Et sted på kysten ramte tsunamien et atomkraftværk med seks reaktorer, hvis kølesystem blev sat ud af kraft, samtidig med at strømforsyningen udefra gik tabt. Det førte i de kommende døgn til nedsmeltningen af tre reaktorkerner, og her syv år efter er det klart, at Japan står med en atomkatastrofe som i skala og alvorlighed kun kan sammenlignes med verdens hidtil værste katastrofe i Chernobyl, der fik mange lande til at opgive drømmen om en fuldt nuclear energiforsyning.

Når man ser kystlandskabet ovenfra, er det imponerende, hvor langt man er kommet med oprydningen. Kystlinjen sank op til adskillige decimeter ved jordskælvet, så mange steder stod de lavestliggende marker under vand efter tsunamien havde trukket sig tilbage. Men i dag er 80% af markerne igen dyrkbare, og genopbygningen af havne og infrastruktur, institutioner og boliger, er mange steder så langt, at livet så småt begynder at minde om noget man kendte før tsunamien.

Altså lige bortset fra landskaberne omkring Fukushima Daiichi-værket. Her går tingene umådeligt langsomt, for her må man ud over tsunamiens rasen kæmpe med en usynlig fjende, strålingen, der i et område på størrelse med Fyn får geigertællerne til at gå i selvsving. Man havde lidt naivt regnet med at kunne dekontaminere størstedelen af området på et år eller to. Men det har vist sig ganske vanskeligt. Og kuren er brutal. Oprensningen indebærer ikke bare højtryksspuling af alle byggede flader, men at al vegetation fjernes og den øverste topjord over alt skrælles af. Alt dette affaldsamles i store sorte plasticsække, der står som halmballer i landskabet og gradvist samles i store midlertidige depoter. Den radioaktive forurening, der har bredt sig ud over landskaberne, har overvejende biotoper med relativt hurtig halveringstid. Men blot at finde de 5-6 km², hvor man kunne anlægge et midlertidigt depot over 30 år, har taget adskillige år, for oven på den katastrofe ved Fukushima Daiichi-værket, som ingen troede kunne ske, har ingen rigtigt tillid til, at et sådant depot bliver fjernet igen efter 30 år, eller at området ikke derefter er ødelagt for evigt. Og ingen ønsker at have et sådant depot i deres baghave.

Det er lykkedes at få de første områder i udkanten af det område, der blev evakueret, renset tilstrækkeligt op til at det er blevet erklæret forsvarligt at flytte tilbage. Men indtil nu er det kun en meget lille del af dem, der har kunnet flytte tilbage, der har gjort det. Erhvervsaktive har i mellemtiden taget hul et helt andet sted, og ikke mindst synes ingen af børnefamilierne indstillet på at flytte tilbage. For den radioaktive forurening er meget værre for børnene, og nok er der renset op i skolegården og umiddelbart omkring husene. Men de vil stadig ikke kunne lege i landskabet omkring, for her har man kun renset nødtørftigt ved at samle løse blade og grene fra skovbunden. Så det er stort set kun de ældste, plejekrævende, der flytter tilbage, og det er lige nu svært at se, hvordan der igen skal opstå bæredygtige lokalsamfund. Og tiden vil vise, i hvor høj grad, de mange menneskelige bånd, der også er med til at skabe et lokalsamfund, var i stand til at overleve en evakuering på 10 år eller mere.

Japan lider i den grad af pladsmangel – plads er en af de ressourcer, der er størst mangel på i det japanske samfund. Selvom det på mange måder havde været enklere at gøre som omkring Chernobyl, og spærre området af i nogle generationer, indtil den værste stråling var klinget af, så har det ligget i kortene, at det ikke ville ske. Men man er ved at komme tid den erkendelse, at nogle af de værst forurenede områder ikke bliver klar til at rykke tilbage i lige med det første. Og stadig her syv år senere er der mere end 50.000 mennesker, der bor i evakueringsbarakker og midlertidige forhold. De står efterhånden med den snigende erkendelse, at drømmen om at rykke tilbage på slægtsgården, at genindtage barndomshjemmet, at i det hele taget genoptage den symbiose med landskabet, som vi mennesker gennem tiderne har udviklet, vil forblive en drøm. At de ikke kommer tilbage, og at hvis de gør det, at det så er til en meget anden virkelighed.

Billederne fra de evakuerede zone er slående. over alt vælder græs og planter op i revner og sprækker, vildsvinene stortrives i det vakuum, der er opstået efter at menneskene har forladt området. Naturen trives tilsyneladende, man kan nærmest tale om naturens genkomst. For eksempel har man på opgivne oversvømmede rismarker fundet en blomst, man nærmest troede udryddet i området. Man kan således forfalde til at romantisere området som et naturreservat, hvis ikke lige det var for at strålingen også rammer naturens processer.

Men myndighedernes interesse i, hvor galt det står til med naturødelæggelserne kan ligge på et meget lille sted. Faktisk bliver japanske forskere aktivt opfordret til ikke at beskæftige sig dermed. Så de få forskningsprojekter om strålingens påvirkning af naturen, der rent faktisk finder sted, sker for en betydelig dels vedkommende under medvirken af udenlandske forskere. Vi ved således, at der tæt på Fukushima-værket er en markant forekomst af ødelagte knopper, og at bestemte sommerfugletyper optræder med deformerede  vinger og følehorn. Måske mere skræmmende har man siden formeret disse deformerede sommerfugle og kan iagttage, at mange af deformeringsskaderne først folder sig fuldt ud i de følgende generationer. Vi ved ikke, hvor meget af dette, der direkte kan overføres på mennesker. Men det er rimeligt at antage, at omfanget af strålingsskader endnu ikke kan opgøres, fordi de fleste endnu ikke er født.

Dette rammer ind i en anden diskussion, som har været søgt rejst fra atomkraft-tilhængernes side, at man måske slet ikke skulle have evakueret i det omfang man gjorde. For dødstallet som følge af evakueringen er betydeligt – officielt er op til 2.000 dødsfald direkte forbundet med evakueringen. Dødstallet som direkte følge af strålingen derimod er endnu ganske lavt. Og der ville have været færre døde, hvis man havde undladt at evakuere. Det er blot et vanskeligt argument. For man evakuerede ikke i forhold til den viden vi har i dag, men om worst case-scenarier med betydeligt større strålingsforurening, end hvad man rent faktisk endte med. Og samtidig har man sandsynligvis ved dels at evakuere, dels ganske systematisk at måle strålingen på alle fødevarer, sikret sig, at den opvoksende generation bærer væsentligt færre gen-defekter end hvis man havde undladt at evakuere.

Der er konstateret en overforekomst af kræft i skjoldbruskkirtlen blandt børn i Fukushima-området. Men det kan muligvis tilskrives, at man efter 2011 har screenet langt grundigere end hidtil. Og de tilsvarende mere intensive screeningsprogrammer i andre dele af Japan, som ville kunne afgøre, om der reelt er en forskel, har man ikke gennemført. For fra myndighedsside er man ikke interesseret i at få svar på disse spørgsmål, så meget om at de ikke fylder i dagspressen og ikke fører til “unødige” bekymringer i befolkningen. Man så efter Chernobyl, at merforekomsten af skjoldbruskkirtelkræft blev markant omkring fem år senere. Så man burde begynde at kunne afgøre, om noget tilsvarende er sket i Japan, eller om det gennem evakueringen og screeningen af maden rent faktisk er lykkedes at afbøde de værste strålingsskader for Fukushimas børn. Men det er en diskussion, myndighederne er meget utilbøjelige til at tage.

Stadig under udarbejdelse …

Energipolitik, status over genstarter, Fukushima målsætning om 100% vedvarende, Japan i det 21. årh.

Indlægget Fukushima syv år senere blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

I dag for et år siden var en ganske særlig dag i amerikansk politik. Det stod måske ikke så klart på selve dagen, men i bakspejlet fik den betydning langt ud over sine 24 timer. Yahoo har lavet en yderst spændende og seværdig halv time lang dokumentar om dagen og de efterfølgende to dage (og undskyld for den indledende annonce). Det er politik, når det er grimmest.

Fredag den 7. oktober sidste år var der en måned til det amerikanske præsidentvalg. Hillary havde siden de to partiers konventer i juli opbygget et komfortabelt forspring, og efterhånden lignede det en sikker sejr til fornuften, kontinuiteten og erfaringen, til Hillary.

I medielandskabet var dagen fra starten af præget af den gigantiske orkan Matthews’ hærgen Floridas kyster (omend ikke et ord om klimaforandringer).

Kl. 15.00 om eftermiddagen gik Obama-administrationen ud med en ganske radikal meddelelse, at russiske interesser havde blandet sig i valget, ikke bare for at destabilisere demokratiet, men i et forsøg at påvirke resultatet i retning af Trump – hvilket normalt ville have præget forsiderne og TV-sendefladerne i dagevis.

Men blot en time senere (16:02) blev et Access Hollywood-bånd via Washington Post offentliggjort. Det viste Trump som en decideret uforskammet-ulækker mandschauvinist, med den dirrende sætning, som ingen avis direkte kan skrive, men som ingen vil glemme: “Grab her by the pussy”. Den slags går som varmt brød blandt de (dobbelt)moralske amerikanere. Og journalisten fra Washington Post fortæller Yahoo, at det system de har til at måle intern trafik på deres hjemmesider, den dag brød sammen.

Blot en halv time senere den dag (16:32) var Hillary Clintons kampagnechef John Podestas hackede emails lagt ud på nettet via Wikileaks. Fra den dag og frem til valgdagen blev der dagligt lagt omkring 1.000 nye mails op, så der hver dag kunne være noget snask at skrive om Hillarys kampagne. Faktisk var tankevækkende, hvor lidt der var at komme efter i disse mails, hvor velovervejet, velsmurt, velfungeende Hillarys kampagne var.

Så uanset orkanen Matthews var der ingen, der talte klimaforandringer. Og uanset det markante udspil fra Det Hvide Hus var der så godt som ingen, der talte om russisk indblanding i valget.

Det står hævet over enhver tvivl, at disse hændelser, som faldt med så kort tidsfølge, (bortset fra orkanen Matthew) er forbundne. Men hvem havde interesse i at bringe Access Hollywood-båndet? Det kunne umiddelbart ligne et træk fra Hillary-kampagnes skyggegeledder. Men i givet fald ville man have valgt en anden dag, for det var i Hillary-kampagnes klare interesse, at budskabet fra Det Hvide Hus om russisk indblanden i det amerikanske valg kom til at stå så klart som muligt. Men kunne det ligefrem være Trumps kampagne, der følte behovet for at bringe noget, man med garanti vidste ville løbe med alle forsiderne? Eller vidste man, at det kun var et spørgsmål om tid, før den ville nå medierne, så det var bedre at bruge den som en gigantisk afledningsmanøvre, så ingen nåede at fange, at Obama-administrationen stilfærdigt men præcist sagde, at der var tale om russisk indblanden, og om et russisk forsøg på at påvirke valget til Trumps fordel?

Det er en strategi, Trump sidenhen har brugt nærmest ugentligt. I hvert fald synes det klart, at Podestas hackede emails havde ligget klar til afsløring på et særligt egnet tidspunkt. For lækket var ganske vel struktureret, således at der var nye afsløringer til den højreorienterede presse at savle over hver dag frem til valget. Og det er rimeligt at antage, at disse mails kom fra en konstellation af russiske interesser, Wikileaks og Trump-kampagnen. De havde ligget klar nogen tid og var klar til at at blive fyret af på det strategisk rigtige tidspunkt.

Her et år efter er der adskillige parallelle undersøgelser i gang i Kongressen, og der er nedsat en særlig undersøgelseskommission. Det synes her stadig mere klart, at centrale skikkelser i Trumps kampagne havde en løbende kontakt til russiske interesser, og at man på et tidspunkt er blevet tilbudt “snavs” om Hillary fra russisk side. Men der er stadig uendelig meget, vi ikke ved.

Selvom det ikke umiddelbart lignede det, blev 7. oktober en slags vendepunkt, hvorfra en næsten sikker sejr til Hillary gradvist smuldrede. Forargelsen over Trump klingende hurtigt ud, og de daglige mailafsløringer passede kun alt for godt ind i temaet med Hillarys mailproblemer fra hendes tid som udenrigsminister for Obama. Så da FBIs direktør Comey dernæst halvanden uge før valgdagen gik ud for at sige, at han havde genåbnet sagen om Hillarys mailserver, gik luften ud af Hillarys kampagne. Så på selve valgnatten stod det klart, hvad selv ikke Trump-lejren havde troet på, at Donald Trump var USAs næste præsident.

Trump har bragt den fossile mafias folk ind i Det Hvide Hus i større omfang, end nogensinde før, og demonteringen af Obamas klimalovgivning er i fuld gang. 7. oktober 2016 blev således også den dag, hvor videreførelsen af den begyndende amerikanske klimaindsats under Obama, blev sat over styr, i hvert fald for en tid.

Yahoos dokumentar er interessant, også fordi den – nøjagtigt som pressen den gang for et år siden – fuldstændig lader sig distrahere og ender med primært at forfølge sporet med Trumps ekstreme mandschauvinisme.

64 Hours In October: How One Weekend Blew Up The Rules Of American Politics, Yahoo 06.10.2017.

Indlægget En sort dag i oktober blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

New York Times offentliggjorde i dag en meget sigende oversigt over, hvor langt Trump – eller rettere de fossile interesser, der er kommet til magten med Trump –  er kommet i demonteringen af den amerikanske klima- og miljøbeskyttelse, de mange små enkeltelementer, som Obama formåede at stykke en klimaindsats sammen omkring. Jeg har tilladt mig at kopiere listen fra New York Times ind nedenfor.

Ifølge denne oversigt har Trump-administrationen foreløbig været i lag med 48 love og direktiver. Heraf er det lykkedes at tilbagerulle de 24, mens processen for 17 andre er i gang og det for 7 miljøreguleringers vedkommende ikke er lykkedes. Her viser det sig, at det typisk er domstolene, der blokerer for tilbagerulningerne og erklærer dem i strid med føderal lov.

Nogle af tilbagerulningerne har været foretaget med stor mediebevågenhed, som omstødningen af Obamas afgørelser for Keystone XL og DAPL olieledningerne samt tilbagetrækningen fra Paris-aftalen. Men det meste sker i det skjulte, og en stor del af tilbagerulningerne sker via miljøagenturet EPA, hvor lederen Scott Pruitt indtil nu er lykkedes med at holde sig uden for Det Hvide Hus’ tumultariske mediedækning. Så mens medierne konstant følger de seneste tweets og misgerninger fra Trump, bliver den miljøbeskyttelse og klimaindsats, som Obama ikke mindst gennem sin anden periode var med til at skærpe, stille og roligt demonteret.

Nogle af tilbagerulningerne har større konsekvens end andre. For eksempel er det nærmest symbolsk, at man genåbner for at kunne efterforske olie i den arktiske zone. For med de nuværende meget lave oliepriser, er der ikke nogen, der lige nu kan tjene penge på at udvinde, endsige efterforske, olie steder som disse – selv ikke med slækkede miljøkrav. Men alt, hvad Obama stod for, synes at skulle plaffes ned. Og den nidkærhed, hvormed det sker, vækker til stadighed mindelser om vores hjemlige Venstre-regerings nærmest frenetiske anti-miljøkampagne i dens første 100 dage.

Disse tilbagerulninger tegner tilsammen et billede af en præsident, der langt mere lytter til virksomhedsejerne og deres mulighed for at tjene penge på bekostning af klima og miljø, end på beskyttelsen af amerikanerne og den amerikanske natur.

Oversigten stammer fra New York Times i dag – og den efterfølges i avisen af mere indgående beskrivelser af hver af de 48 lovområder.

Hvis den sammenholdes med status quo er det bedrøveligt, men ikke helt uopretteligt, hvis blot dette trumpske vanvid bliver bragt til ende senest efter fire år. Men hvis man sammenligner med Demokraternes plan for den amerikanske indsats, hvor Obamas klimaindsats var blevet strammet og formaliseret – som kunne have været virkeligheden i dag, hvis ikke der var gået totalt skuddermudder i valgkampens slutspil – så er der tale om et gigantisk tilbageskridt, som dels vil forsinke den globale omstilling, dels sandsynligvis vil i historisk tilbageblik blev det vendepunkt, hvor USA satte sin førende position efter 2. verdenskrig over styr.

På sigt er det dybt problematisk, at klimapåvirkningen er taget ud af projekters miljøpåvirkning, og at man igen opgiver de såkaldte “cocial costs” fra den fossile afbrænding. Men det er omvendt noget af det, der er let at ‘frem’rulle igen, den dag Trump bliver rullet af pinden.

Klimamæssigt set er to vigtigste elementer blandt de lovområder, man stadig arbejder på,  Obamas Clean Power Plan og så Paris-aftalen. Den hjemlige energiplan er til dels implementeret i mange stater, så man vil sandsynligvis se, at op imod halvdelen af USA fortsætter efter disse regulativer, selv hvis Trump og EPA får held med tilbagerulningerne. Men det er juridisk set ganske vanskeligt at gennemføre, så man har endnu ikke valgt strategi. Men næsten uanset hvilken vej, man ender med at søge at tilbagerulle, vil det sandsynligvis igangsætte en juridisk proces, der vil strække sig langt ud over Trumps præsidentperiode.

Med Paris-aftalen synes det største problem at være, at Trump ikke fatter, hvad aftalen går ud på. Og stod det til en række af ‘de voksne’ i hans kabinet, endte det hele med, at USA ikke trak sig ud (det tager mindst 4 år), men nedskrev sine frivilligt indberettede reduktionsmål. Selv dette vil dog være vanskeligt at gøre uden at komme til at afsløre, hvor lidt Trump fatter af det hele.

I værste fald ville Trump med sine infrastruktur-planer kunne lave en del skade på USAs omstillingsproces, fordi han i stedet for udbygningen af den kollektive trafik og etableringen af et intelligent energinet, der kunne håndtere store mængder af vedvarende energi, fik kickstartet en lang række infrastruktur-projekter (pipelines, nye kulkraftværker osv.), der mange årtier frem vil fastholde USA i et højt forbrug af fossile brændsler.

Men den del går foreløbig så langsomt, at det meget vel kan ende med, at han aldrig kom dertil. For det første halve år er er gået med ikke at kunne lave nogen tilbagerulning af Obamacare, og meget tyder på, at resten af året tilsvarende kommer til at gå med ikke at kunne blive enige internt blandt republikanerne om at lave skattereform.

Se tidligere blog-indlæg: Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne, Hillarys klima,Bernies klima, Wall Street Journals klimafornægtelse italesat, Donalds klima, Demokraternes konvent i Philadelphia, Den amerikanske valgkamps klimatavshed, Trumps klimapolitik i støbeskeen, De Sorte Slanger – Keystone XL II samt Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen.

Nadja Popowich & Livia Albeck-Ripka: 48 Environmental Rules on the Way Out Under Trump, New York Times 05.10.2017.

Indlægget Massakren på Obamas klimaindsats blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har her til morgen via Ritzau rundsendt en meddelelse i anledningen af offentliggørelsen af en ny Olie- og Gasstrategi for Nordsøen, der påpeger, at der stadig er masser af gas og olie at hente op af den danske del af Nordsøen. “Der er fortsat brug for olie og gas, og samfundet har en interesse i at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af olie- og gasressourcerne i den danske del af Nordsøen,” hedder det heri.

Ingen stillen spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at udbygge den danske efterforskning? Om det var godt at gemme lidt til det 24. århundrede? Eller om vi i Danmark på nuværende tidspunkt har hentet så meget olie op af Nordsøen, at det var små fattige afrikanske lande, der skulle have de sidste indtægter ved den gas og olie, der skal til at drive verdens samfund i den forhåbenligt korte årrække, hvor vi systematisk omstiller vores samfund til vedvarende energi? Ingen refleksion over, om en fortsat udbygning af olie- og gasudvindingen er i overensstemmelse med Paris-aftalens målsætning om well below 2°C og om muligt max 1,5°C.

Det er tværtimod et foruroligende snævert købmandsperspektiv i en situation, hvor det må stå klart for alle, at den blinde fortsættelse deraf vil føre os alle ud over den afgrund, hvor klimatologiske tipping points gør det for sent at genoprette atmosfærens klimabalance.

På forbrugssiden er vi godt på vej til at udfase de fossile brændsler, selvom det under Venstreregeringens ledelse sker med bind for øjnene mens de mange nødvendige infrastrukturelle afklaringer – elektrificeringen af transporten, et klimapositivt landbrug, en fuldt cirkulær ressourceøkonomi osv. – blot udskydes.

Men på udvindingssiden halter Danmark og Verden alvorligt bagefter. Vi ved, at størstedelen af de i dag kendte fossile forekomster skal forblive uafbrændte, hvis vi skal gøre os håb om at holde Paris-aftalen. Men ingen har endnu turdet tage hul på de nødvendige beslutninger om, hvilke fossile forekomster, der skal forblive under jordoverfladen.

Her kunne Danmark virkelig tage et vigtigt skridt for verden ved at vedtage et moratorium for alle nye efterforskninger og udvindinger af fossile forekomster. Ikke flere nye sugerør i Nordsøen, ikke mere roden efter skifergas i de danske landskaber.

Meddelelsen fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er gengivet i sin helhed herunder.

Ny strategi for olie og gas i Nordsøen

En ny Olie- og Gasstrategi viser, at der fortsat er et betydeligt potentiale for olie- og gasindvinding i den danske del af Nordsøen. Strategien peger også på, at det er nødvendigt at udnytte infrastrukturen i Nordsøen bedre, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet.

I dag kommer den længe ventede olie- og gasstrategi for den danske del af Nordsøen, som er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem branchen, Energistyrelsen og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). 

Danmark har allerede produceret olie og gas i mere end 40 år, og sektoren har stor indflydelse på det danske samfund. Der er fortsat brug for olie og gas, og samfundet har en interesse i at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af olie- og gasressourcerne i den danske del af Nordsøen. Sektoren bidrager desuden positivt til samfundet gennem bl.a. betydelige skattebetalinger og et stort antal arbejdspladser fordelt på både olie- og gasproducenterne og de mange underleverandører. 

Strategien rummer fem anbefalinger for at øge potentialet for indvinding af olie og gas i Nordsøen og reducere barriererne for at nyttiggøre potentialet af olie og gas:

1. Fremme et effektivt og attraktivt investeringsmiljø
2. Fremme anvendelse og udvikling af teknologi
3. Optimere vedligehold, fornyelse og anvendelse af infrastruktur
4. Reducere omkostninger
5. Sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden

Strategien supplerer aftalen om Nordsøen fra marts måned i år. Her lempede regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF beskatningen af kulbrintevirksomhed for alle selskaber i Nordsøen i et vindue fra 2017-25 med henblik på at lempe investeringsvilkårene ved produktion af olie og gas i Nordsøen. Det er den aftale, der sikrer fuld genopbygning af Tyra-feltet.

”Den her regering arbejder for, at der fortsat skal være udvikling og arbejdspladser i den danske del af Nordsøen. Danmark skal også fremover have en stærk og konkurrencedygtig energisektor med kompetencer inden for både olie/gas og vedvarende energi. Olie og gas fra Nordsøen har sikret Danmark og danskerne store indtægter.  Jeg er derfor glad og stolt over, at regeringen sammen med branchen kan sende et stærkt signal om, at der fortsat er et betydeligt potentiale i Nordsøen,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Stærkere infrastruktur

Nordsø-strategien viser, at det er nødvendigt at samarbejde mere om infrastrukturen i Nordsøen, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet. Dette skyldes, at størstedelen af potentialet består af relativt små fund, som ikke er rentable at indvinde, hvis der skal bygges ny og selvstændig infrastruktur. De mange små tilbageværende fund ligger dog tæt på eksisterende infrastruktur. Der vil derfor være fordele ved øget samarbejde om brugen af eksisterende og ny infrastruktur. Det kunne fx være ved at sikre adgang til anlæg og platforme der ligger tæt på, så startinvesteringen bliver mindre. Det kunne også være via ny teknologi, der reducerer omkostningerne.

Strategien og aftalen om udvikling af Nordsøen er baggrunden for, at regeringen vil sende et lovforslag i ekstern høring, som skal forbedre tredjepartsadgangen til eksisterende og ny infrastruktur. Tredjepartsadgang betyder, at et eller flere selskaber får adgang til den infrastruktur, der ejes af andre selskaber. Derved kan eventuelle stordriftsfordele bedre opnås.

Indlægget Tid for et dansk stop for al yderligere fossil udvinding blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

En 23 m høj tsunami-sikring foran Hamaoka-værket ved Shizuoka er her under opførelse i håb om at kunne opnå tilladelse til genstart, efter at værkets reaktorer har stået stille siden 2011. Med en sådan mur kunne Fukushima-katastrofen have været undgået. Men Fukushima-værkets ejer, TEPCO, søgte at krybe uden om udgifterne ved en sådan tsunami-sikring til trods for, at det var blevet klarlagt, at der var en risiko for at værket kunne blive oversvømmet af tsunamier. i 2009 søgte Fukushima-værkets leder om accept af udvidelsen af værkets sikkerhedsforanstaltninger , men ledelsen afviste, og der er nu rejst tiltale mod den tids ledelse.  

11. marts 2011 udløste et stort jordskælv i havbunden ud for den japanske nordøstkyst en stor tsunami, der med stor kraft ramte Tohukus østkyst og sine steder pressede de ødelæggede vandmasser adskillige kilometer ind i landet.

Tsunamien ramte også Fukushima Daiichi-værket, hvilket udløste det moderne Japans største krise. Det lykkedes at lukke to af værkets seks reaktorer korrekt ned. Men for tre af reaktorerne blev det en fatal hændelse. Strømforsyningen udefra blev klippet ved jordskælvet, og nødstrømsgeneratorerne var så tankeløst placeret i kælderniveau, at de blev sat ud af kraft af de indtrængende vandmasser. Derfor svigtede kølingen dertil, at der skete en omfattende nedsmeltning af tre af reaktorkernerne. Udsivende gas fra de overophedede reaktorkerner førte til eksplosioner, der raserede flere af reaktorbygningerne. Den sidste reaktor var midlertidigt standset og brændselslegemerne fjernet, da tsunamien ramte. Så her var problemet ‘kun’, at den ydre bygning eksploderede. Store mængder af radioaktiv forurening spredte sig i de kommende uger fra det havarerede værk, og selvom vindretningen var ‘heldig’ i den forstand, at størstedelen af radioaktiviteten fra døgnene umiddelbart efter nedsmeltningerne blæste ud over havet, måtte man efterfølgende evakuere omkring 200.000 mennesker, hvoraf et fåtal indtil nu har kunnet vende tilbage til trods for en enorm oprensningsindsats.

Fukushima-katastrofen udløste det moderne Japans største krise, med implikationer ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Endda så det længe ud til, at Fukushima-katastrofen ikke ville få nogle retslige konsekvenser. To gange tidligere er offentlige anklagere kommet til det resultat, at der ikke var basis for at gøre nogen fra værkets ejer TEPCOs ledelse personligt ansvarlig for katastrofen, ligesom der heller ikke i retslig forstand syntes at være tale om svigt fra myndighedsside – uanset at man efterfølgende nedlagde den hidtidige sikkerhedsinstans for at bygge en ny op fra bunden.

Dette kom ikke som nogen overraskelse for den japanske befolkning, der var vant til at energiselskaber kørte med klatten. Men endda udfordrede det retsbevidstheden. For hvordan kunne konklusionen på Fukushima-katastrofen – som en af de tre undersøgelseskomissioner karakteriserede som “Made in Japan” for at understrege, at det ikke blot var en naturkatastrofe, men at der tværtimod omvendt var tale om, at en serie af menneskelige valg og undladelser tilsammen havde udløst en katastrofe, der i udgangspunktet var fuldt undgåelig – ende med blive, at ingen havde gjort noget galt?

Men så viste der sig en åbning, hvor borgere kunne initiere en anklage. Borgergrupper fra Fukushima har systematisk forfulgt dette spor. Og her mere end seks år senere blev der i går indledt en retslig proces, hvor den forhenværende TEPCO-formand Tsunehisa Katsumata sammen med hans to tidligere vicepræsidenter Ichiro Takekuro og Sakae Muto står anklaget for at have undladt at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige konsekvenser efter at det stod klart, at en tsunami så stor som den, der ramte i 2011, var en mulighed. Yderligere indgår det i anklagen, at der på Fukushima-værket blev udarbejdet tiltag for imødegåelsen af denne risiko, der hvis gennemført ville kunne have forhindret katastrofen. Men at TEPCOs centrale ledelse (TEPCO havde indtil 2011 17 reaktorer i drift) havde modsat sig implementeringen heraf.

På den første dag i retten erklærede de tre tidligere TEPCO-ledere sig uskyldige, fordi ingen ville kunne have forudset en tsunami eller katastrofe af dette omfang. Hoverfor fremhævede anklageren, at de alle tre var blevet forelagt beregninger, der præcist viste, at tsunamier af den størrelse ville kunne forekomme på denne del af kysten, og at det ville kunne føre til svigtende strømforsyning.

“They continued running the reactors without taking any measures whatsoever,” fremførte anklageren. “If they had fulfilled their safety responsibilities, the accident would never have occurred.”

TEPCO-formand Tsunehisa Katsumata sammen med hans to tidligere vicepræsidenter Ichiro Takekuro og Sakae Muto, der i 2009 var med til at blokere for beslutningen om at opgradere Fukushima Daiichi-værkets tsunami-beskyttelse.

Den første erkendelse af, at der kunne forekomme væsentligt større tsunamier på denne kyststrækning, end værket var dimensioneret til at kunne modstå, stammer fra en jordskælvsrapport tilbage i 2002. I 2008 cirkulerede der i TEPCO et internt dokument, der fastslog, at der ikke var nogen vej uden om forhøjede diger som del af en tsunami-beskyttelse. Og i 2009 havde Fukushima Daiichi-værkets leder, Masayo Yoshida på et møde med TEPCOs øverste ledelse, hvor de tre nu anklagede deltog, fremført, at “some say [a] tsunami of about 14 meters tall could hit the plant.”

De tre erklærede indledende, at Fukushima-katastrofen var fundamentalt uforudsigelig, og at antagelserne om 15,7 m høje tsunamier stadig var “trial calculations”. De kommende uger og måneder vil vise, om retten også ser det sådant. For længe søgte både TEPCO og statsadministation at spinde katastrofen som en naturkatastrofe uden nogen chance for at have været forudset. Men rent faktisk havde centralt placerede folk i TEPCO nogle år forud forudset en tsunami så stor som den, der 11. marts 2011 rent faktisk ramte Fukushima Daiichi. Og der synes at have været foretaget indledende projektering af, hvilke foranstaltninger, der kunne imødegå det nye risiko-billede. Men i stedet for at handle, synes ledelsen at have forsøgt at forhale situationen. Og selv da der blev udtrykt ønsker fra den tids sikkerhedsinstans NISA om, at TEPCO rettede op på situationen, fik TEPCO an overtalt NISA til, at man istedet blot skulle lave endnu en rapport derom. Hele dette handlingsforløb er kun kommet drypvist frem, men det er præcist dette svigt, der nu står til at blive det centrale omdrejningspunkt i anklagen. Og uanset hvad dommen bliver, er det velgørende at få hele denne proces fuldt frem i lyset. For det vil sætte et fokus på den slappe kontrol og den slappe attitude til sikkerhedsarbejdet, som prægede den tid. For nok havde verden set Chernobyl og Three Mile Island, men det kunne ikke ske i Japan.

Det havde været ganske enkelt at forhøje tsunami-sikringen, så den kunne modstå en tsunami på op til 15,7 m, som beregninger fra 2002, havde vist mulig. Eller hvis man ville vente med denne investering, kunne man i det mindste have flyttet nødstrømsgeneratorerne op i sikkerhed for indtrængende vandmasser eller haft yderligere mobile enheder, der ikke kunne oversvømmes. Hvis man havde gennemanalyseret worst case-scenarier, kunne man meget let have indse nødvendigheden af at installere filtrerede ventilationsmuligheder for reaktorbygningerne, så man havde undgået eksplosionerne og dermed kunne have undgået en betydelig del af den radioaktive forurening, der nu førte til, at mennesker måtte evakueres op til 50 km fra værket. (i paranetes bemærket er der nu krav om dette ved samtlige reaktorer, der søges genstartet). Og hvis man ser på det oprindelige design, kunne alle problemer have været undgået, hvis ikke man forud havde bortgravet en høj bakke på stedet, men havde holdt en bare lidt højere terrænkote. Uanset alle disse muligheder for at have undgået katastrofen har TEPCO endda vedholdende hæget sig ved, at det var en naturkatastrofe – og så i øvrigt gjort sig betydelige anstrengelser for at dække over, hvor galt det var fat og hvad der egentlig skete.

I marts 2016 blev antallet af dødsfald i forbindelse med Fukushima-katastrofen opgjort til 1.368 mennesker, de fleste som følge af langvarigt stress som følge af evakueringen. Der føres en meget nøje statistik med, hvilke dødsfald, der kan henføres til Fukushima-katastrofen, da en anerkendelse heraf berettiger de pårørende til en særlig kompensation.

De tre er ikke anklaget for at have forårsaget hele Fukushima-katastrofen, men for professional neglect, der var den direkte årsag til, at 44 ældre patienter døde på et hospital nær Fukushima Daiichi-værket, som måtte evakueres. Tiden må vise, om de også vil blive dømt for det.

Alle tre har gjort hvad de kunne for at holde hændelsesforløbet i hele den proces, der nu bliver sat fokus på, så skjult for offentligheden som overhovedet. Så mange ser den forestående retssag som en vigtig chance for at blive klogere på, hvad der egentlig skete – og hvad der skal til, for at tilsvarende undgåelige katastrofer sker igen.

At TEPCO ikke har forandret sig det mindste ses også klart af, at virksomheden, da nyhedsbureauet Jiji beder om en kommentar til retssagen, svarer, at man ikke har nogen kommentar, da de tre anklagede ikke mere arbejder ved TEPCO.

.
Three former TEPCO officials on trial, 3:44 min. videoreportage af Dunrenard Fukushima 311 Watchdogs.

Update 10.07. – Denne korte video giver et godt rids af baggrunden for den retssag, der blev indledt i slutningen af juni. Processen vil fortsætte en rum tid fremover. Og resultatet ventes først at foreligge ne gnag næste år.Men når man ser reaktionerne i det japanske medielandskab, så fylder spørgsmålet om atomkraftens rolle og håndtering i Japans fremtidige energiforsyning ikke meget.

Update sept. 2017 – Distriktsretten i Chiba er nu nået frem til den afgørelse, at centraladministrationen (og dermed NISA) ikke kan stilles til ansvar for Fukushima-katastrofen, men beordrede samtidig TEPCO til at betale yderligere   til

Update 29.01.2018 – Reiji Yoshida skrev i går i Japan Times, at det af et skriftligt vidnesbyrd udarbejdet til et søgsmål mod TEPCO fremgår, at TEPCO i 2002 af den tids atomsikkerhedsinstans NISA på et møde blev bedt om at gennemføre en simulering af, hvad der ville ske, hvis kysten ud for Fukushima Daiichi blev ramt af en 15 m høj tsunami. Shuji Kawahara, der har udarbejdet notatet, var dengang leder af det team inden for NISA, der var ansvarlig for atomkraftværkernes sikkerhed i forhold til jordskælv. Og Kawahara beskriver i dokumentet, hvordan TEPCO under mødet igennem 40 minutter højlydt protesterede mod kravet og endte med at formå at undslå sig.

Kawahara skriver, at han formoder, at TEPCOs stejle afvisning hang sammen med, at det ville være både dyrt og tidskrævende. Men kravet kom på baggrund af en rapport, der konkluderede, at der på denne kyststrækning over 30 år var en 20% sandsynlighed for at en tsunami så stor som den, der 11. marts 2011 ramte værket, ville ske. 20% over 30 år er en endog meget stor sandsynlighed for en hændelse, der kan føre til kernenedsmeltninger og radioaktiv forurening i Chernobyl-klassen.

Så man kan på den baggrund med en vis rimelighed sige, at NISA i høj grad er medskyldig i Fukushima-katastrofen i og med at man ved ikke at fastholde sit krav ikke har taget sin opgave som kontrolinstans tilstrækkeligt alvorlig. Det var da også almindeligt antaget, at NISA slet ikke havde greb om opgaven, og at også NISA led af den fejlantagelse, at alvorlige ulykker slet ikke ikke kunne ske på japanske atomkraftværker. Så efter 2011 var der bred politisk enighed om, at NISA måtte skrottes, og en helt ny institution til varetagelsen af sikkerheden på de japanske atomkraftværker etableres, hvis det nogensinde skulle lykkes at genoprette tilliden til den japanske atomkraft.

Men man må også, som denne retssag gør, rette fokus mod det TEPCO, der så aktivt modarbejdede at sikre sig, og den ledelse i TEPCO, der så aktivt, som det her er tilfældet, søgte at undgå at varetage sikkerheden optimalt.

Det havde været så enkelt at undgå, og TEPCO havde også i dag været en guldrandet virksomhed, selvom man havde bekostet disse simuleringer. Nu overlever TEPCO kun som følge af enorme tilførsler fra det offentlige, og fordi staten, hvis man lod TEPCO krakke, ville stå tilbage med ansvaret.

Selv da TEPCO i 2008 endelig gennemførte en sådan simulering og kom frem til at en tsunami på op til 15,7 m kunne ramme kysten, tog man ikke de praktiske konsekvenser deraf, men forhalede situationen ved i stedet art ville lave endnu en rapport. Alt sammen små miskalkulationer, der tilsammen førte til, at man 11. marts 2011 var totalt uforberedt på at håndtere en oversvømmelse fra en tsunami.

Det står klart, at Fukushima Daiichi kommer aldrig i gang igen. På et tidspunkt kort efter marts 2011 er Fukushima Amt blev lovet, at det nærliggende Fukushima Daini-værk, som blev ramt af samme tsunami, men til trods for samme kaotiske uforberedthed endda formåede at holde værkets fire reaktorer nedkølede, ikke ville blive genstartet igen. Så på den modsatte kyst hvor TEPCO ejer et tredje værk, Kashiwazaki-Kariwa-værket, der med sine syv reaktorer er verdens største, udspiller der sig i disse år en intens kamp om genstarten. Guvernøren i Niigata Amt gennem mange år har fastholdt, at TEPCO er fundamentalt uegnet til at drive atomkraftværker. Og man har fra amtslig side stillet den betingelse for genstart, at der bliver skaffet fuld klarhed over, hvad der overhovedet gjorde en sådan katastrofe mulig, før man overhovedet begynder at tale om genstart. Endda har den nyformede sikkerhedsinstans NRA her for godt en måned siden godkendt de to nyeste reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa til genstart.

I denne retssag blev statsadministrationen og dermed NISA fuldstændig frikendt for ansvar, mens TEPCO blev idømt at betale yderligere 376 mo. yen til de 42 sagsøgere. Begge parter har anket afgørelsen. For TEPCO er det ikke så meget beløbsstørrelsen (det er jo alligevel skatteydernes penge) som det forhold, at disse afgørelser kan være med til at stadfæste det synspunkt fra Niigata, som NRAs nu afgåede første formand Shunichi Tanaka også ofte syntes af fremføre, at TEPCO fundamentalt set ikke er i stand til at drive atomkraftværker forsvarligt.

Reiji Yoshida: Tepco refused safety agency’s proposal to simulate Fukushima tsunami nine years before meltdown disaster, Japan Times 29.01.2018.

Anti-tsunami policy shift key to criminal trial of ex-TEPCO execs, Mainichi 01.07.2017.

Fukushima trial should clarify why TEPCO execs didn’t act, (leder) Asahi Shimbun 01.07.2017.

Former TEPCO worker turned monk on remorse-driven pilgrimage, Mainichi 01.07.2017.

Ex-TEPCO execs plead innocent over Fukushima nuclear disaster, Asahi Shimbun 30.06.2017.

Justin McCurry: Fukushima nuclear disaster: former Tepco executives go on trial, The Guardian 30.06.2017.

Ex-Tepco execs plead not guilty as trial starts over Fukushima crisis, Mainichi 30.06.2017.

Eiji Shimura: Ex-TEPCO execs plead innocent over Fukushima nuclear disaster, Asahi Shimbun 29.06.2017.

Gregory Clark: Global warming and nuclear power, Japan Times 28.06.2017.

Ex-Tepco execs to go on trial over Fukushima disaster, (AFP-Jiji) Japan Times 28.06.2017.

Indlægget Retsligt opgør om Fukushima Daiichi blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Noget af det første, Trump som nytiltrådt præsident foretog sig, var at udstede executive ordrer, der reaktiverede opførelsen af to olieledninger. Den ene, Dakota Access Pipeline, kaldet DAPL, var næsten færdig, men der tilbagestod en strid om en lille strækning, hvor DAPL skulle føres under Missourifloden umiddelbart nord for Sioux-indianernes reservat. Her opstod der en lejr af efterhånden titusindvis af ikke protesterende, men bedende. Og det lykkedes i november 2016 at få Obama til at bremse projektets færdiggørelse indtil der var lavet en tilfredsstillende miljøvurdering af føringen under Missourifloden.

Olien er nu begyndt at flyde i DAPL (se blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Samtidig med at Trump gennemtvang færdiggærelsen af DAPL annullerede han Obamas afvisning af Keystone XL-rørledningen. Keystone XL nåede i løbet af Obamas præsidentperiode at blive hovedslagmarken for den amerikanske klimakamp. Man kan i historiens tilbageblik spørge, om det var det rigtige, for selv hvis det lykkedes at standse Keystone XL, ville tar sands-olien fra Alberta sandsynligvis finde andre veje, så længe den slags absurd gambling med fremtidens levevilkår ikke var forbudt. Men Keystone XL blev en fantastisk mobiliseringsproces. Og hvor James E. Hansen i 2009 ganske fremsynet på den tid kunne sige, at: Coal is best left in the ground, da blev der i de år ‘opdaget’ så store forekomster af sdåkaldt ukonventionelle olieforekomster, som tas sands-olien i Alberta, at der også var nødt til at komme fokus på, at disse forekomster, der gav væsentligt højrere CO2-udledninger pr. udvundet energienhed end en olie fra en konventionel kilde, også var nødt til at forblive i undergrunden, uudnyttede, hvis det skulle lykkes at undgå det totalhaveri af menneskets fremtidige levevilkår, som den fossile industri insisterede på at have ret til.

Så Keystone XL udviklede sig til en enestående lærebog i, hvilke enorme kræfter, der var på banen, hvis man prøvede at bøje arm med den fossile industri. Og man må sige, at hvor den amerikanske klimabevægelse i dag har en ganske stringent læsning af den fossile industris spillere som entydigt destruktive, da er der i Europa masser af eksempler på en olie- og gasindustri, der har set og erkendt klimaudfordringen og er langt inde i at skifte fokus, have mere vægt på gas som en overgangsenergi og indgå i etableringen af en vedvarende energiforsyning. Ikke alle så konsekvent som DONG, som stort set har afviklet sine kul-, olie- og gasaktiviteter for at blive verdensledende på havvindmølleområdet. Men man ser de hollandske og britiske olie- og gasselskaber lave forretningsplaner, der giver dem en vigtig rolle i omstillingsprocessen og i det postfossile samfund.

Keystone XL har omvendt vist, at der er mange idealistiske mennesker i USA, og i vide kredse en stor dyb forståelse for klimaproblematikken – men ikke i den fossile industri. Her hersker klimafornægtelsen, her finianseres klimafornægtelsen, her korrumperes det amerikanske politiske system. Her søger man krampagtigt at fastholde en status quo, som ikke kan fastholdes. Det er med Trumps egne ord en looser-position,

Nu skriver Wall Street Journal, at ingen vil binde an med at booke sig ind på Keystone XL. Og uden kunder – eller formodede kunder – er det et endog meget dyrt og besværligt projekt at binde an med. Så selvom TransCanada ikke officielt har opgivet, er det er langt fra givet, at man nogensinde tager hul på anlæggelsen.

Tidligere på året kunne Exxon meddele, at man havde strøget samtlige 3,5 mia. tønder olie fra sin assets-liste fra investeringer i tar sands forekomster i Canada. For selv uden CO2-afgifter er der med de nuværende oliepriser (og udgifterne ved at udvinde denne olie) simpelthen ikke nogen økonomi i at forsøge at udvinde den (link).

I marts i år lå afregningsprisen for tar sands-olien på omkring 35 $ pr. tønde, og prisen skal op omkring det dobbelte for at kunne bære videre udvikling. Det er der efterhånden ikke noget, der tyder på, vil ske lige med det første. Og mens de canadiske virksomheder stadig agerer som om tiderne vil vende, da har europæiske virksomheder som  Statoil, Total og Shell har solgt størstedelen af deres investeringer i Alberta fra.

Og uanset at Trump med et pennestrøg har genåbnet muligheden for Keystone XL, er der mange problemer forude. En lang række miljøbevægelser har lagt sag an overfor Trump – vurderingen er her nok den realistiske, at det vil blive vanskeligt at vinde, men let at trække tiden ud. Samtidig er der særligt for føringen gennem Nebraska stadig problemer med at få de fornødne accepter fra lodsejere – både fra farmere og fra indianerstammer. Tilladelsen kan let her tage et års tid eller mere, og hvis den kommer, vil det prompte udløse endnu en sværm af retssager fra miljøorganisationer og vrede lodsejere.

Marianne Lavelle skrev i december 2016 på InsideClimate News, at: “One thing that hasn’t changed is the resolve of about 100 Nebraska landowners who have refused to agree to TransCanada’s right-of-way across their properties. ‘For us and for a good number of the resisters, this is a fourth- and fifth- generation land holding,’ said Jeanne Crumly, whose family owns a ranch and farm in Page, 40 miles south of the South Dakota border. ‘It’s not a possession. It’s an inheritance. And it comes with responsibilities.'”

“It’s not a possession. It’s an inheritance. And it comes with responsibilities.”

Hatten af for det.

TransCanada vil således meget vel ville kunne risikere at stå i den situation, at det selv med Trump i Det Hvide Hus og Pruitt i EPA vil tage så lang tid at få den fulde godkendelse forhandlet på plads, at en demokratisk efterfølger til den tid er på vej til at tage over efter Trump og med stor fornøjelse som første handling som nytiltrådt symbolsk trækker tilladelsen til Keystone XL tilbage.

Update 05.10. – Trans Canada, det canadiske firma, der igennem mange år søgte om lov til at opføre Keystone XL-rørledningen, blot for efter års undersøgelser at få den afvist af Obama, og derefter gentilladt af Trump, har stadig ikke meldt klart ud, om man overhovedet er interesseret i at binde an med Keystone XL. For det synes at være vanskeligt at finde nogen, der vil binde sig til at bruge rørledningen. Men The Hill skriver nu, at Trans Canada har opgivet at gennemføre også af et andet af de store pipeline-projekter, man har haft på tegnebordet for at få de store tar-sands-forekomster i Alberta pumpet frem til havne og raffinaderier.

Det er Energy East-rørledningen, man nu har opgivet, og samtidig opgiver man gennemførelsen af en tilsvarende gasledning. Det kommer ifølge TransCanada efter en “careful evaluation of changed circumstances”, hvilket ikke skal forstås sådan, at virksomheden nu har indset det klimamæssigt set absurde i at søge at udvinde tar sands-olien, men som at ingen kan tjene penge på at udvinde olien med de nuværende oliepriser.

En anden udslagsgivende faktor er, at de canadiske myndigheder (National Energy Board) efter voldsomme protester fra miljøorganisationer, efter at Canadas klimafornægtende premierminister tabte til Trudeau, og efter at det stod klart, at TransCanada havde haft en række uofficielle møder med de myndigheder, der skulle forestå miljøgodkendelsen, skrottede alle igangværende miljøredegørelser og startede forfra med langt mere omfattende klima- og miljøparametre.

Det står ikke klart af artiklen i The Hill, om TransCanada opgiver den østlige linjeføring, fordi der igen ser ud til at kunne komme hul igennem i Trumps USA. Men i en tidligere omtale i begyndelsen af september kobles den østlige linjeførings manglende aktualitet sammen med genoplivningen af Keystone XL efter at Trump er rykket ind i Det Hvide Hus.

Det er dog langt fra sikkert, at det er tilfældet. For med de nuværende meget lave oliepriser, der skyldes en kombination af konkurrencen fra store mængder af billig gas vedvarende energi, og OPEC-landes manglende vilje/evne til samlet set at holde tilbage på produktionen af billigere olieforekomster, da er der ingen, der kan tjene penge på at undvinde tar sands-olien i Alberta.

Efter at Trudeau kom til magten i efteråret 2015, umiddelbart inden Paris-aftalens indgåelse, er den canadiske befolknings accept af klimaudfordringen gradvist voksende. Og flere ser nu udfasningen af den fossile produktion og afhængighed komme tidligere. I alt fire olieledningsprojekter fra Alberta til forbrugerne i den store verden er enten opgivet eller sat i bero i den nuværende situation. Og dem der ikke er opgivet er i strid modvind fra klima- og miljøorganisationerne. Men i kampen om lederskabet i det konservative parti i Alberta har en af kandidaterne, Jeff Callaway, netop markeret sig med planer om en ny nordlig rørledning, Churcill-ledningen, som via Churchill og Manitopa ville kunne sende tar sands-olien ud til havet ved Hudson Bay. Et katastrofalt projekt, som nok må henregnes til samme kategori af valggestalter som Trumps mexikanske mur.

Devin Henry: Keystone XL developer cancels two major Canadian pipeline projects, The Hill 05.10.2017.

Yashaswini Swamynathan: TransCanada to abandon Energy East and Eastern Mainline projects, Reuters 05.10.2017.

Emma Gilchrist: TransCanada Cancels Energy East Oilsands Pipeline, Desmog Canada 05.10.2017.

Gillian Steward: Alberta Leadership Candidate Proposes Oil Pipeline to Arctic As World Aims to Get Off Oil, Desmog Canada 23.09.2017.

TransCanada may abandon Energy East pipeline facing tougher review, (Reuters) CBC News 07.09.2017.

Timothy Cama: Developer might not build Keystone XL pipeline, The Hill 28.07.2017.

Jack Jenkins: Nuns are suing to stop a pipeline – because they believe the earth is sacred, ThinkProgress 18.07.2017.

Manola Secaira: Oil companies are just not that into Keystone XL, Grist 30.06.2017.

Christopher H. Mattews & Bradley Olson: A New Problem for Keystone XL: Oil Companies Don’t Want It, Wall Street Journal 29.06.2017.

Brian Palmer: Still No Approved Route for Keystone XL in Nebraska as Resistance Mounts, EcoWatch 04.06.2017.

Devin Henrry: Green groups sue Trump over Keystone XL approval, The Hill 30.03.2017.

Patrick DeRochie: Seven oil multinationals that are pulling out of Canada’s tar sands, Environmental Defence Blog 14.03.2017.

Adam K. Reymond: Despite Trump’s Promise, Keystone XL Pipeline Won’t Use U.S. Steel, New York Magazine 03.03.2017.

Ben Lefebre: White House: Keystone exempt from ‘Buy American’ requirements, Politico 03.03.2017.

Nicholas Kusnetz: Exxon Relents, Wipes Oil Sands Reserves From Its Books, InsideClimate News 23.02.2017.

Keith Brooks: Exxon will leave 3.6 billion barrels of tar sands oil in the ground, Environmental Defence Blog 22.02.2017.

Phil McKenna: Keystone XL, Dakota Pipelines Will Draw Mass Resistance, Native Groups Promise, InsideClimate News 31.01.2017.

Jess Coleman: Pipe Dreams: Why Trump’s Dakota Access and Keystone XL Plans Don’t Add Up, Greenpeace US 27.01.2017.

Komal Khettry: TransCanada re-submits application for Keystone XL pipeline, Reuters 26.01.2017.

Emma Foerhringer Merchant: Keystone XL really is back to haunt us, Grist 26.01.2017.

Zoe Loftus-Farren: Trump Greenlights Dakota Access and Keystone XL Pipelines, Truthout 25.01.2017.

Steven Mufson & Juliet Eilperin: Trump seeks to revive Dakota Access, Keystone XL oil pipelines, Washington Post 24.01.2017.

Bobby Magill: Trump Revives Keystone XL, Dakota Access Pipelines, Climate Central 24.01.2017.

Phil McKenna: Keystone XL, Dakota Pipeline Green-Lighted in Trump Executive Actions, InsideClimate News 24.01.2017.

Alexander C. Kaufman: Trump Signs Executive Orders On Keystone XL, Dakota Access Pipelines, Huffington Post 24.01.2017.

Rebecca Leber: Trump Resurrects Keystone XL and Dakota Access Pipeline, Mother Jones 24.01.2017.

Alexander C. Kaufman: Trump Signs Executive Orders On Keystone XL, Dakota Access Pipelines, Huffington Post 24.01.2017.

Natasha Geiling: Trump uses executive action to revive Dakota Access and Keystone XL pipelines, Think Progress 24.01.2017.

Marianne Lavelle: Can Trump Revive Keystone XL? Nebraskans Vow to Fight Pipeline Anew, InsideClimate News 01.12.2016.

Bill McKibben: Why Dakota Is the New Keystone, New York Times 28.10.2016.

Melanie Marquis: NEB’s call on Energy East must be independent, McKenna says, as Charest talks revealed, (CP) CBC News 10.08.2016.

Indlægget De Sorte Slanger – Keystone XL II blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

På nederste linje står der med småt, at der på verdensplan årligt dør 1.775 mennesker ved terrorangreb, mens der ifølge beregninger fra Harvard Medical School og Cambridge Health Alliance alene i USA dør 45.000 mennesker om året på grund af manglende health care.

Det helt store tema i Washington lige nu er afviklingen af Obamacare og Medicaid, de to centrale initiativer, som Obama og demokraterne fik gennemført i 2010, som formåede at bringe sundhedsforsikring til 25 mio. flere amerikanere. Det har siden været en rød klud i ansigtet på de mange republikanere og højreradikale, for hvem staten er jo mindre jo bedre. Og nu, hvor republikanerne har magten både i Senatet, i Repræsentanternes Hus og i Det Hvide Hus, var der lagt op til en storstilet tilbagerulning af Obamas sundhedsreform, efter at Obama igen og igen måtte benytte sin vetoret for at beskytte mod republikanske krav om repeal and replace.

Det paradoksale er, at Obama valgte en model, der var udtænkt af en republikansk tænketank, hvor man bevarede det eksisterende system, der bygger på private forsikringsforhold, og supplerede det med ordninger, der gjorde det muligt for langt flere at få sundhedsforsikring. Eller rettere det er ikke så paradoksalt, når man ser, hvordan Obama forstod, at der måtte være enighed om noget så fundamentalt som hvordan et land varetager sine indbyggeres sundhed, hvis det skal blive en varig ændring.

Så selvom det nok havde været mere i Det Demokratiske Partis ånd at søge at gennemføre en skattefinansieret løsning, som det kendes fra de fleste andre af verdens velstående lande – hvad man i USA kalder et single payer-system – og selvom en sådan løsning hvis man sammenligner fra land til land i praksis viser sig at kunne levere et velfungerende sundhedssystem for en langt mindre del af bruttonationalproduktet end The American Way, så var der i en sådan single payer-organisering så mange kameler at sluge, at det ikke havde nogen chance for at blive realiseret tilbage i 2009. Måske i dag, efter at Bernie Sanders igennem et år kørte en valgkampagne, hvor skattefinansieret sundhed og uddannelse var centrale punkter. Men i USA har man traditionelt haft væsentligt lavere skattetryk, og man har ikke samme tradition for omfordeling via skatterne, som vi kender det fra Skandinavien. Samtidig synes en betydelig del af de republikanske ideologer (og vælgere) ikke at tage det for givet, at sundhedsforvaltning er noget, man har ret til som borger – noget der står klar, når ulykken rammer. Tværtimod er det noget, man må gøre sig fortjent til ved selv at betale enten direkte for de ydelser, man får, eller ved at tegne en forsikring – ligesom enhver kan påkalde sig sin ret til ikke at forsikre sig.

I modsætning til de hospitalsvæsener, vi kender i Skandinavien, har USA private hospitaler, private pleje- og alderdomshjem, private fængsler, fødsels- og afvænningsklinikker osv., og de fleste med faste ordentligt betalte jobs har deres sundhedsforsikring organiseret som en del af deres ansættelsesforhold. For de republikanere, der lige nu er ved at repeale og replace Obamacare og Medicaid er det et tilbagevendende argument, at konkurrencemomentet med Obamas reformer blev mindre. I mange stater er der kun en enkelt forsikringsudbyder tilbage, hvilket i republikansk optik er en katastrofe. For der skal ‘nødvendigvis’ være et valg, både mellem foreskellige udbydere af samme forsikring og mellem forskellige forsikringsniveauer. Når der er to eller flere konkurrerende forsikringsselskaber, vil der automatisk være indbygget en mekanisme, der skærper prisdannelsen – fremhæver ideologerne sammen med hele den række af argumenter, som i de seneste årtier har ført til privatiseringen af store dele af den offentlige sektor i mange lande.

Det viser sig blot, at det ikke virker efter hensigten på sundhedsområdet. I praksis er det amerikanske sundhedsvæsen verdens i særklasse dyreste. USA bruger næsten dobbelt så stor en andel af landets bruttonationalprodukt på sundhedsforvaltning end vi gør i Danmark, samtidig med at mange millioner mennesker er holdt uden for. Det misforhold er der mange grunde til. Men for overhovedet at kunne nå frem til at vedtage Medicaid og Obamacare blev der i 2010 indføjet et stort antal tilføjelser i lovkomplekset. For eksempel er det ikke er muligt at forhandle om priserne på medicin. Så stordriftsfordelene er totalt demonterede, medicinalindustrien er en gigantisk parasit på det amerikanske samfund, og qua de prislister for ydelser og materialer, der styrer afregningen mellem de mange forskellige økonomiske enheder i det amerikanske system, betaler amerikanerne voldsomt meget mere for deres medicin end vi gør i andre lande.

Selvom vi kan synes, at vores hjemlige system er bureaukratisk, så er det utroligt enkelt i forhold til når alle de enkelte instanser hele tiden skal agere og fungere som selvstændige forretningsenheder. Samtidig giver det forhold, at (sygdom og) sundhed i det statsfinansierede hosptal ikke er fuldt reduceret til en købmandsvare, en etisk renfærdighed.

Samtidig synes der at være en indbygget tendens til overbehanding. Jeg har ikke direkte erfaringer fra USA, men fra at have boet Japan, hvor man har implementeret en tilsvarende hybridmodel efter amerikansk forbillede. Og selv for banale lidelser, hvor lidt hostesaft, lidt febernedsættende og en uge i sengen ville løse det meste, tager man meget hurtigt den tunge teknologi i brug og røntgenfotograferer for en god ordens skyld lungerne – i en situation hvor det nøgternt set havde været bedre at være blevet i sengen frem for at skulle stille på en røntgenklinik. Igen fra Japan holder man for en given lidelse typisk patienter langt flere dage indlagt, end i lande, hvor man har det samlede system finansieret via statsbudgetterne. Det kan man udtænke en række kulturelle årsager til, men en væsentlig del heraf er, at afregningen

Man kan måske synes, at vi herhjemme er lidt for hurtige til at sende folk hjem. Men ikke mindst for ældre, er det vigtigt at ligge så få dage som overhovedet muligt, for jo hurtigere, man kommer på benene, jo mindre når kroppen at henfalde. Her synes der i Japan omvendt at være en tendens til at holde på patienterne, når først de er kommet ind, for afregningen sker pr. dag, og per behandling og pr. alt det, man kan finde på er nødvendigt. Så hvor vi for eksempel i Danmark fjerner mandler ambulant og slet ikke bruger indlæggelse, hvis ikke der er uforudsete implikationer, så “kræver” det i Japan flere dages indlæggelse. Og jeg er sikker på, at tilsvarende mekanismer er i spil i USA.

Et andet af de store problemer ved det amerikanske system er, at det er alt for let at vælge ikke at være forsikret. Det gør, at udgiften skal fordeles mellem langt færre, end hvis alle automatisk er med via skatteindbetalingerne. Derfor har også mange, der kunne have haft råd til forsikring, valgt ikke at have det, for “jeg er jo aldrig syg” … og når man så pludselig havde brug for det, skulle man have kreditkortet frem, før nogen ville se på ens brækkede ben, eller man kunne få at vide, at man slet ikke ville kunne få forsikring. For før Obamacare kunne forsikringsselskaberne afvise afvise en person med henvisning til preexisting conditions – det kunne være medfødt eller en sygdom, man havde pådraget sig, inden man tegnede sin forsikring. Obama tvang forsikringsselskaberne til at skulle acceptere alle borgere/patienter, men stillede samtidig via skattemidler de ressourcer til rådighed, som gjorde, at det kunne lade sig gøre.. Og dermed lagde han sig alvorligt ud med markeds- og minimalstatsfundamentalisterne.

Obamas sundhedsreformer formåede at reducere andelen af ikke-forsikrede fra 18-19% til 10% af amerikanerne. Men det er tankevækkende, at der stadig i verdens rigeste land med verdens dyreste hospitalsvæsen er 10% af befolkningen, der ikke har adgang til hospitaler og aldersforsorg.

Og med de forslag, der lige nu er til behandling i Kongressen, vil antallet af amerikanere, der står uden for, i løbet af en årrække stige til samme niveau som før Obamacare. Den udgave af loven, som Repræsentanternes Hus vedtog i maj, blev af kongressens budgetkontor CBO beregnet ville betyde, at 23 mio. amerikanere i løbet af få år ville miste deres sundhedsforsikring. Den let forandrede udgave af repeal and replace af Obamacare og Medicaid, som dernæst har været forsøgt gennemført i Senatet, er lige blevet evalueret af CBO, som når frem til, at der med Senatets udgave ‘kun’ er 22 mio. amerikanere, der mister deres sundhedsforsikring.

Allerede i Repræsentanternes hus viste det sig en meget upopulær lov. Protesterne var massive. På alle møder var der i hundredevis af oprevne mennesker, der stod med deres liv eller deres pårørendes liv i fare for at smuldre, fordi de ikke kunne få livsvigtig medicin eller behandling. De republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, der overhovedet turde møde deres vælgere, blev nærmest blæst af scenen. Telefonerne har været kimet med, mailboxene fulde af klager og besværgelser, og mange har fået deres kontorer besat af syge og mennesker i rullestole, alt sammen velordnet men med den uimodsigelighed, der følger når der er tale om liv og død.

Lige så let som det kan være i Washington ideologisk at lade sig bekræfte i, hvad man har gang i blandt ligesindede, lige så vanskeligt er det, når man står over for de mange mennesker, hvis eksistens er truet. Og alt sammen var det ikke for at gøre den amerikanske sundhedsforvaltning bedre, blot for at skaffe skattelettelser til de i forvejen allerrigeste, som oven i hatten i USA har scoret stort set al velstandsstigningen siden årtusindskiftet. I en af de seneste meningsmålinger var der kun 17% af vælgerne, der var enige med republikanerne i deres forehavende, og vælgerreaktionen ved at fratage 22 mio. amerikanere deres sundhedsforsikring vil givet være massiv ved midtvejsvalgene i 2018. Republikanerne synes således i fuld gang med at repeale og replace sig selv.

Derfor holdt lederen af det republikanske flertal i Senatet Mitch McConnell forhandlingerne fuldstændig hemmelige. Først for mindre end en uge siden var man nødt til at fremlægge planen, så senatorerne vidste, hvad de skulle stemme om, og forslaget kunne evalueres af kongressens budgetkontor CBO. Udmeldingerne fra højre side af republikanerne kom prompte. Fire senatorer meldte ud, at der var alt for lidt repeal til at de kunne stemme for forslaget. Flere demokratiske iagttagere mente dog, at det meget vel kunne være bluff, og at de ville få nogle lunser og ende med at stemme for. Hvis forslaget skulle falde, ville det nærmere blive fordi en gruppe af de moderate republikanere fik kolde fødder over for et forslag, som selv Trump har karakteriseret som værende mean.

Republikanerne har i Senatet et flertal på 51 mod 48, så de kan kun tillade sig at miste to stemmer, hvis forslaget skal gå igennem. Men efter at CBO i går fremlagde beregninger, der viste, at 22 mio. amerikanere ville miste deres sundhedsforsikring, heraf de fleste relativt hurtigt, har to moderate republikanere meldt ud, at de må stemme nej til den foreliggende forslag. Samtidig er situationen så labil, at hvis McConnell gennem justeringer af forslaget kommer de fire højre-republikanere i møde dertil, at de kan stemme for forslaget, så vil han sandsynligvis kun opnå, at flere af de moderate republikanere (der er stadig en markant omend  mere stilfærdig gruppe af sådanne) ikke ville kunne sluge forslaget.

I løbet af i dag måtte McConnell således erkende, at han ikke havde flertal for sit forslag, og afstemningen er blevet udskudt til efter den ferie, der ligger omkring den amerikanske nationaldag 4. juli.

Faren er ikke drevet over endnu, men det bliver ikke lettere for McConnell efter 4. juli-ferien. For nu hvor vælgerne har fået sat tal på, hvor brutalt, senatets forslag er, vil samtlige de republikanske politikere møde protester og oprevne vælgere over alt, hvor de kommer frem i deres hjemegn.

Det er ikke kun de 22 mio. amerikanere, der står til at miste deres sundhedsforsikring, som er desparate. Ifølge CBO vil stigningerne i forsikringspræmierne for dem der holder ved, stige markant, mest for de ældre, hvor 64-årig med en årlig indkomst på 26.500 $ vil kunne se 12.500 $ heraf gå til sundhedsforsikring. Det er mere end 40% af den samlede indkomst. Og det er i denne aldersgruppe, CBO forventer det største frafald med mere end en fordobling af den andel, der ikke har råd til sundhedsforsikring.

Fra demokraternes synsvinkel ville det bedst tænkelige resultat være, at det efter endnu et par måneders forhandlinger ikke lykkes republikanerne at gennemføre den repeal and replace, de i snart syv år har lovet at gennemføre, så snart de havde muligheden derfor. Dels vil det udstille republikanerne og Trump som reelt uarbejdsdygtige, men samtidig fik de udstillet sig som omvendte Robin Hoods af værste skuffe, som finder der i orden at tage sundhedsforsikringen fra de fattigste blot for at kunne give de i forvejen allerrigeste gigantiske skattelettelser, de end ikke har bedt om.

Men hele den solidaritetstanke, som vi kender det fra Europa, hvor samfundet har en selvfølgelig opgave som varetager af en uddannelse, sundhed og sikkerhed for alle, og som naturlig del heraf foretager en vis omfordeling, mellem rig og fattig, by og land, hovedstad og provins, rask og syg, gammel og ung, har aldrig haft samme indlysende naturlighed i USA.

Måske det stadig er en for ung og self made kultur, hvor det at skulle kunne klare sig selv, og at andre skal kunne klare sig selv, er blevet et nærmest uimodsigeligt dogme. Efterkrigsårenes McCarthyisme, hvor alt der bare nærmede sig deling og fællesskab blev udråbt som værende socialisme og for eksempel de skandinaviske velfærdslande blev betragte som håbløst socialistiske, har heller ikke gjort det enklere. Amerikanerne er gennemgående virkeligt gode til lave frivilligt arbejde og at støtte indsamlinger og velgørende arrangementer. Men måske fordi fagbevægelserne aldrig blev samme kulturbærende kraft i USA har den solidaritet, som har været fundamentet for udviklingen af velfærdssamfundene, haft svære kår. Mange sociale og sundhedsmæssige problemer lader sig blot ikke løse forsvarligt ved almisser, men kræver kontinuitet og fortsatte bevillinger. Men det er meget vanskeligt i USA at vinde forståelse for via staten at betale for noget for andre mennesker. Og som vi har set det med Obamacare, hvis det lykkes at etablere, er der kolossale kræfter, der vender sig imod det.

Det er samme fænomen, der kan iagttages med den amerikanske klimaindsats. Én ting er, at den professionelle klimafornægtelse finansieret af fossile interesser har været mere intens i USA end noget andet sted i verden. Men selv for dem, der rent faktisk anerkender klimaudfordringen, kan det være svært at se, hvorfor andre lande ikke skal gøre lige så meget som USA. Det er let at se, at Kina i dag er verdens største udleder. Men pr. indbygger ligger USA stadig i top, og set i historisk perspektiv har USA for længst opbrugt sin del af atmosfæren som losseplads. Endda er det meget vanskeligt at finde forståelse for at et rigt land som USA har en moralsk pligt til at hjælpe de fattigste lande med deres klimaindsats og deres beskyttelse mod klimaforandringer, som de ikke har noget medansvar for, men er de største ofre for. Med Obama var vi ved at se ansatser til et modent USA, men reaktionen med Trump har været horribel.

Update 28.06. – I løbet af i går stod det så klart for Mitch McConnell, at han ikke havde stemmerne til at få sin lovpakke igennem, at han trak den tilbage. Måske ikke for evigt – McConnell har tidligere lovet/truet med, at der kun ville blive én chance for at stemme, og at han derefter ville gå videre til andre lovgivningskomplekser. Men det står nu klart, at der ikke kommer nogen afstemning i Senatet før 4. juli-ferien. Den meddelelse fik en række republikanske senatorer, der havde lurepasset, til at melde ud, at de skam heller ikke var til sinds at stemme for forslaget. Så det står nu klart, at mindst 9 republikanske senatorer ville stemme imod. Og de er så ligeligt fordelt mellem strammere og slappere, at McConnell ikke bare kan komme den ene fløj i møde, men er nødt til at komme op med noget, der på én gang er mere radikal i sin afvikling af Obamacare og og så med Trumps let forblommede udtryk har mere ‘hjerte’. Det er umiddelbart diametralt modsatte krav, og hvis man endda skulle forsøge at trylle en løsning frem, ville det provenu for gigantiske skattelettelser til de rigeste, som synes at være den egentlige drivkraft bag forslaget, sandsynligvis forsvinde med trylleslaget.

Faktisk er der kun 5 senatorer, der har forpligtet sig til at stemme for loven. Og McConnell kunne således i det øjeblik, det stod klart, at der ikke var flertal, risikere at blive nedstemt 95 mod 5. Virkeligheden ligger nok et sted midt imellem, men det står klart, at tilbagerulningen er upopulær langt ind i republikanske kredse og vil kunne koste sædet for mange af de politikere, der lægger stemmer til. Ved en helt ny meningsmåling er der for første gang mere end 50% der finder Obamacare værd at bevare – og det kommer efter syv års larm over hvor forfærdelig den er, med truslen om at den bliver likvideret.

Selvom Obamacare i disse måneder er på pinebænken, så må man sige, at hele debatten om Obamacare, der strakte sig over år, og efterfølgende demokraternes valgkami i 2016 så at sige fik etableret universal health care som den skala, USAs sundhedsforvaltning burde måles på. I hvor høj grad er verdens rigeste land i stand til, og indstillet på, at tilbyde samtlige landets borgere en rimelig sundhedsforvaltning?

Her står republikanerne med en dyb indre konflikt, og det kræver tykke lag af politisk spin og retorik at forklare, at en så markant forværring af sundhedssystemet, som man har lagt op til, er en god og rigtig ting at gøre. Fire helt nye målinger viser da også, at opbakningen i den amerikanske befolkning til den republikanske sundheds’reform’ kan ligge på et meget lille sted. Selv Fox News’ måling kan kun finde 27% approval, mens Maris, Quinnipac og USA Today finder apporval rates på hhv. 17%, 16% og 12%. 12% tilslutning … er jo nærmest ingenting.

Under vejs i valgkampen lovede Trump bedre og billigere health care for alle. Nu står republikanerne på grænsen til at vedtage en reform, der ikke bare vil fratage 22 mio. amerikanere deres sundhedsforsikring, men samtidig vil give markante stigninger for sundhedsforsikringer for middelindkomster. Hospitalssektoren går lidt stille med dørene, men ingen der arbejder i sundhedssystemet, kan se noget godt i forslaget, der indebærer en alvorlig tilbageskæring af det samlede provenu. Så det vil klart føre til lukninger, ikke bare af særligt ‘provokerende’ størrelser som narkobehandlingsenheder, fødsels- og abortklinikker, men også til indskrænkninger af aktivitetsniveauet for almindelige hospitaler, pleje- og alderdomshjem. Det er da også vanskeligt overhovedet at finde nogen, der synes, at dette republikanske forehavende er en god idé. Det løser ikke noget i sundhedsplejen, men sætter en masse mennesker uden for og gør omkostningerne væsentligt højere for dem der formår at hænge på.

Lige nu bliver det fejret i aktivistkredse, at repeal-processen er strandet i Senatet. Men det skete også i Repræsentanternes Hus i februar, blot for at en næsten tilsvarende tilbagerulning blev vedtaget 6 uger senere. Så protesterne vil fortsætte med uformindsket styrke, og indtil repeal-planerne er lagt definitivt på hylden, må republikanske parlamentarikere forvente at møde protester og protesterende over lat, hvor de bevæger sig, se deres kontorer besat af handikappede og forsorgsafhængige, og blive gjort medansvarlige for de mange menneskelige lidelser og fremprovokerede dødsfald, som de republikanske forslag vil medføre.

For lige at gentage tallene fra åbningsbilledet, så der der på verdensplan årligt 1.775 mennesker som følge af terrorangreb, mens der ifølge beregninger fra Harvard Medical School og Cambridge Health Alliance alene i USA dør 45.000 mennesker om året på grund af manglende health care. Ved at gennemføre en lovgivning, der inden for få år vil fordobleantallet af mennesker, der må opgive at have sundhedsforsikring, typisk fordi præmierne for potentielt særligt plejekrævende vil kunne stige astronomisk, kan antallet af døde på grund af manglende sundhedsforsikring blive markant højere.

I en nylig artikel giver Harvard-forskere i New England Journal of Medicine et forsigtigt skøn, at der bliver reddet 1 liv for hver 830 mennesker, der opnår sundhedsforsikring (og omvendt). På den baggrund ville den udgave af loven, der blev vedtaet i Repræsentanternes Hus, over de næste 10 år føre til 200.000 dødsfald, der kunne være undgået. Og mange flere vil få deres livssituation forværret.

Samtidig er Trump og republikanerne i fuld gang med at demontere det amerikanske miljøagentur EPAs miljøbeskyttelse. Problematiske sprøjtemidler bliver tilladt uanset egne videnskabsmænds rapporter, der anbefaler det modsatte. Regler, der søger at  mindske luftforureningen, der i USA har i titusindvis af årlige dødsofre på samvittigheden, bliver skrottet for at tilgodese virksomhederne. Således har Trump-administrationen og de republikanske politikere, der giver ham frit lejde til at demontere alle forsøg på at bedre folkesundheden, allerede efter få måneder nået at få masser af blod på hænderne.

Næste skridt kunne herefter være at samarbejde med demokraterne om at udvikle Obamacare. For der er problemer ved det nuværende, som der vil være det med et lovkompleks, der omfatter en sjettedel af den samlede amerikanske økonomi. Men mange af problemerne er selvforskyldte, og er et resultat af bevidst chikane for at få Obamacare til at fremstå så dårlig som muligt. Og når det i en række stater er svært at få forsikringsselskaberne til at udbyde forsikringer, hænger det i høj grad sammen med de meget usikre vilkår at skulle agere på, når republikanerne i årevis har truet med at ville fjerne grundlaget derfor.

Hvis i stedet repræsentanter fra begge de to store partier satte sig ned og i fællesskab søgte at håndtere spørgsmålet, hvordan man får det nuværende til at fungere bedst muligt, kunne der måske komme noget godt ud af det. Efter i syv år at have skreget på at få Obamas sundhedsreformer likvideret vil det blot være en forfærdeligt pinagtig situation for republikanerne at skulle medvirke til at optimere Obamacare. Så et samarbejde med demokraterne fremstår lige nu fra McConnells side som en trussel overfor republikanerne: at hvis ikke de med den nuværende parlamentariske situation selv kan klare ærterne, må han ty til at bede demokraterne træde til.

Det vil også fra demokratisk side kræve, at man gik reelt ind i samarbejdet og ikke bare som nu drillede løs. Foreløbig har McConnells demokratiske modstykke, Charles E. Schumer, udfordret Trump til, ligesom i sin tid Obama gjorde det, at samle samtlige 100 senatorer til et stort idé-møde, hvor man kunne drøfte, hvordan man etablerede den billige healthcare for alle, som Trump igen og igen lovede i valgkampen.

Foreløbig synes McConnell indstillet på at give det endnu en chance at få et lovforslag til afstemning inden den store sommerferie i august, så han har stillet i udsigt, at der vil blive indleveret et nyt forslag til vurdering ved CBO allerede i overmorgen fredag. Men stadig ingen debatter, ingen høringer, ingen plads til input fra andre, ingen dialog med demokraterne.

Hvor republikanerne i Repræsentanternes hus kunne tåle at miste 27 stemmer og endda have flertal, så har McConnell kun ‘råd til’ at miste 2, før hans flertal skrider. Og med 9 senatorer der har meldt ud, at de ikke kan stemme for (herunder 1 der blot ikke kunne gøre det i denne uge, så 8 klare nejstemmer), overfor kun 5, der har givet tilsagn om at stemme for, er der endog meget lang vej til, at McConnell har 50 stemmer bag hans forslag til repeal and replace. 39 republikanske senatorer har endnu ikke tilkendegivet, om de vil stemme for forslaget, hvilket er historisk lavt for et så centralt stykke lovgivning. Selv blandt de 13 senatorer, der skjult for kollegerne har forberedt tilbagerulningen i et udvalg særligt etableret til anledningen, er der kun 3, der kar tilkendegivet, at de vil stemme for – mens én af dem har tilkendegivet at ville stemme imod.

Dette viser med al tydelighed, hvor svært det er som republikansk politiker at stå frem som medbøddel over for det amerikanske sundhedssystem. De ved, at de står til at blive lynchet af folket. Og de er ikke hjulpet i at stille op med deres stemme, når Trump i en af sine konstante fortalelser kalder det nuværende forslag for mean. Han har ret, men det klip vil blive gentaget x millioner gange op til midtvejsvalgene i 2018 sammen med Trumps løfter om at levere bedre og billigere healthcare for all. Under et besøg af den australske premierminister Malcolm Turnbull i foråret kom Trump nærmest til at sige, at australierne havde meget bedre healthcare, og at det ville være bedre med et skattefinansieret single payer-system.

.
Her han man se Samantha Bees udlægning af republikanernes forehavende på Full Frontal.

Update 30.06. – Der har i de seneste døgn været gjort intense forsøg på at finde fodslag blandt de republikanske senatorer om en ny healthcare-pakke. Og der har været udsigt til, at man måske kunne lokke de frafaldne moderate tilbage bed at lægge betydelige summer til at bekæmpe det omfattende narko- og medicinmisbrug, der hærger betydelige dele af den amerikanske befolkning, og som i en lang række storbyer er med til at generere en betydelig del af gadevolden.

Der er i skrivende stund stadig nogle få timer tilbage af fredagen i Washington, så McConnell kan stadig nå at sende hvid røg ud fra mødelokalerne og få et nyt forslag til granskning ved CBO inden weekenden. Men lige nu er det usandsynligt, at det når dertil. Og afstemning blive det ikke til inden den 10 dage lange 4. juli-ferie, for kongresmedlemmerne er begyndt at rejse hjem. Hvis de republianske repræsentanter vover at holde offentlige møder på hjemmebanen, som der er en vis tradition for at gøre det i USA, står de til endeløse konfrontationer med et stort antal mennesker, hvis liv og velfærd hænger i en tynd tråd på grund af republikanernes healthcare-planer.

McConnells bestræbelser er ikke blevet lettere af, at den højre-republikanske senator Ben Sasse her til morgen har sendt Trump et brev, hvori han foreslår, at vi (republikanerne) øjeblikkeligt vedtager en repeal, og derefter bruger sommermånederne på at finde ud af, hvad der skal replace det nuværende. Det har republikanerne løbende lovet igennem valgkampen, siger han. Trump tweetede det øjeblikkeligt videre, hvilket blot det gør det endnu sværere at for alvor at forsøge at nå frem til et kompromis. Hvis det ender dér, vil det føje sig fint ind i hans hidtidige bedrifter, der bedst kan karakteriseres som nedbrydningsarbejde. Trump og Sasse glemmer blot, at Trump under valgkampen ikke talte om repeal and replace, men tilbagevendende lovede en bedre og billigere health care til alle amerikanere. Og at en ren repeal vil have drastiske konsekvenser for et endnu større antal mennesker. Washington Post vurderer her til aften, at det vil give 32 mio. flere uden sundhedsforsikring. Derfor er det da også så godt som givet, at en ren repeal-løsning for de moderate republikanere vil være endnu sværere at stemme for end det nu foreliggende.

Det bliver heller ikke lettere af, at Trump i stedet for at bruge sine kræfter på at bakke op om forhandlingerne igen har lagt sig ud med personer i pressen med meget infame personlige nedgørelser. Måske han ‘blot’ tyede til kvindenedgørelsen for at skifte fokus – han vidste at det ville få alle op i det røde felt. For onsdag aften bragte Wall Street Jourbal en meget tankevækkende artikel, der for første gang direkte påviste collusion mellem republikanere tæt på Trumps valgkampagne og russiske hackere med forbindelser til Moskva. En gruppe, der direkte arbejdede  sammen med Trumps kampagneleder Michael Flynn, tog under valgkampen kontakt til fem forskellige teams af hackere for om de kunne hjælpe med at skaffe de forsvundne Hillary-emails. To af disse hacker-teams var man fuldt vidende om havde nære forbindelser til den russiske regering. Michael Flynn blev senere Trumps sikkerhedsrådgiver, men måtte trække sig efter blot få uger, da han havde alt for mange lig i lasten og ved gentagne lejligheder havde løjet og undladt at fortælle om sine kontakter med russiske enheder.

USA er under Trump blevet en vaskeægte bananrepublik.

Hvis man kan abstrahere fra konsekvenserne – som mildt sagt er skræmmende – er det ganske underholdende. Og det groteks underholdende synes i mange situationer at være Trumps eneste reelle kort. Han har allerede vist sig ikke på nogen måde at være den dealmaker, han førte sig frem som under valgkampen. Selvom han – med masser af hjælp – i sin tid skrev bogen The Art of The Deal, står det allerede nu klart, at han tvært imod slet ikke evner eller har forudsætningerne for at kunne navigere i Washingtons politiske virkelighed, og endnu mindre i den store verden, hvor han konsekvent træder igennem. Hans forståelse og aflæsning af situationerne mangler dybde og perspektiv. Han er for utålmodig, for lidt lyttende, for lidt sanddruelig, for lidt strategisk aflæsende, for lidt team-player og alliance-skaber, ja … for ubegavet til at være nogen dealmaker i den politiske virkelighed, han nu står med en fremtrædende post i.  Men han har en uhyggelig næse for at underholde og fange opmærksomheden, og hvor andre har en form for moralsk-etisk kompas han har ingen hæmninger overfor at bruge løgnen, racismen, xenofobien, mandschauvinismen og den personlige nedgørelse, hvis det er det, der skal til at indfange og dermed afspore verdens og pressens opmærksomhed.

Det er ikke kun et udslag af manglende disciplin. For de værste udfald kommer, når han synes, at pressen taler for meget om russiske forbindelser, eller når alt man havde lovet om sundhedsreform skrider, samtidig med at han skal have luftet, at han skal mødes med Putin i nær fremtid, uden at det giver for meget opmærksomhed. Trump vælger her virkemidler, de fleste ville afstå fra, fordi de på bare lidt længere sigt ville give alvorligt bagslag. Men Trump agerer med meget kort tidshorisont. Og når man ser, hvor godt han i det seneste halve år er sluppet fra at have luftet i hundredevis af massive løgne, hvor blot en enkelt af dem ville have kunnet fælde mange andre, så bliver han desværre igen og igen bekræftet i, at det betaler sig at trampe langt over alle moralske og etiske grænser.

Update 01.07. – USA har siden efterkrigstiden været splittet over spørgsmålet om, hvilken model for landets hospitalsservice, man skulle vælge. Og selvom mange demokrater kunne ønske sig et skattebetalt system, som man kender det fra store dele af Europa, har det indtil nu ikke været muligt at skaffe bredere opbakning dertil. Selv den Affordable Care Act, som i daglig tale kaldes Obamacare, var faktisk i udgangspunktet en republikansk opfindelse, hvor statsmidler blev tilført en grundlæggende markedsøkonomisk model – hvilket på ingen måde har forhindret republikanerne i siden vedtagelsen deraf at hyle over socialistiske tilstande.

Men Aaron Blake skriver i en ganske tankevækkende analyse i dagens Washington Post, at den store vinder i den mildt sagt udemokratiske proces omkring repeal and replace af Obamacare og Medicaid, er tanken om et singlepayer system. Den offentlige opinion bevæger sig gradvist men markant i retning af, at der er konsensus om et skattefinansieret dækning for alle. Dette skift kommer også til udtryk i, at der for en uge siden for første gang nogensinde var over 50% der fandt, at Obamacare, som blev vedtaget i 2010, er en god løsning.

Som man man se af grafen herover, er der langt flere demokrater end republikanere, der ønsker sig et system, der automatisk omfatter alle. Men der sker markante bevægelser mod større accept deraf i alle grupper. Den største stigning finder man blandt lavindkomst-republikanere, hvor andelen, der ønsker healthcare, der gælder for alle, på mindre end et år er vokset fra 32% til 51%. Dette er i høj grad Trump-vælgere, som i høj grad vil frasige ham og republikanerne, hvis han ender med at løbe fra sine løfter om en billigere og bedre health care for alle.

Trump fik i alt omkring 45 mio. vælgere ved præsidentvalget i november 2016. Måske halvdelen af de 32 mio. mennesker, der inden for få år vil miste deres healthcare, stemte på Trump ved valget i november. Hvis han ender med at skubbe dem ud af deres forsikringer, kunne man meget vel forestille sig, at disse 16 mio. allerede ved midtvejsvalgene i 2018 straffer de mange republikanere, der har medvirket til likvideringen af det amerikanske sundhedssystem, ved i stedet at stemme demokratisk.

I denne graf er de nuværende holdninger til grundstrukturen yderligere detaljeret. Der er hver væsentligt flere der finder staten ansvarlig ende det modsatte. Faktisk er det blot 5%, der ikke ønsker nogen form for regeringsmedvirken, selvom dette synspunkt fylder særdeles meget i det noværende republikanske opgør. Størstedelen af de moderate og konservative republikanerne står i det lidt underlige vadested, at nej, det er ikke statens ansvar, men ja, vi må fortsætte den statslige medfinansiering, der ligger i Obamacare og Medicaid.

Blake skriver dog beroligende, at vi ikke får noget single payer system lige med det første. Men det er med denne fordeling af holdninger let at forstå, hvorfor det er så svært for republikanerne at blive enige om, hvad man vil sætte i stedet, samtidig med at det ligner en dødsdom for de republikanske flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, hvis man gennemtrumfer en ren repeal, og trækker al statslig støtte til hospitalssektoren blot for at kunne give de allerede rigeste skattelettelser.

Samtidig kan man også se, at det selv for demokraterne kan vise sig vanskeligt at samle sig om en rent skattefinansieret løsning. Men omvendt synes stadig flere at se fordelene derved, og det absurde i, at en fjerdedel af udgifterne til verdens dyreste hospitalssystem går til administration. Så bare lidt længere fremme lyder skriften på vægen ifølge Aaron Blake: single payer.

Update 03.07. – I disse dage forsvarer demokraterne Obamacare og Medicaid med næb og kløer. Men Brian Beutler skriver i dag på New Republic, at hvis det lykkes republikanerne at gennemføre en ren repeal-strategi for så senere at sætte noget i stedet, så kan have velbegrundet tvivl, at der nogensinde kom nogen replace-del, før republikanerne mistede deres flertal. Og så er det meget usandsynligt, at demokraterne møjsommeligt genetablerer Obamacare og Medicaid med alle deres indbyggede problemkomplekser. I stedet vil man sandsynligvis sigte på en skattefinansieret singlepayer-model, som også for USA synes at være det der kunne muliggøre, at man kunne tilbyde forsvarlig healthcare for alle for et mindre beløb end det i dag koster.

Update 07.07. – Mitch McConnell har i de seneste døgn signaleret nærmest opgivenhed og siger nu, at det ikke er nogen given sag, at der i den nuværende situation kan stableres et flertal for nogen reform af den amerikanske sundhedsforvaltning – og at man derfor kan blive tvunget til at forsøge (i samarbejde med demokraterne) blot at reparere på det eksisterende. Det kan selvfølgelig være en taktisk udmelding for at søge at få hans modstridende fløje til at bøje af, men det kan også være en realisering af, at der når det kommer til stykket ikke findes noget flertal, fordi der ikke findes nogen fælles forståelse af, hvad der skal replace en repeal.

De republikanske senatorer, der overhovedet har turdet stille op til møder i deres hjemstater, er blevet mødt med massive krav om at bevare Medicaid og Obamacare, og selv dem der ikke har gjort det, kan dårligt vise sig på gaden uden at møde protestskilte og oprevne protesterende. Ikke bare i hver eneste stat, men ud i de mindste provinsflækker er der i de seneste par måneder opstået protestgrupper, som tilsammen sørger for, at ingen politiker glemmer konsekvenserne af, hvilken social og sundhedsmæssig katastrofe de er i færd med at gennemføre.

Men McConnells dilemma er, at hver gang han søger at imødekomme dem, der finder, at det nu foreliggende er for brutalt, er hans strammerfløj lynhurtigt på banen med med påstandene om, at det jo blot er Obamacare lite, og at det blot gør den statslige omfordeling endnu større. Dette dilemma ser lige nu ud til om noget at uddybes, og at det for hver uge, der går, bliver stadig vanskeligere for de republikanske senatorer at nå nogen form for enighed. Når senatorerne i snæte uger vender tilabe til Washington, har de kun tre uger før den store sommerferie. Hvis ikke de har fundet en løsning inden da, ser flere iagttagere det som noget nær umuligt for republikanerne at nå nogen form for enighede i denne runde. Samtidig kan demokraterne glæde sig over, at for hver uge, den republikanske grusomhed fylder forsiderne, bliver

Det tilbagevendende omkvæd fra Trump og de ledende republikanere har været, at “Obamacare is failing”. Michelle Ye Hee Lee opstillede 05.07. på Washington Post i et fact check af den republikanske kritik af failing Obamacare disse syv påstande:

1. Obamacare Fail #1: Higher Costs: Average premiums are up 105% across the country since 2013
2. Obamacare Fail #2: Fewer Choices. 83 Insurers abandoned the Obamacare marketplace this year alone
3. Obamacare Fail #3: Fewer Covered under Obamacare exchanges. In 2016, 29% of enrollees dropped off Obamacare exchanges, over 3.6 million people
4. Obamacare Fail #4: Less Freedom. In 2015, Americans paid $3 billion in penalties for not purchasing unaffordable health plans that did not meet their needs
5. 28 million still uninsured. Nearly 30 million Americans still without health-care insurance coverage. In just the first few months of this year, nearly two million people dropped their Obamacare coverage.
6. Obamacare is failing the American people: Premiums were supposed to drop, but instead they have soared by nearly $3,000.
7. FACT: when #Obamacare was signed, CBO estimated that 23M would be covered in 2017. They were off by 100%. Only 10.3M people are covered.

De første fire stammer fra en video fra Det Hvide Hus, de næste to fra Det Hvide Hus’ hjemmeside, det sidste fra et tweet fra Trump. Jeg vil ikke her gennemgå tilbagevisningen af samtlige disse påstande. Men der er tale om klar talmanipulation. Obamacare er ikke uden problemer, men det har omvendt langt hen ad vejen været en god ting for amerikanerne, som de ideologiserende højrerepublikanere blot ikke vil betale til. Og nøgternt set er det største problem for forsikringsmarkedet (som McConnell senest beskrev som imploding) den fundamentale tvivl om vilkårene, som republikanernes højlydte raslen med sablerne har afstedkommet.

Der er endnu ikke rigtigt kommet tal på den side af republikanernes health care reformer, men uanset om det er 32 mio. amerikanere, der bliver skubbet ud af sundhedssystemet, eller det ‘kun’ er 22 mio., vil det give en gigantisk reduktion af den samlede amerikanske sundhedsøkonomi. Med privatdrevne hospitaler vil det helt uomgængeligt føre til lukningen af en lang række små lokale sygehuse, hvis forsikringsgrundlag smuldrer, hvilket vil generere yderligere frustration og vælgervrede i den amerikanske befolkning.

Update 16.07. – I dag er det søndag, og torsdag kom der en ny udgave af senatets bud på en health care bill på bordet. Indtil konsekvenserne er blevet gennemregnet af CBO, er svært for alle at vide, hvad den reelt kommer til at betyde. Men det har rejst massiv kritik, at den – til forskel fra de tidligere forslag og på trods af hvad Trump lovede – åbner for, at forsikringsselskaberne laver forskellige forsikringstyper, sådan at raske mennesker vælger billigere løsninger, mens i forvejen syge mennesker eller mennesker i særlige risikogrupper bliver henvist til særlige forsikringer, hvis priser til gengæld må formodes at eksplodere. Hvis de raske blot betaler for de raske, mens de syge betaler for de syge, så vil det sandsynligvis føre til, at endnu flere må opgive, den dag de har brug for det. Så CBO-tallene kan vise sig lige så slemme som de tidligere forslag.

De kommende dage må vise, om forslaget har nogen gang på jord. Det republikanske flertal i senatet er ganske spinkelt, 52 mod 48. To har allerede meldt ud at de ikke kan stemme for forslaget, så republikanerne kan ikke tåle, at flere siger fra (ved stemmelighed vil det blive vicepræsident Pence, der træffer afgørelsen). Meldingerne for forslaget er til gengæld stort set fraværende – de fleste dukker sig og afventer CBOs beregninger. Yderligere er senator John McCain blevet indlagt med en blodprop i øjet. Så al tale om at bringe forslaget til afstemning er forstummet indtil han er tilbage og kan afgive sin stemme.

En af de to republikanske senatorer, der har meldt klart ud, at de vil stemme imod, siger i dag, at der er 8-10 republikanske senatorer, der lige nu er alvorligt i tvivl, om de kan stemme for  forslaget. Så det hænger i en tynd tråd. Vurderingen fra CBO var tidligere annonceret klar i løbet af i morgen mandag. Men nu forventes den tidligst at kunne foreligge i løbet af tirsdagen, og måske først senere på ugen.

Lægerne har anbefalet John McCain at blive i Arizona og restituere sig i den kommende uge, og for hver dag der går, ikke mindst efter at CBO-tallene foreligger, vil det bliver sværere og sværere at vedtage forslaget. For nok er oplevelsen, at republikanerne er nødt til at demonsterer, at de kan bruge deres flertal i begge kamre til noget. Men det havde nok været bedre at vælge noget, der var mere populært i befolkningen, hvor der er to der ønsker Obamacare for hver amerikaner, der bakker om om Trumpcare.

Den generelle vurdering i Washington er, at for hver dag, der går, bliver det sværere at få den nu foreliggende lovpakke vedtaget. For ikke bare er der modstand i alle dele af den amerikanske befolkning, republikanere, demokrater og uafhængige. Mere eller mindre samtlige interessegrupper inden for hospitalssektoren er imod et forslag, der vil udhule sundhedssektoren markant. Så bortset fra de i forvejen allerigeste, som kan forvente gigantiske skattelettelser i forlængelse af en succesfuld vedtagelse, står til at vinde noget ved vedtagelsen.

Update 17.07. – I løbet af i dag er det blevet klart, at McCains operation har været mere alvorlig, end først antaget, da man måtte lave hyl i kraniet for at kunne fjerne en blodprop. Og fra en række læger forlyder det, at det ofte tager nogle uger at komme sig oven på en sådan operation. McCain er en ældre herre, der har rundet de 80 år.

Når man samtidig ser New York Times’ opgørelse over hver enkelt senators stillingtagen, ser man, hvordan lovgivningen hænger i en ultratynd tråd. Der er lige nu 50 senatorer, der har meldt ud, at de er imod. 2 har sagt at de er concerned, 34 har ikke meldt klart ud, hvad de mener, og kun 14 ud af USAs 100 senatorer har på nuværende tidspunkt meldt ud, at de vil stemme for. En vedtagelse kræver således, at samtlige, der nu er i tvivl eller lurepasser ender med at stemme for forslaget, inklusive McCain.

Blot én mere, der melder fra, vil lukke den videre proces. Og det er meget sandsynligt, at hvis først der er én, der står frem som nr. 51 imod, vil man se en hel stribe frafald. For samtidig med at ingen ønsker at være den, der kuldkastede den repeal and replace, man har råbt op om at ville gennemføre igennem syv år, så var der mange, der gerne var fri for at skulle stå inde for en lovgivining, der er dybt upopulær i brede dele af befolkningen og meget vel kan blive det, der gjorde, at de republikanske flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus forsvinder ved midtvejsvalgene i 2018.

50 senatorer imod allerede inden CBOs beregninger foreligger ligner meget dårlige odds.

Mens jeg skriver disse linjer kommer der opdateringer på New York Times, at yderligere to senatorer har sagt fra. Det drejer sig om Jerry Moran fra Kansas og Mike Lee fra Utah. De havde timet deres udmeldinger, så de kom samtidig. Og uanset at de erkender at der er problemer med det nuværende, så gjorde de det klart, at der er så fundamentale problemer med det nu foreliggende forslag, at det ikke lader sig udbedre med den type småjusteringer, der kan forhandles på plads i den nuværende situation.

Når det er kommet dertil, at et flertal i begge kamre ikke kan munde ud i nogen logvining, er det i høj grad på grund af de daglige massive protester, alle senatorerne møder uanset hvor de vender og drejer sig. Deres kontorer er omringet, nærmest besat, folk laver die-ins, hvor de lægger sig på gaden under deres egen gravsten, døde efter tab af Obamacare of Medicaid. For millioner af mennesker er der tale om liv og død, og det vil stille urimeligt mange mennesker i verdens rigeste land i den pinagtige situation, at de ikke har råd til at have del i en helt basal sundhed og velfærd, selv.

De kommende døgn vil vise, dels om en række af de øvrige moderat republikanske senatorer også vil springe ud som værende imod forslaget, nu hvor flertallet er skredet, dels om republikanerne herefter  vil forsøge at barsle med endnu en udgave med ren republikansk opbakning, eller om man erkender, at vejen frem nødvendigvis må være en helt anden, nemlig i samarbejde med demokraterne at forsøge at finjustere den nuværende Obamacare og Medicaid. Det vil være en gigantisk kamel at sluge, og med demokraterne med ved bordet vil det blive en helt anderledes konstruktiv proces, der ville kunne løse problemerne. Det vil så blot ikke give de gigantiske besparelser, der ville kunne finansiere de store skattelettelser for de rigeste, som republikanerne af uransagelige grunde har sat sig som mål at levere.

Endnu senere i dag, sent på dagen amerikansk tid, siger Trump fra Det Hvide Hus, at nu er tiden kommet for repeal and delay, hvor man i første omgang kun river ned, for derefter senere måske sætter noget i stedet. Men sandsynligvis vil en sådan blot blive endnu sværere at skaffe flertal for, da det ville betyde, at endnu flere mister deres sundhedsforsikring – det har tidligere været beregnet, at repeal only vil drive 32 mio. mennesker til at måtte opgive deres sundhedsforsikring, og det vil gøre det endnu vanskeligere for republikanerne at fastholde deres flertal i Senat og i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalgene i 2018. Men det vil tage måneder at formulere et nyt forslag fra grunden af, som Jerry Moran (og en anden af nejstemmerne, Susan Collins) har krævet det. Og Trump (for hvem den korte bane altid er vigtigere end de videre implikationer) er i en situation, hvor han behøver øjeblikkelige resultater for ikke at ende med at være helt til grin.

I løbet af i dag meldte en anden spiller sig på banen, da staten New Yorks chefanklager meddelte, at hvis Senatet vedtog en repeal and replace-lovgivning i stil med det nu fremlagte, ville han søge den bremset med henvisning til at den var uretfærdig og ukonstitutionel.

Update 19.07. – Trump synes at have tabt tålmodigheden med den politiske proces og taler (tweeter) nu åbent om at lade Obamacare kollapse – en nærmest Baader Meinhof-agtig tankegang, der en demonstrerer en sjælden grad af kynisme.

Efter at flertallet for senatets health care-lovgivning skred mandag aften, meldte Mitch McConnell allerede samme nat ud, at der i næste uge ville blive bragt en repeal only-lovgivning til afstemning. Det er for så vidt stadig det officielle program. Men nærmest umiddelbart efter meddelte tre kvindelige republikanske senatorer – Susan Collins, Lisa Murkowsky og Shelley Moore Capito – at de måtte stemme imod en ren repeal-løsning. Så McConnell har heller ikke noget flertal for en sådan løsning, og Det Republikanske Parti fremstår stadig mere dysfunktionelt og handlingslammet.

Trump har kaldt samtlige republikanske senatorer til møde i Det Hvide Hus i dag. Men lige nu er det svært at se noget ske på healthcare-området. Hvilket et stort flertal af befolkningen er udmærket tilfreds med. Processen i senatet er foregået i det skjulte i et lille udvalg udelukkende med mænd, og det er ikke tilfældigt, at det er tre kvinder, der lynhurtigt har lukket af for en ren repeal-løsning. For modstanden i befolkningen er i høj grad kommet fra kvinder. Op imod 85% af de i titusindvis af telefonopringninger til kongresmedlemmer, der er foretaget i de seneste måneder, er kommet fra kvinder, og kollapset (som først er endeligt når afstemningen i næste uge er gennemført eller taget af bordet) er i høj grad en sejr for de mange kvinder, der også i dagligdagen rundt omkring i USA er dem der tager sig af børnene og de syge, og derfor dem, der ved, hvor ødelæggende de forslag til sundhedsreformer, der har været fremlagt, ville være for millioner af amerikanere. Men det har heller ikke gjort det lettere, at absolut ingen inden for det amerikanske sundhedssystem bakker op om de republikanske planer.

I Det Hvide Hus synes man allerede i fuld gang med at varme op til næste fase, skattereformerne. Men uden slagtningen af sundhedssystemet bliver det nogle helt andre vilkår for næste skridt for kongressen. For hvis man stadig vil fastholde de gigantiske skattelettelser til USAs milliardærer, man har stillet i udsigt, vil det kræve budgetter med gigantiske underskud, som også bliver svære at præsentere som en vindersag.

Frem for at lade Obamacare gå i hundene, kalder Washington Post i en leder i dag på nødvendigheden af frem repeal at lave en repair af Obamacare, og med det cirkus, der har åbenbaret sig i de seneste måneder, som med al tydelighed har demonstreret, at der ikke er eksisterer nogen enighed om den fremtidige amerikanske healthcare i Det Republikanske Parti, må det nødvendigvis ske i samarbejde med demokraterne. Det har demokraternes senatsleder Chuck Shumer lagt op til, og det har flere af de moderate republikanske dissidenter i de seneste dage lagt op til. Men det vil tage tid, og det vil ikke fremstå som nogen stor sejr for Trump og hans lederevner.

Ved frokostmødet i Det Hvide Hus insisterede Trump over for senatorene på, at de blev i Washington, indtil de havde fået skruet en aftale sammen, som kunne vedtages, hvis ikke de alle ville blive hængt ud som støtter af det nuværende system, som ifølge Trump er “a big lie”. Det er efterhånden n^te position, Trump har taget, men hvor det måske er godt med lidt strategisk fremsyn, er det ganske frustrerende, at den mand, der burde styre slagets gang, vimser frem og tilbage og konstant modarbejder den strategi, man havde aftalt, uden nogen tålmodighed overfor den politiske proces. Han lagde massivt pres på de senatorer, der havde stemt imod og sagde, at de havde været hans venner indtil nu, men at det ville de måske ikke være ret meget længere.

Men de fleste iagttagere i Washington betragter den nuværende proces som værende i dødskrampe. Når McConnell insisterer på en ren repeal-afstemning allerede i den kommende uge, er det dels for ikke at være den, der endte med at opgive, dels for at få endt denne proces, så senatorerne kan komme på sommerferie, uanset at det ikke lykkedes at nå noget flertal for nogen sundhedsrefrom inden da. Realistisk set bliver republikanerne nødt til at åbne processen op, ikke bare overfor demokraterne og det flertal af republikanske senatorer, der først får besked om, hvad de skal stemme om kort inden afstemningerne, men også i høj grad også den amerikanske befolkning og mange interessenter i healthcare-verdenen, som nu er helt afkoblet. Healthcare-problematikken har været i offentlighedens søgelys så længe, at det er naivt at forestille sig, at man kan luske noget igennem, men alle så den anden vej eller var på ferie.

En sådan proces kommer til at tage tid – lige nu synes en vigtig del af problemet at være, at ingen tør – eller er i stand til – at fortælle Trump, at den nuværende proces er ovre, at forsøget på at presse store afgørende beslutninger igennem Senatet uden nogen form for åben proces og debat er stødt definitivt på grund, og at han ikke gavner nogen eller noget ved blot at piske sine folk længere ud ad planken.

Det forlyder sent i dag, at det under operationen af John McCain for en blodprop i hjernen er blevet konstateret, at han har en svulst i hjernen, og at der er tale om en ganske aggressiv form for hjernekræft. Det har dog ikke holdt ham fra her få dage efter hans operation at kræve af sine republikanske kolleger i senatet, at de nu genetablerede normale tilstande, hvor processen skete i det åbne, med høringer og konsultationer med demokrater og en bred vifte af interessenter. Men McCains sygdom har sandsynligvis gjort det endnu sværere for McConnell at finde 50 stemmer for en repeal-løsning.

Lederen af republikanerne i Repræsentanternes Hus Paul Ryan står nu frem og kræver, at Senatet vedtager bare et eller andet, så man kan komme videre med skattereformen og ikke fremstår som rene tumper. Samtidig med at Trump indikerer nye retninger og mål for sundhedsforhandlingerne hver anden dag, signalerer Trump samme ligegyldighed overfor emnet, når han siger til senatorerne: læg nu noget på bordet; jeg er klar med pennen (til at skrive under). Det viser med bedrøvelig tydelighed, hvor lidt det for republikanerne handler om at sikre trygheden, sundheden og velfærden for den amerikanske befolkning.

Noget andet er, at det seneste halve års debat og aktivisme omkring bevarelsen af Obamacare synes at have stadfæstet, at Obamacare – eller i hvert fald den bredere dækning, Obamacare repræsenterer – er kommet for at blive. Det vil blive endog meget vanskeligt for republikanerne blot at fjerne den. De ville skulle sætte noget mindst lige så godt eller endnu bedre i stedet. Og her peger flasken på et skattefinansieret single payer system, som sandsynligvis er den eneste løsning på at give god sundhedsvaretagelse af alle og samtidig få reduceret de abnormt høje omkostninger i det amerikanske system. Det burde stå klart, at en markedsbaseret løsning ikke er nogen løsning, når der stadig står millioner uden for systemet til trods for at USA med 17% af landets BNP bruger markant mere på health care end noget andet land i verden.

Update 20.07. – CBOs ‘score’ for den senest fremlagte healthcare lovgivning i senatet ender med samme resultat: over en årrække vil det betyde, at 22 mio. amerikanere må opgive deres sundhedsforsikring. Når det indtil nu har været uspiseligt brutalt, vil det nok også være det i denne omgang.

Ted Cruz har siden fremsat et forslag om en tilføjelse til lovpakken, der, hvis det bliver tilladt, vil give forsikringsselskaberne lov til at lave forsikringer, der underminerer det centrale krav i den nuværende Obamacare, at ingen kan afvise på grund af preeksisting condition. Dette bvil medføre, at syge patienter koncentreres på relativt få forsikringer, hvorfor præmirne her vil stige voldsomt. CBO har endnu ikke regnet på denne variant, men det vil ifølge de fleste iagttagere føre til, at endnu flere må opgive at være forsikrede.

I mellemtiden synes McDonnell fast besluttet på at gennemføre en afstemning i den kommende uge og fremtvinge en afklaring, som lige nu mest tegner til, at det blev et stop for repeal-planerne.

Update 25.07. – I dag var der kaldt til afstemning i Senatet, ikke om nogen repeal and replace-lovgivning, men en forberedende afstemning, som muliggør at bringe sundhedslovgivningen til diskussion i Senatet. Og på ganske dramatisk vis lykkedes det at mønstre 50 stemmer. John McCain, der ellers er beordret hvile efter en operation, hvor han videre fik konstateret, at han havde en hjernesvulst, blev fløjet ind fra Arizona til Washington for at kunne deltage i afstemningen. To republikanere, Susan Collins og Isa Murkowski, stemte nej, ligesom de 48 demokrater. Med 50 stemmer for og 50 imod blev det vicepræsident Mike Pence, der blev tungen på vægtskålen. Og det lykkedes for Republikanerne at få healthcare-lovgivningen videre til den egentlige behandling i Senatet.

Det er kun lykkedes efter et kolossalt pres på de republikanere, der var i tvivl. De har alle både offentligt og mere privat fået vredet armen alvorligt om. Stadig er det dog kun en indledende, proceduremæssig afstemning, der åbner for den egentlige behandling. Og ingen har forud set detaljerne i, hvilket eller hvilke forslag, der skal til videre behandling og afstemning. Så hvor det burde være muligt for de fleste republikanere at stemme for, at noget skulle afgøres, bliver det allerede straks meget vanskeligere, når det er et konkret forslag, der skal vedtages. For samtidig med, at der er en bred enighed om, at man er nødt til at beslutte sig for et eller andet, for ikke at være helt til grin, så er der internt i Det Republikanske Parti en nærmest uoverstigelig uenighed om, hvad man skal gøre på sundhedsområdet. Situationen er uændret den, at hvis man søger at komme den ene fløj i møde, siger flere fra i den anden. McCain udtrykte det meget præcist, at mens han havde sat en ære i at kunne møde op og være med til at få processen videre (uden hans stemme var processen gået definitivt i stå), så proklamerede han blot to sætninger senere, at han på ingen måde kunne stemme for de forslag, som nu skulle viderebehandles. Og det ville ikke føre til noget godt resultat blot at søge at tvinge republikanerne til at æde deres tvivl og stemme for.

Hvad der videre skere efter afstemningen i dag er stadig uklart for de fleste. Men McConnells planer synes at være, at der en af de nærmeste dage skal stemmes om et rent repeal-forslag, som stammer tilbage fra 2015. Det er det forslag, som CBO har beregnet ville medføre, at 32 mio. amerikanere mister deres sundhedsforsikring – og som ingen regner med der kan skaffes flertal for, fordi det har så omfattende sociale omkostninger for så mange. Og hvis ikke man kan få flertal for dette, vil man gå videre til, hvad der er blevet kaldt en skinny repeal, hvor betydelige dele af Obamacare bliver stående, men det obligatoriske bliver demonteret. Det er meget komplekst, men hvis man sammenligner med en bil eller et hus, så er det nu obligatorisk at være forsikret. Ligesom spørgsmålet er, hvor mange der ville have casco- eller brandforsikring, hvis det var frivilligt, er der givet mange, der vil opgive deres sundhedsforsikring, hvis det bliver frivilligt. Hermed kan republikanere slippe af sted med at sige, at de har gjort noget. Men forsikringspriserne vil stige, mange vil opgive at have forsikringer, små sygehuse i landdistrikterne vil være lukningstruede – alt i alt meget langt fra den bedre og billigere healthcare, Trump og republikanerne har lovet. Forslaget kommer umiddelbart de moderate mere i møde end de de minimalstatsradikale på højrefløjen, hvilket igen afspejler, at der er flere moderate stemmer på vippen, hvis man skal have de yderste højre-mandater med end omvendt. Noget andet er, at en sådan lovgivning, hvis den ender med at kunne vedtages i senatet, kan få svært ved at blive vedtaget i Repræsentanternes Hus. De to kamre skal vedtage identiske forslag for at de kan ophøjes til lov.

Indtil nu har der været mest fokus på hvor mange mennesker, der vil blive presset til at opgive deres sundhedsforsikring. Men de republikanske indgreb vil alle – omend i forskellig grad – mindske sundhedssektorens økonomi betragteligt, hvilket vil føre til faldende beskæftigelse. En rapport fra George Washington University, som blev fremlagt i dag, forudser på baggrund af CBOs beregningsmodel, at de mest radikale repeal-forslag vil føre til tabet af op imod 1 mio. jobs i sundhedssektoren (samt i værste fald yderligere en halv mio. jobs i tilstødende erhverv), der i dag har 15,7 mio. ansatte. Særligt de små lokale sygehuse vil blive hårdt ramt, og mange plejehjem og alderdomshjem må dreje nøglen om uden medicaid.

Nu endte afstemningen om at bringe forslagene til egentlig behanding i Senatet 50-50. Men som Think Progress i dag påpeger, repræsenterede de senatorer, der stemte nej til at gå videre med at repeale Obamacare, 36 mio. flere amerikanere end dem, der stemte for.

Update I 26.07. – McConnell spilder ikke tiden. Efter at han i går fik åbnet for at kunne behandle lovforslag om healthcare, blev McConnells eget forslag (det er ‘kun’ gav 22 mio. færre forsikrede) bragt til afstemning, i kombination med to amendments, der skulle svække en række af de obligatoriske elementer i Obamacare, som vækker så stor principiel modstand hos republikanerne og give forsikringsselskaberne mulighed for at lave B-forsikringer, der var billigere og dækkede et snævrere register af ydelser. Det var en afstemning, der qua lovforslagets natur ville kræve et kvalificeret flertal og dermed 60 stemmer for at blive vedtaget. Ingen regnede derfor med, at den ville blive vedtaget, og måske derfor var der kun 43 stemmer for – og dermed 9 republikanere, der stemte imod.

McCain havde tidligere på dagen markeret ganske klart, at han nu stemte for, at sundheds-lovgivningen kunne gå videre til egentlig behandling i senatet, men at han på ingen måde kunne stemme for nogen af de forslag der var lagt frem. Men at man nu måtte finde en mere sædvanlig åben proces frem – noget der for et komplekst område som healthcare let ville kunne tage 9 måneder. Derfor var det endog meget overraskende, at han ved afstemingen samme aften stemte for et forslag, han få timer inden med stor vægt havde sagt, at han på ingen måder kunne stemme for.

Nu venter alle med spænding på, hvad McConnell herefter lægger frem til afstemning. Han synes selv at være kommet dertil, at han må gennemtvinge disse afstemninger uden nogen sikkerhed for, at de bliver vedtaget – eller rettere med en næsten-sikkerhed for, at de bliver afvist – for at få klaret situationen inden sommerferien.

Men det synes ikke at standse her – mange republikanere har markeret, at bestræbelserne på at få Obamacare slagtet fortsætter på den anden side af sommerferien, hvis det ikke skulle lykkes i denne uge. Og der er langt mellem dem der tænker Demokraterne med ind i den videre proces.

Update II 26.07. -Senere i dag (onsdag den 27. juli) blev der lagt et nyt forslag til afstemning, som til forskel fra forslaget i går var et såkaldt ‘clean repeal’-forslag, som fjernede de centrale dele af Obamacare uden at sætte noget i stedet, i hvert fald på den korte bane. Dette forslag ville kunne gennemføres med blot 51 stemmer, men det faldt med 45 for og 55 imod. Således var der denne gang 7 republikanere, der stemte imod partiets forslag – alle fra den moderate ende af det republikanske spektrum.

Dette forslag var stort set identisk med et forslag, som republikanerne vedtog i senatet i 2015, men som Obama nedlagde veto mod i begyndelsen af 2016. Det vidste man ville ske allerede ved afstemningen, så det var gratis at stemme for dengang. Men nu, hvor det er alvor, er der adskillige republikanske senatorer, der føler jorden brænde under dem, hvis de medvirker til at repeale Obamacare. Det forslag, som ved  vedtagelsen for syv år siden var ganske upopulært, er i de mellemliggende år blevet folkeeje. Og iagttagere langt ind i det republikanske parti mener, at en hospitalsdækning for alle er umulig at tilbagerulle, når først den én gang har været vedtaget.

Det virker mildt sagt hovedrystende, at republikanerne er blevet så forhippede på i det mindste at få et eller andet vedtaget, at man accepterer at skulle stemme om forslag, der berører en sjettedel af den amerikanske økonomi, uden at de forud har været debatteret og lagt frem til befolkningen, og uden at de mennesker, der skal stemme har haft nogen chance for at sætte sig ind i forslagene. Man kunne ønske, at den slags skalten og valten med vitale beslutninger for nationens ve og vel gav lige så meget bagslag, som republikanerne nu frygter det vil give ikke at kunne blive enige om noget.

Trump hjælper sit bedste ved at drive personlig Twitter-hetz mod de republikanere, der formaster sig til at stemme imod – hvilket ikke er noget kønt syn og specielt befordrende for samarbejdsklimaet, hvis man skal tænke mere end en dg eller to frem. Men manden demonstrerer i denne tid dagligt, at han ikke forstår ret meget af, hvad der er på spil, og heller ikke interesserer sig for ret meget andet end at kongressen tager sig sammen og får besluttet et eller andet.

Protesterne er massive over alt i landet. I Senatet brød tilhørere i går ud i tilråb: “Kill the bill, don’t kill us. Kill the bill, …”, efter at det stod klart, at der var 51 stemmer for at bringe lovgivningen til debat og afstemning. 90 demonstrerende i rullestole blev fængslet. Den første afstemning indleder formelt set en 20-timers debatperiode, og demokraterne gjorde deres til at putte grus i maskinen ved at tvinge en senatssekretær til at læse hele det lange forslag (som ingen havde set forud) op. Alene den demokratiske senator Chris Murphey har planlagt at foreslå mere end 100 amendments for at søge at forsinke processen.

Men hvad gør McConnell herfra. Hvis han finder et kompromis, der kan mønstre 50 republikanske stemmer, synes det stadig klarere, at de to stemmer han kan undvære, må komme fra højre ende af spekteret. For der er lige nu langt flere utilfredse blandt de moderate. Men det er ikke givet, at han kan justere så meget på forslagene, at han har alle de moderate med, uden at miste mere end to stemmer på højrefløjen. Og selv hvis dette kunsttykke lykkes, vil et sådant forslag være svært at acceptere i Repræsentanternes Hus, hvor der er flere republikanere i den højreradikale ende af spektret.

Det forventes, at McConnell vil lægge et ‘endeligt’ forslag frem sidst i denne uge. Men lige nu er det svært at se, hvilket trylleslag, der skal til for at få noget meningsfuldt vedtaget inden sommerferien. Mange iagttagere ser det mest sandsynlige forslag, der kan finde 50 stemmer, som et såkaldt ‘skinny repeal’-forslag, som lige gør så meget, at republikanerne ikke kommer til at fremstå som totalt handlingslammede, men endda lader centrale dele af Obamacare forblive. Det vil vække voldsom harme på højrefløjen, og vil få vanskeligheder tilbage i Repræsentanternes Hus. Og det får provenuet til massive skattelettelser for de rigeste, som synes at være en vigtig drivkraft i ønsket om at slagte Obamacare, til at smuldre.

CBO kom sidst på dagen i dag med en evaluering af en version af en ‘skinny repeal’. Den vil ifølge CBO føre til ‘kun’ 16 mio. færre med forsikring, og i de første to år give en 20% stigning om året  i forsikringspræmierne. Dermed er ‘skinny repeal’-forslaget måske nok det mindst grusomme af republikanernes scenarier. Men det opfylder på ingen måde Trumps og republikanernes til stadighed gentagne løfte om at lave bedre og billigere healthcare for alle. Og der synes ikke at være noget republikansk flertal derfor – dertil er der for mange, der finder, at det er for socialt uansvarligt, eller for principielt vattet i forhold til udgangspunktet: at repeale Obamacare.

Hvor demokraterne så sent som i går truede med at fremsætte mere end 100 amendments (supplerende forslag, der hver især ville kunne påkalde sig debattid i Senatet), da har man nu ændret taktik og krævet, at man har den fulde lovtekst, før man går videre med behandling og debat af eventuelle tilføjelser. Den endelige tekst har de republikanske senatorer heller ikke set endnu. Men for et parti, der synes forhippet på at beslutte bare et eller andet, er formuleringen af den lov, der skal omlægge en sjette del af den amerikanske økonomi tilsyneladende uvæsentlig. Der florerer skitser til forslag a, b, c … helt op til f. Men ingen ved endnu, hvad præcist, der herefter skal stemmes om, eller hvornår. Foreløbig er to varianter blevet nedstemt – måske McConnell hermed har villet demonstrere for hans to fløje, at ingen af dem kan få flertal for den variant, de helst så gennemført. Men der arbejdes givet på højtryk for at få tilfilet en version, der kan fremtvinges et flertal om.

Update 27.07. – I dag er der programsat yderligere 10 timers debat, hvor der under vejs kan stemmes om forskellige delelementer, før der skal foretages en endelig afstemning. Hvad det mere præcist ender med, at der skal stemmes om, står stadig hen i det uvisse. Men det forlyder fra mange sider, at der heller ikke er noget klart flertal for den såkaldte skinny repeal, og at man oven på CBOs foreløbige evaluering, at det vil betyde, at 16 mio. må opgive deres sundhedsforsikring og at præmierne vil stige, søger at sammenfatte en en ‘even skinnier repeal‘, hvor størstedelen af Obamacare overlever. Samtidig er de republikanske senatorer, der har overvejet at stemme nej eller meddelt at de agter at gøre det, i disse timer under massivt pres – ikke kun vedr. healthcare. For eksempel Lisa Murkovski fra Alaska er blevet ringet op af indenrigsministeren og fået stillet i udsigt, at en vej tværs gennem et reservat kan blive en realitet, hvis ikke hun genovervejer sin holdning på sundhedsområdet.

Der er meget snævre grænser for, hvad man kan beslutte sig for, og ikke mindst forslagenes indflydelse på de samlede budgetter, hvis ikke lovforslaget skal udløse krav om et kvalificeret flertal, hvor mindst 60 stemmer for. Og der er stadig gode chancer for, at dagen ender med, at det ikke lykkedes at vedtage noget egentligt repeal-forslag, men blot en spæd rammelovgivning, der i det mindste gør, at der er noget at sende tilbage til Repræsentanternes Hus, samtidig med, at der er noget at tage med hjem og sige: Det kom der ud af republikanerne sidder på både Det Hvide Hus og begge Kongressens kamre.

Og tanken med en skinny-skinny udgave er de heller ikke at bevare Obamacare, men at undgå, at processen går definitivt i stå, og så få vedtaget en minimal-ændring, som derefter han ad vejen kan strammes op.

Det tragikomiske er blot, at de vælgere, republikanerne synes de skylder at repelae Obamacare efter i syv år at have lovet at ville gøre det, den dag de fik mulighed for det, er udemærket tilfreds med Medicaid og Obamacare og ser helst, at republikanerne ikke slagter sundhedssystemet, nu hvor det endelig var begyndt at nærme sig et system for alle. Så de republikanske politikere har fået placeret sig et sted, hvor de kæmper som besatte for at gennemføre noget, ingen ønsker sig, hverken de demokratiske, de republikanske eller de uafhængige vælgergrupper.

En af de republikanske senatorer, Steve Daines, fremlagde i dag et forslag, som ellers forventeligt ville komme fra demokraternes venstrefløj, om at etablere et single-payer system – ikke for at få et sådant, men for at få en række demokratiske senatorer, der er på valg i 2018, til at have markeret sig på en måde, der ville kunne bruges mod dem. Bernie Sanders sagde da også i den forbindelse, at at han håbede men tvivlede på, at Daines havde set lyset med single-payer, og annoncerede, at han snart, måske allerede i aften, ville fremlægge et forslag til et omfattende single-payer-forslag.

Kl. 16 amerikansk tid fremgår det af Politico, at Rob Portman, som er an af de republikanere, hvis stemme har været på vippen, støtter en skinny repeal, for at processen kan fortsætte i samarbejde med Repræsentanternes Hus. Det er stadig ikke sikkert, at der er 50 stemmer for. Men i disse timer bliver alle sådanne udmeldinger vendt og drejet. Det forventes, at de to moderate republikanske senatorer Susan Collins og Lisa Murkowski vil stemme imod. Og dermed skal samtlige øvrige republikanske senatorer stemme for, for ikke at processens strander her. I den anden ende af spektret synes Rand Paul at have accepteret, at en delvis tilbagerulning af Obamacare er bedre end ingen tilbagerulning, og dermed at være indstillet på at stemme for hvad som helst, McConnell ender med at lægge frem.

Tidligere på dagen gav den republikanske senator Lindsey Graham skinny repeal-planerne tørt på, og for kort tid siden (~kl. 23 dansk tid) varslede Lindsey Graham, John McCain, Ron Johnson og Bill Cassidy en fælles pressekonference inden for et kvartes tid. De fire udgør nok lige nu den mest uforudsigelige del af de republikanske stemmer lige nu, så deres fælles udmeldinger kunne give en indikation af, hvilken aftale, det i løbet af natten vil kunne lade sig gøre at lande. Hvis ellers McCain tog sin egen tale til Senatet i forgårs alvorligt, ville han sende alle på sommerferie med uforrettet sag og genindkalde dem til seriøse forhandlinger, der også inkluderede demokraterne, for i løbet af et års tid at finde en løsning på sundhedsområdet, der i sine grundtræk kunne overleve skiftende regeringer og give de amerikanske borgere fred i sjælen.

Men sandsynligvis bliver der debatteret og stemt om amendments til langt ud på natten, så det kan nå at blive i morgen dansk tid, før det er afklaret, om det lykkedes for republikanernes at få det længe ønskede attentat på Obamacare gennem senatet.

På den varslede fælles pressekonference kaldte Lindsey Graham skinny repeal-planerne for “a scam” og meddelte, at de tre ikke kunne stemme for forslaget, hvis ikke de fik garantier for, at det ikke blev den endelige aftale, men at der i samarbejde med Repræsentanternes Hus arbejdes videre på indholdet. For den foreliggende skinny repeal var ikke nogen egentlig repeal af Obamacare, samtidig at den ville få præmierne til at stige. Ved at gribe ind ville republikanerne komme til et “eje” sundhedslovgivningen og dens problemer, så hvis ikke der var helt klare forsikringer af, at dette ikke var slutproduktet, men et skridt på vejen til en åben proces mellem kongressens to kamre om at finde en egentlig repeal-løsning, var det bedre at stemme nej, sagde Graham på vegne af de fire senatorer. McCain sagde ligeledes, i forlængelse af hans tale mandag, at afviklingen af Obamacare skulle ske i en sædvanlig åben proces (og ikke som nu i en næsten hermetisk lukket proces, hvor ingen ved, hvad der foregår). Ingen synes helt at forstå, hvad de fire præcist kræver. Og de synes ikke selv i stand til at præcisere, hvilke garantier, der skulle til, for at de var tilfredse – hvilket måske ikke er så underligt, for ingen kender endnu det endelige forslag. Men de ønsker en form for garanti fra Paul Ryan, den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, at man her ikke bare gummistempler senatsbeslutningen, men åbner hele processen op for at give sundhedsområdet en fuld, reel viderebehandling.

Det kunne lyde som at de fire herefter blot vil blive givet de nødvendige forsikringer dertil, at de kan stemme for. Hermed ville en skinny repeal være rykket lidt tættere på at kunne vedtages i Senatet. Men Washington Post for eksempel skriver efter de fire senatorers pressekonference, at en vedtagelse herefter hænger i en tynd tråd.

Umiddelbart efter Graham og McCains udmeldinger tweetede Mark Meadows, som er leder af Freedom Caucus i Repræsentanternes Hus, at der ikke vil være flertal for en skinny repeal i Repræsentanternes Hus, hvor den højreradikale fraktion af republikanerne står markant stærkere end i Senatet.

Hvis det ender med at blive Repræsentanternes Hus, der kuldsejler processen, vil det komme som en lettelse for mange republikanske senatorer. For de er fanget mellem på den ene side ikke at ville være dem, der gjorde, at processen kuldsejlede, og på den anden side ikke at kunne døje det forslag, de står overfor i løbet af natten at være tvunget til at stemme for, hvis ikke republikanerne i deres egen selvforståelse skal gøre sig selv helt til grin. Hvilket vi kan hilse fra den europæiske side af Atlanten og sige, at de allerede er ved at have nomineret og muliggjort fænomenet Trump for efterfølgende at vende det blinde øje og døve øre til hans destruktive agenda.

Og hvis Meadows og hans Freedom Caucus skal stilles tilfreds, vil det sandsynligvis kun kunne ske med forandringer, der vil få den moderate ende af senatorerne til igen at måtte stemme nej. På den måde vil de republikanske repeal-bestræbelser kunne bølge frem og tilbage i det uendelige mellem de to kamre og partiets fløje.

Senatet har i dag også stemt om andre forslag, deriblandt et forslag, der fastholder og strammer sanktionerne overfor Rusland og mindsker præsidentens mulighed for at lempe disse sanktioner. Den er nu sendt videre til Trump til underskrivelse. , og det er et åbent spørgsmål, om han vil bruge sin vetoret og dermed åbne op for en ny front, han indtil nu har været sparet for.

Kl. 25:29 gav Paul Ryan en noget veg udmelding, at der kun var ét at gøre for senatorerne, at vedtage en skinny repeal. Og at hvis senatet ville kræve en “conference committee” til at føre behandlingen videre, er det noget repræsentanternes Hus er indstillet på at acceptere. Men de republikanske senatorer er nødt til at demonstrere, at de kan træffe en beslutning, der indfrier republikanernes løfter, lige som det er sket i Repræsentanternes Hus. Og han forventer, at det skal være Senatet, der først tager stilling til det, man kan blive enig om i en sådan “conference comittee”. Så Ryan skubber behændigt bolden tilbage i Senatet. Om det er den forsikring, de fire senatorer efterlyser, er en helt anden ting. Og den kræver fuldt så meget, at McConnell accepterer at den videre proces bliver åbnet op, hvor den indtil nu er foregået i næsten hermetisk lukkede cirkler.

Der gik mindre end et kvarter, før McCain (som forventet) meldte tilbage, at Paul Ryans udmelding ikke var tilstrækkeligt til at de fire senatorer kunne stemme for.

Demokraterne advarer nu fra senatets talerstol om, at det, Senatet står overfor at vedtage, meget vel kan risikere at ende med at blive lov, og de gentager den massive kritik fra republikanere af en skinny repeal, i et forsøg på at gøre det endnu sværere for de tvivlende republikanere at stemme for. Og her halvanden time efter midnat er demokraterne begyndt at fremlægge forslag – et forslag der vil droppe tilbagerulningen forventes dog ikke at opnå flertal.

Og stadig har ingen demokratisk senator og de de færreste republikanske senatorer set selve formuleringen af den lov, de forventes at skulle stemme om en gang i løbet af i nat. Absurd teater. Meget rammende har New York Times til aften bragt en leder med overskriften, Call It ‘Sneaky Repeal,’ Not ‘Skinny Repeal’. Den starter sådan her:

“The Senate considers itself an august body of statesmen. But on Thursday it became a theater of the absurd when three top Republicans said they would vote for a health care bill only if House leaders guaranteed that it would not become law.”

Under vejs fastslår lederen, at alle interessenter i sundhedssystemet er imod, og at der er tale om en alt andet end skinny repeal, og at de foreslåede ændringer vil få vidtgående negative konsekvenser for den amerikanske befolkning og sundhedssektor. Den centralt ødelæggende er, at man igen vil gøre det frivilligt at have sundhedsforsikring, hvilket gør, at mange, der ville have råd, frafalder, hvorfor præmierne stiger så meget for dem, der har brug for forsikringen, at mange ikke har råd. En stor del af republikanerne ønsker ikke den form for solidaritet, der ligger i at alle

Samtidig vil den foreslåede videre behandling meget vel kunne føre til yderligere stramninger og drastiske beskræinger af Medicaid, der nu i det store hele forventes at være holdt fri af det forslag, der vil blive forsøgt bragt til afstemning i løbet af natten eller i morgen tidlig amerikansk tid.

“Forget the Republican vow to save the country from a ‘collapsing’ Obamacare. If this bill becomes law, it would magnify weaknesses in Obamacare and leave millions of individuals and families worse off.” Fastslår lederen, der slutter med endnu en teatermetafor:

“This much is clear: The Republican mission to destroy Obamacare has become a farce, albeit one that may yet harm the health of millions of Americans.”

Når man ser de direkte billeder fra Senatet er stemningen adrenalinmættet, der stemmes lige nu på den ganske langsommelige måde, at senatorerne efter tur kommer op og tilkendegiver deres stemmer for et sekretariat, hvorefter deres stemme annonceres over højttalerne.

Kl. 3.34 dansk tid fremgår det, at Paul Ryan har haft et conference call med de tvivlende senatorer, hvori han har forsikret dem om, at han ikke vil bringe skinny Senatets skinny repeal til afstemning i Repræsentanternes Hus (hvorved det ville blive ophøjet til lov). Lindset Graham har efterfølgende talt i telefon med Ryan og tilsyneladende fået de forsikringer, han skal bruge for at kunne stemme for forslaget. McCain derimod synes meget oprevet over processen og endnu ikke til sinds at stemme for forslaget.

Og her nogle få minutter i fire dansk tid er McDonnell ved at gøre klar til at præsentere dem lov, der officielt vil blive kaldt “the Health Care Freedom Act.”  Samtidig er lovteksten frigivet og kan for eksempel læses via Huffington Post.

Update 28.07. – Det blev et nej også til McDonnells skinny repeal. Ud over at de to republikanske senatorer Susan Collins og Lisa Murkowski fastholdt det nej, som de klart havde markeret hele vejen igennem, var det til sidst McCain, der væltede skinny repeal-forslaget og dermed i hvert fald for en tid syv års republikanske anstrengelser for at repeale Obamacare.

Da jeg opgav at hænge på længere havde de demokratiske senatorer en efter en stillet sig op og stilfærdigt indtrængende gjort det til et moralsk-etisk anliggende ikke at kunne stemme for noget, der ville have så mange negative konsekvenser – og som meget vel kunne risikere at blive den endelige lov, selvom mange republikanere kun stemte for forslaget med et håb om at det ikke ville blive til noget. Ingen desperate udmeldinger fra demokraterne, kun sober tale. En overraskende masse erkenden, at Obamacare ikke var perfekt (det republikanske flertal mod Obama siden 2010 har siden kort efter vedtagelsen for syv år siden blokeret for de fleste forsøg på at justere Obamacare), og at Senatet nu måtte gå videre med en åben proces. Der blev talt direkte ind i den problematik, som de fire senatorer tidligere på aftenen havde rejst, at det fremsatte forslag var en katastrofe, og man havde nærmest på fornemmelsen, at de vidste, hvordan det ville ende, eller i det mindste, at slaget endnu ikke var definitivt tabt. For McCain havde, samtidig med at han havde tilkendegivet sin klare utilfredshed med  forløbet, til forskel fra de tre andre senatorer ikke sagt, at han nu var tilfreds med forsikringerne om den videre proces, så han nu kunne stemme for.

Allerede i tiden forud for afstemningen blev der blandt de mange iagttagere spekuleret i, at det kunne ende som det endte – ud fra kropssprog og ud fra, hvor der var mest latter og hvor der var mest trykket stemning. Og da den indledende procedure-afstemning ikke blev lukket selv længe efter at den sidste stemme var afgivet, men der var små diskussionscirkler mellem McConnell, vicepræsident Pence og en lille håndfuld af de senatorer, hvis stemmer kunne gå imod, blev det klart, at republikanerne var på vej ind i den situation, de i nu et halvt år havde søgt at undgå, at gennemføre en ganske definitiv afstemning uden at have sikkerhed for, at forslaget kunne vedtages.

Lederne af demokraterne i Senatet, Chuck Schumer, siger da også efterfølgende, at han de seneste dage har talt 3-4 gange om dagen med McCain, og allerede tidligere på aftenen var blevet klar over, at McCain ikke kunne stemme for den foreliggende skinny repeal. Og han kunne fastlægge en strategi, der viste demokraterne som de voksne, de samarbejdsvillige, de seriøse, som dem der respekterede de demokratiske spilleregler, og ikke mindst som dem, der havde en vision for et amerikansk sundhedssystem for alle.

Hvis McCain blot var blevet i Arizona, var det samme nok sket, at forslaget var faldet. Men ved at han kom til Washington og gav processen en chance, men også igen og igen kaldte Senatet til sans og samling med sin insisteren på, at processen herfra og videre måtte ske i det åbne og inkludere synspunkter og perspektiver fra alle implicerede, vandt han og demokraterne, at den videre proces må blive en helt anden. For nu kan McConnell ikke bare sige, at problemet er McCains sygdom, og at han fortsætter ufortrødent, når McCain er tilbage efter sommerferien.

Her ses det statement, som McCain offentliggjorde umiddelbart efter at han stemte nej til McDonnells skinny repeal-forslag.

Susan Collins og Lisa Murkowski har ligeledes været meget klare i deres kritik af den lukkede proces og den fuldstændige manglende inolveren af demokraterne. Som Collins har påpeget: Ingen af partierne har monopol på gode ideer, når det gælder healthcare. Hun ønsker i samarbejde med demokraterne at forbedre Obamacare, så den virker for alle amerikanere.

Trump var hurtig til at sige, at så må Obamacare bare falde sammen af sig selv. Der er ganske rigtigt en lille håndfuld stater, hvor forsikringsselskaber har tilbageholdt at give nye tilbud, men det er mere på grund af den kroniske usikkerhed om vilkårene for deres virksomhed, som republikanerne har skabt med deres voldsomme repeal and replace-retorik, en det skyldes fundamentale problemer i Obamacare. Men Trump må i sit stille sind (hvis han ellers har et sådant) sande, at han til trods for at republikanerne sidder både på Det Hvide Hus og på kongressens to kamre, ikke har været i stand til at gennemføre en eneste større politisk sag. Det eneste, der hæver sig over småtteriafdelingen er konfirmationen af en ny dommer til Supreme Court.

Tilsvarende er det et alvorligt nederlag for Mitch McConnell. Han er fra mange sider betragtet som en stor strateg, der formår at bruge hele registeret af procedureværktøjer til det yderste. Men han må se sin hemmeligtstemplede proces strande i høj grad fordi den var så hemmelig, at selv hans partifæller i sidste ende måtte sige fra. Han er kommet langt i processen uden at have kernen i orden – der var simpelthen ikke noget republikansk forslag, der i sin kerne var sundt og godt og værd at kæmpe for, kun en pligt til at gøre et eller andet. Og i slutspillet undervurderede han McCains ukuelighed. Da McCain tog til Washington for at hjælpe processen videre, var han meget klar i mælet med at han ville stemme imod, hvis ikke den videre bearbejdning ville ske på en langt mere åben og transparent måde, der inkluderede et tæt samarbejde med demokraterne. I går få timer før afstemningen gentog han ved en pressekonference, at han ikke kunne stemme for, hvis ikke den videre proces blev langt i helt anderledes rammer. Han fik en sludder for en sladder fra Paul Ryan, men ikke noget der bare lignede en garanti for, at det fremlagte ikke pludselig var vedtaget. Så afstemningen i går viste, at der er grænser for, hvor langt man i sådanne strategiske manøvrer kan presse folk til at stemme mod deres overbevisning – heldigvis.

Selvom det lige nu er demokraterne og de tre republikanerne, der endte med at stemme nej, som står for skud, så er grundproblemet, at republikanerne nok ønskede at gennemføre en repeal and replace, men ikke havde gjort deres hjemmearbejde. I alle de år man har råbt og skreget på repeal og replace har man ikke gjort sig klart hvordan man ville gøre, så det rent faktisk kunne fungere. Uanset at Obamacare og Medicaid kan fortjene en række småjusteringer, fungerer det faktisk rimeligt godt og har givet mere end 20 mio. flere amerikanere den tryghed og velfærd, der ligger i at have en ordentlig sundhedsforsikring. Heroverfor havde republikanerne simpelthen ikke nogen plan, der løste det amerikanske sundhedssystem bedre – ikke noget budskab at sælge. Ikke en eneste af de varianter, der har været langt frem og er faldet på stribe, levede op til valgløfterne om at lave bedre og billigere sundhedsforsikring.

En republikansk iagttager ved MSNBC, der i dag gæstede Morning Joe, sagde, at han så denne som “the end of Trump’s presidency.” Ikke fordi han ville blive stillet for domstolene for alle sine løgne, men fordi han så at sige havde brugt sin politiske kapital i forhold til de republikanske politikere i Kongressen. I store komplekse sager som denne har han en vigtig rolle som indpisker, som inspirator, som rorgænger. Men han formår intet af dette. Han har ingen strategisk sans. Han har rent ud sagt været et problem for processen med de besynderligste udmeldinger under vejs, som da han på et tidspunkt under vejs karakteriserede det republikanske forslag som værende mean. Det har han så evigt ret i, men hele det republikanske projekt er på sundhedsområdet ganske umenneskeligt.

Trump er i løbet af den seneste uge nået dertil, at hans egne siger fra. Der er netop vedtaget en ny pakke af sanktioner mod Rusland med opbakning fra stort set alle demokrater og republiknaere, som vi i de kommende dage vil se, om Trump vil acceptere eller nedlægge veto mod. Republikanske politikere er lige nu ved at ved at forbede et forslag, der skal gøre det umuligt for Trump at fyre den særlige undersøgelseskommissions leder Robert Mueller, republikanerne har bakket massivt op omkring Trumps justitsminister Sessions, efter at Trump har udsat ham for næsten daglige personangreb. OG da Trump for få dage siden via Twitter erklærede, at transkønnede ikke længere kunne tjene i hæren, har generalerne vendt tilbage med en besked om, at en Twittermeddelelse ikke er nogen lov, og at de vil behandle alle lige og ordentligt, indtil de får besked om andet.

Og det er tankevækkende, at hvor der igennem måneder har været massive protester imod republikanernes planer om at slagte sundhedssystemet, så ingen politiker har kunnet bevæge sig noget sted uden at møde oprevne, desperate mennesker, der tryglede politikerne om ikke at slagte Obamacare og Medicaid. Da har der i dag ikke været skyggen af protester over, at forslaget faldt. Selv Trump-vælgerne synes at være udmærket tilfreds – mange af dem har for første gang i livet haft adgang til sundhedsforsikring i kraft af Obamacare.

Så republikanerne har med deres repeal-bestræbelser fået malet sig op i et hjørne, hvor de er til grin, hvis ikke de kan gennemføre, og dybt upopulære, hvis de gør det.

Bortset fra nogle ganske få på partiets højrefløj er de fleste republikanere i deres stille sind taknemlige og lettede over, at der i det mindste var nogen havde format til at standse vanviddet. Jim Newell skriver afsluttende i en artikel på Slate, Republicans nver Really Hated Obamacare, at : “In the end, most Republicans voted to repeal Obamacare, but only a few of them had their hearts in it. Many of them are and will be privately thanking Sens. Susan Collins, Lisa Murkowski, and John McCain for falling on the grenade, even if it’s embarrassing for the party in the moment. Seven years of opportunistic, cynical campaigning about how repealing Obamacare would solve all of the country’s health care woes nearly led the party to enact catastrophically unpopular policy to make good on a lie. They should be grateful to get off so easy.”

Det er stadig et åbent spørgsmål, om McConnell er til sinds at bøje af. Kan han sluge den kamel at gå i dialog med demokraterne, som McCain har søgt at fremtvinge det? Det kræver i udgangspunktet, at man går fra repeal-mode til repair-mode og får demonteret den nuværende dybt useriøse Obamacare-kritik. Problem Solvers caucus, en gruppe på 40 kongresmænd mk med både republikanske og demokratiske medlemmer, mødtes i dag i al stilfærdighed for at drøfte, hvad man i fællesskab kan gøre for at forbedre Obamacare. Der er en masse man kan gøre – herunder allervigtigst at skabe den ro det vil give ikke mere at gøre det til topprioritet at aflive Obamacare. Men stærke kræfter blandt republikanerne vil med Trumps velsignelse i den kommende tid forsøge at sabotere Obamacare frem for at gå ind på præmissen at forsøge at forbedre den. The failing obamacare is collapsing har man kunnet høre Trump sige nærmest dagligt, og der er i dele af det republikanske parti en kynisk, næsten Baader Meinhof-agtig vilje til at hjælpe med til at lade Obamacare implode.

Obamacare er langt fra slået fejl, og det mest påtrængende problem lige nu er den fundamentale tvivl om de fremtidige vilkår, som republikanernes stadige repeal-retorik har skabt. På bare lidt længere sigt bliver amerikanerne nødt til at genforhandle deres medicinpriser, for medicinalindustrien er lige nu en ekstrem parasit på det amerikanske sundhedsvæsen. Men det var republikanerne, der fik tilføjet elementer til Obamacare, så medicinpriserne ikke stod til forhandling. Al deres markedsfundamentalistiske retorik til trods har republikanerne her sat markedet ud af spil.

For at sætte tingene lidt på spidsen, er der lige nu 28.000 mennesker, der ikke har noget forsikringstilbud, når de skal gentegne næste gang. Men dette er blæst op til en principiel krise, der har været forsøgt brugt til at retfærdiggøre indgreb, der fratog op imod 32 mio. amerikanere deres sundhedsforsikring.

Medicinalindustrien og forsikringsindustrien er to gigantiske parasitter på det amerikanske sundhedssystem – og den vigtigste årsag til, at selvom det i særklasse er verdens dyreste, så er der millioner der er holdt uden for. På den led blev Obamacare kun et første skridt på vej mod et sundere sundhedsvæsen. Og hvor republikanerne generelt ønsker mere markedsdynamik i sundhedsforvaltningen, er der en betydelig del af demokraterne, der ser et skattefinansieret single payer-system i tråd med hvad vi har her i Skandinavien som eneste reelle løsning, hvis man skal kunne levere god healthcare til alle – det skisma ville sandsynligvis i dag have martret Det Demokratiske Parti, hvis det havde været Hillary og ikke Trump, der vandt. Obamacare har reelle strukturelle problemer, som blot er nogle andre end dem republikanerne gennem snart otte år har himlet op om. Og selv hvis de to parter rent faktisk efter sommerferien sætter sig om bordet for sammen at stabilisere og forbedre Obamacare vil der være endog meget store forskelle i, hvad man ser som problemet, og som løsningen.

Update 02.08. – Uanset at man i de seneste dage har man kunnet se Trump skose de republikanske senatorer for ikke at have gjort deres job og fremturet med, at så må vejen frem at være at strangulere det nuværende system for at tydeliggøre dets uholdbarhed, og de højreradikale republikanere opfordre McConnell til at forsøge endnu en gang med en ‘ren’ repeal, er en betydelig del af de republikanske senatorer nu nået til den erkendelse, at yderligere forsøg på rent republikanske repeal and replace-forslag vil ende blindt … og indstillet på i samarbejde med demokraterne at søge at lave en pakke af ændringer, der søger at få Obama-care til at fungere bedre efter hensigten, herunder først og fremmest at skabe mere stabile kår for forsikringsmarkederne. Således kunne det senatsudvalg, der har med sundhedsområdet at gøre, i går indkalde til konference derom i september, umiddelbart efter ferien. Samtidig er man i gang med at søge at beskytte det nuværende system mod, at præsident Trump gennem executive orders giver forsikringssystemet aktiv dødshjælp, som han i tweets har truet med at gøre.

Der vil stadig være markante forskelle i synspunkterne mellem demokrater og republikanere. Men i den udstrækning, sådanne forhandlinger kan blive afideologiseret og handle om, hvordan man får det bedste ud af det nuværende system og får det til at være til glæde for flest mulige amerikanere, er der en betydelig optimisme at spore. Tidslinjen er blot presset, for forsikringsselskaberne skal allerede i løbet af efteråret fastlægge deres tilbud for 2018.

Samtidig har Bernie Sanders varslet, at han vil fremsætte et single payer-forslag. Om det vil virke som konstruktiv pression eller forplumre situationen yderligere, må tiden vise.

Update 05.08. – Nu er faren for Obamacare-repeal drevet over for denne gang. Senatorerne er taget på sommerferie uden at have kunnet nå til nogen form for enighed på sundhedsområdet. Selvom Trump har fortsat med at latterliggøre de republikanske senatorer (særlig personalepolitik), og McConnell har været åben for yderligere repeal-forsøg, hvis der kunne fremtrylles et forslag med 50 stemmer for, så synes de fleste republikanske senatorer nu indstillet på at vende tilbage efter ferien og lave en lille justeringspakke for Obamacare, så man får det bedste ud af den nuværende lovgivning.

I Senatet har man brugt de sidste dage inden sommerferien på vedtage en række beskyttelsesforanstaltninger, så Trump ikke blot kan agere på egen hånd, som han har antydet at han måtte gøre. Således er der lukket af for at han kan sabotere Obama-care yderligere (som han siden afstemningsdagen har fremtudret med nærmest dagligt). Han er tilsvarende blevet forhindret i at fyre justitsminister Jeff Sessions og lederen af den særlige undersøgelseskommission, Robert Mueller (to fyringer, han også nærmest dagligt har flirtet med tanken om), ligesom han er blevet forhindret i at kunne slække på de sanktioner overfor Rusland, der nu er iværksat med nærmest fuld opbakning fra både republikanske og demokratiske senatorer.

Den har ført til en ny bølge af presseomtale, som Trump givet er dybt frustreret over, hvori det gennemgående ord i karakteristikken af ham og hans første halve år er ordet ‘svag’. Den mand, der ser sig selv som bedre til at lave aftaler end nærmest nogen anden, har nu været præsident i et halvt år uden at have fået gennemført anden lovgivning i samarbejde med Kongressen end sanktionerne mod Rusland, som er ham inderligt imod. Med en approval rating på kun 33% er hans popularitet efter de første halve år er historisk lav, og efter fiaskoen med repeal-bestræbelserne får han endog meget store vanskeligheder med at vedtage de næste store lovpakker, skattereform (som rettere burde betegnes skattenedsættelser for de allerrigeste) og infrastruktur-plan.

Her et halvt år inden synes Trumps mest destruktive effekter på det amerikanske samfund således at blive a) på det administrative niveau, hvor for eksempel klima- og miljøforvaltningen er under systematisk demontering, b) den offentlige diskurs, hvor løgnen og brutaliteten med Trump har fundet hidtil usete højder, og c) de internationale relationer, hvor Trumps America First fobi med stor hast nedbryder den goodwill USA måtte have haft rundt omkring i verden.

Update 25.09. – Senatet er igen samlet efter sommerferien. Og hvor det efter seneste runde af sammenbrud for republikanernes repeal and replace-forsøg endelig syntes som om der kom hul på at få etableret en bredere repair-løsning, hvor man søgte at understøtte og justere Obamacare, da har der i de seneste uger været mest fokus på endnu et republikansk forsøg på at få Obamacare slagtet. Samtidig har sommerens forsøg på at finde løsninger med opbakning fra både demokrater og republikanere været lukket ned fra republikansk side.

For de fleste republikanske politikere synes det efterhånden ligegyldigt, hvad man får vedtaget, blot man fik vedtaget et eller andet. Så uden at man rigtig kendte konsekvenserne deraf, har der været en del momentum for et lovforslag fremsat af de to senatorer Lindsey Graham og Bill Cassidy. Forslaget afviger mest fra tidligere forslag ved først og fremmest at demontere centraløkonomiens rolle og lægge økonomiske ‘blokke’ ud til de enkelte stater, som de så har et større mål af selvbestemmelse over, hvordan anvendes end i dag. En sådan decentralisering er en kongstanke for den betydelige dele af republikanerne, der ser staten som et nødvendigt onde, der bortset fra militæret og nogle få kerneinstitutioner skal holdes på et absolut minimum. Men bag denne konstruktion gemmer der sig en række af de samme justeringer, der gør at millioner af mennesker vil blive tvunget til t opgive deres sundhedsforsikring. For eksempel vil man give forsikringsselskaberne lov til at opkræve op til fem gange mere for ældre forsikringstagere end for yngre, hvor forskellen i dag max må være tre.

For blot en uge siden så det ud til, at Graham-Cassidy-forslaget var tæt på at lykkes. Lindsey Graham er meget nær ven med John McCain, der fornylig stemte mod sit parti, så der var et ekstra pres på ham for denne gang at stemme med republikanerne.

Men først meldte Rand Paul ud, at han ikke kunne stemme for Graham-Cassidy-forslaget, fordi der stadig var alt for meget Obama-care tilbage. Dernæst måtte John McCain melde ud, at han ikke kunne stemme for det foreliggende forslag. Og i dag, hvor CBO kom med foreløbige beregninger, hvori man fastslår, at Graham-Cassidy-forslaget vil medføre, at millioner af amerikanere må opgive deres sundhedsforsikring (sandsynligvis omkring 20 mio. færre umiddelbart og op imod 32 mio. efter 10 år), meldte Susan Collins ud, at hun med det nu foreliggende måtte stemme imod. Og med henvisning til, at der i dag blev fremlagt den foreløbigt fjerde udgave af forslaget, påpegede hun, at det var fundamentalt forkert at haste lovgivning igennem, der vedrører en sjettedel af den amerikanske økonomi, uden nogen form for åben, offentlig debat, uden nogen høring af de mange involverede parter, og uden nogen klar analyse af konsekvenserne. Seneste udgave søgte ellers at ‘købe’ Susan Collins’ og Lisa Murkowskys gunst ved at allokere væsentligt flere midler til deres stater, Maine og Alaska). Senator Ted Cruz har ligeledes i løbet af i dag ladet forstå, at han ikke kan stemme for den nuværende udgave af Graham-Cassidy-forslaget.

Når republikanerne har så travlt, er det fordi den proces, man igangsatte i foråret, muliggjorde vedtagelse med blot 51 stemmer, hvis det lå inden for en række finanspolitisk afstukne rammer, og hvis der senest et halvt år senere var vedtaget enslydende udgaver i Senatet og i Repræsentanternes Hus. Ellers vil lovgivning af denne karakter kræve et kvalificeret flertal i Senatet med 60 stemmer ud af de 100. Og denne deadline er allerede 30. september. Så Graham og Cassidy har voldsomt travlt, og bestræbelserne synes lige nu at gå på at finde 50 stemmer i senatet, selvom det efterhånden ligger voldsomt langt fra det forslag, Repræsentanternes hus vedtog i foråret.

Men med de klare udmeldinger fra Rand Paul, John McCain og Susan Collins, står forslaget til at falde i Senatet, så det er et åbent forslag, om det overhovedet kommer til afstemning. For endnu et afstemningsnederlag ville blot understrege republikanernes eklatant manglende evne til at regere. Ud over de tre er der en række andre, der har udtrykt skepticisme eller helt undladt at klargøre deres position. Så lige nu synes også tredje forsøg på at vedtage en repeal af Obama-care at være i den sidste dødskrampe.

De politikere, der måtte være i tvivl (eller går ind for repeal), møder i disse dage massive folkelige protester over alt, hvor de kommer frem, hvor der omvendt ikke synes at være mange, der bakker op om repeal-forsøgene. Senatshøringen i dag måtte en overgang standses, mens horder af protesterende i rullestol blev hjulpet ud af politiet.

Syv års republikansk indsats for at få slaget Obamacare synes hermed på vej til at kollapse. Republikanernes leder i senatet, Mitch McConnell, som ellers har ry for at være en god strateg, har vist sig ikke at være i stand til at få det flertal, republikanerne har i Senatet, udmøntet i beslutninger. Så det vil blive et alvorligt slag mod hans position. Og Trumps højt besungne evner som dealmaker har endnu en gang vist sig ikke have noget på sig.

Samtidig har den demokratiske venstrefløj under ledelse af Bernie Sanders fremlagt et forslag til et fuldt skattefinansieret single payer-system, som vi kender det i Skandinavien. Ingen forventer, at det bliver gennemført lige med det første, men det vil blive interessant at få CBOs vurdering af konsekvenserne. Hvor de nu fremlagte republikanske forslag har tvunget 20-30 mio. amerikanere til at opgive deres sundhedsforsikring, da ville et sådant single payer-forslag give yderligere 25-30 mio. amerikanere adgang til moderne health care. Og det burde kunne gøres billigere end det nuværende system, der er uforholdsmæssigt dyrt.

De samme mennesker, der bakker op om Bernies forslag, er da også samtidig ganske aktive i arbejdet for at styrke Obamacare.

Update 26.09. – Efter at Susan Collins i går bekendgjorde, at hun måtte stemme imod det nuværende repeal-forslag, har den republikanske ledelse tilsyneladende erkendt, at de nødvendige stemmer ikke er til stede. Så i dag blev det meddelt, at forslaget ikke vil blive bragt til afstemning.

Tilbagerulningen af Obamacare var ellers det vigtigste kampagneløfte, og kongressen trak i denne omgang i arbejdstøjet hurtigere end normalt for at kunne have en repeal-lovgivning klar til underskrift den dag sidst i januar, hvor Trump for første gang satte sig bag skrivebordet i det ovale kontor. Men sådan skulle det ikke gå. 

Her snart et år efter valget er Obamacare således stadig den virkelighed, der hersker i USA. Republikanske hardlinere synes dog ikke at have opgivet en repeal, men spekulerer nu højlydt på, om man kan kvæle Obamacare via budgetterne. Så det er stadig et åbent spørgsmål, om de igangsatte tværpolitiske forhandlinger, der synes at være langt med forslag til en styrkelse af Obamacare, vil blive genoptaget og vil få mulighed for at komme til afstemning.

Så trods Trump og den skingre republikanske retorik har anstændigheden og medmenneskeligheden vundet endnu en omgang. Samtidig har det udstillet republikanernes umenneskelighed, ansvars- og visionsløshed – for det viste sig, at de til trods for syv års løfter om repeal ved først mulige lejlighed ikke havde nogen klar plan for, hvordan det skulle foregå. Man kan glæde sig over, at trods alt der er grænser for kynismen, og at de republikanske planer, der i løbet af 10 år ville føre til at 32 mio. mennesker måtte opgive deres sundhedsforsikring, er faldet helt til jorden. Planerne var da heller ikke båret af en anden sundhedsvision, men af det banale regnestykke, at drastiske reduktioner af de statslige tilskud til sundhedsvæsenet, der ville lægge et voldsomt pres på store dele af den amerikanske befolkning, kunne muliggøre enorme skattelettelser til de i forvejen allerrigeste.

Update 27.09. – Hvor Mitch McConnell og Trump-administrationen efter at repeal-anstrengelserne endnu en gang er kuldsejlet, nu synes indstillet på at luske sig videre til skattereform (og derefter en infrastruktur-plan), da er Rand Paul i gang med endnu et repeal-forsøg, hvor forsikringsselskaberne i højere grad end nu får lov at operere over grænserne, ud fra den simple tankegang, at det vil fremme konkurrencen og dermed bringe prisen på de amerikanske sundhedsydelser ned. Det synes dog meget usandsynligt, at en sådan rent markedsundamental tilgang kan vinde tilslutning. Og efter et halvt års ydmygelser ved ikke at kunne finde nogen løsning synes de fleste republikanere indstillet på at komme videre.

Men uden provenuet fra slagtningen af Obama-care synes det nærmest usandsynligt, at republikanerne kan blive enige om en skattereform. For dels er de fragmenter af en sådan, som Trump har luftet, dybt asociale – det er nærmest et gavebord til virksomhederne og de og forvejen allerrigeste – dels vil der vise sig nye dybe brudlinjer mellem dem, der er fundamentalt budgetansvarlige (og ikke vil give skattelettelser uden samtidig at sikre de tilsvarende besparelser), og dem der er fløjtende ligeglade med dette. Ligesom med sundhedsområdet hvor det seneste Graham-Cassidy-forslag kun havde opbakning fra 20% af den amerikanske befolkning, vil man her igen være på kollisionskurs med middelklassen, for den ønsker ikke skattelettelser, men et velfungerende statsapparat. Ingen kender endnu detaljerne i den republikanske skattereform, men Trump har i dag skitseret en pakke, der indeholder reduktioner af virksomhedsskatten fra 35% til 20%, topskatten fra 39.6% til 35% og helt at afskaffe arveafgifter, mens en række fradrag, der favoriserer de rigeste, bevares. Og der er klart tale om en pakke, hvor de i forvejen rigeste, der har scoret hele velstandsstigningen i dette årtusinde, står til også fremover at blive langt mere forkælet end middelklasseamerikaneren.

Lisa Murkowski, som ved den seneste afstemning om repeal af Obamacare var med til at vælte republikanernes forehavende, har ikke i denne omgang nået at melde klart fra. Men hun proklamerede i dag, at alle ændringer af Obamacare måtte være ‘bipartisan’ – dvs. med tilslutning fra begge partier. Murkowski er en af de mest aktive republikanere i forsøget på at finde en fælles løsning, så spørgsmålet om sundhedsforvaltningen ikke blusser op, hver gang et nyt parti rykker ind i Det Hvide Hus. Obama forsøgte faktisk at gøre dette ved at foreslå et statssubsidieret, men stadig markedsbaseret system, selvom mange demokrater ville foretrække et rent skattefinansieret system for alle. Det har republikanerne ganske systematisk fortrængt, når de igennem snart 7 år har søgt at dæmonisere Obamacare.

Trump, der ellers har ægget til repeal – om end han under valgkampen talte om healthcare for alle – har i dag meldt ud, at han er indstillet på at forhandle med demokraterne om, hvad man så stiller op med Obamacare. Samtidig siger han i sædvanligt selvmodsigende stil, at han er sikker på, at republikanerne har tilstrækkeligt med stemmer til at repeale Obamacare og vil lægger afstemningen derom i januar. februar eller marts. Så retningen videre er lige nu alt andet end klar.

Update 07.10. – Trumps synes nu at have fattet, at Obamacare er kommet for at blive, og at vejen frem når det gælder håndteringen af det amerikanske sundhedssystem, går via samarbejde med Demokraterne. I hvert fald kontaktede han i går telefonisk Demokraternes leder i senatet, Chuck Schumer om hjælp til at fixe Obamacare. Det er nok præcist, hvad der skal til, men for de hårdt prøvede republikanske politikere, har Trump endnu en gang rodet alvorligt i opstillingen.

Trump og Schumer er begge New Yorkere og er mangeårige venner. Og hvor Trump har et endog meget anstrengt forhold til lederne af Republikanerne i kongressens to kamre, Paul Ryan og Mitch McConnell, så har han paradoksalt en fin dialogakse med Schumer.

Trump ville dog indledende have Schumer med til at lave repeal and replace, hvilket han klart afviste som værende udelukket. I en senere meddelelse siger Schumer: “If he wants to work together to improve the existing health care system, we Democrats are open to his suggestions. A good place to start might be the Alexander-Murray negotiations that would stabilize the system and lower costs.”

Disse forhandlinger blev indledt hen over sommerferien, men har været holdt tilbage, fordi republikanerne blev ved med at forsøge sig med den ene ydmygende repeal-afstemning efter den anden. Officielt synes de fleste republikanere i Kongressen da også stadig forhippede på at gøre endnu et forsøg først i 2018. Men privat synes der at have bredt sig en erkendelse af, at det ikke kommer til at ske uanset republikanernes flertal i både Senatet og i Repræsentanternes Hus. Dertil er man for internt uenige.

Demokraterne har længe kritiseret Trump-administrationen for aktivt at sabotere Obamacare ved i år at have væsentligt kortere tilmeldingsperiode og ikke mindst at have slagtet det informationsarbejde, der skulle få ikke forsikrede til at tegne sig. Trump har da også tilbagevendende talt om at lade Obamacare kollapse. Og mange frygter, at der i den nu nært forestående tilmeldingsperiode vil vise sig væsentligt færre tilmeldinger end de tidligere år. Omvendt har den megen tale om health care i medierne måske fået mennesker, der hidtil ikke har tænkt i de baner, til at indse det fornuftige i at være forsikret. I hvert fald er der lidt paradoksalt sket det, at først efter at Trump er tiltrådt, og man har fået syn for sagn for, hvad Republikanerne havde i tankerne, når de råbte repeal and replace, at et flertal af den amerikanske befolkning finder Obamacare en god ting.

Update 13.10. – Trump har de seneste dage sagt, at han vil gøre det muligt for forsikringsselskaberne, dels at tilbyde forsikringer hen over statsgrænserne, hvilket i den markedsfundamentalistiske forståelse, der præger republikansk sundhedstjeneste skulle give mere konkurrence og dermed billigere forsikringspræmier. Men samtidig lægger han op til, at forsikringsselskaberne nu kan tilbyde mere skrabede forsikringer, hvor en lang række ydelser er undtaget. Hermed tager han effektivt bunden ud af kvalitetssikringen og åbner op for den tibageværende mulighed, hvis republikanerne ikke har held med at tvinge 30 mio. amerikanere væk fra deres sundhedsforsikring, at de så i det mindste får nogle ringere forsikringer og landet klart et A-hold og et B-hold, når det gælder sundhedsforsikring – og måske endda et C-hold.

På den led arbejder Trump-administrationen systematisk på at underminere Obamacare og få den til at kollapse “af sig selv”. New York Times har etableret en journal over de forringelser af Obamacare, som Trump foreløbig er kommet af sted med. Foreløbig omfatter denne liste 12 punkter. Den spænder over en bred vifte af indstatser, fra en række direkte indgreb i regelsættet over mindsket adgang til forsikringstegning (for eksempel er den centrale hjemmeside for etablering af forsikring lukket ‘for vedligeholdelse’ i 12 timer hver søndag), til videokampagner mod Obamacare.

Update 21.11. – Der ligger et forslag til understøttelse af Obamacare, som er resultatet af et samarbejde mellem demokrater og republikanere, og der vides at være mindst 65 af de 100 stemmer i Senatet for forslaget. Men det er endnu ikke bragt til afstemning, fordi Trump i Det Hvide Hus stadig søger en eller anden form for repeal af Obamacare.

Det har været frygtet, at tilmeldingerne til Obamacare i år ville blive lavere, da der er slået mindre på tromme for mulighederne end tidligere år, og selve optegningsperioden er gjort kortere. Men tilsyneladende har den megen blæst om Obamacare gjort ikke bare, at der endelig er et flertal af befolkningen, der ser det gode i Obamacare og ønsker at bevare den, men også at der her i de seneste dage har vist sig overraskende mange, der har tilmeldt sig uanset Trump-administrationens forsøg på at stække fænomenet og give det aktiv dødshjælp.

Trump har nærmest insisteret på, at Kongressen havde repeal af Obamacare med i den skattereform, man gik videre til efter at man opgav direkte at afvikle Obamacare. Og de Repræsentanternes Hus i forrige uge vedtog deres bud på en skattereform, var der da også indbygget en skattefradragsmæssig udhulning af Obamacare, som beregninger viser vil føre til, at omkring 13 mio. mennesker i løbet af kort tid må opgive deres sundhedsforsikring.

Nu ligger bolden igen i Senatet, og situationen minder påfaldende om den, der gjorde, at man måtte ende med at opgive repeal & replace for Obamacare. Der er en ret stor gruppe midt i partiet, der har ladet sig kyse til at stemme ja til skattereformen, selvom den er grundlæggende urepublikansk ved at være stort set ufinansieret, så USA hvis denne skattereform vedtages, inden for få år vil nå op på at have en udlandsgæld i størrelsesordenen 100% af BNP. Det er den tærskel, hvor alarmsystemerne gik i gang for Sydeuropa, og det er ikke nogen sund udvikling for USA. Særlig fordi størstedelen af skattelettelserne går til de i forvejen rigeste. Således går rundt regnet en fjerdedel til de rigeste 1%, mens halvdelen går til de rigeste 5%. Selvom skattereformen er præsenteret som en skattelettelse for middelklassen, så vil skatterne stige for omkring 75% af den amerikanske middelklasse.

Der er allerede én ud af Republikanernes 52 stemmer i Senatet, der har meldt ud, at han på ingen måde kan stemme for skattereformen. Han har klart meldt ud at han ikke vil stemme for nogen form for skattereform, der øger udlandsgælden med blot en eneste dollar. Og sandsynligvis er der mange af dem der nu forventes at stemme imod, der gerne ville statuere en tilsvarende budget-ansvarlighed, hvis blot de havde det politiske mod dertil. Samtidig er der i den anden ende en gruppe på 5-6 senatorer – ret præcist de senatorer, der tidligere på året vendte tomlen ned til republikanernes drøm om at repeale Obamacare – der endnu ikke har meldt klart ud, hvor de står, men omvendt har signaleret, at de langt fra er tilfredse med det nu foreliggende.

Samtidig har Trump givet endnu et eksempel på, hvor dårlig en strateg og forhandler han er, da han her i weekenden gik irette med Jeff Flake, en af de senatorer, der endnu ikke har meldt klart ud og profeteret, at han ville ende med at stemme nej. Republikanerne kan bære også at miste Flakes stemme, hvis samtlige øvrige er med på vognen. Men nu hvor der er kommet tal på, hvor store sociale omkostninger, forslaget har, og hvor mange der vil miste deres sundhedsforsikringer derved, samtidig med at man ikke opnår andet end at de i forvejen rigeste bliver endnu rigere af midler, man må låne sig til, må det forventes, at hensynet til Obamacare vil føre til krav om justeringer, der hvis de opfyldes vil få flere til i den modsatte ende af partiet at råbe vagt i gevær overfor overbudgetteringen.

Beslutningen om at spille højt spil ved alligevel at liste en delvis repeal af Obamacare ind i skattereformen, ser derfor lige nu ud til at have endog meget vanskeligt ved at finde det nødvendige flertal i Senatet.

Update 29.11. – I denne uge er det håbet for Republikanerne at få bragt ‘skattereformen’, som i mange kommentatorers perspektiv er en helt fejlagtig betegnelse for hvad der retteligt burdekaldes en massiv skattenedsættelse for USA virksomheder og i forvejen rigeste, til afstemning. Stadig er der dog stor usikkerhed, om der er flertal, En gruppe på 5-6 senatorer har stadig ikke meldt ud, om de kan gå ind for skattereformen. Og med Jeff Flakes tidlige udmelding kan Republikanerne kun tåle at miste yderligere én stemme, hvis forslaget skal vedtages.

Forslaget må være svært for mange republikanske senatorer at stemme for, ikke blot på grund af dets stærkt asociale karakter og dets torpedering af Obamacare, men nok så meget for dets budgetmæssige uansvarlighed. For forslaget vil inden for få år bringe USAs udlandsgæld målt i forhold til BNP op i den størrelsesorden, hvor man har set sydeuropæiske økonomier komme i alvorlige strukturelle vanskeligheder.

I den seneste Politico/Morning måling er tilslutningen fra republikanske vælgere faldet fra 69% til 62%, mens modstanden er vokset fra 9% til 12% – men stadig et flertal af de republikanske vælgere. Det er derfor at argumentet, at de republikanske politikere er nødt til at demonstrere, at de har kunne bruge deres flertal til et eller andet, hvis ikke de skal være helt til grin overfor vælgerne, stadig har en vis tyngde. Men samlet set faldt andelen af vælgere, der støtter skattereformen fra 39% til 36%, mens dem der er direkte imod voksede fra 31% til 36%.

Skattereformen er ufordelagtig for langt de fleste, så man må regne med, at jo mere, det står klart, hvad indholdet er, jo mere vil tilslutningen i brede grupper af befolkningen falde. Og hvis disse tendenser fortsætter frem til jul, vil republikanerne meget vel kunne stå med et forfejlet forsøg på at gennemføre noget, som de fleste selv blandt republikanske vælgere helst så, at de ikke gennemførte.

Mens den gruppe af 5-6 senatorer, man ikke har hørt give tilsagn, alle må forventes at være i tvivl på grund af den sociale slagside og undemineringen af Obamacare, da meldte der sig i går to senatorer på banen fra den anden ende af det republikanske politiske spekter, som truer med ikke at stemme for fordi skattenedsættelserne fordi nedsættelserne for de mindre virksomheder ikke er store nok. Lederen af den republikanske gruppe i Senatet, Mitch McConnell, står således med samme situation som i de mange mislykkede forsøg på at vedtage en repeal af Obamacare, at hvis han giver indrømmelser i den ene ende, falder der straks nogen af i den anden ende. Og hvis han skal søge at undgå dette, kan det kun ske ved at lave en ‘reform’ der vil gøre underskuddet endnu større, hvilket kunne åbne for en tredje kategori af frafald. For i hvert fald så længe det var Demokraterne, der var ved roret, var der ikke grænser for, hvor principielt budgetansvarlige, Republikanerne var.

Hvor det i dansk historie traditionelt har været Socialdemokratiet, der har stået bag store underskud på statsbudgettet for at søge at sikre stor beskæftigelse selv i tider med svigtende konjunkturer. De har de i de seneste årtier nok så meget været Republikanerne, der har produceret store underskud.

Men nu er det vedtaget at sende forslaget til afstemning i Senatet. Og måske … er skattenedsættelsesforslaget for de amerikanske virksomheder, som kommer til at ramponere Obamacare, vedtaget allerede inden udgangen af denne uge.

Update 01.12. – i dag kan blive skæbnedag for Obamacare. McCain var tidligere på året måske den republikanske senator, der ikke bare stemte imod repeal af Obamacare, men klarest markerede, at der nødvendigvis måtte en åben og sædvanlig proces til, med høringer osv. På den baggrund var det meget overraskende, da McCain i går meddelte, at han nu kunne stemme for den foreliggende skattereform. For der har heller ikke været nogen høringer, alt er foregået bag lukkede døre, og ingen har set det endelige forslag, for det er ikke skrevet endnu. Med McCains tilsagn så det en overgang i går ud til, at forslaget kunne ende med at få sine 50 stemmer i senatet.

To senatorer, hvoraf den ene havde meldt klart ud, at han ikke kunne stemme for, havde så introduceret en form for feedback-mekanik, således at hvis antagelserne om de positive afledte virkinger viste sig ikke at holde stik, så ville skatteprocenten automatisk blive hævet, så underskuddet ikke blev for stort. Og en kort overgang tegnede det til, at det endelig skulle lykkes republikanerne at få vedtaget bare en eller anden lovgivning i 2017. Men en sådan mekanisme blev af en lovgivningsinstans erkendt ugyldig. Og mange af de øvrige stemmer er betinget af, at de nye lave virksomhedsskatterater blever fast lave.

I løbet af i går kom der også en såkaldt dynamisk evaluering, som prøvede at indregne de dynamikker, som skattereformen ifølge den fortalere iværksætter, hvor et større skatteprovenue så at sige annullerer det underskud på 1,5 trillioner dollars, som planen umiddelbart står overfor at skabe. Og selvom denne rapport bygger på sandsynligvis urealistiske forudsætninger om en vækst på næsten 4%, så når den frem til at skattereformen i bedste fald fører til et underskud på 1,1 trillion dollars. Det har fået den budgetansvarlige fraktion af republikanerne til at stejle. Så igen er der en betydelig del af de republikanske senatorer, der har endog meget svært ved at forsvare at stemme for forslaget.

Steven Mcnuchin, der er Treasury Secretary (en form for budgetminister), har længe lovet at fremlægge en analyse af disse afledte virkninger, som kunne underbygge de meget radikale fortolkninger af trickle down-økonomiens lyksaligheder. Men foreløbig er der ikke kommet det mindste fra hans side ud over retorikken. Og meget tyder på, at han end ikke er gået i gang dermed.

Det ville være meget enkelt at justere skattereformen, så den var indkomstneutral. Og den enkleste måde ville være at skære bare lidt i de gigantiske reduktioner af virksomhedsskatten, der nu er lagt op til. Men både Trump og den såkaldte freedom caucus-gruppe har stillet som ultimativt krav, at selskabsskatten bliver fixeret på 20%, hvilket er tæt på en halvering.

Så natten igennem vil der blive forsøgt lavet nye justeringer, og McConnell meddelte i gør sidste på dagen, at der ikke ville blive nogen afstemning før tidligst i dag ved middagstid.

Seneste meningsmåling viser, at kun 25% af amerikanerne går ind for skattereformen, mens 52% er imod. Så det er et åbent spørgsmål, hvad republikanerne vinder ved at gennemtvinge et så upopulært forslag. Og tilslutningen vil blive endnu mindre, efterhånden som det bliver klart for den almindelige amerikaner, at selvom Trump står og lover skattelettelser som julegave til alle amerikanere, så er realiteten, at skatterne vil stige for stort set alle med almindelige indkomster, jo mere, jo fattigere du er. 62% af skattelettelserne går til den rigeste 1%. Efterhånen som det siver ind, vil tilslutningen til skattereformen falde yderligere. Det er den vigtigste grund til at republikanerne har så travlt med at få bragt forslaget til afstemning før det for alvor går op for befolkningen, hvad der er i gære.

Usmagligt, ja. De republikanske politikere demonstrerer i disse dage i hvor meget højere grad de varetager interessen for de mennesker, der betaler deres kampagne, end de mennesker, der stemte på dem.

Fredag tegner således stil at blev en endog meget dramatisk dag i Washington. Men det er omvendt svært at se McConnell kalde til afstemning, før han har sikret sig flertal. Og hvis det lykkes at få en skattereform bragt til afstemning, så vil det blive i en udgave, som garanteret ingen har haft mulighed for at læse fuldt ud inden.

New York times skriver i en artikel publiceret i dag 4:29 AM lokal tid, at selvom der i løbet af dagen i går viste sig nye knaster på grund af underskuddets størrelse, så forventes det, at McConnell i løbet af i dag bringer et forslag med nye tilrettelser til afstemning.

Selv hvis det lykkes, er det forslag, Senatet har vedtaget, så langt fra det forslag, der blev vedtaget i Repræsentanternes hus, at det stadig kan vise sig ikke at kunne lade sig gøre. For den endelige vedtagelse forudsætter, at der vedtages identiske udgaver i Kongressens to kamre. Så selvom det nu skulle vise sig at få afvejet strammerne i de forskellige fløje blandt de republikanske senatorer, så kan det meget vel vise sig, at en tilsvarende afvejning ikke var muligmellem de to kamre.

Update 01.12. II – I dag blev skæbnedag, sandsynligvis. I hvert fald var det nærmest transformeree republikanere, man mødte i morges. Der synes i løbet af natten at være faldet så mange brikker på plads, at flertallet synes at være sikret. Kun Bob Corker, som tidligt meldte ud at han ikke kunne stemme for nogen som helst aftale, der øgede udlandsgælden, har stadig ikke sagt god for aftalen. Så der sigtes lige nu på at gennemføre en afstemning sent fredag aften amerikansk tid.

Ellers har mere eller mindre alle, der har været imod, i sidste øjeblik fået noget med, der gør at de kan stemme for. Om det så har rykket skattereformen så langt væk fra den, der blev vedtaget i Repræsentanternes Hus, må tiden vise. Der er stadig skær at passere,

Jeff Flake, guvernør fra Arizona, som længe sammen med Corker var imod ud fra budgetunderskudsperspektivet, og som sammen med Corker havde krævet en form for automatisk genopskrivning af skatten, så der til enhver tid ikke var underskud, er endt med at frafalde, men har til gengæld fået tilsagn om at få en aftale i hus om en “fair and permanent protection” for de såkaldte Dreamers, børn af illegale indvandrere, som typisk er velintegrerede, og som Obama lavede en foreløbig lovgivning for, men som Trump for nylig skød i sænk med en executive order. På den led har skatteaftalen konsekvenser langt ud over skatteafregningen.

Og Susan Collins har fået genindført retten til at trække op til 10.000 $fra i ejendomsskatten, et fradrag man ellers havde søgt at få afviklet.

Men stadig er der senatorer, der søger at finansiere et børnefradrag ved at få virksomhedsskatten der nu er på 35% til kun at blive sat ned til 22% i stedet for 20%. Det rammer til gengæld ind i en anden gruppe, der sammen med Trump har gjort de 20% til et ultimativt krav. Så det kan stadig nå at eksplodere.

Alt i alt et gigantisk gavebord til virksomhederne og de i forvejen allerrigeste. Og endnu et forsøg med den trickle down-økonomi, der aldrig nogensinde rigtigt har bevist at den virker.

Her til aften søgte lederen af demokraterne i Senatet Chuck Schumer at få vedtagelsen udsat til mandag, blandt andet med den begrundelse, at lobbyisterne havde set forslaget før senatorerne, og ingen endnu havde haft mulighed for at læse det, og slet ikke for alvor at kunne sætte sig ind i de 479 sider lovtekst. Men forslaget blev nedstemt med stemmerne 52-48.

Senator Dick Durbin fra Illinois akrev meget sigende i et tweet, at “Senate Republicans can’t put their own scribbled amendment into the record because nobody can read it. This is what we’re voting on.”

Den foreløbigt seneste udgave af skattereformen blev frigivet ved 22-tiden amerikansk tid. Lidt efter kl. 23 tog man hul på afstemninger om amendments: De første to forslag var forsøg på at øge børnefradraget for lavindkomstgrupper. Det første, fremsat af en demokrat, blev afvist af proceduremæssige grunde. Det næste forslag, stillet af de republikanske senatorer Marco Rubio og Mike Lee finansierede det øgede børnefradrag ved ‘kun’ at sænke virksomhedsskatten til 20,94% i stedet for til 20%. Det blev nedstemt, og det må så vise sig, om to af de republikanske senatorer, der søgte at få det med, ender med af samme grund ikke at kunne stemme for helheden. Det er dog usandsynligt på nuværende tidspunkt. Hele stemningen i Senatet her til aften indikerer, at der ikke er tvivl om udfaldet af selve hovedafstemningen.

Update 02.12. – Nogle timer efter midnat kom skattereformen til afstemning og blev vedtaget med stemmerne 51-49. Så republikanerne kan endelig stå frem og sige, at de har fået vedtaget i det mindste noget, selvom det meget vel kan gå hen og vise sig at være en Pyrhus-sejr. For det de har vedtaget, er der to amerikanere, der er imod for hver amerikaner, der bakker op om. Og dette forhold kan kun blive værre efterhånden som det står klart, i hvor høj grad dette er organiseret kriminalitet, hvor de rige stjæler fra de fattige, og at stort set hele den middelklasse, der var blevet lovet en skattelettelse, bliver dårligere stillet økonomisk set. Dette burde sikre, at demokraterne genvinder Kongressen ved midtvejsvalgene i 2018.

Og nu fik jeg det i gør til at lyde som om Obamacare er nedlagt. Det er det ikke, men det obligatoriske mandat er fjernet. Så det igen er frivilligt at være sundhedsforsikret – hvilket gør, at man regner med at præmierne for dem der forbliver forsikret vil stige 10%.

Det at man ikke vædrede Obamacare frontalt, men fjernede det obligatoriske mandat, der gjorde det svært for republikanske senatorer som Lisa Murkowski og Susan Collins, der var med til at vælte repeal-forsøgene, denne gang at stemme imod. Og Susan Collins synes til gengæld som pris for sin stemme at have fået tilsagn om, at den nuværende opretningspakke for Obamacare, som er forhandlet på plads hen over sommeren og har et bredt flertal bag sig, bliver ført til vedtagelse inden jul. Problemet med den er blot, at den ikke tager højde for de 300 mia $, som man regner med at spare ved at have fjernet det obligatoriske mandat for Obamacare.

Update 08.12. – Det lignede en klar sejr i sidste uge, da Senatet vedtog sin version af skattereformen med sin buket af tilllægslove for at gøre alle tilfredse. Siden da er der taget hul på at samkøre de to vedtagne forslag fra Senatet og fra Repræsentanternes Hus. For de er ganske forskellige. Og hvor der i Repræsentanternes Hus synes forståelse for at inddrage fjernelsen af det obligatoriske i Obamacare, da er der adskillige, som principielt vender sig imod de forsøg på afbødning af de værste sociale konsekvenser, som gjorde, at Susan Collins kunne stemme for senatspakken. Og Collins har nu meldt ud, at hun ikke kan forventes at stemme for det endelige forslag, hvis det underminerer Obamacare uden at kompensere. Derefter kan Republikanerne kubn miste én stemme, før skattelovgivningen kæntrer. Så øvelsen i denne runde er ikke bare at samorne de modsatrettede krav i hver af de to kamres fløje, men at finde en løsning, som kan gouteres af tilstrækkeligt mange i begge kamres fløje, til at et identisk forslag kan vedtages i begge kamre. Og hvis først Susan Collins må stemme nej, fordi de to tillægslove hun fik med i Senatsudgaven som betingelse for at stemme for, bliver fjernet, for at det samlede forslag kan gouteres i den stærkt højreorienterede højrefløj af Det republikanske Parti i Repræsentanternes Hus, så er der adskillige af de øvrige moderate Republikanere i Senatet, de kan forventes også at stemme nej. Så intet er endnu sikkert.

Samtidig er der netop kommet en rapport, der viser, at Obamacare langt fra er ‘failing’, men at størstedelen af de selskaber, der har udbudt forsikringer inden for rammerne af Obamacare, endelig i de første tre kvartaler af 2017 har formået at tjene penge. Man synes systematisk at have undervurderet pleje- og behandlingsbehovet ved den gruppe, der er kommet sidst med, og først med prisstigningerne for 2017 har man fundet et niveau, hvor der i det store hele tjenes penge på sundhedsydelserne. Det kan hænge sammen med, at det har været en gruppe, som i mange år af nød har stået uden for med et deraf følgende stort underskud på pleje og behandling – og dermed en situation, som gradvist ville afbalancere sig. Men med Trump og Republikanerne ved magten er der ikke plads til den slags betragtninger over noget, som Fanden har skabt.

Men stadig er der vel 80% chance for, at denne vildt asociale skattereform ender med at blive vedtaget inklusive dens forsøg på økonomiske at underløbe Obamacare. At Trump kan få sig til at kalde dette en julegave til den amerikanske middelklasse viser med alt for stor tydelighed, at løgnen i Trumpland forlængst har fortrængt ædrueligheden.

Update 13.12. – Efter nattens sejr i det ekstraordinære senatsvalg i Alabama til pladsen efter Jeff Sessions, hvor den demokratiske kandidat Doug Jones overraskende vandt i en stat, der regnes for at være en af de største republikanske højborge, har vedtagelsen af den republikanske skattereform fået fornyet tidspres. For efter nytår vil stillingen i Senatet ikke mere være 52-48, men 51-49, og med allerede én, der definitivt har meldt ud at han må stemme imod og flere på vippen, kan man næsten sige, at hvis ikke det lykkes inden Jones tager over, så er også skattereformen tabt.

Det har vist sig endog meget vanskeligt at samkøre de to skattereformforslag. Og hvor Senatets forslag om at udsulte Obamacare ved at standse finansieringen og fjerne det obligatoriske mandat synes at kunne finde genklang i Repræsentanternes Hus, så er der ikke meget der tyder på, at de tilføjelser, som var nødvendige for at få moderate republikanere som Susan Collins til at stemme for, kommer med i det endelige forslag. For her melder statsminimalisterne på den republikanske højrefløj definitivt fra. Her er der heller ikke mengen forståelse for Senatets forsøg på afbødninger af den værste sociale slagside, der blev søgt finansieret gennem at mindske reduktionen af selskabsskatten fra 35% til ikke 20%, men 21 eller 22%. Og de 20% forsøges fastholdt som en faktor, der ikke står til forhandling – hvilket sandsynligvis ikke lykkes, men medvirker til forhalingen af forhandlingerne.

Endda forventes det bredt blandt politiske kommentatorer, at McConnell har et forslag klar til den kommende uge, så vedtagelsen (om muligt) kommer i hus inden jul.

På baggrund af det seneste års handlingslammethed til trods for at republikanerne sidder på både Det Hvide Hus og Kongressens to kamre demonstrerer med al tydelighed, at republikanerne spænder vidt. Hvis man skulle drage paralleller til dansk politisk virkelighed, så er der ud over de fire partier, der pt. bakker op om vores venstreregering et stort kristendemokratisk parti og en række statsminimalistiske grupperinger, der målrettet søger at nedlægge velfærdssamfundet. Der findes mange sobre republikanere, men den klassiske borgerlighed har i USA langt sværere kår end i Danmark, og den republikanske højrefløj vil ofte se sejre, hvor andre læser nederlag, for jo dårligere det går for centraladministrationen jo bedre.

Update 14.12. – Jeff Flake har nu markeret, at nok har han ikke set det endelige skattereformforslag, men han vil sandsynligvis stemme imod (han ønsker en skattereform, der ikke øger underskuddet). Susan Collins søger stadig at aftvinge en samtidig beslutning om at finansiere Obamacare, og Marco Rubio, senator fra Florida, som i første runde i Senatet søgte at få større lettelser for børnefamilierne, hvor den sociale slagside nu vil være størst, har nu meldt ud, at han agter at stemme imod, hvis ikke hans tillægsforslag, som faldt i første afstemning, bliver indkorporeret i det endelige forslag. Samtidig er der ikke det mindste tegn på vaklen blandt demokraterne. Så lige nu er der mindst tre trusler om at stemme imod, hvor republikanerne kun kan bære to. Paradoksalt synes skattereformen lige nu at blive endnu mere fordelagtig for de i forvejen allerrigeste. Og muligheden at løfte den nye skatteprocent for virksomheder fra 20 til 21 er ikke sat i spil for at øge den sociale kompensation og mindske ‘røveriet’ fra middelklassen og dem med de mindste indtægter, men for at kunne finansiere endnu større skattelettelser for de allerrigeste, herunder en voldsom reduktion af arveafgifterne (S å Trumps børn kan arve Trump-imperiet uden at skulle dele med samfundet).

Samtidig bliver skattereformen stadig mere upopulært i befolkningen. I en måling offentliggjort i dag var 52% uenige i forslaget, mens kun 25% gik ind for det (approve/disapprove). Så den republikanske logik, at man er nødt til at gennemføre skattereformen for i det mindste at have brugt sit flertal til noget, synes at kunne give alvorligt bagslag – ikke mindst når en stor del af de cirka 30%, der stadig bakker op om Trump, opdager, at hans lovede julegave med skattereformen stiller dem ringere end før, mens de i forvejen rigeste, som i forvejen har scoret stort set hele velstandsstigningen siden årtusindskiftet, bliver yderligere forgyldt.

Men her til aften varsler den republikanske forhandlingsledere, at man agter at lægge et endeligt forslag frem i morgen fredag og bringe det til afstemning i den kommende uge, så det kan nå Trump i Det Hvide Hus inden jul.

Update 15.12. – De to senatorer, Bob Corker og Marco Rubio, der forud havde markeret, at de ikke ville kunne stemme for forslaget, kunne ved fremlæggelsen af det endelige skattereformforslag i dag sige, at de nu kunne stemme for det. Susan Collins synes ligeledes til sinds at stemme for forslaget, selvom der ikke rigtig er nogen der tror på, at de tilsagn hun har fået om, at der efterfølgende vil blive vedtaget tiltag for at afbøde for konsekvenserne på sundhedsområdet, måske lige bortset fra hende selv. Dermed synes vedtagelsen i Senatet at være sikret. De principielle indvendinger fra de republikanske strammere i Repræsentanternes Hus synes ligeledes at have fortonet sig, selvom virksomhedsskatten ende på 21% i stedet for 20%. Så lige nu er der en klar forventning i Washington om, at skattereformen er vedtaget inden jul.

Lovteksten er endnu ikke klar, og konsekvenserne af den seneste udgave er endnu ikke beregnet. Men sandsynligvis vil konsekvenserne på sundhedsområdet blive, at 19 mio. amerikanere må opgive deres sundhedsforsikring. Og så er det en mindre trøst, at man  i de kommende år vil kunne trække sundhedsudgifter fra, der overstiger 7½% af ens indkomst – en tærskel, der efter to år vil blive ændret til 10%.

Trump har dermed kastet USA ud i et gigantisk trickle down-eksperiment, som de færreste giver en chance for at folde sig ud som i republikanernes skønmalerier.

Update 31.12. – Her op under nytår er det tid at gøre en status. Trods 11 måneder, hvor republikanerne har siddet på Det Hvide Hus og har haft flertal i begge kamre i Kongressen, og trods det at alle republikanere i syv åre har råbt op om repeal ved første mulige øjeblik – Repræsentanternes Hus mødtes allerede før Trump blev indsat for at søge at have en repeal-forslag klar til underskrift på hans første dag – lykkedes det ikke i 2017. Det gik nogenlunde i Repræsentanternes Hus, men med et flertal på 52 mod 48 i senatet skulle der meget lidt til, før flertallet skred – som man så det i en stribe af tilfælde, hvor de mest moderate og socialt ansvarlige republikanere endte med at stemme mod repeal-forslaget.

Obamacare er således stadig lov i USA omend det med skattereformen lykkedes at fjerne det tvungne mandat, der sikrede tilstrækkeligt med tilslutning fra ‘raske’ amerikanere, til, at der skete en reel udjævning af udgifterne. Og hvor det igennem syv år lykkedes republikanerne at få den amerikanske befolkning til at mene at Obamacare var en katastrofe, så har den megen tale om, hvad konsekvenserne af en repeal ville være, paradoksalt gjort, at der i dag er et markant flertal i befolkningen for at bevare Obamacare.

En overgang så skattereformen ud til at ville lide samme skæbne som repeal-bestræbelserne, igen fordi det var svært for de moderate, socialt ansvarlige republikanere at medvirke til i så ekstrem grad at gøre de i forvejen rigeste endnu rigere. Og den afgørende stemme, der muliggjorde vedtagelsen, kom først efter at Susan Collins blev lovet, at de løsninger på finansieringen af Obamacare, som der er et markant flertal for hen over midten i amerikansk politik, blev vedtaget som del af de økonomiske beslutninger inden jul. Meget tyder dog på, at selvom Mitch McConnell har lovet det på vegne af Senatet, så føler Paul Ryan sig som leder af republikanerne i Repræsentanternes Hus på ingen måde forpligtet heraf. Så Susan Collins kan meget vel vise sig at være blevet taget alvorligt ved næsen.

Kravet om repeal af Obamacare vil sandsynligvis blive rejst igen fra højre side i 2018 – selvom skattereformens slagtning af den obligatoriske medvirken har fjernet den største ideologiske anstødssten, er det efter så mange år så at sige en æressag. Men efter at demokraten Doug Jones her kort før jul vandt den ekstraordinære afstemning som senator for Alabama, der var blevet ledig efter udpegelsen af Jeff Sessions til Trumps administration (fordi man betragtede hans sæde som umisteligt republikansk uanset hvem der stillede op – Alabama er i disse årtier deep red country), er flertallet skrumpet til 51-49. Et flertal, der igen kan være periodevist truet af John McCains igangværende behandlinger for hjernekræft, hvor han pt. sidder i rullestol og ikke kan være i Washington, samtidig med at man ikke kan udpege hans efterfølger, endsige åbent diskutere, hvem der i givet fald skal erstatte ham.

I 2017 i de tilspidsede situationer har set de moderate republikanere være dem der sad med de afgørende stemmer. Og efter chok-sejren i Alabama vil dette blot være endnu mere udtalt.

Valget i Alabama og kort forinden valget i Virginia vist, at demokraterne i sådanne republikanske stater i dag får op til 30% flere stemmer end ved valget i efteråret 2016. Så der tales nu åbent om, at Demokraterne står til at genvinde flertallet i begge kongressen kamre ved midtvejsvalgene i slutningen af 2018. Samtidig er undersøgelserne af den russiske indblandet i præsidentvalget i 2016 og Trump-kampagnens aktive medviden herom og medvirken hertil en tikkende bombe. Det forlyder nu, at den særlige undersøgelseskommission under Robert Mueller nok først er færdig med sin undersøgelse engang næste sommer – hvis ellers den får lov at gennemføre sit forehavende. Det kan ikke udelukkes, at det vil føre til, at Trump forlader Det Hvide Hus i utide, og der er stor sandsynlighed for, at det vil i 2018 vil gøre Trump-administrationen endnu mere handlingslammet og stille de republikanske politikere, der skal genvælges i 2018 i endnu sværere dilemmaer.

På den demokratiske side af healthcare-debatten er der sket det ikke uinteressante, at det man i USA kalder single payer (som i store hele svarer til de statsfinansierede systemer, vi kender i Skandinavien, hvor healthcare er en rettighed, man har som statsborger, og ikke et privilegium, man kan købe sig til forskellige grader af luxoriøsitet af, hvis ellers man har råd) er blevet mainstream. Hvor der for et års tid siden ikke var en eneste, der ønskede at ville stå som medtegner af Bernie Sanders’ forslag om overgang til single payer, så tegner der sig lige nu det billede, at samtlige præsidentkandidater for Demokraterne i 2020 vil være fortalere for et single payer system.

Om så USA i 2020 er klar til en sådan – socialistisk … uff !!!!! – løsning, må tiden vise. Men Trump og republikanerne har måske i løbet af 2017 for det gode fået demonstreret, at nok var Obamacare socialt set et stort skridt i den rigtige retning, men det var en skrøbelig konstruktion, der kunne beskadiges på et utal af måder. Og – en måske sværere konklusion at drage – at så længe en sundhedsforvaltning bygger på den nuværende markeds- og varegørelse af sundhedsydelserne, vil det amerikanske sundhedssystem forblive verdens i særklasse dyreste. For man afskærer sig herved fra de fulde økonomiske fordele ved én gang for alle at for besluttet sig for, at healthcare er noget, vi som samfund giver hinanden.

Men der er mentalt endnu et stykke at gå for USAs post-Wild West-cowboy-kultur, der stadig krampagtigt søger at løse langt mere end hvad løses kan med skydevåben.

Nu vi er på en blog om klima og bæredygtighed, så må man erkende, at Trumps og republikanernes bestræbelser på at demontere Obamas opgradering af det amerikanske sundhedssystem til at kunne tage hånd om alle har fyldt voldsomt meget mere i medielandskabet end Trump-administrationens demontering af Obamas klima-og miljøpolitik, uanset at han – assisteret af EPA-direktør Scott Pruitt – er nået voldsomt meget længere på det område.

Healthcare har så omvendt været det område, hvor resistance-bevægelsen har haft størst muligheder for at sætte en solid kæp i hjulet overfor Trumps fremfærd. Og det er i løbet af 2017 – ikke mindst med valgsejrene i Virginia og Alabama – lykkedes at skabe håb om, at mareridtet Trump ikke får fire års fri udfoldelse. Men at hans vanvid trækker det republikanske parti med i sølet dertil, at Demokraterne genvinder Kongressen i 2018 og Det Hvide Hus i 2020.

Selv Putin kan ikke være tilfreds, for de sanktioner, som Obama (og Hillary) indførte, og som synes at være en vægtig del af begrundelsen for ikke bare at søge at destabilisere det vestlige demokrati, men at få en selvoptaget psykopat som Trump til magten, står stadig ved magt. Og Trump har i den nuværende situation ikke kunnet lave den oligarkære forsoning, som de måske har haft i tankerne – hvor man kunne mødes i udbytningen og undertrykkelsen af masserne. Så han kan ikke regne med samme medvind fra den side næste gang.

Sarah Feris, Heather Caygle and Jennifer Habercorn: Republicans drop Obamacare fix in rush to avert shutdown, Politico 20.12.2017.

Michael Grunwald: No, Trump Hasn’t ‘Essentially Repealed Obamacare’, Politico 20.12.2017.

Toby Eckert: GOP voter support drops for House tax plan, poll says, Politico 29.11.2017.

Robert Pear, Maggie Haberman & Reed Abelson: Trump to Scrap Critical Health Care Subsidies, Hitting Obamacare Again, New York Times 12.10.2017.

Olga Khazan: A Stunning Blow to Obamacare, The Atlantic 12.10.2017.

Haeyoun Park: We’re Tracking the Ways Trump Is Scaling Back Obamacare. Here Are 12, New York Times 12.10.2017.

Jennifer Haberkorn: Republicans privately admit defeat on Obamacare repeal, Politico 09.10.2017.

Robert Pear: Trump’s Cuts to Health Law Enrollment Efforts Are Hitting Hard, New York Times 09.10.2017.

Paul Demko & Adam Cancryn: Democrats accuse Trump of ‘sabotage’ on Obamacare sign-ups, Politico 08.10.2017.

Alex Isenstadt: Trump vents to wealthy donors about failure to repeal Obamacare, Politico 08.10.2017.

Philip Rucker: Trump says he called Schumer to broker deal with Democrats for ‘a great HealthCare Bill’, Washington Post 07.10.2017.

Mike Allen & Jonathan Swan: Trump phones Schumer for help on health care, worrying GOP, Axios 06.10.2017.

Robert Pear: Work Toward Bipartisan Fix for Health Markets Begins in Senate, New York Times 06.10.2017.

Julia Manchester: Trump calls Schumer for help on reviving health care push, The Hill 06.10.2017.

Peter Sullivan: Murkowski: ObamaCare bill ‘needs to be bipartisan’, The Hill 27.09.2017.

Trump Ready to Deal With Democrats on Healthcare, (AP) NewsMax 27.09.2017.

John Cassidy: How Susan Collins Helped Save Obamacare, The New Yorker 26.09.2017.

John Cassidy: The Graham-Cassidy Health-Care Bill Is a Clear Danger to People with Preëxisting Conditions, The New Yorker 22.09.2017.

Elana Schnor & Seung Min Kim: GOP lawmakers square off against Trump, Politico 04.08.2016.

Jennifer Haberkorn & Paul Demko: Republicans leave town with no clear path on Obamacare, Politico 03.08.2016.

Capitol Shocker: Democrats and Republicans Start Working Together on Health Care, (leder) New York Times 03.08.2016.

Jennifer Haberkorn & Adam Cancryn: New bipartisan Obamacare push faces steep climb, Politico 03.08.2017.

Patrick Caldwell: Trump Doesn’t Need Congress to Ruin Insurance Coverage for Millions of People, Mother Jones 01.08.2017.

Maggie Haberman: Trump Tells G.O.P. Senators Not to Be ‘Total Quitters’ on Health Bill, New York Times 29.07.2017.

Burgess Everett, Josh Dawsey & Rachel Blade: As Trump steams, Senate Republicans consider new repeal effort, Politico 29.07.2017.

Jennifer Steinhauer: How Schumer Held Democrats Together Through a Health Care Maelstrom, New York Times 29.07.2017.

Lauren Gambino: Activists refuse to slow resistance after stymying Republican healthcare plan, The Guardian 29.07.2017.

Reed Abelson, Abby Goodnough & Kate Thomas: Consensus Is Health Law Can Be Fixed. Now the Hard Part, New York Times 29.07.2017.

Jim Newell: They Never Really Hated Obamacare, Slate 28.07.2017.

Matt Flegenheimer, Jonathan Martin & Jennifer Steinhauer: Behind Legislative Collapse: An Angry Vow Fizzles for Lack of a Viable Plan, New York Times 28.07.2017.

Juliet Eilperin and Carolyn Y. Johnson: What’s next for the Affordable Care Act now that repeal has failed? Washington Post 28.07.2017.

Brian Beutler: Next on Republicans’ Agenda: Sabotaging Obamacare, New Republic 28.07.2017.

Dino Grandoni & Juliet Eilperin: Murkowski not swayed by intense pressure from Trump administration on health care, Washington Post 28.07.2017.

Adam Cancryn: What it would take to save Obamacare, Politico 28.07.2017.

Paul Demko: Bipartisan House group meets quietly on Obamacare, Politico 28.07.2017.

Carl Hulse: McCain Provides a Dramatic Finale on Health Care: Thumb Down, New York Times 28.07.2017.

Michael Grunwald: McConnell’s Strange Achievement, Politico 28.07.2017.

Thomas Kaplan: 5 Takeaways From the Failed Senate Effort to Repeal Obamacare, New York Times 28.07.2017.

Robert Pear & Thomas Kaplan: Senate Rejects Slimmed-Down Obamacare Repeal as McCain Votes No, New York Times 28.07.2017.

Paige Lavender: Read The Text Of The Senate’s ‘Skinny’ Obamacare Repeal Bill, Huffington Post 27.07.2017.

Rebecca Leber: Why Trump’s Revenge on Murkowski Could Be Great for the Planet, Mother Jones 27.07.2017.

Call It ‘Sneaky Repeal,’ Not ‘Skinny Repeal’, (leder) New York Times 27.07.2017.

Juliet Eilperin, Sean Sullivan & Kelsey Snell: House speaker appears to give boost to Senate health-care push, Washington Post 27.07.2017.

Jessie Hellmann: Ryan assures GOP senators House will go to conference, The Hill 27.07.2017.

Juliet Eilperin, Sean Sullivan & Kelsey Snell: GOP’s ‘skinny repeal’ of Obamacare up in the air after key senators deliver ultimatum, Washington Post 27.07.2017.

John Breshanan, Burgess Everett, Jennifer Haberkorn & Seung Min Kim: Senate Republicans hope their own Obamacare repeal won’t become law, Politico 27.07.2017.

Nathaniel Weixel: Four GOP senators threaten to block ‘skinny’ repeal, The Hill 27.07.2017.

Juliet Eilperin, Sean Sullivan & Kelsey Snell: Senate GOP leaders work to round up votes for modest health-care overhaul, Washington Post 27.07.2017.

Rachel Roubein: Key senator backs ‘skinny’ ObamaCare repeal, The Hill 27.07.2017.

Russell Berman: The Senate’s Blind Vote on ‘Skinny Repeal’, The Atlantic 27.07.2017.

Jordain Carney: GOP single-payer amendment fails in Senate, The Hill 27.07.2017.

Aaron Rupar: White House threatens to retaliate against Alaska if their senator votes against Trumpcare, Think Progress 27.07.2017.

Robert Pear & Thomas Kaplan: Senate Health Care Vote: Narrow Repeal Measure Takes Shape, New York Times 27.07.2017.

Amy Goldstein: ‘Skinny repeal’ of Obamacare would leave 16 million more people uninsured in a decade, Washington Post 27.07.2017.

John Cassidy: The Senate Health-Care Vote-O-Rama: A Guide for the Perplexed, The New Yorker 27.07.2017.

Thomas Kaplan & Eileen Sullivan: Health Care Vote: Senate Rejects Repeal Without Replace, New York Times 26.07.2017.

Vann R. Newkirk II: Making Sense of the Obamacare Repeal Process, The Atlantic 26.07.2017.

Burgess Everett, Jennifer Haberkorn & Seung Min Kim: ‘Skinny’ Obamacare repeal still lacks votes to pass, Politico 26.07.2017.

James Fallows: John McCain Makes His Choice, The Atlantic 26.07.2017.

Kelsey Snell, Juliet Eilperin & Sean Sullivan: Senate rejects measure to repeal much of the Affordable Care Act, Washington Post 26.07.2017.

Aaron Rupar: Republican congressman says Senate opponents of Trumpcare should be beaten, Think Progress 26.07.2017.

Patrick Caldwell: Mitch McConnell’s “Skinny Repeal” Could Still Mean 15 Million Fewer With Insurance, Mother Jones 25.07.2017.

Seung Min Kim: Senate Dems plan to drop nominations blockade if health bill fails, Politico 25.07.2017.

Ian Millisher: Senators voting to stop Trumpcare represent 36 million more people than the ones who didn’t, ThinkProgress 25.07.2017.

Thomas Kaplan & Robert Pear: Pence Breaks Tie as Senate Votes to Begin Debating Obamacare Repeal, New York Times 25.07.2017.

Jennifer Steinhauer: McCain Returns to Washington to Cast a Vote to Help the President Who Derided Him, New York Times 25.07.2017.

Dan Diamond: McConnell’s fallback: A ‘skinny’ ACA repeal, Politico 25.07.2017.

Heather Long: 1 million jobs on the line as Senate votes on health care, Washington Post 25.07.2017.

Robert Costa: Boehner predicts Republicans will ‘never’ repeal and replace Obamacare, Washington Post 25.07.2017.

David Nakamura: Trump challenges senators to resurrect Obamacare repeal effort: ‘We’re close’, Washington Post 19.07.2017.

Eileen Sullivan & Julie Hiscgefield Davis: Trump Defends Health Care Bill Over Lunch With G.O.P. Senators, New York Times 19.07.2017.

Dan Balz: A Republican Party at war with itself hits the wall on health care, Washington Post 18.07.2017.

Thomas Kaplan: ‘Let Obamacare Fail,’ Trump Says as G.O.P. Health Bill Collapses, New York Times 18.07.2017.

Republicans, ignore Trump’s call to ‘let Obamacare fail.’ Do this instead, (leder) Washington Post 18.07.2017.

Juliet Eilperin, Sean Sullivan & Ed O’Keefe: Senate Republicans’ effort to ‘repeal and replace’ Obamacare all but collapses, Washington Post 18.07.2017.

Jennifer Steinhauer, Glenn Trush & Robert Pear: How the Senate Health Care Bill Failed: G.O.P. Divisions and a Fed-Up President, New York Times 18.07.2017.

Thomas Kaplan: Health Care Overhaul Collapses as Two Republican Senators Defect, New York Times 17.07.2017.

Kyle Cheney & Elana Schnor: Obamacare repeal could haunt Senate Republicans in 2020, Politico 17.07.2017.

Sean Sullivan & Lenny Bernstein: Two more Senate Republicans oppose health-care bill, leaving it without enough votes to pass, Washington Post 17.07.2017.

The Latest: CBO delays analysis of latest health care bill, (AP) Washington Post 16.07.2017.

Robert Pear: A Top Republican Vows a Vote on Health Care, but Uncertainty Reigns, New York Times 17.07.2017.

Elise Viebeck: GOP opponents to Senate health-care bill see vote delay as an advantage, Washington Post 16.07.2017.

Thomas Kaplan & Robert Pear: G.O.P. Senators Vow to Unveil Health Bill Thursday, Despite Deep Divisionsy, New York Times 11.07.2017.

Paul Cane: The Senate health bill is almost an orphan with few real supporters, Washington Post 11.07.2017.

Jennifer Steinhauer & Robert Pair: G.O.P. Support of Senate Health Repeal Erodes During Break, New York Times 11.07.2017.

Lauren Gambio: McConnell hints healthcare vote could fall short: ‘I’m a guy with a Rubik’s cube’, The Guardian 06.07.2017.

Paul Demko: How the Senate health bill became ‘Obamacare lite’, Politico 06.07.2017.

Jordain Carney: McConnell signals doubts about ObamaCare vote, The Hill 06.07.2017.

Seun Min Kim: Moran gets an earful on Obamacare repeal at town hall, Politico 06.07.2017.

Bruce Schreiner & Alan Fram: McConnell says limited bill needed if GOP health bill dies, AP 06.07.2017.

Michelle Ye Hee Lee: Decoding the White House spin on Obamacare ‘failures’, Washington Post 05.07.2017.

David Weigel, Murray Carpenter & Julia O’Malley: At parades and protests, GOP lawmakers get earful about health care, Washington Post 04.07.2017.

Brian Beutler: The Media’s Unacceptable Silence on the Republican Health Care Bill, New Republic 04.07.2017.

Kevin Robillard: Democrats pressure 2020 senators on health care vote, Politico 03.07.2017.

Brian Beutler: Bernie Sanders and the Progressive Left’s Selfless Defense of Obamacare, New Republic 03.07.2017.

Connor O’Brien: Kasich: Opioid money in Obamacare bill ‘like spitting in the ocean’, Politico 02.07.2017.

Aaron Blake: The biggest winner in the current health-care debate: Single-payer, Washington Post 01.07.2017.

Jennifer Haberkorn: Trump repeal idea would lead to 26 million uninsured, Politico 30.06.2017.

Thomas Kaplan & Robert Pear: Trump Suggests Repealing Health Law Now and Replacing It Later, New York Times 30.06.2017.

Noah Lanard: These Videos of Outraged Voters Are Why Trumpcare Stalled This Week, Mother Jones 30.06.2017.

David Cutler: How Congress could pass a bipartisan health bill people actually like, Washington Post 30.06.2017.

Christopher Mele: ‘Morning Joe’ Hosts and Trump Bring National Enquirer Into Their Feud, New York Times 30.06.2017.

Jennifer Rubin: A rookie mistake or an effort to blow up repeal and replace? Washington Post 30.06.2017.

Patrick Caldwell: The CBO Just Released Even More Scary News About the Republican Health Care Bill, Mother Jones 29.06.2017.

Tom McCarthy: Why the world should pay attention to America’s civil war over healthcare, The Guardian 29.06.2017.

Kelsey Snell, Juliet Eilperin & Sean Sullivan: GOP health-care talks center on stark question: Help vulnerable Americans or help the rich? Washington Post 29.06.2017.

Aaron Rupar: Paul Ryan thinks it’s ‘hysterical’ to point out that Trumpcare will kill people, Think Progress 29.06.2017.

Robert Pear % Thomas Kaplan: Senate Republicans May Give Up Tax Cut in Effort to Save Health Bill, New York Times 29.06.2017.

Irwin Redlener: There’s no sugarcoating it: Republicans are taking a sledgehammer to Medicaid, Washington Post 29.06.2017.

Sarah Karlin-Smith: Opioid cash to sweeten Senate health bill for moderates, Politico 29.06.2017.

John Cassidy: Why Mitch McConnell and the Republicans Can’t Fix Health Care, The New Yorker 28.06.2017.

Robert Costa, Sean Sullivan, Juliet Eilperin & Kelsey Snell: How the push for a Senate health-care vote fell apart amid GOP tensions, Washington Post 28.06.2017.

Jennifer Haberkorn, John Dawsey & Burgess Everett: Beleaguered health care bill gets new terms in effort to secure votes, Politico 28.06.2017.

Sean Sullivan, Juliet Eilperin & Kelsey Snell: McConnell hurrying to send revised health-care bill to CBO by Friday, Washington Post 28.06.2017.

Jeet Heer: Trump Is Getting Pummeled for His Cruel Health Care Plan, New Republic 28.06.2017.

Graham Wyse: Democrats Are Warning That Trumpcare Will Kill People. Is It Convincing? New Republic 28.06.2017.

Republicans, step away from the brink, (leder) Washington Post 28.06.2017.

Robert Pear & Thomas Kaplan: As Affordable Care Act Repeal Teeters, Prospects for Bipartisanship Build, New York Times 28.06.2017.

Clio Chang: Trumpcare Will Kill People. Why Is That So Hard to Accept? New Republic 27.06.2017.

Topher Spiro, Emily Gee & Thomas Huelskoetter: Senate Repeal Bill Would Increase Average Costs for Exchange Enrollees by $2,294, Center for American Progress 27.06.2017.

Sabrina Siddiqui: Obama attacks Republican health bill as ‘massive transfer of wealth’ to the rich, The Guardian 22.06.2017.

Ann Crawford-Roberts, Nichole Roxas, Ichiro Kawachi, Sam Berger & Emily Gee: Coverage Losses Under the Senate Health Care Bill Could Result in 18,100 to 27,700 Additional Deaths in 2026, Center for American Progress 22.06.2017.

Indlægget Repeal and replace blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Står det til Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, vil den sydkoreanske A-kraft blive udfaset i takt med, at landets 25 reaktorer når skelsår.

Sydkorea har i dag 25 fungerende atomreaktorer, der tilsammen tilvejebringer omkring 35% af landets energiforbrug. Landet har egen atomkraftindustri, og man har løbende udvidet kapaciteten med nye reaktorer, så Sydkorea i dag har omkring 25 igangværende traktorer og flere under opførelse. Forventningerne var i 2035 at nå op på en andel af atomkraft på 60%.

Men atomkraften har været en stadig kilde til utilfredshed i den koreanske befolkningen. Ikke mindst efter Fukushima-katastrofen i 2011 og omfattende skandalesager i 2013, hvor så mange reaktorer måtte lukke på grund af systematisk svindel med sikkerhedscertifikater, at energiforsyningen var tæt på at bryde sammen, er presset fra befolkningen på at afvikle atomkraften vokset. I 2013 blev der således fremlagt fornyede planer, hvor der blev skruet markant ned for fornyelsen af den sydkoreanske reaktorflåde, så A-kraften i 2035 skulle udgøre 29% – eller under halvdelen af de oprindelige planer.

I begyndelsen af maj 2017 fik Sydkorea ny præsident, Moon Jae-in. Han vandt på et program, hvor udfasningen af den koreanske atomkraft havde en markant plads. Står det til Moon, har Sydkorea bygget sin sidste reaktor på koreansk grund. 4 reaktorbyggerier, der er næsten færdige, får lov at blive færdiggjort og taget i brug. Reaktorer derimod, som stadig er i planlægningsfasen, bliver skrottet. Selv reaktor 5 og 6 ved Kori-værket, som nu er 28% færdigbyggede, ønsker Moon at bremse. Og fremover får ingen reaktor lov at fungere ud over de 40 år, de oprindeligt er konstrueret til at kunne holde. Dermed vil Sydkorea lukke sin sidste reaktor omkring 2060.

Sydkorea bruger i dag en betydelig mængde kul, men planen er i den samme 40-års periode at sikre en så massiv udbygning af den vedvarende energi, at energiforsyningen i 2035 primært er baseret på vedvarende kilder suppleret med naturgas. Hvis sydkoreanerne gør dette rigtigt, ville man gradvist kunne gøre selv gasdelen CO₂-neutral og bruge den ikke bare som backup-del, men som lagringsmedie.

Moon Jae-in tiltrådte for blot tre uger siden, så planerne er stadig overskrift-agtige. Men han forventes at fremlægge en mere detaljeret køreplan for udfasningen af den koreanske atomkraft 19. juni i forbindelse med lukningen af landets første atomreaktor, Kori 1 reaktoren, der nu har været i drift i 44 år.

Dette er et hårdt slag for den koreanske atomindustri, som hermed mister sin hjemmebane og vigtigste kunde. Selvom en sådan beslutning om udfasning har under vejs i adskillige år, må man således i de kommende år forvente alle mulige og umulige forsøg på at ændre på Moons beslutning. Men som valget også viser, har hans udfasning en betydelig genklang i befolkningen.

Hvis man skal forstå den sydkoreanske situation, er det også godt at se lige nord for grænsen, hvor en raketglad diktator i de senere år med stadig større hyppighed har affyret raketter, der kunne bære atomsprængladninger. Hvis han sigtede på et af Sydkoreas atomkraftværker, kunne ødelæggelseskraften multipliceres. Her ville det være anderledes sikkert (og intelligent) at brede Sydkoreas primære energiforsyning ud på landets hustage.

Det er stadig blot tre uger siden, Moon blev valgt. Men han har lovet reformer og beskæftigelse – og at han vil være præsident for hele den koreanske befolkning. Moon er søn af flygtninge fra Nordkorea og er uddannet advokat med speciale i menneskerettigheder. Så der er forhåbninger om, at han kan medvirke til at opbløde forholdet mellem Nord og Syd.

Ud over udfasningen af atomkraften har Moon også i løbet af valgkampen lovet at mindske kulforbruget. I dag kommer omkring 40% af Sydkoreas energiforsyning fra kulkraft, og lederen af Moons energipolitiske team, Kim Jwa-kwan, siger forud for valget til Reuters, at Moon agtede at bringe kulandelen under 25% inden 2030, mens A-kraften med den planlagte gradvise udfasning til den tid forventes at stå for 18% af Sydkoreas energiforsyning.

Den sydkoreanske klimapolitik har i de senere år fulgt en noget slingrende kurs. Sydkorea havde i 2012 samlede udledninger på 592 mio. ton CO₂, hvilket svarer til 11,9 ton CO₂ pr. person. Sydkorea er dermed verdens syvendehøjeste udleder og har de sjettehøjeste udledninger målt per person. Uanset at en tredjedel af energiforsyningen i dag kommer fra atomkraft, er dette betydeligt over EU-niveau. Dette peger på, at der for Sydkorea ligger et massivt besparelsespotentiale ved at optimere industriprocesser og energiforbruget til køling af bygninger.

Mange vil indvende, at dette taler for ikke at afvikle A-kraften. Men omvendt kan man i dag for den samme pose penge få så meget mere energiproduktion ved at investere i vedvarende energi end ved at bygge nye reaktorer, at der ikke er noget økonomisk rationale for A-kraften. Så ud over at A-kraften i Sydkorea er dybt upopulær, er sikringen af CO₂-neutral energiforsyning via A-kraft i dag blevet en endog meget dyr løsning, som slet ikke kan klare sig overfor de vedvarende energikilder.

I den klimaplan, Sydkorea udarbejdede i 2015, forud for Paris-aftalen, sigter man mod i 2030 at reducere udledningerne med 37% i forhold til business as usual. De sydkoreanske udledninger forventes med de nu iværksatte tiltag at holde sig relativt konstante på omkring 700 mio. ton CO₂ med en let stigende tendens frem mod 2030 (se Carbon Tracker for Sydkorea). Men man kunne formode, at der med Moon ved roret for Sydkorea vil ske noget tilsvarende som i Indien og i Kina, at landet fordi prisen på vedvarende energi i disse år falder så hurtigt, bliver i stand til at knække CO₂-kurven i den allernærmeste fremtid.

Se tidligere blog-indlæg: Paris 2015 – Sydkoreas INDC og Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning.

Update 05.06. – Arab News bringer i dag en Reuters-artikel, der giver yderligere klarhed over Sydkoreas nyvalgte præsident Moons udfordringer og intentioner på den korte bane. Moon har i denne måned udstedt en midlertidig standsningsordre for 10 ældre kulkraftværker sammen med et forslag om at de skal nedlukkes permenent. I dag er kulkraft og atomkraft støttet gennem betydelige skattesubsider fra den koreanske regerings side, mens der ligger en betydelig importtold på naturgas. Det gør, at atomkraftværkerne og kulkraftværkerne i det store hele kører non stop, mens naturgassen primært bruges til at udfylde behovet, når det er størst. De sydkoreanske gasanlæg er således kun i drift 40% af tiden. Ved at fjerne denne importtold regner Moon med at kunne øge dette til 60%. Atomreaktorer er ikke bygget til at skrue op og ned for produktionen, og i den udstrækning, gassen fortrænger kulkraften, ligger der både gevinster i form af mindre klimabelastning og mindre luftforurening. Og mens resten af verden måske mest ser på, i hvilken grad Moon vil være i stand til at nedbringe den samlede sydkoreanske klimabelastning, da er den koreanske befolkning mere oppe i det røde felt over den massive luftforurening, som ligger over Den Koreanske Halvø.

Reuters artiklen forudser dog alvorlige reaktioner på planerne om at standse igangværende kul- og atomkraftprojekter, hvor der allerede er investeret hhv. 2,7 mia. $ i 2 nye atomreaktorer og 2 mia. $ i 9 nye kulkraftværker. Og der advares samtidig med, at Sydkorea vil få alvorlige forsyningsproblemer, hvis disse projekter blot standses uden at denne energi sikres ad anden vej.

For at Moon lykkes med sine planer, synes det således nødvendigt at få iværksat programmer til en bred vifte af energibesparelser og at få stimuleret udbygningen af den vedvarende energi. Og med tidsfaktoren ind over vil det nok i første omgang være en satsning på solceller, da det er den energiform, der har den korteste effektueringsperiode. Man kan lave et støtteprogram for solceller på private hustage, og de første anlæg vil være i produktion få måneder senere, hvor det typisk tager adskillige år at forberede en vindmøllepark. Samtidig producerer solcellerne mest, når landets mange airconditioning-anlæg på varme dage kører på fuld kraft, så et land som Sydkorea kan have glæde af en ganske betydelig andel af solcellestrøm, før problemerne med lagring og overproduktion dukker op.

Moon Jae-in holder tale ved lukningen af Reaktor 1 ved Kori-værket 19. juni.

Update 19.06. – I dag hvor Sydkoreas første reaktor, Kori 1 rundede 40 år, blev den lukket ned. Ved den lejlighed holdt den nyligt tiltrådte præsident Moon Jae-in en tale, hvor han sagde, at det at energiproduktionen indtil nu er sket på bekostning af sundhed og sikkerhed, men at det fremover vil blive anderledes. Han sagde, at en atomulykke kunne føre til helt uoverskuelige ødelæggelser og lovede at ville standse al yderligere udbygning med atomkraft og at ingen reaktor får lov at køre ud over den nominerede driftsperiode, som for de årgange, der nu når skelsår, typisk er på 40 år.

Men Sydkorea har en reaktor, der oprindeligt var konstrueret til at køre i 30 år, men i 2012 fik forlænget deres driftstilladelse med 10 år. Moon lovede ved talen at forsøge at få denne reaktor standset hurtigst muligt.

For det er uomtvisteligt, at risikoen for graverende fejl øges med årene. Der sker et løbende slid på alle komponenter, og de centrale dele umiddelbart omkring selve reaktorprocesserne lader sig ikke bare lige skifte ud.  Endda har man i det senere år, i takt med at mange reaktorer nærmer sig den tid, hvor de skal dekommissioneres, set forsøg på at sige, at de reaktorer, der er skabt til at holde i 40 år, sagtens kan holde i både 60 og 80 år.

Kori-værket ligger på Sydkoreas østkyst, og dermed relativt tæt på Japan. Og Moon henviste i talen til en nylig undersøgelse, der viste, at en stor reaktor-katastrofe ved Kori-værket med vestlige vinde ville kunne påføre betydelige dele af det tættest beboede Japan radioaktiv forurening på linje med den zone nordvest for Fukushima-værket, hvor man har måttet evakuere et stort antal mennesker på ubestemt tid. I et worst case-scenario ville en katastrofe ved Kori-værket kunne føre til, at et landområde i Japan på halvanden gange Danmarks areal kunne blive forurenet, og det ville være nødvendigt at evakuere 28,3 mio. mennesker. Hvis vinden i stedet blæser ind over land, ville ødelæggelserne på koreansk grund om muligt kunne blive endnu større.

Det vigtige ved Moons tilgang er, at han ikke blot ønsker at udfase A-kraften som en frygt-reaktion, men ser det i en sammenhæng, hvor man samtidig udfaser den i Sydkorea omfattende kulafbrænding. Og Moon lovede i sin tale at etablere en “post coal” politik, som på én gang kan mindske landets betydelige klimabelastning og massive luftforurening.

Update 28.06. – I sin tale 19. juni nævnte Moon Jae-in, at der i Japan var 1.368 døde som følge af Fukushima-katastrofen. Japanske diplomatiske kanaler har udtrykt fortrydelse over, at disse tal er blevet fremført, da der ikke er nogen, der er døde som følge af strålingen.

Moons tal er korrekte i og med det er en officiel opgørelse af Fukushimas amtsmyndigheder. Der var pr. marts 2916 registreret 1.368 døde. Og man vurderer hvert eneste tilfælde i og med at der tilkommer de pårørende et særligt tilskud, hvis døden er sket som følge af evakueringen fra Fukushima. En del meget syge og gamle bukkede tidligt under ved evakueringen, men de fleste er kommet til hen ad vejen som følge af den voldsomme stress, der følger med at være evakueret på 7. år uden at vide, hvornår man kan vende tilbage. Omkring halvdelen af de 200.000 mennesker, der blev evakueret i 2011, lever stadig under midlertidige forhold, så dette tal vil fortsætte med at stige.

Og forsøgene på ikke at medregne disse dødsfald som følge af Fukushima-katastrofen, eller gøre dem mindre vigtige, er ret bizarre. Det er lige som at hævde, at der nærmest ikke dør nogen i trafikken mere, uanset at der i dag dør mange flere fra trafikkens luftforurening end fra de ulykker, der kommer på forsiderne, fordi der er blod på asfalten.

Reuters har nu rapporteret, at arbejdet på to reaktorer ved Shin-Kori-værket, Shin-Kori 5 og 6, der nu er under konstruktion, er blevet indstillet, mens deres skæbne bliver afgjort.

Update 26.09. – Sydkorea synes igang med at optrevle endnu en runde af problemer med sikkerheden og certificeringen af vitale dele i landets 24 aktive atomreaktorer. Således har landets handels-, energi- og industriministerium iværksat en fire måneders undersøgelse af samtlige reaktorer efter at der er blevet fundet dybt kritisable forhold ved en række af landets atomværker. Ydermere har man lovet at ville gennemføre undersøgelserne i fuld offentlighed.

Der er fundet en række sjuskefejl, som hamre efterladt i ventilationskanaler, men også mere graverende fejl, som revner i reaktorkammeret og henfald i metalplader omkring selve reaktorprocessen. Måske er der her tale om systematiske fejl for 11 reaktorer af samme design. Disse afsløringer kommer på et for A-kraften ganske kritisk tidspunkt, hvor der politisk set er stærke ønsker om at mindske Sydkoreas afhængighed af A-kraften.

Præsident Moon Jae-in synes at være landet på en ‘blid’ afvikling af A-kraften, hvor den sidste sydkoreanske reaktor bliver Shin-Hanul 2, der forventes i brugtaget i 2019 og er designet til at kunne holde i 60 år. De igangværende reaktorer får således lov at køre deres tid ud, og ressourcerne kan således fremover sættes ind på at udbygge den vedvarende energi og minimere energiforbruget.

Yonhap: Korea to inspect nuclear reactors over safety concerns, The Korea Herald 18.09.2017.

Irina Slav: South Korea To Begin Phasing Out Nuclear Plants, Oilprice 15.09.2017.

Yonhap: Korea seeks gradual fade-out of nuclear power: energy minister, The Korea Herald 15.09.2017.

Jane Cheung & Hyunjoo Jin: S.Korea to suspend construction of 2 nuclear reactors while decides fate, Reuters 27.06.2017.

Japanese government conveys regret over Moon’s Fukushima nuclear crisis remarks, (Jiji) Japan Times 26.06.2017.

South Korea pivots away from atomic energy, (AP, AFP-Jiji) Japan Times 19.06.2017.

S. Korea plans energy U-turn away from coal, nuclear, (Reuters) Arab News 05.06.2017.

Korea to reduce its reliance on nuclear energy, (video) arirang 02.06.2017.

Ko Jae-man and Jin Young-tae: Korean govt likely announce its nuclear power phase-out plan next month, Pulse 30.05.2017.

Jane Chung: South Korea coal, nuclear power targeted for cuts by presidential candidates, Reuters 18.05.2017.

Charlie Campbell: Moon Jae-in Elected South Korea’s New President by Landslide, Time 09.05.2017.

Indlægget Sydkorea udfaser atomkraften blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Secretary of State Rex Tillerson has argued the US should stay in the Paris climate agreement. But for the rest of the world, a US exit is better than staying reluctantly. Carlos Barria/Reuters.

Luke Kemp fra Australian National University argumenterer i denne artikel offentliggjort på The Conversation for det umiddelbart overraskende synspunkt, Trumps muligheder for at afspore den globale klimaindsats er mindre med et trumpsk USA holdt uden for Paris-aftalen hvorfor det ville være bedre for alle, hvis Trump trak USA ud af Paris-aftalen.

Jeg føler mig langt fra overbevist om, at Kemp har ret. Men han har ret i, at det ikke kun er forbliven eller jeg, men den klimaindsats, som USA under Trump kommer til at føre, som må være målestokken. Og det er nok en god øvelse at se det gode ved en situation, som Trump meget vel kan ende med at gøre til virkelighed. 

The world would be better off if Trump withdraws from the Paris climate deal

The conventional wisdom that the United States should remain under the Paris Agreement is wrong. A US withdrawal would be the best outcome for international climate action.

With Trump set to decide on the matter after this week’s G7 meeting, his aides are split on the issue. Chief strategist Steve Bannon heads the faction pushing for an exit. Secretary of State and former ExxonMobil chief executive Rex Tillerson has argued for the US to retain a “seat at the table”.

It is within the president’s power to withdraw from the Paris Agreement and perhaps even the United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), which has overseen global climate diplomacy for some 25 years.

In a commentary published in Nature Climate Change today, I argue that a US withdrawal would minimise risks and maximise opportunities for the climate community. Simply put: the US and the Trump administration can do more damage inside the agreement than outside it.

There are four key, interconnected risks related to US participation in the Paris Agreement: that the US will miss its emissions target; that it will cut climate finance; that it will cause a “domino” effect among other nations; and that it will impede the UN negotiations.

Money and emissions are all that matter

The first two risks are unaffected by withdrawal. The Paris Agreement doesn’t require the US to meet its current emissions reduction pledge, or to provide further climate finance to developing countries. The agreement is procedural, rather than binding; it requires a new, tougher climate pledge every five years, but actually hitting these targets isn’t mandatory.

The US will probably miss its climate target regardless. It would need more than just Obama’s Clean Power Plan to hit its goal of reducing emissions by 26-28% on 2005 levels by 2025. And now that Trump has decided to roll back those policies too, US emissions are set to increase through to 2025, rather than decrease.

The same goes for international climate funding, which will be cut under the “America First” budget plan. That includes funds previously earmarked for the Green Climate Fund, which has so far raised US$10 billion in climate aid. The US was to provide US$3 billion but has donated just US$1 billion so far. The remaining money is almost certainly not coming.

Domino effect?

The third risk is the domino effect: that US actions could inspire others to delay climate action, renege on their targets, or withdraw. But there is little evidence to suggest that the US dropping out will trigger other nations to follow suit.

The closest historical parallel is the Kyoto Protocol, which the US signed but never ratified. When President George W. Bush announced that the US would not ratify the treaty, others rallied to the protocol’s aid and pushed through the Marrakech Accords in 2001, to strengthen Kyoto’s rules.

What’s more likely to cause a domino effect is US domestic behaviour, rather than any potential withdrawal from the Paris deal. Other countries are more likely to delay or free-ride on their pledges if they see the US miss its target, revealing how weak the Paris Agreement really is.

Paris has little aside from inspiring public pressure and long-term low-carbon investment patterns. Neither pressure nor the “investment signal” is likely to work if a renegade US shows that Paris is an empty global show-and-tell regime. Investors and the public are likely to lose faith in an agreement that can visibly do nothing to constrain a climate laggard.

The fourth risk is that the US will act as a spoiler in international climate talks. This requires membership. If the US remains in the agreement it will retain a veto in the negotiations.

The negotiations are at a crucial juncture. The so-called “Paris Rulebook”, which details how exactly the agreement will be fulfilled, is being negotiated, with plans for it to be adopted in 2018.

The US could use its voice and veto to water down the rules. It might even stall and overload negotiations by demanding amendments to the Paris Agreement, as Energy Secretary Rick Perry has suggested. A US that has credibly threatened to withdraw may have even more diplomatic clout going forward.

Considered in this light, giving the former head of ExxonMobil a “seat at the table” is a terrible idea.

New opportunities

A US withdrawal, on the other hand, could create new opportunities, such as renewed European and Chinese leadership. In the wake of the 2016 US election, former French presidential nominee Nicholas Sarkozy raised the idea of applying a carbon tax of 1-3% on US imports. In a time of rising protectionist policies, particularly in the US, carbon border tariffs may become more politically palatable.

A US dropout would also be an ideal opportunity for a rising China to stamp its mark on an international issue. It would give both China and the European Union a chance to jump even further ahead of the US in the renewable energy markets of the future.

The EU previously showed leadership in the absence of the US to revive the Kyoto Protocol and forge ahead with renewable energy. This time Europe could do so with the support of another great power.

Such cooperation could take numerous forms. One simple way would be for the two to put forward a stronger joint climate pledge. This could be strengthened by uniting their respective carbon trading schemes and applying a common border carbon tariff.

Trade measures and an EU-China climate bloc will be far more effective than Paris ever could have been. Yet none of these possibilities is likely to become reality without the diplomatically drastic move of US withdrawal. On balance, it is clear that a US climate exit is preferable to remaining.

It is worth stressing here the difference between pulling out of the Paris Agreement and withdrawing from the UNFCCC. The latter is far more dramatic, and more likely to trigger a domino effect. It would also mean the US would no longer be legally bound to report on its emissions and actions to the international community. It would become a complete climate pariah.

A future president could easily rejoin Paris through an executive agreement. In contrast, re-ratifying the UNFCCC might require a vote in the US Senate, which has become more partisan and divided since the convention was first ratified in 1992. However, withdrawal from the UNFCCC would lessen the threat of US obstruction, as it would lose its veto in the wider negotiations and be even more politically ostracised.

Despite this, the same basic risk-opportunity calculus applies. The domino effect may be more likely, but overall a withdrawal is still preferable.

Participation is a red herring

Wanting the US to remain is a short-sighted, knee-jerk reaction. The international community should be much more worried about the real domestic actions of the US, rather than whether it is symbolically cooperating internationally.

The international community appears to be mortally afraid that the US will make the largely symbolic gesture of quitting Paris. Yet there was less concern when Trump rolled back domestic climate measures.

EU Climate Commissioner Miguel Arias Cañete recently stated that Paris allows for the continued use of fossil fuels and provides the flexibility for a “new US administration to chart its own path”.

Is this really a worthwhile message to send to the White House: that blatantly violating the purpose and spirit of the Paris Agreement is fine, as long as you are still cooperating on paper? It is disturbing that symbolism has apparently become more important than action.

Policy, not participation, needs to be the focus of criticism. Otherwise Paris will prove itself to be nothing more than a diplomatic fig leaf.

While Paris may be weak, international climate action can still be strong. The shock of Trump’s withdrawal could make international action stronger by allowing emboldened leadership to blossom elsewhere.

Luke Kemp
Lecturer in International Relations and Environmental Policy
Australian National University

This article was originally published on The Conversation
Read the original article

Indlægget Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

I dag holder schweizerne afstemning om A-kraftens fremtid i landet. Schweiz var et af de lande, der reagerede kraftigt på Fukushima-katastrofen, så i tiden efter blev det i princippet besluttet, at den schweiziske A-kraft gradvist skulle udfases, og tre nye atomreaktorer under forberedelse blev efterfølgende opgivet. Sidste efterår vedtog det schweiziske parlament en Energistrategi 2015, men det højreorienterede Schweiziske Folkeparti krævede energiplanen sat til afstemning (hvilket er ganske almindeligt i Schweiz). Derfor kunne schweizerne i dag give deres mening til kende om regeringens energistrategi.

Forslaget fra den schweiziske centrum-højre-regering indebærer, at der ikke kan bygges nye atomkraftværker i Schweiz, og at de udfases i takt med, at de når grænsen for den teknisk forsvarlige driftsperiode. Planen sigter således på inden 2035 at kunne klare sig helt uden A-kraft.

Energiforsyningen i Schweiz er betydeligt anderledes sammensat end den danske. I dag kommer blot 5% fra vedvarende energikilder som sol og vind, mens A-kraften leverer 35% og hele 60% stammer fra vandkraft. Opgaven er således inden 2035 at etablere, hvad der svarer til en tredjedel af det nuværende energiforbrug, enten gennem indfasning af vedvarende energikilder som sol og vind eller gennem energibesparelser. Det forslag der i dag er til afstemning, rummer en betydelig energibesparelsesindsats. Således vil man gennem en bred vifte af initiativer søge at få den enkelte schweizers energiforbrug nedbragt med omkring 43% i 2035 i forhold til i dag – en prioritering, man må tage hatten af for.

Med den store andel af vandkraft har schweizerne ikke samme problemer med de vedvarende energikilders svingende natur som mange andre lande. For de enorme vandmasser, der findes opstuvet bag landets mange vandkraftreservoirer, er som et gigantisk batteri. Faktisk kunne man mene, at Schweiz burde sammentænke sin energistrategi med de omgivende regioner, så man forenklet sagt kunne trække på billig vindstrøm fra fladere landskaber når det stormede over havene, mod at dele af sine vandreserver, når møllevingerne stod stille. Men med de store vandkraft-ressourcer landet har alle muligheder for at lave en ultrastabil energiforsyning.

Lidt paradoksalt har det været den schweiziske venstrefløj, der har måttet påtage sig opgaven at være imod forslaget. Man er bekymret for, om udfasningen af atomkraften bliver for dyr og har fremlagt beregninger, der viste, at det ville koste hver husstand mere end 3.000 sfr om året, hvilket har været blankt afvist fra regeringen, der siger, at merprisen ville blive 40 sfr om året. Her holder   venstrefløjens argumenter ikke en millimeter, for nok er allerede etableret A-kraft isoleret set billig. Men disse værker kører ikke for evigt. Tværtimod nærmer flertallet af de schweiziske reaktorer sig skelsår, og med de seneste års prisforskydninger vil det i dag være væsentligt billigere for schweizerne at indfase vedvarende energi end at skulle til at etablere nye atomreaktorer.

Hvis man for eksempel skeler til Storbritannien, som netop har tiltrådt en aftale med EDF om byningen af to nye store nøglefærdige atomreaktorer, hver på 1,6 GW. Så er det sket med en fastprisaftale, som i årtier frem vil binde briterne til strøm, der i den rå produktionspris koster mere end det dobbelte af de afregningspriser, man nu har for vedvarende energi i Storbritannien.

Gennem årene har schweizerne afholdt mange afstemninger om udfasning af A-kraften, og helt tilbage i 1990 vedtog man i slagskyggerne efter Chernobyl-katastrofen et ti-årigt moratorium mod ny A-kraft. Siden blev der dog igen leget med tanken om en ny generation af reaktorer. Men med Fukushima-katastrofen i 2011 blev det klart, at A-kraften i Schweiz levede på lånt tid, og tre reaktorprojekter er efterfølgende blevet opgivet. Spørgsmålet var dernæst, hvilken plan for den fremtidige energiforsyning, man ville forfølge. Senest faldt et forslag fra Schweiz’ grønne parti i efteråret om at fremrykke udfasningen, så samtlige reaktorer var udfaset i 2029 med 54,2% imod. I det forslag, der i dag har været til afstemning, er tidslinjen mindre forceret, så Schweiz’ fem reaktorer får lov at producere i den fulde periode, de er designet til – så længe den schweiziske sikkerhedsinstans finder det forsvarligt at lade dem fortsætte med at producere energi – hvilket (sandsynligvis) indebærer, at den sidste reaktor bliver koblet ud i løbet af 2034.

Valgstederne lukkede allerede til middag, og foreløbige optællinger indikerer et komfortabelt flertal for udfasning af A-kraften (58/42%) i forhold til den nu fremlagte plan.

Her ses det endelige afstemningsresultat, som med 58,2% for forslaget endte tæt på de tidligste prognoser. Hvis man ser på den geografiske fordeling af stemmerne, så er der i de landets vestlige egne et massivt flertal for forslaget mens der kun i ganske få kantoner var et lille flertal imod.

Med afstemningen i dag har Schweiz vedtaget en detaljeret køreplan for sin omstilling til en energiforsyning uden A-kraft og andre fossile brændsler. Den første af landets fem reaktorer forventes udfaset allerede i 2019.

Michael Shields & John Miller: Swiss voters embrace shift to renewable energy, Reuters 21.05.2017.

Urs Geiser: Swiss give green light for renewables and nuclear phase out, SWI 21.05.2017.

Ralph Atkins: Switzerland votes in favour of ban on new nuclear plants, Financial Times 21.05.2017.

Swiss vote in referendum on gradual nuclear phaseout, Deutsche Welle 21.05.2017.

Swiss to vote on nuclear power phaseout, Deutsche Welle 17.05.2017.

Indlægget Afstemning om udfasning af den schweiziske A-kraft blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

At det er nye tider fremgår også af denne statistik fra Washington Post. Columnist ved Syndicate, Mark Shields sagde det 18. maj ganske rammende på PBS NewsHour: “George Washington was the president who could never tell a lie, and Richard Nixon was the president who could never tell the truth; Donald Trump is truly the president who can’t tell the difference.” Alle politikere pynter lidt på sandheden – deres udgave af den. Men siden sin tiltræden 20. januar har Trump ifølge Washington Posts Fact Checker holdt et gennemsnit på lige godt 5 usandheder om dagen – langt flere end medierne og hans medpolitikere kan nå at holde ham op på.

Trumps første store signatursag, The muslim ban, blev øjeblikkeligt sendt til tælling af domstolene. Version to deraf ligeså. Det næste trofæ i Trumpismens sejrsmarch, som mere synes styret af overvejelser af, hvad der dag for dag kan fylde overskrifterne i de amerikanske medier, en hvad der kan bidrage til at skabe et bedre Amerika, var Obamacare. Politisk set skulle det ligge lige til højrebenet, efter at republikanerne i snart syv år har råbt og skreget på at få Obamacare skrottet. Faktisk har republikanerne under Obama op imod hundrede gange vedtaget at tilbagerulle Obamacare vel vidende, at Obama ville bruge sin vetoret. Republikanerne blev derfor alvorligt til grin, da de endelig kunne få deres afvikling sat til afstemning uden umiddelbart efter at få veto fra Obama, blot for at måtte indse, at man overhovedet ikke var enige om, hvad der skulle sættes i stedet. De moderate republikanere fandt det forslag til en American Health Care Act, der var på bordet, alt for barskt med udsigten til, at mindst 24 mio. mennesker ville miste deres sundhedsforsikring, mens den ganske store gruppe af minimalstatsfundamentalister i Det Republikanske Parti, der i de senere år har trukket partiet markant mod højre, fandt, at forslaget langt fra var radikalt nok.

Dermed lykkedes det ikke inden for de første hundrede dage Trump at lande en eneste af den række af politiske sejre, som han havde sat næsen op efter. For ud over hans executive orders var det kun lykkedes at få en højesteretsdommer udpeget i Senatet. Få uger efter lykkedes det dog med et let modificeret forslag på én gang at få vredet armen om på tilstrækkeligt mange republikanere fra begge partiets fløje, til at man i Repræsentanternes Hus kunne stemme en afvikling af Obamacare igennem.

Ingen kender de præcise konsekvenser, for man tog sig end ikke tid til at vente på beregningerne for de seneste småændringer, før man gennemførte afstemningen, for man ønskede end ikke at kende konsekvenserne. Men det er om muligt skrappere end det først fremlagte – en betydelig del af republikanerne betragter ikke health care som en rettighed, vi i samfundet giver hinanden (hvilket er den grundlæggende årsag til, at det amerikanske hospitalsvæsen er så sygt som det er). Så det stadig er rimeligt at antage, at op imod 24 mio. amerikanere vil blive presset ud af deres nuværende sundhedsforsikring med det vedtagne forslag til American Health Care Act, som mange kalder Trumpcare, uanset at det nu vedtagne ikke har noget som helst med den reform, Trump lovede under valgkampen, hvor ingen ville miste deres forsikring. Mange vil igen ikke have adgang til forsikring på grund af, hvad man kalder preexisting conditions: Hvis man allerede er syg, inden man fik forsikring, eller har medfødte handicap og skavanker, er der ikke nogen plads i republikanernes vision om det amerikanske sundhedssystem. Og for ældre, der udvikler kræft, kan præmierne stige til noget der svarer til 1 mio. danske kroner om året – hvilket vil tvinge de fleste ud af behandlingsforløbene og fremprovokere en lang række for tidlige dødsfald på grund af manglende hospitalsbehandling.

Kort sagt har Trump nået at lægge navn til en historisk forringelse af det amerikanske sundhedssystem, som måske var forståelig, hvis det sparede gik til i stedet at kunne finansiere uddannelsesreform, ny infrastruktur eller vigtige sociale programmer. Men de store besparelser på de statslige tilskud til det fundamentalt set privatiserede amerikanske sundhedssystem er gennemført blot for at kunne øge militærbudgetterne til verdens i forvejen i særklasse største militær og give gigantiske skattelettelser til de i forvejen meget rige allerigeste. Således står de rigeste 0,1% af amerikanerne til i snit få en årlig skattereduktion på omkring 7 mio. $. Og Trump har med forslaget klart fået demonstreret, at han ikke er nogen folkets mand, men tværtimod målrettet meler sin egen og de allerrigestes kage. Den overbevisning, at adgangen til læger og hospitaler er et fælles gode – eller burde være det – er i hvert fald for en tid skudt til hjørne. Og hermed kunne Trump indkassere sin første egentlige politiske sejr.

Hvilket dog kan vise sig at blive en endog meget dyrekøbt sejr. For Trumpcare er dybt upopulær langt ind i Trumps kærnevælgerkredse. Faktisk er der kun 17% af vælgerne, der finder planen god. Republikanerne er i vild modvind med deres beslutning, borgerne er på gaderne, politikeren bliver bombarderet med protester fra borgere, for hvem disse afgørelser er liv eller død, og mange ser den nuværende vedtagelse som det, der vil gøre, at republikanerne allerede i 2018 står til at miste deres nuværende flertal i Repræsentanternes Hus. Historisk set har der ved de seneste adskillige valg vist sig den udtalte tendens, at det parti, der vandt præsidentposten, gik markant tilbage ved det efterfølgende midtvejsvalg. Og med slagtningen af Obamacare og Trumps mildt sagt uheldige start i Det Hvide Hus har republikanerne gjort det overvejende sandsynligt, at det samme vil ske i 2018.

Samtidig er der lang vej til, at Trumps American Health Care Act er en realitet. For vedtagelsen i Repræsentanternes Hus er kun første skridt i en lang proces. Nu skal planen igennem en tilsvarende behandling i Senatet. Senatet er gennemgående mere liberalt end Repræsentanternes Hus, og det synes udelukket, at senatet vil kunne finde flertal for en plan, der tvinger 24 mio. amerikanere ud af deres sundhedsforsikring. Senatet overvejer derfor at  startet helt forfra med en langt mindre destruktiv erstatning for Obamacare. Og det forslag, Senatet på et tidspunkt ender med at sende tilbage til Repræsentanternes Hus, kan meget vel ende med ikke at kunne få flertal der, fordi minimalstatsfløjen så melder pas. Samtidig er det republikanske flertal i Senatet så spinkelt, at det er en reel mulighed, at man ikke kan skabe flertal for nogen form for replacement for Obamacare. Det republikanske flertal i Senatet er uhyre spinkelt, så man er i princippet nødt til at etablere fuld flertal blandt de republikanske senatorer eller at forsøge at finde en løsning i samarbejde med demokraterne. Det sidste har man foreløbig afvist. Men hvis det efter endnu nogle måneder ikke er lykkedes at finde opbakning bag et rent republikansk forslag kunne det endda meget vel ende med, at republikanere og demokrater ender med at sætte sig ned og diskutere, hvordan man får Obamacare og det nuværende system til at fungere bedre. For det er grundlæggende uholdbart, hvis den største blok i den amerikanske økonomi skifter retning, hver gang Det Hvide Hus skifter beboere. Obama tog da også som udgangspunkt for sin Obamacare et grundlæggende republikansk forslag. Men de republikanske positioner er i mellemtiden radikaliseret, så Obamacare i dag bliver fremlagt som den rene socialisme. Demokraterne derimod så helst, at man fik et skattebetalt system. Det ville kunne løse det tilsyneladende uoverkommelige paradoks, at USA samtidig med at man har verdens i særklasse dyreste hospitalsvæsen (målt pr. indbygger) holder en betydelig del af befolkningen udenfor. Det amerikanske sundhedsforvaltningssystem er grundlæggende sygt, og det demonstrerer med al tydelighed, at en privatiseret hospitalssektor koblet med et frit marked af sundhedsforsikringer er en både voldsomt dyr og ofte umenneskelig konstruktion. Og man kunne, hvis vælgerreaktionen på Trumps ryggesløshed bliver en jordskredssejr til en Bernie Sanders-agtig version af Demokraterne, meget vel forestille sig, at man ville forsøge at tage skridtet fuldt ud og lave et skattebetalt hospitalsvæsen, som man kan se fra de fleste andre velstående lande i verden, kan drives, så det på én gang er væsentligt billigere og giver dækning for alle.

I de første uger efter Trumps tiltræden var det tæt på, at der udbrød regulær krig mellem Trump og medierne. Måske det skyldes, at han indtil nu har haft, hvad man kunne betragte som et billedblads-kendis-forhold til pressen. Lidt sladder, en del poseren, men grundlæggende positiv omtale og lydhørhed overfor, hvad man ville have ud mellem stjernestøvet – en kontrakt med pressen, der måske fungerer, så længe målet blot er flere seere, mere eksponering og berømmelse, men ikke kan bære, når der er tale om politik og en præsident for Det Hvide Hus. Trump er ikke god til det med sandheden og præcisionen – faktisk er han dårligt i stand til at fremlægge en sag klart og logisk. Det kan have en charme, men det gør også, at han hele tiden kommer til at sige ting, som hans pressefolk skal ud at rydde op efter. Han er også meget dårlig til at fastholde samme forklaring, så her i løbet af de første 117 dage har stort set alle hans nærmeste medarbejdere måttet sande, at den forklaring, man gik ud med i morges, dagen efter var vendt 180 grader. Man må derfor medgive Trump, at han får rigtig meget dårlig presse – han kalder det selv heksejagt og føler sig rigtig dårligt behandlet. Men han er selv til overmål leverandør af råmaterialet til Washingtons absurde teater.

Hvor Trump synes uden nogen form for stor samlet ideologisk sammenbundet vision for sit præsidentskab, og derfor er så let til fals overfor hans nærmeste rådgivere, så ville Trump ikke noget hellere end at brillere i medierne. Det betyder virkelig meget for ham, at han konstant er på forsiderne – blot skal det være positiv omtale, og ikke den konstante hudfletning af de underliggende motiver, som allerede her efter 117 dage synes at være ved at drive ham til vanvid. Der går rygter om, hvordan han i den senere tid har råbet ikke bare af alt og alle omkring sig, men også efter TV-skærmenes evigt hudflettende politiske kommentatorer, der med Trump har gyldne tider.

Ligeledes er Trump martret af de elendige meningsmålinger. Han har stadig en kreds af kernevælgere, der indtil nu har elsket og omfavnet ham uanset hvad han har sagt og gjort, men han gør ikke det mindste for at øge sin appel i andre kredse af befolkningen, og der er stort set ikke en eneste af de ting, han ønsker at gøre, der har opbakning fra et flertal i befolkningen. Det kan han måske se bort fra en overgang, men han synes allerede selv at være kommet til et sted, hvor det ikke er sjovt mere.

Ved flere lejligheder har han indrømmet, at det har vist sig langt mere indviklet at være præsident, end han havde forestillet sig. Og hele det erfaringsunivers, han bringer med sig fra en stor familiedrevet virksomhed, synes igen og igen at komme til kort, når han skal navigere i den virkelighed Det Hvide Hus må agere indenfor. Han demonstrerer igen og igen, at han ikke evner at aflæse og agere inden for de spilleregler, der er konstitutionelt afstukket i forholdet mellem præsidentembedet, domstolene og Kongressens to kamre. Igen og igen kommer han til at fremstå som diktatoraspirant, og som rent ud sagt ubegavet og fundamentalt uegnet til sit job. I høj grad fordi han ikke formår at tage imod råd og vejledning fra mennesker, men har omgivet sig med loyalister, der i hvert fald på overfladen gør som Trump forventer. Inde bag det hele er han en ret uheldig blanding af ærekær, medieliderlig, hævngerrig, tvangsløgner og menneskeligt set meget lille. Han synes at komme til at lyve og tale over sig selv i situationer, hvor han ikke havde behøvet det. Og hvis nogen eller noget kommer ham på tværs, så bliver der slået igen, hårdere. Måske ikke umiddelbart, hvor han har rådgivere, der kan hjælpe med at afklare den officielle reaktion. Men samme nat eller tidligt næste morgen kan der falde en byge af tweets, hvor man virkelig fornemmer hans dirrende vrede og simple natur.

Senest har Trump med fyringen af lederen af FBI, James Comey, åbnet endnu en front. Det skete efter at det blev ham klart, at FBI har fuld gang i en undersøgelse af, ikke bare i hvilken grad, russerne infiltrerede det amerikanske valg (hvilket det for alle andre end Trump er givet, de gjorde), men også i hvilken udstrækning dette skete med Trump-kampagnens vidende og medvirken. Der kommer i disse uger nærmest daglige nye afsløringer i disse forhold. Og selvom undersøgelserne af disse forhold stadig er i deres første faser, synes det allerede her 117 dage inde i Trumps fireårige periode at være et sandsynligt scenario, at han ikke forbliver præsident igennem hele perioden (bookmakerne mener nu at sandsynligheden er 50-50).

Alene Comey-sagen og Trumps forsøg på at få standset efterretningsvæsenernes undersøgelser og i det mindste under vejs offentligt erklære, at Trump er uskyldig, synes at give stof til rigsretssager, som dem, der tvang Richard Nixon og Bill Clinton fra posten i utide. Derudover er der adskillige indikationer af, at Trumps forretningsimperium har været involveret i hvidvaskning af russiske penge. Men Tony Schwartz, der i sin tid var ghostwriter for Trumps bog, The art of the deal, siger til CNN, at Trump på nuværende tidspunkt er i fremskreden melt down og profeterer (link), at Trump, hvis først der er udsigt til rigsretssager, skyndsomst vil trække sig med en (pseudo)forklaring, der gør ham til vinder. For hvor Trump kan synes aldeles indifferent i overfor, hvad der er sandt eller falsk, så betyder det alt for ham at være en winner, og ikke at blive en looser.

Konsekvenserne for Trumps klimapolitik

Alt dette har ikke umiddelbart noget med Trumps klimapolitik at gøre. Men det har det alligevel. For hans evige trakasserier med medierne og nu også FBI truer med at dræne alle kræfter, og nærmer sig allerede nu en reel handlingslammelse ud over de nødvendige daglige repositioneringer for at dæmme op for og dementere de stadige afsløringer i pressen. Trumps autoritet overfor Senatet og Repræsentanternes Hus svinder, hver gang han blamerer sig i medierne, og hver gang hans nærmeste skal ud at redde endnu en søforklaring og endnu en tåbelighed i land. Og stadig flere af dem, som står ham allernærmest, bliver i dette stadige oprydningsarbejde tvunget ud i situationer, som vil mærke dem mange år frem. Men stadig er den vigtigste komponent i Trumps gradvist smuldrende opbakning fra egne rækker, at det rundt regnet er to vælgere, der synes at han gør det dårligt, hver gang der er en der synes at han gør det godt. Og Trump selv gør intet for at appellere til en bredere skare og gøre sig til hele USAs præsident.

Paris-aftalen

De to centrale punkter i demonteringen af Obamas begyndende klimapolitik har været udtrædelsen af Paris-aftalen og tilbagerulningen af den Clean Energy Plan, som er helt central for, at USA kan leve op til sine nuværende forpligtelser i forhold til Paris-aftalen. Men begge processer er langvarige og kan ikke bare effektueres fra dag til dag med en executive order (se eventuelt et tidligere blog-indlæg herom: Trumps klimapolitik i støbeskeen).

Vi har i den seneste måned kunnet iagttage, hvordan Det Hvide Hus gentagne gange har ladet sive, at en afgørelse om Paris-aftalen var lige på trapperne. Men for Trump synes en sådan beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen knapt vigtig i sig selv. Det er først og fremmest den opmærksomhed, det kan give ham i medierne, der er vigtig. Så lanceringen heraf skal ske med en timing, så det giver fuld genklang i medierne. Og han ved kun alt for godt, at så længe der dagligt dukker nyt op om hans fyring af Comey og hans kampagnes mere eller mindre gedulgte forbindelser til russerne, vil det blot drukne. Så selv hvis Trump-administrationen ender med at ville trække USA ud af Paris-aftalen, så kommer udmeldingen først den dag, medielandskabet er klar til en sådan solstrålehistorie for Trumps kernevælgere. For denne udtrækning er et af de slag i bolledejen, han i løbet af valgkampen har ført sig allermest frem med.

Men stadig er der rivende uenighed om Paris-aftalen blandt Trumps allernærmeste rådgivere. udenrigsminister Rex Tillerson, der ellers i sine mange år som CEO for Exxon har været om ikke lodret klimafornægter, så udtalt klimanøler, er en af de få, der klart har markeret, at han ser det i USAs fordel at forblive del af aftalen. Men det vides også, at både Trumps datter Ivanka Trump og svigersøn Jared Kushner på deres måde forsøger at holde USA inden for Paris-aftalen. Og hvis man i bakspejlet skal forstå den annonce, Trump i 2009 var medunderskriver af, som i utvetydige vendinger opfordrede Obama til at tage til København og lave en stor og stærk klimaaftale, så har det givet været “børnene”, der har presset på for det (se blog-indlægget Donalds klima).

For Tillerson er målet med at forblive del af Paris-aftalen ikke så meget at skubbe på med klimaindsatsen, hvor vigtigt det end måtte være. For ham er det fuldt så meget for ikke at risikere, at USA bliver sat helt uden for den kommende udvikling og helt mister grebet om situationen – flere iagttagere ser den risiko ved udtrækningen, at det vil føre til en ny verdensorden, hvori USA i mange situationer er sat ud på sidelinjen. Samtidig ved Tillerson af egen erfaring fra sin tid ved Exxon hvor massiv kritikken og mobningen vil blive, hvis USA endnu en gang svigter verdenssamfundet på klimaområdet.

Klimadelegationer fra hele verden har netop været samlet i to uger til det arbejdsmøde i Bonn, der ligger fast i kalenderen ind imellem de stort eksponerede COP15, 16, 17 osv. – det er COP23 næste gang. Signalerne fra Bonn har været positive. Der er mindre uro på bagsmækken end sædvanligt. Det er nærmest som om gestalten Trump formår at få verdens øvrige lande til at stå mere sammen og gøre det lettere at få de mange småknaster poleret væk. Udmeldingen ved afslutningen af de to uger har da også været, at verdens lande, rig og fattig, står sammen og at klimaindsatsen kræver medvirken fra alle. EU markerer sammen med en lang række af landene i den såkaldte High Ambition Coalition (som det også er uklart om USA stadig er del af!) at Paris-aftalen er irreversibel og ikke står til forhandling.

Den amerikanske administration stillede fåtallig og uforberedt. Man havde ikke rigtigt noget mandat med hjemmefra og har igennem de to uger måttet agere helt passivt og blot kunnet sige, at intet endnu er afgjort – som om man ikke havde forestillet sig stadig at være en del af processen på dette tidspunkt.

Omvendt kunne man for nylig se Rex Tillerson deltage i en arktisk konference, hvor USA på den ene side var del af en erklæring om klimaudfordringens alvorlighed – selvom Tillerson som medunderskriver af det afsluttende manifest måtte meddele, at den nye administrations positioner stadig var uafklarede. På den anden side rapporterer InsideClimate News efterfølgende, at USA på seks forskellige områder var med til at svække konferencens afsluttende erklæring.

Måske Tillerson hermed har villet vise, at det er bedre på den led at kunne gøre en forskel. Og hvis det blot ønsket om at kunne lave er den slags femtekolonne-virksomhed, der gør at Trump ender med at holde USA inden for rammerne af Paris-aftalen, så er det nok bedre, at de forlader aftalen og kommer igen, når de har reelle hensigter.

Men ligesom Trump (ret naivt) ikke havde forudset, hvor voldsomme negative reaktioner, der ville komme på hans fyring af FBI-chef James Comey, så synes det heller ikke som om han er klar over, hvor mange klø han vil få, hvis han trækker sig fra Paris-aftalen, både indenlands og udenlands. Californien har sammen med en række stater meldt ud, at man i givet fald vil overveje at tilslutte sig Paris-aftalen på statsniveau. Og Trump, der som en lille forsømt dreng elsker at være elsket, vil internationalt set have manøvreret sig helt ud i kulden.

Endda kan det godt være, at Trump ender med at trække stikket. For en anden og umiddelbart stærkere fraktion blandt Trumps nærmeste rådgivere, først og fremmest hans chefstrateg Steve Bannon og Scott Pruitt, lederen af det amerikanske miljøagentur EPA, der begge er klimafornægtere af den mest hårdkogte type, ser omvendt udtrækningen af Paris-aftalen som den eneste rigtige løsningsmulighed.

For der er noget spektakulært over udtrækningen, selvom virkeligheden er, at det er en lang juridisk proces, der tager tre år at effektuere. Og i en situation, hvor Trumps andet meget spektakulære forehavende – muren mod Mexico – ser ud til ikke at blive til noget, fordi Mexico vil ikke betale for den, som Trump ellers pralede med at han ville få dem til, og fordi Kongressen foreløbig ikke har villet bevillige en eneste dollar til projektet, kan et argument for at trække sig fra Paris-aftalen være, at der skal være noget til dem, der stemte på Trump i den tro, at han ville stå for radikale forandringer.

Da Trump-administrationen måtte vedgå, at man ikke var blevet afklaret om Paris-aftalen inden samlingen i Bonn, tog man med det samme det skridt at udsætte afgørelsen til efter det forestående G7-møde. Her ville Trump også have fået ørerne i maskinen, hvis han forud havde trukket USA ud. For uanset at USA under Trump vil blive en pestillens for de videre klimaforhandlinger, så synes verdenssamfundet over en bred kam, at det var bedre, hvis USA forblev inden for Paris-aftalen – og så måske  en overgang slækkede lidt på ambitionsniveauet. I givet fald ville det hverken være første eller sidste gang, det skete. Canada har haft sin fase med en klimafornægter ved roret, Australien ligeså. Og sådan som verden er indrettet, bliver det desværre ikke sidste gang vi ser det.

Trumps udsættelse af beslutningen om Paris-aftalen til efter det forestående G7-topmøde kommer yderst komfortabelt. For mens hans egne nærmeste rådgivere har svært ved at kalde en spade for en spade i hans nærhed – et af Trumps helt store problemer er, at ingen tilsyneladende formår at give ham åbent modspil dertil at han har nogen chance for at blive bedre – så vil han i G7-sammenhæng høfligt men bestemt få at vide, at han er helt galt afmarcheret, når det gælder klimaspørgsmålet, og at det vil få omfattende politiske og diplomatiske konsekvenser, hvis han trækker USA ud . Trump har her i løbet af de første 117 dage fået åbnet så mange indenrigspolitiske fronter, at det lige nu må virke næsten uoverkommeligt at skulle stå model til G7-landenes spot og spe.

For få dage siden kaldte Elizabeth Kolbert det på The New Yorker for valget mellem to dårlige muligheder. For det er ikke valget mellem en seriøs klimaindsats eller ej. Snarere valget mellem at påkalde sig verdens og demokraternes vrede eller kernevælgerens vrede (og trodse de fossile interesser). For selv hvis Trump ender med at lade USA forblive del af Paris-aftalen, vil vi se et USA med markant slækkede ambitioner USA. Og allerede med de mange små tiltag, som nu er iværksat for at modvirke Obamas klimaindsats og give kullene og olieafbrændingen en renaissance, står det klart, at USA ikke når de indmeldte klimamål om en 26-28% reduktion inden 2025 – eller rettere vil det kræve en voldsom kraftanstrengelse af Trumps efterfølger i 2021, hvis det skal kunne lade sig gøre. Men hvis ikke Trump trækker USA ud, vil det overfor Trumps kernevælgere fremstå som et nederlag – som endnu en af de mange ting, Trump lovede, men endda aldrig gjorde.

Ligesom muren mod Mexico, som han igen og igen under hele valgkampen fremmanede som en beautiful wall, som mexicanerne for en god ordens skyld skulle betale. Trump car da også hurtigt ude med ønsker om midler til at bygge mutren. Men sådan gik det ikke i første omgang. Under trussel om et såkaldt regerings”shut down”, hvor staten simpelthen ikke har midler til at udbetale lønninger osv. måtte Trump acceptere et budget for resten af 2017, hvor der nok var lidt mere til militæret, men meget få af de annoncerede nedskæringer på klima- og miljøområdet og ikke en cent til den mexicanske mur. Så USA køre foreløbig videre på demokratiske budgetter.

Slagtningen af EPA

Ud over at skrotte Paris-aftalen eller i hvert fald at trække USA ud af den var Trumps andet store klimaløfte at få fjernet det centrale element i Obamas klimaindsats, den Clean Energy Plan, der regulerer CO₂-udledningen fra den amerikanske energiproduktion. Her har man set samme skisma mellem fraktioner i Trumps administration som ved tilbagerulningen af Obamacare. Én fløj ønsker et frontalt opgør med de grundlæggende beslutninger, der overhovedet gør, at CO₂ er et anliggende for EPA at regulere, så der én gang for alle er sat en stoppe for den slags statstyranni. Men Scott Pruitt, der forud for sin ansættelse som leder af EPA har ført mere end et dusin retssager mod EPA for at få kendt Obamas Clean Power Plan ulovlig, ved hvor vanskeligt og ikke mindst hvor langvarigt et forehavende, dette vil være. Det vil meget let kunne komme til at strække sig ud over Trumps fireårige embedsperiode, og der er undervejs i processen anledninger til næsten endeløse stridigheder i retssystemet. Så det er ikke noget, Trump kan bruge i sit dag for dag-cirkus. Og det ville også set fra de fossile interessers perspektiv lade den nuværende omstillingsproces køre for langt, før den eventuelt kunne bremses.

Pruitt er derfor fortaler for en række mindre principielle, men mere umiddelbart gennemførlige tilbagerulninger og neddroslinger, som tilsammen giver kul- og olieudvindingen og -produktionen bedre vilkår. Men ligesom med Paris-aftalen synes Trump-administrationen endnu ikke at være endeligt afklaret i forhold til, hvilken strategi, man vil forfølge.

Derfor er det foreløbig blevet ved hvad man kunne karakterisere som en lang række småforringelser af den amerikanske miljøbeskyttelse og klimaindsats. Man har fjernet al tale om klimaindsats og taler i stedet om at blive uafhængig af importeret energi. Man har igen åbnet for udvinding i det arkitske område. EPA er i færd med at skrotte regler for at mindske metanudledninger og en lang rækker ander nedjusteringer af klimaindsatsen og miljøbeskyttelsen, som er mulige uden at skulle godkendes i Senatet eller skulle gennem langvarige processer ved domstolene. En af de første executive orders, Trump udstedte, blot på andendagen efter sin tiltrædelse, var at genstarte processen om etableringen af Keystone XL-rørledningen, som Obama efter 6 års undersøgelser endte med at bremse, og DAPL, Dakota Access Pipe Line, en rørledning, som skal føre olie fra Pruitts hjemstat Oklahoma til det centrale rørsystem (se opdateringerne til blog-indlægget: Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Mineselskaber skal ikke mere rydde helt så meget op efter sig og kan i højere grad slippe fra at svine vandløb til. Sprøjtemidler, der var tæt på at være forbudte, bliver igen tilladte, ikke fordi der kommer nye undersøgelser, men fordi videnskaben er blevet subordineret virksomhedernes frie udfoldelsesret uanset hvilke miljøkonsekvenser, det måtte få. Man har endda skrottet EPAs energibesparelseskampagner. Det er steder som her, at det står klart, at det ikke er energiuafhængigheden, men stimuleringen af den fossile omsætning, som er drivkraften. Og det var mere rigtigt at vedstå, at man gennem EPA søger at maksimere efterspørgslen på amerikansk fossil energi.

Der er i den amerikanske befolkning en bred forståelse af vigtigheden af EPAs generelle miljøbeskyttelse, som rækker langt ind i republikanernes rækker, om det så gælder beskyttelsen af jord, luft og vand i det umiddelbare miljø eller den i sammenligning hermed mere abstrakte klimaindsats. Måske på den baggrund har Pruitt på det seneste brugt mange kræfter på at miskreditere Obamas klimaindsats – at den slet ikke var så god og vigtig, som den er blevet gjort til. Det er stadig så nyt, at der ikke rigtig er blevet taget til genmæle. Men forsøget på at tage glansen af Obamas klima- og miljøindsats virker som endnu en kortsigtet strategi, der meget vel kan ende med at give bagslag. For langt ind i de republikanske rækker længes man efter en præsident, der udstrålede værdighed og toværdighed og i det mindste forsøgte på at gøre verden til et bedre sted for os alle at være.

Jeg vil gerne undskylde for min lange indledning. Men med Trump i Det Hvide Hus bliver USAs fremtidige klimakurs ikke rationelt afklaret for derefter at blive systematisk implementeret. Den bliver hevet ind i Trumps mediecirkus og holdt ude derfra igen alt efter, hvad der lige er brug for den dag. Og hvad der måtte være af strategi, kommer fra klimafornægter-instanser som The Heritage Foundation (en af USAs værste klimafornægtelsesinstanser), der har haft en stor finger med i spillet, når det gælder spørgsmålet om, hvem som blev ansat i Det Hvide Hus i de mange positioner, der ikke krævede godkendelse i Senatet.

Derfor er det kaos og det pres på Trump-administrationen, som er opstået allerede efter de første 117 dage, på én gang et skjul for de mange små klima- og miljøforringelser, som i roligere tider ville finde vej til overskrifterne, og en beskyttelse mod, at de store skridt i den gale retning bliver taget. For Trump har sat sig ret centralt i sit spindelsvæv, hans kabinet er stadig ikke fuldt bemandet, og man fornemmer at han ikke er meget for at uddelegere. Så i tider hvor han går og råber i vrede efter TV-monitorerne på grund af al den dårlige presse han får – og det er ganske massivt negativt i disse dage – er hver dag en krisedag, der ikke levner Trumps inderkreds nogen mulighed for at se fremad.

Det, vi ha kunnet se udfolde sig siden valgdagen i november, er absurd; at verdens rigeste land med en række af verdens bedste universiteter og største begavelser er endt med at stå med en præsident, som i historiens tilbageblik mest af alt vil ligne en nærmest middelalderlig gestalt med fascistoide tilbøjeligheder. Skal man glæde sig over noget her i de første 117 dage, må det være i hvor høj grad Trump har fået modspil. Dels gennem den direkte folkelige resistance-bevægelse, hvor der har været voldsomt mange på gaderne i protest, og hvor det ikke går stille for sig foverfor de politikere, der med virker til skrotningen af Obamacare og den amerikanske klimaog miljøpolitik. Dels gennem landets konstitution, hvor domstolene har (eller bliver inddraget i) en anderledes direkte korrigerende rolle, end vi kender herhjemme. Der bliver blandt de politiske kommentatorer i disse uger talt meget om checks and balances, hvordan den amerikanske grundlov i sin visdom synes at have forudset, at en gestalt som Trump en dag kunne ende i Det Hvide Hus, og derfor har indbygget så mange feed back-mekanismer, at han foreløbig ikke har fået et ben til jorden med de bare lidt grimmere ting. Man ser pressen, borgerne, oppositionen, interesseorganisationerne og ikke mindst medierne stille Trump og hans støtter til regnskab for sine løsagtigheder og usandheder. Så selvom Trump har masser af træk, der kunne minde om situationen i Tyskland i 1933, så kommer det samme ikke til at ske. Måske andre steder i verden, hvor de demokratiske traditioner og institutioner ikke er nær så stærke, men ikke i USA.

Lige nu synes det mere sandsynligt, at Trump ikke holder alle fire år, end at han får gennemført ret meget mere fra sin politiske ønskeseddel. Men lad gerne det nuværende kaos køre lige så langt, at midtvejsvalgene i 2018 giver demokraterne en jordskredssejr. Det synes de mange skeletter, der i de seneste uger er væltet ud af skabene at være i fuld gang med at sikre.

Imens bliver der sat solceller og vindmøller op i USA som aldrig før. For få dage siden annoncerede staten Virginia etableringen af et kvotemarked. Og mange stater er langt med implementeringen af Obamas Clean Energy Plan, så selvom den ender med at blive tilbagerullet, vil de fleste stater sandsynligvis fortsætte den omstilling til renere energikilder, den lande op til. For samtidig med, at det økonomisk set efterhånden ikke er dyrere, når blot det sker med den rette kadence, så giver det væsentligt renere bymiljøer i et land, der indtil for nylig har lidt alvorligt af luftforurening. Det måske mest symbolmættede lille glimt af håb var, da det for nylig forlød, at selv et kularbejdermuseum midt i kuldistrikterne havde fået installeret solceller på taget.

Mens dette indlæg blev rundet af, tog Trump og følge for første gang udenlands. Ni dage med stop først i Saudi-Arabien dernæst i Israel og Vatikanet. Ved ankomsten i Saudi-Arabien fik han en kongelig modtagelse, mere storslået end det nogensinde blev Obama til del. Og man kan se, hvordan han som en lille dreng labber det hele i sig. Her kan han for en tid vise sig i det offentlige rum uden konstant at være konfronteret med protestskilte og folkets vrede. For den slags finder ikke sted i Saudi-arabien.

Men når han om godt en uge er tilbage på amerikansk grund, er alle hans hjemmebaneproblemer blot blevet om muligt endnu større. Hvor de arabiske eneherskere nok skal lade være med at modsige ham direkte – de skal blot have en våbenhandel igennem, som også er i Trumps interesse –  så lander han allerede i Jerusalem i en krudttønde, hvor det vil være meget overraskende, hvis han helt formår at undgå at træde ved siden af. Men mon ikke paven i al venlighed vil give lille Trump en belæring om det sociale ansvar og respekten for skaberværket, herunder dets klimabalance. Ellers får han det givet ved G7-mødet i Italien, inden turen går hjemover til alle hans selvskabte problemer.

I den kommende uge vil jeg følge udviklingen frem til og med G7 gennem en række opdateringer.

Se tidligere blog-indlæg: Trump i Putins net?, Time Magazine: President of the Divided States of America, Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock, Trumps klimapolitik i støbeskeen, Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne, Hillarys klima, Koch-brødrene – forbrydelse mod menneskeheden?, Bernies klima, Wall Street Journals klimafornægtelse italesat, Donalds klima, Demokraternes konvent i Philadelphia, Den amerikanske valgkamps klimatavshed,  FBIs October Surprise og Utopi vs. dystopi – USA på valg.

Herover set et kort over Trumps første udenlandsrejse, som efter Saudi-Arabien vil føre ham først til Israel, siden til Vatikanet, hvor han skal møde paven, dernæst til NATO-møde i Bruxelles, og afsluttende for den ni dage lange rejse G7-topmødet på Sicilien. 

Update 23.05. – Mange i USA har trukket vejret roligere i disse dage, hvor Trump er ude af USA for første gang. Og efter hans første stop i Saudi-Arabien, som er gået over al forventning – det dog med forventningerne helt i bund, at hvis blot Trump ikke blamerer sig alvorligt, så er det “fantastisk”. Islam-retorikken i den tale, han holdt, var endog meget afdæmpet i forhold til hans udgydelser under valgkampen. Flere har påpeget, at hans tale, som var frygtet, da den var skrevet af en notorisk antiislamist, nærmest var mere Obama end Trump. Så han har villet række ud inkludere Saudi-Arabien i USAs vennekreds, det uanset at landet efter al sandsynlighed står bag terrorangrebet på World Trade Center, det hidtil største terrorangreb i USA.

Trump fik landet sin våbenhandel med Saudi-Arabien, det uanset at flere våben i regionen sandsynligvis ikke fører situationen nærmere til freden. Ivanka landede 100 mio. $ til en fond, der skal bedre kvinders situation i samfundet, og Trump og frue ser ud til at labbe den kongelige modtagelse, de har fået, i sig i fulde drag. Sådan skulle det være at være præsident!

For første gang nærmest i uger var der ikke kun dårlige historier om ham og hans kampagne i den amerikanske presse. Faktisk gik nærmest alting ubetinget godt, indtil han i en samtale for åben mikrofon i Israel fik sagt, at han lige var kommet tilbage fra Mellemøsten …  óg dermed endnu en gang ufrivilligt fik understreget, hvor foruroligende lidt han fatter af verden omkring ham. Så tilliden til hans retorik om, at det nok ikke er så svært med at skabe fred i Mellemøsten endda, må efterhånden være nået under nulpunktet. Mon ikke han ligesom med den hjemlige sundhedsrefrom kommer til at indse, at fred i Mellemøsten er meget mere indviklet, end han først lige troede.

Senere i Israel fik han trampet alvorligt videre i en sag, hvor han for en uge siden kom til at videregive fortroligtstemplet information til den russiske USA-ambassadør. Ved den lejlighed kun så det ville være muligt for et begavet efterretningsvæsen som det russiske at slutte, at det måtte være Israel og israelske efterretninger, der var tale om. Men i hans offentlige forsikring i Israel af, at det ikke var ham, der havde sagt at disse efterretninger kom fra Israel, fik han i hvert fald ryddet den tvivl af vejen. Men han fik også understreget, hvor fuldstændig uegnet han er til at håndtere hemmeligtstemplet materiale. Han er allerede nu adskillige kategorier værre end den Hillary han igennem hele sin valgkamp brugte enhver anledning til at skose for hendes uforsvarlige omgang med fortroligtstemplede dokumenter. Men hun læste dem i det mindste ikke op for fjenden.

Selvom Trump længe har fremført ideen at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, har han tilsyneladende valgt at renoncere på dette. Det ville givet også være den sikre lukning af alle fredsforhandlinger, hvis da ikke lige det var en fælles ambassade for Israel og Palæstina – så ville det være en klar gestus. Men det var vist ikke lige det, han havde i tankerne.

I går kom så eksplosionen i Birmingham under en stadionkoncert med den amerikanske sangerinde Arianda Grande – en tragisk begivenhed, der kunne ligne et terrorangreb. Igen sker der så meget omkring Trump, og han har hele familien og alle sine nærmeste rådgivere omkring sig. Så han har viseligt undladt at udråbe en hvilken som helst knaldhætte som terror fra islamistiske ekstremister uanset at han givet er dybt frustreret over, at stimen af positive Trump-historier er ovre, før den rigtigt kom i gang. For alt i den amerikanske nyhedsflade handler lige nu om terroren i Birmingham.

Jeg ved, at det ikke er uimodsigeligt rigtigt, det jeg nu siger, men når jeg ser, hvordan alt i den amerikanske medieflade og ikke mindst de rene nyhedsmedier, der skal køre nyhedsprogrammer 24 timer i døgnet, så kan jeg ikke lade være med at gøre det tankeeksperiment, at hvis verden – og ikke mindst verdenspressen – valgte aldrig at skrive en linje om terror og flykapringer, så ville det hurtigt ophøre. For det er jo ikke disse tilfældige ofre, nogen var ude efter. Det var opmærksomhed. Hvis ikke den slags information gik som en steppebrand verden over, ville disse situationer ikke opstå. For de havde ikke noget mål, ikke nogen chance for at få den ønskede effekt.

Og – uden at forskertse alvorligheden af eksplosionen i Birmingham, hvor mindst 19 unge mennesker er døde – så er Trump med sine forringelser af EPAs miljøbeskyttelse i færd med at fremprovokere i titusindvis, hvis ikke i hundredetusindvis af for tidlige dødsfald, ligesom hans (og republikanernes) slagtning af Obamacare vil føre til i titusindvis, hvis ikke i hundredetusindvis af for tidlige dødsfald blandt de måske mere end 24 mio. mennesker, der i konsekvens heraf vil miste deres sundhedsforsikring. Men det har vi et nøgternt-distanceret sprog til at kunne forholde sig til uden rigtigt at lade det trænge ind.

Tilbage til Trump, så var den lette del af hans rejse Saudi-Arabien. Israel havde allerede lidt flere faldgruber at styre udenom – og man må sige, at han faldt igennem i adskillige umiddelbart helt unødvendige situationer. Endda kommer hans første udlandsrejses store udfordringer sandsynligvis først i forbindelse med rejsens sidste stop, hvor han ud over at besøge paven og Vatikanet skal deltage i et NATO-topmøde i Bruxelles og en G7-samling i Italien.

Her fremgår det af gårsdagens Washington Post, at Tysklands miljøminister Barbara Hendricks forud har sendt et brev til EPAs leder Scott Pruitt, som er en af hovedfortalerne for (den fossile industri og for), at USA trækker sig ud af Paris-aftalen. Hendricks skriver i brevet, at en sådan udtrækning vil medføre “lasting damage” i USAs relation med en række nøgleallierede i Europa.  Hun skriver samtidig, at USA inden for rammerne af aftalen har mulighed for at justere sine forpligtelser, hvilket bl.a. Pruitt har været talsmand for ikke kunne lade sig gøre. Og han har nok ret i, at han og Trump-administrationen ville få en lang række amerikanske retssager på halsen, men analyser fra store miljøorganisationer synes at vise, at sådanne sager har dårlige chancer ved domstolene.

I det internationale samfunds første kontakter med Trump er han endnu ikke blevet brutalt modsagt på klimaområdet. Men omvendt har der ikke været nogen tvivl om, at han ville isolere sig selv og USA ved at trække USA ud af aftalen. Og sandsynligvis vil den første forsigtighed overfor Trump være fordampet, når han mødes med G7-lederne. Verdenssamfundet kan ikke lade det globale klima blive sorteper blot af høflighedsgrunde.

Hendricks’ brev, der er dateret 5, maj, men først nu er kommet for dagens lys via Washington Post, er da også kun et enkelt ud af en lang række henvendelser. For G7 søger over en bred flade at lægge pres på USA for at forblive. Samtlige udenrigs- og miljøministre sender høflige, men helt klare signaler om hvilke forventninger man har til, at USA ikke igen løber fra en global klimaaftale.

Der synes stadig i G7-kredse at være et reelt håb om at kunne overbevise Trump. Og det burde ikke være så svært, for hans klimaforståelse stikker ret så dybt, hvilket blev demonstreret for nyligt, da det blev sivet til pressen, at en af hans nærmeste rådgivere (og en af dem, der promoverer klimafornægtelsen i Det Hvide Hus) havde lagt to forsider af The Economist ind på hans bord, hvoraf den ene modsagde den anden om klimaudfordringen. Der er blot det aber dabei derved, at den forside, der undsagde sig klimaudfordringens alvorlighed, er en fake forside, der har cirkuleret – og været debunked – i årtier. Men det er det niveau, der diskuteres på i Trumps inderkreds.

Tilsvarende er der inden for NATO en udbredt fortvivlelse over, at USA under Trump synes at svigte klimaindsatsen, for som Trums generaler også kan fortælle ham, så vil klimaforandringerne i årene fremover blive en af de helt store konfliktskabere, hvis ikke vi imødegår situationen i tide. Så Trump står til at blive modsagt og udfordret i den europæiske del af hans første udlandsrejse.

Vi kan kun håbe, at Trump med den kongelige modtagelse, han har fået i både Saudi-Arabien og Israel, når at have fået en så stor appetit på verden uden for USA – og de mediemæssige muligheder det giver ham – at han ikke vil risikere at gøre sig selv og USA til uvelkommen paria blot for at træde ud af en Paris-aftale, han ikke behøvede træde ud af.

De italienske G7-værter har i den senere tid arbejdet intenst på at finde fælles fodslag for de syv lande, men foreløbig er det ikke lykkedes at lande den del af det fælles communique, der omhandler klimaspørgsmålet. Hvis ikke det sker, vil USA allerede have gjort sig til spot-objekt. For én ting er hvad amerikanerne gør lige nu. Men de må ikke få lov til at sænke omstillingshastigheden i resten af verden i en situation, hvor det allerede er lige ved at være for sent.

Nogle af de storpolitiske gennembrud, der overhovedet muliggjorde Paris-aftalen var de bilaterale møder mellem USA og Kina, som igen byggede på et gennem mange på langsommeligt opbygget tillidsforhold mellem de to landes chefforhandlere. Denne proces nåede at muliggøre Paris-aftalen. Men der er allerede nu tegn på, at USA er rykket ud i periferien, når EU og Kina har taget hul på en ny samarbejdsakse med særlig vægt på klimaindsatsen. Dels er det den slags, der skal til, dels skal det nok i den nuværende situation understreges endnu kraftigere, i hvor høj grad USA handels- og indflydelsesmæssigt stiller sig selv uden for døren ved at trække sig ud af Paris-aftalen. Kina synes i den grad klar til at fylde det tomrum, USA måtte efterlade sig i den udstrækning, landet renoncerer på sin klimaindsats og ikke mindst bidraget til den globale indsats. Og Trump kan ende med at blive det, der skiftede verdens centrum mellem USA og Kina, hvis ikke han bliver standset i at udrulle den amerikanske klimafornægtelses absurde agenda.

Det er alt sammen små indirekte midler, som man kan tvivle på trænger igennem en lille begavelse som Trumps. Men måske det er nok til at give de kræfter omkring Trump, der vitterligt ønsker, at USA forbliver inden for Paris-aftalen, overtaget.

ISIS har nu taget ansvaret for eksplosionen i går.

I går fremlagde Trumps budget-director Mick Mulvaney Trumps forslag til budgettet for 2018. Og det kommer ikke til at gå stille for sig. Det har radikale beskæringer af alt, der har med klima, miljø og sociale foranstaltninger at gøre.  Og selvom mange af de journalister, der normalt dækker Det Hvide Hus, er taget med Trump i Israel, så skulle han nok ikke have sendt det ud lige nu, hvis han havde håbet på flere gode dage med primært positiv presse. Men det viser én ting: Trumps respekt for hans kernevælgere kan ligge på et meget lille sted, for det der dem, der bliver ramt allerhårdest af hans foreslåede nedskæringer, altimens milliardærerne står til at blive endnu meget rigere.

Det tragiske forhold at de seneste års velstandsstigninger i USA kun er gået til de allerrigeste – som så at sige er den urkonflikt, der banede vejen for valget af en protestfigur som Trump – vil således i den udstrækning dette budget bliver gennemført, blive yderligere uddybet af en stærkt antisolidarisk skattepolitik, der giver endnu flere fordele til de i forvejen rigeste, samtidig med at stort set alle sociale programmer undermineres.

Til trods for de enorme skattelettelser er budgettet præsenteret som et ‘balanceret’ budget, hvor de føderale udgifter og indtægter er afstemte. Men det bygger på en i de flestes øjne helt urealistisk forventning, at vækstraten pludselig magisk øges til 3% fordi Trump er kommet ved roret. Hvis de hidtidige estimater af den økonomiske udvikling fastholdes, er der i virkeligheden tale om et underskud på 6 trillioner dollars. 6 trillioner dollars er et stort beløb selv i verdens største økonomi.

I Trumps budgetudspil er der også afsat 1,6 mia. $ til konstruktionen af en mur langs den mexicanske grænse. Lige den post får han dog svært ved at få selv republikanerne til at acceptere. Flere republikanske politikere har erklæret budgettet “dad upon arrival”.

I morgen formiddag skal Trump i audiens hos paven. Og det ligger allerede nu fast, at han vil få foræret et eksemplar af pavens kampskrift om klimaet, Laudato si og den sociale fordring til at løfte alle med. Om han så læser det, er en anden sag. De to kom tidligt på kant med hinanden, da paven sagde, at en mur mod Mexico var ukristen. Og hvis de kommer til at tale økonomi, skal Trump nok få at vide, at det igen og igen har vist sig, at trickle down-økonomi ikke virker som postuleret, men kun gør de i forvejen rigeste endnu rigere.

Hvor Trump-administrationen senest har signaleret, at afgørelsen om Paris-aftalen først ville falde efter G7-mødet, da skrev Bloomberg sent i går aftes, at den tyske miljøminister Barbara Hendricks forventer, at Trump vil give klar besked om USAs fremtidige position i forhold til Paris-aftalen ved hans ankomst til Sicilien fredag morgen. Han har givet været under pres for at melde klart ud, og synspunkterne har under alle omstændigheder været modstillet her i de seneste uger i de italienske værters forsøg på at lave det fælles G7 statement. Selvom ingen regner med, at Trump springer ud som klimaentusiast, så ville det for alle være en lettelse at få klare linjer.

Allrede offentliggørelsen af budgettet mandag skabte megen negativ presse. Og i løbet af i dag kom der med den tidligere CIA-direktørs vidnesbyrd i en offentlig høring så mange nye belastende oplysninger om russisk intervention i præsidentvalget og de mange forbindelser mellem russiske interesser og mennesker i Trumps kampagne, at Trumps chefstrateg i al hast er rejst tilbage til Washington. Så i den udstrækning, Trump endnu ikke har besluttet sig endeligt vedrørende Paris-aftalen, er Bannon, som en af de stærkeste fortalere for USAs fulde udtræden, pludselig velsignet langt væk. Men jeg vil se Trump tage den beslutning, før jeg tror det. For han ved langt ind, at det er en afgørelse, som vil udløse stor vrede og forbitrelse, uanset hvad han ender med at gøre. Og midt i et relativt tæt rejseprogram vil han have svært ved at styre medierne – eller blot forsøge at gøre det.

Vi får se. Som Kolbert skrev den anden dag, begge afgørelser er dårlige valg, for ingen af dem indebærer nogen seriøs amerikansk klimaindsats på føderalt niveau.

Et lille sindbillede på, hvad der kunne ske, hvis Trump trækker sig ud af Paris-aftalen og helt afskriver sig det globale klimalederskab, omtalt i New York Times i forgårs: I Wyoming, der er den amerikanske stat, hvor man bryder flest kul, og dermed de strukturelle problemer med kullenes deroute og moderne kulproduktions væsentligt mindre behov for arbejdskraft er størst, har den kinesiske virksomhed Goldwinds vundet koncessionen på at opføre og drive en vindmøllepark med 850 møller. Derfor tilbyder man nu gratis efteruddannelse for op til 850 lokale kulminarbejdere. For selv efter opførelsen vil der være brug for en servicestab på op imod 200 medarbejdere. Det er jo den slags der skal til, og det kunne Trump have lavet et stort PR-nummer ud af at have medvirket til, hvis ikke lige det var fordi det gennemhullede alle hans forkvaklede og forløjede meninger om Kina, vind, kul og energi. Selv kulindustrien ved, at der ikke bare kommer fuld gang i kulminerne igen. Men om kulminearbejderne på den led er rede til at skifte de dybe minegange ud med de høje vindmølletårne, må tiden vise.

Blot en lille detalje … hvor Melania og Ivanka Trump i Saudi-arabien brød konventionen ved ikke at bære tørklæde – man er vel frigjorte kvinder fra Vesten – så bar de som traditionen forskriver sort slør ved audiensen i Vatikanet.

Update 24.05. – I formiddags mødtes så Præsident Trump og Pave Francis – den ene fortaler for verdens rigeste med et langt liv, hvor han udelukkende har plejet egne interesser, den anden med et langt liv, hvor han har levet blandt og kæmpet for verdens fattigste og dårligst stillede. Den ene helt i hvidt, den anden næsten helt i sort.

Vi ved ikke hvad samtalen handlede om igennem væsentlige dele af den halve time de to talte sammen. Men Pave Francis har et langt livs erfaringer med at tale med mennesker fra alle dele af samfundet og komme dem i møde, og så endda få sagt, hvad han vil. De to var da også tydeligvis mere afslappede efter samtalen end før. De journalister, der var med under dele af samtalen, melder om en lydhør og taknemlig Trump, nogle taler om en hviskende Trump. “Thank you. Thank you. I won’t forget what you said,” var Trumps sidste ord, inden de skiltes.

“Honor of a lifetime to meet His Holiness Pope Francis. I leave the Vatican more determined than ever to pursue PEACE in our world,” tweetede Trump efterfølgende. Så han er fra i dag blevet fredsapostel og har forhåbentlig fået noget at tænke over.

Vi ved, at Trump afsluttende blev foræret ikke bare pavens klimakampskrift Laudato si, men også Amoris laetitia om vigtigheden af at beskytte og bevare familien, og Evangelii gaudium, hvori Pave Francis går stærkt irette med trickle down-økonomien og den ukontrollerede markedsøkonomi. Og ikke mindst vigtigt lovede Trump ved modtagelsen, at han ville læse dem! Paven forærede også Trump en medaljon med et oliventræ indpræget sammen med ønsket om, at han blev som et oliventræ for verdensfreden.

Det er stadig at finde i de amerikanske medier, men ellers er de stort set tilbage i samme skure som før afrejsen: de næsten daglige afsløringer af upassende handlinger og attituder fra Trump-administrationens side, og det fremlagte budgets ekstreme forråethed. Igen og igen bliver Trumps løfter fra valgkampen om alt det han ville gøre, bevare og beskytte, sammenholdt med den massakre på USAs sociale sikkerhedsnet, han har fremlagt. Spørgsmålet er i den nuværende situation, hvor længe hans kernevælgere bliver ved med at knuselske ham uanset hvad han siger og gør? Hvornår brister illusionerne definitivt? For han er i fuld gang med at gøre livet meget vanskeligere for en betydelig del af hans vælgere.

Spørgsmålet er tilsvarende, hvorfor han fremlægger sådanne budgetter, som ikke ser ud til at have nogen gang på jord. For en ting er, at demokraterne er helt oppe i det røde felt. Men det er svært at finde republikanere, der kan finde noget at glæde sig over i det nu fremlagte.

Samtidig er der i dag fremlagt fornyede beregninger af den version II af American Health Care Act, som man stemte igennem uden at vente på beregningerne af konsekvenserne. Det er da også blevet lidt bedre. Hvor CBO beregnede, at det første forslag ville føre til, at 24 mio. amerikanere mistede deres sundhedsforsikring, så finder CBO nu, at det med det fornyede forslag “kun” er 23 mio. amerikanere, der mister deres sundhedsforsikring. Det bliver en svær en at sælge. På den baggrund virker det overvejende sandsynligt, at Senatet helt dropper forslaget og starter forfra med et eget forslag. Og måske endte det med at man endda ikke kunne blive enige om en tilbagerulning af Obamacare. Der er således nok at se til, når Trump søndag vender hjem igen.

Lederen af EPA, Scott Pruitt, er nok på mange måder tyngdepunktet i Trump-administrationens klimafornægtelse. Andre måtte have en mere ideologiseret attitude, men Pruitt giver sin klimafornægtelse en ihvertfald tilsyneladende videnskabelig iklædning. Og efter at han kom med i inderkredsen, var det som om fornægtelserne fra Trump-administrationen fandt samme grundstamme: Ikke en lodret afvisning, men alle mulige forklaringer på, at vi ved for lidt endnu, og det måske nok vil vise sig slet ikke at være noget problem, men det må tiden vise bla bla bla. … hvorfor det er rent hysteri at bruge penge på en klimaindsats nu. Men i dag offentliggjorde en række forskere i tidsskriftet Nature Scientific Reports deres gendrivning af en række af de skriftlige udtalelser, som Pruitt kom med i forbindelse med høringen forud for hans godkendelse til posten. Det er seriøs factchecking, og han bliver systematisk gendrevet på alle områder.

Den artikel burde Trump nok også lige læse, når han er færdig med Laudato si. Men … Trump er stort set ikke-læsende.

Trump er efter besøget hos Pave Francis taget videre til Belgien, hvor han her i eftermiddag har hilst på den belgiske konge. I morgen har Trump først et frokostmøde med den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron. Resten af dagen er sat af til et NATO-topmøde. Her vil Trump givet presse på for, at NATO-partnere betaler mere til gildet. Der er en målsætning om, at alle NATO-lande bruger 2% af deres nationaløkonomi på forsvar, men meget få lande gør det. Tilsvarende liggger der en form for beslutning om, at verdens rige lande skulle bruge mindst 1% af deres BNP på U-landshjælp, men det er kun de skandinaviske lande, der nogensinde har været i nærheden heraf, og i de senere år er den danske procentsats skrumpet. Her burde man ikke bare acceptere Trumps  og NATOs militaristiske vinkling af problematikken, men tværtimod sammenregne klima-og militærudgifter – og sige max 1% til militærbudgetterne, men mindst 2% af et lands BNP direkte investeret i en nødvendig global klimaindsats. Det ville have en chance for at fremme verdensfreden.

I Trumps netop fremlagte budgetforslag står militærudgifterne til at vokse med 41% mens klima- og miljøindsatsen står til at blive det hårdest nedskårne område. Det er ikke noget at give den mand ret i. Der er da også langt ind i militærkredse – og så amerikanske – en forståelse af, at verden bliver voldsomt meget mere konfliktfyldt, hvis ikke vi får klimaforandringerne under kontrol i tide.

Macon havde nævnt klimaudfordringen for Trump, allerede da Trump her for få dage siden ringede for at lykønske ham med sejren. Paris-aftalen er stadig i høj grad et fransk projekt – Frankrig investerede en enorm politisk kapital i at få de sidste adskillige års forhandlinger til at nå de sidste vigtige skidt til at en aftale kunne landes. Og Macron signalerer over for Bloomberg, at han i morgen vil søge at presse Trump til at lade USA  forblive inden for aftalen.

Rex Tillerson sagde i dag til en gruppe journalister, at Trump ikke ville annoncere sine planer vedr. Paris-aftalen før han er tilbage i USA, hvilket må siges at være forventeligt uanset Barbara Hendricks udmeldinger om det modsatte. Om G7-landende minus USA så vil bruge lejligheden til at lave et G6-klima-statement, må tiden vise. Men måske Donald har set lyset i samtalen med Francis og fra nu af stiller sig i spidsen for, at vi slutter fred med vores livsgrundlag. Måske han blot indser, at han med den betændte situation på hjemmefronten, som ikke bare lige lader sig vifte til side, ikke også kan lægge sig ud med verdenssamfundet. Presset for, at han ikke trækker USA ud af Paris-aftalen, er massivt, både hjemmefra og fra resten af verden.

Det plot fra den fossile industri og dens stråmænd, som Trump har gjort sig til gidsel for, kommer til at indse, at tiden hastigt rinder ud for fossilerne. For mens Trump har været hjemmefra er der for første gang i USA lavet aftaler om leverancer af solcellestrøm til under 3 cent pr. kWh. Sådanne priser har været kendt andre steder i verden i et års tid, men er nu også mulige i USA. Både sol og vind er dermed i fuld gang med at være billigere end de fossile brændsler selv uden nogen form for støtte, samtidig med at de stort set er uden alle de afledte problemer, der følger med den forsatte afbrænding af kul, olie og gas. Bortset fra i USA har selv de fossile selskaber de fleste andre steder i verden indset, at tiderne nødvendigvis må skifte, og at det ikke fører noget godt med sig at kæmpe imod. Men at man må gøre sig til en del af omstillingen, hvis man på bare lidt længere sigt vil sikre eksistensberettigelsen. Trump var bare for oplagte en chance til ikke at gøre forsøget, og der er lige nu flere klimafornægtere i Det Hvide Hus end nogensinde før.

Update 24.05. – I dag er der valg i Montana til et ledigt sæde i Repræsentanternes Hus. Montana er traditionelt en dybt republikansk stat, og Trump vandt i november staten komfortabelt med en 20% margin til Hillary. Så ingen anede uråd, da Ryan Zinke blev udpeget til Interior Secretary (indenrigsminister) Trumps administration. Det var blot et spørgsmål om at få en ny republikaner kørt i stilling, og alle havde regnet med, at Greg Gianforte kunne spadsere i mål. Og det forhold, at hans demokratiske modstander Rob Quist var en country-sanger uden nogen forudgående politisk erfaring, gjorde det til ren formalia at Gianforte overtog Zinkes plads.

Men tingene har forandret sig radikalt. Protesterne mod Trump-administrationen og ikke mindst dens planer om at slagte Obamacare har antændt en vredesild helt ud i de fjerneste afkroge af det amerikanske kontinent. Og Rob Quist viste sig at have en betydelig appel, så pludselig pegede meningsmålingerne i retning af noget, der kunne ende med næsten dødt løb her midt i det republikanske hjerteland. Så der er blevet investeret intenst på begge sider. Både præsident Trump og vicepræsident Pence har været omkring Montana for at bakke op om Gianfonte, mens blandt andet Bernie Sanders har bakket varmt op om Quist. Kampagnebudgetmæssigt er det endt som det hidtil dyreste kongresopgør i USAs historie.

Valget fik en ganske dramatisk vending i går, da Gianforte ved et vælgermøde i går i frustration slog en reporter fra The Guardian i gulvet. Gianforte har igen og igen udsat sin tilslutning til det forslag om tilbagerulning af Obamacare, indtil CBOs evaluering forelå. Det gjorde den i går, og på den baggrund spurgte Ben Jacobs fra The Guardian Gianforte om hans reaktion. Det fik tydeligvis Gianforte til at miste besindelsen.

Alicia Acuna, som direkte overværede hændelsen, skriver på Fox News’ hjemmeside: “At that point, Gianforte grabbed Jacobs by the neck with both hands and slammed him into the ground behind him. Faith, Keith and I watched in disbelief as Gianforte then began punching the reporter. As Gianforte moved on top of Jacobs, he began yelling something to the effect of, ‘I’m sick and tired of this!'”Acuna skriver, at ingen af dem der direkte overværede optrinnet, på noget tidspunkt kunne iagttage nogen form for fysisk aggression fra Jacobs’ side.

Efter en valgkamp og nu 117 dage som præsident, hvor Trump har eskaleret sin kritik af pressen og erklæret den enemy of the American people, er det desværre ikke så underligt, at den slags sker. Men Trump ser ikke, hvordan han er med til at fremme den slags uacceptabel adfærd, ligesom det ikke virker til, at han nogensinde har formået at fatte, hvordan han med sine stadige rascistiske udtalelser er med til at fremme fremmedhadet.

Vi får se om Gianfortes voldelige udfald når at tippe valget. Montanas tre største aviser har skyndsomst trukket deres endorsement af Gianforte tilbage. Montanas guvernør Steve Bullock har taget stærkt afstand fra Gianfortes voldelige adfærd og understreget, at det ikke er i overensstemmelse med Montanas værdier.

Gianforte sendte senere på aftenen en lidet sportslig erklæring ud, hvori han påstår, at det rent faktisk var Jacobs, der startede – hvilket han givet kommer til at fortryde. For én ting er at miste besindelsen overfor en emsig journalist. En anden ting er at forsøge at lyve sig fra, hvad man har gjort, når der er masser af vidner i lokalet. Der er nu rejst sag mod ham. Paul Ryan, republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, har skældt ud og insisteret på, at han giver en undskyldning. Situationen viser med en vis tydelighed, hvor betændt en sag for republikanerne, Trumpcare-planerne er. Og hvis ikke det var fordi omkring halvdelen af Montanas vælgere allerede havde afgivet deres stemme forud for selve valgdagen, havde det nok kunnet skubbe betydeligt til resultatet.

Hvor Gianforte er en social-conservative republikansk hardliner, som støtter op om Trump-care (selvom han af valgstrategiske grunde har udskudt at oplyse sit standpunkt og gerne havde ventet il efter valgdagen!). Da er Quist gået ind i valgkampen med et selv i demokratisk skala ganske radikalt program. Han ønsker fri marijuhana, singlepayer health care (skattefiansieret hospitalsvæsen som i Skandinavien) og mere kunstundervisning i skolen.

En meningsmåling tidligere på måneden viste et 6% forspring til Gianfonte, men der har siden da været så megen dårlige presse omkring Trump, at han som erklæret Trump-støtte kan ende med at trække det korteste strå – ikke mindst oven på aftenens forsøg på en knock out-sejr overfor pressen.

Hvis Quist vinder vil det være stort for demokraterne og uheldsvangert for republikanerne. For republikanerne kan det være et forvarsel om, hvad der venter dem ved midtvejsvalgene i 2018. Og for demokraterne giver det stof til eftertanke. For Quist var længe ignoreret, og det har stort set været Bernie Sanders og Bernie-fløjen, der overhovedet har bakket op om Quist. Så hvis Quist vinder – eller selv hvis republikanerne kun vinder snævert efter i november at have vundet med 20% – er det skriften på væggen for republikanerne. Og hvis Quist vinder vil det være et kæmpe boost til Bernie Sanders-fløjen i den nuværende afklaring af, hvordan Demokraterne bedst navigere videre oven på nederlaget til Trump.

De fleste iagttagere tror dog ikke Quist kommer over 42-43%. Og selvom disse antagelser er formet før Gianfortes overfald i går aftes, så skal der nok mere til at flytte så mange vælgere.

I Bruxelles

Trump og Macron havde deres frokostmøde, og Macron havde tydeligvis forberedt sig, så han fik givet Trump et håndtryk, han sent vil glemme! Det er stadig småt med informationerne om, hvad de to talte om. Macron har tidligere givet udtryk for, at han ville benytte lejligheden til at drøfte klimaindsatsen med Trump. Om formiddagen hande Trump møde med Europarådets præsident Donald Tusk, hvorfra det forlyder at de uanset deres navnefællesskab hverken kunne finde fælles fodslag om Rusland, om handel eller om klimapolitikken. Det tyder i det mindste på, at disse samtaler når ud over høflighedsfraserne.

Senere på dagen måtte Trump stå skoleret overfor Theresa May, der er rasende over, at amerikanske efterretningsfolk meget kort efter terrorangrebet i Birmingham havde ladet navnet på gerningsmanden sive til den amerikanske presse. Det ville man gerne have været foruden, for ikke at svække efterforskningen af den sammenhæng det viser sig han har indgået i. Trump står således i disse dage med en hel stribe af amerikanske lækage-sager og har måttet beordre hasteundersøgelse af lækagen.

Ved NATO-mødet brugte Trump som forventet sin tale til at klandre NATO-landene for ikke at bruge nok på militær. Til gengæld havde man forventet, at han ville have sagt noget opbyggeligt om NATO-fællesskabet og havde understreget den Article V, som gør et angreb på et enkelt NATO-land til at angreb på alle NATO-lande (som USA indtil nu er eneste land, der har brugt efter 9-11). Hermed fik Trump dementeret måneders forsøg fra hans udenrigpolitiske stab på til Trods for Trumps stadige signalforvirring at skabe det billede blandt USAs allierede, at USA stadig vil fællesskabet. For det vil Trump ikke rigtigt, når det kommer til stykket. I hvert fald vil han ikke sige det. Og han vil tilsyneladende meget hellere lege med verdens autokrater og diktatorer end de demokratisk valgte politikere.

Som nævnt i går, burde Trump have en tilsvarende belæring om klimainvesteringernes nødvendighed. Men sandsynligvis vil det, som denne runde af NATO-drøftelser vil blive husket mest for, ikke være Trumps tale, men de billeder, der lige nu cirkulerer bredt på de sociale medier, hvor Trump ganske brutalt presser Montenegros premierminister til side for selv at kunne stå stor og mægtig midt i billedet. Med sin primitive selvcentrerethed synes Trump igen og igen at overtræde helt grundlæggende principper for mellemmenneskelig adfærd.

Der må være noget hjemligt for Trump ved at være i Belgien – ikke så meget fordi det er tæt på det sted, hvorfra hans familie indvandrede for blot få generationer siden, som fordi der her, ligesom i Washington og New York, er i tusindvis af demonstranter på gaden, over alt hvor han kommer frem, for at markere deres utilfredshed med hans kvindesyn, hans forkvaklede klimasyn, hans miljøfjendskhed, hans militarisme, protektionisme og islamofobi.

Et andet sted i Europa, i Berlin, havde Angela Merkel i formiddags besøg af Barack Obama, inden hun til aften tager til Bruxelles til middag med Trump. Det var et gensynets glæde mellem Merkel og Obama, de to kan virkelig lide hinanden. Det var en talens og samtalens lys overfor Trumps mørkeland. Og Obama ved, hvordan man kan skabe kontrast til Trump uden nødvendigvis at sætte ord på. Det nærmeste han overhovedet kom at nævne Trump var ordene: “We can’t hide behind a wall.” Her var der i tusindvis af mennesker på gaden, men det var for at høre vennerne Obama og Merkel tale foran Brandenburger Tor. og de gav ham, hvad en journalist ved New York Times kaldte en modtagelse som en rock star.

I et sceneskift af dimensioner kunne man om aftenen opleve Trump komme med vrede udbrud overfor en gruppe europæiske ledere om de mange tyske biler, der bliver eksporteret til  USA og løfter om at han vil stoppe det. Ikke et ord om, at mange af detyske biler bliver fremstillet i USA. Så han nåede også i Bruxelles at blamere sig som handelspolitisk bully. Det fremgår samtidig, at Trump og hans stab ikke synes at forstå, at EU handelsaftalemæssigt er en enhed, og at han ikke bare kan lave særlige aftaler Merkel med/mod tyske biler.

I Bruxelles nåede han også at klage over, hvor vanskeligt det var at opføre nye golfbaner i EU. Her taler forretningsmanden Trump givet af egne erfaringer.

Tilbage i Washington

Imens trækker skyerne stadig kraftigere sammen over Trumps hjemmebane. Ud over risikoen i for et valgnederlag i dag i Montana blev en appel over afvisningen af version to af hans travel ban i dag afvist. Så for (mindst) tredje gang måtte han erkende, at hans ønske om at lukke af for indrejse fra en række muslimske lande blev erklæret for værende i strid med den amerikanske konstitution.Justitsministeriet siger umiddelbart herefter, at man nu vil føre sagen til Supreme Court, USAs højeste retsinstans. Her er der nu et flertal af republikansk udpegede dommere, og selvom det principielt ikke burde influere deres afgørelse, så har Trump-administrationen her en forventning om, at forbuddet mod deres travel ban her endelig kan ophæves.

Imens får Trumps budgetoplæg en ganske ublid medfart i medierne. Ovenpå konsekvens-beregningene af den Trump-care, som for nylig blev vedtaget i Repræsentanternes Hus, står det klart, at noget tilsvarende ikke har nogen som helst chance i Senatet. Og overfaldet på Ben Jacobs, som desværre ikke er noget enestående eksempel, har styrket kritikken af Trumps stadig mere rabiate gøren pressen til fjendebillede. På dagens Washington Post er det ikke Trumps tale i NATO, men hans svigersøn Jared, som det nu fremgår er i FBIs søgelys i undersøgelserne af eventuel sammenrotning mellem Trumps kampagne og russiske interesser. Det passer godt med, at Jared, der normalt betragtes som en modererende kraft overfor Trump, skubbede kraftigt på for at få Trump til at fyre FBI-direktør Jim Comey. I går bragte en sædvanligvis forsigtig New York Times en artikel med overskriften: “Top Russian Officials Discussed How to Influence Trump Aides Last Summer”. En anden overskrift i Salon lyder: “GOP strategist admits he colluded with Russian hackers to hurt Hillary Clinton, Democrats”. I hvert fald 3-4 centrale skikkelser i Trumps inderkreds har haft russiske forbindelser, som de i forbindelse med sikkerhedsgodkendelser har fortiet, og dermed løjet om. Og I længden bliver det svært for Trump blot at fortsætte en argumentation i retning af, at så længe han selv personligt ikke har gjort noget galt, er der ikke noget galt.

Så er der en lidet flatterende historie om, hvordan et af Trump beordret bombetogt for nylig hvor verdens største ikke-atombombe blev anvendt for første gang, ved en ‘fejl’ førte til 100 dræbte civile i Mosul. Og dertil adskillige møg-irriterende historier om Obama, der ved et muntert udslag af skæbnens ironi er i Europa samtidig med Trump og bliver mødt med jubel og begejstring og store folkemængder med skilte ala “Du bist ein Berliner”, hvor Trump bliver mødt med en skov af protestskilte. En nylig Pew-undersøgelse viser, at 77% af alle europæere har tillid til Obama (89% af tyskerne), mens kun 7% af europæerne har tillid til Trump. Så ja, han er på udebane, og han kommer nok til at gøre en hel del ting anderledes, hvis han vil etablere samme bånd til Europa som sin forgænger.

Og så er der næsten horisonten rundt frustration og krøllede tæer i den amerikanske presse over Trumps optræden i NATO – ikke mindst de forhold at han synes at værdsætte relationerne til dikatur-agtige stater væsentligt højere end USAs nærmeste allierede i NATO. Dumhed eller ond vilje spørger Morning Joes vært Joe Scarborough i disse dage? Der det fordi Trump simpelthen er for ubegavet, for uforberedt, for analytisk uformående, for ukontrolleret og udisciplineret, til at kunne gebærde sig på de bonede gulve. Eller ligger der under det hele et ønske om at snigløbe den moderne æras demokratiske tradition.

G7 i morgen

Hvordan tackler de øvrige lande Trump, så det ikke bare bliver en afvisning, og så han ikke bare fører amerikansk valgkamp også på Sicilien? Så man får vendt hans instinkter, når det gælder områder som flygtningepolitik, handelsprotektionisme og ikke mindst klimaudfordringen. Macrons team har meldt ud, at han agter at presse Trump hårdt for at han ikke bare kan backtracke overfor Obamas løfter. Andre vil søge at koble klimaudfordringen med det sikkerhedspolitiske – at det vil give evige konflikter og drive i millioner af mennesker på flugt, hvis klimaforandringerne ikke bliver imødegået. Mens den italienske premierminister vil søge at koble terrorindsatsen og klimaindsatsen.

The Guardian citerer i dag en diplomats overvejelser: “We need to show a degree of humility. In foreign policy terms, the second half of Trump’s 100 days were immeasurably better than the first half, recognisably Republican. The trick is to make sure he does not feel cornered, and if you have an idea, make him feel it is his idea, and in America’s interest. At the same time, we need to get some commitments from him.”

G7-mødet finder sted med udsigt ud over Middelhavet, hvor der dagligt krydser i tusindvis af mennesker. Man regner med, at der i år vil komme omkring 200.000 flygtninge til Italien. De er ikke alle klimaflygtninge, men mange af Afrikas store konflikter udspiller sig i de zoner, hvor klimaforandringerne allerede nu er stærkt nedbrydende for levevilkårene. Her burde de seneste transformationer af klimaindsatsen til at være på én gang udvikling klimatilpasning og klimaindsats, som de kommer til udtryk i FNs bæredygtige udviklingsmålsætninger være til at forstå for en forretningsmand som Trump. Det er ligesom Marshall-hjælpen efter 2. verdenskrig, bare meget bedre. Og selvom USA måske står som den store giver, så har U-landshjælp altid vist sig at være en ligeså stor hjælp til donorlandet.

Dér er det pinagtigt meget lettere at forberede sig til endnu en gang “America First”. Det kræver blot at man er født lige så genial som Donald Trump.

Update 26.05. – Valgresultatet i Montana er endnu ikke gjort endeligt op, men det står nu klart, at det bliver Gianforte, der uanset hans korporlighed vinder Montanas ene sæde i Repræsentanternes Hus. Gianforte har nu undskyldt offentligt overfor Ben Jacobs fra The Guardian, som han overfaldt korporligt aftenen inden valgdagen. Det ændrer ikke på at han bliver fremstillet for retten 7. juni.

Da der var optalt omkring 20% af stemmerne var de to topkandidater en overgang kun ganske få stemmer fra hinanden. Men da valget senere på natten blev erklæret for afgjort med omkring halvdelen af stemmerne talt op, havde Gianforte 51% af stemmerne mens Quist havde 44% og den libertarianske kandidat Mark Wicks 6%. Og nu, hvor 99% af stemmerne er talt op, har Gianforte 50,3% og Quist 44%.

Republikanerne kan således på den ene side ånde lettet op. På den anden side må de se et Trump-forspring i november på 20% være skumpet til godt 6%. Og demokraterne må spørge sig selv, om de sov i timen. For længe havde man afskrevet Montana som umulighed og lod republikanerne alene på arenaen. På det demokratiske aktivist-site dailykos.com hvor man havde sat næsen op efter en sejr frem for et hæderligt nederlag, trøster man sig omvendt med, at demokraterne i de ekstra valg, der har været siden Trump vandt i november, i gennemsnit har klaret sig 11% bedre end ved valget i november. Hvis den tendens holder frem til 2018 vil det være mere end nok til at give demokraterne et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus.

Karl Mathiesen, som nu skriver for Climate Home, bragte i går en fin oversigtsartikel om de øvrige G7-landes dilemma med Trump på klimaområdet forud for samlingen på Sicilien i dag. G7 har i de senere år lavet ganske stærke klimamanifester efter hvert nyt topmøde, og på den ene side er det vigtigt at fastholde den aktive opslutning omkring klimaindsatsen og ikke give efter for et hvilket som helst Trump-lune. På den anden side er der ingen, der ønsker at trænge Trump så meget op i en krog, at han kan rejse hjem og sige, at der kun er en ting at gøre: at trække USA ud af Paris-aftalen.

Jeg vil ikke referere Mathiesens artikel fuldt ud, men han skriver det interessante, at Trumps holdninger synes mulige at bevæge, hvorfor intense enesamtaler som den med Pave Francis og Emmanuel Macron er noget, der måske kan flytte hans positioner og lande en forståelse for betydningen af at forblive inden for Paris-aftalens rammer.

Endda er det nok for meget at forvente, at Trump i et ægte satori-øjeblik lader sig overgive til situationen og proklamerer opslutning om Paris-aftalen. Men hvor ville det gøre mange ting i verden enklere – også for Trump.

Foreløbig har Trump med sin stadige udskyden af sin stillingtagen sikret sig, at klimaspørgsmålet bliver blandt de helt centrale at diskutere under selve G7-mødet, fordi man ikke forud har kunne mødes om nogen formulering herom.

Der er masser mere af yderligere afrapportering om G7-mødet og håndteringen af klimaspørgsmålet. Men jeg venter med at se nærmere på det indtil det fælles statement foreligger i morgen. Trump synes på den ene side at ville lytte og lære, og på den anden side at være forblindet af falske modsætninger mellem America first og klimaindsatsen, jobskabelse og klimaindsats osv. Så hvis vilkårene for USAs videre deltagelse i Paris-aftalen er at genåbne centrale formuleringer derfra for at liste klimaindsatsmæssigt set absurde formuleringer om clean coal osv., synes det efterhånden rigtigere at bede USA om at forlade aftalen og komme igen, når man er færdig med Trump.

Til gengæld blev sædet under Jared Kushner her til aften adskillige grader varmere. Det er rent ud sagt imponerende, hvad aviser som New York Times og Washington Post i disse uger får gravet frem fra det skjulte. Senest fremgår det af en artikel her til aften i Washington Post, at Trumps svigersøn Jared Kushner i et møde med Ruslands ambassadør i USA, Sergei Kislyak i begyndelsen af december – dvs. efter at Trump var valgt, men mens Obama stadig var præsident og ansvarlig for udenrigspolitikken – har  foreslået at bruge russiske kommunikationslinjer i overgangsfasen for at kunne kommunikere direkte mellem Trump-lejren og Rusland uden at de amerikanske efterretningstjenester var i stand til at se det. Trumps nu afsatte sikkerhedsrådgiver Michael Flynn deltog også i mødet. Det er svært at finde nogen form for rationaler for dette, det er fuldstændig absurd på alle leder, og det er i direkte modstrid med det hævdvundne princip, at der kun er én præsident ad gangen, så den indkommende præsident pænt må vente med sin udenrigspolitik indtil inauguration day.

Så Trump og familie kommer hjem til et omfattende forklaringsarbejde og et krav fra Senatets undersøgelseskomite om, at Trump-kampagnen afleverer samtlige akter relateret til kommunikationen med Rusland. Og her kan Trump og Jared ikke bare fyre sig fra problemerne, for der er tale om senatorer fra en tværpolitisk komite. Det er således et første tegn på, at republikanerne ikke fortsat vil holde hånden over Trump dertil, at man end ikke vil undersøge forholdene – som Trump selv ellers har presset hårdt på for at opnå. Og Jareds forehavende er et første bevis på, at der ikke kun er tale om forglemmelser, når han indtil nu har undladt at informere om alle kontakter med russiske instanser, men tværtimod om aktive forsøg på at skjule kommunikationen.

Update 26.05. – Signalerne fra Taormina på Sicilien, hvor G7-lederne i går og i dag er samlet, er stadig ganske uklare. Og det vides endnu ikke, om det i løbet af drøftelserne i går og skriveøvelser i løbet af natten er lykkedes at finde nogen form for kompromisformulering, der kan tilfredsstille både Trumps USA og de øvrige G7-lande – lad os i dagens anledning kalde dem G6.

G6 er på den ene side stærkt interesseret i at USA forbliver inden for Paris-aftalens rammer, og så måske en overgang slækker lidt på ambitionsniveauet. For hvis USA trækker sig, er det svært at forestille sig, at der ikke hen ad vejen vil opstå tilsvarende situationer med andre lande, for hvem det var opportunt/komfortabelt med et lille break fra eller blot lidt frihjul overfor klimaudfordringerne. På den anden side kan G6 ikke leve med, at Trump-administrationen blokerer for meningsfulde og nødvendige udsagn om klimaudfordringens alvorlighed. Man vil måske acceptere en lidt for valen status fra G7 denne ene gang, for at give Trump chancen for at vælge rigtigt (at forblive i Paris-aftalen) ligesom det tidligere på året lykkedes for Trump-administrationen på klimaområdet at få udvandet det fælles statement efter G20-topmødet. Men for eksempel clean coal bliver ikke nogen løsning bare fordi Trump fremturer dermed. G6 (og resten af verden) kan ikke i længden leve med Trumps ganske ubegavede vetoer og afbøjninger, som ikke bare omfatter (og blokerer for) klimapolitikken, men også handels- og flygtningeproblematikken.

Omvendt sidder Trump i den ikke særlig lette valgsituation, at han hvis han forbliver i Paris-aftalen, som han skiftevis i sin valgkamp lovede at ville genforhandle (hvilket ikke kan lade sig gøre – han kan derimod ændre USAs frivillige tilsagn om indsats) eller blot trække USA ud af (hvilket er let at iværksætte, men vil kræve en treårig periode at effektuere), så vil han påkalde sig en enorm vrede fra hans kernevælgere og sandsynligvis alvorlige modtræk fra de fossile interesser, der fra kulisserne trækker tæt i trådene. Hvis han derimod trækker sig ud, vil han opleve ikke bare opleve demokraterne og hele det ganske omfattende miljøbevidste USA komme helt op i det røde felt, og han vil måske se stater som Californien søger selvstændig deltagelse i Parisaftalen, så konflikten vil trække forsider i én uendelighed. Men han vil samtidig isolere sig fra størstedelen af verdens øvrige lande – måske lige med undtagelse af Rusland og et par af de olieeksporterende arabiske lande.

Og som vi er kommet til at kende Trump, vil det alene på grund af hans manglende formulerings- og fatteevner være ganske vanskeligt for ham at argumentere for at han nu alligevel ønsker at forblive inden for Paris-aftalen. Selvom Trump kan overraske, så synes det lige nu sandsynligt, at forsøgene på at at slå bro brister, og at USA endnu en gang stiller sig uden for den fælles globale klimaindsats.

Det vil så kunne ske enten gennem en fuld udtrækning eller gennem en forbliven, hvor USA i praksis ikke lever op til nogen af sine forpligtelser. Det sidste lyder umiddelbart enkelt, men det vil åbne for en ny bølge af protester og retssager i USA. Så der er ikke nogen lette løsninger for Trump. For selvom det nok var lettest for Trump blot at trække stikket helt, så har han omvendt virket så nærmest høj af den pomp og pragt, der ligger i mødet med verdens ledere, at det er svært at forestille sig, at han lægger sig ud også med dem i en situation, hvor lokummet i den grad brænder på hjemmefronten.

Denne tekst stammer fra en helsides annonce indrykket i New York Times i december 2009 som en henstilling til Obama om at tage til København og lave den stærkest mulige klimaaftale (annoncen kan ses i sin helhed i blog-indlægget Trumps klimapolitik i støbeskeen). Her står både Ivanka, Jared og Donald som underskrivere. Det virker nu overvejende sandsynligt, at det var noget, Jared og Ivanka fik deres far/svigerfar til, men det kunne lige så vel have været Trumps position i dag, hvis ikke han var faldet i klimafornægternes kløer.

I det perspektiv, annonceteksten udfolder, er det en klar fordel for USA og vil føre til mere velstand og flere arbejdspladser, hvis USA går forrest i klimaindsatsen. Og det var ikke mindst i Obamas anden periode i fuld gang med at ske. Det forretningsmæssigt indlysende i at slutte op om klimaindsatsen er da også et af de mange sæt af argumenter, G6 har forsøgt sig med overfor Trump under dette G7. Men det er svært, for Trump er svær at tale med, svær at at fastholde koncentrationen med, svær at få til at tænke ud over en meget kortsigtet vurdering af hvad der ligger af fordele i en sag for ham personligt.

Uanset hvad Trump ender med at beslutte sig for – og vi må ikke være blind for, at han meget vel kan vise sig så hungrende efter den opmærksomhed og den form for magt det giver ikke at have besluttet sig, at han fortsætter denne påtagede ubesluttethed længe endnu – må det være mærkeligt at være Jared og Ivanka. For de synes i hvert fald et godt stykke hen ad vejen at forstå mulighederne i det scenario, annoncen fra 2009 fremmaner. De er begge i disse måneder vidne til et af de største svig i verdenshistorien begået af deres far/svigerfar.

Så min fornemmelse er stadig, at Trump forhaler afgørelsen, lader USA forblive inden for Paris-aftalen, mens han neddrosler den amerikanske indsats, og måske helt lukker for amerikanske klimafinansiering, så der kan blive ‘råd til’ de stærkt nødvendige skattelettelser for de allerrigeste.

Jeg tror faktisk stadig, at Trump selv, langt inde bag hans klimafornægtelsesflikflak godt forstår, at klimaudfordringen er alvorlig. Vi mangler bare at finde reset-knappen på ham, for han har været i rigtig dårligt selskab og har fået en flok legekammerater fra den fossile industri, som ikke vil ham (eller fremtiden) det godt.

Der har været forhåbninger til, at ikke mindst Ivanka kunne blive en korrigerende faktor på klimaområdet. Og det er hun måske også dertil, at der endnu ikke er kommet nogen afgørelse, uanset at mange af de rådgivere, Trump omgiver sig med, presser hårdt på. Men Ivankas rolle synes i høj grad at være mediespekulationer. I hvert fald har vi endnu til gode at se hende markere noget som helst i den retning overfor hendes far, og hun har ret præcist givet udtryk for, at hun ikke på den måde kommer til offentligt at gå irette med sin far. Men et moderne demokrati er der noget fundamentalt utilfredsstillende i, at den slags afgøres i det skjulte og er afhængig af sådanne far-datter-interaktioner langt fra det offentlige rum. For det er beslutninger, der vedrører vores allesammens fælles fremtid og burde tages i fuld åbenhed.

Update II 26.05. – Enden på G7 blev nok så klar som den kunne. Trump kunne ikke medvirke til noget klimastandpunkt, så den afsluttende tekst er relativt klar i mælet, men til gengæld erklæret uden USAs samtykke. Man kan sige for det gode, at Trump og USA ikke blokerede for et sådant statement. Men Trump rejste hjem uden at have givet nogen afklaring af USA intentioner overfor Paris-aftalen. Så G6 har undgået at fremtvinge nogen stillingtagen overfor Trump – han kan ikke rejse hjem og sige, at der er ikke nogen anden mulighed end at USA trækker sig. Det forlyder at man har talt ganske indgående om klimaproblematikken og gjort sig mange anstrengelser for at give Trump et billede af mulighederne og fordelene ved at USA forbliver inden for Paris-aftalen. Og Trump har ved gentagne lejligheder præsenteret det som om at han var her får at høre og lære.

“The United States of America is in the process of reviewing its policies on climate change and on the Paris Agreement and thus is not in a position to join the consensus on these topics,” hedder det i G7-mødets afsluttende communiqué. “Understanding this process, the Heads of State and of Government of Canada, France, Germany, Italy, Japan, and the United Kingdom and the Presidents of the European Council and of the European Commission reaffirm their strong commitment to swiftly implement the Paris Agreement, as previously stated at the Ise-Shima Summit.”

Men denne gang er der ikke nogen bekræftelse af den fulde decarbonsering af landenes økonomi, som Merkel i 2015 fik G7 landene til at vedgå.

G7 Taormina Leaders’ Communiqué, 27.05.2017 (pdf).

Til gengæld synes G6-landene har have været meget klare i formuleringen af, at de forventer, at USA lever op til sin del af aftalen. Merkel taler efterfølgende om “intense” udvekslinger, og man har tydeligvis ikke søgt at lokke USA til at forblive og så bare slække på ambitionerne.

Ifølge Trumps økonomiske rådgiver Gary Cohn, havde Trump overfor de øvrige G7-ledere understreget at “the environment is very, very important to me” – men samtidig gentaget, at han var bekymret for, at USAS blev overhalet af Indien og Kina, når det gjaldt fremstillingsvirksomhed. Ifølge Cohn vil Trump ikke gøre noget (for klimaet og miljøet), der er ufordelagtigt for USA. Hvilket må siges at være en håbløst forældet økonomisk tankegang her et godt stykke ind i det 21. århundrede.

Forsvarsminister Jim Mattis (tidligere general, som selvs ser klimaudfordringen som en stor kilde til fremtidige konflikter), siger i dag fra Washington, at Trump er “wide open” for Paris-aftalen, mens han afvejer hvad der taler for og imod. Mattis var med i Bruxelles. “I was sitting in on some of the discussions in Brussels, by the way, where climate change came up, and the president was open. He was curious about why others were in the position they were in – his counterparts in other nations – and I’m quite certain the president is wide open on this issue as he takes in the pros and cons of that accord.”

Så man må sige, at der efterfølgende er gjort meget ud af at signalere, at Trump på ingen måde har afskrevet Paris-aftalen. Trump har efterfølgende via Twitter lovet at træffe beslutningen om USAs fremtidige medvirken i Paris-aftalen i løbet af den kommende uge. Men det er ikke sikkert han har gjort sig klart, hvor meget lokummet brænder ikke bare under svigersønnen, men også under hans eget sæde. Så jeg vil se det, før jeg tror det.

På handelsområdet fandt man kompromisformuleringer, som alle kunne tiltræde: “We reiterate our commitment to keep our markets open and to fight protectionism, while standing firm against all unfair trade practices.” Vi er her langt fra den form for protektionisme, Trump igen og igen synes at lege med i tankerne. Og når det gjaldt Ukraine, lykkedes det også at få en fælles markering, selvom Trump har haft forunderligt svært ved at udtrykke det mindste negative overfor Putin og den russiske annektion af Krim-halvøen. Men de italienske værter havde nok håbet på nogetmere substantielt på flygtningeområdet.

Man har i de amerikanske medier talt meget om forventningsniveauet til Trump, at barren efterhånden er sat meget lavt, og at han endda tumler sig igennem. Onde tunger siger, at barren er malet på jorden! Men det at en instans som G7 skal trækkes med så megen uvidenhed, så megen uforberedthed, så megen bagstræberiskhed, lægger jo store begrænsninger på, hvad G7 kan gøre. Trump er et gigantisk handikap.

Hans sidste stop inden hjemrejsen var en amerikansk militærbase i Italien. Her fik han endnu en gang demonstreret, hvor lidt han formår at udvise empati og indlevelse. I stedet for at tale om det offer, disse mennesker yder ved at virke udstationeret så langt hjemmefra, uden deres familie og børn i nærheden, står han bare og praler med hvor god han er, og hvor meget han har fået udrettet på hans Europatur. I stedet for at takke de udstationerede for deres tjeneste, takkede han sin hustru for at hun var indvilliget i at tage med. Der er kun én konklusion mulig: Han lever i et parallelunivers. For de fleste iagttagere ser kun, hvor lidt han har fået udrettet, hvor dårlig han er til at udvise lederskab og medvirken i forhold til de europæiske allierede, og hvordan der på under en uge er lykkedes ham at klokke alvorligt i det over for de europæiske samarbejdspartnere. Han forstår ikke de spilleregler, der gør at mange mennesker i sådanne situationer kan fungere sammen, han har ikke forberedt sig ordentligt og er simpelthen ikke begavet nok til at være med dér. Og så bliver det heller ikke lettere af, at det han vil rent politisk i europæisk sammenhæng fremstår som en absurditet. Har lige taget en runde på de amerikanske politiske kommentatorer her i weekendfladen. Her taler man åbent om, hvordan Trump gør USA til grin og ødelægger vigtige samarbejdsmuligheder for amerikanske virksomheder.

Hvis Trump trækker USA ud af Paris-aftalen, vil landet træde ind i en meget lille klub af lande, der ikke er med i Paris-aftalen. Det ene er Nicaragua, som mener at den nuværende aftale er helt utilstrækkelig til at løse problemerne, og at aftalen burde have stærke og bindende reduktionsmål. Det andet medlem er Syrien, som efter mange års borgerkrig er helt sønderskudt og i den nuværende situation har meget andet at se til. Det tredje … bliver måske USA.

Update 28.05. – På Axios har man netop lagt en artikel op, hvoraf det fremgår, at Trump overfor flere fortrolige har ladet forstå, at han har i sinde at trække USA ud af Paris-aftalen. En af de tre omtalte fortrolige er EPAs leder Scott Pruitt. Ham kunne jeg sagtens forestille mig sige sådan selvom Trump på ingen måde er afklaret derom, for Pruitts primære mål med at være tiltrodt Trumps administration er at kunne demontere, for ikke at sige detonere, hele Obamas klima- og miljølovgivning. Så der kan ligge et element af ønsketænkning heri. Men der kan også ligge det banale, at Trump kunne overskue at meddele sig før sin Europa-tur – og at han ville blive blidere modtaget, hvis han prætenderede først at ville beslutte sig efter at have ‘lyttet’ til sine europæiske partnere. For, hånden på hjertet, hvordan kan han være i tvivl her snart to år efter at han indledte en valgkamp, hvor Paris-aftalen og klimasagen hele vejen igennem har været syndebukke.

Men det kan også bare være endnu en gang fake news.

Og selvom Det Hvide Hus efter længe at have haft Scott Pruitt ude på TV-stationerne (i højre side af det poltiske spekter) at tale om nødvendigheden af at trække sig ud af Paris-aftalen på det seneste har bedt ham om at holde igen, så det mere kan komme til at fremstå som Trumps initiativ, så er det ikke givet, at det er besluttet. Faktisk fremgår det af samme artikel på Axios, at Pruitt er bekymret over, at Trump er så længe i Europa sammen med Jared og Ivanka. Så klimafornægterne, selvom der er rigtig mange af dem i Det Hvide Hus, synes kun næsten at være sikre på at have Trump, hvor de ønsker ham.

I forlængelse af mine overvejelser tidligere i dette indlæg om, at Trump med sit instinkt for at fylde og styre mediefladen vil søge at time offentliggørelsen af en udtrækning af Paris-aftalen på en måde, så han får størst mulig positiv omtale deraf, vil han synes utilbøjelig til at vælge den nuværende situation, hvor han vender tilbage til en i hvert fald i medierne fuldblods krise, hvor den potentielle effekt blot vil drukne i de nuværende skandalespekulationer. For i de ni dage, Trump har været udenlands, er de mange spørgsmål, om den russiske indblanden i præsidentvalget skete med Trump-kampagnens indforståelse og medvirken, og om Trump har udvist opstruktion af udredningsarbejdet, blevet en nærmest kvælende virkelighed, der danner bagtæppe for alt, Det Hvide Hus måtte foretage sig. Trump har da også som noget af det første efter sin hjemkomst været ude med en erklæring om, at mange af den seneste tids lækkede informationer blot er fake news i en tendentiøs medieverden. Det er nok heller ikke helt forkert, for i Trumps vokabularium betyder fake news ikke usande rygter, men presseomtale, han ville ønske ikke havde været der.

Selv hvis Trump på nuværende tidspunkt viser sig at være så afklaret om Paris-aftalen, som disse nærtstående kilder giver indtryk af (og han skal nok selv før eller siden komme til at tale over sig derom), synes det ud fra Trump-logik rigtigst at få ryddet lidt op i den nuværende situation, inden han åbner en ny front. For selvom han allerede har lavet mange mindre tilbagerulninger på klima- og miljøområdet, så vil en udtrædelse af Paris-aftalen ikke bare totalt crunche hans spirende omend besværlige venskaber med de europæiske ledere og udlæse en international shitstorm. Det vil sandsynligvis vække mindst lige så voldsomme protestbølger, som vi har kunnet se det overfor forsøget på at tilbagerulle Obamacare.

Update 29.05. – Paul Krugman har i dag en kommentar på New York Times, hvor han siger, at Trumps Europatur ikke så meget er karakteriseret ved det han gjorde, som ved det han ikke gjorde, først og fremmest undladelsen af at referere til kernen i NATO-samarbejdet og undladelsen af at stå sammen med G7 om Paris-aftalen.

Kommentarens primære spor er Trumps misforståelser omkring den amerikanske kulsektor, at det overhovedet er muligt at revitalisere kulbranchen, endsige skabe mere beskæftigelse i kulbranchen. Trump vandt i høj grad centrale svingstater på at love nye tider og bringe håb til de hårdt ramte kuldistriker. “But Trump isn’t offering coal country real help, just a fantasy about turning back the clock,” skriver Krugman. Han går herefter videre med at formulere, at Trump er i færd med at sætte hele planetens fremtid på spil for at kunne fortsætte sine politiske løgne. For når han føjer presset for at skrotte Paris-aftalen, så er det ikke kun fra de professionelle klimafornægtere, han er kommet til at installere over alt i Det Hvide Hus. Det er lige så meget hans kernevælgere, som han har fået til at tro, at det er Paris-aftalen, der er den store trussel.

“Now, maybe Trump won’t really pull the plug on Paris; or maybe he’ll be gone from the scene before the damage is irreversible. But there’s a real possibility that last week was a pivotal moment in human history, the moment when an irresponsible leader sent the whole world careening off to hell in a golf cart”, slutter Krugman.

Det sidste med golfvognen henviser til en pudsig lille episode i Taormina, hvor der i G7-ledernes program var indlagt en få hundrede meter lang promenade gennem den gamle bydel, for lige at få luft og opleve noget andet inden næste punkt på konferencen. Men det skulle Trump ikke have noget af. Hvor de øvrige ledere med glæde spadserede, tog Trump turen i en golfvogn, som sandsynligvis er blevet fløjet til Italien til denne anledning, for spadsere uden rød løber, det skulle Trump ikke have noget af.

I det hele taget har der været en del fokus på Trumps kropssprog, også fordi det er så udtalt anderledes nu, hvor han er plantet i europæisk sammenhæng. Han bevæger sig stift og klodset – det er hvad det er. Men han udstråler en kolossal usikkerhed med sin stadige fumlen med jakken og evige skiften mellem tandpastasmil og total udslukthed, synes . Han synes dårligt i stand til at mingle – og så er der hans brutalitet, når han verfer andre statsledere væk for at komme i forreste række, når der skal fotograferes.

Allermest har hans håndtryk været i centrum. Håndtrykket er traditionelt et forbindende symbol, man bruger den hånd, man ellers ville bruge til at føre våben, så det er en lille symbolsk fredspagt. Men for Trump er håndtrykket et middel til dominans. Hans håndtryk er lange og brutale, og han synes i flere tilfælde at være ved at rykke armen af. Det var Macron tydeligvis forberedt på, så han gav i Bruxelles Trump et håndtryk, han sent vil glemme. For han klemte lige så brutalt til som Trump, og da Trump ville slippe, holdt Macron ham fast længe endnu. Ved en senere lejlighed, hvor Macron kom gående med retningen mod en gruppe af G7-ledere, brugte han igen situationen til at markere, at Trump ikke bare kan regne med at være verdens centrum. Trump rakte armen frem, men Macron ændrede kurs, og gav først Merkel (som Trump end ikke havde villet give hånden, da hun besøgte ham i Det Hvide Hus) et stort knus, og gav derefter hånd til de fleste andre omkring Trump, før turen kom til Trump selv. Ligesom Trump gennem sin kampagne har forrået den amerikanske politiske diskussion med sin utilslørede racisme og xenofobi, og sin næsten uendelige række af løgnehistorier, har han perverteret noget basalt imødekommende i den gestus, der ligger i at give hånd, når man mødes. Måske et kompensatorisk mønster fordi han ikke mestrer samtalen og dårligt er i stand til at formulere sig. Men stadig er det ikke i orden at søge den form for korporlig overmagt.

Og det er fortvivlende overhovedet at skulle forholde sig til håndtrykkets psykologi. Men disse perverterede håndtryk sidder på den mand, der i denne uge har lovet at meddele verden, om USA unde hans ledelse vil forblive i Paris-aftalen.

Illustrationen her stammer fra forsiden til magasin-udgaven af seneste nummer af Mother Jones, hvor blandt andet David Corn har været med til at drive undersøgelserne af Trump-kampagnens og Trump-administrationens magtmisbrug og sammensværgelse med russiske interesser.

Update 30.05. – InsideClimate News bringer i dag en artikel, som belyser jobskabelsen i energisektoren. Det er her ganske interessant at se, at der i dag er mere end 800.000 mennesker, der arbejder med vedvarende energi. Alene i de seneste tre år har solcelleområdet haft en stigning på 82% i beskæftigelsen, mens vindmølleindustrien har fordoblet antallet af ansatte. I dag er der således dobbelt så mange beskæftiget i vindmølleindustrien som i kulminerne. Hvis Trump derfor ville skabe beskæftigelse, og ikke havde bidt sig fast i at det vigtigste er at få kulminearbejderne tilbage i minerne, så var han meget bedre hjulpet ved at stimulere omstillingen til vedvarende energi. For der er masser af beskæftigelse i den vedvarende energisektor, og endda rimeligt velbetalte jobs, hvorimod presset på lønningerne i gammeldags minedrift er så stort qua konkurrencen fra lande med væsentligt lavere leveomkostninger og lønningsniveauer, at han risikerer nok at få minedriften i gang igen, men med nye produktionsmåder, der betyder, at der ikke kommer flere i arbejde i minerne. Over en årrække, hvor den amerikanske kulproduktion var nogenlunde konstant, faldt beskæftigelsen til omkring det halve. Og hvis de amerikanske kul skal kunne konkurrere med de udenlandske – eller med den vedvarende energi – vil denne udvikling fortsætte. Den vedvarende energisektor har i de senere år været det område i den amerikanske økonomi, hvor der kom flest nye jobs.

Denne repræsentation af USAs 50 stater viser udviklingen i kulforbruget i de sidste 10 år. Kun i Nebraska er kulforbruget vokset. I alle øvrige stater er kulforbruget faldet, i mange af de befolkningstunge stater med mere end 90%. Obamas Clean Power Plan ville sikre, at denne udvikling fortsatte. Men uanset hvad Trump og kulminearbejderne måtte drømme om, tyder alt på, at denne udvikling vil fortsætte med ufortrøden styrke. Kul er fortid – og burde med hvad vi i dag ved om klimaforandringer være fortid inden for ganske få år. 

Trumps ledende kommunikationsrådgiver Michael Dubke er i dag officielt trådt tilbage. Beslutningen synes at være truffet for to uger siden, og bliver ‘spinned’ som en tilbagetræden grundet i personlige årsager, men er i alles øjne en regulær fyring, hvor Dubke dog indvilligede at forblive på posten indtil Trump var tilbage fra sin første udlandsrejse – og sandsynligvis en ny til posten var fundet. Men det forlyder at foreløbig 3-4 personer har takket nej til posten. Dubke er en af de få, der ikke forud var del af Trumps kampagne, og hans fyring demonstrerer, hvor vanskeligt det er for folk der ikke var del af Trumps kampagne at finde nogen naturlig plads i Det Hvide Hus.

Sandsynligvis vil der ske yderligere udskiftning på kommunikationsfronten, for det lykkes slet ikke at få Det Hvide Hus’ udgave af virkeligheden igennem i medierne i disse tider, og Trump har været åbenlyst utilfreds med, hvordan hans centrale mediefolk klarede sig. Flere af dem synes allerede at være slidt op af det lidet misundelsesværdige hverv at skulle sælge indimellem nærmest usælgelige, dårligt forberedte lovskitser, mens Trump blot tweetede videre og for nte gang ændrede forklaring blot for at få alle til at fremstå som de løb med halve vinde. Så det kan gå hen at blive vanskeligt for ham at finde gode folk, der er villige til at indgå på Trumps kaotiske vilkår.

Det er også et åbent spørgsmål, om det kan løses bare ved at få nye folk på forreste række i kommunikationsfladen. For problemet synes mere at bero på Trump og Det Hvide Hus’ fragmentariske og ukonsistente politik og nærmest kviksølvagtige rygrad – og de evigt tilbagevendende opgaver med at rydde op efter Trumps rablende tweets og evigt skiftende positioner og forklaringer. Hans pressefolk får så godt som aldrig chancen for at forberede sig ordentligt.

De seneste afsløringer om Jared Kushner kommer nu anonymt fra Trumps inderkreds. Der er mange, der føler det helt dybt problematisk, at han har fået så stor magt. Så de seneste afsløringer bliver tilsyneladende i Det Hvide Hus forsøgt brugt til at banke en kile ind mellem ham og svigerfar og få stækket hans position varigt.

Der har således i dagens løb været mange spekulationer i medierne, om Jareds position i Det Hvide Hus var ved at skride – om hans greb om, og stabiliserende rolle overfor Trump var ved at have udspillet sig. Jared har været en af dem, som har søgt at overtale Trump til at lade USA forblive del af Paris-aftalen. Hvis den seneste udvikling omkring Jared betyder, at en skikkelse som Steve Bannon igen bliver taget mere ind i varmen, kan det være med til at gøre det lettere for Trump at vælge Paris-aftalen fra.

Trump har markeret, at han forventer den ultimative loyalitet fra sine nærmeste. Men spørgsmålet er, om han er på vej ind i en situation, hvor han må sætte sin svigersøn uden for banen for at få arbejdsro? – og om han med den bagage, han har med, kan få sig til at gøre det. For man ville kunne forestille ham slagte næsten alle andre. Men hans nærmeste familie? Og hvis Trump, hvad der er meget sandsynligt, var vidende om Jareds forslag til den russiske ambassadør om at etablere en direkte forbindelse til Moskva via den russiske ambassade, uden for efterretningsvæsenernes synsfelt, bliver det endnu sværere for de to at kapere ofringen af Jared. Og med den fart har Trump hurtigt brugt alle sine skakbrikker.

Samtidig rapporterer CNN i dag, at der under valgkampen blev opsnappet efterretninger, at russerne havde en form for viden om Trump og hans stab, sandsynligvis om økonomiske anliggender, som de kunne bruge som pression overfor ham. Dette vil igen øge kravet til Trump om, at han udleverer sine skatteoplysninger – hvilket han som den første præsident i nyere tid har undladt at gøre. Igen er det ikke nødvendigvis et tegn på at han har gjort noget kriminelt, men sandsynligvis ‘blot’ et forsøg på at dække over, hvor meget han har pralet med, hvor mange milliarder, han er værd.

I Washington er det store spørgsmål nu, om Kongressens tom kamre i den nuværende situation overhovedet vil være i stand til at nå nogen form for beslutning, når det gælder sundhedsreform og skattereform, inden alle tager på sommerferie. Hvis ikke, vil Trump og republikanerne fremstå som grænse-dysfunktionelle, når de til trods for at have magten i både Repræsentanternes Hus, Senatet og Det Hvide Hus i stand til at gennemføre nogen egentlig lovgivning. Men med medierne fyldt med stadig nye afsløringer og åbenlyse spekulationer, om Jareds russiske kontakter i virkeligheden er sket ikke bare med Trumps vidende, men på hans befaling, som en tidligere CIA-direktør i dag siger ville være det mest plausible, så er det endog meget vanskeligt for Trump og hans folk at gøre andet end at prøve at få mediestormen til at lægge sig.

Af samme grund synes det lige nu sandsynligt, at vi Trods Trumps løfte derom ikke får nogen afklaring af USAs fremtidige rolle i Paris-aftalen i denne uge.

Trump har i dag haft et møde med EPA-direktør Scott Pruitt, der bruger enhver lejlighed til at fremmane, hvor dårlig en deal Paris-aftalen er for USA. Til gengæld har to republikanske senatorer i løbet af weekenden klart markeret, at USA burde forblive i Paris-aftalen.

Update 31.05. – Otto Milman bringer i dag en oversigt over de fem værste ting, Trump til dato har gjort overfor klimaet.

1. Nominating Scott Pruitt as EPA administrator
2. All change at the EPA
3. Starting the demolition of the Clean Power Plan
4. Open up federal land and waters to drilling
5. Approve pipelines

Disse punkter er alle bundet op omkring det amerikanske miljøagentur EPA. Og EPAs nye leder, Scott Pruitt, som i årene forud har viet sit liv til at bekæmpe EPA og har stået i spidsen for 12 retssager mod EPA, har med Trump fået den perfekte position til at fuldende sit forehavende. Med de mange skandaler omkring Trump som person, synes Scott Pruitt i højere grad end dem, der arbejder direkte i Det Hvide Hus, at have arbejdsro til at forfølge sit forehavende.

Hvis Trump ender med at trække USA ud af Paris-aftalen er det i høj grad Scott Pruitts fortjeneste. Men foreløbig er det onsdag i den uge, Trump lovede at meddele sin beslutning.

Det er stadig svært for mig at acceptere, at en beslutning så vital for menneskehedens fremtid er lagt i hænderne på en mand, der ikke ser implikationerne deri, men udelukkende, hvad han på den helt korte bane kan opnå ved hhv. at forlade og forblive del af Paris-aftalen. Med al respekt for det ‘checks and balances’-system, som er indlejret i den amerikanske konstitution, så er der nogle svipsere, når det gælder menneskehedens indplacering i dens globale økosystem. For der er ikke rigtigt noget i den amerikanske – eller for den sags skyld den danske – grundlov, der forhindrer menneskets ødelæggelse af dets livsgrundlag og omgivende natur.

I de seneste dage har jeg tænkt en del over Trumps krav til NATO-landene om, at de lever op til en beslutning om over en årrække at øge deres militærudgifter til 2% af BNP. Men skal Tyskland til at have baser i USA, ligesom USA har anlagt baser i store dele af verden (USA har omkring 800 militæranlæg på ikke-amerikansk grund)? Eller var det i virkeligheden rigtigere  at vende problematikken og sige, at militærbudgetterne skulle ned under 1%, mens klimaindsatsen og udviklingshjælpen hver skulle have 1% – de to sidste dele gennem en stærkt integreret indsats? De to sidste dele burde på sigt gøre ‘behovet’ for yderligere militær mindre, mens det at få endnu mere militært isenkram rundt omkring i verden, det at ignorere klimaudfordringen og de klimaforandringer, der stærkt uretfærdigt rammer stærkest i de mange fattige lande, der har mindst medskyld i klimaproblemerne, og den enorme forskel mellem rig og fattig, rige og fattige lande, hver især og ikke mindst tilsammen øger risikoen for krig og uro i store dele af verden.

Jeg er sikker på, at adskillige af de generaler, der omgiver Trump, har markeret, at klimaproblemerne er reelle og i fremtiden vil blive en af de helt store årsager til global uro. For det ved de i det amerikanske militær. Men kan Trump tage det ind? Kan en mand, der ikke synes i stand til at tage imod kritik, bringes til at indse, at meget af det, han under valgkampen har sagt om klimaet og om den globale klimaindsats, er fuldstændig forkert?

Her har Scott Pruitt og Steve Bannon en stor fordel i kampen om, hvad Trump måtte mene om klimaet.

New York Times  skriver nu også her til morgen, at det ifølge tre kilder i det hvide hus nu synes klart, at Trump agter at trække USA ud af Paris-aftalen, men at den endelige formulering heraf er stadig under udarbejdelse (samme tre kilder som i Axios-artiklen). Trump skulle i eftermiddag have møde med Rex Tillerson, hans udenrigsminister, som klart har givet udtryk for, at han så det en fordel, hvis USA forblev i Paris-aftalen. Og New York Times er stadig åben for, at Trump kan lade sig påvirke og skifte position så sent i forløbet. Så intet synes givet, selvom han i endnu et af sine stadige  forsøg på suspense lidt tidligere i dag, tweetede, at han snart ville lade sin dom falde og “make America great again”. Som om de to ting havde det mindste med hinanden at gøre. Tværtimod synes han i fuld gang med at demontere USAs position internationalt. Og Trump må regne med i international sammenhæng at forblive klassens tykke dreng, som ingen vil have med at gøre i resten af hans embedsperiode.

Washington Post skriver omvendt, at en lille gruppe under ledelse af Scott Pruitt sidder og skriver på udtrædelseserklæringen, så det synes at ligge fast, at man udtræder, men ikke om dt sker ved alm. udmelding, en proces, der vil tage 3 år, eller om det sker ved at trække USA også ud af UNFCCC, hvorved processen kan kortes til et år, men omvendt også de udenrigspolitiske repressalier må formodes at blive endnu større. Det har tidligere været på tale, at man kunne lægge en klimatold på varer fra USA.

Det er ikke så ligetil at skrive den begrundelse, for som David Axelrod påpeger, kommer det til at ske primært for at please Trumps kernevælgere. Hans økonomiske og forretningsmæssige rådgivere har advaret ham mod at gøre det.

Der bliver i disse timer trukket en masse forbindelseslinjer uden om USA for at sikre, at alle har fuldt fokus på den videre klimaindsats uanset USA. Reaktionerne på hans hensigter er kommet prompte fra alle dele af verden.

Men han har lige nu den situation, han måske kunne ønske forud for en erklæring, at der på stort set alle online medier i USA lige nu er artikler om, hvad han vil gøre. Så hvis erklæringen havde været færdig, havde vi måske fået den.

Jeg er rasende, ikke over om han gør det eller ej, men over at det lige meget hvad han ender med at beslutte sig for er lykkedes ham at skabe en alliance af mørke kræfter, der lige nu synes at kunne få held med at afspore den føderale klimaindsats i verdens rigeste land med alvorlige komplikationer for hele verden.

Vi kan forvente, at 8-10 stater fastholder en formaliseret klimaindsats svarende mindst til Obamas klimamåslætninger på 26-28% i 2025. Californiens klimaplan sigter mod 40% reduktion i 2030, dvs. som EUs nuværende målsætning (som er for lidt). Og i dag meddelte New Yorks borgmester Bill de Blasio, at han ville lave en executive order for New York, som fastholdt statens klimasindsats på Paris-aftaleniveau. Og nok er New York kun en by, men den har et indbyggertal på linje med det meste af Skandinavien. Politikere, miljøorganisationer, alle advarer Trump mod at trække USA ud. Mitt Romney har indtrængende opfordret Trump til at lade USA forblive i Paris-aftalen. Og Elon Musk, el-bilsmagnaten, som lod sig overtale til at indgå i “President’s Strategic and Policy Forum” en form for erhvervslivsekspertpanel (hvilket han har fået delte reaktioner på), har i stærke vendinger advaret mod udtrædelsen og siger, at hvis det sker, har han ikke andet valg end at bryde det videre samarbejde med Det Hvide Hus.

Californiens guvernør Jerry Brown, der er levende optaget af klimaudfordringen og har sat mange kræfter ind på at sikre, at Californien kan fortsætte sin omstillingspolitik uanset hvad Trump måtte søge at ændre fra Washington, siger i dag, at Trumps planer er “outrageous”, og at han vil få hele verden imod sig. Han siger, at i en stat som Californinen er der en stærk forståelse langt ind i de republikanske rækker af klimaudfordringens påtrængende natur. Brown spår, at hvis Trump gør alvor af sine trusler, vil det udløse en voldsom modreaktion i USA: “Through Trump’s outrageous action, the contrary movement is galvanized, and we’re mobilizing people, states, provinces and working with other countries to move in a direction that is sustainable and is compatible with what we know we must do to survive.”

Michael Brune fra Sierra Club kalder det en “historic mistake which our grandchildren will look back on with stunned dismay at how a world leader could be so divorced from reality and morality.”

Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi kalder Trumps planer om at trække sig iud af Paris-aftalen for “a stunning abdication of American leadership and a grave threat to our planet’s future.”

Selv blandt republikanerne er der i Repræsentanternes Hus en gruppe med 34 medlemmer, kaldet Climate Solutions Caucus, der gerne så republikanerne lægge den skingre klimaretorik bag sig. Adskillige af dem har i løbet af i dag markeret det problematiske i Trumps planer, men andre ønsker ikke at udtale sig før Trump har meddelt sig.

Udmeldingerne fra en række EU-ledere er i løbet af i dag blevet stadig mere krasse. Jean-Claude Juncker siger, at det er sværere end som så bare lige at forsvinde fra en aftale, man har indvilliget i, at det vil vare 3-4 år og at aftalen vvil gælde i den periode. Paris-aftalen handler ikke bar e om USAs eller Europals fremtid men om menneskers fremtid over hele kloden. Der er 83 lande, der står overfor at forsvinde i havet, hvis blot vi lader stå til i klimaudfordringen.  EU og Kina står overfor et topmøde i de kommende to døgn, hvor klimadagsordenen vil være højt på dagsordenen.

I en skitse til det afsluttende communique hedder det, at “The EU and China consider climate action and the clean energy transition an imperative,” og “Stepping up action will provide both sides with significant opportunities.” Det har mange forsøgt at forklare Trump, der ellers ynder at se sig som forretningsmand og har haft som vision at drive Det Hvide Hus som en virksomhed. Men uanset at alle, der overhovedet har haft chancen for det, har forsøgt at vise Trump, hvilke enorme potentialer, der ligger for USA i at gribe chancen for omstilling til vedvarende fuldt ud, synes han ikke at være i stand til at lytte og se – forblændet af sin egen fornægterretorik, der ikke stikker ret dybt, og af de mange professionelle klimafornægtere, han fik listet med ind i Det Hvide Hus’ startopstilling.

Imens buldrer mediernes granskning af Trumpkampagnens mulige russiske forbindelser videre. Det udvalg under Senatet, der står for undersøgelsen af forholdet mellem Trump-administrationen, Trump-kampagnen og russiske interesser har i dag udstedt 8 subpoenas, påbud til en række skikkelser om at udlevere materiale til brug for efterforskningen. Selvom pressen lige nu kan synes at være et hestehoved foran, og qua sin natur tænker højt, hvor en række af de andre instanser går meget mere stille med dørene under vejs, så arbejder flere udvalg i Kongressen, justitsministeriets særlige undersøgelseskommission samt i FBI og CIA alle på sagen. Og muligvis vil Comey blive indkaldt igen som vidne allerede i den kommende uge. Så den del forsvinder ikke fra medievirkeligheden, selv hvis Trump for en stund fik mulighed for at præge overskrifterne med sin trækken USA ud af Paris-aftalen.

Her til aften amerikansk tid har Politico en artikel, der så at sige opsummerer hvad der har sivet fra Det Hvide Hus i løbet af dagen. Hvis ting går som planlagt, vil Trump i morgen meddele, at han trækker USA ud af Paris-aftalen. Men det er med ført hånd. Steve Bannon og Scott Pruitt har arbejdet målrettet på dette i måneder, og selvom Ivanka Trump og Rex Tillerson har søgt at få Trump til at forblive, har den fossile mafia tilsyneladende formået at holde Trump fast. Og dog er der ingen der tør tage noget for givet før Trump har meddelt sig. For som man så det med NAFTA, hvor alt var klappet og klart, så endte Trump med på målstregen at skifte kurs.

Pruitt synes aldrig rigtigt at have været i tvivl, og den meget tale om, at Trump lyttede til for og imod for at blev afklaret har til dels været et skjul for ham. Et af argumenterne overfor Trump har været, at han har lovet sine kernevælgere det. Men i en undersøgelse foretaget efter valget var omkring 70% af den amerikanske befolkning for at USA forblev del af Paris-aftalen. Og selv blandt erklærede Trump-tilhængere ønskede næsten halvdelen at forblive, mens kun en fjerdedel ønskede at USA trak sig ud. I samtlige amerikanske stater var der et flertal, der ønskede, at USA forblev del af Paris-aftalen.

Samtidig er det økonomiske argument for at trække sig ud nok kun sandt for den fossile industri. Set for USA som helhed er det en kæmpe mulighed for at få del i det vedvarende energimarked, man risikerer at miste taget om. Og store dele af det amerikanske erhvervsliv ønsker, at USA fortsat er en del af Paris-aftalen og de økonomiske sammenhænge, der gør, at man afsætningsmæssigt kan tænke ud over hjemmemarkedet.

Ivanka og Rex Tillerson har søgt at overtale Trump til at forblive, og så slække på de amerikanske målsætninger, enten ved aktivt at ændre USAs målsætninger eller blot ved ikke at gøre det der skal til for at opfylde dem. Men det har Pruitt og Bannon advaret imod, fordi det ville give diverse miljøorganisationer mulighed for via domstolene at kræve at USA gjorde sin del af den nødvendige klimaindsats. Dette søgte bl.a. Sierra Club for nylig at imødegå ved at fremlægge et notat, hvoraf det fremgik, at chancerne for at få domstolenes medhold i sådanne sager ville være meget små.

Kunne man forestille sig Ivanka sige til farmand: Hvis du svigter Paris-aftalen er jeg gået? Ikke rigtigt, selvom det nok var det, der kunne få Trump til at vende her i afgørelsens time. Og ligeledes med Rex Tillerson. Han kan med rette føle sig sat helt ud på et sidespor, hvis han nu som udenrigsminister skal til at fremføre en udenrigspolitik med en klimaattitude, som givet vil give ham rigtig mange kolde skuldre fra resten af verden. Man kan sige, at han har erfaringen fra sine mange år i spidsen for et klimafornægtende Exxon, som i parentes bemærket netop har set et aktionærflertal for, at Exxon fremover skal vurdere virksomhedens aktiviteter i et klimaperspektiv. Men det er svært at forestille sig, at Tillerson har rygrad til at sætte tingene på højkant. Og selv hvis han sagde til Trump, at han sagde op, hvis Trump trak USA ud af Paris-aftalen, så ville det sandsynligvis ikke få Trump til at skifte kurs. Men han ville måske nå at fyre Tillerson inden han fik lavet sin fratrædelsesanmodning. Så selvom der har været udtrykt en del tvivl, om Ivanka overhovedet havde noget at skulle have sagt over for sin far, når det kom til stykket, så der det nok bedste håb for fortsat at se USA som del af Paris-aftalen.

For at gentage mig selv fra indledningen, er det absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Nu ved vi stadig ikke, hvor dette lander. Men for lige at ende dagens opdatering i et lidt andet perspektiv, så lagde jeg for nogle dage siden en artikel op fra The Conversation, hvori Luke Kemp fra The Australian National University argumenterer for, at det var Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen. Jeg er ikke sikker på, at han har ret, men det er omvendt godt at holde fast ved, at Paris-aftalen kun er så god som de enkelte landes klimaindsats gør den til. Så det ville kunne ende med at være mindst lige så demotiverende for nogle lande, hvis USA forblev, men totalt negligerede sine eller neddroslede forpligtelser.

Tilsvarende skriver Emily Atkins på New Republic, at Trump kan gøre værre ting for klimaet end at trække USA ud af Paris-aftalen. Når Obama overhovedet kunne drive en begyndende klimaindsats så langt som han gjorde det uanset at han havde et flertal imod sig i både Senatet og Repræsentanternes Hus, så var det det forhold, at det amerikanske miljøagentur EPAs oprindelige fundament siden blev udbygget med en såkaldt endangerment finding, som gjorde det muligt at indføre vidtgående regulative foranstaltninger for at beskytte mennesket og dets omgivelser, ikke bare mod umiddelbare giftstoffer, men også mod mere abstrakte forurenere som CO₂ og andre klimagasser, som ikke først og fremmest er direkte livstruende, men som til gengæld over tid kan blive ødelæggende for vores fælles livsgrundlag.

Som nævnt højere oppe synes der stadig at udspille sig en strid, om Trump-administrationen skal forsøge at demontere dette lag i den amerikanske miljøbeskyttelse, hvilket ideologerne stynes at være fortalere for, mens Pruitt, som af direkte erfaring gennem at have ført 12 sager mod EPA ved, hvor langvarigt og besværligt dette ville være. Så han er fortaler for en mindre radikal demontering, som til gengæld kan ske hurtigere og med færre forsinkelser fra prøvninger ved domstolene.

PÅ  New YOrk Times onlineudgave har den øverste forsideartikel overskriften: World Awaits Trump Decision on U.S. Future in Paris Accord. Mens Washington Post først som nr. to artikel har: As White House factions fight for influence, Trump signals U.S. is likely to exit Paris climate deal. Vær sikker på, at Trump eeeeeeelsker at hele verden på den måde venter på, at han, store Trump med den lille forstand, forkynder sin beslutning i dette absurde teater.

Tom BK Goldtooth, der er leder af USAs Indigenous Environmental Network, har i dag lavet følgende statement, som meget godt sammenfatter den meget brede og mangerettede amerikanske miljøbevægelse: “Donald Trump is showing us the art of breaking a deal. By potentially abandoning the Paris Agreement, this administration will further perpetuate environmental racism and climate injustice against Indigenous peoples experiencing the worst effects of climate change across the globe. We’ve stated before that the Paris Agreement falls short of embracing the sort of climate solutions that lift up human rights and the rights of Indigenous peoples. Regardless of its shortcomings, it is critical that the United States be held accountable for its contributions to the climate chaos we are seeing across the globe and to take ambitious action to meet the Agreement’s goal to limit temperature increases to 1.5 degrees Celsius. Backing out of this agreement continues a long history of broken promises and threatens the vital and sacred life cycles of Mother Earth.”

Dette er en let sammenklemt udgave af den helsides annonce, som 25 store amerikanske virksomheder i dag på initiativ af C2ES har indrykket i New York Times og Wall Street Journal. Den opfordrer i stærke og ikke mindst forretningsmæssige vendinger Trump til at holde USA inden for Paris-aftalen. I avisen er annoncen et stærkt højformat, jeg har dog tilladt mig at squeeze den og fjerne den nederste tredjedel, hvor de 25 firmanavne sår skrevet med gigantbogstaver. Men på listen finder man alle de store elektronikvirksomheder, og man finder minsandten danske Danfoss.
Man skulle faktisk have udsat Trump for den spot at genindrykke den annonce, han i 2009 var medunderskriver af. Det havde været sort humor.

Update 01.06. – I løbet af natten dansk tid har Trump nu meddelt, at han kl. 3 eftermiddag amerikansk tid vil meddele sin beslutning fra Rosenhaven ved Det Hvide Hus – samme sted, hvor Obama for blot 7 måneder siden kunne meddele, at Paris-aftalen nu var ratificeret af så mange, at den var trådt i kraft.

Det er i sådanne situationer, jeg af natur er så lidt politiker, og så meget et rationelt lyttende, sandhedssøgende væsen, at jeg ikke forstår, hvordan Trump og hans kobbel af klimafornægtere i en tid, hvor videnskaben er lysende klar, kan fastholde en sådan klimafornægtelsesboble, eller at mennesker som Rex Tillerson og Ivanka blot formår at æde, at sådan blev det, og så går videre og dermed gør sig til del af en beslutning, der vil få alvorlige konsekvenser for det internationale samfunds mulighed for at imødegå klimaudfordringen i tide.

Vi kan selvfølgelig stadig håbe på en NAFTA – at Trump stadig i allersidste øjeblik vender på en tallerken, ligesom han gjorde det med NAFTA-aftalen. En avis som Washington Post skriver her til morgen, at Ivanka og Rex stadig forsøger at trænge igennem, og at det endnu det slet ikke er givet, hvad Trump ender med at sige. New York Times har også fået en krølle på forsiden, at en official meddeler, at det slet ikke er givet, at Trump ender med at trække USA ud af Paris-aftalen.

Andre kilder i Det Hvide Hus har i løbet af i dag ladet forstå, hvad der var min fornemmelse fra starten af, at de kilder, der blev henvist til i Axios’ artikel, som var den første til at postulere, at Trump nu havde besluttet sig, rent faktisk var oplysninger plantet af Bannon-fløjen i et forsøg på at binde Trump fast på beslutningen om at trække sig ud, uanset at han endnu ikke havde besluttet sig endeligt. Tilsvarende er der i dag kommet flere udsivninger fra Det Hvide Hus, Som indikerer, at valget for Trump ikke står mellem den hurtige og den langsomme udtræden, men mellem på den ene side at forblive men slække på de amerikanske forpligtelser, og på den anden side at træde ud af Paris-aftalen, men ikke UNFCCC. Climate Home skrev således i går, at Pruitt af Trump var blevet bedt om at se på konsekvenserne af en strategi, hvor USA træder ud af Paris-aftalen, men forbliver i UNFCCC. Samtidig kan Trump underforstået stadig ende med at vælge at blive. Pruitt er blot ikke den rette til at give Trump noget retvisende billede af konsekvenserne, for han er nok den, der allermest ønsker den udtrædelse.

Men uanset hvor Trump lander har vi jo på en eller anden måde allerede tabt, fordi løgnen, tåbeligheden og selvoptagetheden har fået så meget plads. Og fordi det er lykkedes Trump at afkoble fornuften videnskaben, fremtidens levevilkår og respekten for andre mere sårbare samfund, for hvem forskellen på 1,5°C, 2°C og 3°C ikke bare er et spørgsmål om klimatilpasning, men om at forsvinde under havets overflade. Hvordan kan det ikke være vigtigere end at vinde retten til at grave kul op ad jorden yderligere nogle få år? Trump har jo fået det vendt, så det ikke handler om at finde den rigtige løsning, men om at vi allesammen skal se en stor mand (med en meget lille mand indeni) have magt til at træffe en beslutning. Det er ikke beslutningen, der er i centrum, men det at han, Trump, har magten til at træffe en beslutning og at vi ser ham gøre det. Det er dybt usmageligt, det er en pervertering af et politisk system, som jeg langt hen ad vejen troede sundt og robust, men som i disse måneder bliver testet til det yderste af fænomenet Trump.

Bortset fra at anledningen er fortvivlende, er det en glæde at se masser af klimaartikler på forsiden af store aviser son New York Times og Washington Post. Der er fornem informationsgrafik om, hvordan USA, hvis man ser på de historiske emissioner, i særklasse er den største klimaforurener. Og New York Times har haft en forespørgsel ved Carbon Tracker om, hvornår USA havde forbrugt sin del, hvis alle mennesker havde ret til at udlede lige meget til atmosfæren og vi skulle holde 2C-målsætningen. I givet fald havde USA brugt (CO₂-forurenet) sin andel af atmosfæren allerede i 1944.

For en gang skyld er de mange artikler om Trump-kampagnens eventuelle sammenrotning med russerne henvist til sekundære pladser, ikke fordi der ikke er kommet nye afsløringer til, men fordi det primære drama lige nu er spørgsmålet om USAs fremtidige plads i Paris-aftalen. Endda har man i dag kunnet se, at Putin nu, samtidig med at han afviser alle former for indblanden fra den russiske stat, åbner en flig for, at russiske individer måske har været medvirkende i det amerikanske valg i 2016.  Britiske UKIPs Nigel Farage synes nu også at være lagt under FBI-undersøgelse. Og Jeff Sessions synes på vej til at måtte indrømme, at han har haft ikke 2 men 3 møder med den russiske ambassadør – hvor han først under ed overfor Senatat bedyrede at han ikke havde haft nogen sådanne kontakter. Og det står klart, at den fyrede FBI-direkte James Comey vil vidne for Senatets undersøgelseskomité onsdag i næste uge. Det vil givet fylde forsiderne både op til og efter. Så disse historier kommer ikke bare til at forsvinde. Heller ikke ved at Trump får nye kommunikationsfolk. Der er faktisk kun den lange vej tilbage at lægge alle kort på bordet, og lade være med at forsøge at unddrage sig, som man ellers ret systematisk har gjort indtil nu.

The Guardian kan i dag fortælle, at de 22 republikanske senatorer, der står bag en opfordring til Trump om at trække USA ud af Paris-aftalen, tilsammen ved de tre seneste valg har modtaget 10 mio. $ i støtte fra fossile selskaber. Det passer perfekt med, at det er disse interesser, der i disse døgn søger kulminationen af mange års arbejde for at få sat en stopper for enhver form for amerikanske klimaindsats. Og det viser, at den største sårbarhed ved det amerikanske politiske system ikke er selve det konstitutionelle, men at systemet står pivåbent for, at penge og økonomiske interesser kan købe sig til en massiv indflydelse. Det har både medicinalindustrien, tobaksindustrien, de fossile selskaber og det militærindustrielle kompleks gennem årene i stor udtrækning gjort brug af. Og den gennemsnitlige amerikanske politiker er langt mere sponsorstyret end vi kender til det her i Danmark.

.
Herover kan man se Trumps tale i Rosenhaven i Det Hvide Hus i dag kl. 3 PM lokal tid. Han bliver først introduceret af Mike Pence. Trump selv træder ind på arenaen 2:55.

Trump endte med at trække USA ud af Paris-aftalen. Og det blev en lang smøre fra Trump om, hvor forfærdelig en aftale for USA, Paris-aftalen var, i en tale, der vil blive dissekeret på alle leder og kanter i de kommende døgn. Det var faktisk ganske hårdt at høre på. For hele grundudsynet er som Trumps under valgkampen, med USA i et sort hul, som kun han kan trække landet op ad, og med resten af verdens lande imod USA. Og der var usandheder, selvmodsigelser og manglende forståelse af den globale udfordring i stort set samtlige sætninger.

Trump fremlægger Paris-aftalen som grundlæggende uretfærdig overfor USA. Men han skulle bare vide, i hvor høj grad den er lavet, så den kunne passe til amerikanske forhold.

Trump lagde i hvert fald retorisk op til at ville genforhandle aftalen. Men det får han givet ikke de øvrige 194 lande med på. For det kan kun gå galt, hvis man genåbner en aftale, som det har taget 21 år at lave. Han kan trække USA ud, men han kan først officielt meddele dette 4. november 2019 og først med virkning tidligst fra 4. november 2020. Og i mellemtiden vil amerikanske miljøorganisationer og verdens øvrige lande for fuld kraft søge at holde USA op på de indgåede aftaler. Rebecca Leber skriver i sin reaktion på beslutningen på Mother Jones, at Trump ikke synes at gøre sig nogen forestillinger om, hvor store kræfter han med denne beslutning har vendt imod sig.

Trump selv synes at have foretrukket at forblive i Paris-aftalen, men samtidig gøre det klart, at man ville genforhandle. Men hans legal team (som desværre også var hans klimafornægtelsesteam), fandt, at der ville være mange sårbarheder ved at forblive (for eksempel indenlandske retssager fra miljøorganisationer), så det sikreste var at træde ud, for derefter at genindtræde på radikalt genforhandlede vilkår. Han kommer givet ikke til at kunne genforhandle det mindste – Frankrig Tyskland og Italien har allerede udsendt en fælles erklæring om, at dette ikke kommer til at ske. Men han havde ikke behøvet at trække USA ud for at lave en fornyet, mindre ambitiøs, national klimaplan, set i forhold til den, Obama stod bag. Men det synes meningsløst at søge genforhandling, hvis han samtidig trækker USA ud. Det vidner igen om, at hans stab ikke har gjort forarbejdet. For det var en misforståelse han gentog igennem hele sin valgkamp. Men misforståelser bliver ikke rigtigere af at blive gentaget ad nauseam. Tidligere leder af UNFCCC, Christiana Figueres, som var en af hovedskikkelserne i processen med at lande Paris-aftalen, siger efter Trumps tale, at det er foruroligende, at en mand der er præsident for verdens rigeste land kan stå frem og holde en tale med så mange totale misforståelse om klimapolitik i almindelighed og Paris-aftalen i særdeleshed.

Obama har fordømt udtrædelsen, John Kerry har fordømt udtrædelsen som “an ignorant, cynical appeal to an anti-science, special-interest faction far outside the mainstream.” Bill McKibben kalder det en “stupid and reckless decision”, Al Gore “reckless and indenfensable”, og Bernie Sanders en “international disgrace” og en “abdication of American leadership”. CNNs Fareed Zakaria istemmer, at USA hermed er ‘trådt tilbage’ som leder af den frie verden. “Elon Musk har meddelt, at han øjeblikkeligt bryder al videre samarbejde med Det Hvide Hus – for blot lige at nævne nogle få. Der er protestmarkeringer over alt, indenlands, verden rundt. Jeg vil i første omgang samle links til en række umiddelbare reaktioner. De mere seriøse refleksioner vil først bære på banen til weekenden.

“The nations that remain in the Paris Agreement will be the nations that reap the benefits in jobs and industries created,” siger Obama i et meget sjældent statement fra hans side efter at han har overdraget Det Hvide Hus til Trump: “I believe the United States of America should be at the front of the pack. But even in the absence of American leadership; even as this Administration joins a small handful of nations that reject the future; I’m confident that our states, cities, and businesses will step up and do even more to lead the way, and help protect for future generations the one planet we’ve got.”

Men med den Trump, man så tale her, kan man kun sige, at det måske er bedst, at USA holdes helt ude af Paris-aftalen og ikke gives nogen plads til genforhandling. For der er så mange gustne motiver, så megen potentiel svig, så meget Amerika Først og så lidt vilje til at finde løsninger inden for rammerne af en omstillingspolitik, at strategien fremover må være at indkapsle det mest muligt. Hvis en del af ‘prisen’ for at få USA med igen er, at alle skal forholde sig til ‘clean coal’, kan det være bedre at sætte USA i skammekrogen, indtil landet er kommet på bedre tanker.

Obamas fotograf Pete Souza har en vane med at lægge kommenterende billeder op på Twitter. Her er det Obamas underskrift af Paris-aftalen fra august 2016. Med lidt god vilje er der både hjerte og jordklode i hans signatur. Det var der ikke meget af i Trumps America First-tale i dag. 

Paradoksalt kan Trumps forrædderi overfor menneskeheden ende med at få resten af verden til at stå endnu stærkere sammen om at gøre den nødvendige klimaindsats, ligesom det sandsynligvis vil skabe en protestbølge i USA endnu større end de protester, der har skyllet ind over republikanerne i forbindelse med forsøgene på at nedbarbere Obamacare. Og med Trumps melden rent ud nu, må han regne med at have åbnet endnu en front i den resist-bevægelse, der har præget USA siden Trumps tiltræden. Og han må han forvente, at de virksomheder, byer og stater, der allerede nu er langt inde i omstillingsprocessen, blot føler sig ansporet til at fordoble indsatsen for at redde bare lidt af landets omdømme. Med Trump som så udtalt klimafornægtende præsident kan det blive både en konstruktiv protesthandling og et stykke nødvendig mentalhygiejne at skrotte benzinbilen, spare på energien og lægge solceller på taget.

I disse døgn har EU og Kina topmøde, og et lækket udkast til slut-communiqueet rummer udsagn som, at de to vil “significantly intensify their political, technical, economic and scientific cooperation on climate change and clean energy” (link til det fulde dokument her).

Og med Trump så klar i mælet, når det gælder, at verden ikke i de kommende år skulle forvente amerikanske bidrag til den klimafond, der med 100 mia $ om året fra 2020 skulle være med til at muliggøre klimaomstillingen også i verdens fattigste lande, så må vi hurtigt gentænke finansieringen, om det er en promilleafgift på flybilletter, transport eller økonomiske transaktioner. Det er muligt, og det skal kunne lade sig gøre uden om Trump og hans fossile hundehoveder.

.
Videoen herover blev lagt op fra Det Hvide Hus umiddelbart efter Trumps anti-klimaaftale-tale. Så nogen må have regnet med, at Trump ville ‘vælge’ at trækker USA ud af Paris-aftalen. Logikken i den blot et halvt minut lange video bygger på en række af de samme misopfattelser og falske modsætninger, der gør, at Trump & co. kan nå frem til en så katastrofal konklusion.  

.
Allerede dagen efter tog den franske regering til genmæle med en let redigeret udgave af Det Hvide Hus’ video. På den led har Macron klart markeret sig som én der til enhver tid vil stå op imod Trumpismen. Han har også et parlamentsvalg at skulle vinde inden længe, så han bruger i denne tid enhver lejlighed til at markere, at Frankrig som fødested for Paris-aftalen har en vigtig rolle i det verdenspolitiske spekter. Og han gør det så begavet, og med en sådan naturlig autoritet og selvfølgelighed, at man begynder at turde håbe på, at han vil få de mandater, der skal til at kunne realisere hans vision for Frankrig.

Update 02.06. – Det har for mig været så meget dagen derpå, at det har været svært at tage alle mulige reaktioner ind, og vigtigere at lade det synke ind, at klimafornægtelsen med Trumps venden ryggen til Paris-aftalen i den grad har stukket hovedet frem i USA. Det skete også, da USA trak sig ud af Kyoto-aftalen, men ikke så massivt, ikke så grimt, ikke så næsten dæmonisk formørket.

Det synes klart, at talen i store træk var skrevet af Steve Bannon, men det fratager ikke Trump ansvaret for at have valgt forkert, for det er ham der har skabt den uhellige alliance af destruktive kræfter, der nu omgiver ham. Han har haft mennesker i den nærmeste cirkel, der i månedsvis har søgt at tale ham fra det. Fra hele verden er der klart og utvetydigt markeret, at USA må forblive del af Paris-aftalen og tage sin del af den fælles klimaudfordring. Fra alle dele af det amerikanske samfund har der været protester. Selv blandt hans vælgere er der et flertal, der ønsker, at USA forbliver i Paris-aftalen. Så selvom der ofte tales om, at han valgte som han gjorde for at please sin base, sine kernevælgere, så gjorde han det endnu mere på grund af pres fra den fossile industri.

Climate Homes ugentlige nyhedsmail havde i dag overskriften: Paranoid, psychopatic Trump leaves planet. Og gid det var så vel, at han forlod os. Men vi hænger på ham en tid endnu. Karl Mathiesen skriver i mailen, at Trumps tale i går var den mørkeste og mest skingre siden Trumps tiltrædelse. Og en af dagens artikler på Climate Home gør det helt klart, at udtrædelsen ikke har med klimaet at gøre, men bunder i ønsket om at sælge mest muligt olie og gas. Det kan blive et så vigtigt et mål i sig selv, at man er villig til at ødelægge planeten.

Reaktionerne verden over har været mange og stærke, og Trump kan meget vel blive det, der fremprovokerede klimahandling. For det gode har der stort set kun været markeringer af opbakning til Paris-aftalen, at verdenssamfundet står sammen om aftalen og vil gøre deres del uanset Trump. Foreløbig er der ikke tegn på modsatte, at andre lande kunne føle sig tilskyndet til at følge i Trumps  fodspor. Men omvendt vil de fleste nok ikke råbe så højt som Trump derom.

Mange, deriblandt Christiana Figueres, har højlydt undret sig over, hvor mange basale misforståelser Trumps tale havde om, hvad Paris-aftalen er, og hvad USA har forpligtet sig til i den forbindelse. USA har ikke nogen bindende reduktionskrav, men kun et tilsagn, som er lavet af USA selv, og som man til enhver tid vil kunne ændre, selvom der er enighed om, at de helst skal ændres til et højere ambitionsniveau for at leve op til aftalens overordnede målsætning. Og selvom Trump under sin valgkampagne har fabuleret om, at han ville genforhandle Paris-aftalen, så kommer det ikke til at ske. For den fejler ikke noget, og den bliver ikke bedre af at få Trumps klimafornægter-logik inden for dørene. Men vi ser igen, at Trump ikke forbereder sig ordentligt, og ikke har de folk der kan gøre det – eller rettere, de planer, der ligger bag den tale han holdt, har ikke forud været drøftet med de klimaforhandlingsfolk, han stadig har.

En af de mere tankevækkende reaktioner kom fra den nyvalgte franske præsident Macron. Han holdt allerede sent i går en tale på engelsk, hvor han siger, at han respekterer afgørelsen, men finder den forkert, at klimaudfordringen er vores allesammens problem og kræver alles fælles indsats. Og han turnerer fiffigt Trumps Make ‘America great again’ til, at vi må ‘make the planet great again’. PÅ MSNBCs The Last Word bliver Macron med sin tale samme aften fremdraget som den frie verdens nye leder, mens Trump er hastigt på vej til at gøre USA ligegyldig. Macron lavede for nogle uger siden en anden tale på engelsk, hvor han inviterede alle de amerikanere – som vidste noget om at håndtere klimaudfordringen, men som stod overfor at miste deres job, hvis Trump, som han har lagt op til i budgettet, fik held med at slagte klima- og miljøindsatsen – til at komme til Frankrig. For der var brug for dem, brug for deres viden.

Update 03.06. – Californiens guvernør Jerry Brown synes stærkt opsat på, at Trump ikke får et ben til jorden, når det gælder obstruktionen af klimaindsatsen. Han har tidligere talt om, at Californien kunne tilslutte sig Paris-aftalen, hvis Trump gjorde alvor af sine planer om at trække USA ud. Det har han endnu ikke gjort, og uanset Trumps meddelelse i går er USA del af Paris-aftalen en rum tid fremover. Men Brown kunne bekræfte, at der var indledt konkrete drøftelser om et klimasamarbejde mellem Californien, Mexico og Canada. Og Brown siger uden omsvøb, at han vil arbejde målrettet på at amerikanske stater og virksomheder fortsætter og udbygger deres klimaindsats uanset Trumps klimaformørkelse.

Det er resistance på højt plan. Men det er også absurd, at Trump forsøger at bremse den vedvarende energirevolution for at genoplive en kulindustri, der i dag kun har omkring 70.000 minearbejdere, hvorimod der alene i USA er op imod en mio. beskæftiget med vedvarende energi. Hvis Trump virkelig ville skabe de vækstrater, han fabulerer om, er det ikke nogen løsning at prøve at spole tiden tilbage. Så er der ingen vej uden om at omfavne og stimulere omstillingen til vedvarende energi. Og så ville han ikke se USAs støtte til klimaindsatsen i de fattigste lande som tyveri, men som den stimulans, der ville skabe gang i den amerikanske teknologieksport, ligesom i sin tid Marshall-hjælpen på overfladen var en stor generøs gave fra USA. Men i virkelighedens verden kom rigdommen mangefold tilbage, samtidig med at det var med til at befæste USAs position i verden.

Et andet udslag af restistance på højt plan er, når den tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg som respons på Trumps udtrækning af USA forpligter sig til at betale 15 mio. $ for at dække USAs andel af FNs klimasekretariat, for ikke at Trumps beslutning skal forsinke den videre proces omkring Paris-aftalen. Bloomberg er U.N. special envoy for cities and climate change, og ved pressekonferencen i den forbindelse sagde han, at USA ikke behøvede Washington for at kunne leve op til landets forpligtelser over for Paris-aftalen og at præsidenten ikke kunne hindre det. “The United States, through strong action from local leaders, businesses and investors, remains committed to fulfilling the Paris agreement.” Bloomberg siger fra Paris, hvor han har holdt møde med præsident Macron og Paris’ borgmester Hidalgo, at han har bedt præsident Macron om “to convey to other national leaders that the U.S., through strong action by local leaders, businesses, and investors, remains committed to fulfilling the Paris Agreement.”

Bloomberg siger samtidig, at hans Bloomberg Philanthropies vil påtage sig de løbende indberetninger til UNFCCC i forbindelse med USAs indberettede klimamålsætninger og vil søge at koordinere indsatsen mellem amerikanske byer og stater, således at USA stadig opfylder målene i den nu indgivne NDC (Nationally Determined Contribution) uanset Trumps beslutning om at trække USA ud af aftalen. Hermed får Bloomberg markeret, at Trump på ingen måde skal kunne regne med at kunne dæmme op for den amerikanske klimapolitik.

Et af Trumps tilbagevendende kritikpunkter overfor Paris-aftalen er, at den hæmmer den økonomiske vækst i USA og lægger urimelige byrder på den amerikanske økonomi. Uden at have fremlagt nogen egentlig plan derfor har Trump lovet at skabe en økonomiske vækst på mindst 3% (han synes selv at tro på, at blot fordi han har været en god ejendomsspekulant, så kan han fremtrylle den slags vækstrater på nationalt niveau), og han gør løbende grin med Obamas økonomi, uanset at Obama arvede en alvorlig krise og ganske begavet har fået rettet den amerikanske økonomi op dertil, at Trump har overtaget en særdeles velfungerende økonomi, hvis man ser bort fra, at Obama ikke har formået at mindske den uholdbart store ulighed i det amerikanske samfund (I parentes bemærket har Obama også haft et republikansk flertal at kæmpe med i de seneste 6 år, så hans rammer for at føre nogen mere visionær økonomisk politik har været ganske snærende). Men væksten har været lav, omkring 1%, hvilket synes at være det naturlige niveau for modne udviklede økonomier. Det paradoksale er her, at lige præcis i Californien, hvor man mest systematisk har forfulgt de økonomiske muligheder i en konsekvent klimapolitik, der har man haft USAs højeste vækstrate på 2,9%, ikke på trods af klimaindsatsen, men i kraft af den. Så Californien står som et lysende klart eksempel på, at Trumps greb om tingene er forkerte. Men Trump synes at leve i en forældet amatørøkonomisk boble, hvor banale (og ofte direkte forkerte) antagelser om, hvordan ting hænger sammen, ikke bliver korrigeret af embedsmænd og rådgivere, inden det bliver fremlagt som policy.

Foreløbig er der stater med i alt omkring en tredjedel af USAs befolkning og økonomi, der har forpligtet sig til at fortsætte, som om USA stadig var del af Paris-aftalen. Og der vil i den kommende tid være en del pres for at flere stater støtter op på dette niveau. På byniveau er der her få døgn efter Trumps meddelelse om udtrÆkning af Paris-aftalen allerede mere end 170 borgmestre, der har meldt ud, at de fortsat vil holde kursen. Og der vil i den kommende tid komme et betydeligt pres på at få flere byer med, både fra borgere, interesseorganisationer, virksomheder og andre byer. Ikke mindst blandt USAs virksomheder er der stor skuffelse og utilfredshed over Trumps beslutning i stort set alle brancher. Selv olie- og gas-industrien har overvejende været for, at USA forblev del af Paris-aftalen. Så det er nærmest kun kulbranchen, der slutter op om Trumps udtrækning. Og selv kulbranchen ved, at Trump sælger en falsk løsning – at uanset hvad Trump lover, så kommer der ikke bare fuld gang i kulminerne igen. Den tid er ovre. Trump må derfor regne med, at den amerikanske klimaindsats fortsætter i store dele af landet, uanset hvor hårdt han trækker i bremsen.

Det sagt ville omstillingen kunne fungere langt bedre, hvis centraladministrationen agerede proaktivt frem for at søge at sætte hindringer op. Og hvis man fra centralt hold ville omstillingen, så ville den infrastruktur-pakke, som Trump har varslet, indeholde dele af det smart-grid, der kunne muliggøre overgangen til 100% vedvarende energi frem for rørledninger og svækkede miljøkrav for at hjælpe kulindustrien. Så ville vi se højhastighedsjernbaner frem for motorveje og lufthavne. Så ville forskningen i lagringsteknologier og anden grøn teknologi blive stimuleret i stedet for at blive nedskåret til ukendelighed. Og så ville det være oplagt at stimulere de fattigste U-lande gennem klimafinansieringen og dermed skabe afsætning for amerikansk teknologi og know-how – i stedet for som nu, hvor Trump forsøger at løbe fra regningen.

Lederen af Rom-klubben, Ernst Ulrich von Weizsäcker, siger i dag, at klimasanktioner mod USA er en glimrende idé. Han ser Trumps udtræden som et selvskabt sår, som vil placere den amerikanske industri på den forkerte side af historien. I klimabevægelserne cirkulerer der allerede drøftelser, om man skal boykotte bestemte amerikanske varer. Detaljerne er endnu få. Men det kunne være rettet mod alle virksomheder, der ikke tager afstand fra Trumps klimafjendtlige politik.

Den tidligere leder af Greenpeace, Kumi Naidoo siger i en rundbordssamtale i Democracy Now, hvor han er med fra Sydafrika, at det umiddelbart er en katastrofe for sydlandene, hvor effekten af klimaforandringerne allerede er markante. Og hans message til det amerikanske folk er, at ‘vi’ (fra sydlandene) ikke vil dømme USA ud fra hvad en galning som Trump siger og gør, men ud fra hvad amerikanerne gør for at modsætte sig Trumps vanvid. Amerikanerne må etablere den størst mulige fredelige mobilisering af civil ulydighed. På den led kan Trumps forsøg på obstruktion af den globale klimaindsats vendes til en gigantisk nødvendig mobilisering. For Paris-aftalen var allerede en svag aftale – den må om noget strammes og styrkes. Europa gør heller ikke hvad det bør – eller kan. Men i den nuværende situation må også Europa tage sig sammen og være med til at lukke hullet efter Trumps svigt.

Jamie Henn fra 350.org skriver i The Guardian, at den bedste måde at imødegå Trumps afvisning af Paris-aftalen på er gennem divestment – at trække alle alle investeringer ud af de fossile selskaber.

Men lur mig om ikke der i nær fremtid kommer en køb anti-Trump-kampagne om så vidt muligt at undgå produkter fra virksomheder, der stadig bakker op om Trump og hans klimafjendske politik.

Update 04.06. – Siden Trumps hjemkomst har man kunne se hans nærmeste nærmest kappes om at male et rosenrødt billede af, hvor fantastisk Trump er, hvor målrettet og uegennyttigt, han arbejder og hvor tro mod sine valgløfter han er. Næsten som var det en lovprisning af lederen af Nordkorea. Problemet er blot, at der er smurt så tykt på, at ingen tager det for pålydende. Selv de mennesker, der fremfører det, lyder alt andet end overbeviste. Det er platpolitisk spin helt ude af trit med den virkelighed, man kan se, og lysår fra den Trump, man igen og igen hører om i bagdørsmeddelelser fra Det Hvide Hus, hvor han er tirrelig, indimellem næsten vredesblændet, råber efter både personale og TV-monitorer og generelt synes dybt uligevægtig. Han synes allerede her få måneder inde i sin embedsperiode at være hårdt medtaget af sin opgave, og det fremgår både af de mange sivende rapporter og af de seneste dages skønmalerier, at det er den massive dårlige omtale i pressen og det at ting ikke bare sker, selvom han udsteder en executive order, der for alvor går ham på.

Hvis ikke Trump selv havde været den brutale type han er, der for en god ordens skyld slår igen med mangedobbelt kraft, kunne omgivelserne måske have skruet lidt ned en tid. Men fordi han selv har været så bisset og har kørt tingene ud i absurditeternes overdrev, er mulighederne for den slags fintfølenhed for længst tabt.

Det er ikke kun om Trump, der pyntes på virkeligheden. Scott Pruitt har efter udtrækningen fra Paris været ude med notoriske løgne om, hvor meget Trump allerede har gjort for kulbranchen. Han har således inden for det seneste døgn gentaget samme helt rablende tal på flere TV-stationer. Det er sledes ikke bare en enkelt svipser, når han hævder, at kulindustrien siden Trumps tiltræden har fået 50.000 nye jobs, heraf alene i maj 7.000. Taget i betragtning at der ifølge den seneste officielle statistik fra Bureau of Labour Statistics er i alt 51.200 jobs i kulindustrien, er det klart, at han er på afveje. For der var mere end 1.200 minearbejdere da Trump tog over. Blot tilbage i 2012 var der ifølge samme statistik 86.000 ansatte, så der har klart været en markant tilbagegang. Og ingen, selv ikke Trump, kan ændre på, at den udvikling vil fortsætte. I den nuværende situation er ingen investorer  rede til at kaste sig ud i nye mineprojekter, så han kan højest forhale datoen for lukningen af USAs sidste kulmine med nogle få år.

Hvis man for et øjeblik spoler tilbage til valgkampens tidlige fase, så er det tankevækkende, at hvor Trump blot lovede, at alting ville blive bedre, hvis de stemte på ham – og kulminarbejderne åd det, fordi de havde brug for at have noget at håbe på. Da stillede Hillary på et tidspunkt langt uden for sin komfortzone i kulmineland og fremlagde en plan for, hvordan hun ville søge at give alle disse mennesker i kulland nye muligheder, for der var ikke nogen vej tilbage. Det blev taget hende meget ilde op – og hun fik rigtig megen negativ presse på hende konstatering af, at der ikke var nogen vej tilbage. Selvom russerne og nu ex FBI-direktør sidenhen gjorde deres til, at det ikke blev Hillary, der vandt, så lagde Hillary allerede her fundamentet til, at hun kunne tabe til Trump i Wisconsin, Michigan og Pennsylvania. For kulminearbejderne var ikke rede til at høre sandheden – så hellere nære en drøm om tilbagevenden til en tid, der aldrig kommer, hvor kulminearbejderne igen må slide deres røv i laser i minerne. Selvom Hillary havde en løsning for kulland, valgte man Trumps falske trut i trompeten.

Reaktionerne på Trumps udtrækning af Paris-aftalen er væltet ind. Og de er vel 98-99% negative. Selv Putin mente at det var unødvendigt drastisk, og at det var en dårlig ide is stedet for at justere inden for rammerne af det eksisterende, fordi det tog så lang tid at etablere den slags aftaler.  Men Trump synes ikke rigtigt at have fået trukket klart op, hvor voldsom fordømmelsen af hans tilbagetrækning ville blive, og hvor meget han ville stille sig uden for, nu i klub med Nicaragua og Syrien, de eneste andre lande, der ikke er med i Paris-aftalen (Nicaragua fordi den er for svag). På den baggrund er ikke noget at sige til, at hans nærmeste skruer ekstra op for den rosende omtale i disse dage.

The Guardian skriver i en leder i dag: “Whatever he thought he’d achieve by pulling out of the Paris agreement, he has ensured that America will be left behind in the race to combat global warming.” “The reaction to President Trump’s decision suggests that just as Brexit has made the rest of the EU come together, so support for the Paris agreement will be reinvigorated. From the immediate public condemnation of the move by Germany, France, Italy and China, and India’s reaffirmation of its commitment, to the Vatican’s description of it as a slap in the face for the pope, it may be that this will galvanise the rest of the world.”

Der er stadig ifølge The Guardians leder en chance for, at USA endte med ikke at trække sig ud. For den endelige udtrækning kan først ske i 2020. Spørgsmålet er, om ikke klimafornægtelsens boble til den tid forlængst er bristet. Og mon ikke Trump allerede ved næste G20-møde 7.-8. juli i Hamburg vil få massive opfordringer til at genoverveje beslutningen. Med Merkel som vært får han i hvert fald ikke lov til at glemme klimaudfordringen.

Her anden pinsedag bringer Washington Post en hel frisk opinionsundersøgelse, der viser, at 59% af amerikanerne er imod Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen, mens kun 28% er for. Det er mere end 2 mod 1. Og dagen har bragt to opsigelser i diplomatiet i protest over at bidrage til Trumps agenda. Den ene i London efter Trumps særdeles usmaglige udfald mod Londons borgmester. Den anden fra den fungerende ambassadør (indtil den nyudpegede kommer til Beijing). Han havde været stærkt involveret i den diplomatiske akse, der førte til den kinesisk-amerikanske samarbejdsakse omkring klimapolitikken, som var en af forudsætningerne for, at Paris-aftalen kunne blive virkelighed. Så han var så led ved at skulle viderebringe Trumps beslutning til kineserne, at han valgte at sige op efter 27 år.

Dette kort stammer fra en artikel i InsideClimate News, der søger at illustrere omfanget af civil ulydighed overfor Trumps udtrækning af Paris-aftalen. På statsplan er viljen til at fortsætte klimaindsatsen størst langs øst- og vestkysten, hvor betydelige dele af USAs befolkning bor. Men der er bysamfund tilsluttet fra langt de fleste af USAs 50 stater. Og begge Trumps hjembyer, Washington og New York, er stærkt opsatpå at fortsætte klimaindsatsen.

På hjemmesiden we are still in er der allerede mere end 1.000 virksomheder og institutioner, der har skrevet under på at ” to declare that we will continue to support climate action to meet the Paris Agreement.”

Epilog

Det er pinse, og man kunne ønske sig, at helligånden tog bolig i selv de sorteste sjæle som Pruitt, Bannon og Trump. Det giver samtidig en pause i den overvældende strøm af artikler og kommentarer, så jeg vil lukke dette indlæg her.

Måske Trumps videre skæbne vil blive beseglet allerede her i den kommende uge, hvor James Comey, nu forhenværende FBI-direktør, skal vidne for Senatets Intelligence Committee torsdag. Hvis, som det har fremgået af pressen, at han har detaljerede optegnelser fra samtaler med Trump, hvor Trump ved flere lejligheder (forgæves) har forsøgt at få ham til at standse undersøgelser af nære Trump-medarbejdere og af eventuelle sammenhænge mellem Trump-lejren og russiske interesser, hvorefter Trump fyrede Comey, så vil det være et klokkerent forsøg på obstruktion af rettens arbejde, som ifølge mange iagttagere uundgåeligt vil føre til Trumps impeachment.

Hvis Trump rider denne storm af, er der masser af andre under opsejling. Og selvom han formår at overleve, vil det sandsynligvis kræve ofringen af mand efter mand i en proces, hvor han vil stå stadig mere alene, og hvor hans muligheder for at få mere omfattende lovgivning gennemført vil svinde. Men han nåede at gøre sig til håndlanger for den fossile industris bestræbelser på at kuldsejle Paris-aftalen. Historiens bakspejl vil vide, om det blot blev afsæt for et nyt niveau af klimaindsatser, eller om det blev dér, klodens fremtidige levevilkår blev ofret for et forsøg på at genoplive kullenes æra.

Update 06.06. – Rex Tillerson fik ved en fem-timers lynvisit på New Zealand en forsmag på, hvad Trump har i vente, når han fremover vover sig til udlandet. For fra det øjeblik han landede til han tog af sted igen, blev han over alt mødt af protestskilte. En korrespondent for New York Times siger til The Guardian, at han aldrig har set så mange nedadvendte tommelfingre eller ‘skråt op’ midterfingre. Og trods den silende regn var flere hundrede fra klimabevægelsen 350.org klar til at unwelcome Tillerson foran New Zealands parliament. Demonstranterne kastede vandfyldte kondomer mod en Trump-gestalt, der blev båret rundt i gaderne til spot og spe, mens Greenpeace fra en nærtstående kran foldede et gigantisk banner ud med ordene” Climate Denial, huuge mistake, RESIST”.

Man kan så mene, at det var lidt ufortjent for Tillerson som en af dem, der har forsøgt at få Trump på bedre tanker. Men omvendt har Tillerson været central aktør i mange års amerikansk klimafornægtelse, der med Trump som kransekagefigur blot har fået en af de til dato mest absurde gestalter. Og Tillersons modstand mod Trumps intentioner har været ret så spagfærdig. Så han må betragtes som 100% medskyldig, når han ikke tager klarere afstand fra en beslutning, som retteligt var hans resort. Men lur mig, om ikke Tillersons forsagte skepsis overfor at trække USA ud af Paris-aftalen på et tidspunkt vil blive afsløret som værende en del af en playbook, hvor man udadtil fingerede en uenighed og en åbenhed over for at finde den bedste løsning, uanset at resultatet var givet på forhånd.

I samme udgave af The Guardian kan man læse en leder, der opfordrer Theresa May til at tilbagekalde invitationen til Trump efter hans seneste eskapader. Så Trump må opleve at være blevet noget, en indtil nu nær allieret må tage afstand fra for at klare sig i det britiske valgs slutfase.

Update 07.06. – I den tale, Trump holdt i Rosenhaven i forbindelse med proklameringen af udtrækningen af Paris-aftalen, sagde han, at han var præsident for Pittsburgh, not Paris. Men Pittsburgh stemte overvejende Hillary og ønsker i den grad at forblive del af Paris-aftalen, og nu er borgmestrene for Paris og Pittsburgh ved sammen at skrive en kronik om den nødvendige klimaindsats. Obama kritiserede ved en tale i Montreal i går kraftigt Trumps udtrækning, og sagde, at Parisaftalen stadig har en chance. Klimaindsatsen fortsatte på stats-, virksomheds- og byniveau, men Obama så frem til at USA igen påtog sig sit globale lederskab.

Staten Hawaii meddelte som den første, at man nu havde vedtaget ved lov, at Paris-aftalens klimamålsætninger var gældende for staten. “Hawai‘i is committed to environmental stewardship, and we look forward to working with other states to fight global climate change. Together, we can directly contribute to the global agenda of achieving a more resilient and sustainable island Earth,” sagde Hawaiis guvernør David Ige ved lovens underskrift.

Men alle venter på Comeys vidnesbyrd overfor Senatets retsudvalg i morgen, og det var en næsten nødvendig trykudløser, da Comeys syv sider lange forberedelse ud på dagen i dag blev gjort tilgængelige. De viser med al tydelighed, at Trump ved en række lejligheder har presset Comey til at give ham en uforbeholden loyalitetserklæring, og til at bremse undersøgelser af Mike Flynn og Trump-kampagnens bånd til Rusland. Og den kaotiske situation omkring Trump synes efter høringen i morgen kun at kunne blive endnu mere kaotisk.

Folkene omkring Trump har søgt at holde ham engageret i en lang række pligter den dag, så han ikke bare kan følge med og tweete derom. Men trods både hans kommunikationsfolks og forsvarsadvokaters tryglen om, at han undlader at tweete, skal der nok komme et par sure opstød under vejs. Fulgte Trump blot sin natur, ville han svare igen, nej slå igen uanset at han blamerer sig og stiller sig stadig dårligere i de retslige opgør om hans position som præsident, som fdag for dag rykker nærmere. Så det er svært at forestille sig, at han ikke vil prøve med en eller anden stor absurditet for ikke at overlade samtlige fredagsforsider til Comey.

Comeys indledende testimony kan downloades fra denne side.

Update 09.06. – Comeys vidnesbyrd blev så spektakulært, som det var forventet. Og selvom Trumps sagfører og nærmeste stab i døgnene inden havde søgt at etablere et forsvar, så er der ikke meget, der overlevede Comeys høring. Selvom det ikke blev sagt direkte, så er der meget, der tyder på, at mens Trump ikke personligt var genstand for undersøgelse fra FBIs side, mens Comey stadig var ansat, så er han efter fyringen blevet genstand for undersøgelser både for medviden om hans kampagnestabs samarbejde med russerne om at skade Hillarys kampagne mest muligt, og for forsøg på at obstruere igangværende undersøgelser.

Stadig synes republikanerne indstillet på at forsøge at dække over Trump, og i høringen, hvor Comey skiftevis blev udspurgt af republikanere og demokrater, kunne man se demokraterne gå efter problem-essensen, mens de fleste af de republikanske udspørgere brugte deres 7 minutter til at forsøge af miskreditere Comey og søge at geninddrage den gamle sag om Hillary Clintons mailserver  – hvilket faktisk overhovedet ikke lykkedes. Men ingen forsøgte sig med at miskreditere selve Comeys vidnesudsagn eller tvivle på det billede af Trump, som Comey lagde frem. For her vidste de forud, at de ikke havde nogen chance.

Den fejl gjorde Trumps forsvarer til gengæld efterfølgende: Gjorde det til et spørgsmål, om man troede mest på Trump eller på Comey.

Der kom nye detaljer på bordet, men først og fremmest må man sige, at Comey så at sige bekræftede det billede, som man over de seneste uger har kunnet stykke sammen af den detektivopgave, medierne har kastet sig over med stor fornøjelse – og dygtighed. For uanset at Trump blot kalder det heksejagt og fake news, så er det billede, medier som Washington Post og New York Times gradvist har fået stykket sammen af hændelsesforløbet, som i høj grad bygget op på anonyme kilder fra de involverede instanser, forbløffende tæt på den virkelighed Comey oprullede. Så dagen var også en understregning af, hvor vigtigt mediernes konstant optrævlende arbejde er i denne fase. Hvis ikke de havde været der, kunne Trump sandsynligvis være sluppet af sted med langt mere uden at være blevet stillet til ansvar.

Der var en lang række spørgsmål, hvor svaret fra Comeys side var, at det kunne han kun tale om i classified settings – dvs. i lukkede samlinger. Og umiddelbar efter den offentlige del, som var direkte TV-transmitteret og fulgt verden rundt, fortsatte Comey med at vide i en session for samme komite, hvor han kunne tale ud fra den forudsætning, at der var tavshedspligt. Her er der givet kommet langt mere saftige afsløringer på banen.

Endda fremstår der på baggrund af høringen en række meget velunderbyggede anklager fra Comeys side om, at Trump har løjet om en række situationer, og at Trump har misbrugt sin magt. Comey har omhyggeligt nedfældet alt under vejs, og har samtidig løbende fortalt sin ledelsesgruppe i FBI derom, så han har hele vejen igennem processen vidner på hans udsagn. Dette gør det endog meget vanskeligt at gendrive for Trump og hans forsvarer.

Selv Trump synes at have fattet alvoren – i hvert fald for en stund. For uanset at Comey kaldte ham og hans talspersoner for løgnere, tog han han ikke en eneste gang taget til genmæle via Twitter. Hans uvane med at kommentere alt og alle via Twitter har for eksempel gjort at domstolene har kunnet bremse hans travel ban – fordi han via sit sprogbrug på Twitter tydeliggør, at det det blot er et muslem ban (og dermed ukonstitutionelt). Så de seneste uger har han fra stadig flere sider fået det råd helt at lægge sine tweet-vaner på hylden.

Men det er tydeligvis ikke lykkedes for hans nærmeste at inddrage hans mobiltelefon. For allerede morgenen efter havde Trump igen hul på Twitter: “Despite so many false statements and lies, total and complete vindication…and WOW, Comey is a leaker!” Trump kommer dog til at diske op med noget helt anderledes substantielt, hvis han skal kunne skabe tvivl Comeys sammenhængende, velunderbyggede og fundamentalt troværdige vidnesbyrd. Kl. 7 morgen amerikansk tid kom næste tweet: “Great reporting by @foxandfriends and so many others. Thank you!” Midt i alle de problemer han har, og alle de problemer, han i virkeligheden burde tage sig af, har han tid til at give karakterer til de enkelte medier.

Senere på dagen gik Trump til fuldt modangreb mod Comey i forbindelse med en fælles pressekonference med Rumæniens præsident Klaus Iohannis i samme rosenhave, hvor Trump tidligere på ugen meddelte, at han ville trække USA ud af Paris-aftalen. Uden på nogen måde at levere sandsynlige detaljer var han blankt afvisende over for en lang række af Comeys centrale påstande og hævdede sig indforstået med under ed at vidne for den undersøgelseskomite, som er ved at blive etableret under ledelse af Robert Mueller.

Samtidig synes Trump og hans forsvarer at være i gang med et modangreb, hvor de vil hævde, at Comey uretmæssigt har lækket informationer, som de kalder privilledged communications – hvilket de ikke synes at kunne komme ret langt med. Men det synes umuligt for Trump ikke at slå igen, hårdt. Og han har alleree med hvad han har sagt og tweetet i løbet af dagen formået at gennemhulle centrale dele af hans juridiske rådgivers forsøg på at gendrive Comeys vidnesudsagn. Så Trump synes i disse dage godt i gang med at grave sin egen grav.

.
I disse Trump-tider har USAs TV-komikere en vigtig rolle i den mentale sundhed – og for at vi overhovedet kan forholde os til hvor absurd, hvor skingrende vanvittigt, hvor tragisk, hvor løgnagtigt og ikke mindst torskedumt, Trumps forehavende er. I videoindslaget herover kan man se John Oliver på “Last Week Tonight” gennemgå Trumps argumenter for at trække USA ud af Paris-aftalen. Som komiker kan han frit bevæge sig mellem det faktuelle, det karakterbrist-aflæsende, det konspirations-detekterende og det latterliggørende, som det er svært at gøre i en seriøs factchecking-analyse.

Update 15.06. – I går aftes kunne Washington Post som det første medie berette, at der nu er indledt undersøgelse mod Donald Trump for obstruction of justice, dvs. modarbejdelse af retsvæsenets arbejde. Det betyder udtrykkeligt ikke, at man vil ende med at dømme Trump for dette, endsige rejse en egentlig sag derom, men det kommer i forlængelse af Comeys vidnesudsagn og hans optegnelser af en serie samtaler og møde med Trump.

Disse oplysninger er blevet sivet blot et døgn efter at justitsminister Rosenstein og Det Hvide Hus var presset til at sige, at man ikke ville fyre den særlige undersøger, Robert Mueller, hvilket der ellers svirrede rygter om, at Trump havde i tankerne. I disse uger er der således ikke ret meget i Washington, der er hemmeligt ret længe ad gangen. Omvendt bliver der ikke bare lækket frit, men med en kadence, der til stadighed synes at stramme garnet om Trump & co., og som i dette tilfælde sikrer, at Trump og Rosenstein freder Mueller, før oplysningerne sives til pressen.

Sagen synes at være åbnet af FBI, men er umiddelbart efter blevet overdraget til Muellers særlige undersøgelseskomission.

Af en opfølgende artikel på Wall Street Journal fremgår det, at Trump ligesom han forsøgte det med Comey, har haft ringet til lederen af NSE og søgt at få ham til at stå frem og “rense” Trump for alle anklager. Trump kan teoretisk have lavet overtrædelser af linjen mellem Det Hvide Hus og det amerikanske retsapparat uden fuldt ud at være klar over, at hvad han gør er forkert – han synes at have en nærmest enevældig opfattelse af sin position som præsident. Men det siger noget om, hvor dårligt han er hjulpet – hans nærmeste rådgivere er alle ansat mere for deres loyalitet end for deres ekspertise og erfaring. Og det siger noget om, hvor dårlig og hvor utilbøjelig han er til at lære selv de helt grundlæggende vilkår for hans embedsførelse.

Men når han efter et møde i Det Hvide Hus sender alle andre uden for døren for at kunne tale under fire øjne med Comey, så er det fordi han ved, at han gør noget, han ikke burde gøre. Og han har i hele sin valgkamp anklaget Hillary Clinton for adskillige af de ting han nu til overmål selv har gjort. Så helt uvidende om, hvordan han burde opføre sig, er han ikke. Han har blot igennem årtier som ejendomsspekulant altid haft nogen til at rydde op efter sig, når han overtrådte, hvilket han igen og igen har gjort med største selvfølgelighed (han har flere tusinde retssager bag sig). Og han synes stadig at tro på, at han fifle sig videre på samme vis – hvilket sandsynligvis ender med at blive hans fald, selv hvis det viser sig, at det “kun” var folk i hans kampagne, som samarbejdede med russerne om at modarbejde Hillary.

I vanlig stil har Trump og Det Hvide Hus gennem deres respons, hvor problemet søges drejet til det forhold, at der bliver lækket oplysninger, formået utilsigtet at bekræfte oplysningerne i stedet for at fortie dem eller benægte dem. Så ja, Washington Post har ret, Trump er nu direkte involveret i den undersøgelse, der for et år siden startede med en undersøgelse af russisk indblanden i det amerikanske valg.

Samme Washington Post kan i dag berette, at Muellers særlige undersøgelseskomission også har indledt en undersøgelse af Trumps svigersøn Jared Kushner med fokus på hans forretningsaktiviteter. Meget tyder på at han har været i kontakt med russiske elementer for at skaffe finansiering til en renovering af en stor New York-ejendom. Og en del af prisen for overhovedet at få adgang til at kunne låne summer i den størrelsesorden, der er tale om, kunne her være politiske indrømmelser. Så pressens gravearbejde fortsætter med uformindsket styrke. Og der er tilsyneladende nok at grave i.

I dag kunne man opleve den lettere absurde situation, at Scott Pruitt ved en høring om det amerikanske miljøagøentur EPA plæderede for, at EPA sagtens kunne klare sig med det hårdt barberede budget, som Det Hvide Hus har fremlagt, hvori EPA den instans, der bliver hårdest ramt af budgetnedskæringer. Men hverken demokraterne eller republikanerne var indstillet på at acceptere så store nedskæringer, som der er lagt op til. Ppruitt måtte erfare, at også republikanek kongresmedlemmer var rasende over hans forsøg på at slagte miljøbeskyttelsen – de så den som vital for de enkelte staters velfærd. Slagtningen af miljøbeskyttelsen er dybt upopulær i den amerikanske befolkning, og det som republikansk politiker at lægge navn til disse nedskæringer kan meget vel vise sig at være politisk selvmord – samt at koste det republikanske flertal i begge kamre ved midtvejsvalgene i 2018.

Update 16.06. – Når man ser, hvordan Trumps opbakning i meningsmålingerne har været historisk lav i de første måneder, men ganske konstant, kunne man få det indtryk, at der var en hård kerne af Trump-vælgere på omkring 38-40% af den amerikanske befolkning, der støtter op om ham, uanset hvad han gør og ikke gør, siger og ikke fik sagt. Men i dag er der kommet en række nye målinger, der synes at vise, at denne bund er gennembrudt. I en ny approval-måling er hans tilslutning nu nede på 35%, og en måling af tilfredsheden med hans arbejde blandt republikanske vælgere er på bare en måned faldet med 17 procentpoint, fra 58% til 41%. Så nu er der et flertal i begge de store partier, der er utilfreds med Trump. Samtidig er der i næste uge ekstraordinært midtvejsvalg i Georgia i en forstadskreds til Atlanta, der normalt ville være sikkert republikansk territorium, men hvor de seneste målinger peger på, at den demokratiske kandidat Jon Ossoff vil vinde.

Dette vil være en næsten euforisk situation for demokraterne, for det vil gøre det sandsynligt, at de demokraterne kan genvinde flertallet både i Senatet og i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalgene i 2918. Omvendt vil det være et chok for republikanerne. Og mange vil føle sig tvunget ud i at tage afstand fra de i brede dele af befolkningen meget upopulære planer om at reducere sundhedsvæsenet – faktisk synes det sandsynligt, at mange vil tænke sig en ekstra gang om, før man vedtager ændringer, som over en årrække vil medføre, at 24 mio. amerikanere må opgive at have sundhedsforsikring.

Det hjælper ikke på det, at Trump endnu ikke præsteret noget konstruktivt, noget nyskabende. Hans præstationer indtil nu har i det store hele karakter af ødelæggelser af årtiers møjsommeligt opbyggede strukturer. Alt sammen for at det skal blive lettere for de rige og de driftige at tjene flere penge. Han er gået i infight med pressen og det juridiske system. Han har tonet rent flag som klimafornægter og miljøbrutalist. Han har stort set rodet i relationerne til samtlige USAs nærmeste allierede, og er hastigt på vej til at reducere USAs globale rolle. g her snart fire måneder inde i hans præsidentperiode synes det klart, at han ikke har meget greb om at lede en stor nation fra Det hvide Hus.

Spørgsmålet er herefter, om Trump er i stand til at lave den form for radikale forandringer i sin stab, der skal til for at vende en sådan udvikling. Kan han fyre sin chefstrateg Steve Bannon, som med sit ønske om at nedbryde statsmagten nok er det største enkelte problem? Kan Trump overhovedet foranlediges til at se sit arbejde som andet og mere end at gøre de nu 35% tilfredse? Har Trump evnen til at få friske kræfter om bord, der ved, hvordan man arbejder i Washington? Og hvis han fik det, ville han så kunne drage nytte af det? For som man ser det nu, har han faktisk på en række poster dygtige folk, hvis talenter blot slet ikke kommer i spil – blandt andet fordi Trump forsøger at holde kortene alt for tæt til kroppen. Og er situationen allerede kørt så langt ud ad tangenterne, at det bliver svært at finde de rigtige? Her snart fire måneder inde mangler han stadig at få besat et endog meget stort antal poster.

Og når man ser, hvad han gør i disse timer: langer ud efter sine nærmeste, skælder ud på pressen og taler om heksejagt, raser over FBI, tilsviner Obama, geninddrager Hillary Clintons retslige problemer, forsøger at delegitimisere den særlige undersøgelseskomission osv. er der ikke meget der tyder på at han evner at få orden i sit hus, Det Hvide Hus.

Update 21.06. – I går var der supplerende valg i to distrikter, hvor medlemmer af Repræsentanternes Hus har tiltrådt Trumps stab i Det Hvide Hus. Begge distrikter er traditionelt markant republikanske, så det lignede sikre genvalg for de republikanske kandidater. Men i Georgias 6. distrikt havde Jon Ossoff ført en så begavet kampagne, at meningsmålingerne længe stod lige. Fra demokraternes side var der derfor stærke forhåbninger om at kunne genvinde et sæde i Georgia. I løbet af valgnatten lignede det da også nærmest dødt løb. Men da den sidste stemme var talt op, var den republikanske kandidat Karen Handel foran med næsten 4%. Dette var væsentligt mindre end de 18%, som hendes forgænger valgt samme kreds med i efteråret. Så midt i frustrationen kan demokraterne trøste sig med, at de har indhentet 14%. Kan de holde samme tendens på landsplan ved midtvejsvalgene i 2018, så vil demokraterne genvinde flertallet i både Senatet og i Repræsentanternes Hus.

I 5. distrikt i South Carolina derimod var der ingen, der tiltænkte den demokratiske kandidat Archie Parnell nogen chancer. Hvor opgøret i Georgia var det hidtil dyreste af sin slags – de to kampagner har tilsammen kostet, så det udgør mere end 100 $ pr. vælger – da har Parnell klaret sig med et budget på omkring 2% af Ossoff. Endda har Parnell klaret sig forholdsvis bedre, og i et distrikt med en endnu mere markant republikansk profil endte han med at få blot 2% færre stemmer end sin modkandidat.

Med de to valg i går er alle fire ekstravalg til Repræsentanternes Hus gennemført. Og billedet har været det samme. De demokratiske kandidater har alle tabt, men har omvendt alle klaret sig markant bedre end ved valget i november. Selvom det umiddelbart er en skuffelse, at der ikke var demokratisk gevinst i mindst en af disse distrikter, giver de håb om at – og indikationer om hvordan – demokraterne kan vende billedet i 2018.

I går så man endnu en front åbne sig i kampen om den amerikanske klimaindsats. En af de centrale brikker i Obamas ganske brede vifte af indsatser til at mindske den samlede  amerikanske klimapåvirkninger, var en regulering af metanudledninger fra olie- og gasproduktion. Dels ville flaring – afbrænding af gas, hvor man primært går efter olien – ikke mere være acceptabel, dels blev der indført skærpede regler for, hvor tætte olieledninger skulle være for at undgå metanudslip i hele produktions- og transportkæden.

Her har EPA indledt en tilbagerulning efter en executive order fra Trump i marts. Det kan ikke blot ske vilkårligt, men kræver en begrundelse. Derfor har man iværksat et review af Obamas metan-regler. Et sådant kan tage måneder, måske år. Og EPA lagde op til, at de nye regler ikke skulle være gældende i review-fasen. Men nu har demokrater og miljøorganisationer åbnet sager ved domstolene med krav om at reglerne fastholdes, mens de er under revision. At Obamas reguleringer er virkeligheden indtil andet er vedtaget. Dette er ikke nogen langsigtet strategi, men en del af den resistance-kampagne, der i disse måneder optager store dele af USA, hvor den tilbagerulning og afmontering af mere eller mindre alle statslige reguleringer, som Trump har påbegyndt, forsinkes og modarbejdes mest muligt. Vel det man i ishockey kalder forechecking. Strategien synes på det psykologiske niveau at være nået dertil, at det billede, Trump har haft fremmanet af, hvordan han dag for dag ville skrælle overflødig lovgivning bort, har vist sig slet ikke at holde.

Her viser det sig faktisk, at systemet har en betydelig inerti, og selvom perspektiverne i trumpismen er dystre, er de konkrete forandringer stadig få og små.

De mange informationer om klimavidenskab og klimaforandringer, som tidligere lå på EPAs hjemmeside, er forlængst fjernet af Trump-administrationen. Men i maj tog byen Chicago som den første initiativ til at lægge disse sider op på byens hjemmeside. Og i dag de samme informationer lagt op på byhjemmeside nr. 14. Og der synes at være kommet hul på en kampagne for at få langt flere byer til på den måde at signalere afstand fra Trumps klimafornægtelse.

Update 27.06. – Det helt store tema i Washington lige nu er afviklingen af Obamacare og Medicare, de to centrale initiativer, hvormed Obama formåede at bringe sundhedsforsikring til 25 mio. flere amerikanere, men samtidig forbrugte en så stor del af sin politiske kapital, at han måtte opgive alt om at lave en egentlig klimalovgivning. Og da han endelig et stykke ind i sin anden periode tog hul på den del, havde han mistet sit flertal i begge kongressens kamre, så den klimalovgivning han kunne gennemføre, måtte blive et patchwork af direktiver og executive orders. Nu står republikanerne i den omvendte situation, at de ved at påtage sig at slagte Obamacare meget vel kan påkalde sig vælgernes vrede dertil, at de mister flertallet i både Senatet og i Repræsentanternes Hus. Selvom det ikke direkte handler om den amerikanske klimaindsats, vil forløbet af denne sag også blive stærkt definerende for Trumps og republikanernes råderum overfor at kunne gennemføre anden lovgivning, ligesom sundhedsproblematikken endte med at overskygge Obamas og demokraternes klimaindsats.

I dag måtte lederen af republikanerne i Senatet Mitch McConnell opgive at gennemføre afstemningen i denne uge, fordi der ikke er flertal for den. Det er så stor og tankevækkende historie, at jeg har taget hul på et særligt indlæg derom: Repeal and replace.

I går sluttede den årlige borgmesterkonference med et stærkt klimabudskab, at borgmestre fra 1.400 amerikanske byer ville accelerere klimaindsatsen og sigte med 100% vedvarende energiforsyning i 2035 og fremme overgangen til elektrisk dreven kæretøjer. Trump og Kongressen blev meget direkte opfordret til at bevare USA i Parisaftalen og til at bevare den Clean Power Plan, som stater og byer over hele USA var i fuld gang med at planlægge efter.

Foreløbig er det dog ‘kun’ omkring 200 byer, som er i gang med eller har formaliseret planer om 100% vedvarende energi. Når København i 2009 kunne blive verdensberømt på at lave en plan for CO2-neutralitet i 2025, så viser det, hvor hurtigt forandringen foregår kloden rundt.

På det akademiske niveau udspiller der sig i disse dage en regulær fejde, efter at en række energiforskere i en artikel i PNAS stillede spørgsmålstegn ved de beregninger, som Mark Z. Jakobson fra Stanford for nogle år siden udarbejdede for USAs overgang til 100% vedvarende energi. Man synes at ville sige, at 100% ikke er realistisk, at det måske var bedre at sigte mod 80% vedvarende energi (om så det skal være CCS på kul for resten af pengene er et andet spørgsmål).

Christopher T.M. Clark: Evaluation of a proposal for reliable low-cost grid power with 100% wind, water, and solar, PNAS vol 114 no. 26 pp. 6.722-27.

Et af de steder, Jacobson måske har været lidt vel hurtig, er hans brug af vandkraft. For hvor vandkraft i USA i dag leverer nogenlunde kontinuert, så bruger Jacobsson systematisk vandkraften til at udfylde hullerne i en fluktuerende forsyning fra vind og sol. Han regner således ikke med at kunne høste mere vandkraft, men han sætter så mange flere generatorer op, at man kan bruge den mere som hulopfyldning. Her fremfører kritikere med en vis ret, at det ikke bare er givet, at man kan lade vandet stige og falde på denne måde uden at få problemer med oversvømmeler og for kraftigt skiftende vandstande både ovenfor og nedefor dæmningerne.

Men prisen på batteriteknologi er i dag inde i samme stærkt faldende priskurve, som solenergien, så måske vi ikke behøver så radikal en brug af vandkraften. Og så er det jo noget dramatisk trukket op i den nyligt fremlagte artikel, for den norske og svenske vandkraft fungerer jo i stor udstrækning præcist som Jacobson forestiller sig det. Og hvis man (hvad han ikke gør) forestillede sig, at man inddrog den canadiske vandkraft i det samlede energisystem. Så er de canadiske vandressourcer så enorme, at de i dag genererer langt den overvejende del af den canadiske energiforsyning. Her ville et par højspændingskabler sydpå give langt mere mening i klimaindsatsen end Keystone XL ved at give USA adgang til en markant større batterikapacitet.

Og hvis vi i løbet af nogle år får udviklet CO₂-opsamlingsteknologier, så vil de på den ene eller den anden måde kræve energi for at blive drevet. Og man kunne her forestille sig, at man kalibrerede fremtidens energisystem, så det var mere rigeligt, og at overskuddet når det var der blev brugt til at trække CO₂ ud af atmosfæren.

Jacobson har allerede i PNAS en lille gendrivelse, hvori han nærmest hævder, at hans model er perfekt – og at det sagtens kan lade sig gøre. Men mon ikke vi her inden så længe ser en mere samlet tilbagevisning fra hans side.

Det er lidt samme historie som vi ser i Europa, hvor der igen og igen bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvor meget sol- og vindenergi man kan have i en energiforsyning, før den bliver ustabil (og risikere at give black-outs). Jeg husker stadig i dagene for Middelgrundens Vindmølleparks tilblivelse, at grænsen blev sat ved både 10% og 20% – resten skulle være noget, man kunne skrue op og ned for efter forgodtbefindende. I dag har vi nået 50% vindandel i Danmark, og man kan høre de mennesker, der er ansvarlig for driften af energiforsyningen sige, at de med det distributionsnet, vi har i dag, vil kunne klare en andel af vedvarende på helt op til 80%. I sådanne systemer bliver for eksempel atomkraftværker, der ellers er den ultimative base load-enhed, problematiske, fordi de lige præcis leverer strøm uafladeligt dag og nat, selvom vi bruger langt mere om dagen end om natten. Så vi har brug for flex load, ikke base load.

Udformningen af fremtidens energisystem er en meget vigtig diskussion, som USA havde været godt i gang med også på føderalt niveau, hvis ikke Trump var kommet på tværs. Men jeg håber at Jacobson tager handsken op på lødig vis, for der er brug for at få taget den diskussion og så få

Man så op til COP21 det franske energiministerium udarbejde et scenario for 100% vedvarende energiforsyning. Her var det meget overraskende, at det helt frem til 97% var billigere end hvis man fastholdt A-kraften, og selv med 100% nærmest ikke var målbart dyrere. Solcelleentusiaster indvendte, at med den udvikling, solcelleteknologien er inde i, ville solcellestrømmen få årtier fremme være billigere end foreskrevet, og at den billigere solcellestrøm ville gøre den rent vedvarende løsning billigere. I dette scenario var lagermekanismen en gas, der blev genereret af overskudsenergien og kunne afbrændes klimaneutralt, når der bar brug for det.

Update 29.06. – Energiselskabet Southern indstillede i går det videre arbejde med et stort kraftværk i Kemper County, Mississippi, der ellers med massiv støtte fra forbrugerne har drevet forsøg med CCS-teknologi, der kunne trække CO₂ ud af forbrændingsprocessen fra gas og kul – og dermed potentielt gøre disse fossile brændstoffer relevante selv i en tid, hvor vi står overfor helt at måtte udfase brugen af dem.

Southerns beslutning kommer på baggrund af, at man nu har haft gang i kuldelen af Kemper-værket i 200 dage uden at det er lykkedes at få CO2-opsamlingen til at fungere. Den benyttede teknologi har været kendt og anvendt i minde skala siden 1960erne, og udfordringen ved Kemper-værket synes at være uoverstigelige vanskeligheder med at få processen til at fungere i stor skala.

Kemper-værket har til dato kostet 7,5 mia. $ og har i de seneste tre år fungeret som gas-kraftværk. Men Southern har nu indstillet al videre arbejde på at få kuldelen af kraftværket færdiggjort. Meddelelsen om at Southern opgiver de videre forsøg med at tilbageholde CO2-udledningerne forbundet med kulafbrænding kommer på et ganske ganske ubelejligt tidspunkt, præcist i den uge, som Trump-administrationen har erklæret som energy week. Trump selv har i sin usammenhængende klima- og energipolitik talt en del om clean coal, hvor selvmodsigende det begreb så måtte være. Det har været en af de størrelser, han (på vegne af den fossile industri) ville pushe i et forsøg på at lave en ‘bedre’ Paris-aftale.

I forvejen er kulkraften i USA alvorligt på hælene, og den har vanskeligt ved at konkurrere prismæssigt med naturgassen og den vedvarende energi. Så hvis kulafbrændingen oveni skal bære en omkostningstung CCS-teknologi, hænger økonomien slet ikke sammen. Derfor er det et åbent spørgsmål, om en clean coal-tekonlogi – hvis det en dag skulle lykkes at udvikle en sådan –  nogensinde ville blive taget i anvendelse. Det ville i det mindste kræve en solid pris på CO₂-udledninger, som man i givet fald ville kunne spare.

Update 15.07. – Det amerikanske militær er ifølge den amerikanske forsvarslovgivning pålagt at have 20-års fremskrivninger af klimaudviklingen som et vigtigt del af grundlaget for udviklingen af strategier. Men dette søgte republikanske Rick Perry imidlertid at forhindre gennem et tillæg til forsvarslovgivningen. I en lille men symbolsk vigtig sejr for klimaet blev Perrys forslag nedstemt i Repræsentanternes Hus. 46 republikanere stemte imod Perrys forslag, hvilket var tilstrækkeligt til at det faldt.

Update 16.07. – Trump er nu vendt tilbage fra sit besøg i Frankrig. Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron siger i et efterfølgende interview med Journal du Dimanche, at han havde presset betydeligt på for at få USA tilbage i Paris-aftalen, at Trump havde lyttet, og at de havde talt konstruktivt om at finde veje dertil. Trump havde overfor Macron givet udtryk for, at han ville overveje, hvad der skulle til for at USA kunne genindtræde. “He said he would try to find a solution in the coming months. We spoke in detail about what could allow him to return to the Paris deal,” siger Macron ifølge AP til Journal du Dimanche.

“Something could happen with respect to the Paris accords, let’s see what happens,” sagde Trump ved en fælles pressekonference med Macron tidligere på ugen. “If it happens, that will be wonderful, and if it doesn’t, that’ll be OK too.”

Det ville for Trump være en sikker måde at sikre sig lidt international goodwill efter at han rekordhurtigt har formået at sætte USAs gode image under Obama over styr. 

Det er prisværdigt, at Macron på den led ikke bare som de fleste dukker sig overfor Trump, men går direkte ind i løvens gab og uden at vige på de vitale punkter tilbyder en internationalt set ellers meget ensom Trump et venskab. Men om Trump kun taler Macon efter munden og er tilbage i hardcore klimafornægtelse, når han igen er i samme rum som Bannon og Pruitt, må tiden vise. Og spørgsmålet er, hvor godt det er at få USA tilbage i Paris-aftalen, hvis prisen viser sig at være ikke bare gas som bridge fuel, men mere accept af kulafbrændingen – eller at CCS-teknologier, i en tid, hvor de vedvarende løsninger ligger stadig mere lige for, får en mere central placering i den globale klimastrategi blot for at den fossile afbrænding kan fortsætte nogle få år mere.

Richard Branson fra Virgin, som forlod Trumps kreds af top-forretningsrådgivere efter at Trump trak USA ud af Paris-aftalen, sagde ved et arrangement i Brooklyn fredag, at Trump gjorde som han gjorde på trods af anbefalinger om det modsatte fra stort set hele det amerikanske erhvervsliv, og at han synes at have fortrudt sin beslutning oven på de mange negative reaktioner derpå. Branson opfordrede direkte Trump til at få afviklet brugen af kul hurtigst muligt.

Det er præcist det der skal til, men i disse tider er det de færreste, der italesætter problemerne så direkte over for Trump.

I Californien kunne man se det i de senere år ganske usædvanlige, at republikanske stemmer var med til at vedtage en udvidelse af statens kvotesystem, som frem til 2030 vil være med til at sikre en reduktion i de californiske udledninger på 40% over 1990-niveau. Californien har således stadfæstet sin rolle som lokomotiv og udstillingsvindue for resten af USA. Samtidig med at man har markant skarpere klimakrav end resten af USA har Californien formået at holde en økonomisk vækstrate, som er væsentligt højere end det øvrige USAs. Trump holder konstant klima- og miljøhensyn op mod økonomisk udvikling og vælger økonomi over klima og miljø, hver gang han øjner en modsætning. Californien demonstrerer med al tydelighed, at de ikke er hinandens modsætninger, men kan gå hånd i hånd og på bare lidt længere sig er hinandens forudsætninger.

Joe Romm: Al Gore on Trump: ‘Despair is just another form of denial’, ThinkProgress 25.07.2017.

Marianne Lavelle: Is a Conservative Climate Movement Heating Up? InsideClimate News 25.07.2017.

Samantha Page: EPA is asking a climate denier think tank for help recruiting its ‘red team’, ThinkProgress 25.07.2017.

Joe Romm: Energy efficiency is a huge money saver — but the Trump administration is against it, ThinkProgress 24.07.2017.

Timothy Cama: Trump administration seeks to repeal Obama fracking rule, The Hill 24.07.2017.

Sabrina Shankman: 8 Senators Call for Probe of ‘Arbitrary’ Reassignment of Federal Scientists, InsideClimate News 25.07.2017.

John H. Cushman Jr.: Like Exxon, Utilities Knew about Climate Change Risks Decades Ago, InsideClimate News 25.07.2017.

Timothy Cama: GOP Science chairman extolls ‘benefits’ of climate change, The Hill 24.07.2017.

Devin Henry: States sue EPA over chemical safety rule delay, The Hill 24.07.2017.

Timothy Cama: Trump to tap coal lobbyist, industry attorney for top EPA posts, The Hill 21.07.2017.

Samantha Page: Anthony Scaramucci called climate science ‘irrefutable’ before he worked for Trump, ThinkProgress 21.07.2017.

Devin Henry: Liberal group files lobbying complaint against Pruitt, The Hill 21.07.2017.

Mark Hand: Repeal of Obama-era environmental rules dominates Trump’s regulatory agenda, ThinkProgress 20.07.2017.

Ben Kamisar: Gore: Trump prompting ‘biggest upsurge’ of climate activism ever, The Hill 20.07.2017.

Joe Romm: Al Gore’s ‘An Inconvenient Sequel’ is arriving just when we need it, ThinkProgress 20.07.2017.

Timothy Cama: White House details plan to roll back environmental regs, The Hill 20.07.2017.

Joe Romm: Macron’s delusion about bringing Trump back into the Paris climate agreement, ThinkProgress 18.07.2017.

Aida Chavez: Al Gore: ‘I was wrong’ on Trump, The Hill 18.07.2017.

Jack Jenkins: Nuns are suing to stop a pipeline – because they believe the earth is sacred, ThinkProgress 18.07.2017.

Natasha Geiling: Former NASA scientist releases new paper supporting youth climate case against Trump, ThinkProgress 18.07.2017.

Melanie Mason & Chris megerian: California Legislature extends state’s cap-and-trade program in rare bipartisan effort to address climate change, Los Angeles Times 17.07.2017.

Rebecca Leber: Did Trump’s EPA Chief Just Say His Mission Is to Dismantle the Agency? Mother Jones 17.07.2017.

Lindsey Gilpin: Indigenous People Plan to Honor a Treaty that Trump Won’t, Mother Jones 17.07.2017.

Maya Oppenheim: Donald Trump regrets ‘bizarre mistake’ of Paris climate withdrawal, Richard Branson claims, The Independent 16.07.2017.

Rebecca Savaransky: After discussion, Macron says Trump ‘understood’ importance of Paris climate deal, The Hill 16.07.2017.

Mark Hand: 46 Republicans buck party to help Democrats take down anti-climate action amendment, Think Progress 14.07.2017.

Richard Lough & Ayesha Rascoe: Trump says ‘something could happen’ on climate accord, Reuters 16.07.2017.

Emily Atkin: The End Goal of Trump’s War on Science, New Republic 04.07.2017.

Coral Davenport & Eric Lipton: How G.O.P. Leaders Came to View Climate Change as Fake Science, New York Times 03.07.2017.

Lisa Friedman: Court Blocks E.P.A. Effort to Suspend Obama-Era Methane Rule, New York Times 03.07.2017.

Devin Henry: Energy Department to reconsider Obama energy efficiency rule, The Hill 03.07.2017.

Joseph Stiglitz: Tell Donald Trump: the Paris climate deal is very good for America, The Guardian 03.07.2017.

Timothy Cama: Court rejects Trump’s delay of EPA drilling pollution rule, The Hill 03.07.2017.

Court rejects EPA’s attempt to halt Obama-era methane rule, (Reuters) The Guardian 03.07.2017.

Brandon Carter: Stephen Hawking: Trump pulling out of Paris Agreement ‘could push Earth over the brink’, The Hill 02.07.2017.

Coral Davenport: Counseled by Industry, Not Staff, E.P.A. Chief Is Off to a Blazing Start, New York Times 01.07.2017.

Brandon Carter: Science division of White House office no longer staffed: report, The Hill 30.06.2017.

Arthur Neslen: Germany ‘massively weakened’ draft G20 climate plan to appease Trump, Climate Home 29.06.2017.

Josh Voohees: EPA Chief Scott Pruitt Wants to Enlist a “Red Team” to Sow Doubts About Climate Change, Slate 30.06.2017.

Elizabeth Kolbert: The E.P.A.’s Dangerous Anti-Regulatory Policies, The New Yorker 30.06.2017.

Leslie Kaufmann: New York, Massachusetts Move on Energy Storage Targets, InsideClimate News 30.06.2017.

Ben Mathis-Liley: Kushner Reportedly Used Threat of Enquirer Story to Solicit Apology From Morning Joe to Trump, Slate 30.06.2017.

Timothy Cama: EPA head launching initiative to ‘critique’ climate science, The Hill 30.06.2017.

Kaeli Subberwal: Angela Merkel Vows G20 Won’t Bow To Trump On Climate Change, Huffington Post 30.06.2017.

Mika Brzezinski & Joe Scarborough: Donald Trump is not well, Washington Post 30.06.2017.

Christopher Mele: ‘Morning Joe’ Hosts and Trump Bring National Enquirer Into Their Feud, New York Times 30.06.2017.

Robinson Meyer: The American South Will Bear the Worst of Climate Change’s Costs, The Atlantic 29.06.2017.

Neela Banerjee: Trial Date Set for Children’s Climate Lawsuit Against U.S. Government, InsideClimate News 29.06.2017.

Melissa Eddy: Angela Merkel Sets Collision Course With Trump Ahead of G-20, New York Times 29.06.2017.

Max Bergmann: Present at the Destruction: How Rex Tillerson Is Wrecking the State Department, Politico 29.06.2017.

Marianne Lavelle & Juhn H. Cushman Jr.: Trump’s ‘Energy Dominance’ Push Ignores Some Important Realities, InsideClimate News 29.06.2017.

Rebekah Entralgo: In surprising rebuke to Trump, GOP committee votes to repeal authorization for use of military force, Think Progress 29.06.2017.

Devin Henry: Coal, nuclear vie for supremacy in key Energy Department study, The Hill 29.06.2017.

Steven Mufson: This isn’t the ‘clean coal’ news Trump wanted during ‘energy week’, Washington Post 28.06.2017.

Dylan Lovan: EPA to consider impact on jobs, despite appeals court ruling, AP 29.06.2017.

Conor Friederdorf: GE CEO Criticizes President Trump on China and the Paris Accords, The Atlantic 28.06.2017.

Eliza Griswold: The Future of Coal Country, The New Yorker (magasin 3. juli) 28.06.2017.

Nicholas Kusnetz: House Republicans OK Measure Asking Military to Study Climate Change, InsideClimate News 28.06.2017.

John Dawsey, Eliana Johnson & Alex Isenstadt: Tillerson blows up at top White House aide, Politico 28.06.2017.

Georgina Gustin: Half a Loaf: Lawmakers Vote to Keep Some Energy Funds Trump Would Cut, InsideClimate News 28.06.2017.

Timothy Cama: EPA moves to repeal Obama water rule, The Hill 27.06.2017.

Devin Henry: House energy bill spends $3.6B more than Trump budget, The Hill 27.06.2017.

Inae Oh: Trump’s Favorable Ratings Abroad Are Even Worse Than at Home, Mother Jones 27.06.2017.

Dominique Mosbergen: More than 1,000 American Mayors Sent Donald Trump One Helluva Message, Mother Jones 27.06.2017.

Timothy Cama: EPA head faces skeptical senators on budget cuts, The Hill 27.06.2017.

Devin Henry: House committee approves coal country bill, The Hill 27.06.2017.

Nicholas Kusnetz: U.S. Mayors Back 100% Renewable Energy, Vow to Fill Climate Leadership Void, InsideClimate News 26.06.2017.

Timothy Cama: Poll: Voters want US to seek new climate pact to replace Paris, The Hill 26.06.2017.

Jim Hightower: Trump’s Cabinet of sycophants won’t admit his job performance is terrible, Salon 24.06.2017.

Daniel Politi: Trump Appears to Acknowledge Russia Meddled in Election – but Blames Obama, Slate 24.06.2017.

Nick Thieme: Pruitt Is Paving the Way for an Industry-Led EPA, Slate 23.06.2017.

Andrew Sullivan: The Perverse Presidency of Donald Trump, New York Magazine 23.06.2017.

David Frum: What Happens When a Presidency Loses Its Legitimacy? The Atlantic 23.06.2017.

Joe Romm: Rick Perry loses his cool when confronted by Sen. Franken on climate science, Think Progress 23.06.2017.

Rebecca Leber: Dozens of EPA Staffers Weigh In on the Damage Trump Has Inflicted, Mother Jones 22.06.2017.

Emily Holden: Energy CEOs tell Pruitt they want carbon regulation, E&E News 22.06.2017.

Seth Borenstein & Nick Perry: Experts: US exiting climate pact may doom some small islands, AP 22.06.2017.

Phil McKenna: EPA’s Methane Estimates for Oil and Gas Sector Under Investigation, InsideClimate News 22.06.2017.

Matt Zapotosky & Karoun Demirjian: Homeland Security official: Russian government actors tried to hack election systems in 21 states, Washington Post 21.06.2017.

Bill Scher: How Archie Parnell Ran the Best Democratic Campaign of 2017, Politico 21.06.2017.

Alvin Chang: 4 charts showing Democrats are gaining a lot of ground, Vox 21.06.2017.

Devin Henry: Trump regulators trigger pollution fight, The Hill 20.06.2017.

Devin Henry: Dems, greens press Trump administration on methane rewrites, The Hill 20.06.2017.

Marianne Lavelle: Perry Touts ‘24-7’ Power, Oil Pipelines as Key to Energy Security, InsideClimate News 20.06.2017.

Frank Bruni: After Georgia Election, Democrats Are Demoralized, Again, New York Times 20.06.2017.

Austin Wright: Cummings: Flynn didn’t disclose foreign contacts on security clearance form, Politico 19.06.2017.

Devin Henry: Overnight Energy: Perry questions role of carbon dioxide in climate change, The Hill 19.06.2017.

Marianne Lavelle: Rick Perry Denies Climate Change Role of CO₂, InsideClimate News 19.06.2017.

Gabriel Debenedetti: Democrats sweat the details in Georgia special election, Politico 19.06.2017.

Robin Emmott & Alissa de Carbonnel: EU says deepening ties with climate pact members after U.S. withdraws, Reuters 19.06.2017.

Alex Guillén: The radical idea behind Trump’s EPA rollbacks, Politico 18.06.2017.

John Dawsey & Seung Min Kim: Democrats use Trump ‘mean’ comment to tar GOP, Politico 18.06.2017.

Robert Kuttner: What Will It Take To Dump Trump? Huffington Post 18.06.2017.

Mariana Mazzucato: Trump’s infrastructure plan is a pillar of his agenda. It also isn’t very smart, The Guardian 18.06.2017.

Rebecca Solnit: Victories against Trump are mounting. Here’s how we deal the final blow, The Guardian 18.06.2017.

Dan Balz: Trump’s contradictory coalition roils elections in Virginia, Georgia, Washington Post 17.06.2017.

Lisa Rein & Abby Philip: Help wanted: Why Republicans won’t work for the Trump administration, Washington Post 17.06.2017.

Alexandra Rosenmann: Five times EPA head Scott Pruitt was completely blindsided during his House Budget Hearing, Salon 16.06.2017.

John Cassidy: A Cornered Donald Trump Lashes Out, The New Yorker 16.06.2017.

Brian Beutler: The Desperate Spin of a Spiraling Presidency, New Republic 16.06.2017.

Timothy Cama: EPA head met with multiple energy execs in his first weeks, The Hill 16.06.2017.

Julie Carrie Wong: Donald Trump releases financial disclosure about his business assets, The Guardian 16.06.2017.

Ryan Lizza: Why Trump Attacked His Own Deputy Attorney General, The New Yorker 16.06.2017.

Heather Digby Parton: Team Trump goes after Robert Mueller: Our national crisis enters a decisive phase, Salon 16.06.2017.

Andy Kroll: How a Crew of Hardliners Hijacked Donald Trump’s Cuba Policy, Mother Jones 16.06.2017.

David Remnick: Who in the White House Will Turn Against Donald Trump? The New Yorker 16.06.2017.

Andy Kroll: The $2 Billion Powerhouse Behind Jon Ossoff, Mother Jones july-august (16.06.) 2017.

Leslie Kaufman: As Solar and Wind Prices Fall, Coal’s Future is Fading Fast, BNEF Says, InsideClimate News 15.06.2017.

Perry Bacon Jr.: Why The GOP Is So Hell-Bent On Passing An Unpopular Health Care Bill, TiveThiryEight 15.06.2017.

Emily Atkin: Climate-Change Deniers Aren’t Tired of Winning Yet, New Republic 15.06.2017.

Stephanie Kirchgaessner: Lobbyist for Russian interests says he attended dinners hosted by Sessions, The Guardian 15.06.2017.

Jeremy Venok: Do the Two New Lawsuits Against Trump Have Any Shot at Success? The Atlantic 15.06.2017.

Rebecca Leber: These Republicans Are Pretty Upset About Trump’s EPA Budget, Mother Jones 15.06.2017.

Devin Henrry: Energy Department aims to close international clean energy office, The Hill 15.06.2017.

Timothy Cama: Trump’s EPA budget cuts hit strong opposition at House panel, The Hill 15.06.2017.

Brady Dennis: EPA head defends White House’s plan for massive cuts to his agency, Washington Post 15.06.2017.

Sari Horowitz, Matt Zapotoosky & Adam Entous: Special counsel is investigating Jared Kushner’s business dealings, Washington Post 15.06.2017.

Marianne Lavelle: Congress to Pruitt: We’re Not Cutting EPA Budget to Trump’s Levels, InsideClimate News 15.06.2017.

Marianne Lavelle: Judge Orders Dakota Access Pipeline Review, Citing Environmental Justice, InsideClimate News 15.06.2017.

Callum Borchers: Thanks for confirming the obstruction investigation, Mr. President, Washington Post 15.06.2017.

Jennifer Rubin: The criminal investigation of Trump puts his presidency in peril, Washington Post 15.06.2017.

Brian Kahn: A GOP Congressman Is Forging Ahead on Climate Action, Climate Central 14.06.2017.

Georginia Gustin: U.S. Power Plant Emissions Fall to Near 1990 Levels, Decoupling from GDP Growth, InsideClimate News 14.06.2017.

$100M wind project suspended following Tennessee moratorium, (AP) Knoxville News Sentinel 14.06.2017.

# Janet Reitman: Rachel Maddow: The Rolling Stone Interview, Rolling Stone 14.06.2017.

Devin Henry: Wind, solar produce 10 percent of US electricity for first time, The Hill 14.06.2017.

# Alexis C. Madrigal: Obama’s Energy Secretary Defends His Legacy Against Trump, The Atlantic 14.06.2017.

John Bowden: Tillerson asks for ‘flexibility’ in Russian sanctions, The Hill 14.06.2017.

Mary Pilon: Life at Trump Pavilion, New Republic 14.06.2017.

Elliot Hannon: Trump Reportedly Calls House GOP Health Care Plan “Mean,” Urges Senators to Be “More Generous”, Slate 14.06.2017.

Timothy Cama: Wind power group’s new ad campaign aims to win over Trump, The Hill 14.06.2017.

Brooke Seipel: Nearly 200 Democrats sue Trump citing emoulments clause violation, The Hill 14.06.2017.

Mark Joseph Stern: Jeff Sessions Just Admitted That He Violated His Recusal Pledge, Slate 14.06.2017.

David Smith: ‘Nervous’ Jeff Sessions’ attempt at Trump-like bravado falls flat, The Guardian 14.06.2017.

Darren Samuelsohn: 6 explosive moments that could still come in Russia probe, The Hill 14.06.2017.

David Margolick: Where Trump Learned to Love Ritualized Flattery, The New Yorker 13.06.2017.

Max Greenwod: California gov named special adviser to UN climate conference, The Hill 13.06.2017.

Amy Davidson: The Ninth Circuit Rejects Trump’s Travel Ban Again, The New Yorker 13.06.2017.

Aida Chavez: Poll: Trump disapproval hits record 60 percent, The Hill 13.06.2017.

Rakteem Katakey: World Coal Production Just Had Its Biggest Drop on Record, Bloomberg 13.06.2017.

John Cassidy: Why So Many Republicans Still Grovel to Trump, The New Yorker 13.06.2017.

Timothy Cama: Tillerson: ‘My view didn’t change’ on Paris climate agreement, The Hill 13.06.2017.

Ryan Lizza: Is Trump Now a Subject of the Mueller Investigation? The New Yorker 13.06.2017.

Michael Riley & Jordan Robertson: Russian Cyber Hacks on U.S. Electoral System Far Wider Than Previously Known, Huffngton Post 13.06.2017.

Michael D. Shear & Maggie Haberman: Friend Says Trump Is Considering Firing Mueller as Special Counsel, New York Times 13.06.2017.

Michael McAuliff: Top Justice Official Says He Could Fire Robert Mueller, But Donald Trump Can’t, Huffngton Post 13.06.2017.

Justin Worland: How Trump Could Slow Climate Change Projects Around the World, Time Magazine 13.06.2017.

Julia Ioffe: Why Did Jeff Sessions Really Meet With Sergey Kislyak? The Atlantic 13.06.2017.

Jeremy Stahl: If Trump Wants to Fire Robert Mueller, He’s Going to Have to Fire Rod Rosenstein First, Slate 13.06.2017.

Alexandra Petri: ‘I love you more, Mr. President’: A Cabinet competition, Washington Post 13.06.2017.

Brian Beutler: If Trump Fires Robert Mueller, He Should Be Impeached, New Republic 13.06.2017.

Scott Wong: Ryan: Trump should let Mueller do his job, The Hill 13.06.2017.

Sari Horowitz & Matt Zapotosky: Jeff Sessions testifies: Calls suggestion of collusion with Russia an ‘appalling and detestable lie’, Washington Post 13.06.2017.

Bob Inglis: I helped draft Clinton’s impeachment articles. The charges against Trump are more serious, Washington Post 13.06.2017.

Sharon LaFraniere: Maryland and District of Columbia Sue Trump Over His Businesses, New York Times 12.06.2017.

Aron C. Davis & Karen Tumulty: D.C. and Maryland AGs: Trump ‘flagrantly violating’ emoluments clause, Washington Post 12.06.2017.

Dana Milbank: Of course Trump called Comey a liar: That’s always been his strategy, Washington Post 12.06.2017.

Georgina Gustin: U.S. Refuses to Join G7 Climate Change Declaration, InsideClimate News 12.06.2017.

Mark Hand: U.S. refuses to endorse joint climate statement with other G7 countries, Think Progress 12.06.2017.

Devin Henry: Trump administration abstains from G7 climate change pledge, The Hill 12.06.2017.

Rebecca Leber: Trump Wants to Cut EPA’s Scientific Research in Half, Mother Jones 12.06.2017.

Timothy Cama: Court can’t review Trump’s Keystone approval, lawyers argue, The Hill 12.06.2017.

Graham Vyse: The Enduring Mystery of Jon Ossoff, New Republic 12.06.2017.

David Smith: Trump survived James Comey’s testimony, but the fallout could be fatal, The Guardian 11.06.2017.

Paolo Santalucia & Frank Jordans: Scott Pruitt makes brief appearance at G7 environment summit, where allies express their displeasure at Trump’s Paris climate decision, (AP) Business Insider 11.06.2017.

Tina Adams: Naomi Klein: ‘Trump is an idiot, but don’t underestimate how good he is at that’, The Guardian 11.06.2017.

Timpothy Cama: Local governments step up fight with Trump on climate, The Hill 11.06.2017.

Jenna Johnson: Trump: ‘I believe the James Comey leaks will be far more prevalent than anyone ever thought possible’, Washington Post 11.06.2017.

Glenn Trush: Trump May Not Visit U.K. This Year as Planned, New York Times 11.06.2017.

Victoria Guida: Graham: Trump could ‘go down’ because of ‘inappropriate’ statements, Politico 11.06.2017.

Jeffrey Yong: Trump Should Testify Before The Senate On Russia And Comey, Schumer Says, Huffington Post 11.06.2017.

Judd Legum: Amid growing controversy, Sessions abruptly cancels public testimony, ThinkProgress 11.06.2017.

Sandhya Somashekhar: Federal attorney says Trump’s contacts made him uncomfortable before he was fired, Washington Post 11.06.2017.

The GOP’s Obamacare sabotage continues, (leder) Washington Post 11.06.2017.

Jenna Johnson: Trump’s son seems to confirm Comey’s account of the president’s comments on the Flynn investigation, Washington Post 11.06.2017.

Marina Fang: Donald Trump’s Son Inadvertently Backs Up Comey’s Account Of Conversation With President, Huffington Post 11.06.2017.

Aaron Sheldrick & Osamu Tsukimori: U.S. says it’s committed to environment despite Trump’s pullout of Paris accord, Reuters 10.06.2017.

Kori Schake: Trump Is Destroying His Own Administration’s Policies, The Atlantic 10.06.2017.

It’s the Olympics for Trump Apologists, (leder) New York Times 10.06.2017.

Andrea Shalal: Germany, California to tackle climate change together, Reuters 10.06.2017.

Angela Merkel condemns ‘putting up walls’ during Mexico visit, (Reuters) The Guardian 10.06.2017.

Robert Reich: Scam alert: Trump’s $1tn ‘infrastructure plan’ is a giveaway to the rich, The Guardian 10.06.2017.

Britt Peterson: Donald Trump Is the Worst Boss in Washington, New York Times 09.06.2017.

Timothy Cama: Trump’s proposed climate rule reconsideration nears public release, The Hill 09.06.2017.

Natasha Geiling: Federal judge denies Trump administration appeal in youth climate lawsuit, Think Progress 09.06.2017.

Ruth Marcus: Why Comey’s testimony was utterly devastating to Trump, Washington Post 09.06.2017.

Matt Zapotosky: James Comey is a ‘leaker’ — but that doesn’t make him a criminal, Washington Post 09.06.2017.

Henry Grabar: Watch Donald Trump Throw Binders Full of Highway Environmental Reviews on the Floor, Slate 09.06.2017.

Ben Mathis-Lilley: The GOP’s Excuses for Trump in the Comey Case Are Undermined by Basically Everything Trump Has Ever Said, Slate 09.06.2017.

Anthony Lane: Trump vs. Comey: Hope Against Hope, The New Yorker 09.06.2017.

Marianne Lavelle: 5 Shades of Climate Denial, All on Display in the Trump White House, InsideClimate News 09.06.2017.

Kyle Cheney: House Intelligence Committee leaders ask White House for any Comey tapes, Politico 09.06.2017.

Julie Hirschfield & Glenn Trush: Calling Comey a Liar, Trump Says He Will Testify Under Oath, New York Times 09.06.2017.

Philip Bump: There is no indication Comey violated the law. Trump may be about to, Washington Times 09.06.2017.

Marianne Lavelle: Paris Climate Exit: Will Trump Continue to Meddle in the Talks? InsideClimate News 09.06.2017.

Carl Hulse: Trump’s Interactions With Comey: Criminal or Clueless? New York Times 09.06.2017.

Tim Murphy: Jon Ossoff Might Really Win the Georgia Special Election, Mother Jones 09.06.2017.

Norma Eisen & Noah Bookbinder: Comey’s Case for Obstruction of Justice, New York Times 08.06.2017.

Evan Osnos: Comey’s Revenge: Measuring Obstruction, The New Yorker 08.06.2017.

Matt Appuzzo & Emmarie Huetteman: Comey Accuses White House of ‘Lies’ and Says Trump Tried to Derail Inquiry, New York Times 08.06.2017.

Brian Beutler: Comey’s Trump Testimony Will Haunt Republicans, New Republic 08.06.2017.

Zack Colman: Coal industry begs Congress to save carbon capture from Trump, Climate Home 07.06.2017.

Nicholas Schmidle: James Comey’s Intellectual History, The New Yorker 07.06.2017.

Jesse Byrnes: Obama: Paris climate pact still has a chance, The Hill 07.06.2017.

Justin Gillis & Nadja Popowich: In Trump Country, Renewable Energy Is Thriving, New York Times 07.06.2017.

Leon Neyfakh: Trump Told Comey, “We Had That Thing.” What Thing Was He Talking About? Slate 07.06.2017.

Obama says Paris climate agreement still has a chance, AP 07.06.2017.

Emily Atkin: Congress’ Bipartisan Climate Club Doesn’t Agree on Much, New Republic 07.06.2017.

Julia Manchester: Mayors of Pittsburgh, Paris team up for climate change op-ed, The Hill 07.06.2017.

Katy Waldman: James Comey’s Senate Testimony Is a Pulpy, Literary Treat, Slate 07.06.2017.

A.J. Vicens: 6 Things We Learned From James Comey’s Stunning Testimony, Mother Jones 07.06.2017.

Timothy Cama: Hawaii law aligns state with Paris climate pact, The Hill 07.06.2017.

Robert J. Samuelson: What really happened to coal? Washington Post 07.06.2017.

Devlin Barrett: ‘I expect loyalty,’ Trump told Comey, according to written testimony, Washington Post 07.06.2017.

Jennifer Rubin: The critical information in James Comey’s written statement, Washington Post 07.06.2017.

Chris Mooney: 85 percent of the top science jobs in Trump’s government don’t even have a nominee, Washington Post 06.06.2017.

Susan B. Glasser: The 27 Words Trump Wouldn’t Say, Politico 06.06.2017.

Ben Walsh,  Alexander C. Kaufman & Daniel Marans: The Execs Bashing Trump’s Paris Withdrawal Are Also Funding Climate-Change Deniers, Huffington Post 06.06.2017.

Alexandra Rosenmann: Noam Chomsky on Trump: The worst is yet to come, (Alternet) Salon 06.06.2017.

Jake Lahut: Obama optimistic despite ‘temporary lack of U.S. leadership’ on climate, Politico 06.06.2017.

James West: An American Leader Is in China Right Now Signing All These Climate Deals. It Is Obviously Not Trump, Mother Jones 06.06.2017.

Matthe Rozsa: Brookings Institution: Trump’s $110 billion Saudi arms deal is “fake news”, Salon 06.06.2017.

Joe Concha: Rachel Maddow noticeably absent from MSNBC’s Comey coverage, The Hill 06.06.2017.

John Cassidy: Theresa May’s Donald Trump Problem, The New Yorker 06.06.2017.

Sarah Poshner: Why can’t Rex Tillerson say No to Trump? Washington Post 06.06.2017.

Timothy Cama: Court asks EPA to justify pausing Obama pollution rule, The Hill 06.06.2017.

Oliver Milman: Climate change progress at Trump’s EPA is grinding to a halt, workers reveal, The Guardian 06.06.2017.

Rhiannon Lucy Cosslett: If Trump visits, let’s greet him with the chorus of mocking middle fingers he deserves, The Guardian 06.06.2017.

Rex Tillerson gets frosty welcome in New Zealand – complete with single finger salutes, The Guardian 06.06.2017.

Julian Borger: Cancel Donald Trump state visit, says Sadiq Khan, after London attack tweets, The Guardian 06.06.2017.

Glenn Kessler: Pruitt’s claim that ‘almost 50,000 jobs’ have been gained in coal, Washington Post 06.06.2017.

Josh Chafetz: The Real ‘Resistance’ to Trump? The GOP Congress, Politico 06.06.2017.

Jane Mayer: In the Withdrawal from the Paris Climate Agreement, the Koch Brothers’ Campaign Becomes Overt, The New Yorker 05.06.2017.

Naomi Oreskes: The Republican party – not Trump – is the biggest obstacle to climate action, The Guardian 05.06.2017.

Jeet Heer: Trump Is Not a Builder. He’s a Destroyer, New Republic 05.06.2017.

Sam Stein & Jessica Schulberg: Terrorists Want People Afraid. Trump’s Alarmist Tweets Spark More Fear, Huffington Post 05.06.2017.

Britain answered the latest attack with substance and strength. Trump, not so much, (leder) Washington Post 05.06.2017.

Richard Black: Trump hasn’t actually left the Paris climate deal. Not yet, Climate Home 05.06.2017.

Georgina Gustin: 1,000-plus U.S. Cities, States and Businesses Vow to Meet Paris Climate Commitments, InsideClimate News 05.06.2017.

Susan Devin Henry: Overnight Energy: Coalition bucks Trump, commits to Paris climate goals, The Hill 05.06.2017.

The Guardian view on Trump’s state visit to the UK: his invitation should be rescinded, (leder) The Guardian 05.06.2017.

Ali Breland: Apple, Facebook, Google want to be a part of Paris deal, The Hill 05.06.2017.

Susan B. Glasser: Trump National Security Team Blindsided by NATO Speech, Politico 05.06.2017.

James West: Der Spiegel Just Published the Minutes From Trump’s Contentious Meeting With G7 Leaders, Mother Jones 05.06.2017.

Chris Mooney: No, Trump hasn’t embraced the science of climate change. Yes, it matters, Washington Post 05.06.2017.

Scott Clement & Brady Dennis: Post-ABC poll: Nearly 6 in 10 oppose Trump scrapping Paris agreement, Washington Post 05.06.2017.

Carol Morello: Senior diplomat in Beijing embassy resigns over Trump’s climate change decision, Washington Post 05.06.2017.

The Guardian view on Trump and climate change: galvanising the globe, (leder) The Guardian 04.06.2017.

Peter Baker: 16 Years Later, Bush’s Climate Pact Exit Holds Lessons for Trump, New York Times 04.06.2017.

Amy Hamron: Climate Science Meets a Stubborn Obstacle: Students, New York Times 04.06.2017.

Lorenzi Fioramonti: As Trump smacks the climate, world must do better to save planet, The Conversation 04.06.2017.

Laurence Tubiana: Donald Trump makes a historic mistake, Japan Times 04.06.2017.

Vicky Arroyo: The US is the biggest loser on the planet thanks to Trump’s calamitous act, The Guardian 04.06.2017.

Jamie Henn: The best way to resist Trump ditching Paris? Divest from fossil fuels, The Guardian 03.06.2017.

Trump’s selfish decision must not mislead the rest of the world, (leder) Asahi Shimbun 03.06.2017.

US pullout from Paris climate accord a betrayal of humanity’s future, (leder) Mainichi 02.06.2017.

What states can do on climate change (even though we really need the feds), (leder) Washington Post 03.06.2017.

Karen Clay: I’m a climate change researcher in Pittsburgh. What is Trump talking about? Vox 03.06.2017.

Benn White & Annie Karni: America’s CEOs fall out of love with Trump, Politico 03.06.2017.

John Henley: ‘Make our planet great again’: Macron’s response to Trump is praised, The Guardian 03.06.2017.

Michael Bloomberg: US states and businesses will still meet Paris targets, (Press Association) The Guardian 03.06.2017.

Coral Davenport & Eric Lipton: How G.O.P. Leaders Came to View Climate Change as Fake Science, New York Times 03.06.2017.

Julian Borger: James Mattis asks US allies to ‘bear with us’ amid backlash over isolationism, The Guardian 03.06.2017.

America in Retreat, (leder) New York Times 03.06.2017.

Maureen Dowd: Trump Stomps Planet Earth, New York Times 03.06.2017.

Timothy Cama: Why Trump’s climate decision won’t stop the world, The Hill 03.06.2017.

Julia Manchester: Haley: ‘Trump believes the climate is changing’, The Hill 03.06.2017.

Margaret Hamman: What Quitting the Paris Climate Accord Will Do to the U.S., and the Planet, New York Magazine 02.06.2017.

Laurence Perryman: From Coast To Coast, Over 100 U.S. Cities Defy Trump And Adopt Paris Agreement — Here’s The List, PoliticalD!G 02.06.2017.

Joe Romm: EPA chief cites flawed NYT column to justify Trump’s exit from Paris deal, Think Progress 02.06.2017.

Emily Atkin: This is what happens when you vote for people who deny science, New Republic 02.06.2017.

Brian Beutler: Ivanka Trump’s Political Brand Is Dead, New Republic 02.06.2017.

Emily Atkin: Trump’s Cowardly New Form of Climate-Change Denial, New Republic 02.06.2017.

John Cassidy: Jeremy Corbyn Is Surging by Using Bernie Sanders’s Playbook, The New Yorker 02.06.2017.

Jonathan Gaventa: EU-China climate statement is a manifesto for a new global order, Climate Home 02.06.2017.

Graham Readfern: White House debate on Paris was never about climate change, Climate Home 02.06.2017.

Carl Bildt: The scariest part of Trump’s Paris accord speech wasn’t about climate, Washington Post 02.06.2017.

Ryan Lizza: How Climate Change Saved Steve Bannon’s Job, The New Yorker 02.06.2017.

Mark Hensch: Some in WH thought Paris deal opponents used dubious data to convince Trump: report, The Hill 02.06.2017.

Brandon Carter: Dan Rather: History will punish Trump for leaving Paris climate deal, The Hill 02.06.2017.

John Bowden: Bloomberg pledges $15M to UN to cover US climate share, The Hill 02.06.2017.

Timothy Cama: Tillerson’s first post-Paris remarks: US will reduce emissions, The Hill 02.06.2017.

Neetzan Zimmerman: Republican governor joins coalition to uphold Paris climate agreement, The Hill 02.06.2017.

Timothy Cama: EPA chief: Climate pact should focus on exporting US technology, The Hill 02.06.2017.

Donald Trump’s Triumph of Stupidity, Der Spiegel 02.06.2017.

David Siders: Jerry Brown defies Trump on world stage, Politico 02.06.2017.

Annie Karni: After climate loss, Ivanka moves on, Politico 02.06.2017.

Andrew Restuccia: Tillerson downplays significance of Paris exit, Politico 02.06.2017.

James Carroll: The Renewed Importance of Pope Francis’s Encyclical on Climate Change, The New Yorker 01.06.2017.

Alex Gullén: EPA’s Pruitt basks in Trump glow after Paris pullout, Politico 02.06.2017.

Mary Papenfuss: Al Franken On Jettisoning Paris Pact: This Is So Bad In So Many Ways, Huffington Post 02.06.2017.

Chris D’Angelo: CNN Reporter Jim Acosta Slams EPA Chief On Climate Change Denial, Huffington Post 02.06.2017.

Alexander Kaufman & Christina Wilkie: Trump’s EPA Chief Rebukes Critics As ‘Climate Exaggerators’ After Quitting Paris Accord, Huffington Post 02.06.2017.

Michael Calderone: Climate Finally Gets TV Spotlight, But Science Experts And Advocates Are Scarce, Huffington Post 02.06.2017.

John H. Kushman Jr. & Zahra Hirji: Paris Agreement: Trump’s Climate Exit Risks U.S. Economy, World’s Welfare, InsideClimate News 02.06.2017.

Nicholas Kusnetz: Exxon’s Climate Accounting a ‘Sham’ Under Rex Tillerson, New York’s AG Says, InsideClimate News 02.06.2017.

Glenn Kessler & Michelle Ye Hee Lee: Fact-checking President Trump’s claims on the Paris climate change deal, Washington Post 02.06.2017.

Juliet Eilperin & Brady Dennis: Scott Pruitt, outspoken and forceful, moves to the center of power within the Trump administration, Washington Post 02.06.2017.

Abby Philip & John Wagner: Democrats see political opportunity in Trump’s decision to abandon Paris climate deal, Washington Post 02.06.2017.

Dan Balz: Paris decision underscores the visceral expression of Trump’s worldview, Washington Post 02.06.2017.

James McAuley: France’s Macron flexes newfound international star power, Washington Post 02.06.2017.

Michael Birnbaum: Trump’s tangle with Europe leads the continent to find partners elsewhere, Washington Post 02.06.2017.

Stuart A. Thompson & Vikas Bajaj: Why Are These CEOs Still Standing With Trump on Climate? New York Times 02.06.2017.

Peter Baker: Does Trump Still Think Climate Change Is a Hoax? No One Can Say, New York Times 02.06.2017.

David G. Victor: America Heads to the Exit: What Trump Got Wrong about Paris, Yale Environment 360 02.06.2017.

Jonathan Freedland: The world took Trump as a comedy – but he’s turned into a horror show, The Guardian 02.06.2017.

David Smith: US has nothing to apologize for on climate change, says defiant EPA chief, The Guardian 02.06.2017.

David Smith: ‘Yes or no?’ White House won’t say if Trump is a climate change denier, The Guardian 02.06.2017.

Alycee Lane: Climate Change Deniers Write a Federal Budget, CounterPunch 02.06.2017.

Dominic Rushe: Elon Musk and Disney boss quit Trump’s business panel over Paris pullout, The Guardian 02.06.2017.

Rowena Mason: Corbyn accuses May of subservience to Trump over Paris climate deal, The Guardian 02.06.2017.

Daniel Boffy, Kate Conolly & Anushka Asthana: EU to bypass Trump administration after Paris climate agreement pullout, The Guardian 02.06.2017.

Graham Readfern: White House debate on Paris was never about climate change, Climate Home 02.06.2017.

Arthur Neslen: Club of Rome president: climate sanctions on US ‘a lovely idea’, Climate Home 02.06.2017.

Hiroko Tabuchi & Henry Fountain: Bucking Trump, These Cities, States and Companies Commit to Paris Accord, New York Times 01.06.2017.

Bill McKibben: Trump’s Stupid and Reckless Climate Decision, New York Times 01.06.2017.

Paul Krugman: Trump Gratuitously Rejects the Paris Climate Accord, New York Times 01.06.2017.

Our Disgraceful Exit From the Paris Accord, (leder) New York Times 01.06.2017.

Oliver Milman, David Smith & Damian Carrington: Donald Trump confirms US will quit Paris climate agreement, The Guardian 01.06.2017.

Matthew d’Ancona: Climate of Hope by Michael Bloomberg and Carl Pope, Evening Standard 01.06.2017.

Elizabeth Kolbert: Au Revoir: Trump Exits the Paris Climate Agreement, The New Yorker 01.06.2017.

Sabrina Siddiqui & Laureen Gambino: Obama condemns Trump for ‘rejecting the future’ by exiting Paris deal, The Guardian 01.06.2017.

Rebecca Leber: Trump Has No Idea What He Just Did or the Backlash That Awaits, Mother Jones 01.06.2017.

Igor Bobic: Obama: Trump Administration Showing ‘An Absence Of American Leadership’ On Paris Accord, Huffington Post 01.06.2017.

Ben Kamisar: Gore: Trump decision on climate change deal ‘reckless and indefensible action’, The Hill 01.06.2017.

Michael D. Shear: Trump Will Withdraw U.S. From Paris Climate Agreement, New York Times 01.06.2017.

Lisa Hagen: Kerry blasts Trump’s ‘willful ignorance’ on Paris deal, The Hill 01.06.2017.

Alexander C. Kaufman: Donald Trump Pulls U.S. Out Of Paris Accord In Crushing Blow To Climate Fight, Huffington Post 01.06.2017.

Julia Manchester: Jerry Brown: Trump’s gone ‘AWOL’ with ‘misguided and insane’ Paris decision, The Hill 01.06.2017.

Jacqueline Thomsen: Merkel ‘disappointed’ in Trump’s withdrawal from Paris agreement, The Hill 01.06.2017.

Therese Rowley: Conscious Business Trumps The President’s Paris Decision, Huffington Post 01.06.2017.

Max Greenwood: EU on Trump’s Paris withdrawal: ‘Sad day for the global community’, The Hill 01.06.2017.

James West: Trump Railed Against China While Abandoning Paris. His Views Are Wildly Outdated, Mother Jones 01.06.2017.

Morgan Chalfant: Biden: Paris climate deal exit ‘imperils’ national security, The Hill 01.06.2017.

Emily Atkin: Trump’s eight-part battle plan for screwing the environment is nearly complete, New Republic 01.06.2017.

Jenna Amatulli: U.S. Has ‘Resigned’ As Leader Of Free World, Says Fareed Zakaria, Huffington Post 01.06.2017.

Marina Fang: Mayor Has No Patience For Trump Using Pittsburgh To Justify Paris Decision, Huffington Post 01.06.2017.

Annie Gowen & Simon Denyer: As U.S. backs away from climate pledges, India and China step up, Washington Post 01.06.2017.

Somini Sengupta, Melissa Eddy & Chris Buckley: As Trump Exits Paris Agreement, Other Nations Are Defiant, New York Times 01.06.2017.

Brad Plumer: What to Expect as U.S. Leaves Paris Climate Accord, New York Times 01.06.2017.

Robinson Meyer: Did Donald Trump Just Make the Planet Hotter? The Atlantic 01.06.2017.

Madelaine Conway: Obama slams Trump for leaving Paris climate agreement, Politico 01.06.2017.

Karl Mathiesen: Trump schedules Paris announcement for 3pm Thursday, Climate Home 01.06.2017.

Todd Stern: Trump just betrayed the world. Now the world will fight back, Washington Post 01.06.2017.

Timothy Cama & Devin Henry: Trump pulls US out of Paris deal: What it would mean, The Hill 01.06.2017.

Tom McCarthy & Lauren Gambino: The Republicans who urged Trump to pull out of Paris deal are big oil darlings, The Guardian 01.06.2017.

Ishaan Tharoor: If Trump quits the Paris climate accord, he will lead the U.S. into the wilderness, Washington Post 01.06.2017.

Susan Matthews: The Planet’s Loss Is Trump’s Gain, Slate 01.06.2017.

Ronald Robinstein: Is Trump’s Climate-Change Agenda Politically Sustainable? The Atlantic 01.06.2017.

Ben Lefebvre, Esther Whieldon, Darius Dixon, Alex Guillén & Andrew Restuccia: All the ways Trump is shredding Obama’s climate agenda, Politico 31.05.2017.

Indigenous Environmental Network On Possible Exit From Paris Agreement, Indigenous Environmental Network 31.05.2017.

Zach Colman: Trump told Pruitt to make plan to leave Paris deal, stay in UNFCCC, Climate Home 31.05.2017.

Jacqueline Thomsen: Trump to announce Paris climate deal decision Thursday, The Hill 31.05.2017.

Stephan Faris & Charles Lee: In the age of Trump, Beijing pivots to Europe, Politico 31.05.2017.

Max Greenwood: Pro-Paris agreement protest planned outside the White House Thursday, The Hill 31.05.2017.

Max Greenwood: Biden: Paris deal ‘best way to protect’ U.S. leadership, The Hill 31.05.2017.

Andrew Restuccia & Josh Dawsey: Inside the struggle to sway Trump on Paris, Politico 31.05.2017.

Thomas Friedman: Trump’s United American Emirate, New York Times 31.05.2017.

Todd Stern: Leaving the Paris Agreement Would Be Indefensible, The Atlantic 31.05.2017.

Emily Atkins: Leaving the Paris Agreement Won’t Doom the Planet, New Republic 31.05.2017.

Sabrina Shankman: UN Chief: Not Even Trump Can Derail Global Action on Climate Change, InsideClimate News 31.05.2017.

Robinson Meyer: Most Americans Support Staying in the Paris Agreement, The Atlantic 31.05.2017.

Devin Henry: EPA halts Obama-era rule on methane pollution, The Hill 31.05.2017.

Kalina Oroschakoff: EU and China commit to deeper climate cooperation as US turns away, Politico 31.05.2017.

David Frum: The Death Knell for America’s Global Leadership, The Atlantic 31.05.2017.

Nancy Scola: Elon Musk threatens to leave White House councils over Paris deal, Politico 31.05.2017.

Inae Oh: Exxon’s Shareholders Just Forced the Oil Giant’s Hand on Climate Change, Mother Jones 31.05.2017.

Kalina Oroschakoff: Juncker warns Trump to ‘stick to’ Paris climate deal, Politico 31.05.2017.

Laura Barrón López: Republicans Who Support Combating Climate Change Urge Trump To Stay In Paris Deal, Huffington Post 31.05.2017.

Julia Manchester: Romney urges Trump to support Paris climate deal, The Hill 31.05.2017.

David Siders: Brown: ‘The rest of the world is against’ Trump, Politico 31.05.2017.

Julia Manchester: United Nations: Climate action is unstoppable, The Hill 31.05.2017.

John Bowden: New York mayor: City will uphold Paris climate agreement if Trump doesn’t, The Hill 31.05.2017.

Michael D. Shear & Coral Davenport: Trump Poised to Pull U.S. From Paris Climate Accord, New York Times 31.05.2017.

Sheila Jackson Lee: Trump’s misguided thinking on Paris Agreement does disservice to America, The Hill 31.05.2017.

Andrew Restuccia & Josh Dawsey: Trump expected to withdraw from Paris climate deal, Politico 31.05.2017.

Din Grandoni: The Energy 202: We may be saying au revoir to Paris climate accord, Washington Post 31.05.2017.

Oliver Milman: The top five worst things Trump has done on climate change – so far, The Guardian 31.05.2017.

Megan Geuss: Renewable energy generation in the US dramatically exceeds 2012 predictions, Ars Technica 31.05.2017.

Andrew Restuccia: Trump’s climate conundrum nears a verdict, Politico 31.05.2017.

Karl Mathiesen: UN secretary general: ‘Get on board the climate train or get left behind’, Climate Home 30.05.2017.

Chris Mooney: Whatever Trump decides on Paris, he’s already taken the U.S. out of the climate game, Washington Post 30.05.2017.

Sabrina Shankman: UN Head: No One Can Derail Global Action on Climate Change, InsideClimate News 30.05.2017.

Jennifer Rubin: It’s the Trump presidency, not its communications staff, that’s failing, Washington Post 30.05.2017.

Devin Henry: UN chief warns Trump to stay in Paris climate deal, The Hill 30.05.2017.

Paul Horn: U.S. Renewable Energy Jobs Employ 800,000+ People and Rising: in Charts, InsideClimate News 30.05.2017.

Jonathan Chait: Russians Think Trump Might Be a Russian Asset, and They Might Be Right, New York Magazine 30.05.2017.

David Brooks: The Politics of Clan: The Adventures of Jared Kushner, New York Times 30.05.2017.

Rick Noack: Germans wonder why Trump keeps lashing out at them and not Russia or Saudi Arabia, Washington Post 30.05.2017.

Christina Wilkie: White House Dodges Questions About Kushner’s Meetings With Russians, Huffington Post 30.05.2017.

Robinson Meyer: Will the Paris Agreement Be Stronger Without the United States? The Atlantic 30.05.2017.

Rebecca Leber: The Question Sean Spicer Hasn’t Asked the President, Mother Jones 30.05.2017.

Peter Baker: Michael Dubke Resigns as White House Communications Director, New York Times 30.05.2017.

Eugene Robinson: Keeping Kushner would make Trump’s Russia nightmare permanent, Washington Post 30.05.2017.

Natasha Geiling: Politicians who oppose climate action are now sad about the consequences, ThinkProgress 30.05.2017.

Mary Papenfuss: Kushner Following Trump’s Orders On Secret Link With Russia, Ex-CIA Official Suggests, Huffington Post 29.05.2017.

Jessie Hellmann: Top Dem: Trump’s refusal to back climate deal a ‘striking abdication of American leadership’, The Hill 29.05.2017.

Philip Bump: The fake news is coming from inside the White House, Washington Post 29.05.2017.

Paul Krugman: Trump’s Energy, Low and Dirty, New York Times 29.05.2017.

David Ignatius: ‘Back channels’ are protocol for a president – but not for a president-elect, Washington Post 29.05.2017.

Jonathan Swan & Amy Harder: Scoop: Trump tells confidants U.S. will quit Paris climate deal, Axios 28.05.2017.

Eliot A. Cohen: What Did Trump Accomplish on His First Foreign Trip? The Atlatic 28.05.2017.

Jonathan Freedland: The Trump handshake: how world leaders are fighting back, The Guardian 28.05.2017.

David Frum: “Trump’s Trip Was a Catastrophe for U.S.-Europe Relations, The Atlatic 28.05.2017.

Mary Papenfuss: Hold The Phone. Trump Tweets He Now Wants More Money For Health Care, Huffington Post 28.05.2017.

Michael Birnbaum & Rick Noack: Following Trump’s trip, Merkel says Europe can’t rely on ‘others.’ She means the U.S., Washington Post 28.05.2017.

Avi Sweik: Trump returns home from abroad — with a Twitter rant about fake news, leaks and ‘the enemy’, Washington Post 28.05.2017.

Mary Papenfuss: Ex-CIA Director Slams Jared Kushner’s ‘Hubris’ And ‘Ignorance’, Huffington Post 28.05.2017.

Martin Pengelly: Trump plan on Paris climate deal unclear after G7 pressure, The Guardian 28.05.2017.

Matthew Nussbaum, Josh Dawsey & Eliana Dawson: Trump’s obsession over Russia probe deepens, Politico 28.05.2017.

Glenn Trush, Maggie Haberman & Sharon LaFraniere: Jared Kushner’s Role Is Tested as Russia Case Grows, New York Times 28.05.2017.

David Vine: Why Would a President Schmooze With Vicious Autocrats and Repressive Monarchs? Mother Jones 28.05.2017.

Andrew Restuccia & Nancy Cook: Inside Trump’s war on regulations, Politico 28.05.2017.

Jack Schafer: Week One: The President Flew Away and an Investigation Took Root, Politico 27.05.2017.

Julian Borger: Trump’s big trip began well – but in Europe his flaws were painfully exposed, The Guardian 27.05.2017.

J. Weston Phipen: Trump’s Paris Climate Accord Indecision, The Atlantic 27.05.2017.

Karl Mathiesen: G7 split as leaders issue climate statement without US, Climate Home 27.05.2017.

David M. Herschenhorn: Trump, G7 agree they can’t agree on Paris (for now, at least), Politico 27.05.2017.

Patrick Witour & Amanda Holpuch: Donald Trump will make ‘final decision’ on Paris climate deal next week, The Guardian 27.05.2017.

Michael D. Shear & Mark Lander: Trump Ends Trip Where He Started: At Odds With Allies and Grilled on Russia, New York Times 27.05.2017.

Rebecca Morin: Mattis: Trump is ‘wide open’ on Paris climate deal, Politico 27.05.2017.

Alexander C. Kaufman: Donald Trump Delays Final Decision On Paris Agreement Until Next Week, Huffington Post 27.05.2017.

David M. Herschenhorn & Tara Palmeri: Leaders issue G7 declaration with U.S. a holdout on climate change, Politico 27.05.2017.

Devin Henry: White House: Trump’s views of Paris climate deal are ‘evolving’, The Hill 26.05.2017.

Gwynne Taraska: A retreat from the Paris climate pact would imperil U.S. interests, The Hill 26.05.2017.

Frank Bruni: The Awkward Body Language of Donald Trump, Washington Post 26.05.2017.

Ellen Nakashima, Adam Entous & Greg Miller: Russian ambassador told Moscow that Kushner wanted secret communications channel with Kremlin, Washington Post 26.05.2017.

Brad Plumer: Can the Paris Climate Deal Survive a Trump-Style Renegotiation? New York Times 26.05.2017.

Jeet Heer: Why Trump Is a Salesman With Autocrats and a Slumlord With Allies, New Republic 26.05.2017.

George Marshall: Pope’s climate essay won’t convince Trump, it didn’t even work on Catholics, Climate Home 26.05.2017.

Devin Henry: White House: Trump’s views of Paris climate deal are ‘evolving’, The Hill 26.05.2017.

Matthew Canitsching: Trump confirms Europe’s worst fears, Politico 26.05.2017.

Rebecca Leber: Trump’s Behavior in Europe Has Made the World Cringe. Here’s What’s Really on the Line at the G7, Mother Jones 26.05.2017.

Michael D. Shear & Coral Davenport: World Leaders Increase Pressure on Trump to Stay in the Paris Accord, New York Times 26.05.2017.

Georgina Gustin: Trump Budget’s Cuts to Climate ‘Totally Inexplicable,’ Former Agency Heads Say, InsideClimate News 26.05.2017.

Daniel Marans & Alexander C Kaufman: Montana Republican Wins Special U.S. House Race Despite Assault Charge, Huffington Post 26.05.2017.

Matthew Yglesias: Republicans’ win in last night’s Montana election is great news for Democrats, Vox 26.05.2017.

President Trump Fails NATO, (leder) New York Times 26.05.2017.

Karen Attiah: Trump’s behavior at NATO is a national embarrassment, Washigton Post 25.05.2017.

Adam Taylor: Trump and Obama are having very different trips to Europe, Washington Post 25.05.2017.

Amy Davidson: At NATO Headquarters, Trump Fails Another Leadership Test, The New Yorker 25.05.2017.

Leslie Kaufman: How New York Is Building the Renewable Energy Grid of the Future, InsideClimate News 25.05.2017.

Danielle Ofri: Americans Have Realized They Deserve Health Care, Slate 25.05.2017.

Sophia Tesfaye: GOP strategist admits he colluded with Russian hackers to hurt Hillary Clinton, Democrats, Salon 25.05.2017.

Alison Smale: European Visits by Trump and Obama Are a Study in Contrasts, New York Times 25.05.2017.

Ben Walsh & Akbar Shabhid Ahmed: Trump Reportedly Called Germans ‘Very Bad,’ Vowed To Stop German Car Sales In The U.S., Huffington Post 25.05.2017.

Jacey Fortin: Rough Treatment of Journalists in the Trump Era, New York Times 25.05.2017.

Jennifer Rubin: No, Trump can’t get through a trip without creating chaos, Washington Post 25.05.2017.

Julian Borger: Trump at G7: president’s last world tour stop brings uncertainty and risk, The Guardian 25.05.2017.

Ed Pilkington: Journalists condemn Trump for stirring up ‘disturbing’ anti-media feeling, The Guardian 25.05.2017.

Abbe R. Gluck: How the G.O.P. Sabotaged Obamacare, New York Times 25.05.2017.

Paul Demko & Jennifer Haberkorn: Peril for Republicans if they push forward with Obamacare repeal, Politico 24.05.2016.

Alicia Acuna: Greg Gianforte: Fox News team witnesses GOP House candidate ‘body slam’ reporter, Fox News 24.05.2016.

We Started With 14 Possible Paths For Trump’s Presidency. Which Are Most Likely Now? FiveThirtyEight 24.05.2017.

Michael Birnbaum & Anthony Faiola: As European leaders sit with Trump, relief that meetings are happening at all, Washington Post 24.05.2017.

Georginia Gustin: Trump EPA Gives Landfills a Pass on Climate-Warming Methane, InsideClimate News 24.05.2017.

Nate Silver: Donald Trump’s Base Is Shrinking, FiveThirtyEight 24.05.2017.

Devin Henry: Senate Democrats push Trump to stay in Paris climate deal, The Hill 24.05.2017.

Robinson Meyer: What Does Trump’s Budget Mean for the Environment? The Atlantic 24.05.2017.

Chris Mooney: Scientists just published an entire study refuting Scott Pruitt on climate change, Washington Post 24.05.2017.

Mark Lander & Jason Horowitz: The Pope’s Gifts to Trump Send Some Clear Messages, New York TImes 24.05.2017.

Candida Moss: The Oddest Pope-President Pairing in History, Politico 23.05.2016.

Stephanie Kirchgaessner: As Trump lands in Rome, can all roads lead to peace with Pope Francis? The Guardian 23.05.2017.

Nicholas Kusnez: NATO Countries Worry Trump Will Undo Climate Progress, Drafts Show, InsideClimate News 23.05.2017.

Austin Wright: Brennan: Russia may have successfully recruited Trump campaign aides, Politico 23.05.2016.

Joe Romm: Arizona utility signs game-changing deal cutting solar power prices in half, ThinkProgress 23.05.2017.

Daniel Boffy: Trump treading water over climate change deal, says deputy UN chief, The Guardian 23.05.2017.

Judd Legum: The outrageous assumptions hiding a $6 trillion hole in Trump’s budget, ThinkProgress 23.05.2017.

Timothy Cama: Budget chief: Trump won’t continue Obama’s ‘crazy’ spending on climate, The Hill 23.05.2017.

Brian Parkin & Joe Ryan: G7 Leaders Expect Trump to Make Paris Accord Decision This Week, Bloomberg 22.05.2017.

Harry Enten: Democrats Don’t Need Trump’s Voters To Retake The House, FiveThirtyEight 23.05.2017.

Julie Hirschfield Davis: Trump’s Budget Cuts Deeply Into Medicaid and Anti-Poverty Efforts, New York Times 22.05.2017.

Sophie Yeo: Trump told he risks ‘lasting damage’ to ties between U.S. and Europe, Washington Post 22.05.2017.

Nate Silver: Will Donald Trump Be Impeached? FiveThirtyEight 22.05.2017.

China and India Make Big Strides on Climate Change, (leder) New York Times 22.05.2017.

E.J. Dionne Jr.: Can the pope save Trump? Washington Post 21.05.2017.

Diane Carwell: Wind Project in Wyoming Envisions Coal Miners as Trainees, New York Times 21.05.2017.

Josh Meyer: Russia meeting revelation could trigger obstruction investigation, Politico 20.05.2017.

Hiroko Tabuchi & Eric Lipton: How Rollbacks at Scott Pruitt’s E.P.A. Are a Boon to Oil and Gas, New York Times 20.05.2017.

Georgina Gustin & Sabrina Shankman: Trump Budget Would Wallop EPA’s Climate and Environment Programs, InsideClimate News 20.05.2017.

Max Greenwood: Trump’s 2018 budget would slash EPA spending by 30 percent: report, The Hill 20.05.2017.

John Wagner: Trump turmoil is spreading far beyond Washington to state and local races, Washington Post 19.05.2017.

Emily Atkin: Scott Pruitt Is the Hypocritical Liar That Trump Deserves, New Republic 19.05.2017.

Michael Holder: Reports: India looks to build 10 nuclear reactors as coal plant scrapped, Business Green 19.05.2017.

James Murray: Spain reignites wind energy market as record low bids dominate auction, Business Green 19.05.2017.

Karl Mathiesen: Climate talks end in call for solidarity, but real Trump test is to come, Climate Home 18.05.2017.

Sabrina Shankman: 6 Ways U.S. Weakened Climate Change Language in Arctic Declaration, InsideClimate News 19.05.2017.

Michael Holder: Fiji unveils priorities for COP23 climate summit, Business Green 19.05.2017.

Megan Darby: France set for ‘massive’ renewables boom under president Macron, Climate Home 18.05.2016.

Ian Johnston: EU warns Donald Trump: Paris agreement on climate change is ‘irreversible and non-negotiable’, The Independent 18.05.2017.

Georgiia Gustin: Virginia Moves to Regulate Power Plants’ Carbon Pollution, Defying Trump, InsideClimate News 17.05.2017.

Elizabeth Kolbert: Why Trump Will Make the Wrong Decision on Paris, The New Yorker 16.05.2017.

Timothy Cama: EPA climate rule supporters want court to drop lawsuit, The Hill 15.05.2017.

Joe Romm: Trump’s staff reportedly feeding him internet hoaxes on climate, Think Progress 15.05.2016.

Devin Henry: Lawmakers push back against Trump offshore drilling review, The Hill 15.05.2017.

Max Greenwood: Tillerson signs international declaration recognizing climate change, The Hill 12.05.2017.

Joe Romm: Will Trump’s spiraling constitutional crisis end up saving the Paris climate deal? Think Progress 12.05.2016.

Georgina Gustin: GOP Fails to Kill Methane Rule in a Capitol Hill Defeat for Oil and Gas Industry, InsideClimate News 10.05.2017.

Aaron Blake: More bad news for Trump: His poll numbers just hit a bunch of new lows, Washington Post 10.05.2017.

Karl Mathiesen: Climate advocates in Bonn stumped by Trump dilemma, Climate Home 09.05.2017.

Zahra Hirji: Global Climate Talks Open With Tiny U.S. Delegation. Here’s What to Watch, InsideClimate News 09.05.2017.

Karl Mathiesen: US sends “much smaller” team to climate talks in Bonn, Climate Home 08.05.2017.

John H. Cushman Jr. & Marianne Lavelle: Inside the White House War Over the Paris Climate Treaty, InsideClimate News 05.05.2017.

Sabrina Shankman: Modest Climate Change Bill Draws Sponsors From Both Sides of the Aisle, InsideClimate News 05.05.2017.

Julian Borger: Trump hopes to make a splash on first foreign trip – but perils remain, The Guardian 05.05.2017.

Karl Mathiesen: Directionless, US climate negotiators head to UN talks, Climate Home 05.05.2017.

Juliet Eilperin: In the Trump White House, the momentum has turned against the Paris climate agreement, Washington Post 03.05.2017.

Phil McKenna: U.S. Wind Energy Installations Surge: A New Turbine Rises Every 2.4 Hours, InsideClimate News 03.05.2017.

John H. Cushman Jr.: Huge Climate March Crowds Protest Trump’s Anti-Environment Actions, InsideClimate News 29.04.2017.

Marianne Lavelle: U.S. Participation in Paris Agreement ‘Still Under Consideration,’ Tillerson Says, InsideClimate News 28.04.2017.

John H. Cushman Jr.: Trump’s EPA Wins Advantage in Campaign to Dismantle Clean Power Plan, InsideClimate News 28.04.2017.

Marianne Lavelle: Trump Repeal of Climate Rules Means U.S. Paris Target Now Out of Reach, InsideClimate News 20.03.2017.

Nela Banerjee: Russia and the U.S. Could Be Partners in Climate Change Inaction, InsideClimate News 07.02.2017.

Indlægget Trump i klimafornægternes net? blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

NRAs behandling af sikkerhedsforholdene for de to nyeste reaktorer ved Oi-værket (de to til venstre i billedet) er nu kommet dertil, at de forventes inden længe at kunne opnå endelig godkendelse.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA har netop godkendt en foreløbig rapport, som åbner for genstart af Kansai Electrics (KEPCOs) Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket. Rapporten bliver nu sendt i høring. Men uanset i tusindvis af kommentarer og indsigelser er erfaringerne indtil nu, at der ikke sker ændringer i denne fase. Det forventes derfor, at reaktorerne vil kunne være klar til opstart allerede i løbet af dette efterår.

Forud skal der indhentes tilladelse fra amt og værtskommune. Disse tilladelser er der ikke grund til at formode, at der bliver problemer med for Oi-værkets vedkommende. Men reaktorerne ligger tæt ved store befolkningskoncentrationer, som ved katastrofer som den ved Fukushima Daiichi-værket vil være stærkt berørt, men ikke har nogen indflydelse på genstarterne – op på vilkårene derfor. Så der vil fra anden side være stort pres for at sikre en bredere indflydelse på genstartsprocesserne. Og der er i de nærliggende Shiga og Kyoto Amter en betydelig modstand mod genstarten af hele den stribe af reaktorer, som ligger placeret langs Fukuis kystlinje.

Kansai-området var forud for Fukushima-katastrofen det område i Japan, hvor man havde den højeste grad af A-kraft, med omkring 50% af strømmen stammende fra atomreaktorer. Derfor var problemerne her også størst, da atomreaktorerne i månederne efter Fukushima-katastrofens begyndelse en efter en blev lukket ned uden at blive genstartet. Derfor blev det gennemtrumfet fra central-administrationen, at de to reaktorer ved Oi-værket blev midlertidig genstartet forud for sommeren 2012 for at undgå strømnedbrud på særligt varme sommerdage, hvor beregningerne viste, at behovet kunne være større end hvad man havde af backup-energimuligheder. Det japanske energisystem er så ubegavet udformet, at der kun kan overføres relativt begrænsede mængder af energi mellem de enkelte forsyningsområder, så det hjalp ikke meget at man i de tilstødende forsyningsområder havde energioverskud.

Nu viste det sig, at disse beregninger ikke holdt. For selv på de allervarmeste sommerdage var der ingen problemer – og havde der ikke været problemer selv hvis man havde undladt at genstarte de to Oi-reaktorer. Dette var stærkt medvirkende til, at den tids premierminister Yoshihiko Noda kom i unåde og DPJ-regeringen ved efterårsvalget led et knusende valgnederlag, selvom det paradoksalt betød, at man genindsatte en pronuclear regering.

Inspektion af boreprøver taget under Oi-reaktorerne, hvor der har været alvorlig mistanke om, at værket var fejlplaceret umiddelbart over en aktiv foldelinje.

Guvernørerne for både Kyoto og Shiga amter har tidligere været stærkt kritiske overfor genstarten af de mange reaktorer langs Fukuis kyst. Selv de magtfulde japanske industriorganisationer, som ellers har presset voldsomt på for at få genstartet reaktorerne, har i Kansai-området slået til lyd for, at det måske ikke var hensigtsmæssigt fremover at have en så høj andel af en energikilde som atomkraften, som man jo havde kunnet se kunne blive tvunget til at lukke ned af en folkestemning, selvom reaktorerne hver især ikke fejlede noget. Og det på en måde, som det ikke ville kunne ske for sol og vind.

Blandt de omkring 45 mio. japanere i Kansai-området er der en betydelig modstand mod genstarterne, som man ikke finder tilsvarende i de fjerne provinser, hvor det indtil nu er lykkedes at få reaktorer genstartet. Genstarten af Oi-reaktorerne kommer således med garanti ikke til at ske i stilhed. KEPCO har tidligere opnået NRAs godkendelse af genstarten af to reaktorer ved Takahama-værket. Men her har domstolene nedlagt forbud mod, at KEPCO på det nuværende grundlag driver atomreaktorer. Umiddelbar er dommen formuleret, således at den ikke bare gælder for Reaktor 3 og 4 ved Takahama-værket, men også blokerer overfor genstart af KEPCOs reaktorer ved Oi-værket.

KEPCO har tabt en første ankesag, og har snart sagt selvfølgelig anket sagen på højere niveau. Men i den nuværende situation vil reaktorerne ikke kunne genstartes selv den dag, hvor NRAs tilladelse og accept fra amt og værkskommune er sikret. Jeg vil følge processen omkring Oi-værket og løbende lave opdateringer herunder, efterhånden som situationen udvikler sig.

De to reaktorer ved Oi-værket, som er på tale, blev igangsat i hhv. 1991 og 1993. Med 40 års levetid vil de således kunne køre frem til 2031 og 2033. De to ældre reaktorer ved Oi-værket blev taget i brug i 1979. Deres 40-års driftsperiode udløber således i 2019. KEPCO har endnu ikke meddelt endeligt, hvad man agter at gøre med disse to reaktorer. Men for to tilsvarende reaktorer ved Takahama-værket og en reaktor ved Mihama-værket har man søgt NRA om godkendelse af forlænget driftsperiode fra 40 til 60 år – og har fået det. Disse godkendelser kræver imidlertid så store sikkerhedsopgraderinger, at man først regner med at disse tre reaktorer bliver klar til ibrugtagelse i 2020. Og KEPCO søger givet at udsætte den endelige beslutning om disse to reaktorer, indtil der er større vished om, dels hvor vanskeligt og bekosteligt det er at få disse levetidsforlængelser effektueret, dels om det overhovedet er muligt at få genstartet reaktorer i regionen med domstolenes afvisning og den massive folkestemning mod A-kraften (se blog-indlæggene om Takahama-værket og om Levetidsforlængelser ved Takahama-værket og Mihama-værket).

I forbindelse med den ekstraordinære genstart af Reaktor 3 og 4 i 2012 blev det stærkt diskuteret, om Oi-værket i virkeligheden var stærkt fejlplaceret umiddelbart over en aktiv foldelinje. Men NRA og KEPCO har efterfølgende gennemført ganske omfattende undersøgelser på stedet og kom i 2014 frem til, at der ikke var tale om aktive foldelinjer – hvilket ville have betydet, at genstart under ingen omstændigheder kunne være kommet på tale.

Update 18.03. – Denne update er ikke om Oi-værket, men er placeret her, indtil der findes en bedre position. I går fandt en distriktsdomstol i Maebashi for første gang siden Fukushima-katastrofen(s begyndelse) for over 6 år siden, at TEPCO og regering havde udvist så meget slendrian, at man var ansvarlig for katastrofen. Der har været mange tilløb dertil, men hidtil har anklagemyndigheden endt med at afvise, at der var basis for at rejse sager overfor enkeltpersoner.

Det er for således på mange måder en milepæl, og vigtigt inden det glider helt ud i glemslens tåger, at det ikke var en naturkatastrofe, men i det store hele en undgåelig og menneskeskabt katastrofe. Når der ikke er megen jubel at spore, er det fordi den afmålte erstatning til gengæld er endog meget beskeden. Man havde i sagsanlægget krævet 11 mio. yen, svarende rundt regnet til to almindelige årslønninger, både til dem, der var blevet evakueret, og de mange, som frivilligt havde evakueret, ofte af hensyn til deres børn. Men havde kun fået en fyrretyvendedel heraf tilkendt. Den del kan nå at ændre sig, for der er tilsvarende sager under behandling mange andre steder i Japan.

Ud over 54 fuldstørrelses atomreaktorer havde Japan frem til 2011 gang i adskillige små forskningsreaktorer rundt omkring på universiteterne. De har ligeledes været standset siden 2011. Men nu har den første i den kategori, en reaktor ved Kindai-universitetet i Osaka, opnået NRAs godkendelse, og den vil blive igangsat her fra det nye studieårs begyndelse 1. april.

Tidligere har det været ganske populært at søge uddannelse omkring atomkraften og ansættelse i et af Japans energiselskaber, der driver landets reaktorer. Men man har ikke kunnet gøre nogen form for reaktorforsøg siden 2011, og uddannelsen har så lav status og søgning blandt de opvoksende generationer, at der på det seneste har været rejst tvivl, om Japan overhovedet havde det fornødne personale til fortsat at håndtere atomkraften forsvarligt.

Update 21.03. – Shaun Bernie fra Greenpeace skiver i en artikel i Asia Times i går om, hvordan det efter 6 år endelig er lykkedes at få placeret det juridiske ansvar for Fukushima-katastrofen ved TEPCO og den japanske regering, at der i næste uge vil blive åbnet en sag om Oi-værket.

Her vil den tidligere medleder af den japanske atomsikkerhedsinstans NRA, Kunihiko Shimazaki, vidne. Shimazaki er Japans nok mest fremrrædende jordskælvsspecialist, og i NRAs tilblivelsesfase stod han for de seismiske aspekter af atomsikkerheden. I forlængelse af de store jordskælv på Kyushu sidste forår har han fremhævet, at NRAs beregningsmodel for, hvor stor mekanisk påvirkning et jordskælv af en given størrelse påfører en bygning, i en række tilfælde er misvisende.

NRA har tidligere afvist Shimazakis kritik af beregningsmodellen. Men nu bliver problematikken genoptaget i forhold til en eventuel genstart af Oi-reaktorerne. For Oi-værket ligger umiddelbart op til foldelinjer med en karakter, som gør, at et jordskælv, hvis Shimazaki har ret, vil føre til voldsommere påvirkninger af bygninger end NRAs nuværende beregningsmodel viser.

Selv hvis retten giver Shimazaki medhold, vil det sandsynligvis ikke standse Oi-reaktorerne. Men sagen vil stille fokus på, om NRA reelt søger at varetage sikkerheden, eller om man i virkeligheden fuldt så meget bekymrer sig om omkostningerne. For hvis Shimazaki har ret, vil projekteringen og godkendelsen heraf sandsynligvis skulle gøres om, når det gælder bygningers og rørføringers modstandskraft overfor jordskælvspåvirkninger, hvilket vil føre til kostbare forsinkelser.

Update 24.05. – I går gav NRA den formelle godkendelse af sikkerheden for Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket. Hermed er der 12 reaktorer, der har nået denne godkendelse fordelt på 6 forskellige værker. Men stadig er der kun tre (men snart fem) af disse, som er kommet i produktion.

Oi-værkets ejer KEPCO sagde ved godkendelsen, at man ville gøre det yderste for at få disse reaktorer hurtigt igangsat med lokalsamfundenes accept. Men der synes ikke deri at ligge, at man er indstillet på at udvide kredsen af lokalsamfund, der skal sanktionere genstarten, til samtlige de kommuner eller amter, der er omfattet af Oi-værkets 30 km sikkerhedszone.

De spørgsmål, som Shimazaki under vejs i processen har haft rejst i forhold til NRAs beregning af et givet jordskævs mekaniske påvirkning af bygningsstrukturerne – og dermed de krav man må stille til deres styrke –  er endt med ikke at ændre ved vilkårene.

Der er stadig meget få informationer om tidslinjen for genstarten af de to reaktorer.

Update 25.08. – Ifølge World Nuclear News har de to reaktorer nu fået NRAs accept af den anden af tre faser i godkendelsen, hvor første fase er godkendelsen af de ændringer, man planlægger at gøre, anden fase indebærer godkendelsen af detaljerede tegninger for, hvordan man vil implementere disse ændringer, mens tredje fase af godkendelsen er såkaldte ‘pre-operation inspections’, hvor repræsentanter fra NRA er med til at se og afgøre, om alt se forsvarligt ud forud for – og under – selve opstartsproceduren.

En række af de tekniske forbedringer, der er aftalt, bliver ikke gennemført før genstarten, men vil skulle være implementeret inden for en femårig periode. Så Oi-værket er hermed rykket markant tættere på en genstart.

Update 19.09. – En undersøgelse ved NRA igangsat i 2014 når frem til den konklusion, at fem atomkraftværker, hvor man allerede har givet tilladelser til genstart, står overfor omfattende problemer, hvis en nærliggende vulkan får et større udbrud. Vulkanudbrud har altid været en af de store jokere i sikkerhedsvurderingerne, for nok er der mange vulkaner i Japan, ikke mindst på Kyushu, men der er også langt mellem de helt store udbrud, i hvert fald målt med et atomkraftværks levetid. Men undersøgelsen når frem til, at problemerne med askenedfald kan være op til 100 gange større end hidtil antaget, og at det kan føre til, at reaktorernes kølingsanlæg svigter. Det var et tilsvarende svigt i kølingen, der i 2011 førte til nedsmeltinger af tre reaktorer ved Fukushima Daiichi-værket).

Ifølge rapporten er Reaktor 3 ved Ikata-værket, som er genstartet, samt Reaktor 3 og 4 ved Genkai-værket, som står overfor at blive genstartet til marts næste år, de reaktorer, der har størst risiko for vulkanudløste svigt i kølingen. Det fremgår ikke umiddelbart, hvad NRA agter at gøre ved disse værker. Derudover er der markant risiko for reaktorer ved Mihama-værket og ved Oi-værket.

Update 28.09. – Ifølge Japan Times og nyhedsbureauet Jiji har Fukui Amtsråd i dag givet grønt lys for genstarten af Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket gennem vedtagelsen af et ‘opinion paper’. Dermed er beslutningen lagt i hænderne på guvernør Issei Nishikawa, der siger, at han vil træffe beslutningen i samarbejde med amtsrådet og bystyret i Oi. Amtsrådets ‘opinion paper’ stiller en række fordringer til værkets ejer, KEPCO, og til statsadministrationen blandt andet om at overbevise befolkningen om, at værkerne er nødvendige, udarbejde evakueringsplaner for større områder (de nuværende sikkerhedszoner samt at sikkerhedsplanernes effektivitet forbedres.

Yderligere er der der i amtets ‘opinion paper’ fordringer om at etablere løsninger for håndteringen af de brugte brændselslegemer, der stadig blot hober sig op i foreløbige bassiner rundt omkring på landets atomkraftværker her næsten et halvt århundrede efter indledningen af det japanske atomenergi-eventyr, samt at etablere programmer for revitaliseringen af de små samfund rundt omkring Oi-værket.

Altsammen vigtige fordringer, der peger på de markante – nogle ville sige graverende – huller, der er i den igangværende opgradering af sikkerheden ved de japanske atomkraftværker efter Fukushima-katastrofen i 2011. Men ikke noget, der kan standse igangsættelsen af de to reaktorer ved Oi-værket.

Tidligere på måneden (8. september) gav Ois borgmester Hiroshi Nakatsuka lokalsamfundets accept af KEPCOs genstart af de to reaktorer. Med udmeldingerne i dag fra amtsrådet synes der ikke at være noget, der kan bremse KEPCOs genstart af Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket. Der er dog stadig ikke umiddelbart informationer om, hvornår reaktorerne er klar til genstart.

Update 27.11. – Fukuis guvernør Issei Nishikawa gav i dag ved en nyhedskonference det formelle ja til genstarten af Oi-værkets Reaktor 3 og 4. “I have agreed to the restart after taking into account the position of the Oi town government and Fukui prefectural assembly, as well as the response by the central government and the operator of the plant concerning our request to have an interim storage site for spent nuclear fuel to be built outside the prefecture,” sagde han. Dette var ventet efter det foreløbige ja fra amtsside for to måneder siden. KEPCO oplyser nu, at man håber på at kunne få reaktor 3 kar til start midt i januar 2018 og Reaktor 4 midt i marts.

En af de betingelser for genstarten, der i september blev stillet fra amtsside, var, at KEPCO snarest måtte se at finde en løsning på opbevaringen af de brugte brændselslegemer. Som ved samtlige Japans øvrige atomkraftværker bliver de efter brug blot sat tilbage i store kølebassiner. Og som man så i tiden efter Fukushima-katastrofen, så var et af de store fulde bassiner til opbevaring af brugte brændselslegemer, som var blevet beskadiget ved jordskælvet i 2011, længe regnet som en af de store risiko-faktorer ved det havarerede værk. Nu har KEPCO forpligtet sig til senest med udgangen af 2018 at fremlægge konkrete planer for en mere varig, omend stadig foreløbig, strategi for opbevaring af de brugte brændselslegemer. Og industriminister Hiroshige Seko har forpligtet sig til at medvirke til projektet. Som de fleste andre lande har Japan endnu ikke fundet nogen endelig løsning på sit atomaffaldsproblem. Man er end ikke afklaret i forhold til spørgsmålet, om man skal søge at oparbejde og genanvende affaldet eller ej. Og de enheder til en sådan genoparbejdningsproces, man igennem flere årtier har søgt at etablere, har indtil nu ikke produceret ret meget andet end milliardudgifter. Men det er beslutninger, der må træffes på nationalt niveau – og har ganske lange udsigter. For de ganske mange stemmer, der i tiden efter Fukushima-katastrofen slog til lyd for, at nu måtte man have oprydningsaspektet med og være på det rene med, hvad man gjorde af atomaffaldet, inden man bare satte det hele i gang igen, er i det store hele forstummet.

At protestbevægelsen definitivt har mistet gassen kan klart aflæses af, at der kun var 20 antiatomkraft-demonstranter foran amtsbygningen i Fukui, hvor pressekonferencen fandt sted.

Update 10.02.2018 – Ifølge WNN har KEPCO nu påbegyndt isættelsen af brændselselementer i Reaktor 3 og forventer at kunne have både Reaktor 3 og Reaktor 4 i produktion inden sommervarmen for alvor sætter ind. Dette er noget forud for tidligere tidsplaner, hvorefter Reaktor 3 ville blive få genindsat brændselselementer i midten af april, og Reaktor 4 ville følge efter omkring en måned efter.

Når de to reaktorer ved Oi-værket kommer i gang igen, vil Japan øge sit antal genstartede reaktorer fra 5 til 7. Der er således stadig langt til de 52 reaktorer, Japan havde i gang forud for Fukushima-katastrofen. Ja lige nu er der meget, der skal falde på plads blot for at få 10 reaktorer i gang igen. Måske det lykkes at få de to reaktorer ved Genkai-værket på det nordlige Kyushu genstartet i år, men herefter kommer der igen til at gå nogen tid.

KEPCO regner herefter med at påbegynde dekommissioneringen af Oi-værkets Reaktor 1 og Reaktor 2, der begge er fra 1979 og dermed hastigt nærmer sig tidsgrænsen på 40 år. Beslutningen blev truffet i december (2017), og medvirkende til beslutningen var, at blandt andet selve reaktorkappen ville skulle forstærkes, for at man ville kunne gøre sig håb om at få tilladelse til at forlænge driftsperioden fra 40 til 60 år, hvilket ville give pladsproblemer. Disse to reaktorer er således de første større reaktorer (med en kapacitet på hver især over 1 MW), der sendes til dekommissionering. Men der er stadig ganske mange reaktorer, som forsyningsselskaberne har undladt at træffe beslutningerne om, som realistisk set aldrig kommer i gang igen, men hvor man har søgt at udsætte afgørelserne indtil man havde fået andre reaktorer i gang igen. For dekommissioneringsprocesserne er voldsomt ressourcekrævende, og det viste sig efter 2011, hvor det en overgang var på tale kun at genstarte et fåtal af reaktorerne, at mange forsyningsselskaber var betragteligt bagud med opsparingerne til reaktorernes dekommissionering.

Der findes her på bloggen en række indlæg om reaktorgenstarter efter NRAs nye regelsæt, som løbende opdateres. Se (om): Sendai-værket, Ikata-værket, Takahama-værket, Kashiwazaki-Kariwa-værket, levetidsforlængelser ved Takahama- og Mihama-værket, Genkai-værket, Oi-værket samt Monju-værket (på vej).

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima update III, Fukushima update IV, Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne, Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui,  Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen, Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen, Paris 2015 – Japans INDC og Japansk reaktorgenstart i sigte.

Herunder følger først links vedrørende Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket og generelle links om den japanske atomkraft. Derefter følger links om en række af de øvrige reaktorer, hvor der arbejdes på godkendelse og genstart. Nederst er der links vedrørende udviklingen i dekontamineringsarbejdet på og omkring Fukushima Daiichi og forberedelserne til dekommisioneringsarbejdet, som nu forventes at tage mindst et halvt århundrede.

Links om genstart af reaktorer ved Oi-værket

No Fukui evac plan needed for simultaneous nuclear accidents: Cabinet documents, (Jiji) Japan TImes 11.02.2018.

Kansai to start loading fuel at Ohi 3 ahead of restart, World Nuclear News 08.02.2018.

Kansai opts to retire older Ohi units, World Nuclear News 22.12.2017.

Fukui governor OKs restart of two reactors at Oi plant, (Kyodo) Japan Times 27.11.2017.

Fukui gives OK to restart of Kansai Electric’s Oi nuclear plant, Asahi Times 27.11.2017.

Fukui Prefectural Assembly OKs restart of Oi reactors, leaving final decision to governor, (Jiji) Japan Times 28.09.2017.

Cooling systems at five NRA-cleared nuke plants could fail if nearby volcanoes erupt, (Kyodo, Jiji) Japan Times 19.09.2017.

Three more Japanese reactors step closer to restart, World Nuclear News 25.08.2017.

Support of areas within 30-km zone vital for reactor restarts, (leder) Asahi Shimbun 05.06.2017.

2 more nuclear reactors in Japan clear regulator’s safety review, (Kyodo) Mainichi 24.05.2017.

Eric Johnston: Kepco restarts Takahama No. 4 reactor amid anti-nuclear protest, Japan Times 17.05.2017.

2 more nuclear reactors effectively clear regulator’s safety review, Kyodo 22.02.2017.

NRA to scrap recalculated quake ground motion data for Oi nuclear plant, Mainichi 21.07.2016.

Ex-NRA bigwig demands recalculation of Oi nuclear plant quake estimate, Mainichi 15.07.2016.

Quake scale may be underestimated in calculations for nuclear plants: Ex-NRA official, Mainichi 17.06.2016.

Optegnelser om Oi-værket

12.02.2014 – NRA: Foldelinje under Oi-værket ikke aktiv.

03.12.2013 – Omfattende retssager mod Oi-værket.
15.09.2013 – Japan igen uden A-kraft.
02.09.2013 – NRA frikender Oi-værkets undergrund.
02.09.2013 – Reaktor 3 ved Oi-værket standset.
20.08.2013 – Undergrunden under Oi-værket frikendt.
28.07.2013 – Nye undersøgelser ved Oi-værket.
16.06.2013 – NRA godkender de to igangværede reaktorer ved Oi-værket.
12. maj – NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket.
19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september.

29. december – NRA indleder nye undersøgelser ved Oi-værket.
4. november – NRA undersøger foldelinjer under Oi-værket.
30. november – To sagsanlæg for at få Oi-værket nedlagt.
10.06.2012 – Aktive foldelinjer under Oi-værket.

Genoparbejdninganlægget ved Rokkasho

Japan Nuclear Fuel skipped safety checks at Rokkasho plant for 14 years, (Kyodo) Japan Times 12.10.2017.

Completion of Rokkasho nuclear reprocessing plant likely to be delayed yet again, (Jiji) Japan Times 30.09.2017.

Generelt om A-kraft i Japan

Nine reactors in Japan use products manufactured by steel maker that admitted faking quality data, (Jiji) 16.11.2017.

Japan nuclear panel plans reduction in plutonium stockpile, but details remain unclear, (Kyodo) Japan Times 04.10.2017.

Damages for the nuclear disaster, (leder) Japan Times 30.09.2017.

Japan weighs exports of safer, next-gen nuclear reactors, Nikkei Asian Review 17.09.2017.

Tokyo Governor Koike: will examine steps to exit nuclear power dependence by 2030, Reuters 28.09.2017.

8 Japan Nuclear Reactors At High Risk Of Volcano Damage, NRA Confirms, Simply Info 19.09.2017.

Nuke plants could be ‘missile targets’: ex-PM Koizumi, Mainichi 09.09.2017.

Keishi Nishimura: The hidden costs households must pay for nuclear disaster in 2011, Asahi Shimbun 27.02.2017.

Time to transform Japan’s nuclear plant inspection system, (leder) Mainichi 27.02.2017.

Nuclear watchdog calls for pipe checkups at reactors after damage found, (Jiji) Japan Times 19.01.2017.

Pipe checks at Japan’s nuclear control rooms conducted without removing insulation, (Jiji) Japan Times 15.01.2017.

Federation estimates Fukushima nuke plant cleanup costs, redress may rise to ¥8 trillion, (Kyodo) Japan Times 07.10.2016.

Finbarr Flynn, Tesun Oh & Emi Urabe: Fukushima Cleanup Talks Put Tepco Survival Risk in Focus, Bloomberg 06.10.2016.

Making new power suppliers pay for reactor decommissioning costs unacceptable, (leder) Mainichi 04.10.2016.

Government likely to retain grip on beleaguered Tepco, (Kyodo) Japan Times 02.10.2016.

Utilities may get caps on liability in time of serious nuke accidents, Asahi Shimbun 02.10.2016.

Osamu Tsukimori: Japan, India to sign nuclear cooperation deal in November: report, Reuters 30.09.2016.

New power firms may have to pay some costs for nuke reactor decommissioning, Mainichi 28.09.2016.

Stephen Stapczynski & Emi Urabe: Thousands Work Daily at Japan Nuclear Plant Selling No Power, Bloomberg 15.09.2016.

Japanese steel in French nuclear facilities found to have high impurity level, (Kyodo) Japan Times 14.09.2016.

Gov’t may shift nuke accident, reactor decommissioning costs onto new power suppliers, Mainichi 08.09.2016.

Japan to start background checks of nuclear workers in anti-terrorism effort, (Kyodo) Japan Times 07.09.2016.

Anti-nuclear activists’ METI camp razed in darkness after years battling over Fukushima, (Kyodo) Japan Times 21.08.2016.

New method to predict danger of active faults, NHK 19.08.2016.

Former town mayor recalls town referendum that booted plans for nuclear plant, (Jiji) Japan Times 18.08.2016.

Atsushi Shingen: Nuclear disaster evacuation plans worry many local authorities, Asahi Shimbun 03.08.2016.

Japanese Government Wins in Supreme Court: Tents of Anti-Nuclear Groups Next to METI Ministry Building to Be Forcibly Removed, Atoms in Japan 03.08.2016.

Jarne Blakkarly: Hurdles mar Japan’s renewable energy equation, Japan Times 22.07.2016.

Japan’s Business Lobby Bails On Nuclear, Simply Info 22.07.2016.

Osamu Tsukimori & Aaron Sheldrick: Japan business lobby says Abe govt can’t rely on nuclear energy, Reuters 22.07.2016.

NRA seeks background checks on nuclear workers to prevent terror attacks, Mainichi 13.07.2016.

Justice minister, LDP suffer heavy blows in Tohoku over frustration with 3/11 cleanup, TPP deal, (Kyodo) Japan Times 11.07.2016.

Parties vague on atomic power pledges in run-up to Upper House election, (Jiji) Japan Times 03.07.2016.

Hiroyuki Yoshida: Floating wind turbine begins slow trip to off Fukushima coast, Asahi Shimbun 03.07.2016.

Chugoku faces 50% chance of strong quake in next 30 years: government’s latest regional report, (Jiji) Japan Times 01.07.2016.

Toshihide Ueda: Monju fiasco, Fukushima plans point to a better energy source, Asahi Shimbun 30.06.2016.

Nuclear watchdog finds 3 nuclear plants guilty of ‘malicious’ safety violations, Mainichi 30.06.2016.

Shareholders urge Japan’s utilities to end nuclear power generation, (Kyodo) Japan Times 28.06.2016.

Shareholders call on utilities to abandon nuclear energy, Asahi Shimbun 28.06.2016.

Japanese gov’t withheld report on Chernobyl disaster’s health effects, Mainichi 04.06.2016.

Aaron Sheldriek: Japan to cut emphasis on nuclear in next energy plan: sources, Reuters 27.05.2016.

Truths deliberately covered about Fukushima surface over five years, New China 23.05.2016.

U.S. would back a rethink of Japan’s plutonium recycling program: White House, (Kyodo) Japan Times 21.05.2016.

Fukui Prefecture plans tax on spent nuclear fuel, (Jiji) Japan Times 19.05.2016.

Nuclear center waits over a year to report cyber-attack, Asahi Shimbun 19.05.2016.

Japan’s government to forgo power conservation request for first time since 2011 earthquake, (Kyodo) Japan Times 13.05.2016.

Jin Nishikawa: 70-cm fault slippage in cliff found in Kumamoto, Asahi Shimbun 01.05.2016.

3/11 Prime Minister Kan recognized for efforts to phase-out nuclear power, (Kyodo) Japan Times 01.05.2016.

Yuri Kageyama & Mari Yamaguchi: Japan lawyer wants no-nukes after Fukushima, AP 07.04.2016.

Aaron Sheldrick & Osamu Tsukimori: Japan nuclear dilemma to undercut power reforms, Reuters 31.03.2016.

Plutonium from Japan to be disposed of underground in New Mexico, (Kyodo) Japan Times 02.04.2016.

Hirumi Kumai: NRA shows how it will train staff to respond to a nuclear crisis, Asahi Shimbun 24.03.2016.

Government reluctant to specify SDF role in nuclear crisis, Asahi Shimbun 13.03.2016.

Terry Macalister: Ex-Japan PM: nuclear power remains unsafe and too costly, The Guardian 11.03.2016.

Gabriel Domínguez: ‘Nuclear energy has no sustainable, democratic future in Japan’, (interview med Tetsunari Iida) Deutsche Welle 29.01.2016.

Faster communication sought for nuclear accidents, NHK 26.01.2016.

Struggling Toshiba may spin off ailing Japan nuclear power business, (Kyodo) Japan Times 27.01.2016.

Panel begins debate on reducing operators’ liability for nuclear accidents, (Jiji) Japan Times 25.01.2015.

IAEA suggests Japanese government to amend nuclear safety law, Lawyer Herald 25.01.2016.

Plutonium’s global problems are piling up, Eco-Business 25.01.2015.

Mari Yamaguchi: IAEA: Japan’s nuclear watchdog needs to strengthen inspections, staff competency, Japan Today 23.01.2016.

Paul Brown: Armed Ships Embark on Secretive Plutonium Mission From Japan to the U.S., EcoWatch 22.01.2016.

Mary-Ann Russon: Nuclear power plants in 20 countries ‘do not have any protection’ against cyberattacks, International Business Times 15.01.2016.

NRA to call for checks of safety-related cables at nuclear plants, (Jiji) Japan Times 06.01.2016.

Genkai nuclear reactor marked to be scrapped, NHK 21.12.2015.

Reiji Yoshida: Nuclear power plants feared vulnerable to terrorist groups, Japan Times 20.12.2015.

Udbygningen af den vedvarende energi – vindkraft

Osamu Tsukimori: Japan accelerates wind power development as govt support pays off: study, Reuters 28.02.2017.

Genstart af reaktor ved Tsuruga-værket

– genstart sandsynligvis umulig på grund af aktive foldelinjer under reaktor

Nuclear operator seeks restart despite active fault under plant, (Kyodo) Japan Times 05.11.2015.

Japan Atomic Power pushes for Tsuruga reactor restart despite fault warning, Asahi Shimbun 05.11.2015.

John Timmer: What to do with a nuclear plant on a fault line, Ars Tchnica 03.02.3014.

Genstart af Shimane-værket, færdiggørelse af reaktor 3

Utility eyes NRA screening nod for new nuclear reactor in Shimane, Asahi Shimbun 17.02.2018.

Eric Johnston: Shimane Prefecture group delivers petition to Gov. Zenbei Mizoguchi opposing restart of Matsue reactor, Japan Times 14.02.2018.

Retiring Shimane reactor ‘an option’, (Kyodo) Japan Times 28.03.2014.

Eric Johnston: Citizens seek nuclear-free Shimane, Japan Times 06.01.2014.

Genstart af reaktor ved Higashidori-værket

– genstart sandsynligvis umulig på grund af aktive foldelinjer under reaktor

Agency confirms active faults running near Higashidori nuclear plant in Aomori, (Jiji) Japan Times 28.11.2015.

Genstart af reaktor ved Shika-værket

– genstart sandsynligvis umulig på grund af aktive foldelinjer under reaktor

Key electrical switchboard at Shika nuke plant almost flooded: NRA, Mainichi 20.10.2016.

Takashi Sugimoto: Rainwater flood in Shika nuclear plant raises concerns at NRA, Asahi Shimbun 20.10.2016.

Shika nuclear plant closer to being scrapped as NRA upholds fault ruling, (Kyodo, Jiji) Japan Times 27.04.2016.

Utilities aim to overturn NRA expert panel’s fault assessment, Mainichi 04.03.2016.

Fault under Shika nuclear reactor likely to be active: NRA expert panel, Mainichi 03.03.2016.

Genstart / dekommissionering af reaktorer ved Hamaoka-værket

– 22 m høj tsunami-sikring afsluttet, men stadig seismisk katastrofalt placeret værk

Governor states firm opposition to Hamaoka plant restart, Asahi Shimbun 29.06.2017.

Stephen Stapczynski: 2017 gubernatorial elections may pose snag to Abe’s reactor restart quest, (Bloomberg) Japan Times 21.10.2016.

Kazuhiko Okada: Memo: Residents got 3 billion yen to host Hamaoka nuclear plant, Asahi Shimbun 21.07.2016.

No municipalities near Hamaoka nuclear plant want restart: survey, Mainichi 14.05.2016.

Sea wall to guard against tsunami completed at Hamaoka nuclear plant, (Kyodo) Japan Times 31.03.2016.

Dismantling work to start at Hamaoka units, World Nuclear News 03.02.2016.

Nuclear operator gets approval for demolition plan, NHK 03.02.2016.

Wall to protect against tsunami built at Hamaoka nuclear plant, Mainichi 28.12.2015.

Optegnelser om Hamaoka-værket

15.02.2014 – Stærke reaktioner mod genstart af Hamaoka-værket.
14.02.2014 – Ansøgning til NRA om reaktor 4 ved Hamaoka-værket.

20.12.2013 – Hamaoka-værket gør sig klar.
26.09.2013 – Ansøgning om reaktorgenstart ved Hamaoka-værket på vej.
14. maj – Hamaoka-værket i gabestokken.
22. april – Fornyet politisk modstand overfor Hamaoka-værket .

21.09.2012 – Afstemning om Hamaoka-værket på vej.
28.08.2012 – afstemning på vej om genstarten af Hamaoka-værket.
13.08.2012 – Underskriftindsamling mod Hamaoka-værket.

Optegnelser om Onagawa-værket

1,130 cracks, 70% rigidity lost at Onagawa reactor building, Asahi Shimbun 18.01.2017.

20.12.2013 – Onagawa-værket gør sig klar til opstart.

Færdiggørelse af reaktor ved Oma-værket

Mayor in rural Japan who supports construction of nuclear plant wins fourth term, (Jiji) Japan Times 15.01.2017.

J-Power delays plan to begin operating Oma nuclear plant until 2024, (Kyodo) Japan Times 09.09.2016.

Opførelse af nyt atomkraftværk ved Kaminoseki

– allerede store stridigheder før 2011

Chugoku Electric accused of using SLAPP tactics to intimidate protesters, (Kyodo) Japan Times 09.09.2016.

Yamaguchi Prefecture renews license for new nuclear plant project, (Kyodo) Japan Times 03.08.2016.

Etablering af langtidsdepot for radioaktivt affald

Low-level nuclear waste to be buried 70 meters underground: NRA, Mainichi 26.05.2016.

Japan studying disposal of highly radioactive waste under seabed, (Jiji) Japan Times 26.01.2016.

Thirteen prefectures say no to hosting nuclear waste depository, (Kyodo) Japan Times 29.11.2015.

Dekommissionering af Fukushima Daini-værket

– blev tidligt lovet, men er endnu ikke igangsat

Incoming Tepco chief eager for tie-ups to raise funds, vows decision on whether to scrap Fukushima No. 2, (Kyodo) Japan Times 15.06.2017.

Fate of Fukushima No. 2 nuclear plant remains unknown, (Jiji) Japan Times 03.01.2017.

Quake disrupts cooling of fuel at Fukushima No. 2 nuclear plant, Asahi Shimbun 22.11.2016.

Reiji Yoshida: Quake prompts temporary halt to cooling of spent fuel rods in Fukushima No. 2 pool, Japan Times 22.11.2016.

Japan mulls legislation requiring local government approval for restarting Fukushima No. 2 nuclear plant, (Jiji) Japan Times 22.09.2016.

Justice minister, LDP suffer heavy blows in Tohoku over frustration with 3/11 cleanup, TPP deal, (Kyodo) Japan Times 11.07.2016.

Sundheden for dekommissioneringsarbejderne ved Fukushima Daiichi

Ex-worker during Fukushima disaster sues Tepco, Kyushu Electric over leukemia, (Kyodo) Japan Times 02.02.2017.

15 Fukushima Workers Have Cancer, Simply Info 18.01.2017.

Man’s leukemia deemed result of his work at Fukushima plant, Asahi Shimbun 20.08.2016.

Sundheden for beboerne i de omgivende landskaber

Dunrenard: 7 Times More Leukemia in 2015 than 2014, 80% in Eastern Japan, Fukushima 311 16.01.2017.

10 more thyroid cancer cases diagnosed in Fukushima, Mainichi 28.12.2016.

Mizuho Aoki: Thyroid cancer spike fuels Fukushima fears but cause could be over-diagnosis, Japan Times 13.05.2016.

Asahi survey: 70% of evacuees report declined health since 3/11, Asahi Shimbun 22.03.2016.

Less than 15 percent of evacuees want to return to Fukushima homes, Asahi Shimbun 28.10.2015.

Eiichiro Ochiai: The Human Consequences of the Fukushima Dai-ichi Nuclear Power Plant Accidents, Japan Focus 28.09.2015.

Oprydning og dekommissionering af Fukushima Daiichi-værket

Chikako Kawahara: 3-year delay in removal of fuel rods from Fukushima plant, Asahi Shimbun 26.09.2017.

Chikako Kawahara: TEPCO to delay emptying fuel storage pools at Fukushima plant, Asahi Shimbun 21.09.2017.

High-priced Fukushima ice wall nears completion, but effectiveness doubtful, Mainichi 16.08.2017.

Minister opposes releasing treated water from Fukushima plant into sea, Mainichi 15.07.2017.

Tepco backpedals after disaster reconstruction chief knocks plan to dump tritiated water into sea, (Kyodo) Japan Times 15.07.2017.

TEPCO chair: Treated water must be released into sea, (AP) Asahi Shimbun 14.07.2017.

Fukushima’s tritiated water to be dumped into sea, Tepco chief says, (Kyodo) Japan Times 14.07.2017.

Robots’ limitations exposed in search for melted nuclear fuel in Fukushima, Mainichi 27.02.2017.

Proud workers at Fukushima No. 1 nuke plant risk deadly radiation danger, Mainichi 27.02.2017.

Fukushima nuclear plant still plagued by tainted water 6 years after meltdowns, Mainichi 25.02.2017.

What The New Fukushima Unit 2 Inspection May Indicate, Simply info 02.02.2017.

Tepco finds gaping hole in grate under containment vessel, potential fuel debris at Fukushima No. 1 power plant, (Kyodo) Japan Times 02.02.2017.

Radiation level at Fukushima reactor highest since 2011 disaster; grating hole found, Mainichi 02.02.2017.

Cameco to contest Tepco’s termination of supply contract, wnn 01.02.2017.

Footage points to difficulty in removing possible melted fuel at Fukushima plant, Mainichi 31.01.2017.

Masanobu Higashiyama: Images indicate bigger challenge for TEPCO at Fukushima plant, Asahi Shimbun 31.01.2017.

Stephen Stapczynski: Japan Is Closer to Finding Lost Nuclear Fuel With Fukushima Pictures, Bloomberg 31.01.2017.

Justin McCurry: Possible nuclear fuel find raises hopes of Fukushima plant breakthrough, The Guardian 31.01.2017.

Kazuaki Nagata: Melted nuclear fuel possibly found below stricken reactor’s pressure vessel at Fukushima No. 1, Japan Times 30.01.2017.

TEPCO may have located melted fuel for 1st time at Fukushima plant, Asahi Shimbun 30.01.2017.

TEPCO starts full survey inside Fukushima No. 2 reactor vessel, Asahi Shimbun 27.01.2017.

Kríshna V. Kurup: Plans to remove nuclear fuel at Fukushima delayed again – Nikkei, Reuters 25.01.2017.

Fukushima Frozen Wall Progress 2017, Simply Info 19.01.2017.

Fukushima Unit 2 Containment Inspection, What You Need To Know, Simply info 02.01.2017.

Tepco customers have paid ¥2.4 trillion to cover nuclear power-related costs since 2012 rate hike, (Jiji) Japan Times 32.12.2016.

Court denies disclosure of Tepco officials’ testimony about Fukushima disaster, (Jiji) Japan Times 27.12.2016.

Kohei Tomida: NRA: Ice wall effects ‘limited’ at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 27.12.2016.

Ice wall at Fukushima nuclear plant revealed for first time, Mainichi 22.11.2016.

465 suspected of working illegally at Fukushima nuke plant in 2015, Mainichi 22.11.2016.

Kazuaki Nagata: Tepco admits success of Fukushima ice wall still unknown, Japan Times 30.09.2016.

Kohei Tomida: Heavy rains stall assessment of frozen wall at Fukushima plant, Asahi Shimbun 29.09.2016.

TEPCO to begin removing tainted water at Fukushima plant, Asahi Shimbun 29.09.2016.

Fukushima Daiichi To Clean Debris Off Sea Floor, Simply info 28.09.2016.

Akira Minami: Records of Diet’s Fukushima investigation still under wraps, Asahi Shimbun 25.09.2016.

Fukushima Daiichi To Cost Citizens Another $83 Billion, Simply info 23.09.2016.

Concern as leaky ‘ice wall’ around Fukushima nuke plant resembles ‘bamboo screen’, Mainichi 07.09.2016.

Takashi Sugimoto: Robot to probe nuke fuel debris in Fukushima No. 2 reactor, Asahi Shimbun 06.09.2016.

Stephen Stapczynski & Emi Urabe: Treated Fukushima Water Safe for Release, Tepco Adviser Says, Bloomberg 05.09.2016.

‘99% effective’ Fukushima ice wall fails to seal off crippled nuclear plant, RT 20.08.2016.

Kohei Tomita: Panel: TEPCO’s ‘ice wall’ failing at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 19.08.2016.

New study on Fukushima reactor shows most fuel was contained, Asahi Shimbun 29.07.2016.

Bulk of melted fuel at bottom of Fukushima No. 2 reactor vessel: Tepco, (Kyodo) Japan Times 28.07.2016.

TEPCO admits that ice wall will not stop groundwater from entering crippled Fukushima Daiichi reactor buildings, Enformable 22.07.2016.

Radioactive “Glass” Found In Lungs Of Fukushima Workers, Simply Info 21.07.2016.

Tomoko Ohtake: In first, Tepco admits ice wall can’t stop Fukushima No. 1 groundwater, Japan Times 20.07.2016.

Reactor decommissioning plan revised, NHK 20.07.2016.

TEPCO told to solve problem of harmful water at Fukushima plant, Asahi Shimbun 20.07.2016.

NRA pushes for early processing of radioactive water at Fukushima plant, Mainichi 20.07.2016.

NDF Tries To Walk Back Fukushima Daiichi Sarcophagus Admission, Simply Info 18.07.206.

State minister rules out sarcophagus option, NHK 15.07.2016.

‘Stone coffin’ eyed for decommissioning Fukushima plant: report, Mainichi 14.07.2016.

Fukushima reactor makers not liable: Japan court, (APF) Channel News Asia 13.07.2016.

Fukushima Daiichi Decommissioning Takes A Horrible Turn, Simply Info 13.07.2016.

Kazuaki Nagata: Outgoing Fukushima plant chief says long road still ahead, Japan Times 30.06.2016.

NRA casts doubt on TEPCO ice wall project at Fukushima nuke plant, Mainichi 30.06.2016.

Fukushima and the oceans: What do we know, five years on? phys.org 30.06.2016.

Power outage at Fukushima nuclear power plant causes machinery to shut down, (Kyodo) Japan Times 28.06.2016.

Edano denies pressuring Tepco over ‘meltdown’ use, (AP, Kyodo) Japan Times 17.06.2016.

What’s behind TEPCO ban on term ‘core meltdown’ after Fukushima crisis? Mainichi 17.06.2016.

DPJ leaders deny urging cover-up of Fukushima meltdown, Asahi Shimbun 17.06.2016.

Kazuaki Nagata: Tepco chief likely banned use of ‘meltdown’ under government pressure: report, Japan Times 16.06.2016.

Iori Mochizuki: Tepco to inject cement instead of frozen water wall, Fukushima Dairy 02.06.2016.

Possible Causes Of Fukushima Frozen Wall Failures, Simply Info 01.06.2016.

TEPCO reveals only handful knew meltdown manual existed, Asahi Shimbun 31.05.2016.

Kohei Tomita: 10% of TEPCO’s frozen soil wall at Fukushima site not working, Asahi Shimbun 26.05.2016.

Reiji Yoshida: Tepco to put some Fukushima decommissioning work on hold during G-7 summit, Japan Times 13.05.2016.

Fukushima Frozen Wall Not Solid, What You Need To Know, Simply Info 02.05.2016.

Yuri Kageyama & Mari Yamaguchi: Fukushima No. 1 plant’s ice wall won’t be watertight, says chief architect, (AP) Japan Times 29.04.2016.

Dumping tritium from Fukushima into sea is best option: ministry, Asahi Shimbun 20.04.2016.

Fukushima Workers Removing Tanks Receive High Radiation Exposures, Simply Info 18.04.2016.

Someone At TEPCO Knew The Meltdown Standard, Simply Info 14.04.2016.

Karl Mathiesen: Is it safe to dump Fukushima waste into the sea? The Guardian 13.04.2016.

Yuri Kageyama: Japan Prepares for Release of Tritium From Fukushima Plant, (AP) ABC News 12.04.2016.

TEPCO official knew standard for meltdown at Fukushima, Asahi Shimbun 12.04.2016.

TEPCO says 5.3 tons of tainted water leaked at nuclear plant, Asahi Shimbun 24.03.2016.

Luca W. Hixson: Nuclear Meltdown: Releasing radiation and containing the truth, Enformable 29.02.2016.

Fukushima disaster still ongoing, says Naoto Kan, Green Cross 01.02.2016.

Hiromi Kumai: TEPCO delays robotic surveys at Fukushima nuclear reactors, Asahi Shimbun 29.01.2016.

British Teams To Develop Submersible Robots For Fukushima Daiichi, Nuclear Street 18.01.2016.

Kazuaki Nagata: Toshiba unveils remote-controlled device to remove reactor 3 fuel assemblies at Fukushima No. 1, Japan Times 18.01.2016.

Masakazu Honda & Miki Aoki: Researchers: No doubt cleanup at Fukushima nuclear plant contaminated rice crops in 2013, Asahi Shimbun 18.01.2016.

Hiromi Kumagai: TEPCO confronts new problem of radioactive water at Fukushima plant, Asahi Shimbun 26.12.2015.

Iori Mochizuki: Underground wall nearly doubled the increasing speed of retained water in plant buildings, Fukushima Dairy 19.12.2015.

Steel barrier creating more contaminated water, (video) NHK 18.12.2015.

TEPCO preps for Fukushima No. 1 reactor building debris removal, Asahi Shimbun 18.12.2015.

Officials now say Fukushima reactor with MOX fuel “leaked directly from containment” – TV: Contamination of environment was due to “failure of vessel” – Experts: This has caused additional worries because MOX is more “radioactively aggressive” due to plutonium content, Energy News 18.12.2015.

Delay in cooling of Fukushima reactor possibly due to melted rubber, (Kyodo) Mainichi 18.12.2015.

TEPCO Makes Two New Big Admissions On Fukushima Disaster, Simply Info 17.12.2015.

Masanobu Higashiyama: TEPCO: Key pressure relief valves failed at No. 2 reactor during Fukushima disaster, Asahi Shimbun 17.12.2015.

Iori Mochizuki: Tepco considers evaporating 800,000 m3 of Tritium water to the air, Fukushima Dairy 16.12.2015.

Fukushima decommission chief: ‘No textbook’ for cleanup, (AP) Asahi Shimbun 15.12.2015.

Robert Hunzkier: Fukushima Amplifies Murphy’s Law, Counterpunch 14.12.2015.

Japan’s Craziest Nuclear Idea To Date, Simply Info 14.12.2015.

Japan to consider ocean disposal of nuclear waste, Asahi Shimbun 12.12.2015.

Radioactivity level rises 4,000-fold in duct water at Fukushima plant, Asahi Shimbun 15.12.2015.

How The Fukushima Daiichi Sea Wall Was Damaged, Simply Info 01.12.2015.

Iori Mochizuki: Increasing groundwater is “bulging” the coastal area of Fukushima plant after building underground wall, Fukushima Dairy 26.11.2015.

Hiromi Komai: TEPCO to dismantle top part of Fukushima No. 2 reactor building by fiscal 2018, Asahi Shimbun 27.11.2015.

Walls to halt tainted groundwater from flowing into sea completed at Fukushima plant, Asahi Shimbun 26.10.2015.

First Fukushima worker diagnosed with radiation-linked cancer, (AFP) The Telegraph 20.10.2015.

Robert Hunziker: Fukushima: the World’s Never Seen Anything Like This, CounterPunch 30.09.2015.

The Fukushima Disaster Was Preventable, Science 2.0, 28.09.2015.

Christopher Busby: Pump and pray: Tepco might have to pour water on Fukushima wreckage forever, RT 07.08.2015.

Oprydnings- og genopbygningsarbejdet i de dekontaminerede områder

Fukushima town of Namie to launch radioactive decontamination work around May, (Kyodo) 16.02.2018.

49% of Fukushima nuke disaster evacuees returning home to live are elderly: survey, Mainichi 09.09.2017.

Noriyoshi Ohtsuki: Fukushima governor rebuts minister’s 3/11 recovery claim, Asahi Shimbun 30.01.2017.

Fukushima Radioactive Boar Create New Problems, SimplyInfo 29.12.2016.

Brian Parkin: German firm aims to compactly convert radioactive Fukushima wood into power (Bloomberg) Japan Times 30.10.2016.

High levels of radioactive cesium pooling at dams near Fukushima nuke plant, Mainichi 26.09.2016.

Anxiety soars as cesium builds up in Fukushima dams, Mainichi 26.09.2016.

Fred Pearce: In Fukushima, A Bitter Legacy Of Radiation, Trauma and Fear, Yale Environment 360 19.09.2016.

90.000 Still In Temporary Housing After Fukushima Disaster, Simply info 13.09.2016.

Cassandra Sweet: In Fukushima, a Determination to Move Past Nuclear Power, Wall Street Journal 13.09.2016.

News Navigator: How far has decontamination progressed in Fukushima? Mainichi 03.09.2016.

Government targets lifting Fukushima no-go zone evacuation order by end of fiscal 2021, (Jiji) Japan Times 01.09.2016.

Noriyoshi Ohtsuki: Ban to be lifted on Fukushima’s worst-affected zone in 2022, Asahi Shimbun 01.09.2016.

Fukushima Seafood Smuggling Ring Busted In China, Simply Info 22.08.2016.

State funds planned for cleaning heavily contaminated zones in Fukushima, (Kyodo) Japan Times 20.08.2016.

LDP sets goal of lifting evacuation orders near Fukushima plant in 5 years, Mainichi 18.08.2016.

TEPCO ordered to pay for ‘false rumors’ from Fukushima crisis, Asahi Shimbun 21.07.2016.

Fukushima residents need time in deciding on their futures, (leder) Asahi Shimbun 19.07.2016.

Noriyoshi Ohtsuki: Some restricted zones to be lifted near Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 17.07.2016.

Nuclear disaster evacuation order covering 10,000 Minamisoma residents lifted, Mainichi 12.07.2016.

Yuri Oiwa: Evacuation order lifted in Minami-Soma after 5 years, Asahi Shimbn 12.07.2016.

Ministry green-lights reuse of radioactive soil for public works projects, Mainichi 01.07.2016.

Prefecture’s subsidies for residents near Fukushima No. 1 plant to run out next year, (Jiji) Japan Times 29.06.2016.

Reuse of radioactive soil approved despite 170-year safety criteria estimate, Mainichi 27.06.2016.

Advisory lifted for parts of village near Fukushima nuclear power plant, (Jiji) Japan Times 13.06.2016.

Evacuation lifted for Fukushima village; only 10% preparing return, Asahi Shimbun 12.06.2016.

Zeolite Fibers Found Effective In Removing Cesium 137 From Fukushima Rivers, Simply Info 11.06.2016.

Yu Kotsubo: Radioactive soil to be used to build roads set to spark uproar, Asahi Shimbun 08.06.2016.

Radioactive soil to be used in base layer for new roads, (Jiji) Japan Times 07.06.2016.

Evacuation advisory to be lifted for most of Iitate, Fukushima, next March 31, (Jiji) Japan Times 07.06.2016.

Thirty children diagnosed with thyroid cancer in Fukushima nuclear crisis survey, (Kyodo) South China Morning Post 06.06.2016.

Takeshi Suzuki: School to close in Fukushima as too few children able to attend, Asahi Shimbun 14.05.2016.

Matt Agorist: “City” of Waste: Fukushima Cleanup Now Up to 10.7 Million 1-ton Bags of Radioactive Waste, Fukushima 311 Watchdogs 27.03.2016.

Judges clad in protective gear visit Fukushima in class action suit, Mainichi 18.03.2016.

Satoru Semba: 55 schools still unusable in 3/11 disaster-hit prefectures, Asahi Shimbun 04.02.2016.

Some radioactive waste to be reclassified, NHK 04.02.2016.

Government OKs multiple-site storage of radioactive waste, (Jiji) Japan Times 04.02.2016.

Municipalities ask for forest decontamination, NHK 03.02.2016.

Iori Mochizuki: NRA’s data shows contamination level in Tokyo tap water higher than Fukushima by 24 percent, Fukushima Dairy 27.01.2016.

Fukushima fishermen to expand operations off crippled nuclear plant, (Jiji) Japan Times 27.01.2016.

Iori Mochizuki: Cs-134/137 detected from over 40 percent of fish in 20km radius area outside of Fukushima plant port, Fukushim Dairy 22.01.2016.

Mana Nagano: Suicides rise among Fukushima nuclear disaster evacuees, Asahi Shimbun 28.12.2015.

TEPCO refusing to pay for decontamination work planned since end of FY ’13, Mainichi 28.12.2015.

2015 census finds record population drop in tsunami-hit area, (Kyodo) Japan Times 28.12.2015.

Fukushima population at postwar low, down 5.7%, as nuclear disaster evacuees steer clear: census, (Jiji) Japan Times 28.12.2015.

Vague language left gov’t on hook for nuke disaster cleanup costs, but for how much? Mainichi 28.12.2015.

Researchers trying to unravel spread of cesium and its impact on ecosystem after Fukushima disaster, Asahi Shimbun 21.12.2015.

Forests will not be decontaminated, (video) NHK 21.12.2015.

Masakazu Honda: Removal work starts on ‘bright future’ pro-nuclear sign in evacuated Fukushima town, Asahi Shimbun 21.12.2015.

Shinichi Sekine & Hisashi Hattori: Only 16% of Fukushima residents knew of emergency declaration, Asahi Shimbun 19.12.2015.

Japan’s radiation decontamination budget to hit record ¥522.3 billion, (Jiji) Japan Times 16.12.2015.

Nuclear evacuees surveyed about living in public housing later became non-eligible, Mainichi 05.12.2015.

Fukushima OKs disposal site for radioactive waste within prefecture, Asahi Shimbun 03.12.2015.

Go Kobayashi: Business lobby chief: Fukushima nuclear accident an ‘extremely localized event’, Asahi Shimbun 02.12.2015.

Tepco settles suit over suicide of Fukushima dairy farmer, (Kyodo) Japan Times 01.12.2015.

Yuri Oiwa: Fukushima confirms 11 new thyroid cancer cases among young people, Asahi Shimbun 01.12.2015.

Karen Graham: Japan’s 166,000 tons of nuclear waste still waiting to be buried, Digital Journal 28.11.2015.

Russia offers to help Japan shut down Fukushima reactors, RT 26.11.2015.

Radiation monitoring center opens in coastal Fukushima, Asahi Shimbun 18.11.2015.

Aliza Goldenberg: After decontamination trials in Fukushima, Japan will try to scrub Agent Orange from Vietnam, Quartz 17.11.2015.

Tainted cities irate over Tepco’s slow compensation payments: survey, (Fukushima Minpo) Japan Times 15.11.2015.

Det retslige ansvar for Fukushima-katastrofen

Tepco again ordered to pay damages in nuclear disaster, but not state, (Kyodo) Mainichi 22.09.2017.

Prosecutors drop TEPCO case over radioactive water leakage, Asahi Shimbun 30.03.2016.

GE May Be Sued Over Fukushima Disaster, Simply Info 28.08.2017.

Masakazu Honda: Group to monitor trial of former TEPCO executives to clarify truth about Fukushima disaster, Asahi Shimbun 27.01.2016.

Optegnelser om Fukushima Daiichi

20.03.2014 – NRA revser TEPCO.
13.03.2014 – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter.
09.03.2014 – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden.
08.03.2014 – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede.
07.03.2014 – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage.
03.02.2014 – NHK-dokumentar om grundvandsproblemerne ved Fukushima.
28.02.2014 – ikke 100 men 201 og nok over 1.000 fejl på Fukushima Daiichi.
28.02.2014 – ALPS-systemet igen i problemer.
24.02.2014 – Kølingen af reaktor 4 ved Fukushima Daiichi svigter.
22.02.2014 – 100 ton højradioaktivt vand løbet over ‘ved et uheld’.
11.01.2014 – Flere strålingsramte fisk.
09.01.2014 – Endnu en TEPCO.
05.01.2014 – Man kommer langt med gaffatape (utætte vandtanke).

29.12.2013 – Horrible forhold for løsarbejdere ved Fukushima Daiichi.
27.12.2013 – Fukushima-fisk stadig forurenede.
23.12.2013 – Dekontamieringen af Fukushima-området stærkt forsinket.
21.12.2013 – TEPCO vil lave særlig dekommissioneringsafdeling.
21.12.2013 – ikke alle kan regne med at komme tilbage.
18.12.2013 – TEPCO opgiver reaktor 5 og 6 ved Fukushima Daiichi.
14.12.2013 – TEPCO: kernenedsmeltning skyldes tidligt tab af køling.
10.12.2013 – TEPCO-farce på NRA-møde: Saving money coming first.
04.12.2013 – IAEA: Hæld det i Stillehavet.
30.11.2013 – Mafiøse arbejdsforhold.
27.11.2013 – Stilhed efter storm i mediedækningen af Fukushima Daiichi.
25.11.2013 – Kun en tredjedel af de evakuerede ønsker sig tilbage.
24.11.2013 – Stadig stærkt radioaktive fisk ud for Fukushima Daiichi.
28. oktober – Tids at fjerne af brændselslegemer ved reaktor 4.
19. oktober – Dekontamineringsarbejdet i krybesporet.
11. oktober – ALPS og den frosne jordmur ’sidste udvej’.
8. oktober – Gundersen om situationen ved Fukushima Daiichi.
4. oktober – NRA kræver plan for håndteringen af det radioaktive vand.
2. oktober – Genstart af Kashiwazaki Kariwa betinget af Fukushima Daiichi.
27. september – 400 ton radioaktivt grundvand siver i havet dagligt.
19. september – Abe beder TEPCO om at dekommissionere to reaktorer.
18. september – TEPCO havde planer om en frostmur allerede i 2011.
10. september – TEPCO: Lækager nået grundvandet.
9. september – Dødstallet efter Fukushima-katastrofen nu over 1.600.
8. september – Utætheder med rekordhøj stråling – og absurd TEPCO-fiflen.
8. september – Føste forsøg med frossen jordmur igangsat.
7. september – Fukushima Daiichis havnebassin utæt som en si.
3. september – Reaktor 4 sunket op til 57 cm.
3. september – Den japanske regering bevilliger 500 mio. $ til frossen jordvæg.
29. august – NRA: Fukushima-lækage hævet til risiko-niveau 3.
25. august – TEPCO: Flere selvforskyldte problemer.
22. august – Kystfiskerne indstiller fiskeriet på ubestemt tid.
20. august – Om undergrund og vandstrømning ved Fukushima-værket.
15. august – NRA godkender dekommissioneringsplan for Fukushima Daiichi.
12. august – TEPCO øger kulafbrændingen.
11. august – TEPCO hemmeligholdt enorme grundvandsstrømninger.
7. august – TEPCO kan ikke løfte økonomien bag grundvandssikringen.
7. august – Guvernør: Staten må overtage arbejdet ved Fukushima Daiichi.
5. august – NRA erklærer Fukushima Daiichi i undtagelsessituation.
4. august – TEPCOs barriere formår ikke at standse den radioaktive udsivning.
31. juli – TEPCO should never be allowed to handle nuclear energy.
27. juli – Voldsomme reaktioner på TEPCOs fortielser.
22. juli – TEPCO vedgår, at Fukushima-værket lækker radioaktivitet i havet.
19. juli – TEPCO øger antallet af arbejdere med forhøjet kræftrisiko 11 gange.

Indlægget Japan skruer igen op for A-kraften VII – Oi-værket blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Herover ses Genkai-værket, hvor Kyushu Electric nu har opnået godkendelse af genstart af de to nyeste af værkets fire reaktorer fra den japanske sikkerhedsinstans NRA. Der mangler endnu godkendelse fra lokalpolitisk side, men Kyushu Electric håber på at kunne få de to reaktorer i gang i løbet af andet halvår 2017.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA godkendte i sidste uge genstarten af to reaktorer ved Genkai-værket, det andet af Kyushu Electrics’ to atomkraftværker. Kyushu Electric forventer, at de to reaktorer kan blive klar til genstart i løbet af andet halvår i år. Men de lokale godkendelser er endnu ikke faldet på plads, og som man har set det med andre genstartsprocesser, må man forvente, at NRAs afgørelse udløser en vifte af protester og forsøg på at få bremset genstarterne via domstolene.

Godkendelsen kommer ikke som en overraskelse, da NRA i november godkendte en foreløbig udgave. Men siden da har sagen været i høring. Og NRA har ikke i de 4.200 indsigelser, som er indgivet, hvoraf en stor del må formodes at være bekymrede ønsker om, at de aldrig måtte bliver genstartet, fundet basis for at ændre afgørelsen.

Med godkendelsen af de to reaktorer ved Genkai-værket har NRA givet grønt lys for genstart af i alt 10 reaktorer. Men endda er der pt. kun to reaktorer, som er i drift. En tredje er midlertidigt standset, og vil komme i gang igen i løbet af få uger. Men flere af tilladelserne kræver så omfattende forbedringer, at de først forventes klar til igangsætning i 2020 (se indlæg om levetidsforlængelser), mens andre er bremset af afgørelser ved de japanske domstole (se indlæg om Takahama-værket). Før Fukushima-katastrofen i 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer. Så reaktiveringen af de japanske atomreaktorer skrider forbløffende langsomt frem.

Forud for Fukushima-katastrofen i 2011 havde Genkai-værket fire reaktorer i gang. Men Kyushu Electric har kun søgt genstart for de to nyeste reaktorer, som er hhv. 18 og 22 år gamle, og dermed har en regulær driftsperiode foran sig (den normerede driftsperiode er 40 år). Kyushu Electric har allerede besluttet, at Reaktor 1 aldrig mere kommer i gang, og Reaktor 2, som blev taget i brug for 35 år siden, vil sandsynligvis heller ikke nogensinde mere komme til at producere strøm. Så det er kun et spørgsmål om tid, før den også bliver sendt til dekommissionering.

Kyushu har fornemme forhold for solenergi, og Fukushima-katastrofen udløste ikke mindst på Kyushu et veritabelt boom i etableringen af solcelleanlæg. Det gik så hurtigt med etableringen af nye solcelleanlæg, at Kyushu Electric allerede efter godt et år måtte slå bremsen i, for ikke at de da endnu ikke genstartede reaktorer ved Sendai-værket og Genkai-værket skulle fremstå som værende fuldstændig overflødige. Og det er i dag kun muligt at tilslutte små husstandsanlæg på Kyushu.

På en solrig sommerdag leverer Kyushus solcelleanlæg strøm svarende til fire atomreaktorer. Så den dag Kyushu Electric igen har fire reaktorer kørende, vil Kyushu sandsynligvis stå med et energirigelighedsproblem, som dog let ville kunne løses ved at udbygge mulighederne for at dele energi mellem de enkelte dele af det langstrakte japanske ørige. Det ville samtidig være et vigtigt skridt hen imod at Japan på lidt længere sigt kunne etablere en energiforsyning baseret primært på vedvarende energi. Men ingen har endnu formået at gribe den japanske energiforsyning mere fremadrettet an. Og den privatisering, man har indledt, har foreløbig overgivet en lang række vitale afgørelser til et marked, som ingen rigtigt ved, hvad kan eller vil.

Hvor der siden 2011 har været ført energisparekampagner for ikke mindst at mindske forbruget i sommermånederne, hvor de japanske airconditioning-anlæg kører på fuld tryk, så har Kyushu Electric i den nye situation støvet en gammel kampagne af om at bruge mere energi – forstået som om at man skal gå “all electric”, dvs. skifte gamle petroleumsvarmere, gasbrændere, trækulsbækkener og hvad der ellers er installeret rundt omkring i de japanske hjem ud med moderne, renlige elektriske apparater.

Yoshikazu Tsukabe, som er borgmester i Imari, en i japansk skala lille by, der ligger nær Genkai-værket på Kyushu, fortalte på en pressekonference i juli 2016, at han da reaktorerne efter Fukushima-katastrofen i 2011 blev lukket ned havde været alvorligt bekymret for økonomien for det lille samfund. Men “Five years on, there have been no large disruptions,” siger Tsukabe: “The prevailing sentiment in this city is that the plant does not need to go back online.”

Tsukabe afholdt pressekonferencen efter at Kyushu Electrics topchef Michiaki Uriu på generalforsamlingen 28. juni 2016 meddelte, at man arbejdede målrettet på at kunne genstarte to reaktorer ved Genkai-værket på det nordlige Kyushu inden 1. april næste år.

Imari er en kommune med 57.000 indbyggere. Den ligger inden for den 30 km sikkerhedszone, hvor der ifølge de nye sikkerhedsregler skal udarbejdes evakueringsplaner. Men Imari er ikke værtskommune og har derfor formelt set ingen indflydelse på, om Genkai-reaktorerne bliver reaktiveret. Kyushu Electric skal kun indhente tilladelse ved værtskommunen og ved amtet. Tsukabe har derfor efter forhandlinger med Saga Amt fået aftalt, at Imari vil være fuldt orienteret om alle forhold omkring Genkai-værket. Og Tsukabe har givet følt sig noget kørt over ved at blive orienteret om genstartsplanerne via Kyushu Electrics generalforsamling. Amtet betragter blot Tsukabes position som et synspunkt (som man ikke behøver at tage hensyn til).

Tsukabe siger heroverfor, at han ikke ser nogen grund til, at man gør beboerne i området mere bekymrede ved at genstarte Genkai-værket og på den måde vægte Kyushu Electrics økonomi højere end indbyggernes trivsel og velbefindende. Men Kyushu Electric har ufortrødent kørt videre med opstartsplanerne. Og hvis de to lokale tilladelser, som tæller, fra værtskommunen Genkai og Saga Amt, ellers er opnåelige, kan Kyushu Electric i løbet af i år have yderligere to reaktorer i gang igen.

Genstarterne kan dog vise sig at støde på problemer med den lokale godkendelse. En undersøgelse foretaget af en lokal avis i efteråret 2016 viste, at 51% er imod genstarterne, mens 39,3% er for.  For blot et år siden var 45,3% imod mens 46,8% var for genstarterne. Det er således ikke sådan, at accepten af atomkraften igen vokser efterhånden som Fukushima-katastrofen kommer på afstand. Tværtimod synes der på landsplan ret konstant at være op imod to tredjedele af den japanske befolkningen, som helst over tid så A-kraften afviklet, heraf en betydelig del meget hurtigt.

Der vil således i den kommende til helt sikkert blive gjort forsøg på at bremse genstarterne via domstolene.

Saga Amt understregede i 2012, hvor det første gang blev klargjort, at reaktor 1 ikke ville komme i gang igen, at man gerne så Genkai-værket afviklet – ikke øjeblikkeligt, men efter udløbet af de nuværende reaktorers 40-års driftsperiode. Kyushu Electric ved således, at man ikke skal regne med accept af forlængede driftsperioder, og ikke skal forvente nogen accept af forslag om nye reaktorer på stedet. Det udelukker Reaktor 2, som blev taget i brug i 1980. Men Reaktor 3 og 4, som nu bliver gjort klar til genstart, er fra hhv. 1993 og 1996 og har således, hvis de kommer i gang i år, en yderligere driftsperiode på hhv. 16 og 19 år.

I det kommende års vil jeg tid løbende opdatere dette indlæg i takt med, at der kommer nyt omkring genstartsprocesen for de to Genkai-reaktorer.

Der findes på denne blog en række blog-indlæg om reaktorgenstarter efter NRAs nye regelsæt, som løbende opdateres. Se (indlæg om): Sendai-værket, Ikata-værket, Takahama-værket, Kashiwazaki-Kariwa-værket, levetidsforlængelser ved Takahama- og Mihama-værket, Genkai-værket, Oi-værket samt Monju-værket (på vej).

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima update III, Fukushima update IV, Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne, Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui,  Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen, Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen, Paris 2015 – Japans INDC og Japansk reaktorgenstart i sigte.

Update 07.03. – Ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo har Hideo Kishimoto, borgmester for Genkai i dag telefonisk meddelt amtsborgmesteren for Saga og Kyushu Electric, at han er indforstået med at Genkai-værket bliver genstartet. Det skete ved en pressekonference, hvor han sagde, at “while taking the assembly’s approval seriously, I decided to accept the government’s policy” – som underforstået er at få genstartet så mange af landets atomreaktorer som muligt i den udstrækning de kan opnå NRAs godkendelse.

Kyodo skriver videre, at “Now the restart of the Nos. 3 and 4 reactors at the Genkai plant operated by Kyushu Electric Power Co. depends on consent by seven other municipalities within a 30-kilometer radius of the plant amid lingering safety concerns about nuclear power plants.”

Sådan burde det have været, at alle kommuner, der har befolkninger inden for den 30 km beskyttelseszone, skulle acceptere genstarterne (og dermed godkende de evakueringsplan er osv., som burde være etableret). Men Kyushu Electric er kun forpligtet til at forhøre sig hos værtskommunen og hos amtet. Og Kyushu Electric har behændigt undgået at fopligte sig over for andre omegnskommuner end Genkai.

Kishimotos begrundelse burde tilsvarende ikke være, at han har besluttet sig for at acceptere centraladministrationens ønsker – deri ligger et betydeligt element af ansvarsfraskrivelse – men at han efter grundige overvejelser og diskussioner i tæt samarbejde med Kyushu Electric og de syv omegnskommuner har udarbejdet den optimale evakueringsplan og på den baggrund kan sige, at der nu er så klar til at genstarte de to reaktorer ved Genkai-værket, som det er menneskeligt muligt.

Guvernør i Saga Amt, Yoshinori Yamaguchi, er den anden, der formelt skal godkende genstarten. Han agter at drage sin konklusion på baggrund af et møde med amtets borgmestere 18. marts.

Tiden må vise, om genstarten herfra forløber planmæssigt.

I en oversigtsartikel i anledningen af at det snart er 6 år siden, at Fukushima-katastrofen begyndte, bringer Nikkei Asia Review en oversigtsartikel. Heri konstaters det, at statsadministrationen i sin kommunikation med Saga Amt forud for genstarten af Genkai-værket har udeladt den sædvanlige beskrivelse af A-kraften som værende billig energi. En talsmand fra industriministeriet siger uddybende til Nikkei, at “Given the costs related to safety measures and other things, we can no longer say loudly that electricity generated by nuclear plants is cheap.”

Det næste må være, at centraladministrationen begynder aktivt at promovere vedvarende energi. Det gjorde den kortvarigt i tiden efter Fukushima. Men den har set særdeles passivt til, når forsyningsselskaberne efterfølgende iværksatte allemulige små og større barrierer for den vedvarende udvikling. Og centraladministrationen har endnu ikke taget hul på den udvikling af intelligente netværk, der skal til, hvis størstedelen af den japanske energiforsyning skal komme fra vedvarende energi.

Men for få dage siden blev der fremlagt en rapport med fremskrivninger, som ifølge Reuters viste, at Japan i 2050 ville kunne have installeret vindmøller med en kapacitet på 75 GW. De vil tilsammen kunne levere mere energi, end Japans 54 atomreaktorer gjorde det før Fukushima-katastrofens begyndelse.

Update 13.06. – Distriktsretten i Saga afviste i dag en sag rejst af 230 lokale borgere, der ønskede planerne om genstart af Genkai-værkets Reaktor 3 og 4 bremset. Afvisningen skete med henvisning til, at NRAs nye sikkerhedsregler var “rimelige”. Hovedpunktet i sagen, der blev rejst helt tilbage i juli 2011, før NRAs nye sikkerhedsregler overhovedet var formuleret, var en tvivlsstillelse, om Kyushu Electric, der driver Genkai-værket, kunne sikre en tilstrækkelig sikkerhed overfor jordskælv.

Hatsumi Ishimaru, der står i spidsen for borgergruppen, meddelte øjeblikkeligt, at man vil anke sagen til en højere retsinstans i Fukuoka.

Update 15.09. – Kyushu Electric har nu bedt NRA om at gøre klar til de sidste inspektioner på Genkai-værket forud for isætning af brændselslegemer i Reaktor 4 i februar 2018, så den kan blive genstartet i marts og være i fuld produktion til april. Reaktor 3 er et skridt længere i samme proces. Her er NRAs inspektioner forud for opstarten allerede i gang, og man håber på at have reaktoren i fuld produktion i begyndelsen af januar.

Update 19.09. – En undersøgelse ved NRA igangsat i 2014 når frem til den konklusion, at fem atomkraftværker, hvor man allerede har givet tilladelser til genstart, står overfor omfattende problemer, hvis en nærliggende vulkan får et større udbrud. Vulkanudbrud har altid været en af de store jokere i sikkerhedsvurderingerne, for nok er der mange vulkaner i Japan, ikke mindst på Kyushu, men der er også langt mellem de helt store udbrud, i hvert fald målt med et atomkraftværks levetid. Men undersøgelsen når frem til, at problemerne med askenedfald kan være op til 100 gange større end hidtil antaget, og at det kan føre til, at reaktorernes kølingsanlæg svigter. Det var et tilsvarende svigt i kølingen, der i 2011 førte til nedsmeltinger af tre reaktorer ved Fukushima Daiichi-værket).

Ifølge rapporten er Reaktor 3 ved Ikata-værket, som er genstartet, samt Reaktor 3 og 4 ved Genkai-værket de reaktorer, der har størst risiko for vulkanudløste svigt i kølingen. Det fremgår dog ikke umiddelbart, hvad NRA agter at gøre ved disse værker. Derudover er der markant risiko for reaktorer ved Mihama-værket og ved Oi-værket.

Kyushu Electric har nu bedt NRA om at gøre klar til de sidste inspektioner på Genkai-værket forud for isætning af brændselslegemer i februar og opstart i marts.

Update 23.03.2018 – Efter flere forsinkelser af igangsættelsen nåede Genkai-værkets Reaktor 3 i dag op på fuld ordinær drift. Hermed har Japan igen fem reaktorer i drift. Men stadig er det kun en skygge af den reaktorflåde, Japan havde i gang før Fukushima-katastrofen, hvor 54 reaktorer bidrog til 30% af landets elforsyning. I mellemtiden er antallet af reaktorer faldet til 42 – et tal der i den kommende tid vil falde yderligere, da det står stadig mere klart, at det ikke er rentabelt at opgradere de ældste mindre reaktorer, selv hvis de herved kan opnå en 20-årige levetids-forlængelse. Samtidig fremstår den nuværende (klima- og) energiplan for 2030, som foreskriver en andel af atomkraft på 20-22% i den japanske el-forsyning stadig mere som ønsketænkning. For der kommer langt fra så mange reaktorer i gang igen – sandsynligvis lykkes det kun at få omkring 20 reaktorer i gang igen, og mange af dem vil være udtjente før 2030. Og opførelsen af nye reaktorer er der foreløbig ingen, der tør tale om. Så hvis man nogensinde får gang i den del, vil man stå med et hul på et årti eller mere. Og ønsketænkning er nok lige præcist det forkerte ord, for det er forsvindende få bortset fra atomindustrien selv, der ønsker en videre udbygning af atomkraften i Japan. Stadig her mere end syv år efter Fukushima-katastrofen er modstanden i befolkningen massiv.

Update 31.03. – Mindre end en uge efter at Reaktor 3 var kommet fuldt i gang, har man måttet standse den, fordi der skete en betydelig dampudvikling omkring reaktoren. Den er dog igangsat igen efter to døgns standsning.

Update 22.04. – Kyushu Electric meddeler nu, at man planlægger at påbegynde opstarten af Reaktor 4 den 24. maj, hvorefter den vil være i fuld produktion sidst i juni måned, tidsnok til at hjælpe til med at levere strøm inden den varmeste sommerperiode, hvor Japans strømforbrug traditionelt topper. Noget andet er, at Kyushu i de seneste år har fået installeret så meget solenergi, at der er masser af energi, når behovet for sommerkøling er størst.

I løbet af foråret har der været en række forsøg på at bremse genstarten via domstolene, men i Saga Amt er alle forsøg indtil nu endt forgæves. Så alt tegner til, at Kyushu Electric i løbet af i år kommer op på at have fire reaktorer i gang.

Links om genstart af Genkai-værket (det nordlige Kyushu)

Another reactor at Genkai plant in Saga heads for restart in late May, (Kyodo) Japan Times 22.04.2018.

Steam leak prompts halt of recently restarted reactor at Genkai nuclear plant in Saga, (Kyodo) Japan Times 31.03.2018.

Kenro Kuroda and Yuta Ichijo: Court denies injunction for restart of Genkai nuclear plant, Asahi Shimbun 20.03.2018.

Restart of Genkai 3 moves closer with fuel loading, WNN 16.02.2018.

Cooling systems at five NRA-cleared nuke plants could fail if nearby volcanoes erupt, (Kyodo, Jiji) Japan Times 19.09.2017.

Kyushu Electric plans to restart Genkai No. 4 reactor in March, (Jiji) Japan Times 15.09.2017.

Two-day nuclear disaster drill kicks off at Genkai plant in Saga, (Jiji) Japan Times 03.0.92017.

Court dismisses request to halt restart of Saga reactors, (Kyodo) Japan Times 13.06.2017.

Support of areas within 30-km zone vital for reactor restarts, (leder) Asahi Shimbun 05.06.2017.

Town mayor gives nod to restart Genkai nuclear plant in Saga Pref., (Kyodo) Mainichi 07.03.2017.

For Japan, there’s no escaping Fukushima Daiichi’s shadow, Nikkei Asian Review 04.03.2017.

Two nuclear reactors in Saga Prefecture pass safety checks, (Kyodo, Jiji) Japan Times 18.01.2017.

2 more nuclear reactors in southwestern Japan pass safety checks, (Kyodo) Mainichi 18.01.2017.

Genkai nuclear reactors clear key step before restart, Kyodo 09.11.2016.

Japan regulator clears more reactors for restart amid opposition, (Bloomberg) Japan Times 09.11.2016.

Stephen Stapczynski: Electric Stoves, Heaters Key for Japan’s Nuclear Utility, Bloomberg 20.10.2016.

Shinya Haraguchi, Amane Sugawara & Shuhei Shibata: Mayor opposes reactor restarts in Saga; utility pushes ahead, Asahi Shimbun 05.07.2016.

Court denies injunction against MOX fuel use in Saga reactor, (Kyodo) Japan Times 27.06.2016.

Kyushu Electric submits plan to decommission 40-year-old Genkai reactor, Asahi Shimbun 23.12.2015.

Genkai nuclear reactor marked to be scrapped, NHK 21.12.2015.

Radioactive water leaks at Genkai, (Kyodo) Japan Times 11.12.2011.

Jun Hongo: Brittleness factor of aging reactors key restart criterion, Japan Times 20.07.2011.

Indlægget Japan skruer igen op for A-kraften VI – Genkai-værket blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Dette blog-indlæg handler ikke direkte om klimaindsats, men kan endda få endog meget stor betydning for det storpolitiske klima, hvori den globale klima-indsats i de kommende år må udfoldes. Siden september har der været forlydender om, at Rusland ikke bare gjorde forsøg på at blande sig i det amerikanske valg, hvilket kunne være med til at udstille det vestlige demokrati som forkvaklet, men målrettet har støttet den ene af to kandidater, Donald Trump. Dermed har Rusland, uden at det måske har været den direkte mål dermed, været med til at sikre, at en klimafornægter rykker ind i Det Hvide Hus med følge af en sværm af klimafornægtere fra den fossile industri.

På det seneste er kravene vokset om at få undersøgt i hvor høj grad og af hvem, det amerikanske valg er er blevet forsøgt manipuleret. Samtidig er Obama lige nu ifølge The Guardian lagt under betydeligt pres for at frigive nu hemmeligtstemplede dokumenter om, i hvor høj grad der har været tale om russisk indblanden. Der har tydeligvis været forsøgt at vente med disse ganske prekære spørgsmål indtil valget var kommet lidt på afstand. Måske man har givet Trump en måned til at forme sit kabinet før man tog hul på problematikken i det offentlige rum, men nu ser der ud til at der sker noget.

I går morges amerikansk tid meddelte Lisa Monaco, der er Homeland Security Advisor i Det Hvide Hus, at Obama havde taget initiativ til et ‘full review’, for at få belyst, i hvor høj grad russiske interesser har forsøgt ikke bare at forstyrre og diskreditere det amerikanske valg, men også at påvirke valgets udfald ved at søge at styrke den ene kandidat og svække den anden gemmen hacking-aktiviteter, manipulation af valgsystem og stemmemaskiner, produktion og udbredelse af fake news osv. Rapporten vil ikke foreligge før i Obamas allersidste dage – Trump overtager Det Hvide Hus 20. januar – og rapporten kan meget vel ende med også for betydelige deles vedkommende at blive fortroligtstemplet. Monaco sagde, at det vil være op til de amerikanske efterretningstjenester at vurdere hvilke dele af rapporten, som kunne frigives. Men selv de ikke offentliggjorte dele vil kunne informere det politiske system, som skal tage eventuelle konsekvenser af situationen.

Samtidig står det via et læk fra de amerikanske efterretningstjenester til Washington Post klart, at CIA er rimeligt sikker på, at russerne ikke bare hackede Det Demokratiske Partis mailserver og Hillary Clintons kampagneleder John Podestas mailserver, men også hackede Det Republikanske Partis mail-server, men blot overfor republikanerne undlod at videregive informationerne.

Julian Assange har pure afvist, at Wikileaks har fået de hackede mails fra russerne, men igen siger de amerikanske efterretningstjenester, at der er tale om russke hacks, og at man via mellemmænd har givet disse mails til Wikileaks, hvorfra man så har forsøgt at skade Hillarys kampagne mest muligt ved dagligt over en måned at dryppe nye portioner af lækkede mails, så der hver dag var til nye afsløringer, som i højre-republikanske medier kunne bidrage til at befæste det billede af Hillary som højkriminel og værende uden for lov og ret, som man gennem årene har investeret så meget i at opbygge.

Republikanerne har hidtil nægtet, at deres mailservere har været hacket, og fastholdt, at det var forklaringen. I går undlod man først at kommentere på spørgsmål derom. Dog var der en enkelt republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, Michael McCaul, som allerede i foråret fortalte CNN, at begge partiers mailservere var blevet hacket. Der kom dog dengang prompte et dementi fra Det Republikanske Parti, og McCaul trak sit udsagn tilbage. Sandsynligvis var det dog ham, som havde ret.

Helt tilbage i september fandt der en hemmelig briefing sted at ‘the gang of 12’ – en gruppe som omfatter de vigtigste repræsentanter for de to store partier i Senatet og i Repræsentanternes Hus samt repræsentanter fra en række sikkerheds- og efterretningsudvalg. Her blev det klart, at de amerikanske efterretningstjenester (som er meget mere end FBI og CIA – der er vistnok 15) var enige om, at det ikke blot var løsrevne hackingforsøg, men at trådene alle viste tilbage til Rusland.

Republikanerne nægtede i forlængelse af mødet at medvirke i en fælles henstilling fra demokrater og republikanere overfor Rusland. McConnell (leder af republikanerne i Repræsentanternes Hus) sagde direkte, at han ville larme i pressen om, at demokraterne lavede valgplat på problematikken, hvis de gik til pressen med sagen her midt i valgkampen. Og Obama synes at have accepteret. Nu er McConnells kone Elane Chao belønnet med en noget overraskende udpegelse til Trumps transportminister.

Det er stadig et åbent spørgsmål, om russerne rent faktisk har villet påvirke valgresultatet. Ifølge de amerikanske efterretningsvæsener har ruserne været mindst lige så overraskede over Trumps sejr – og hensigten kan meget vel primært have været at miskreditere det vestlige demokrati, og så måske fra Putins side at opnå en form for hævn overfor Hillary, som i sin tid som udenrigsminister tillod sig at kritisere de russiske valg som værende udemokratiske. Da det så under vejs blev klart, at det var Trump, der kom til at tegne det republikanske parti, har man spillet de kort, man havde på hånden.

Der har også været rejst mistanke om, at der kunne være forsøgt manipulation af de stemmemaskiner man bruger i en række stater. Det var tilfældet, at der var forsøg på det i valget i 2008 og 2012 – uden at det dog lykkedes. Derfor har det været svært at se på for mange, at de gentællinger, som Jill Stein har initieret i Wisconsin, Michigan og Pennsylvania er blevet systematisk saboteret af Trumpske superpacs, som via domstole har modarbejdet Steins proces dertil, at man har måttet opgive optællingen i den ene af de tre stater og har fået afslag på at kunne undersøge disse stemmemaskiner.

Men nu siger lederen af det demokratiske mindretal i Senatet Chuck Schumer, at han i Senatet vil kræve en fuld undersøgelse af den russiske indblanding af valget. Og hvor det er et åbent spørgsmål, hvor meget af Obamas undersøgelse, som bliver offentligt tilgængeligt – der er tale om potentielt sprængfarligt udenrigspolitisk stof – så vi en senatshøring foregå i fuld offentlighed. Og selvom der er republikansk flertal i begge kamre, så står det klart, at langt fra alle republikanske repræsentanter vil støtte Trumps forsøg på at dække over problemerne. I forgårs fremgik det af Washington Post, at en række republikanske politikere med blandt andet senator John McCain og senator Lindsay Graham forberedte en tilsvarende undersøgelse. Begge har hele vejen igennem været stærkt kritiske overfor Trumps lovprisninger af Putin. Men ellers er der ikke ret mange tegn på, at republikanere har nogen som helst nysgerrighed efter for alvor at forstå, hvordan russerne har manipuleret valgprocessen og -resultatet.

Trump har indtil nu blot afvist, at der var tale om russisk indblanding, det kunne være kinesere eller en amerikansk teenager for den sags skyld. I forvejen har han svært ved at erkende, at Hillary rent faktisk fik 2,6 mio. flere stemmer end han. Og måske det er medvirkende grund til at han indtil nu har nægtet at få daglige sikkerhedssbreefings – at han ikke ønsker at høre sandheden derom. Men hans attitude, hvor han ikke bare nægter at se den russiske indblanden, men samtidig løbende omtaler Putin i rosende vendinger, tyder ikke godt for hans evne til at blive hele USAs præsident. Det har indtil nu mest handlet om ham og hans i forvejen stenrige milliardærvenner fra Wall Strreet og den fossile industri.

Se tidligere indlæg om det amerikanske valg 2016.

Update 11.12. – Som det fremgår af nedenstående tweet, er den fælles bipartisan udtalelse fra begge USAs store partier, som republikanerne ikke var indstillet på at give i september, nu kommet. Den fastslår, at den russiske indblanden bør alarmere alle amerikanere:

“I don’t know what to make of [Trump’s comments], because it’s clear the Russians interfered,” sagde McCain i dag på CBS’ Face the Nation. “Facts are stubborn things.”

Trump nægter stadig at forholde sig til problematikken og fortsætter blot sin latterliggørelse af mistankerne overfor Putin – det er samme CIA som fandt at Saddam Husseins Irak havde masseødelæggelsesvåben. John Bolton, en af Trumps støtter, som står til at få en fremtrædende post i Trumps udenrigsadministration, har ifølge Think Progress ligefrem hævdet, at alt dette blot er fabrikeret af Obama-administrationen.

Update 12.12. – Midt i forsøgene på at slå problemerne med russisk indblanden i det amerikanske valg hen siger CIAs tidligere leder Michael Morell i et interview i The Cipher Brief, at dette at en “foreign government messing around in our elections is … an existential threat to our way of life. To me, and this is to me not an overstatement, this is the political equivalent of 9/11.”

.
Update 18.12. – Saturday Night Live har mange gange igennem valgkampen taget situationerne på kornet med en befriende på én gang spiddende og tragisk-grotesk humor. Ikke mindst gengivelserne af de tre præsidentdebatter var ubetaleligt morsomme. Dog ikke for Trump, som adskillige gange har tweeted om, hvor dårlig og tendentiøs SNL er.

Men SNL er humor på højt plan. I går var den russiske vinkel så under behandling, som man kan se det i denne 6 min. lange sketch. Trump er nøgternt set fuldstændig uegnet til jobbet som præsident, og det kan kun gå galt med etikken, klimaet og den gensidige fordragelighed med den administration af klimafornægtere, oliemagnater og andre milliardærer, han har fået samlet til den kommende administration. Men kun komikerne – vore dages hofnarre – kan sige det.

Update 27.02.2017 – De russiske konspirationsteorier går ikke bare væk. Og i de seneste uger er der flere gange om ugen kommet nye små brikker til et gigantisk puslespil, som nok aldrig vil blive fuldt lagt, og måske aldrig har været noget enkelt samlet billede. Trump er blot totalt afvisende over for alle spekulationer, og er endt med en veritabel krig med pressen over dens “fake news”. Men det er påfaldende, at mange af de personer, som er endt med at være udpeget til Trumps kabinet, har russiske forbindelser, og at Trump selv systematisk undslår sig for at være blot det mindste kritisk overfor den russiske ageren. Han er stadig i total fornægtelse overfor nogen som helst form for russisk indblanden. Men det behøver ikke at vise ret meget andet end at det er uacceptabelt for hans ego, hvis hans valgsejr skete på baggrund af noget som helst andet end hans egen genialitet og storhed.

Jeg vil ikke her søge at holde rede i alle trådene, men Joshua Keating har i dag en lang artikel på Slate, hvori han forsøger at samle trådene og for hver af hovedemnerne søge at sammenfatte, hvad vi ved og hvad vi ikke ved. Det er tankevækkende, at sagen efterhånden er så omfattende og så mangefacetteret, at den del af problematikken, som ud fra et klimapolitisk perspektiv er det mest interessante, overhovedet ikke er nævnt. Men der ligger aftaler mellem Rusland og Exxon om at indlede olieudvinding i det arktiske område med potentielt enorme fortjenester til følge. Rex Tillerson, som har fået hædersmedalje af Putin, brugte en stor del af sin tid som CEO for Exxon på at forhandle disse aftaler på plads for Exxon. Men de er nu blokeret af de sanktioner overfor Rusland, som blev iværksat, efter at Rusland annekterede Krim. Nu er Tillerson, som ellers har haft hele sin karriere i Exxon, udpeget som amerikansk udenrigsminister.

Michael Flynn, som var blevet udpeget som sikkerhedsrådgiver, har måttet træde tilbage fra sin post efter at det kom frem, at han havde været i hyppig kontakt med den russiske ambassade og synes at have beroliget russerne med, at der ville blive lempet på de sanktioner, Obama indførte 29. december, hvis Trump kom til fadet.

Midt i januar publicerede BuzzFeed et dossier, der bringer vidtrækkende, men langt hen ad vejen udokumenterede, oplysninger om hele denne russiske konspiration. Det har tilsyneladende cirkuleret i pressekredse siden efteråret, men ingen har villet publicere det, netop fordi der var mange spekulationer – indtil BuzzFeed gjorde det. Og selvom mange i medieverdenen deroverfor fastholder, at de ikke ville have offentliggjort det, så er der en vis lettelse at spore over, at andre valgte at gøre det. Samtidig virker et sådant dokument som en slags generator på en videre proces, og der er siden blevet gravet systematisk i sagen.

Keatings artikel er et forsøg på at holde fortolkningerne og motivtilskrivningerne ude af billedet for at nå frem til, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved. FBI arbejder givet på sagen, men holder forsøgsvis lav profil med delkonklusionerne. I Kongressens to kamre er stadig ved at afklare, hvilket format, der skal laves undersøgelser i. Endda slutter Keating med at erkende, at vi nok aldrig kommer ret meget nærmere sandheden:

“So where does all of this leave us? Trump was undoubtedly advised during his campaign by people with pro-Russian sympathies and interests, and shares more than a little of Putin’s dark, zero-sum worldview. It also appears very likely at this point that Russia intervened in the election to help Trump, or at the very least, to discredit Hillary Clinton.

Beyond that, things get a little murky. The case for a Manchurian Candidate scenario, in which the Russians have been running Trump, through bribery or blackmail, as an operative relies on suspicious information and some big leaps of faith. Painting what’s happened in American politics over the past year as a grand Russian-orchestrated conspiracy probably gives everyone – the Russians, Trump, the American electorate, who maybe just like the guy – too much credit.

I’d be surprised if the evidence ever got more concrete than what we have now. Reporters will reveal more pieces of the puzzle, but putting it all together, or ever knowing for sure if it all belongs together, seems unlikely. It’s certainly possible a big shoe is still set to drop, but for now, what we already know about Trump is disturbing enough.”

Men det russiske spor vil endda blive nidkært forfulgt, ikke bare fordi det er fundamentalt foruroligende, at Rusland på den led fører informationskrig, men fordi det er et perfekt våben i at stække Trump. Og man kan med en vis lettelse se, at det her efter godt en måned med Trump foreløbig er lykkedes at holde hans værste projekter fra døren. Han har sagt en masse forfærdelige ting, men ikke ret meget af det er blevet til andet end snakken derom.

Update 02.03. – Det Hvide Hus afviser alt som pure opspind, eller rettere som fake news. Men igen er der sivet belastende materiale om en af Trumps kabinet-medlemmer, Jeff Sessions, som for få dage siden blev udnævnt til Attorney General, vel bedst svarende til justitsminister. I den forudgående høring blev han af Al Franken spurgt, hvad han ville gøre, hvis det blev opdaget, at der i løbet af valgkampen havde været kontakt mellem Trumps kampagne og den russiske regering. Og han svarede delvist undvigende med at sige, at han selv var blevet betragtet som “surrogate” (gørende kampagne) for Trump, og at han ikke havde haft berøring med den russiske administration.

I går kunne Washington Post så meddele, at Sessions sidste år havde to møder med den russiske ambassadør, i hhv. juli og i september. Så alt tyder på. at han har løjet overfor Senatet. Stort set samtidig bragte New York Times en artikel, som mere generelt klargjorde, at der forelå efterretninger om, at folk fra Trumps lejr sidste sommer havde haft en række møder i Europa med mennesker fra den russiske administration. Disse informationer er ikke så konkret pegende, men gør det omvendt langt mere bredt betændt, at Trump – en mand der har så let ved at svine alle andre til – har så svært ved at sige bare det mindste ufordelagtige om Putin.

Det er ikke til at vide, om Sessions bliver den næste, der må trække sig fra Trumps indercirkel på grund af urent trav i forhold til russerne – det krav er allerede rejst fra flere sider. Men han har svækket sin egen position betragteligt, og han kan ikke bare klare frisag ved at erklære, at det er løgn. Igen har han tilbageholdt viden, som gør det problematisk, at Trump for bare få dage siden i en tale til Repræsentanternes Hus bedyrede, at han ikke kendte til nogen forbindelser mellem hans kampagne og Rusland.

Republikanerne kan på baggrund af de seneste afsløringer dårligt vinde forståelse for, at det bliver Sessions, som står i spidsen for den forestående undersøgelse af russernes indblanding i det amerikanske valg. Efter disse afsløringer bliver det svært at afvise demokraternes krav om, at det bliver en undersøgelseskommission uden for det politiske spekter, som forestår den videre granskning af sagen.

Update 29.05. – Det russiske spørgsmål har i de seneste måneder fortsat med med at fylde medierne, og er i den nuværende situation en større belastning Trump-administrationen end dens forsøg på at gennemføre en tilbagerulning af Obamacare, som vil drive 23-24 mio. amerikanere fra deres sundhedsforsikring.

Der har været nye afsløringer om de russiske forbindelser mindst ugentligt. Der kan nu også meget vel være forbindelser til hvidvaskning af russiske penge og suspekte ejendomshandler, hvor der købes og sælges ejendomme til priser langt fra markedsværdien for herigennem for eksempel at kunne støtte Trumps kampagne. Og siden Trump tog det ganske radikale skridt at fyre FBI-direktør James Comey, har der næsten dagligt være nye belastende informationer i medierne, både om, hvad der forud er sket og om Trumps forsøg på at bremse de undersøgelser, som er igangsat, på måder, så Trump står nu også med mulige anklager om forsøg på obstruktion af de juridiske instansers arbejde. Det har været læk efter læk efter læk, og de synes at komme fra alle dele af Trumps administration. Så det er oplysninger fra mennesker, som ser til fra første parket, men risikerer deres tilværelse for at fortælle omverdenen, hvad de ser ske omkring Trump og hans nærmeste.

I den seneste uge har der været stærkt fokus på Trumps svigersøn, Jared Kushner, som gradvist har fået en helt exceptionelt central placering i Trump-administrationen. Det viser sig nu, at han har haft adskillige kontakter med russiske instanser, hvilket der ikke i sig selv er noget problematisk i, men han har som flere andre i Trumps inderkreds, systematisk løjet derom i de sikkerhedsscreenings, der er lavet i forbindelse med deres tiltræden. I begyndelsen af december havde han således sammen med Michael Flynn (der siden er trådt tilbage som Trumps sikkerhedsrådgiver, fordi han havde undladt at oplyse om sine russiske forbindelser) et møde med den russiske ambassadør Segei Kislyak på den russiske ambassade. Her foreslår Jared Kushner den russiske ambassadør, at der bliver etableret en back channel via den russiske ambassade, så Trump-administrationen i denne overgangsfase kan kommunikere direkte med Moskva, uden at det kan ses af Obama-administrationen eller de amerikanske efterretningsvæsener. Ved samme møde bliver der aftalt et møde mellem en Jared Kushner og repræsentant fra Moskva i et tredjeland – et møde der senere i december gennemføres på Seychellerne, en øgruppe i Det Indiske Ocean.

Hvad Trump skulle bruge en sådan kommunikationsforbindelse til, når man ville overtage Det Hvide Hus blot 1½ måned senere, er usagt. Og hvad Jared skulle tale med Moskva om på Seychellerne er stadig uvist. Men Trump kan ikke i længden klare frisag blot ved som nu at kalde det fake news, blot fordi det ikke er flatterende for hans ego.

Selvom der ikke endnu er noget enkelt sted, hvor det står 100% klart, at Trump har overtrådt – mange af tingene kan være begået i en form for uvidenhedens blindskab for et stort flertal af Trumps nærmeste har ingen forudgående erfaring med politisk arbejde – så er ovenstående kun et helt summarisk rids af nogle få af de mange brikker, der er offentligt kendte. Og der er nu så mange kommissioner og undersøgelsesinstanser, der arbejder på at trænge videre ind i spørgsmålene om, hvad der skete, og i hvilken udstrækning det skete med Trump-kampagnens viden og medvirken, at det er stærkt belastende for Trump.

I blog-indlægget Trump i klimafornægternes net? som er skrevet under Trumps første udlandstur, er der et lidt mere indgående rids af situationen, som en republikansk kommentator i går udlagde, som at Trumpadministrationen står i Rusland-sagen til knæene. Måske det nærmere er til halsen, og jeg er ikke sikker på, at Trump kan svømme – eller er indstillet på at gøre det.

Imens må Putin med en vis fornøjelse kunne følge med i al den ravage, han har formået at skabe i God’s Own Country.

Update 23.06. – De drypvise afsløringer af russiske bestræbelser på at påvirke valget og de påfaldende mange forbindelser mellem centrale skikkelser i Trumps kampagne og russiske regeringskredse har stået på længe, og efter en række høringer, hvor ledere af forskellige af USAsa efterretningstjenester har vidnet, er der kommet endnu flere brikker til et stort og meget ubehageligt puslespil. Således har det været registreret forsøg på at bryde ind i valgcomputere for 21 af USAs stater, og der synes at tegne sig et billede af, at der har været masser af forsøg på hacking i valgkredse, hvor man, hvis der viste sig at være succes, ville kunne svække demokraterne, hvorimod der ikke har været hackingforsøg i sikre republikanske kredse.

Det er et fuldtidsjob at følge denne sag i detaljer, og sted at få overblik over den løbende udvikling er nok via Rachel Maddows, der er studievært MSNBC på en times program alle hverdage. Her har det russiske spørgsmål mange dage fyldt mere end halvdelen af sendefladen. Og at det fænger ses måske bedst af, at Maddows’ noget langhårede program i de seneste måneder har været det program, der havde det højeste seertal, efterfulgt af Lawrence O’Connells ligeledes timelange daglige politiske analyser. Så afsløringen af dramaet følges intenst i hvert fald i brede demokratiske kredse – og sandsynligvis også i det skjulte i blandt republikanerne, selvom Trump stadig hårdnakket nægter at acceptere, at hans sejr over Hillary skete med en ikke ubetydelig hjælp fra Putin.

Nyhedsmedier som New York Times og Washington Post har gjort et enestående arbejde med at grave hændelsesforløbet frem i lyset. Der sker så mange lækager fra mennesker, der må sidde direkte med undersøgelserne rundt omkring i efterretningsvæsenerne, at det russiske spørgsmål på ingen måde får lov at forsvinde. Og der er tilsyneladende tillid til, at når man lækker på den rigtige måde til organer som disse, så kan det ske, uden at det bliver opdaget.

Når jeg overhovedet laver denne opdatering i dag er det for at henvise til en stor og endog meget lang artikel i dagens Washington Post, der søger at samle hele hændelsesforløbet op tilbage fra de første tegn på russisk indblanden for et års tid siden. I Obama’s secret struggle to punish Russia for Putin’s election assault følger Greg Miller, Ellen Nakashima og Adam Entous (som er de centrale jounralister i Washington Posts National Security staff) sagen fra Obamas og Det Hvide Hus’ perspektiv. Fanget mellem hvad man vidste og ikke vidste, og stillet overfor en massiv fornægtelse fra republikansk side allerede i de indledende faser, endte Obama med at svare meget forsigtigt tilbage indtil en måned efter valget, dels af frygt for at bekræfte Trump i hans stadige påstande om, at valget var rigged, dels af frygt for, at Putin, hvis USA slog tilbage med en række cyber-angreb, kunne vælge at eskalere indsatsen på selve valgdagen. Obama koncentrerede sig derfor i første omgang om at beskytte selve valghandlingen. Der var forsøg på hacking i 21 stater, og det lykkedes inden valget at trænge igennem til en vælgerregistreringsdatabase i Illinois. Men der kunne rettes op på dette inden valgdagen, og alt tyder da også på, at det ikke lykkedes de mange hackere at kompromittere selve valget.

Obama’s secret struggle to punish Russia for Putin’s election assault bygger på udsagn fra mere end tre dusin kilder fra Det Hvide Hus’ administration. Det er sådanne rapporter, der kun kan blive til på aviser, der prioriterer den dybdeborende journalistik og gennem årene har kultiveret relationer til embedsværket, hvor kilderne kan føle sig trygge ved ikke at blive afsløret. Det er den bedste opsamling, jeg har set til dato, nærmere en bog end en artikel, med tilhørende dag for dag tidslinje, info-grafik osv.

Ifølge Washington Post har USA haft kilder i Kreml så tæt på Putin, at man allerede før valget vidste, at dette var direkte iværksat af Putin, at han ikke bare ønskede at svække demokratiet og udstille dets uformåenhed, men aktivt søgte at modarbejde Clinton og at hjælpe Trump.

Washington Posts artikel det endnu mere indlysende, at Trump ikke kan vriste sig uden om spørgsmålet om den russiske indblanden, om det skete med med hans eller nogle i hans kampagnes medvidende, og om han eller, mere sandsynligt, andre i hans kampagne direkte arbejdede sammen om at time de mest ødelæggende russiske indgreb?

Trump og hans administration synes dog indtil videre at have været så stærkt i fornægtelses-mode, at man endnu ikke har gjort noget som helst for at sikre USA mod, at noget tilsvarende ikke vil kunne ske igen. Og Trump har indtil nu været meget modstræbende overfor at bebrejde Putin noget som helst, endsige stramme sanktionerne mod Rusland – hvilket igen nærer spekulationerne i, at en del af prisen for at hjælpe Trump i valget var, at de russiske sanktioner ville blive lempet.

Update 12.07. – I de seneste dage har nye afsløringer fra New York Times gjort det klart, at der har været direkte kontakter mellem russiske interesser og skikkelser centralt placeret i Trumps valgkampagne: Paul Manaford, Jared Kushner og Donald Trumps ældste søn, Trump Jr.. New York Times’ afsløringer lørdag førte mandag morgen, til, at Trump Junior fremlagde en fuld e-mail-korrespondance forud for et møde 9. juni sidste år, hvor Trumps valgkampagne direkte blev tilbudt informationer fra den russiske regering, som kunne kompromittere Hillary Clinton og hendes valgkampagne og støtte op om valget af Trump.

Stadig var Donald Trump ikke nødvendigvis selv vidende derom, men med hans centrale kampagnemedarbejdere involveret strammer garnet stadig mere. Og man har igen kunnet se, hvordan et møde, der først ikke eksisterede (som man undlod at informere om ved sikkerhedsscreenings), dernæst beskrives som handlende om adoptioner af russiske børn, for i flere ryk af skiftende forklaringer ender med at en fuld mail-korrespondance sendes ud. Den kan man så efter politisk præference se som bevis på, at der fandt en egentlig sammensværgelse sted og at der ikke er noget at komme efter. Men sammen med Trumps utilbøjelighed til at sige noget som helst grimt til eller om Putin og Rusland rejser det med stadig større kraft spørgsmålet, hvad Trump har givet af indrømmelser overfor Putin mod at blive hjulpet i valgkampen. Og videre, om russerne har flere kompromitterende oplysninger liggende, som man med truslen om offentliggørelse kan bruge til fremadrettet at påvirke Trumps adfærd og beslutninger.

Men Trump-menageriet kommer sikkert endda til at køre endnu en rum tid. Den særlige undersøgelseskomite under Robert Mueller forventes at skulle bruge måneder, om ikke år, på at trænge til bunds i problemstillingerne. Så selvom det synes stadig mere sandsynligt, at der er tale om strafbare forhold, og at Trump kan ende med at blive presset til at trække sig under truslen om en rigsretssag, så har han i hvert fald en tid endnu adresse i Det Hvide Hus. I mellemtiden kan man sige, at det er godt (i forhold til at stække Trumps muligheder for at agere politisk), at afsløringerne fra aviser som Washington Post, New York Times og Wall Street Journal falder så tæt som de gør. For hver gang må Trump-apparatet ud med nye afledningsmanøvrer og nye ad hoc-forklaringer, der formeligt stritter af indre selvmodsigelser og slider på den sidste rest af troværdighed, der måtte være tilbage.

Spørgsmålet til de republikanske repræsentanter i Senatet og i Repræsentanternes Hus, om de fortsat kan bakke op om Trump, bliver stadig mere påtrængende, i takt med at der bliver afsløret stadig mere kompromitterende forhold. Måske man også her kan tale om tipping points – at der endnu er en opslutning omkring at søge at få lovgivning igennem, som Trump også er meddriver af. Men at det punkt nærmer sig, hvor Trump ikke kan regne med, at kongressen bakker op om hans initiativer. Og de forhandlinger om en Trump-care, der kan repeale og replace Obamacare og Medicaid, som i forvejen har vist sig næsten umulige, kan meget vel vise sig her i den kommende uge at støde endeligt på grund. Foreløbig er frafaldet mest fra dem unden for Capitol Hill – for eksempel den tidligere kongressman og nuværende vært på NBMSCs politiske morgen-TV, Morning Joe, har netop annonceret, at han melder sig ud af Det Republikanske Parti i protest mod den manglende stillen Trump til ansvar.

New York Times’ nye runde af belastende afsløringer kommer umiddelbart efter at Trump ellers med et efter hans eget udsagn særdeles positivt møde med Putin ved G20 i Hamburg havde ønsket sig, at hele Rusland-spørgsmålet kom til at handle om noget helt anderledes fremadrettet. Men Trump står med sin håndtering af sagerne indtil nu, i mudder i hvert fald til hofterne. Donald Trump har indtil i dag holdt sig tilbage, men Washington Post rapporterer, at han  er på kogepunktet over, at det russiske spøgelse blive ved og ved, og at hans egen søn nu er involveret. I et tweet her til mogen skriver han, at han er “open, transparent and innocent”, og at han er udsat for “witch hunt”.

Trump Jr. har nu også fået sig en forsvarsadvokat med speciale i politiske komplikationer. Han skulle i løbet af de seneste døgn have bevæget sig fra forvirring til vrede til trodsighed. Trump Jr. kan synes endnu mere naiv og uerfaren. Og hvis man forsøger at fange disse menneskers forståelse af situationen, så har de ikke gjort det mindste galt. Men de de øvrige kampagneledere burde have vidst, at man var langt over grænsen for det tilladelige og langt inde i en gråzone, når man accepterede møder med en advokat fra den russiske regering for at få kompromitterende oplysninger om ens politiske modstander. Og Trump Jr. kommer nok til at finde en bedre forklaring end at han ikke på mødet fik nogen oplysninger, han kunne bruge til noget, hvis han vil fastholde sin uskyld. 

Daniel Hoffman: The Russians Were Involved. But It Wasn’t About Collusion, New York Times 28.07.2017.

Philip Rucker & Ashley Parker: ‘Category 5 hurricane’: White House under siege by Trump Jr.’s Russia revelations, Washington Post 12.07.2017.

Jo Becker, Adam Goldman & Matt Apuzzo: Russian Dirt on Clinton? ‘I Love It,’ Donald Trump Jr. Said, New York Times 11.07.2017.

Dan Balz: A revelation unlike any other in the Russia investigation, Washington Post 11.07.2017.

Peter Baker & Maggie Haberman: Rancor at White House as Russia Story Refuses to Let the Page Turn, New York Times 11.07.2017.

Jo Becker, Matt Apuzzo & Adam Goldman: Trump Team Met With Lawyer Linked to Kremlin During Campaign, New York Times 08.07.2017.

Greg Miller, Ellen Nakashima &  Adam Entous: Obama’s secret struggle to punish Russia for Putin’s election assault, Washington Post 23.06.2017.

Pema Levy: Stephen Bannon Is a Fan of a French Philosopher…Who Was an Anti-Semite and a Nazi Supporter, Mother Jones 16.03.2017.

Ben Mathis-Lilley: Another Day, Another Report About Steve Bannon’s Affection for Nazism, Slate 16.03.2017.

Adam Entuos et al.: Sessions met with Russian envoy twice last year, encounters he later did not disclose, Washington Post 01.03.2017.

Matthew Rosenberg et al.: Obama Administration Rushed to Preserve Intelligence of Russian Election Hacking, New York Times 01.03.2017.

Joshua Keating: Everything We Know – and Don’t Know – About Trump’s Ties to Russia, Slate 27.02.2017.

Aidan Quigley: Podesta: ‘Forces within the FBI’ may have cost Clinton election, Politico 21.02.2017.

Christian Lorentzen: The Rhetoric of Evasion: What Trump’s White House Has Done to the Language of Lying, New York Magazine 16.02.2017.

Spencer Ackerman: Angering Congress, James Comey won’t address Trump-Russia inquiry privately, The Guardian 13.01.2017.

Julian Borger: How the Trump dossier came to light: secret sources, a retired spy and John McCain, The Guardian 12.01.2017.

Simon Tisdall: Fictional or not, the Trump dossier affair is another win for Putin, The Guardian 12.01.2017.

Ken Bensinger, Mark Schoofs & Miriam Elder: These Reports Allege Trump Has Deep Ties To Russia, BuzzFeed 11.01.2017.

Austin Wright, Rachael Bade & John Bresnahan: Hill Republicans demand probe of media leaks on Trump, Politico 11.01.2017.

Jack Shafer: The Coup Before the Inauguration, Politico 11.01.2017.

WikiLeaks’s Assange: bold publisher or Russian dupe? (AFP-Jiji) Japan Times 08.01.2017.

Jack Jenkins: Intelligence report: Putin ordered effort to help Trump, undermine election, Think Progress 07.01.2017.

Aj Vicens: Read the US Intelligence Report on Russian Hacking, Mother Jones 07.01.2017.

David Corn: Democrats Turn Up Pressure on Republicans for Russian Hacking Investigation, Mother Jones 06.01.2017.

David Remnick: Trump, Putin, and the Big Hack, The New Yorker 06.01.2017.

Fred Kaplan: Surprise! It Was Putin, Slate 06.01.2017.

David Corn: At Russian Hacking Hearing, Most Republican Senators Express No Outrage, Mother Jones 05.01.2017.

Calder Walton: Why Obama Was Smart to Kick Out Russian Spies, says Russia preferred Trump, Politico 06.01.2017.

Corey Bennett: Administration report blames Putin for attack on U.S. election, says Russia preferred Trump, Politico 06.01.2017.

Julian Borger: Republicans voice disdain after Donald Trump tweets support for Julian Assange, The Guardian 05.01.2017.

Stop trying to hush up the truth about election hacking, (leder) Washington Post 04.01.2017.

Scott Shane, Maggie Haberman & Julie Hirschfeld Davis: Trump Appears to Side With Assange Over Intelligence Agencies’ Conclusions, New York Times 04.01.2017.

Scott Shane: Trump and Julian Assange, an Unlikely Pair, Unite to Sow Hacking Doubts, New York Times 04.01.2017.

Ariel Edwards-Levy: Americans Want Trump To Keep Sanctions Against Russia, Huffington Post 04.01.2017.

Corey Bennett & Eric Geller: Shaky accusations hamper cyber case against Russia, Politico 04.01.2016.

Aki Perez: Why Is Trump Siding With Assange Over the CIA? Politico 04.01.2016.

David A. Graham: Why Is Trump So Reluctant to Accept Claims of Russian Hacking? The Atlantic 04.01.2017.

Nathan Wellman: Trump just praised Putin. This former CIA official’s response is PERFECT, U.S. Uncut 29.12.2016.

Zach Cartwright: The FBI just released proof of Russian election hacking, U.S. Uncut 29.12.2016.

Tom Cahill: Obama just struck back at Russia for election hacking, U.S. Uncut 29.12.2016.

Joshua Yaffa: Russia’s View of the Election Hacks: Denials, Amusement, Comeuppance, The New Yorker 20.12.2016.

Dave Lindorff: It Wasn’t the Russians: Hillary Lost Because She Blew Off Sanders and His Voters, CounterPunch 20.12.2016.

Tom Cahill: The FBI just made a major announcement on Russia’s election hacking, U.S. Uncut 16.12.2016.

David Frum: Five Questions About Russia’s Election Hacking, The Atlantic 12.12.2016.

Mark Sumner: Why does Russia want Trump? It’s all about oil. Why does Trump want Russia? It’s all about money, Daily Kos 12.12.2016.

John Cassidy: Trump Isolates Himself with C.I.A. Attack, The New Yorker 12.12.2016.

Suzanne Kelly & Michale Morell: Fmr. CIA Acting Dir. Michael Morell: “This Is the Political Equivalent of 9/11”, The Copher Brief, 12.12.2016.

Alec Luhn: Russia praises possible Trump pick Rex Tillerson’s ‘highly professional manner’, The Guardian 12.12.2016.

Morell calls Russia’s meddling in U.S. elections ‘political equivalent of 9/11’, Politico 12.12.2016.

Putin awaits ‘fantastic’ Trump team as Exxon ally tipped for secretary of state, (Bloomberg, Reuters) Japan Times 12.12.2016.

Seung Min Kim & Burgess Everett: McConnell backs congressional investigation into Russian interference, Politico 12.12.2016.

Morell calls Russia’s meddling in U.S. elections ‘political equivalent of 9/11’, Politico 12.12.2016.

Louis Nelson: McCain and Schumer present unified front against Russian hacking, Politico 12.12.2016.

Ed Mazza: John Bolton Implies Obama Administration Could Be Behind ‘False Flag’ Election Hack, Huffington Post 12.12.2016.

Judd Legum: Trump adviser suggests election hacks were ‘false flag’ operation by the Obama administration, Think Progress 11.12.2016.

Igor Bobic: Reince Priebus Says RNC Was ‘Absolutely Not Hacked’, Huffington Post 11.12.2016.

Mark Mazetti & Eric lichtblau: C.I.A. Judgment on Russia Built on Swell of Evidence, New York Times 11.12.2016.

Julian Borger: Rex Tillerson: an appointment that would confirm Putin’s US election win, The Guardian 11.12.2016.

Elise Viebeck & Karoun Demirjian: Key GOP senators join call for bipartisan Russia election probe, even as their leaders remain mum, Washington Post 11.12.2016.

Seung Min Kin & Burgess Everett: Trump vs. Congress on Russian hacking, Politico 11.12.2016.

Ryan Koronowsky: Top Senate Republican dismisses importance of Russian interference with presidential election, Think Progress 11.12.2016.

Amanda Terkel: Bipartisan Anger Grows Over Russian Interference Into U.S. Election, Huffington Post 11.12.2016.

Ryan J. Reilly: Trump: It’s ‘Ridiculous’ To Think Russia Intervened In The Election On My Behalf, Huffington Post 11.12.2016.

Aaron Rupar: Trump says it’s OK if he skips intelligence briefings because he’s ‘a smart person’, Think Progress 11.12.2016.

Julia Ioffe: What It Really Means to Be a ‘Friend of Putin’, Politico 10.12.2016.

David E. Sanger: Trump, Mocking Claim That Russia Hacked Election, at Odds with G.O.P. New York Times 10.12.2016.

John Walcott: Russia intervened to help Trump win election: intelligence officials, Reuters 10.12.2016.

Burgess Everett & Seung Min Kim: Schumer demands Senate election inquiry on Russia, Huffington Post 10.12.2016.

Simon Tisdal: Russian involvement in US vote raises fears for European elections, The Guardian 10.12.2016.

Ryan Koronowsky: Trump trashes CIA, dismisses evidence that Russia helped him win presidency, Think Progress 10.12.2016.

David Corn: Obama Orders a Review of Russian Meddling in the US Election—But How Much of It Will Be Public? Mother Jones 10.12.2016.

Adam Entous, Ellen Nakashima & Greg Miller: Secret CIA assessment says Russia was trying to help Trump win White House, Washington Post 09.12.2016.

Clifford Krauss & Maggie Haberman: Exxon Mobil Chief Rises as Trump’s Choice for Secretary of State, New York Times 09.12.2016.

Karoun Demirjian: Republicans ready to launch wide-ranging probe of Russia, despite Trump’s stance, Washington Post 08.12.2016.

David E. Sanger & Scott Shane: Russia Hacked Republican Committee but Kept Data, U.S. Concludes, New York Times 09.12.2016.

Andrew Restuccia: Dems vow to turn Tillerson hearing into Exxon referendum, Politico 05.12.2016.

David E. Sanger: Five Possible Hacks to Worry About Before Election Day, New York Times 03.11.2016.

Amy Chozik: John Podesta Says Russian Spies Hacked His Emails to Sway Election, New York Times 11.10.2016.

Amy Chozik & Charlie Savage: U.S. Says Russia Directed Hacks to Influence Elections, New York Times 07.10.2016.

Dana Priest, Ellen Nakashima & Tom Hamburger: U.S. investigating potential covert Russian plan to disrupt November elections, Washington Post 05.09.2016.

Kate Sheppard: Tim Kaine Compares Trump’s Russian Hack Comments To Watergate, Huffington Post 04.09.2016.

Indlægget Trump i Putins net? blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Billedet herover viser to forsider af Time Magazine. Den til venstre stammer fra 1938, hvor man udnævnte Adolf Hitler til årets person, mens det til højre, som viser den kommende udgivelse, hvor man har udnævnt Donald Trump til Person of the Year. I den svært læselige hvide tekst står der “Donald Trump. President of The Divided States of America.”

Modstillingen stammer fra Slate, hvor Ben Mathis-Lilley i dag fastslår, at vi så fremover må kalde den “Time’s Hitler of the Year Award”. Stalin har også i sin tid været udpeget, så vel som Mahatma Gandhi og Ayatullah Khomeini. Mathis-Lilley gør det således med en dybt ironisk distance til den diskussion, som han nu ser rejse sig.

Der er for så vidt ikke noget besynderligt i udnævnelsen. Obama fik den både i 2008 og 2012, og før ham var Bush årets mand i år 2000 og 2004. Time Magazine skriver i dag, at udnævnelsen går til “the person or persons who most affected the news and our lives, for good or ill, and embodied what was important about the year, for better or for worse.” Derfor kan Time sagtens udnævne en person til at være årets vigtigste uden det på nogen måde er en lovprisning af det, pågældende person står for – hvilket også fremgår af det distancerende “President of The Divided States of America”.

Trump medgav da også her til morgen i NBCs Today Show, at han var beæret over udnævnelsen, omend mindre tilfreds med forsidekommentaren, og han har allerede været ude i pressen med, at han ikke har ‘divided’ amerikanerne.

Det viser med frygtindgydende tydelighed, hvor lidt den mand fatter af, hvordan han opfattes i vide (liberale) kredse, hvilken indflydelse han har på sine omgivelser, eller hvilke processer, han har igangsat og fortsætter med at opildne. Det uanset at han hele valgkampen igennem har talt om et dem og et os, winners and losers, indvandrere og rigtige (hvide) amerikanere, og har excelleret i at udpege syndebukke.

Selvom han ikke er den direkte årsag til det hele, så har han været både talerør og katalysator for et stigende racehad, og en stigende forfølgelse af muslimer og minoriteter. Den fossile industri, som under Obama gradvist har været tvunget i tilbagetog, ser med Trump muligheden for en ny gylden periode, selvom det må stå klart for de fleste, at det har fremtidens levevilkår som indsats. Hvide supremacister og Ku Klux Klan-ekstremister ser Trump som chancen for deres genkomst. Før Trump overhovedet har gennemført sit første direktiv, er USA allerede i dag et mindre trygt sted for landets mange indvandrere og minoriteter, end det var for blot et år siden. Og han har i løbet af det seneste år serveret så mange løgne i så tæt følge, at det politiske rum og den demokratiske debat synes nærmest uafhjælpeligt afsporet.

Kort sagt har Trump formået at samle og vitalisere alle landets mest primitive kræfter. Man kunne kalde ham skyggepræsidenten Han har fundet sin politiske kraft ved at appellere til USAs ikke ubetydelige skyggesider.

Trumps udnævnelse falder sammen med en samtale, jeg i går havde med med en god ven, som bor Upstate New York – den første i flere år. Han er astrolog, og da samtalen uomgængeligt nærmede sig Trump, sagde han to ting, som hver for sig er meget rammende.

Det ene var, at Trump i sit horoskop har et Merkur-Neptun-kvadratur. Så han er sandsynligvis slet ikke klar over, i hvor høj grad han lyver, for hans ord og synspunkter tager hele tiden form af omgivelserne. Denne egenskab står markant frem i hans person, da han er Tvilling, så Merkur er hersker over hans soltegn.

Det andet var, at vi i dag er 84 år efter at Adolf Hitler i 1933 blev valgt ind i den tyske rigsdag og derefter hurtigt fik sig manøvreret videre til magten. 84 år passer med én cyklus af planeten Uranus, som står for revolution, oprør, disruption og fornyelse. Dette betyder udtrykkeligt ikke, at Trump er en ny Hitler, eller at han kommer til at indlede en tredje verdenskrig. Men der er i disse år i astrologisk forstand en resonans eller genspejling af tiden omkring 1933, som måske også er med til at give vind i sejlene for fænomener som Brexit. Og det er ikke for meget at sige, at han igennem det seneste halvandet års valgkamp har vist sig at være en katalysator for sådanne kræfter.

Dette er stadig blot begyndelsen til et indlæg, som jeg ellers aldrig ville have skrevet og måske aldrig gør færdigt. Men min samtale i går, som jeg har tænkt en del over efterfølgende, for blot at vågne til Slates dobbeltillustration af Time Magazines forsider i 1933 og 2016, gjorde det svært at lade være.

Update 10.12. – Jonathan Freedland skriver i dag i The Guardian, at Time Magazines person of the year retteligt burde være tildelt Vladimir Putin, for uden Putin ingen Trump!

Update 26.01.2017 – Kimberley A. Johnson giver i gårsdagens Huffington Post en ganske rammende beskrivelse af, hvor tyndskindet Trump er, og hvor optaget af, hvordan folk opfatter ham – og helst elsker/beundrer ham. Ikke mindst, når han bliver spiddet offentligt, som når Alex Baldwin i SNL (Saturday Night Live) udlægger Trump, er det tydeligt, at han nøje følger med, og Johnson mener, at Trump meget vel vil kunne drives til vanvid, hvis man på den måde mere systematisk giver ham tilbage af samme skuffe.

Hvis ikke man har set Alex Baldwins Trump-sketches, så er det på tide. De er hylende morsomme og for det meste lige på kornet, som når Putin pludselig kommer gennem skorstenen som julemand. Og selvom de ikke formår at tilbagerulle Trump, så er der en god portion kartasis i at kunne grine så hjerteligt af USAs nye tyran.

Og det bliver der brug for. For allerede få dage efter Trumps tiltræden står det klart, at han på ingen måde har tænkt at liste sig frem. Han har tværtimod skudt med kanoner i alle retninger. Måske for at tilfredsstille hans kernevælgere i at have forsøgt. For det meste er mere symbolpolitik end velovervejede forandringer – og som politisk håndværk så dårligt forberedt, at det tegner til at ende med mest at føre til larm og protester.

Trump har siden sin tiltræden vist sig så rablende, så larmende, så upædagogisk ublu, så fascistoid i sin pressekritik og racistisk (foreløbig mest antimuslimsk), som ikke han, men kun hans bagmand Steve Bannon er, at der lige nu bliver stillet store spørgsmålstegn ved, om Obama gjorde rigtigt i sit forsøg på i overgangsperioden at normalisere Trump. For han er ikke normal, han har på ingen måde taget form af sit embede, han kender ikke til ydmyghed eller tilbageholdenhed, og uanset hvad han måtte sige, har han ikke hverken evnen eller viljen til at samle USA. Hans samlende effekt synes lige nu mest at være i modstanden. Hvis man skal tænke i 1933-baner, så må man faktisk sige, at USA er et sted, hvor tingene ikke bare kommer til at gå stille for sig.

Men det er uhyggeligt at se, hvordan de ledere fra andre lande, som allerede har noget i klemme overfor Trump – noget de gerne vil opnå – ikke kan finde ud af at sige fra overfor hans eskapader. Det gælder Theresa May, som allerede har været ovre at holde i hånd med Trump i Det Hvide Hus, og det gælder Shinzo Abe, som stadig håber på at kunne redde stumperne af TPP og en amerikansk tilstedeværelse i et Sydøstasien, hvor Kina fører sig frem med stadig større selvbevidsthed. Det er faktisk Merkel, som i telefonen må belære Trump om, at hans indrejseforbud er imod Geneve-konventionen. Men da har hans forslag foranlediget, at hans justitsminister har måttet meddele, at hun ikke kunne bakke op om forslaget, så Trump har nået at fyre hende. Så i al krudtrøgen fra Trumps kaotiske tempo er det meget vanskeligt at vide, hvor meget, der ender med rent faktisk at blive vedtaget. Men hvor amerikansk politik nok altid har været lidt mere snavset, end vi kender herhjemmefra, og med Tea Party-fraktionen af Det Republikanske Parti blev adskillige niveauer værre, så står demokraterne nu ved en skillevej, om de vil søge at fastholde en aller anden grad af anstændighed eller søge at bremse Trump, hvor det kan lade sig gøre. Fra de demokratiske vælgeres side synes sagen klar: Der skal dæmmes op for Trump alle steder, hvor det overhovedet kan lade sig gøre, uanset om det kun har øjeblikkets symbolske karakter.

Justin Sahani: Experts on authoritarianism say Trump’s presidency is getting even worse, Think Progress 31.01.2017.

Kimberley A. Johnson: High-Profile Progressives Can Literally Drive Trump Bananas, Huffington Post 25.01.2017.

Dominic Green: The Elusive Definition of ‘Fascist’, The Atlantic 18.12.2016.

David Greenberg: An Intellectual History of Trumpism, Politico 11.12.2016.

Jonathan Freedland: Time’s person of the year shouldn’t be Donald Trump – it’s clearly Vladimir Putin, The Guardian 10.12.2016.

Gary Legum: Donald Trump’s lazy, slipshod transition: No ideology, only cynicism and corruption, Salon 09.12.2016.

Stephanie Schorow: ‘Hail Trump’ salute recalls a powerful message of hate, The Conversation 09.12.2016.

Matthew Sheffield: How the alt-right became racist, Part 2: Long before Trump, white nationalists flocked to Ron Paul, Salon 09.12.2016.

Matthew Sheffield: How the alt-right became racist: A short history of hate – Part 1, Salon 08.12.2016.

Katy Waldman: What Is Time’s Trump Cover Really Trying to Tell Us? Slate 08.12.2016.

Everything You Need to Know About TIME’s Person of the Year, Time Magazine 07.12.2016.

Ben Mathis-Lilley: Just Call It Time’s Hitler of the Year Award So We Can Skip This Recurring Conversation, Slate 07.12.2016.

Trump Named Time’s Person of the Year, The Daily Beast 07.12.2016.

David Gilbert: Of course, Donald Trump is TIME’s Person of the Year, Vice News 07.12.2016.

Melissa Chan: Donald Trump Says He ‘Really’ Likes President Obama: ‘I Love Getting His Ideas’, Time Magazine 07.12.2016.

Matt Feeney: Why Haven’t Conservative Thinkers Denounced Trump? The New Yorker 07.12.2016.

Stephanie Schorow: ‘Hail Trump’ salute recalls a powerful message of hate, The Conversation 07.12.2016.

Noam Chomsky: Trump’s Victory Recalls Memories of Hitler & Fascism’s Spread Across Europe, (video) Democracy Now 06.12.2016.

“Welcome to the Fourth Reich”: Legendary Actor Harry Belafonte on the Election of Donald Trump, (video) Democracy Now 06.12.2016.

Jonathan Chait: How Republicans Justify Unlimited Trump Corruption, New York Magazine 05.12.2016.

Kimber Quinney: Donald Trump is no Mussolini, but liberal democracy could still be in danger, The Conversation 01.12.2016.

Chris Simms: The psychology that explains how Trump’s divisive rhetoric won, New Scientist 10.11.2016.

Jonathan Blitzer: A Scholar of Fascism Sees a Lot That’s Familiar with Trump, The New Yorker 04.11.2016.

Martin Pengelly: American Nazi Party leader sees ‘a real opportunity’ with a Trump presidency, The Guardian 07.08.2016.

Ashley Parker & Maggie Haberman: Meg Whitman Likens Donald Trump to Fascists at Republican Retreat, New York Times 11.06.2016.

Neal Gabler: This is how fascism takes hold: The media is turning Donald Trump into just another candidate, Salon 01.06.2016.

Indlægget Time Magazine: President of the Divided States of America blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

U.S. 7th. Cavalry angriber Black Kettle’s Village 27.11.1868 – og skyder løs blandt kvinder og børn.

Dagen efter sejren ved Standing Rock, hvor op imod 2.000 veteraner fra den amerikanske hær i tolvte time var kommet indianere og miljøaktivister i protestlejren ved Standing Rock til undsætning for at afbøde politistyrkernes helt urimelige brutalitet og standse olieindustriens forsøg på at pløje en olieledning gennem gammelt indiansk territorium, afholdt indianere og veteraner i går en tilgivelsesceremoni, som mange ville kunne lære meget af.

Her deltog blandt andet for veteranerne Wes Clark Jr., der er søn af forhenværende øverstkommanderende i NATO, Wes Clark Sr.

Ifølge Huffington Post sagde Wes Jr. i sin tilgivelsestale:

Many of us, me particularly, are from the units that have hurt you over the many years. We came. We fought you. We took your land. We signed treaties that we broke. We stole minerals from your sacred hills. We blasted the faced of our presidents onto your sacred mountain. When we took still more land and then we took your children and then we tried to make your language and we tried to eliminate your language that God gave you, and the Creator gave you. We didn’t respect you, we polluted your Earth, we’ve hurt you in so many ways but we’ve come to say that we are sorry. We are at your service and we beg for your forgiveness.

Høvding Leonard Crow Dog tilgav og opfordrede til fred i verden – og sagde efterfølgende, at:

We do not own the land, the land owns us.

Leonard Crow Dog bad herefter om tilgivelse for slaget ved Big Horn, hvor Sioux-krigere dræbte 268 amerikanske soldater.

Jeg blev så rørt over at læse disse ord, at jeg måtte dele dem her.

I blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock er der mere om Sioux-indianernes forsøg på at beskytte deres landskaber og deres drikkevand mod en stor rørledning fra Bakken-feltet i North Dakota til en transitstation i Illinois.

Jenna Amatulli: Forgiveness Ceremony Unites Veterans And Natives At Standing Rock Casino, Huffington Post 05.12.2016.

Tom Cahill: A group of veterans just did an incredibly moving thing at Standing Rock, U.S. Uncut 05.12.2016.

Indlægget Tilgivelsesceremoni ved Standing Rock blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Der bliver fejret i protestlejren ved Sacred Stone efter at det stod klart, at månedlange protester har båret frugt: Den amerikanske hærs ingeniørkorps meddelte i går Sioux-indianernes høvding Dave Archambault II, at man ikke ville give tilladelse til at føre en rørledning under Missouri-floden ved Standing Rock-reservatet. Det kommer i forlængelse af, at Obama i september standsede det videre arbejde med opførelsen af olieledningen.

I foråret etablerede Sioux-indianerne ved Standing Rock-reservatet en lejr for gennem bøn og fredelig demonstration at protestere mod DAPL, The Dakota Access Pipeline, som skulle føre olie fra Bakkenfeltet i North Dakota til en terminal i Illinois, hvorfra skiferolien efter planerne vil blive transporteret videre via jernbane og eksisterende rørledninger.

Man var ikke protesters, men Water Protectors. Sioux-indianerne var imod, at man havde valgt en føring af rørledningen, så den dels ville skære tværs igennem en gammel Sioux begravelsesplads, dels skulle krydse Missouri-floden under Lake Oahe med risiko for at ødelægge Sioux-indianernes vandforsyning.

Gradvist har Sioux-indianerne vundet opbakning fra mere end 300 andre indianerstammer og en bred vifte af miljøorganisationer, så det skønnes, at der på det seneste har været op imod 10.000 mennesker i lejren. I dag forlyder det, at der er omkring 15.000 samlet i lejren.

Men demonstranterne er blevet mødt med alt andet end fredelige midler. I de seneste uger er mere end 300 mennesker blevet såret af politiets gummikugler, tåregas og peberspray samt brug af bidende hunde og vandkanoner, som i frostvejr er et ganske voldsomt middel. “Less lethal” har man kaldt virkemidlerne, uanset at en demonstrant har fået knust sin arm af en “ikke dødelig” granattype.

Det var blevet så brutalt, at en gruppe veteraner havde samlet ressourcer til at komme til Scared Stone for at beskytte de demonstrerende mod den eskalerende politivold. Alle frygtede, hvad der ville ske i dag, som fra myndighedsside var sat som sidste dag for at rømme lejren. Det så meget grimt ud udefra, politiet har ført sig frem med en brutalitet, som ingen steder hører hjemme, og som man ikke var sluppet af sted med overfor hvide amerikanere. Veteraner fra den amerikanske hær havde direkte samlet ind til at kunne etablere en beskyttelses”hær”, og i løbet af weekenden ankom omkring 2.000 veteraner fra den amerikanske hær for at beskytte de demonstrerende.

Der var således forud for 5. december som fra myndighedsside var sat som en sidste frist for at rydde lejren, lagt op til et episk ‘slag’ mellem brutaliserede politistyrker (som dog havde forpligtet sig til at deeskalere), pacifistiske (men insisterende) demonstrerende, og en fredsbevarende styrke af (ubevæbnede men kamptrænede) veteraner fra den amerikanske hær.

Området har allerede en tid været sneklædt, og der har været bekymring for de mange mennesker i lejren, hvoraf mange bore i tepee, når vejret i denne uge skulle blive endnu koldere, ned til -20°C. Men nu kan de mange demonstrerende drage hjem – i hvert fald for en tid. Mange synes dog så mistroiske overfor, at projektet ikke bare bliver presset igennem alligevel, at de er indstillet på at blive på stedet.

Kortet herover viser den nordlige del af Dakota Access-olieledningen. Det fulde kort kan ses på New York Times. Som man kan se, var der tidligere planer for en mere østlig føring af olieledningen. Men protester fra byen Bismarck mod, at man risikerede byens drikkevand ved at føre rørledningen igennem førte til ændringer af planerne – ændringer, som Sioux-indianerne fra begyndelsen af har protesteret imod.

ETP (Energy Transfer Partners), som står for opførelsen af olieledningen, er langt med etableringen, og i alt mangler der kun omkring 20 miles af de i alt 1.172 miles lange olieledning. Det er ikke det eneste sted, man har taget chancer i et forsøg på at blive færdig inden den lokale modstand voksede sig for stor, uanset, at der har været tale om gambling fra Energy Transfer Partners’ side, for der har aldrig været givet endelig tilladelse. Og nu kom der i går afslag på den alternative føring omkring Bismarck.

Missouri-floden udgør Sioux-indianernes primære vandforsyning, og ifølge de traktater, som gennem tiderne er indgået, er USA forpligtet til at værne om Sioux-indianernes levevilkår, så der er vægtige grunde til ikke at føre en sådan olieledning under floden, ikke mindst et sted som Lake Oahe, hvor den er mere end 1 km bred.

I en pressemeddelelse fra Sierra Club siger Sierra Clubs leder Michael Brune, at det ikke er et spørgsmål, om der går noget galt, men hvornår det vil ske:

“The Sierra Club applauds and thanks the Obama administration for listening to the Standing Rock Sioux, the Water Protectors, and the millions of Americans across the country who have opposed this dangerous pipeline. The fight to reject the Dakota Access Pipeline is not over, but the administration’s announcement today ensures Energy Transfer cannot continue its assault on the Standing Rock Sioux’s home, history, and heritage.

History has taught us that it is never a question whether a pipeline will spill, but rather a question of when. A comprehensive environmental review will show that this dirty and dangerous project will threaten the safety of every community it cuts through. “The Sierra Club stands in unity with the Standing Rock Sioux, and we are ready to continue the fight against the Dakota Access Pipeline.”

Nøgternt set burde rørledningen den nok fra starten af have været ført øst for Missouri og Lake Sakakawea, så den ikke på noget tidspunkt krydser Missouri-floden. Og hvis man ser mere klimaglobalt på projektet, burde det aldrig være etableret. For størstedelen af den olie, som er fundet i Bakken-feltet, burde forblive nede i skiferlagene, uudnyttet. Det er grunden til, at modstanden mod Dakota Access-olieledningen har vundet en endog meget stor opbakning. “Den sorte slange”, som den heder på indiansk, er i rigtig mange sammenhænge det helt forkerte projekt. Og det vil i den kommende tid vise sig, om den nuværende afgørelse om, at olieledningen ikke kan føres under Missouri-floden på dette sted blot bliver tilbagerullet på dag én efter Trump overtager Det Hvide Hus, eller om det lykkes helt at hindre, at Dakota Access-olieledningen nogensinde bliver taget i brug.

Her ses et mere detaljeret kort af det sted, hvor Energy Transfer Partners ønskede at føre olieledningen. Missouri-floden er her omkring 1,5 km bred. Efter meddelelsen i går om, at den nuværende føring ikke kan komme på tale, vil der blive indledt egentlige miljøundersøgelser af projektet og undersøgelser af muligheden for andre føringsveje. Som man kunne se det fra processen omkring Keystone XL. kan en sådan proces vare ikke bare i månedsvis, men i årevis.

Hvis Obama blot kunne være præsident for evigt (eller hvis Hillary havde vundet), ville den nu igangsatte proces have været i trygge hænder. Men med Trump på vej i Det Hvide Hus og republikansk flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus er der ikke rigtig nogen, som tør tro på, at det er andet og mere end en foreløbig sejr. Dels vil Energy Transfer Partners givet forsøge at få omstødt afgørelsen. Dels har Trump stillet i udsigt, at lige præcis den slags hindringer er med til at gøre, at USA ikke kan klare sig i den internationale konkurrence. Så selvom hans miljøpolitik kan koges ned til, at ren luft og rent vand er vigtigt, alt det andet er ligegyldigt, så vil han sandsynligvis forsøge at skære igennem og sige, at det lige præcis her er vigtigere med olieledningen end en håndfuld Sioux-indianeres frygt for deres drikkevand.

Men Obama har gjort det vanskeligt blot at presse rørledningen igennem også det sidste stykke ved Lake Oahe ved ikke bare hurtigt at nægte den, men tværtimod få en afdeling af hæren til at iværksætte en langvarig vurderingsproces. Samtidig griber sagen ind i hele komplekset omkring indianernes oprindelige rettigheder, som igennem USAs historie igen og igen er blevet trumlet. Selvom man med den nu afviste føring havde lagt olieledningen umiddelbart nord for Sioux-indianernes reservat Standing Rock, så er dette område (skraveret på det øverste kort) faktisk også ifølge en traktat fra 1851 Sioux-område.

Selv med Trump på krigsstien er der således lagt op til en situation, som det meget vel kan ende med at tage år at få udredt, og hvor Trump og Energy Transfer Partners vil stå overfor en massiv opposition af USAs oprindelige folkeslag og samlede miljøbevægelse.

Bernie Sanders opsummerede nok fint situationen i en erklæring, hvor han roser Obama for at have lyttet til “the Native American people and millions of others who believe this pipeline should not be built.”

“In the year 2016, we should not continue to trample on Native American sovereignty. We should not endanger the water supply of millions of people,” siger Sanders. “We should not become more dependent on fossil fuel and accelerate the planetary crisis of climate change. Our job now is to transform our energy system away from fossil fuels, not to produce more greenhouse gas emissions.”

Alle ser gårsdagens beslutning som et resultat af Obamas mellemkomst. En talsmand for Det Hvide Hus erklærer ifølge The Hill imidlertid, at beslutningen på ingen måde er dikteret fra Obama. Han har taget initiativ til et review, samtidig med at han standsede byggeprocessen, da det lå klart, at der var problemer med overtrædelser af indianernes rettigheder, og han har insisteret på, at det måtte være muligt at finde en alternativ føring, som ikke gav tilsvarende problemer. Men han har ikke haft nogen indflydelse på beslutningen om af nægte tilladelse til at føre olieledningen over ved Lake Oahe. Den faldt på baggrund af et fem timer langt møde mellem hærens ingeniørkorps og repræsentanter for indianerstammerne.

Sioux-stammens leder Dave Archambault II har i dag ifølge Reuters sagt til de mange ikke-sioux-aktivister, at de kan tage hjem nu, da der ikke vil ske mere før efter 20. januar, hvor Trump rykker ind i Det Hvide Hus. “The current administration did the right thing and we need to educate the incoming administration and help them understand the right decision was made,” siger Archambault.

ETP (Energy Transfer Partners) har til gengæld meddelt, at man ikke er til sinds at ændre på føringen, men vil søge at få gårsdagens afgørelse omstødt. ETP har tidligere meddelt, at man allerede har mistet 100 mio. $ på forsinkelser, og med den seneste udsættelse står man med det problem, at aftaler med de olieproducerende udløber pr. første januar 2017. Når disse aftaler skal genfohandles, bliver det på baggrund af oliepriser, som i mellemtiden er faldet væsentligt, og hele indtægtssiden for projektet må forventes at komme alvorligt under pres.

Mange ser Trump omgøre gårsdagens beslutning som noget af det første efter at han 20. januar rykker ind i Det Hvide Hus. Men Robinson Meyer har på The Atlantic i dag en omfattende analyse af hele det juridiske kompleks og hvordan problematikken griber dybt ind i forholdet mellem amerikansk lovgivning og beskyttelsen af indianernes rettigheder. Hærens ingeniørkorps er heller ikke bare nogen, man sender kontraordre til, så han ser ingeniørkorpset i løbet af de kommende to år gennemføre en fuld miljøvurdering af projektet, hvorefter der givet vil komme en fase med retstvister næsten uanset hvilket resultat hærens ingeniørkorps er kommet frem til. Og den regel, som Obama har indført, at alle infrastrukturprojekter fremover skal klimavurderes på linje med den vurdering, som slukkede lyset for Keystone XL, vil også gælde for Dakota Access. Så uden at foregribe resultatet, ser han ikke olien komme til at flyde lige med det samme, og slet ikke med det nuværende projekt.

“If an agency decides that a full environmental review is necessary, it can’t just change its mind with a stroke of a pen a few weeks later,” siger Jan Hasselman, som er advokat for Sioux-indianerne, til Grist. “That would be violation of the law, and it’s the kind of thing that a court would be called upon to review. It doesn’t mean they’re not going to try.”

Update 06.12. – Kortet herunder opdateres løbende på InsideClimate News. Det viser den ganske omfattende liste af fossile infrastrukturprojekter, som inden for det seneste års tid er enten aflyst, afvist eller forsinkede. Det er ikke kun olieledninger, men også gasledninger, jernbaner og udskibningshavne til kul osv.

Der er umiddelbart mest tale om projekter i kyststaterne, hvor klimabevidstheden og klimaindsatsen både på bevægelsesniveau og på statsligt-administrativt niveau er langt stærkere end i det centrale USA. Men en nok så vigtig grund er, at de meget lave energipriser i de seneste år har gjort, at kul-, olie- og gasvirksomhederne i et forsøg på at undgå røde tal på bundlinjen har været endog meget tilbageholdende med nye investeringer.

Dakota Access-rørledningen er vist som nr. 24, den grå diagonal i midten. Den løber parallelt med den Keystone XL olieledning, som Obama i november 2015 aflyste efter mange års kamp. Hvis Dakota Access olieledningen ender med ikke at blive til noget (hvilket er usandsynligt, da den for størstedelens vedkommende allerede er etableret), vil den indskrive sig i en generel udvikling, som Trump dog med sin infrastruktur-pakke synes at ville gøre et forsøg på at vende.

Her ville de samme milliardinvesteringer i de kommende år være givet væsentligt bedre ud på at få etableret det intelligente el-distributionssystem, som kunne forberede USA til overgangen til en energiforsyning fuldt baseret på vedvarende energikilder. Naboen i nord, Canada, får pt. omkring 70% af landets elektricitet dækket af vandkraft. Det ville ikke kunne være batteri for hele USA, men mer de rette nord-sydgående forbindelseslinjer ville det for eksempel  kunne hjælpe med en betydelig del af døgnudglatningen i de folkerige stater langs kysterne.

.
Mni Wiconi: The Stand at Standing Rock, 8:26 min. video.

Denne lille video rummer interviews med en række af de centrale personer bag protestbevægelsen overfor Dakota Access-olieledningen: Dave Archambault II, Standing Rock Sioux stammens leder; Jodi Gillette, tidligere rådgiver i Det Hvide Hus for Native American Affairs; Ladonna Allard, grundlæggeren af Sacred Stone Camp, Winona LaDuke, grundlæggeren af Honor the Earth; samt  Cody Hall, talsperson for Red Warrior Camp. Den giver en god fornemmelse af kernen i protestbevægelsen ved Standing Rock.

Tilbage i august skrev Dave Archambault II i New York Times, at historien på mange måder gentager sig:

“It’s a familiar story in Indian Country. This is the third time that the Sioux Nation’s lands and resources have been taken without regard for tribal interests. The Sioux peoples signed treaties in 1851 and 1868. The government broke them before the ink was dry. When the Army Corps of Engineers dammed the Missouri River in 1958, it took our riverfront forests, fruit orchards and most fertile farmland to create Lake Oahe. Now the Corps is taking our clean water and sacred places by approving this river crossing. Whether it’s gold from the Black Hills or hydropower from the Missouri or oil pipelines that threaten our ancestral inheritance, the tribes have always paid the price for America’s prosperity.”

Så hvor man i dag finder Ohae-søen, havde Sioux-indianerne indtil 1958 deres frodige paradis i det ellers tørre prærielandskab.

Kampen om Standing Rock har mange dimensioner. Nina Gualinga fra en delegation fra Ecuador, som besøgte Sacred Stone-lejren i september, påpeger således overfor billmoyers.com, at “the world needs indigenous people. The statistics say that we are 4 percent of the world’s population, but we are protecting more than 80 percent of the world’s biodiversity.”

Ved at støtte og styrke oprindelige folkeslag i at håndtere deres områder med den varsomhed, som de oprindeligt har udviklet, kan vi sikre en betydelig del af klodens biodiversitet mod industrisamfundets destruktive karakter.

I betragtning af, at der har været tale om en erklæret fredelig demonstration kan den måde, hvorpå man fra myndighedsside har reageret mod de protesterende, synes helt overstyret, med kampvogne, konstant helikopteroverflyvning og tung udrustning. Og … nøgternt set burde disse kampudrustede mennesker rette deres våben og opmærksomhed mod de kræfter, som krænker gammelt indiansk territorium og ødelægger klodens levevilkår.   

Update 07.12. – I løbet af mandagen brød en voldsom vinterstorm løs i området omkring Standing Rock, med temperaturer ned til minus 20C. Det er livstruende omstændigheder, hvis ikke man har den rette udrustning eller de rette rammer for beskyttelse, og en betydelig del af de mange tusinde, som er flokkedes om lejren ved Sacred Stone er slet ikke klædt på til at overleve sådanne vilkår. Så lige nu er skoler, casinoer (indianerreservaterne driver casinoer, ja) og hvad der ellers findes af moderne ly fyldt til bristepunktet.

Det værste snefald er standset nu, og Dave Archambault II har indtrængende opfordret alle til at tage hjem, så snart forholdene tillader det. Kampen går nu videre i retssalene. Endda synes nogen af de mest ihærdige water protectors ikke til sinds at forlade stedet. De har også i stor udstrækning mobile homes – og med det man har set hidtil, hvor folkene bag opførelsen af olieledningen ofte har fortsat arbejdet før de endelige tilladelser var på plads, er der grund til at være skeptiske. Man kunne meget vel funde på at påbegynde boringen juleaften.

Som det var forventet, har ETP (Energy Transfer Partners) i dag anket beslutningen fra Army Corps of Engineers om, at der ikke kunne gives tilladelse til at føre Dakota Access olieledningen under Missouri-floden ved Lake Oahe, men at der skulle indledes en fuld miljøundersøgelse og et samarbejde med ETP og at finde alternative føringsveje. Man har tidligere blot brugt direktiver om passager af småvandløb. Men Missouri-floden er her mere end 1 km bred og er nærmest en sø. Så det er tydeligvis lykkedes Sioux-indianerne at komme igennem med deres bekymringer om miljøet.

Når vi er ved sigende kort, så her Emily Flekes forslag til rerouting i dagens The New Yorker ikke uden humor.

Update 19.12. – Sioux-indianerne indleverede 16.12. en klage, at anlæggelsen af Dacota Acces-rørledningen er en overtrædelse af menneskerettighederne, herunder ikke mindst den ganske udstrakte politivold, som har været anvendt overfor i fredelige demonstranter.

Blot for at understrege, at det ikke er en fiktiv frygt, blev det 05.12. opdaget, at en anden olieledning i North Dakota har lækket omkring 4.200 tønder olie (667.000 liter). Overvågningssystemet havde ikke set noget, så et dalstrøg var nået at blive forurenet over en 8,5 km strækning, da det blev opdaget. Her 14 dage efter er det lykkedes at opsamle omkring 20% af

Sioux-indianernes modstand har gjort det klart for mennesker hele vejen langs Dakota Access, at der er tilsvarende risiko-momenter. Det kan ende med at blive endog meget vanskeligt at finde en ny rute, som ingen er utilfreds med. Det ved ETP, og derfor har de presset så hårdt på. Hvis først der går miljøundersøgelser i projektet, kan det meget vel ende som Keystone XL.

Den svenske Nordea-bank er – som sandsynligvis banker i hele verden – blevet opfordret til at diveste fra de virksomheder, som står bag Dakota Access-rørledningen. Det har ifølge Yes Magazine fået Nordea til at sende en repræsentant til Standing Rock, hvor han har talt med David Archambault II. Nordea har investeringer i tre selskaber involveret i Dakota Access: Energy Transfer Partners, Sunoco Logistics samt Phillips 66. Efterfølgende har Nordea besluttet sig for som aktionær at kræve overfor de tre virksomheder, at der findes en ny føring for olieledningen. Ligeledes er de tre virksomheder sat seks måneder i karantæne, hvilket i bankverdenen betyder, at der ikke kan investeres yderliger ei disse tre virksomheder. Og Nordeas sustainabele fianace team vil anbefale overfor banken, at den frasælger samtlige aktier i de tre virksomheder, hvis ikke de følger opfordringen til at finde en anden og bedre føring af rørledningen. Det kommer ovenpå tilsvarende udspil fra to norske finansenheder, DNB og Odin Fund Management. Dette har vundet anerkendelse fra blandt andet Greenpeace. På den led kombinerer man mulighederne for aktivt ejerskab og truslen om frasalg frem for blot at frasælge uden at markere hvorfor.

Update 24.01.2017 – Det blev ikke på førstedagen, men på andendagen efter starten på hans nye job som præsident for USA, at Trump udstedte en række executive orderes, som dels pålægger de relevante myndigheder at genåbne Keystone XL-rørledningen ved at opfordre TransCanada (som stod bag planerne om at opføre Keystone XL) til at genfremsende ansøgningen, dels søger at fremtvinge den hidtil planlagte føring af Dakota Access rørledningen uanset standsningen af processen før jul.

Det betyder ikke, at alt blot vender på en tallerken. Tværtimod kan det meget vel have meget lange udsigter. Men det betyder, at der igen skal kæmpes, at de oprindelige folkeslag og klima- og miljøorganisationer igen skal bruge kræfter på noget, som én gang var landet, og som burde være givet.

Hvor der givet vil være stor interesse i at få gennemført Dakota Access-rørledningen, som jo for størstedelens vedkommende allerede er etableret, da er det langt mere tvivlsomt, om Keystone XL nogensinde bliver til noget. For de canadiske myndigheder har i mellemtiden givet tilladelse til to rørledninger, som fører olien ud til de canadiske kyster, uden om al amerikansk vilkårlighed. For om fire år er det langt fra givet, at Trump sidder i Det Hvide Hus, og den tilladelse, som tidligt i Obamas første periode lignede en simpel sag at få godkendt, vil med stor sandsynlighed igen blive bremset.   Selvom der fra canadiske aktivisters side er lagt op til strid modstand med de to nye rørledninger, vil det derfor sandsynligvis være bedre for TransCanada at søge at få olien ud til de canadiske kyster. Samtidig er det økonomiske incentive til at udvinde tar sands-olien med de nuværende oliepriser stort set ikke-eksisterende, så Trump kan meget vel ende med at opleve, at Keystone XL i mellemtiden er blevet uaktuel. Eller at de eneste, som har nogen reel interesse i Keystone XL, er de i forvejen stenrige Koch-brødre, som havde tænkt sig at tjene kassen på at raffinere den canadiske tar sands-olie.

For Dakota Access-rørledningen er det stadig ganske uklart, hvordan situationen vil udfolde sig i den kommende tid. Men der vil givet fra Sioux-stammernes side blive forsøgt at gøre situationen til et spørgsmål om de oprindelige folkeslags ret til at bestemme over deres eget land. Det kan ingen executive order fra Mr. Trump sådan bare lige løbe om hjørner med.

Sioux-indianerne er indstillet på først og fremmest at føre kampen videre via domstolene, og har vedtaget at kræve, at alle har forladt protestlejren senet 19. februar. I mellemtiden har man anvist et andet område lidt længere væk for at mindske risikoen for fatale konfrontationer.

Som for at understrege, at det ikke kun er en hypotetisk kamp, men at risikoen for olieudslip fra disse rørledninger er reel, var der blot dagen før Trumps executive order en canadisk rørledning, som lækkede mere end 200.000 liter olie på indfødtes territorium i Saskatchewan.

“President Trump is legally required to honor our treaty rights and provide a fair and reasonable pipeline process,” siger ledern af Sioux-indianerne ved Standing Rock, Dave Archambault II. “Americans know this pipeline was unfairly rerouted towards our nation and without our consent. The existing pipeline route risks infringing on our treaty rights, contaminating our water and the water of 17 million Americans downstream.”

Update 26.01. – Måske har Trump været for hurtigt ude med sine executive orders for at få Keystone XL og Dakota Access rørledningerne gennemført. I hvert fald skriver Politico nu, at Trump-administrationen i sit forsøg på at komme hurtigt ud af starthullerne fuldstændig har undladt at konsultere med de instanser i statsadministrationen, som indtil nu har behandlet sagerne, og at det ikke mindst for Keystone XL-sagen kan vise sig gøre, at de to sagers gang støder på grund igen før de overhovedet var kommet i gang.

På den led er Trump sandsynligvis en lallende amatør, som frem for at have omgivet sig med en stab, som kunne hjælpe ham med at undgå den slags forudsigelige faldgruber, har lavet så mange ideologiserede ansættelser, at den manglende administrative kompetence vil vise sig en af hans største modstandere. Bill Maher kaldet det meget rammende “signed tweets”. Der er ikke noget politisk fodarbejde bag, ingen forberedelser eller afklaringer, som giver dem chance for at blive til politisk virkelighed, blot statements.

Update 27.01. – TransCanada har givet været varskoet om, at der ville komme muligheder for at genfremsende ansøgningen om Keystone XL. For ansøgningen blev allerede i går genfremsendt. Trump har lagt op til, at der ville komme nye vilkår, herunder, at der blev anvendt amerikansk stål – uanset, at det sandsynligvis er ulovligt i forhold til gældende udbudsregler. Så hans pipeline orders synes stadig primært at være symbolpolitik.

Update 01.02. – Et ledelsessekretariat i den amerikanske hær har nu pålagt Army Corps of Engineers, som står for planlægningen af rørføringen under Missouri-floden at handle i overensstemmelse med Trumps executive order – og  (det hele ligger i formuleringer, der er svære at tolke præcist) opfordrer dermed til  at opgive at gennemføre den fulde eksaminering af miljøkonsekvenserne, som blev igangsat i december efter opfordring fra Obama og uden videre forsinkelser udstede tilladelsen til at føre Dakota Access-rørledningen under Missouri-floden ved Standing Rock. Stadig er der dog ikke givet nogen tilladelse.

Det har ført miljøbevægelsen til at opfordre til at levere bidrag til den høring, som nu er iværksat, inden fristen for indgivelse af kommentarer udløber 20. februar.

350.orgs standard-henvendelse til Army Corps of Engineers, som man kan istemme og udbygge, lyder som følger:

The Army Corps’ review of the Dakota Access fracked oil pipeline must evaluate:

• – The full scope of the climate impact of the production and consumption of the pipeline’s fracked oil.
• – The impacts of oil spills along the entire route – including every waterway and drinking water supply.
• – The cultural impacts of the pipeline, including the effects on Tribal lands, burial grounds, and archaeological sites.

The Corps must consult with the Standing Rock Sioux tribe and evaluate how this pipeline would affect their drinking water, health, culture, and way of life, and include environmental justice as part of their evaluation to ensure that low-income communities of color aren’t left to bear the greatest risk of the project.

Det ville i Obama-tiden kunne have taget i månedsvis at undersøge, måske år, og man ville tage det alvorligt, at man er inde at rode på oprindelige folkeslags land og at der er en risiko for at forurene drikkevandet for 17 mio. amerikanere. Under Trump er det blot administrative hindringer for foretagsomhed.

I december var der op imod 15.000 demonstrerende i lejren, men nu er der kun omkring 1.100 tilbage. Der har været relativt roligt en tid, også fordi der i området hersker en massiv vinter. Men så sent som i dag har der været sammenstød mellem politi og demonstranter, hvor 76 mennesker blev anholdt efter at politiet søgte at nærme sig lejren ved Standing Rock med bulldozere. Trumps executive order synes at have givet politiet fornyet opbakning til den selv i amerikansk skala indimellem meget hårdhændede fremfærd overfor de mange water protectors ved Standing Rock. Mange er i mellemtiden draget vider etil andre protestlejre. Men med den seneste udvikling må man formode, at der igen samler sig flere mennesker på steder.

Advokaterne for Standing Rock sioux-indianerne fremfører, at det er ulovligt at ignorere den afgørelse fra Army Corps of Engineers fra 4. december, som afviste, at Dakota Access-rørledningen kunne føres under Missouri-floden ved Standing Rock og igangsatte en fuld miljøvurdering af projektet. Men … med Trump i det Hvide Hus er der ikke meget, der er som det plejer.

Update 08.02. – The Army Corps of Engineers sagde i går i en retshøring, at de står overfor at give give Energy Transfer den easement (den tilladelse), som gør det muligt for Energy Transfer at gå igang med borearbejdet. Army Corps har dermed droppet ikke bare den miljøvurdering, som man havde igangsat efter pålæg fra Obama, men også den to-ugers indsigelsesperiode, som normalt følger en sådan tilladelse, og har forkortet indsigelsestiden til 24 timer. Det ligger fint i tråd med Trump-administrationens ønske om generelt at give færre anke- og indsigelsesmuligheder ud for miljømæssige hensyn.

Sioux-indianernes ledere har selvfølgelig anket afgørelsen og forsøger via retten at få Army Corps til at gennemføre den fulde miljøvurdering, som man efter pålæg fra Obama havde iværksat, men som man nu er til sinds at opgive midt i processen.

Samtidig er mange af de aktivister, som efter december tog hjem, vendt tilbage, eller er i færd med at gøre det. Så uanset at man fastholder, at man er fredelige water protectors, og at kampmidlerne vil være bøn og fredelige markeringer, vil der givet være nogen, som går til stregen i forsøgene på at standse entreprenørmaskinerne, når Energy Transfer, som det forlyder, snart går i gang med borearbejdet under Missouri-floden. Energy Transfer ar holdt mandskab på standby i Bismarck for at kunne rykke ud med kort varsel, givet opmuntret af direkte henvendelser fra Trump-administrationen om, at tilladelsen vil bliver gennemtromlet.

Trump tweetede i går, at der ikke var en eneste, der havde ringet og protesteret, så der var ingen utilfredshed med Dakota Access-rørledningen! Så han har hermed inviteret til 10.000-vis af opkald fremover hver gang der er noget, man er utilfreds med.

Trump har med denne afgørelse også lagt sig ud med hele det problemkompleks, som ligger i landområder, som man har givet indianerne traktatmæssige rettigheder over, men aldrig respekteret. Så retssagerne herom vil kunne køre i årevis.

Tirsdag fløj Dave Archambault II til Washington for at mødes med Trump. Men Trump aflyste efter at han landede i Washington. “We have asked for a fair, balanced and lawful environmental impact statement directly to President Trump and through the courts,” sagde Archambault i et statement i går: “We encourage our allies to exercise their first amendment rights to remind President Trump where we stand.”

Byen Seattle har netop vedtaget at diveste fra den bank, som finansierer Dakota Access-rørledningen. Det er en sag, som har været under opbygning siden i efteråret, så det er ikke kun på grund af bankens involvering i Dakota Access, men bredere at banken ikke har nogen form for miljø-assessment af sine aktiviteter. Hvis sådanne tiltag breder sig, er det en ny dimension af divestment-bevægelsen, der åbner sig, og som kunne gå hen og og give de store bankerreelle problemer med blot at fortsætte som hidtil.

Update 22.02. – I dag kl. 2 PM er der deadline for de sidste protesterende for at forlade protestlejren. Begrundelsen er frygten for oversvømmelser  når årets snefald snart smelter. Men mange finder det som et påskud for at lukke lejren ned. Der er stadig omkring 300 tilbage i lejren, og man har besluttet at blive der til deadline og så hver især gøre op med sig selv om man vil blive (og dermed blive slæbt ud og arresteret), eller om man vil følge opfordringerne fra både myndighedsside og fra sioux-indianernes ledelse om at tage hjem. Sandsynligvis vil de fleste lade sig fredeligt arrestere.

Kampen fortsætter i domstolene, men det er på nuværende tidspunkt meget svært at se, hvordan det skal lykkes at bremse projektet. Arbejdet er genoptaget, og det fremgår af dokumenter fremlagt i retten i går, at man forventer at kunne lukke op for olien mellem 6. marts og 1. april i år.

Update 23.02. – Af rapporter fra dagen efter fremgår det, at en del af de tilbageværende omkring 300 lejrbeboere valgte efter deadline at gå langsomt bort i procession, mens andre uden modstand lod sig bære bort via arrest, men at det ikke udviklede sig til voldsomheder, da omkring 100 topudrustede betjente rykkede frem. Kun omkring 10 personer blev arresteret – hvilket er meget lidt på baggrund af at der siden i sommers har været mere end 700 arrestationer ved Standing Rock.

At disse protester med olieledninger betyder noget ses klart, dels af at det som del af Keystone XL-processen lykkedes at få Obama til at begynde at tage hul på spørgsmålet, hvilke fossile forekomster, der ikke skulle bruges. Dels af det forhold, at Exxon i går måtte meddele, at man havde måttet stryge samtlige 3,5 mia. tønder olie fra sin assets-liste fra investeringer i tar sands forekomster i Canada. For med de nuværende oliepriser (og udgifterne ved at udvinde denne olie) var der simpelthen ikke nogen økonomi i at forsøge at udvinde den (link).

Man kan lidt bagklogt sige, at hvis Exxon havde været mindre fornægtende i sit udsyn, havde man kunnet undgå denne gigantiske fejlinvestering i tar sands-udvindingen. Nu har man i stedet gradvist øget investeringerne dertil, at Exxon hører til de store spillere – og dermed store tabere – i Alberta.

Update 28.02. – Grist bringer i dag en opsummering af de sager, som er rejst ved domstolene i forsøget på at bremse Dakota Access-olieledningen selv nu, hvor Trumps executive order har fremprovokeret, at de sidste arbejder er igangsat.

Der er tale om en hel vifte af sager, som søger forskelige veje. Der er dels den sundhedsmæssige risiko for at få tilsvinet et endog meget stort vandsystem, som leverer drikkevand til 16 mio. mennesker downstream, dels er der de proceduremæssige spørgsmål, hvordan en igangværende høring pludselig blot kan afbrydes midtvejs. Derudover er der en bred vifte af kulturelle sagsanlæg, at det forstyrrer helligt indianerland, at det sker på territorium, som tilbage i historien var givet til indianerne som reservat, men som endda til forskel fra de i dag anerkendte reservater ligger i en grå mellemzone. En række andre stammer er gået ind med parallelle sager, så der er tale om en hel underskov af sager, som det ikke giver mening at opremse, men som forsøger med forskellige vinklinger at finde vejen til at få lukket for olieledningen.

Samtidig skrider arbejdet så hurtigt frem, at der er forlydener om, at der kan flyde olie igennem rørledningen allerede 6. marts – hvilket ikke tyder på det store test- og inspektionsbureaukrati. Men Jan Hasselman fra Earthjustice, som fører sagen for Standing Rock sioux-stammen, siger, at det principielt ikke ændrer ved rettens proces, om olieledningen allerede er taget i brug.

Update 11.03. – i går kulminerede fire dages markeringer landet rundt med sore deminstrationer mod DAPL i Washington, hvor mange tusinde indianere var samlet for at markere deres utilfredshed med Trumps gennemtrumfen af DAPL-projektet. Demonstrationen begyndte foran hovedkvarteret for The Army Corps of Engineers, som har flipfloppet eklatant i denne sag, og passerede under vejs forbi Trump Tower for at slutte foran The White House.

I dagene forinden har der været afholdt en lang række arrangementer i Washington, herunder møder med repræsentanter for Senatet og Repræsentanternes Hus for at få dem til at støtte beskyttelsen af oprindelige folks rettigheder.

It’s not only about this pipeline,” sagde forhenværende guvernør for Maryland Martin O’Malley. “It’s about the pipeline of tax subsidies, the pipeline of political brute force that Donald Trump is seeking to put behind the fossil fuel industry. When Exxon runs our foreign policy, that should tell us a lot about the intent of this administration.”

I mellemtiden arbejder Energy Transfer Partners på højtryk for at få færdiggjort de sidste dele af olieledningen, så oliestrømmen kan komme i gang, før der kommer nye direktiver fra domstolene. For det er her, DAPLs skæbne bliver endeligt stadfæstet. Og det kommer til at tage tid, fori de seneste uger har der udviklet sig et omfattende kompleks af sagsanlæg, som sandsynliggør, at sagen og de efterfølgende ankesager vil bølge frem og tilbage i månedsvis, for ikke at sige i årevis, før støvet lægger sig. Og selvom chancerne for at få bremset DAPL med Trump i Det Hvide Hus er svindende, er det endnu umuligt at sige, hvordan denne sag vil ende.

Trods forsøg fra sioux-indianernes advokater, nægtede retten for få dage siden at standse arbejdet på færdiggørelsen. Men retten har omvendt tidligere afgjort, at hvis resultatet af prøvningen ved domstolene bliver, at der ikke skulle haver været givet tilladelse til at føre olieledningen under Missouri-floden på dette sted, så kan den efterfølgende beordres lukket og fjernet.

11.05. – Med en Trump-administration, der synes i stand til uge efter uge at skabe stadig mere ravage både udenlands og indenlands, er der mange aspekter af Trump-administrationens nybrud, som stort set negligeres i medielandskabet, herunder det ganske radikalt skiftede klima- og miljøindsats. For hvor Obama stilfærdigt søgte at drive klimaomstillingen og miljøindsatsen til det yderste, ser vi en administration fyldt med professionelle klimafornægtere, der har som erklæret mål at demontere alle klima- og miljøbarrierer for erhvervslivets frie udfoldelse.

Og det er ikke fordi der ikke sker noget på den front. Dels fik Trump allerede en af sine første dage genstartet processen omkring Keystone XL og færdiggørelsen af DAPL. Dels sker der ved det amerikanske miljøagentur EPA en systematisk nedbrydning af alt der står i vejen for fuldt forbrug af fossile brændsler. Al tale om klimaindsats er fjernet fra EPAs hjemmesider. Selv programmer, der skulle fremme energibesparelser, er skrottet – tilsyneladende fordi det er med til at mindske behovet for kul og olie. Og der var i Trumps budget lagt op til, at EPAs budget ville blive den instans, der ville få den største nedskæring med hele 31%. Det lykkedes dog demokraterne at forpurre dette ved at presse et helt andet budget igennem under truslen om et såkaldt “shut down”, som Trump dog ikke ville have siddende på sig, hvorfor han endte med at acceptere videreførelsen af det hidtidige budget for næste år. Så EPA kan risikere at stå med en masse midler til projekter, man af ideologiske grunde har skrottet.

Tilbage til DAPL, så er den nu færdiggjort, og det uden den miljøundersøgelse, som Obama nåede at får hærens ingeniørtopper til at dekretere. Der er gået langt mere end den uges tid, der for nogle måneder siden blev sagt, der ville gå, før olien igen flød. Og olieledningen er endnu ikke for alvor taget i brug. Men den har endda formået at have sit første læk. Kun et lillebitte læk ved en station på vejs, hvor olieledningen var under observation. Nogle fåhundrede liter. Men alligevel. Og tidslinjen er nu, at man regner med at den er fyldt og testet, således at den kan begynde den egentlige transport af olie omkring 1. juni.

Igen som et tegn på at der med Trump-administrationen er kommet nye tider, så regner man med at ibrugtage DAPL uden at have udarbejdet eller fået godkendt nogen egentlig plan for, hvordan man vil agere ved et eventuelt udslip fra rørledningen, der givet vil opstå før eller siden for den del af føringen, hvor den krydser Missouri-floden. Der ligger en fordring om en sådan plan. Men ingen deadline. For efter Trumps executive order skulle alt blot ske i en fart, og der måtte endelig ikke være administrative hindringer for erhvervslivet. Ligeledes skal det fordrede nødveredskabsudstyr ved DAPLs passage af Missouri-floden ført være på plads senest et år efter ibrugtagelsen.

Disse forhold er kun kommet for dagen i kraft af det løbende arbejde for via domstolene at forsøge at få olieledningen standset. Og så store dele af de foreløbige sikkerhedsplaner er streget ud af antiterror-årsager, at det stort set er umuligt for offentligheden at få noget klart billede af, om de overvejede sikkerhedsforanstaltninger på nogen måde er tilstrækkelige.

Dette har været sammenholdt med USAs første havvindmøllepark, der forud for ibrugtagelsen måtte levere og have godkendt en detaljeret nødplan for det tilfælde, at der lækkede smøreolie fra mølleturbinerne.

Ud fra hvad man kan se af den stærkt censurerede, foreløbige beredskabsplan, så regner man med at kunne opdage et eventuelt udslip på strækningen under Missouri-floden og lukke ned for oliestrømmen på blot 13 m – hvilket eksperter dog rejser alvorlig tvivl om. Men uanset at det en kort overgang lignede, at ‘the black snake’, som mange kalder DAPL, var blevet bremset, så tyder meget på, at olien her i løbet af sommeren kommer til at strømme sydover. Så uanset at Trump i disse uger bliver hvirvlet stadig stærkere ind i småløgne og selvmodsigelser, hvilket gør ham stadig mere tirrelig og handlingslammet. Så sker der løbende i det små en lang række forringelser af den amerikanske klimaindsats og miljøbeskyttelse.

Update 01.06. – På samme dag, hvor Trump har stillet verden i udsigt, at han vil meddele, om han trækker USA ud af Paris-aftalen eller ej, meddeler Energy Transfer Partners, at DAPL, Dakota Access Pipeline fra i dag nu er begyndt. Den 1.930 km lange olieledning kan overføre op til 570.000 tønder olie i døgnet,  hvor den indtil nu er booked til at flytte 520.000 tønder råolie i døgnet.

Sioux-indianerne har afstået fra yderligere demonstrationer, men forfølger stadig sagen via domstolene i forlængelse af at Trump med en executive order bremsede en miljøundersøgelse midt under at den var ved at blive udarbejdet.

Foreløbig er det blot en kort nyhed fra The Hill, men det vil givet blive brugt i narrativet om, hvor godt Trumps mere destruktive agenda er lykkedes ikke mindst på klima- og miljøområdet – set i forhold til at det så godt som ikke er lykkedes han at etablere noget nyt.

DAPL har allerede inden den kom i egentlig brug haft tre forskellige, mindre lækager. Det viser blot hvor rigtig, talemåden om rørledninger er, at spørgsmålet ikke er, om de springer læk, men hvornår de springer læk.

Update 15.06. – En distiriktsret i Washington påpegede i går, at The U.S. Army Corps’ håndtering af miljøgodkendelsen af Dakota Access Pipeline på en række områder var utilstrækkelig. Energy Transfer Partners er endnu ikke blevet pålagt at standse oliestrømmen, og det er endnu ikke klart, om dette vil ske. Dommer James Boasberg ville ikke udelukke, at dette kunne finde sted, men fastholdt, at det var en selvstændig afgørelse.

Dommen er på ingen måde underlig, for efter at Trump som noget af det første efter sin tiltræden beordrede olieledningen færdiggjort uden yderligere dikkedarer, afbrød U.S. Army Corps den miljøevaluering, som man var gået i gang med efter opfordring fra Præsident Obama, midt i høringsfasen, uden at færdiggøre vurderingen.

Dommen er kun en delvis sejr til Standing Rock Sioux-indianerne, for  Boasberg giver langt hen ad vejen U.S. Army Corps medhold i, at man under Trump ikke behøvede den fulde miljøvurdering. Men igen ser man domstolene gå ind og tage en markant modificerende rolle over for Trumps nedbrydningsarbejde.

Update 12.10. – I en ny kendelse fastslog dommer Boasberg i går, at han ikke fandt nogen rimelig grund til at standse oliestrømmen gennem DAPL mens den nu igangsatte miljøvurdering fandt sted. Det er umiddelbart et nederlag for Standing Rock og Cheyenne River sioux-stammerne, der via retten har søgt at få DAPL lukket ned mens miljøvurderingen fandt sted.

Dommer Boasberg sagde samtidig advarende til U.S: Army Corps of Engineeers, der står for miljøvurderingen, at hvis ikke de lavede en dybgående seriøs miljøvurdering, ville den blot ende i retten igen.

Devin Henry: Judge will not shut down Dakota Access pipeline during new review, The Hill 11.10.2017.

Phil McKenna: Judge Deals Blow to Tribes in Dakota Access Pipeline Ruling, InsideClimate News 11.10.2017.

Timothy Cama & Devin Henry: Overnight Energy: Dakota Access fight enters new phase, The Hill 21.06.2017.

Devin Henry: Lawyer: ‘No timeframe’ for new Dakota Access environmental review, The Hill 21.06.2017.

Marianne Lavelle: Judge Orders Dakota Access Pipeline Review, Citing Environmental Justice, InsideClimate News 15.06.2017.

Devin Henry: Judge: Dakota Access Pipeline needs further environmental review, The Hill 15.06.2017.

Antonia Juhasz: Paramilitary security tracked and targeted #noDAPL activists as “jihadists,” docs show, Mother Jones 01.06.2017.

Timothy Cama: Dakota Access pipeline now in service, The Hill 01.06.2017.

IEN Responds to Leaked Documents Confirming Counterterrorist Tactics Were Used in Standing Rock, Indigenous Environmental Network 27.05.2017.

Zak Cheney Rice: The Dakota Access pipeline sprung 2 new leaks, Business Insider 23.05.2017.

APNewsBreak: Leaks found on Dakota Access pipeline system, AP 22.05.2017.

NATIVE AMERICAN AND ENVIRONMENTAL GROUPS FILE LAWSUIT TO OVERTURN PRESIDENT TRUMP’S KEYSTONE XL PIPELINE PERMIT, Indigenous Environmental Network 29.03.2017.

Roy Eidelson: The Sustaining Fires of Standing Rock: a Movement Grows, CounterPunch 16.03.2017.

Nathalie Baptiste: Thousands of Dakota Access Pipeline Activists Came to Washington, Mother Jones 10.03.2017.

Natasha Geiling: ‘We haven’t lost…we have awakened’: Indigenous nations march on the White House, 10.03.2017.

Lauren Gambino: Native Americans take Dakota Access pipeline protest to Washington, New York Times 10.03.2017.

Timothy Cama & Devin Henry: Overnight Energy: Another setback for Dakota Access opponents, The Hill 07.03.2017.

Devin Henry: Judge denies tribe’s request to block Dakota Access pipeline, The Hill 07.03.2017.

Rebecca Hersher: Dakota Access Pipeline Court Challenge Denied, Oil Could Flow As Soon As Next Week, NPR 07.03.2017.

Phil McKenna: Confidential Dakota Pipeline Memo: Standing Rock Not a Disadvantaged Community Impacted by Pipeline, InsideClimate News 06.03.2017.

Sabrina Imbler: Here’s how the Standing Rock Sioux will keep fighting Dakota Access — in court, Grist 28.02.2017.

Dakota Access pipeline could be operating soon, (AP) Salon 24.02.2017.

Lureen Donovan: Dakota Access oil could flow by March 6, Bismarck Tribune 23.02.2017.

Julian Brave NoiseCat: Standing Rock is burning – but our resistance isn’t over, The Guardian 23.02.2017.

Michael McLaughlin & Josh Morgan: Inside The Final Hours Of The Camp That Launched The Dakota Access Pipeline Protests, Huffington Post 23.02.2017.

Julia Carrie Wong: Police remove last Standing Rock protesters in military-style takeover, The Guardian 23.02.2017.

Nicholas Kusnetz: Exxon Relents, Wipes Oil Sands Reserves From Its Books, InsideClimate News 23.02.2017.

Nicholas Kusnetz: Dakota Pipeline Protest Camp Is Cleared, at Least 40 Arrested, InsideClimate News 23.02.2017.

Sam Levin: Police surround Standing Rock camps in push to evict remaining activists, The Guardian 22.02.2017.

Rebecca Hersher: Protesters Leave Dakota Access Pipeline Area; Some Stay And Are Arrested, NPR 22.02.2017.

Morgan Winsor & James Hill: Authorities move into Dakota Access Pipeline protest camp, ABC News 22.02.2017.

James MacPherson & Blake Nicholson: Dakota Access oil pipeline camp cleared of protesters, Seattle Times 22.02.2017.

Nicholas Kusnetz: Deadline Passes to Clear Dakota Pipeline Protest Camp, but Some Protesters Remain, InsideClimate News 22.02.2017.

Tom Kutsch & James Hill: Dakota pipeline builder says oil could flow in as little as 2 weeks, ABC News 22.02.2017.

Michael McLaughlin & Josh Morgan: Dakota Access Protesters Arrested As Deadline Passes To Depart Camp, Huffington Post 22.02.2017.

Sam Levin: Police surround Standing Rock camps in push to evict remaining activists, The Guardian 22.02.2017.

Terray Sylvester: Deadline nears for protesters to leave camp near Dakota pipeline, Reuters 22.02.2017.

Deadline looms for Dakota Access pipeline protest camp, (AP) Japan Times 21.02.2017.

Sam Levin: Standing Rock: DoJ steps up aggression against those still battling the pipeline, The Guardian 18.02.2017.

Jonathan Rosenbloom & Keith Hirokawa: Trump’s moves on the Dakota Access Pipeline portend more clashes with states, The Conversation 17.02.2017.

Dakota Access exec likens protesters to terrorists as Sioux slam failure to obtain consent, (AP) Japan Times 16.02.2017.

Monte Mills: How will native tribes fight the Dakota Access Pipeline in court? The Conversation 15.02.2017.

Mary Anne Hitt: From Appalachia To Standing Rock, Water Is Life, Huffington Post 13.02.2017.

Carimah Townes: North Dakota bills could strip Dakota Access Pipeline protesters of their rights, Think Progress 12/13.02.2017.

Morgan Winsor & James Hill: Cheyenne River Sioux Tribe Files 1st Legal Challenge Over Dakota Access Pipeline Easement, ABC News 09.02.2017.

Bill McKibben: Trump’s Pipeline and America’s Shame, The New Yorker 08.02.2017.

Sam Levin: Last stand: ‘water protectors’ return to Standing Rock as drilling set to begin, The Guardian 08.02.2017.

Natasha Geiling: Seattle found a new way to resist the Dakota Access Pipeline, Think Progress 08.02.2017.

Natasha Geiling: Army Corps of Engineers to grant final easement for Dakota Access Pipeline, Think Progress 07.02.2017.

Carolyn Kormann: For the Protesters at Standing Rock, It’s Back to Pipeline Purgatory, The New Yorker 03.02.2017.

Juliet Eilperin & Steven Mufson: Army Corps ordered to issue final Dakota Access pipeline permit, two lawmakers say, Washington Post 01.02.2017.

Wes Enzinna: Arrests and Anxiety at Standing Rock As Trump Pushes DAPL Ahead, Mother Jones 01.02.2017.

Valerie Volcovici: Dakota Access pipeline moves closer to completion: lawmakers, Reuters 01.02.2017.

Natasha Geiling: As Trump administration pushes Dakota Access Pipeline forward, tribes ‘stand ready to fight’, Think Progress 01.02.2017.

Cleanup starts at Dakota Access pipeline protest camp ahead of spring flood threat, (AP) Japan Times 01.02.2017.

Phil McKenna: Keystone XL, Dakota Pipelines Will Draw Mass Resistance, Native Groups Promise, InsideClimate News 31.01.2017.

Natasha Geiling: Pipeline spills and legal questions hang over Trump’s executive actions, Think Progress 27.01.2017.

Jess Coleman: Pipe Dreams: Why Trump’s Dakota Access and Keystone XL Plans Don’t Add Up, Greenpeace US 27.01.2017.

Komal Khettry: TransCanada re-submits application for Keystone XL pipeline, Reuters 26.01.2017.

Rob Hoffman: The Standing Rock protesters are caught between Trump, law enforcement, and saving their water, Think Progress 26.01.2017.

Emma Foerhringer Merchant: Keystone XL really is back to haunt us, Grist 26.01.2017.

Lorraine Chow: Two Major Pipeline Spills Reported Same Week Trump Advances KXL, DAPL, EcoWatch 26.01.2017.

Jamil Dawker: Defiant As Ever, Water Protectors Vow To Continue The Fight Against The Dakota ‘Black Snake’ Pipeline, Huffington Post 26.01.2017.

Isaac Arnsdorf, Josh Dawsey and Seung Min Kim: Trump’s flashy executive actions could run aground, Politico 25.01.2017.

Zoe Loftus-Farren: Trump Greenlights Dakota Access and Keystone XL Pipelines, Truthout 25.01.2017.

Trump Executive Memorandum on DAPL violates law and tribal treaties, Stand With Standing Rock 24.01.2017.

Kenneth Lipp: The Standing Sioux Tribe Just Responded to Trump’s Dakota Pipeline Order, U.S. Uncut 24.01.2017.

Steven Mufson & Juliet Eilperin: Trump seeks to revive Dakota Access, Keystone XL oil pipelines, Washington Post 24.01.2017.

Phil McKenna: Standing Rock Leaders Tell Dakota Pipeline Protesters to Leave Protest Camp, InsideClimate News 24.01.2017.

Bobby Magill: Trump Revives Keystone XL, Dakota Access Pipelines, Climate Central 24.01.2017.

Phil McKenna: Keystone XL, Dakota Pipeline Green-Lighted in Trump Executive Actions, InsideClimate News 24.01.2017.

Alexander C. Kaufman: Trump Signs Executive Orders On Keystone XL, Dakota Access Pipelines, Huffington Post 24.01.2017.

Rebecca Leber: Trump Resurrects Keystone XL and Dakota Access Pipeline, Mother Jones 24.01.2017.

Alexander C. Kaufman & Hayley Miller: Native Americans Ready To Battle Trump Over Dakota Access Pipeline, Huffington Post 24.01.2017.

Alexander C. Kaufman: Trump Signs Executive Orders On Keystone XL, Dakota Access Pipelines, Huffington Post 24.01.2017.

Natasha Geiling: Trump uses executive action to revive Dakota Access and Keystone XL pipelines, Think Progress 24.01.2017.

Steve Holland & Valerie Volcovici: Trump clears way for controversial oil pipelines, Reuters 24.01.2017.

Ethan Lou & Alastair Sharp: Canada oil pipeline spills 200,000 liters on aboriginal land, Reuters 24.01.2017.

Aviva Shen: The water protectors defend the bayou, Think Progress 14.01.2017.

Makia Freeman: Standing Rock 2017 and the Dakota Access Pipeline (DAPL): The Fight is Not Over, Global research 06.01.2017.

Kyle Powys Whyte: Five reasons why the North Dakota pipeline fight will continue in 2017, The Conversation 06.01.2017.

Wes Enzinna: “I Didn’t Come Here to Lose”: How a Movement Was Born at Standing Rock, Mother Jones jan/feb 2017.

Sam Levin & Julia Carrie Wong: Standing Rock activists eye pipeline finances to cement Dakota Access win, The Guartdian 29.12.2016.

Watch these veterans explain why they went to Standing Rock, Grist 22.12.2016.

Louise Erdrich: Holy Rage: Lessons from Standing Rock, The New Yorker 22.12.2016.

Cheree Franco: My Week Among the Freezing, Confused, Hopeful Veterans at Standing Rock, The Vice 17.12.2016.

Colby Devitt: How Standing Rock’s Divest Campaign Can Stop Future Pipelines, Yes Magazine 16.12.2016.

Nika Knight: Beyond Standing Rock: Communities Along DAPL Route Fear for Drinking Water, Common Dreams 16.12.2016.

Georgianne Nienaber: Cheyenne River Sioux Chairman Confronts Abuses At Standing Rock, HUffigton Post 16.12.2016.

John Andersom: ‘Respect the Feathers’: Who Tells Standing Rock’s Story? New York Times 16.12.2016.

Carimah Townes: Lawyers for Standing Rock protesters are pleading for more help, Think Progress 16.12.2016.

Tristan Athone: How media did and did not report on Standing Rock, AlJazeera 14.12.2016.

Elizabeth Shogren: Feds withheld key documents from Standing Rock Sioux, High Country News 14.12.2016.

Standing Rock: Department of Health confirms 4,200 barrels of oil spilled near DAPL protest site, ABC News AU 14.12.2016.

Re-routing the oil pipeline at Standing Rock is an absolute demand, Nordea 13.12.2016.

Carimah Townes: The Dakota Access Pipeline may be on hold, but Water Protectors are still fighting for their freedom, Think Progress 13.12.2016.

Pipeline rupture spews oil into creek 150 miles from Standing Rock, (AP) The Guardian 12.12.2016.

Michel Martin: What The Pause In The Dakota Pipeline Project Means For North Dakotans, NPR 11.12.2016.

Susan Matthews & Christian Hansen: It’s Not Over, Slate 11.12.2016.

Joseph Erbentraut: Standing Rock Sioux Chairman Wants A Meeting With Donald Trump, Huffington Post 09.12.2016.

# Conner Smith & Hannah Lewis: Standing Strong, The Weekender 09.12.2016.

Tom Farrington: Dakota pipeline: America’s indigenous people are still fighting a centuries-old racist ideology, The Conversation 09.12.2016.

What’s Next for the Water Protectors at Standing Rock? EcoWatch 09.12.2016.

Michael McLaughlin & Kate Abbey-Lambertz: The Army Halted The Dakota Access Pipeline, But No One Is Sure What That Means, Huffington Post 09.12.2016.

Colin Samson & Øyvind Ravna: Civil liberties of indigenous people have long been suppressed at Standing Rock, The Conversation 08.12.2016.

Julia Carrrie Wong: Standing Rock activists hold out against heavy snow and fierce winds, The Guardian 08.12.2016.

Jack Jenkins: How religious conservatives unwittingly laid the groundwork to help Native Americans save their land, Think Progress 08.12.2016.

Julia Carrrie Wong: ‘This is an awakening’: Native Americans find new hope after Standing Rock, The Guardian 08.12.2016.

Michael McLaughlin & Kate Abbey-Lambertz: Winter Storm Brings Disorder To Standing Rock Celebration, Huffington Post 07.12.2016.

Jeremiah Jones: Trump Advisers Want To Exploit Oil-Rich Indian Reservations Through Corporate Statism Like ILLEGAL DAPL Project, CounterCurrent News 07.12.2016.

Will Greenberg: Here’s What It’s Like to Be Arrested While Covering a Pipeline Protest, Mother Jones 07.12.2016.

Rosalyn R. LaPier: How Standing Rock became a site of pilgrimage, The Conversation 07.12.2016.

Rozina Ali: Will the Victory at Standing Rock Outlast Obama? The New Yorker 06.12.2016.

Wes Enzinna & Alexander Sammon: Here’s How Trump Could Undo the Dakota Access Pipeline Victory, Mother Jones 06.12.2016.

Michael Le Page: North Dakota oil pipeline may still be built despite army block, New Scientist 05.12.2016.

Standing Rock Sioux Chair Hails Army Corps of Engineers Decision to Reroute Dakota Access Pipeline, (video) Democracy Now 05.12.2016.

# Robinson Meyer: The Historic Victory at Standing Rock, The Atlantic 05.12.2016.

# John H. Cushman Jr.: Big Win for Dakota Pipeline Opponents, But Bigger Battle Looms, InsideClimate News 05.12.2016.

Carl Pope: Standing Rock: Native American’s Version of Gandhi’s 1930 Salt March, EcoWatch 05.12.2016.

Brad Plumer: The Army Corps just blocked the route of the Dakota Access Pipeline, Vox 05.12.2016.

Jenna Amatulli: Forgiveness Ceremony Unites Veterans And Natives At Standing Rock Casino, Huffington Post 05.12.2016.

Rebecca Leber: The Standing Rock Sioux will be ready to take a Trump challenge to courts, Gist 05.12.2016.

Valerie Volcovici: Trump advisors aim to privatize oil-rich Indian reservations, Reuters 05.12.2016.

Devin Henry: White House: Obama did not ‘dictate’ Dakota Access decision, The Hill 05.12.2016.

Ernest Scheyder & Terray Sylvester: At Dakota pipeline protest, activists gird for fight ahead, Reuters 05.12.2016.

Mallory Shellbourne: Sanders: Halting TPP, pipeline are ‘lessons’ in how to fight Trump, The Hill 05.12.2016.

Devyn Henry: Obama puts Dakota pipeline on Trump’s desk, The Hill 05.12.2016.

Brady Dennis and Steven Mufson: Dakota pipeline protesters and Army Corps stop the controversial project – for now, Washington Post 05.12.2016.

Alli Joseph: Wes Clark Jr. at Standing Rock: General’s activist son heads to N.D., driven by “spiritual fire” and “ready to be killed”, Salon 05.12.2016.

Ronak D. Desai: A record number of Indian Americans have been elected to Congress, The Hill 05.12.2016.

Matthew Hannah: Standing Rock and the Ideology of Oppressors: Conversations with a Morton County Commissioner, Counterpunch 05.12.2016.

Alli Joseph: “Victory for the Sioux”: Dakota Access Pipeline win elicits celebrations and a sigh of relief, Salon 05.12.2016.

Julie Carrie Wong: Standing Rock: US denies key permit for Dakota Access pipeline, in win for tribe, The Guardian 05.12.2016.

Kim Bellware & Damon Dahlen: This Is What Victory Over The Dakota Access Pipeline At Standing Rock Looks Like, Huffington Post 04.12.2016.

Mark Trahant: The Real Standing Rock Victory Is This: “Inevitable” Is Not What It Used to Be, Yes Magazine 04.12.2016.

Jack Healey & Nicholas Fandos: Army Blocks Drilling of Dakota Access Oil Pipeline, New York Times 04.12.2016.

Rebecca Morin: Sanders praises Dakota Access Pipeline ruling, Politico 04.12.2016.

Eric Wolff: Obama administration blocks Dakota pipeline, angering Trump allies, Politico 04.12.2016.

Khwaja Khusro Tariq: DAPL: A Victory Of The Great Spirit, Huffington Post 04.12.2016.

Bill McKibben: The victory at Standing Rock could mark a turning point, The Guardian 04.12.2016.

Nick Visser: Environmentalists Celebrate Halt Of Dakota Access Pipeline: ‘Indigenous People Were Heard’, Huffington Post 04.12.2016.

Chris D’Angelo & Lydia O’Connor: Army Halts Construction Of Dakota Access Pipeline, Huffington Post 04.12.2016.

Standing Rock: authorities will retreat from bridge if protesters agree to terms, (AP) The Guardian 04.12.2016.

Alexander Sammon: How Did Police From All Over the Country End Up at Standing Rock? Mother Jones 04.12.2016.

Jack Healey: Standing Rock Pipeline Protesters, Ordered to Leave, Dig In, New York Times 03.12.2016.

Kevin Sullivan: Voices from Standing Rock. Six views from the angry prairie standoff over the Dakota Access Pipeline, Washington Post 02.12.2016.

Maggie Koerth-Maker: Police Violence Against Native Americans Goes Far Beyond Standing Rock, FiveThirtyEight 02.12.2016.

McKinley Corbley: 2,000 Veterans Just Arrived at Standing Rock to Form Human Shield Around Protestors, Good News Network 02.12.2016.

Trump Issues Support for $3.8 Billion Dakota Access Pipeline, Democracy Now 02.12.2016.

U.S. vets join snowbound pipeline protesters near Sioux reservation, (Reuters) Japan Times 02.12.2016.

Michael McLaughlin: Trump Supports Dakota Access Pipeline. Did We Mention He’s Invested In It? Huffington Post 01.12.2016.

Marianne Lavelle: Can Trump Revive Keystone XL? Nebraskans Vow to Fight Pipeline Anew, InsideClimate News 01.12.2016.

Tom Cahill: Tulsi Gabbard just took the floor of Congress to demand Obama protect Standing Rock, U.S. uncut 01.12.2016.

Nathan Wellman: Bernie Sanders Just Responded to the Police Violence Against Standing Rock Protesters, U.S. Uncut 30.11.2016.

Joe Whittle: ‘We opened eyes’: at Standing Rock, my fellow Native Americans make history, The Guardian 30.11.2016.

McLaughlin: GOP Intensifies Pressure On Obama To End Dakota Access Pipeline Protests, Huffington Post 30.11.2016.

Taryn Finley: 2,000 Veterans To Form ‘Human Shields’ To Protect Standing Rock Protesters, Huffington Post 30.11.2016.

Bill McKibben: Standing Rock is the civil rights issue of our time – let’s act accordingly, The Guardian 29.11.2016.

Obama should help bring Dakota pipeline protest to peaceful end, (leder) Boston Globe 29.11.2016.

Phil McKenna: 2,000 Veterans Head to Support Dakota Access Protesters, Offer Protection From Police, InsideClimate News 29.11.2016.

Terray Sylvester: Standing Rock Protesters Warned Of Fines As North Dakota Tightens Grip, (Reuters) Huffington Post 29.11.2016.

Wes Enzinna: The Governor of North Dakota Has Ordered the Eviction of Thousands of Anti-Pipeline Protesters, Mother Jones 28.11.2016.

Devin Henry: Tribe: Police conducted ‘a deliberate act of terror’ at ND pipeline protest, The Hill 22.11.2016.

Chip Collwell: How the archaeological review behind the Dakota Access Pipeline went wrong, The Conversation 21.11.2016.

Catherine Bagley: At Standing Rock, A Battle Over Fossil Fuels and Land, Yale Environment 360 10.11.2016.

Shannon Kring: US: Wisdom from the Women of Standing Rock, World Pulse 08.11.2016.

Leshu Torchin: What can the mass ‘check-in’ at Standing Rock tell us about online advocacy? The Conversation 04.11.2016.

Rosalyn R. LaPier: Why understanding Native American religion is important for resolving the Dakota Access Pipeline crisis, The Conversation 04.11.2016.

Timothy Cama: Clinton ally blasts Dakota Access pipeline, The Hill 02.11.2016.

Hannah Northey: Obama weighs in, shaking up pipeline debate, E&E Publishing 02.11.2016.

Caitlyn Yilek: Obama: We’re examining options to ‘reroute’ ND pipeline, The Hill 01.11.2016.

Sareen Habeshian: Campus students join protest efforts in North Dakota over proposed pipeline, The Daily Californian 31.10.2016.

Bill McKibben: Why Dakota Is the New Keystone, New York Times 28.10.2016.

Devin Henry: Gore slams ‘dangerous’ Dakota pipeline project, The Hill 25.10.2016.

Sierra Crane-Murdoch: Standing Rock: A New Moment for Native-American Rights, The New Yorker 12.10.2016.

Devin Henry: Court denies tribe’s request to halt pipeline construction, The Hill 09.10.2016.

Erik Molvar: At Standing Rock, a wake-up call on fossil fuels, The Hill 29.09.2016.

Sarah Jaffe: Standing Firm at Standing Rock: Why the Struggle is Bigger Than One Pipeline, billmoyers.com 28.09.2016.

Devin Henry: Obama defends work on tribal issues, The Hill 26.09.2016.

Kyle Pows White: Why the Native American pipeline resistance in North Dakota is about climate justice, The Conversation 16.09.2016.

Jill Stein: Standing Rock Sioux on the front lines of the climate emergency, The Hill 15.09.2016.

Bill McKibben: A Pipeline Fight and America’s Dark Past, The New Yorker 06.09.2016.

Alexander Sammon: A History of Native Americans Protesting the Dakota Access Pipeline, Mother Jones 03.09.2016.

Devin Henry: Greens push Obama to block N. Dakota pipeline, The Hill 25.08.2016.

David Archambault II: Taking a Stand at Standing Rock, New York Times 24.08.2016.

Devin Henry: Kaine: Rerouting ND pipeline ‘the right thing to do’, The Hill 11.07.2016.

Indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

I Paris for snart et år siden blev verdens lande enige om at søge at begrænse den globale temperaturstigning til  well below 2°C og om muligt begrænse den til 1,5°C. Forskellen på 1,5°C og 2°C kan synes begrænset, men for en række steder i verden vil det være forskellen på liv og død.

Det er selvindlysende for verdens atolriger, hvoraf mange maksimalt stikker 2 m over havoverfladen. Her har allerede de nuværende få decimeter havstigning mange steder gjort tilværelsen meget usikker. Med den nuværende klimaindsats står atolrigerne overfor at forsvinde i havet, og der er ikke noget at sige til, at de presser på for at få den rige industrialiserede del af verden til at lægge om til vedvarende energi, hurtigt.

Samme skrøbelighed er at finde i alle verdens deltaer. De er så at sige skabt af de sedimenter, som floderne bringer med sig fra de bagvedliggende landskaber. Og når havet fra den ene side trænger sig på, mens afsmeltningen fra Himalayas ismassiver er voksende, som det er situationen i Bangladesh, så fører det til en markant øget brutalitet overfor deltaets skrøbelige levevilkår. Samtidig er vejrsystemerne under forandring, så de erfaringer i at leve på stedet, som er opbygget gennem talløse generationer, kommer nu til kort. Oversvømmelser, som måske tidligere skete en eller to gange i et liv, sker hele tiden nu, mens havets saltvand langsomt trænger det dyrkbare område tilbage.

Hvor vi måske i København kan finde ud af at etablere sluser ved Nordhavn og Sydhavn for at sikre vandstanden i det historiske København, så er den slags ingeniørløsninger utænkelige i et delta som Bangladesh, hvor tre store floder med tilsammen mere vand end alle Europas vandløb tilsammen fletter arme og ben på de sidste få hundrede kilometer ud i havet.

Climate Change in Bangladesh har overjordisk smukke billeder af Yann Arthus-Bertrand. Han bringer os tæt på en måde at leve med, af og på stedet, som har været forfinet gennem tiderne, men med klimaforandringene står overfor nye udfordringer. Hovedstaden Dhaka får hver dag 5.000 nye indbyggere, hvoraf mange har måttet opgive livet i deltaet, fordi livsgrundlaget fortsatte videre ud i havet.

Se blog-indlæg tagged 1,5°C.

Indlægget Klimaforandringer i Bangladesh blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

I forbindelse med det netop overståede COP22 i Marrakech har klimaforskerne Bill Hare og Niklas Höhne fremlagt et tankevækkende arbejde, hvori de ser på, hvilke indsatser der skal til i de enkelte sektorer inden for de førstkommende ti år, hvis vi skal være i stand til at holde Paris-aftalens bestræbelse på en gennemsnitlig global temperaturstigning på maksimalt 1,5°C.  

I blog-indlægget Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen? kan man se mine noter fra deres fremlæggelse på COP22, nederst i dette indlæg er der link til rapporten i sin helhed, og herunder følger Bill Hare og Niklas Höhnes introducerende artikel, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation. Artiklen er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

We can limit global warming to 1.5°C if we do these things in the next ten years

By Bill Hare and Niklas Höhne.

After the climate talks in Marrakech, our climate mission remains the same as what was set out in the 2015 Paris Agreeement: to eliminate all carbon dioxide emissions by the middle of this century.

While the long-term focus is on 2050 or 2100, what matters now is the next ten years. If we miss bending the rising emissions curve downward by around 2020, we may well miss the chance to avoid the worst climate damage.

We looked at all the major emitting sectors and the most recent scientific analyses of what can be done – and how fast – to come up with a list of the most important things to do in the next five to ten years to bend the emissions curve downwards.

Here’s the good news: for all areas, we show signs that a transition of this magnitude is possible. In many cases, it’s already happening.

Phasing out coal

The scientific literature shows that decarbonising the electric power sector is the most important, fastest and cheapest step, reinforced by rapid reductions in the price of renewable technologies such as wind and solar power.

The most important thing to know about the feasibility of reducing CO₂ emissions from the power sector to zero by 2050 is this: if we continue the growth rate of wind and solar we’ve seen in the past few years for the next decade globally, we will be well on the way to achieving this goal.

That means we will need to phase out coal. We need to reduce emissions from existing power stations – but that is already happening – and we will need to cancel any new coal capacity in the world.

We know that renewables, energy efficiency and, in a number of cases, natural gas, can meet foreseen power needs, while lifting millions of people out of poverty. Reducing coal emissions from power will have substantial benefits for human health: more than half the pollutants that cause damage to human lives, ecosystems and agriculture comes from fossil fuels.

A number of governments have already committed to doing this: we’ve seen China’s emissions peak in 2013 and continue to drop. The UK has promised to phase out coal by 2025; and we’ve seen regions in other countries, such South Australia, close their last coal plants.

All this takes is political will and effort, and a just transition for workers that enables communities to move from coal to alternative means of employment and energy production.

Electric cars

We also need to electrify the transport system, starting with cars.

In the early 1900s, Henry Ford took cars into mass production. A century later, we’re on the brink of the next major transition towards electric vehicles, pioneered by manufacturers such as Elon Musk’s Tesla and making a major contribution to reducing emissions from transport.

Just before the Marrakech climate talks, China, which has the world’s biggest and fastest growing market in quantitative terms, announced it would introduce quotas for electric vehicles. This was a shock for German and other European car manufacturers, who anticipated their future as being based on old fossil fuel technologies.

One can only hope that these manufacturers will now rush into electric mobility. We calculate that the last fossil fuel car has to be sold before 2035 to be in line with holding warming to 1.5°C.

Aviation and shipping remain of great concern, and we find efforts by the industry, including technology standards and emissions offset schemes for any extra emissions after 2020, don’t have the teeth to really make a difference in this sector. There’s also a risk that these measures could obscure the need for much deeper and further-reaching changes.

Zero energy building

Another huge sector is buildings. It’s very important that new buildings move towards near-zero energy by 2020. New buildings can be built in a way that produces net zero energy. The upfront investments are recovered by the zero energy costs during operation.

Given the rapid growth of infrastructure in much of the Global South, as well as ongoing replacement of old buildings in the developed world, efforts toward ensuring zero-energy buildings become the global standard for new construction need to be accelerated. This will already be the case in the EU from 2020.

Of course, we still need to do a lot with existing buildings, one of the most difficult areas for governments to tackle. We know that clean energy renovation is highly beneficial not only to occupants and the environment but also to the economy. Renovation rates need to be at least tripled. These measures need to move beyond being voluntary and underfunded to being backed by regulation and proper financial support.

Forests and agriculture

Deforestation remains a serious issue in many countries, causing large-scale air pollution, loss of biodiversity, and affecting the livelihoods of local people. We know however, that reducing emissions to 95% below recent levels by 2030 will have large sustainable development benefits.

The other areas we have to look at are the industrial sector and agriculture, but again, we find there are solutions and steps that these sectors can take. The industrial sector needs to move to state-of-the-art low-carbon technologies for all new plants as of 2020 and agriculture needs to apply current best practices.

Removing carbon from the atmosphere

There has been so little climate action since the world first started talking about emission reductions in 1992, when the UN climate convention was adopted, that we have nearly used up the carbon budget available to limit warming to 1.5°C.

As a consequence, technology that removes CO₂ from the atmosphere will need to be deployed 30 years from now, to hold warming below 2°C, let alone limit warming to 1.5°C.

It’s important to realise that even if we reduce emissions to zero ten years before the most advanced models indicate (around 2035), we will still need to deploy negative emission technologies at scale.

That means that if we are successful and throw everything at the problem, plus the proverbial kitchen sink, we still need to be preparing to deploy negative emissions technologies from the 2040s onward. About the only good news from this is that we have time to research this, test it and work out the most sustainable way of doing it.

Phasing out greenhouse gas emissions entirely by mid-century is possible, and promising trends are emerging. But the next five to ten years will be the real test of whether we can make that happen.

Bill Hare, visiting scientist
Potsdam Institute for Climate Impact Research

Niklas Höhne, professor of mitigation of greenhouse gases
Wageningen University

This article was originally published on The Conversation.

Links til rapporten

Ten Steps. The Ten Most Important Short-term Steps to Limit Warming to 1.5°C, (summary) Climate Action Tracker November 2016 (pdf).

Ten Steps. The Ten Most Important Short-term Steps to Limit Warming to 1.5°C, (full report) Climate Action Tracker November 2016 (pdf).

The ten most important short-term steps to limit warming to 1.5°C, Climate Action Tracker 16.11.2016.

Indlægget 1,5°C mulig hvis vi gør disse ting indenfor de næste 10 år blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.

Ofte er de billeder, der følger med klimakonferencer som den i Marrakech, billeder af politikere og forhandlere, man kender – slutbilledet med de rejste arme som begejstret billede af, at noget er lykkedes efter endnu et års forberedelser. Og ikke ubetydelig del af alle artikler om klima viser skorstene, som udspyr deres røg og damp i atmosfæren, eller mennesker, som reddes i gummibåde i oversvømmede byer. Men er det vitterligt de billeder, som fænger? – som forklarer ? – som giver artiklen en ny dimension af forståelse? – eller som i bedste fald giver en næsten flash-agtig aha-oplevelse? Og er der billeder, som blot får os til at føles os uformående og til at vende os bort for i stedet at koncentrere os om, hvad vi skal lave til aftensmad?

Jeg er selv meget billedglad, har måske hang til det æstetiserende, som ikke nødvendigvis kommunikerer historien i detaljer, men omvendt er med til at skabe det bedvidsthedsrum – den lille tænkepause – som gør, at man lader sig suge ind i en fortælling. Nogle gange er det interessant at få et ansigt på, ikke mindst for at menneskeliggøre at anonymt korps af aktivister og forhandlere. Men jeg er også vild med gode grafer, der formår at udfolde en problematik og give den en ny visuel nøgle, selvom det givet ikke er flertallets naturlige præferencer. Faktisk kan jeg føle mig stimuleret til at skrive et blog-indlæg alene ud fra at have set et begavet stykke grafik – vel vidende, at de fleste ikke tænder på grafer. Så de kommer ofte først som anden eller tredje illustration, hvor de kan være helt centrale for at forstå en kompleks problemstilling.

Climate Outreach præsenterer sig selv i et projekt om Climate Visuals, som er lavet her forud for COP22, på denneher måde: “Climate Outreach (formerly COIN) are one of Europe’s leading experts on climate change communication, bridging the gap between research and practice. Our charity is focused on building cross-societal acceptance of the need to tackle climate change. We have over 10 years of experience helping our partners find their climate voice – talking and thinking about climate change in ways that reflect their individual values, interests and ways of seeing the world. We work with a wide range of partners including central, regional and local governments, charities, business, faith organisations and youth groups.”

Rapporten Climate Visuals (et projekt hvor Adam Corner har været projektleder) er blot 21 sider lang og værd at klikke igennem for dens billedanalyser, som baserer sig på, hvordan en række mennesker i Storbritannien, Tyskland og USA har reageret på billederne.

Rapporten fastslår, at langt de fleste illustrationer fra COP21 var enten billeder af ledende forhandlere fra selve forhandlingerne, Laurent Fabius, Christiana Figueres, osv. eller billeder fra uden for konferencen, som viste iscenesatte protestbilleder. Klima- og miljøbevægelsen skaber i stadig stigende grad pressefoto-egnede tableauer. Men ifølge Climate Visuals kommunikerer sådanne billeder sjældent uden for “the green bubble” af mennesker, som allerede er med på budskabet. Der er mere kommunikativ kraft i billeder af mennesker, som er direkte berørt af problemerne, oprindelige folkeslag osv.

Der er undtagelser. Ved COP21 var billedet af de i tiusindvis af par af sko, som protesterede, selv i en situation, hvor det ikke var tilladt at demonstrere, et klart indfangende billede med stor emotionel dybde. Jeg var selv vild med billedet af gul maling på gaderne, hvor trafikken rundt om triumfbuen malede en gigantisk sol over Paris’ stjerneplads, selvom det klart var mere abstrakt. Og den serie af billeder fra mere end 150 lande i hele verden, hvor mennesker på samme dag i september 2009 lavede 350-formationer og tog billeder deraf var en stærk og tidlig illustration af det globale i udfordringen. Måske ikke klokkeklar kommuniksation til hele verden, men en fantastisk måde at fastlå en for menneskeheden vigtig størrelse. Det billede vi ved den lejlighed lavede på Rådhuspladsen, nåede da også på forsiden af New York Times. Ikke fordi det var særlig godt – det var et rigtig regnvådt billede – men fordi det varslede en global opmærksomhed på det forestående COP15 klimatopmøde i 2009.

I undersøgelserne af, hvilke billeder, som kommunikerede godt, var der overraskende god respons på billeder, hvor mennesker sætter solceller op eller efterisolerer deres hus – der synes i det løsningsorienterede at ligge noget positivt. Humor er heller ikke at foragte. Rapporten Climate Visuals munder ud i 7 anbefalinger, som jeg har kopieret ind herunder:

1 Show ‘real people’ not staged photo-ops

A person expressing an identifiable emotion is powerful. But our discussion groups favoured ‘authentic’ images over staged photographs, which they saw as gimmicky or even manipulative. Politicians – notoriously low on credibility and authenticity – attracted some of the lowest scores (in all three nations) in our survey.

2 Tell new stories

Images that participants could quickly and easily understand – such as smokestacks, deforestation, and polar bears on melting ice – tended to be positively rated in our online survey (which captured rapid responses to images, rather than deeper debate). Familiar, ‘classic’ images may be especially useful for audiences with limited knowledge or interest in climate change, but they also prompted cynicism and fatigue in our discussion groups. They are effective ways of communicating to an audience that ‘this story is about climate change’. But is it a story they want to hear? Less familiar (and more thought-provoking) images can help tell a new story about climate change, and remake the visual representation of climate change in the public mind.

3 Show climate causes at scale

We found that people do not necessarily understand the links between climate change and their daily lives. Individual ‘causes’ of climate change (such as meat-eating) may not be recognised as such, and if they are, may provoke defensive reactions. If communicating the links between ‘problematic’ behaviours and climate change, it is best to show these behaviours at scale – e.g. a congested highway, rather than a single driver.

4 Climate impacts are emotionally powerful

Survey participants in all three nations were moved more by climate impacts – e.g. floods, and the destruction wrought by extreme weather – than by ‘causes’ or ‘solutions’. Images of climate impacts can prompt a desire to respond, but because they are emotionally powerful, they can also be overwhelming. Coupling images of climate impacts with a concrete behavioural ‘action’ for people to take can help overcome this.

5 Show local (but serious) climate impacts

When images of localised climate impacts show an individual person or group of people, with identifiable emotions, they are likely to be most powerful. But there is a balance to be struck (as in verbal and written communication) between localising climate change (so that people realise the issue is relevant to them) and trivialising the issue (by not making clear enough links to the bigger picture).

6 Be very careful with protest imagery

Images depicting protests (or protesters) attracted widespread cynicism and some of the lowest ratings in our survey. In our discussion groups, images of (what people described as) ‘typical environmentalists’ only really resonated with the small number of people who already considered themselves as activists and campaigners. Most people do not feel an affinity with climate change protesters, so images of protests may reinforce the idea that climate change is for ‘them’ rather than ‘us’. Protest images involving people directly affected by climate impacts were seen as more authentic and therefore more compelling.

7 Understand your audience

Unsurprisingly, levels of concern/scepticism about climate change determined how people reacted to the images we tested. But other differences emerged too – images of ‘distant’ climate impacts produced much flatter emotional responses among those on the political right. Images depicting ‘solutions’ to climate change generated mostly positive emotions – for those on the political right, as well as those on the left.

Se øvrige blog-indlæg tagged COP22: Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. november, Road to COP22 – en videorapport fra Marokko, Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?, UNEP Emissions Gap Report: Hvad skal der til for at holde 1,5°C?, COP22: The CVF Marrakech Communique og COP22: Marrakech Action Proclamation.

Se blog-indlæg tagged COP18 / COP19 / COP21.

Climate Visuals Towards a new visual language for climate change: An evidence-based Briefing for COP22 and beyond, Climate Outreach november 2016 (pdf).

Indlægget Klimabilleder og klimakommunikation blev først udgivet på Strøtanker om bæredygtighed.