Solen der svulmer op? Aner det ikke, men det ser ud til at være pokkers varmt.

Forlystelsesparken Ruby Pier’s gamle, ensomme vedligeholdelsesmand Eddie (Jon Voight) forsøger at redde en lille pige fra at blive knust under en forlystelse, hvilket medfører, at han omkommer. Eddie vågner efterfølgende op i Himlen (der indledningsvis ligner Ruby Pier til forveksling). Her står fem personer (deriblandt hans hustru i en meget ung og lækker udgave) klar til, én efter én, at tage ham med på en lærerig rejse gennem hans liv; en rejse der skal hjælpe ham til at forstå meningen med det hele, med oplevelserne i 2. verdenskrig, de mange mareridt, det smertefulde skudsår, den dominerende og voldelige fader, det livslange arbejdsforløb i Ruby Pier, det traumatiske tab af hustruen, karrieredrømmen, der aldrig blev realiseret osv. osv.

The Five People You Meet in Heaven er desværre langtrukken, klichéfyldt, tårevædet og sentimental og bedst egnet til børn og naive sjæle, der tror på filmens noget glansbilledagtige fremstilling af livet efter døden, men den har i det mindste et positivt budskab, der sætter nogle tanker om menneskelig eksistens, meningen med tilværelsen, den måde vi er bundet sammen på, den betydning hvert enkelt menneske har for sine medmennesker osv. i gang.

 En enkelt scene er dog for kvælende, selv for en type som jeg, der har set det meste: Eddie møder hans femte menneske, som er identisk med den sjæl, der trak ham op i Himlen i dødsøjeblikket, som forresten også er identisk med den lille pige, han ved en fejltagelse brændte til kul med en brutal flammekaster under en flugt fra en japansk fangelejr. Her, midt i en flod i Himlen, får Eddie så mulighed for at forære hende et dyr formet af piberensere (vistnok en kanin) og efterfølgende vaske hendes brandsår helt væk … med en våd sten??

 

Som det viser sig, var det ikke nogen tilfældighed, at Eddie blev bragt op i Himlen af barnet, han slog ihjel. Eddie var livet igennem en stor børneven, der i kraft af hans mangeårige, samvittighedsfulde vedligeholdelsesarbejde i Ruby Pier fik reddet mangen et barne- og muligvis også voksenliv, hvilket vi bliver belært om i filmens afsluttende scene, hvor Eddie er tilbage i den himmelske udgave af hans gamle arbejdsplads, der nu er fyldt op til randen med alle de glade og taknemmelige mennesker, der fik lov til at leve, fordi Eddie holdt forlystelserne i ordentlig stand. Og her bliver han så for anden eller tredje gang genforenet med hustruen (den unge, lækre udgave).

Familievenlig underholdning som kun Hallmark kan præsentere den. Hensigten er muligvis god, men udførelsen halter slemt. De 160 minutter i to dele er for meget, men til de mennesker, der bare ikke kan få det følelsesladet nok, kan jeg fortælle, at stakkels Eddie tilmed dør på sin fødselsdag. Så bliver det ikke meget bedre!

Jeg har aldrig været nogen stor fan af Dirch Passer, men heldigvis byder denne velfærdskritik på så meget andet, deriblandt en desperat repræsentants (Kjeld Petersen) møde med skattevæsenet.

Vi er allesammen tossede var ikke uden grund Mogens Glistrups yndlingsfilm … og den holder stadigt.

David Lean’s uforglemmelige 1945-klassiker med Trevor Howard og Celia Johnson:

 Alan Bridges’ triste, hurtigt glemte TV-film fra 1974:

Mht. den igangværende bølge af genindspilninger og lignende, er årsagen vel klar nok: Man vil egentligt gerne medvirke til fødslen af nye helte og skurke og producere nye, spændende historier, men man tør bare ikke, for der er sikre penge i at fortsætte med at koge suppe på de samme gamle ben … og filmindustriens fornemste opgave er altså at tjene penge. Kunsten kommer i anden eller tredje række … hvis man er heldig.

Det er i sidste ende kunden, der bestemmer. Så længe vi vedbliver med at betale for produkter af genindspilningstypen, fortsætter trenden.

                                               Den sidste hvide mand i Michigan
Krigsveteranen Walt Kowalski er godt gal i hovedet. Faktisk ser han rigtigt ond ud - og der er rigeligt at være sur over: Hustruen er død, forholdet til familien er dårligt, plejehjemmet venter forude, den lokale katolske præst plager ham i tide og utide med skriftestol og synder, og naboens teenagesøn forsøger, hårdt presset af den lokale ungdomsbande, at stjæle hans elskede Gran Torino. Verden har forandret sig, kvarteret har forandret sig, banderne hærger, naboerne kommer fra fremmede lande … og Kowalski passer tilsyneladende ikke rigtigt ind mere.

                                                    Kowalski’s ultimative offer
Men er Kowalski nu også så ond, som han ser ud? Er han virkeligt en bitter, gammel racist, en menneskefjendsk særling, eller er det blot Koreakrigens blodige oplevelser, der plager? Under alle omstændigheder forsøger han at reformere naboens søn samt løse bandeproblemet én gang for alle. Men selvtægt i 2008 er ikke så enkelt, som det var engang - ikke engang for gamle Eastwood.

                                                                  Happy Birthday Piedone

Forbandet være den dag, tågen vender tilbage
En forbandelse hviler over Antonio Bay, der nu må betale prisen for fortidens synder. For præcis 100 år siden, i en tæt tåge, gik et skib ned under mystiske omstændigheder. Nu vender tågen tilbage - og med den følger desværre de søfolk, der befandt sig på skibet dengang.

Vi banker skam pænt på, inden vi jager krogen i dig
Døde sømænd på hævntogt er vel ikke det mest hyggelige, man kan opleve - og da slet ikke når disse giver sig til kende som halvt opløste, slimede lig bevæbnet med kroge, sabler og sære øjne - men John Carpenter’s spøgelser er heldigvis af den type, der banker høfligt, omend beslutsomt på vores hoveddør, inden de slår os ihjel.

“We have a crisis. The juvenile gang problem is completely out of control”
Efter en forholdsvis succesrig ildkamp med den fanatiske ungdomsbande, der dræbte hans datter, søger en chokeret fader tilflugt i en næsten nedlagt politistation i Anderson, L.A. Bandens medlemmer, der allerede inden denne begivenhed var i et ondt humør grundet et dødeligt politibaghold, belejrer efterfølgende stationen, der kun er meget sparsomt bemandet med en nyudklækket lieutenant ved navn Ethan Bishop, en betjent, et par kvindelige sekretærer samt to kriminelle bag tremmer, deriblandt den legendariske Napoleon “I Don’t sit in chairs as well as I used to” Wilson i håndjern.

En “cholo” bliver afleveret
Situationen udvikler sig hurtigt i ubehagelig retning, da både strømforsyning og telefonforbindelse afbrydes, og banden, hvis medlemsskare alene kunne befolke et mindre land, iværksætter et voldsomt angreb med lyddæmpede våben. Således isoleret og under angreb, har Lieutenant Bishop intet andet valg end at åbne celledørene, udstyre fangerne med nogle få håndvåben og patroner, forsvare sig så effektivt og støjende som muligt og håbe på, at naboerne i området bemærker skyderiet.

Sex-cirkusse: Hårdt tiltrængt nytænkning i cirkusbranchen, smukt sat i scene af det berømte amerikanske instruktør- og psykolog-ægtepar Phyllis og Eberhard Kronhausen, der også gav os den udødelige Porno pop (1971) samt doku-tilløbsstykket Hvorfor gør de det? (1971).

Vista-ejere bør dog tildeles en modeljernbane eller en aften med en it-ekspert, hvis de ikke kan få skidtet installeret.