rød hvad angår julpynt og min selvdianostiserede OCD kammer helt over, når jeg ser blodet farve udført i stearin og omgivet af grangrene, bær og en gigantisk sløjfe, midt i min ellers naturfarvede bolig indretning. Jeg ved heller ikke om min ellers så trofaste julestemning der plejer at sætte ind ultimo november har valgt at udeblive, fordi jeg ikke har pyntet eller om der måske er noget symbolsk i det skide lys med tallene mod muren. Måske er det blot fordi jeg langt om længe er blevet så voksen, at stemningen først kommer når man ser julen spejle sig i et par godtroende barneøjne og her lader en 15-årig teenagers begejstring over et kvist i en klat ler, altså en hel del tilbage at ønske.
Nogen vil sikkert sige at jeg er helt galt afmarcheret og at julen ikke handler om Georg Jensen juleophæng er yt eller ej, men handler om nærvær og kærlighed og det tror jeg faktisk også at den gjorde..... en gang. Dengang julen ikke var på sociale medier og hvor vi pyntede op for vores egen og børnenes skyld og ikke for at deltage i kapløbet om hvem der kan dekorerer sin kubus-stage mest stilrent og få flest likes. Hvor børn fandt julens stemning i rædselsfulde knitrende guirlander og en crappy julekalender fra den lokale Brugs og hvor voksnes stemning steg i takt med dagens kalenderlåge blev åbnet, efterfuldt af det obligatoriske Nejjjj. Nu er tidens trend at julen skal være stilren og minimalistisk, så på en måde er jeg nærmest stil-ikon.... Her er julen sgu så minimalistisk at den er helt væk!

Den opmærksomme læser har nok efterhånden erfaret at jeg ikke rigtigt har fået julens ånd over mig og det er pt. langt fra sikkert den kommer i år. Ja, jeg tør faktisk ikke engang love at kalenderlyset bliver brændt, men så er det jo heldigt at julen har det med at vende retur år efter år og genbrug er faktisk trendy... Nu vil jeg vende mit lys, genfinde min stjerne og spille en absolut ynglings julesang, som passer til humøret!

Fairytale of New York

Syge tanker om tabu og kronjuveler

2016-06-15T22:49:00.000+02:00

Livet er sgu en underlig størrelse og inden man ved af det har man fået kræft.... testikelkræft for at være anatomisk korrekt! Og når jeg nu siger man, så er det naturligvis ikke fordi jeg pludseligt har skiftet køn over night eller vokset mig et par vedhæng til i underetagen, men fordi jeg på et split sekund har skulle indtage pladsen som nærmeste pårørende. Jeg ved det er TABU, men jeg siger det alligevel... Det gør også ondt på mig!
Det ene øjeblik er man fast besluttet på hvor vejen skal gå hen og i hvilken takt, og det næste øjeblik sidder man tilbage med følelsen af sine håb, drømme og visioner for fremtiden er på afveje, med sit eget tankespind og en smøg som eneste trøst. Og jeg skal hilse at sige at det er en dårlig narresut, når ens hjerne er ligeså krummeluret som en valnød og man har hørt manden med leen banke på døren og man føler sig tvunget til at lukke op! Kræft er ikke en invitation man kan afslå, med en dårlig undskyldning, men mere som den anmasende ven man ikke har lyst til at se til festen, men ikke formår at sige nej til.

Det er en underlig titel at få... Pårørende! Ikke at det ikke kommer til os alle på et tidspunkt, men man bliver bare ikke spurgt om man ønsker at tilskrive det sit private CV, men det er bare en rolle man får tildelt og en bold man griber, uden at stille spørgsmål til hvad det egentlig indebærer. Den vandt du!
Så skal man jo være den stærke, den støttende, bære verdens åg på sine skuldre og trøste så godt man formår. Man skal agere hofnar, når sindsstemningen bliver for dyster, gribe når læsset vælter og kalde til besindelse når optimismen bliver for flygtig og urealistisk. Man skal agere mor, kæreste, elsker, beskytter, sygeplejeske, hjemmepleje, budbringer, sekretær, sygetransport, chauffør, hushjælp, havemand, nærmeste og stadig magte at finde den professionelle mine, når vækkeuret kimer og den rationelle hjerne-halvdel skal stemple ind. Det er en uoverskuelig opgave, men jeg gør det.

Og inden pivdyrene begynder at hvine for jeres øre og jeg fuldt ud indtager offerrollens trone, så er jeg så ganske klar over at jeg langt fra er alene om at stå disse udfordringer igennem og at mange går lignende og langt værre ting igennem verden over. For ikke at tale om den sygdomsramte, som bærer en langt større byrde i både sind og krop og man går som den pårørende med en evig dårlig samvittighed over ikke at kunne overtage noget af lidelsen og frygten for ikke at kunne slå til. Men nu hvor skæbnen har skånet mig og "kun" tildelt mig den pårørendes scepter, er jeg så ikke i min fulde ret til at hyle hvad jeg kan og skrige mine frustrationer ud over denne blog? Den ret tror jeg nok jeg har fortjent!

Uden at lyve, så har himlen netop nu åbnet for alle sluser, hvilket man må sige er yderst passende til humøret i dag, alt imens Thor svinger hammeren og himmel og jord slår knister og den ene tørvetriller efter den anden lyder ud af højtalerne, så længe der endnu er strøm. Jo, det handler om at komme i den rette stemning når man skal skrive en jeg-tror-nok-lige-mit-liv-er-noget-lort-blog og man må sige at Vor Herre bakker op på det punkt!
Jeg har altid brugt denne blog som min overløbsventil og selvom det mest har været de fantasifulde drømmebilleder der har snurret bag min pandeskal, jeg har malet her på siderne, er min virkelighed pt. langt mere dramatisk og teatralsk end jeg har lyst til. Nu skulle man så tro at min hjerne har været slået fra det sidste år, for der har jeg sgu ikke fået komponeret mange ord herinde og det er ikke fordi jeg ikke har villet, men jeg har prioriteret min tid anderledes. Måske har jeg endda prioriteret mig selv anderledes, men det er en anden blog.

Nu er det absolut ikke sådan at jeg er helt alene i verden i min melankolske ørken af tanker, for jeg er heldigvis også velsignet med en dejlig familie og nogle fantastiske venner, som skam også spørger til hvordan jeg har det. Og her kommer den løgnagtige superwoman igen, for hvordan kan man svarer andet end "Fint" når nu man selv er sluppet så nådigt for fysiske smerter og evindelige tanker om sin egen dødelighed, selvom sandheden er at man har det ad helvede til? Jeg kan ligefrem skamme mig over at jeg imellem virvaret af tanker, kan have noget så ondt af mig selv og mene at jeg da også har store problemer, selvom de ikke tåler nogen sammenligning. "Det sætter ligesom tingene i perspektiv" siger vi og ja, i hvert fald alle de ting som vi allerede har og har værdsat. For det er jo som om at det kun er de gode ting i livet, der er sat på stand by i hele dette forløb.... Alt det øvrige crap er der skam endnu og holder ingen lunde pause og kan måske endda virke forstærket.

Der er også dem der ikke helt ved hvordan de skal reagere og trækker følehornene til sig og bakker ind i sneglehuset, selvom vi var de inderligste fortrolige for et øjeblik siden. Det er fair nok at man ikke finder min sindstilstand verdens mest behagelige, for det gør jeg egentlig heller ikke selv og skal jeg være ærlig vil jeg langt hellere se smilende øjne, have en kvik bemærkning og et drilsk smil med på vejen, end jeg vil se mennesker jeg holder af, ikke kunne se mig i øjnene og undvige mig som var jeg spedalsk... en pårørende! Stikker man til det, får man et overbærende blik med en konstaterende undskyldning om at jeg da har nok at tænke på... Og dertil kan jeg kun sige ja og derfor har jeg måske netop også brug for at føle mig ligesindet og ikke skånes og behandles som om deres tanker og meninger kan vente til tingenes tilstand (læs jeg) er blevet normal igen.... !

Uha det var godt at få luft og give plads til lidt af sin normale tankekraft og blæst alle mine indestængte tabu-følelser ud på skrift, for jeg ved jo godt når jeg læser dette igennem at jeg har sat det hele meget på den narcissistiske spids og kun har valgt at se det hele igennem mine slørede ego smør-fedtede briller. Har jeg stødt nogen med denne blog, vil jeg gerne beklage meget, men først i morgen, for jeg har en af de dage hvor min rummelighed flyder over, mine trætte skuldre hænger om knæene, hvor mit sind bader i selvmedlidenhed og jeg bare er pis hamrende træt af at være i mine sko.

Siger det meget godt!

Fra sølvtøj til Tupperware

2015-06-09T23:23:00.001+02:00

Hvem kan sige sig fri for at være en lille smule anspændt, når man sidder i venteværelset hos tandlægen og nervøst bladre igennem et oldgammelt nummer af Femina, mens man venter på ens navn bliver kaldt til mødet med torturkammeret, den elektriske stol og beslutningen om man vil gasses eller have nålen? Nu havde jeg håbet at Harry, som min rare tandlæge hedder, havde taget fejl ang. den gamle sølvplombes svækkede tilstand, som skoletandlægen for snart 26 år siden berigede mit gnasketøj med. Men han holdt nu fast på sin diagnose at det orale sølvtøj skulle skiftes til skinnende hvidt Tupperware-plastik og at krateret måtte anses for at være af så betragtelig størrelse at gummen måtte bedøves, for at jeg kunne holde det ud.

Tak for lort, siger jeg bare til de slagterhunde til gebissnedkere jeg var underlagt som 12 årig, og som jeg er overbevist om dengang har boret det halve af tanden ud og glemt at fjerne boret i tide, mens de havde travlt med at diskuterer den nye klinikassistent nede hos specialtandlægen. Sådan husker jeg dem, en flok sladretanter der sad og søbede kaffe og kringle, mens de forsøgte at belære os elever om hvor farlige de mange sukkerknalder i en cola var, illustreret med afsindig farverige plakater i venteværelset. Jeg husker især den næsten kvindelige tandlæge, som havde den mest vederstyggelige tobaksånde og som kunne slå fluer ihjel ved blot at puste på dem, hvis de da ikke drattede døde om ved synet af hendes mono-bryn, der sad som en ekstra næsestang over de horntykke briller. Mage til maskulin madamme skulle man lede længe efter, når hun sad der i sin jadegrønne dragt og med blodstænk på brystet fra det sidste barn hun havde tortureret, uden at man kunne fremtvinge så meget som et smil fra hende og hun lignede oprigtigt én der følte sig snydt af livet og jeg skulle bøde for det.

Havde man dog bare været så fornuftig at tilbyde damen et lommetørklæde dengang, ikke for at trøste hende, men så kunne hun have poleret glasøjnene og så kunne det være man var sluppet for at have hendes fjæs placeret 5 cm over sit eget, mens de i det uendelige konverserede om "Har du hørt om Fru Jensen... 4+, 5+, caries i 6 +, 7+.... hun har fået ny mand igen", som var de ved at udfylde ugens tipskupon. Hadede det ord, CARIES, for hvis man ikke allerede kendte til det smertehelvede ordet altid indebar, så kunne man tydeligt fornemme at det var noget skidt på de bebrejdende blikke og rynkede bryn og de fik endda løn for det. Man ser da aldrig en blikkenslager bebrejde nogen for at have sprungne vandrør og sige "Tsk Tsk" til kunderne. Nå, men når man så endelig var færdig med at have hendes kagesnitter rodende rundt i gummerne, tandsættet var filet helt ned og de sylespidse instrumenter havde kradset tandkødet til blods, blev man dog tilbudt dispensation for tort og svie, i form af en refleks og en tube tandpasta.

Selvfølgelig kan det være at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg føres automatisk tilbage til dengang, blot ved lugten af lattergas og flour og jeg valgte naturligvis derfor at lade kæberne lamme og tankerne flyde væk, mens jeg spændt ventede på tonerne af Beethoven skulle flyde ud af propperne i mine øre. Der er sket meget siden min sølvplombes fødsel, for dengang husker jeg nu ikke at man blev tilbudt at høre beroligende musik, for at det skulle være så afslappet og betryggende en oplevelse som muligt. Ja, jeg tør næsten at sige at oplevelsen har skiftet fra at føles som ufrivillig oral-fistning, til at være det rene spaophold, hvis man dog lige ser bort fra at jeg ikke på nogen måde finder at "Åh Abe" skaber den rette zen-stemning. Til trods for det, må jeg nu sige jeg er sluppet nådigt for barndommens traumer og at min nuværende tandlæge formår at gøre det til en absolut tålelig oplevelse, med sin venlige og imødekommende facon og at tandlægebesøg ikke er på listen over ting jeg frygter. Det vil sige hvis vi lige ser bort fra regningen..... OMG.... Nu ved jeg hvorfor jeg hader Tupperware!

You Win Again - Bee Gees

Med et ben i begge ender

2015-06-03T21:56:00.002+02:00

"Hun har ben i næsen" er et ofte brugt udtryk om den stærke moderne kvinde og jeg er ikke helt sikker på jeg altid forstår forherligelsen af, at de dertil indrettede gå-aggregater er placeret midt i trynen. Det vil jeg derfor i aften prøve at sætte i min virtuelle og så absolut generaliserende bås, også i en så ekstrem grad at der forhåbentligt ikke er nogen, som oprigtigt genkender følgende ude i den virkelige verden. Hun kan nemlig ALT selv og hun gør det, før du overhovedet har nået at række din hånd frem, hun tør stå ved og anerkender sit eget værd til fulde, siger altid sin uforbeholdne mening og har i det hele taget ikke brug for andres hjælp til noget, for at få livets små bump udjævnet, hvilket hun klarer alene ved hjælp af hendes verbale damptromle. Hun fastholder sin ret til have en mening om alle livets forhold, ja faktisk mener hun at man er forpligtet til at tage stilling og have et standpunkt og hun betragter det ikke som en ret, men nærmere et krav, hvis du skal nyde hendes respekt. Og den er ikke let at få, for er dine små livsanskuelser ikke så stålsatte som hendes, må de betragtes som uovervejede og hun kan simpelthen ikke tage det som seriøse overvejelser. Hun tager dog gerne en for holdet, for hun skal gerne i overbærenhedens tegn, fortælle dig hvordan facit skal se ud på bundlinjen og hvor skabet skal stå. Både på egne og på andres vegne. Er hun så stærk eller rettere så selvsikker, som ordsproget skal signalere? Det tror jeg ikke, men hun er en allerhelvedes god skuespiller, så længe publikum klapper!

Hendes alter ego må være den passive kvinde, hvis ben tripper på skift, som stod hun på glødende kul og som smilende trækker på skulderen, mens blikket flakker rundt i jagten på den rette mening at spejle sig i og som ikke rigtigt kan få skrutrækkeren til at dreje den rigtige vej, uden en kyndig (og gerne mandlig) vejleder til at føre hendes hånd. Hendes mening passer perfekt i den mund hun lytter til og hun nikker anerkendende og fremstammer et enkelt ja fra tid til anden, hvis hun da ikke ligefrem stiltiende accepterer alt hvad hendes omverden postulerer af krav, befalinger og kloge ordkløverier. Hun gør ingenting og kan INTET, end ikke have sine egne beskedne meningers mod og selvom benene ikke ligefrem sidder i lugteorganet, så bruges de absolut heller ikke til at stå på og hun må tilnærmelsesvis kaldes ben-amputeret. Pust og hun vakler og griber fat i den nærmeste arm der kan støtte hende, af enten ugidelig dovenskab eller tvivl på egen formåen. Hun fortæller dig aldrig hvad du skal tro, mene eller burde, for tænk hvis hendes facit liste er forkert eller tænk hvis nogen rent faktisk lytter og det forventes at hun skal agere krykke og når hun endelig træder et halvt skridt frem med sine inderste tanker, er det ofte på en spørgende facon, som en slags helgardering mod at skulle stå på mål senere hen. Du har heller ikke hendes respekt, for hun ejer ikke engang selvrespekten, så posen er tom på den konto. Og som den forrige beskrivelse, håber jeg bestemt også at der kun færdes et fåtal af disse kvinder på vores klode, for hun kan heller ikke tilnærmelsesvis betegnes som stærk. Ja, hun ligger ikke engang skjul på sin svaghed, men hylder den rettere. Hun skifter imellem at have lammende sceneskræk i livets teater, til at være en 2. rangs Diva der sidder i kulissen og nægter at betræde scenen, før champagnen er lagt på køl!

Og så er der sådan nogen som de fleste af os almindelige dødelige kvinder, som mere eller mindre har lidt af dem begge i os, alt afhængig af situationen, for selvom jeg ikke håber de ovenstående findes i deres reneste figur, så kan jeg godt nikke genkendende til at de hver især, fra tid til anden titter frem. Det er som at have en djævel og en engel på hver sin skulder, samtidig med ens fornuft bag pandeskallen forsøger at overdøve stemmerne og hvor kunne det være skønt hvis vi selv var herre over hvornår de trådte frem og tog over. Hvordan ser den stærke kvinde så ud, kan jeg jo så spørge mig selv og det ved jeg egentlig ikke, men selvom jeg ikke har begge ben på jorden eller stængerne proppet op i næsen, så håber jeg i min naive verden at det måske kan være min styrke, at have et ben i begge ender?!

A Woman's Worth

En knudemand i Dad-bod

2015-05-19T20:11:00.001+02:00

Jeg kan ikke helt lade være med at trække let på smilebåndet, når jeg hører udtrykket knudemand, for jeg får indre billeder på nethinden af Onslow-typen henslængt i lænestolen, iført net-undertrøje og med en dåsebajer i den ene olieindsmurte hånd, mens den anden hånd klør, hvor der kløes skal, når man er en rigtig mand. Vi kender sikkert alle sådan én (jeg har kendt et par stykker) og du kaster måske endda et forsigtigt blik hen på sofaen, mens du sammenligner med ham, der i tidernes morgen hviskede søde ord i dine ører og smeltede dit pansrede hjerte, og som nu ligger der selvtilfreds og tilpas i dybeste tavshed, kun afbrudt af grynt. Sådan er det når de candyflossfarvede briller revner og vi længdes efter den helt afsindig romantiske mand, som kunne få tusindevis af bevingede insekter til at flakse rundt i vores mave, som havde man sluppet alle regnskovens sommerfugle løs dernede. "Ohh Nice", som karakteren ville have sagt, med en vis portion sarkasme, men hvis jeg skal være ærlig så finder jeg den type mand mere skræmmende end lattervækkende!

Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!

Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.

Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.

Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...

Say Something

Play it again, Sam

2015-05-18T22:16:00.000+02:00

Så sidder man her igen. Endnu en aften bag den blå skærms flimrende pixels, mens man surfer rundt blandt dagens læseværdige blogs og statusopdateringer på Facebook, om de helt fantastisk perfekte liv vi lever, mens tonerne af pladder romantiske hit strømmer ud af højtaleren. Og nu ved jeg ikke hvordan I har det, men jeg har langt lettere ved at sætte en følelse på mine tanker, når de understøttes af musik, uanset hvilken sindstilstand jeg befinder mig i og hvilken emotionel rutsjebanetur jeg ønsker at tage. Ved at høre bestemte stykker musik, kan jeg også genkalde mig minder, gode som mindre gode, som jeg dermed ganske ubevidst får hevet op af bagagen og kan læne mig tilbage og reflekterer over på nu, eller blot mindes med et skævt smil på læben.

Situationerne og følelserne spænder bredt, lige fra fra en enkelt lille tanke, en flygtig samtale som gjorde indtryk, til den helt store candyflossfarvede forelskelse og dybsindige livforandrende perioder i mit liv. Alt sammen sat til musik og jeg efterlades med en følelse af deja-vu, hver gang toner forplanter sig i øregangen og forbinder sig til hjernens skattekammer af oplevelser og de hengemte minder myldre frem.
Det er dog ikke altid helt ubevidst jeg sætter musik til mit tankespin, men til tider det stik modsatte, for musik har en eventyrlig evne til at kunne ændre humøret og tankernes sti, når man f.eks. flyver lidt for højt og man trænger til at få jordet ud af hovedet og under fødderne igen. Eller hvis man er sprunget ud i et mental sky dive i frit fald og trænger til et pust under humørets vinger, så har teksterne nogle gange til formål at lede os på rette kurs igen. Det hænder også det indre oprør bag pandeskallens dybe furer blot skal overdøves i en så larmende grad, at det kræver en god bas og en hvinende guitar at have højere volume en de knagende tandhjul.

Andre gange er musik, bare musik, som skal nydes med lukkede øjne, mens eneste bevægelse er fodens taktfaste vippen eller som skal leves ud et virvar af flagrende arme og ben på et dansegulv, hvor ens ynde og elegance retoucheres væk i sprittågerne, i discokuglens skær. Og så er der disse alt for stille regnvåde aftener, hvor man sidder og tænker over hvilke stier man har valgt at træde i livet og hvor de fører dig hen og hvor alle drømmene blev af på vejen, alt imens dråbernes slag imod ruden ekkoer i takt med denne sang.

Boulevard of Broken Dreams

Hvad vil du ha'? (Vol. II)

2015-05-12T22:46:00.000+02:00

Hvad vil du egentlig ha'? Tough question, når det stilles så direkte og uventet og med mindre man er skrupsulten og udelukkende er hungrende efter en leverpostejsmad med rødbeder, så ligger svaret sjældent til højrebenet. Forleden spurgte jeg en kærlighedssøgende kvinde dette spørgsmål, og som forventet hakkede hun noget i svaret, mens hun nærmest så ud som om hun deltog i Hvem vil være millionær og var bange for at svare forkert på 500.00 kr. spørgsmålet. Nu gav jeg hende dog ikke de 4 sædvanlige svarmuligheder og ej heller ingen livliner, og selvom hun sikkert håbede på at tiden var løbet fra os, fastholdt jeg blot øjenkontakten, signalerende at jeg afventede hendes svar. Det var bestemt ikke for at stille hende i forlegenhed og jeg ville have godtaget et Det kommer ikke dig ved, men jeg har en tendens til at stille den slags spørgsmål af ren og skær nysgerrighed og i håbet om at svarene kan bruges som brændstof til min blog. Og der er ikke noget korrekt svar på spørgsmålet, hvilket jeg måske burde have antydet, for vi mennesker måler og vejer hinanden vidt forskelligt, hvilket er det der gør os så fantastisk nuancerede.

Så kom svaret Jeg går meget op i øje og selvom min første tanke var at hun formentlig mente at han skulle besidde 2 stk. af slagsen, så vidste jeg godt at det nok ikke alligevel var det hun mente og hun tilføjede da også hurtigt, at det var der man spottede charmen. Er det nu også det? Jeg har endnu aldrig hørt om nogen der kunne spotte en stjerne psykopat, blot ved at kigge ham i øjnene og er det i så fald i iris eller regnbuehinden det står malet, at han blot vil lege med dine følelser, efter han har givet dig en quicky over spisebordet? Jeg ved godt man siger at øjnene er sjælens spejl og forstår skam også godt det faktum at vi alle har forskellige præferencer, rent udseendemæssigt, men hvis dette er sandt står det sørgeligt til for de blinde og dem med et glasøjne og Andrea Bocelli er altså ret så charmerende. Nuvel, hvis charmen er i øjnene, er det vel rettere et filter der sidder et sted i vores egen synssans, som kan filtrere alle de småfejl væk, som normalt ville få os til at løbe skrigende bort, når vi står overfor det andet køn og at dette filter åbenbart er mindre finmasket ved dem, som ender med Mr. Wrong hver gang.
Han skal have pæne tænder og jeg kan nu godt til dels relatere til, at han ikke ligefrem behøver at have et decideret usoigneret oral-orgel og kan hitte ud af hvilken ende af tandbørsten der skal i kæften, men et par skæve pløkker er altså lettere at leve med, end et forvreden sind, der efterlader bidemærker, uanset hvor symmetrisk på række de måtte sidde. Måske siger jeg også blot dette, fordi min egen undermund lader en del tilbage at ønske, når vi taler afretning og fordi jeg alligevel er for forfængelig til nakketræk.

Men jeg vover alligevel at påstå at vi kan komme lidt tættere på svaret, hvis blot vi stiller os selv nogle helt andre spørgsmål, som hverken omhandler øjne, tænder eller hvor tonet hans six-pack er, selvom vi naturligvis har lov at fantasere lidt om at en delvist afklædt Patrick Swayze fra Dirty Dancing banker på vores dør. Vi skal ikke spørge os selv om hvad vi vil have, men finde ud af hvem vi selv er. Av den var svær, for her skal man være 100 % ærlig og ikke opstille en fantasi om hvordan livet ser ud, når vi lige har afdraget restgælden, tabt 15 kilo eller får taget os sammen til at trave sålerne af skoene i den lokale skov. Er det overhovedet vigtigt for os at han sveder 2 timer om dagen i fitnesscentret for at opnå det eftertragtede vaskebræt, hvis man (som jeg selv) føles som en fjedrende vandballon på maven, der skvulper lidt vel længe, når man trykker på den? Hvis den kammeratlige mandehørm over en håndbajer er hans overtryksventil, er det så realistisk at tro at vores forventninger om fingerfletten på et lammeskindstæppe foran pejsen og i rusen af boblende champagne vil blive indfriet, eller tegner fremtiden i retning af weekender med Cola, Vild med Dans og Matador Mix i mobiltelefonernes skær. Nej, lad os se på vore egne livsværdier, for det er her vi kan finde vores sande kriterier, når vi står foran udvælgelsen af the best man for the job. Ikke dermed sagt at vi skal finde en tro kopi af os selv, for modsætninger tiltrækkes af hinanden, men skal et forhold holde på den lange bane, tror jeg der er nogle ting der må matche, for ellers ender én af parterne med at give køb på sig selv eller hverdagen bliver en kamp.

Og hverdagen er måske et ganske glimrende udgangspunkt til at beskrive det livssyn vi har, hvad angår de ting vi tillægger værdi og den tosomhed vi ønsker skal være byggesten for en fælles fremtid. Lad være med at liste alle de lange gåture i solnedgangens skær ved den klukkende strandbred eller de skønne romantiske middage i stearinlysets skær, hvor I sidder tavst og stirre dybt i hinandens øjne, for det er næppe sådan hverdagens hektiske trummerum kommer til at ud. Disse stunder vil sikkert vise sig i glimt og må betragtes som ren bonus, men sandheden er rettere at hverdagen byder på flere ture på lossepladsen end til stranden, på mere millionbøf end på foie gras og på flere dage med vask af hans sure sokker end sensuelle fællesbade under bruseren. Det er den hverdag vi skal lære elske, også selvom den virker lidt shitty nedfældet på skrift, og jeg skal også gerne indrømme at det ikke ligefrem falder mig let at sluge min egen medicin, selvom jeg i skrivende stund føler mig som den alvidende Madam Skrald, der har fundet livets kilde. Pointen er at når du erkender og elsker dine egne "skæve tænder", vil du også kunne anerkende og elske hans, for selvom du måske momentært kan give ham nakketræk og forme ham, som var han af julens overskydende potteler, genskabt ud fra dine fantasiers drømme-ideal, har potteler den triste egenskab at den krakelerer over tid!

And tell him

And you can qoute me on that....

2015-04-14T17:14:00.000+02:00

Det er ingen hemmelighed at jeg er en sucker efter et godt citat, som på magisk vis kan sige det samme i ganske få ord, som jeg kan skrive stolpe op og ned om. Og jeg kan næppe være den eneste der finder trøst og enorm stor sandhed i de store filosoffers ord, alt efter humøret, men der er dog enkelte citater jeg er begyndt at opfatte som direkte forkerte og en hel del fortærskede igennem den personlige mølle. De ligner ofte en omskrivning af hinanden på diverse sprog med et billede af en knyttet hånd eller en gude smuk 50'er pin up med misundelses hvide tænder. Den type lyder noget ala: "Tag mig som jeg er, jeg kan ikke laves om!" eller "Hvis du ikke kan lide mig, er det dit problem!"

Vi skal naturligvis heller ikke gå rundt og lave om på hinanden hele tiden og vi skal i en så vidt mulig udstrækning hylde vores forskeligheder, for det er jo dem der giver tilværelsen vitalitet og liv. Vi har alle noget godt i os og det er naturligvis os selv der er førstevælger til hvad vi bringer til bordet og dermed tager med i bagagen her i livet, selvom man til tider kunne ønske at kufferten blev væk på livets bagagebånd. Men når det er sagt, så synes jeg faktisk slet ikke det er noget man bør stile efter at opnå, med mindre man ligefrem ønsker at fremstå afvisende og søger et liv så ganske alene i en egocentrisk verden, hvor din kat (som ligeså gerne skider i naboens have som i din) er din nærmeste allierede. "Arhm, jeg er da pisse ligeglad med hvad andre mener om mig", vil nogen sikkert sige og det er da også et statement at komme med, som i sig selv signalere en ting eller to, men det når sandheden skal frem er vi jo næppe ligeglade. Inderst inde vil vi jo gerne være attraktive for vores medmennesker, både i krop og sjæl, så hvorfor ikke tage tyren ved hornene og fordybe os i det vi virkelig kan påvirke. Os selv!

Hvis vi nu alle engang imellem reflekterede lidt over hvorledes vi påvirker vores omverden, så vil jeg hermed påstå at man komme nærmere at blive den bedste version, for der er naturligvis visse sandheder i hvordan andre opfatter én. Her taler jeg ikke om udseende og præferencer, for det er naturligvis en smagssag og en meget svær ting at ændre hos et andet menneske, men jeg taler om hvorledes vores egen ageren påvirker vores omverden. Lad mig give et eksempel: Hvis 10 mennesker finder din opførsel utiltalende, er det så alle 10 der tager fejl eller kunne det evt. være noget som du gør, således du opfattes sådan? Selvom du har de bedste intentioner og slet ikke har til hensigt at opfører dig utåleligt, er det oftest langt det letteste at lukke øjnene for kritikken og fortsætte sin ensomme færden. Jeg mener nu alligevel at man bør overveje at tilpasse sig modtageren af ens ord, gøren og laden, hvis vi vil have det rette budskab frem og få de bedste sider af hinanden i centrum.
Vi skal lade være med at holde så hårdt på vores ret til at gøre og sige præcist som vi vil, mens vi venter på at ligesindede stiller sig i kø til en tur i karrusellen, hvor vi uden konsekvenser kan gebærde os som vi vil. For igennem hele vores liv vil der være mennesker omkring os som vi skal interagere med, hvis bekendtskab vi ikke selv har valgt og som ikke har valgt os.

Ja ja ja, lille Tina. Nu er der jo nok nogen der husker at jeg skal selv har benyttet mig flittigt at nogenlunde samme udtryk, hvilket jeg også gerne indrømmer. Jeg har været uformelig stædig i min tilgang til visse mennesker og er det gensidigt helt sikkert hos nogen, som synes jeg er dominerende, skrap, utilgængelig, ufølsom, påståelig, kværulerende og en masse andre lidet flatterende udtryk. Og de har helt sikkert ret, for sådan er min profil og det er ingen undskyldning jeg kommer med, men det faktum at jeg tilhører den yderste fløj af ekstroverte dominerende personligheder, der har utroligt svært ved at se verden i andre nuancer end sort og hvid. Og jeg ved det!
Jeg kan stadig tage mig selv i at finde andres metoder forkerte, når de ikke tænker og gør som jeg, selvom jeg næppe er den rette til at tage pokalen for at have fundet de vise sten eller Emma Gads fortjeneste medalje for korrekt adfærd. Men jeg vil oprigtigt gerne blive bedre. Et bedre menneske om I vil. Jeg vil gerne lære en snert af alle de utrolige evner og styrker jeg ser i så andre, men som jeg ikke selv kom sovende til, da personligheder og blev delt ud. Andre har en anden personlighed, som hverken er mere rigtig eller forkert.... blot anderledes.

Du er den nuværende bedste version af dig og jeg er den nuværende bedste version af mig, men det betyder ikke at vi ikke alle kan trænge til en opdatering.

Better Than I Used To Be

Picture that...

2015-04-12T18:18:00.001+02:00

De fleste mennesker i dag har en eller anden form for profil, på én eller flere sociale medier og jeg er naturligvis heller ikke undtagelsen, når det kommer til forsøget på at følge med det virtuelle beat, hvis man da kan kalde gode gamle facebook det. Det er et eminent forum at male sit billede af verden i de helt rigtige farver og fremstå præcis som man vil, hvis man da ellers tillægger sin gøren og laden nærmere dybere eftertanke.

Det er absolut ikke altid med de store overvejelser jeg liker, deler eller poster på fb, ligesom jeg har skrevet blogs her, jeg ikke længere kan blive helt enig med mig selv om det nu også var så kloge ord, der fandt vej gennem tankespindet. Men præcis som i virkelighedens verden hvor vi ser hinanden i øjnene, når ordene strømmer ud af oral-orglet og vores handlinger udstilles til omverdenens skue, så vælger jeg at lade det skrevne stå, på godt og ondt. Jeg kan jo heller ikke tage det talte tilbage eller slette minderne på andres indre harddisc, for ikke at tale om min egen som stadig formår at lagre en smule, trods de 38 somre. Det er jo ikke nødvendigvis her jeg er i dag og heller ikke sådan jeg vil betragtes, men det fortæller dog om den vej jeg er gået for at blive hende jeg er i dag.

Og hvordan vil jeg så gerne fremstå? Ja, allerhelst vil jeg naturligvis bades i det positivitetens spotlight, hvis jeg selv kunne vælge, men det er ikke min beslutning alene, for hvad end jeg udsender af handlinger, ord og billeder, ryger direkte til analyse hos alle jer, hvis facit jeg ikke nødvendigvis kan påvirke. Det er jo ikke kun i virkelighedens verden vi påvirker folk til at have en holdning om os, det gør vi i høj grad også i den virtuelle verden, hvor de mange sitrende pixels måske ligefrem slører vores ellers så udemærkede dømmekraft og sætter den ellers så gode opdragelse på højkant. For modsat de mange opdateringer om aftensmadens nærmest usynlige kalorieindhold og billeder af barnebarnets fremmelige pottetræning, så oplever jeg nogle gange at den gode etikette fuldstændig forsvinder, når jeg f.eks af total narcissistiske grunde skifter profilbillede.

Her er et udpluk af de kommentarer jeg har fået med på vejen, både skriftligt, men også verbalt ude i den store verden: "Det er alt for meget make up", "Er du ikke blevet for gammel til alt den spartel", "En sminkedåse", "Det ser unaturligt ud", "Hvorfor bleger du dit hår så lyst", "man kan jo ikke arbejde med så lange negle"... Okay indrømmet, jeg er nok en dullefrø, på godt og ondt, men guess what... Mit blod er også rødt!
Ordene sårer mig egentlig ikke, men det stikker faktisk i mig at nogle mennesker , mener det er okay at pådutte deres holdning, og som ikke regner mig for mere eller vælger at se andet end den foundation jeg har på.

Men, for der er jo altid et men, så kan man jo spørge sig selv om tænketanken slår endnu flere kolbøtter over alle de usagte ord, men det er en helt anden blog .....

All About The Bass

Mit navn det står med......

2015-03-27T15:25:00.001+01:00

Kært barn har mange navne og jeg lystre alt fra Tina og Mor til Kost, hvoraf det første er mine forældres valg af tilkaldenavn, den næste min datters første fremstammede ord og det sidste er jeg navgivet af en lille skare af underskønne veninder, der kender mig lidt for godt. Det med navne forandring er sgu da en underlig størrelse, men ikke destomindre er det meget udbredt at vi ændre vores navn til noget mere stilet, der matcher vores vores nye Kähler vaser og de åh så trendy Hey-puder. De fleste folk er døbt helt almindelige navne og har igennem deres ganske ordinære rugbrøds-danske opvækst accepteret og lystret navnet som de har fået. Men der er dog også dem, som pludselig finder det så livsnødvendigt for deres identitet at tage navnet på et eksotisk krydderi eller få stoppet fire ekstra vokaler ind, for at påpege deres status som unikum og livet skal blive en dans på roser. Newsflash... Det er ikke dit navn der mangler bogstaver, men dit liv der mangler indhold, hvis dit største problem er at hedde Bente og ikke ved hvor du skal få stoppet det Z ind, uden at henlede folks opmærksomhed på brændbare væsker!

Det kunne naturligvis tænkes at navneforandringerne sker for at kryptere Påskens gækkebreve til moster Inger, men jeg tror nu alligevel der ligger andre motiver bag. Det er som om vores navn har ændret sig fra at være en del af vores identitet, til et stykke modetøj vi tager på, for at understrege vores Mantra "Jeg er ikke som alle andre", hvilket for mig er en ret sørgelig pokal at stile efter, i en verden hvor vi trods anerkendelsen af forskellighed, bevæger os imod et mere egoistisk og solitært liv. Måske er det også bare for at så er det lettere for Thomas Blackman at huske mig, når jeg stiller op i X-factor og fortolker Joe Cocker, mens seerne spørger: "Kunne hendes forældre ikke lide hende siden hun skulle hedde Gurkemeje Xørensen?" og om Kværn-peber ikke havde været mere passende!

Jeg er glad for mit navn, Tina Møller Rasmussen og det er jeg mest af alt fordi, det er min første gave fra mine forældre, hvis vi lige ser bort fra den mindre detalje vi kalder livet. Min far blev selv opdraget med en vis stolthed om vores familienavn, om end den til tider grænsede til storhedsvanvid fra min afdøde farfar's side, men til trods har den nok smittet så tilpas meget af, at jeg faktisk er ret så stolt af mit ganske almindelige efternavn. Så meget at jeg nægtede at tage navneskifte, da jeg i sin tid blev gift, med min eksmand, som dog fuldt ud og stiltiende accepterede min beslutning, men som jeg lige synes, skulle ophøjes til verdens mest vigtige beslutning. Jeg skulle fandeme ikke hedde andet end Rasmussen, hvilket i dag virker lidt fjollet, for hvem pokker ønsker at hedde det samme som den tidligere statsminister, med grimme cykelshorts og en endnu grimmere cykelhjelm??? Never mind, men jeg ligger åbenbart en stor del af min identitet i navnet og at eks-manden havde samme mellemnavn som jeg, nemlig Møller, var jo slet ikke det samme, da mit mellemnavn havde en historie og var opkaldt efter min oldefar, som var møller af profession, hvilket igen gav mig en vis stolthed i at bære det navn. What??? Han malede korn om til mel og var jo ikke ligefrem nogen alkymist, men blot en jævn og hårdtarbejdende mand. Så skulle jeg måske håbe min datter kaldte sig Logistik Teknolog til mellemnavn? Not!

Kunne jeg finde på at ændre navn i dag, hvis kæresten skulle forvilde sig til at fri til mig, hvilket nok sker den dag han er færdig med alle hans projekter (hvilket er aldrig)? Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror det ikke, for om jeg vil det eller ej, kaldes jeg åbenbart allerede Tina Murer i lokale folkemunde, hvilket ikke engang er hans efternavn, men blot øgenavn kommet af hans fars profession. Og det irriterer mig faktisk, for jeg er min egen person og ikke noget side-kick, som ikke fortjener at blive kaldt sit navn eller i det mindste får sit eget øgenavn. Men når det nu ikke kan være anderledes, priser jeg mig blot lykkelig for at hans far ikke var kloakrenser, og dermed fik et værre øgenavn, hvilket ville være flittigt brugt i det samfund jeg bor i, hvor alle har et øgenavn.

Min pointe er: Dit navn gør dig hverken lykkelig eller ulykkelig, blot genkendelig for alle os andre, hvilket ikke er så dårligt endda. Det er ikke dit navn der definerer dig, men dine handlinger.

Kald mig bare Tina!

Slip kontrollen og kast hagesmækken i ringen!

2015-03-23T23:35:00.000+01:00

Man skal vælge sine kampe med omhu, siger et gammelt dansk ordsprog, men gør vi nu også det i parforholdets fortravlede hede af madlavning og tøjvask eller glemmer vi til tider at der er ting vi ikke kan ændre... og ikke skal ændre? Nu er det selvfølgelig kun en påstand, men det tror jeg ikke altid vi gør.
Særligt vi kvinder forsøger at påvirke og forandre, så snart vi har fået manden på krogen og hverdagens trivialiteter rammer og røven har ramt den pæne sofa med de matchende puder, alt imens vi bader nethinderne i reality tv, med resten af den danske befolkning. Her sidder vi jo godt og trygt og kan nøjes med vores egen nypudsede glorie som eneste lyskilde, mens vores opmærksomhed vakler mellem Luksusfælden og ham snorktræet der nærmest er smeltet sammen med sofaen ved siden af, uden hensyntagen til at puderne går ud af facon.

"Hvor er han dog egentlig forandret, når han ligger der og nærmest suger fjerene ud af puden med hvert højlydte åndedrag og vi kan hurtigt finde alle mulige fejl vi ikke så før, da ny forelskelsens rosenrøde slør duggede vores i forvejen candyfloss farvede briller. Han var så eventyrlig romantisk, følsom, dybsindig, bar os på hænder og fødder og elskede blot at ligge i ske og dufte til vores hår. Han havde altid overskud til at tale om de store følelser og ikke kun om arbejdet over en øl med kammeraterne eller om hvem der har den bedste sømpistol, for gud ved hvilken gang. Og nu ligger han blot der med et selvtilfreds smil på læben, mens den ene ende brøler om kap med den anden, kun afbrudt af et grynt i ny og næ. Han kunne nu også godt tage initiativet til en lækker middag med stearinlys og finger-flettende hænder og sige noget pænt om min nye kjole"

Lyder det bekendt? Vi har alle været der og jeg tænker det er et sted vi kvinder vil befinde os fra tid til anden, resten af vores dage, alene fordi vi er sammen med det modsatte køn. Og det samme gælder for jer mænd! For sandheden er vel at begge parter har forandret sig (andet ville i øvrigt også ville være forfærdeligt), for kan vi ærligt se på os selv og sige at vi ikke er helt så meget oppe på mærkerne som da vi var nyforelskede og de kødelige lyster styrede det meste af vores tankevirksomhed? Vi er blot begyndt at slappe af i hinandens nærvær, finde tryghed og være os selv og her er det så polemikken om puderne kommer ind. For vi kvinder er nok de eneste der rent faktisk kan se det fikse i de puder med pailletter, som han blot syntes kradser som en i helvede, og får ham til at føle sig som en fakir når der skal hygges i sofaen. Måske er det netop fordi han fortæller om hende den dejlige derhjemme når han hygger gutterne og måske er smilet om hans mund kommet i drømmen om hende han elsker i den nye kjole, på en blæsende sommerdag.

"Jeg er sgu ikke hans mor" har jeg hørt mange gange og faktisk også taget mig selv i at sige, for det er der faktisk ingen kvinder der gider betragtes som, med mindre de rent faktisk er hans mor. Men skulle vi så ikke også slippe den opdragende og belærende undertone og rent faktisk lade være med at opføre os sådan? Vi forandre os nemlig i høj grad også, for når jeg spørger mig selv om han forelskede sig i hende den smilende glade kvinde med glimtet i øjet eller om det var hende der pludselig opfandt livsnødvendigheden af total kontrol og hvad der står godt til vores fælles livsværdis-tient, så kende jeg svaret. Måske skulle vi kvinder give lidt slip på kontrollen og faktisk stole på at han som et voksent menneske også tager ansvar for sit eget liv og huske at vise ham at vi rent faktisk elsker ham for det menneske han er og ikke hvem han potentielt kunne blive.

Nu er det ikke fordi jeg blot vil revse kvinder (mig selv) og placere alle handyrene på uskyldens piedestal, for så tror i fejl, kære mænd. I skal blot en gang i mellem overhøre den evigt hviskende problemknuser i jer og jeres evige trang til at fikse vores problemer og lytte uselvisk med åbent sind. Imellem alt den belærende brok og de mange forventninger findes nøglen til hende den smilende i sommerkjolen med det flirtende blik, som inderst inde synes du er verdens lækreste mand........ selv henslængt på sofaen!

From A Mans Point Of View

Uskyldige stjernestunder

2015-03-18T16:40:00.002+01:00

Jeg har været på kursus, hvilket som vanligt sætter en del tanker i gang bag mit efterhånden let furrede pandeben. Vi gennemgik alt fra hjernens opbygning og dertilhørende mekanismer(hvilket i mit tilfælde kunne tage alle tre dage i denne forvredne klump af synapser og fedt), til spørgsmålet om man kan forandre andre, hvilket jeg allerede nu kan afsløre at man ikke kan. Jeg var mildest talt forberedt på en ørkenvandring i tørre ord og dræbende power point præsentationer, om hvorledes jeg kan finde mine personlige resurser i hverdagen, kun opmuntret af de allerede bryggede kander kaffe, der stod klar til indtag. Men allerede efter den første time og de første kopper, måtte jeg overgive mig og indrømme at være indfanget af emnet, dels grundet en fantastisk underviser, men også fordi det virkelig gav noget at reflektere over, når ens egne fordomme bliver sat på display bag nethinden. Et væld af tanker overvælder en, når gamle skuffer hives frem af hjernens gemmer og man bliver bedt om at nævne 10 ting, som gør dig glad. Nu er glæde jo et relativt bredt begreb, men der mentes ikke 10 is eller 10 kroner, men mere ting du kan gøre for dig selv, som kun du høster oprigtig glæde ved, ting som giver dig indre ro og som så fint blev betegnet små stjernestunder.

Piece of fucking cupcake, tænke Tina og fattede pennen, men det var nu ikke så nemt endda, for selvom jeg ved hvad der skal til for at tømme mit indre og genstarte harddisken efter en krævende dag, så gør jeg det ikke længere. Jeg er simpelthen holdt op med at blogge, hvilket nok må betegnes som en kende selvmodsigende med denne blog?! Jeg har helt uden at vide det, sat min mentale overløbsventil på pause og ladet sluserne stå på vidt gab, mens et utal af tanker og indtryk fortsat strømmer ind. Og det er sådan med tanker, som med garderobeskabe (for kvinder)…man løber aldrig tør for plads, men noget skal pakkes væk, for at gøre plads til alt det nye. Nå men at blogge er som gættet én af mine stjernestunder, godt efterfulgt af at opholde mig nær vand og da jeg ikke ligefrem bor vand (med undtagelse af opvaskevand), er denne forunderlige blog det bedste bud på min stjernestund no. 1. Og hvor har jeg dog skrevet mangt og meget i tidens løb, godt hjulpet på vej af smøger og kaffe, og fået tømt godt ud i det indre tankemylder på godt og ondt. Og selvom ikke alt lyder lige fornuftigt længere når det læses igen, så har de hver og en haft samme egoistiske formål, som denne blog, nemlig at give mig min stjernestund.

Vi bruger enormt meget tid og energi på at bekymre os om andre og deres tanker, gøren og laden og hvordan vi kan hjælpe eller påvirke dem i en retning nærmere vores eget verdensbillede. Sandheden er at det kan vi ikke, uden at starte ved os selv og her bliver det straks sværere odds at kæmpe imod. Endnu en påstand ville være at dine følelser altid er dit eget ansvar og kommet af din egen tankevirksomheds kraft og hvis dette er sandt står det sgu skidt til for os i denne rasende IT-alder, der afskærer os fra at se hinanden i øjnene og mærke efter om vi nu også er så satans cool med det hele. Vi er online fra vi vågner til vi går i seng, fra vi bliver født til vi dør. Vi mailer, sms'er og spejler vores liv i profilbilleder på de sociale medier, som absolut ikke besidder megen sandhed, når sandhed defineres af modtageren og en smule photoshop. Hvornår er vi Inline?.... Insync? Hvornår taler vi sammen, til hinanden, rummer hinanden?
Ikke dermed sagt at man (læs jeg,)ikke kan misforstå personen lige foran mig og opfange signaler og betydninger der aldrig ikke har været der i den direkte kontakt, men de fortolkninger er min egen skabelse og dermed mit ansvar at forstå og afklarer. Ville det ikke være forfærdeligt at det bliver fortolkninger at uudforskede muligheder vi lagre i vores så primitive hjerner, frem for virkelighedens minder?

Der skal ryddes op, forårsrengøres på øverste etage og muges ud i huskerens gemmer. Og præcis i dag har jeg besluttet at der er dømt happy hour på disse så skattede stunder, hvis fineste opgave er at tænde gnisten til at udforske morgendagens stjernestunder. Derfor besluttede jeg også da jeg forlod jobbet i dag at dedikere denne helt ualmindelig smukke onsdag til Tinas stjernedag. Jeg vil bare gøre noget for mig og hvor bedre at starte end at fortrække til et fristed hvor vandets klukken imod bredden og kvidrende fuglestemmer, kæmper om førstepladsen imod solens stille stråler gennem trætoppe og forårets tavse spirren. Lade forårssolen danse på pandebenet, mens man tavst anerkender tavshedens belønning, når bilradioen slukkes efter Billy Joel's fantastiske sang. Næste stund, på programmet blev den skrivende stund og hermed denne blog, som har været på pause længe nok. Hvad dagen ellers bringer af stjernestunder skal jeg berette om en anden god gang. Till next time.....

Eventyret om Aske-kompot....

2014-04-09T22:55:00.000+02:00

Hvad gør dig trist? Og inden vi i flæng nævner hungersnød og verdens undergang, må jeg lige påpege at det jeg refererer til, er en smule mere nærlæggende og inden for min påvirkelighed, uden at skulle melde sig til læger uden grænser eller redde orangutang-unger i Borneos jungle! For selvom det ovenstående sagtens kan gøre mig trist og ilde til mode og man i bedste sendetid får spædet kaffen med, hvor destruktivt et samfund vi lever i, så må jeg indrømme at det er de nære ting der bidrager til min sindstilstands nedgående kurve.

Jeg plejer at sige at man ikke bør spilde sit krudt på det man alligevel ikke kan ændre eller i en eller anden grad påvirke og alligevel lever jeg nok ikke helt efter mine egne postulater, når jeg skal lægge hovedet på "bloggen". Og det skal jeg, for her sidder jeg efter lang tids stilhed fra tastaturets klapren, med følelsen af at skulle skrifte til blog-guden, inden munden løber over med hvad hovedet ikke længere kan rumme. Selvom mit univers her, aldrig spørger mig hvorledes jeg har det og om det går godt, så formår det altid at tage trykket akkurat i tide, inden jeg eksploderer i kropslig eller mental forstand. I hvert fald for det meste....

Jeg er den seneste tid blevet spurgt flere gange om hvorledes jeg har det og om det går godt og om der er noget galt, til hvilket jeg naturligvis instinktivt svarer "Helt fint", "Okay, hvad med dig" og "Jooooo, det er nok godt nok"! Men i dette nu er det løgn og latin og ønsker man at forblive i lykkelig uvidenhed, så bedes nye som gamle læsere springe til næste blog nu eller genoptage onsdagens ynglings tv-program, med dertilhørende citronmåne og en cognac til kaffen.

Og ja, jeg er lidt skuffet, lidt trist, lidt ked af det, lidt magtesløs, lidt bekymret, lidt bange, lidt vred og lidt utryg og samtidig ramt af en underlig lyst til at gemme mig, i en størrelse jeg ellers sjældent mærker til... En stor lyst, til at fortrække. Tag det bare roligt, for jeg er ikke på kanten af en depression, nedlagt af stress eller på anden måde på vej ud over den usynlige kant, men - indrømmet - jeg har lidt svært ved at se lyspunkterne for tiden, selvom foråret spirer frem alle vegne og dagene bliver længere. Bevares jeg svælger ikke just i negative tanker og modløshed hele tiden, for selvfølgelig er der masser af ting i livet jeg glædes over, men hvad hjælper det at have de flotteste glassko på, hvis de skaver lidt hele tiden? Når man har ligtorne på følehornene, er det vel unægtelig også lettere at trække dem til sig, når man har opbrugt sit sidste lindrende ligtorne plaster og ikke gider kæmpe mere?! Askepot fortrak jo også, men hun tog dog ikke turen ned med hovedet først, men kunne nøjes med at tabe sin ene glassko, blot for at kunne blive genfundet af prinsen. Hvis Askepot skulle gå i sikkerhedssko med sømværn, var eventyret måske nok endt noget anderledes?!

Arhhh jeg kan blive helt vred på mig selv, mens tasterne klikker i takt med fuglenes aften-kvidren og jeg på skrift ser mine tudekiks virtuelt spredt, men sådan ekkoer det nu engang inde bag min pandeskal i aften. Og selvom jeg måske burde nøjes med at være vred på mig selv (mit liv, mit ansvar), så falder det mig unægtelig svært, når jeg sidder tilbage med følelsen af at mine frustrationers overløb, mødes med den største tiltro til at jeg kan klare næsten alt. Det falder mig derimod let at konkludere, at det absolut også er din skyld.... bare en smule.... for hvis dette er livets eventyr og jeg er prinsessen, hvorfor redder du mig så ikke, nu fuglene stemmer i???

Fakta er nok, ved nærmere eftertanke, at mit voksenliv aldrig har været en fælles opgave eller nogen andens ansvar end mit eget, og hvornår underskrev jeg i øvrigt også lige den kontakt, med feen som skulle trylle mus om til hvide heste og græskaret om til en karet? Det er efterhånden længe siden og måske er det netop det faktum at kontrakten er udløbet, ugyldig og ikke står til fornyelse, der flår lidt i mit indre og at jeg ikke med Askepots graciøse værdighed, knokler uanfægtet videre ledsaget af spurvenes skønsang, men må erkende jeg momentært har tabt pusten... (selvom navnet passer meget godt, efter indholdet af aftenenes askebæger at dømme, Aske-kompot..)..Hvem ved?! Måske bliver det ikke som graciøs prinsesse jeg kæmper mig op ad trinene igen, men efter overbevisningen om at alle eventyr ender lykkeligt, så er det måske også lys forude for mig..... Hvis altså vi ser bort fra "Den lille pigen med svovlstikkerne"!

Blot fordi den er så sørgelig......

Think Twice, But Skip The Sequel

2014-01-19T18:58:00.001+01:00

Kender du det at hovedtrykket nærmer sig eksplosionsfare velvidende at munden på et tidspunkt vil løbe over med noget du måske ville ønske kunne holdes inde med eller i det mindste sige på en mere velovervejet og afværgende måde? Når tankemylderet gør hovedet til et smerte-dunkende helvede, med tyve strikkepinde i hver øjenhule og som ikke lader til at slippe sit tag, trods forsøget på at skabe ro. Sådan har jeg det lige nu og så er det med at komme til tasterne, inden én eller anden uanende stakkel må ligge ryg til de verbale tæsk og overdynges af det ocean af frustrationer der kan opbygges over en kold, blæsende og depressions-toppende årstid. Så er det godt man har sin lille anonyme blog, hvor byrden kan lettes for en stund og hvor ingen siger én imod. I hvert fald ikke lige i skrivende stund.

Mine tanker flyver og farer imellem kaos og en fanden i voldskhed, der normalvis sjældent rammer mit ellers så jyske og sindige gemyt, samtidig med at jeg rammes af en enorm tristhed og handlingslammet apati. Jeg fornemmer allerede at dette bliver en blog som kun jeg forstår til fulde og selvom det ikke vil blive min første, så er det altid langt sjovere at skrive noget folk kan relatere til. Det er egentlig det fede ved at have en blog, for her skal jeg ikke nødvendigvis forholde mig til andres holdninger eller deres modreaktioner, men kan skrive præcis hvad jeg vil og hvad jeg tør. Lige nu er jeg faktisk græsk katolsk om det går rent ind eller om nogen overhovedet interesserer sig om hvad der sker i mit indre, for der skal åbnes for overløbsventilen. En ventil som hidtil har kunne modstå trykket, men som jeg kan mærke ikke holder til det massive overtryk ret meget længere uden kedlen flækker.

Og hvad er det så der fylder bag min pandeskal? Det er en stigende fornemmelse at jeg er på afveje og at mit liv tager en retning jeg ikke er helt sikker på mit indre billiger, uden at få det kvælende på tværs i halsen. Men det er den mindste ting, for man har jo altid muligheden for at træde bremsepedalen i bund, dreje på rattet og komme tilbage til punktet, hvor man tog den forkerte afkørsel. Og her er det anderledes end i det virtuelle blog-univers, hvor man kan gemme sig bag skærmens blå skær og ikke skal face påvirkningen og konsekvensen af ens eget ego-opråb, i samme grad som den virkelige verden, hvor man skal forholde sig til at andres opfattelse at virkeligheden, ofte er en anden. Det er ikke i den verden jeg performer bedst, for jeg syntes efterhånden at mit forsøg på at indgå konstruktive dialoger, ofte ender i noget der minder om ærtemos med en lidt for rundhåndet knivspids chili. En pureret undskyldning af en grønsag, der med sine uskyldige associationer til babymad, velvilligt får én til at indtage dagens C-vitaminer, men som man opdager, brænder som bare fanden præcist så langt på sin vej ned i svælget, at der ikke er anden vej end at knibe øjnene sammen og synke. Så kan jeg have nok så ærlige og godvillige intentioner.

Hvorfor er det være så svært for mig at trænge igennem med et oprindeligt simpelt budskab, som i filmpræmieren i mit hoved altid udspiller er en oprigtig gensidig og forstående samtale i den dybeste respekt, men efterhånden har en tendens til at udvikle sig til en pisse-længst-konkurrence, hvor kvinden sjældent fra naturens hånd er udstyret med de legemlige vinder muligheder? En gentagelsestale, som ender i at den der er størst, taler højest eller længst muligt kan fastholde det køligste, følelsestømte blik, udnævnes til vinder. Jeg kan dog konkluderer at jeg i den grad har fået noget for mine skolepenge, for der er vist ingen tvivl om at mine tanker og følelser ikke egner sig til præmiere på det store lærred for filmkritikeren, men blot brillerer for mine egne øjne på skrift. Og selvom de siger at bogen oftest er bedre end filmen....er det dog svært at undlade at lave samme dumhed to gange.... "The Sequel", hvor jeg i min naivitet tror at mine lavmælte verbale opråb pludselig skulle få den direkte forbindelse, jeg håber!

Think Twice

Trivsels-tanker

2013-11-26T22:01:00.001+01:00

"Det er jo bare et job"... Hvor mange har man ikke hørt sige dette, men jeg kan ærligt sige at det giver mig så meget mere end blot smør på brødet og salt til søndagens blødkogte æg. Bevares, der er da dage hvor jeg kunne ønske mig at jobbet blot var noget man kunne kalde bibeskæftigelse og hvor kollegaer var mennesker man blot skulle forholde sig passivt til.
Men jeg har nogle dejlige kollegaer og hvis jeg skal være ærlig, er jeg sikkert ikke god nok til at fortælle dem det. Hvorfor gør jeg ikke det, når nu der er så mange der rører mig dybt og er med til at give mig det drive, der giver mit arbejdsliv indhold. De er medvirkende til at jeg med et smil på læben møder ind til det der skaber min identitet og hvor jeg forhåbentlig kan give dem lidt tilbage af samme skuffe....

Hvor stor tror du din indflydelse er i universet og nærmere på de mennesker der er omkring dig? Den er større end du tror, for uanset handlingen, vil vores liv altid farves af andres gøren og laden og af de valg de træffer i livet. På en måde er det jo en betryggende tanke at vi ikke blot vejer som siv i vinden, men rent faktisk har en indflydelse også i arbejdslivets store puslespil, hvor brikkerne falder i hak. Mærkelig tanke at et ord eller en handling fra mig, kan påvirke andres liv og laden, på godt og ondt..... På godt og ondt?! For hvor er det i reglen også en frygtindgydende tanke at jeg kan være med til at skade et andet menneskes liv, bevidst eller ej!

Det får mig til at tænke på de bjerge jeg har forceret de sidste par år og om nogen er kommet i klemme på min vej. På hvis bekostning har jeg opnået mine mål? Jeg mener ikke jeg bevidst har skadet nogen som ikke allerede selv havde redt den seng, hvor jeg til tider skal koge lagenet rent. It's a dirty job.... For jeg har skam også mødt en mindre del af kvajpander, skvat og tomme dåser, som har til mål i livet at sætte sig selv først og dernæst deres hund, kat eller undulat. Dem som spørger hvad de får for det eller føler jeg uretfærdigt behandlet, blot man beder dem om at udføre deres ellers udemærkede lønnede arbejde, hvilket man naturligvis burde have specificeret i deres kontrakt under tillæg. Dem som kræver en nærværende og skuldre-klappende leder, i trivselens navn, men som stempler ham som overvågende når bekymringen om deres ve og vel er kommer tæt på.

Nok om dem. Næh, lad mig fortælle om dem der giver mig mere end de måske aner.... Lad mig fortælle om hende som de fleste elsker at hade, alene fordi de ikke hører hendes ord, men lytter til den følelse som de i bund og grund har i sig selv, når hendes ærlighed rammer spot on. Som min lærer på coaching engang sagde " det er ikke personen, men dine følelser der gør dig vred". Men se bag den rene tale og se det menneske der brænder for sit job, men ikke mindst brænder for mennesker og tør lade dem se hele palletten!

Se hende som knokler r.... ud af bukserne, for at få tingene til at fungere og for at få to, til tider, fjerntliggende ender til at hænge sammen. Se det enorme potentiale hun besidder og hvor god hun ikke blot er til jobbet, men også en misundelsesværdig evne til at få de sociale broer til at nå bredderne. Hendes kompetencer kan ikke anfægtes, men ses de?! Blot fordi man ikke hævder sig selv, råber højest og sætter komplimenternes rampelys på sig selv først, betyder det ikke at man ikke er en uhyre værdifuld brik.

Og ham jeg egentlig ikke føler jeg kender, men som alligevel rammer mig med sin ekstreme professionalisme, som jeg sjældent har set så gennemtrængende, som var den bukket i neon. Lun, venlig, hjælpsom og med et sindigt temperament, der sjældent blusser, men som dog alligevel til tider titter frem i ligefrem tale.Et menneske jeg nok aldrig kommer helt tæt på, men som jeg heller ikke kunne tænke anderledes, for vores ligesind om arbejde og fritid for sig, giver et fælles fodslag og en god kollega, når de kollegiale dramaer raser og 2084. sæson af Dallas udspiller sig omkring os.

Hende som til tider er så forsagt og genert, at når hun endelig taler ud af posen, snubler over sine egne ord i sin iver for at blive hørt. Og hørt bør hun også blive, for der ligger mange tanker og overvejelser bag, når hun sætter mennesket i fokus...Vel at mærke andre mennesker. Det er hendes store og dybtfølte empati der er hendes enorme styrke, for hun evner at se bort fra egne meninger, for at hjælpe andre fremhæve deres. Men det er måske også hendes akilleshæl, for det efterlader hende til tider i sine følelsers vold og hvor hun i andres ærinde, som deres ellers tavse røst, glemmer sin egen og den værdi hun har for vores arbejdsplads.

Sidst, men ikke mindst ham, der tænker som jeg, men som kan også kan drive mig til randen af vanvid, men som gør det på en absolut subtil og sofistikeret måde, som blot får mig til være endnu mere ihærdig i mit daglige virke. Ham jeg kan være diametral uenig med, uden at frygte hele arbejdsuniverset nødvendigvis bryder sammen og som respekterer at hende den lille lyshåredes (nu rødhårede) til tider bombarderende verbale skudsalver, både kan gøre tonen let og uhøjtidelig og afvæbne og jordforbinde selv de mest højflyvende (læs måger). Ham som jeg dagligt ser kæmpe med næb og klør imod ben-pillende gribbe og som forsøger at skærme os andre for de værste hak, men som kun modtager utak derfor. Jeg misunder ham ingenlunde hans sko, men ville ønske andre kunne betræde dem blot for en enkelt dag og få øjnene op for envejs-loyaliteten, som desværre træder frem i lyset engang imellem.

Sådan kunne jeg nævne mange flere, som alle besidder nogle uvurderlig værdier for vores lille forretning og desværre også nogle få, som ikke har lyst til at være medlem af vores lille "klub". Jeg er ikke perfekt, indrømmet, og jeg har nok ligeså mange dårlige sider som året har dage, men min trivsel er mit problem og mit ansvar. Kan jeg ikke lide klubben kan jeg jo gøre to ting.... Melde mig ind eller ud, and I'm all IN! Lad os se mulighederne, i stedet for begrænsningerne. Lad os løfte i flok og lad os få det bedste ud af hvad vi har, også i hinanden. Vi kan meget selv men endnu mere sammen!

Til Inspiration

Run Forest..... Run!

2013-10-13T13:37:00.001+02:00

Kender du følelsen af at du har en trang og en lyst til at flygte, men føler dig så handlingslammet og bundet på hænder og fødder, at du urokkelig sidder fast i dyndet? Man kan nærmest kvæles og have så svært ved at få luft, som havde man trukket en pose over hovedet, men stadig kan man ikke magte at rive det livgivende hul på posen, velvidende at apatien dræber. At man bag naivitetens skyklapper, overbeviser sig selv om at holdes vejret blot længe nok, med hænderne for øjne og ører, så forandres verden til det bedre i din dvale?! Men sandheden bag de indre kampe man vælger ikke at konfrontere, er at de har det med at hobe sig op, som en rustning der fratager dig din bevægelighed og erstatter det klarsyn der skal sikre at fortidens fejltagelser ikke gentager sig på ny. Man mister sin retningsviser og evnen til at se næste skridt der skal tages, hvilken fod der først skal flyttes og hvad gør man så..... man bliver stående, eller træder allerhøjest vande i slowmotion og man er modvilligt fanget i status quo.

Sådan kan jeg bedst beskrive min verden lige nu og den følelse jeg sidder med, når jeg om aftenen sidder alene og lader tankerne om dagens oplevelser flyde om hvor jeg er, hvor jeg har været og hvor jeg gerne vil hen. Jeg kan med lethed i mine tanker finde svarene, hvor jeg dagdrømmende ser livet med karriere, barn, kæreste, hus og ligusterhæk gå op i en højere enhed, men det er noget ganske andet at få ført ud i livet og træde skridtet frem og bryde ud af den onde cirkel. Den onde cirkel, som holder mig fanget i et liv, der flyder ud i et og hvor spontaniteten synes svær at øjne. Jeg kan vitterlig ikke kende forskel på job og fritid eller hverdag og weekend længere og dagens timer flyder ud i et, mens eneste udvikling er alderen og jeg bliver kun ældre. Meget ældre!

Jeg lænkes i rutiner og forudsigelighed og føler jeg langsomt kvæles i fastlagte rammer og en samlebåndsagtigt hverdag, hvor maskinen enten kører hurtigere end jeg kan følge med eller er gået i fuld nødstop, uden at jeg kan finde udløserknappen. Hvor vasketøjet, opvaskemaskinen og kluden til hundenes poter er blevet mit vigtigste bekendtskab, hvor delvis lykkedes opgaver kan betegnes som en succesfulde og hvor godmorgen, hej og godnat er dagens dybe konversation.
Hvor herre bevares en klagesang jeg kan slynge af mig, men jeg må modvilligt erkende at dette fylder mine tanker i tiden, men selvom jeg føler al udvikling gået i stå, må jeg erkende at den største forandring er hos mig selv og måske er det her det hele bunder. Jeg er sgu blevet indbegrebet af fru Danmark og er blevet den anonyme husmor i bedste Morten Korch-stil i en alder af 36 år, bulende alle de forkerte steder, trods følelsen af gennemsigtighed. Dertil kommer det nyligt konstaterede galoperende blodtryk med en hvilepuls, som en væddeløbshest, som sikkert kommer sig af den førnævnte tiltagende volume, med dertilhørende obligatorisk hovedpine og træthed, men hvis største bivirkning må være følelsen af at være dysfunktionel og fejlende.

Jeg kan føle mig kørt så træt, selvom jeg ikke føler at udrette meget andet end hvad der forventes af mig af hverdagens trivielle opgaver og jeg må forsøge at finde overskuddet til at træde ud af kassen, for ingen andre end jeg kan bryde de rammer, mit liv tegner. Jeg skal kraftedeme tage mig sammen, tage kampen op og finde nøglen til lænkerne, så jeg kan se vejen og igen løbe imod mine mål. The show must go on, so run Forest, run.....

The show must go on

En fortvivlet mors smil

2013-08-13T21:35:00.000+02:00

Ingen står mig nærmere end mit eget kød og blod og af denne lille udvalgte skare, må min datter siges at have en ufravigelig førsteplads i mit sind og mit hjerte. Dette er en plads der giver mig de største glæder, men også de største bekymringer, hvilket de fleste forældre sikkert kan nikke genkendende til. Man bekymrer sig om deres ve og vel og om man nu har gjort det arbejde godt nok, som man påtog sig da valget om at sætte børn i verden blev en realitet.

Jeg glædes over at se min datter trives i skolen og kunne tyde matematiske udregninger, som jeg ikke engang forstår og at hun kan skrive stile i et både velformuleret og levende sprog, selvom hun til tider skal påmindes lektierne en gang eller to. Jeg fyldes med tilfredshed og bliver umådelig stolt når jeg ser med hvilken empati og indlevelse hun har andres bedste for øje, selv når det ikke bemærkes eller gengældes. Jeg glædes når hun kommer hjem og fortæller at hun knap kan vente med at blive "store-ven" for et barn fra 0. klassen, tage barnet under vingerne og være den forgangspige, som skal være med til at sikre en tryg start på skolegangen.

Hun er en meget følsom pige, som tænker meget og til tider lidt for meget, hvilket jeg erkender hun ikke har fra fremmede og jeg kan sagtens genkende den side fra mig selv. Hun påtager sig skylden for andres tvivlsomme adfærd og bærer det som et åg på sine skuldre, mens hun blot lukker sin egen vrede inde og forsøger at holde andres fra livet ved at bøje af og blokere for negativiteten.
Og her er det bekymringerne begynder, for hun er jo blot et barn, der til trods for at teenage-hormonerne raser igennem hendes 12-årige krop, ikke bør tvivle på sin egen menneskelige værdi. Der er dog ingen tvivl om at vi mennesker sjældent kommer igennem livet uden modstand og konflikter, men det gør usigeligt ondt på mig at se hende fortvivlet og opgivende, mens hun accepterer andres nedladende kommentarer og mangel på opdragelse. Til tider er hun stadig den lille pige, hvor kroppen tager magten fra viljen og tårerne strømmer ned af kinderne, men også her er hun blevet mødt med ligegyldig attitude, af mennesker der burde vide hvorledes det føles at være bragt i blødende knæ.

Men det stopper her og nu, for jeg er MOR med store bogstaver og løvemoderens instinkter træder frem i mig, og med hjørnetænderne smilende blottet, skal jeg gerne demonstrerer hvor meget jeg kan tirres. Jeg har den opdragende rolle og skal være med til at fremelske den fantastiske personlighed, hun allerede har. Hun skal vide at jeg ALTID vil være der for hende og ikke lade nogen gøre hende ondt, på den ene eller anden måde. Jeg vil stå bag hende og guide hende når hun er på afveje, tørre hendes tårer og fortsat lære opfordre hende til at sætte barren højt og altid stile efter et positivt og beriget liv, med rummelighed og plads til alle der vil være en del af det. Livet er for kort til andet.

Sentimental som jeg er, er jeg også et følsomt gemyt, men dog kun til en vis grænse, for jeg har ingen intentioner om nogensinde at acceptere at se min datter fortvivlet og ulykkelig uden at reagere. Hun skal vide at hun er det menneske med den højeste værdi i hele min verden, den smukkeste pige i mit univers, et fantastisk menneske og at jeg elsker hende absolut betingelsesløst.

In My Daughters Eyes

Gyldendals: Leverpostej i farver

2013-06-03T23:06:00.002+02:00

Leverpostej er godt. Især hvis den er hjemmelavet og krydret med allehånde, kærlighed og måske en smule hakket bacon, for at holde fedtprocenten oppe på et niveau, som kan give glidemiddel til vores forsnævrede kranspulsåre. Og selvom det smager ganske fortrinneligt og måske endnu bedre hvis man har evner af ovenstående type og ynder at bage den selv, så er det altså blot en pulveriseret gris, udsat for høj varme. Oversat til film er det en kombination af Babe, den kække gris, Freddy Kruger og Vulcano, og så kunne vi passende bage den i Robocop.

Jamen det er jo Dansk, Tina og nærmest en nationalspise, som stoppes i halsen af os fra den første rugbrød vi maser ud i mellem små 1 årige pølsefingre, inden vi tvære den ud over mors fine sofa og op i håret. Gad vide om det er derfor danskerne har samme hårfarve?! Næppe, for nu vil den kloge jo påstå at det stammer fra den finere franske køkken og oprinder fra paté, og det kan da da også være det gør, men det er altså stadig leverpostej uanset hvilket sprog du taler.
Findes der et bedre symbol på hverdagen en pureret lever med spækmos?

Hverdagen trommerum er en spøjs størrelse. Den rammer sjældent som et godstog, men kommer snigende som en knæler på jagt, og før vi ved af det står vi iført en lidt for poset t-shirt i færd med at smøre madpakken, med vores leverpostejsfarvet hår (for at matche), som manden med største fornøjelse skal indtage dagen efter. Og nu er det jo ikke sådan en flad klap-sammen med fedt og den svedende rullepølse, der har beriget os med sin udsøgte sokkeduft, hver gang køleskabet er blevet åbnet, som vi disker op med. Næh for dum som man var, startede man naturligvis med at charmere ham med de højtbelagte stykker, godt med kræs og behørigt pyntet i alverdens farver, så det så indbydende ud.
Og leverpostejen gemmer vi så under alverdens fint udskårne grønsager, som sikkert er det eneste friske grønt, den gris nogensinde har smagt. Hmm, gad vide om bogen "leverpostej i farver" er skrevet, for ellers har jeg måske fundet mig en niche?!

Der var engang man svøbte sig i de rosende ord og smilet om hans mund når han kom hjem efter en lang dag, omfavnede mig og skamroste den fantastiske evne, man havde til at få 4 stykker højbelagt smørebrød, ud af 2 endeskiver rugbrød, en pakke Stryns og en dåse bløde elastikker, der engang var ristede løg. Man forsøgte ligefrem at overgå sig selv, blot for at vedligeholde strømmen af oralbuketter og tilføjede et lille twist af butiksindkøbt og færdigspiret karse, mest for designets skyld, men også lidt for at skjule det lidt for dårligt skårne pålæg fra jumbo-discount-stor-familie-pakken.

Men der er altid et loft og det rammer man også på et tidspunkt og for mig var det ikke blot det at skulle finde nye måder at maskere leverpostegen på, men ligeså meget at jeg fandt ud af at der ikke er ubegrænset højde på en stanniol madpakke, med de vanlige 8 halve. Jeg er kørt træt i hverdagens leverpostej, og jeg føler mig slet ikke parat til at det ansvar det er at kunne håndtere og leve side om side med så kedeligt pålæg, til trods for jeg ved jeg har skjult det godt.

Jeg kan faktisk bruges til andet end at smøre madpakker....... Jeg kan gå i seng, kan jeg og det agter jeg at gøre.

Godnat

Blessed by the moon!

2013-05-30T22:31:00.003+02:00

Jo, jeg har skam efter et langt og nøjsomt studie, bestået min eksamen og kan nu kalde mig noget så fint som Logistik teknolog, selvom det i reglen vel blot er en titel og endnu et stempel på skolepapirene. Men jeg må ærligt indrømme at jeg er glad og stolt af mig selv, selvom det i andres øjne måske ikke er noget særligt, men i mine er det fantastisk. Så i denne aftentime fejre jeg mig selv og med mig selv....

Det har været 9 hårde måneder og ja, så hårde at jeg hellere ville bære et barn, selvom jeg hellere end gerne vil være foruden de veer, som jeg husker alt for godt. Men det her er mit barn! Dette er mit projekt og jeg har ene og alene knoklet mange en sen aftentime for at nå deadlines og forsøge at gøre mig klog på noget jeg ikke er, nemlig logistik. Det har været en kamp for at opnå et godt resultat, men også en kamp for at overbevise mig selv om at der er andet en blond hår og blå øjne bag facaden og få papir på at jeg er min stilling værdig. Jeg ved jo i reglen godt hvad jeg er værd, men det er nu fedt at få papir på at andre også har set det og mener man er noget værd.

Men det er blot et stykke papir, for det var tusind gange mere værd at opleve den opbakning og kærlighed der ligger bag alle de lykønskninger og oprigtige velmenende hilsner der er kommet, i forbindelse med min eksamen. Alle dem som lader mig flyve højt og nyde min succes og har bidraget til at jeg havde selvtillid nok til at tro på at det her var noget jeg kunne gennemføre....TAK!

Jeg har på det sidste tænkt meget over hvor det er jeg ønsker livet tager mig hen, både privat og i mit professionelle liv og det bliver jeg sikkert aldrig færdig med, men jeg er taknemmelig for at jeg kom dette skridt videre... Skridtet videre imod nye udfordringer! Nok er jeg ingen Einstein, nok er jeg ingen Helena Christensen og måske har jeg ikke 40 venneanmodninger på facebook hver dag, men jeg har til gengæld opdaget hvem der synes jeg er vid nok, smuk nok og værdig nok til at kunne glæde sig over min lille, men ikke mindre betydelige, triumf!
Tak til alle jer der troede på mig og tak til alle jer, der drev mig til at bevise jeres uret!

Jeg har mange at takke for at stå i dag med en veloverstået eksamen og og en præmieret hovedopgave, men alligevel skal en speciel person takkes, uanende om hvilken indflydelse vedkommende har haft.... Den tavse opbakning, der dog aldrig tvivlede og som mange en sen nattetime oplyste skriveblokadens mørke, som et uskyldigt månebarn!

Stille nu...

Den empatiske egoist

2013-05-21T21:58:00.001+02:00

Kan man overhovedet være det? Altså rumme empati og medfølelse, samtidig med egoet kræver sin trone, som enehersker over sindets rige?

Det kommer vel an på hvorledes man betragter disse kvaliteter og fra hvilken bred af åen man står. Jeg synes ofte at opleve at man sagtens kan rumme begge dele og endda i overflod og det er måske noget der hører vores ego-centrerede tidsalder til, hvor man samtidig bliver dunket hårdt i kraniet, hvis man ikke kan sidde pænt i rundkreds og klappe kage i takt og forstår.

Vi skal i dag være så selvstændige og dygtige til alt hvad vi gør, at man nærmest kan frygte at lufte sin usikkerhed, i alle livets forhold, for tænk nu hvis man bliver mødt med latter, øjenrullen eller andet pinligt. Modparten er helt sikkert bedre og ser jo blot frem til at blamere sine evner, fordi du er så dum at vise du er et fejlbarligt menneske og en lille smutter kan nu blive exceptionel god pudsecreme til glorien. Her er det jo alles ego der er i spil, for ikke nok med dit eget har lidt et knæk eller det måske er blevet afklædt til det rene ingenting, så fremvises modpartens ego også og det er måske ikke engang et kønt syn. Det kan ligefrem være ubehageligt!

Måske er vi "heldige" at blive mødt af den karkludsopvredne empati, der straks kaster sig over problemet med løsningen i den ene hånd og kleenex i den anden, så vi kan græde i kor. Nåh hvor er det synd for dig, lille pus og så skal man pludselig reddes fra sig selv for man ved jo ikke bedre og man er ved at blive kvalt i, ikke at kunne få lov at træde i sine egne sko eller sætte sin hat som man vil. Det over empatiske menneske vil her, naturligvis af rent egoistiske grunde, omklamre dig med så meget medfølelse og "det kender jeg godt" at du ikke længere behøver at søde den ellers så bitre kaffe. Den sødme kan være mere opkast provokerende end den æble cider eddike jeg har forsøgt at indtage på det sidste, og sætter sig som klæbrige belægninger i ganen, som har man gurglet mund i sirup efter morgenens tandbørstning. Empatien er generelt sjældent helt uden skyggen af egoisme, for det er er dejlig følelse at kunne rumme andres besvær og samtidig føle sig heldig og den smule klogere.

Jeg kan til tider få fornemmelsen af at mine tanker og meninger ikke ydes ligeværd og at jeg blot naivt reciterer dem, til andres øjeblikkelige nedsabling eller endnu værre over-medfølelse. Måske er det blot et udtryk for modsatrettede holdninger og forskellige verdener og jeg er slet ikke i tvivl om at det også er et udtryk for hvorledes jeg betragtes som person. Men at tanker og ideer jeg har tumlet med og brugt energi på at skabe, ikke kan ydes to sekunders eftertænksomhed, gør mig naturligvis skuffet, forundret og ikke mindst usikker på personen?! Jeg er ingen Madame Curie, men jeg vover at påstå at IQ'en er over stadiet hjernedød, hvilket minder mig om at jeg skal tage stilling til om jeg kan bruges som reservedelslager, den dag jeg bliver tavs. Jeg vil jo være egoist, hvis jeg ikke vil og empatisk hvis jeg lader dem skrælle mig i bogstaveligste forstand?! Sidespring... Jeg tvinges ganske ufrivilligt tilbage til barndommens sind og føler at jeg står skoleret og fyldes at uretfærdighed, som når man fik skideballe af sine forældre og vidste at de ikke nødvendigvis behøvede at være retfærdige, men at de havde den altoverskyggende magt og dermed var deres ord lov. PUNKTUM!!! Følelserne er mine og jeg tager det fulde ansvar for at føle dem og de efterfølgende overvejelser og analyser der uden tvivl følger efter, når man hedder Tina. Sådan er min verden og jeg er ked af at sige det... Det kan ikke laves om, for jeg har ligesom gennemgået det opdragelse jeg skal og har haft nogle gode læremestre, hvis du spørger mig. Det er sådan jeg er! Det er sådan jeg fungerer inde i hovedet og måske var alene det en overvejelse værd?!

Hvad er der nu galt med ganske almindelig respekt? Respekt for hinanden, hinandens liv, meninger og tanker og ville man dø af at tage sig de få sekunders eftertænksomhed inden egne tanker vælter ud af munden, med den belærende undertone, der lige skal sætte et sidste punktum? Alt det her spørger jeg mig selv, for det er ingen hemmelighed at jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske og at jeg sikkert ville vinde olympiaden i afbrydelser, når det tager mig. Jeg er blot en empatisk egoist..... præcis som du!

Listen!

En grim fredag...

2013-05-10T20:25:00.000+02:00

Hvad hovedet er fyldt med, render tasterne over med! I hvert fald når man som jeg, ynder at lade tasterne tale de ord jeg ikke kan få sagt (og måske også burde holde for mig selv), og så er det oftest den rene befrielse for mig at skrive en lille blog. Tankerne der kommer til udtryk her er for det meste dem jeg ikke er sikker på møder forståelse, eller dem som jeg i nuet ikke kan vende med dem der forstår mit tankemylder. Et tankemylder der kan sammenlignes med at have diarré i hovedet.... På et tidspunkt kan man bare ikke holde på det mere! (Pardon de fæle associationer).
Jeg har som sagt ikke skrevet meget på det sidste, men ikke så meget fordi jeg ikke længere har rumsteren bag pandeskallen, men mere fordi der er sket meget det seneste halve år og pragmatikeren har haft overtaget.

Hvad er det så der kan få den følsomme og drømmende fisk, til at tænke så rationelt at de vanlige forundringer har kunne skubbes i baggrunden, indtil nu?

Jeg har og har haft travlt på arbejde og selvom det sjældent er der jeg drømmer mig væk, fylder det bestemt også når jeg får fri, for jeg er desværre ikke udstyret med en tænd/sluk-knap. Eller rettere sagt: Jeg er blot født som kvinde! Jeg har brugt en stor del af min fritid på min uddannelse, hvor jeg nu kun mangler at forsvare min hovedopgave og den afsluttende eksamen, inden jeg kan sætte flueben ved dette. Jeg føler selv jeg har knoklet og bidraget med at skabe et hjem, godt hjulpet af tapetafdamper, malerpensel og selvom der er et stykke vej endnu, har jeg stadig blod på tanden. I samme forbindelse er jeg jo fraflyttet min lejlighed med alt hvad det indebærer at nedpakning af minder til bortskaffelse af affektioner, for at give plads til nye. Det har i den grad trukket på mine kræfter og drevet mig til udmattelsens rand. Ikke blot fysisk, men også mentalt, men det er heldigvis overstået nu og jeg har med et vis vemod sagt farvel til det liv, jeg skabte efter min skilsmisse.

Jeg har i det hele taget fået grebet på alle de ting der fyldte og pressede sig på, men det lader til at indersiden af hovedet ikke rigtig følger med og finder hvile?! Jeg føler mig usikker som aldrig før og det eneste jeg er 100% sikker på er at jeg ikke er sikker på noget. Følelsen af utilstrækkelighed popper op fra tid til anden og jeg længdes efter tidligere tider, hvor disse følelser ikke fandtes på mit verdenskort og hvor eneste usikkerhed var en vaklen i benene efter hed elskov i berusende forelskelse. Jo jo, jeg ved godt at tingene finder et naturligt leje og at hverdagen altid vender tilbage, uanset hvor meget man ville ønske man kunne gøre det anderledes, men skal den absolut fyldes af "godmorgen", "godnat", med lidt fyldstof imellem...??? Sådan er det jo for alle, men er det grund nok til at lade det være et kvalitetsstempel på et godt liv?

Jeg har de seneste fem år lovet mig selv at jeg aldrig vil vende tilbage til det liv, hvor joggingbukser og sæbe-opblødte negle fyldte dagene og forskellen imellem weekend og hverdag var kendetegnet af hvor længe man sov. Alligevel har jeg i den seneste tid nok ladet stå til i en grad jeg ikke selv bryder mig om og selvom det føles forkert, sidder jeg i dette nu, med enormt ud-groede hårrødder, rodet opsat med en clips, afskallet neglelak på de korte og flossede negle og tro det eller lad være.... I joggingbukser. Nice?.....NOT!!! Der er i dag fare for spejlet splintrer...
Jeg kan jo bare lave det om, men problemet er jeg aner ikke hvordan jeg havner i denne følelse, for jeg har jo i reglen ikke noget at brokke mig over, men mine halvhjertede forsøg på at slippe tankerne, puster blot til ilden.

For 1 år siden længdes jeg efter hverdagen og den tavse tosomhed og var der noget jeg hadede, var det den berusende forelskelse, hvor man end ikke kunne stole på sig selv og burde erklæres utilregnelig. Hvor man hele tiden var på stikkerne og ikke kunne være søndagsgrim, i frygt for at skræmme. Hvor feminismen blomstrede i takt med selvsikkerheden af at jeg endelig havde fundet mit sande jeg, et jeg, man kan tage eller lade være. Nu tænker jeg: "Hvad nu hvis man lader være?"
Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg savner, men det panikken breder sig i mig, for det er en grim følelse at sidde med en følelse af at være grim! Så tag dig dog sammen, Tina og bliv smuk igen....i tankerne som i ydret... Godt det er lørdag i morgen!

God fredag!

Easy living...?

2013-04-18T23:06:00.002+02:00

Gad vide om jeg har glemt hvordan??? Altså glemt hvordan man blogger og tømmer hjernen i det virtuelle univers, for det føles som oceaner af tid siden jeg har skrevet noget i dette forum. Eller blot glemt hvordan man tømmer sit overflødighedshorn af snik/snak over en flaske rødvin med en dejlig veninde, for det må siges at være alt for lang tid siden at jeg har haft en hart to hart om alle de mærkværdigheder der fylder bag vores østrogenfyldte pandeskalle. Nu kunne jeg godt komme med alverdens undskyldninger om hvor travlt jeg har haft med eksamen og flytten ud og ind, hvilket ikke ville være usandt, men det vil stadig blot være undskyldninger. Jeg har i grunden blot prioriteret andre ting af ren og skær nødvendighed og det er skam også med en vis potion dårlig samvittighed at jeg nu skribler løs her i stedet for at skrive hovedopgaven, som har deadline lige rundt om hjørnet. Igen er undskyldningerne på sin plads, for jeg bilder mig selv ind at jeg behøver dette afløb, hvis jeg ikke skal gå helt fra snøvsen og miste den smule refleksion over livets finurligheder jeg har i behold.

Jeg må nok erkende at jeg i den seneste tid har fjernet mig mentalt fra de mennesker, jeg føler mig nærmest og samtidig oplevet dem fjerne sig fra mig, hvilket jo er naturligt nok, men efterlader mig blot med en dårlig samvittighed over ikke at slå til. Ikke at nogen decideret har klaget, men mine egne sanser er på det sidste blevet skærpet og jeg kan nu se at de har ændret sig og mest på grund af min egen forandring. "Arhm det ved du jo ikke, Tina" og hertil kan jeg kun sige at det seneste NLP kursus stærkt har bestyrket min mistanke om at jeg ikke blot er medejer at ansvaret, men egentlig er årsagen selvom den lidt popsmarte tilgang strider imod mit jydegen. Men mon der ikke er noget om snakken?!

Hvorfor skal alt ændre sig, når nu det lige gik så godt og status quo var noget nærmest drømmescenariet? Hvorfor svæver man ikke stadig rundt på en lyserød sky og ser verden igennem nyforelskede, candyfloss-farvede briller og hvorfor slår det ikke længere gnister, som en udstødning mod asfalt, hvilket er en dårlig, men yderst beskrivende metafor? Fordi jeg ændrer mig, hvis jeg skal tage min nye læring, for gode varer. Så hvis jeg synes jeg mangler kontakt, gnist, latter, nærvær, begær og betagelse, så må det være fordi, ifølge ovennævnte teori, jeg ikke selv giver og yder mere og nedprioriteret egne behov til fordel for en to-do-liste af ting der blot skal overståes inden deadline, som endnu ikke er checket af med flueben.

Det mest tankevækkende er faktisk at jeg ikke betragter nuet som virkeligt, men rettere som en fase med pålagte forhindringer og udfordringer der skal overstås, for at livet atter kan genoptages. Men sandheden er at jeg selv har valgt dette og at hvis der er nogen jeg skal pege fingre af og kaste skylden på, er det mig selv.
Smil, og verden smiler igen, er jo ikke sagt uden grund og er nok en af de citater, der er mest sandhed i og så er det jo op til mig om jeg vil ændre noget eller blot lade stå til?! Noget er måske tabt for evigt og kan ikke vindes tilbage og noget kan reddes ved blot at tage ansvaret og træffe et bevidst valg om at det nødvendigvis ikke behøver at være sådan og andet kan måske endda forandres til noget endnu bedre! Uanset handler det om at agere og træffe en beslutning og valget er jo også mit. Nemt ikke?! Det kan godt være der skal to til tango, men der skal kun én til at begge er ude af trit. At holde sig i live er ganske let og kræver blot et nogenlunde fungerende dikkeværk og at huske at trække vejret, men det gør ikke livet let eller nogen pardans i rosenbedet. Det kræver man vælger at flytte det ene ben foran det andet!

Easy Living.

Get a grip or get a rope!

2013-03-06T22:37:00.002+01:00

Fik en tosset ide her til aften og tog en af de hersens stress-test på nettet, godt foranlediget af firmaets selvudnævnte dårlige samvittighed. I ved, sådan en gut der sidder lidt for godt fast på din ene skulder og med dårlig ånde, hvisker alle de ting i øret du burde huske at gøre, selvom de ikke synes specielt fornuftige, men her var det så heldigvis i en mail, vi alle blev bekendtgjort med at vi burde lade os teste. Så slap man da for ondt i skulderen og uddelingen af tic-tacs.

Nå, men inden den famøse test blev afviklet, havde vi på kontoret en lille snak om hvad man kunne forvente og her blev det påstået at følte man trang til at tage testen, ville man opfylde profetien og være klar til direkte indlæggelse, med blå blink og spændetrøje. Lidt som når man i de kulørte sladderspalter, kan teste om man er verdens bedste elsker og sjældent får svaret, "du har vundet en lolitadukke......til din kæreste"! Man har en forventning om et resultat og i vores jagt på at yde det bedste, vil vi måske også være de bedste til denne disciplin, nemlig at være mest stresset. Også selvom de fleste af folks aftener, måske fordrives med at sidde den allerede udtjente stressless-stol til, med chipskrummer i skødet og en lam zapper-tot efter at have overmotioneret fjernbetjeningen?!

Jeg tog altså denne test, eller det vil sige jeg fandt 3 forskellige og tog dem alle, for ligesom at være sikker på at resultatet var valid og måtte besvarer en masse enslydende ja/nej spørgsmål. "Søg læge", var en af svarene med blinkende røde bogstaver. Hvad f..... er det for en måde at præsentere et svar på, for som det ikke er nok jeg åbenbart er stresset, men de behøver jo ikke føje epilepsi til min diagnose og lade mig falde om her, mutters alene, i krampetrækninger og med fråde i mundvigende?! Men skal jeg tage testenes svar for gode varer, så er jeg altså stresset, helt oppe i det røde felt, med fuld udslag på fareskalaen.

Nu er det jo ikke fordi jeg ikke godt var klar over at min test ville indikere at jeg er under et vist pres, for jeg har mange jern i ilden for tiden, både på hjemmefronten og arbejdsrelateret og alle med en sammenfaldende deadline, hvilket naturligvis ikke stiller sagen meget bedre. Og som om alt dette ikke var nok, så fik jeg så lige den ellers så brillante ide at ville holde med at ryge, hvilket jeg naturligvis ikke tilnærmelsesvis kunne lykkes med og det har blot øget til den dårlige samvittighed og følelsen af at være et skvat uden rygrad. Der findes ikke noget værre end at være et skvat.... det skulle da lige være når andre er skvat, for dem tror jeg faktisk jeg er allergisk overfor og kan risikere at gå i anafylaktisk chok hvert øjeblik! (Endnu en diagnose) Desuden var en af min modargumenter for at stoppe med cancerpindene, at jeg frygtede at tage på, hvilket jeg så underligt nok faktisk har gjort, selvom jeg under mit "forsøg" på rygestop, nok rettere har røget mere (hvilket ifølge testen er endnu et tegn på stress) og haft for travl til at stoppe noget i kæften. Sådan er verden så uretfærdig!

Ifølge testen skal jeg jo tage handling med det samme, søge læge og lade ham fylde mig med medicin, så jeg kan lære at slappe af, alt i mens stress-terapeuten Psyko-Lone, lytter til mit vandfald af dårlig samvittighed over det jeg frygter ikke at nå inden tæppefald. Det har jeg så ikke tænkt mig, for det har jeg simpelthen ikke tid til og nu kunne det godt se ud som om jeg tager tykt pis på diagnosen stress og ikke tager det specielt seriøst, men det er faktisk ikke min hensigt. Der er blot ligeså meget diagnose i sådanne tests, som der er rejer i en Buko rejeost. For mig er testen blot en pejler til mig selv, om at jeg for en stund skal forberede mine omgivelser på at jeg har behov for deres hjælp og støtte (og sikkert også et rimeligt døvt øre), samtidig med at jeg vokser mig den rygrad til, der er behov for at forcere dette bjerg. Med støtte mener jeg en accept af at jeg kan være en lille bitte smule urimelig at være sammen med, selvom det er svært at tænke sig og lytte til mit hovedbrud for en stund. Og med hjælp, mener jeg "gør det her for mig", hvilket nok er det sværeste for mig at sige, da jeg i så fald er tvunget til at erkende at der er noget jeg ikke magter.
"Det er blot fordi du ikke har prøvet det og været stresset NOK, Tina", og dertil kan jeg kun sige:

1. Hele tre test siger noget andet, også selvom jeg betvivler deres træfsikkerhed, men ingen test skal fortælle mig hvornår håndklædet kastes.
2. At rejse sig, handler om vilje og handling, også selvom det betyder at bide sin stolthed i sig og kappe et par bånd og tabe et par bolde. At fastholde og forværre situationen kræver blot absolut passivitet og små hits fra de selvudnævnte samvittigheds-vogtere.
3. Man kan ikke tale sig ud af alt, men det hjælper med et lyttende øre eller for mit vedkommende en hjernetømmende blog. Så længe man husker at når man har talt/skrevet færdig, er køen af opgaver desværre ikke nødvendigvis blevet mindre.
4. Lad for guds- eller rettere din egen skyld, ikke en diagnose blive din identitet, uanset om den antydes af en test eller lægen, for så kan du da være sikker på at sidde fast i dyndet, til der kommer rødder ud af dine tæer. Man kan godt tage det til sig, uden ligefrem at dyrke det som bakterier i en petriskål til yderligere analyse.

Jeg er en tumling. Sådan en man sagtens kan puffe til og få til at tilte, men jeg vover at påstå at jeg rejser mig med fornyet og headbangende kraft. Ikke fordi det er en særlig evne, men jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg er ude med riven nu, det ved jeg, men det er mest efter mig selv og for at få det hele vendt derinde, hvor jeg kan håndtere det. Det er min naturlov og min logik, for nok er sindet en underlig uforudsigelig størrelse, men jeg det kan jeg forholde mig til og giver god mening i min verden.

Nok er jeg gammeldags og jeg tænker måske blot anderledes, for ingen har nogensinde vundet nogen kampe ved at smide sig i ringen og bede om timeout før tid. For mig kan det gå to veje, for min verden er på det punkt meget sort/hvid... Jeg kan enten tage de slag, der kommer og måske tabe eller endnu bedre vinde og komme ud på den anden side med en erfaring om hvorledes jeg bør agere en anden gang. Jeg risikerer naturligvis dermed at tabe nogle bolde, blandt de mange jeg jonglerer med for tiden og det kan godt være svært for mig at erkende og acceptere, men hvad er alternativet? At melde mig ud af spillet og forliges med min egen utilstrækkelighed? Not gonna fucking happen, for selvom min stresstest nærmest knock-out'er mig på min egen skrøbelighed, så ville en stædighedstest fortælle at jeg blot er gået en vægtklasse op og modstanden slår lidt hårdere end før!
Man skal huske at slippe offerrollen og tage ansvar for vores liv. Og som en temmelig vittig mand plejer at sige til mig, når jeg beklager min nød om ditten og datten, i en evindelig talestrøm:

"Det kunne være værre.........Det kunne være mig"!

Har du måske nogensinde set en stresset kat?

Tornerose

2013-02-11T23:24:00.000+01:00

Bedst som man sidder og ynker sig selv over hverdagens små genstridige opgaver og stresser over alt det man endnu ikke har nået, så rammer virkelighedens ægte tragedie hårdt. Sådan var det i fredags da jeg, bagud med ugens arbejde, kørte afsted på job som vanligt, med udsigten til en travl dag, da jeg dagen før havde måtte blive hjemme for at pleje min datter, der lå syg med feber, som så mange andre i denne tid.
Jeg forlod tidligt om morgenen en lettere døsig og meget anonym landsby, som ikke skal miste mange flere aktiviteter, for at kunne kaldes en soveby og kørte min datter i skole, til en forventningsfuld dag med tøndeslagning og udklædning. Det er svært at være 11 år, som Krumme synger, for selvom det stadig er lidt sjovt at klæde sig ud, er man også blevet for cool og sej til at iføre sig prinsesseskørt når nu man kan betegnes som "en af de store" i en skole, hvor 5. klasse er næstøverste trin i lærdommens hieraki. Det er en alder hvor barndommens naivitet og pre-teenagerens trodsighed mødes, med ligeså voldsom brusen som bølgerne ved skagerak.

Midt i et møde hvor notater blev skriblet ned i takt med indtagelsen af rundstykker, ringer telefonen pludselig, hvor min datters grådkvalte stemme i den anden ende, får fremstammet noget med at der er sket en ulykke og hendes bedste veninde og dennes søster er blevet kørt ned. Ikke blot væltet på cykel med et skrabet knæ til følge, men påkørt med en så voldsom kraft, at min datters venindes liv var i fare. I livsfare.... Jeg tror mit hjerte stod helt stille, mens min hjerne forsøgte at opsamle min datters bævrende ord til noget forståeligt, for hvem kan egentlig forstå at et barn skal opleve noget så grusomt i en alder af 11 år?! Børn skal da lege og skrabe knæene og ikke pløjes ned, som en anden milepæl i vejgrøften!

Jeg vendte straks hele min verden og opmærksomhed imod min datter og forlod arbejdet for at kunne være der for hende. Jeg tænkte, på den ½ time lange køretur hjem, alle de strækscenarier igennem jeg kunne forestille mig og hvorledes jeg dog på nogen måde kunne komme med trøstende ord, om noget så frygteligt. Hvordan skulle jeg kunne fortælle hende at alt ville blive godt, når sandheden nu stod så lysende klart for os alle, at selv små børn kunne se alvoren i dette?! Jeg tænkte også på pigen, hvis fremtid nu var så usikker og på hvor ofte hun har pjattet og danset rundt i vores hjem, smidt sig i sofaen og taget lidt koldt at drikke fra køleskabet, som var det hendes eget. Faktum er at det er det faktisk også, for hun har forhåbentlig aldrig tvivlet på at hun til enhver tid er velkommen og at vores dør altid står åben for hende! Jeg var ikke blot fortvivlet og frustreret, men jeg var - og er - oprigtigt bange og knust indeni, for hvordan skal man kunne lade være med at holde af en pige, der har knyttet så stærke bånd til ens egen familie og gør ens egen datter så glad?! Jeg tænkte på hendes stakkels mor og hvor frygteligt det må være at stå i hendes sted, men samtidig også på hvor heldig jeg selv er at jeg kunne køre på skolen og hente mit sunde og raske barn, at kunne kramme hende og fortælle hende hvor højt jeg elsker hende. Det var et virvar af følelser, som endnu ikke er faldet på plads og som jeg ikke har følt alene, for vores lille soveby er vågnet op, dog i sorg. Hvor er det dog trist at tænke sig, at den som et andet Torneroseslot, skulle vækkes, af en tragedie som er enhver forældres mareridt og som man end ikke ville ønske sin værste fjende at opleve. Vinderslev blev sat på Danmarkskortet og forsiden af alverdens netaviser, men for det mest grufulde man kan tænke sig.

Der mødte mig en horde af mennesker i skolen, ikke bare i chok, men i stilhed og dyb, dyb sorg, hvor elever, lærere, pædagoger og fremmødte forældre, græd og hvor frygten og uvisheden stod lysende i øjnene, som var den bukket i neon. Jeg tænkte blot på at finde mit barn, holde hende i mine arme og i mine egne vrangforestillinger skærme hende imod de barske realiteter, som var at hendes bedste veninde, svævede imellem liv og død, ved hånden af en vildfaren billist, som end ikke havde evnet at stoppe op efter ulykken. Jo, realiteterne blev barskere og barskere, efterhånden som virkelighedens verden meldte sin status.

Vi modtog løbende opdateringer fra sygehuset om hendes tilstand, først lidt frem så tilbage og så lidt frem igen og det har kostet flere tårer end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, samt en forbandet frustration over at være så pokkers magtesløs. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne gøre en forskel og hjælpe, men jeg er hverken læge eller medicinsk ekspert, så min hjælp har begrænset sig betydeligt i forhold til hvad jeg kunne ønske jeg kunne yde. Jeg ville ønske at jeg kunne bidrage til hendes bedring, til hendes mors sindsro, tænde glæden i min egen datters øjne igen og til at denne tragedie blot var en ond drøm for os alle. Jeg ville ønske at man, som i eventyret, kunne komme og fjerne tjørnehækken og vække det lille barn, som nu ligger omgivet af slanger i medicinsk koma, dog med de samme røde kinder, så deres liv igen kan genoptage sin normale gang, men dette er ikke noget eventyr, selvom vi uanfægtet beder til en lykkelig slutning, eller rettere fortsættelse. Og der er heldigvis kommet positive nyheder og selvom de kan synes små, så kan de lyse op over Vinderslev og ikke mindst i dette - og i alle de andre - hjem hun har berørt, som de lys vi holder tændte for hende. Lys som vi inderligt håber og tror på kalder hende tilbage til livet, som hun kendte det og tilbage til os alle.

Vågn op, Tornerose!

Helt perfekt...

2013-01-27T19:46:00.002+01:00

Ja, det er der måske nogen der er, men jeg er fuldt ud klar over at det ikke er mig. Ikke at jeg dermed er et dårligere menneske end så mange andre, men jeg er efterhånden blevet så gammel at jeg ved hvem jeg er og hvad jeg består af på godt og ondt. Vil det så sige at jeg hviler i mig selv og har accepteret den Tina, som jeg ser i spejlet hver morgen? Ikke en skid for at sige det lige ud, for hvis jeg nu hvilede 100 % i mig selv, ville jeg vel også være 100 % tilfreds med mit liv som det nu engang har formet sig. Misforstå mig ikke, for jeg vil nødigt klage, men der er da allerhøjeste grad plads til forbedringer set med min optik, men disse forbedringer er ene og alene mit ansvar.

Det skuer i mine ører når jeg hører andre sige "tag mig som jeg er, for jeg kan/vil ikke laves om", for hvad er det for en gang blåøjet selviscenesættelse, for når man skærer ind til benet har vi jo alle vores usikkerheder. Vi har det bare skidt med at skilte bevidst med dem, for tænk hvis der var nogen der fremstod mere perfekte end os selv og som jungleloven siger, bliver de svage spist. Newsflash, vi er sgu alle i samme båd og det er mig der sidder ved roret i den kæntrene skude, for jeg er nøjagtig samme sted, selvom jeg måske kan fremstå mere selvsikker, end som så. Men når sandheden skal frem, så er jeg ikke bedre end hvad jeg spejler mig i og inden I nu med den belærende pegefinger fortæller at jeg ikke skal spejle mig i andre, være glad for mig selv, med den ovenstående sætning i tankerne, så vil jeg nu alligevel holde på min påstand. Ovenstående sætning burde nemlig lyde "tag mig som jeg er, for jeg magter ikke alene at ændre de mangler jeg har", for selvom vi alle er forskellige og gør vores ypperste, for at være den bedste version af os selv, så kan de fleste vel nikke genkendende til at føle os som 2. sortering af guds hånd på visse områder?!

Jeg er i bund og grund ligeglad med hvad m/k på gaden ser, når jeg stavrer forbi i høje hæle og med håret dullet op eller iført sneakers og uden make up, men jeg er bestemt ikke ligeglad med mine nærmestes syn på Tina og jeg er heller ikke ligeglad med hvordan jeg selv ser hende i spejlet. Selvfølgelig betyder det noget for mig at ham jeg elsker finder mig ligeså tiltrækkende, som da vi mødtes og ikke blot føler at skulle acceptere 30 kilo+, blot fordi "jeg nu engang er sådan", hvilket jeg gudskelov ikke er. Min selvkritik er dog også så intakt, at hvis jeg udelukkende spejlede mig i hans billede, ville jeg netop vokse til det dobbelte og stadig føle mig lige elsket af ham, da det forhåbentligt er mit indre der gør mig smukkest. Men jeg ville i så fald have svært ved at se mig elske mig selv! Sådan er det nemlig at have usikkerheder, ikke føle sig tilstrækkelig eller blot god nok og selvom flere siger til mig at det er noget pjat, så er det måske min drivkraft, der får mig til at prøve. Prøve at blive lidt bedre til det hele, yde lidt mere, hvilket vel ikke er nogen skidt ting?! Min selvkritik fortæller mig samtidig at det som andre i årevis har set som en mangel ved mig, de ofte omtalte modersmærker og som nu er væk, har gjort mig grimmere. Arhmm for pokker, det er jo ikke i dem din skønhed sidder, men når min hjerne stadig ikke kan genkende mit eget spejlbillede og jeg føler mit eget spejlbillede fremmed, så er det altså svært at se meget andet end de absolut små, men skamferende ar. De velmenende ord om at nogen har det meget værre end jeg eller ser langt frygteligere ud, hjælper mig desværre bare heller ikke, for jeg bliver netop ikke smukkere af at andre er ligeglade, finder det ubetydeligt og slår det hen.

Sådan ser min verden ud for tiden og det skal heller ikke blæses op til klynk eller at jeg er på randen til et narcissistisk nervesammenbrud, men mere som en erkendelse af at jeg ikke er perfekt til andet end én ting... at hige perfektionismen og erkende at jeg ikke evner at ændre det.... alene!

Beauty and tha Beast