Læs derefter denne afstemning hos Politiken selv: 'Vil du betale for journalistik på nettet?'

Nu er der selvfølgelig en del fejlkilder ved sådan en afstemning. Den er stillet på Politiken.dk (så 'journalistik på nettet' vil sikkert af mange blive opfattet som 'Politiken.dk'), 'journalistik på nettet' er en meget bred definition, man udelukker nogle ved kun at spørge på nettet etc. etc. Læg hertil, at 'betale' også kan tolkes på forskellige måder – alt efter hvilken model, man vælger – og selvfølgelig hvor høj prisen bliver.

Men lad os nu sige, at der er en del gyldighed i afstemningen – der er trods alt blevet stemt mere end 2.000 gange, det må da tælle for noget.

Afstemningen viser, efter 2.057 stemmer, at 25 procent gerne vil betale for journalistik på nettet:

Det er jo et meget positivt tal, selvom jeg naturligvis ikke kan sige noget om, hvorvidt Politikens model løber rundt, hvis 'blot' hver fjerde betaler. Om ikke andet så tyder det da i hvert fald på, at der er en vis opmærksomhed om, at der findes kvalitetsjournalistik på nettet, som nogle gerne vil betale for. Og det er positivt.

Hvad angår Politikens konkrete eksempel, ved jeg ikke mere, end hvad de selv skriver. Noget, jeg umiddelbart undrer mig over er, at de angiveligt vil inkludere alle artikler i modellen – altså kan man også læse x antal almindelige nyhedsartikler, måske endda Ritzau-telegrammer, som der findes næsten uendelig mange af i det danske mediebillede. Og det er ikke sikkert, at hver fjerde vil betale for almene nyheder.

Forklaringen på denne model er, at Politiken har set, at det er sådan, The New York Times gør. Det er dog, uanset hvad Politiken selv mener, nok kun modellen, de har til fælles. The New York Times er et engelsksproget, globalt medie med et kolossalt brand og mange besøgende. Det danske mediemarked, og i endnu højere grad Politiken, er af en helt anden størrelse.

Politikens opgave er nu at vise, at de har tilstrækkeligt med interessant indhold til, at man går glip af noget, hvis man ikke køber et digitalt abonnement. Det er altså lidt den samme opgave, som Facebook har op til børsnoteringen; det gælder kort fortalt om at gøre sig til.

Prepare to be wooed.

Relaterede:

1. Politiken har en god kronik af Olav Hergel, men jeg kan ikke læse den!
2. Vil ingen betale for noget på nettet? Jo, de vil da!
3. Tænker Politiken avistanker på nettet?

Det er næppe nogen hemmelighed, at Facebooks indtjening ligger et godt stykker under det beløb, som hjemmesiden er blevet vurderet til i forbindelse med den forestående børsnotering. Derfor skal der tjenes penge.

Et af dem kan være at lade Facebook-brugerne betale to amerikanske dollars for at få fremhævet en opdatering. Det skriver The Age.

Ifølge en talskvinde for Facebook er det en feature, som man er ved at teste af:

"We're constantly testing new features across the site. This particular test is simply to gauge people's interest in this method of sharing with their friends.

Disse betalte fremhævede opdateringer kendes allerede fra Twitter, hvor virksomheder kan betale for at få et ord eller en sætning blandt Twitters 'trending topics'.

Spørgsmålet er så, om Facebook-brugerne (hvis det bliver implementeret på hele sitet), vil betale to dollars for at være sikre på, at deres venner og bekendte læser om deres nybagte boller eller irritation over bilkøer samt ser billederne af deres lille børn og alle de spændende steder, de tjekker ind.

Relaterede:

1. Nu kan du tagge dine venner i Facebook-opdateringer
2. Mobilupload-programmet ShoZu skal til at koste penge – for nye brugere
3. Facebook Connect nu tilgængelig på 64 sprog

Hvis du ikke har noget at lave i aften tirsdag den 17. april, viser DR2 den roste dokumentarfilm Page One: A Year Inside The New York Times (Wikipedia).

Det er godt nok mens, der er Champions League-semifinale (DR2 mener åbenbart, at fodbold-folket er ligeglade med medieverden, tsk tsk), så det er med at få optageren i gang, hvis du vil se begge dele.

Relaterede:

1. Få ordforklaringer hos New York Times mens du læser artiklen
2. Mexicaner på vej til at poste 250 mio USD i The New York Times
3. The New York Times kan være i alvorlige problemer i maj

I pressemeddelelsen hedder det:

Attention alle bloggere og webredaktører! Fra i dag bliver Spotify nemt tilgængeligt for alle på nettet, det sker med introduktionen af Spotify Play Button. Den nye widget gør dig i stand til at afspille enhver sang, ethvert album eller playliste fra Spotify på dit website – lynhurtigt, fuldt lovligt og helt gratis.

Den nye Spotify Play Button gør det nemmere end nogensinde før at dele alverdens musik med dine online læsere. Ikke flere distraherende reklamebannere og pop-ups og ingen bekymringer om problemer med rettighederne til musikken – bare nem adgang til over millioner af sange i den bedste kvalitet.

Det lyder altså til, at jeg ikke længere behøver have Spotify installeret for at lytte til Spotify.

En af samarbejdspartnerne er det københavnske spillested Vega. Når jeg går ind på vega.dk for at teste Spotify's Play Button, og klikker 'Play', får jeg denne besked:

Ergo skal jeg altså have Spotify installeret, selvom ordlyden i pressemeddelelsen pegede i en anden retning. "Den nye widget gør dig i stand til at afspille enhver sang, ethvert album eller playliste fra Spotify på dit website – lynhurtigt, fuldt lovligt og helt gratis." Det gør den så åbenbart ikke alligevel.

Der er altså intet nyt. Nu kan Spotify-programmet, hvis du har det installeret, altså blot let åbnes fra et website, der har denne knap.

Bo Abrahamsen har også lavet en test af Spotify's Play Button og når til samme konklusion.

Årsagen er formentlig rettigheder og KODA, som folk også har skrevet til mig på Twitter:

Asbjørn Poulsen (@appoulsen):

@larskjensen @spotify Don't you think it's a rights issue? Music is still streamed via the app they've cleared rights for?

— Asbjørn Poulsen (@appoulsen) April 13, 2012

Bo Abrahamsen: (@boab)

@larskjensen hmm det er nok for at sikre sig "kun 5" afspilninger af samme nummer, hvis du ikke har betalt

— Bo Abrahamsen (@boab) April 13, 2012

Alexander Madsen: (@almadsen)

@larskjensen @Spotify Og hvad tror du koda sku sige om gratis steaming ;-)

— Alexander Madsen (@almadsen) April 13, 2012

I pressemeddelelsen hedder det også:

"I dag giver vi enhver blogger og webredaktør muligheden for at sprede lys og glæde på nettet gennem musik. Aldrig har det været nemmere at tilføje et personligt soundtrack til din blog eller dit website," siger Gustav Söderström, der er produktchef hos Spotify.

Det er jo løgn. Det er for eksempel meget lettere med YouTube. Og SoundCloud. Og BandCamp. Og… well, you get my point.

Relaterede:

1. Værktøjer eller koncepter/struktur i undervisningen?
2. Google sneg sig til at tracke iPhone- og Safari-brugere
3. Dansk Journalistforbund støtter måske ikke ACTA alligevel

Jeg var til stede, der hvor jeg blev checket ind – det blev jeg ikke overrasket over. Det, der overraskede mig, var, at det ikke burde kunne lade sig gøre. Da Facebook lancerede deres 'Places', var jeg hurtigt inde at slå det fra, således at ingen kan checke mig ind rundt omkring.

Så jeg var lidt forundret over, at det lykkedes for min ven. Først kiggede jeg i mine privacy-indstillinger men – surprise, surprise (eller, egentlig ikke den store surprise, når det er Facebook, vi har med at gøre – jeg kunne ikke finde indstillingen igen.

Jeg gravede rundt i Facebooks indstillinger (skønt jeg ikke bruger Facebook, jeg vil bare gerne have indstillet dette bras, som det engang var), ligesom når man leder efter en papkasse på loftet, som man er sikker på, må være her et eller andet sted. Men intet dukkede op.

Jeg har nu fået Googlet frem og tilbage, og jeg tror, jeg har fundet forklaringen. Da Facebook, i august 2011, ændrede 'Places' til at hedde 'Location' blev de checkins, folk lavede, ændret til at være mere som alle andre statusopdateringer på Facebook.

Det betyder, så vidt jeg kan regne ud, at tagging i checkins nu hører under den almindelige tagging på Facebook. Og det betyder: Det kan ikke slås fra.

Du kan sagtens sætte sine indstillinger således, at du skal kigge opdateringer/posts, man er tagget i, igennem (review) inden, de bliver lagt på din profil. Men de vil stadig eksistere på Facebook.

Så ved denne lille manøvre har Facebook gjort det umuligt at forhindre, at man bliver checket ind på Facebook. Og det er da irriterende. Derudover må det også betyde, at man kan checke alle sine venner ind lige der, hvor man har lyst.

Hvis jeg har overset noget, eller hvis nogen ved, hvordan man kan forhindre folk i at checke en ind (det vil sige, forhindre at tagge en i det hele tage), så læg gerne en kommentar herunder. Ellers vil jeg håbe på, det er en aprilsnar, som Facebook-folkene har glemt at fjerne igen.

Relaterede:

1. Facebooks pludselige privacy-ændringer kan snart være fortid
2. Er Facebooks statusopdateringer en konkurrent til Twitter/Jaiku?
3. Derfor sagde Twitter nej til Facebook

Paypal also has to deal with the whims of the credit card companies with which it is partnered. With that business arrangement, when a credit card company says to jump, Paypal must comply. When it does so, it effects all its own customers as well. Ebook publisher Smashwords reports that it has become one of the latest recipients of one such action.

Under pressure from credit card providers, Paypal has put in place a policy that it would no longer process payments for ebooks that contained themes of rape, incest, beastiality and underage sexual content. It then decided to give Smashwords less than a week to remove all books that fit those criteria.

Jeg kan umiddelbart komme i tanke om to bøger, der ikke ville gå i det tilfælde.

Den ene er Bret Easton Ellis' megahit 'American Psycho' (der handler om en psykopatisk serie- og lystmorder, der arbejder på Wall Street) og Vladimir Nabokovs 'Lolita', der bliver udråbt som en af de største litterære virker nogensinde – og som handler om hovedpersonens følelser for en 12-årig pige, hvilket også har skabt røre.

Vi skal passe på, at vi ikke bliver så puritanske, at vi beskytter os selv og andre mod ting, som godt nok provokerer os, men som kan være nødvendige eller hovedværker i forfatterskaber – eller begge dele. Det er misforstået hensyn at blokere for alt, der beskæftiger sig med emner, vi ikke har lyst til at læse om.

Relaterede:

1. Jeg skal tale om Twitter med Poul Madsen – kom med dine forslag og råd
2. En forretningsmodel uden pladeselskaber?
3. BusinessWeek: Amazons Kindle 2 er ingen bog-iPod

I nat dansk tid blev der udsendt en falsk pressemeddelelse, der så ud som om den kom fra Pia Olsen Dyhr og SF. Pressemeddelelsen blev sendt ud via Presswire, der nu har slettet den (kl. 10:19, pressemeddelelsen kom ud klokken 02:20), og havde følgende ordlyd:

Pia Olsen Dyhr(SF) – Slår et slag for ophavsretten.

Den meget omdiskuterede handels-traktat ACTA, er ikke nok beskyttelse for de danske ophavsrettighedshavere.

"Kunstere og selskaber, skal have mere vidtgående muligheder, når det drejer sig om beskyttelse af deres rettigheder." – Udtaler Pia Olsen Dyhr.

Der skal skabes håndfaste værktøjer, så sites som Google og Youtube kan blokeres og ikke længere kan tilgås fra Danmark. "Vi har i Danmark allerede blokeret Piratebay, men de her to websider medvirker lige så meget til ulovlig fildeling. Derfor synes jeg det ville være helt ok, at blokere dem!" – Siger hun bombastisk.

Blokeringen, skal indbefatte alle sites der kan bruges til ulovlig fildeling, såsom Facebook, Twitter og søgemaskinen Bing. Vi har faktisk allerede i Danmark værktøjet til det med NITECS internetfilter, der på nuværende tidspunkt blokere over 3500 sider på nettet for danske brugere.

Presswire har som sagt slettet den falske pressemeddelelse og siger, at en hacker stod bag:

Pressebureauet Presswire udsat for hacker

Pressebureauet Presswire har i nat været udsat for uautoriseret brug af deres administrationsflade.

Natten mellem 3. og 4. marts 2012 blev der fra Presswire’s presseside udsendt en pressemeddelelse med overskriften "Genudsendt: Dansk minister slår et slag for rettighedshaverne".

Pressemeddelelsen var IKKE godkendt af Presswire’s redaktion som rutinen normalt er, og alt tyder på at en hacker har skaffet sig ulovlig adgang til Presswire’s administrationsområde.

"De eneste der kan godkende og dermed udsende en pressemeddelelse er vores redaktion. Alt tyder på at nogen på ulovlig vis har skaffet sig adgang til vores administrationsområde og derefter udsendt pressemeddelelsen via vores presseservice. Vi beklager meget at dette kunne ske og har selvfølgelige prompte lukket for yderligere adgang," forklarer daglig leder Rene Hjetting.

Sagen vil senere i dag blive forelagt lokale politimyndigheder.

(Presswire har tilsyneladende også slettet denne pressemeddelelse, derfor har jeg kopieret hele dens ordlyd ind.)

Det bliver formentlig svært at finde ud af, hvem der har gjort det, men vedkommende har angiveligt lagt et tweet ud, hvor han/hun skriver om det – og har 'tagget' både Pia Olsen Dyhr og Politiken i tweet'et:

Just released a little pressrelease about acta. Look in #DK news tomorrow for Pia Olsen Dyhr. @piaolsen @politiken @anonymous

— UN1M4TR1X0 (@un1m4tr1x0) marts 4, 2012

Hvis du vil 'up-to-speed' (eller tæt på) på baggrunden for denne pressemeddelelse, kan du med fordel starte med at læse Politiken-artiklen 'Fortalere for ACTA har argumenteret med stærkt overdrevne tal'.

Relaterede:

1. Blogging er nået til den danske PR-branche
2. Dagens citat
3. Nettet er fantastisk – on location-billeder fra danske film

I artiklen står der:

Visitors using personal computers spent an average of about three minutes a month on Google+ between September and January, versus six to seven hours on Facebook each month over the same period, according to comScore, which didn't have data on mobile usage.

Tallene fra comScore plejer at være ret troværdige, skønt de selvfølgelig hverken kommer fra Facebook eller Google sev. Skønt mobil-tallene ikke er med, er der ingen grund til at tro, at det vil ændre noget som helst til Google+'s fordel.

Sat på grafik ser det således ud (klik på billedet for større version):

(Jeg har skrevet ekstrabladet.dk på, fordi jeg har lavet den i min arbejdstid :-)

Relaterede:

1. Facebook overhaler BBC i Storbritannien
2. 12,7 milliarder amerikanske videovisninger i november – 34 procent stigning
3. Fantastisk Google News Facebook-applikation

Politiken (som jeg tidligere har ikke-rost for deres omgang med teknologi-stoffet) er også sprunget på historien: Reality show-deltagere sendt hjem ved en fejl.

Det er tilsyneladende en god historie. En person skaffer sig adgang til information på Kanal 5's hjemmeside om, hvem der bliver stemt ud fra Big Brother-showet (der er åbenbart folk der rent faktisk interesserer sig for det) og lagde resultatet ud på nettet.

Der er bare et problem: Det har ikke meget med hacking at gøre.

Den 10. februar skrev jeg, at NemID ikke var blevet hacket (selvom flere journalister åbenbart tror det), og jeg vil da gerne tage turen igen. På et eller andet tidspunkt får vi vel dansk teknologi-journalistik op på et acceptabelt bundniveau. Igen er vi på noget, der for nogen kan synes som et ret detaljeret niveau – men det er altså vigtigt, at der er styr på begreberne.

Der er ingen tvivl om, at ordet 'hacker' bliver brugt, fordi det ser godt ud i rubrikker og trækker klik. I TV 2's artikel er der faktisk en fin forklaring af, hvad denne person har gjort:

Men nu siger kanal5, at en bruger har brudt ind på hjemmesiden og fundet materiale, der først skulle offentliggøres, når resultatet var fundet.

Informationschef på SBS TV, Jesper Jürgensen, er rystet over situationen, der viser at der er behov for at skærpe sikkerheden omkring kanal5.dk.

Videoen var ikke offentligt tilgængelig
"Vi forbereder indhold relateret til exit for alle nominerede, da det jo skal gå stærkt på online-medier. Ved at bruge de identifikationsnumre som hver enkelt emne på sitet får tildelt, fik brugeren via adresselinjen i browseren adgang til en ikke offentlig tilgængelig video, hvor teksten beskrev at Stine måtte forlade huset før afgørelsen var faldet," siger han og uddyber:

"Hvad brugeren ikke havde bemærket var, at lignende videoer og artikler om Alexanders og Umars exit også var tilgængelig på samme vis. Det var dog kun siden med Stine, som blev postet på Facebook."

Okay, så hvad er det helt præcis denne 'hacker' har gjort? Jo, han har ændret på et ID-nummer i en artikel-URL (http://…). Nogle gange er der et sådan tal i en URL, det fortæller systemet, hvilket artikel i databasen (på serveren) den skal vise for brugeren.

En URL på Kanal 5's hjemmeside til en artikel om Big Brother ser således ud:

http://www.kanal5.dk/bigbrother?nid=7419

Det er tallet til sidst (7419), som vedkommende har ændret. Jeg vil selvfølgelig ikke opfordre dig som læser til at gøre dette – det er hacking, så lad være.

Nej, selvfølgelig er det ikke det. Hvis artiklen bag et bestemt ID ikke er publiceret, så er den ikke til at få fat på, og så kan vedkommende ikke sprede den på Facebok.

Så kære Informationschef på SBS TV, Jesper Jürgensen: Hvis man kan komme til indhold ved at skrive URL-adressen på det i sin browser, så er det offentligt tilgængeligt. Det er faktisk så offentligt tilgængeligt, at advokater regner det for en fremførelse, hvis jeg linker til en MP3-fil (eller, det var i hvert fald hvad jeg fik at vide til et FDIM-foredrag om emnet).

Usikkerhed om forløbet
Og så kan jeg godt more mig lidt over, at enten informationschefen eller journalisterne ikke har styr på selve forløbet.

Først hos TV 2 – her har hackeren lagt den rigtige artikel ud – altså den om den, der bliver stemt hjem:

Ved at bruge de identifikationsnumre som hver enkelt emne på sitet får tildelt, fik brugeren via adresselinjen i browseren adgang til en ikke offentlig tilgængelig video, hvor teksten beskrev at Stine måtte forlade huset før afgørelsen var faldet," siger han og uddyber:

"Hvad brugeren ikke havde bemærket var, at lignende videoer og artikler om Alexanders og Umars exit også var tilgængelig på samme vis. Det var dog kun siden med Stine, som blev postet på Facebook."

Og dernæst hos Politiken hvor 'hackeren' nu åbenbart rent faktisk har bemærket at "lignende videoer og artikler om Alexanders og Umars exit også var tilgængelig på samme vis" – han har i hvert fald delt dem på internettet:

En hacker havde op til afslutningen på afstemningerne skaffet sig adgang til flere artikler på Kanal 5's hjemmeside og spredt dem på nettet. Artiklerne beskrev, at deltagerne Stine, Umar eller Alexander alle var blevet stemt hjem. Men det var ikke tilfældet.

Indholdet i artiklerne skulle nemlig ikke tages for gode varer. Artiklerne var forproducerede og lagt klar af redaktionen, så de kunne bruges om den pågældende deltager, der hver søndag bliver stemt hjem.

Det er smukt.

ER der så fusk med de SMS-stemmer?
Nu ser jeg ikke Big Brother, så jeg ved ikke, hvor mange deltagere, der er tilbage, men det er da påfaldende, at vedkommende kan få fat i artiklen om lige netop den person, som rent faktisk bliver stemt ud – og det inden afstemningen er afsluttet.

Det kan godt være, Kanal 5 har gjort lignende artikler klar om de andre deltagere, men det har de ikke bevist. Enten har de valgt at lade være – ellers kan de ikke.

Historien om, at de skulle være blevet 'hacket' er i hvert fald rimelig tynd – med andre ord: det passer ikke. De har selv lagt indholdet ud og gjort det muligt at finde og dele på Facebook. Undskyldningen med, at "det jo skal gå stærkt på online-medier" får mig blot til at trække på smilebåndet, for en tyndere suppe skal man da lede længe efter.

Journalistik?
Det er så, hvad det er. Et andet problem i denne sammenhæng er, at personen bag citaterne ikke bliver udfordret. Han får lov til at slynge 'hacker'-ordet rundt som en samurai i en brandert. Det må da være tilladt for en af journalisterne lige at spørge: 'Arh, hacker ligefrem?'.

Hvis man sidder og ændrer på ID-numre i artikler på Kanal 5's website, er man altså ikke hacker. Man har bare for meget tid. Tid har journalisterne i dette tilfælde åbenbart ikke for meget af – for så var dette forhåbentlig blevet opsnappet.

Relaterede:

1. Nej, NemID er ikke blevet hacket
2. Facebook er blevet endnu mere navlepillende med det nye News Feed

Hos det danske it-medie ComON har Karim Pedersen skrevet artiklen Google smugler cookies ind i Safari, der beskriver sagen.

The Wall Street Journal-artiklen forklarer, hvordan Google rent teknisk har gjort – og det er ikke uden snilde.

Last year, Google added a feature to put the +1 button in ads placed across the Web using Google's DoubleClick ad technology. The idea: If people like the ad, they could click "+1" and post their approval to their Google social-networking profile.

But Google faced a problem: Safari blocks most tracking by default. So Google couldn't use the most common technique—installation of a small file known as a "cookie"—to check if Safari users were logged in to Google.

To get around Safari's default blocking, Google exploited a loophole in the browser's privacy settings. While Safari does block most tracking, it makes an exception for websites with which a person interacts in some way—for instance, by filling out a form. So Google added coding to some of its ads that made Safari think that a person was submitting an invisible form to Google. Safari would then let Google install a cookie on the phone or computer.

The cookie that Google installed on the computer was temporary; it expired in 12 to 24 hours. But it could sometimes result in extensive tracking of Safari users. This is because of a technical quirk in Safari that allows companies to easily add more cookies to a user's computer once the company has installed at least one cookie.

Det lyder lidt anderledes end Googles udmelding om, at man har brugt "kendt funktionalitet i Safari".

Efter The Wall Street Journal rettede henvendelse har Google fjernet koden. Det kan du læse mere om hos The Washington Post.

Relaterede:

1. Mine første ti dage med Apple iPhone 3GS
2. Sådan læser du The Wall Street Journals betalings-artikler, gratis
3. Google geokoder nyhederne