Den “44th Maudsley Debate” havde som emne: Wake up to the Unconscious: “This house believes that psychoanalysis has a valuable place in modern mental health services”, hvor flere promenenter forskere var inviterede til at holde oplæg i debatten om psykoanalyse og kognitiv terapi.

Debatpanel:

Chair: Professor Sir Robin Murray
For: Peter Fonagy and Alessandra Lemma
Against: Lewis Wolpert and Paul Salkovskis

The debate opened with a striking majority in favour of psychoanalysis with 251 pro the motion, 36 abstainers and 44 against.

Prof. Peter Fonagy reviewed the evidence base for psychotherapies, noting that psychodynamic therapies fared no worse than CBT. He emphasised the convergence of psychodynamic and neuroscientific accounts of development.

Opposing the motion, Prof. Paul Salkovskis likened psychoanalytic schools to cults, criticised the absence of a symptom-based approach and some of the theories underpinning psychoanalysis.

Prof. Alessandra Lemma drew on her experience in psychoanalysis and CBT to argue for an eclectic approach, but argued that psychoanalysis provides an unrivalled framework for understanding interactional processes.

Prof Lewis Wolpert shared his personal negative experience with psychoanalysis when suffering from severe depression, and described it as a pseudoscience with no evidence to back it up. He also accused his opponents of conflating psychodynamic therapies with psychoanalysis.

It closed with 260 in favour of the motion, 33 abstainers and 38 against.

Link til invitation: Maudsley Debate: Wake up to the Unconscious

Linkt til Podcast: 44th Maudsley Debate: Wake Up to the Unconscious. March 2012.

Lignende indlæg:

1. Paul Salkovskis: Anxiety Disorders: What Now? At the World Congress of Behavioural of Cognitive Therapy (WCBCT),...
2. PodCast: Interview med Jonathan Abramowitz om OCD Over på behaviortherapist.com har de et interview med dr. Jonathan...
3. From Freud to MR scan (Video) An hour-long exploration “From Freud to the mysteries of the...

Udviklingen inden for den kognitive terapi går stærkt og bogen Kognitiv terapi – modeller og metoder fra 2005 bliver derfor fulgt op af et bind to med undertitlen nyeste udvikling. I Kognitiv terapi – nyeste udvikling præsenteres dels opdateret kognitiv terapi ved de fleste psykiske lidelser hos voksne, dels en række af de væsentligste såkaldt tredjebølge bidrag til behandling. Bogen indeholder f.eks. kognitiv terapi ved misbrug, skizofreni, affektive lidelser, angsttilstande, spiseforstyrrelser, ADHD, ludomani, arbejdsrelateret stress og kapitlet om mindfulness, ACT, positiv psykologi, “compassion focused therapy” og neuropsykologi. Bogen giver såvel en teoretisk forståelse af de enkelte lidelser som praktiske kliniske anvisninger på vurdering og behandling. Der er endvidere skemaer til klinisk brug til alle kapitler.

Til bogen hører 113 arbejdsskemaer.

Bogen er redigeret af Nicole K. Rosenberg, chefpsykolog, leder af Klinik for angstlidelser ved Aarhus Universitetshospital og adjungeret professor, og Mikkel Arendt, cand.psych, PhD, post.doc forsker og ansat ved Klinik for Angstlidelser, Århus Universitetshospital.

Kognitiv terapi – nyeste udvikling er redigeret af Mikkel Arendt og Nicole K. Rosenberg og kan købes hos Saxo.com. Hans Reitzels forlag 2012. Sider: 622.

Lignende indlæg:

1. Kognitiv terapi, Modeller og metoder Ny bog: Kognitiv terapi, Modeller og metoder, Redigeret af Merete...
2. Bog: Udfordringer i kognitiv terapi af Judith S. Beck Hvor kan klinikeren vende sig hen, når den “standardiserede” kognitive...
3. Ny bog: Kognitiv adfærdsterapi – en introduktion Kognitiv adf�rdsterapi er en metode, der har vist sig at...

Nogle børn kalder det ’Klister på hjernen’. Som OCD-ramt føler man sig styret af jeg-fremmede tvangstanker og tvangshandlinger. De føles absurde og uvelkomne, og de OCD-ramte kan overvældes af angst og stærkt ubehag, hvis de forsøger at bekæmpe tankerne og handlingerne. Det drejer sig derfor ikke blot om at ’kunne tage sig sammen’, og for pårørende og udenforstående er det svært at forestille sig, hvilke kræfter de OCD-ramte er oppe imod.

Bogen er en selvhjælpsbog med et selvstyret program, der bidrager til at frigøre den OCD-ramte for OCD’ens snærende bånd. Den gennemgår den vigtigste og til dato bedst dokumenterede behandling for OCD, som er kognitiv adfærdsterapi (KAT), og hvornår denne kan være hensigtsmæssig at supplere med medikamental behandling, men kommer også ind på den nyeste form for adfærdsterapi ACT (Acceptance and Commitment Therapy).

Bogen falder i fire dele:

Del 1: Forklaring af OCD, og hvordan lidelsen diagnosticeres.
Del 2: Gennemgang af det sevstyrede program trin for trin.
Del 3: Indføring i forskellige symptomer og former for OCD.
Del 4: Støtte og netværk.

Bogen øger forståelsen af og indsigten i OCD’ens magt. Den gennemgår de grundlæggende former for OCD: kontroladfærd (tjekking), vaske- og rengøringstvang, ordens- og gentagelsestvang, rene tvangstanker, samlemani og skrupuløsitet. Bogen anviser forslag til og eksempler på, hvordan børn og voksne kan tage kampen op mod tankernes og handlingernes tyranni, når den trænger sig på – hvad enten det er hjemme, i skolen eller på arbejdet.

OCD: Guide til at slippe tvangstanker og -handlinger henvender sig primært til personer med OCD, der ønsker at tage kampen op mod OCD’ens snærende bånd. Derudover psykologer og psykiatere, der ikke har speciale i OCD, samt pårørende, der ønsker at vide mere om OCD og støtte den OCD-ramte.

Om forfatterne:
Cherry Pedrick er uddannet sygeplejerske og er forfatter til en lang række bøger om psykiske lidelser

Dr. Bruce M. Hyman er en Florida autoriseret klinisk socialrådgiver og Board Certified Diplomate i Clinical Social Work, der er har en master- og en ph.d.-grad fra Florida State University. Siden 1987 har Dr. Hyman helliget sit arbejde til at forbedre livet for patienter med OCD og deres familiemedlemmer, ud over at fremme større samfundsbevidsthed og forståelse for OCD i USA.

Bogen er oversat fra engelsk efter: The OCD Workbook.

Titel: OCD: Guide til at slippe tvangstanker og -handlinger
Forfattere: Bruce M. Hyman, Cherry Pedrick
Forord af dr. med. Per Hove Thomsen
Forlag/år: Dansk Psykologisk Forlag 2011. Sider: 381.

Kan købes hos Saxo.com

Lignende indlæg:

1. Ny OCD bog: Tvangstanker Ny OCD bog på dansk! Oversat fra norsk Tvangstanker Af...
2. Mange OCD-ramte hjælpes ikke Mange OCD-ramte har store problemer med at få relevant støtte....
3. Obsessiv kompulsiv tilstand (OCD): skal diagnosen omklassificeres? Obsessiv kompulsiv tilstand (Obsesive Compulsive Disorder (OCD)) er præget af...

2011 markerer et 75 års jubilæum, som mange helst vil foretrække at glemme: det første hvide snit i USA. Den blev udført af en ambitiøs ung amerikansk neurolog kaldet Walter Freeman. I løbet af hans karriere udførte Freeman omkring 3.000 lobotomier (hvide snit) på voksne og senere også børn. Ofte udførte han 10 procedurer eller mere om dagen. Omkring 40.000 patienter i USA blev lobotomiseret under operationens velmagtsdage – og anslået 17.000 i Storbritannien.

BBCs radioprogram fortæller historien om tre centrale figurer i den mærkelige historie om lobotomi (det hvide snit)- og for første gang undersøges populariteten af lobotomi i England i detaljer.

Historien begynder i 1935 med den portugisiske læge, António Egas Moniz, der var banebrydende med et radikal kirurgisk indgreb i hjernen. Moniz var en bemærkelsesværdig fornem skikkelse, både diplomat og læge, der havde opfundet en teknik, cerebral angiografi, der stadig anvendes. Med meget få beviser, overvejede han, om man kunne skære forbindelsen mellem frontallapperne og resten af hjernen og det vil lindre symptomer på psykisk lidelse. Hans resultater blev grebet med begejstring det følgende år af Freeman, barnebarn af en af USAs mest berømte kirurger. Freeman var en ubarmhjertig selv publicist og formået at overbevise mange om effekten af sin procedure. Freemans promovering af lobotomi som en kur mod psykisk sygdom var medvirkende til at Moniz modtog Nobelprisen i medicin. Operationen blev også adopteret af en af de mest berømte britiske neurokirurg, Sir Wylie McKissock. Ligesom Freeman, rejste han landet rundt og udførte mange lobotomier i enkelte sessioner. Til dette program interviewer Hugh Levinson McKissocks tidligere kolleger i detaljer om, hvordan han udførte flere tusinde lobotomier eller leucotomies som de blev kaldt i Storbritannien.

Operationerne havde succes med at undertrykke forstyrrede patienter, som regel med øjeblikkelig positive resultater, der til tider fortsatte. Freeman hævdede, at dette var bedre end at lade psykisk syge patienter rådne væk i årtier på usle institutioner, ubehandlet og uden opsyn. Men yderligere overvågning af patienterne viste meget blandede resultater. Mens et betydeligt antal patienter med affektive lidelser syntes at blive bedre, var en stor del upåvirket af operationen eller fik det værre. Mange patienter vendt tilbage til en barn-lignende tilstand. En betydelig del døde som et direkte resultat af proceduren.

I 1940′erne, skubbede Freeman på for at udforme en hurtigere og billigere procedure. Han hamrede en issyl (oprindeligt taget fra sit eget køleskab) gennem øvre del af hver øjenhule, direkte ind i kraniet. Han førte issylen fra side til side for at ødelægge forbindelserne til frontallapperne. Andre kirurger blev forfærdet over den tilfældige udførelse af operationen. Han skrev med tilfredshed i sin dagbog, når de deltagende læger endte med opkastning eller besvimelse. Hans nærmeste medhjælper nægtede at deltage. Ved slutningen af 1950′erne var lobotomi vanviddet var forbi og kun ganske få blev fortsat udført i særlige tilfælde. I slutningen af 1960′erne fik Freeman forbud mod at operere.

Historierne om Moniz, Freeman og McKissock – alle kommanderende og dynamiske personager – rejser dybtgående spørgsmål om vores forestillinger om psykisk sundhed og om videnskab. Er en patient “helbredt” bare fordi han bliver dæmpet? Og hvordan kunne det hvide snit blive så populært på trods af de manglende beviser vedrørende dens effektivitet – og den hurtige udbredelse af dokumentation for dets potentiale skade? I hvilken udstrækning er videnskaben uafhængig af stærke personligheder, økonomiske overvejelser og mediepres?

Oversat fra BBCs hjemmeside: The Lobotomists. Radioudsendelsen blev sendt førte gang mandag den 7. november 2011 på BBC 4.

I Danmark fik omkring 4471 danskere i perioden fra 1939 til 1983 foretaget det hvide snit. Jesper Vaczy Kragh udgav i 2010 en omfattende bog om det hvide snits historie i Danmark: Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Bogen er blevet meget rost og indstillet til flere bogpriser.

Om bogen skriver forlaget:
Igennem en lang årrække har Jesper Vaczy Kragh arbejdet med psykiatriens historie i Danmark, herunder ikke mindst de særlige fysiske behandlingsmetoder, som vandt frem i landet i begyndelsen af 1900-tallet. Med Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983 præsenteres emnet udførligt – og for første gang sammenhængende for et dansk publikum.

Blandt danske psykiatere synes der at have været enighed om at anvende terapier som cardiazolchok, insulinkoma og elektrochok til patienter, der var indlagt på sindssygehospitalerne i 1900-tallet. Beretningerne om behandlingerne veksler mellem historier om mirakuløse helbredelser og svære skadevirkninger, mellem tårnhøje bedringsprocenter og effekter på lig nul. Især i forhold til den sidste af de fysiske behandlingsmetoder – lobotomien eller ”det hvide snit”, fremstår terapiens popularitet overraskende. I erindringsbøger skrevet af datidens psykiatere bliver dette hjernekirurgiske indgreb ofte omtalt, og samtidige artikler fra den lægevidenskabelige litteratur vidner også om en meget udstrakt brug af behandlingen. Der tegner sig hermed et billede af en dansk praksis, som ikke syntes at have haft et tilsvarende omfang andre steder i verden.

For mange danske psykiatere udgjorde ikke blot det hvide snit, men også elektrochok og de øvrige behandlingsmetoder, et vendepunkt i psykiatriens udvikling. Den intrikate forestilling, at disse – af eftertiden så hårdt kritiserede – behandlinger repræsenterede en revolution for flere psykiatere, giver anledning til spørgsmålet: Hvordan indgik lobotomien og andre af de fysiske behandlingsmetoder i det større udviklingsprojekt, som tegnede sig inden for dansk psykiatri i begyndelsen af 1900-tallet?

Debatten om de hvide snit føres stadig, og psykokirurgien er den dag i dag et aktuelt emne mange steder i verden. I lande som USA, Storbritannien, Sverige, Spanien, Italien, Belgien, Kina, Australien og Canada udføres der stadig hjerneoperationer på psykiatriske patienter, men med andre teknikker end da lobotomien var fremme. Det er i den seneste tid ofte blevet fremhævet, at denne nye kirurgi er en disciplin i vækst, og planer om at genindføre psykokirurgien har været fremhævet i flere lande – herunder Danmark. Det har samtidig fået flere til at udtrykke bekymring for en gentagelse af fortidens udstrakte brug af psykokirurgien. Det hvide snit er et væsentligt bidrag til denne diskussion.

Litteratur:
Titel: Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983
Forfatter: Jesper Vaczy Kragh
Forlag/år: Syddansk Universitetsforlag 2010.
Sideantal: 475

Lignende indlæg:

1. Lobotomi – det hvide snit Den amerikanske tv-station PBS har udsendt en dokumentar om en...
2. Unge skærer smerten bort. Radioprogram om cutting. Chefpsykolog på Rigshospitalet, Bo Møhl, var gæst i P1 formiddag...

Personer der har oplevet overgreb i barndommen, har en dobbelt så stor risiko for at udvikle både flere og længerevarende depressive episoder i forhold til dem uden en fortid med mishandling barndommen, ifølge en ny undersøgelse. Endvidere fandt forskergruppen at mishandlede personer er mere tilbøjelige til at reagere dårligt på farmakologisk- , psykologisk- og kombinations behandling mod depression.

Resultaterne er fra en meta-analyse af 16 epidemiologiske undersøgelser med mere end 20.000 deltagere og 10 kliniske forsøg med mere end 3.000 deltagere.

Depression er blandt de mest almindelige psykiatriske lidelser i verden, med én ud af ti børn udsat for mishandling, herunder psykisk, fysisk eller seksuelt misbrug eller forsømmelse. I år 2020 forventes depression at være den næststørste bidragyder til den globale sygdomsbyrde på tværs af alle aldre, ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO). De sociale og samfundsmæssige konsekvenser af depression kan i høj grad forklares med de personer, der udvikler mange og langvarige depressive episoder.

Tidligere forskning har påvist, at mishandlede personer er mere tilbøjelige til at udvise abnormiteter i biologiske systemer, der er følsomme over for psykisk stress – såsom hjernen, hormonsystemet og immunsystemet – både i barndommen og i voksenlivet, som kan have vigtige kliniske implikationer.

I forbindelse med udgivelsen af undersøgelsen i American Journal of Psychiatry, udtaler den ledende forsker på undersøgelsen, professor Andrea Danese fra Institute of Psychiatry, Kings College, London, at ‘Identificering af dem i risiko for flere og langvarige depressive episoder er afgørende ud fra et folkesundhedsperspektiv. Resultaterne indikerer, at mishandling i barndommen er forbundet både med en øget risiko for udvikling af tilbagevendende og vedvarende episoder af depression, og med en øget risiko for at reagere dårligt på behandling.’

Forebyggelse og tidlig terapeutisk indsats rettet mod mishandling i barndommen kan derfor vise sig afgørende i at forhindre en stor sundhedsmæssige belastning på grund af depression. Vel vidende at personer, der har oplevet  mishandling, ikke vil respondere så godt på behandling, kan også være værdifuld for klinikere til at bestemme patienters prognose.

‘De biologiske abnormiteter i forbindelse med mishandling i barndommen kan potentielt forklare, hvorfor personer med en historie for mishandling reagerer dårligt på behandling for depression,’ siger Andre Danes i forbindelse med publiceringen af forskningsresultaterne.

Kilder:

Lignende indlæg:

1. Mishandling af børn er langt mere udbredt end tidligere antaget Børnemishandling i højindkomstlande er langt mere udbredt end de officielle...
2. Mishandling i barndommen kan føre til omfattende drikkeri i ungdommen Forskere fra Boston University fandt at flere former af børnemishandling...
3. England åbner 52 nye klinikker til behandling af depression og angst I Danmark er psykoterapeutisk behandling af depression og angstlidelser med...

Det amerikanske Department of Veterans Affairs har udgivet en mobil applikation, der skal være et supplement til opsporing og behandling af PTSD (Post-Traumatic Stress Disorder eller Posttraumatisk belastningsreaktion). Applikationen fungerer både på Android og Iphone telefoner, men ikke symbian telefoner.

Der er indtil videre kun udgivet en applikation PTSD Coach, der er til personer med PTSD eller mistanke herom. Man arbejder på at udgive applikationen PTSD Family Coach, der er til pårørende til personer med PTSD.

På hjemmesiden skriver udgiveren om PTSD Coach bl.a.:

PTSD Coach er en applikation, der kan hjælpe dig med at lære om og håndtere PTSD-symptomer, der ofte opstår efter traumer.

Funktionerne omfatter:
- Pålidelige oplysninger om PTSD og behandling, der virker.
- Værktøjer til screening og tracking af dine symptomer.
- Praktiske og nem-at-bruge færdigheder, der kan hjælpe hjælpe dig med at håndtere stress symptomer.
- Direkte links til støtte og hjælp.
- Altid med dig, når du har brug for det.

# Self-assessment: Selvvurdering af PTSD symptomer med individuel feedback, og mulighed for at spore ændringer i symptomer over tid. Denne vurdering diagnosticerer formelt ikke PTSD.

# Administrer Symptomer: mestringsstrategier og assistance til almindelige former for posttraumatisk stress symptomer og problemer, herunder systematisk afslapning og selvhjælpsteknikker.

# Lær om PTSD: Undervisning om centrale emner relateret til traumer, PTSD og behandling.

Funktionen (beskrevet nedenfor) har ikke den store relevans i Danmark, fordi telefonnumrene er til støtte organisationer i USA. Flere af numrene kan dog ændres eller man kan tilføje sine egne.

# Find støtte: Hjælp til at finde øjeblikkelig støtte. Denne applikation gør det muligt for enkeltpersoner at finde personlige resurser til emotionel støtte og tilføje telefonnumrene til telefonen med dem og link til behandlingsprogrammer. Og i en nødsituation, kan brugerne hurtigt finde link til den nationale hotline til forebyggelse af selvmord.

PTSD Coach er udviklet af VA’s National Center for PTSD og DoD’s National Center for Telehealth and Technology.

Du kan hente applikationen fra VA’s National Center for PTSD hjemmeside: Mobile App: PTSD Coach

Måske denne app vil have interesse for  det danske forsvar?

Lignende indlæg:

1. Behandling af PTSD med Cyperpsykologi Posttraumatisk stress disorder (PTSD) truer med at overbelaste sundheds- og...
2. Psykologisk behandling kan muligvis ikke forhindre posttraumatisk stress disorder (PTSD) Psykologiske interventioner der har til formål at forebygge udvikling af...
3. Rapport finder at effektiviteten af de fleste terapier mod PTSD er tvivlsom Mange mennesker, herunder et betydeligt antal soldater i aktiv tjeneste...

Homoseksualitet var tidligere klassificeret som en psykisk lidelse. Psykologen Peter Hegarty fra University of Surrey, har gennemført et forskningsprojekt, hvor han undersøgte, hvordan det gik til. Den korte version er at psykiatere uddannet i psykoanalyse i årene efter 2. verdenskrigen i USA anvendte Rorschach-testen (den med blækklatterne) til at diagnostisere homoseksualitet som en psykisk lidelse. I 1952 blev homoseksualitet kategoriseret som en diagnoses i DSM  (Diagnostic and Statistical Manual).

Rorschach-testen blev med tiden udsat for omfattende kritik fra især eksperimental psykologien. Psykologen Evelyn Hooker‘s  doubleblind studie, The adjustment of the male overt homosexual, fra 1956 anvendte Rorschach til at diagnostisere homoseksualitet og påviste at testen ikke er valid. Hookers studie var med til at ændre standarden for evidens på sit felt og førte til at  homoseksualitet blev fjernet som psykisk lidelse i diagnosesystemet DSM-3 i 1973.
American Psychological Association erklærede først i 1975 at de ikke længere anså homoseksualitet som en psykisk lidelse! Et at psykologiens mørkere kapitler var lukket.

Du kan se Peter Hegarty fortælle om projektet på youtube: Meet The Researcher – Dr Peter Hegarty (University of Surrey)

Du kan læse Evelyn Hookers  fascinerende historie i APA Monitor on Psychology: “The myth buster: Evelyn Hooker’s groundbreaking research exploded the notion that homosexuality was a mental illness, ultimately removing it from the DSM.” By Katharine S. Milar,  February 2011, Vol 42, No. 2.

Hat Tip: Advances in the History of Psychology

Lignende indlæg:

1. Counting the OCD suffers The rates of obsessive-compulsive disorder (OCD) in several epidemiological studies...

Selvskade er, når en person skader sin krop med vilje. Det er normalt ikke et forsøg på at begå selvmord, men en måde at udtrykke dybe følelser, som for eksempel lavt selvværd. Selvom de fysiske virkninger af selvskade ofte kan behandles let, kræver den underliggende årsag til adfærden yderligere opmærksomhed.
Selvskadende adfærd indebærer almindeligvis forgiftning med medicin eller skade på sig selv ved at skære (cutting). Der kan være mange grunde til at en person udfører selvskade, for eksempel kan det være for at fjerne en bestemt følelsesmæssig tilstand eller en overvældende situation.

NICE arbejder i øjeblikket på en guideline om længerevarende klinisk behandling af voksne, børn og unge med selvskadende adfærd. Som led i denne proces er et udkast til anbefalingerne blevet publiceret på NICE’ hjemmeside til offentlig høring.
De tidligere retningslinjer fra NICE fokuserer på kortsigtede behandling af selvskade de første 48 timer efter en hændelse. Den nye guideline har til formål at hjælpe sundhedspersonale med at støtte personer, der er kendt for at udføre selvskade og at reducere og derefter stoppe adfærden.

NICE (National Institute for Health and Clinical Excellence) er en organisation under det engelsk National Health Service (NHS), der gennemgår forskning på et felt, i dette tilfælde selvskade, og på baggrund af forskningsresultater udarbejder en guideline, der kan anvendes af sundhedsmedarbejdere i deres kliniske arbejde. Lignende arbejder udføres af det svenske Statens beredning för medicinsk utvärdering (SBU) og tidligere også af den danske Sundhedsstyrelsen.

NICE udkast til en guideline omfatter:

Arbejde med mennesker, der selvskader:
Sundheds- og socialarbejdere, der arbejder med personer, der selvskader, bør sigte mod at udvikle et tillidsfuldt, støttende og engagerende forhold til dem, og de bør sikre sig at personerne er fuldt inddraget i beslutningsprocessen om deres behandling og pleje.

Risikovurdering:
Ved vurdering af risikoen for gentagelse af selvskade eller selvmord, bør man identificere og nå til enighed med personen om særlige risici for dem, under hensyntagen til:

• metoder og mønstre af nuværende og tidligere selvskade.

•  særlige risikofaktorer og beskyttende faktorer (sociale, psykologiske, farmakologiske og  motiverende), som kan øge eller mindske risiciene i forbindelse med selvskadende adfærd.

•  mestringsstrategier som personen med held har brugt til at begrænse eller afværge selvskade eller indeholder konsekvenserne af personlige, sociale eller andre fortilfælde.

Behandlingsplan:
Behandlingsplanen bør være tværfaglig og udvikles i samarbejde med klienten og klientens familie, pårørende eller betydningsfulde andre. Behandlingsplanen bør identificere realistiske og optimistisk langsigtede mål, herunder beskæftigelse og erhverv, og identificere mål for korttidsbehandling (knyttet til de langsigtede mål) og foranstaltninger til at nå dem

Intervention ved selvskade:
Man bør overveje at tilbyde seks sessioner psykologisk intervention, der specielt er sammensat med henblik på at reducere selvskadende adfærd. Interventionen kan være kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk eller problemløsende terapi. Terapeuter bør have betydelig erfaring i arbejdet med selvskadende personer og være i stand til at arbejde sammen med personen i at identificere de problemer, der forårsager angst eller fører til selvskadende adfærd.

Kilde: Udkast til Self-harm (longer term management) udgivet af NICE 12. april 2011. Færdig version forventes udgivet november 2011. Sider: 380.

Opdatering (feb. 2012): Den færdige rapport/guideline er blevet udgivet og kan hentes her: Self-harm (longer term management) (CG133)

Lignende indlæg:

1. At skære smerten bort – en bog om cutting og anden selvskadende adfærd Omkring 15% af alle unge skærer i sig selv eller...
2. Unge skærer smerten bort. Radioprogram om cutting. Chefpsykolog på Rigshospitalet, Bo Møhl, var gæst i P1 formiddag...
3. Ny risikofaktor for teen-age selvskade En manglende eller dårligt fungerende følelsesmæssig intelligens fører til dårlige...

Et nyt behandlingsprogram lærer personer med panikangst, hvordan man kan reducere ubehagelige symptomer ved at normalisere vejrtrækningen. Metoden har vist sig at være bedre end traditionel kognitiv terapi ved at reducere både symptomer på panik og hyperventilering, ifølge en ny undersøgelse.

Det biologiske og adfærdsmæssige behandlingsprogram kaldes Capnometry-Assisted Respiratory Training, forkortet CART, og er udviklet af psykolog og ekspert i panikangst Alicia E. Meuret, Assistant Professor ved Southern Methodist University i Dallas, Texas.

CART lærer patienterne at trække vejret, så de ‘vender’ hyperventilering. Hyperventilation er en tilstand med overdreven eller forkert vejrtrækning, forårsaget af for dybe eller hurtige vejrtrækninger og er almindelige hos patienter med panikangst. Tilstanden medfører, at blodet cirkulerer med unormale lave niveauer af kuldioxid. I CART undersøgelsen fandt forskerne, at den terapeutiske ændring i kuldioxid niveauet ændrer panik symptomer – og ikke omvendt.

Under behandlingen udfører patienten åndedrætsøvelser to gange om dagen og en bærbar capnometer enhed giver samtidig feedback på patientens CO2-niveau. Formålet med øvelserne er at reducere den kroniske og akutte hyperventilering og de fysiske symptomer. Det opnås ved at trække vejret langsommere, men vigtigst af alt mere overfladisk. I modsætning til gængs opfattelse, forværre dybe indåndinger hyperventilering og fysiske symptomer.

De fleste patienter med panikangst rapporterer, at de er bange for de fysiske symptomer som åndenød og svimmelhed. I undersøgelsen viste det sig, at behandling med kognitiv terapi ikke ændrede ved respirationsfysiologien, hvorimod CART-behandling effektivt reducerede hyperventilering. Undersøgelsen påviste, at CART er en effektiv behandling, der reducerer panik ved at normalisere respirationsfysiologi.

Undersøgelsen testede CART i forhold til en konventionel kognitiv terapi behandling af panikangst. Traditionel kognitiv terapi lærer patienter teknikker med henblik på at hjælpe dem til at ændre og vende katastrofetanker for at mindske frygt og panik. I CART – kognitiv terapi undersøgelsen testede man 41 patienter fordelt enten til et CART eller et kognitiv terapi behandlingsprogram for panikangst og agorafobi.

Begge behandlingsprogrammer var lige effektive til at reducere symptomer. Men CART var den eneste behandling, der fysiologisk ændrede panik symptomer ved aktivt at vende hyperventilering hos patienterne. Ved at vende hyperventilering, rapporterede patienterne at de mestrede en ny teknik til at reducere panik symptomer ved hjælp af at ændre deres respiration. Kognitiv terapi ændrede ikke respirationsfysiologien.

Capnometeret i CART viser behandleren og patienten om CO2 niveauet er meget lav, der er årsag til mange af de frygtede symptomer, men det kan også vise, hvordan man kan ændre disse symptomer gennem korrekt vejrtrækning. Man har tidligere antaget, at hvis folk bekymrer sig mindre om symptomerne, vil det normalisere deres fysiologi, men denne undersøgelse viser, at dette ikke er tilfældet.

Artikel: Meuret, A. E., Rosenfield, D., Seidel, A., Bhaskara, L., & Hofmann, S. G. (2010). Respiratory and cognitive mediators of treatment change in panic disorder: Evidence for intervention specificity. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 78(5), 691-704. doi:10.1037/a0019552

Video: Alicia Meuret demonstrerer Capnometer

Lignende indlæg:

1. Ved at konfrontere frygt tidligt kan man reducere angst hos børn Det er mere produktivt at hjælpe børn med at konfrontere...
2. Gentagne selvmordsforsøg reduceret ved behandling med kognitiv adfærdsterapi En randomiseret kontrolleret undersøgelse publiceret i Journal of American Medical...
3. Ny metode for praktiserende læger til at screene for angst Praktiserende læger ser ofte patienter med angstlidelser i deres privatpraksis...

Kortisol, det såkaldte stresshormon, synes at opføre sig på modstridende måder hos børn. Nogle unge med adfærdsmæssige problemer har et unormalt højt indhold af kortisol, mens andre med samme problemer har et unormalt lavt niveau. Hvad sker der?

Forskere fra  Center for Research in Human Development ved Concordia University i Canada kan have løst kortisol-paradokset. I en banebrydende undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Hormones and Behavior, knytter de kortisol niveauer ikke blot til adfærdsmæssige problemer, men til den tid mennesker har oplevet adfærdsmæssige problemer.
De studerede forholdet mellem kortisol niveauet hos unge mennesker med problematiske adfærd, såsom aggression eller depression, og længden af tid siden begyndelsen af de former for adfærd. Kortisol niveauet var unormalt høje i tiden omkring problemadfærdens begyndelse, men unormalt lav, når den havde været til stede i lang tid.

For at få fat i deltagernes kortisol niveauer, analyserede forskerne spytprøver taget fra 96 unge i de tidlige teenageår. Derefter matchede man kortisol niveauer til adfærdsmæssige vurderinger fra barndommen og igen i løbet af ungdomsårene. Problemadfærd blev klassificeret som enten “internaliseret” (depression og angst) eller “eksternaliseret” (aggression og opmærksomheds problemer).

En tur i kortisol rutsjebanen

Unge, som udviklede depressions-lignende symptomer eller angst problemer i ungdomsårene, havde høje niveauer af kortisol. Men de, der udviklede symptomerne tidligere, havde et unormalt lavt kortisol niveau. Konklusionen? Kortisol niveauet går op, når personer først stresses af depression eller angst, men derefter falder det igen, hvis de oplever stress i en længere periode.
Det ser altså ud til, at kroppen tilpasser sig stress på langt sigt, såsom ved depression, ved at sløve sin normale reaktion.

Et eksempel, hvis man ser en bjørn i gården, vil personen opleve en ’flygt eller kæmp reaktion’. Stress niveauet og derfor kortisol niveauet går op. Men hvis den samme person ser bjørne i gården hver dag i et år, vil personens stress-respons reduceres. Til sidst vil kortisol niveauet blive unormalt lavt.

Aggressiv adfærd i den tidlige barndom

Ved første øjekast synes undersøgelsens resultater fra børn med aggressiv adfærd og opmærksomhed problemer at modsige denne teori. I denne gruppe fandt de, at lave niveauer af kortisol var relateret til aggressiv adfærd både i barndommen og i ungdommen. Forskerne har imidlertid gjort gældende, at eftersom aggressiv adfærd ofte begynder i det andet leveår eller tidligere, kan deltagerne have været stresset i årevis inden de kom med i studiet, hvilket resulterer i et unormalt lavt kortisol niveau.

Nedgangen i kortisol niveauet giver mening ud fra et fysiologisk synspunkt. På kort sigt, høje niveauer af kortisol hjælper kroppen med at reagere på stress. Men på lang sigt, er et for stort indhold af kortisol forbundet med en række fysiske og psykiske problemer. Så for at beskytte sig selv, skruer kroppen ned for kortisol-systemet – men forskningen viser, at det heller ikke er godt.

Hvad, bekymre sig?

Personer med et stump respons på stress, kan ikke reagere på ting, som ville – og bør – gøre andre mennesker nervøse. For eksempel børn med langsigtede adfærdsmæssige problemer klarer sig dårligt i skolen. På grund af deres stumpe stressrespons, kan disse unge ikke være bekymret for eksamen, så de gider ikke forberede sig lige så meget som deres jævnaldrende.

Undersøgelsen har mange vigtige implikationer: Det tyder på, at interventioner bør påbegyndes, så snart adfærdsmæssige problemer optræder. For børn med svære eksternaliserings problemer kan det være meget tidligt, måske endda når de er børnehavebørn eller småbørn.

Det ser nu ud til, at der er dokumentation for, at adfærdsmæssige problemer hos børn er forbundet med psykisk og fysisk sundhed. En ‘vent-og-se’ holdning kan ikke være den rigtige tilgang.

Kilde: Ruttle, P. L., Shirtcliff, E. A., Serbin, L. A., Ben-Dat Fisher, D., Stack, D. M., & Schwartzman, A. E. (2011). Disentangling psychobiological mechanisms underlying internalizing and externalizing behaviors in youth: Longitudinal and concurrent associations with cortisol. Hormones and Behavior, 59(1), 123-132. doi:10.1016/j.yhbeh.2010.10.015

Lignende indlæg:

1. Psykiske lidelser måske mere udbredte end hidtil antaget Forekomsten af angst, depression og afhængighed af stoffer kan være...
2. Når katten kradser: Bartonella måske på vej ind Bartonella er en bakterie, der under uheldige omstændigheder kan udvikle...
3. Nutidens forældre til teenagere er gode til at opdrage deres børn Forældre til teenagere gør et godt stykke arbejde i opdragelsen...