Dagen sluttede på en Tapas restaurant inde i centrum af Aalborg, hvor Gitte havde bestilt bord og ville give mig en gastronomisk overraskelse – det var det, og en god én. Jeg blev dog en smule bekymret, da hun midt i hyggen fandt en lille æske frem i gavepapir, på størrelse med dem man får med fra guldsmeden når man køber forlovelsesringe.. Og i disse tider, hvor kvinder råber om ligeberettigelse, så er det jo ikke til at vide, om hun havde tænkt sig at tage initiativet til en forlovelse.. Det viste sig at være biografbilletter i stedet, det havde jeg det lidt lettere ved at forholde mig til, omstændighederne taget i betragtning.

En solrig dag til en solrig mand.. Øh solsikke..

Siden da har det nærmest kun været solskin og stille vejr, hvor tiltrængt og hvor skønt! Alligevel er det lykkes  mig at blive smittet af, enten Gitte eller et af børnene, og jeg har ugen ud – og weekenden over, kæmpet på kanten med en dødelig influenza, jeg har flere gange haft mistanke om at Ebolaen er nået fra Afrika til Nordjylland… Lidt ærgeligt og et forfærdeligt spild af tid, når nu vejret er til udendørs aktivitet. Ebolaen kommer faktisk ganske kort tid efter, at jeg havde en længere snak med min chef om sammenhængen mellem krop og sjæl, og om hvor vigtig det er, at være sund begge steder, så man kan opnå en generel velvære. Behandler du din krop med ligegyldighed, så vil det påvirke dit sind og omvendt.. Jeg kan levende forestille mig, at min krop er påvirket af en stresset sommer med flytning ol. Reaktionen kommer så nu i form af et dårligt immunforsvar, hvor det lykkes mig at kratte en influenza til mig… Efter at jeg er begyndt at motionere regelmæssigt, spise sundere og passe vitaminer og sengetider, så er jeg langt mindre syg end jeg var før.

Jordskokkens blomst er ganske smuk og bestemt planten værd..

En af mine gaver var den nyeste cd med Kashmir – “Mouthful Of Wasps”. Endnu en fantastisk skive fra de 4 drenge som efterhånden er en institution i dansk musik, kryptiske tekster og en evig mystik som kun Steppeulvene og Eik Skalø har kunne gøre bedre. Bandet har eksisteret siden engang i 90′erne og har udgivet en håndfuld cd’ere, men det har forbigået min opmærksomhed, og det er først de seneste år jeg har fået øje for deres finurlige musik.. Jeg har tidligere herinde berettet om en fantastisk koncert, Gitte og jeg var til på plænen i tivoli, den står stadig som den ypperste oplevelse i år. Og selv om vi har dem et par gange siden, så var det toppen..

Mouthful of wasps

Jeg har min egen udgave af titel nummeret herhjemme  i haven… På grund af den megen frugt vi har i år, så har også hvepsene kronede tider, vi kan dårligt have dørene stående åben uden de flyver ind, og de er en kende aggressive eller nysgerrige om man vil..

En hveps hygger sig i blommen

Når man drister sig over til frugttræerne, så er det næsten med garanti med hvepse flyvene omkring ørene, mens de holder ædegilde i æbler og blommer.. Det er derfor en rigtig god idé  inden man tager et stykke frugt, at checke det for hvepse, med mindre man ønsker sig en mundfuld af hveps som Kashmir synger så smukt… Indtil videre er det kun min mor der er blevet stukket, men hun er også tidligere landmand og lidt mere kontant i sin adfærd.. Jeg er sikker på at blommer og hvepse er stået ud i en sværm omkring træet den dag hun plukkede til fryseren…

En sommerfugl ganske tæt på

Heldigvis er der også langt smukkere insekter i min have i øjeblikket, det er lidt som om den seneste tids sol, har sat gang i insekterne – de skal lige have den sidste sol med inden et langt mørkt efterår og en kold vinter.. På denne tid af året er de ikke så akive, og sidder gerne i solen for at blive varmet op. Især sommerfuglene er lettere at få i tale på denne tid af året, hvor de sidder helt stille og gerne i så lang tid, at jeg kan få arrangeret både stativ og kamera..

Antennerne ude

Tirsdag var udover min fødselsdag, også dagen, hvor billetsalget til Roger Water’s “The Wall” koncert løb af stablen, den bedste fødselsdagsgave jeg overhovedet kunne få. Derfor satte jeg alt ind på at få billetter, og allierede mig med 3 PC’ere og 2 telefoner, da billetsalget gik igang. Det tog mig 20 min at komme igennem til bestillingen, og jeg fik fingerene i 4 billetter – fantastisk!

Roger Waters – The Wall

Pink Floyd er “mit” band, jeg hørte dem første gang i 1980, og så filmen til The Wall på en sommerferie, hvor jeg i den lokale biograf, havde fornøjelsen af denne underlige film. Musikken fangede mig med det samme, jeg har hverken før eller siden hørt et band, der på den måde kan spille “stemninger” ind i teksterne til musikken.. Kryptiske, men alligevel sigende tekster, dybe og tungsindige, men også luftige og fulde af livsglæde – deres musik indeholder alt!

Roger Waters var frontfiguren i bandet gennem mange år. Han var den primære drivkraft og skrev meget af musikken og teksterne. Ofte var det sange om England i krig og tabet af den far han aldrig lærte at kende, der drev de tunge tekster. Et ego der stod i vejen for alle andre i bandet, og et ego der til sidst betød at bandet brød op under stor ballade. Roger Waters valgte at fortsætte i eget navn med begrænset succes, og de resterende 3 medlemmer af bandet fortsatte efter nogle års stilhed med Pink Floyd brandet og musikken.

The Wall vil altid være et mesterværk, den indeholder al den disharmoni der var i bandet, sammen med en helt masse talent og musikalitet.. Selv så mange år efter udgivelsen er den at finde på diverse hitlister, og kan altid købes i enhver musik forretning. Genial i sin anvendelse af lyd, billede og musik i en fortælling..  Filmen “The Wall” kan ses i sin fulde længde på nettet…

Pink Floyd – The Wall

The Wall var Roger Waters værk, resten af bandet var kun statister og havde rolle af studiemusikere.. Det drev ham til storhedsvanvid og til bandets endeligt i sin oprindelige form..  Kun en gang siden har bandet været samlet i sin oprindelige form (uden Syd Barret), det var til Live 8 koncerterne i 2006. Det var en langt mere ydmyg Roger Waters der af årene, havde fået slebet de værste kanter af, og han virkede nærmest lidt underlegen i forhold til de andre.. Siden er keyboard spilleren Richard Wright død, og man må gå udfra at der ikke kommer mere musik fra det band – desværre…

Under alle omstændigheder, så glæder jeg mig til at se Roger Waters opføre The Wall live, det bliver det tætteste jeg kommer på det oprindelige..

Jeg har været alene hele weekenden, Gitte har på trods af en knap så dødelig  influenza, valgt at deltage i sin uddannelse, og har derfor været i Silkeborg, mens jeg lå herhjemme og led – trængte allermest til omsorg. Heldigvis har jeg mit eget lille “Gitte Tempel”, hvor jeg kan tilbede hende i sit fravær. Det står lige ved siden af sengen og sender sit varme lys ind over mit lidende legeme, og har gjort de mange ensomme timer, lettere at overleve…

Mit “Gitte Gumbas Tempel”

Nu er det heldigvis aldrig kedeligt, at være i mit selskab, heller ikke hvis jeg er alene i selskabet, og jeg har derfor brugt weekenden på langs det meste af tiden… Jeg har bøger nok at læse i, og har ikke været bleg for at nuppe en morfar når feberen kom væltende ind.. Jeg har været bedre til at acceptere tingenes tilstand denne gang, normalt stresser jeg over, at jeg ikke får løbet, og giver mig i kast med alt muligt, istedet for at tage tiden til at hvile og slappe af..

Jeg forsøger at finde overskudet til endnu en dag på sofaen med hoste, feber og snot ud af alle kanaler….

Tror det har været en god uge for os alle, hvor vi har fået lidt mere overskud til det meste, har kunne slappe af sammen og være os selv. Eneste sindsoprivende oplevelse var onsdag, hvor Frederik’s fodboldtræner spurgte om ikke jeg havde mulighed for at træde til som dommer i onsdagens kamp, hvor Gistrup drengene skulle spille mod Aalborg Chang. Frederik mente godt nok jeg var en del kikset, da jeg løb rundt i jeans og skindjakke, jeg skulle have haft sort træningsdragt på… Drengene vandt 5 – 1 og Frederik scorede det første mål selv om han var målmand. Den hårde vind, hjalp hans udspark ned til den anden ende, hvor bolden snød målmanden og lagde sig til ro i nettet..

Weekenden bød på godt vejr, og en hurtig aftale med min fætter betød, at vi mødtes i Biltema, hvor vi indkøbte skrubbegarn og diverse, så vi kunne sætte lidt flere garn end sidst, og med forhåbentlig større udbytte. Jeg pakkede mine unger og alle vore waders fredag aften, og vi kørte herefter til Mulbjergene, hvor min fætter har sommerhus ned til kysten..

En familie i waders

Efter mange dage med masser af vind, så var det en befrielse at gå på kysten i nærmest vindstille forhold, solen stod højt og spejlede sig flot i det flade vand. Vi riggede udstyret til, og smed det i båden sammen med ungerne. Der er godt nok ingen grund til at bruge båden, da der ikke er dybere end vi kan vade, men ungerne synes jo det er lidt hyggeligt at sidde der og vippe..

Solnedgang i waders

Problemet med sådan nogle garn er jo, at de er forholdsvis lette at sætte, men næste morgen skal man rigtig tidligt op for at hente dem hjem igen… Alligevel var  der nu ikke nævneværdige problemer med at få dem vækket og trukket i tøjet inden kl. 6:30, så vi mødtes igen med min fætter kl. 07. riggede til med waders endnu en gang, og begav os ud på kysten efter garnene..

Josefine med dagens fangst

Vi nåede ikke at tage mere end 2 meter garn ind, inden den første skrubbe viste sig – go start! Jeg tror vi alle sammen var sikre på, at vi ville vælte i fisk, men resten af garnet var tomt, lige bortset fra brandmænd. Det næste garn havde vi sat lidt derfra, og det måtte da have lidt mere at byde på, men her var resultatet endnu dårligere.. Vi vendte båden og vore waders igen med kun 1 fisk i spanden… Josefine fik ansvaret med at passe på fisken i båden, og hun døbte den “Findus”. Findus eller ikke, hun nød den efter en tur på panden, selv om hun syntes det var lidt synd.. Jeg har et smittende held med fiskeriet i år, i åen er det kun blevet til 1 havørred, og nu ser det ud til, at det samme gælder med garnene… Skidt, ungerne syntes det var spændende og vil meget gerne prøve igen, så det gørvi inden længe..

Nu er jeg jo nok nærmest ikke verdensmester i parforhold, det er en del år siden jeg sidst har kunne prale af, at have været i forhold mere end 3 måneder af gangen – jeg bilder mig ind, at jeg uheldigvis har haft meget besværlige kvinder i min favn, og de 3 måneder derfor er godt gået… Med Gitte forholder det sig dog anderledes, da vi er godt på den anden side af 1 års forhold og nærmer os de to. Det selv om vi i bagklogskabens lys, flere gange har gjort en masse forkert..

Tilfældigvis læser jeg om en Amerikansk forfatter der har skrevet en bog om parforholdets myter “101 myter om parforhold der driver os til vanvid (og lidt om hvad du kan gøre ved dem)“. Lidt nysgerrig er man vel altid.. Der er masser af gode råd om parforhold, især ynder jeg at læse den slags, når det kommer fra tidligere elite sportsmænd eller jægersoldater.. Her er der virkelig tale om mennesker der har tilsidesat alt for at realisere et eller andet, hvilket så skulle gøre dem til eksperter i at rådgive andre om, hvordan de skal leve deres liv – øhh nåeh! De har jo i min verden netop vist hvordan man ikke skal leve, fanatisme og udpræget stædighed bringer ikke noget særligt godt for nogen som helst…

Nå men ham her amerikaneren kunne jo adskille sig fra sine landsmænd og skrive noget klogt, så jeg læste lidt om myterne og og hvad man kan gøre ved dem.. Her er hvad han kommer frem med bla. :

1. Du kan ikke gøre mig lykkelig (det er mit job)

2. Du kan ikke gøre mig ulykkelig (det er også mit job)

3. Du kan ikke give mig noget, som jeg ikke allerede har

4. Du kan ikke redde mig fra mit liv

5. Vi har ingen fremtid sammen (kun dette øjeblik)

6. Du kan ikke garantere mig noget som helst andet end at du ikke kan garantere mig noget som helst

7. Du vil være tro mod mig, indtil du ikke længere er tro mod mig

8. Uanset hvad jeg vil have at du gør – gør du præcis det du gør alligevel

9. Uanset hvor hårdt jeg prøver, kommer du aldrig nogensinde til at ændre dig (what I see is what I get)

10. Du elsker mig – og det betyder ikke, at du vil gøre det, jeg vil have, du skal gøre

Se nu kommer der så lidt fornuft ind i det, og jeg kan kun anerkende det den gode mand skriver.. Alt for mange tillægger parforholdet alt for meget… Et parforhold kan ikke redde et allerede kedeligt liv, eller ulykkeligt for den sags skyld.. Det du bærer rundt med i din hverdag, vil i bedste fald forblive status quo, og i værste fald, forstærkes yderligere.. Uden at sætte navn på, så kender jeg flere der sidder med hænderne i skødet og venter på ham der drømmeprinsen skal komme forbi og skabe et liv for dem.. Jeg har set undrende til, uden at forstå det.. Hvorfor er det man tror, at andre kan skabe det, man ikke engang selv formår at skabe for sig selv..

Når man så sidder i det hersens forhold og venter på at det skal blive bedre, nu hvor man har fundet en partner der kan hjælpe lidt til på den front, så er man jo også nød til at se lidt ud i fremtiden for at finde det håb, der gør det hele lidt bedre… For det sker ikke lige nu, sikkert heller ikke i morgen, så det er bedst at skue lidt ud i fremtiden og håbe på noget brugbart der…

Når man har sidder der et stykke tid, så går man i gang med at finde den andens fejl, og for mange kvinders vedkommende, så er det naturligt, at man forsøger at hjælpe sin partner til at blive et bedre menneske og en bedre partner… Nu går det da helt galt! De fleste mænd vil nemlig ikke hjælpes til at blive et bedre menneske, de er langt hen af vejen ligeglade og tilfredse.. Eneste reaktion er, at man graver hver sin skyttegrav, skyder lidt på hinanden og skaber absolut intet andet end negativ opmærksomhed..

Jeg har intet problem med at genkende mig selv i de ovenstående “10 bud“, jeg er rigtig god til at grave skyttegraven dybere, istedet for at grave mig ud af den, men jeg har til forskel for nogle af dem jeg “kender”, gjort mig nogle tanker om hvad et forhold gerne skal indebære for mig, og hvad jeg har at putte ind i forholdet.. Jeg tror det er vigtigt at have nogle realistiske forventninger til et parforhold.

Tryghed som den primære årsag til et forhold er ikke ukendt, men i mine øjne kan man ikke skabe tryghed i andre, uden at have den i sig selv.. Tryghed er også af praktisk karakter, og der er selvfølgelig en økonomisk tryghed i at være to om udgifterne, men den faktor skal helst ikke bære forholdet..

Kærlighed vil vi alle have, men så få finder den.. Igen er det en faktor man ikke kan forvente et forhold skaber, den skabes i dig selv og til dig selv. Først derefter kan den finde vej til en partner..

Jeg vil et forhold med forskellighed, et forhold med frihed til hinanden, og dermed respekten og tolerancen til at lade den anden leve sit liv. Mit forhold er en base, hvor jeg kan prøve mig selv af i nogle retninger jeg ellers ikke ville have set. Mit forhold er mit udgangspunkt til alt det andet der findes derude, det er her jeg kan mødes og reflektere over de ting der sker i mit liv. Det er her jeg kan vende, både gode og dårlige oplevelser, det er her min modgang kan bæres af to mennesker, indtil jeg igen får medgangen og kan give lidt af den tilbage..

Kærligheden, fællesskabet og trygheden opstår ikke i forholdet, den opstår i mig selv, og jeg kan herefter bringe den ind i forholdet, og skabe noget langt stærkere og større. Det er her tosomhedens styrke er, den kan bære mig igennem modgangen, medgangen er jo let at komme overens med..

Parforholdet er ikke et redningsnet, men et sikkerhedsnet…

Nå ja, jeg har været ude og lege med gravemaskiner. Sdr. Tranders er ved at blive omdannet til en byggeplads. 26 boliger er de i gang med at bygge heroppe på højen, og yderligere 30 bagved, når byggeriet af det nye super sygehus går igang…

Her kan man da tale om en skovl!

En endnu større skovl!

Vi havde netop af den årsag valgt at skyde den 3′de ferieuge, så vi begge var børnefri og generelt frie for forpligtelser.. En ferieuge midt i august er et sats i det danske sommervejr, og den regn vi heldigvis ikke fik på campingturen, fik vi så til gengæld i den uge.. Måske der også var et signal i det – vi skulle søge en uge i det nære, uden at være for udfarende..

Gitte nyder regnen i tilkøbt tørvejr..

Vi har haft en sommer som på mange måder har været gavmild, det er ikke meget der er gået vores næse forbi. Jeg mindes et hav af koncerter, Tall Ship Race, en tur til København…osv…osv.. Jeg for mit sæt er mæt på “oplevelser” i den retning, synes efterhånden det hele løber lidt sammen i en lang sommers forskellige tilbud.

Vi har nået fantastisk meget denne sommer, både af praktisk karakter, men har også været gode til at putte lidt nærhed ind i mellem… Bølgerne har gået højt til tider, heldigvis findes modvægten der til også, så der kan skabes ligevægt..

Det var derfor med stor fornøjelse vi tog hul på en uge helt uden anden forpligtelse, end at forkæle hinanden på bedste vis, sove længe, læse og bare slappe af med det vi nu havde lyst til.. Mandagen blev dog afbrudt af arbejde for Gittes vedkommende, så først tirsdag tog vi hul på “ferien”..

Brunch på en stille café, hvorfra man kan se verden stresse afsted, er også ferie..

Det blev en regnfuld dag, hvor vi bla. gemte os i Fields med Mortens gode brunch, og ellers på må og få gik gennem byen og stoppede på centrale steder, såsom Baresso og diverse tøjforretninger..

Gummistøvler er ikke kun gummistøvler…

En enkelt dag med afbræk til Århus for at se på et nyt skrivebord, var det tætteste vi kom på noget der minder turisme. Vi tussede rundt i byen nogle timer, fandt en café, hvor vi fik vores frokost og kørte så hjem igen uden at have købt noget særligt..

Den gamle spillemand med violinen

Historien gentog sig lørdag formiddag, en tur ind til byen, tøjforretninger og kaffe på Baresso. Det er svært at berette en helt masse om ingenting, men ingenting var nok mest af alt det vi havde brug for begge to. Lidt normalitet, hvor vi kunne gøre alt det vi plejer at gøre, finde lidt tryghed i vanlig adfærd, og så bare slappe af sammen..

Selv den gamle spillemand fra Rumænien sad i gågaden som han plejer, han er nu altid så smilende og glad når vi kommer forbi, og hilser altid på os… Et eller andet sted er det svært ikke at få sympati for en mand som ham, han er glad og smilende, sidder ikke bare og tigger med en negativ attitude… Vi nåede til enden af en ferie uge, uden jeg egentlig kan sige, at vi foretog os en helt masse..

Undervejs i den familiesammenføring jeg har været en stor del af, har der ikke været tid eller energi til at fordybe mig i forløbet.. Jeg har aldrig prøvet det scenarie før, og havde kun en vag idé om hvordan det ville være.. Jeg havde slet ikke fantasien til at forestille mig, at noget vi begge gerne vil, kan være fyldt af så modsatrettede følelser..

På det ene sæt handler det om at stå med åbne arme og tage imod al det nye, men samtidig holde fast i egne værdier og vaner, skabe sin egen plads i forløbet.. At rive sin base op med alt hvad der indeholdt i sådan en flytning, er hårdt, både fysisk og mentalt.. Gitte har rykket sine teltpæle op rent fysisk, og har mistet den tryghed og nærhed der er i at have egen bopæl. Jeg har oplevet det samme på en lidt anden måde, men nok med de samme følelser af, at mine vaner og rammer ændres, så også min tryghed og mit nærvær forsvinder i en periode..  Gitte har følt sig som gæst hos mig, og vil nok have det på den måde et stykke tid, og jeg har haft det som værende gæst i mit eget hjem… Mine vaner er også blevet brudt, og jeg mærker det tydeligst i en ny rastløshed – søgen efter “hjem”. Mens vi så vakler rundt på ukendt grund, så skal vi samtidigt forsøge at skabe en ny hverdag for os alle, jeg tror det er en umulighed at undgå konflikter i den sammenhæng..

Jeg har fået en måske ukendt bonus i sammenføringen, alle Gittes lærebøger står nu  på en reol i soveværelset, lige op af min seng.. Det er en farverig pallette af forskellig faglitteratur hun skal igennem i sin uddannelse som psykoterapeut.. Noget af det falder mig helt uinteressant, mens andet er mig et nyt og spændende bekendtskab..

Jeg har en god fornemmelse af hvor Gitte er rent mentalt i sin uddannelse og litteratur, det fylder selvfølgelig en del i hendes bevidsthed, og vi drøfter det iblandt.. Jeg har dog ikke samme interesse i fordybelse af det som hun har..

Ind i mellem falder jeg dog over noget som gør mig nysgerrig.. Jeg har ikke altid handlet særlig klogt eller voksent når vi har haft konflikter undervejs i sammenføringen, nye følelser er dukket op og jeg har ikke altid forvaltet dem korrekt og som jeg gerne vil.. Det er hamrende irriterende, at se sig selv handle irrationelt, når man ellers synes at have god fod på sig selv og sin adfærd.. Det er mit valg hvordan jeg reagerer på situationer og mennesker, det kan aldrig blive andres ansvar..

Jeg har stået undrende over min barnlige opførsel ind i mellem, og tænkt, hvorfor jeg handlede som jeg gjorde. Det bragte mig forbi reolen med de kloge bøger, og jeg faldt over begrebet “Det indre Barn” – det måtte være den jeg skulle have fat i..

Nu har jeg brugt lid til på at læse i den bog, og kan til min gru se at jeg passer på de fleste af de karakteristika der beskrives i bogen.. Hvad værre er, så kan jeg se at det meste af jordens befolkning har de samme egenskaber.. Det er både lærerigt og tankevækkende at læse om, hvordan min opvækst har betydning for mine handlemønstre idag..

En sjov tanke slog mig undervejs… Hvordan er det lykkedes mig og en masse andre, at blive et nogenlunde velfungerende menneske i en verden, hvor den slags viden er ny og ikke en del af bevidstheden før en gang midt i 90′erne.

Jeg er vokset op i en tid, hvor børneopdragelse var noget man gjorde uden at tænke over det, menneskelig forståelse af sindet var bestemt ikke en del af min opdragelse..

Det var åbenbart heller ikke så usundt at leve dengang, eller farligt for den sags skyld.. Jeg spiste dagligt smør, og drak sodavand, men blev ikke fed eller fik “livsstilssygdomme”. Jeg var omkring 14 år gammel inden jeg havde min første sikkerhedssele på, og det var kun når jeg sad på førersædet..

Cykelhjelme fandtes ikke og jeg væltede alligevel på cyklen uden katastrofale følger..  Solcreme fandtes ikke, huden skaldede bare af når jeg havde fået for megen sol..

Vi drak vand af søer, vandpytter og vandløb når vi legede, fordi vi ikke havde en Evian flaske med.. Telefon brugte jeg en gang om ugen, tv’et var tændt en times tid efter aftensmaden.. Jeg blev ofte drillet i skole, men aldrig mobbet, det kom først senere til..

Mine forældre havde bestemt ingen indsigt i sig selv eller andre for den sags skyld, men alligevel er de kommet nogenlunde helskindede gennem tilværelsen og kan nu sidde i en pensionist tilværelse med nogenlunde sindsro..

Jeg har også overlevet uden alt for mange mén, og sidder i dag i en helt anden tilværelse, hvor det er naturligt at søge indsigten, og hvor alle “søger sig selv”, forsøger at forstå.. Den bevidsthed vi opnår ved selvindsigt, skal jo bruges til et eller andet, men hvordan?

Jeg kan sagtens læse mig frem til, at min barnlige adfærd i forhold til konflikter skyldes “miserable” opvækstforhold, det skaber et vist kendskab og en smule forståelse, men hvordan skaber jeg en varig ændring i forhold til at fjerne den barnlige adfærd… Det er et åbent spørgsmål, og jeg tror ikke der er lette svar..

Jeg må forsøge at få styr på mit indre barn… Og jeg som troede at børneopdragelse var et næsten overstået kapitel…

Det har været en hård, men forhåbentlig frugtbar sommer…

Den første uge har også været en anderledes uge for os alle, det var den første uge, hvor vi skulle prøve vores familiesammenføring af. Det er svært at have forestillinger om, hvordan et sådan setup vil spille. Vi har selvfølgelig hver især haft en idé om den ideele verden i den sammenhæng, men virkeligheden er jo alligevel ofte et stykke fra glansbillederne…¨

Vi nåede dårligt hjem fra vores campingferie, inden vi igen skulle herfra.. Den årlige fætter & kusinefest skulle løbe af stabelen om lørdagen, hvor vi kom hjem fra ferie fredag, så det var et spørgsmål om at få pakket ud, vasket og klaret alle de andre praktiske ting, inden vi igen pakkede bilerne og kørte nordpå til mine forældre, hvor festen skulle afholdes..

Hele årsagen til festen – Mormor Gunhild

Jeg kan ikke huske hvornår denne tradition startede, men det er efterhånden nogle år siden, og det er en alletiders god måde, at holde lidt fast i den store familie jeg kommer af.. Jeg har i dagligdagen ikke en masse at gøre med min familie, i min barndom boede vi langt fra resten af familien, så der har ikke været den store tilknytning. Mine fætre og jeg har dog delt ferier ind i mellem, og jeg har mange gode oplevelser fra den tid..

I de første år lå fokus på os, der var afkom af min mormor’s døtre, så kom vore børn til, og for nogle få er der nu tale om en rolle som bedsteforældre, og min mormor er dermed tip oldemor.. Min mormor ligner sig selv, lidt stille og forsagt følger hun dagens gang uden de store armbevægelser. Hun er blevet gammel, og husker ind i mellem ikke hvem jeg er, men i år huskede hun mig glimrende, andre år ikke – sjovt som hukommelse kan svinge..

Tøser på den gamle bænk

Mine børn har været med altid, men det er først de senere år, at de knytter kontakter. Frederik har en aftale med min fætters knægt inde i centrum af Aalborg, lidt sjovt at tænke på, at jeg som knægt legede med min fætter på gården i stedet.. Sådan er det en dag af både historisk og nutidisk værdi, og mine børn glor undrende på mig, når jeg fortæller om de forskellige mennesker, og hvilken betydning de har haft i mit liv..

F.eks var det min fætter Morten der lærte mig at ryge, og det var også ham der lærte mig at fiske i Lindenborg å i sin tid.. Vi aftalte på dagen en fisketur fra hans sommerhus ved Muldbjergene, hvor vi skulle sætte garn på kysten – vi er stadig drenge af sind, og da vi i lørdags skulle hente garnene efter at have sat dem i fredags, var spændingen lige så stor som dengang. Jeg havde Frederik med i projektet, han forstod ikke meget af det vi gjorde, men da vi skulle hente garnene, fejlede spændingen ingenting, og han nærmest løb ud til ud i vandet til garnene.. Resultatet var 4 skrubber, 1 makrel og uendeligt mange fjæssinger..

Sådan har jeg beretninger om de fleste af mine fætre og kusiner, og mine børn har svært ved at forestille sig, at vi også har været børn engang..

Pandekager over ild..

Min mormor bliver ikke yngre, eller det gør ingen af os for den sags skyld. Enkelte er faldet fra undervejs, men jeg håber da det er en tradition vi kan holde levende mange år ud i fremtiden..

Hygge i skyggen

Sådan en dag går alt for hurtigt- også denne, men vi fik da hilst på hinanden, og snakket om hvad der er sket det seneste år..

Det blev mandag igen, og dermed hverdag for os alle.. Mine børn startede ugen hos deres mor, så jeg stod op til kun larmen fra Gitte og hendes børn en meget tidlig mandag kl. 6:30.. Jeg er absolut ikke morgenmenneske, og vil helst, at alt foregår meget stille i ro og uden en masse støj. Ikke fordi jeg er morgensur eller noget i den stil, jeg sætter bare pris på at dagen starter stille. Sådan er det ikke med de 3 tøser der er flyttet ind, der er fart på fra starten, og energien høj.

Hvor jeg før kunne sidde med lidt kaffe og røg og komme til mig selv, evt. med TV2News i baggrunden, så er mit røg nu fortrængt til garagen, TV2News afløst af Hanna Montana, og stilheden erstattet af hektisk aktivitet mellem de to badeværelser.. Intet negativt i det, men jeg skal bestemt vende mig til al den aktivitet..

Den største forskel på Gitte og jeg i den sammenhæng er, at jeg er vandt til at have en stor del af ugen for mig selv – uden børn, og det er lige den modsatte verden for hende, hun er vandt til at have børn en stor del af tiden. Det giver sig udslag i, at meget af hendes hverdag foregår gennem børnene og med børnene i centrum naturligvis. Jeg derimod har boet alene i 7 år, og af omstændighederne tvunget til at skabe indhold i mit liv uden børn en stor del af tiden.. Begge dele har sine fordele for den enkelte, men det er også en modsætning der er til at få øje på..

Jeg er meget udfarende i sommerhalvåret, det er her jeg henter min energi til de lange vintre som ofte foregår hjemme. Gitte er mere bundet af sine børn, og kan ikke uden videre smide hvad hun har i hænderne fordi vejret er til udendørs aktivitet… Jeg har levet et egoistisk liv på den front, og har næsten kunne gøre som jeg har lyst til, når jeg har sørget for mine børn de dage, hvor de er hos mig..

Det er ikke svært at se konflikten i den konstellation, og den er der, indtil vi begge glider ind i en fælles hverdag, hvor yderlighederne i vores fællesskab pudses af og helt forsvinder.. Jeg vil alligevel nok altid søge mit eget selskab i en eller anden udstrækning, sådan er min natur. Gitte vil nok også være bundet til at hjemmet og sine børn, fordi det er sådan hendes hverdag er, men med tiden ældes hendes børn også, og de vil være langt mere udfarende end nu..

Kanterne er også til at få øje på, og vi har dem alle med os.. Der er nogle nye roller der skal fordeles, en masse vaner der skal accepteres eller lægges væk.. Grænser fjernes og andre sættes op, respekten skal skabes blandt os alle som det unikum vi er.. Det rum vi trives i er der ikke fra starten, det skaber vi selv undervejs, og det giver og vil give en masse konflikter og frustrationer fremad..

Vi er netop gået ud af en måned med flytning, ferie og børn en stor del af tiden, vi er trætte og slidte efter nogle hektiske uger, meget er nyt og der en masse indtryk der skal på plads, samtidigt med at vi forsøger at vi hver især forsøger at skabe tryghed i noget nyt..

De fysiske rammer er de samme for mig, men den største forskel i det hele, er hvad der nu er indenfor de rammer.. Mænd og kvinder er forskellige, det er vist klart for de fleste, men at forskellen skulle være så stor, havde jeg aldrig drømt om.. Detaljer, detaljer og detaljer, alt bliver detaljeret i en grad jeg ikke troede var muligt, alt skal diskuteres og vendes. Intet overlades til tilfældigheder, og intet forbliver usagt.. Hvad for mig er et klinisk rent toilet, bliver af mine nye “kvinder” beskrevet som noget af det værste de har oplevet.. Den kaglen der følger med, larmen ved spisebordet og generelt hele det væsen der følger med piger, er for mig og sikkert også mange andre mænd ubegribelig og langt hen af vejen overflødig…MEN heldigvis for forskellen, måske er der et rigtig godt kompromis midt i det hele, og jeg kan kun håbe på at finde det undervejs..

Indtil videre har det været en oplevelse på alle måder, noget er skidt, andet er bestemt godt og udfordringer er der nok af, så et skridt af gangen…

Traditionen tro, skriver jeg om vore oplevelser når vi er på ferie. Sidste år på Jambo var bestemt ingen succes, dette år ser på forhånd ikke ud til at blive meget bedre. Vi har en evne til at fange det dårlige vejr når vi pakker campingvognen. Sidste år tog vi hjem efter nogle få dage, fordi det regnede og blæste, så man skulle tro det var sen november.

Optagten denne gang har været en juli fyldt af sol og varme, ganske lidt regn og i øvrigt ganske fint campingvejr. Vi har brugt juli på at flytte Gitte og børn ind hos os, det skete i høj sol og varme – lige netop når man ikke har brugt for det… Og da vi lagde sidste hånd på værket i torsdags kom regnen og siden vinden, og det har blæst og regnet siden..

DMI – prognose

Jeg kan desværre ikke gøre så meget vejret udover at snakke om det selvfølgelig.. Heldigvis har min bror været her ugen forinden, og vi kan derfor flytte ind i en klar campingvogn med forteltet slået op.

Sommer residensen..

Gitte sidder derhjemme og leder desperat efter afbudsrejser, mens hun venter på, at hendes campingvogn skal blive ledig.. Vi har reserveret nabo pladsen, så vi kan lave familiecamping når de kommer..

Lidt ligesom sidste år, så føler jeg mig en kende malplaceret, det er seriøse naboer jeg har! Forteltet er fyldt med køkleskabe, reolsystemer og andet som hører et hus til. Udenfor står der rigtige havemøbler, stakit og blomster. Her kommer vi så med foldudborde, og klapsammen stole. For at give et vist indtryk af fastboer, så har jeg hængt en rigtig rispapir lampe op i forteltet…!

3 på stribe ..

Flyvende Farmor, eller er det Amalie.

Frederik i flugten

Det er stadig tørvejr her og ingen vind, det skal selvfølgelig udnyttes, så vi har haft turens første badetur, og selv om vi har ventet længe på at vandet skulle blive varmt, så havde det ikke hjulpet det mindste – det var i mine øjne bidende koldt!

Kunsten at lave mad i to små gryder – Spaghetti og kødboller…

Efter en kulinarisk oplevelse, tilberedt på 10 min i små alugryder over gas, som helt sikkert ikke er sundt, men ok velsmagende, smed vi tøjet endnu engang og hoppede i poolen… Jeg tror næsten jeg gjorde vor herre kunsten efter, og nærmest gik på vandet efter at have dyppet den ene tå – puha det var koldt! Ungerne var lidt mere tykhudede end jeg, og plaskede rundt et stykke tid, hvor i mod jeg hurtigt fortrak til den varme bruser..

DMI har vi ikke mærket noget til endnu, der er lovet 13mm over Nordjylland, men vi har kun fået to dryp, og vinden er også fraværende. Så skulle vejret holde sig sådan resten af ferien, ville det ikke gøre en masse..

1. august

Kan man have det modsat – stilhed før storm? Det har været en rædselsfuld nat, 3  børn og jeg i en lille campingvogn, hvor vi alle skulle vænne os til omgivelserne.. Jeg måtte have Josefine liggende i min seng, for at der kunne være plads til os alle. Og har man en gang sovet med hende, så ved man, at det ikke går stille af sig – hun skøjter rundt med albuer og knæ forrest. Frederik er efterhånden alt for stor til en campingvogn, og der lød hule drøn hele natten når han forsøgte at vende sig på den trange plads..

Jeg fik et par timers søvn over midnat, men blev vækket igen kl. 3, og så lå jeg der og hyggede mig som i en kutter på vesterhavet, det hele gyngede og larmede… På et eller andet tidspunkt efter kl. 5 faldt jeg i en dyb søvn og vågnede igen kl.9 til et kogende hedt fortelt. Hov! var det solen, det var det da vidst.

Modsat hvad både DMI og alle andre vejrprofeters havde lovet, så skinnede solen, om end ikke fra en skyfri himmel, så pletvis da..

Formiddagen gik med skiftende vejrlig, men ved middags tid bragede solen igennem, og har så holdt sig fremme siden da.

Endnu en campingvogn i campen – bemærk den skyfrie himmel!

Gittes låne campingvogn blev leveret lige inden middag, og Gitte kom selv kort tid efter. Herefter gik et par timer med at sætte vognen som den skulle stå, samt sætte et ukendt fortelt op, hvilket er en udfordring der er til at få øje på. Men det lykkes da uden alt for mange bandeord..

Herefter var det frokost tid, og efterfølgende en morfar til mig, jeg havde lidt jeg skulle have indhentet.. Og efterfølgende gik det stærkt. Solen skulle nydes, det er ikke til at vide, om vi igen får den at se i morgen…

Baderinge pustes op

Vi  hoppede alle i badetøjet, og nød varmen fra oven, mens vi blev kølet af  i vandet.. Vi var ikke de eneste der havde fået den tanke, så der var en vrimmel af børn, forældre og andet skidtfolk ved poolen, men vi fik da hamstret et par liggestole, og her gik resten af eftermiddagen så..

Badedyr i poolen

Selv børn kan komme til at fryse selv om solen bager, så vi sluttede med en tur under den varme bruser – en kærkommen fornøjelse.

Aftensmad i solen

I taknemlighed over det gode vejr, besluttede vi at spise ude på den eneste restaurant der er her i omegnen, nemlig campingpladsens.. Maden er god her, og priserne spiselige, set i betragtning af, at de har nærmest monopol lignende tilstande.. Vi nød pizza, pasta og burgere i den sidste sol sammen med hvepsene som sværmede omkring vores sodavand, det mindede faktisk en del om sommer..

Solnedgang over Saltum strand, det var lige så smukt som det ser ud..

Ungerne løb efterfølgende over i aktivitetsrummet, og vi fortrak med en kop kaffe i forteltet mens vi så solen nærme sig horisonten.. Da den var langt nok nede pakkede vi bilen med unger og store is vafler, og kørte derefter til stranden. Vi ville have det sidste af solen med, og det fik vi.. Herfra kan det kun gå ned af bakke…

2. august

En rolig og lang nats søvn gør underværker for de fleste, også for os.. Jeg vågnede lidt før mine børn, men Gitte var allerede i gang, og havde hentet rundstykker til os alle. De blev spist etapevis hver vogn, da vores børn vågnede drypvist op af formiddagen..

Josefine på torvet i Blokhus

Vejret har i dag ikke været helt så godt som i går, men det var jo også forventet med Jarnvigs udsigter. Ikke desto mindre har vi haft sol det meste af dagen, men lidt køligere. Dog varmt nok til at Gitte og jeg hoppede i poolen kl. 9 og fik en frisk start på dagen.

Idyl i Blokhus

Efter morgenmadet blev det besluttet at frokosten skulle indtages i Blokhus. Jeg ved ikke hvorfor vi havner i den by, for jeg skuffes hver gang, den er røvsyg, og det var maden i øvrigt også. Et spisested der hed caza et eller andet som i tidligere tider lavede god mad, serverer nu den værste gang junk, men så blev vi da så meget klogere..

Udstødningen på en Triumph motorcykel…

Mens pigerne kiggede tøj, fjumrede jeg lidt rundt med kameraet i håb om at finde det oplagte motiv, det havde jeg lidt sjov af.. Byen er hurtigt overstået på denne tid af sæsonen, så vi vendte næsen hjem igen langs stranden, hvor man på godt 5 km kan køre langs havet til Saltum..

Resterne af et marsvin er en lækkerbisken for en måge

Undervejs stødte vi på resterne af et marsvin, det ser ikke ud af meget, men lugter helt forfærdeligt. En måge synes det var vældigt lækkert, og var ret kølig over at jeg forstyrrede den i frokosten.. Resten af turen foregik ret udramatisk, bortset fra et par turister der var kørt fast i sandet.. Og når man nu ikke har råd til en autocamper, så kan man i det mindste fryde sig lidt over deres manglende evne til at køre i sand..

En tilsandet autocamper

Dagene går alt for hurtigt her synes jeg.. Ret hurtigt var det aften igen, og jeg synes ikke rigtigt vi havde nået noget, men jeg havde da fået læst og nuppet en enkelt morfar… Aftenen har været aktiv, jeg ville egentlig have løbet en tur, men det kom ikke til at passe ind. Istedet hoppede vi alle i vore inlinere og kørte en tur ned til havet af cykelstier. En ganske hyggelig tur på 5km, det kan godt mærkes i benene, når der er 2 år siden de sidst har været bundet på et par inliners.. Ungerne tog det dog i stiv arm og klarede hele turen..

Traditionen tro, så slutter vi vores aften med en softice, det må være en tradition, når det er sket mere end en gang, vi gjorde det nemlig også i går…

Hvad morgendagen bringer ved jeg endnu ikke, det lader vi være helt op til vejret, men Blokhus bliver det ikke igen, måske en tur til Løkken, eller en tur på hesteryg, der er muligheder nok…

3. august

Vi stod op til en mere blæsende dag end vi tidligere har oplevet det, solen var der stadig, men det har været en mere kølig dag. Det er efterhånden en fast rytme, at vi starter dagen med rundstykker fra bageren, stille og roligt uden en masse ballade. Af samme årsag spises morgenmaden i hvert sit fortelt, så fordeles larmen fra 4 børn..

Frederik ser vi ikke meget til, han har fået nye venner og de “hænger ud” oppe ved indgangen, og hver gang vi andre nærmer os området, så opfører han sig som om vi er spedalske. Han starter hver dag med at sige: “Jeg skal ikke med i dag” og det endda uden at vide om vi skal noget… Drengen er vist ved at blive voksen..

Omkring middagstid pakkede vi bilen og kørte til Løkken, vi skulle have handlet lidt ind bla. Der er langt mere liv i Løkken end vi oplevede i Blokhus, et mere sammenhængende miljø af spisesteder og tøjforretninger.. Vi brugte lidt tid på at shoppe, og selv der var 4 piger og kun en han, så var jeg den eneste der fik handlet nyt – et par flippede All Stars sko..

Frokosten blev indtaget på en fortorvsrestaurant, stjerneskud og pommes frites. Hjemme på campingpladsen igen, spredtes ungerne for alle vinde, så Gitte løb en tur mens jeg læste, og så byttede vi plads da hun kom hjem – der er 3km til stranden i løbesko..

Stranden ved Saltum

Jeg havde løseligt aftalt med Martin, at såfremt vejret var til det, skulle han kigge forbi med sine drager, og så kunne vi tage til stranden og køre med hans buggy, så han meldte sin ankomst efter aftensmaden kl. 1930.

Pigerne leger med drage..

Vi kørte til stranden kl. 2030, vinden havde heldigvis lagt sig lidt, men vi valgte alligevel at “nøjes” med den lille drage. Ret hurtigt viste det sig alligevel, at det ikke var dagen for kørsel med drage. Det ene hjul på buggyen var fladt, og snoren på dragen sprang i den hårde vind. Den store drage blev pakket ud, men kun for at vise Martin, at den ikke havde tænkt sig at holde igen i den hårde vind, så Martin nærmest fløj mod klitterne, indtil han valgte at give slip på dragen..

Kitesurfer i bølgen

Vi var ikke de eneste med problemer, en kitesurfer kæmpede i bølgerne med at komme op at ride på bølgerne, men hver gang væltede vinden ham.. Vi pakkede det hele ned igen, og kørte tilbage mod campingpladsen efter et par timer på stranden.

To piger på stranden i solnedgangen

Vi sad og hyggede lidt i campingvognen inden Martin tog hjem, og jeg gik herefter på jagt efter vores børn som var spredt over hele campingpladsen. Frederik fandt jeg først kl. 23 da han i mørket kom slentrende som det mest naturlige i verden..

Dagene går lidt i et heroppe, det er ikke det store vi foretager os, men det er vist heller ikke meningen.. Tiden har det med at gå af sig selv, og vi har jo ikke noget vi skal nå.. En tiltrængte pause ovenpå nogle hårde uger med flytning..

4. august

Pest! Eller noget der minder om det.. Det startede i nat, hvor Gitte bankede mig op kl. 0100 – Amalie havde kastet op i sin seng.. Frederik vågnede kl. 0600 med ondt i maven og kvalme, og nu  er den hollandske nabo familie også ramt, deres børn kaster også op.. Heldigvis ser det ud som om alle vore børn har overlevet, Amalie har lige været ude at bade med os, hun er frisk igen. Frederik er også smuttet, og hænger ud oppe ved indgangen sammen med de andre..

Af samme årsag bliver dagen en stille dag uden særlige gøremål. Vi slapper af, ser dvd, læser og hygger, sådan er camping heldigvis også..

Afslapning i solen

Senere samme dag… Pesten var nu ikke så dødelig som først antaget – alle er oppe at stå igen og nogelunde friske. Det ændrede dog ikke på, at dagen blev afslappet. Jeg brugte det meste af eftermiddagen på ryggen med en god bog, mens ungerne igen var spredte for alle vinde.. Ind i mellem kom de i pit for at blive fyldt op med mad og tryghed, og så smuttede de igen..

Gitte har fundet et andet taleøre på pladsen, en hollandsk familie  er naboer, og fruen derfra vil også gerne tale, så der gik det meste af hendes eftermiddag.. Selv landegrænser kan ikke stoppe en kvindes lyst til at tale – og gerne en masse…

Aftensmad på restaurantens terrasse

Som dagene går, bliver vi mere og mere magelige, det er ikke madlavning vi bruger tiden på, og i aften endte vi endnu en gang på den lokale restaurant med de glimrende pizza’er.. Mens vi sad der på terrassen begyndte det at tordne i horisonten, og inden længe piskede regnen ned..

Det er ikke meget vi har mærket til regnen mens vi har været her, så om der skulle komme en enkelt byge eller to, gør nu ikke så meget – vi fortrak til vores fortelte, og red stormen af der..

Et stendødt marsvin..

Josefine og jeg pakkede bilen da det blev tørvejr… Jeg havde set skelettet af et marsvin den foregående aften, og ville se om det var fotogent.. Det var nu ikke for svært, hele stranden sejlede i ferskvand fra regnbyen, så der må være kommet en del alligevel..

Den enes død, den andens brød..

Det så lidt makabert ud, og de mange turister i biler må have luret en del på ham idioten der lå med røven i vejret og en lynende blitz, en onsdag aften i august.. Skidt jeg havde det sjovt og fik leget det jeg skulle… Vi kørte derefter et langt stykke af stranden, inden vi vendte bilen igen, og fandt hjem til isbaren på campingpladsen..

Nu er det så spændende at se om natten forbliver forholdsvis rolig uden alt for mange syge mennesker..

5. august

Feriemave er der vist nogen der kalder den racerrøv jeg har døjet med siden i aftes..  Jeg har også fået pesten, og er temmelig mat.. Vågnede i morges og kunne godt mærke et eller andet var på vej, og jeg har så siden gået rundt lidt halvslap og uoplagt..

Gitte har været til begravelse i formiddags, så oveni har jeg danset med 3 piger og en knægt. Det er nu gået meget godt, men min lunte er ikke så lang kan jeg godt mærke.. Jeg havde en mindre optur omkring middag, hvor jeg slæbte dem op til poolen, endnu en dag med sol bør udnyttes, især når det lakker mod enden som nu..

Vi har kun én bil til to campingvogne, så Gitte og hendes børn tager hjem i morgen aften, og jeg følger efter med deres campingvogn, så er den af vejen.. Vores egen bliver holdende indtil lørdag, hvor vi så fortsætter videre til mine forældre til den årlige familiefest.. Jeg skulle gerne være lidt mere frisk inden vi kommer til i morgen..

Bade nymfer

Det bliver vidst desværre ikke i dag jeg får min optur, har brugt det meste af dagen liggende i campingvognen mens jeg følte mig som en spærrebalon.. Vejret har heller ikke opfordret til det store udeliv, det skyede til i løbet af eftermiddagen, og siden har det så småregnet et par gange, og det er en kølig aften..

Camping Kuller er også ved at indfinde sig, jeg har intet problem med absolut intet at lave en hel uge, læse, bade, slappe og ligge i solen. Gitte derimod mener derimod der sker for lidt, sådan er vi jo så forskellige.. Jeg er i den heldige situation, at når bare jeg har et kamera og en pc i nærheden, så kan jeg sagtens få tiden til at gå, selvfølgelig helst i højt solskin…

Jeg håber dagen i morgen bliver en god finale, og det gode vejr indfinder sig over området, så vi kan få indhentet lidt af det, de sidste to dages sygdom har hindret os i. Mætheden begynder at indfinde sig i os alle, så det ville være skønt om den sidste hele dag for os alle blev minderig på den fede måde..

6. august

Pesten breder sig… I nat har Gitte så været syg, og Josefine klager over ondt i maven, det ser ud til, at vi alle skal turen igennem. Den eneste der helt kan sige sig fri for symptomer er Julie, og jeg tror det er nådestødet for vores ferie. Jeg vil se om det kan lykkes mig, at få pakket begge vogne og være ude af pladsen, så vi ikke skal betale for endnu en overnatning..

7. august

Ja  det blev ikke helt den afslutning vi havde håbet på. Vi forlod pladsen ved middagstid i tiltagende godt vejr.. Solen bagte fra en skyfri himmel, så vi svedte ganske meget i arbejdet med at tage de to fortelte ned, og pakke begge vogne. Mine forældre var så hjælpsomme, at de hentede den ene, så jeg kunne nøjes med at køre den anden til Støvring..

HD video fra mit Canon EOS 7D

Bortset fra sygdom, så synes både jeg og ungerne, at det har været en god ferie. Det kan også måles på, hvor lidt de var at finde i campingvognen, de var der næsten kun til spisetiderne.. Camping er måske ikke den mest eksotiske måde at holde ferie på, men når der er 4 børn og 2 voksne, så er det en realistisk måde.. Den samlede pris for to vogne i en lille uge var på 4500.- Der udover mad og andre forlystelser, det kommer man altså ikke langt for på charter..

Konstellationen med to vogne er måske ikke den bedste, når man tager nærheden i betragtning, det var lidt som om vi var på ferie hver især, men igen – det muliges kunst..

Flytningen har stået lidt stille i ugen, der er par store ting der skal falde på plads hos mig inden. Mit kontor skal tømmes og flyttes ind i stuen – dermed ryger min rygesalon også, så nu skal jeg ud blandt himlens fugle, hvilket er ok i sommertiden, men hvad med vinteren… Nå den tid den sorg… Onsdag var vores første dag til Tall Ship Race, jeg var der også tilbage i 2004 da det hed Cutty Sark, og husker det som en stor oplevelse med masser af sol og glade mennesker. Der er sket meget siden da, ikke mindst på havnefronten, som i modsætning til hvad det uambitiøse byråd ellers får lavet, er en perle. Vi cyklede derind udfra en tanke om, at det nok var temmelig umuligt at finde en p-plads, og det var det også – det var et trafikalt kaos!

De største sejlskibe var der

Gitte ville gerne høre musik på Nr. Sundby siden, så der startede vi. Der er et eller andet med den del af Aalborg som gør, at det aldrig er et særligt fedt sted at besøge. Middelmådigt, fattigt og slidt er indtrykket af en eller anden årsag, måske det bare er mig, men det er ikke fedt at være fra Nr. Sundby. Festen på den side var også langt mindre befolket, boderne mindre og stemningen slet ikke på niveau med det vi skulle opleve på Aalborg siden. Dette på trods af, at det absolut største skib, lå fortøjet på denne side.

Godt jeg ikke er matros på denne..

Vi hoppede på cyklerne igen, og kørte til Aalborg siden. Her var der temmelig mange flere mennesker og langt mere at se på. Selv om det var den første officielle dag af racet, så var hele kajen plastret til i sejlskibe fra det meste af verden. Jeg har endnu ikke gået en tur langs havnen efter den er blevet renoveret og gjort en del mere imødekommende – jeg var temmelig imponeret! Vi satte cyklerne, de var nærmest umulige at have med i den pøbel af mennesker der skridtede havnen af, og gik langs kajen. Ret hurtigt mødte vi venner fra byen, og satte os med dem ved noget der mindede om en trappe ned til fjorden. Mens vi sad der, begyndte et band at spille i teltet på Utzon scenen. Jeg havde aldrig hørt dem før, men de spillede en god gang rock – lige den slags jeg sætter allermest  pris på. En blanding af Led Zeppelin og Deep Purple.

Basisten fra The Blue Van
De spillede så højt, at vi bestemt ikke havde problemer med at høre dem til selv om vi sad et stykke derfra, mens vi spiste de sandwich Gitte havde smurt hjemmefra. Jeg blev mere og mere fraværende, der var et eller andet ved den musik som jeg måtte opleve – afsted det gik. Vi fik sagt pænt farvel og skyndte os i retning af musikken, og fik de sidste 20 min. med. Jeg har da sjældent set et band give den så megen gas på en scene.

The Blue Van De

spillede og agerede slet ikke som et band fra lille Danmark, og hvad jeg siden har fundet ud af, så kan det faktisk ikke blive mere dansk end Hjørring og Brønderslev! Tænk sig at så skønne toner kan komme fra det mørke Vendsyssel.. Jeg åd det hele råt, og fik efterhånden kæmpen mig op til scenen, så jeg havde frit udsyn med mit kamera. Efter de obligatoriske ekstra numre takkede bandet af, og jeg fik lagt bandets navn ind på lystavlen til nærmere eftersyn der hjemme. Jeg har siden fundet ud af, at de har 4 udgivelser bag sig, men desværre synes jeg ikke nogen af dem svarer helt til den fede oplevelse jeg havde af dem live.. Samme aften skulle Magtens korridorer spille, men det var lidt op af bakke efter den oplevelse vi allerede havde haft. Jeg bliver vist aldrig rigtig hooked på det band, men det er der så mange andre der er, for det var nærmest umuligt at komme i nærheden af scenen mens de spillede.. Det var en smule sent da vi cyklede hjem den aften, mætte af musik og mennesker, men vejret var perfekt til en cykeltur i mørket ud til Sdr. Tranders.

Springvandet ved det gamle toldkammer

Fredag var vi afsted igen, mest af alt fordi det skulle fejres at vi nu havde ferie. Det blev en tur igennem byen med et enkelt stop hos Baresso, inden vi igen nærmede os havneområdet. Denne gang ikke så meget på grund af skibene – dem havde vi jo set, men mere for at se alt det andet der skete i området.

Alt i pølser og den slags..

Jeg kan ikke lige se relevansen, men der var boder der både solgte pølse og ost, og et andet sted engelsk slik. Man kan jo håbe disse boder får lov til at blive stående, så vi kan få et større marked i Aalborg, hvor der sælges alle de specialiteter som almindelige dagligvare forretninger ikke sælger, lækkert så det ihvertfald ud..

Voergaard slot i Vendsyssel

Lørdagen kom og hermed vor sidste frie dag inden det for alvor skulle gå løs med flytteriet. Ungerne vendte retur efter 14 dages ferie med deres mor, så hvad mere oplagt end endnu en tur til middelalderdage – denne gang på Voergaard, hvor det hele er lidt mere autentisk i realistiske rammer. Vi har været der før, og det er drømmeland for små børn og nogen gange deres halvflippede forældre..

En drabelig soldat inden kamp

Vi mødtes med mine forældre kl. 11 i fuld udrustning med alle vores børn, og tog den så derfra. Der er nok at se på, og nok af aktiviteter i løbet af dagen, så ungerne fik frie hænder til at gå rundt, mens vi lidt mere voksne tog turen i mere mageligt tempo.

Færgemanden

Middelalderdagene på Voergaard er ved at vokse ud af rammerne – successen er til at få øje på. Området hvor boder og arbejdende værksteder er placeret, flytter hvert år grænserne, så de nærmest er at finde på parkeringspladsen..

Den stolte ridder

Der findes alt fra bueskydning til affyring af blide, sejllads over voldgraven og spåkoner som kan fremsige din fremtid med hjælp fra tørrede kragetæer og dyreknogler.. Jeg har vist sagt det før, det er imponerende hvilken ildhu de lever det liv med, men jeg forstår ikke hvor fra de henter den iver..

Gabestokken er klart undervurderet som opdragelsesmiddel!

Nonner på gyngende grund..

Et hav af boder sælger alt fra bæltespænder til sværd, jeg tror det meste af handlen foregår mellem deltagerne, effekterne hører middelalderen til, og det vil virke en smule særpræget om man ude i virkeligheden gik klædt med effekter fra dengang..

En nonne skriver med gamle typer

Der var ingen kaffe i middelalderen, allerhøjest et glas mjød eller fortyndet vin, så min mor havde været forudseende, og bilen var pakket med kage, kaffe og dåsecolaer. Vi fandt en bar plet og nød kaffen med riddere, soldater og andet godtfolk rygende om ørene på os.

Selv svanen var klædt i fjerdragten fra dengang

Drabelige kampe!

Vi sluttede festen med soldater i kamp på plænen foran slottet, og kørte herefter med mine forældre til gården, hvor de havde deres levebrød og bopæl indtil for et par år siden. Heldigvis havde de nye ejere kaffe på kanden, og jeg fik en guidet rundtur i stuehuset, hvor også jeg har brugt et par år eller tre. Lidt underligt at gå rundt i et hus som er vært for helt andre mennesker.. Ungerne fik lov at hilse på grisene, et par hunde og en kat – det var vist det tætteste de kommer på bondegårdsferie i år..

Vi brød op igen, og smuttede forbi skoven ved gården, og fik fyldt en god håndfuld kantereller i posen, så vi havde til aftensmaden..

Der er sket rigtig meget siden weekenden, jeg har det lidt som om det er meget længe siden.. Flytningen herhjemme trækker tænder ud på os alle, flyttekasser, poser, møbler i et væk. Vi kører på fra morgen til aften, pakker ned og pakker ud, piller ned og hænger op, det virker som et kæmpe og uoverskueligt projekt ind i mellem. Skiftesvis taber vi modet og har lyst til at sætte ild til det hele… Det er svært at mætte alle behov og skabe en for alle brugbar løsning..

Det hele kulminerede i aftes efter endnu en hård dag med flytning. Vi havde lejet Bugges store trailer og havde fyldt den to gange.. Garagen var fyldt til randen og huset ligeså! Nok er nok, og nok gammelt l… er også nok.. Vi er nok begge alt for gode til at gemme, og selv om jeg synes, at jeg har ryddet op nogle gange de seneste år, så er der stadig ting i mit hjem som mest er en selvfølge, og egentlig ikke til gavn..

Sent i aftes gik vi begge amok, pakkede ud og smed væk i en lind strøm. Masser af tøj, bøger, cd’ere og ikke mindst en stor del af mine gamle LP plader fra min fortid, røg ud til fordel for at skabe lidt plads, så vi kan være der sammen… Et eller andet sted er det jo vemodigt, der er minder knyttet til mange af de ting vi gemmer.. Jeg kan huske min første LP ligeså godt som den sidste jeg købte.. Enkelte plader blev spillet i perioder hvor der skete store skift i mit liv, der i er der mange minder..

Jeg gik i gang med først nænsom hånd, alle LP’ere som jeg i dag har på CD røg ud. Dernæst kom turen til de skiver der ikke rigtigt vakte minder om noget super godt.. Da jeg nåede til enden, havde jeg vel smidt 100 LP’ere på traileren – det lettede.. På under en time havde vi fyldt en trailer til randen! På et loppemarked kunne den trailer have været indbringende, men igen, det var vores minder, vore oplevelser og vore penge der er gået til det hele.

Det var så vores ting – og liv, herefter var det børnenes tur… Det er bestemt ikke meget lettere. Børn gemmer helst alt, og det ender ret hurtigt op i et kaos af legetøj der hørte til en helt anden alder. Heldigvis har mine børn så nogenlunde evnen til at smide ud, Frederik har kun brug for en pc og et tv, Josefine leger med ganske få ting. Gittes børn derimod er virkelige legebørn, urealistisk meget legetøj blev pakket ud – og væk igen, og den slags sker ikke uden utilfredshed og gråd. Lidt på samme måde med tøjet, de vokser langt hurtigere end de kan slide tøjet op, og det er ikke altid de er helt færdige med tøjet, inden det er for småt, så hellere gemme det lidt.. Jeg har det lidt på samme måde, noget er for godt til at blive smidt ud, så det ryger ud et andet sted, og gemmes der indtil det har en alder, hvor det er mere spiseligt, at sende det i skraldespanden..

Sådan har de sidste par dage gået… Pakke ned, pakke ud, pakke ned og smide væk.. Processen er sund nok, men det er lidt slidsomt..

Lige nu hænger flytningen os begge ud af halsen, vi er trætte og vil bare gerne være på plads, så vi kan dele en hel aften på sofaen uden udsigt til en masse hårdt arbejde dagen efter.. Imorgen er der igen en dag i oprydning, udpakning og udsmidning, efter det skulle vi gerne være der, hvor vi kan pakke vore kufferter og drage på camping med ungerne. Jeg kan se vejret er ved at arte sig i en retning jeg kender, når vi vælger campingslivet… Sidste år tog vi hjem fra camping efter 4 dages rædselsfuldt vejr, jeg håber ikke dette år skal være en gentagelse..

Jeg sender lige en bøn, og beder om godt vejr…

Ind i mellem flyttekasserne finder vi også tid til at handle nye møbler, køleskab og fryser, så vores “infrastruktur” er mere rettet mod en stor familie med fire børn og to voksne. Problemet er indtil nu ikke så meget børnene, men mere hvordan man får flettet to hjem sammen i et nyt, hvor der levnes plads til begges indretning..

Vi er ikke altid enige om hvordan og hvor vi finder plads til det forskellige. Vi er to forskelligheder på alle områder, har forskellige opfattelser af indretning, hygge og indretning generelt. Jeg vil gerne det rene, det enkle og det måske lidt kedelige.. Gitte er mere til det hyggelige, og det betyder ikke så meget hvordan hyggen opnås. Vaser, malerier, gammelt stel fra nu afdøde familiemedlemmer, hvor affektionsværdien er højere end brugsværdien.

Jeg har den mere praktisk indrettede “sans” for detaljen, jeg er meget nøjeregnende med pladsen og anvendelse af “ting”. Jeg kan godt måske se værdien i forskellige ting som har en historie, men jeg kan også se nødvendigheden i at det pakkes væk, når det nu ikke har været brugt gennem flere år..

Heldigvis opnår vi som oftes enighed undervejs, selv om bølgerne godt kan gå lidt højt. Det er da indtil videre lykkedes os, at få plads til Gittes garderobe sammen med min, Gittes køkken udstyr sammen med mit.. 20 flyttekasser, 5 montana reoler, nyt køleskab og frys, senge til børnene er nu på plads. Meget er røget ud, andet på loftet og noget flytter vi rundt på indtil vi opnår enighed i, at det bare ikke hører til i vores nye fælles hjem..

Indtil videre synes jeg faktisk det hænger godt sammen, helheden er synlig og der er ikke den store forskellighed i indretningen..

Regelsæt for pigeværelse

De to ældste piger er gået ind sammenflytningen med stor iver, en køjeseng var startskudet til en skarpsindig analyseren af husreglerne. Det startede med et skilt til badeværelset, så man kunne se om der var optaget, dernæst en række skilte på døren ind til værelset, hvor der står beskrevet, hvem der har adgang til værelset og hvem der ikke har!

Endelig fandt de det også vigtigt at lave interne regler for hvordan deres fælles værelse skulle anvendes. Og jeg kan kun nikke anerkendende til regelsættet, men jeg kan måske godt være lidt tvivlende omkring efterlevelsen. Enighed om tv programmer… Ingen sure underbukser.. Pligterne deles i fælleskab…

Jeg synes det har været hårde 14 dage indtil videre, hvor vi har forsøgt at flytte, ind i mellem de dagligdags ting der nu også skal passes. Hele tiden synes jeg at knokkel arbejdet altid falder, når det er allermest varmt og fugtigt, så jeg har skiftet tøj flere gange dagligt.

Udover flytning og indretning, indkøb og udsmidning, så har jeg også været så letsindig at sige ja til at passe ungernes hund mens de var på ferie i Spanien. Hunden er sød og nem, men det er også en hanhund med en væsentlig lyst til forplantning.. Ikke mindre end 7 gange er den stukket af uden den mindste omtanke. En dør der står på klem er nok til at den forsvinder, der er et par hunhunde i nabolaget der står for tur. Den ene er en stor New Foundlænder som i øvrigt er steriliseret og har vældigt rare ejere. Den anden er en lille grim gravhund med en småskør ejer..

Taget i betragtning, at hunden kun er ca. 40 cm høj, så er New foundlænderen måske en stor nok mundfuld, men dertil, er han ikke kommet endnu – hun lugter jo godt… Gravhunden passer bedre i størrelsen, men der skal den så løbe spidsrod uden om ejeren..

Strejfeturene kulminerede den dag mine børn kom hjem igen. Mens vi ventede på at de skulle komme, benyttede hunden lige muligheden for at stikke af. Da jeg kender tumlen efterhånden, hoppede jeg på cyklen og fulgte efter..

Jeg fandt ham med det samme i gravhundens have, hvor den blev jagtet af havens ejer. Inden jeg nåede at få råbt op, havde han presset den op i et hjørne, hvor han gentagne gange sparkede hunden. Jeg blev ganske rasende og fik ham fortalt, at han kunne forvente samme behandling, hvis jeg så det ske igen..

Jeg fik hentet hunden hjem igen, lettere forkommen og ganske skræmt. Afleverede senere hunden til mine børns mor med en beskrivelse af hændelsesforløbet.. Hun valgte at opsøge klovnen for at fortælle ham det samme som jeg havde sagt, måske bare på en lidt mere blid måde.. Han kunne ikke se problemet, hunden gik i hans have, og han  måtte derfor behandle den som han havde lyst til, inklusive at sparke den med sine træsko..

Hunden er stadig mærket efter oplevelsen, og jeg går og overvejer om ikke idioten skal anmeldes for dyremishandling…

Snedkeren arbejder

For at hele sommeren ikke skal gå med surt slid og flytning, så har vi heldigvis indlagt pauser med passende mellemrum. Gitte fik sine børn kortvarigt hjem efter 14 dages ferie med deres far, inden de igen skulle afsted med bedsteforældrene. Vi benyttede muligheden til at hellige os dem og lidt afslapning.

Lørdag var der som noget nyt, middelalder dage i Kildeparken. Samme fænomen har vi flere gange besøgt på Voergaard slot, hvor der hvert år samles flere hundrede mennesker som forsøger at leve efter datidens normer og meget autentisk.

En kriger med sin væbner

Gitte er så begejstret for disse middelalder dage, faktisk så meget at hun mener vi skal bruge vores sommerferie på at bo i de nomader der omgiver dagene… Jeg har det ikke helt på samme måde.. Jeg kan ikke helt finde begejstringen i at sove på et leje af halm med fåreskind som dyne, kvinder med hæklede undergevanter og hår under armene.. Kjole og bukser er heller ikke lige mig, og så er der i øvrigt ikke plads til min iMac..

Havregrød og kål er ikke en af mine livretter, og jeg kan heller ikke helt se hvilken funktion vi skulle have sådan et sted.. Jeg vil være selvskrevet som oldermand, men der er ikke noget tinge… Gitte er oplagt som sandsiger eller anden hokus pokus, men alligevel, hvem vil bo i telt med en heks..

Falkoneren var der også med sine jagtfugle

Alligevel kan jeg godt deles Gittes begejstring i, at det er ganske spændende at besøge sådanne arrangementer, se hvordan man gjorde dengang. Måden at leve på var helt sikkert mere simpel, men jeg tror ikke det var lettere.

Endnu en rovfugl

Vi ankom sen formiddag og betalte en temmelig høj pris for at komme ind – 75.- for voksne. På Voergaard er prisen 35.- og det er et langt større arrangement. Skidt det går vel til en god sag..  Det meste af parken var hegnet ind og fyldt med telte, bålpladser og andet der sendte os nogle hundrede år tilbage i tiden..

Bueskydning for voksne og børn, det er ikke så let som det ser ud..

Skydebaner, kamparena til riddere, landsby med arbejdende værksteder og i det hele taget var det ganske godt dækket. Selv en tatovør var der fundet plads til..

Levende håndværk

Gittes børn har bestemt arvet mors begejstring, og synes alt var fantastisk spændende… Den ene handlede kaninskind mens den anden så gøglerne optræde. Der går hurtigt nogle timer på den måde, og vi besluttede at spise vores frokost der.

Arme ridder i den varme…

Det er ikke nogen let sag at spise frokost i middelalderen.. Fladbrød, arme ridder eller en pølse med hjemmelavet ost.. Vi blev da mætte og ungerne mente de arme riddere var så gode, at de måtte have af flere gange..

En ridder af kvindeligt islæt

Jeg synes det er ganske imponerende hvor meget deltagerne lever sig ind i de roller de nu har.. Ridderne kommer hertil med heste, rustning og alt det andet der følger med til at være ridder, sågar væbnerne er på plads…

På et tidspunkt kom vi forbi et telt, hvor vi kunne høre et barn græde inderligt og langvarigt.. Det viste sig så siden hen, da vi hørte forældrene snakke med barnet, at det handlede om retten til at spille Nintendo… Det er svært at leve i fortiden uden nutidens nødvendigheder..

Riddere i kamp

Jeg har lidt svært ved at forstå den begejstring hvor med de lever sig ind i deres roller, det må være lidt det samme som dem der tumler rundt i skovene og leger rollespil. Jeg finder det en smule fjollet og ganske uforståeligt , men hatten af for at de gør det, ellers havde der jo ikke været den slags arrangementer.. De to riddere som kæmpede voldsomt på hest dannede par, og inden de begav sig i kamp med hinanden, fik de lige kysset til afsked og givet hinanden et kram, for efterfølgende at forsøge at smide hinanden af hestene.. Underligt….

En ny uge truer med endnu mere flytning, Tall ship race og middelalderdage på Voergaard..

I øjeblikket sker der ikke ret meget på job, sommertiden med ferie sætter sit præg på de aktiviteter der er, ganske kedeligt, men sådan er det jo.. Heldigvis har vi jo nok at se til derhjemme.. Gittes lejlighed pakkes i kasser og flyttes godt 20km nordpå til mit råderum. Det er en udfordring at få passet to hjem sammen i et, og så samtidig bevare særkendet fra begge hjem..

Med tanke på vejrudsigten og i horisonten 30 grader, foreslog jeg, at vi glemte flytningen i weekenden og slappede af. Vi har længe haft en stående invitation hos min gode ven Preben som har til huse helt ude ved vestkysten, ganske få kilometer fra den by jeg er opvokset i..

Jeg havde en idé om at overnatte i min fiskehytte som så ofte før, men da der hverken er kontakt til føntørre eller kaffemaskine og intet toilet, blev den tanke hurtigt forkastet. Jeg trives fint i den slags, når det kun er for en kort bemærkning, men Gitte er ikke på samme måde så afslappet i forhold til rammerne..

Udsigten fra min fiskehytte – den lille havfrue.

Løsningen blev, at tog turen ned langs vestkysten  på en dag, og så slutte festen hos Preben med spisning og hygge, hvilket jo heller ikke er nogen dårlig løsning, det kræver bare lidt planlægning undervejs.

Vi kørte hjemmefra midt på formiddagen i høj sol, jeg sigtede efter Hanstholm, og ville derfra køre ned langs kysten. Trafikken var tung, det var den første store udrejse dag i Danmark, så cmapingvogne og andet fyldte vejene godt.

Svaleunger ved Vejlerne

Vi nåede ned til Vejlerne inden jeg fandt det passende at træde af på naturens vegne. Oplagt derfor at stoppe ved udkigscentret og tage en pause der. Jeg har ikke megen forstand på fugle, men kunne da genkende nogle gæs der gik rundt ude i marsken eller hvad den slags nu hedder. I centret var der en vældig leben af halvtamme svaler, og jeg benyttede muligheden til at hilse på dem med kameraet..

Videre ned forbi Hanstholm langs kysten som er meget gold og barsk. Det er en del af den nye nationalpark og ligger derfor uberørt hen, ganske smukt på sin egen måde.. Næste stop Klitmøller, hvor jeg i mine yngre år dykkede en del ret ud for kysten. Det er en lille hyggelig fiskeby, hvor der i dag næsten ingen indtægt er fra fiskeriet, men derimod rigtig meget fra turismen.

Stjerneskud i solen

Der er ikke så meget at se i byen, det er stranden der trækker folk til. Vi parkerede bilen ved røgeriet og besluttede at spise vores frokost der. Der er et eller andet med fisk når man er i en by med stolte traditioner for fiskeri, velvidende at den fisk vi spiser, hverken er mere frisk eller nyfanget, end den vi kan købe i supermarkedet. Alligevel er det nu ganske hyggeligt at sidde i solen og spise sin frokost..

Stranden ved Klitmøller er ganske malerisk

Vi kørte videre ned til havet efter den gode frokost. I tidligere tider var her et paradis for surfere som kom fra det meste af Europa for at ride på bølgerne. Dengang parkede de på stranden i gamle VW transportere som knapt kunne hænge sammen, og så tilbragte de hele sommeren ved stranden, når ikke de blev smidt væk af den lokale betjent.

I dag er det ikke så meget anderledes, transporterne holder der stadigt på tyske plader, surferne kan med rette kaldes bumser og det er mig en gåde de kan bo i de biler..

Stranden ved Vorupør

Videre til næste by langs kysten. Denne gang Vorupør som nok er den største af de små fiskerbyer. Her er jeg kommet en del gennem tiderne. Vi dykkede meget ud fra molen, og kunne på et godt dyk nå hele vejen rundt. I dag er molen sandet til på den sydlige side, dengang var der 4 – 6 meter dybt, sjovt så hurtig naturen kan ændre på forholdene..

Vi delte en is på en af de store betonklodser der står på stranden. Klodserne er et del af de spil der stadig trækker fiskekuttere på land som et af de få steder, hvor den slags stadig praktiseres. Udover isen var der ikke meget mere at nyde i byen, allerede så kort inde i ferieperioden, er byen pakket ind i turister som det nærmest kun kendes fra Løkken eller Blokhus.

Modsætningen i Vorupør findes nogle få kilometer sydpå – Stenbjerg. Her findes et lille fiskeleje som gennem mange år er blevet foreviget af forskellige malere.  Vi skyndte os at køre dertil i håbet om lille færre turister. Det var der også, men der var også optakt til en eller anden form for marked, og de holdt stormøde i et af husene da vi kom. Gitte lignede et stort spørgsmålstegn, den dialekt havde hun ikke hørt før.

Maleriske huse i Stenbjerg.

Vi gik lidt rundt og nød de smukke omgivelser, havet og den høje blå himmel. Der er ikke meget at foretage sig i fiskelejet, et enkelt ishus, og så en bar indrettet til markedet – intet andet.

Gitte i sommerkjole

Alene kunne jeg nok godt have fået nogle timer gå på stedet, der er det mest fantastiske lys til foto, og motiver er der nok af. Gitte fik blev tvunget til at agere model et par gange, og så gik jeg lidt rundt og skød med min vidvinkel..

Skorstenen ved det gamle museum

Vi var efterhånden begge to ganske svedige, og jeg havde en plan på plads hjemmefra.. Det næste stop på turen skulle være ved en lille sø ude midt på heden. Stedet kendes kun af de lokale i området, og da jeg var kæreste med købmandens datter i Svankjær gennem et par år for godt 20 år siden, så havde jeg også fået kendskab til “Per Madsens kær” som det hedder.

Det er skønt sted, godt gemt bag klitter og bevoksning. En lille sø med en lille sandstrand der er oplagt til at bade i, ferskvand af helt andre temperaturer end havet nogle få kilometer derfra. Jeg var lidt i tvivl om jeg kunne huske hvor det lå, men vi kørte dertil uden problemer.

Per Madens Kær ved svankjær – Gitte har fundet en plads i solen

Vi var ikke de eneste der havde fået den idé, jeg har aldrig set så mange mennesker der før. I nærheden af 25 børn og voksne badede i søen da vi kom, og jeg kunne høre på dialekten, at de alle var lokale. I gamle dage tog vi til søen om aftenen inden solen gik ned, lavede bål, grillede og badede indtil det blev så mørkt at vi intet kunne se..

Vandet er normalvis meget klar, så man har fin udsigt til sandbunden, men de mange badende havde plumret vandet, så det eneste vi kunne se, var de mange småfisk der svømmede rundt i blandt os. Vi nød det svalende bad med efterfølgende afslapning på det medbragte tæppe..

Jeg er alt for rastløs til at ligge ubrugt hen i flere timer på et tæppe, så inden længe pakkede vi bilen igen og fortsatte mod det sidste stop inden Preben. Jeg ville checke om min pragtfulde fiskehytte havde overlevet endnu en vinter helt ude i yderste klitrække.. Vi tog bagvejen der til, og kørte af små grusveje ud gennem heden og klitområderne indtil vi ramte den sandede “vej” der kører langs kysten til Agger.

Det var en støvet affære og min bil var mere sandfarvet end sort, da vi kom frem til hytten. Vi vendte ganske kort og fortsatte så ind mod Vestervig, hvor Preben bor med sin kæreste..

Preben og Ingerlis i Vestervig

Kaffen stod på bordet da vi kom, og der til lidt læskende, det kunne ikke være mere tiltrængt! Vi hyggede en times tid mens Preben stegte en steg til os i Weberen.. Et hurtigt bad til os begge, og vi var klar til at sætte os til bordet.

Sådan en aften går lynhurtigt i godt selskab, Preben og jeg snakkede foto og pigerne hokus pokus, håndaflæsning og den slags.. Klokken var på den anden side af 23, da vi vendte bilen og kørte den lange vej hjem igen.

Jeg synes det var temmelig godt gået, at vi nåede at se så mange steder på kun en dag, godt nok var det en smule hektisk ind i mellem, men vi nåede det, og Gitte fik set det område, hvor jeg er vokset op.

Søndag vågnede vi ganske sent, og fortsatte hvor vi slap med flytteriet. Jeg fik sat et par reoler op, og Gitte hentede flyttekasser i Støvring..

Mine forældres hus.

Sidst på eftermiddagen skulle vi ud at se på et køleskab som kunne bære mad til 6 personer i Sulsted og det lykkedes mig efterfølgende at skaffe en invitation til aftensmad hos mine forældre, som jo alligevel bare sidder i skyggen og slapper af..

Bevis på at pensionister har al for god tid…

Mine forældres byggeprojekt nærmer sig sin ende, og de er efterhånden kommet så langt, at der nu også er sået græs.. Der  er blevet flyttet en masse jord og sten, hvor der før lå en mark, er der nærmest en prydhave undervejs..

Vores egen lille æblelund

Søndag aften kom kærkomment.. Vi var trætte efter en hektisk weekend, og temperaturen havde fundet et mere menneskelig stadie… Så Gitte plantede sig i en liggestol under æbletræerne, og jeg trak i løbeskoene og fik indhentet noget af det forsømte..

Det var en underlig fornemmelse at løbe ud af Sdr. Trandersvej, der ellers altid er stærkt trafikkeret. På grund af VM finalen i fodbold var jeg ganske Palle-alene-i-verden.. Jeg mødte ikke en eneste bil, løb alene ude midt på vejen i solnedgangen, der var ganske forrygende!

Gitte og undertegnede ramte Sdr. Tranders sent søndag aften efter en herlig tur til Staden.. En ny uge har det med at ramme hårdt efter sådan en weekend – også denne gang, men vi havde da et lyspunkt i forhold til Nibe Festivallen som startede onsdag.

Jeg har aldrig været det store festival menneske. Alene tanken om at skulle overnatte i telt, vågne enten badet i sved, eller regn, er bare ikke mig… Jeg har efterhånden også en alder, hvor det at skulle stå op en hel dag uden mulighed for at smide mig på noget blødt ind i mellem er lidt utiltalende..

Gitte har dog i store armbevægelser talt om “den lille fede” som festivallen også kaldes, gang på gang på gang.. En af grundene til at jeg aldrig har deltaget er udvalget af musik, jeg synes ikke ligefrem det er et overflødigheds horn af godt musik, jeg er mere til det hårdt rockede, eller til musik med lidt på hjerte..

Fadbamser og fest

Programmet dette år var ikke så forskelligt fra de foregående… Kim Larsen og Kjukken og den slags.. Dog havde der sneget sig en lille outsider ind i form af Kashmir, som vi begge er vældigt betagede af i øjeblikket. Dette band i sig selv er en rejse værd, så Gitte købte billetter til os da de kom til salg for nogle måneder siden.

Jeg har ikke tænkt videre over det siden, men efter at have hørt Kashmir på plænen i tivoli, så gik jeg faktisk og glædede mig til at høre dem igen..

Mandagen gik i uendelig varme, hvorfor er det, at ham deroppe ikke kan fordele varmen lidt, så vi får den over flere dage, men med lidt mere tålelige temperaturer, istedet for det her, hvor det enten er ufattelig varmt og fugtigt, eller møj koldt og meget blæsende… Det ser ikke ud til der er noget midt i mellem..

Tirsdagen fulgte med, men midt i det hele ændrede vejret sig igen, og det stod ned  i tove. Herligt, men hvor blev sommeren af, igen var det koldt og blæsende.. Det holdt sig frem til og med onsdag, hvor vi kørte til Nibe efter arbejde. Hele byen kogte af glade og i mange tilfælde berusede mennesker, de fleste langt yngre end os.. Gitte gav mig en tur rundt i skoven hvor det hele foregår. Ganske hyggeligt og intimt, meget mindre end jeg i tankerne havde forestillet mig.

Danmarks bedste uddannede forsanger

Vi nåede ret hurtigt gennem de forskellige scener, og derefter gik Magtens korridorer i gang, som det første større band på den store scene. Musikken har aldrig helt været mig, men jeg er helt pjattet med forsangeren Johan Olsen – en rigtig gavflab fra stenbroen.

Terkel i Nibe – Magtens korridorer

Et er sikkert, de forstår at trykke den af i det band, det hele  iblandet masser af fadøl og flabede kommentarer.. Næste band på den store scene var Kashmir. Vi benyttede ventetiden til at gå lidt rundt, hilse på dem vi kendte og i det hele bare nyde atmosfæren af glade mennesker og sommerferie.

Kapser Eistrup – Kashmir

Kl. 1930 gik bandet på scenen under stor jubel, og så begyndte den fest jeg var kommet der for.. Kashmir er et fantastisk liveband, mest af alt på grund af forsangeren Kasper Eistrup, som i den grad lever sig ind i musikken og skaber nærhed til publikum. Det var en helt anden koncert end den vi oplevede på plænen, væk var bløde akustiske guitarer og den kælne lyd. Det var meningen at Nibe skulle rocke og sætlisten var sat sammen derefter.

Kashmir in rock

Sjovt nok var trykket op mod scenen ikke så voldsomt som jeg havde forestillet mig, så i takt med sangene gled Gitte og jeg stille frem mod scenen, og endte til sidst med at stå ved barrieren helt oppe ved scenen. Måske ikke det klogeste sted at stå, hvis man vil undgå regnen af fadøl der bliver sendt ud over publikum af tanketomme tåber, men rigtig godt, hvis man har sit kamera med, og gerne vil have en masse billeder af det velspillende band.

Kasper nede blandt publikum

Vanen tro, hoppede Kasper ud til publikum i slutningen af koncerten, samme oplevelse havde vi på plænen. Ved 21 tiden var det hele overstået igen, efter de obligatoriske 3 ekstra numre forsvandt bandet, og Nibe festivallen var ovre for mit vedkommende..

Nibe festival – en hårrejsende oplevelse

Skulle jeg vælge mellem de to koncerter, så er der ingen tvivl om, at den oplevelse vi fik på plænen var langt mere intim og nærværende end det vi så på Nibe festivallen, hvor de trådte mere i karakter som rock band. Den næste times tid vandrede vi igen rundt på pladsen, og Gitte var nærmest hensunken i minder fra en svunden tid som fast inventar på festivallen. Vi gik tilbage gennem skoven, forbi alle boderne og hele vejen var det mod strømmen, det var åbenbart først nu festen startede…

Jeg har fået ung pige i huset, og der er kommet helt nye boller på suppen! Væk er min store grad af frihed, stille kan jeg se til mens mit råderum indskrænkes til fordel for urtepotter, smykketræer, tøj, tøj, tøj, tøj, tøj og mere tøj. Mit hus, mit hybel, mit mandfolkested mister stille og roligt sin glød og bliver et prinsesse hjem med masser af små pyntegenstande og gøjl som får det hele til at virke en smule overdressed. Jeg henter den ene trailerfuld efter den anden af flyttekasser, møbler og andet for mig ukendte genstande.

Ikke nok med det, min have har også fuldstændig ændret karakter, hvor der tidligere var tale om en meget praktisk indrettet have med plads til legende børn og boldspil, så er det nu blevet en prydhave med farverige blomster, sindrige opsætninger i potter og alt muligt andet jeg går og falder over. Haveslangen er permanent udrullet og ufattelige mængder vand bruges til at mætte alle de nye bevoksninger der gror ud af jorden…

Den tidligere ejer i arbejdstøjet

Stolt kom jeg hjem den anden dag med et stort badebassin jeg havde skaffet på arbejde – 3000 liter vand er rigeligt til en hel familie når der skal svales i varmen. Vores gamle pust-op-pool er afgået ved døden efter flere års tro tjeneste, luften gik simpelthen af den… Jeg er nu blevet irettesat, sådan én kan vi ikke have i den nye have, den ødelægger jo græsset – forstås!

Jeg havde ikke forestillet mig, at resten af ugen skulle bruges i haven, men sådan blev min skæbne. Det startede fredag, hvor jeg blev sendt ud for at finde endnu en parasol til terrasserne. Dermed gik det meste af fredags fritid. Lørdag, hvor det var allermest varmt, blev også forlagt til haven. Jeg piskede rundt med trillebør, skovl og store kampesten – fuldstændigt umenneskeligt i den varme.

Pæne negle

Ind i mellem forsøgte jeg at foreslå, at havearbejde er hyggeligere når man er to om det. Hver gang løftede Gitte sin lange negle og sagde de ikke måtte ødelægges af den slags manuelt arbejde. Der var ikke andet for, end  at jeg knoklede videre, og for underholdningens skyld, tale lidt med de dyr jeg nu mødte i haven..

Kors hvor var det varmt

Snegle siger ikke så meget, men kan være god som skulder at græde ved. Men også de forsøgte at komme ud af haven til et lidt roligere sted, hvor det ikke mindede om en byggeplads… Lørdagen gik på den svedigste måde man kan forestille sig. Heldigvis havde Gitte inviteret gæster til grill, og som den alsidige mand jeg er, så skulle jeg selvfølgelig også stå for at kødet faldt heldigt ud..

Vi havde en rigtig hyggelig aften på terrassen med ungerne, Martin og Maria. Solen og varmen fulgte os indtil kl. 23. hvor det så trak op til regn igen. I løbet af den næste time faldt temperaturen drastisk og det tordnede og lynede en stor del af natten.

Heldigvis var vejret ikke til havearbejde søndag, og jeg vågnede ved duften af friskbagt morgenbrød… Nå nej, jeg vågnede ved at jeg blev sendt til i Fakta efter morgenmad, det var sådan det var..

Josefine laver morgenmad

Gitte og Josefine tryllede i køkkenet, og efter en halv time satte jeg mig til bords til alt hvad hjertet kan begære af godt mad.. Rundstykker, pandekager, rabarber kompot og forskellige oste.. Det kan godt være det ikke var sundt, men det var til gengæld fedende!

En snegl søger sindsro….

Søndag eftermiddag smuttede ungerne over til deres mor, og Gitte og jeg kunne fortsætte med at indrette os i huset. Vi fik hentet en del fra hendes lejlighed, spændende at se hvordan det hele kommer til at passe ind i huset, som jo i forvejen er godt pakket ind med de ting jeg nu har slæbt til huset gennem de sidste 8 år.

Jeg er sikker på vi nok skal finde på plads, men er også sikker på der skal megen dialog til undervejs, vi er på nogle områder meget forskellige og vægter forskelligt. Vi har en deadline der hedder uge 30, det burde være tid nok til at få flyttet og indrettet os bedst muligt.

Oven i den udfordring har vi så også 4 børn der skal puttes ind med hver deres personlighed og måde at gøre tingene på, jeg har ingen anelse om hvordan sådan en familie sammenføring gøres mest rigtig, men vi må bare tage de udfordringer i den grad de kommer.

Det meste af ovenstående tekst kan med fordel læses med et gran af humor…

La Glace – første stop på turen

Skandic hotel ved søerne er placeret så centralt, at det meste kan findes i gå afstand derfra. Inden klokken var 16, havde vi fundet et bord udenfor La Glace, og vi fik hver en kalorie bombe at starten turen på – det fås ikke bedre, og helt sikkert heller ikke mere fedende, det var starten på en syndens weekend, hvad mad angik..

Studenter pr. tradition i Storkespringvandet

Vi nød det tiltagende gode vejr i solen, mens vi drak kaffe og spiste kage. Efterfølgende gik vi ned af Strøget mod Kgs. Nytorv i et kylder af mennesker, turister, fastboende, studenter og alt hvad hjertet ellers kan begære af godtfolk og ikke mindst skidtfolk var samlet omkring Strøget. Sidste år var vi afsted en måned tidligere, og var en verden til forskel fra det leben vi oplevede nu. Vi vendte en tur i Magasin – Gitte manglede et eller andet til at forskønne sine øjne med – Mac tror jeg det hed, jeg mente ellers at vide det er en burger…

Flyvende hunde – vandhunde forstås

Op af Strøget igen, indtil vi ramte Baresso midt på Strøget med udsigt over det meste. Her gik jeg og troede, at vi havde samlet alle de rumænske tiggere i Aalborg, men herovre findes de også i stor stil. Til forskel skal siges, at der skelnes mellem rigtige tiggere og så de rumænske.Sidstnævnte må i de fleste tilfælde gå tomhændede rundt med mindre de kan stjæle et eller andet, de har bestemt ingen sympati i København.

Tilbage på hotellet – vi havde fået en snert af storbyens dufte. Et hurtigt bad, og så ud på gaden igen. Gitte ville spise på Hard Rock – og hun ville have en burger – intet mindre! Undervejs havde jeg købt billetter på hotellet til aftenens koncert i Tivoli, en koncert vi begge så frem til – Kashmir skulle spille på plænen til vores store overraskelse og glæde – det var en ekstra bonus på turen.

Kashmir – The aftermath

Det viste sig, at Hard Rock havde mere end 1 times kø for spisende gæster, så vi fortsatte mod tivoli håbet om en burger der. Udvalget er stort i Tivoli, restauranterne ligger side om side, jeg har været på en del af dem. Kendetegnende for de fleste er, at maden er dyrere end den er god, så jeg havde ikke de store forhåbninger.

Vi fandt ret hurtigt et sted med junkfood – Gitte skulle have sin burger! Ind i mellem er det fedt med en svedig burger, og det passede mig glimrende med sådan en kolesterol bombe.

Vi nåede ikke ret meget længere på den tur i tivoli. Plænen var ganske få skridt fra stedet, hvor vi spiste, og der var allerede temmelig fyldt en time inden koncerten skulle gå igang.

Et eller andet udvalgt band sørgede for opvarmningen, en flok knægte i stil med Kashmir fik en halv times tid til at varme os op.

‘
Kasper Eistrup giver sig hen i musikken

Jeg har i flere år lyttet til musikken fra Kashmir, men endnu aldrig set dem live. Overraskelsen var stor da jeg oplevede en varme og en glæde i deres optræden og musik, som deres cd’ere ikke just bærer præg af. Meget af musikken er lidt melankolsk og tungsindig at lytte til, men oplevelsen er en helt anden live.

Vi nød i den grad at være tilstede i den lille intime verden det lykkedes bandet at bygge op. Hyggeligt, nærværende og afslappet er meget godt kendetegnende for en koncert der varede i nærheden af to timer non stop. Publikum var blandet, knægte på 12 år stod og rockede med deres fædre..

Det var sent inden vi ramte sengene på vores hotelværelse – indtil nu havde turen været en succes.

Tidligt op næste morgen, Gitte har nærmest en lille ceremoni når hun giver sig i kast med morgenmaden på hotellet, jeg tror ikke der er ret meget hun ikke har smagt, man må sige hun får noget for pengene.. Det er helt ok med mig, men det tager bare så skrækkelig lang tid, og jeg er rastløs på den tid af dagen – der skal ske noget..

Vi tog herefter en taxi til Amalienborg for at se prinsens nye gemakker. Det er billigere at køre i taxi, end det vil være at have en bil holdende på betalings parkeringspladser når den ikke bruges.. Heldigvis havde Gitte købt billet på nettet, så da dørene åbnedes kl. 10, så gik vi direkte ind istedet for at stå i den lange kø..

Riddersalen, hvor Frede skal holde sine fester..

At vi ikke skulle stå i kø betød jo også, at vi nærmest havde det for os selv.. Til min overraskelse viste det sig at der er forbud mod fotografering, det har jeg ingen forståelse for, min skattebillet er også belastet af denne renovering, og heldigvis har jeg fundet ud af hvad ordet “selvudløser” på mit kamera betyder… Jeg er derfor ikke skyld i, at mit kamera selv-udløste nogle billeder undervejs…

En garder er ingen gardering mod selvudløsere..

Vi gik alene rundt på de to etager et stykke tid, og fik syn for sagen. Der er ingen tvivl om at Frederik og Mary har sat deres eget præg på renoveringen selv om det må være svært at “finde plads”, når der er tale om så gamle fredede bygninger, hvor det meste er bevaringsværdigt..

Jeg synes de er sluppet meget godt fra et tilføre et moderne islæt til disse gamle bygninger, og valget af kunstnere kan jeg kun nikke anerkendende til, selv om jeg nok i et tilfælde ville vælge et andet motiv end netop en dansk soldat der sprænges i luften i Afghanistan.

Der er kommet ny kunst på væggene

Det svært at få ret meget mere end 20 min. til at gå med rundturen uden guide, nogle få skilte undervejs fortæller lidt af historien bag renoveringen, men ellers ikke noget jeg ville rejse langt for at opleve igen.. Vi fortsatte til Marmorkirken lige ved siden af.

Marmorkirken i al sin pragt

Jeg har et eller andet med Marmorkirken, synes det er en af de smukkeste kirker herhjemme, meget speciel i sin udformning, og helt anderledes og majestætisk end andre. Det er en imponator ud over alle grænser, og jeg forstår til fulde hvorfor det tog så længe at bygge den i sin tid..

Man føler sig meget lille i kirken

Jeg er ikke specielt troende, men når jeg står i den kirke, så føler jeg mig meget lille og ydmyg – der er ikke så langt til ham deroppe.. Stemningen er meget speciel, og selv om det er en åben kirke med adgang for alle, så er der stille og plads til eftertænksomhed.. Gitte satte sig straks på en af bænkene, og jeg fandt min vidvinkel frem og skød en masse skud af det smukke interiør..

Alteret.. Billedet taler vel for sig selv..

Jeg fik hanket op i Gitte inden hun helt forsvandt i de øvre luftlag, hun så helt afslappet ud da vi gik derfra…

Gitte spiser tyrkisk mad – bemærk de brugte tallerkener

Videre ind til byen det gik af de små veje med et par besøg i forretningerne undervejs. Vi fandt en Tyrkisk restaurant hvor buffeten var billigere end drikkevarene, og spiste vores frokost der. Endnu en gang masser af friturestegt mad…

Rundetårn

Rundetårn stod også på vores liste over ønskede oplevelser, det er mange år siden vi har været der, og oplevelser har det jo med at ændre sig undervejs, så oplagt at se det igen. Fremme ved tårnet drejede vi ind i Trinitatis kirken, hvor vi kunne høre orgelet spille. Kirken er bygget til Professorer og studerende ved universitetet og er meget anderledes i sin indretning.

Orgelet i Trinitatis kirke

Vi nåede at få nogle minutters koncert fra orgelet inden der blev stille igen – herlig optakt til et besøg i tårnet.

Rundetårn er et ganske smukt og anderledes tårn

Det gamle das ved bibliotekket i toppen

Rundetårn har været under ombygning de seneste år, hvad  jeg ikke vidste var, at der i toppen havde været indrettet en lejlighed som indtil 2007 har været beboet.. Idag er denne lejlighed indrettet som kontor, og det store bibliotek er lavet om til koncertsal og galleri..

Vi fortsatte videre ind i byen, men jeg var efterhånden lidt ramt af al den gåen rundt i byen, en træt fætter som godt kunne bruge en morfar inden vi skulle finde et sted at spise i byen.. Vi parkerede på Baresso igen, drak en kop kaffe og spiste is, inden vi begav os tilbage til hotellet..

Bindegale på inliners

Det fede ved en storby er, at der altid sker et eller andet spændende, og da vi kom tilbage til hotellet, havde der samlet sig en stor flok ved Planetariet. Der var åbenbart en eller anden konkurrence i inliners som løb af stabelen..

Jeg fik skudt en masse billeder af de vilde stunts inden vi fandt op på værelset, hvor en kærkommen morfar gav fornyet energi til os begge.. Efter et tiltrængt bad, hvor vi fik vasket de værste slagger af, gik turen endnu engang ind til byen – Gitte havde fundet et sted, hvor vi skulle spise vores aftensmad, og den skulle være italiensk!

Igen var det sent inden vi kom i seng, men søndagen var heldigvis forholdsvist fredet i forhold til at skulle se en helt masse. En tur på National museet og måske en tur i fristaden hvis vi nåede det.. Sommeren kom for alvor til os denne søndag, det var et skønt vejr at være Kjowenhawner i.

Nationalmuseet smukke bygninger

Det var næsten for godt vejr til at gå og koge indendørs, og der blev temmelig hurtigt meget varmt på museet..

Guldhornene

Det blev en tur der var overstået på en times tid, men vi nåede da at få set både guldhorn og solvogn..

Solvognen

Uroksen – en uddød race

Et smukt sølvfad fra en svunden tid

Alligevel var tiden så fremskredet, at vi ikke nåede Fristaden – vi skulle hente vore kufferter på hotellet kl. 15 og fortsætte derfra til lufthavnen. Vi nåede dog at skændes så det brager undervejs ind til byen. Vi er ikke altid enige om prioriteterne, og jeg prioriterede ikke en frokost på Nyhavn som den mest fantastiske afslutning på en herlig tur til København. Jeg bliver fornærmet hvis jeg skal betale 150.- for en indebrændt friturestegt rødspætte filet, og så er jeg ligeglad med hvor hyggeligt det er – i øvrigt havde min bedre halvdel styret turen med hård hånd i forhold til det gastronomiske, så var det vel heller ikke for meget at jeg også fik lidt indflydelse..

Levende musik på Nyhavn, hyggen er dyrt købt..

Vi nåede frem til Nyhavn mens bølgerne gik højt, og appetitten var ikke helt der hvor den skulle være, så det endte med vi sad på bolværket.

Studenterne bader i Nyhavn

Nyhavn er et fantastisk sted, masser af glade mennesker og levende musik, men det behøver ikke koste en formue at nyde stedet.. Vi endte på en sandwich bar på Vesterbro, og fik stillet sulten på en velsmagende måde, til 1/3 af prisen.. Resten af tiden blev brugt på at gå rundt i det indre vesterbro, mens vi sigtede  mod hotellet..

Med kufferterne i hånden gik det mod hovedbanen og et tog til Kastrup indenrigslufthavn. Hjemturen startede kl. 15 og vi var først hjemme kl. 1930 pga forsinkelser i lufthavnen, det kunne jeg have gjort hurtigere og mere behageligt i min egen bil..

Alt i alt havde vi en fantastisk tur til staden, det er en god måde at pleje sit parforhold på, og det er bestemt også på sådan en tur man lærer hinanden meget bedre at kende. Vi både fes, bøvsede og skændtes i takt, men det kan jo heller ikke være ren idyl det hele – heldigvis! Intet skabes i harmoni