Jeg har altid holdt meget af papirbøger. Men kombinationen af Apple og Amazon har vundet mig over til den digitale boglæsning.

?

Hjemmetid er også læsetid. Tiden derhjemme under coronakrisen betyder, at det er lettere at sætte sig til at læse – for eksempel den der fagbog, man gerne har villet læse de seneste tre måneder.

Jeg har altid været glad for – og foretrukket – papirbøger, fordi jeg synes, læseoplevelsen var bedre, og fordi der er et eller andet ved følelsen af at sidde med selve værket i hænderne.

Men… nu er man jo ikke mere hellig end den seneste bog, man har læst, og for mig er de seneste bøger altså blevet læst digitalt. Jeg har bl.a. læst ‘How Charts Lie’ (min anmeldelse) og ‘Non-Bullshit Innovation’ (min anmeldelse), og det har været en fornøjelse at læse, selvom det ikke er på papir.

Når jeg læser, er det Kindle-bøger, men i stedet for at læse på en af Amazons enheder, læser jeg bøgerne på Apples iPad Mini.

Det er der et par grunde til, men først skal vi lige bruge nogle sekunder på lidt baggrund:

Min lange kamp med digitale bøger

I 2009 fik jeg fingrene i en Kindle, fordi en daværende kollega (Søren Pedersen aka. @systemaddict) havde været i USA, hvilket så vidt jeg husker dengang var et krav, hvis man ville have fingrene i en af Amazon-enhederne.

Jeg læste aviser og bøger på den og delte nogle af mine oplevelser her på Medieblogger. Jeg tog blandt den blandt andet med på en togrejse og var meget imponeret over det lave batteriforbrug.

Generelt var jeg ekstrem positiv, men… Kindlen fik aldrig rigtig den plads i mit forbrug, som den fortjente. Jeg købte og læste stadig papirbøger – mest af romantiske årsager såsom det at have en bogreol.

Året efter var det så Apples nylancerede iPad, jeg kastede mig over. Derfor skal jeg have en iPad (3G), skrev jeg den 28. januar:

“For det første fordi jeg ikke ser iPad’en som en direkte erstatning for min iPhone eller min bærbare computer, som nogen nok gerne vil gøre iPad’en til. Der, hvor iPad’en kan overtage rollen fra både min iPhone og computer er om aftenen eller morgenen, når jeg sidder og læser nyheder og andre artikler. Her kan jeg slippe for enten at skulle starte en computer op eller at skulle sidde og kigge på min iPhone-skærm, som alt andet lige er noget mindre end de 9.7″, som iPad kan præstere.”

Nå, Lars. Hvordan gik det så? Tjoooeehhh…

Den første iPad, jeg ejede var en første generation og uden 3G (det var en gave, så jeg valgte ikke selv). Ligesom med Kindlen brugte jeg den meget i starten, og så klingede det af.

Den næste iPad havde så rent faktisk 3G – det var en iPad Air fra december 2013, hvis jeg husker korrekt. Den købte jeg et cover til, og jeg ved ikke, om det var fordi, coveret gjorde iPad’en tykkere og mindre nice, at jeg aldrig rigtig fik taget den til mig.

I 2015 købte jeg igen en Kindle (på 6 tommer), og den fik jeg da læst et par bøger på… Men igen: Den endte i en skuffe et eller andet sted.

Nå, men da den seneste udgave (5. generation) af iPad Mini blev annonceret i 2019, slog jeg til.

I mellemtiden havde jeg nemlig givet mine forældre en i gave, og den mindre størrelse var virkelig appellerende. Det betyder dels, at iPad’en er lettere at holde og dels, at læsespalten på skærmen bliver smallere og derved at lettere at læse.

Efter noget tid installerede jeg Kindle-app’en, som jeg også havde installeret (men aldrig brugt) på min telefon, og nu faldt tingene i hak. Alle de Kindle-bøger, jeg tidligere havde hentet/købt, blev loadet ind i app’en og var klar.

Så gik jeg rent faktisk i gang med at læse – og jeg har holdt det ved lige lige siden. Hvorfor så det? Der er jo nærmest intet ved Kindle-oplevelsen på iPad, jeg ikke også kan få på min Kindle fra 2015?

Nej, det er måske sandt – og så alligevel. Lad mig lige gennemgå fordelene:

iPad + Kindle vs. Kindle

For det første synes jeg, det er lettere at købe nye bøger. Godt nok har Amazon valgt ikke at sælge Kindle-bøger i Kindle-app’en. Det kan lyde skørt, men det har de gjort for ikke at skulle betale penge til Apple for hvert salg.

Men mine Kindle-køb foregik alligevel i browseren på min computer eller telefon, så jeg skulle ud i et device-skift imellem købe-device og læse-device. På iPad’en kan jeg klare det hele.

Der er også et andet device-skift, jeg slipper for. Det er, når jeg liiige skal undersøge noget, jeg læser om – især hvis det er faglitteratur. Her bruger jeg også browseren på computeren eller (oftere) telefonen. På iPad’en er Safari og Google altid blot få tryk væk, og så er jeg hurtigere tilbage i læseoplevelsen.

Tidligere måtte jeg lægge Kindlen fra mig og finde min telefon frem for at Google og læse op på det emne, det nu lige drejede sig om. Når man er i den situation, risikerer man at blive fanget af et eller andet på telefonen, og så er det sværere at skifte tilbage igen til Kindle-enheden.

“Men,” vil nogle måske mene, “læseoplevelsen må da være bedre på et Kindle-display end på en iPad, hvor du sidder og glor ind i en lysende pære?”

Tjoeh, tjaeh… Det er faktisk ikke noget problem. Og Apple introducerede Night Shift i iOS 9.3, som ifølge de kloge fjerner det lys, der holder os vågne/friske. Nogle stiller spørgsmålstegn ved effekten (læs mere hos CNET), men jeg oplever, at det gør displayet mere behagelig at kigge på.

En af styrkerne ved Kindle er det lave batteriforbrug. Det skyldes blandt andet display-teknologien (elektroforetisk, hvor der kun bruges strøm, når du bladrer – læs mere hos The Economist), men selvom det ikke er det samme på iPad, så er jeg godt tilfreds.

Kindle vs. fysiske bøger

Nå… dette er jo det store spørgsmål, når man som jeg holder meget af papirbøger: Hvorfor læse bøger digitalt i det hele taget?

Det er der naturligvis flere grunde til. For det første er de hurtigere at få fat i, nogle gange billigere (andre gange dyrere, faktisk), og så kan man have masser af bøger med i tasken, uden at ødelægge sig selv eller tasken.

Men en anden grund skyldes softwaren – nemlig de funktioner, Amazon har lagt ind. Jeg har gemt dem lidt, fordi de også findes på Kindle-enhederne.

Markér og gem

For det første er det muligheden for at markere tekst. Man holder blot fingeren inde og bevæger den hen over den tekst, man gerne vil markere. Easy-peasy:

Så snart teksten er markeret, bliver den gemt i listen over noter fra den bog. Se blot, hvor hurtigt det er at navigere:

Det hele bliver selvfølgelig synkroniseret på tværs af dine Kindle-enheder og apps. For mig betyder det, at jeg har noterne lige ved hånden, når jeg skal citere noget fra en bog i for eksempel en artikel:

…og når jeg indsætter citatet, sætter Kindle information om forfatter og boget bagpå:

“Correlations can also be negative; for instance, the more educated countries are, the smaller the percentage of poor people they usually have.

Cairo, Alberto. How Charts Lie: Getting Smarter about Visual Information (pp. 14-15). W. W. Norton & Company. Kindle Edition.”

Det er altså smart. På computeren er det selvfølgelig også let at søge fritekst, men ofte bruger jeg de noter/markeringer, jeg har foretaget under læsningen.

Opslag og ordforklaringer

En anden smart funktion er muligheden for at slå ord op. Første gang, du gør det, skal du lige hente en ordbog ned, men derfra går det også tjept. For så er det nemlig bare at markere det ord, du vil have forklaret, og så får du forklaringen øverst i displayet:

(Artiklen fortsætter under billedet)

(Bemærk i øvrigt tidsangivelsen nede i venstre hjørne. Det er genialt, og den tager udgangspunkt i din læsehastighed. Igen: Den funktion finder du også på Kindle-enhederne og ikke kun i app’en.)

Jeg forsøgte at lave en videooptagelse af ordopslag på min iPad, men af en eller anden grund hoppede Kindle-app’en rundt, og noget af skærmen blev sort, så du må nøjes med denne video af funktionen optaget på min iPhone:

Det er simpelthen så lækkert – og fordi iPads har bedre touch-interface, end jeg nogensinde har oplevet på en Kindle, er det en funktion jeg er meget mere tilbøjelig til at bruge her.

Det er især markeringer/noter og opslag, der gør, at jeg kommer til at købe mange af mine kommende bøger (nok næsten alle de engelsksprogede) til min Kindle-app.

Jeg bruger naturligvis opslagsfunktionen meget i faglitteratur, men også i det skønlitterære er den god at have ved hånden. Jeg kan eksempelvis godt lide at læse science fiction, og her er der nogle forfattere, der nærmest gør det unødvendigt svært at læse (Richard K. Morgan, jeg kigger på dig…).

Page Flip: Hurtigt frem og tilbage

Derudover har Kindle-app’en også funktionen ‘Page Flip’, som kun findes på nogle af Kindle-enhederne. Funktionen er guld værd, for den gør det let at gøre det, vi altid gør i papirbøger; at bladre nogle sider frem og tilbage, mens vi lige holder en finger på den side, vi er kommet til.

Sådan ser det ud:

Det kan være, vi lige skal nogle sider tilbage for at blive mindet om, hvem den og den person nu er, og jeg gør ofte det, at jeg bruger Page Flip til lige hurtigt at se, hvor meget tekst, der er tilbage i kapitlet.

Afslutning

Det var nogle af de funktioner og årsager, der gør, at jeg omsider er kommet i gang med at læse digitale bøger. Hvis du står et lignende sted, hvor du gerne vil læse mere, kan det være, Kindle-app’en var interessant for dig.

Om ikke andet er den et gratis alternativ (indtil du køber noget, selvfølgelig), du kan prøve, inden du eventuelt køber en af Amazons enheder.

Det er selvsagt, at det ikke er på Amazons egen app, du finder det største udvalg af danske bøger. Det gør du til gengæld hos Saxo (eller et af dem i hvert fald), og de har lavet en guide til, hvordan du kan få bøgerne til din Kindle.

God læselyst.

[mc4wp_form id=”7204″]

Lars K Jensen er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år. Han rådgiver medier og organisationer og udgiver opsamlingen Digital Ugerevy. Læs mere på larskjensen.dk.

Indlægget Derfor læser jeg Kindle-bøger på iPad Mini blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

Flere annoncører er utrygge ved at annoncere på indhold om virus og sygdom. “Bare rolig, her er trygt,” siger medierne – men løser det problemet?

De annoncefinansierede medier er ekstremt pressede i øjeblikket. Ekstremt. For det første betyder krisen, at mange virksomheder skærer på annoncebudgetterne.

Hos The Washington Post pakker de det ikke ind: Coronaviruskrisen hærger nyhedsbranchen, og mange aviser vil ikke overleve den.

Derudover forsøger flere annoncører (som jeg tidligere har skrevet om) at beskytte sig ved at blokere indhold om coronavirusset og COVID-19, så deres annoncer ikke optræder på artikler og andet indhold om det. Det betyder, at selvom et medie sætter trafikrekord med artikler om coronavirus, så er det svært at tjene penge på trafikstigningen, hvis ingen annoncører vil være på artiklerne.

Konsekvenserne er til at føle på. Brugen af keyword-blokering (nogle steder kaldet blacklisting) vil ifølge dem selv koste britiske aviser 50 millioner pund (~420 millioner kroner).

En række branchesammenslutninger og medier har derfor opfordret annoncørerne til ikke at blokere for indhold om coronavirus og COVID-19. Herhjemme har JP/Politikens Hus og mediebureaugruppen Group M udsendt en fælles pressemeddelelse: “Corona nyheder er faktisk brand safe”.

Det er jo et sympatisk budskab: I har misforstået situationen, det skader ikke jeres brand at have jeres annoncer liggende på vores indhold.

Det giver god mening.

Brugerne afsiger dommen

Men spørger man den danske medieanalytiker Thomas Bækdal, er det medierne, der har misforstået situationen. “Read the room” skriver han i en analyse af, hvorfor mediernes appeller er vildledte.

Han har en fortid i modebranchen, hvor han har arbejdet i 10 år. Derfor kender han også den anden side af annoncebranchen – og hvordan man som annoncør skal træde meget forsigtigt under kriser. Især så store kriser, som en global pandemi er.

Medierne begår blandt andet den fejl, skriver han, at de får krisen til at handle om dem selv – og deres motivation.

En vigtig pointe er, at det set fra annoncørernes synspunkt ikke er medierne, der i sidste ende vurderer, om annonceplaceringer ved siden af (og måske endda inden i) indhold om coronavirus og COVID-19 er brand safe.

Det er brugerne, der vurderer det. Ligesom det er brugerne og de potentielle kunder der kan sende virksomheden ud i en shitstorm. Det ønsker virksomheder selvfølgelig aldrig, og især en pandemi, hvor folk dør, er et horribelt tidspunkt at komme i modvind på. Derfor træder nogle af dem forsigtigt og holder helt op med at annoncere på indhold om krisen.

Det er et præventivt greb.

Tag platformsansvar

Flere medier har (og det kritiserer Bækdal også) brugt krisen til at opfordre virksomheder til at annoncere hos dem i stedet for at lægge pengene tech-giganter som Google og Facebook. Bækdal skriver:

“But look at what we are doing in the media industry. Not only are we using this crisis to talk about ourselves, we are using it to further our own anti-tech lobbying campaign.

It doesn’t matter whether you agree with this or not, in a crisis, DO NOT EVER DO THIS!”

Det vil jeg ikke kommentere på her, men jeg vil gerne dvæle lidt ved, at de annoncefinansierede medier (hvoraf nogle ikke er sene til at kritisere Facebook) selv har et platformsansvar – akkurat som Facebook også har.

Medierne er nemlig en af de store platforme, hvor virksomhederne kan få deres annoncer vist til potentielle købere og kunder — og medierne er de platforme, hvor der er mest troværdigt indhold, man som annoncør gerne vil placeres ved siden af. Som udgangspunkt.

For akkurat som mediebranchen heller ikke bryder sig om at give for meget kontrol til Facebook og miste kontrollen over sit indhold og produkt samt de sammenhænge, de optræder i, kan man ikke fortænke annoncørerne i at have samme bekymring lige nu.

En bedre annoncøroplevelse

Derfor har medierne et ansvar som platformsansvarlige til at lytte mere til annoncørerne og (synes jeg) gå dem mere i møde end blot at forsikre dem om, at indholdet og konteksten er god og sikker nok til, at der kan annonceres. Igen, det er ikke medierne, der afsiger dom over virksomhederne i sidste ende – det er kunderne.

Hvis vi taler om UX (User Experience), kan vi måske også tale om AX (Advertiser Experience)?

Måske kan medierne eksempelvis give annoncører og bureauer adgang til værktøjer, så de kan vælge at annoncere på noget COVID-19-indhold, men ikke på andet? (Den pointe vender jeg tilbage til senere.)

En lidt for god annoncøroplevelse

Mange annoncefinansierede medier har – måske uden at tænke over det – faktisk gået annoncørernes ærinde og ofret brugernes oplevelse for i stedet at tjene penge på annoncørerne.

Tænk på hjemmesider, der loader langsomt og hopper rundt, fordi annoncerne er længere tid om at loade. Tænk på preroll-videoannoncer, du ikke kan skippe. Tænk på lyden af blæseren i din computer, der tænder, når du besøger en side med alt for mange annoncer, der loader alt for meget på én gang.

Det er eksempler på, når medier har gjort mere for at være gode for annoncørerne end for brugerne. Det har de ikke gjort ud fra dårlige hensigter men ved at gøre ingenting, lade stå til og give annoncørerne for meget spillerum. Men okay, det er trods alt dem, der lægger pengene.

Det havde dog konsekvenserne, da en stor del af brugerne begyndte at bruge nogle af de værktøjer, de har til rådighed:

“User experience has often taken a backseat to monetization needs at publishers, leading to the rise of ad blocking, and tech giants like Google and Apple cracking down on ads that slow down page speed,” skrev Digiday i november 2017.

Da jeg for nogle år siden lavede performance-målinger hos Ekstra Bladet, fandt jeg ud af, hvor meget annoncerne betyder. “Your ads performance is your performance,” skrev jeg om emnet i juli 2016 med udgangspunkt i nogle af målingerne.

Vi kunne se, at den tekniske performance var enormt ustabil. Vi opdagede, at den varierede med loadet af tredjepartsindhold – annnoncer:

(Artiklen fortsætter under billedet)

Altså afhang den tekniske performance på Danmarks største website af indhold, der kom udefra. Det er en annoncøroplevelse, der er for god – og som desværre gik ud over brugeroplevelsen.

Det kan virke off-topic at tale om teknisk performance og adblocking i en artikel om annoncer og COVID-19, men det viser, at det er en svær balancegang at være platformsejeren og administrere det ansvar.

Det er også svært for Facebook og de andre.

Tættere på brugerne

Nogle medier går en anden vej. “This is your time to create a direct relationship with your readers,” skriver Thomas Bækdal i sin analyse.

Det gør de blandt andet hos Vox, hvor de beder om donationer fra læserne fordi “right now, when audiences need quality, accessible journalism the most, ad revenue is on the decline as companies move to save money and shrink their marketing budgets”.

En tættere relation til læserne og en større del af indtægterne fra abonnenter/støtter er det, mange medier håber på og går efter. Det ændrer dynamikken, fordi der alt andet lige er forskel på, hvad folk vil betale for, og hvad virksomheder vil annoncere ved — som vi ser nu.

Derudover er annoncemodellen også meget mere volatil og utilregnelig, som vi også så under den store recession, der fik flere medier til at indse, at der var brug for flere digitale abonnenter, der er en mere stabil form for indtjening.

Såeh… hvad nu?

Så hvor efterlader det medierne? Der er jo en logisk begrænsning i, hvor mange digitale abonnementer, der kan sælges på tværs af mediebranchen – især i et så begrænset sprogområde som det danske.

Men der er overordnet to spor at fortsætte i: Det første er det, vi lige talte om; kom tættere på brugerne – gør så mange af dem som muligt til annoncører og/eller støtter og sørg for Guds skyld for at holde fast i strategien om tættere relationer med brugerne, både på forretnings- og indholdsplanet.

Det andet er at gå til annoncørerne med et mindre binært budskab. I pressemeddelelsen fra JP/Politikens Hus og Group M siger Paw Saxgren (COO for Group M) blandt andet:

“Vi kigger derfor mere granuleret på, hvilke nyhedsunderkategorier der kan være problematiske – corona er en stor del af nyhedsbilledet, og vi anbefaler bestemt ikke over en bred kam at fravælge corona-nyheder. Der er enkelte meget tragiske og meget konkrete nyheder om død, hvor mange brands ikke bør optræde.”

Spørgsmålet er så bare, hvordan man identificerer de kategorier. Er der udgiverne eller adtech-firmaernes teknologi, der skal vurdere det?

Der er ingen tvivl om, at flere og flere annoncører, adtech-firmaer og bureauer gerne vil vide meget mere om indholdet, end medierne pt. stiller til rådighed. Hvordan er tonen i artiklen (sentimentanalyser), beskæftiger den sig med specifikke underemner etc. er informationer, der er værd at have for den kommercielle kæde fra medie til annoncør.

Men løser det det overordnede problem for annoncørerne; at det er mega risikabelt at annoncere under en global krise, især på indhold om det, hele krisen handler om: En virus og en lungesygdom, der slår ihjel?

Saxgren siger også, at “nyhedsmedier, der er tilmeldt Pressenævnet, jo som udgangspunkt [er] brand safe, altså trygge annoncemiljøer, og det med høj troværdighed og annoncekvalitet“. Det argument var 100% validt, hvis det var medierne som kanal, annoncørerne valgte fra. Det er det ikke. Det er specifikke artikler og stykker af indhold, det drejer sig om.

Og det drejer sig ikke kun om, hvad artiklerne handler om.

Det handler om den slutning, modtageren af indholdet og annoncerne laver, når han/hun læser en artikel om coronavirusset eller COVID-19-sygdommen og ser et banner fra en dansk virksomhed.

Indtil der bliver lavet studier, interviews og andet om netop dén situation og kontekst, vil det være antagelser og formodninger. Er det for risikabelt for annoncørerne? Det vil de næste uger og måneder vise os.

[mc4wp_form id=”7204″]

Lars K Jensen er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år. Han rådgiver medier og organisationer og udgiver opsamlingen Digital Ugerevy. Læs mere på larskjensen.dk.

Indlægget Annoncer og coronavirus: It’s complicated blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

I løbet af de seneste par år har udviklingen i brugen af de sociale medier stået nogenlunde stille:

Inden da kæmpede Facebook endda med et fald i brugere. I oktober 2018 skrev DR Nyheder, at Facebook havde tabt pusten i Europa, og oktober 2019 skrev MediaWatch, at Facebook har tabt terræn i kampen om at være blandt de mest uundværlige apps.

Forholdet mellem medierne og Facebook har i de seneste år været op og ned, men har været stødt nedadgående siden Facebooks algoritmeændring i starten af 2018, hvor Facebook gjorde det klart overfor medierne, at det er os og ikke jer, der ejer platformen.

Alt det lader dog til at være en udvikling (eller stilstand), der er ved at ændre sig, for med den nuværende krise i forbindelse med coronavirusset og COVID-19, er folk igen begyndt at bruge de sociale medier.

24. marts udgav Facebook en pressemeddelelse, hvor de satte tal på noget af den øgede brug af deres produkter:

“In many of the countries hit hardest by the virus, total messaging has increased more than 50% over the last month.

“Similarly, in places hit hardest by the virus, voice and video calling have more than doubled on Messenger and WhatsApp. […]

Digiday har også skrevet om, hvordan Facebook Live er steget i popularitet igen.

I Facebooks pressemeddelelse (hvor de også taler om, hvordan de arbejder på at holde systemerne kørende) skriver de også, at brugerne stadig tjekker feed’et:

“Much of the increased traffic is happening on our messaging services, but we’ve also seen more people using our feed and stories products to get updates from their family and friends.”

Facebook som “news powerhouse”

Det er dog ikke kun familien og vennerne, folk vil have opdateringer fra på Facebook. “The Coronavirus Revives Facebook as a News Powerhouse”, skriver The New York Times:

“As of Thursday, more than half the articles being consumed on Facebook in the United States were related to the coronavirus, according to an internal report obtained by The New York Times. Overall U.S. traffic from Facebook to other websites also increased by more than 50 percent last week from the week before, “almost entirely” owing to intense interest in the virus, the report said.”

Også hos Twitter ser man øget brug. Den 23. marts skrev Bloomberg, at Twitter vokser på antal brugere, men dog alligevel advarer om dårligere indtægter end forventet på grund af et presse annoncemarked.

Det indikerer, at de sociale platforme står med nogle af de samme udfordringer, som mange medier gør: Det er svært at tjene penge på annoncerne i krisen.

Snapchat vokser også

Snapchat har også oplevet en stigning i brugen. Den 2. april satte de selv tal på udviklingen:

(Teksten fortsætter under billederne.)

Er “tech-giganterne” styrkede efter krisen?

Hvad kan alt det her så betyde? Jo, det kan for eksempel betyde, at de store sociale platforme og tech-virksomheder kommer styrket ud af krisen. Ikke nødvendigvis økonomisk (på kort sigt i hvert fald -på grund af det pressede annoncemarked, se bare Twitter) men med en stigning i forbruget – og nogle brugere, der er blevet mindet om, hvad platforme oprindeligt var gode til.

“Big Tech Could Emerge From Coronavirus Crisis Stronger Than Ever” skriver The New York Times med udgangspunkt i tendensen. Her nævner de selvfølgelig også andre store firma, der ikke har sociale platforme, såsom Netflix og Amazon (der ellers angiveligt selv har svært ved at følge med efterspørgslen) og Apple – hvor de kinesiske fabrikker så småt er ved at være i gang igen.

Tech-firmaerne kan komme styrket ud af krisen, argumenterer The New York TImes, fordi vores vaner kan ændre sig: Flere bestiller hjemmefra, har fået øjnene op for streaming-tilbuddene, og har også oplevet, hvor nemt det egentlig er at lave et videokald med familie og venner på Facebook eller Googles produkter, eksempelvis.

Når vi (formentlig) vil opleve en øget brug af distancearbejde, kan det gavne de store cloud-firmaer, såsom Amazon, Microsoft og Google.

Men tag ikke fejl – krisen rammer også “tech-giganterne”. The New York Times skriver:

“Advertising, the lifeblood of Google and Facebook, tends to suffer during economic downturns. The stocks of Apple, Microsoft, Amazon, Facebook and Google’s parent company, Alphabet, have collectively lost more than $1 trillion in market value from a month ago, when U.S. stocks traded at record highs. And Microsoft and Apple have cut their short-term financial forecasts because of slowing consumer spending.”

Keep it running

For nu er det vigtigste for de sociale platforme (som ved de andre tech-firmaer) at holde lysene tændt i serverrummene. Vejen mod en styrket position efter krisen starter ved at være tilstede og tilgængelig for brugerne nu.

Derfor er overskriften på Facebooks pressemeddelelse ikke den øgede brug af deres produkter, men “Keeping Our Services Stable and Reliable During the COVID-19 Outbreak”.

Det handler selvfølgelig om at gøre det let for brugerne at holde kontakten, men det er også kampen om at være blandt de steder, folk tager til sig nu og måske holder sig til i fremtiden. Se blot, hvordan det gik Microsoft og Skype, hvis problemer (kombineret med Microsofts fokus på Teams og ikke Skype) skabte, hvad The Verge kalder et “Zoom moment”.

Det er nu, store dele af vores fremtidige forbrug af teknologi og sociale medier bliver grundlagt (eller ændret, alt efter hvordan man anskuer det). Og hvis krisen og det medfølgende hjemmeisolering og -arbejde øger vores brug af sociale medier, er der endnu mere på spil.

For firmaerne gælder det derfor om at holde sig til.

[mc4wp_form id=”7204″]

Hvem skriver?

Lars K Jensen er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år. Han rådgiver medier og organisationer og udgiver opsamlingen Digital Ugerevy. Læs mere på larskjensen.dk.

Indlægget Kommer platformene styrket ud af krisen? blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

Vi ser flere grafer nu, end vi måske nogensinde har gjort før. Derfor er det endnu vigtigere, at brugerne også forstår dem.

I øjeblikket bliver vi dagligt præsenteret for en masse grafer omkring udbredelsen af coronavirus og COVID-19. Nogle er relativt lette at tolke (for eksempel simple kurver og søjlediagrammer med logiske, lineære akser), mens andre kræver mere af os (for eksempel dem med logaritmiske akser for at illustrere en eksponentiel stigning).

I forvejen var brug af datavisualiseringer populært i journalistikken, fordi det er en god, brugervenlig måde at vise ellers uoverskuelige eller komplekse data eller korrelationer), og mit gæt er, at vi fra nu af og frem (også efter krisen) kommer til at se meget mere datajournalistik og -visualisering end tidligere.

Det betyder, at det selvfølgelig er vigtigt for dem, der laver grafer, kurver og visualiseringer generelt at blive skarpe på, hvordan det gøres bedst muligt. Derfor kommer vi helt sikkert til at se mange flere efteruddannelsestilbud, kurser og lignende omkring.

Boganbefaling

For nu må de nysgerrige kaste sig over forskellige online-læringsforløb eller litteraturen. Jeg er netop gået i gang med ‘How Charts Lie’ (der udkom i oktober 2019) af Alberto Cairo (@AlbertoCairo på Twitter), der har arbejdet med visualiseringer i årevis.

(Teksten fortsætter efter billedet)

Bogen indeholder en del eksempler på, hvordan visualiseringer kan laves snedigt, så de snyder brugerne – såsom ved at fifle med akserne. De eksempler må vente til en boganmeldelse, for grunden til jeg har lagt bogen fra mig og sat mig til tasterne er en anden pointe, Cairo leverer i bogen.

37% misforstod grafen

Tilbage i 2015 satte Pew Research Center sig for at undersøge amerikanernes forståelse af basal videnskab. En del af det var at bede dem om at tyde denne type grafik, der kaldes et scatter plot:

(Teksten fortsætter efter billedet)

Cairo skriver (fremhævningen er min):

“The scatter plot is a kind of chart that is almost as old as those we all learn to read in elementary school, such as the bar graph, the line graph, and the pie chart. Still, roughly 4 out of 10 people in the survey (37%) couldn’t interpret it correctly.”

Han nævner, at der selvfølgelig kan være andre faktorer, der påvirker det, såsom hvordan Pews spørgeskema var udrettet – men det er en indikation af, at der er risiko for, at flere af brugerne ikke forstår de grafikker, de bliver præsenteret for.

Og hvis dette er tilfældet med en relativ simpel visualisering, så forestil dig, hvordan det mon ser ud for eksempelvis logaritmiske skalaer.

Coronavirus og eksponentiel vækst

Financial Times er nogle af dem, der – synes jeg – leverer de bedste og mest grundige grafikker om coronavirus og COVID-19. De bruger logaritmiske skalaer, som du kan se ved de store spring der er på den lodrette akse i dette eksempel:

(Teksten fortsætter efter billedet)

Nu bliver det hele pludselig lidt mere svært at afkode, som Jesper her nævner:

Selvom Jesper selv har styr på data og visualiseringer, synes han, Financial Times svigter læseren ved ikke at kommunikere klart nok, at y-aksen ikke er lineær.

Som han selv skriver, havde det været rart med en tydeligere mærkning.

Hvis du er nysgerrig på, hvorfor Financial Times bruger logaritmiske akser, kan du enten læse denne Twitter-tråd fra manden, der laver visualiseringerne, eller se denne video (på 7 minutter) med ham — tak til Claes Holtzmann for tippet.

FT ændrer måling

Nu har Financial Times så imidlertid gjort det sværere endnu at afkode deres grafer. De er netop gået bort fra at illustrere de samlede antal smittede/tilfælde og døde for i stedet at visualisere antallet af smittede/tilfælde og døde i ugen op til en given dag inde i udbruddet.

Forvirret? Det gælder om at holde tungen lige i munden, men et velment copy-paste af den i skrivende stund seneste udgave af en af deres grafikker gør det måske lettere at afkode:

(Teksten fortsætter efter billedet)

En af fordelene ved at illustrere antallet (i dette tilfælde af døde) indenfor den seneste uge betyder, at visualiseringen nu viser, hvor hårdt pressede de enkelte lande er lige nu – samt hvornår tendensen vender for et land. Ved konstant at kigge en uge tilbage, er det nemlig muligt for grafen at aftage igen.

Der er så nogle andre udfordringer ved visualiseringen, blandt andet farvevalget, som Thomas Stærmose nævner, men overordnet giver det mening. Men for pokker, det kræver tid at afkode den.

Grafer skal ikke partout være simple

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting – og her vil jeg vende tilbage til Alberto Cairo og ‘How Charts Lie’. Han fortæller os nemlig, at en graf eller visualisering ikke behøver være hurtig og let at afkode for at give mening:

“Contrary to what many people believe, most good charts aren’t simple, pretty illustrations that can be understood easily and intuitively. […]

Many of us learned in school that all charts must be amenable to being decoded at a quick glance, but this is often unrealistic. Some elementary graphs and maps are indeed quick to read, but many others, particularly those that contain rich and deep messages, may require time and effort, which will pay off if the chart is well designed. […]

Many charts can’t be simple because the stories they tell aren’t simple.”

Det skal selvfølgelig ikke være nogen undskyldning for at lave unødigt komplicerede grafer.

Det skal naturligvis heller ikke være nogen undskyldning for ikke at få testet sine visualiseringer på nogle af sine brugere – husk på, hvad Pews research viste.

Så kan vi tale om fordomme og amerikanere herfra og til krisen er overstået, men det ændrer ikke på, at forklaringer og visualiseringer skal fortælles på den måde, flest mulig forstår.

Opdatering

Financial Times har igen opdateret graferne, så de nu er udtryk for nye tilfælde dagligt – og altså ikke i den seneste uge. Læs mere i dette tweet.

[mc4wp_form id=”7204″]

Hvem skriver?

Lars K Jensen er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år. Han rådgiver medier og organisationer og udgiver opsamlingen Digital Ugerevy. Læs mere på larskjensen.dk.

Indlægget …men forstår brugerne grafen? blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

Coronavirusset og de konsekvenser, det medfører, er i gang med at trække tæppet væk under store dele af mediebranchen, især den annoncefinansierede.

Herhjemme har Berlingske meldt ud, at de nedlægger 25 stillinger (koncernchef Anders Krab-Johansen siger til Journalisten, at de ikke reagerer “på det akutte annoncetab, vi reagerer på, at det har udløst en økonomisk recession”), og hos Jysk Fynske Medier går medarbejderne ned i løn.

Da lønnedgangen kom på tale, skrev Journalisten:

“Jysk Fynske Medier vurderer, at det hårdt angrebne annoncemarked vil påvirke årets resultat negativt med 100 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse underskrevet direktør Jesper Rosener og tillidsrepræsentant Per Schultz-Knudsen.“

Dagen efter, den 17. marts, talte fagbladet med blandt andet TV 2s viceadministrerende direktør, Flemming Rasmussen, der sagde:

“Det her kommer selvfølgelig til at ramme TV 2, ligesom det rammer alle andre virksomheder. Jeg vil ikke begynde at spå om, om vores reklameomsætning falder 10, 20 eller 30 procent. Men selvfølgelig kommer det her til at ramme vores reklameforretning […]

Det er kunder, som skulle annoncere i slutningen af marts og april, men som har flyttet deres kampagner til senere på året. Nogle få aflyser også, men i første omgang er det langt størstedelen, der flytter kampagner”

Disse barske realiteter er, hvad man kan kalde den logiske konsekvens. Store dele af den danske økonomi er sat i stå, og det breder sig gradvist ud til samfundet (hvorfor regeringen netop nu har travlt med hjælpepakker), og det vil naturligvis påvirke hvor mange penge, virksomheder vil bruge på annoncering og markedsføring.

Blokeringslisterne gør ondt

Men en anden effekt er mere usynlig. Det handler om, at mange annoncører er bange for at optræde med deres budskaber på artikler, der handler om det, mange medier sætter trafikrekorder på nu: Coronavirusset og den sygdom, det medfører, COVID-19.

Det handler om de såkaldte blokeringslister (“keyword block lists” på engelsk), der bruges indenfor den programmatiske annoncering. Listen indeholder en række ord/keywords, som en given annoncør ikke vil sættes i forbindelse med. Hvis ordet optræder på en artikel, kan virksomhedens annonce ganske enkelt ikke blive vist der.

Det er en del af det, man kalder “brand safety”, som – surprise, surprise – handler om, at virksomhederne gerne vil beskytte deres brand ved at forhindre det i at optræde i forkerte sammenhænge. Skrækeksemplet er YouTube-annoncer, der blev vist i forbindelse med videoer fra Islamisk Stat. Derfor bruger annoncørerne – og deres teknologipartnere – blokeringslister.

Men det er ikke en teknik uden problemer, for det gør det selvsagt sværere for medierne at tjene penge på deres trafik. Tilbage i november sidste år skrev Digiday om problematikken (i min oversættelse):

“Et enkelt ord, uden den rette kontekst, kan fejlrepræsentere en artikels betydning og betyde, at man begrænser annoncer fra at køre på den. Sportsjournalister bruger uundgåeligt ordet “skyd” for at score et mål, men udgivere opdager ofte, at det ord er på listerne på grund af dets sammenhæng med vold, hvilket demonitariserer alt indhold med det.”

Du kan nok godt gætte, hvor vi er på vej hen nu, for mange virksomheder vil nemlig ikke annoncere på indhold, er handler om coronavirus og COVID-19. Frygten kan eksempelvis være at optræde på artikler om, hvor mange døde, der er i et givent land og andre artikler med et meget nedslående og negativt budskab.

For to ugers tid siden beskrev Digiday, hvordan coronavirusset kravler op ad blokeringslisterne og dermed presser mediernes økonomi.

Stor annoncør, stor effekt

Det har blandt andet BuzzFeed skrevet om. De beretter, hvordan en stor annoncør (der angiveligt bruger 3 millioner dollars (cirka 20 millioner kroner) hver måned på at annoncere på nyheds- og teknologi-sites) har brugt metoden med blokering af indhold om coronavirusset og COVID-19.

Virksomheden arbejder sammen med et firma, der hedder Integral Ad Science, der arbejder med at øge kvaliteten af annonceplaceringerne.

Ifølge BuzzFeed har der været en stigende blokering af de forsøg, annoncøren har gjort for at annoncere hos flere medier – på grund af blokeringslister, der indeholder coronavirus og COVID-19.

Craig Silverman fra BuzzFeed deler nogle af tallene:

Plotter vi Silvermans tal ind på en graf, ser det således ud:

Det er voldsomme tal.

Det betyder, at mange medier i stigende grad står med en masse sidevisninger, de har sværere og sværere ved at tjene penge på.

Bøn fra IAB: Der er liv på spil

Blokeringen af indhold om coronavirus har mødt kritik. Blandt andet fra David Cohen, der er president for Interactive Advertising Bureau, IAB, der har skrevet et debatindlæg hos Business Insider:

“Vi beder alle brands, bureauer, firmaer der arbejder med annonceverificering og andre firmaer i forsyningskæden for digital annoncering, om ikke at blokere nyheder.

Dette handler ikke om politik – der er liv på spil […]

Instruér venligst dine brand- og bureauteams øjeblikkeligt i at opdatere jeres programmatiske og alle andre medieindkøb for at muliggøre annoncering rundt om emner, I tidligere har undgået, såsom “krise”, “COVID-19”, “coronavirus” og så videre. Jo hurtigere, I gør dette, jo flere liv vil I redde.

Som doktor Marc Lipsitch, professor i epidemiologi ved Harvard University, formulerer det; ‘i en pandemi redder god information liv’.”

Cohens pointe er, at de vigtige penge fra annoncørerne hjælper medierne med at holde forretningen kørende, så de kan blive ved med at udgive vigtige informationer om pandemien, hvilket hjælper befolkningen med at overleve.

Opdatering 1

Digiday har også beskrevet en afledt effekt af blokeringen af indhold om coronavirus: Prisen for programmatiske annoncer falder:

“En udgiver er steget 25 til 30 procent på sidevisninger og alligevel har annoncører trukket sig. Fordi der er så meget trafik, der skal tjenes penge på, sender mediechefen “ekstreme” mængder af forespørgsler til ad tech-leverandører for at sælge deres inventory. Problemet er dog, at de forespørgsler går til annoncører, der har råd til at være kræsne med, hvilke annoncer, de køber, fordi der er så meget tilgængeligt.”

Digiday har til artiklen talt med en række mediechefer, der dog alle er forhåbningsfulde om, tingenes tilstand ikke vil vare ved længe endnu.

Opdatering 2

Ad Age har også skrevet om problematikken.

“Medier/udgivere er blevet stadigt mere frustrerede over tredjeparts målefirmaer og siger, at leverandørerne begrænser dem fra at kapitalisere på den kraftige stigning i trafik drevet af indhold relateret til coronavirus-pandemien,” skriver Ad Age.

Opdatering 3

I en kommentar på LinkedIn til min deling af artiklen, skriver Thomas Lue Lytzen (der er ‘Head of Product Development & Insights’ hos JP/Politikens Hus) om udbredelsen af blokeringslister på ord indenfor programmtic:

“Vi er i gang med at undersøge sagen nærmere. Her og nu har vi ikke faste Indikationer på at omfanget er stort i Danmark, men det kan det være, da man lidt forsimplet udtrykt ofte ‘arver’ beslutninger truffet på det amerikanske marked i kraft af at de fleste af disse teknologier har amerikansk ophav. Det er selvfølglig en overreaktion og har reelt intet med brand safety at gøre.”

[mc4wp_form id=”7204″]

Lars K Jensen er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år. Han rådgiver medier og organisationer og udgiver opsamlingen Digital Ugerevy. Læs mere på larskjensen.dk.

Indlægget Coronavirus: Derfor er det svært at tjene penge på annoncer blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

Brugerinddragelse – det kan stadig noget.

“Markets are conversations”. Sådan lyder den første tese fra ‘The Cluetrain Manifesto’, der blev udgivet første gang i 1999 og dermed indvarslede alt, hvad sociale medier, brugerinddragelse og web 2.0 kom til at stå for.

Siden er de sociale medier gået fra et være et håb om noget bedre til at være et til tider horribelt udstillingsvindue for, hvordan vi mennesker er, når vi er værst. For mediernes brugerinddragelse er det i vid udstrækning endt med nogle kommentarfelter, der sjældent tilføjer ekstra værdi til en artikel (sådan som det oprindeligt var tænkt, og som mange blogs fungerede), men som i stedet ofte ender i diskussion mellem forskellige brugere af mediet.

(Selvfølgelig er der undtagelser (såsom den brugerinddragelse, de har gang i hos Jysk Fynske Medier), og der findes masser af fora, der fungerer – men vi kommer ikke udenom, at stemningen omkring sociale medier er skiftet.)

I denne tid sker der imidlertid noget interessant i forbindelse med mediernes dækning af coronavirusset. Nogle medier lader nemlig brugerne stille spørgsmål – og hvor kommentarfunktioner mellem brugere ofte stikker af, så fungerer dialogen mellem brugere og medie/journalister fantastisk.

Mere end 2000 spørgsmål

To af dem, der tager imod flest spørgsmål, er Ekstra Bladet og BT. Ifølge Pernille Holbøll, der er chefredaktør for ekstrabladet.dk, har de siden den 12. marts besvaret mere end 2000 spørgsmål fra brugerne, og hos BT har de dedikeret en særlig livedækning til at svare på folks spørgsmål.

Og det er mange forskellige ting, der bliver spurgt om. Inden coronavirusset for alvor indtog Danmark, var det blandt andet spørgsmål om rejsemål, sidenhen om forholdsregler, myndighedernes tal – og generelt, hvad man nu kan forestille sig, at den almene dansker kan gå rundt med af spørgsmål om det frygtede virus og den sygdom, det bærer med.

Seriøse svar

Fælles for spørgsmålene er, at de bliver besvaret seriøst. Fra tid til anden har de to medier haft sundhedsfagligt personale til at besvare spørgsmål, men for det meste, er det redaktionen selv der gør det. Og de har gjort det forbilledligt.

Selvfølgelig vil nogle af svarene fra læger og andre myndighedspersoner være givet med udgangspunkt i de daværende anbefalinger, og derfor kan de virke forkerte her på bagkant, som i eksemplet fra BT herunder.

Teksten fortsætter under billederne ↓

Nogle gange henviser et svar til en anbefaling fra myndighederne, og da antallet af smittede begyndte at stige, var journalisterne flinke til at henvise til Udenrigsministeriets rejseanbefalinger for det pågældende land, vedkommende spurgte ind til.

De mange typer spørgsmål til medierne har været et vindue indtil de bekymringer og den fortvivlelse, nogle danskere sidder med. Her har medierne indtaget en rolle med stor autoritet, der sikkert har hjulpet dem på vej mod den massive tillid, danskerne viser dem i denne krise.

Alt dette viser os tre ting:

1. Der er i den grad plads til en dialog mellem medierne og de mennesker, der bruger dem, og det styrker dækningen af emnet. Som sagt: Markeder er samtaler.
2. Der er forskel på at være i dialog med sine brugere og på at være platform for en samtale imellem dem (det viser Jysk Fynske Mediers arbejde med brugerinddragelse også).
3. Som alle, der nogensinde har været med til at drive et community ved, så styrkes kvaliteten af debatten, når emnet er begrænset – det er også en af grundene til, at spørgsmål/svar-delen af dækningen fungerer.

“Mørketallet”

Som ved antallet af smittede med coronavirus, er der for brugernes spørgsmål selvfølgelig også et mørketal; alle de spørgsmål, der bliver sendt ind, som aldrig bliver offentliggjort.

Fra tid til anden ser man brugere indlede deres spørgsmål med “så prøver jeg igen” eller lignende, der indikerer, at det ikke er første gang, de indsender spørgsmålet. Det skyldes selvfølgelig, at det er rigeligt i sig selv blot at skulle køre en liveopdatering – og det formentlig høje antal af spørgsmål gør det også svært at vælge de bedste og besvare dem, især når man i forvejen er under tidspres.

(Der er mere tekst under billedet)

Uanset hvad, så opleves det som en dialog, der fungerer, og jeg har set flere svar på spørgsmål, jeg enten selv sad med eller tænkte “hm, det var da egentlig et ret godt spørgsmål”. Og det er jo en af grundene til, at vi i tidernes morgen (2005-ish) begyndte at tale om sociale medier og brugerinddragelse.

Det er dejligt at se det fungere.

PS: Den danske medieanalytiker, Thomas Bækdal, har netop skrevet en analyse, hvor han går meget mere i dybden med emnet: “How important is audience engagement for publishers?”. Han har blandt andet denne vigtige pointe:

What we have been doing in the media industry is that we have measured what people were doing when they had no focus, instead of actually listening to people directly.

Opdatering:

Magnus Bjerg fra TV 2 gør mig i et tweet opmærksom på, at de hver aften har har ‘Spørg om corona’ på hovedkanalen. Her kan danskerne få svar på deres spørgsmål fra nogle af landets bedste eksperter.

Du kan læse mere i denne pressemeddelelse fra TV 2 og se udsendelserne på TV 2 Play.

[mc4wp_form id=”7204″]

Indlægget Brugerne spørger, medierne svarer om coronavirus blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

To relativt simple greb giver BTs liveopdateringer om coronavirusset en bedre brugeroplevelse.

I de seneste 10 års tid har vi set flere og flere medier bruger liveopdatering på tekst ved store begivenheder – altså hvor man som bruger kan sidde og se opdateringerne løbe ind uden at skulle opdatere siden.

Indenfor de seneste par år har flere medier taget det videre end kun de store begivenheder til at være noget, der bliver brugt i den generelle dækning, såsom TV 2s ‘Lige nu’, som jeg selv er ret glad for. (TV 2 har, såvidt jeg kan se, en mulighed for at linke direkte ned i en enkel opdatering, men den funktion bruger de alt for sjældent.)

Alle livedækker corona

Coronavirussets hærgen verden rundt har selvfølgelig betydet, at alle større danske netmedier nu dækker virusset via deres liveopdateringer. Det giver rigtig god mening, men det udfordrer også potentielt brugeroplevelsen.

For eksempel er det svært som medie at lave nedslag i en dækning, som kan man henvise til fra forsiden, når liveopdateringerne hele tiden kører. Det er derfor, vi mediebrugere i øjeblikket ofte oplever, at vi ser en overskrift på en forside, men når vi trykker os ind fra forsiden til livedækningen, kan vi have svært ved at finde den historie, overskriften på forsiden fortalte om.

Det er den frustration, Søren Hugger Møller deler i dette tweet:

Søren bruger selv et eksempel fra DRs livedækning:

Jeg kender udmærket det, Søren beskriver, og jeg oplever det hos flere medier – også udenlandske. Derfor synes jeg, det er værd at fremhæve dem, der (ifølge min opfattelse) gør det bedst på lige netop det punkt, BT.

De har nemlig taget nogle greb, der gør det lettere at følge med som bruger. Lad os kigge på to af de vigtigste.

Udvalgte opdateringer

For det første har de i deres livedækning udvalgt nogle få opdateringer, der ligger øverst:

Jeg kan altid finde den historie, jeg har fundet på deres forside, blandt disse udvalgte opdateringer. Det er elegant løst.

Andre medier gør noget lignende, men nogle steder bliver det til en meget lang liste med masser af tekst og for mange opdateringer (begrænsningens kunst er svær). Hos BT er der færre, klart udvalgte opdateringer, og som bruger bliver man eksponeret får mindre information per pixel/skærmbillede. Det er en klar fordel.

To liveopdateringer

Derudover har de hos BT også valgt at gøre noget andet smart. De har nemlig delt deres livedækning af coronavirusset i to live-“feeds”: Et, der primært er til nyheder og opdateringer fra pressemøder, mens de har dedikeret et andet feed til at svare på folks spørgsmål.

Det betyder, at de to feeds ikke “forurener” hinanden, så man kan scrolle forbi en masse spørgsmål og svar også, før man finder den historie på forsiden, der fangede ens interesse.

Udfordringen er så – som man kan se fra tid til anden i deres livedækning – at huske at minde folk om, at de kan få svar på deres spørgsmål et andet sted.

“Stil spørgsmål”-funktionen på deres nyhedsfeed kunne eksempelvis pege til det andet feed.

Husk brugeroplevelsen

All in all er det relativt enkle greb, BT har taget. Muligheden for at lægge udvalgte opdateringer i deres livedækning er formentlig en eksisterende funktion i softwaren (og ja, så er kunsten selvfølgelig at tage højde for den slags, når man vælger system og designer UI’et), og at oprette et ekstra live-feed kræver selvfølgelig lidt ekstra arbejde, men det er kendte arbejdsgange, der bruges.

Pointen er, at det ligner, at valgene er truffet for brugernes skyld. I et større perspektiv er det interessant at se, at det følger den udvikling, BT allerede er i, hvor der er et større fokus på brugeroplevelsen.

Og det fungerer. Jeg kan se, at jeg oftere og oftere taster “bt.dk” i min browser, når jeg skal opdateres – og det startede, inden coronavirusset hoppede fra dyr til menneske.

[mc4wp_form id=”7204″]

Indlægget Derfor fungerer BTs livedækning blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

Jeg elsker Wikipedia. Elsker. Jeg er vild med, at informationerne er åbne og frie, og jeg har hentet masser af viden, inspiration og svar på spørgsmål fra den frie encyklopædi.

Men jeg støder ofte på en begrænsning på Wikipedia, når jeg søger svar på mine spørgsmål indenfor mere tekniske områder – især biologi, som flere af os er blevet mere nysgerrige på på grund af coronavirusset, SARS-CoV-2, der forårsager sygdommen COVID-19.

“A 5′ methylated cap”

Hvis du for eksempel åbner artiklen om coronavirus (ikke SARS-CoV-2 specifikt, men typen coronavirus) og vil læse om “replikation” – altså hvordan virusset kopierer sig selv – bliver du blandt andet udsat for denne tekst:

“On entry into the host cell, the virus particle is uncoated, and its genome enters the cell cytoplasm.^[17] The coronavirus RNA genome has a 5′ methylated cap and a 3′ polyadenylated tail, which allows the RNA to attach to the host cell’s ribosome for translation.^[18] The host ribosome translates the initial overlapping open reading frame of the virus genome and forms a long polyprotein. The polyprotein has its own proteases which cleave the polyprotein into multiple nonstructural proteins.^[19]“

…og sådan fortsætter det.

Hvis du forstår det, er der en god sandsynlighed for, at du allerede enten arbejder eller har en uddannelse indenfor biologien. Jeg forstår ingenting.

Bevares, artiklen er fuld af links ud til andre Wikipedia-artikler, hvor jeg kan få forklaret ord som “ribosomer” og “open reading frame” – men jeg vil jo ikke have et kursus med enestudie; jeg vil have forklaret (i øjenhøjde og forståeligt for de fleste) hvordan det fungerer.

Wikipedias fordel og ulempe

Men på ingen tid går Wikipedia fra de meget overordnede introduktioner, der er i begyndelsen af artiklen til det, man kan kalde “full scientist”, hvor formuleringerne forudsætter ret indgående kendskab til området.

Kompleksiteten stiger alt for hurtigt, og det vil sige, at man som nogenlunde forudsætningsløs læser mangler en “mellemvare”, hvor de vigtigste aspekter bliver forklaret, så de er til at forstå af folk udenfor fagkundskaben.

Et mere folkeligt Wikipedia ville netop have dette mellemlag. Måske kunne informationerne samtidig være strukturet på en måde, så man kunne dykke dybere og dybere ned i kompleksiteten indenfor et givent emne.

Wikipedias store fordel er formentlig det, der bliver udfordringen her: Den åbne form, hvor alle kan bidrage. For hvem er bedre til at forklare, hvordan et virus replikerer end dem med en baggrund og faglighed indenfor biologien?

Men det er ikke nødvendigvis det samme som, at de er det bedste til at formidle den viden. Flere steder oplever jeg, at Wikipedia kommer til kort på formidlingen – måske fordi det er fagpersonerne der direkte bidrager.

Det understreger blandt andet, hvorfor der stadig er brug for de led, der behandler og videreformidler viden og information – såsom medier.

Et eksempel

Hvad er det så, jeg savner? Jo, det synes jeg, denne BBC-artikel (“Coronavirus: What it does to the body”) er et godt eksempel på. Den forklarer nemlig, hvordan infektionen – og replikationen – foregår:

“Viruses work by getting inside the cells your body is made of and then hijacking them. […]

It first infects the cells lining your throat, airways and lungs and turns them into ‘coronavirus factories’ that spew out huge numbers of new viruses that go on to infect yet more cells. 

At this early stage, you will not be sick and some people may never develop symptoms.”

Det besvarer også spørgsmålet om, hvordan coronavirus muligvis kan smitte, inden man viser symptomer. Så den mere populærvidenskabelige forklaring tjener andet end at besvare vores spørgsmål og stille vores nygerrighed.

To opfordringer

Hvis man har et medie, en platform eller noget tredje, hvor man gør brug af brugergenereret indhold i nogen eller overvejende grad, er kompleksitetsniveauet vigtigt at kigge på. Det skal helst defineres af målgruppen og ikke afsenderen.

Det er der, rollen som “mellemled” er så vigtigt, fordi man oversætter vigtigt, kompliceret stof og gør det til gængeligt for andre, der måske enten ikke ville have adgang til eller kunne forstå det (som BBC gør for mig i dette tilfælde).

Som medie er det selvfølgelig også generelt relevant at kigge på, om danskerne i tilstrækkelig høj grad allerede har adgang til den form for videnskabsformidling, eller om der er plads til at udkomme med mere indhold af den type.

Også når den nuværende krise er overstået.

[mc4wp_form id=”7204″]

Lars K Jensen er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år. Han rådgiver medier og organisationer og udgiver opsamlingen Digital Ugerevy. Læs mere på larskjensen.dk.

Indlægget Coronavirus og Wikipedias kompleksitetsproblem blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

Flere medier beretter om antallet af danskere smittet med coronavirus, men det er vigtigt at bemærke, at grundlaget for det tal for nylig er blevet ændret drastisk.

Det er det, fordi der er sket en betragtelig ændring i, hvem og hvor mange, der bliver testet. I dag, den 14. marts, skriver Statens Seruminstitut (fremhævningen med fed er min):

“Fra slutningen af februar til den 11. marts testede man primært personer med både milde og mere alvorlige luftvejssymptomer, der rejste til Danmark fra lande med høj smittespredning. Dette skete som led i inddæmningsfasen. Fra den 12. marts er man som led i afbødningsstrategien overgået til at teste folk med indlæggelseskrævende symptomer.“

Altså er der langt færre, der bliver testet. Det betyder, at antallet af smittede reelt ikke længere er sammenligneligt. Statens Seruminstitut skriver selv:

“Antallet af bekræftede tilfælde i rapporten kan således ikke direkte sammenlignes i perioden før og efter den 12. marts.”

Søren K Villemoes, der er journalist på Weekendavisen, nævnte denne pointe i en række tweets fra i går, den 13. marts:

Faktoren på 5-20 henter Villemoes i myndighedernes egne tal om, hvor mange smittede, der formentlig vil kræve behandling:

Long story short: Hvis man som medie enten dækker eller visualiserer udviklingen i antallet af danskere, der er (konstateret) smittet med coronavirus og den medfølgende sygdom, COVID-19, skal man altså nulstille og kun gengive fra 12. marts og frem.

Gør man ikke det, risikerer man at skabe en illusion om, at antallet af nye smittede falder.

Som en af mine tidligere kolleger nævner i dette tweet, bør valget af måleenhed ændres:

[mc4wp_form id=”7204″]

Hvem skriver?

Indlægget Coronavirus: Datagrundlaget for smittede er ændret blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).

Det er potentielt ikke godt for demokratiet, når indhold bliver gemt bag betalingsvægge. Men det er det også, hvis mediernes forretning ikke hænger sammen. Flere medier sidder derfor i en svær saks.

[mc4wp_form id=”7204″]

For nylig skrev jeg om, hvordan lokalmediernes udfordringer med at konvertere gratisbrugere til abonnenter forstærker truslen fra nyhedsørkener. En udvikling, vi også risikerer at se herhjemme.

I sidste uge var jeg ude at holde et oplæg omkring mediernes udvikling mod abonnementer som primær indtægt, den stigende brug af paywalls/betalingsmure samt betydningen for demokratiet.

Oplægget (og min deling af det på Twitter) affødte en større diskussion, der hurtig kan blive binær: Er paywalls gode eller dårlige for demokratiet?

Så sort/hvidt kan man naturligvis ikke stille det op. For jo, ganske vist har det betydning for lokaldemokratierne, når indhold bliver gemt væk – som denne gennemgang af udvalgte norske og danske medier viser:

“We posit that while paywalls may constitute a new revenue stream for local news media under financial pressure, they also challenge the civic function of the local news media since fewer people consult them.”

Men hvis betalingsmuren betyder, at mediet kan overleve eller som minimum få en sundere forretning, så er det jo i sidste ende bedre for demokratiet.

Men vi kommer ikke udenom, at mange medier sidder i en saks: På den ene side er de nødt til at kigge på alternative indtægter, da de store tech-firmaer sidder på en stor del af annoncemarkedet.

I oktober skrev iUM:

“Tech-giganterne, primært Google og Facebook, tegner sig for 61 procent af online-annonceomsætningen. Eller 35 procent af den samlede annonceomsætning.”

…men samtidig betyder det både mindre synlighed og færre annoncekroner, når man begynder at lægge indhold bag en betalingsmur.

Hvis vi skal have tal på mediebranchens brug af abonnementer, er det Patrick Arendal Fahlströms Subscribo-analyse, vi skal skele til:

Der findes vi også tal på, hvor mange medier herhjemme, der kigger på betalinger for det digitale indhold:

Lidt kontekst:

“For at sætte de 182 medier i perspektiv, så udgiver cirka 300 medlemmer af branche-organisationen Danske Medier omkring 900 medier. Dette inkluderer dog både analoge og digitale medier samt radio- og TV-kanaler – stort set hele den danske mediebranche.”

Lav betalingsvillighed

Forskning fra USA viser, at selvom folk er stolte af deres lokalmedier, så er der ikke den store interesse i også at betale for dem, skrev Knight Foundation sidste år:

“Encouragingly, many Americans consider local news organizations to be an important community asset and a source of community pride. But, despite generally positive assessments of local news, our findings suggest that the financial base that supports these organizations is limited. This gap suggests a market failure — many recognize the benefit of the product to the public but are unwilling to pay for it.”

Et andet amerikansk studie har vist, at når lokalindhold forsvinder (i USA skyldes det lukninger, men en antagelse er, at det samme i nogen grad gør sig gældende, når indholdet bliver gemt væk), sker der en nationalisering af politikken og polarisering i samfundet:

Fra Journal of Communication, november 2018:

“We argue that the decline of local newspapers has contributed to the nationalization of American politics: as local newspapers close, Americans rely more heavily on available national news or partisan heuristics to make political decisions.”

Og fra The Conversation, februar 2019:

“We found that the decline of local newspapers and the ‘nationalization’ of political news are polarizing vote choice”

Umiddelbart ser det ud til, ud fra USA, at de landsdækkende medier klarer skiftet bedst. Og måske klarer de sig for godt.

“Why the Success of The New York Times May Be Bad News for Journalism,” skrev Ben Smith i sin første klumme for netop The New York Times. Han er tidligere chefredaktør for BuzzFeed, der kæmper med blandt andet The New York Times.

Men… det har jo altid kostet penge?

Når man taler om, at skiftet mod digitale betalingsmure, bliver man mødt med argumentet om, at medier (også de lokale af slagsen) altid har kostet penge, og at tilstanden derfor grundlæggende er det samme.

Problemet er, at brugerne af medierne ikke tager højde for den form for mediehistorie, når de møder en boks, der beder dem betale. De sammenligner med det, de umiddelbart kan huske — det gratis indhold på internettet. Både indholdet hos de danske medier fra før, betalingsmurenes indtog, og selvfølgelig det gratis indhold, de ellers kan finde ganske nemt på nettet.

Så argumentet om, at journalistikken og indholdet altid har kostet penge sandt – men udgangspunktet er i højere grad forretningslogik og i mindre grad brugerlogik. (Og så kan vi en anden gang åbne diskussionen om, hvorvidt det reelt var indholdet, folk betalte for. Noget tyder på, at det var det ikke.)

Gordisk knude

Kort fortalt står mange medier i et paradoks: De er nødt til at implementere betalingsmure for at supplere indtægterne fra annoncer med mere – og gerne noget mere stabilt.

Når de gør det, risikerer de at udfordre deres egen rolle i samfundet og demokratiet. Det gælder især for lokalmedier, der ligger tidligt i den journalistiske fødekæde og er arnestedet for mange historier, der senere når de store, landsdækkende medier.

Derfor er det også helt rigtigt set af Center for Journalistik ved Syddansk Universitet, at deres næste fellow skal forske i netop nyhedsørkener:

“Mange andre lande har oplevet, at lokale medier forsvinder, og at der opstår nyhedsørkener med ingen dækning af hele lokalområder. Det skaber et demokratisk underskud, som kan være ødelæggende for et samfund. Noget lignende kan være på vej til at ske herhjemme, men vores lokaljournalistik er for vigtigt til bare at lade stå til.”

Det er den nemlig.

Indlægget Paywalls og demokrati blev først udgivet på Medieblogger (arkiv).