DFs kronprins og finansordfører Kristian Thulesen Dahl holder hulemøder med Venstres finansminister. De spiser DF’erns livret: flæskesteg med sovs, kartofler og rødkål. I finanslovsaftalen skal helst være et eller andet til de ældre i finansloven – og også gerne stramninger, der kan gøre livet surt for asylansøgerne.

For DF har indført den særlige nyskabelse under finanlovsforhandlinger, at alt mulige politiske spørgsmål sagetens kan forhandles samtidigt over den fælles overskrift ”finanslov”. I otte år gik finanslovsforhandlingerne mellem VKO glat og stort set gnidningsfrit, men niende gang kiksede det. Det havde ingen forudset ville ske.

I år begyndte finanslovshowet ellers helt som det plejer. Som perler på en snor, kunne DF allerede i sidste uge dagligt præsentere en række små forlig som partiets sejre. De havde alle stor symbolsk værdi og var også ret nemme at kommunikere: En ældrepakke hvor den kommunale ældremad nu kun må koste 45 kr, 100 flere betjente, skrup-af-check for godkendte asylansøgere, hvis de lader sig repatriere, støtte til danske mindesmærker i udlandet, bevarelse af digterpræsten Kaj Munks hjem osv.

Men i år havde ”Tulle” så været en tur i Vestjylland, hvor han blandt andet besøgte sygehuset i Holstebro. Han fornemmede den store utilfredshed med placeringen af regionens supersygehus i Gødstrup, og så det som en kæmpemulighed, som DF kunne udnytte i kommunalvalgkampen.

Hvad der dog kan undre er, at han valgte at teste statsministeren Lars Løkke Rasmussens troværdighed i netop dette spørgsmål.

Løkke sagde i sin første åbningstale, at sygehuset skal ligge i Gødstrup efter at et politisk flertal i Region Midtjylland – efter møje og besvær – besluttet at det skulle ligge der.

Løkkes troværdighed – som arkitekt bag både sygehusreformen og kommunalreformen blev altså udfordret af Thulesen Dahl.

DF ramte tilsyneladende en grænse for deres ellers uhæmmede populisme ved at kræve det umulige af Lars Løkke. Hvordan skulle han dog efterkomme DFs krav uden at udstille sig selv som en statsminister helt uden rygrad? Det burde en rutineret politiker som Thulesen Dahl kunne have forudset.

Det utrolige er faktisk, hvordan DF forestillede sig, at de kunne vælge dette slag? DF har gennem årene netop været karakteriseret, som dem, der præcist vidste, hvad og hvor meget de kunne forlange.

Denne gang svigtede den ellers sikre politiske situationsfornemmelse tilsyneladende Kristian Thulesen Dahl. Måske fordi Pia Kjærsgaard ikke var ind over, måske fordi Claus Hjort Frederiksen og Thulesen har talt forbi hinanden. Vi ved det ikke.

Status er, at hverken DF eller regeringen ser særlig godt ud i denne sag. Årets finanslovsforhandlinger, hvor DF ellers plejer at høste for sin loyale støtte til VK-regeringen blev på kun tre dramatiske dage vendt fra det, der lignede total sejr til noget, der mindede om et sjældent eklatant nederlag.

Nu slikker DF sårende. Men det kan blive farligt for regeringen, hvis ikke DF bliver tilstrækkeligt kompenseret, så alle kommer videre uden bitterhed. I kroner og ører har DF faktisk ikke fået meget mere end ca. en mia. kr. ud af finansforhandlingerne. Historisk set er det egentlig en rigtig billig omgang.

Claus Hjort Frederiksen ville for eksempel ikke hoverer. Derfor så han heller ikke godt ud i nat, da han svarede uden om på spørgsmålet, hvorvidt det midtjyske sygehus kommer til at ligge i Gødstrup eller Aulum. Det var først hen af formiddagen, at finansministeren var i stand til at give et klart svar.

DF rasede ellers ud på Hjort allerede i går. Det fremgår af Ekstra Bladet torsdag. Angrebene på Hjort forekommer dog ret underligt al den stund, at han om nogen har været DFs bedste ven i regeringen igennem alle årene siden 2001. Efter at DF fik sovet på sagen, indstillede de da også beskydningen af finansministerens håndtering. I stedet blev statsministerens indblanding i forhandlingerne kritiseret.

DF og Venstre pakker lige om lidt disse forhandlinger ned i en ret uklar kompromisaftale, som får lov til at overvintre til efter kommunalvalget. Ja faktisk helt til sommer. DF har fået lovning på at akutberedskabet mv. i udkantsområderne på dette tidspunkt skal evalueres og har foreløbig fået en kvart million til formålet. Det bliver som minimum noget med redningshelikoptere m.v.

Det skulle ikke undre mig, at mange vælgere efter forløbet vil se Lars Løkke Rasmussen i et lidt andet og mere positivt lys. Det kan være ”Lille Lars fra Græsted” drak vel mange bajere på det offentliges regning, men ser man sagen fra, det man kan kalde ”Ny Alliance-segmentet” dvs. borgerlige midtervælgere, så trådte Løkke denne gang i karakter ved at sige fra overfor DF. Det øger al andet lige hans popularitet blandt midtervælgerne.

At det næppe øger statsministerens popularitet hos DF er så en helt anden sag. Men det var de nu selv herrer over denne gang, hvor “Tulle” ikke gav Løkke et andet valg.

Der skete imidlertid noget andet interessant efter murens fald. Økonomer må leve med, at der er meget få muligheder for at lave kontrollerede eksperimenter. Men af og til giver historien os noget, der ligger tæt på. Og murens fald gjorde lige præcis det. De østeuropæiske planøkonomier startede alle fra nogenlunde det samme udgangspunkt (et ringe et). Men selv om de alle gik over til en markedsøkonomi, var det med temmeligt forskellige strategier. Her efter 20 år kan man lære meget af deres erfaringer. Lad os prøve at sammenligne tre af landene, og tillad mig at give min fortolkning af forløbet. Figurerne herunder, sammenligner BNP og arbejdsløshed i de østlige länder, Polen og Ungarn.

Det tidligere DDR blev forenet med Vesttyskland, og DDR blev reelt sat direkte ind i forbundsstatsmodellen. Vesttysklands veludbyggede velfærdsstat blev udbygget til de nye länder. Reallønningerne i Øst blev sat op til vesttyske niveauer, på baggrund af fagforeningskrav. Østtyskland fik en velfærdsstat. De nye länder voksede hurtigt frem til 1994, som følge af den hurtige stigning i realindkomster (og overførsler), for siden bare at have sygnet hen i snart 15 år. Produktiviteten i øst kunne ikke følge med de høje lønninger. Arbejdsløsheden steg til høje niveauer. De unge flyttede til vest (øst mistede 10% af sine indbyggere på 15 år!). De subsidierede boliger endte med at stå tomme (der er en grund til at Berlin er billig). Vest måtte finansiere øst med 4-5% af BNP. Det blev en stagnerende økonomi på støtten. Vest gjorde østtyskland en bjørnetjeneste. Paradoksalt førte det til at Østtyskland i dag stemmer på Venstre partiet. Østtyskland er det mest venstreorienterede af de tidligere kommunistisk dominerede europæiske lande. Det er en god illustration af, hvordan den stagnation et overførsels-program kan fremkalde kan være politisk selvforstærkende, fordi det indebærer at store dele af elektoratet bliver klienter hos staten.

Polen havde ikke nogen rig storebror. Polske politikere var i starten af 90erne hurtige til at gennemføre en ”kold tyrker”. De gik hurtigt over til en dramatisk liberalisering af økonomien. Det kostede en stor krise i starten. Men det har også været en god investering. På trods af, at ingen har sendt store gaver (Østtyskland har i perioder fået 10-15% af deres BNP fra vest) eller netop af samme grund har væksten været stærk. Prisen var høj arbejdsløshed efter omstillingskrisen. Men den er efterhånden faldet. BNP i polen er samlet steget mere end i DDR og arbejdsløsheden er lavere.

Ungarn er en mellemhistorie. Ingen rig storebror. Men politikere der ikke turde konfrontere vælgerne med hårde valg, og en tilbøjelighed til at låne sig ud af problemer. Det betød mindre krise i starten, lavere ledighed. Men også lavere vækst end Polen (men meget bedre end østtyskand efter 1994) og nogle af østeuropas mest problematiske offentlige finanser.

Efter 20 år er dommen klar. Det var og er en økonomisk ulempe for de østlige Länder at de blev indlemmet i Forbundsrepublikken! De store økonomiske overførsler fra vest til øst er ikke alene spildte men har også skabt en politisk anspændt situation med høj ledighed i øst. Det samme fænomen, som rammer lande der finder olie og som forklarer hvorfor Ulandsbistand ikke virker, har ramt Østtyskland. Østtyskland blev fanget i en velfærdsstatsfælde, hvor velmente overførsler fra vest og høje reallønninger har fastholdt en høj ledighed og en trist stagnation. Det kan godt være Berlin er charmerende. Men økonomisk er det en tragedie. I den forstand har muren desværre haft lange skygger.

Her er så dagens provokerende spørgsmål har Danmark økonomisk set et øst- og vesttyskland i sig (blot ikke klart geografisk opdelt)?

Og det viser måske det helt store problem med hel zelaya affæren. for hvis han havde betydelig opbankning, hvorfor giver det sig så ikke udtryk i meningsmålingerne op til præsidentvalget?

Zelaya kom på kant med alle landets institutioner, inklusiv kongressen og hans eget parti, da han, der er valgt for et nominelt liberalt parti, i 2007 drejede sin politik i mere venstreorienteret retning. En konfrontationskurs der endte med hans afsættelse, da han prøvede at gennemføre en folkeafstemning der var i konflikt med konstitutionen.

Man skulle jo egentlig forvente, at den ballade der heraf fulgte med en stor polarisering i det Honduranske samfund, skulle gavne venstrefløjens tilslutning. Det ser ud til at gå modsat. Den kommende præsident forventes at blive “Pepe” Lobes fra det konservative nationale parti. Men muligvis er det springende punkt det flertal af Honduranere, der IKKE stemmer. Alt andet lige må man gå ud fra, at der i denne gruppe er mange der muligvis kunne mobiliseres. Så derfor kan det sagtens være, at venstrefløjen på langt sigt bliver vinderen af de seneste måneders ballade. Den næste præsidentperiode bliver i hvert fald afgørende for Honduras fremtid.

Læs mere om den seneste udvikling her

Læs analysen her.

- er nok et af de spørgsmål, som flest mennesker stiller færrest gange i løbet af deres levetid. For hvem pokker går egentlig op i hvad BNP kan eller skal bruges til; endsige hvordan tallet gøres op?!?

Hvad er BNP?
BNP er bruttonationalproduktet; og bruttonationalproduktet er et tal der viser, den totale markedsværdi af goder og tjenesteydelser, der produceres indenfor en nations grænser, indenfor en specifik tidsperiode.

Hvad kan det tallet bruges til?
Ifølge Doug French: Ikke til ret meget. Og det kan du læse meget mere om i denne fine, omend korte, artikel. Essensen er den, at BNP er en luderværdi (mit ord).

For en mere dybdegående kritik af BNP, kan Økonomia vistnok anbefales (såvidt jeg husker, skrev de nemlig derom for en måneds tid siden).

På min to-read liste i Google Reader var der en forholdsvis ny artikel/klumme fra Wall Street Journal, som De bør læse; og tag endelig ikke fejl: Selvom den er fra Wall Street Journal er der ikke grafer, tal og formler med i den:

The Man Who Predicted the Depression, er titlen på læsestoffet; og det er hurtigt læst. Så læs den gerne og opfordre andre til at læse den. Derefter kan du læse bogen, som den handler om.