Kan man lære sine naboer bedre at kende og måske skabe mere fællesskab på vejen vha. Facebook?

Det satte jeg mig sammen med min genbo K for at finde ud af.

For et stykke tid siden oprettede vi en Facebookgruppe for vores vej. Og en kold vintersøndag tog vi vores 4 unger i den ene hånd og en stak invitationer i den anden og gik en tur op af vejen for at invitere alle. 

Inden længe havde vi 33 tilmeldte og en masse positive tilbagemeldinger!

Ikke mindst fra nogle af de, der har boet på vejen i mange år. Folk efterlyser de vejfester, der aldrig er blevet til noget, løbemakkere og legearrangementer. 

Og her for et par uger siden, fik vi så det første Facebookarrangemnet på benene - en hyggelig legekomsammen.

En lille flok hårdføre forældre, bedsteforældre, børn og børnebørn mødtes med slæder og kaffe for enden af vejen, hvorefter vi i dejligt solskin futtede over til legepladsen.

I næste uge skal vi mødes og arrangere fastelavnsfest for vejens børn.

Jeg tror faktisk, at Facebook godt kan gøre vores vej et sjovere sted – og måske endda gøre os til bedre naboer.

Se også min blog om om mit arbejdsliv, tekst og kommunikation på www.rikkefieschi.dk

Eller hvad?

I brevet var en ret lang liste med alle mulige forudsætninger, barnet skal opfylde for at kunne starte skole.

Der var også en meget pædagogisk to-do liste til forældrene med træningstips til det næste halve år.

Jeg kan især godt lide det punkt, der forslår, at forældrene kan “Tale meget med barnet” :-). Okay så…

Pascaline er jo – helt objektivt bemærket - en super klog pige med masser af selvtillid – men at ”kunne forstå 2-3 beskeder samtidig”…

Øhm, succesraten her kommer nok lidt an på beskedernes natur.

Er beskederne fx:
1.    Så er der is til alle!
2.    Spis så mange I kan!
3.    Og tag også en blødebolle

- så er jeg sikker på at alle 3 beskeder står mejslet ind hendes lille hoved med fotografiske kvaliteter.

Men er beskeden mere noget med – ”Skriv først jeres navn, tag bagefter tøj på og vent ude ved gyngerne” – så er jeg ret sikker på, at hun allerede ved første besked vil svæve væk i overvejelser omkring tusch eller blyant? Hvilken farve? og krummelurer eller tykke bogstaver?

Og så er der punktet med, at man skal kunne kaste og gribe en bold. Altså kaste, det kan hun selvfølgelig. Men gribe – det kommer nok lidt an på afstanden, og hvor mange gange bolde må røre jorden…

På den anden side – en 5 årig der kan give sin papa bøllebank i PS3 bordtennis – skulle hun ikke være skoleklar?

Papa bliver banket i PS3 bordtennis!

Jeg havde været på mit nye arbejde i ca. en uge, og hosten og feberen var lige så stille eskaleret gennem ugen. Fed timing.

Nå men grunden til hans spørgsmål var, at jeg simpelthen ikke kunne få det over mig at melde mig syg allerede efter EEN UGE på nyt job. “Så tænker de bare, jeg er sådan een, der melder mig syg hele tiden”, klynkede jeg.

Og så var det han spurgte ”Helt ærligt - hvad ville du selv tænke?”

Helt ærligt? Jeg ville tænke “Tag dig sammen, pomfrit. Du er lige startet nyt job!”. Og på den måde gjorde jeg jo det hele lidt svært for mig selv.

Et par dage efter viste det sig så, at jeg havde lungebetændelse, og jeg måtte kapitulere og tage 2 sygedage.

Og nu 2 antibiotika-kurer og 4 uger senere…. hoster jeg stadig som en storryger. Min læge har givet mig Brystdråber med opium(!!), så jeg kan sove bedre om natten, og energien er lige så stille på vej tilbage.

Det har fanme været en hård jobstart - men hold da helt raket, hvor er jeg positiv over det her! 

De sidste 4 uger har kun handlet om at kunne mobilisere nok energi til at gå på arbejde. ALT andet har bare stået på stand by. I en grad, så IT-helten og jeg end dag måtte skovle en lille sti fri for rod med fødderne, da vi skulle bære en tung plade ud af huset.

Nogen gange må man altså bare priotere, og de sidste ugerstid vandt oprydningen bare ikke dén konkurrence… 

Men nu tror jeg, jeg er nået op til overfladen. Det må jeg jo være eftersom jeg sidder her og skriver igen. Og jeg glæde rmig til for alvor at kunne nyde det her nye liv. For det føles lidt sådan.

Den sætning har jeg hørt eller læst HVERT ENESTE år, side Pascaline blev født. 

Og hver gang løber jeg rundt om mig selv 10 gange, indtil jeg får kaldt mig selv til samling og min krybdyrshjerne bliver enig med min rationelle hjerne om, at vi slapper heeeeelt af – og så må vi altså tage de sørgelige rester, når vi får os nosset sammen til at købe vinterstøvler i oktober. 

For der er ZIP, ZERO, NUL chance for, at jeg får købt vinterstøvler i august. Der er jo stadig dejlig varmt, og så er der jo så mange andre ting, jeg hellere vil bruge penge på. Is for eksempel…

Og når så vi nærmer os oktober, og jeg med blikket flovt vendt mod jorden sniger mig ind i en skotøjsbutik, så er det, overraskelsen venter…

DE ER IKKE ALLE SAMMEN VÆK!!!!

Hvert eneste år i nu 6 år er det lykkes os at komme hjem med de fineste vinterstøvler. 

Og se bare, hvad jeg lige har købt til pigerne i dag.

Pascalines fine nye vinterstøvler fra Sorel

Isabels nye støvler fra Ecco. I LILLA! (hun elsker at konstatere, når ting er lilla :-))

Og så alligevel - når man kun har 8 dage tilbage som arbejdsløs, inden man starter på nyt job, så kan det der arbejdsløshed godt være helt ok.

Her er, hvad denne arbejdsløse mor lavede i dag.

Biker på vej til vuggestue. Som arbejdsløs har man masser af tid. Derfor fik Isabel  i dag lov at vælge transportmiddel samt rute ned til vuggestuen. Valget fald på balancecykel, som hun LIGE har lært at køre på og længst-mulig-ruten. Det blev en dejlig lang morgentur…

Arbejdsløs -  men handy. Jeg blev næsten færdig med mit projekt ”havemøbler-makeover!”

Meget syg pige. Pascaline og jeg blev enige om, at hun hellere måtte tage sig en 3. sygedag  fra børnehaven - så vi lige var HELT sikre på, at den halsbetændelse nu var væk. Og så tog vi på recover-tur og opdagede en ny legeplads!

Overskudsprøve no. 1! Og så fik jeg da også lige sat et iglo-telt op i stuen. Ta-daaaaa! (Det kræver kun 2 stænger gennem en løkke, siger du nok. Men så siger jeg, Ja, ja, ja, men de to stænger har ca. 300 samlinger hver, som hele tiden går fra hinanden – inde i løkkerne!!!)

Øv! Det var ikke med vilje.

Men hvis en blog skal leve, skal man jo som et minimum skrive på den… Og jeg elskede virkelig at skrive her. Og ikke mindst elskede jeg, at I var så mange, der efterhånden fulgte med og komenterede.

Jeg gik i stå. Jeg skulle vist lige over på den anden side af, tjaaaa – livet efter 2. barn? Refleksioner over hvordan mit arbejdsliv skal se ud? En kæmpe bunke tøjvask?

Jeg glemte vist, at det at blogge faktisk GAV mig overskud. Det er ikke kun noget, jeg skal gøre, når jeg HAR overskuddet. For hvad er chancen lige for, at man banker panden mod overskud sådan i tide og utide med to små tøseletter i huset og et fuldtidsjob?

MEN NU SKAL DET VÆRE SLUT! THE BLOG MUST GO ON!

Jeg blogger videre fra I dag.

Følg mig også på min nye blog på www.rikkefieschi.dk. Og tjek den ud allerede nu. Jeg har nemlig taget en STOR beslutning…

Vi ses i blog-land!

What the f…?? Gik der lige 4½ måned??

Jamen, så velkommen. Kom indenfor til lidt konprimeret kvalitetstid her i Livet Med To Små Børn Plus Mor og Far På Fuldtidsarbejde. Hvem skulle tro det. At livet kan gå så stærkt.

Min baby har lige været til sin 1 års undersøgelse. Min lille baby. 1 år og 1 måned er hun. Siger ”AaahOooh” (Betyder Hallo – med hovedet på skrå og hvad som helst, der ligner en mobiltelefon ved øret… Hvor pokker har hun dét fra???). Siger ”HEI”!! til alle – også dem, der ikke fortjener det og ignorerer hendes kærlige lille hilsen! Skam jer – man siger da altid hej til en baby! Og så selvfølgelig: ”AH DET”? – et spørgsmål man lige så godt kan svare på igen og igen og igen. Ellers bliver det bare stillet med dobbelt up i volume.

Vores liv er toptunet nu. Toptunet til 2 børn. Det tog lidt tid. 1 års tid for at være mere specifik… Men nu synes jeg, vi er ved at være der, hvor det virkelig begynder at blive sjovt.

Jeg bliver jo nødt til at spole lidt tilbage nu. For jeg har jo sprunget en del over, siden jeg sidst skrev.

Daddy Rocks

Min kæreste havde 10 skønne uger på barsel. Faktisk så skønne, at jeg blev reduceret til nr. 2 på Isabels favoritliste! Hvem skulle tro, at man kunne blive jaloux, når babyen kun vil hyle i papas arme…? Men sådan var det et stykke tid. De to var bare buddies. Og det var helt fantastisk at se, for jeg kunne jo se, hvor meget det også betød for ham. Hans lille pige, havde udvalgt ham til nr. 1. Den vigtigste i verden. Den der skulle redde hende fra alt ondt. Men det sved selvfølgelig også i mit hjerte. Nu havde jeg trods alt båret hende rundt i maven i 10 måneder og ammet hende i 9, og så bliver man bare vraget! Nu er der heldigvis etableret nogenlunde ligestilling igen, efter at papas barsel sluttede..

Er der aldersgrænse i folkekirken?

Og så blev hun døbt. Det er en lidt indviklet historie. Og noget rod, synes nogen. Men for os føltes det rigtigt. Hun blev døbt i folkekirken 11 måneder gammel. ”Man kan da ikke blive døbt så sent”, sagde nogen. Det viste sig, at det kan man faktisk godt. Og Isabel skulle ikke engang vise ID til udsmideren. Vor Herre har åbenbart slækket lidt på aldersgrænsen.

”Jamen Pascaline er jo døbt i den katolske kirke”, sagde andre. Ja, det er ganske rigtigt. Min kæreste familie er alle døbt katolske, og det føltes rigtigt dengang. Men ikke denne gang. Faktisk overvejede vi, at Isabel slet ikke skulle døbes, fordi jeg ikke ville gøre det i den katolske kirke igen. Men det var heller ikke løsningen. Så vi tog en hurtig beslutning og holdt en dåb/fødselsdag en dejlig solskinssøndag i slutningen af juni.

Men hvorfor nu alt den ballade, nå vi ikke engang er specielt troende? Det korte svar er, at det alligevel betyder noget. Det er noget med at have en historie. Og at tilhøre noget – noget gammelt, som vi alle er end del af, om vi vil det eller ej.

Lidt venlig Happy Slapping…

Og hun er startet i vuggestue (På Pingvinstuen sammen med det meste af banden fra mødregruppen! Det er da bare for hyggeligt.

Og hun kan rigtig lege med storesøster nu. I lang tid af gangen, hvor de bare hygger på værelset, og jeg kan høre dem skiftevis fnise og skrige i vilden sky. Jeg er ved at lære at tyde på skrigene, hvornår der er tale om alvorlig vold, og hvornår det bare er lidt useriøs happy slapping… Søsterhood kræver, at alle parter bliver hærdet lidt. 

Jeg er Mamse

Hvad skal man sige, når ens 4 årige pige begynder at kalde én for Mamse? Hun er simpelthen så kæk i den lille mund. Men det er jo det, jeg er. Mamse. Og det er slet ikke så dårligt. Nu nyder jeg rigtigt at være på arbejde igen. De rutiner, der bare skal køre, de kører nu. Hente/bringe fx . De huslige ting. Det kører ret glat. Og så er der ro til at nyde at gå på arbejde. Men jeg er da træt. Er du så færdig, jeg er træt nogen gange! Men også det bliver bedre. Isabel har endda sovet igennem enkelte gange. Og når man i en periode har fungeret på 4 timers søvn, så er 6 timer jo det rene fråds. Og 6 timer i træk er næsten uhørt! Det oplever vi nu heller ikke meget af…

Jeg arbejder stadig på at komme tilbage i samme kropslige hylster og med samme rå-styrke som før, jeg blev gravid. Jeg droppede dansen efter 1 sæson. Det var ellers sjovt, men det krævede bare lidt for meget struktur at skulle af sted samme tid hver uge. Så en periode cyklede jeg til og fra arbejde. 15 km hver vej. Men det blev altså også for overskudsagtigt… Nu er jeg i gang med plan C. Den fortæller jeg om en anden dag.

Jeg er så træt nu. Jeg må op og se noget E!

Og jeg er stoppet med at amme. Og Isabels papa er gået på barsel. Og hun har lært at kravle. Og spise mad med klumper i. Og æblebåde.

Og hun har lært at sætte sig op fra liggende stilling. Idag. Det gjorde godt nok aftenputningen noget besværlig, for det var åbenbart det sjoveste, hun endnu har opdaget om sin krop!

Og på fredag er hun 9 måneder.

Og så skrev jeg, for efterhånden snart 5 måneder siden, at jeg havde noget i gære… Ja, der er jo ingen grund til at ride NØJAGTIG samme dag, som man sadler.

Men nu har min plan vist også gæret længe nok, så på onsdag springer jeg ud som… danser. Det er simpelthen et led i min plan om at blive et menneske med en rygmuskulatur, der er i stand til at bære ryggen, og en mavemuskulatur, der er istand til at holde maven inde. Jeg skal gå til hiphop/Jazz/Funk. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan den dans kommer til at se ud, men jeg skal nok afrapportere.

Og imorgen vil jeg cykle på arbejde. 13 km. Jeg håber, jeg stadig har lidt energi til rent faktisk at arbejde, når jeg kommer på arbejde…

KA’ DET BLI’E MERE RÅDDENT?

Jeg har netop smidt 10 pølsehorn ud, som jeg møjsommeligt og over flere lure igår fik bagt  til Pascalines Børnehaves Påskefrokost idag.

Smart som jeg ind i mellem er, glemte jeg dem på køkkenbordet i nat…

Jeg føler mig fan’me som en sur havenisse.

Og hvis der er noget, vi Superhelte elsker, så er det jo at redde liv! Så her kommer et nyt afsnit af Projekt Barsels Ammestuehistorie:

Sidst jeg skrev et afsnit i Isabels og min ammehistorie var her. Og som I sikkert har bemærket på egen krop, så holder babyer sig sjældent til den samme udgave af historien ret længe!

Og således skete det også her.

Tilbage på nattetjansen…

Efter at have holdt stand mod natamningen i nogle uger, fik Isabel diarré, og nægtede at spise fast føde. Så for at sikre minimalt input af føde, måtte jeg amme om natten igen.

Heldigvis kom appetitten efter fast føde igen (Altså fast og fast… Det er en praktisk overdrivelse. Hun æder INTET, der ikke er pureret til ukendelighed), da diarreen var overstået. Isabel fik nu ca. 3 mad-måltider samt 3 ammemåltider om dagen og et uvist antal amninger om natten. Uvist fordi jeg simpelthen ikke kan huske det. Hun skruede pludselig helt op for natamningen, og jeg tror egentlig mest, det var for hyggens skyld. Men jeg blev ganske groggy i mit hoved, og besluttede, at der måtte gøres noget.

Så sidste weekend lagde vi en plan. Med kun 2 uger tilbage af min barsel måtte det være på tide at trappe ned på amningen for vores allesammens skyld.

Step 1 - En melon-situation

Jeg startede med at skære 2 af de tre daglige amninger væk. Sådan – PIFT!

Da vi kom til aften efter den første dag, var mine bryster spændte som MELONER, og jeg hylede som en lille grissebasse, bare nogen kom til at strejfe mig i det område. Bortset fra det, gik det godt, og Isabel accepterede situationen. I dag – efter ca. 4 dage har min mælkeproduktion allerede justeret sig, og melonerne er normaliseret…

Step 2 - Papa tager over igen

Næste skridt tog vi i lørdags. Min kæreste flyttede ind til Isabel, og jeg flyttede ind til Pascaline. For jeg havde virkelig brug for lidt nattero. Mirakuløst skete der det, at Isabel pludselig GODT kunne sove uden at amme 3 fantasilliarder gange! (Der ER altså noget om det dér med, at vi lugter af mælk). Kun én gang kl. 24.00 vågnede hun. Her vækkede min kæreste mig, jeg ammede og listede tilbage i min lille underkøje i Pascalines køjeseng og SOV TIL KL. 06.00!!!!!!! Det er 6 timer i streg! Jeg har ikke været ude for magen til luksus i godt 8 måneder.

Så den opskrift fortsætter vi med lidt endnu. I hvert fald indtil Påskeferien.

Step 3 - børn for sig og voksne for sig!

Efter min sundhedsplejerskes råd er det så planen, at pigerne i Påsken flytter sammen på børneværelset, og min kæreste og jeg flytter sammen i soveværelset igen. Jow, jow, jow, jow - vi skal sørme sove sammen igen! Bare at få lov at sove sammen, er jo romantik på højeste plan i en småbørnsfamilie :-). Og herefter er det min kæreste, der overtager nattetjansen, for i Påsken skal det endelig slag slås, og amning om natten skal være helt slut. For det orker jeg altså ikke, når jeg skal tidligt op og på arbejde.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende! (Håber det reddede et liv eller to…)