For det første fordi at Kim Jong-Il ikke benyttede lejligheden til en photo-opp med den tidligere amerikanske præsident. Den slags plejer han ellers at sætte stor pris på.

For det andet er det interessant, eftersom det er meget sjældent, at den Kære Leder rejser nogen som helst steder.

Og når det endelig sker – er det praktisk taget altid kun til naboen Folkerepublikken Kina, at turen går til. Det forholder sig nu heller ikke sådan, at frekvensen på de besøg er meget høj. Blot seks besøg er det blevet til, siden Kim Jong Il overtog embedet efter sin far i 1995.

Derfor har det også vakt nogen opsigt, at Kim Jong Il nu igen skulle til Kina. Sidste besøg fandt sted for under et halvt år siden i maj, hvorfor mange interesserer sig for, hvad endnu et besøg skyldes.

Officielt er det meget svært (læs umuligt) at få oplysninger. Det tætteste internationale medier er kommet på det, har været at lærer og elever på Yuwen Middle School i byen Jilin blev besøgt af de nordkoreanske gæster.

“Mr. Kim”‘s afdøde fader, skulle eftersigende have gået på netop den skole. Der er end ikke enighed om, hvorvidt Kim Jong-ils yngste søn (og rygtede kronprins) Kim Jong-hu var med i lederens entourage.

Men men men. Skulle et skolebesøg virkeligt være nok til, at sætte damp på det special lavede præsidenttog? Vi tror det ikke.

Derfor her en fire bud på mulige årsager til besøget.

1. Nye 6-partsforhandlinger på vej

Det ville være rigtigt godt nyt. Forhandlingerne har meget længe ligget helt stille. Har kineserne nu endeligt presset tilpas meget på til, at nordkoreanerne har accepteret nye forhandlinger? I regionale medier har det på det seneste forlydt, at den kinesiske chefforhandler for nylig har besøgt både Pyongyang, Seul og Tokyo….

2. Kim Jong-il er færdig – og vil overlade styret til sønnen i september

Kim Jong-ils helbred er svækket. I 2008 blev den nordkoreanske leder angrebet af et hjerteanfald, der har svækket ham betydeligt. Måske handler det kinesiske besøg – og visitten på faderens gamle skole – om, at Kim Jong-un, lederens tredje søn på 28, køres i stilling som arvtager. Dette scenarie afhænger selvsagt ene og alene af, hvorvidt Kim Jong-un var med på besøget. Det ved vi endnu ikke. I september vil det regerende nordkoreanske parti gennemføre en større kongres, der vil kunne bruges til offentliggørelsen af en sådan manøvre….

3. Kom Kim Jong-Il med hatten i hånden?

Det nordkoreanske samfund er ekstremt fattigt og det er mere end besværligt for styret i Pyonyang at brødføde befolkningen. Det er ikke på nogen måde blevet nemmere af, at Nordkorea denne sommer har været ramt af meget store oversvømmelser, der truer fødevare foryningen i landet. Stod Kim Jong-il simpelthen med hatten i hånden overfor hans gamle ven den kinesiske præsident Hu Jintao?

4. Står vi overfor den tredje atomprøvesprængning?

Det er næppe sandsynligt – men ville omvendt også være et meget alamerende scenarie. Nordkorea har tidligere gennemført to atomprøvespringninger i 2006 og 2009. Særligt sprængningen i 2009 var succesfuld – og flere analytikere mener, at målet om at gøre Nordkorea til en atommagt indenfor Kim Jong-ils levetid, er ekstremt højt på hans dagsorden.

The Point of No Return

International media sound the alarm bells
Vi har tidligere beskrevet, hvordan ANC i øjeblikket er i kamp med de frie medier om ytringsfriheden i Sydafrika. Internt i landet er diskussionen nu begyndt at rette sig imod udlandets opfattelse af de forventede stramninger. Selvom vi naturligvis er skuffede over at det er Wall Street Journal og ikke NeedtoKnow, der bliver citeret i denne artikel så er denne artikel fra altid velorienterede M&G meget læseværdig. Man kan bl.a. læse hvordan The Guardians korrespondent i Pretoria betegner Sydafrika som værende “one step closer to Zimbabwe”.

Trade deficit rises faster than expected: How worrying is that?
Det amerikanske handelsunderskud overfor Kina vokser med eksplosiv hastighed, og udgør såvel et økonomisk og sikkerhedpolitisk problem. The Christian Science Monitor belyser her glimrende den seneste udvikling i verdens mest ubalancerede samhandelsforhold.

They have returned
Netop forholdet mellem USA og Kina er omdrejningspunktet for denne analyse fra The Economist. USA har haft et hangarskib på besøg i Vietnam og alt det historiske gods i den slags til trods, så er besøget ikke mindst intresant grundet Kinas fortolkning af besøget, og den forværring i forholdet mellem Washington og Beijing som det har ført til.

Saddam Hussein deputy Tariq Aziz calls for US forces to stay in Iraq
Og nu vi er ved Irak, så har britiske The Guardian fået et eksklusivt interview med Tariq Aziz, manden der i mere end 20 var Saddam Hussein regimets smilende ansigt udadtil.

Fury Grows over Moscow’s Failures and Mounting Deaths
Forleden kunne præsident Medvedev fortælle verden, at ingen vidste hvor ledelsen af den nu nedbrændte russiske militærbase var forsvundet hen. Præsidenten søgte at udstille de ansvarlige generaler, men kom i høj grad til også at udstille hans egen administration, der har haft en meget uheldig hånd i håndteringen af de katastrofale brande, der har hærget Rusland denne sommer. Spiegel ser på de politiske konsekvenser og den voksende folkelige vrede mod Kreml.

Efficiency versus freedom
I en krads leder langer britiske The Economist ud efter de vestlige donorlande for at være alt for flinke mod Rwandas Paul Kagame og andre afrikanske ledere, der ikke overholder deres løfter om demokrati og good governance.

Iranian Re-Revolution
Der har længe været stille omkring den grønne demokratibevægelse i Iran. Meget har tyder på, at de-facto revolutionsgardediktaturet har knækket den folkelige bevægelse. Men det er en forhastet og forkert konklusion skriver Michael Sing fra The Washington Institute for Near East Policy i Foreign Affairs.

Præsident og ANC-formand Jacob Zuma (C) www.gcis.gov.za

Igennem mere end 20 år kæmpede ANC for demokrati og ytringsfrihed i det apartheid-styrede Sydafrika. Men efter 16 år ved magten og med søgelyset fra sommerens VM på retur, synes ANC nu selv at være klar til at begrænse mediernes muligheder for at holde øje med de stadigt mere skandaleplagede magthavere.

Der er udbrudt krig mellem præsident Zumas ANC og de sydafrikanske medier. Journalister og redaktører anklager præsidenten og hans regering for med en ny medielov, at ville begrænse ytringsfriheden og journalisters mulighed for at afsløre, hvad der foregår bag murerne i regeringsbygningerne i Pretoria. Officielt er bevæggrunden for den nye lovgivning at erstatte stærkt forældede regler fra apartheid-tiden om hvad der kan holdes hemmeligt af hensyn til statens sikkerhed, men anklagerne om mindre noble intentioner fylder både spaltemillimeter og sendetid i den sydafrikanske post-VM debat, og der er meget på spil.

Hvis den såkaldte ”protektion of information bill” vedtages vil den ifølge lovens kritikere reelt vil forhindre dækning af store dele af statens gøren og laden, og oppositionsleder Helen Zille mener at loven vil kriminalisere undersøgende journalistik. Loven vil bl.a. betyde, at regeringskontrakter med private leverandører og dokumenter omkring statsejede selskaber bliver hemmeligtstemplet. Netop offentlige kontrakter har ofte været anledning til korruptionssager, og loven kommer samtidig med et øget fokus på netop korruption blandt magthaverne, efter at den hidtil mest højtstående ANC-profil, forhenværende politichef Selebi, – der også har været chef for Interpol – i en skelsættende sag, netop er blevet idømt 15 års fængsel for korruption.

Domfældelsen mod Selebi har været indirekte været med til at forværre forholdet mellem ANC og medierne. Også hans efterfølger som politichef, Bheki Cele er i pressens søgelys. I sidste uge offentliggjorde avisen Sunday Times historien om hvordan politiet, uden at følge de normale procedurer, har besluttet at bruge 500 millioner rand (ca. 400 millioner DKK) på at leje et nyt politihovedkvarter. Kort efter betegnede politichef Cele artiklens forfatter Mzilikazi wa Afrika som ”en meget tvivlsom journalist” og mindre end 24 timer herefter blev wa Afrika arresteret af et stort opbud af politibetjente. Ifølge journalistforbundet er det endnu uklart, hvad wa Afrika er anklaget for. Arrestationen fandt sted under den sydafrikanske redaktørforenings årsmøde og her var kritikken af såvel arrestation, som de planlagte stramninger hård.

Mistanken om at ANC er ved at være godt trætte af at blive journalister bestyrkes imidlertid af, regeringen ligeledes har meddelt at man har planer om at oprette en særlig pressedomstol. Som baggrund for oprettelsen af tribunalet har ANC ifølge den anerkendte ugeavis Mail&Guardian, angivet, at der er er behov for at slå ned på reportager om fx ministres ekstravagante livsstil, og ikke mindst hvordan den finansieres, da den slags efter ANCs mening tilhører privatlivets fred. Oppositionen og medierne har den – måske noget mere konventionelle holdning –, at netop friheden til at kontrollere magthaverne er et af de grundlæggende kendetegn i et demokrati.

ANC har et stort flertal i parlamentet og loven kan derfor, hvis man vælger at overhøre kritikken, vedtages uden problemer. Alle involverede – inkl. regeringen selv – synes dog at forvente, at det i sidste ende bliver den sydafrikanske forfatningsdomstol, der kommer til at afgøre, om loven kommer til at træde i kraft, eller om domstolen ender med at forsvare den ytringsfrihed ANC skaffede Sydafrikanerne.

Danmark fik før sommerferien et nyt udenrigspolitisk TV-magasin. Det er godt! Om programmet – TV2 News’ Ellemann || Lykketoft så også leverer den kvalitet og det høje niveau man burde kunne forvente – det er fortsat mere usikkert. NeedtoKnows redaktion har skrevet en anmeldelse af programmet til det ganske glimrende Kommunikationsforum, og den kan læses her

Obama Says Turkey Should be Full Member of Europe
Klart en af ugens mest spændende artikler. USAs præsident Barack Obama har givet et eksklusivt interview med en af italiens største – og værd at bemærke ikke Berlusconi-kontrollerede – aviser, Corriere delle Sera. Her fortæller præsidenten bl.a. den skeptiske europæiske offentlighed, hvorfor det er så vigtigt at Tyrkiet bliver en integreret partner i EU.

Political theatre masks US-Israel tensions
Jeremy Brown, BBCs Mellemøstenredaktør, har skrevet en særdeles læsværdig analyse om hvorfor det var værd at bemærke at Præsident Obama fulgte Benjamin Netanyahu til hans bil tidligere på ugen. Og om hvad der er på spil i forholdet mellem USA og den jødiske stat.

India aid from UK faces cut
Denne historie har fyldt en del i de indiske medier i de seneste dage. Calcutta Times beskriver hvordan det er et følelsesladet og historisk tiltag når David Cameron nu tager tilløb til at fjerne Indien fra listen over modtagere af britisk bistand 65 år efter uafhængigheden.

Governors Voice Grave Concerns on Immigration
De beskrives ofte som den gruppe amerikanske politikere der er tættest på virkeligheden. Og nu er de bekymrede. Ikke blot over deres budgetter som ikke hænger sammen, men også over indvandringen sydfra. Udlændingedebatten raser i immigratsamfundet over dem alle…

Up to their old spy tricks again
Her i NicetoKnow henviser vi ofte til Anne Applebaums klummer. Og det gør vi gladeligt igen i denne “spion sag”. Det er så absolut fem minutter værd at læse Pulitzer prisvinderens “take” på denne historie. Hun anbefaler ligeledes, at man skimmer de retslige dokumenter igennem i sommervarmen på kontoret, i sommerhuset eller på stranden og det gør vi også. “Money handoffs”, “Usynlig blæk” og masser af koder. Det er pænt skægt.

The Limits of Merkel’s Leadership
Angela Merkel fik til sidst den Bundespræsident hun ville have. Men det holdt hårdt – og oprøret fra hendes egne så på TV-billederne nærmest ud til at gøre fysisk ondt på den ellers så rolige kansler. Christoph Schwennicke har i Spiegel en bidende ond kommentar om Frau Merkels håndtering af sagen, og de fremadrettede konsekvenser. De tyskkyndige kan med fordel læse kommentaren på originalsproget. Her står ironi og kritik knivskarpt, og lidt af det bid tabes som altid i oversættelsen.

Dying for a PR win in Afghanistan
Don’t we all….

The Geopolitics of the iPhone
Den er god nok. Brian Fung har hos Foreign Policy skrevet en interessant lille artikel, der går bag om mineralet coltan, der findes i så godt som alle mobiltelefoner – og som sansynligvis snart bliver en ressource på lige fod med vand og olie…

Præsident Rajapaksa & Premierminister Singh(th)(Mustafa Quraishi/AP)

I forrige århundrede brugtes betegnelsen ”The Great Game” eller Det store spil om rivaliseringen mellem det britiske imperium og Rusland om overtaget i Centralasien. I dette endnu nye århundrede kan ”The Great Game” meget vel komme til at udspille sig i det indiske ocean mellem Indien og Kina.

For et år siden skrev vi her på siden om, hvordan Beijing havde haft en stor finger med i spillet i forbindelse med afslutningen af den 25årige lange borgerkrig på Sri Lanka. Som vi fortalte, var det kineserne, der leverede det militære isenkram til regeringens i Colombo, der gjorde nedkæmpningen af De Tamilske Tigre mulig, og kinerserne er i dag fortsat Sri Lankas største donor.

Som tak for hjælpen fik Kina blandt andet lov til at etableringen af en dybvandshavn med tilhørende flådebas i Hambantona på Sri Lankas sydlige kyst. Kineserne financierer over 85 pct. af havnebyggeriet og i Delhi vakte den kinesiske tilstedeværelse i Indiens baghave stor bekymring i både den militære og politiske top. Siden offentliggørelsen af vores første artikel er spændingerne ikke blevet mindre – tværtimod er rivaliseringen fortsat ufortrødent i det år, der er gået.

For nylig var den sri lankanske præsident Rajapaksa på besøg i New Delhi. Det var det første besøg af præsidenten siden afslutningen af borgerkrigen sidste år, og det lykkedes ved den lejlighed at blive enige om en række aftaler mellem de to lande. Det inkluderer blandt andet indiske lån til større investeringer i infrastruktur på Sri Lanka samt et nyt samarbejde omkring forsvarspolitik.

DET STORE PROBLEM for den indiske regering i forhold til Rajapaksa og Sri Lanka er imidlertid hensynet til den indenlandske politiske situation. I det sydlige Indien findes områder som eksempelvis regionen Tamil Nadu, hvor  hovedparten af de 62 millioner tamiler, der bor i Indien findes. Det siger næsten sig selv, at man her på ingen måde var tilfredse med Rajapaksas besøg.

Om end Rajapaksa indvilligede i mindre indrømmelser i forhold til en gruppe af de internt fordrevne srilankanske tamiler, lykkedes det ikke den indiske premierminister Singh for alvor at få hul på emnet. Sammen med det fejlslagne indiske forsøg sidste år på at imødegå den humanitære situation for tamilerne fanget i afslutningen af borgerkrigen, afslører det et af de skift, der for alvor er ved at ske i regionen.

Hvor regeringen i Columbo igennem mange år lagde sig under Indiens vinger, er fokuset mod Beijing i forbindelse med afslutningen af borgerkrigen og efterfølgende tydeligere end nogensinde. Kina har i løbet af de sidste fem år fordoblet handlen med Sri Lanka og står i dag bag over halvdelen af alle af Sri Lankas investerings- og udviklingslån, hvor flere er givet på endog særdeles gode vilkår. Kina er ligeledes den første udenlandske nation, der har opnået en såkaldt exclusive economic zone (EEZ) i Sri Lanka.

Indien forsøger for alvor at imødegå den kinesiske voksende indflydelse på Sri Lanka, som også Rajapaksas besøg for nylig skal ses som et forsøg på. Men det helt store problem for den indiske regering er, at de – som et demokratisk samfund – er nødsaget til at balancere deres strategiske interesser med den hjemlige politiske situation. Den slags almindeligheder er på ingen måde nogen forhindring endsige overvejelse for styret i Beijing, der synes at have slået de bedste terninger i “The great Game” om Det Indiske Ocean. Der er dog næppe tvivl om, at ikke mindst det selvbevidste indiske militær næppe har tænkt sig bare at se stiltigende til, og spillet er kun lige gået i gang….

Alene af den årsag er den strategiske kamp i regionen på ingen måde givet.

Holslag beskriver, hvordan kineserne udnytter den finansielle krise til at styrke relationerne med europæiske partnere. Eksempelvis har den noget udfordrede græske samt den nye centrum-højre regering i Bulgarien indgået aftaler med Folkerepublikken af stor både økonomisk men i høj grad også politisk betydning .

Ifølge Holslag anser kineserne særligt øst-europa som værende interessant som et økonomisk brohoved, hvilket flere af de østeuropæiske nationer naturligvis hilser velkomment – i mangel på vestlige investeringer.

I forbindelse med Expo 2010 i Shanghai lykkedes det at lave ganske store økonomiske aftaler med den rumænske regering og den kinesiske udviklingsbank samt flere større entreprenører. Aftalerne handler primært om investeringer i energi og infrastruktur – men sideløbende har andre kinesiske firmaer øjnene rettet mod investeringer i rumænsk landbrug (!) samt minedrift.

Just as the Chinese pavilion at the Expo, “the Crown of the East”, overshadows other modest contributions, so China is becoming an economic beacon for the struggling governments of Europe’s periphery. (Jonathan Holslag)

Det siger sig selv, at en øget kinesisk involvering i Europa – bilateralt med enkelte måske særligt øst-europæiske lande, vil have en stor politisk indflydelse. Særligt, som Holslag påpeger, i forsøget på at skabbe en samlet EU politik og strategi overfor Kina.

Holslags giver eksemplet, hvor vicepræsident Jinping besøgte Rumænien og Bulgarien i 2009. Her skulle de to lande have lovet, at deres medlemsskab af den Europæiske Union ville være gavnlige for selve EU-Kina relationen…

Om end kineserne stadig ikke er en meget stor spiller, så er udviklingen her – som så mange andre steder – meget tydelig.

Hele indlægget kan findes her, som i høj grad er anbefalelsesværdig.

Zimbabwe court acquits Mugabe opponent Roy Bennett
Der var jubel i retsalen i Harare, da Zimbabwes Højesteret frikendte den (hvide) MDC-politiker Roy Bennet for anklager om terrorisme og forsøg på at myrde præsident Mugabe. Bennet er tidligerer farmer og en torn i øjet på Mugabe og Zanu-PF, der med anklagerne har forsøgt at forhindre hans udnævnelse til vice-landbrugsminister. Netop Zanus blokade af Bennets udnævnelse har været et alvorligt stridsemne i koalitionsregeringen mellem MDC og Zanu-PF. The Guardian har historien.

EU farming nations oppose Mercosur talks ahead of key summit
Forud for det i forvejen vingeskudte topmøde mellem EU og Latinamerika, er topmødets spanske værter kommet i yderligere problemer. En række medlemslande – med Frankrig i spidsen – ønsker ikke at give de såkaldte Mercosur-lande (bl.a. Brasilien og Argentina) yderligere indrømmelser i handelsforhandlingerne. Det er som så ofte før landbruget der giver problemer.

After Maoist Protests, Nepal Faces a Murky Future
Efter kongedømmets afslutning og frie valg i 2008, virkede det som om landet på verdens tag var på vej mod bedre tider. Men nu er der igen problemer og det er igen de Maoister som i sin tid væltede monarkiet, der er nu truer den politiske stabilitet.

Lula’s Tehran Misadventure
Braziliens Præsident Lula tager snart til Iran. Det er et besøg, der potentielt kan placere Lula i historiebøgerne – og omvendt er chancerne for failure alvorligt til stede.

China’s military objective reach far beyond Taiwan
“We kept silent and tolerant over territorial disputes with our neighbors in the past because our navy was incapable of defending our economic zones, but now the navy is able to carry out its task.” Citatet stammer fra en pensioneret kinesisk general, Xu Guangyu, og er alene grund nok til at læse denne lille ting fra the China Post (den førende engelsk sprogede avis på Taiwan).