Eftersom jeg både er arbejdsløs og på krykker for tiden, skal jeg egentlig ikke bruge cyklen før om ca. fjorten dage, så hvis du stadig har den i din varetægt, er du velkommen til at låne den så længe. Hvis du så bare vil stille den pænt tilbage igen om to ugers tid og huske at låse den, er vi stadig på god fod, og du behøver ikke gå rundt i København og kigge dig nervøst over skulderen resten af dit liv.

Hvis du derimod ikke har cyklen i din varetægt længere, eller bare ikke gider stille den tilbage, vil du og din familie være forbandet tre slægtled frem, startende fra på fredag om to uger (ja, det er fredag d. 13.).

Forbandelsens art vil jeg ikke røbe, men jeg vil sige så meget, at straffen ingenlunde står mål med forbrydelsen, og nej; du kan ikke gemme dig, forbandelser har det med at finde en.

Jeg håber, du gør det rigtige, så du igen bliver det gode menneske, som jeg i bund og grund tror, du er.

Ellers vil du tre slægtled frem bare være et forbandet egoistisk svin, og det kun på grund af en cykel.

Kærlig hilsen,

Martin Ingolf / mail@martiningolf.dk / 51214303 (hvis du har lyst til at sige undskyld eller gerne vil spørge, om du må låne cyklen lidt længere. Anonyme tips om cyklens whereabouts modtages naturligvis med kyshånd)

P.s. Den havde fandeme lige fået nyt fordæk og ny slange i baghjulet.

P.p.s. Jeg har stadig ikke noget billede, men den var sort, lavstammet som jeg selv og grim som arvesynden.

Jeg har haft en ukulele siden april. Planen er, at jeg skal lære at spille Magnetic Fields‘ Luckiest Guy on The Lower East Side. Status er, at jeg kan spille to akkorder, de to første. Det er G og C, og tager os omtrent 7 sekunder ind i sangen. Så kort at Stephin Merritt ikke engang er begyndt at synge endnu. Det bliver klart bedre, hvis jeg snyder og springer forspillet over. Så er der tid til fire linjers sang, før jeg skal skifte til ukendt akkord, og fanden derfor er løs.

Man kan nå at synge:

Andy would bicycle across town
                           G
In the rain to bring you candy
                         C
And John would buy the gown
                         G
For you to wear to the prom
                C
With Tom the astronomer

Hvis det så bare blev ved det, kunne problemet måske overskues, fordi jeg så bare ville skulle lære at huske lidt mere fingerkombinatorik. Men sådan ligger landet ikke. Jeg har computerfingre. Ikke noget med klaver- eller murerfingre, nej. Fine, bløde akademikerfingre, rappe på keyboards og fjernbetjeninger, men komplet ligegyldige på en ukulele.

Konsekvensen er, at jeg kan stikke den ene af de to akkorder skråt op. Det er den der er min yndlings og en skam. Men jeg har ikke fysikken til at binde dem sammen. Og så virker det helt uoverskueligt at nå hen til tekstbidden “I know professor Blumen makes you feel like a woman, but when the wind is in your hair, you laugh like a little girl”. Det er helt ovre i fjerde vers.

Og det sætter i den grad det Archie Bronson Outfit-inspirerede projekt, The Archie Gemmill Outfit på standby.

Men det er måske også ok, når inspirationskilden nu er så gode til det, de gør.

The Archie Bronson Outfit – Harp for my sweetheart

Men skulle nogen alligevel kende til tricks til smidiggørelse af stive akademikerfingre, må de altså gerne sige til.

Nej, det her er ikke et hagekors, ikke sådan som du umiddelbart forstår det i hvert fald. Eller det er måske et hagekors, men det repræsenterer ikke det, du tror, det gør.

Her, hos Sygnok, repræsenterer hagekorset alt der er fremmed. Fremmed forstået som alt det, der er en gængs og politiseret forståelse af dansk fremmed. Kort sagt er det en modstand mod al form for statisk forståelse af, hvad dansk er. Og så er det et tilflugtssted. Ikke for nazister, men for alle dem der er fremmede i forhold til statiske forståelser af, hvad dansk er.

Du kan måske også vælge ikke at læse hagekorset som et hagekors, og i stedet bare se det som et indisk tegn, som Hari Kishore har trukket indover Sygnok via sin indiske baggrund og sine aliaser Kid Kishore og Dj Hvad. Lidt ligesom den messingklokkelignede sag han havde med i sit dj-set til Disturbtion i Folkets Park. Og det er det, der er lækkert her. Pærevællingen; de brudte linjer og ikke-faste forståelser, uden forklaringer. Fat det som du vil.

Det rammer plet, det her. Ud fra et teknisk perspektiv ved jeg ikke meget om elektonisk musik. Men jeg ved, hvad der lyder fedt, og jeg ved en hel del om nationalisme, national identitet og forståelser af det nationale. Og hvor lækkert det er, når det hele bliver kastet op i luften. Og bliver deroppe.

Og derfor virker det her for mig. Og derfor virker det så vidunderligt, når det bliver flået fra hinanden på Nørrebro. Vil du have det skåret ud i pap?

Valhallahu akhbar!

Dannmark for Dannmark

Hej lollipop

De kyled gas mellem hinduerne

Hvad forspil

Danske svin

Vi skal gaa haand i haand gennem livet du og jeg

Der er meget mere på sygnok.tk

Hvad.

Jeg har altid gerne ville sejle fjorten dage på en stor, mudret flod. Igennem en regnskov med dyrelyde, myggestik og paranoia om natten. Jeg har prøvet en 48 timers fattigmandsversion for folk med penge på nogle backwaters i Indien, det var rart, men det var noget andet.

Jeg har ikke skrevet det her om at sejle på en flod. Det har Thomas Boberg for Information. Men derfor er det smukt som bare fanden alligevel.

“Solen går ned, jeg døser i hængekøjen, driver i en drøm, rejser mig, tænder mit lille mirakel af en lommelygte og bevæger mig rundt i dette lastmørke. Hvor fanden er en pen? Hvor er min notesbog? Muligvis er det blot en tvangstanke, undervejs udøver skriftritualet sin store magt over mig. Jeg gennemsøger dækkene, det er den samme flodbåd, men jeg kan ikke længere mærke min egen tilstedeværelse her. Jeg er allerede blevet et spøgelse, allerede blevet frataget min sidste illusion, denne bevægelse henover en lille lommekrøllet side er selve eksistensens måler. Berøvet meningens sorte pacemaker af en pen, opdager jeg allerøverst lige under styrmandens vindue, hvor et svagt lys siler ud fra, et lille væsen sidde bøjet over noget. Jeg nærmer mig, belyser det med lygten, en abe ikke større end en dukke, sidder der og skriver mit digt i min bog med min sorte pen. Hvis løgnen har en sandhed og sandheden har et liv og livet en mening og meningen en død og døden en gud og guden en årsag, så har jeg set dens forsvundne abe.”

Jeg har fået mig en twitterkonto. Det gør man, når man vil lege mere med sociale medier, end man allerede gør. Og det vil man, for det er både sjovt og noget der kan være jobs i. Eller tæt på i hvert fald, for jeg fik ikke jobbet, men de kunne godt lide det, jeg sagde om sociale medier, og hvordan jeg synes man skal gebærde sig på og omkring dem. Og at blive kaldt til samtale er åbenbart en halv sejr, men lige ved og næsten slår altså stadig ingen mand af hesten. Men ok.

På den virkelig gode side har Death From Above 1979 fået sig en støjgrotte, efter at have fundet sammen igen:

LITTLE GIRL REHEARSAL from DEATH FROM ABOVE 1979 on Vimeo.

Den vil jeg meget gerne ind i, og jeg vil pissemeget gerne se dem på en festival et sted i Europa til sommer.

jeg er bedst til at skrive om små ting. småting. mit hoved havde låst sig fast på, at jeg partout skulle skrive på denfri i stedet for her, når jeg nu i forvejen rodede rundt derovre. men sådan skal det vist ikke være. ikke lige nu i hvert fald.

der kan jeg ikke skrive om, hvor rolig det gør mig at tænke over at bo ved noget hav med klipper ned til og søløver pjaskede rundt i sig.

f.eks. ligesom her i morro bay

eller her i puerto piramides

at vide at der er store dyr ude i vandet gør mig rolig. det er paradoksalt, når jeg er så hunderæd for hajer, men samtidig gerne vil have søløver i bugten. de trækker jo hajerne til.

det gør mig egentlig også rolig at vide, at der er store hvidhajer derude, som der er i morro bay. det er der ikke i puerto piramides. der er kun spækhuggere, søløver og hvaler.

da jeg var lille, ville jeg gerne være havbiolog. så jeg tegnede huse som skulle ligge ved stranden i australien og strække sig helt ud til koralrevet. og så skulle jeg giftes med neri, pigen fra havet.

da jeg fandt ud af at det også hed marinebiolog, ville jeg det endnu mere. og da emily skulle til frankrig, for at læse til havbiolog på jacques costeau instituttet, efter et par hede gensynsdage med brandon i san francisco, kunne jeg ikke forstå, hvorfor han ikke tog med. det ville jeg have gjort.

det her med hav hænger sjovt nok også sammen med ørken. ikke en bestemt ørken, men et bestemt landskab i hvert fald, som i min bog er ørken, selvom det nok forholder sig anderledes i fagbøgerne. det er nogenlunde den her:

det er hamrende banalt, men det er noget med at være lille i store landskaber. den kan jeg ikke få ud af hovedet.

det er jeg ikke derovre på denfri. det er der for mange der kigger med til.

I dag har jeg set Factotum, en filmatisering af noget forskelligt, som Charles Bukowski har skrevet om Hank Chinaski, som er ham selv. Ligesom med Bukowski er filmen noget, som man skal have i små mængder. Og sådan burde det ikke være med film. Men det er det med den her. Især når Matt Dillon spiller Chinaski. Så skal doserne skrues særligt langt ned. Filmen var altså ikke noget at råbe hurra for, så det lader jeg være med.

Bukowski må have været irriterende og nederdrægtigt modbydelig at være i stue med. Forleden så jeg et kort klip af et interview med Jack Kerouac, som til forveksling ligner mødet mellem Gainsbourg og Whitney Houston. Jeg tror, at det korte klip kurerede mit positivt mytologiserede forhold til Kerouac en gang for alle. Han må også have været irriterende at dele stue med. Og det samme kan sandsynligvis også siges om Gainsbourg. Men derfor kan man stadig godt vende tilbage til den slags dick-lit i ny og næ – så længe man bare husker, at man skal bevæge sig videre derfra ikke så længe efter igen.

Efter således at have revet drengekoryfæerne ned fra deres udsvævende piedestaler, er der ikke andet tilbage, end at læse Hanne Vibeke Holst og høre Vinnie Who. Er der?

Apropos dårlige valg har jeg svært ved at få Alabama ud af hovedet. Ikke fordi jeg gerne vil tilbage dertil, men der er et eller andet med det sted, som har sat sig fast. Jeg ved ikke hvorfor, for da jeg selv sad fast der, brød jeg mig virkelig ikke om stedet. Jeg tror faktisk, at Anniston kandiderer til at være et af de værste steder, jeg nogensinde har besøgt.

Stedet blev valgt på baggrund af tilfældige vurderinger af byer langs et sæt togskinner, som betjenes af Amtrak og som strækker sig mellem New Orleans og New York. Her blev det i sommeren 2009 besluttet, at man kunne prøve at stå af i Anniston, Alabama.

Måske blev man lokket med, at Anniston bliver kaldt The Model City Of The South?

Men nogen havde sjusket med sit hjemmearbejde, for jeg har senere fundet ud af, at jorden i Anniston er noget nær den mest PCB-forgiftede i hele USA, at 7% af det samlede amerikanske arsenal af kemiske våben opbevares i Anniston, samt at det var i Anniston, nogle beboere i 1961 brandbombede busser fyldt af freedom riders, som kørte rundt og kæmpede for lige rettigheder for afroamerikanere. Efter at have sat ild til bussen blokerede man dørene, og først da en eksplosion sprængte hul i den brændende bus, kunne borgerrettighedsforkæmperne slippe ud. Men så fik de tilgengæld også en ordentlig dragt prygl, southern hospitality-style. Der skulle ikke mangle noget der.

På homesurfers skala over udbredelse af kriminalitet, hvor 5 er mindst og 0 er mest, scorer Anniston 0,1, hvorfor byen da også, som man kan se nedenfor, ligger pænt over kriminalitetsgennemsnittet for både Alabama og USA i det hele taget:

Så ingen er altså helt perfekt, og selvom man er mønsterby, kan man derfor stadig godt have sit at kæmpe med.

Man har således forsøgt at kompensere i og omkring Anniston. F.eks. da en 11 år gammel knejt fortalte, at han havde skudt et svin på et halvt ton med en ærtebøsse. Dyret blev både kaldt Hogzilla og Pigzilla, men desværre for knejten, holdt historien ikke vand, idet en lokal gårdejer følte, at han måtte have ren røv at trutte i. Derfor fortalte gårdejeren, at ‘zilla blot var et unaturligt stort tamsvin, som i virkeligheden hed Fred. Fred var i i 2004 blevet erhvervet af den 11 åriges far, som havde købt svinet som en julegave til sin tilsyneladende elskede hustru:

Hvorvidt det var trange tider, som tre år senere fik hustruen til at ofre julegavesvinet på den kortvarige berømmelses alter, melder historien desværre ikke noget om.

Til gengæld meldte Guinness’ rekordbog i 1982, at den største eksisterende stol, som menneskeheden på daværende tidspunkt kendte til, befandt sig i Anniston, Alabama. Den blev dog senere overgået af andre stole, og selvom der siden har været en del tovtrækkeri vedrørende den allerstørste stols whereabouts, er det dog, fra et amerikansk synspunkt, sikkert, at den største blandt stole, heldigvis findes i USA.

Jeg har før skrevet om axolotlen og al dens væsen. Det har en tysk teenager tilsyneladende også gjort. Hendes bog hedder Axolotl Roadkill og er vist blevet en bestseller i Tyskland og andre steder. Det hænger efter sigende sammen med, at nogle ser den som et udtryk for en tid og en følelse i en generation.

Jeg har ikke læst bogen, men den skulle være ret fragmenteret. Ligesom samfundet i dag. Konstaterer nogen, mens andre brokker sig. Jeg synes nu ellers, at tingene hænger meget godt sammen: årsag og virkning, pres og modpres, handling og konsekvens og den slags. Og ja, jeg ved godt, at de fleste kan vælge mere nu, end de kunne før, og at ting kan sættes sammen efter forgodtbefindende, og at nogen synes, at det er en værdi i sig selv.

Hvad jeg dog ikke vidste var, at den argentinske forfatter Julio Cortázar, som jeg længe har haft lyst til at læse noget af, tilsyneladende også har skrevet om axolotlen. Det gjorde han længe før mig, og selvom Cortazárs skriverier om axolotlen kun er en kort novelle, har han også skrevet mere end mig.

Så udover den delte fascination af dyret, holder sammenligningerne altså op med det.

Hvis man vil læse, hvad en af det 20. århundredes større litterære kanoner har begået om dette lille sære kræ, kan man gøre det nedenfor. Novellen blev oprindeligt skrevet på spansk, men nedenfor har jeg kopieret en engelsk oversættelse (herfra). Ønsker man dog at kaste sig hovedkulds ud i den spanske originalversion, kan sådanne udspring foretages her.

Axolotl by Julio Cortázar

There was a time when I thought a great deal about the axolotls. I went to see them in the aquarium at the Jardin des Plantes and stayed for hours watching them, observing their immobility, their faint movements. Now I am an axolotl.

I got to them by chance one spring morning when Paris was spreading its peacock tail after a wintry Lent. I was heading down tbe boulevard Port-Royal, then I took Saint-Marcel and L’Hôpital and saw green among all that grey and remembered the lions. I was friend of the lions and panthers, but had never gone into the dark, humid building that was the aquarium. I left my bike against tbe gratings and went to look at the tulips. The lions were sad and ugly and my panther was asleep. I decided on the aquarium, looked obliquely at banal fish until, unexpectedly, I hit it off with the axolotls. I stayed watching them for an hour and left, unable to think of anything else.

In the library at Sainte-Geneviève, I consulted a dictionary and learned that axolotls are the larval stage (provided with gills) of a species of salamander of the genus Ambystoma. That they were Mexican I knew already by looking at them and their little pink Aztec faces and the placard at the top of the tank. I read that specimens of them had been found in Africa capable of living on dry land during the periods of drought, and continuing their life under water when the rainy season came. I found their Spanish name, ajolote, and the mention that they were edible, and that their oil was used (no longer used, it said ) like cod-liver oil.

I didn’t care to look up any of the specialized works, but the next day I went back to the Jardin des Plantes. I began to go every morning, morning and aftemoon some days. The aquarium guard smiled perplexedly taking my ticket. I would lean up against the iron bar in front of the tanks and set to watching them. There’s nothing strange in this, because after the first minute I knew that we were linked, that something infinitely lost and distant kept pulling us together. It had been enough to detain me that first morning in front of the sheet of glass where some bubbles rose through the water. The axolotls huddled on the wretched narrow (only I can know how narrow and wretched) floor of moss and stone in the tank. There were nine specimens, and the majority pressed their heads against the glass, looking with their eyes of gold at whoever came near them. Disconcerted, almost ashamed, I felt it a lewdness to be peering at these silent and immobile figures heaped at the bottom of the tank. Mentally I isolated one, situated on the right and somewhat apart from the others, to study it better. I saw a rosy little body, translucent (I thought of those Chinese figurines of milky glass), looking like a small lizard about six inches long, ending in a fish’s tail of extraordinary delicacy, the most sensitive part of our body. Along the back ran a transparent fin which joined with the tail, but what obsessed me was the feet, of the slenderest nicety, ending in tiny fingers with minutely human nails. And then I discovered its eyes, its face. Inexpressive features, with no other trait save the eyes, two orifices, like brooches, wholly of transparent gold, lacking any life but looking, letting themselves be penetrated by my look, which seemed to travel past the golden level and lose itself in a diaphanous interior mystery. A very slender black halo ringed the eye and etched it onto the pink flesh, onto the rosy stone of the head, vaguely triangular, but with curved and triangular sides which gave it a total likeness to a statuette corroded by time. The mouth was masked by the triangular plane of the face, its considerable size would be guessed only in profile; in front a delicate crevice barely slit the lifeless stone. On both sides of the head where the ears should have been, there grew three tiny sprigs, red as coral, a vegetal outgrowth, the gills, I suppose. And they were the only thing quick about it; every ten or fifteen seconds the sprigs pricked up stiffly and again subsided. Once in a while a foot would barely move, I saw the diminutive toes poise mildly on the moss. It’s that we don’t enjoy moving a lot, and the tank is so cramped—we barely move in any direction and we’re hitting one of the others with our tail or our head—difficulties arise, fights, tiredness. The time feels like it’s less if we stay quietly.

It was their quietness that made me lean toward them fascinated the first time I saw the axolotls. Obscurely I seemed to understand their secret will, to abolish space and time with an indifferent immobility. I knew better later; the gill contraction, the tentative reckoning of the delicate feet on the stones, the abrupt swimming (some of them swim with a simple undulation of the body) proved to me that they were capable of escaping that mineral lethargy in which they spent whole hours. Above all else, their eyes obsessed me. In the standing tanks on either side of them, different fishes showed me the simple stupidity of their handsome eyes so similar to our own. The eyes of the axolotls spoke to me of the presence of a different life, of another way of seeing. Glueing my face to the glass (the guard would cough fussily once in a while), I tried to see better those diminutive golden points, that entrance to the infinitely slow and remote world of these rosy creatures. It was useless to tap with one finger on the glass directly in front of their faces; they never gave the least reaction. The golden eyes continued burning with their soft, terrible light; they continued looking at me from an unfathomable depth which made me dizzy.

And nevertheless they were close. I knew it before this, before being an axolotl. I learned it the day I came near them for the first time. The anthropomorphic features of a monkey reveal the reverse of what most people believe, the distance that is traveled from them to us. The absolute lack of similarity between axolotls and human beings proved to me that my recognition was valid, that I was not propping myself up with easy analogies. Only the little hands . . . But an eft, the common newt, has such hands also, and we are not at all alike. I think it was the axolotls’ heads, that triangular pink shape with the tiny eyes of gold. That looked and knew. That laid the claim. They were not animals.

It would seem easy, almost obvious, to fall into mythology. I began seeing in the axolotls a metamorphosis which did not succeed in revoking a mysterious humanity. I imagined them aware, slaves of their bodies, condemned infinitely to the silence of the abyss, to a hopeless meditation. Their blind gaze, the diminutive gold disc without expression and nonetheless terribly shining, went through me like a message: “Save us, save us.” I caught myself mumbling words of advice, conveying childish hopes. They continued to look at me, immobile; from time to time the rosy branches of the gills stiffened. In that instant I felt a muted pain; perhaps they were seeing me, attracting my strength to penetrate into the impenetrable thing of their lives. They were not human beings, but I had found in no animal such a profound relation with myself. The axolotls were like witnesses of something, and at times like horrible judges. I felt ignoble in front of them; there was such a terrifying purity in those transparent eyes. They were larvas, but larva means disguise and also phantom. Behind those Aztec faces, without expression but of an implacable cruelty, what semblance was awaiting its hour?

I was afraid of them. I think that had it not been for feeling the proximity of other visitors and the guard, I would not have been bold enough to remain alone with them. “You eat them alive with your eyes, hey,” the guard said, laughing; he likely thought I was a little cracked. What he didn’t notice was that it was they devouring me slowly with their eyes, in a cannibalism of gold. At any distance from the aquarium, I had only to think of them, it was as though I were being affected from a distance. It got to the point that I was going every day, and at night I thought of them immobile in the darkness, slowly putting a hand out which immediately encountered another. Perhaps their eyes could see in the dead of night, and for them the day continued indefinitely. The eyes of axolotls have no lids.

I know now that there was nothing strange, that that had to occur. Leaning over in front of the tank each morning, the recognition was greater. They were suffering, every fiber of my body reached toward that stifled pain, that stiff torment at the bottom of the tank. They were lying in wait for something, a remote dominion destroyed, an age of liberty when the world had been that of the axolotls. Not possible that such a terrible expression which was attaining the overthrow of that forced blankness on their stone faces should carry any message other than one of pain, proof of that eternal sentence, of that liquid hell they were undergoing. Hopelessly, I wanted to prove to myself that my own sensibility was projecting a nonexistent consciousness upon the axolotls. They and I knew. So there was nothing strange in what happened. My face was pressed against the glass of the aquarium, my eyes were attempting once more to penetrate the mystery of those eyes of gold without iris, without pupil. I saw from very close up the face of an axolotl immobile next to the glass. No transition and no surprise, I saw my face against the glass, I saw it on the outside of the tank, I saw it on the other side of the glass. Then my face drew back and I understood.

Only one thing was strange: to go on thinking as usual, to know. To realize that was, for the first moment, like the horror of a man buried alive awaking to his fate. Outside, my face came close to the glass again, I saw my mouth, the lips compressed with the effort of understanding the axolotls. I was an axolotl and now I knew instantly that no understanding was possible. He was outside the aquarium, his thinking was a thinking outside the tank. Recognizlng him, being him himself, I was an axolotl and in my world. The horror began—I learned in the same moment —of believing myself prisoner in the body of an axolotl, metamorphosed into him with my human mind intact, buried alive in an axolotl, condemned to move lucidly among unconscious creatures. But that stopped when a foot just grazed my face, when I moved just a little to one side and saw an axolotl next to me who was looking at me, and understood that he knew also, no communication possible, but very clearly. Or I was also in him, or all of us were thinking humanlike, incapable of expression, limited to the golden splendor of our eyes looking at the face of the man pressed against the aquarium.

He returned many times, but he comes less often now. Weeks pass without his showing up. I saw him yesterday, he looked at me for a long time and left briskly. It seemed to me that he was not so much interested in us any more, that he was coming out of habit. Since the only thing I do is think, I could think about him a lot. It occurs to me that at the beginning we continued to communicate, that he felt more than ever one with the mystery which was claiming him. But the bridges were broken between him and me, because what was his obsession is now an axolotl, alien to his human life. I think that at the beginning I was capable of returning to him in a certain way—ah, only in a certain way—and of keeping awake his desire to know us better. I am an axolotl for good now, and if I think like a man it’s only because every axolotl thinks like a man inside his rosy stone semblance. I believe that all this succeeded in communicating something to him in those first days, when I was still he. And in this final solitude to which he no longer comes, I console myself by thinking that perhaps he is going to write a story about us, that, believing he’s making up a story, he’s going to write all this about axolotls.

The Growlers: Someone Something Jr.

Det her kommer til at handle om WordPress. Og hvad man kan bruge WordPress til. Det her er altså mine erfaringer med WordPress og ikke en altomfavnende gennemgang af WordPress. Hvis du vil have sådan en, findes den f.eks. på den danske hjemmeside for WordPress, ligesom en gennemgang af al kode i WordPress findes her.

Hvis du ikke ved, hvad WordPress er, så er WordPress i al sin enkelthed det, du ser her. Et system der gør det lettere for dig at lave en blog. Hvis du ikke vil have en blog, kan du springe bloggingen over og lave en hjemmeside. Det er sådan set op til dig.

WordPress er altså både et kontrolpanel (content management system – cms) samt et ansigt udadtil. Det er ansigtet, om du ser på nu. Kontrolpanelet skal du være oprettet som bruger for at kunne komme i nærheden af. Men var du det, ville du f.eks. kunne skrive indlæg, pille ved funktionerne på sitet, lave de statiske sider, som du kan se ovenfor (fotografi, cv, etc.) og rode med designet på ansigtet udadtil.

WordPress.com vs. WordPress.org

Der er to versioner af WordPress. De er begge gratis, men der er alligevel stor forskel på de to.

Den første er wordpress.com. En service som man registrerer sig til og logger ind på. Her ligger hele pakken på et webhotel, som du ikke har det fjerneste med at gøre. Her får man sit valgfrie subdomæne á la http://kulmblog.wordpress.com, og så er man sådan set klar til at skrive sit første indlæg. Man kan også få denne version med domæne á la www.kulmblog.dk, men hvis man holder sig til .com versionen, får man, udover et kortere domæne, ikke flere konfigureringsmuligheder af den grund.

Derfor har .com versionen den ulempe, at mulighederne for at designe og konfigurere din blog er ret begrænsede. Man kan installere færdige themes (designskabeloner) og gøre forskellige ting, men mulighederne for at tilpasse design og funktionalitet er som sagt begrænsede.

Fordelene ved denne version er til gengæld, at man ikke skal gøre særligt meget for at gøre den flyvefærdig. Og når bloggen først er i luften, behøver du ikke bekymre dig om andet end at skrive dine indlæg.

Den anden version er wordpress.org. Her kan du downloade den nyeste version af wordpress’ cms (kontrolpanelet + ansigtet udadtil). Det er stadig gratis, men for at bruge systemet skal du have et webhotel (webplads) med tilhørende domæne (navn) á la www.martiningolf.dk. Det koster en smule, men for mig opvejer fordelene ved således at have leret i egne hænder klart den lille økonomiske ulempe.

Der er dog en anden enkelt ulempe, idet en lille smule it-snilde er påkrævet, når man selv skal uploade det downloadede wordpress cms til sit webhotel. Oftest er der dog en letforståelig webbaseret stifinder/finder anordning i det kontrolpanel som følger med købet af et webhotel. Denne anordning tillader dig at overføre filerne til dit webhotel på en simpel og overskuelig måde. Hvis man hellere vil overføre med et program på sin pc eller mac, kan man installere en ftp-klient som f.eks. Transmit, som gør netop det. Jeg har købt Transmit til formålet og er fan.

I forhold til .com versionen, skal .org versionen installeres efter at være blevet uploadet til dit webhotel. Det gør man ved at følge nogle godt forklarede trin i den installationsmanual som hedder The Famous 5-minute install. Når det er gjort, er man WordPress på eget domæne-ejer og parat til at kaste sig ud i det bloggeri, som det i virkeligheden handler om. Som sagt vil jeg ikke komme med en udtømmende gennemgang af installationen, men hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til mig. Og som sagt er der en meget gennemført manual, med links til endnu flere og endnu mere gennemførte manualer på ovenstående link.

At vælge mellem de to

Som sagt er det muligt i både .com og .org versionen af WordPress at designe den visuelle side af de besøgendes møde med din blog. Der er som sagt begrænsninger i .com, mens .org versionen, i kraft af at ligge på dit eget domæne, giver dig en frihed som kun er begrænset af evner og lyst.

Baggrunden for at træffe et oplyst valg mellem .com og .org versionerne af WordPress, afhænger til syvende og sidst af dine behov, og hvor meget tid du vil lægge i det. Hvis du har klare krav til at kunne styre design og funktionalitet, ville jeg vælge .org med eget webhotel, mens du, hvis du ikke går så meget op i eller gider bruge tid eller penge på design, kan nøjes med .com versionen af WordPress.

Jeg bruger WordPress for at lære programmering og en smule design. Bare sådan til husbehov og fordi jeg synes, at det er sjovt. Derfor har jeg valg .org versionen, således at eneste bånd på mine muligheder er egne evner. Og så må jeg lære det, hvis jeg vil lave noget, som jeg ikke kan finde ud af.

Der kommer flere indlæg om erfaringerne med WordPress. Næste gang tager jeg bl.a. fat på noget om ansigtet udadtil – designet – og alle de gratis themes, som du kan downloade og bruge kvit og frit. Jeg viser også, hvordan man selv kan rode videre med designs. Samt noget om funktionalitet og hvordan man kan få WordPress til alt muligt vha. plugins. Det er ret fedt.

Hen over sommeren 2010 kunne man, når man ikke lige hørte lyden af vuvuzela eller Vinnie Who, høre Yolanda Be Cool hakke den der Tu Voffà L’Americano, som Matt Damon bl.a. bruger, når han gør kur til Jude Law i The Talented Mr. Ripley, i stumper og småstykker. Det har nogenlunde samme chance for succes som en snebold i helvede, når man sætter whom tji whom tji til en i smadder hakket blæser af en art.

Hvorom alting er, så er Yolanda Be Cool en afstikker til Jules’ venlige, men bestemte formaning til den hysteriske kæreste, som Tim Roth har valgt at røve en diner sammen med i Pulp Fiction.

Sådan fungerer det. Ting opnår legitimitet ved at referere til andre ting, som vi har vedtaget er gode. Derfor prøver Yolanda Be Cool at være cool, fordi de henviser til noget, som vi er enige om er cool. Lidt ligesom når Fun Lovin’ Criminals laver en musikvideo som låner lidt fra Reservoir Dogs (den vil egentlig ikke så meget andet end det, vil den det?). I Jackie Brown er der også en der hedder Sheronda. Nogen kan godt lide navne der ender på lyden af ‘onda. Det betyder i øvrigt bølge på spansk, så tænk lige over det. Især hvis du sidder på en strand og prøver at tyde, hvad det mon er havet er i gang med at fortælle dig.

Nå, men udgangspunktet for alt det her var egentlig et andet: Wanda.

Wanda Jackson er droningen af rockabilly. Det er hende med Let’s Have A Party. Men vi skal ikke afskrive hende af den grund. Hun har mere i sig. F.eks. var The Funnel Of Love (mp3 – højreklik og gem som for at downloade) b-side på en single der hed Right Or Wrong.

Netop det at den blev lagt på en single åbner for muligheder. Dem har en fyr der hed Todd set. For singleplader spilles ved 45 omdrejninger i minuttet, men Todd forsøgte sig med at afspille Funnel ved 33 omdrejninger, som er normal hastighed for fuldlængdeplader.

Det lyder fedt. Sangen bliver anderledes. Men det lyder fedt. Det er lidt det samme som f.eks. Salem (byen med heksene og Hawthorne) eller Zola Jesus gør, når de tager et eller andet, og via langsom afspilning skaber en helt anden stemning end den oprindelige. De gør det bare gange ti. Det kalder genrekattene for gotisk. Det er nok fordi ting partout skal i kasser. Og så på grund af det med heksene, og fordi det – ligesom gotisk fiktion – har til formål at spille folk et puds.

Jules er i øvrigt ham der har en pung som der står Bad Motherfucker på.

Jeg er faldet over et begreb: Charismatic Megafauna. Det lyder som en flok i beige læderindtrukne fattigmands Danny Trejo‘er. Det er det ikke. Det er dyr og handler om brugen af dem i branding- og fundraisingøjemed. Skoleeksemplet er den søde pandabjørn, som WWF bruger som logo. Den er sød og let genkendelig, hvorfor den gør sig godt som logo.

Dyrene bliver altså brugt som løftestang for en hel art, hvorfor det sagtens kan være, at en obskur underart (i artstræet hvor vi ikke vægter nogen dyr som mere værd end andre) ender som repræsentant for alle de andre, bare fordi den er fotogen eller tager sig godt ud i silhouet. Kritikere påpeger derfor risikoen for taksonomisk inflation; når en underart i den brede offentlighed opfattes som en art i sig selv. Eksempler er, at en særlig underart af ørnen bare kaldes ørn, at pukkelhvalen ender med bare at hedde hval eller Amnesty Internationals logo, lyset, som bare ender med at hedde ild. Der ryger nogle nuancer der.

Men nu vi er ved hvaler, så har min efterhånden halvandet års læsesession i Melvilles Moby Dick ført mig ad uransalige veje. Jeg er begyndt at se flere tv-programmer om hvaler, jeg har ønsket mig hvalbøger i julegave, og så har jeg brugt en del tid på at tænke over det foruroligt fascinerende i, at man har fanget hvaler som havde over 130 år gamle harpunspidser siddende i deres spæk. Man kan altså snildt risikere at rende på en hval der har mødt Herman Melville (Moby Dick er fra 1851), ligesom man på Galapagos kan snuble over en skildpadde som har hilst på Darwin, hvorefter den kunne bruge halvtreds år på at tænke over det.

For når man har god tid, kan man tage sig god tid. Det er ret interessant at tænke på, at visheden om at have god tid, i en cirkelslutning sikkert er medvirkende til, at padden bevæger sig så langsomt, og fordi den er bygget til at bevæge sig så langsomt, kan den leve så længe som det er tilfældet. Det er sgu da vildt, hvis jeg har ret.

Indtil videre har det også taget mig over halvandet år at færdiggøre min Moby Dick i 1966 version. Den er sat med Baskerville, har en lækker centreret sidenummerering samt vovede centrerede overskrifter. Det har jeg tænkt mig at overføre til mit speciale. For at give det et personligt touch. Af lige dele tradition, storhed, hval og hovmod.

Club Syd:

Tv i HD om hvidhajen er godt tv. Den kommer helt tæt på og er helt skarp. Hvis den havde fingre, ville man kunne se dens fingeraftryk. I stedet kan man se blodet sprøjte til højre og venstre, når den får ram på en pelssæl.

Den her hvide haj er årsagen til min hajfrygt. Det startede ikke med Dødens gab. Det begyndte før det. Ikke før Dødens gab i tid, for den første film er fra 1975. Men frygten var der før jeg fik set Dødens gab. Så det begyndte før. Hvis man regner i min tid. Og jeg kan ikke have været særlig gammel.

Det var et program om Thor Heyerdahl og hans Kon-Tiki eller var det Ra-ekspedition? Den første, Kon-Tiki, var i hvert fald i 1947 og Ra var i sluttredserne. Heyerdahl havde lavet nogle både af siv fra Egypten. Han fik ideen fra Titicaca-søen som ligger på grænsen mellem Bolivia og Peru. Næsten fire kilometer over havoverfladen ligger søens overflade. Det er helt deroppe, hvor man får hovedpine og sover virkelig dårligt, hvis man ikke er vant til det. Søen er desuden både dyb og kold.

Heyerdahl ville bevise, at den oprindelige sydamerikanske befolkning kunne sejle virkelig langt over Stillehavet. På både lavet af siv. Derfor lavede han bl.a. bådene Kon-Tiki og Ra af siv og sejlede virkelig langt på dem. Folk blev dog desværre ikke helt overbevist om Heyerdahls teori. Han var ellers både havbiolog og antropolog.

Efter at have set nogle optagelser af Thor Heyerdahl, hvor hajer kom op og svømmede rundt om hans sivbåd, sad billedet fast. Det der med at have hajer kredsende rundt omkring en. Det hang ved. Så vidt jeg ved, er det mit tidligste minde om at være bange for hajer. Men dengang blev jeg også så bange, at jeg spurtede tværs over sportspladsen i Skodsbøl, fordi min livlige fantasi spillede mig det neurotiske puds, at græsset var hav med hajer i. Når man er enebarn er fantasi en god ven og et tveægget sværd.

Det korte af det lange er, at de i udsendelsen om hvidhajen fortalte, at bestanden af hvidhajer er ved at blive forbedret efter flere årtiers rovdrift på hajer og hvidhajer i særdeleshed. Mest baseret på frygt. Og fordi nogen godt kan lide hajfinnesuppe. I programmet fortalte de desuden, at økobalancen ville rykke sig, hvis hvidhajen uddøde. Så langt så godt. Det vidste man allerede. Hvad man ikke vidste var, at selvom hvidhajen ikke nedlader sig til at spise gopler, mener nogen teorier at antallet af gopler ville stige voldsomt, hvis hvidhajen forsvandt. Fordi det hele hænger sammen.

Som jeg ser det, står vi derfor overfor et valg: vil man bade med en smule bekymring eller helt holde op med at bade?

Hvidhajen er en god haj. Den andenstørste haj overhovedet og klart den største af dem der kan og vil tage en arm, hvis man kommer for tæt på, og den føler for det. Men forestiller man sig en situation, hvor den haj er udryddet, og vi derfor kan bade uden bekymringen om en hvidhaj havde forvildet sig ind i danske farvande, ville situationen være en anden, hvis hvidhajen var væk og goplerne tog over blev havets konger. I et sådant tilfælde ville man ifølge teorien ikke kunne sparke sig frem for vand- og brandmænd, og så ville man slet ikke kunne bade overhovedet, fordi man ville ramle direkte ind brandmandens lange tentakler.

Gopler er naturligvis lettere at finde og holde styr på. Især fordi de ikke har nogen fri vilje. De lader sig bare drive hen, hvor de end måtte drive hen. Men de er mestendels lavet af vand. Og det er til deres fordel. For som de fleste der har kastet med en vandmand ved, deler sådan en sig ved den mindste berøring. Så selvom man trawlede sig halvt ihjel, ville man ikke få et klap ud af det. Den ville dele sig som en anden T1000 i Terminatorfilmene. Tværtimod ville der så bare være endnu flere.

Så selvom man er bange for hajer, og det er vi mange der er, bør man nok lade dem være. For det første fordi det er bedst sådan. Men også fordi lavvandede strande fyldt op med brandmænd er et større skrækscenarie end den neurotisk drevne fantasi om en vildfaren hvidhaj i de danske farvande. Så indtil de begynder at gå på græs er vi sikre lidt endnu.

The ones that they dare to call Pulp:

Ugler er lavet til at jage. Helst om natten eller i det mindste bare et bytte som de ikke kan se. Den kan godt lide udfordringen, uglen.

Og den kan godt lide at blive snakket om med skotsk speak. Men hvem ville ikke kunne det?

Activism!

Man kan lære mere om traditionerne i forbindelse med Halloween ved at se Beverly Hills 90210. De hævdvundne traditioner er f.eks. at ligne en million sammen med Brenda, kaste æg efter biler sammen med David, eller råbe ad og true børn med pistoler sammen med Dylan. Og så naturligvis at få subtile fashion advices fra Steve. Good times.

Ham den mavesure stodder med billedbloggen Only The Young Die Young har i den forbindelse lavet et mixtape til lejligheden. Han er godt nok sur hele tiden.

Han, stodderen, har smidt en Creedence Clearwater Revival version af I Put A Spell On You på sit mixtape. Den mest kendte version af det nummer er sandsynligvis sunget af Nina Simone. Men nu har CCR åbenbart også lavet et cover, og fred være med det.

Covernumre gør nysgerrig. De gør i hvert fald mig nysgerrig. Det viser sig, at originalen er indspillet af Screamin’ Jay Hawkins, en laps fra Cleveland, Ohio, i 1956. Så den hørte jeg. Uden video. Kun lyd. Der er noget over sangere der giver sig selv fuldt ud. Dem der synger sig helt ud, fordi de mener det. Det virker. Og det gav mig kuldegysninger. Ifølge Wikipedia var sangen oprindeligt tænkt lidt mere raffineret, men fordi Hawkins var fuld og dum og bagefter ikke kunne huske en skid, endte den med at blive sådan som den er. Råbende, passioneret og brutal.

Nu har jeg set videoen.

Screamin’ Jay Hawkins er lidt af et show. Og måske lidt for meget endda. Det er lidt ligesom den 11. time: jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det er alvor eller et nøje koreograferet show. Hvis det er førstnævnte, er det fandeme stærkt. Hvis det er sidstnævnte, er det postmodernistisk før sin tid. Lige i den postmodernistiske ånd, faktisk. Hvis der er sådan en.

Lige meget hvad det er, er det stærkt. Og det virker.

Consequence of Sound har lagt en liveoptagelse af Titus Andronicus’ The Battle Of Hampton Roads online. Optagelsen er lavet for For No One som gør sig i liveoptagelser fra rum uden publikum. Den lille skrabede film tager 13 minutter og 17 sekunder. Den tilføjer ikke noget nyt til begrebet liveoptagelser som sådan. Men derfor bør man se den alligevel. For den indfanger den passion som Titus Andronicus er og handler om. Og den er fandeme flot.

Look at them go:

David Berman var forsanger i Silver Jews, aka. The Joos. Jeg tror desuden, at det var Berman som sammen med Conor Oberst fik country ind på min radar. For det kan være godt, country. S’jøst. Det kan det.

Silver Jews er ikke mere, og Conor Oberst er ikke hvad han var engang. Men Berman har altid kunnet noget med ord. Han tegner billeder inde i folks hoveder. I hvert fald i mit.

Og som så mange andre amerikanske historiefortællere kommer der ofte et hvæs bibelske fortællinger ind over teksterne. Jeg er tosset med historier. Især de bibelske. Det er noget nær den eneste del af den ikke nutidige religionsvidenskab som er spændende, hvis man spørger mig. Det er egentlig skidt, hvis man læser religionsvidenskab. Og for ikke så længe siden var der en, som spurgte mig, om jeg ikke skulle skrive en artikel til et religionsblad. Jeg kunne sågar få lov til at skrive om dyr. Om dyr og religion. Udover at behøve mine fingre til at trykke på bogstaverne burde den artikel vel egentlig skrive sig selv.

Men den slags religionsvidenskab er ikke noget for mig. Det er kedeligt at skrive og ville sikkert blive endnu kedeligere at læse, hvis jeg skulle skrive noget om en kuriøs abegud fra Indien, eller om hvordan elefanten fik sin snabel.

Gammeltestamentlige historier, derimod! De har appel. Til trods for at handle om mennesker. Men det skulle de sgu også gerne have efter at være blevet banket ind i hovedet på pænt mange mennesker over 2000 år, have indgydet syndsbevidsthed og forklaret stolpe op og stolpe ned om grønnere græs på flipsiden, og at kroppen kun var et falsk kødhylster med en essens af stjernedrys indeni. Lidt ligesom hende klokkeblomst.

Det må være alle tiders mest udbredte populærliterære påvirkning. Det er det. Mange mennesker skylder den alt fra ideer om at slå sig selv ihjel (eller hige efter det), have det dårligt med sin krop til at behandle deres krop som var den et tomt hylster á la pusten liv i Adam.

[Intermezzo: Gammeltestamentlige temaer hos Silver Jews:]

Det er altså mørke tider og temaer i den gammeltestamentlige sniksnak. Temaer fra dengang jøder ikke engang var jøder endnu, men var israelitter. Så når David Berman fra Silver Jews synger “Adam was not the first man, though the Bible tells us so. There was one created before him, whose name we do not know. He also lived in the garden, but he had no mouth or eyes. One day Adam came to kill him, and he died beneath these skies”, så er det fedt. Og det virker.

For det første fordi man forestiller sig det perfekte menneske, som Adam så slår ihjel. For det andet fordi det rammer direkte ned i bibelske fortællinger såvel som teorier om menneskets grundvilkår helt ned til niveauet om menneskets egen bevidsthed om sig selv og sin utilstrækkelighed. Så fortællingen om forvisningen fra Edens have handler om, at mennesket bliver bevidst om de her ting. Ham den første måtte dø, fordi han var for perfekt til at Adam kunne leve sammen med ham. Her er Adam derfor den onde, og Eva kommer så ind senere og får skylden. Adam og Eva ser sig selv udefra og bliver kritiske. Og så kan man ikke hænge ud med gud.

Men det har ikke nødvendigvis noget med Gud at gøre. Det handler om at gå fra uvidenhed (paradiset uden bekymringer) til bevidsthed og bevidstheden om en selv (fuck – vi er nøgne!). Her kommer Lacan på banen. For dermed opstår bevidstheden om tings knaphed og forestillinger om, at alting kan blive taget fra en (så er man lige pludselig heller ikke udødelig længere, men det bliver man sjovt nok sjældent mindre stor i slaget af). Og så er mennesker potentielt til fare for en, og paranoiaen viser sit kornfede fjæs. Vupti: mennesket går fra at være guds logrende skødehund til at være sin egen værste fjende.

Det her kan til syvende og sidst overføres på den fede del af religionsvidenskab. Det er del del der handler om national identitet og nationalisme. Og derfor er det fedt.

P.S. Paradiset bliver efter syndefaldet bevogtet af kamptrænede engle med flammesværd. Dette til trods for at der ikke nogen steder i bibelen står noget om, at nogen på noget som helst tidspunkt har så meget som overvejet at prøve at komme ind igen. That’s like 10.000 spoons…

Om evigheden:

Om bevidstheden og de valg der følger med:

Btw.: Hvis man vil i gang med Silver Jews er den nyeste Lookout Mountain, Lookout Sea og nummer to, Natural Bridge, fremragende udgangspunkter.

The Archie Bronson Outfit – Dart For My Sweetheart. God at skrive biografier til.

Tindersticks bliver aldrig gammelt. Lige meget hvor lang tid der går. Dermed deler Tindersticks grundvikår med axolotlen.

Det er der også andet musik der heller ikke gør. Arab Strap for eksempel. Nu hvor vi er i det lavlommefilosofiske vakuum mellem midlertidighed og permanens vender Arab Strap tilbage på et tidspunkt.

Indtil da kan man lytte til Townes Van Zandts originalindspilning af Kathleen,

som Tindersticks har indspillet et cover af.

Ligesom Tindersticks originalindspilning af Rented Rooms,

er blevet tilsat swing af John Altman Big Band.

Tindersticks kan også arbejde sammen med folk. Derfor synger Stuart Staples sammen med Isabella Rossellini på Marriage Made In Heaven:

Og Isabella Rossellini har været med i Blue Velvet.