Kammeret

Omslagsblues

Rasmus — Tue, 23 Feb 2010 15:14:39 +0000

Jeg er gået i stå med ikke mindre end to bogprojekter. Begge er selvudgivelser og begge har samme problem: De mangler et omslag. Der stopper lighederne til gengæld også.

Den Store Plan er historien om en ung mand og hans venner, i årene op til hans 30 års fødselsdag. En dag han ser frem til, som løsningen på alle livets problemer. Det er en roman på dansk, og jeg overvejer at lave to versioner. En gratis e-bog, som vil være tilgængelig via Kammeret, og en print-on-demand version, som de der har lyst, kan vælge at købe.

Bog nummer to er print-on-demand udgaven af min populære artikelserie om stock foto, “The Microstock Photographer’s Guide“, på den engelsksprogede. Bogen er udvidet og redigeret klar til udgivelse via Amazons print-on-demand service, CreateSpace.

Begge bøger har ligget klar i månedsvis, fordi jeg ikke kan beslutte mig for, hvad der skal være på de respektive forsider. Det er da lidt bizart, indrømmer jeg gerne. Ulempen ved at have mange jern i ilden, og samtidig være sin egen chef, er risikoen for at springe videre til det næste, så snart et projekt bliver besværligt. Fint nok, at jeg sådan kan træde et skridt tilbage og lære noget af min situation. Ikke at det løser problemet, men jeg har hørt at første skridt skulle være at erkende problemets eksistens, så måske er der håb endnu.

Lignende poster...

Rollespil 2.0?

Rasmus — Wed, 17 Feb 2010 07:47:01 +0000

Jeg er gået totalt i nørd-mode og har kastet mig ind i Dungeons & Dragons med en ildhu, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Der er ingen anden konklusion at drage, end at jeg må have trængt til det. Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste.

Ud over mig, er der fem andre spillere i gruppen. Vi har kun spillet to gange og er ikke engang igennem første eventyr, men ved siden af selve spillet er der kommet en hel masse andet ud af det. Jeg følte mig inspireret nok til at starte en D&D blog, som en slags offentlig notesbog i forbindelse med kampagnen, udgivet i takt med at spillet udvikler sig. Hvis andre har lyst til at læse med og/eller lade sig inspirere, er det bare ren bonus.

Og apropos andre, så er jeg er ikke den eneste, som har valgt at overføre sine spilnoter til nettet. Paula, som spiller den elviske ranger Eremia, har oprettet en online journal. Det samme har min egen bedre halvdel, Kelly, i rollen som Adarra Starhand. Må Pelors lys følge hende. Vi har naturligvis også en Flickr gruppe, og jeg hører rygter om, at der er en fjerde spiller som også fører journal og overvejer at lægger den på nettet.

Med den slags entusiasme bliver inspirationen selvforstærkende, som på ethvert andet team. Selv lommeanalyserer jeg mig frem til, at dette er første gang i lang tid, jeg har haft et projekt kørende bare for sjov skyld, og ikke som led i en eller anden plan for at fremme mit liv og levned. Det skader nok heller ikke, at der er der er den ekstra dimension med, at vi som spillere får lov at læse med i hinandens noter og forlænger spillet på en ny og utiltænkt måde. Så bliver vinteren lidt varmere (og her vil jeg i øvrigt lige blære mig med, at vi i Seattle har haft varmerekord hele vinteren og der er allerede blomster på træerne. Øv bøv).

Det er edderrådme nørdet. Men på den fede måde.

Lignende poster...

Gensyn med Dungeons & Dragons

Rasmus — Fri, 29 Jan 2010 22:12:32 +0000

Jeg gik i 4.-5. klasse, da jeg første gang åbnede en Dungeons & Dragons regelbog. Det blev til mange års oplevelser, nye venskaber og rejser. I årenes løb har jeg spillet flere forskellige rollespil, end jeg kan huske, og gode gamle D&D blev med tiden skubbet i baggrunden.

Men på søndag starter jeg en ny kampagne, og jeg glæder mig til nok en gang at fortælle fantastiske historier om eventyrlystne helte, oldgamle myter og magiske skatte i fællesskab. For det er lige præcis det, jeg allerbedst kan lide ved rollespil. Det er ligesom at sidde rundt om lejrbålet og finde på en rigtig god røverhistorie — sammen. Og dér kan hverken computerspil eller barhopping konkurrere.

Jeg samlede rollespil op igen, efter jeg havde været på udkig efter en måde at socialisere på, som ikke har med computere at gøre (hvis du som jeg kigger på en skærm det meste af dagen, forstår du hvad jeg mener), og som var socialt uden nødvendigvis at skulle give mig tømmermænd næste dag.

Tilbage i 2006 blev jeg for første gang, siden jeg flyttede til USA, ramt af trangen til at spille igen, men det lykkedes mig aldrig at samle en gruppe spillere. Siden da er der kommet en ny udgave af D&D, som er væsentligt mere strømlinet og velbalanceret end det gamle spil. Om det har noget med det at gøre eller ej ved jeg ikke, men denne gang har jeg spillere i overflod.

Det er næsten som at være 13 igen!

Lignende poster...

Salgshandicappet

Rasmus — Wed, 27 Jan 2010 21:40:11 +0000

Jeg snakkede med en kammerat, om det at leve som selvstændig uden konstant højt blodtryk og stress over især penge. Mit problem, sagde han, var at jeg solgte min service for billigt. Det kunne jeg ikke benægte, eftersom jeg altid ser ud til at leve på kanten af økonomisk ruin – selv når jeg arbejder røven ud af bukserne.

Han fulgte op med at spørge, om det var fordi jeg ikke anså mit arbejde som værende høj nok kvalitet, til at konkurrere med mine dyrere konkurrenter. Den tænkte jeg over i nogle dage, men det var ikke dér skoen trykkede. Faktisk synes jeg tit mit arbejde er langt bedre, end det folk betaler i dyre domme for.

Så jeg tog imod udfordringen, regnede på det og lancerede ved begyndelsen af året nye, justerede priser. Ikke overraskende holdt telefonen hurtigt op med at ringe. Det var ventet, fordi jeg nu henvender mig til en helt ny kundegruppe. Og her kommer så åbenbaringsøjeblikket.

Det gik op for mig, at det er min aversion mod selve det at skulle jagte kunder, som holder mig tilbage. De kommer rendende af sig selv, når man enten giver sit arbejde væk eller sælger det for håndører, men så snart du konkurrerer med de dyre drenge, skal der skrues op for salgsblusset.

At skulle agere sælger suger sjælen ud af mig, gør mig deprimeret og fjerner enhver lyst til overhovedet at arbejde. Det er et problem, og den eneste umiddelbare løsning er, at få noget hjælp udefra. Det er ikke meget at arbejde med, men trods alt et skridt i den rigtige retning.

Så nu prøver jeg så at få et tag på den udfordring.

Lignende poster...

Fotografuddannelsen i DK er til grin

Rasmus — Fri, 22 Jan 2010 18:41:42 +0000

Jeg fik en e-mail fra en sikkert venlig sjæl i Danmark, som på vegne af journalistforbundet spurgte, om jeg stadig var i lære som fotograf. Det satte en masse tanker i gang, for selvfølgelig er jeg ikke nogens lærling, men jeg kan ikke lade være med at grine lidt af hele den danske, eller skulle jeg sige oldnordiske, approach til fotografuddannelsen.

Da jeg forlod fotografstudiet, var der en langt mindre venlig sjæl (læs: en god gammeldags jantelovsrytter) som sagde, at jeg ville få meget svært ved at få professionel anerkendelse, hvis jeg afbrød mine studier. Ja, måske i Danmark. Herovre er de pisseligeglade. I dag arbejder jeg som fotograf, billedredaktør og coach for andre fotografer.

Så der var flere grunde til, at jeg smilede lidt for mig selv, da jeg blev spurgt til min læreplads. Og det var med stor fornøjelse, at jeg kunne svare et rungende nej, og tag i øvrigt din svendeprøve og dit diplom og stik det skråt op.

Jeg var selvfølgelig høfligere end som så, men pointen var den samme.

Hele idéen om at strukturere fotografuddannelsen som en håndværkeruddannelse er totalt idiotisk. Fotografer er hverken tømrere eller elektrikere, og det er tydeligt (set udefra i hvert fald), at fotografuddannelsen er forsøgt presset ind i dette system, uanset hvor dårligt den passer. At bedømme hvorvidt en person er god nok til at kalde sig professionel fotograf, baseret på en svendeprøve, giver ingen mening for mig. Hvis jeg skulle hyre en fotograf til arbejde for mig, ville det aldrig falde mig ind at bede om at se et diplom. Lad mig se dit portfolie i stedet!

En anden ting er, at det ikke tager 4,5 år at lære at tage gode billeder. Det tager måske 2 år at lære den grundlæggende teknik, hvorefter resten er finpudsning. Hvis du skal bruge over 4 år for at lære at tage billeder, bør du nok i virkeligheden se dig om efter noget, du er bedre egnet til. For mig er den sidste halvdel af uddannelsen intet andet end slavelønsarbejde.

Jeg bliver også nødt til at nævne, hvor dårligt uddannelsen er gearet mod en fremtid, hvor stock hersker det kommercielle marked. Da jeg gik på uddannelsen, ville ingen tage microstock alvorligt – ingen af de kloge hoveder vidste noget om det. I dag står et hav af gammelskolefotografer og undrer sig over hvor alle deres jobs blev af. Tillad mig at svare: De billeder du ville have bonget kunden 40-50.000 kroner for, har hun allerede erstattet med stock licenser fra internettet til den svimlende sum af $50.

Så nej, jeg er ikke længere lærling, og jeg har ikke brug for jeres arkæiske diplom. Sov bare videre.

Lignende poster...

10 år med Märkbar

Rasmus — Sat, 16 Jan 2010 18:53:20 +0000

“Hey, jeg rejser om et par dage. Vil du have nøglerne tilbage imens jeg er væk?”

“Det går nok, du er jo kun væk i et par uger.”

Samtalen er imellem mig selv og Palle, fra min sidste vagt på Märkbar i 2005. Jeg kom aldrig tilbage til hverken København eller baren, som havde været et fast holdpunkt i mit liv, siden jeg første gang gik derned i foråret 1999. Tak Tom, fordi du foreslog ‘det nye sted’ dengang.

Jeg tillader mig denne lille mængde nostalgi, for i år fejrer Märkbar sit 10 års jubilæum (et år forsinket er helt i stedets ånd). Jeg går glip af festen, desværre, men vil nu alligevel skænke mig selv en Fernet Branca, og skåle for denne lillebitte oase, i en kælder på Vesterbro.

Først og fremmest vil jeg skåle for Palle, hvis nøgler jeg stadig har et sted (undskyld). Märkbar var hans baby. Selv om der siden er kommet en ny ejer, så var det Palles vision der blev til stedets særegne magi. Så vidt jeg husker, summerede han det således: “Jeg tænkte, at der da måtte være andre end mig, som godt ville have en rigtig bar med god musik.” Og det var der.

Og så skal der skåles for Bof. Os der kendte ham, savner ham stadig. Han var Märkbars førstemand, hønemor og søvnigste festabe på én og samme tid. Den eneste, han ikke kunne tage vare på, var ham selv. Hvil i fred, min ven.

De fleste minder fra Märkbar er gode. Introduktionen til de finske kult-rockere, 22 Pistepirkko, som kort efter jeg var begyndt at komme dernede, spillede hele to koncerter. Så bliver det ikke meget mere intimt, eller magisk, og det var absolut en af de fedeste koncertoplevelser i mit liv. Jeg var også sammen med den finske trio på Märkbar, da nyheden kom om, at det første tårn i New York var blevet ramt af en flyvemaskine.

Og jeg har selv spillet på Märkbar! Et par gange stillede vi lidt gear op og larmede i en times tid. Det lød sikkert forfærdeligt, men det var der plads til alligevel. Da min debutroman, Det perfekte offer, udkom, holdt jeg selvfølgelig reception på Märkbar. Jeg har et foto af Bof og min gamle farmor sammen; en kombination af mennesker, jeg aldrig havde forestillet mig.

Og så var der den barvagt i December, hvor det stormede så voldsomt at hele facaden blæste af, og vi balancerede en stige i stormen for at redde det lille lysskilt.

Jeg har mødt flere spændende mennesker i den lille kælder, end noget andet sted, jeg har frekventeret. Mængden af ny musik, jeg opdagede eller blev introduceret til dernede, er næsten på størrelse med antallet af branderter.

Tak for det hele, Märkbar, for weissbier og rockmusik, tømmermænd og engangsknald, venskaber og oplevelser. Tillykke med fødselsdagen.

“Lækker fløde på toppen, dér.”

Lignende poster...

Tak, du Indre Rebel

Rasmus — Sun, 27 Dec 2009 23:55:16 +0000

Rebellen kom frem i dette foto af undertegnede fra 2005.

Det tog mig mange år at acceptere det. Faktisk kæmpede jeg aktivt imod det i en årrække, men i løbet af de sidste par år er der sket et skift. Jeg vidste allerede, at jeg aldrig bliver som dem, der kan passe dagligdagen år ud og år ind. Jo hårdere jeg prøver, des værre får jeg det. Mit lod er i stedet ikke bare at være en af de skæve eksistenser, en kende excentrisk og til tider arrogant, men at omfave den side. For jeg er kreativ, og vi er ikke som de andre.

I dag er jeg stolt af, at en af drengene i folkeskolen (det må have været 4.-5. klasse) ikke måtte lege med mig for sin mor. En klasselærer kaldte mig som syv-årig for anarkist, en anden ‘intimiderende’ da jeg nåede 11-12 års alderen. Jeg var helt sikkert den anti-autoritære rebelske type, men også bogligt begavet og derfor svær at afskrive som problem-barn.

Over to årtier senere har meget lidt forandret sig på lige præcis den side af min personlighed. At skabe ting, fortælle historier gennem tekst, billeder og lyd, giver mig mening med tilværelsen. Uden det, ville jeg visne og dø. Den indre rebel hjælper med at holde mig i live, for han både er en muse og en kritiker. Han er min stærkeste forsvarer, min hårdeste modstander — et uundværligt røvhul. Det handler om ærlighed, både når han bider hovedet af andre, og når han kasserer en roman, jeg måske har skrevet på i årevis.

Jeg forsøgte at give ham mundkurv på, da jeg arbejdede på kontor, omgivet af chefer som ikke forstod, at min indre rebel kunne have været deres allierede. I stedet følte de deres egoer trådt på, når jeg tillod mig at være uenig med dem. At være omgivet af den slags mennesker, og låget jeg havde lagt på mig selv, resulterede i svimmelhedsanfald og angst. Men pengene var gode.

Jeg har brug for at være bramfri, at bande og svovle og være urimelig på grænsen til det latterlige. Ikke hele tiden, men af og til, og somme tider i dagevis ad gangen. Det har altid været en del af min måde at arbejde på, men det er først for nylig jeg har tilføjet sætningen: Hvis du har et problem med det, er det bare ærgerligt.

Lignende poster...

Spil Højt

Rasmus — Mon, 21 Dec 2009 18:19:38 +0000

En ven af familien havde for vane at sige de to ord som afskedshilsen til mig, hver gang han havde været på besøg hos mig og min far. Spil højt.

Nu er det efterhånden en del år siden, vi sidst så hinanden, men jeg tænker af og til på denne umiddelbart simple opfordring. Som en ung og uskyldig knægt, der stadig var ved at lære at spille guitar og knap nok begyndt at skrive sange selv, var det et råd der var til at tage og føle på. Og i denne direkte fortolkning er rådet oven i købet et rigtig godt et, for det lyder nu engang federe, når både spade og forstærker får lov at spille med musklerne.

Men det fede er, at det kan overføres til så meget andet i livet. Spil højt betyder, at du ikke skal være bange for at gå derud, hvor den store belønning venter. Hvis du tør spille højt, vil du opdage at det ikke bare lyder, men også føles federe. Som når man kan mærke bassen trykke i mellemgulvet ved en koncert, eller når hjertet springer et slag over i forelskelse. De oplevelser får du ikke, hvis du klimter stille i et hjørne med lukkede øjne og ørebøffer.

Spil højt. Spil højt! Hvad end din musik og dit instrument måtte være.

Carsten, som familienvennen hedder, er i øvrigt digter og pissegod til at koge alting ned til essensen. Jeg ved ikke om han selv er klar over det, men jeg synes sgu at det er rimelig godt ramt med kun to ord. Tak, Carsten.

Lignende poster...

Morgenritualet

Rasmus — Sun, 20 Dec 2009 21:58:19 +0000

Her i huset er det mig der laver kaffen. Hver morgen. Det tager cirka ti minutter at lave to kopper, som det så tager to mennesker sammenlagt ti minutter at bunde. Og nogle dage går jeg så ud og brygger runde to.

Videoen er en såkaldt timelapse. Jeg satte MacBook Pro’en til at tage et billede hver 10. sekund og stykke dem sammen til en lille film. At det endte på 10 sekunder er rent tilfælde.

Lignende poster...

Arbejdsro og byrum

Rasmus — Sat, 19 Dec 2009 19:03:43 +0000

I byen finder jeg min inspiration blandt arkitektur og mennesker, tusindvis af ansigter, unge og gamle, glade og sørgmodige under tårnhøje skyskrabere eller i de små oaser. Bilernes konstante dans med og mod hinanden, et dyt når nogen træder ved siden af, og pause når sirenerne synger. Jeg elsker at bo i byen.

Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde adgang til et lille hus langt ude i midten af ingenting. Det eneste jeg ville have brug for er vand, eletricitet og et par uger. Ingen internet eller telefon.

Det er en lille drøm, jeg har gået og tumlet med i halvandet års tid. Idéen er selvfølgelig at tage al min inspiration, som jeg har samlet op i byen, og bruge freden til at omsætte energien til noget reelt. For eksempel et første udkast til en ny roman eller en samling sange.

Der foreligger ingen planer for udlevelse af min lille fantasi, men måske burde der lægges én. Strengt taget behøver det jo ikke være et hus på landet, så længe jeg stadig har følelsen af at være alene og uforstyrret i tanke og handling.