Torben Åndahl - Eike

Jeg faldt lidt tilfældigt over et program på DR K i går – og jeg syntes bestemt at jeg ville dele det med jer.

Programmet hedder Portrættet som kunstværk. Udover at det handler om Brygger J.C. Jacobsens Portrætkonkurrence, så handler det også en portrættets historie og hvad der gør et godt portræt. Jeg synes det er en rigtig fin udsendelse, som både giver lærdom men også sætter tankerne igang i en selv. Programmet kan ses her.

Vinderbilledet blev Torben Åndahls portræt af Eike hvis far tog livet af sig selv og som er en del af en serie af billeder af efterladte efter selvmord.

Portrættet er rigtig stærkt, men der er også mange andre portrætter i konkurrencen som er rigtig seværdige. Både malerier og fotografier.

Derudover vil jeg lige kort anbefale denne serie om fotografiet fra BBC som kan ses på youtube. Jeg har kun set begyndelsen, men det virker som en meget grundig og flot formidlet serie om fotografiets historie - http://www.youtube.com/playlist?p=PLBFC0C63E3B5CFE7B

Forhåbentlig i løbet af et par dage er jeg klar med min første videokritik! Stay Tuned

Jeg vil derfor tilbyde at gennemgå netop din hjemmeside, blog, eller lign. og komme med min personlige holdning til dine billeder, din stil, din præsentation af dine billeder og dig selv, din hjemmeside og meget mere. Det vil blive i form af videoer hvor jeg taler samtidig med at jeg surfer rundt på din side.

Videoen vil blive lagt her på bloggen således at alle læsere kan få noget af ud det. Man kan lære meget ved at se hvad andre gør godt og galt.

Jeg gør ikke dette fordi jeg tror jeg selv er perfekt. Jeg kunne sikkert også selv have brug for nogle råd. Jeg gør det fordi lige meget hvad så er det altid godt at få nogle andre øjne på det man laver, derudover synes jeg selv at jeg har nogle kvalifikationer som gør at jeg har noget at tilbyde.

Jeg vil blandt andet kigge på følgende:

• Dine tekniske færdigheder som fotograf
• Din evne til at danne et sammenhængende flow i dine billeder
• Din personlige stil
• Dit grafiske signalement på siden
• Den tekstlige del af din hjemmeside
• Brugervenlighed og opbygning af din hjemmeside/blog
• Og sikkert meget mere som jeg lige falder over

Hvis du ønsker at jeg skal kigge forbi din side og give nogle ord med på vejen, og det lige meget om du er begynder eller professionel, så send en mail til kritik@marcobjensen.dk med en beskrivelse af hvem du er, både personligt og fotograf, så har jeg noget at gå ud fra!

Sagen er den at jeg er ved at bevæge mig væk fra den tanke. Jeg har længe ikke syntes at et større kamera udstrålede noget specielt, men jeg er nu nået skridtet videre. Jeg vil hellere have en mindre kamera som ikke tager så meget opmærksomhed som det store kamera som med det samme symboliserer fotograf.

Jeg forsøgte i sommers med et par bryllupper hvor jeg afmonterede mit batterigreb og i stedet for at skyde brylluppet med to kameraer, havde en lille diskret taske (som ikke ligner en kamerataske) med 3 objektiver som jeg så kunne skifte mellem i stedet. Jeg kunne ret godt lide stilen. Men vigtigst af alt – jeg tror det er betydelig rarere for brudeparret og andre der bliver fotograferet når kameraet er mindre. For det første blænder man nemmere ind blandt gæsterne og for det andet tror jeg at det for gæsterne virker mere som et snapshop (hvilket det selvfølgelig ikke er) end et stort og vigtigt billede. Jeg tror også det er nemmere at bevæge sig ubemærket rundt og fange flere naturlige situationer, ligesom jeg er sikker på det er nemmere at få lov til at fotografere for præsten i kirken og få lov til lidt mere, når man ikke ligner en soldat i fuld udrustning .

Jeg har set både danske og udenlandske fotografer der kører med et 2-kamera-setup på de vildeste måder. Fx en Cotton Carrier eller andre systemer der gør det muligt at bære 2 systemer nemt. Jeg må dog indrømme at jeg synes at systemerne ser meget voldsomme ud og ligner nærmere noget man bruger i krigssituationer end til noget så festligt og glædeligt som bryllupper.

Det kan godt være at man ikke får lige så meget respekt eller street credit fra gæsterne til brylluppet når man løber rundt med et lille kamera og et lille fast objektiv (Fx 5D MkII + 85mm 1.8), men jeg er ret overbevist om at når gæsterne skal fotograferes til festen og når brudeparret skal stå foran kameraet, så har det stor betydning at man som fotograf ikke gemmer sig bag et kæmpe kamera, men at man i stedet har et lille kamera som løser den opgave at indfange det fotografen ønsker.

Jeg er blevet inspireret af Jasmine Stars måde at tilgå bryllupsfotografiet. Hendes tilgang til fotografiet og til kameraet som et nødvendigt udstyr finder jeg interessant. Den lethed som hun arbejder med skinner virkelig igennem i hendes billeder. Og når man har noget at placere sin selvtillid som fotograf (en selvtillid som går op og ned som en sinus-kurve) så er det ikke længere så vigtigt at opbygge selvtilliden vha. et stort kamera.

Hvad mener du? Er det en naiv tanke, er du mere til 2 store kameraer eller er du også mere til din simple løsning? Og hvilken fotograf ville du hyre til dit bryllup?

Jeg er som mange andre blevet hooked på at lave video/film, og på lørdag begynder vi filmingen af det første store projekt som jeg er en del af. En medstuderende på medievidenskab har sammen med sin kammerat skrevet et rigtigt lækkert manuskript, og jeg blev for nogle måneder siden spurgt om jeg havde lyst til at være med i skabelsen af filmen. Det havde jeg selvfølgelig – også selvom det både var et omfattende og ambitiøst projekt.

På lørdag går vi altså i gang med at optage de første scener. På Odense Havn med 10 personer på sættet. 5 skuespillere, en lydmand, en Make-up-artist, en runner, en instruktør og en filmfotograf.

Jep, jeg skal være filmfotograf for første gang. Egenlig skal min kammerat og jeg hjælpes ad om det, men han er desværre i udlandet de første 2 dage vi skal filme. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang, men samtidig også meget spændt på hvordan det kommer til at gå. Pre-production tager oceaner af tid og det bliver lidt af en  forløsning at komme i gang. Over de næste par måneder skal vi også filme på Tommerup Station, Kastrup Lufthavn og at par andre spændende steder.

Vi har været så “heldige” at blive støttet af Odense Filmværksted, hvilket har gjort det hele lidt nemmere, med det meget stramme budget vi kører på. Alle arbejder frivilligt.

Det var sådan set det, jeg ville bare komme med en lille update inden det hele går i gang på lørdag.

Lad mig begynde med at sige at jeg selv har syntes det og gjort det – Jeg har syntes at graffiti var fedt som baggrund og jeg har lavet billeder med graffiti som baggrund – bare se billedet til højre.

Ideen til dette indlæg startede da en kammerat og jeg skulle bruge en lokation som skulle være rå, byagtig og cool på samme tid. Når vi forhørte os ved andre fotografer og andre “unge” fra byen, så fik vi næsten kun ét svar “Nede ved xxx er der nogle ret fede steder med graffiti”. Det frustrerede os lidt at rå, urban og coolness var blevet lig med graffiti.

Det er helt i orden at almindelige folk, som ikke er fotografer, foreslår steder med graffiti. Graffiti er som sådan symbol på det vilde, forbudte byliv. Men vi fotografer har alle set tusindvis af billeder hvor en kvinde eller en sej mand er stillet op foran en graffiti-mur, og med det mærkat at det skulle være fedt.

Sandheden er at graffiti kommunikerer to ting. Først og fremmest tager de stærke farver meget ofte fokus fra modellen og dét det egentlig handler om. På den måde kommer billedet mere til at handle om det “fede” graffiti på billedet end modellen. For det andet kommunikerer graffiti noget utroligt uopfindsomt hos fotografen. Det er præcis ligeså uoriginalt og uopfindsomt som at smide en ung kvinde i bikini op på køleren på en mekanikerlærlings VW Golf, som er gejlet til ugenkendelighed, og så per automatik forvente et fedt billede.

Det bliver aldrig noget rigtig fedt slutresultatet.

I stedet synes jeg vi som fotografer skal forsøge at tænke mere over valgene. At noget måske er fedt i sig selv betyder ikke at det er fedt som en baggrund eller prob på et billede. Jeg synes vi skal kigge mere efter hvordan fashion-fotograferne gør det. De har en fantastisk evne til at benytte simple objekter til at sende et klart budskab samtidig med at det fotografiske er i top.

Tænk over de valg du tager, og dem du ikke tager!

Julen er et stort kapitalistisk fænomen

Brochuren, som jeg formoder er sendt ud til den almindelige borger, er provokerende, så klichefyld at det er hamtende cool og gennemført i sit udtryk.

Vi har at gøre med et produkt som plejer at sælge sig selv på nemmeste vis med pæne dame i undertøj. Hunkemöller har dog i denne brochure taget konceptet et skrift videre og skåret det hele ind til benet og såmænd også lige ud i pap.

Det er stadig letpåklædte damer der er i centrum, men kvinderne er hamrende ironiske i deres udtryk, som ikke lader dem stå tilbage som kvinder der bliver beskuet, men som kvinder der sender et klart budskab.

Jeg er sikker på at 70′ernes feminister ville råbe vagt i gevær, mens post-feministerne forhåbentlig vil juble over en serie billeder som udfordrer den vestlige verdens kvindesyn.

Udover det, så bryder billederne med de fleste fotografiske skrevne og uskrevne regler med masser af forstyrende elementer, skæve motiver osv. Det giver serien får sit helt eget præg. Jeg ved desværre ikke hvem fotografen er, men hvis nogen ved det, så skriv det endelig nedenunder.

Det er rart at se nogle firmaer tage chancer og bryde med traditionerne og konventionerne.

Se resten af billeder her

Jeg har de seneste par måneder skruet lidt ned for antallet af fotograferinger. Dels fordi jeg er startet på mit tilvalg på et helt nyt studie på universitet, men også for at få en smule luft og tid til tænke over tingene. Efter en rigtig god sommer med masser af arbejde, fandt jeg det nødvendigt at tage et lille afbræk og tænke lidt over hvad jeg vil med fotograferingen.

Min aller største frygt mht. at være fotograf er at komme til at gå på autopilot og begynde at fotografere uden hverken sjæl eller kreativitet. Jeg synes man ser det igen og igen hos de proffecionelle fotografer. Det hele kommer til at handle om at tjene penge (hvilket jo som sådan er meget forståelig) og ikke så meget om kærligheden til den kreative process i fotograferingen. Fordelen ved at have fotograferingen som et “sideerherv” med meget få og små faste udgifter er at man kan skrue  op og ned for arbejdsmængden. Det er et kæmpe plus som gør at man kan arbejde mere frit og endda tillade sig at sige nej tak til opgaver.

Emnet ligger ofte mellem linjerne på flere fotografers blogs. Og jeg er ret overbevidst om at netop de fotografer som deler deres arbejder og skriver om deres arbejde, er dem der er bedste til at reflektere og perspektivere deres arbejde og dermed holde gang i kreativiteten og lysten.

Tiden har for mig betydet lidt plads til at tænke og dykke ned i andre emner som ikke på samme måde har givet “udbytte” for mig som fotograf. Jeg har bl.a. brugt en del tid på at lære film-verdenen at kende. Mit nyt studie på medievidenskab har gjort at jeg er kommet i kontakt med flere som også går med idéer og videoprojekter. Det er ret fedt sådan helt frit bare at dykke ind i et “fag”, ligesom da man blev interesseret i fotografiet.

Det betød dog også at jeg begyndte at redesigne min hjemmeside hvilket endte i at jeg valgte at kode siden helt fra bunden, igen! Det er kun et år siden jeg sidst kodede min side fra bunden. Men på det år var der sket en hel del, og min gamle side reflekterede ikke rigtigt mit arbejde som fotograf. Man kan jo kun gætte på om det samme vil ske om et år, men på en måde kan man jo godt håbe at man igen har udviklet sig så meget at en hel ny side er nødvendig!

Jeg kom lidt vidt omkring i dette indlæg. I et af de næste indlæg vil jeg komme ind på én af de idéer eller tanker som jeg har gjort mig og som jeg har sat mig et mål med.

For et par weekender siden havde jeg min debut med film på DSLR. Sammen med min gode kammerat og fotograf + en ekstra fotograf fra Aalborg havde vi 48 timer til rådighed til at lave en film sammen.

Dette indlæg kunne sagtens handle om udstyr, men det er ikke min plan med indlægget. Det skal i stedet handle om alle de fejl og overvejelser som vi lavede og gjorde os i løbet af de to døgn.

Vi havde ikke aftalt noget før vi mødtes. Vi havde 2 x 5D MKII til rådighed + et videostativ, en slider + en ret fint arsenal af objektiver (24-70L, 100L, 85L, 70-200L)

For nemhedensskyld valgte vi bygge filmen op omkring et stykke musik som vi havde rettighederne til at bruge (http://soundcloud.com/piercepierce). Det betød at vi ikke skulle koncentrere os om at lyd eller sync af dette. I stedet satte det lidt større krav i redigeringen da de fleste klip er synkroniseret til musikken.

Helt grundlæggende var vores største fejl at vi ikke havde noget storyboard. Vi havde simpelthen ikke en fælles nedskrevet idé om hvordan scenerne skulle se ud og hvad der skulle foregå. Det betød at vi hver for sig havde lidt forskellige billeder i hovedet af hvordan det skulle gøres. Der betød også at vi måtte “diskutere” det hver gang vi skød en scene. Næste gang skal vi helt sikkert sætte os ned og lægge en meget mere detaljeret plan over hvordan det skal gøres.

Det betød også at vi ikke vidste hvornår vi havde nok materiale til at skabe det vi ville i klipningen. Dette gjorde at vi så at sige måtte improvisere i redigeringen således at vi nåede nogenlunde det der var vores mål.

Filmen skal udelukkende ses pga. æstetikken. Vores fokus var 100% på at lave en film som udnyttede DLSR’s muligheder og som var lækker at se på. Og bare det gav os som sådan nok at se til. I redigeringen var vi ligeledes helt grønne, og vi måtte google os frem til svar på de mindste problemstillinger. Det tager alt sammen tid – derfor var vi fra starten indstillet på at filmen mere handlede om processen end resultatet. – Vi er dog alligevel blevet ret godt tilfredse med filmens resultat.

Lys havde som sådan ikke tænkt så meget over. Vi valgte bevidst at filme om aftenen og natten således at vi kunne bruge store blænder (Vi havde ingen ND-filtre). Det betød dog samtidig at vi det meste af tiden befandt os på ISO 6400 hvilket ikke har givet hverken det skarpeste eller lækreste billede. Men det er dog et mindre problem end det solen ville have givet os.

Desværre at lyset ikke helt ensartet i de klip som ellers foregår på samme scene. Vi var desværre ikke nok opmærksomme på dette, og så sad vi ret meget i saksen søndag nat kl. 03:00 i redigeringen.

Det var vist de væsenligste ting som vi lærte i forbindelse med denne lille produktion. Til gengæld er vi alle blevet ret hooked på at lave mere. Det føles rigtig kreativt at lave film.

Tag hovedtelefonerne på og tag et kik og lyt til vores video. Jeg er meget interesseret i at høre hvad I synes, så kom endelig med jeres kommentar nedenunder!

(Se den i HD på youtube)

Lasse Kofod er efter min mening en hamrende dygtig fotograf som har mange af de evner jeg ikke selv har. Han er i stand til at se motivet, hvor jeg overser det, og så er han en fantastisk historiefortæller. Derudover er hans arkitektoniske øje virkelig godt. Han har – bare de seneste måneder – lavet flere billeder jeg meget gerne ville have hængende på min væg i stuen.

Første gang jeg stiftede bekendsskab med Lasse var da jeg så dette billede:

Jeg synes billeder er hamrende lækkert. Historien, linjerne og toningen. Jeg elsker personen der passivt kigger på mens skateren hænger i luften.

Der er dog specielt 2 serier af billeder som for mig virkelig viser hvad Lasse Kofod kan som fotograf. Under modeugen i København lavede Lasse en serie billeder som samtidig med at være virkelig lækkert for øjnene også fortæller en rigtig god historie om hele modeverdenen. Modellerne ligner dukker og billeder viser detaljerne bag facaden som man normalt ikke får at se. Se serien her

Den post der dog gav mig lysten til at skrive dette indlæg var Lasses billedserie fra bombetruslen i København og den etbenede bombemand. Se serien her.

Især det nedenstående billede har gjort ret stort indtryk på mig.

Billedet viser en pige som fra en bil kigger ind på Ørstedparken som er fyldt med politibiler. Ansigtudtrykket er meget sigende, og sammen med resten af billederne giver serien et rigtig godt billede af den frygt vores samfund – berettiget eller uberettiget – er ramt af. Det er meget mere interessant at se folks reaktioner på begivenhederne end at se massemediernes dækning af begivenhederne, hvor der i stedet er fokuseret på politiet og ligende.

Jeg synes Lasse Kofod har et talent man sjældent  ser blandt amatører i Danmark. Aviserne i Danmark burde hive sådan en gut ind og få fuldt udbytte af talentet. Desværre sker der for tiden i stedet det modsatte i branchen. Billedsiden nedprioriteres og aktualiteten vælges frem for kvaliteten. Jeg håber dog er der alligevel vil være en plads til en historiefortæller som efter min mening er hamrende talentfuld.

Kig forbi Lasses blog på http://kofoden.wordpress.com/. Jeg er selv mest begejstret for hans skaterbilleder og hans mere historiebaserede serier.
Repotagedelen skal du arbejde lidt på Lasse : )

Email

At benytte email som kommunikationskanal virker umiddelbart meget fint, men når det som her bliver gjort fuldstændig upersonligt og automatisk, ja så har det den modsatte effekt. Eksemplet til højre viser hvordan den mail jeg har modtaget senest så ud. Emnet var “job ansøgning” – personen har ikke engang gjort sig så lidt umage som at skrive med stort begyndelsesbogstav og fjerne mellemrummet (Jeg er klar over at dette for mange er svært). Derudover indeholdt mailen ikke andet end to vedhæftede filer som jeg så kunne åbne – hvis jeg turde (man kunne jo aldrig vide hvad de indeholdt). Havde personen nu ringet til mig personligt, så havde jeg højest sandsynligt fået en introduktion til personen inden “de vedhæftede filer” blev åbnet. I stedet sad jeg med en en fornemmelse af at jeg næsten ikke engang gad at åbne dokumenterne når nu afsenderen ikke engang gad at skrive nogen besked til mig.

Da jeg så alligevel fik åbnet dokumentet, blev jeg mødt af skrifttypen Comic Sans (ja, den der var populær i 1990′erne) og med en forkert tiltaleform. Personen havde ikke engang gidet at ændre jer til dig. Nu var der ligesom ingen tvivl mere – denne mail var blevet smidt rundt til samtlige fotografer på fyn som var til stede på Google.

Billeder

Det ene dokument indeholdt to billeder som jeg må indrømme mere lignede et par stock-fotos end nogen ansøgeren selv havde taget. Det ene var den klassiske fotograf-med-stort-kamera-foran-ansigtet-billede som alle amatørfotografer på et eller andet tidspunkt har praktiseret. Det andet billede kunne godt være at billede ansøgeren havde taget, men lignede meget vel et stock-foto. Lige meget hvad, så mangler jeg virkelig nogle billeder som kan gøre mig interesseret i den fotograf der skriver til mig. Lige meget hvilket niveau ansøgeren er på, så vil jeg da se hvordan det ser ud, ellers kan jeg jo på ingen måder danne mig et overblik og et billede af fotografens kunnen.

CV

Derudover fik jeg ansøgerens CV vedhæftet. Heri stod alt fra at personen havde arbejdet på en grillbar 5 timer om ugen, havde været tømmer-medhjælper til at have været i en uges praktik hos en fotograf. De første to er for mig som fotograf fuldstændig ligegyldige. Jeg er kun interesseret i hvad personen har foretaget sig som på den ene eller anden måde har en tilknytning til fotografiet og fotografens arbejde – det værre sig alt fra noget kreativt til computere, osv.

Jeg håber dette lille opstød kan give inspiration eller eftertanke hvis der sidder nogen derude og drømmer om en elevplads eller et job som assistent.