Landbrug

Der er et Ø-ndigt land

2015-02-04T02:10:00.000-08:00

Det er 25 år siden, det røde Ø for første gang blev brugt på økologiske varer. Økologien og det røde Ø er i de mellemliggende år blevet folkeeje. 98 procent af danskerne kender mærket, og 80 procent har tillid til det.

Det er et enestående eksempel på samarbejde mellem det private – landmændene og virksomhederne, som producerer og forarbejder de økologiske fødevarer – og staten, som står for kontrol og godkendelse.

De fleste andre lande har også deres økologimærker. Men det danske Ø adskiller sig ved, at det er et statsligt mærke. Før 1990, hvor Ø-mærket kom, havde vi også økologiske varer i Danmark, der blev certificeret. Det skete efter Landsforeningens Økologisk Jordbrug (som det hed dengang) og Biodynamisk forenings regler. Og der var da også en del modstand fra organisationerne mod, at staten skulle til at bestemme, hvad der var økologisk. Men det har vist sig at være en af de bedste ideer til at fremme økologien.

Ø-et er en fordel for Danmark
Det giver Danmark et kæmpeforspring på økologifronten, at det er staten og dermed et gennemskueligt system, der står for kontrol og certificering. Danmark ligger nr. 1 på listen over lande, der er mindst korrupte, så der er stor tillid til det offentlige i Danmark, både her og i udlandet.

Samtidig sparer det kræfter, når man fordeler arbejdet imellem sig på den måde. Økologisk Landsforening og Landbrug og Fødevarer er bedst til at hjælpe med at producere og forarbejde fødevarerne. Deres force er det praktiske. Staten derimod er dygtig til at lave effektive kontrolsystemer og til at administrere dem.

I andre lande – for eksempel Sverige – har man brugt mange kræfter på at få certificeringen og kontrollen op at køre i de private organisationer. Og administrativt bøvl har skygget for udviklingen af økologien.

Oveni hatten er der også meget større risiko for nepotisme og vennetjenester, når et kontrolsystem opbygges i en relativ snæver kreds af mennesker. Det bliver heldigvis næsten altid opdaget, når der svindles med økologien. Men det giver alligevel Danmark et forspring på troværdighedsskalaen og det røde Ø – eller i hvert fald signalet om, at det er økologiske varer fra Danmark – har gjort det muligt for danske landmænd og firmaer at eksportere økologi til Kina.

Politisk opbakning
Og for de danske forbrugere er Ø-mærket den lige vej til et bæredygtigt forbrug. Med sin krone i det røde ø signalerer det lige præcis den statslige opbakning i en uhøjtidelig form. Og så er det så nemt at få øje på for alle os, der gerne vil handle økologisk og bæredygtigt. Der er stadig fuld opbakning til økologien og det røde Ø hele vejen over det politiske spektrum.

Den tidligere borgerlige regering lagde op til en fordobling af det økologiske areal, og den nuværende regering har fulgt op med samme ambitionsniveau og lagt en omlægning af de offentlige kantiner og de offentlige landbrugsarealer oveni. Skulle ønske mig lidt mere fra politisk side, så er det selvfølgelig, at planerne ikke bare forbliver planer, men at der skabes vilkår, der gør, at flere landmænd faktisk lægger om.

Vi skal stå vagt om Ø-mærket og de strukturer, der bærer det. Det er værdifuldt for Danmark, for landmændene, for naturen og miljøet og for os, der ønsker at lave mad af de bedste råvarer.

Lad os tage landbrugsdiskussionen ud fra fakta

2014-12-17T02:13:00.001-08:00

”Dansk korn er blevet så elendigt, at man ikke længere kan bage brød, brygge øl eller fodre svin med det. Proteinindholdet er for lavt og det skyldes, at danske landmænd ikke må bruge den mængde kvælstof, som planterne har brug for”.

Det er den historie Landbrug og Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, VKO og Liberal Alliance, hver på deres måde har bragt til torvs. Ifølge landmændene og de politiske partier er de danske miljøregler alt for, og unødvendigt, skrappe. Der skal noget mere kvælstof ud på markerne, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Man kan faktisk få det indtryk, at alle landbrugets problemer, inklusive den enorme gæld, skyldes de skrappe miljøregler. Og at alt ville blive lysegrønt igen, hvis bare de danske landmænd kunne få de samme regler at dyrke efter som vores naboer.

Tonen er blevet så skinger, at landbrugets hovedorganisation, Landbrug og Fødevarer, beskyldes af sine egne medlemmer for at være alt for blødsøden over for politikerne. Ifølge disse medlemmer er selv det at sætte sig ned og forhandle om miljøregler forræderi.

Gæld til halsen
Det er bekvemt at skyde skylden for landbrugets problemer over på miljøreglerne. Mange landmænd står i gæld til halsen og risikerer at gå konkurs. Det er rigtig trist for dem og for deres familier. Det har bare ikke noget med miljøreglerne at gøre.

Landbrugets rigtig store problem er gælden, som er fem– seks gange større end den årlige produktion. Når et relativt stort marked som det russiske lukker fra den ene dag til den anden kan det mærkes, når det hele i forvejen vakler. Der skal stilles skrappe miljøkrav til landbruget i Danmark.

Vi er Europas mest intensivt opdyrkede land, og på verdensplan indtager vi anden pladsen. 57 procent af Danmark bliver hvert år pløjet og gødet, og på de konventionelle marker bliver der også sprøjtet. Det betyder et stort pres på både natur og miljø. Vi dyrker også jord, der slet ikke egner sig til landbrugsproduktion, f.eks. langs vandløb.

Det er rigtigt, at proteinindholdet i korn er lavere nu end for 25 år siden. Det skyldes blandt andet miljøkravene. Men dansk korn er af høj kvalitet. Man kan bage brød og brygge øl af det. Det påviste Danmarks Radios program Detektor i sidste uge. Lars Løkke og Kristian Jensen fra Venstre var også blevet fanget ind af fortællingen om det dårlige korn og havde sammen med K og O lagt en række forslag frem, som skulle øge landbrugsproduktionen. Det blev heldigvis tilbagevist af bryggerier og bagerier.

Et argument, der også har bidt sig fast er, at kornet ikke egner sig til grisefoder, og at Danmark derfor må importere soja fra Latin Amerika. Det er ikke korrekt. Soja er en bælgplante, og proteiner i bælgplanter er anderledes end i korn. Derfor har det intet på sig, at de nuværende miljøregler har noget med foderimporten at gøre. Det er utroligt, at den historie har fået lov at leve så længe.

Hvis landmændene ønsker at bruge noget mere kvælstof til deres afgrøder, findes der en meget enkel opskrift. De skal bare dyrke noget mindre jord og prioritere de arealer, der er bedst til at dyrke afgrøder på. Der findes ikke for lidt gødning, men for store arealer.

Med Detektor-programmet i baghovedet håber jeg, at debatten om landbrugets produktionsforhold nu kan finde tilbage på et spor, hvor vi diskuterer fakta og ikke holdninger. Det er helt OK at ønske sig nogle mere lempelige miljøkrav, men lad os holde os til fakta, når vi debatterer.

De danske grise er ikke syge

2014-08-20T02:58:00.000-07:00

– de bliver bare behandlet forkert.

Mere end tre fjerdedele af de danske slagtesvin er ramt af MRSA CC398. Det er en bakterie, som er resistent over for stort set alle antibiotika. Nu er denne bakterie også begyndt at ramme mennesker.

I dag, den 20. august, kunne man i morgenradioen høre følgende: ”I juli måned fik 105 danskere at vide, at de er smittet med den svinebakterie, der indtil videre har kostet fem personer livet herhjemme.” Det er det højeste antal på en måned i Danmark. Og professor Hans Jørgen Kolmos fra Odense Universitetshospital kalder det en regulær epidemi, som er ude af kontrol.

Antibiotikaforbruget i dansk svineproduktion er højt. Også selvom man i flere omgange har forsøgt at sætte det ned. Fødevareministeriet og de danske svineproducenter har bl.a. lavet en såkaldt Gul Kort ordning, som betyder, at en landmand ligefrem kan blive pålagt at nedsætte forbruget af antibiotika.

Alle kan blive enige om, at syge dyr skal behandles. Problemet er bare, at langt den største del af forbruget af antibiotika til svin ikke har noget som helst med syge dyr at gøre.

Smågrise tages fra deres mor
Det største forbrug af antibiotika opstår, fordi konventionelle landmænd tager smågrisene fra deres mor, når de er tre uger gamle. Så bliver de sat på fast foder, selvom deres maver slet ikke kan tåle det. For at undgå, at de bliver syge eller dør af den diarre, som er en naturlig følge af den alt for tidlige fravænning, får de antibiotika.

Til sammenligning tager de økologiske svineproducenter først smågrisene fra soen, når de er 7 uger gamle. Det betyder, at grisene kan æde almindeligt foder uden at få problemer med maven. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er grisene fra seks ugers alderen bedre rustet til fravænningen, fordi deres immunsystem og mavetarmkanel har nået at udvikle sig til at optage foder i stedet for somælk.

I den konventionelle svineproduktion bruger man 13 gange så meget antibiotika som den økologiske i forbindelse med fravænning. Hvis antibiotikaforbruget virkelig skal bankes ned, så er det altså her, man skal sætte ind. Altså senere fravænning, så smågrisene naturligt kan tåle at gå fra somælk til fast føde.

Formanden for de danske svineproducenter, Henrik Mortensen, var også i radioen her til morgen. Han var naturligvis ked af, at problemet har vokset sig så stort. Men hans argument for stadig at bruge så meget antibiotika var, at ”vi bliver jo nødt til at behandle syge dyr”. Grisene er bare ikke syge. Det er selve produktionssystemet, der er sygt.

Danmarks Naturfredningsforening peger derfor på den mest naturlige og åbenlyse løsning på MRSA problemet: Vent med at tage smågrisene væk fra deres naturlige kost til de er 7 uger gamle. Mindst!

Økologi er en udviklingsstrategi

2014-04-02T04:11:00.000-07:00

Økologien er en kæmpesucces i Danmark i forhold til andre lande. Det er der mange gode grunde til. Men skal vi videre mod en fordobling af økologiarealet, som er regeringens ambition (og gerne meget længere end det), så skal to ting laves grundlæggende om:

1. Økologien skal ikke længere kun være en sag for Fødevareministeriet

2. Markedet skal ikke være den eneste drivkraft.

Økologi kan bidrage til andet og mere end fødevareproduktion. Den økologiske driftsform er den eneste, der på en gang både ekstensiverer (ingen kemi og flere forskellige afgrøder) og intensiverer med viden og håndværk.

Landbrugets modstand mod miljøregulering har sin rod i, at det føles som restriktioner på produktionen og dermed indtjeningen. Økologerne, derimod, har gjort miljøkrav til en styrke: Ved at dyrke jorden mere skånsomt får man et brand, der kan markedsføres til en merpris.

Verdens største øko-forbrug

Danmark er helt i front, når det gælder økologi. Vi har verdens største økologiske forbrug per indbygger. Det har kunnet lade sig gøre gennem de seneste 25 år – siden det røde Ø blev indført, fordi erhvervet og staten har samarbejdet. Erhvervet har gjort det, de er gode til: Produktion, produktudvikling, implementering af ny viden. Staten har gjort det, den er god til: Regler, kontrol, administration. Det har givet økologien en hel enestående position i den danske befolkning. Ø-mærket er kendt og respekteret.

Men nu er det på tide, at Staten udvider sit engagement i økologien. For hvorfor er det kun Fødevareministeriet, der har været involveret i udvikling af økologien. Hvor er Miljøministeriet, når det gælder økologiens rolle i at få reduceret landbrugets forbrug af sprøjtegift, i beskyttelsen af drikkevandet og naturen? Hvor er Klima- og Energiministeriet, når det gælder det uudnyttede potentiale, der ligger i økologiens evne til at bidrage til reduktion af klimabelastningen? Hvor er Erhvervs- og Vækstministeriet, når det gælder økologiens bidrag til at skabe vækst, eksport og arbejdspladser? Hvor er Sundhedsministeriet, når det gælder om at undersøge og understøtte sammenhængen mellem ordentlig mad og god folkesundhed? Hvor er Undervisningsministeriet, når det gælder at skabe nogle ordentlige uddannelser på landbrugsskolerne, så eleverne ikke bare lærer mere af det samme, men også får et kvalificeret bud på en driftsform med fremtiden for sig? Og så videre.

Mange politikere, organisationer og topfolk i Landbrug og Fødevarer ser økologien, som en lille kuriøs niche, der ikke kan klare sig selv. Men økologien er tværtimod en udviklingsstrategi for hele det danske landbrug og for mange aspekter af det danske samfund:

Spørg ikke, hvad vi skal gøre for økologien, men hvad økologien kan gøre for os?

Fødevareminister, sig nu nej til gensplejset majs!

2013-10-01T04:28:00.000-07:00

Fødevareminister Karen Hækkerup overvejer i øjeblikket, om Danmark skal give grønt lys for import af en gensplejset type majs som indeholder et såkaldt markør-gen, der er resistent overfor antibiotika.

Dette på trods af, at et flertal i Folketinget sagde klart nej i 2008, da en lignende sag blev drøftet.

Det er den store amerikanske bioteknologivirksomhed Monsanto, som har ansøgt EU om at få lov til at markedsføre deres gensplejsede majs i Europa. Danmark har indtil midt i oktober til at tage stilling til ansøgningen.

Hvis regeringen siger ja til denne ansøgning strider det mod de nuværende regeringspartiers holdning i 2008 til samme emne. Og det strider imod al sund fornuft.

Antibiotika-markøren i GMO-majsen kan nemlig være med til at forstærke det alvorlige problem med antibiotikaresistens, som er en stigende trussel mod vores sundhed. Antibiotika-resistente bakterier er mere dødelige end almindelige bakterier, og problemet bliver mere og mere akut, fordi vi selv stopper os med antibiotika ved den mindste snue, og fordi især svinene i vores landbrugsproduktion bliver behandlet med store mængder antibiotika.

Resistensproblemet er nu blevet så alvorligt, at Storbritanniens øverste medicinaldirektør har advaret om, at antibiotikaresistens er blevet så udbredt,at det udgør en dommedags-lignende trussel, hvor selv små infektioner i fremtiden ikke vil kunne behandles.

Det er ikke klokkeklart om antibiotika-resistensen i majsen kan overføres til bakterier og dermed være med til at gøre det vanskeligere at behandle sygdomme hos mennesker.Men hvorfor løbe risikoen, når vi ikke behøver den form for planter i vores landbrugsproduktion?

Den antibiotikaresistente markør i GMO-majsen skal hjælpe i gensplejsningsprocessen. Der findes alternativer til den form for markør. Og der findes helt sikkert også alternativer til en GMO-majs, som ingen andre end Monsanto vil få glæde af.

Økologi gør København mere lækker

2013-03-22T05:58:00.002-07:00

Hvad har det nye nordiske køkken, cykelstier og økologi til fælles? De er med til at brande København som en af de mest hippe og cool byer i Europa lige nu. Hæderkronede medier, som tyske Der Speigel og britiske The Guardian falder i svime over vores hovedstad, hvor der er plads til det gode, grønne og moderne liv.

Dansk arkitektur og design har i årtier været internationalt kendt for at tage naturmaterialer og få dem til at optræde både tjekket og eviggyldige på en gang. Det er måske den største danske kvalitet, det med, at det tjekkede ikke bare betyder koldt og glat og syntetisk, men at det er muligt at forny sig med de materialer, der naturligt forekommer i ens omgivelser.

Det handler om kvalitet på alle niveauer: I maden, i måden vi arrangerer vores arbejde og vores privatliv på, i vores omgivelser. Kort sagt livskvalitet.

Økologien hænger tæt sammen med den tankegang og har en store del af æren for, at København rangerer blandt de byer i verden, hvor folk helst vil bo. Økologien forstået både som den måde, vi dyrker og forarbejder vores fødevarer på - og økologien forstået på den måde, vi passer på ressourcerne.

Det er i år 25-året for øko-mælk i Danmark og næste år bliver ø-mærket 25 år. Det er pænt lang tid, og det er indimellem gået langsomt med at få økologien til at fylde mere og udvikle sig. På en dårlig dag kan man godt spørge sig selv om det har været de mange år med slidsomt arbejde værd. Det spørger mine økologiske venner, heriblandt den nu tidligere formand for Økologisk Landsforening Evald Vestergaard, sig indimellem om. Hvis vi går endnu 25 år ud i fremtiden og kigger tilbage, hvad er det så økologien har kunnet, som det konventionelle landbrug ikke ligeså godt kunne have gjort hen ad vejen? Økologi, som den bliver praktiseret i Danmark i dag redder ikke klimaet, naturen eller miljøet sådan lige på en studs. Og, hvad skal vi så bruge den til?

Det er her København kommer ind i billedet. Alt det, der gør København populær lige nu er på en eller anden måde hægtet op på en økologisk tankegang, som kun er mulig, fordi økologien som en virkelig driftsform, der producerer virkelige fødevarer eksisterer. Det totalt hypede nye nordiske køkken med Noma og Geranium i front baserer deres kogekunst på økologi, lokal oprindelse og årstiderne. Det bliver ikke altid formuleret så klart, men de ville ikke findes, hvis ikke økologien i mere end 25 år havde banet vejen for, at man på en gang kan være miljøvenlig, moderne og forkæle sig selv.

Så mens vi arbejder videre på, at økologien kan sætte sig positive præg på vores natur og klima - og hjælpe os til at bevare vores rene drikkevand, så kan vi glæde os over, at økologen og de økologiske landmænd med deres vedholdende arbejde har givet os alle sammen livskvalitet og gjort os mere ’lækre’ i omverdenens øjne.

Hvad nu, hvis vi dyrkede menneske-mad i stedet for?

2013-01-17T04:17:00.002-08:00

2013 bliver et spændende og vigtigt år for dansk natur. Til marts kommer Natur- og landbrugskommissionen med deres anbefalinger til, hvordan vi kan sikre en solid landbrugsproduktion og samtidig give bedre plads til naturen.

Det er en kæmpe udfordring at finde plads til naturen i verdens mest intensivt opdyrkede landbrugsland. Danmark er det land i verden, hvor den største del af arealet bliver pløjet, gødet og sprøjtet hvert år. Og samtidig bruger vi ca. 80 procent af landbrugsarealet til foder til vores husdyr og kun omkring ti procent af arealet til menneske-mad. Resten af markerne bruges til andre afgrøder som f.eks. græsfrø.

De to ting tilsammen gør, at der er meget lidt plads til naturen, at den natur, der er tilbage er i rigtig dårlig stand, og at en stor del af de kalorier, der produceres på de danske marker, bliver brugt til at mætte grise og køer i stedet for at mætte mennesker.

Nogle vil sige, at natur og landbrug er hinandens modsætninger. At jo mere natur vi har, jo mindre plads har vi til landbrug, og vi kan derfor mætte færre munde. Set med de briller kommer naturen til at stå i vejen for en ansvarlig landbrugsproduktion. Den tankegang vil jeg gerne gøre op med. Jeg tror nemlig, at lige præcis den anskuelse står i vejen for at se løsninger til glæde for både landbrug og natur.

Lad os derfor prøve at kigge på, hvad der ville ske, hvis vi producerede bare lidt færre svin og køer i de danske stalde.

Asien vil have kød
En del af krisen i landbruget ser endelig ud til at være overstået, og priserne på mange landbrugsprodukter er steget. I Asien vokser middelklassen og efterspørger mere kød og flere andre animalske produkter. Og det er vi rigtig gode til at levere i Danmark. Et nyt eksporteventyr af danske landbrugsvarer ser altså ud til at være lige om hjørnet, og vi må derfor regne med, at landbruget vil lægge pres på på politikerne for at få lov til at producere endnu flere grise og andre animalske produkter til eksport. Det vil øge presset på arealerne og dermed på naturen.

Det er en gængs opfattelse, at vi i Danmark - hvor vi har så god landbrugsjord- har en forpligtelse til at producere mad til den voksende verdensbefolkning. Det argument køber jeg ikke. Det er helt i orden, at man gerne vil være med til at tjene penge på at sælge svin til Asien. Men det har intet med social ansvarlighed at gøre. Det er slet skjult propaganda at pakke sin iver efter at tjene flere penge på eksportmarkederne ind i en medmenneskelig pakke af ansvarlighed overfor verdens sultende befolkning.

Hvis man virkelig skulle bekymre sig om de mange flere munde, der bliver at mætte i fremtiden, skulle man gøre noget helt andet. Lad mig vende tilbage til det faktum, at vi bruger 80 procent af vores areal til at producere foder til dyr. Reducerer vi det areal, vi bruger til at dyrke foderog i stedet dyrker mad, som kan spises af mennesker: Brødhvede, rug, havre, frugt, grønt, kartofler etc., så vil vi i fremtiden kunne mætte langt flere munde.

Mad til fire gange flere
I Danmarks Naturfredningsforening har vi kigget lidt på det, og et enkelt regnestykke viser, at dansk landbrug kan brødføde fire gange så mange mennesker, som i dag, hvis vi dyrker menneskeføde i stedet for foder til køer og svin.

Når kornet bruges til husdyrfoder, som til sidst bliver til kød eller mælk og ost, får vi ca. 4,3 millioner kalorier ud af en hektar landbrugsjord. Men der sker et enormt tab af fødevarens energi i alle led af fødevareproduktionen, og når kornet først skal igennem dyrene, før det bliver til menneske-mad, så mister vi en masse af de værdifulde kalorier, som vi egentlig skulle leve af.

Hvis kornet i stedet bruges direkte til menneske-mad - for eksempel i brød og grød - giver det 17.5 millioner kalorier pr hektar jord. Vi kan altså få fire gange så mange kalorier ud af hver hektar landbrugsjord, hvis vi producer mad til mennesker i stedet for mad til dyr.På den måde kan vi alene her i Danmark dyrke mad til flere end 60 millioner mennesker, hvis hele landbrugsarealet blev brug til at dyrke mad direkte til mennesker.

Jeg spiser også selv kød,æg og ost, og selvfølgelig skal dansk landbrug stadig producere animalske produkter. Men jeg mener, det er vigtigt at gøre både politikere og forbrugere opmærksomme på, at foderproduktionen fylder 80 procent af landbrugsarealet. Hvis vi bare skubbede en lille smule til balancen og brugte lidt mindre areal til husdyrfoder og lidt mere af arealet til menneske mad, så ville vi være i stand til stadig at producere mad til lige så mange mennesker - og samtidig give mere plads til naturen.

Jeg ved godt, at det lige nu er de animalske produkter, der hiver penge hjem til Danmark. Og det bliver derfor også det dilemma, regeringen bør lægge deres kræfter i at løse: Hvordan skaber vi på samme tid et lukrativt landbrugserhverv, mad til mange flere mennesker og ikke mindst plads til naturen?

Tillykke med randzonerne

2012-08-31T04:10:00.002-07:00

Af Henning Mørk Jørgensen, vandpolitisk medarbejder og Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening

Første september træder loven om randzoner i kraft. Det er en nødvendig lov, så tak til den nuværende såvel som den tidligere regering for at vedtage den. Og tak for at den faktisk nu også gennemføres. Det sker nemlig på ryggen af årtiers tilløb, hvor alle har erkendt behovet, men ingen turde gennemføre de nødvendige miljøforanstaltninger.

Randzoner nævnes første gang i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I fra 1987, det skete der dog intet ved. I forhandlingerne om Vandmiljøplan II kom randzonerne på bordet, som det Columbusæg, der skulle opfylde målene vedrørende kvælstofudvaskning. Martin Merrild, som på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Landboforeningerne, foreslog, at man udlagde 50.000 ha bræmmer eller randzoner langs vandløbene. Forslaget blev dog hurtigt taget af bordet igen, fordi de landmænd med vandløb på deres marker trak i håndbremsen.

Allerede på det tidspunkt blev det klart, at et målrettet (og effektivt) virkemiddel var svært at sælge i landbrugets eget bagland, fordi det rammer uensartet. Randzonerne dukker op igen i Pesticidhandlingsplan II fra 2000, hvor de skulle udlægges i to tempi med først 20.000 hektar randzoner med udgangen af 2002 og senere 30.000 hektarer. Det skete der heller noget ved. Og sådan triller årene af sted. Det eneste, der står fast er, at videnskaben efterlyser dem i forhold til at få natur og miljø på fode, mens der da også er bred konsensus om, at randzoner er et godt virkemiddel til at opnå dette.

I 2004 slog daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med Vandmiljøplan III fast, at nu skal der ved frivillig omlægning af brakken etableres 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer for at nedbringe landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.

Her fik landbruget mulighed for helt frivilligt at gå i gang med arbejdet og præge det. Men det skete ikke. Ved midtvejsevalueringen i 2008 var der kun udlagt 700 ha randzoner. Den siddende Venstreregering og støttepartiet Dansk Folkeparti greb ind og gjorde med Grøn Vækst fra 2009 og randzonelovens vedtagelse i 2011 randzonerne obligatoriske.

De 50.000 ha randzoner skal sammen med blandt andet omsættelige kvælstofkvoter nedbringe kvælstofforureningen og fosfor fra landbruget. Ifølge Grøn Vækst skal de sprøjte-, gødnings- og dyrkningsfrie zoner ”være etableret med udgangen af 2012,” og give ”mere og bedre tilgængelig natur.” Med andre ord – er den nu lovgivne adgang til randzonerne er ingen ny opfindelse og blot en kopi af den almindelige tilladte færdsel på udyrkede arealer..

På den facon er der ikke meget nyt over arbejdet med randzonerne, og alle involverede har haft rig lejlighed over årene til at spille positivt med. Nu er randzonerne et faktum og de giver både landmænd såvel som skatteydere god valuta for deres investering.

Landmændene fordi, de får kompensation for ikke at forurene. Skatteyderne fordi, de får et bedre miljø for de penge, de betaler landmændene.

Er randzonerne så valgt intelligent? En mere fleksibel randzone – hele ådalen, hvor det giver mening, færre meter hvor det er bedst – er biologisk set at foretrække, men et fast mål på 10 meter er en god begyndelse og giver de ønskede reduktioner i næringsstof og pesticidbelastninger. Nu skal vi selvfølgelig monitere randzonerne løbende og rette ind, så vi sikrer borgerne får mest mulig miljø og natur for pengene på den lange bane.

Så alt i alt – en nødvendig lov – langt om længe.

Spørg ikke, hvad din kommune kan gøre for dig...

2012-02-27T01:15:00.000-08:00

I foråret 2011 vedtog Lejres byråd enstemmigt, at Lejre skulle være landets første økologiske kommune. Det gjorde de af hensyn til miljøet og naturen i kommunen og af hensyn til borgernes sundhed, og så selvfølgelig for at skille Lejre ud fra andre kommuner. ”Økologien kan blive for Lejre, hvad energien har været for Samsø,” sagde erhvervschefen for Roskilde og Lejre Kommune, da Lejre sprang ud med sine planer.

Begrebet økologisk kommune dækker over, at Lejre vil fremme økologien ud i alle kommunens kroge: Landbrugsarealerne, de offentlige måltider, de private haver, kommunens egne arealer, kirkens jorder, skolerne, de private forbrugere, lokal afsætning og forarbejdning, turisme og dokumentation af, hvad økologien betyder for drikkevandet og for naturværdierne.

Danmarks Naturfredningsforening har en central rolle i at omstille Lejre kommune til økologisk kommune. Det har vi, fordi vi mener, at økologien er en af vejene til at vende tilbagegangen i biodiversiteten og sikre vores rene drikkevand. Og fordi vi gerne vil være med til at afdække, hvilke barrierer der gør det vanskeligt at lægge om til økologi. Samtidig vil vi gerne udforske, hvor langt en kommune kan nå i retning af 100 procent økologi, hvis man sætter målrettet ind over hele linjen – og inddrager både borgere og erhvervsliv.

Ingen økologi uden borgerne
Alle ved, at kommunerne er ekstremt presset økonomisk i disse år. Den almindelige drift sluger hele budgettet, og finansministeren ser uafladeligt kommunerne i kortene. Derfor kan en beslutning som den, Lejre Kommune har truffet, aldrig realiseres af kommunen alene – borgerne selv skal på banen. Og det kan de heldigvis komme på mange måder – og i mange tilfælde med få midler.

I Lejre er der allerede opstået to initiativer, som er baseret på frivillighed og medborgerskab. Mere end 50 borgere stiftede for nylig Lejres økologiske fødevarefællesskab (LØFF), der betyder at Lejre-borgere hver uge kan hente en stor pose friske økologiske og lokalt producerede grøntsager for 100 kroner. Motoren i foreningen er en række brogerdrevne arbejdsgrupper.

Et andet borgerinitiativ er et nystiftet havenetværk. Her er målet, at lade sprøjtegiften ligge – og drive haven så økologisk som muligt. Haveejere i Lejre kan med dette initiativ se frem til kurser og rådgivning i sprøjtefri havedrift.

Begge projekter er med til at bringe Lejre i retning af mere økologi – for små penge. Og samtidig er de med til at skabe nye lokale fællesskaber.

Pointen er, at en kommune kan udstikke rammer, men det er os borgere, der skal fylde dem ud og gribe mulighederne. Det gælder, hvad end det handler om økologi, affaldshåndtering, energi eller transport. Og det gælder, hvad end du bor i Danmarks første økologiske kommune – eller i en af landets øvrige 97 kommuner. Hvorfor ikke være med til at starte en fælleskørsel for pendlere, et vindmøllelaug, et høsletlaug? Eller en affalds- og komposthåndtering, hvor byens grønne affald bliver genanvendt som flis og kompost? Mulighederne er uendelige. Spørg ikke, hvad din kommune kan gøre for dig – men hvad du kan gøre i din kommune. Det kunne være det nye valgsprog.

Rent vand i en rig natur

2011-07-09T04:10:00.000-07:00

Rent vand er en forudsætning for rig natur. Og rig natur er forudsætningen for rent vand. Derfor har DN i mange år fokuseret på at beskytte det rene grundvand og drikkevand. Især ved at plædere for at få nedsat mængden af sprøjtegift i landbruget, men også generelt i samfundet. Danmark er et af de få lande, hvor vi henter drikkevandet op fra grundvandet. Derfor er det ekstra vigtigt, hvad vi sprøjter med – og hvor meget, vi sprøjter.

Der er en evig konkurrence om interesserne oven på jorden og nedenunder. Ovenpå vil landmændene, haveejerne, golfspillerne, DSB og mange andre gerne holde ukrudt væk fra deres marker, haver og baner. Nedenunder har vi noget vand , der bliver hentet op som drikkevand. Det er derfor helt afgørende, hvad der sker oven på jorden – med andre ord: Mængden af sprøjtegifter bestemmer kvaliteten af vores drikkevand.

For meget sprøjtegift
Landbruget i Danmark bruger stadig alt for mange sprøjtegifte i forhold til, hvad der er aftalt gennem tre pesticidhandlingsplaner. 23 procent af de aktive drikkevandsboringer indeholder sprøjtegift. Både midler, som i dag er forbudt, men også midler, som stadig er tilladt. Det skal der gøres noget ved.

I DN går vi selvfølgelig ind for helt at lade være med at sprøjte, men det mål ligger realistisk set nok et stykke ude i fremtiden. DN har en landbrugspolitik, der peger på to ting: Den ene er at tage jord ud af drift. Cirka en sjettedel af det danske landbrugsareal skal i fremtiden enten afgræsses eller der skal slås hø på arealerne. Det øvrige areal skal lægges om til økologisk drift. Det vil tage sin tid at komme dertil. Men begge tiltag vil gavne drikkevandet. Jord ud af drift, fordi det ganske enkelt er fra de arealer, at færrest næringsstoffer kommer videre ud i resten af miljøet. Økologi fordi der ikke bruges sprøjtegifte, og fordi der holdes mere hus med ressourcerne. Det er det lange sigt. Men på kort sigt kan vi også opnå en hel masse for vores grundvand og dermed for både drikkevandet og naturen.

Vi kan beskytte vandet der, hvor det hentes op. I Danmark har vi for nylig indført regler om, at jorden ind til 25 meter fra en vandboring skal dyrkes uden brug af sprøjtegifte. Men det er langt fra altid nok. Vandværkerne ved præcis, hvor store arealer det drejer sig om rundt om den enkelte boring. Efter DN’s mening skal jorden enten tages helt ud af drift eller drives økologisk. Det drejer sig kun om 10.000 hektar, ifølge DANVA, de danske vandværkers forening. Det svarer til ca. 0,4 procent af det danske landbrugsareal. Så der er ingen undskyldning.

Ingen gift langs veje
Et andet sted at tage fat her og nu er at forbyde al brug af sprøjtegifte der, hvor det ikke drejer sig om produktion. Det vil sige i private haver, på sportspladser, golfbaner, langs veje, og jernbaner.

De fleste sprøjtegifte, der findes i grundvandet, er heldigvis midler, som er forbudt i dag. Men der findes også rester af tilladte midler - på trods af, at et af kravene, når et sprøjtemiddel godkendes er at det ikke kan vaskes ud. Alle disse midler skal væk fra hylderne med det samme.
Landbruget har sammen med miljøministeriet sat et mål for, hvor meget de må sprøjte. Det er et frivilligt mål, og det er tydeligt, for landbruget har de seneste mange år ligget alt for højt i forhold til de mål, der blev sat. Målet er realistisk og skal følges nu.

På længere sigt skal vandet også beskyttes der, hvor det bliver dannet. Vandværkerne har et godt kendskab til, hvor i landet vores drikkevand bliver dannet. Det er langt fra al regn, som falder på jorden, der bliver til drikkevand. En hel del ryger direkte i vandløb og ud i havet. Det ville derfor være rigtig godt at sætte ind der, hvor vandet bliver dannet. For eksempel ved at lave aftaler om at lade være med at sprøjte eller at lægge helt om til økologi.

Der er rigtig meget at hente i økologien. For hver liter økologisk mælk man drikker - frem for en konventionel, beskytter man 200 liter vand mod sprøjtegift.

Landbrugsstøtte, ja tak !

2011-03-14T02:40:00.000-07:00

400 mia. kr. om året. Det er det, som EU’s fælles landbrugspolitik i runde tal koster om året. Og hvad får vi som borgere i EU for det enorme beløb, som svarer til næsten 40 procent af det samlede EU-budget?

Hm… Tja… Først og fremmest får tusindvis af landmænd i hele Europa glæde af pengene, som de får udbetalt med ganske få betingelser knyttet til dem. De skal bare holde jorden i ”god landbrugsmæssig drift”, som betyder, at markerne ikke må springe i skov eller ligge oversvømmet hen.

Hidtil har landbrugsstøtten ikke været til ret megen gavn for natur eller miljø i landbrugslandet. Der er i årenes løb blevet overført beskedne dele af det samlede EU-budget til natur-, miljø- og økologiinitiativer i de forskellige medlemslande. Men det er karakteristisk, at denne del af landbrugsstøtten skal suppleres med penge fra medlemslandenes egne kasser, og så bliver de grønne tiltag ikke til så meget. Undtagen i enkelte tilfælde, som i f.eks. i Storbritannien, hvor de har været gode til at finde på ordninger til gavn for naturen.

DN og de andre grønne organisationer har i årenes løb været meget kritiske overfor landbrugsstøtten. Den har understøttet industrilandbruget og ikke givet plads nok til naturværdierne på landet. Landmændene er blevet belønnet for at producere, ikke for at passe på naturen.

Men nu sker der noget. Måske… Det er i hvert fald gået op for EU-kommissionen og for de europæiske landbrugsministre, at skatteborgerne vil have noget for deres penge. Det mest brugte slogan i den forbindelse er: Fælles goder for fælles penge. Forstået på den måde, at det er OK, at landmændene modtager støtte, men pengene skal gå til tiltag, som der ikke kan tjenes penge på. F.eks. læhegn, dyrknings- eller sprøjtefri bufferzoner langs vandløb, søer, skove etc. eller afgræsning af øde egne i andre europæiske lande.

Det er tid til, at landmændene skal leve op til flere miljø-krav for at få udbetalt arealstøtten, lyder det i EU-kommissionens udspil til fremtidens EU landbrugspolitik. Og det støtter DN helt og fuldt. Vi er oven i købet på linje med den danske regering i denne sag. Den opmærksomme læser vil derfor i det næste års tid kunne se, at DN for en gangs skyld støtter den danske regering på et vigtigt område. Spørgsmålet er om vi kan politikerne i de andre landbrugslande med på miljøvognen.

Set fra DN’s synspunkt er det vigtigste, at det økologiske landbrug kan komme ind på linje med det øvrige landbrug og at det ikke bliver op til det enkelte EU-medlemsland at bestemme om økologien skal fremmes eller ej. Økologisk landbrug kan nemlig ophæve det kunstige skel mellem produktion og miljøbeskyttelse.

Den meste af miljødebatten på landbrugsområdet stiller en modsætning op mellem produktionen af mad og hensynet til miljøet. Men økologien kan begge dele. Den kan producere mad og foder og samtidig kan den levere ydelser på biodiversitet, vandmiljø, klima og husdyrvelfærd. Den kan ikke levere mirakelløsninger, men den kan levere en samlet pakkeløsning på de udfordringer, som landbruget står overfor.

I den kommende tid, når EU’s landbrugspolitik skal drøftes, er det derfor vigtigt at holde fast i kommissionens egne ideer og støtte at der bliver stillet høje miljøkrav til udbetalingen af de mange penge.

Med en sådan model er der god brug for en fælles europæisk landbrugspolitik. Også i lang tid fremover. For vi kan ikke lade markedet styre det hele alene.

Væk med det grønne i Grøn Vækst

2011-02-16T05:22:00.000-08:00

Traktorterroristerne vandt. I sidste uge fik Grøn Vækst det sidste hug.

Da miljøministeren udskød miljøkrav til 2027, var der intet tilbage af den grønne side af planen. Karen Ellemann, Henrik Høegh og Lars Løkke Rasmussen har dermed slået en tyk streg over deres forgængeres oprindelige visioner.

Engang – før, der var noget, der hed Grøn Vækst - var tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen omtrent lige så styret af landbrugets interesser. Ved Venstres landsmøde i 2003 sagde Anders Fogh Rasmussen de berømte ord: "Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.”

Men da 150.000 ha. brakmarker i 2008 var blevet pløjet op og lagt ud som kornmarker, blev det tydeligt, selv for VK-regeringen, at der skulle ske noget drastisk for at gøre balancen mellem landbrugsproduktion og natur bedre. Grøn Vækst blev lanceret, som det, der skulle bringe nye, grønne visioner ind i dansk landbrug. Som det, der både skulle sætte fut i et erhverv i krise og forbedre forhold for dyr og drikkevand.

Gennem de seneste generationer har det danske samfund så undergået en kolossal udvikling. ….. Det bliver mere og mere tydeligt, at fremskridtet har haft en pris. Den øgede velstand har i et vist omfang kostet tab af natur. Man kan sige, at vi har glemt at sætte pris på naturen. Men i dag lever vi i et velstående samfund, hvor vi har råd til at give naturen en værdi, sagde Anders Fogh Rasmussens ved indvielsen af Nationalpark Thy den 22. august 2008.

Men på trods af de flotte ord, som DN ikke kunne have sagt bedre, er Danmark siden blevet kritiseret af EU-kommissionen for at ikke at ville leve op til de internationale standarder – og til den tidligere statsministers løfter.

Regeringen ønsker en grøn vækst. Hvor naturhensyn og fremskridt ikke er modsætninger. Men hvor vi tværtimod forener miljø- og naturbeskyttelse med et moderne og konkurrencedygtigt samfund. Derfor vil regeringen nu sætte et omfattende arbejde i gang for at realisere en vision om grøn vækst. Vi vil skabe flere store og sammenhængende naturområder. Og vi vil sikre en bedre beskyttelse af den natur, vi har, proklamerede Anders Fogh Rasmussens den 22. august 2008.

I dag er det de mest reaktionære kræfter inden for dansk landbrug, der sætter dagsordenen for regeringen. Miljøministeren har købt argumenterne om, at dansk landbrug må lukke, hvis vi gennemfører en plan, som hendes forgænger selv satte i søen.

Vi skal sænke udledningen af næringsstoffer, som ligger på et alt for højt niveau. …Vi skal minimere skaderne ved sprøjtegifte. Og vi skal sænke udledningen af drivhusgasser. Vi vil skærpe kravene til landbruget. Og samtidig vil vi give landbruget grønne udviklingsmuligheder. Landbruget får dermed en vigtig rolle for fremtidens grønne vækst, lovede Anders Fogh Rasmussens ved indvielsen af Nationalpark Thy den 22. august 2008.

Det må være kreperligt for den tidligere statsminister at se, hvordan hans efterfølger har misforstået hensynet til landbrugsproduktionen og skudt så store huller i Grøn Vækst, at den ikke kommer til at flyde igen.

Vores børn skal arve et grønt Danmark. Vi skal løfte vores ansvar over for de kommende generationer. Jeg vil gerne sætte det mål, at min generation afleverer den danske natur i en bedre stand, end vi overtog den, sluttede Anders Fogh Rasmussens ved indvielsen af Nationalpark Thy den 22. august 2008.
Læs mere på www.dn.dk/landbrug

Krise med grise - eller hvordan man effektivt formøbler 60 millioner kroner

2011-01-24T02:33:00.000-08:00

60 millioner kroner. Det er, hvad dansk landbrugs hovedorganisation, Landbrug og Fødevarer, har sat af til at skaffe sig et bedre omdømme over de næste tre år.

Det er et rigtig stort beløb. Særligt når det efter min bedste overbevisning ikke vil ændre noget som helst på landbrugets omdømme . Det er måske muligt, på kort sigt, at forbedre det billede, som en stor del af befolkningen har af landbrugsproduktionen. Nemlig, at dyrene bliver presset til det yderste, at naturen lider overlast, og at vandet bliver forurenet med sprøjtegift og næringsstoffer. Det kan også være, det er muligt at rokke ved det efterhånden ret så fastcementerede billede af, at landmænd har svært ved at tage imod kritik.

Men på det lange sigt er det kun muligt at skabe sig et bedre omdømme ved faktisk at opføre sig anderledes. Lytte til kritik og acceptere, at også landbruget bliver nødt til at leve op til miljøkrav. Acceptere, at der kræves noget til gengæld for alle de milliarder, der postes i landbruget gennem EU. Og at høje udbytter og flere kilo flæsk ikke er de eneste succeskriterier for landbruget.

Vi vil se køer på græs
Når økologerne trækker 78.000 mennesker af huse i april for at se på, at køerne bliver lukket på græs, er det jo, fordi vi alle sammen higer efter at få at vide, at vores mad bliver lavet på en ordentlig måde. Det er et omdømme, man ikke kan købe sig til. Det kan kun ske ved at lave helt om på forelskelsen i vækst og høje udbytter.

Hvis man virkelig gerne ville forbedre landbrugets omdømme med ”den nye fortælling”, som kampagnen hedder, så kunne man jo i stedet for at kaste penge efter et forkromet reklamebureau have brugt dem til at lave natur. For eksempel en tilskudsordning, hvor interesserede landmænd kunne søge om tilskud til at lave randzoner eller sprøjtefri §3 områder. Det ville være et stærkt signal. Et signal om, at man reelt vil gøre det godt for miljø og natur. I stedet bliver det ved festtalerne, samtidig med at man river sig i tøjret, hver gang kravene strammes, som nu f.eks. med randzonerne.

Men når man nu vælger at tro på en omdømmekampagne, så mener jeg, at skridt nummer et er at have fakta og dokumentation på plads. Derfor er det påfaldende at se Lisbeth Olsgaard, Landbrug og Fødevare såkaldte brandmanager, lave et uautorisret regnestykke på hjemmesiden for ’Den nye fortælling’. Regnestykket, der viser, at dødeligheden blandt økologiske pattegrise er større end blandt konventionelle , kunne have været lavet på bagsiden af en serviet i forsamlingshuset.

Det står i skrigende kontrast til den saglighed, landbruget altid kræver fra de grønne organisationer - og fra politikerne. Og hvorfor starter man en omdømme kampagne for landbruget ved at svine en del af sine egne til? Hvorfor bruger man ikke hjemmesiden til en gang for alle at slå fast, at økologerne er en del af familien, og at man glæder sig over, at økologerne både kan tjene penge og have et godt omdømme samtidig?

Se, så ville det begynde at give mening. Og vi ville være flere, der kunne kigge kampagnen som andet end en gang penge ud af vinduet.

Ny opskrift på dansk landbrug

2010-12-12T08:07:00.000-08:00

Landbruget er i en voldsom krise i øjeblikket. Tilsammen skylder de danske landmænd 350 milliarder kroner væk. Det gør de, fordi der er blevet handlet landbrugsjord til priser, som slet ikke hænger sammen med den værdi, der kan skabes på jorden i form af korn. Og fordi der er blevet investeret i stalde til husdyr, som er en underskudsforretning.

Og så har en en del landmænd leget med friværdien og spekuleret i valuta - med store tab til følge. Senest viste beregninger, at danske landmænd mindst har tabt 6 mia. kroner på at spekulere i schweizerfranc.

Den dårlige økonomi skyldes også, at kød, mælk og korn henter for få penge hjem til landmanden. For eksempel giver en liter mælk mindre i kroner og øre end for 12 år siden. Det er heldigvis ved at vende nu.

Den eneste opskrift landbruget har kendt til i mange år er, at når der skal tjenes flere penge, så skal den enkelte gård være større, og der skal investeres endnu mere. Men grænsen for de såkaldte stordriftsfordele er nået for længst.

Dårlige råd
Desværre har landbruget søgt råd hos folk, som bare har troet, at det kunne blive ved med at buldre derudaf. Landbrugets egne konsulenter, såvel som banker og kreditforeninger, har været alt for dårlige til at hjælpe landmanden med at skabe værdi. I stedet har man hjulpet ham med at bruge penge.

Det er rigtig, rigtig trist.

I Information var der for nogle uger siden et interview med et ungt landmandspar, som havde en enorm svineproduktion på adskillige gårde. De bandt penge i hver en kuperet grisehale, de sendte til slagteriet. Deres eneste ønske var at komme ud af erhvervet på en værdig måde. Altså på en måde, der gjorde, at de kunne komme videre i livet.

Men i stedet for at rase på bankerne og kreditforeningerne, som er nogle af de få, der tjener penge på landbruget i øjeblikket, så retter landmænd skytset mod miljøkravene. Både miljøministeren, fødevareministeren, landbrugets egne topfolk og selvfølgelig folk som DN, Økologisk Råd er skydeskive, når landmændene står på fallittens rand.

Igennem alle de år, hvor landbruget har været reguleret af hensyn til miljøet, dvs. siden midten af 1980’erne, har der været protester, hver gang en vandmiljøplan eller en pesticidhandlingsplan blev vedtaget. Når der blev indført grænser for, hvor mange husdyr man måtte have i staldene i forhold til den jord, der skulle spredes gødning på. Når der blev sat mål for hvor mange gange giftsprøjten måtte køre over markerne. Hver gang har det lydt, at det ville lægge gift ud for landbruget.

Mere mælk og flere grise
Men miljøkravene har ikke ligget landbruget til last. Nærmest tværtimod. Kravene har skærpet opmærksomheden på ressourceforbrug og været med til at gøre de danske landmænd til de førende på både planteavl og husdyrhold. Der er sket en kolossal stigning i den danske landbrugsproduktion, og det enkelte landbrug er bare blevet større og større. Der løber dobbelt så meget mælk gennem køernes yver som for 25 år siden. Svineproduktionen er steget fra 15 millioner svin pr. år til over 25 millioner. Og på trods af en halvering i brugen af kunstgødning og et lavere gødningsniveau pr. hektar, ligger udbytterne for korn på samme niveau som for 20 år siden. Det er alt sammen sket i en periode, hvor vi heldigvis har fået øjnene op for, hvor meget der skal ryddes op på landet.

I øjeblikket er det den såkaldte Grøn Vækst plan, som regeringen vedtog sidste år, og vand- og naturplanerne, som vi har forpligtet os internationalt til at følge, der får landmændene op i det røde felt. Især landmændene omkring Limfjorden og langs andre følsomme vandområder er i oprør. Det vil ødelægge alt, lyder det.

Men fald ned, får jeg lyst til at sige, for disse krav er sendt som manna fra himlen. De afleder nemlig opmærksomheden fra den forfærdelige økonomiske klemme, landmændene selv har sat sig i. Når landmændene nu raser mod politikerne, som i virkeligheden passer deres job og beskylder de grønne organisationer for at ville landbruget det ondt. Ja, så er opmærksomheden ledt væk for egen skyld i gælden.

Fra min egen stol her i Danmarks største grønne organisation kan jeg svare: Vi vil rigtig gerne landbruget det godt. Det skal bare ikke gå ud over miljøet, at landbruget er faldet i en skræmmende gældsfælde. I stedet for at rase mod miljøkrav burde landbruget afsøge mulighederne for at omlægge produktionen i en, på alle måder, mere bæredygtig retning.

Forbruger, kom ind i kampen for de gode madvarer!

2010-11-12T01:33:00.000-08:00

Den på alle måder store kok Bo Jacobsen fra Restaurationen revser danskerne for at lade sig nøje med de argeste råvarer. Faktisk lægger han hele ansvaret for nedturen i de danske køkkener over på dem, der køber maden, altså os almindelige forbrugere. Vi vælger det billige og det nemme.

Det er i hvert fald hans påstand, som han understregede mange gange ved en konference om den fælles europæiske landbrugspolitik i Vejle i slutningen af oktober.
Ifølge Bo Jacobsen hælder vi så mange penge i vores huse, biler og elektroniske udstyr, at der ikke er hverken tid eller penge tilbage til at købe ordentligt ind.

Kvinderne væk fra kødgryderne
Lige siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne, har vi lagt færre kræfter og penge i at spise ordentligt, og vi bruger i dag kun cirka 12 procent af vores disponible indkomst på mad og drikke. Onde tunger siger, at vi hellere vil have et flot køkken end god mad i køleskabet.

Aldi, Lidl, Netto, Fakta, Kiwi, Rema1000. Det lyder næsten ligesom de remser vi som børn lærte, når vi spillede med bold op ad muren i skolegården. Men det er de navne på discount forretningerne, som symboliserer udviklingen i danske madvaner de seneste 50 år, siger Bo Jacobsen.

Jeg giver ikke Bo Jakobsen ret i, at det udelukkende er forbrugernes ansvar at højne madkvaliteten. Politikerne skal også på banen - med nogle vilkår, som gør det nemmere for forbrugerne at vælge de gode fødevarer. Vilkår, som fremmer afsætningen og gør det nemmere for landmændene at lægge om til økologi.

Men forbrugerne har et enormt ansvar. Bliver vi ved med at købe morgenmad, der i virkeligheden skulle stå på slikhylden - eller kyllinger, der har haft et rærligt liv, så bliver der ved med at være nogle, der producerer det.

De fleste danskere vil gerne have mad, der er lavet uden brug af gift, og hvor der er taget hensyn til dyrene, ”men det er så dyrt, og vi har ikke råd. Grøntsagerne ser slatne ud. Kødet er sejt. Ungerne vil hellere ha’ pizza. Der er tit udsolgt. Og det er besværligt at finde - og sagde jeg, at det var for dyrt”?

Økologien sidder ikke i pengepungen
Der er masser af undskyldninger, men hvis vi have en landbrugsproduktion, som er holdbar på langt sigt, så er økologien det eneste sikre valg. Danskerne er verdensmestre i at købe økologi. Men det er på en lidt 'billig' førsteplads. Vi bruger kun lige godt og vel seks procent af madbudgettet på økologi, så der er rigtig god plads til at øge forbruget.

I den sammenhæng er det interessant at kigge på, hvem de økologiske forbrugere er. Er det de velbeslåede ældre nord for København, som har råd til både årgangsvin, dyre biler og økologi. Eller er det børnefamilien i Vestjylland, som bor relativt billigt og derfor har god plads i budgettet til at bruge lidt flere penge på mad?

Nej. Det viser sig, at det langt hen ad vejen er børnefamilierne i Hovedstadsområdet, der er de flittigste øko-forbrugere. Og de familier med allerstørst indkomst køber langt mindre økologi, end familier med mellemindkomster. Så for de trofaste økologiske forbrugere er det altså ikke pengene, der er afgørende.

Erfaringerne fra de institutioner, hvor køkkenet serverer økologi er også klare: Det kan sagtens lade sig gøre at holde budgettet på det samme niveau.

SÅ i stedet for den ørkesløse snak om pengepungen, bør vi se på nogle andre forhold:

Danmark er en af de mest kødglade nationer. Det gør det svært at leve økologisk og klimavenligt. Spiste vi mere grønt, årstidsbestemt - og mindre kød, ville vi rykke på både sundheden, økologien og klimaet. Hele tre ting på en gang!

Landbruget fortæller os altid, at de fremstiller de varer, forbrugerne vil købe. Og detailhandelen sætter de varer på hylderne, som de hurtigst kan få solgt. Men det er desværre ikke altid de økologiske. Hvis vi - som kritiske forbrugere - vil have økologiske planter på markerne og økologiske dyr i stalden, så skal vi blive meget bedre til at vælge de økologiske varer, når vi køber ind. Det ville også ændre på prisen – for nu alligevel at bruge det argument.

Kom ind i kampen og vis både landmænd og supermarkeder, at vi vil økologien. Det er et stort skridt på vejen. Så må vi – blandt andet på ngo-niveau – fortsætte presset for, at politikerne baner vejen. Og at landbruget selv gør en indsats.

Danmark har brug for en omvendt Dalgas

2010-10-12T01:07:00.000-07:00

Enrico Dalgas, en af stifterne af Hedeselskabet, stod i spidsen, da den danske hede i 1800-tallet skulle opdyrkes, efter Sønderjylland var blevet overtaget af tyskerne. Han er derfor blevet symbol på den effektivisering af landbruget, der er fulgt lige siden. Og som i disse år eskalerer.

Forskellen på nu og dengang er imidlertid, at vi i dag ved langt mere om de konsekvenser, det voksende landbrug har for miljø og natur.

Det er derfor tid til at vende Dalgas om – at lave en omvendt Dalgas, hvor vi tager noget af den danske landbrugsjord ud af drift. Gevinsten vil være en natur, der hænger bedre sammen og et vandmiljø, der er beskyttet mod både sprøjtegifte og næringsstoffer. Desuden vil klimabelastningen fra landbruget falde markant - og binde en masse kulstof i jorden. Og det danske landskab vil rustes bedre til at klare den ekstra nedbør og det stigende grundvand, der følger med klimaforandringerne.

Dygtige landmænd
Vi har været meget dygtige til at skabe landbrugsjord, hvor der ikke var noget. Enten ved at dyrke heden op, som oprindeligt fyldte 40 procent af Jylland, ved at dræne og tørlægge jord langs vandløb og søer - eller ved at lave store indvindingsprojekter som for eksempel Lammefjorden.

Det har givet os masser af landbrugsjord. Men det har også gjort landskab og natur fattigere. Og de senere år har vi fået øjnene op for, at den intensive brug af jorden betyder, at der bliver vasket alt for mange næringsstoffer ud i vandmiljøet, og at klimabelastningen fra landbruget er stor.

Landbrugsjorden fylder næsten to tredjedele af hele landets areal, og 93 procent af arealet bliver pløjet hvert eller hvert andet år. Det er verdensrekord i intensitet. Ingen andre lande pløjer så stor en del af deres jord hvert år. Det er selvfølgelig en god grund til. Vi har afsindig god jord i Danmark, og vi har et godt forhold mellem temperatur og nedbør. Derfor har der været bønder i Danmark i mange tusinde år.

Det tætte forhold til jorden har gjort os til et velstående land. Det er der ingen tvivl om. De danske bønder har været gode til at sætte viden om til handling, og vi har i mange år dyrket langt mere, end vi selv kunne spise. Derfor har vi kunnet eksportere fødevarer til store dele af kloden. Det er især køer og grise, landbruget tjener sine penge på - og mere end 80 procent af landbrugsarealet bliver brugt til at lave foder til dyrene.

Ikke uden omkostninger
Men det har sine omkostninger at sætte ploven i jorden i det omfang. Der sker en stor påvirkning af naturen, særligt lige når man begynder at dyrke den. Man går fra en tilstand, hvor eksisterende næringsstoffer i jorden opretholder en naturlig cyklus - til at tilføre store mængder gødning hvert år. Denne gødning bliver liggende i jorden efter høst, og overskuddet bliver udvasket og forurener vores åer og vandløb – og i sidste ende vores grundvand.

I de seneste 25 år er der kommet stadig mere fokus på landbrugets miljøproblemer. Man har indført en række regler for at dæmme op for især udvaskningen og fordampningen af kvælstof fra landbruget: Større gylletanke, bestemte tidspunkter for udbringning af gødningen, vintergrønne marker, kvælstofkvoter etc.

Alle de øvelser, der har hjulpet alt, alt for lidt, kan erstattes af en omvendt Dalgas. Den største effekt ville være at tage jord ud af drift. Man kan nøjes med 15 procent af landbrugsarealet, hvis man bare får fat i de rigtige arealer.

Hvorfor er de ikke alle sammen økologer?

2010-09-22T10:08:00.000-07:00

Hvorfor er der ikke flere landmænd, der vil lægge om til økologi? Det går jo så godt med at sælge de økologiske varer i butikkerne. Hvorfor siger halvdelen af de danske landmænd, at de end ikke overvejer at blive økologer? Det har jo vist sig, at økologerne tjener mere.

Kunne det have noget at gøre med, at det danske landbrug generelt stadig ser på deres økologiske landmandskolleger som nogen, der ikke er med i klubben af rigtige landmænd? Jeg vover den påstand, at det handler om følelser frem for rationelle argumenter, når landmænd siger nej til økologi. Og hvad kan man gøre ved det? Vejen frem er jo mere økologi. Regeringen har selv sagt, at det økologiske areal skal være dobbelt så stort i 2020.

Danmark er verdensmester i økologi. Vi er - sammen med Schweiz - det land, hvor hver enkelt borger bruger flest penge på økologisk mad. Vi er suverænt de største, når det gælder mælk - næsten 30 procent af drikkemælken, der bliver solgt i Danmark, er økologisk.

På trods af finanskrisen vokser økologien stadig. Flere og flere kommer det røde Ø i kurven, og valgmulighederne på de økologiske hylder vokser. Selv discount-butikkerne gør en dyd ud af at sælge økologi. Nettos slogan om, at ”alle skal ha’ råd til økologi”, siger alt om, at økologien er blevet en del af danskernes hverdag. I hvert fald for os, der bor i byerne.

Men den økologiske vækst sker mest med importerede varer i øjeblikket. Det er ikke som sådan et problem, men på et tidspunkt kan vi ikke importere os til mere vækst. Og vi er nødt til selv at kunne producere alt økologisk korn, kød, frugt (undtagen sydfrugter) og grønt i Danmark. Især af hensyn til naturen.

Landmændenes fordomme skabes på skolerne
Så er vi tilbage til landmændenes følelser for økologi. Vi er nødt til at finde ud af, hvorfor landmændene skræmmes, hvis vi skal have flere til at lægge om. Jeg vover endnu en påstand: Det har noget med deres uddannelse at gøre.

Der er flere problemer med de nuværende landmandsuddannelser. For det første er der for lidt undervisning i det, som er nødvendigt at vide, hvis man skal være økolog. For det andet er landbrugsuddannelserne blevet så specialiserede, at det er svært at uddanne sig til en landmand, der kan håndtere store arealer, hvor korn og græs skal dyrkes og samtidig være god til at passe og fodre dyrene. De fleste bliver gode til enten planter eller dyr, men økologerne har brug for at kunne det hele. De færreste økologer kan nøjes med enten at passe dyrene eller at dyrke jorden. For mens de konventionelle landmænd får det meste af foderet leveret ved døren, er økologerne nødt til at dyrke det meste selv.

Det tredje problem er noget mere omsiggribende. Det er nemlig det, der handler om landmændenes følelser - og de helt store fordomme over for økologien, der florerer blandt landmændene og i høj grad også på landbrugsskolerne. ”Hellere bøsse end økolog”, bliver der sagt. Uofficielt naturligvis. Men udtrykker i al sin tydelighed, hvad man har besluttet at mene om økologerne. Rigtige mandfolk frasiger sig ikke sprøjtemidler og store mængder gylle.

Landbrug og Fødevarer - den danske landbrugsorganisation - spurgte for et par år siden sine medlemmer, om de kunne tænke sig at blive økologer. 50 procent sagde, at det kunne de ikke drømme om - på trods af, at økologerne i de sidste 10 år har haft en bedre økonomi end de konventionelle.

Der er ingen grund til fordommene, og det er på tide, at landbrugsskolerne og landbrugets egen organisation begynder at invitere deres økologiske kolleger ind i varmen. Selv regeringen har nu indset, at økologisk produktion er vejen frem. Hvornår mander skolerne og organisationen sig op - og følger med, kunne man passende spørge.