Den magtfulde amerikanske tv-station Fox News er i årevis blevet beskyldt for at være fuld af løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder.

Den republikaner-venlige og højreorienterede nyhedsstation bliver også beskyldt for åbenlys propaganda, og noget tyder på, at der er hold i begge påstande.

Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af forskere på University of Maryland.

Undersøgelsen viser, at jo mere Fox News man ser, jo mere misinformeret er man om samfundsforholdene i USA og resten af verden.

Det er fuldt forståeligt, at en seriøs og objektiv avis som Ekstra Bladet udtrykker sin bekymring over ”løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder”, men efter et nærmere kig på Ekstra Bladets dokumentation kan jeg berolige denne blogs læsere: Fox News gør ikke amerikanerne dummere. Snarere tværtimod.

Et nærliggende spørgsmål er derimod, om Ekstra Bladet gør danskerne dummere. Døm selv – og se så i øvrigt dette TV-indslag, som viser, at Fox News havde de mest nøjagtige prognoser og den mest afbalancerede dækning af præsidentvalget i 2008:

Klik her for at se den indsatte video.

SF blev født som et rigtigt protestparti mod magten. Men nu er SF blevet så stor, at man uden problemer udøver noget, der minder om chikane overfor journalister, der ikke makker ret. Journalister, der har skuffet SF-toppen med deres artikler, kan fx opleve ikke at få dem i tale osv. På dansk hedder den slags blacklisting.
Og forleden dag var partiets 24-årige næstformand – fænomenet Thor Möger Pedersen – ude og skælde ud på navngivne kritikere af SFs udlændingepolitik fra koret af centrum-venstreskribenter på Politiken og Information. Det er ellers ikke en opførsel, man normalt forbinder med et rendyrket oppositionsparti som SF, men til gengæld snarere noget SF-vælgere sikkert ville forvente hos de gamle klassiske magtpartier som VK og S.

Den største klynker af dem alle hedder Ole Sohn. Han knalder gerne telefonrøret på, hvis han ikke får sin vilje og føler sig i det hele taget misforstået. Til gengæld er han uofficiel Christiansborgmester i sortsnakkeri. Det er noget som han har øvet sig på i gennem årene, hvor han har skullet bortforklare sin kommunistfortid med kindkys og hyldestbreve til DDR-regimet med indholdsløse fraser og troskyldige blikke. Lige p.t. er Sohn manden SF sender på banen med henblik på at nedtone, at SFs vælgeropbakning øjensynligt er på vej ned.

SF har på mange stræk forvandlet sig fra at være et decideret umodent parti, som man under ingen omstændigheder kunne betro et regeringsansvar til et parti, alle nu tager meget alvorligt fx mht. at stille et ministerhold. Men på et punkt opfører SF’erne sig som om, at man stadig lever som i de gode gamle dage, hvor partiets folk altid var gode venner med journalisterne, fordi de på nogle stræk delte den samme funktion mht. at efterkontrollere regeringen. De dage kan altså snart være slut. Pressen er nu gået i gang med at skrive lidt kritisk om Sohn og Søvndahl, mens SF reagerer som mimoser og magtpartier, som partiet egentlig ser sig i opposition til, ved altså nærmest dagligt at skælde journalisterne huden fuld.

Men hvis SF synes, at de har det så slemt nu, hvor pressen så småt er gået i gang med at kigge dem efter i sømmene, hvordan tror de så det bliver, når de engang kommer i regering? Altså: Dette er i og for sig den sjove tid. Når/hvis SF kommer i regering efter næste valg, så begynder pressen at blive rigtig kritisk. Realiteterne er, at SF nu bør nyde udsigten til at komme på regeringsbænkene efter næste valg frem for at rende rundt på Christiansborgs gange for at pive og beklage sig. SFs spinmaskine, formand og folketingsgruppe har aldrig stået stærkere, så helt ærligt: Hvad tuder I egentlig for?

P.s. Her er en kandidat til dagens “Moment of Zen”: SFs Pernille Frahm mener at Danmark skal boykotte VM i fodbold 2022 i Qatar… (hvor længe tror I, der går før, at Ole Sohn kommer med en kontramelding?)

Why can’t I leave. Ah… I do know why I can’t leave, but I am waiting for you people to tell me. Because you have an ideological filter. This country is a huge prison, with an ideological boundary. And the citizens here are judged by political colors. Here
there are first citizens, and second, and in the fifth category… I
don’t know what category I’m in but I must be in the basement, no? Why? Because of an ideological filter.

Der er mange flere gyldne øjeblikke. Yoani Sanchez siger det, de fleste cubanere tænker, men som ingen tør sige.

I Efteråret 2010 modtog Sanchez Cepos’ Frihedspris (et godt valg). Jeg fik faktisk aldrig fulgt op på, om hun fik lov til at tage til København. Gjorde hun det?

Strobe Talbott i Washington Post:

The obituaries are filled with words not always associated with eulogies: brash, aggressive, unyielding, exhausting. But put those together with effective, pragmatic, purpose-driven, indefatigable and idealistic, and they’re redolent of our national character. Not the Ugly American, and certainly not the Quiet American, but the Can-Do, Must-Do, Get-the-Hell-Out-of-My-Way American.

Fouad Ajami i Wall Street Journal:

American patriotism and American liberalism were still tethered together as Holbrooke made his way. There may have been hubris in that outlook. Our country would be bloodied in distant places, it would learn that the world wouldn’t always bend to our will. But the lodestar remained that essential belief that American power could be a force for the good in the world beyond our shores.

Ahmed Rashid i New York Daily News:

No American has tried as hard to ease the fears, apprehensions, doubts, conspiracy theories and ill-informed views of Pakistanis toward the U.S. as has Richard Holbrooke. His death is a tragedy for American diplomacy – but much more so for Pakistan, because whether you liked him or disliked him, there is no denying that in the last two years, he constantly battled for Pakistan.

The image of Holbrooke wading through floodwater, distributing relief goods to this year’s 20 million flood victims – not once but repeatedly at the ripe age of 69 – is an indelible one, that our own much younger leaders barely ever replicated. He pushed for U.S. helicopters to be deployed in Pakistan for the flood victims. He pushed for more aid money for Pakistan from a reluctant Congress.

Leder i Wall Street Journal:

Military force, as he saw it, was often the indispensable ally of diplomacy, not merely its alternative. That’s a lesson Holbrooke took to his final assignment in Pakistan and Afghanistan as a proponent of President Obama’s surge. In August, he wrote us personally about the task ahead. His counsel is worth sharing: ’We face an extraordinary challenge – and our greatest enemy is time. Americans are by nature impatient and driven by election cycles and screaming cable guys; Afghans see time differently and everything moves more slowly than we expect. If [the mission] is as important as we say it is, we must give it time.’

Holbrooke’s energy and intellect made him America’s best-known diplomat, but we’ll remember him in particular as a diplomat who never doubted America as a force for good in the world.

Foreign Affairs har samlet nogle af Richard Holbrookes bedste artikler gennem årene her.

Ære være Richard Holbrookes minde.

Nej, jeg tænker ikke på spørgsmålet om, hvorvidt der blev fusket med så mange stemmer i Illinois og Texas, at Kennedy illegitimt fik sejren.  Skete det i begge stater, ville Nixon uden denne svindel have vundet en snæver sejr i Valgmandskollegiet (270 mod 252).  Det er formodentlig (også) korrekt, men en helt anden historie*: Jeg tænker her derimod på, at der, selv hvis man tager Kennedys fuskede stemmer med, var der flere amerikanere, der satte deres kryds med den intention, at Nixon skulle være præsident, end tilfældet var med Kennedy.

Ja, jeg ved, at det lyder som en noget vild påstand–og givetvis én, der, alene fordi den rokker ved Kennedys gudelignende status, må være forkert.  Vi har jo altid hørt, at Kennedy vandt en kneben sejr, med et forspring på kun ca. 120.000 stemmer (0,1 pct.point).  Vi kan læse det i Wikipedia og utallige andre steder på internettet—inklusive hos USA’s nationalarkiv.  Vi kan såmænd læse det i alskens mere seriøse arbejder, inklusive guldrandede leksika som Encyclopedia Britannica.

Så hvad taler jeg om?

Det allerførste, man skal lære, før vi går til selve emnet, er, at ved et amerikansk præsidentvalg stemmer vælgerne reelt ikke på præsidentkandidater men derimod på personer, der er kandidater til at være valgmænd (medlemmer af valgmandskollegiet, Electoral College).  Altså det organ, som to måneder efter selve valgdagen (6.I.) mødes i delstatsforsamlinger og dér formelt set vælger præsidenten og vicepræsidenten. Man giver som vælger på valgdagen umiddelbart (som regel) sin stemme til præsidentkandidatnavne; i nogle stater står valgmændenes navne på stemmesedlen, i andre gør de ikke, men afstemningsteknisk sker det altså som et valg af valgmænd.  Disse har så—moralsk, ikke juridisk—lovet, at de efterfølgende vil stemme på en specifik præsidentkandidat.  Så der er faktisk ikke noget antal ”personlige stemmer”, der kan tælles op for de enkelte præsidentkandidater—men stemmer på valgmandskandidater, der har lovet at stemme på de pågældende.  Måske indviklet og unødvendigt, men sådan er det altså.

Det næste, man skal lære, er, at der—uanset noget, der ligner officielle opgørelser på nettet—ikke findes noget ”officielt stemmetal”, af den simple årsag at et amerikansk præsidentvalg ikke er et direkte, folkeligt valg, men at valget af præsidentielle valgmænd kan gøres på forskellig vis fra stat til stat.  USA’s forfatning fastsætter eksplicit (art. 2, stk. 1), at det er delstaterne, der suverænt bestemmer, hvorledes valget af valgmænd skal afholdes (og afgøres), jf. højesteretsdommen i Bush v. Gore (2000): “Each State shall appoint, in such Manner as the Legislature thereof may direct, a Number of Electors, equal to the whole Number of Senators and Representatives to which the State may be entitled in the Congress …”.  Det vil sige, at den ene stat kan gøre det på den ene måde, den anden på en anden, o.s.v.  I princippet kan den ene stat sige, at valgmænd skal fordeles proportionalt, den anden stat at det er ”winner takes all” til den med en pluralitet af stemmerne, og den tredje at det er delstats-nationalforsamlingen, der udpeger valgmændene, og den fjerde stat noget helt fjerde.  Sådanne forskelle har eksisteret–og findes i et vist omfang den dag i dag: Langt de fleste delstater har et ”winner takes all”-system, mens nogle få (Maine og Nebraska) fordeler valgmændene efter, hvem der får flest stemmer i de valgkredse, staten er opdelt i, og to til vinderen af staten som helhed.  I 2008 fik McCain f.eks. fire valgmandsstemmer fra Nebraska, mens Obama fik én.

Siden midten af det 20. århundrede har man i de fleste stater ved direkte valg af valgmænd anvendt det, man kalder en “short ballot”, d.v.s., der vælges mellem alternative lister af valgmænd.  Hvis en stat har f.eks. fem valgmænd, kan man vælge mellem fem fra Demokraterne, fem fra Republikanerne, fem fra Green Party, fem fra Libertarian Party, o.s.v., o.s.v.  Tidligere anvendte de fleste stater derimod det, der kaldes “the general ticket” eller “the long ballot”, hvor vælgerne kan vælge mellem forskellige enkeltkandidater til posterne som valgmænd.  Med sidstnævnte system kunne man så i en stat med fem valgmænd stemme på f.eks. to Demokrater, én Republikaner, en uafhængig og en Libertarian–hvis det var dét, man ville.  Eller på alle fra samme parti.  Denne mulighed for at bruge en “long ballot” fravalgte de fleste delstater fra midten af det 20. århundrede, og den sidste (Vermont) i 1980.

Eksempel på variant af "Long Ballot" fra præsidentvalget i 1964. Her er det muligt at stemme for enten "partilisten" eller selektivt at udvælge valgmænd.

Og så kommer vi til 1960-valget, hvor det politiske landskab så noget anderledes ud end i dag, og hvor der endnu var forskelle på, hvorledes delstaterne stemte om deres valgmænd.

Hvad mange amerikanere—og danskere—glemmer eller ikke ved er, at 1960-valget var et af de epokegørende valg i efterkrigstiden, hvor man så konturerne af en slags begyndende ”realignment” af de to partier, d.v.s., hvor disses historiske placering, geografisk og politisk, var ved at ændre sig fundamentalt.  Republikanerne havde indtil 1932 overvejende været et moderat, liberalt parti med base i nordøst og midtvest.  Demokraterne havde været et konservativt parti med base i syden.  Lidt forenklet: Historisk set var det Republikanerne, der havde været imod slaveri og for en stærk forbundsstat, men med en overvejende liberal økonomisk politik, mens Demokraterne havde været først for slaveri og siden imod borgerrettigheder til de sorte, for ”states’ rights” (decentralisering) og (i hvert fald periodevis) imod frihandel.  Dét billede ændrede sig på nogle punkter ovenpå New Deal og 2. verdenskrig.  I 1960erne var Republikanerne endnu primært et nordøst/midtvest parti, om end med en stigende tilslutning i vest—mens partiet (der havde været hovedkraften bag Nordstaternes sejr og efterfølgende besættelse og ”reconstruction” af Sydstaterne) fortsat var næsten helt uspiseligt i Syden.  Demokraterne var derimod på vej til at gå i to stykker: I storbyerne bestod det af ”liberale” (venstreorienterede) akademikere og middelklasse, pænt til venstre i amerikansk politik; i Syden bestod det af ekstremt konservative kræfter, der på mange spørgsmål ofte lå ganske langt til ”højre” for selv meget højreorienterede Republikanere.  Ved 1960 valget var Demokraterne, som ved flere valg siden 1948, ved at flække over, og de mest konservative sydstats-Demokrater, ”The Dixiecrats”, afskyede Kennedy inderligt.

I 1960 kom der til, ved selve det formelle præsidentvalg i Valgmandskollegiet, reelt at være to sæt Demokratiske kandidater: Senator John F. Kennedy (D-Massachusetts), med senator Lyndon B. Johnson (D-Texas) som vicepræsidentkandidat, som Demokraternes officielle kandidater; senator Harry F. Byrd (D-Virginia) og senator Strom Thurmond (D-South Carolina) som uformelle, alternative henholdsvis præsident- og vicepræsidentkandidater.  De to sidste var tilhængere af raceadskillelse (”segregation”) og direkte anti-Kennedy kandidater.  (Thurmond havde opstillet som Dixiecrat-præsidentkandidat, mod Demokraternes egen Truman, helt tilbage i 1948, og han skiftede i 1964 til Republikanerne.)

I flere delstater opstillede man i 1960 konkurrerende Demokratiske lister af valgmænd, der var erklærede anti-Kennedy kandidater, og som officielt erklærede sig som “unpledged”, d.v.s., at de ikke havde lovet at støtte en bestemt præsidentkandidat, når Valgmandskollegiet skulle stemme men ville kunne stemme efter forgodtbefindende.  I to sydstater, Mississippi og Alabama, var det bl.a. disse Demokratiske anti-Kennedy valgmænd, der vandt, snarere end de officielle Demokratiske pro-Kennedy valgmænd.  Mississippi brugte “the short ballot”, og der fik Dixiecrat-oprørerne alle otte valgmænd, mens de officielle Kennedy-Demokrater fik lige så mange som Republikanerne (nul).  I Alabama anvendte man “the long ballot”, og der delte man valgmændene imellem sig, med seks til oprørerne og fem til parti-loyalister (og nul til Republikanerne).

Når valgmændene kastede deres stemmer efter valget—og nu ser vi helt bort fra, om der havde været fusket nogle steder og reelt skulle have været valgt nogle andre valgmænd—blev resultatet, at Kennedy fik 303, Nixon 219 og Byrd 15.  Af Byrds 15 var der én, som var en Republikansk Oklahoma-valgmand, der sprang og uortodokst stemte på Byrd som præsident og Barry Goldwater som vicepræsident; de 14 andre Byrd-stemmer var de såkaldte ”unpledged electors”, nemlig otte fra Mississippi og seks fra Alabama.  Som altså nok var Demokrater men var erklærede anti-Kennedy Demokrater.  (På nedenstående kort er, valgdistrikt for valgdistrikt, angivet stemmeandelene til henholdsvis Nixon-valgmænd (røde nuancer), Kennedy-valgmænd (blå nuancer) og de “uforpligtede Demokrater”, som stemte på Byrd (grønne nuancer).)

Da valgresultatet skulle gøres op, var det—som det ofte er og fordi der ikke (jf. ovenfor) findes en ”officiel” optælling af stemmerne på landsplan—Associated Press, der som et rent privat foretagende opgjorde stemmetallene på landsplan.  Ifølge denne optælling fik Kennedy 34,2 mio. stemmer, svarende til 49,72 pct., mens Nixon fik 34,1 mio. stemmer svarende til 49,55 pct.  Nixons stemmetal aldrig har været anfægtet, men det har vist sig, at Kennedys på flere punkter kan og bør revurderes.  En række valgforskere og historikere har således sidenhen foretaget alternative opgørelser, som i større eller mindre gard divergerer fra AP’s, lidt afhængigt af hvorledes man opgør stemmerne i Syden.

Opgørelsen af de ”personlige stemmer” bliver nemlig noget kompliceret af stemmerne fra Mississippi og Alabama, hvor de valgte valgmænd altså helt eller delvist var nogle, der var Dixiecrats opstillet eksplicit som alternativer til Kennedy. Resultatet, hvor Kennedy vinder over Nixon med ca. 120.000 stemmer, kan kun nås ved bl.a. i Alabama at tælle det som om, at Kennedys fem valgte valgmænd fik 324.050 stemmer og Nixons nul valgte valgmænd fik 237.981 stemmer og ved samtidigt at ignorere, at der faktisk var seks ”uforpligtede valgmænd”, der blev valgt, og som efterfølgende stemte på Byrd.  Ligeledes har der været uenighed om, hvorledes man skulle tabullere de “personlige stemmer” i Georgia, der også anvendte den såkaldte ”long ballot”.  Denne gør det gør det svært at opgøre resultatet, fordi vælgerne med den kan stemme for (eller ikke) for så mange af de opstillede valgmandskandidater, som der skal vælges valgmænd, og de valgte valgmænd er herefter dem med flest stemmer.  Traditionelt har man så opgjort præsidentkandidaternes stemmetal som det antal stemmer, som den af deres valgmænd med flest stemmer, fik, og det er her en stor del af problemet ligger, fordi matematikken grundet valgsystemet så ikke rigtigt “går op” meningsfuldt i hverken Alabama eller Georgia (omend af forskellige årsager).

Snarere end at skrive af fra, hvad andre har skrevet om emnet, vil jeg gengive et par passager fra en udveksling i The New York Review of Books (”Did Nixon Beat Kennedy?”, 1988), hvori økonomen Gordon Tullock og historikeren Francis Russell diskuterede emnet og nåede samme konklusion: At når man rekalkulerer stemmerne på rimelig vis, får man det resultat, at Nixon endte med flere stemmer end Kennedy.  Først Tullock:

“To begin with the area where he gives Nixon too little credit, he says that Kennedy won “by plurality—not a majority—of the popular vote.” Due to the bizarre events in Alabama, it is not at all obvious that Kennedy had more popular votes than Nixon. Scammon shows the vote as follows:

Obviously, eight thousand voters getting six electoral votes while 324,000 got only five and 238,000 got none is absurd.

The year 1960 was a period in which the southern whites after a long long period of solid support of Democrats were beginning their shift into their present Republican voting in presidential elections. As a first step in that direction, a number of “true Democratic” movements were set up in the South, the purpose of which was to avoid endorsing the national Democratic candidates and at the same time not endorse the national Republican candidates. Alabama has a primary election for presidential electors. In that primary election a slate of anti-Kennedy electors won six of the eleven positions and five were won by the pro-Kennedy electors. The six anti-Kennedy electors then proceeded to carry on a vigorous and active campaign. The pro-Kennedy electors stayed home and said nothing. The ultimate outcome was 324,000 votes for all eleven Democratic electors. The anti-Kennedy electors received eight thousand more votes than the pro-Kennedy electors.

The popular vote is very difficult to disentangle. The above figures assume that the people who voted for all eleven of the electors were pro-Kennedy. Obviously, this is too simple, but what should be substituted for it is by no means obvious. I personally would suggest that we simply discard all these votes in the popular total on the grounds that we can’t tell what these voters thought. Another possibility would be to divide the popular vote cast for these eleven electors in the same ratio as the popular vote in the earlier primary. Either of these corrections would lead to Nixon having more popular votes nationally than Kennedy.”

Og så Francis Russells svar:

“Given the Byzantine intricacies of Alabama politics, it is indeed possible that Nixon’s popular vote may have slightly exceeded Kennedy’s in that close election. Whereas in most states in a presidential election voters are given a single slate of Republican or Democratic electors to check off, Alabama Democratic voters could choose or reject individually from the list of electors, eleven separate choices. There must have been considerable vote-splitting in 1960, for an anti-Kennedy elector topped the list with 324,050 votes, trailed by a pro-Kennedy with 318,303 votes. This latter figure the Congressional Quarterly gives as the total Alabama Kennedy vote. The difference between the “anti” and the “pro,” the Quarterly tabulates as “Other.” The “Others” then, with some six thousand votes, take six electors whereas the Republicans with thirty times that total get no electors at all. This, as Professor Tullock points out, is an absurdity.

There is no tabulating the vote exactly, but for a reasonable approximation one can divide 318,303 by eleven, multiply it by five for the pro-Kennedys and by six for the anti-Kennedys. The Kennedy Alabama total would then be 144,685 instead of the Quarterly‘s given 318,303. If we then deduct the 179,838 anti-Kennedy Alabama votes from the national total then Nixon did have a final 64,165 vote plurality in the 68,828,960 votes cast.”

Men det er kun Alabama-stemmerne.  De meget interesserede bør læse enten den grundige historiske analyse af Valgmands-kollegie institutionen af dettes mest ihærdige kritikere: Professor Lawrence D. Longley & journalist Neal R. Peirce: The Electoral College Primer 2000 (New Haven, Conn.: Yale University Press, 1999) eller en artikel af professor Brian J. Gaines: ”Popular Myths About Popular Vote–Electoral College Splits” (PS: Political Science & Politics: 74).  Begge indeholder detaljerede redegørelser for omstændighederne i Alabama, Mississippi og Georgia og kalkulationer af de ”personlige stemmer” for præsidentkandidaterne i 1960.  Gaines’ facit (opnået ved at kalkulere det gennemsnitlige antal stemmer til de konkurrerende “lister” på “the long ballot” i Alabama og Georgia) bliver dette valgresultat på landsplan:

• Kennedy (D): 34.044.027 stemmer (49,46 pct.)
• Nixon (R): 34.104.159 stemmer (49,55 pct.)
• “Uforpligtede Demokrater”, der stemte på Byrd (D): 292.141 stemmer (0,42 pct.)
• Andre kandidater: 387.083 stemmer (0,56 pct.)
• I alt: 68.827.410 stemmer

Altså en sejr på cirka 60.000 stemmer (og en margen på 0,09 pct.point!) til Nixon, snarere end en sejr på cirka 120.000 stemmer til Kennedy.

Hvis man alternativt gør, som Tullock antyder–helt ignorerer stemmerne fra Alabama, fordi de simpelthen ikke kan opgøres meningsfuldt som “personlige stemmer” på en præsidentkandidat–ja, så stiger Nixons vinder-margen yderligere.

***

Jeg har aldrig set nogen anfægte Tullock, Longley & Peirce eller Gaines på disse punkter–og der er mange flere, der har argumenteret for noget lignende.  Åbenbart var der allerede fra 1960 og frem til mordet på Kennedy i 1963 mange, der anfægtede AP’s stemmetalsopgørelse–som nu er så kanonisk, at det er dén alle bruger.

Men hvorfor vil dette givetvis være så ukendt for de fleste, som det var for mig–der ellers havde bifag i amerikansk politik, da jeg læste i USA–da jeg først blev bekendt med problemstillingen i 2001?  Dels er der naturligvis spørgsmålet om sti-afhængighed: Når først et faktum er kommet “ud” og blevet en del af den “kollektive bevidsthed”, kan det være ufattelig svært at komme af med igen.  (Tag et andet eksempel fra et nyere præsidentvalg: Forbundshøjesterettens afgørelse i sagen Bush v. Gore (2000), som stort set alle steder genfortælles som, at det var fem Republikanske dommere, der henover hovederne på fire Demokratiske “valgte” Bush.  Her er både partifarverne, afgørelsen og stemmetallene objektivt forkerte–men det nytter ikke at gøre opmærksom på det.)  I tilfældet med 1960-valget er det så oplagt, at den unge, flotte og idealistiske Kennedy, som jo faktisk blev præsident–for så at blive tragisk myrdet–har et langt bedre image end den ældre, ucharmerende Nixon, som tabte, flere gange, og som ovenikøbet endte sin karriere i politisk skam.  At skulle til affinde sig med, at der ovenikøbet ikke skulle have været et flertal af vælgerne, der foretrak den første …  blows your mind!

***

Nu gælder dette personlige stemmer og ikke stemmer i Valgmandskollegiet, der som bekendt er, hvad der afgør et amerikansk præsidentvalg.  Det kan alligevel være spændende at lege med tanken om, hvad der var sket, hvis Nixon var blevet valgt i 1960.  Han er en af de værste præsidenter i amerikansk historie, men formodentlig kunne og ville meget være gået anderledes.  Ganske tænkeligt havde Demokraterne ikke vundet 1964-valget, og den geografisk-politiske ”realignment”, der fandt sted siden hen (hvor Republikanerne overtog Syden og dele af Vesten, og Demokraterne Østkysten, samtidigt med at partierne i stadigt stigende grad blev homogene og placeret til ”højre” og ”venstre”) var givetvis blevet accelereret.  Måske det så var Demokraterne, der havde vundet i 1968 på en bølge af mere politisk ensartet modstand imod Vietnam-krig m.v.  Og måske Reagan så var blevet valgt i 1972 eller 1976, i stedet for 1980, og på et måske lidt mere økonomisk moderat program, end tilfældet blev ovenpå Carter-årene.  Meget havde nok været det samme, men meget andet havde givetvis set voldsomt anderledes ud.

* Jeg havde i begyndelsen af 1990erne på Columbia University en professor, der hævdede, at han som ung Demokratisk aktivist i Chicago i 1960 havde været med til at svindle til fordel for Kennedy.  Om det er sandt (og hvis det er, om det så betød noget for udfaldet), eller om det var en måde at gøre sig interessant og politisk korrekt på, ved jeg ikke.  Men historierne om fusk ved 1960-valget forsvinder næppe nogensinde–ikke mindst fordi de forlængst er blevet umulige at afprøve.