Bogen er en selvhjælpsbog med et selvstyret program, der bidrager til at frigøre den OCD-ramte for OCD’ens snærende bånd. Den gennemgår den vigtigste og til dato bedst dokumenterede behandling for OCD, som er kognitiv adfærdsterapi (KAT), og hvornår denne kan være hensigtsmæssig at supplere med medikamental behandling, men kommer også ind på den nyeste form for adfærdsterapi ACT (Acceptance and Commitment Therapy).

Bogen falder i fire dele:

Del 1: Forklaring af OCD, og hvordan lidelsen diagnosticeres.
Del 2: Gennemgang af det sevstyrede program trin for trin.
Del 3: Indføring i forskellige symptomer og former for OCD.
Del 4: Støtte og netværk.

Bogen øger forståelsen af og indsigten i OCD’ens magt. Den gennemgår de grundlæggende former for OCD: kontroladfærd (tjekking), vaske- og rengøringstvang, ordens- og gentagelsestvang, rene tvangstanker, samlemani og skrupuløsitet. Bogen anviser forslag til og eksempler på, hvordan børn og voksne kan tage kampen op mod tankernes og handlingernes tyranni, når den trænger sig på – hvad enten det er hjemme, i skolen eller på arbejdet.

OCD: Guide til at slippe tvangstanker og -handlinger henvender sig primært til personer med OCD, der ønsker at tage kampen op mod OCD’ens snærende bånd. Derudover psykologer og psykiatere, der ikke har speciale i OCD, samt pårørende, der ønsker at vide mere om OCD og støtte den OCD-ramte.

Om forfatterne:
Cherry Pedrick er uddannet sygeplejerske og er forfatter til en lang række bøger om psykiske lidelser

Dr. Bruce M. Hyman er en Florida autoriseret klinisk socialrådgiver og Board Certified Diplomate i Clinical Social Work, der er har en master- og en ph.d.-grad fra Florida State University. Siden 1987 har Dr. Hyman helliget sit arbejde til at forbedre livet for patienter med OCD og deres familiemedlemmer, ud over at fremme større samfundsbevidsthed og forståelse for OCD i USA.

Bogen er oversat fra engelsk efter: The OCD Workbook.

Titel: OCD: Guide til at slippe tvangstanker og -handlinger
Forfattere: Bruce M. Hyman, Cherry Pedrick
Forord af dr. med. Per Hove Thomsen
Forlag/år: Dansk Psykologisk Forlag 2011. Sider: 381.

Kan købes hos Saxo.com

Lignende indlæg:

1. Ny OCD bog: Tvangstanker Ny OCD bog på dansk! Oversat fra norsk Tvangstanker Af...
2. Mange OCD-ramte hjælpes ikke Mange OCD-ramte har store problemer med at få relevant støtte....
3. Obsessiv kompulsiv tilstand (OCD): skal diagnosen omklassificeres? Obsessiv kompulsiv tilstand (Obsesive Compulsive Disorder (OCD)) er præget af...

BBCs radioprogram fortæller historien om tre centrale figurer i den mærkelige historie om lobotomi (det hvide snit)- og for første gang undersøges populariteten af lobotomi i England i detaljer.

Historien begynder i 1935 med den portugisiske læge, António Egas Moniz, der var banebrydende med et radikal kirurgisk indgreb i hjernen. Moniz var en bemærkelsesværdig fornem skikkelse, både diplomat og læge, der havde opfundet en teknik, cerebral angiografi, der stadig anvendes. Med meget få beviser, overvejede han, om man kunne skære forbindelsen mellem frontallapperne og resten af hjernen og det vil lindre symptomer på psykisk lidelse. Hans resultater blev grebet med begejstring det følgende år af Freeman, barnebarn af en af USAs mest berømte kirurger. Freeman var en ubarmhjertig selv publicist og formået at overbevise mange om effekten af sin procedure. Freemans promovering af lobotomi som en kur mod psykisk sygdom var medvirkende til at Moniz modtog Nobelprisen i medicin. Operationen blev også adopteret af en af de mest berømte britiske neurokirurg, Sir Wylie McKissock. Ligesom Freeman, rejste han landet rundt og udførte mange lobotomier i enkelte sessioner. Til dette program interviewer Hugh Levinson McKissocks tidligere kolleger i detaljer om, hvordan han udførte flere tusinde lobotomier eller leucotomies som de blev kaldt i Storbritannien.

Operationerne havde succes med at undertrykke forstyrrede patienter, som regel med øjeblikkelig positive resultater, der til tider fortsatte. Freeman hævdede, at dette var bedre end at lade psykisk syge patienter rådne væk i årtier på usle institutioner, ubehandlet og uden opsyn. Men yderligere overvågning af patienterne viste meget blandede resultater. Mens et betydeligt antal patienter med affektive lidelser syntes at blive bedre, var en stor del upåvirket af operationen eller fik det værre. Mange patienter vendt tilbage til en barn-lignende tilstand. En betydelig del døde som et direkte resultat af proceduren.

I 1940′erne, skubbede Freeman på for at udforme en hurtigere og billigere procedure. Han hamrede en issyl (oprindeligt taget fra sit eget køleskab) gennem øvre del af hver øjenhule, direkte ind i kraniet. Han førte issylen fra side til side for at ødelægge forbindelserne til frontallapperne. Andre kirurger blev forfærdet over den tilfældige udførelse af operationen. Han skrev med tilfredshed i sin dagbog, når de deltagende læger endte med opkastning eller besvimelse. Hans nærmeste medhjælper nægtede at deltage. Ved slutningen af 1950′erne var lobotomi vanviddet var forbi og kun ganske få blev fortsat udført i særlige tilfælde. I slutningen af 1960′erne fik Freeman forbud mod at operere.

Historierne om Moniz, Freeman og McKissock – alle kommanderende og dynamiske personager – rejser dybtgående spørgsmål om vores forestillinger om psykisk sundhed og om videnskab. Er en patient “helbredt” bare fordi han bliver dæmpet? Og hvordan kunne det hvide snit blive så populært på trods af de manglende beviser vedrørende dens effektivitet – og den hurtige udbredelse af dokumentation for dets potentiale skade? I hvilken udstrækning er videnskaben uafhængig af stærke personligheder, økonomiske overvejelser og mediepres?

Oversat fra BBCs hjemmeside: The Lobotomists. Radioudsendelsen blev sendt førte gang mandag den 7. november 2011 på BBC 4.

I Danmark fik omkring 4471 danskere i perioden fra 1939 til 1983 foretaget det hvide snit. Jesper Vaczy Kragh udgav i 2010 en omfattende bog om det hvide snits historie i Danmark: Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Bogen er blevet meget rost og indstillet til flere bogpriser.

Om bogen skriver forlaget:
Igennem en lang årrække har Jesper Vaczy Kragh arbejdet med psykiatriens historie i Danmark, herunder ikke mindst de særlige fysiske behandlingsmetoder, som vandt frem i landet i begyndelsen af 1900-tallet. Med Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983 præsenteres emnet udførligt – og for første gang sammenhængende for et dansk publikum.

Blandt danske psykiatere synes der at have været enighed om at anvende terapier som cardiazolchok, insulinkoma og elektrochok til patienter, der var indlagt på sindssygehospitalerne i 1900-tallet. Beretningerne om behandlingerne veksler mellem historier om mirakuløse helbredelser og svære skadevirkninger, mellem tårnhøje bedringsprocenter og effekter på lig nul. Især i forhold til den sidste af de fysiske behandlingsmetoder – lobotomien eller ”det hvide snit”, fremstår terapiens popularitet overraskende. I erindringsbøger skrevet af datidens psykiatere bliver dette hjernekirurgiske indgreb ofte omtalt, og samtidige artikler fra den lægevidenskabelige litteratur vidner også om en meget udstrakt brug af behandlingen. Der tegner sig hermed et billede af en dansk praksis, som ikke syntes at have haft et tilsvarende omfang andre steder i verden.

For mange danske psykiatere udgjorde ikke blot det hvide snit, men også elektrochok og de øvrige behandlingsmetoder, et vendepunkt i psykiatriens udvikling. Den intrikate forestilling, at disse – af eftertiden så hårdt kritiserede – behandlinger repræsenterede en revolution for flere psykiatere, giver anledning til spørgsmålet: Hvordan indgik lobotomien og andre af de fysiske behandlingsmetoder i det større udviklingsprojekt, som tegnede sig inden for dansk psykiatri i begyndelsen af 1900-tallet?

Debatten om de hvide snit føres stadig, og psykokirurgien er den dag i dag et aktuelt emne mange steder i verden. I lande som USA, Storbritannien, Sverige, Spanien, Italien, Belgien, Kina, Australien og Canada udføres der stadig hjerneoperationer på psykiatriske patienter, men med andre teknikker end da lobotomien var fremme. Det er i den seneste tid ofte blevet fremhævet, at denne nye kirurgi er en disciplin i vækst, og planer om at genindføre psykokirurgien har været fremhævet i flere lande – herunder Danmark. Det har samtidig fået flere til at udtrykke bekymring for en gentagelse af fortidens udstrakte brug af psykokirurgien. Det hvide snit er et væsentligt bidrag til denne diskussion.

Litteratur:
Titel: Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983
Forfatter: Jesper Vaczy Kragh
Forlag/år: Syddansk Universitetsforlag 2010.
Sideantal: 475

Lignende indlæg:

1. Lobotomi – det hvide snit Den amerikanske tv-station PBS har udsendt en dokumentar om en...
2. Unge skærer smerten bort. Radioprogram om cutting. Chefpsykolog på Rigshospitalet, Bo Møhl, var gæst i P1 formiddag...

Resultaterne er fra en meta-analyse af 16 epidemiologiske undersøgelser med mere end 20.000 deltagere og 10 kliniske forsøg med mere end 3.000 deltagere.

Depression er blandt de mest almindelige psykiatriske lidelser i verden, med én ud af ti børn udsat for mishandling, herunder psykisk, fysisk eller seksuelt misbrug eller forsømmelse. I år 2020 forventes depression at være den næststørste bidragyder til den globale sygdomsbyrde på tværs af alle aldre, ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO). De sociale og samfundsmæssige konsekvenser af depression kan i høj grad forklares med de personer, der udvikler mange og langvarige depressive episoder.

Tidligere forskning har påvist, at mishandlede personer er mere tilbøjelige til at udvise abnormiteter i biologiske systemer, der er følsomme over for psykisk stress – såsom hjernen, hormonsystemet og immunsystemet – både i barndommen og i voksenlivet, som kan have vigtige kliniske implikationer.

I forbindelse med udgivelsen af undersøgelsen i American Journal of Psychiatry, udtaler den ledende forsker på undersøgelsen, professor Andrea Danese fra Institute of Psychiatry, Kings College, London, at ‘Identificering af dem i risiko for flere og langvarige depressive episoder er afgørende ud fra et folkesundhedsperspektiv. Resultaterne indikerer, at mishandling i barndommen er forbundet både med en øget risiko for udvikling af tilbagevendende og vedvarende episoder af depression, og med en øget risiko for at reagere dårligt på behandling.’

Forebyggelse og tidlig terapeutisk indsats rettet mod mishandling i barndommen kan derfor vise sig afgørende i at forhindre en stor sundhedsmæssige belastning på grund af depression. Vel vidende at personer, der har oplevet  mishandling, ikke vil respondere så godt på behandling, kan også være værdifuld for klinikere til at bestemme patienters prognose.

‘De biologiske abnormiteter i forbindelse med mishandling i barndommen kan potentielt forklare, hvorfor personer med en historie for mishandling reagerer dårligt på behandling for depression,’ siger Andre Danes i forbindelse med publiceringen af forskningsresultaterne.

Kilder:

Lignende indlæg:

1. Mishandling af børn er langt mere udbredt end tidligere antaget Børnemishandling i højindkomstlande er langt mere udbredt end de officielle...
2. Mishandling i barndommen kan føre til omfattende drikkeri i ungdommen Forskere fra Boston University fandt at flere former af børnemishandling...
3. England åbner 52 nye klinikker til behandling af depression og angst I Danmark er psykoterapeutisk behandling af depression og angstlidelser med...

Der er indtil videre kun udgivet en applikation PTSD Coach, der er til personer med PTSD eller mistanke herom. Man arbejder på at udgive applikationen PTSD Family Coach, der er til pårørende til personer med PTSD.

På hjemmesiden skriver udgiveren om PTSD Coach bl.a.:

PTSD Coach er en applikation, der kan hjælpe dig med at lære om og håndtere PTSD-symptomer, der ofte opstår efter traumer.

Funktionerne omfatter:
- Pålidelige oplysninger om PTSD og behandling, der virker.
- Værktøjer til screening og tracking af dine symptomer.
- Praktiske og nem-at-bruge færdigheder, der kan hjælpe hjælpe dig med at håndtere stress symptomer.
- Direkte links til støtte og hjælp.
- Altid med dig, når du har brug for det.

# Self-assessment: Selvvurdering af PTSD symptomer med individuel feedback, og mulighed for at spore ændringer i symptomer over tid. Denne vurdering diagnosticerer formelt ikke PTSD.

# Administrer Symptomer: mestringsstrategier og assistance til almindelige former for posttraumatisk stress symptomer og problemer, herunder systematisk afslapning og selvhjælpsteknikker.

# Lær om PTSD: Undervisning om centrale emner relateret til traumer, PTSD og behandling.

Funktionen (beskrevet nedenfor) har ikke den store relevans i Danmark, fordi telefonnumrene er til støtte organisationer i USA. Flere af numrene kan dog ændres eller man kan tilføje sine egne.

# Find støtte: Hjælp til at finde øjeblikkelig støtte. Denne applikation gør det muligt for enkeltpersoner at finde personlige resurser til emotionel støtte og tilføje telefonnumrene til telefonen med dem og link til behandlingsprogrammer. Og i en nødsituation, kan brugerne hurtigt finde link til den nationale hotline til forebyggelse af selvmord.

PTSD Coach er udviklet af VA’s National Center for PTSD og DoD’s National Center for Telehealth and Technology.

Du kan hente applikationen fra VA’s National Center for PTSD hjemmeside: Mobile App: PTSD Coach

Måske denne app vil have interesse for  det danske forsvar?

Lignende indlæg:

1. Behandling af PTSD med Cyperpsykologi Posttraumatisk stress disorder (PTSD) truer med at overbelaste sundheds- og...
2. Psykologisk behandling kan muligvis ikke forhindre posttraumatisk stress disorder (PTSD) Psykologiske interventioner der har til formål at forebygge udvikling af...
3. Rapport finder at effektiviteten af de fleste terapier mod PTSD er tvivlsom Mange mennesker, herunder et betydeligt antal soldater i aktiv tjeneste...

Rorschach-testen blev med tiden udsat for omfattende kritik fra især eksperimental psykologien. Psykologen Evelyn Hooker‘s  doubleblind studie, The adjustment of the male overt homosexual, fra 1956 anvendte Rorschach til at diagnostisere homoseksualitet og påviste at testen ikke er valid. Hookers studie var med til at ændre standarden for evidens på sit felt og førte til at  homoseksualitet blev fjernet som psykisk lidelse i diagnosesystemet DSM-3 i 1973.
American Psychological Association erklærede først i 1975 at de ikke længere anså homoseksualitet som en psykisk lidelse! Et at psykologiens mørkere kapitler var lukket.

Du kan se Peter Hegarty fortælle om projektet på youtube: Meet The Researcher – Dr Peter Hegarty (University of Surrey)

Du kan læse Evelyn Hookers  fascinerende historie i APA Monitor on Psychology: “The myth buster: Evelyn Hooker’s groundbreaking research exploded the notion that homosexuality was a mental illness, ultimately removing it from the DSM.” By Katharine S. Milar,  February 2011, Vol 42, No. 2.

Hat Tip: Advances in the History of Psychology

Lignende indlæg:

1. Counting the OCD suffers The rates of obsessive-compulsive disorder (OCD) in several epidemiological studies...

NICE arbejder i øjeblikket på en guideline om længerevarende klinisk behandling af voksne, børn og unge med selvskadende adfærd. Som led i denne proces er et udkast til anbefalingerne blevet publiceret på NICE’ hjemmeside til offentlig høring.
De tidligere retningslinjer fra NICE fokuserer på kortsigtede behandling af selvskade de første 48 timer efter en hændelse. Den nye guideline har til formål at hjælpe sundhedspersonale med at støtte personer, der er kendt for at udføre selvskade og at reducere og derefter stoppe adfærden.

NICE (National Institute for Health and Clinical Excellence) er en organisation under det engelsk National Health Service (NHS), der gennemgår forskning på et felt, i dette tilfælde selvskade, og på baggrund af forskningsresultater udarbejder en guideline, der kan anvendes af sundhedsmedarbejdere i deres kliniske arbejde. Lignende arbejder udføres af det svenske Statens beredning för medicinsk utvärdering (SBU) og tidligere også af den danske Sundhedsstyrelsen.

NICE udkast til en guideline omfatter:

Arbejde med mennesker, der selvskader:
Sundheds- og socialarbejdere, der arbejder med personer, der selvskader, bør sigte mod at udvikle et tillidsfuldt, støttende og engagerende forhold til dem, og de bør sikre sig at personerne er fuldt inddraget i beslutningsprocessen om deres behandling og pleje.

Risikovurdering:
Ved vurdering af risikoen for gentagelse af selvskade eller selvmord, bør man identificere og nå til enighed med personen om særlige risici for dem, under hensyntagen til:

• metoder og mønstre af nuværende og tidligere selvskade.

•  særlige risikofaktorer og beskyttende faktorer (sociale, psykologiske, farmakologiske og  motiverende), som kan øge eller mindske risiciene i forbindelse med selvskadende adfærd.

•  mestringsstrategier som personen med held har brugt til at begrænse eller afværge selvskade eller indeholder konsekvenserne af personlige, sociale eller andre fortilfælde.

Behandlingsplan:
Behandlingsplanen bør være tværfaglig og udvikles i samarbejde med klienten og klientens familie, pårørende eller betydningsfulde andre. Behandlingsplanen bør identificere realistiske og optimistisk langsigtede mål, herunder beskæftigelse og erhverv, og identificere mål for korttidsbehandling (knyttet til de langsigtede mål) og foranstaltninger til at nå dem

Intervention ved selvskade:
Man bør overveje at tilbyde seks sessioner psykologisk intervention, der specielt er sammensat med henblik på at reducere selvskadende adfærd. Interventionen kan være kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk eller problemløsende terapi. Terapeuter bør have betydelig erfaring i arbejdet med selvskadende personer og være i stand til at arbejde sammen med personen i at identificere de problemer, der forårsager angst eller fører til selvskadende adfærd.

Kilde: Udkast til Self-harm (longer term management) udgivet af NICE 12. april 2011. Færdig version forventes udgivet november 2011. Sider: 380.

Lignende indlæg:

1. At skære smerten bort – en bog om cutting og anden selvskadende adfærd Omkring 15% af alle unge skærer i sig selv eller...
2. Unge skærer smerten bort. Radioprogram om cutting. Chefpsykolog på Rigshospitalet, Bo Møhl, var gæst i P1 formiddag...
3. Ny risikofaktor for teen-age selvskade En manglende eller dårligt fungerende følelsesmæssig intelligens fører til dårlige...

Det biologiske og adfærdsmæssige behandlingsprogram kaldes Capnometry-Assisted Respiratory Training, forkortet CART, og er udviklet af psykolog og ekspert i panikangst Alicia E. Meuret, Assistant Professor ved Southern Methodist University i Dallas, Texas.

CART lærer patienterne at trække vejret, så de ‘vender’ hyperventilering. Hyperventilation er en tilstand med overdreven eller forkert vejrtrækning, forårsaget af for dybe eller hurtige vejrtrækninger og er almindelige hos patienter med panikangst. Tilstanden medfører, at blodet cirkulerer med unormale lave niveauer af kuldioxid. I CART undersøgelsen fandt forskerne, at den terapeutiske ændring i kuldioxid niveauet ændrer panik symptomer – og ikke omvendt.

Under behandlingen udfører patienten åndedrætsøvelser to gange om dagen og en bærbar capnometer enhed giver samtidig feedback på patientens CO2-niveau. Formålet med øvelserne er at reducere den kroniske og akutte hyperventilering og de fysiske symptomer. Det opnås ved at trække vejret langsommere, men vigtigst af alt mere overfladisk. I modsætning til gængs opfattelse, forværre dybe indåndinger hyperventilering og fysiske symptomer.

De fleste patienter med panikangst rapporterer, at de er bange for de fysiske symptomer som åndenød og svimmelhed. I undersøgelsen viste det sig, at behandling med kognitiv terapi ikke ændrede ved respirationsfysiologien, hvorimod CART-behandling effektivt reducerede hyperventilering. Undersøgelsen påviste, at CART er en effektiv behandling, der reducerer panik ved at normalisere respirationsfysiologi.

Undersøgelsen testede CART i forhold til en konventionel kognitiv terapi behandling af panikangst. Traditionel kognitiv terapi lærer patienter teknikker med henblik på at hjælpe dem til at ændre og vende katastrofetanker for at mindske frygt og panik. I CART – kognitiv terapi undersøgelsen testede man 41 patienter fordelt enten til et CART eller et kognitiv terapi behandlingsprogram for panikangst og agorafobi.

Begge behandlingsprogrammer var lige effektive til at reducere symptomer. Men CART var den eneste behandling, der fysiologisk ændrede panik symptomer ved aktivt at vende hyperventilering hos patienterne. Ved at vende hyperventilering, rapporterede patienterne at de mestrede en ny teknik til at reducere panik symptomer ved hjælp af at ændre deres respiration. Kognitiv terapi ændrede ikke respirationsfysiologien.

Capnometeret i CART viser behandleren og patienten om CO2 niveauet er meget lav, der er årsag til mange af de frygtede symptomer, men det kan også vise, hvordan man kan ændre disse symptomer gennem korrekt vejrtrækning. Man har tidligere antaget, at hvis folk bekymrer sig mindre om symptomerne, vil det normalisere deres fysiologi, men denne undersøgelse viser, at dette ikke er tilfældet.

Artikel: Meuret, A. E., Rosenfield, D., Seidel, A., Bhaskara, L., & Hofmann, S. G. (2010). Respiratory and cognitive mediators of treatment change in panic disorder: Evidence for intervention specificity. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 78(5), 691-704. doi:10.1037/a0019552

Video: Alicia Meuret demonstrerer Capnometer

Lignende indlæg:

1. Ved at konfrontere frygt tidligt kan man reducere angst hos børn Det er mere produktivt at hjælpe børn med at konfrontere...
2. Gentagne selvmordsforsøg reduceret ved behandling med kognitiv adfærdsterapi En randomiseret kontrolleret undersøgelse publiceret i Journal of American Medical...
3. Ny metode for praktiserende læger til at screene for angst Praktiserende læger ser ofte patienter med angstlidelser i deres privatpraksis...

Forskere fra  Center for Research in Human Development ved Concordia University i Canada kan have løst kortisol-paradokset. I en banebrydende undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Hormones and Behavior, knytter de kortisol niveauer ikke blot til adfærdsmæssige problemer, men til den tid mennesker har oplevet adfærdsmæssige problemer.
De studerede forholdet mellem kortisol niveauet hos unge mennesker med problematiske adfærd, såsom aggression eller depression, og længden af tid siden begyndelsen af de former for adfærd. Kortisol niveauet var unormalt høje i tiden omkring problemadfærdens begyndelse, men unormalt lav, når den havde været til stede i lang tid.

For at få fat i deltagernes kortisol niveauer, analyserede forskerne spytprøver taget fra 96 unge i de tidlige teenageår. Derefter matchede man kortisol niveauer til adfærdsmæssige vurderinger fra barndommen og igen i løbet af ungdomsårene. Problemadfærd blev klassificeret som enten “internaliseret” (depression og angst) eller “eksternaliseret” (aggression og opmærksomheds problemer).

En tur i kortisol rutsjebanen

Unge, som udviklede depressions-lignende symptomer eller angst problemer i ungdomsårene, havde høje niveauer af kortisol. Men de, der udviklede symptomerne tidligere, havde et unormalt lavt kortisol niveau. Konklusionen? Kortisol niveauet går op, når personer først stresses af depression eller angst, men derefter falder det igen, hvis de oplever stress i en længere periode.
Det ser altså ud til, at kroppen tilpasser sig stress på langt sigt, såsom ved depression, ved at sløve sin normale reaktion.

Et eksempel, hvis man ser en bjørn i gården, vil personen opleve en ’flygt eller kæmp reaktion’. Stress niveauet og derfor kortisol niveauet går op. Men hvis den samme person ser bjørne i gården hver dag i et år, vil personens stress-respons reduceres. Til sidst vil kortisol niveauet blive unormalt lavt.

Aggressiv adfærd i den tidlige barndom

Ved første øjekast synes undersøgelsens resultater fra børn med aggressiv adfærd og opmærksomhed problemer at modsige denne teori. I denne gruppe fandt de, at lave niveauer af kortisol var relateret til aggressiv adfærd både i barndommen og i ungdommen. Forskerne har imidlertid gjort gældende, at eftersom aggressiv adfærd ofte begynder i det andet leveår eller tidligere, kan deltagerne have været stresset i årevis inden de kom med i studiet, hvilket resulterer i et unormalt lavt kortisol niveau.

Nedgangen i kortisol niveauet giver mening ud fra et fysiologisk synspunkt. På kort sigt, høje niveauer af kortisol hjælper kroppen med at reagere på stress. Men på lang sigt, er et for stort indhold af kortisol forbundet med en række fysiske og psykiske problemer. Så for at beskytte sig selv, skruer kroppen ned for kortisol-systemet – men forskningen viser, at det heller ikke er godt.

Hvad, bekymre sig?

Personer med et stump respons på stress, kan ikke reagere på ting, som ville – og bør – gøre andre mennesker nervøse. For eksempel børn med langsigtede adfærdsmæssige problemer klarer sig dårligt i skolen. På grund af deres stumpe stressrespons, kan disse unge ikke være bekymret for eksamen, så de gider ikke forberede sig lige så meget som deres jævnaldrende.

Undersøgelsen har mange vigtige implikationer: Det tyder på, at interventioner bør påbegyndes, så snart adfærdsmæssige problemer optræder. For børn med svære eksternaliserings problemer kan det være meget tidligt, måske endda når de er børnehavebørn eller småbørn.

Det ser nu ud til, at der er dokumentation for, at adfærdsmæssige problemer hos børn er forbundet med psykisk og fysisk sundhed. En ‘vent-og-se’ holdning kan ikke være den rigtige tilgang.

Kilde: Ruttle, P. L., Shirtcliff, E. A., Serbin, L. A., Ben-Dat Fisher, D., Stack, D. M., & Schwartzman, A. E. (2011). Disentangling psychobiological mechanisms underlying internalizing and externalizing behaviors in youth: Longitudinal and concurrent associations with cortisol. Hormones and Behavior, 59(1), 123-132. doi:10.1016/j.yhbeh.2010.10.015

Lignende indlæg:

1. Psykiske lidelser måske mere udbredte end hidtil antaget Forekomsten af angst, depression og afhængighed af stoffer kan være...
2. Når katten kradser: Bartonella måske på vej ind Bartonella er en bakterie, der under uheldige omstændigheder kan udvikle...
3. Nutidens forældre til teenagere er gode til at opdrage deres børn Forældre til teenagere gør et godt stykke arbejde i opdragelsen...

Da sladder kan føre til fysisk mobning, undersøgte en forskergruppe ledet af professor i psykologi Sabina Low fra Wichita State University, om Steps to Respect programmet vil hjælpe mod drilleri, øgenavne, rygte-spredning og anden ubehagelig sladder.

Undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet School Psychology Review, viser, at have støttende venner og ikke vælge repressalier, når man er offer for ondsindet sladder, hjalp deltagerne i programmet i at undgå yderligere mobning.

Forskerne anvendte Palm Pilots til at registrere sekund for sekund observationer af 610 elever i 3 til 6 klasse på seks folkeskoler i Seattle-området i USA. Forskerne registrerede hvert barns adfærd på legepladsen i fem minutter en gang om ugen i 10 uger i efteråret og 10 uger i foråret.

Sladder er overraskende synlig, fordi mobberen er nødsaget til at have mere end én person med og det kan vare en stund. For eksempel “Er lussepigen i din klasse?” og “Har du hørt at Dan har snydt?” er to eksempler på børns sladder som forskerne nævner i deres artikel.

Ikke al sladder foregår bag offerets ryg. Forskerne fandt, at nogle gange vil mobberne samles og tydeligt tale om et offer. Uden at tale højt nok til at andre vidste, hvad de snakkede om, vil de pege og se på den person, de sladrede om.

Efter at have observeret ’hørt sladder’ på legepladsen om efteråret, startede anti-mobbe programmet op i halvdelen af de 36 udvalgte klasser. Over de tre følgende måneder underviste lærerne Steps to Respect programmet i timerne, der fokuserer på empati, selvsikkerhed og understreger at mobning ikke er en social norm.

I et spørgeskema til eleverne, målte forskerne to faktorer, der påvirker mobning: overbevisninger om at slå igen mod mobberne og at have støttende venner.

Da elevernes sladder på legepladsen blev observeret igen det følgende forår, havde børn i Steps to Respect klasserne 234 færre tilfælde af sladder, 25 tilfælde per klasse eller en 72 procent nedgang i sladderen blandt elever, der ellers havde sladret før deltagelsen i anti-mobbe programmet.

Så sladderen var der stadig, men den var blevet reduceret og det gør en forskel i et barns liv.

Børn kan fejlagtig tro på en ’bliv ikke gal, hævn dig’ filosofi. Men da ofre, der repressalier ofte ender med at blive mobbet endnu mere, lærer Steps to Respect programmet børnene ikke at slå igen. Forskerne fandt, at mobbeofrene fra efteråret, som deltog i Steps to Respect i vinterperioden, var mindre tilbøjelige til at tro på gengældelse som en reaktion på mobning og mere tilbøjelige til at undgå at blive offer for sladder i foråret. Støttende venner har også hjulpet mobbeofrene. Måske vennerne bruger deres selvsikkerhed og siger ‘Kom, lad os gå’.

Tilskuere er vigtige, når man vil reducere sladder og mobning i skolegården. Når skolebørn er tilskuere til mobning, føler de sig utilpas og ved ikke, hvad de skal gøre. Tilskueres tavshed kan give en stor magt til mobbere, men hvis tilskuerne siger fra, så stopper mobningen ofte. Tilskuerne skal markere sig, se mobberen i øjnene og sige ’stop det’, bemærker forfatterne til artiklen. Venner, der ansporer mobbeofret til at gøre gengæld, kan på den anden side uforvarende komme til at medvirke til at ofrene fortsat bliver mobbet.

Kilder:

Low, S., Frey, K. S., Brockman, C. J. (2010). Gossip on the playground: Changes associated with universal intervention, retaliation beliefs, and supportive friends. School Psychology Review, 39(4), 536–551.

Information om Steps to Respect anti-mobbe program.

Lignende indlæg:

1. Mobning fordobler risikoen for psychosomatiske lidelser hos børn Mobning i skolealderen er en offentlig sundhedstrussel med øget risiko...
2. Våbenhvile – hvordan man reducerer antallet af skyderier og vold i et boligområde Kan man reducere antallet af skyderier og voldelige overfald i...

En forbedring af kvaliteten i behandlingen af psykisk syge kræver en vedvarende indsats for at integrere den dokumenterede effekt af evidens-baseret behandling i den primære sundhedssektor, hvor der er en stor variation i behandlernes trænings- og uddannelsesniveau og en stor forskel i patienternes symptomer.

Effektiviteten af en strategi, såsom samarbejdende behandling (collaborative care), er velkendt i den primære sektor for depressionsbehandling, men har sjældent været undersøgt for angstlidelser.

Interventionsprogrammet CALM, Coordinated Anxiety Learning and Management, forsøger at tage højde for de komplekse forhold, der findes på psykiatriske afdelinger og i klinikker, samtidig med at man er tro mod evidens-baseret behandling trods den brede vifte af patienter, klinikere, praksisformer og betalere, der er involveret.

CALM er udviklet til at behandle fire forskellige angstlidelser: panikangst, generaliseret angst, socialangst og posttraumatisk stress lidelse (PTSD) med eller uden depression.

Undersøgelse af CALM
I en undersøgelse af CALM, fandt professor i psykiatri Peter Roy-Byrne fra University of Washington School of Medicine, Seattle, og kollegaer, at patienter med angstlidelser havde god effekt af behandlingen sammenlignet med dem, der modtog sædvanlig behandling.
I forsøget blev patienterne fordelt enten til kognitiv adfærdsterapi (CBT), medicin eller begge dele, og der var mulighed for yderligere behandling efter behov. Desuden indgik der webbaserede overvågning af resultater, så behandleren kunne optimere behandlingsbeslutninger og man anvendt et computerprogram til at assisteret og optimere leveringen af CBT for sundhedsmedarbejdere, der ikke er eksperter.

Studiet var randomiseret og fandt sted på 17 primære sundhedsklinikker i 4 amerikanske byer mellem juni 2006 og april 2008. 1.004 patienter med angstlidelser (med eller uden svær depression) i alderen 18-75 år var inkluderet og modtog behandling i 3 til 12 måneder. Der var opfølgende vurderinger efter 6 og 18 måneder. Den primære målemetode var en generel måling af 2 centrale komponenter ved alle angstlidelser, psykisk og somatisk angst, vurderede med 12-punkt Brief Symptom Inventory (BSI-12) delskalaer for angst og somatisering. BSI-12 scores var signifikant lavere for patienter i CALM-gruppen ved 6, 12 og 18 måneders opfølgning.
Efter 18 måneder havde 64,6% patienter, der var randomiseret til CALM intervention, reageret på behandlingen sammenlignet med 51,4% af dem, der blev tildelt sædvanlig behandling, mens 51% og 36,7% af patienterne i CALM vs sædvanlig behandlingsgrupper var i remission.

Forskerne bemærker, at målingerne viser, at patienterne i interventionsgruppen var betydeligt bedre på alle målinger, undtagen fysisk sundhed og tilfredshed med medicinsk behandling.

Undersøgelsen er offentliggjort maj 2010 i et temanummer om mental health JAMA.

Om CALM (Coordinated Anxiety Learning and Management)
De fire omtalte angstlidelser har meget til fælles og forskergruppen designede derfor et specialiseret kognitiv adfærdsterapeutisk program, der er meget let at anvende og at uddanne personalet i.
En af udfordringerne ved at udføre evidensbaseret behandling i den primære sundhedssektor er de mange forskellige programmer. Det vil derfor være en fordel at have et program for psykiatrien.

CALM er udviklet af professor i psykiatri, J. Greer Sullivan, MD, fra University of Arkansas, og den kognitiv adfærdsterapeutiske komponent i programmet er udviklet af Michelle Craske, professor i psykologi ved University of Los Angeles.

Den kognitiv adfærdsterapeutiske komponent i CALM er sandsynligvis årsagen til, at behandlingen har vist sig langt mere effektivt end sædvanlig behandling. I den primære sundhedssektor får patienter medicinsk behandling og/eller måske en meget uspecifik rådgivning. CBT er en vigtig komponent i behandlingen af angst, og er mindst lige så god som medicin i de fleste undersøgelser, og CBT kan endda have en mere langvarig effekt. Den samarbejdsorienteret tilgang har eksisteret i et par årtier, og med CALM er den nu blevet overført til behandling af angst.

CALM indeholder en række nyskabelser, herunder følgende:
(a) at behandle fire angstlidelser i en enkelt intervention,
(b) at imødekomme multibel co-morbiditet, herunder depression, alkoholmisbrug og kroniske medicinske tilstande,
(c) at anvende kognitiv adfærdsterapi (CBT) og at levere innovativ CBT uddannelse og udførelse,
(d) at anvende klinikere snarere end forskningspersonale til at udføre vurderinger.

Hertil kommer, at CALM indarbejder nyere og mere fleksible komponenter, der oprindeligt blev anvendt i en anden undersøgelse: Improving Mood: Promoting Access to Collaborative Treatment for Late-Life Depression (IMPACT), herunder patientvalg, “stepped care” og real-time klinisk overvågning gennem et struktureret websted, der er tilgængeligt for al involveret personale.

CALM programmet er ikke udviklet til uddannede terapeuter, men for sygeplejersker og beslægtede sundhedsmedarbejdere, der har klinisk erfaring, men som ikke er bekendt med CBT. Det tyder på, at programmet både kan lære psykoterapi til ikke-trænede sundhedsmedarbejdere og samtidig sikre en effektiv udførelse af CBT.

Fleksibiliteten i behandlingen, f.eks variationen i antal og former for sessioner, og i kriterierne for at fortsætte den videre behandling, anvendelse af både telefon-og in-person kontakt, og målretning mod flere sygdomme og den kliniske effekt på patienter, tyder på at CALM-programmet er anvendelig og bør udbredes til den primære sundhedssektor.

Kilde: Roy-Byrne, P., Craske, M. G., Sullivan, G., Rose, R. D., Edlund, M. J., Lang, A. J., Bystritsky, A., et al. (2010). Delivery of Evidence-Based Treatment for Multiple Anxiety Disorders in Primary Care: A Randomized Controlled Trial. JAMA, 303(19), 1921-1928. doi:10.1001/jama.2010.608

Se også UCLA Anxiety Disorders Research Center: CALM Primary Care Study

Michelle Craske udgav i 2009 bogen Cognitive–Behavioral Therapy:

I Cognitive–Behavioral Therapy diskuterer Michelle G. Craske terapiens historie, teori og praksis. Kognitiv adfærdsterapi opstod i videnskaben og teorien om klassisk og instrumental betingning, kognitive principper er blevet indarbejdet pga utilfredshed med den strengt adfærdsmæssige tilgang. Kognitiv adfærdsterapi kombinerer adfærdsmæssige og kognitive interventioner: adfærdsmæssige interventioner tager sigte på at mindske utilpasset adfærd og gøre dem mere tilpasset, og kognitive interventioner har til formål at ændre utilpasset tanker, automatiske tanker eller overbevisninger. Selv om en række variationer af de oprindelige teori har udviklet sig over årtier, er alle former for kognitiv adfærdsterapi forenet i deres empiriske grundlag, afhængighed af teori og videnskab om adfærd og kognition, og det centrale i problem-fokuseret mål.

Forfatter: Michelle Craske
Titel:Cognitive–Behavioral Therapy
Forlag: American Psychological Association 2009, sider: 173
Kan købes hos Saxo.com

Lignende indlæg:

1. Sundhedsstyrelsen udarbejder klinisk vejledning til angst og OCD behandling Sekretariatet for Referenceprogrammer under Sundhedsstyrelsen, der er Sundhedsministeriets faglige vejleder,...
2. Gentagne selvmordsforsøg reduceret ved behandling med kognitiv adfærdsterapi En randomiseret kontrolleret undersøgelse publiceret i Journal of American Medical...
3. Rapport finder at effektiviteten af de fleste terapier mod PTSD er tvivlsom Mange mennesker, herunder et betydeligt antal soldater i aktiv tjeneste...