I denne uges Spilnyhederne dækker vi en række skelsættende nyheder fra spilindustrien, hvor prissætningen på fremtidens store titler og hardware for alvor er sat i fokus.

Vi lægger ud med Grand Theft Auto VI, hvor Rockstar Games officielt har åbnet for forudbestillingerne frem mod udgivelsen den 19. november 2026 til PlayStation 5 og Xbox Series X|S. Standardudgaven bryder branchens hidtidige prisloft og lander på 599,- (80 dollars), mens en indholdstung Ultimate Edition koster 749,-. Ultimate Edition tilføjer eksklusive biler, ejendomme, sidemissioner og kosmetisk indhold til Jason og Lucia, hvilket dog har mødt kritik for at låse spilverdenens tøjbutikker og frisører bag en betalingsmur. Samtidig droppes de fysiske diske til fordel for en downloadkode i æsken.

Vi ser også nærmere på Microsoft, der varsler en markant prisstigning på Xbox-konsoller fra 1. august 2026 på grund af en forsyningskrise på RAM og lagring. Prisen stiger på verdensplan med 100 dollars for 512 GB-modellerne og 150 dollars for 1 TB-modellerne, mens 2 TB-modellen udgår helt. Prispresset på komponentmarkedet rammer også Valve, hvis nye Steam Machine prismæssigt kommer til at starte ved 1.049 dollars, da selskabet nægter at sælge hardwaren med tab.

I mellemtiden har PlayStation meldt ud, at de ændrer strategi og vil nedskalere deres live-service-ambitioner for igen at fokusere entydigt på historiedrevne singleplayer-spil fra deres topstudier. Modsat har EU-Kommissionen afvist borgerinitiativet ‘Stop Killing Games’, som forsøgte at lovgive mod udgiveres serverlukninger af ældre spil, da EU vurderer, at det juridiske grundlag mangler.

Billedet foroven lignede nogenlunde min forventning ved indgangen til Vue. Men det kommer vi tilbage til.

Der gik 42 år, før Kara Zor-El, aka Supergirl, igen fik en regulær biograffilm efter 1984-katastrofen Supergirl af Jeannot Szwarc. Dengang var hun jo bare Supermans kusine, og filmen bar desværre tydeligt præg af det.

Desværre er vi ikke kommet særlig meget videre, og James Gunns 2026-opdatering bekræfter det, selv med instruktionen fra Craig Gillespie.

Supergirl – A Woman of Tomorrow

Den unge Ruthye Marye Knoll (Eve Ridley) vil have hævn for angrebet på sin familie, begået af den grimme skurk Krem (en Till Lindemann-lignende Matthias Schoenaerts). Modvilligt går Kara, aka Supergirl (en karrieredannende Milly Alcock), sammen med Ruthye, og de drager ud på en farlig galaktisk rejse, som også tvinger Kara væk fra whiskeytågerne. Ruthye er dog ikke den eneste med hævntørst – den utilregnelige, men dybt charmerende Lobo (en scenestjælende cameo af Jason Momoa) er også ude efter Brigaderne.

Fra første scene står det klart, at Supergirl vil pisse på James Gunns 2025-opdatering af Superman, der omsatte for beskedne 617 millioner dollars, ved bogstaveligt talt at lade Krypto pisse på avisklip af Karas fætter. Det viser sig senere at være helt bogstaveligt. Craig Gillespie virker nemlig fuldstændig uinteresseret i James Gunns DC-opdatering, hvilket er dybt kritisabelt i disse box office-tider.

Superman skulle jo have leveret den magiske 1 billion dollar-margen, og så står man pludselig med en opfølger, der ikke helt ved, om den vil være en ny Tank Girl eller et andet krydsermissil a la 2024-floppet Furiosa: A Mad Max Saga. Supergirl er ellers bygget over én af de mest legendariske DC-historier nogensinde, nemlig Woman of Tomorrow fra 2021/2022.

Udeladelser og små ændringer til side rammer filmen stadig de vigtige narrative punkter fra bogen og bevarer i sidste ende essensen af kildematerialet. Det er trods alt det, man kan håbe på som tegneseriefan.

Faktisk en god film

På sine egne præmisser er det faktisk en god film, og sammenlignet med Superman er der sikkert nogle, der vil nyde den endnu mere. Med en spilletid på 1 time og 48 minutter er der i hvert fald ikke plads til et eneste kedeligt øjeblik. Der mangler bare en helvedes god gang action flere steder.

Det værste er, at vi først er helt inde i filmens 1 time og 20 minutter, før Supergirl tager sin legendariske dragt på. Ikke særlig super. Og når Lobo ovenikøbet dukker op med Jason Momoas scenestjælende cameo, føles det, som om filmen desværre må give sig til det maskuline. Ikke særligt kønt.

Og dér ligger problemet: Ser Gunn og Co. stadig Supergirl som bare Supermans kusine? Det hele føles i bund og grund en smule halvhjertet.

Geniale Milly Alcock

Milly Alcock skinner dog igennem som denne tømmermandsrodede, uhøflige, men venlige Blondie-fan-version af Supergirl. Hun fungerer stærkt som en god grunge-kontrast til David Corenswets Superman.

Supergirl leverer dog, trods det negative, alligevel en forfriskende pause fra de sædvanlige superhelte-troper ved at gå mere i retning af Furiosa: A Mad Max Saga krydret med Tank Girl. Desværre gør det også karakterarbejdet mere uklart, temaerne mere rodede og den visuelle præsentation til et mudret Ant-Man-agtigt virvar, der gemmer de vidunderlige væseneffekter væk. Filmen foregår nemlig primært i mørke, på forfaldne skrotpladser, i støvfyldte ørkener og i det tomme rum.

Supergirl finder aldrig helt ud af, hvad den vil sige om Kara selv. Hendes følelsesmæssige bue – at komme videre fra sorgen, afslutte sin selvdestruktive spiral og genfinde en følelse af formål – føles mere som noget, der sker efter plottet, end som noget plottet faktisk skaber. Ruthyes rejse driver fortællingen konsekvent, mens Kara ofte virker til bare at vandre gennem den, og filmens uklare visuelle udtryk ender desværre med at spejle dens lige så forvirrede karakterarbejde og temaer.

Så…..all in all:

Personligt er jeg altså fint tilfreds med resultatet, men jeg er heller ikke normalen, så regn med at blive skuffet over både filmen og det kommende flop. Det vil uden tvivl sætte sine spor i James Gunns kommende Superman-efterfølger, Man of Tomorrow, som får premiere engang i 2027.

Men det var ikke alt…

Pixel.tv var nemlig også med til gallavisningen senere, som foregik i Vue kl. 19:15.

Her dukkede blandt andre én af filmens internationale stjerner op, nemlig den danskfødte Clara Rosager:

Smukke Clara Rosager blev født den 11. november 1996 i København, Danmark. Hun er skuespillerinde og forfatter og er herhjemme især kendt for Morbius (2022), Misbehaviour (2020) og Før frosten (2018).

Et fyldestgørende interview?

Siden hun debuterede som skuespiller – og det var i en hovedrolle – i ungdomsfilmen ‘En-to-tre-nu!’ fra 2016, har det været fart på med roller i både ind- og udland.

Clara havde dog desværre ikke tid til et fyldestgørende interview i Pixel.tv-studioerne. Men måske en dag?

Clara spiller i øvrigt Blue Sklarian Raider i biografaktuelle Supergirl.

Efter at have stjålet billedet i Super Mario Galaxy-filmen virker det, som om Fox McCloud endelig får sit velfortjente comeback på gamingscenen. Derfor gik der heller ikke længe, før Nintendo annoncerede det nye Star Fox-spil. Eller ikke helt “nye”, da det endnu en gang er en genfortælling af det klassiske spil fra Nintendo 64.

Man spiller stadig som Fox McCloud, lederen af Star Fox-holdet – en gruppe lejesoldater, der er hyret til at stoppe den onde Dr. Andross og afslutte krigen i Lylat-systemet. Det sender dig ud på en galaktisk rejse fra hovedplaneten Corneria til den farlige planet Venom. Undervejs gør du stop på forskellige planeter, hvor du enten hjælper folk i nød eller infiltrerer fjendens baser for at ødelægge deres våben. Alle planeter har unikke elementer, så ingen missioner føles ens. På én planet skal du holde varmen ud ved at konstant regenerere dit helbred, mens en anden fungerer som en snigemission, hvor du skal skyde alle lamperne for ikke at aktivere alarmen. 

Det gælder også de gange, hvor du skifter din flyvende Arwing ud med et af de to andre fartøjer: Landmaster på jorden eller ubåden Blue-Marine. Det ærgerlige er, at der med så få baner ikke er tid nok til at lege med de andre fartøjer, som ellers er rigtig sjove at bruge og byder på deres egne udfordringer – især Landmaster, der er begrænset til jorden, hvor du skal time både hop og fart gennem banerne.

Spillets historie er bygget op som et arkadespil med korte baner, der påvirker din rute alt efter, hvordan du klarer dig. I den første bane skal du for eksempel holde din makker Falco i live, og hvis du gennemfører hans lille udfordring, åbner han op for en ny vej med en anden bosskamp og en alternativ afslutning på banen. Det giver adgang til to nye ruter i galaksen, som du frit kan vælge imellem, hvor man i det originale spil var låst fast til en bestemt retning baseret på sin præstation i den forrige bane. Det gør det nemmere at vælge de baner, du endnu ikke har prøvet, eller dem, du bare har mest lyst til at spille. Det er sjovt at få den frihed, men det ændrer desværre ikke på, at spillets historie er meget kort. Med kun to slutninger – en rigtig og en forkert – kan man hurtigt komme igennem alle planeter og ruter på ganske få timer.

Det er måske også meget godt, at historien kun tager omkring 40 minutter at gennemføre, for styringen kan være trættende for fingrene i længden. Hvis du ikke er fan af konstant at trykke på A-knappen eller undvige skud med barrel rolls, kan spillet hurtigt blive anstrengende. Personligt endte jeg med at omfordele mine Switch-knapper, så A-knappen blev flyttet til triggerne, da spillet ikke rigtig tilbyder controllerindstillinger. Hvis du også er træt af at sigte med styrepinden, kan du bruge Switch 2’s mouse mode, som faktisk fungerer ret godt. Det begrænser dig dog til førstepersonsvisning, og du styrer samtidig din Arwings retning med selve musen. 

Alt i alt fungerer styringen godt, både i de sektioner, hvor du flyver eller kører fremad på skinner, og i de frie områder, hvor du skal holde tungen lige i munden, manøvrere rundt efter dine fjender og samtidig passe på din egen ryg. Jeg ville dog ønske, at der var mere frihed til at tilpasse styringen, eller at der var blevet tilføjet tilt controls.

Når du bliver træt af at redde galaksen igen og igen, er der heldigvis andre spiltyper at kaste sig over – blandt andet challenges, hvor du skal klare bestemte opgaver for at låse op for achievements. Du kan blandt andet låse op for bannere og emblemer til dit navneskilt, fordi spillet også byder på onlinekampe. Her kan du dyste mod andre spillere sammen med op til tre venner i forskellige luftkampe. 

Der er tilfældige spiltyper i stil med bl.a. control point og capture the flag, men det handler også om at skyde fjender ned for at score point. Jeg vandt blandt andet en runde, selvom modstanderne fik afleveret lasten næsten hver gang, fordi vi havde skudt dem ned så mange gange, at pointene bare væltede ind. Der er også bonusvåben, du kan samle op, såsom kæmpelasere, skjolde og målsøgende missiler, som får kampene til at føles som Twisted Metal i rummet.

Men lad os tale om elefanten i rummet. Det første, folk reagerede på ved annonceringen af spillet, var den mere realistiske grafik frem for det tegnefilmsagtige udtryk, man så i de tidligere spil eller i Super Mario Galaxy-filmen. Og jeg må være ærlig: Det er heller ikke det mest appellerende ved spillet. Mellemsekvenserne er flotte, og karaktererne og deres dynamik er interessante – som et klassisk hold helte fra en tegnefilm fra 90’erne. Men det detaljerede og lettere uncanny design, figurerne har fået, rammer ikke helt plet, og noget af charmen går tabt. Jeg forstår godt de reaktioner, der samsammenligner Fox med det velkendte billede af en udstoppet ræv.

Og det er ellers ærgerligt, for resten af det visuelle er meget flot. Planeterne, maskinerne og omgivelserne stråler virkelig. Det hele understøttes af et episk soundtrack, der indfanger stemningen af et hæsblæsende rumeventyr. Jeg er især vild med kampene mod Star Wolf-holdet, hvor orkestret får lov til at gå helt amok, så det føles som det ultimative opgør.

Star Fox er et okay spil. Det var fint dengang, og det er fint nu. Men der er i hvert fald noget galt med G-diffuseren, for den korte arkadehistorie og den mindre multiplayerdel er ikke nok til at bringe ræven tilbage til toppen. Det føles som det samme spil igen og igen – et koncept, Nintendo har genbrugt flere gange, end Peppy nævner Fox’ afdøde far. De er nødt til at udvikle serien.

Jeg håber selvfølgelig, at folk finder glæde og interesse i Star Fox-universet, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis mange sidder tilbage med et skuffet ansigt og tænker: “Var det bare det?”

Programmet er produceret med støtte fra Europa-Nævnet.

Hvem har din ryg, når du bevæger dig rundt på nettet, gamer med vennerne eller henter nye apps? I dette afsnit af “EU der spiller” ser vi nærmere på digitaliseringen og de store lovgivninger, hvor EU faktisk fungerer som din digitale support. Vi pakker de tunge begreber ud og undersøger, hvordan regler som Digital Services Act (DSA) og Digital Markets Act (DMA) beskytter dig som forbruger – og hvad du selv skal være opmærksom på.

For at få styr på de digitale spilleregler har vi allieret os med analytiker Kezia Wexøe-Mikkelsen fra Tænketanken Europa og Andreas Raben, næstformand i Europæisk Ungdom København. De tager os med bag kulisserne på det internet, vi bruger hver dag, og forklarer den barske sandhed: Når store tech-giganter som Google og Meta lader dig bruge deres tjenester gratis, så er det i virkeligheden dig og dine personlige data, der er produktet.

Men EU’s digitale indsats handler ikke kun om beskyttelse online; den har også direkte indflydelse på den fysiske virkelighed og den danske økonomi. CCO hos GreenMind, William Hammer, giver en konkret vinkel på, hvordan EU-lovgivning, der sikrer retten til at reparere alt fra vaskemaskiner til hardware, rykker noget i praksis og skaber helt nye, grønne arbejdspladser herhjemme i Danmark.

Vi ser også nærmere på, hvordan EU egentlig håndhæver loven over for de allerstørste platforme. For hvad gør man, når tech-giganterne overtræder reglerne? Man tager den helt store europæiske bødehammer i brug. Endelig kigger vi frem mod fremtiden: Hvem vinder det teknologiske kapløb om kvante-teknologien, som potentielt kan ændre alt?

Det kan virke uoverskueligt, hvad der foregår i Bruxelles, men dette afsnit viser, hvordan de europæiske beslutninger i sidste ende arbejder for, at du kan få et bedre og sikrere digitalt liv.

Medvirkende: Martin Lo Svane, Thomas Bense, Andreas Raben, Kezia Wexøe-Mikkelsen, William Hammer

Inviteret af HBO MAX.

Pixel.tv har sat de to stjerner Phoebe Campbell og Harry Collett i stævne til en snak om den aktuelle og episke fantasy-serie House of the Dragon, der lige nu kan streames på Max.

I interviewet dykker vi dybt ned i seriens enorme univers, og skuespillerne fortæller blandt andet, hvorfor du absolut skal kaste dig over serien.

Der er også blevet plads til et herligt dansk islæt i Westeros, og de to skuespillere lægger bestemt ikke skjul på deres store beundring for den danske stjerne Amanda Collin, som også medvirker i serien.

Vi spurgte dem ind til, hvordan det har været for Phoebe at arbejde sammen med Amanda, og så fik vi også udfordret dem med et par af de mere uformelle spørgsmål. Se hele interviewet i videoen øverst, hvor du også kan høre, hvem de to stjerner i al hemmelighed tror er en ægte dragerytter, og hvem de allerhelst ville redde på ryggen af en drage, hvis alt pludselig gik helt galt.

Hvad synes du om den nye sæson, og hvordan klarer Amanda Collin det i det barske univers? Del din mening på vores discord, fb, twitch eller hvor ellers du begfinder dig.

Programmet er produceret med støtte fra Europa-Nævnet.

I dette afsnit af “EU der spiller” tager vi et kig på Danmarks rolle i det større EU-billede. Det kan måske virke som om, at et land med blot 6 millioner indbyggere ikke har meget at skulle have sagt mod EU’s næsten 450 millioner borgere, men vi har faktisk mere indflydelse, end vi går og tror – særligt når det gælder de regler, der styrer vores digitale hverdag.

Når EU vedtager store lovpakker som Digital Services Act (DSA) for at tæmme tech-giganterne, sidder Danmark ofte med ved bordet og præger retningen for alt fra online sikkerhed til beskyttelse mod aggressiv adfærd i spil-communities.

Til at understrege den pointe hører vi fra Næstformand i Europæisk Ungdom København, Andreas Raben, Niels Fuglsang – Europa Parlaments medlem, Jan Neiiendam, som er administrerende direktør for NIMBI – Europas første spilinstitut, og Brian Mikkelsen, Adm. Direktør for Dansk Erhverv.

Medvirkende: Martin Lo Svane, Thomas Bense, Andreas Raben, Niels Fuglsang, Jan Neiiendam, Brian Mikkelsen

Programmet er produceret med støtte fra Europa-Nævnet.

I dette afsnit af “EU der spiller” dykker vi ned i EU’s store grønne satsning: Right to Repair og den kommende batteriforordning. Vi undersøger, hvordan de nye regler skal tvinge tech-giganterne til at lave mere holdbart udstyr, og hvad konsekvenserne er, hvis virksomhederne ikke makker ret.

Vi har hentet input direkte fra magtens centrum i Bruxelles, hvor medlem af Europa-Parlamentet, Niels Fuglsang, forklarer, hvordan EU vil give forbrugerne magten og værktøjerne tilbage. I studiet får vi også besøg af Andreas Raben, næstformand for Europæisk Ungdom København (og medlem af Moderaterne), som sætter ord på, hvorfor denne lovgivning er helt afgørende for de unge generationers digitale forbrug.

Men hvordan ser virkeligheden ud, når teorien fra Bruxelles skal omsættes til praksis i Danmark? Genbrug og reparation er noget af det vigtigste, vi kan gøre for klimaet, og din gamle elektronik skal ikke bare ligge og samle støv i skuffen. Derfor tager vi turen ud til GreenMinds hovedkvarter i Ballerup. Her giver CCO William Hammer os et unikt indblik i, hvordan den danske reparationsbranche ruster sig til fremtiden, og hvilke konkrete mure de møder i dag, når de forsøger at fikse unges hardware.

Gør dig klar til at blive klogere på din ret til at reparere, og se hvordan EU forsøger at give din hardware et ekstra liv.

Medvirkende: Martin Lo Svane, Thomas Bense, Andreas Raben, Niels Fuglsang, William Hammer

Efter flere års ventetid siden TT Games’ seneste LEGO-spil er studiet endelig tilbage med den nyeste titel i rækken: LEGO Batman: Legacy of the Dark Knight. Et spil, som mange fans har ventet spændt på lige siden deres sidste udgivelse tilbage i 2022. En del af årsagen til den lange udviklingstid skyldes blandt andet, at studiet har sagt farvel til deres egne spilmotorer. Både “Nu2 Engine”, som har været deres primære motor gennem mange år, og den nyere “NTT Engine”, der senest blev brugt til kun LEGO Star Wars: The Skywalker Saga, er blevet erstattet af Unreal Engine 5. Det er et stort skifte for TT Games, og et som på flere områder kan mærkes i den færdige oplevelse.

Gameplay: En smule nostalgisk

Man kan tydeligt mærke, at LEGO Batman: Legacy of the Dark Knight markerer begyndelsen på en ny æra for TT Games. Det ses blandt andet i spillets tilgang til de spilbare karakterer. På godt og ondt er udvalget af figurer nemlig markant mindre, end hvad vi har været vant til i flere af studiets tidligere LEGO-spil. Hvor man før ofte havde adgang til et stort udvalg af helte og skurke gennem historien, er fokus denne gang lagt på en mindre gruppe karakterer. Du får primært lov til at spille som Batman, Catwoman, Commissioner Gordon, Dick Graysons Robin, som senere udvikler sig til Nightwing, Batgirl og Talia al Ghul.

Normalt ville jeg have været skeptisk over for et mindre karaktergalleri, men her fungerer det overraskende godt i forhold til hvor stort spillet er. Historien og de mange aktiviteter rundt omkring i Gotham City er nemlig designet specifikt omkring de karakterer, du har adgang til, hvilket gør, at de alle føles relevante at bruge. Samtidig er der et hav af kostumer at låse op for, som ikke kun giver figurerne et nyt udseende, men også er med til at gøre oplevelsen mere personlig. Derfor sad jeg aldrig med følelsen af, at der manglede flere karakterer undervejs.

En af de ting, jeg er størst fan af i spillet, er kampsystemet. Hvilket måske er en smule atypisk, da jeg aldrig selv har spillet de originale spil, som systemet stammer fra, nemlig Batman: Arkham-trilogien.
Det såkaldte “Freeflow”-kampsystem er derfor helt nyt for mig, men jeg må indrømme, at jeg synes, det fungerer overraskende godt i et LEGO-spil. Det giver kampene en anden rytme og føles som et friskt pust i en serie, der normalt har haft en mere simpel tilgang til slagsmålene. Bliver det lidt gentagende efter mange timers spilletid? Ja, en smule. Men samtidig er det også med til at give spillet sin egen charme og identitet. Det er en forandring, som jeg personligt synes klæder LEGO-formlen rigtig godt.
Mellem spillets kapitler får du også mulighed for at køre rundt i Gotham City eller svæve gennem luften med en af de flyvende karakterer, du låser op for undervejs. På den måde kan du udforske byen og dens mange hemmeligheder i dit eget tempo.

Det er ikke første gang, vi ser Gotham City fungere som spillets centrale hub, men det er første gang, byen føles så stor og levende. Gotham er opdelt i forskellige distrikter, som hver især gemmer på deres egne puzzles, samleobjekter og aktiviteter.
For nogle spillere kan det måske virke en smule overvældende. Der er rigtig meget at finde, og det kan være nemt at miste overblikket over de puzzles og udfordringer, man er sprunget over mellem historiemissionerne.
Heldigvis har TT Games tænkt på det. Når du når til kapitel 4, låser du op for Batgirl, som har en gadget, der giver adgang til byens antennetårne. Når de bliver aktiveret, afsløres placeringen af alle de puzzles og aktiviteter, du endnu ikke har gennemført. For mig var det en ting jeg var ret glad for at bruge nytte af så snart jeg fik muligheden for det, når min stedsans virker som en guldfisk i en fiskeskål. Jeg går og går i cirkler og kommer ingen vegne i spillet.

Et kærlighedsbrev til Batman Fans

Hvis man bare har den mindste smule kendskab til Batman-universet eller generelt popkultur, er der masser af detaljer at holde øje med undervejs. LEGO Batman: Legacy of the Dark Knight er fyldt med små easter eggs, referencer og humoristiske cutscenes, som flere gange fangede mig med et lille smil på læben. Spillet hylder stort set alle større versioner af Batman gennem årene, lige fra tegneserierne til film, tv-serier og andre medier. Det ses især på flere af skurkene, hvis kostumer og design tydeligt er inspireret af deres filmudgaver. Bane læner sig eksempelvis kraftigt op ad Tom Hardy’s version fra The Dark Knight Rises, mens Jokeren har hentet masser af inspiration fra Jack Nicholsons fortolkning i Batman fra 1989. Pingvinen er måske det bedste eksempel, da han virker som en blanding af Danny DeVitos groteske version fra Batman Returns og Colin Farrells mere moderne udgave fra The Batman.

Undervejs låser du også op for nye områder i Batcaven. Her finder du blandt andet Bat-Mites butik, hvor du kan købe møbler, samleobjekter og andre kosmetiske genstande til udsmykningen af din helt egen Batcave. Personligt brugte jeg ikke enormt meget tid på den del af spillet, men jeg kan sagtens se idéen for dem, der elsker at sætte deres eget præg på Batcaven. Jo længere du kommer i historien, desto flere kostumer bliver også tilgængelige, Det giver endnu flere muligheder for at sammensætte din egen version af Batman og hele familien.

En detalje, som jeg især satte pris på, var de mange små referencer gemt rundt omkring i Bat-Mites butik. Her hænger blandt andet plakater, hvor Bat-Mite er portrætteret som figurer fra populære japanske serier som Naruto og One Piece, ligesom der også er hentydninger til klassiske mecha-serier som Gundam og Neon Genesis Evangelion. Det er måske ikke noget, der ændrer selve gameplayet, men det er med til at give spillet personlighed. For fans af både Batman og nørdkulturen generelt er der hele tiden små detaljer at opdage, som viser, hvor meget kærlighed udviklerne har lagt i universet.

Konklusion

LEGO Batman: Legacy of the Dark er uden tvivl det mest ambitiøse Batman-spil, TT har lavet til dato. De mange års ventetid har været det hele værd, og det kan tydeligt mærkes, at udviklerne har fået den nødvendige tid til at finpudse oplevelsen frem for at presse endnu et årligt LEGO-spil ud ad døren.

Som nævnt tidligere er LEGO Batman: Legacy of the Dark Knight et kærlighedsbrev til Batman-universet. Uanset om du er hardcore Batman-fan, vokset op med LEGO-spillene eller bare leder efter et underholdende actioneventyr fyldt med referencer, collectibles, charme og den klassiske TT Games LEGO-spil barnlige humor, så er der massere at komme efter her

Hvis du efter rulleteksterne stadig ikke er færdig med at patruljere Gothams mørke gader, er der også mere indhold på vej til dig. Den 18. September, dagen før Batman Day, udkommer Mayhem Collection DLC’en, som tilføjer Jokeren og hans trofaste makker, samt tidligere psykolog, Harley Quinn som spilbare karakterer

GAMEPLAY:
Invincible VS er et 3 mod 3 superhelte kampspil. Hvor man mixer og matcher, med i alt 18 Helte og Skurke fra showet, til at danne sin trio og gå i hårdtslående kamp mod en anden trio. Målet er at besejre alle fra det modsatte hold, men hver gang man besejrer en, styrter den næste i sammenstød med modstanderen og starter kampen igen.

Spillet har et nemt af lære, men svært at mestre kampsystem. Du har let, mellem og hårdtslående angreb, som du kan lave dødbringende kombinationer med. Du kan også tilkalde de andre på dit hold til at skifte ud, assistere i komboer eller blokere modstanderen – skulle du selv være fanget i en. Fælles har alle karaktererne også den samme ‘Super Attack’ knap, De er alle flot lavet, som også har lidt referencer fra serien. Spillet føles virkelig lækkert når man laver en perfekt Kombo som lægger op til at kalde en anden ind og forlænge med øretæver til modstanderen. Teamwork, makes the dream work.

Der er i hver kamp en timer som tæller ned, og normalt når tiden løber ud, vil den med mest liv vinde. Men i Invincible VS ender man i en Sudden Death. Her vil hver spiller kun have en karakter at kæmpe med, og man mister langsomt liv, indtil der findes en vinder. Det sker ikke ofte, og det føles nervepirrende – men på en god måde, da det giver selv den som kunne have fået flest bank en chance mere for at vinde kampen.

Jeg kan virkelig godt lide hvordan banernes baggrund reagerer mens kampen skrider fremad. Med ‘Super Attacks’ sker det relativt dynamisk, så ser du en bil smadret til jorden i en kamp, lander den nok et andet sted næste gang. Det en lille detalje, men føler at baggrunden er en betalt skuespiller under kampene.

Ligesom i serien river og flår man sin modstander i stykker, dog ikke ligeså grafisk som f.eks. Mortal Kombat. Men skulle man ikke være interesseret i en alt for brutal oplevelse, kan man tone det ned i Indstillingerne.

STORY:
Spillet åbner med en cutscene som straks sætter viben for hvordan Invincible verdenen er. For nye spillere er det en god introduktion, og for fans af serien, vil man se hvordan spillet respekterer og lægger sig tæt op af stilen fra serien

Story mode bringer dig ind i en original historie som er lavet kun til spillet og ikke giver spoilers for serien, men har man ikke set den, vil man måske blive halv forvirret over nogle af karakterernes interaktion med hinanden. Her har mange af skuespillerne fra serien lagt deres egne stemmer til deres karakterer igen. Dog med nogle undtagelser, bl.a. Steven Yeun som lægger stemme til Mark/Invincible er ikke her, så de har fundet en anden, som lyder relativt ens. Ikke noget jeg lagde meget mærke til. Men i det mindste har de J.K Simmons som Omni-Man med.

Historien spilder ikke din tid. Her får vi en solid grund til hvorfor alle kæmper mod hinanden og kaster dig i gang. Hertil er der rigtig flotte Mellemsekvenser som passer meget godt med Invincible’s art-style. Du møder også en ny heltinde, “Ella Mental”. Hendes kræfter er at hun kan kontrollere…well ja som navnet hentyder, elementerne, altså Jord, Ild, Luft og Vand. Hun eksisterer ikke i selve serien, men er lavet til dette spil. Heldigvis føles hun ikke malplaceret og passer fint ind. Historien bryder ikke ind i nogle vilde emner med sin fortælling, men for Invincible passer det okay ind.

Og når vi taler om at gennemføre historien – må jeg dog fortælle at, den er desværre ret kort og slutter også, på lidt en cliffhanger. Selve serie joken med Invincible’s title card, sker næsten halvvejs inde i kampagnen, hvor man ville tro der stadig er langt endnu. Jeg klarede den på 1t og 30m. på den almindelige sværhedsgrad. Men sad jeg ikke fanget i et par af kampene, kunne man nok gøre det på 1t eller mindre. Der er flere sværhedsgrader at vælge mellem, så man kan vælge hvor stor en udfordring man ønsker. Men har du gennemført Historien én gang, kan jeg ikke se hvorfor man skulle gøre det igen udover af låse op for flere ting som skins, online banner og badges.

ARCADE:
Dog som en ekstra ting er der en ‘Arcade Mode’. Her vælger du dit team, derefter går du i kamp mod flere grupper og prøver at nå så langt som muligt. Her kan du både vælge sværhedsgrad og hvor mange hold du vil op imod, og du vil kunne teste dine evner og se hvor høj en score du kan få. Efter du har klaret hele rækken af modstandere, kommer der nogle animations slide-show’s med stemmer fra karaktererne, som giver noget karakter dialog. Det er noget, man har set i andre kampspil, og derfor ikke er så spændende en side ting. Det tilføjer ikke til hovedhistorien i kampagnen, så for hvad det er, så har vi en fin men ikke ellers en banebrydende ‘Arcade Mode’.

ONLINE:
Den sande kerne i alle kampspil, er selvfølgelig at kæmpe mod andre online i rank, casual eller private. Her bliver man virkelig sat på prøve, for som jeg sagde før, var det simpelt at lære men svært at mestre. I teorien skulle det bringe balance mellem spillere. Men her vil fans af kampspil ofte bare kunne tage deres evner fra andre kampspil, som du så møder her.

Folk der kan komboerne, er nådesløse og tildeles kan føles uretfærdigt at spille mod. Du kan og vil blive fanget i hvad der føles som en evig sekvens af rå tæsk. Men dette er jeg ikke sur over, fordi det er meget naturligt i online kampspil, at møde folk som har brugt tid i træningsmode til at lære komboerne. Man kan som sagt lære og dygtiggøre sig med timing på hvornår man skal slå og counter sin modstander. og derved gøre det til en duel frem og tilbage, Selvom at jeg i starten ikke følte min team assist/block hjalp.

Jeg havde ikke nogen problemer med at finde kampe online, men selv med rollback net-coding, følte jeg stadig lag nogle få gange. Dog blev jeg aldrig sparket ud af en kamp, med mindre modstanderen forlod.

KRITIK:
Men hvad er der ellers, man kan opleve i spillet?…tja…faktisk ikke andet. Udover en relativ kort storymode der ikke føles færdig, En standard ‘Arcade Mode’, kunne kæmpe lokal eller online og træning-mode. er der desværre ikke andet at begive sig i spillet. Der er kun mulighed for “ekstra”, hvor du kan se dine oplåste samleobjekter, og replays fra gemte kampe. Der er ikke nogen ‘King of the Hill’ til online eller endless kamp mode. Spillet er godt, men for et kampspil som koster omkring 370 kr. – ønskede jeg bare lidt mere indhold.

ENDELIGE VURDERING:
Spillet er udmærket sjovt og har et solidt kampsystem, som jeg klart kan se en udvikling i med flere iterationer, Men det er svært at anbefale fuldt ud, medmindre du VIRKELIG er til kampspil, er stor Invincible-fan, vil spille online, eller accepterer at spillet får tilføjet indhold over tid. Forhåbentlig også til storymoden, hvor jeg forestiller at historien bliver udvidet med karakterer fra showet, der forhåbentlig også kommer til spillet.

Online er det bedste tidspunkt at hoppe ind nu som nye spillere, men det kan stadig være hårdt.
For mere afslappende spillere eller dem, der ønsker mere singleplayer-indhold, kan det være værd at vente på et tilbud eller indtil mere indhold bliver tilføjet.

Alt i alt er Invincible VS et fint start på en måske ny kampspil-serie. Men jeg håbede bare på mere fra min story, og flere spændende modes at kunne udforske. Jeg spillede på PS5 i “Season 0” og det føles mere som early access, der performativt spillede udmærket, men der er plads til mere. Forhåbentlig kommer der mere i de kommende sæsoner. Men for hvad jeg spillede, ønskede jeg bare mere. Derfor vil jeg give “Invincible VS” et respektable 3/6 pixel hjerter.

I denne uges Spilnyhederne dækker vi en række markante omvæltninger i spilbranchen, herunder massive strategiske ændringer hos Microsoft, nye eksklusivtitler og et historisk auktionssalg.

Vi lægger ud med den omfattende økonomiske krise i Xbox-divisionen. Lækkede dokumenter viser, at profitmarginen er faldet til 3 procent, hvilket har sat gang i planer om faste budgetreduktioner og potentielle lukninger af interne studier som Ninja Theory og Compulsion Games. Begge studier forhandler angiveligt om at købe sig fri som uafhængige selskaber. Samtidig svirrer rygterne om fyringsrunder på tværs af hele branchen op til regnskabsårets afslutning den 30. jf.

Derudover runder vi det officielle budget på Gears of War: E-Day, samt et historisk million-salg af en uåbnet klassiker.