Conversations

DR - et borgerligt hadeobjekt

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Thu, 27 May 2010 15:05:00 +0000

Blandt de borgerlige hadeobjekter – indvandrere, topskatten, offentlig ansatte, udlændinge mv. - indtager DR en prominent position. Det nyligt indgåede medieforlig viser Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis sære logik, til fornøjelse for de der har sans for morbid humor.
Medieforliget sigter ifølge kulturministeren på ”mere kvalitet og flere spillere i de elektroniske medier. Vi skal have brudt DRs monopol og skabt reel konkurrence og mangfoldighed i public service på radioområdet”, i følge Børsen den 27. maj 2010.
Flere spillere ser ud til at være lig med mere kvalitet. Det kan man undre sig over, når forligspartierne tilsyneladende bruger Radio Hele Norge som model. Ifølge Politiken befinder denne sig imellem DRs P3 og P4. Forliget vil med andre ord erstatte den finkulturelle og seriøse P2 med en populær nyheds- og musikkanal.
Hvordan nogen politikere kan tale om DRs monopol er også en gåde. Som om internettet ikke fandtes, et internet med masser af (kommerciel) populærmusik og et væld af nyheder, bl.a. med nyhedsdækning fra de store bladhuse.
DR er en formidabel succes. Ikke alene har den statslige institution kæmpet sig op af hængedyndet efter byggeskandalen. Gallups lyttertal viser at 86% af danskerne, over 4 mio. mennesker, lytter til DRs programmer i løbet af en uge (P4 bruges af 60%, P3 af 46%, P1 af 13% og P2 af 8%). DR.dk ligge suverænt på en førsteplads på FDIMs topliste med 1.8 mio. brugere. Og organisatorisk har DR fornyet ledelsen og fået styr på økonomien. - Hvad kan ejere og samfund ønske mere?
Problemet er at DR er for dygtige for de borgerlige politikere. De har lyttet til Danske Dagblades Forenings beklagelser over at DR fyldte for meget på nettet. I stedet for at gribe ind på det uregerlige net, vælger politikerne at ramme DR på den smalle succes P2, og velsagtens på pengepungen. Den samme regering der i 2006 solgte den femte radiokanal til Skyradio for 54 mkr. og den sjette kanal til Talpa for 22,5 mkr., tilbyder nu en privat konkurrent P2 kanalen med et tilskud på 100 mkr. årligt.
Hvad er sandsynligheden for at denne løsning øger kvaliteten i det danske radioudbud, og kan nogen øjne en kinamands chance for at den nye kanal tilfører DR konkurrence der vil kunne ses på den ugentlige dækning?
Forligspolitikerne ved udmærket ved at svarene formentlig er negative på begge spørgsmål. - Mon ikke de i det skjulte følger en helt anden dagsorden? Medieforliget kan tænkes at være de borgerlige partiers vellykkede bestræbelse på at omfordele gode danske licenskroner fra DR til støtte til den trykte presse. For hvem andre end et stort bladhus (Berlingske Tidende?) skulle få den ledige, landsdækkende radiokanal og de rare, risikofri 100 mio. licenskroner.

Hvad skal vi med primadonnaer?

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Mon, 03 May 2010 18:18:00 +0000

JP/Politikens Lars Munch peger i MediaWatch på indholdet som vigtigere end teknologi og indhold. Indhold skabes af journalister, og de gode journalister er kunstnere. Intet mindre.
Det er smukt, og måske sandt. Men i anerkendelsen af det journalistiske håndværk risikerer Munch at fremhæve personerne, den personlige stil og den aura der omgiver berømte navne.
Vigtigere end personerne er den gode journalistik: En journalistik der inviterer os til at se på samfundets principielle problemer med nye øjne. En journalistik der giver os nye begreber og nye vinkler på globaliseringen (magten tipper i verden), ledigheden (arbejdsgiverne tørrer krisen af på samfundet), energiforsyningen (vi har snoldet vores egne ressopurcer op uden at sikre os nye), Afghanistan-krigen (Danmark er fortsat krigsførende i en krig der ikke kan vindes) osv. osv.
Lars Munch vil nok hævde at fornyelse af journalistikken kræver gode journalister. Det har han ret i. Men gode journalister giver ikke med nødvendighed mere væsentlig journalistik, nye vinkler, begreber der flytter horisonten, og magthavere der må rydde skrivebordet.

Naboens søn

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Mon, 01 Feb 2010 17:36:00 +0000

Unges død er altid meningsløs. Unges unødvendige død skriger til himlen. Alligevel prøver Berlingske ihærdigt at give den unødvendige og meningsløse død mening med portrætserien ’De faldne’.
Senest kunne du under overskriften ’Han var en gave til os alle’ læse portrættet af ’Ridderen fra Vodskov’, Christian Raaschou der faldt den 31. marts 2008 i Afghanistan.
Portrættet af Christian Raaschou løber over fire sider garneret med fotos af Rocco som spæd, som dreng sammen med sine søstre, Rocco som militærinteresseret skoledreng på en tank og det bærende foto af Christian Raaschou i Afghanistan.
Seriens formål er at ’tage hvert enkelt menneskeskæbne alvorligt for derigennem dels at vise respekt for soldaternes indsats, dels at give læserne en større forståelse for krigens vilkår’ som der står på berlingske.dk/krigen.
Portrættet af Christian Raaschou efterlader som så mange andre portrætter af de ’faldne’ et andet indtryk. Blandingen af anekdoter og almindeligheder der kunne dække mange danske drenges opvækst, kommer sammen med rubrikker og fotos til at tegne et billede af naboens søn der bliver helt ikke i kraft af sine gerninger, men på grund af sin meningsløse død.
Feltpræsten Thomas Østergaard Aallmann læser sin mening ind i Christian Raaschous død, et ordrigt, sentimentalt og kristent nationalromantisk billede af den unge soldat - der selv erklærede sig for ateist.
Præsten har kendt Christian Raaschou; det har jeg ikke. Men jeg bryder mig ikke om forsøget på at skabe militærromantik på sørgelige skæbner. Serien gør det blasfemisk at spørge til hvilken sag Christian Raaschou døde for, var den endnu et ungt liv værd? Kun forsvarets propagandamaskine og nationalromantikere med krigen på sikker afstand kan synes om forsøget på at forædle Afghanistan-missionen.

Skrækscenariet

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Sat, 03 Oct 2009 07:56:00 +0000

Anker Brink Lund og Rambøll fortjener ros og ridderkors for mediestøtteudredningen der blev offentliggjort i går, den 2. oktober 2009. Undersøgelsen giver et forkromet overblik over den nuværende mediestøttes tilfældigheder, dens paradokser, dens forfordelinger og dens utilsigtede og konserverende konsekvenser, og lige så tiltrængt bøjer den mediepolitikkens mangfoldige formål i neon.
De mulige løsninger beskrives i tre scenarier der vil lære de læsende danskere begreberne baselinescenarie, saneringsscenarie og meriteringsscenarie som vil præge debatten i de kommende år. Kun forfatterne og deres nærmeste hjælpere kan i dag have meninger baseret på detailkendskab til udredningen. Vi andre kan glæde os til at læse den indgående.
Udredningen konkluderer, at den nuværende mediestøtte reducerer 'incitatmenter til innovation og vanskeliggør etablering af nye virkesomheder uden historisk forankring i mediestrukturen'.
Konklusionen må glæde Danske Specialmedier, læs fagbladene, hvis betydning i det danske mediebillede notorisk er overset. Konkklusionen er lystlæsning for os der gentagne gang har søgt støtte til etablering af dansksprogede nyhedsmedier stilet tyrkiske og arabiske indvandrere, medier der tilgodeser demokratiske formål som mangfoldighed, oplysning og integration, og som findes i rigt mål i vores nabolande. Konklusionen er ren fornøjelse for svorne avislæsere der har set de store huse malke både støtteordninger og marked for at få råd til den minimalt nødvendige og lavambitiøse udvikling på nettet.
Kun mangler medieudredningen et realistisk scenarie: Politikerne følger udredningens hovedlinjer, erstatter den nuværende skov af ad hoc ordninger med platformsneutrale og rimeligt objektive støtteordninger. Der kommer ikke flere penge i kassen. Alle der kan søge støtte efter de nye ordninger, søger støtten. Som resultat bliver støtten smurt ud i så tyndt et lag at ingen modtager en støtte der fremmer dens gode formål. Retfærdighed og lighed begrænser effekten for samfundet og for den enkelte medievirksomhed.
Vælger politikerne at følge udredningens forslag om at beskære landet mest succesfulde medievirksomhed - DR opfylder alle mediepolitikkens formål - kan det realistiske scenarie kun blive et skærkscenarie.

Den tabte uskyld

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Wed, 16 Sep 2009 12:25:00 +0000

Politikens offentliggørelse af Thomas Rathsacks bog, Jæger - i krig med eliten, minder os om at Danmark er en krigsførende nation. Vi har fået stibevis af særlove og indskrænkninger i borgernes frihedsrettigheder siden 2001, som vi glemmer i hverdagens rutiner med arbejde, familie og fritid.
Politiken minder os om at ytringsfriheden er et tuet træ i skoven. Med publiseringen kan vi selv få syn for sagn. Måske er beretningen ensidig, måske indebærer den afsløringer som en talebanvenlig dansker med glæde vil sms'e til sin afghanske fætter, måske er bogen ligegyldig når der er gået en uge. Men i det informationsfattige tusmørke der omgiver Danmarks krigsførelse, er bogen et velkomment kig ind i en krig der udkæmpes for alvor, med dansk deltagelse og desværre også med danske tab. Bogen interesserer alene ved at være skrevet af en dansker der har været der.
Politiken minder os også om at forsvaret lever i en anden tidsalder. Den offenlige debat kræver klare seriøse bevæggrunde; vage henvisninger til rigets sikkerhed klinger hult og uldent.
Politiken udstiller vores tabte uskyld.

Problemet er bare ...

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Thu, 16 Apr 2009 20:26:00 +0000

Journalisthøjskolens rektor Anne-Marie Dohm skrev i går en kronik i Politiken om dagbladenes krise som trussel mod den kritiske journalistik. Selv som læser med meget sympati for den hårdt ramte dagbladsbranche er det blot vanskeligt at få hold på problemet, og såmænd også på den løsning Anne-Marie Dohm argumenterer for.

Journalisthøjskolens rektor indleder ikke færre end tre afsnit med ordene '[Men] problemet er [bare] ....' - 'at avishusenes netredaktioner ikke i nær samme omfang slæber indtægter via salg af annoncer, som aviserne gjorde før i tiden'/'at der tilsyneladende ikke er det store marked og salg i det, som avishusene er rigtig godt til : Nemlig at lave kritisk kvalitetsjournalistisk'/'når medierne har italesat sig selv som markedsdrevne virksomheder, så overlever annoncedygtige campingtillæg lang bedre end den kritiske journalistik ...'

Så meget fremgår, at de betalte aviser med sivende oplag først har tabt dyrebare annoncekroner til deres egne netsider, og bagefter har de mistet annoncevolumen og - kroner på grund af finanskrisen. Den dårlige økonomi truer dagbladenes 'solide research og kritiske tænkning' og dermed avisernes dagsordensættende funktion.

Præmisserne er tilsyneladende: (1) Alle ulykker har ramt dagbladene udefra, (2) Dagbladene kan stadig tjene penge på campingtillæg, og (3) Danske dagblade indtager i dag rollen som samfundets væsentligste dagsordensætter og demokratiopdrager. - Holder præmisserne? Efter min opfattelse kan de alle anfægtes, og så er der ikke grund til at læse videre.

Hvad ønsker Anne-Marie Dohm, andet end det bedste for den kritiske jounalistik? Tilsyneladende er hendes forslag at de danske dagblade skal have status som public serviceudbydere på linje med DR og TV2. I hvert fald spørger hun 'Hvorfor det kun er tv og radio, som kan indtage denne fornemme og statsstøttede rolle som offentlighedens tjener?'

Kære Anne-Marie Dohm, er en statsejet trykt presse, offentligheden tjener, fri? Er den fri til at bedrive kritisk journalistik? Har den frihed og styrke til at kontrollere og kritisere de magthavere der ejer og konkrollerer den trykte presse, og som sikrer de journalistiske arbejdspladser? Kan du forestille dig en kritisk presse som befolkningen ikke efterspørger, eller som kun efterspørges af en minoritet, ja måske kun af samfundets elite?

Jeg tror ikke at der findes quick fixes der kan redde dansk presse. Øget støtte eller statseje kan aldrig sikre en stærk og fri presse. Paradoksalt nok kan en stærk og fri presse kun udvikles ved egen kraft, journalistik der duer, journalistik der fornyer sproget, journalistik der ommøblerer vores syn på danske institutioner og autoriteter. Ja faktisk netop den kristiske journalistik som Anne-Marie Dohm vil hæge om.

Men det frie ord hviler bedst på et trygt økonomisk grundlag, ikke på støtte.

Børsens prædikant

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Tue, 10 Mar 2009 14:13:00 +0000

Det er ingen skam at en skribent dyrker sin egen stil. Tværtimod er det vel hvad de fleste bevidste sprogbrugere bestræber sig på. Dette gælder ikke journalister der for de flestes vedkommende skriver et mundret, professionelt og upersonligt dansk som tvinger læseren til at se historiens byline for at identificere skribenten.

Men det gælder ikke-professionelle skribenter, som f.eks. Børsens Steen Hildebrandt. Han skriver som han taler, og han taler som en præst. Han elsker paratakse - sideordnede sætninger - og han elsker gentagelser. Præcis som prædikanter gør det.

Et eksempelt fra Børsen den 6. marts: "Vi har set disse ejendomsspekulanter opføre sig direkte hovedløst, og vi har set, at bankerne ikke bare har set til, men har hjulpet til. Bankerne har ikke sagt fra. Bankerne har deltaget i festlighederne. Den største bank har tilsyneladende deltaget i de største fester. Den største bank har ikke holdt sig tilbage og har ikke følt sig for fin til noget. Vi har til gode at se, at bankerne i bred forstand selv tager nogle alvorlige værdi- og ledelsesmæssige konsekvenser af de beslutninger og dispositioner, som bankerne og deres ledelser har ansvar og medansvar for. Vi har ligeledes til gode at se et meget mere effektivt Finanstilsyn".

Læg mærke til mine kursiver; teksten rummer et hav af gentagelser der gør den forståelig for selv den mest tungnemme læser. Det er måske ikke så ringe endda. Steen Hildebrandt er uden tvivl en rutineret forelæser. Men man fornemmer også at tilhørerne falder i søvn, tempoet er laaangsomt. Her taler en klog og tænksom herre, og man ser den løftede pegefinger for sit indre blik.

Stilen kommer fra bibelen; kast et blik på f.eks. Jobs Bog kapitel 1, vers 14-18. Steen Hildebrandt har grundlagt en ny genre i Børsen: Den erhvervsjournalistiske prædiken.

Tilskudsdanmark

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Fri, 27 Feb 2009 09:18:00 +0000

Informations chefredaktør Palle Weis rejser i dagens avis spørgsmålet om det er i overensstemmelse med lovens hensigt at gratisaviserne Metroxpress og 24 timer modtager støtte når disse aviser er sat i verden for at tjene penge, og når den støtte de modtager medfører at Dagbladet Information må ud og spare 2,4-2,8 mkr. Bag loven om distributionsstøtte ligger 'en grundlæggende forudsætning for en sund demokratisk samtale er lige muligheder for for adgang til medierne', og det er betalingsaviserne der løfter denne opgave.

Distribution er kostbar, og Information er som de andre danske betalingsaviser helt overvejende abonnementsbaseret. Avisen koster 23 kr. i løssalg, og formentlig er vel kun Børsen til 30 kr. dyrere. Betalingsaviserne har derfor i realiteten ikke mulighed for at skrue op for løssalget, men må bide i det sure æble og spare på omkostningerne. En prisforhøjelse på abonnementet vil vende avisens skrøbelige, men succesfulde oplag til et fald der vil gå direkte på bundlinjen.

Det ligger i kortene at Palle Weis føler en snert af uretfærdighed. Han anerkender at Metroxpress, 24 timer og Information bliver behandlet lige for loven, men Weis støtter sig til lovens hensigt og indhold, distributionsstøtten skal fordeles efter moralsk fortjeneste. Weis giver mere udtryk for et følelsesudbrud eller en holdning end et sagligt argument for at ulighed bør indføres i distributionsstøtten. Det er forståeligt, men ikke ukompliceret.

Metroxpress og 24 timers anstrengelser for at at få distributionsstøtte lugter langt væk af spekulation. Det er ikke ulovligt, men det er moralsk angribeligt at skrue sin drift sammen for at gøre sig berettiget til at modtage distributionsstøtte.

Betalingsaviserne har dybest set gjort det samme. Bortset fra Ekstra Bladet har betalingsaviserne gennem årene droppet løssalget til fordel for abonnement. De er blevet afhængige af statsstøtte i et omfang hvor der ikke er nogen vej tilbage. Og argumentet, at gratisaviserne er sat i verden for at tjene penge, giver kun mening for en bladmand eller -kvinde der forstår argumentet om at tjene penge for at udgive en avis. Information vil også tjene penge hvis det er muligt.

Branchen på støtten er syg, også selv om mange andre står i kø for at modtager offentlige tilskud.

Smutter på smutter

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Thu, 05 Feb 2009 21:19:00 +0000

Metro Internationals danske topchef Per Mikael Jensen sagde på gårdagens pressemøde, eller conference call som vi kalder det på Per Mikaels niveau: "For at vi er berettiget til støtten, må annoncerne ikke fylde mere end 50 procent af avisen, og vi kan jo ikke vide, hvor mange annoncerne vi ville have fået, hvis vi ikke behøvede at opfylde det krav". 'Støtten' henviser til de 34 mio. kr. metroXpress får i distributionsstøtte i 2009.

Læs lige sætningen igen. Per Mikael Jensen udtaler at metroXpress for at leve op til kravene for dagbladsstøtte har mistet annoncer eller endog meldt udsolgt over for annoncører der forøger annoncernes andel af avisen op over de 50%.

Ingen tror på den historie. MetroXpress's chefkøbmand Søren Riis siger selvfølgelig ikke nej til gode betalte reklamer i Metro. Sådan spiller klaveret bare ikke. Det er muligt at metroXpress i stedet for at gå op fra f.eks. 48 til 56 sider vælger at udskyde et par siders annoncer til næste dag eller dagen derpå. Men et decideret tab lyder ikke troværdigt i en fleksibel dagbladsproduktion.

Derimod er det indlysende at det koster i papir og tryksværte at sænke annoncedækningen fra f.eks. 60% til 50%.
Der er "udgifter forbundet med at skulle distribuerer de støttede aviser til folks postkasser" i følge Mediawatch. - Gælder det også når støtten først tildeles i 2009?
Anders Kronborg afslører, at metroXpress "resultat for 2008 kunne have været bedre, hvis ikke avisen i forbindelse med sin ansøgning om støtten, var tvunget til at holde sig under de 50 procent annoncer i årets sidste del" (mine fremhævelser).
Det er synd for verdens skarpeste bladledere, at de for at få støtte bliver tvunget til at sige nej til annoncer og påføre avisen meromkostninger til distribution. Hvorfor ikke spare alle ekstraomkostningerne og besværet ved at lade være med at søge om distributionsstøtte.

Jeg har ikke det fjerneste ondt af at metroXpress får distributionsstøtte hvis de er berettiget til det. Men at avisen skal gå så meget ondt igennem for at blive berettiget til at få støtte er avisens eget valg. Det grænser til hykleri at fremstille sig selv som offer for den danske stats påtvungne støtte. Distributionsstøtten er tiltænkt abonnementsaviser som i sagens natur også er betalingsaviser og ikke annoncefinansierede gratisaviser. Metros spekulation i skattefinansierede støtteordninger skulle avisen som minimum holde for sig selv.
Metro er tilsyneladende ramt af samme støttesyndrom som den betalte dagspresse, og det pynter ikke at flashe sin grådighed eller smartness og samtidig fremstille sig selv i offerrollen.
24timer og metroXpress modtager 34 millioner kroner i distributionsstøtte i år. - Hvad synes du om Metros moral?

Avispakke eller klinex

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Fri, 23 Jan 2009 15:43:00 +0000

"Dagbladene er i disse år under voldsomt pres. Abonnenterne flygter, annonceindtægterne falder, og mange og særligt unge mediebrugere flytter over på nettet." - Alt ondt kommer til branchen udefra (citatet er fra DanskPresse).
Dagbladene kan reelt ikke udgives på de nuværende kommerceille vilkår. Er det konklusionen på dagbladsledelse anno 2009, eller er det blot endu et klynk op til fordelingen af mediestøtten?
Vi deler sikkert fornemmelsen af at webindtægterne langt fra opvejer tabt salg på print, endsige langt fra er store nok til at dække en ret stor andel af de samlede redaktionelle omkostninger. Men reelt ved vi meget lidt. DDF oplyser intet om fordelingen på indtægtskilder i de offentliggjorte branchenøgletal; indtægterne er fordelt som avissalg, annoncesalg og andet salg. Det er alt. Vi kan ud fra stigningen siden 2000 gætte at 'andet' salg er web, men vi ved det ikke.
Vender vi os mod indtjeningen for at se hvor faretruende tæt de danske dagblade befinder sig på afgrunden, har de 24 bladvirksomheder i snit haft en overskudsgrad på 2%, i det seneste dårlige år (2007) har 18 ud af 24 virksomheder trods alt overskud, og virksomhedernes samlede egenkapital udgør trods alt 40% af balancen.
Det er ikke så ringe endda, selv om andre gør det bedre, se nedenfor. Selv om 2008 formentlig er på niveau med 2007 - eller måske så dårlig som 2002 - er der da så meget at stå imod med, at vi måske forsigtigt kan konkludere at branchen piver på forskud.

Mediernes ansvar under krisen

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Thu, 15 Jan 2009 12:03:00 +0000

Leif Beck Fallesen skrev i en signeret leder i Børsen den 14. januar om mediernes ansvar under krisen at det er 'en meget stærk overdrivelse af mediernes - og især det enkelte medies - muligheder for at påvirke udviklingen i samfundet' at give medierne et direkte medansvar for krisen. Sådan; det er indlysende rigtigt, og sikkert godt at slå fast.
Lige så rigtigt er bemærkningen om at 'det vil være useriøst at afvise, at mediedækningen kan forstærke en tendens', og følgelig, at medierne må forholde sig til et ansvar under krisen.
Leif Beck Fallesen skriver for Børsens vedkommende at målsætningen er 'at give et retvisende billede af udviklingen, med de bedst mulige data og flest mulige input til læserens egen beslutningsproces ... Den daglige retvisende dækning er en selvfølgelig pligt over for Børsens læsere'.
Substansen er med andre ord ambitionen om at give en retvisende dækning af udviklingen. Men hvad betyder retvisende, og hvornår er dækningen retvisende?
Ordet er hentet fra regnskabsterminologien, nærmere bestemt fra årsregnskabslovens kapitel 3, hvilket næppe er tilfældigt. Retvisende handler i min fortolkning bl.a. om at give en helheds-, bruger- og faktaorienteret dækning. Det hører til de højere skoleridt at bedømme om de enkelte mediers dækning er retvisende efter denne opskrift, men mon ikke de fleste redaktører vil hævde at deres dækning opfylder kravene, i hvert fald når målgruppen tages i betragtning.
Således forstået er begrebet retvisende faktisk ikke særligt oplysende. Det er vel nærmest et selvfølgeligt krav, eller i hvert fald et krav som læserne forventer at få opfyldt for at bevare tillidsforholdet til mediet.
Derimod er en retvisende dækning næppe tilstrækkelig. Skal læseren bevare tilliden til den journalistiske dækning han forbruger, må han eller hun også forvente at mediet forholder sig synligt kritisk til sine kilder, som først og fremmest omfatter de mange institutioner der forsøger at præge vores meningsdannelse samtidig med at de varetager deres egne interesser! Og hvem gør ikke det?
Man kan derfor spørge Leif beck Fallesen - og hans gode redaktørkolleger - om de forholder sig synligt kritiske over for f.eks. Dansk Industri, Dansk Landbrug, penge- og realkreditinstitutterne og alle de andre institutioner der har aktier i krisens løsninger?

Dagbladene på støtten

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Wed, 17 Dec 2008 13:08:00 +0000

Det er uskønt at se en branche der lever af uafhængighed og armslængde fra de politiske og økonomiske magthavere ligge på knæ for at sikre fortsat statsstøtte. Dagbladene modtager i dag 1,5 mia. kr. om året, hvoraf størstedelen er værdien af de betalte dagblades 0-moms (1,1 mkr.), mens 446,8 mkr. blev ydet i direkte støtte, og heraf 392 mkr. til distribution i 2007, jf. Rambølls midtvejsrapport fra september i år.

Sandt er det, at det er svært at få økonomi på bladdrift i så lille et land som Danmark. Dagbladet Information har et oplag på 21.075 i 2007 og en dækning på kun 1,5%. Hvis avisen var udgivet i England der med 60 mio. mennesker er 11 gange større, ville avisen med den samme dækning have et oplag på den gode side af 200 tusinde eksemplarer. Information ville ikke behøve at være landets dyreste avis for alligevel at kunne leve fint af bladsalget.

Gentages regnestykket for Sverige der er 2/3 større end Danmark, ville avisen have et oplag på 35.000. Det er måske ikke så meget mere, men man kan da udgive aviser på det oplag, i hvert fald i Sverige hvor aviserne er langt bedre til at tjene penge end de danske.

De danske dagblade tjente i 2006 12,2 mia. kr. Med omkostninger på 12 mia. blev resultatet af primær drift på 209,5 mio. kr. eller 1,7% af omsætningen, se oversigten. Omsætningen vokser i 2007 til 12,6 mia. kr. Fint nok, men da omkostninger stiger til 12,7 mia. kr., må dagbladene indkassere er underskud på den primære drift på 137,2 mio. kr. eller -1,1% af omsætningen.

Den direkte pressestøtte var i 2006 på 487,4 mio. kr. hvilket svarer til 4% af omsætningen og mere end dobbelt så meget som det primære driftsresultat. I 2007 afskaffes portostøtten og erstattes af distributionsstøtte til husene. Den direkte støtte falder til 403,7 mkr. i 2007, hvor dagbladene har et underskud på driften på 137 mio. kr. Uden støtten ville de danske dagblade have indkasseret et negativt resultat på 540 mio. kr.

De svenske dagblades økonomi er belyst i detaljer. Hvert år udarbejder professor Karl Erik Gustafsson en rapport til den svenske Presstödsnämnden. Det fremgår af rapporten at de svenske dagblade i 2006 omsatte for 19,7 mia. Skr. Resultat at den primære drift udgør 1,5 mia. Skr. eller 7,8% af omsætningen (danske dagblade havde til sammenligning 1,7%). I 2007 stiger omsætningen til 19,9 mia. Skr. og resulatet af primær drift til 1,6 mia. Skr. eller 8,1% af omsætningen (danske dagblade -1,1%).

Sammenligner vi resultat før skat (sv. nettoöverskott) i forhold til omsætningen, var det i Danmark 2,8% i 2006 og -1,4% i 2007. I Sverige udgjorde resultatet før skat 11,1% i 2006 og 12% i 2007.

De svenske aviser modtager mindre støtte end de danske. Målt i forhold til omsætningen fik de danske aviser 4% i 2006 og 3,2% i 2007, mens de svenske aviser fik 2,2% begge år.

De svenske avisers omsætning er stort set fordelt på annoncer og bladsalg som de danske, men svenskerne får meget mere per millimeter end danske aviser i 2007, 11,96 Skr. mod 7,18 kr. herhjemme, faktisk 67% mere per millimeter.

Når svenskerne er så meget bedre til at tjene penge, skyldes det ikke at flere avislæsere. I Sverige er der 67 dagblade, mens vi kun udgiver 30 titler. De svenske avishuse er mere kommercielle, aviserne koster mindre, hvorfor de har en større dækning og får højere annoncepriser, og de svenske aviser har ikke et fintmasket net af gratis distriktsblade der kannibaliserer på dagbladene. Redaktionelt er de svenske aviser mere lokalt orienteret.

På kort sigt kan de danske dagblade ikke stille meget op med denne viden om de svenske kolleger. Den nyligt overståede, kostbare krig med Nyhedsavisen og den stadig dybere lavkonjunktur forstærker indtjeningsproblemet i dansk presse.

Derfor må dansk presse ned på knæene og banke på porten til Kanossa.

De universelle rettigheder

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Sat, 13 Dec 2008 16:34:00 +0000

Menneskerettighederne fyldte 60 år i onsdags, den 10. december. Information fejrede dagen med en leder, hvori Palle Weis godt nok syntes at der var meget at glæde sig over, men mere at begræde. Det gælder ikke mindst det islamiske angreb mod menneskeretighederne, som var emnet for Roy Browns kronik i avisen. Med udgangspunkt i Cairoerklæringen fra 1990, lykkedes det for de islamiske lande at få flertal for en resolution om begrænsning af ytringsfriheden når det gælder religion.
I det hele taget har menneskerettighederne det skidt med religionen. I Berlingske Tidende skriver Søren Krarup samme dag en kommentar under titlen '60 år med religionserstatningen'. Smag lige på det sidste ord igen. Menneskerettighederne udspringer af den humanisme der opstod i kølvandet på 2. verdenskrig, og humanisme er i følge Krarup en tro, ja en overtro - 'på den absolutte lighed, overtroen på 'rettigheder' der er kommet ned fra himlen og som skal gælde for alle overalt' - der erstatter kristendom.
Problemet for både islamisterne og for Søren Krarup er at menneskerettighederne er universelle. På engelsk hedder de simpelthen Universal Declaration of Human Rights. I samme udgave af Berlingske skriver Per Stig Møller og Ulla Tørnæs i en fødselsdagskronik uden tøven 'Menneskerettighederne er universelle'.
Ret beset er det noget vås, og når Søren Krarup spørger til menneskerettighedernes status, om de stammer fra en guddom, fra evige religiøse skrifter, fra udødelige filosofiske principper, eller om de er en menneskelig opfindelse, har han jo ganske ret. Menneskerettighederne er udsprunget af et ideal om frihed og lighed for alle overalt, som er inderligt sympatisk, men langt fra indlysende for alle. Og det skader accepten af menneskerettighederne at selv Danmarks udenrigsminister behandler menneskerettighederne som givet af en højere instans.
For selvfølgelig er menneskerettighederne skabt af mennesker. De er vedtægter og udtryk for en ideologi, hverken mere eller mindre. Tror man at menneskerettighederne har fast moralsk grund under sig, at de er objektive og uforanderlige, er man tilhænger af en moderne, naiv naturretstænking. Den stammer fra Aristoteles der siger at det naturlige er det der er gyldigt overalt (1134b18). Men Aristoteles talte ikke om alle og enhver; han tænkte på de lige og frie mænd i Athen. I virkeligheden adskilte den kloge mand bare de individuelle menneskelige love der gælder i forskellige samfund fra naturen der er ens for os alle. Men fordi vi er underkastet de samme vilkår, følger ikke med nogen nødvendighed at vi har samme rettigheder.
Hvis nogen ødelægger Aristoteles' pragmatiske fornuft, er det Thomas Aquinas der udvidede Arstoteles etik fra den græske polis til at gælde hele det gudskabte univers, og som forankrer 'den naturlige' lov i Guds evige. Allerede her er vi på afveje, i en god sags tjeneste vel at mærke. Og det er den Søren Krarup har et godt øje til.
Bedre bliver det ikke når man vendre blikket fra menneskerettighedernes idealer til deres praksis. Så står det, som selv Per Stig Møller erkender, rigtigt dårligt til. Noget kunne tyde på at vi mennesker slet ikke har så god en natur som menneskerettighederne forudsætter. Faktisk findes der ganske mange eksempler på menneskelige love eller adfærd der ødelægger billedet af at alle er 'lige i værdighed og rettigheder', tuneserloven f.eks.
Hvis vi vil i dialog med islamisterne i FN, må vi lade være med at tage menneskerettighederne for givne. For det er de ikke. Og vi må tage menneskerettighederne så alvorligt, at vi også lader dem lede vores praksis.

Gavner eller skader prisforhøjelser

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Tue, 09 Dec 2008 15:44:00 +0000

Hvilke argumenter anføres for at hæve avispriserne ?

Gorm Wessing Flyvholm mener at prisforhøjelser er fornuftige hvis man ser på kerneabonnenterne og giver køb på de læsere der alligevel er gået over til gratisaviserne. Han argumenterere for at oplaget falder uanset prisen, og at en bedre redaktionel dækning til de trofaste lønner sig på bundlinjen. Grundlæggende taler han om en malkestrategi hvor den trykte avis vil indtage en stadig mindre plads i forhold til netet og andre platforme.

JP/Politikens Lars Munch henviser til den intense konkurrence blandt de landsdækkende dagblade i Danmark der har drevet rabatrytteriet op på et så højt niveau at det er nødvendigt at kompensere med prisforhøjelser. Han mener ikke at oplaget falder som følge af højrere priser; oplagsnedgangen skyldes det store medieudbud. For det tredje mener Lars Munch at danske aviser må kompensere for lave annoncepriser med højere priser på bladsalget. Endelig fremhæver han at tabet på aviserne opvejes af stigende kontakter og indtægter på nettet.

Lad argumenterne stå et øjeblik.

Hverken Lars Munch eller Gorm Wessing afviser at prisforhøjelser fører til oplagsnedgang, men de prioriterer hver for sig for at prisføjelser giver højere profit, og det er det vigtigste. Ingen af de to nævner gratisaviser eller gratisnyheder på nettet. Begge argumenterer om prisen på kort sigt, og begge ser prisen som en passiv tilpasning på et trængt marked.

Det er næppe nødvendigt at gentage argumenterne imod prisforhøjelser. Se dem selv i historien 'Dødens Gab' på journalisten.dk.

For den tænksomme læser følger her et par overvejelser til debatten:

1. Hvis du vil øge oplaget, forekommer det uklogt at hæve prisen på et marked hvor danskerne er storforbrugere af gratis nyheder på print og web. Hvis læserne synes at de trykte aviser er dyre i dag, bliver de blot bekræftet når priserne stiger.

2. Hvis du mener at oplagsnedgangen er uafvendelig, gælder det om at få mest muligt ud af det sivende oplag, også selv om prisforhøjelser forstærker oplagsfaldet. Dette er malkestrategien, som i øvrigt understøttes af stofdelingstanken der spreder de faste redaktionelle omkostninger på Husets produkter og platforme.

3. Kan man bruge prisen offensivt og strategisk i stedet for defaitistisk og kortsigtet ? Findes alternativer til den store generelle prisnedsættelse som ingen tror kan tjene sig hjem ? Findes alternativer til den nuværende rabatpolitik der tilgodeser nye abonnenter, og lader de trofaste bløde ? Kan oplagsfaldet bremses med et prisstop ?

4. Dagbladet Information brystede sig en gang af at være Danmarks dyreste avis. Det er ikke gået avisen ilde. Faktisk er oplaget steget med 2% siden 1. halvår 2006 (på linje med Weekendavisen og kun ovegået af Børsen der er steget med 3,3% i samme periode). - Er Information et forbillede for JP/Politiken ?

5. De fleste vil mene at der er en sammenhæng mellem pris og oplag. Tilsyneladende er den ikke entydig. Der må være nogen derude der kan løfte debatten med faktuelle oplysninger om virkningerne af prisforhøjelser og måske også prisnedsættelser. Jeres bidrag er velkomne!

Hvor blev læserne af ?

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Sat, 15 Nov 2008 12:26:00 +0000

Læsertallene for oktober 2008 efterlader mange med undren. Umiddelbart er gratisavismarkedet bestående af 24timer, metroXpress, og Urban blevet 346 tusinde læsere fattigere siden oktober 2007. Lægger man Nyhedsavisens 550 tusinde læsere til de 346, er der forsvundet 896 tusinde læsere, dvs. at markedet er blevet godt og vel 900 tusinde læsere mindre på et år. Mystisk.

Aktualitetstallene er månedstal og derfor mere usikre end de læsertal kampagner bliver disponeret på. Et gennemsnit af månederne august - oktober 2007 og 2008, viser lidt mindre udsving, men samme tendens: De tre bestående titeler har mistet ca. 260 tus. læsere; med Nyhedsavisens 490 tusinde, er markedet reduceret med 750 tusinde eller lidt under 40%.

Tallene taler under alle omstændigheder om en gigantisk nedtur for 24timer (-28%), en noget mindre for Urban (-15%) og en endnu mindre for metroXpress (-7%).

Vi kender endnu ikke oplagsbevægelserne. Men 'velinformerede' kilder oplyser at oplaget på 24timer er reduceret drastisk, og det forklarer udviklingen for så vidt angår 24timer.

Det store spørgsmål gælder Nyhedsavisens mere end 450 tusinde læsere. Hvor er de blevet af ? Det er der næppe nogen der kan give et udtømmende svar på. Sandsynligvis skal vi starte med at trække Nyhedsavisens dobbeltlæsere fra de 450+. Hvis denne andel er stor, f.eks. over 50%, følger det at kun halvdelen af Nyhedsavisens tidligere læsere er i spil som potentiale for andre aviser. De resterende enelæsere af Nyhedsavisen behøver imidlertid hverken at være loyale avislæsere - hverken over for Nyhedsavisen eller over for aviser i det hele taget. Strengt taget behøver de ikke engang at være avislæsere overhovedet. Dvs. at de i dag er vendt tilbage til kombinationer af tv-avis, radionyheder, lokale ugeaviser som de måske supplerer med lånte aviser.

Ingen kender svarene, og formentlig er der heller ingen der har lyst til at finansiere en undersøgelse der kunne kaste lys over disse størrelser. De nærmeste til at forske i Nyhedsavisens forsvundne læsere er nok Gallup der har tallene og måske også en konsulent med blot et mikroskopisk forskergen til gravearbejdet.

Finanskrisen og PR

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Thu, 06 Nov 2008 08:30:00 +0000

Fianskrisen må have lært os - og journalister i særdeleshed - skepsis over for folk med stor gæld. De forskønner deres økonomiske situation til det sidste, og de bruger PR til at dække over deres store risici.
Finanskrisen er et nederlag for PR-folkene der bliver ført i marken for at føre offentligheden, kunder, leverandører, ansatte og banker bag lyset. Det gælder uanset om de risici de skal bortforklare dækker over sunde motiver, en strategi der var tænkt sund, men bare mislykkedes eller blev ramt af uheldige omstændigheder - eller om motiverne bag var grådighed, spekulation og en vildt risikabel strategi gennemført for lånte midler.
Det gælder de islandske banker, det gælder Baugur der stod bag Nyhedsavisen herhjemme, og det gælder de højt gearede boligprojekter der har drevet banker til lukning eller ufrivillig fusion.
Ingen kan på nuværende tidspunkt sige om Mecom der ejer Berlingske hører hjemme i denne kategori. Men David Montgomery er forgældet. Han skylder 546 millioner pund, mere end tre gange indtjeningen, og han inversterer aggressivt i et faldende marked som alle andre flygter fra. Han bliver efter alt at dømme tvunget til at sælge ud af sine selskaber for at tilfredsstille bankernes krav om gældsnedbringelse. Spørgsmålet er hvilken pris han kan få for sine aktiviteter, og om det han står tilbage med, bare minder om den strategi (den paneuropæsike avisgruppe) han startede med. Tvinges han ud i et brandudsalg, bliver salgspriserne formentlig derefter. Strategien forsvinder med selskaberne, og han risikerer en konkurs.
Det kan være opskriften på et utidigt skrækscenarie, men der er grund til at mobilisere en sund skepsis. Montgomerys møder med Nyhedsavisens Morten Lund var kompromitterende, og gælden er formidabel.

Om finanskrisen

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Tue, 21 Oct 2008 09:01:00 +0000

Man kan nysgerrigt spørge om årsagen til finanskrisen, til dens udbrud, forløb og virkninger. Mere interessant er måske spørgsmålet om hvorfor krisen ikke blev kvalt i fødslen. Og i tillæg hertil om medierne har spillet en konstruktiv rolle.

Økonomer kan undersøge sammenhængen mellem boligprisernes himmelflugt, de finansielle institutioners medvirken i finanseventyret og regeringernes politiske medansvar for at fremme eller ikke at standse krisen i opløbet. Alle peger på det usunde og spekulationsprægede amerikanske boligmarked som ondets rod med subprimelånene som udløsende faktor.

Det er let at lægge ansvaret på den amerikanske økonomi. Også her hjemme har vi liberaliseret boligfinansieringen, også danske ejendomme omsattes til skyhøje priser, og også i Danmark har både finansielle institutioner og privatpersoner tjent milliarder mens markedet var glohedt.

Man kan argumentere for at finanskrisen skyldes skæbne, kriminalitet eller en blanding af grådighed og skødesløshed. Hvis skæbnem står bag , er der tale om ude- eller ovenfra kommende omstændigheder der søger for at træerne ikke vokser ind i himlen; sådan noget i stil med at en tilbagevendende krisebestemt lavkonjunktur er en uomgængelighed som vi står magtesløse over for. En brist i systemet som ingen kan klandres.

FBI anholdt i eftersommeren 16 personer med tilknytning til Bear Sterns der først udstedte de højtforrentede værdipapirer som reelt var værdiløse, men som blev opkøbt af uforsigtige investorer overalt på det globale marked. Fører dette spor til domfældelse, har vi en behagelig og letforklarlig årsag til krisens udbrud i USA, men ikke på dens forløb i Danmark.

Selv om alle tre faktorer kan spille sammen, hælder jeg mest til kombinationen af grådighed og skødesløshed. Spekulation er lovligt, også når det antager globale dimensioner, og det uanset om private belåner deres ejendommes værdistigninger, om de høster gevinsten ved salg, eller om de optræder som driftige erhvervsfolk med stærkt gearede investeringer. Eller om hæderkronede institutioner som Danske Bank eller knap så dydige småbanker står bag.

Indlysende brister opstår når Finanstilsynet der skal føre tilsyn med de finansielle institutioner, svigter. Når Regeringen der fører økonomisk politik, som følger konjunkturudviklingen, og som skal justere de økonomiske rammer, svigter. Og når pressen ikke magter at rejse kritik af en udvikling som åbenlyst løber løbsk.

Senest kan man efterlyse journalistik der søger at placere ansvaret for Finanstilsynets svigt, historier der undrer sig over at udenlandske regeringer får aktier i de finansielle institutioner som modtager hjælp, mens danske pengeinstitutter købte sig fri for nationaliseringer, eller undren over f.eks. Danske Banks storstilede CSR-politik der åbenbart ikke omfatter rettidige advarsler mod en økonomisk udvikling der skader samfundsøkonomien. Hensynet til bankens vækst og indtjening går forud for den gode vilje når det gælder samfundet.

Letvægter Lund

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Thu, 18 Sep 2008 07:03:00 +0000

De begivenheder der gik forud for lukningen af Nyhedsavisen, ligner mere og mere selskabslegen Jerusalems Brand fra Asterix. Spørgsmålet om hvem der er helt, og hvem der er skurk fortaber sig i modstridende beretninger fra David Montgomery og Morten Lund.

Men måske har de begge fået hvad de ønskede, på bekostning af Nyhedsavisen, dens ansatte, mindretalsaktionærerne og leverandørerne. I så fald deler de to skurkerollerne mellem sig, omend Morten Lund fremstår mere pjusket og utroværdig end Montgomery.

Faktum er at Montgomery har fået hvad han ønskede, lukningen af Nyhedsavisen, og Morten Lund har fået hvad han ønskede, en plads i Richard Bransons tænketank.

Vi ved ikke om Morten Lund også har fået 15 mio. engelske pund, men de kan jo gemmes mange steder. Vi kender ikke forbindelsen mellem Branson og Montgomery, men den er vel sandsynlig, begivenhedernes rækkefølge taget i betragtning.

Montgomerys motiver er ikke uklare set med den internationale kreditkrise som baggrund. Han driver en stærkt gearet virksomhed på et faldende avismarked der er afhængig af villige långivere og overkommelige renter og afdragsvilkår. De betingelser bliver stadig vanskeligere at opfylde, og han må, som en anden islænding, sælge fra (Norge og Polen) og lukke huller (Nyhedsavisen).

Begivenhederne lugter fælt af to trængte skurke der har fundet hinanden. Morten Lund påtager sig fjumrerøvens rolle, og indrømmer uden blusel at han har lavet aftaleudkastet for at blive konsulent for Montgomery. Hvordan aftalen også skulle blive til fordel for Nyhedsavisen, som han tilsyneladende havde besluttet at lukke, skylder Morten Lund en forklaring på. - Montgomery vasker distingveret hænder i kulissen.

Et sandsynligt scenarie ? Døm selv.

Exit Nyhedsavisen

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Mon, 01 Sep 2008 06:19:00 +0000

Nyhedsavisen døde ikke af for lave ambitioner. Avisen lukkede ikke på grund af JP/Politikens eller Berlingskes anstrengelser for at sende avisen tilbage til de islandske lavasletter den kom fra. Avisen lukkede ikke på grund af dårlig ledelse eller for lave annoncepriser.

Nyhedsavisens endeligt skyldes for få læsere per eksemplar. Danmarks mest læste avis havde 575 tusinde læsere per dag i 1. halvår 2008. Med et oplag i juni på 407 tusinde eksemplarer gav det avisen 1, 4 læsere per eksemplar. Et halvår tidligere, 2. halvår 2007, havde avisen kun en læser per eksemplar.

Fra starten regnede Svenn Dam med at få godt og vel to læsere per eksemplar. Det ville have givet avisen mellem 800 tusinde og en million daglige læsere i stedet for det knapt 600 tusinde avisen opnåede, inden den drejede nøglen om.

Man skal ikke være økonom for at regne ud at forudsætningerne for udgivelsen svigtede fatalt. Med 800-900 tus. daglige læsere havde avisen med det samme omkostningsniveau fået måske ikke dobbelt så meget, men dog væsentligt mere for sine annoncer.

Nyhedsavisen nåede at føre suverænt på annoncesalget. Avisen havde en andel af gratisavismarked på 45% i 1. halvår 2008. Det er 40% over den næststørste, metroXpress.

Der drikkes nok en skål hist og her rundt omkring i de danske bladhuse for at fejre at en fæl konkurrent er bukket under. Det er forståeligt; Nyhedsavisen har kostet branchen enorme summer. For danskerne er det ærgerligt at det er den redaktionelt mest ambitiøse gratisavis der har opgivet kampen.

Opgør med Amerika

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Fri, 29 Aug 2008 14:57:00 +0000

Amerikanerne vender sig mod den moralske deroute i deres eget land. En befriende erkendelse. 'Vi amerikanere evner ikke eller er for tiden dysfunktionelle til at hjælpe os selv', skriver Naomi Wolf der indser at hun ikke kan elske sit land, som det er nu. 'Et lovløst Amerika er et globalt problem, som truer hele det internationale samfund'.

Amerikaerne tager ikke let på nationalismen. Amerikanerns kærligheden til deres land og dets flag er mindre forståelige for os i den gamle verden der forbinder det nationale med kolonihaver og friskbagt wienerbrød, måske ved festlige lejligheder med Dannevirke og Dybbøl .

Amerikanernes optagethed af fædrelandet omfatter også følelse af en sympatisk moralsk ansvarsfølelse som stikker dybt.

Jeg havde tidligere på ugen et påtrængende problem. Jeg skulle her og nu bruge data om webadfærd i USA fordelt på demografi. Jeg fandt oplysningerne hos Nielsen Ratings, men vejen til dem var brolagt med store omkostninger, lang ekspeditionstid og den omstændighed at Nielsen ikke sælger analysedata som en slikbutik sælger bolsher.

Den venlige Nielsen konsulent lyttede til min forespørgsel og mine forsøg på at skaffe data fra andre kilder, og bad mig om at sende ham en mail med toplinjen 'Nice talking to you'. Et par timer senere vendte han tilbage med alt hvad jeg kunne ønske mig, og denne tekst: "Here you go. Good luck with your presentation! - Trying to improve the world perception of the USA…"

Tak til Henry på Nielsen Ratings!

Naomi Wolf er kun en af godbidderne i Information der veloplagt er vågnet op efter sommerdvalen. Men det er en anden historie.

Børsen og boligkrisen

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Fri, 20 Jun 2008 09:07:00 +0000

Gassen er gået af ballonen, boblen er bristet og Børsen tager ordet 'krise' om boligmarkedet i anvendelse.

Få har som Børsen på lederplads rost den danske realkreditsektor for innovation, indtjening og gennemsigtighed. Omend baggrunden er trist for mange mennesker, er det fornøjeligt at læse de eufemismer lederkribenten anvender i analysen af boligkrisen. Vi kan således 'slå os selv oven i hovedet med at have indført muligheden for afdragsfrihed', og vi kan 'opleve negative stød til økonomien fra boligmarkedet'.

Problemet er i følge Børsen ikke indførelsen af afdragsfrihed, men at den faldt sammen med en periode med lave renter. Indførelsen af afdragsfrihed var heller ingen fejl. Afdragsfriheden er 'næret af den internationale psykologi i boligmarkederne', af konjunktur- og renteudviklingen, der som naturen er undergivet op- og nedture, og som kommer til os udefra.

Børsen tegner et alt for venligt billede af årsagssammenhængen.

Få er uenige i at boligkrisen, eller i hvert fald accellerationen af den, først og fremmest har rødder i de amerikanske højrisiko sub-prime lån. Udviklingen af dem skyldes forhold som amerikanske liberalister formentlig også på et tidspunkt har betegnet som innovativ og effektiv boligfinansiering, men som slet og ret skyldes grådighed, spekulation og - det kan vi se nu - også kriminalitet. I hvert fald er den amerikanske hedge fond Bear Stearns to tidligere direktører Ralph Cioffi og Matthew Tannin nu anklaget for bedrageri til 1.4 mia. dollars. Flere følger efter.

De danske penge- og realkreditinstitutter har pligt til at se sikre at låntager kan stille tilfredsstillende sikkerhed og har tilstrækkelig betalingsevne. Børsen kunne interesserer sig for om nogen har svigtet i konkurrencens hellige navn.

Peter Lincks oprejsning

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Wed, 28 May 2008 06:46:00 +0000

TV2 viste en højst interessant udsendelse om Peter Linck i går aftes, især når man har kendt Peter Linck - og hans meget kompetente rådgivere. Linck var min kunde i et år, fra oktober 2001 til oktober 2002. Forholdet var ren forretning, og jeg har ingen problemer med at respektere den fortrolighedserklæring jeg underskrev ved samarbejdets start. Så bare rolig, der kommer ingen celebre afsløringer eller anekdoter i det følgende.

'Forførerens Fald' er en omhyggelig iscensat sag. Udsendelsen skaber en myte om Peter Linck som manden med det sjældne mod, den store vision der kunne have forandret verden, og den inspirerende leder for det journalistiske drømmehold der fornyede dansk presse - men som desværre blev væltet over ende af en lille, dum og smålig kreditor med 113 tusinde kroner til gode.

Udsendelsen er ikke belastet af janteloven; tværtimod bæres Peter Linck af en entusiasme og velvilje der med liv og farver og kone forviser de kløgtige bemærkninger fra Tøger Seidenfaden og Henrik Bo Nielsen til bureaukraternes triste verden.

Genren er ubestemmelig - portræt, dokumentar eller gendigtning - og efter min mening en usmagelig blanding af fakta, protagonistens erindringer og fiktion. Hvis du er i tvivl om den useriøse hensigt, så kig lige på tv2.dk hvor du kan besvare de dybe spøsmål: "Hvordan reagerede du på Dagens konkurs?" og "Drømmer du om at starte noget stort?" Svaralternativerne er lige så banale som spørgsmålene. Åndelig husflid.

Hovedspørgsmåler er naturligvis hvorfor det gik så galt som det gjorde, når nu alle er enige om at projektet var stort og havde fremtiden for sig ? - Det spørgsmål havde udsendelsen ikke andet svar på end Peter Lincks, og kritikernes påstand om de 'forretningsmæssige amatører'. En ting synes klar: Det er ikke de deltagende journalisters svigt! Tværtimod kan man konstatere at alle de journalister der arbejdede på Dagens drømmehold i dag er rævestolte og betragter oplevelsen som et adelsmærke eller en særlig manddomsprøve. Det er mere forslåeligt end Kresten Schultz Jørgensens dubiøse rolle som chefredaktør for projektet.

Peter Linck fik personlig reklame for alle pengene. Myte og branding og oprejsning for hele familien! Kun udgangsreplikken hvor Peter Linck brugte ordet 'psykopat' om sin tidligere adfærd var en ridse i lakken og formentlig en fortalelse.

metroXpress i den gule trøje

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Wed, 21 May 2008 16:54:00 +0000

Gratisaviskrigens første offer blev Berlingskes Dato. Hvem der bliver det næste offer, kommer der et bud på nederst i denne blog.

Med fusionen mellem 24timer og metroXpress har JP/Politiken standset et blødende sår. Det er fornuftigt nok, når JP/Politiken alligevel ikke kan vinde slaget ved egen kraft. 24timer har vundet flest læsere, men er en dødvægt i JP/Politikens økonomi. Med fusionen sikrer JP/Politiken sig en aktie i fremtidens gratisavismarked. Det er ikke så ringe endda.

MetroXpress er ubestridt etapevinder. Avisen har fastholdt sit oplag under krisen, men den har mistet 19% af sine læsere siden 2. halvår 2006 og et ukent annonceprovenu på gratisaviskrigen. Avisen bliver styrket med fusionen og JP/Politiken som medejer.

Nyhedsavisen kan betinget glæde sig over at have en modstander mindre, og på et eller andet tidspunkt formentlig en titel mindre at slås imod. Til gengæld bliver metroXpress en formidabel modstander. Tilsammen har metroXpress og 24timer så mange læsere (900 tusinde ?) at Nyhedsavisen, der i april har flest læsere, må affinde sig med en position som nummer 2.

Den store ubekendte er næppe om eller hvornår metroXpress og 24timer bliver til en tittel. Det er mere interessant hvilken prispolitik det nye MetroXpress A/S vil føre. De der ser fusionen som et signal om en hurtig pristilpasning på annoncemarkedet, skal ikke glæde sig for tidligt. På den ene side vil metroXpress' Søren Riis føle sig fristet til at afvikle krigsrabatterne hurtigst muligt. På den anden side vil annonceprisforhøjelser virke livsforlængende på Nyhedsavisen. Det er mit bud at han vil have is i maven, og at ejerne vil være tålmodige.

Det er alt for tidligt at udpege den endelige vinder. Metroxpress har vundet denne runde. Om det lykkes at knække Nyhedsavisen, afhænger mere af avisens finansielle udholdenhed end af konkurencen på markedet.

Fusionen henviser Urban til en 3. plads, farligt langt under metroXpress og Nyhedsavisen. Urban har skåret en fjeredel af oplaget siden 2. halvår 2006, og den har mistet næsten lige så stor en andel af sine læsere. Det ser ikke godt ud. Skal avisen gøre sig gældende, må Urban fyre op under kedlerne.

Grin eller gråd

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Mon, 19 May 2008 09:14:00 +0000

De 8 betalte landsdækkende hverdagsaviser mister 51 tusinde aviser i dagligt oplag fra 2. halvår 2005 til 2. halvår 2007. Det er halvåret før de gratis husstnadsomdelte aviser blev lanceret, og halvåret efter. Omregnet til læsere per eksemplar betyder dette en stigning fra 3,6 til 3,8 læsere per eksemplar. Spørgsmålet er om stigningen giver grund til glæde eller sorg ?

Faktisk stiger antallet af læsere per eksemplar for ikke færre end fem af de otte aviser: B.T. (4,5), Berlingske Tidende (3,1), Ekstra Bladet (4,3), Jyllands-Posten (3,8) og Politiken (3,9). Læsertallet per eksemplar falder for nicheaviserne Børsen (2,8), Information (4,7) og Kr. Dagblad (3,7). Tallet i parantes er antallet af læsere per eksemplar i 2. halvår 2007

Et stigende antal læsere per eksemplar viser at oplaget falder mere end antallet af læsere. Omvendt falder antallet af læsere per eksemplar når oplaget stiger mere end læsertallet. Det sidste er tegn på fremgang, det første tegn på tilbagegang.

Glæden over et stignede læsertal per eksemplar er til at overskue. De fem store hverdagsaviser med stigende antal læsere per eksemplar er svækket, mens nicheavisrene har relativ fremgang. Om søndagen stiger læsertallet per eksemplar for alle andre end Weekendavisen.

De fleste hverdagsaviser kan til gengæld glæde sig over at læsertallet stiger fra 2006 til 2007; undtagelserne er Information, Jyllands-Posten og kr. Dagblad. Det gælder især Ekstra Bladet, B.T. og Berlingske Tidende. Oplagsudviklingen er der ikke meget jubel over. Kun nicheaviserne og Weekendavisen klarer sig pænt.

Er vi vidne til malkning af de trykte aviser - eller vil vi se de store huse tænke nyt i et omfang der flytter læsere og købere ?

Knivskarpt

noreply@blogger.com (Morten Nielsen) — Thu, 15 May 2008 13:00:00 +0000

"DET SIGES, at der i det gamle Kina, hvor man henrettede med sværd, fandtes en bøddel, der var så dygtig, at hovedet blev siddende på den dødsdømtes hals, efter at det var skilt fra kroppen. Så var der blot at sige: »Vær så god og nik«.
Det er nogenlunde Birthe Rønn Hornbechs situation lige nu."

Skarpere kan det næppe siges. Tøger Seidenfaden er abonnementet værd.