En festdag for demokratiet.

Sådan tænker de fleste af os om Grundlovsdag.

Hvert år glæder jeg mig.

Og hvert år er dagen også en lejlighed til at stoppe op og give plads til eftertanke og dialog om demokratiet og det fælles, vi har.

Der har været flere af sådan mærkedage på det seneste.

4. maj med lys i vinduerne til minde om alle dem, som turde, og som havde modet, da det var allersværest.

Det holder aldrig op med at være en højtidelig dag for mig.

Og den 25. maj med valg til europaparlamentsvalget.
Også en festdag.

En glad dag for mig, fordi jeg tror på den europæiske idé.

Og en god dag for Radikale Venstre, som igen fik sæde i parlamentet. Det huer os ikke at stå på sidelinjen, kan jeg godt afsløre!

Men europaparlamentsvalget gav selvfølgelig også stof til eftertanke.

Hvorfor er der – rundt om i Europa og også herhjemme – så mange, som ikke har den store fidus til det europæiske samarbejde?

Som hellere vil slå i bakgear end at finde vejen fremad?

Det har fyldt en del hos mig i den seneste tid og vil også fylde en del i denne tale.

EU’s udfordringer

En vigtig del af svaret handler om, at vi ikke har lyttet nok til de bekymringer, som folk har.

Det kan lyde som en floskel. Men det er ikke tilfældet.

Jeg mener det ganske alvorligt.

Jeg mener, at vi grundlæggende har forsømt at anerkende, at det er med god grund, at maleren, bygningsarbejderen og lastbilchaufføren er bekymret for sit job.

At det er forståeligt, når de ser med uro på de østeuropæere, der står klar til at arbejde flere timer, og til en lavere løn, end hvad der er normalt i Danmark.

Hvorfor har vi forsømt at anerkende den bekymring klart?

Jeg tror, det hænger sammen med, at vores politiske kultur ikke levner meget plads til nuancer og til tvivl.

Der er ikke megen plads til, at mønten kan have både en forside og en bagside.

At der kan være fordele og ulemper forbundet med det indre marked, for eksempel.

Hvis ikke man har enkle og utvetydige løsninger på problemerne, kan de to minutters revolver-interview på TV2 News blive en mindre katastrofe.

Som oven i købet kan køre i loop på sendefladen en hel dag.

Det er den virkelighed, alle politikere lever i. Men jeg vil ikke placere aben hos medierne. For det er vores ansvar som politikere at levere mere end det.

Vi skal styrke den demokratiske samtale.
Vi skal kæmpe for en åben dialog, hvor svar og positioner ikke er givet på forhånd.

Og vi skal – for at sige det som der er – insistere på, at den demokratiske debat i højere grad handler om betalingsbalance og beskæftigelse end om boxershorts og bilag.

Globalisering

Lad mig prøve her at sige lidt om, hvordan jeg ser de udfordringer, som Europa og Danmark står over for. Med de nuancer, som jeg mener, må høre med.

Social dumping har fyldt meget i debatten.

Og lad mig sige med det samme: Radikale Venstre og jeg tager skarp afstand fra lønninger på 30-40 kr. i timen i Danmark.

Mange har ønsket at skyde os andre holdninger i skoene, så der er nok grund til at slå det fast.

Jeg bakker fuldt op om fagbevægelsen og det organiserede arbejdsmarkeds indsats for at sikre ordentlige vilkår på det danske arbejdsmarked.

Sådan som vores parter har gjort det i mere end 100 år.

Og jeg er stolt af at sidde med i en regering, som har opprioriteret kontrolindsatsen på den ene finanslov efter den anden, så vi kommer snyd og svindel til livs.

Men vi må også være ærlige og sige, at vi ikke har fat i det mere grundlæggende problem, hvis vi blot taler om snyd og svindel.

Det ved maleren, bygningsarbejderen og lastbilchaufføren godt.

For mange litauere og polakker arbejder gladelig – og hårdt – for en løn, der ligger i underkanten af, hvad danskere kan eller vil klare sig for.

Industriens medarbejdere kender også godt til problemet.

Industrien har gennem årtier oplevet en parallel til den udvikling, som serviceerhvervene nu står midt i.

Mange arbejdspladser er tabt til Asien, hvor medarbejdere og produktion er billigere.

Presset er i sidste ende globalt og ikke et resultat af den frie bevægelighed i EU.

Jeg synes, at vi har brug for at hæve blikket og se problemstillingen i et globalt perspektiv.

For det er ad den vej, vi skal finde løsningerne. Med afsæt i de arbejdspladser, som også er kommet til. Det vender jeg tilbage til.

Først må vi blive enige om at tale om udfordringerne som et fælles anliggende.

Globaliseringen er et vilkår. Ikke et tagselvbord af muligheder.

Men det er heller ikke et onde, vi skal bekæmpe med næb og kløer.

Vi skylder hinanden at anerkende, at mønten har to sider: at der lige nu i Danmark er nogle, som taber på globaliseringen, mens andre vinder.

Den problemstilling er større end EU. Selv om den også fylder godt i EU-debatten.

Der vil nok være dem, som mener, at mit parti har været lidt for forelsket i blå strømper med stjerner på.

Men det er nu ikke blind kærlighed! Jeg ved godt, at EU er ikke perfekt.

Men vi kan ikke klare os uden.

At sætte tiden i stå er ikke en mulighed

Jeg har ikke alle svarene på vores udfordringer.
Vi har brug for, at alle gode kræfter tænker med.

Sådan som gode kræfter slog sig sammen og så sent som i går fandt en løsning, så Danish Crown-slagteriet på Bornholm kan overleve.

Det gjorde mig utrolig glad.

Og en ting ved jeg: At sætte tiden i stå nytter ikke. At vende verden og Europa ryggen nytter ikke.

I valgkampen blev et velfærdsforbehold foreslået fra flere sider.

Det er efter min mening et forsøg på at sætte tiden i stå.

For hvad skal præmissen da være for ikke at give EU-borgerne adgang til velfærdsydelser?

Skal vi fritage dem fra at betale skat?

Det vil da give en helt ny dimension til diskussionen om social dumping.

Eller skal vi sætte en stopper for, at man som europæer som en helt naturlig ting kan bo og arbejde i et andet europæisk land?

I dag er der altså mere end 50.000 danskere, som gør det. Jeg savner i ikke bilkøerne ved grænsen.

Og jeg drømmer ikke om besværlige ansøgningsprocedurer for at studere eller arbejde i et andet EU-land.

Jeg glæder mig over de landvindinger, vi har nået, som hver dag skaber flere muligheder for mennesker.

500.000 danske arbejdspladser i Danmark skyldes det indre marked.

Så jeg vil ikke skrue tiden tilbage.

Jeg vil løse problemerne i den virkelighed, som findes nu.

Jeg vil præge EU-samarbejdet og tale med jer og alle andre om de visioner, vi skal have.

Det kan godt være, at vi skal styrke respekten for vores velfærdsmodel i EU. I et langsigtet perspektiv.

Eksport af velfærdsydelser er ikke et problem i dag.

Men det er da kun fornuftigt, at vi kan tale om fremtiden på den lange bane og have initiativet og engagementet til at forfølge en dagsorden i EU, der hvor vi frygter, at udfordringer kan komme.

Men lad os tage fat på det indefra, i stedet for at søge væk og ud.

Jeg tror på fremtiden

Jeg tror på fremtiden.
Jeg tror på, at fremtiden bringer nye muligheder, hvis vi opsøger dem.
Det kommer ikke af sig selv, og vejen ligger ikke klar for os.
Den skal vi finde.

Jeg synes, at jeg har noget at have optimismen i.

For ser man på danmarkshistorien, så mener jeg, at danskerne på epokegørende tidspunkter har fundet vejen frem i en ny virkelighed i stedet for at for at forsøge at sætte uret i stå.

Det er ikke første gang, at Danmark oplever et pres fra omverdenen, sådan som globaliseringen presser os nu.

Et godt eksempel er det, som af nogle kaldes ’den første globalisering’, hvor et udbygget jernbanenet og dampskibe på verdenshavene lagde dansk landbrug åbent for en hidtil uset international konkurrence.

Det danske svar var ikke at vende verden ryggen og tro, at vi kunne holde konkurrencen ude.

Svaret blev andelsbevægelsen. En ny forretningsmodel, et mere professionelt landbrug, der kunne opnå stordriftsfordele.

Det har næppe været en smertefri omstilling for alle.

Men det vidner om en opfindsomhed og en vilje til at finde løsninger, som jeg forbinder tæt med Danmark.

Og ikke ulig det, vi har oplevet i industrien i de seneste årtier.

Produktion er en langt mere avanceret affære i dag end for tyve år siden.
Nogle job er tabt, men andre er vundet ved, at industrien har omstillet sig og medarbejderne med.

I driver Danmark. Det har jeg stor respekt for.

Derfor tror jeg på fremtiden.
Men jeg har brug for jer.
Vi har brug for hinanden.
For vi skal finde løsningerne sammen.

Uddannelse, viden og gode idéer

Vi skal finde vores vej.
Det svar, som andelsbevægelsen var i 1870’erne. Det svar ligger ikke fikst og færdigt i dag.

Men jeg har en idé om, hvad ingredienserne er:

Det er uddannelse.
Det er viden.
Og det er opfindsomhed og gode idéer

Regeringen har satset massivt på uddannelse, siden den kom til.

Folkeskolereform, erhvervsuddannelsesreform, penge til at optage flere studerende på de videregående uddannelser end nogensinde før.

Det er jo netop et udtryk for, at vi tager meget alvorligt, at det er vores dygtighed, som vi skal leve af i fremtiden.

Det kræver dygtige medarbejdere, gode ideer og en effektiv produktion.

Alt sammen noget, som understøttes af et uddannelsessystem af høj kvalitet.

I de glade dage med højkonjunktur, friværdi og en statsminister, som ville skrive de økonomiske lærebøger om, var der dem, som troede, at vi i Danmark skulle leve af viden alene.

I karikaturen nippede nogle af dem til kaffe latte og kom vist også fra mit parti. Uanset hvem de var: de tog fejl.

Vi skal ikke alle være akademikere.
Og det ville godt nok også være kedeligt.

Men alle skal have en god uddannelse, som vi kan bruge til noget, og som giver hver enkelt af os gode kort på hånden i forhold til at få et godt arbejdsliv, som understøtter en god tilværelse.

Det er håndværksfagene faktisk ret gode til.

Men vi skal have flere til at vælge dem.

Og så skal de uddannelser, som jeg har ansvaret for – og især de længste af dem – lære mere af håndværksfagene: de skal blive bedre til at klæde de unge på til det arbejdsliv, som følger efter studierne.

Og så skal vi sørge for at jobbene er der.

Vi må ikke forsømme at sikre de gode betingelser for, at virksomheder kan producere i Danmark og skabe job i Danmark.

Heri ligger nøglen til, at vi i fremtiden kan opretholde det gode samfund, vi har i dag.

Hvor uddannelse og beskæftigelse er privilegier, som alle har del i.
Hvor velfærdssamfundet fornyes og bevares.
Hvor det er trygt at vokse op, og hvor mulighederne er mange.

Det er netop det, som denne regering har arbejdet stenhårdt for. Gennem en lang række af reformer.

Og jeg tager hatten af for vores statsminister, som er gået forrest i det arbejde.
Også når beslutningerne har været vanskelige.

For det har ikke altid været populære beslutninger.

Men det er med Danmarks og danskernes bedste for øje, at hver beslutning træffes.

Resultaterne begynder også at vise sig.

Væksten er kommet i gang.

Der skabes flere arbejdspladser.

Beskæftigelsen stiger.

Og ledigheden falder.

Vores indsats betaler sig.

Vi skal have Europa med

Men vores indsats gør det ikke alene.

De andre europæiske lande de samme udfordringer som os.

Derfor er EU også en del af løsningen.

Det er de andre europæiske lande, vi handler mest med.

Og det er de andre europæiske lande, vi har det stærkeste værdifællesskab med.

Hvis Europa står stærkere, står Danmark stærkere.

Det er her, EU skal lægge sine kræfter: I at sikre et stærkt Europa i fremtiden.

Ligesom for Danmark handler det for EU om at stille spørgsmålet: ”Hvor skal de nye job komme fra”.

Det indre marked er en forudsætning for mange virksomheder i Europa i dag.

At det fungerer skal selvfølgelig have vores bevågenhed.

Og vi skal lave de justeringer, der er behov for.

Men det næste skridt for EU er at få et større fokus på den verden, Europa befinder sig i.

Nogen har engang sagt, at EU skal være ’big on big things and small on small things’.

Det er tid til at tage fat på de store ting:

Hvordan får vi de bedste betingelser for de små- og mellemstore virksomheder, som vi har mange af i Europa?

Hvordan får vi omsat nye ideer og viden til virksomheder og vækst?

Hvordan bliver vi uafhængige af Putins gas?

God grundlovsdag

Der er nok af store spørgsmål at tage fat på.
Mange udfordringer, som kalder på vores opmærksomhed.
Både herhjemme og i Europa.

Jeg tørster efter at tage de diskussioner og gøre det arbejde, som skal til.
I samarbejde med dem, som vil.
Uden vante positioner og rygmarvsreaktioner.
For jeg mener, vi har brug for det. Og jeg ved, vi har gjort det før. Sammen.

God grundlovsdag til jer alle.

Og det er helt sikkert også det, der er meningen med udstillingen. At mindre os om, hvor privilegerede vi er. For i dag er det jo trods alt de flestes erfaring, at vi kan stemme, at vores stemme tæller – at vi er med til at bestemme. Vi har – også i globale sammenligninger – en meget høj tillid til hinanden og til vores institutioner i Danmark.

Sådan var det ikke i 1849. Men her blev grunden lagt til, at rige og fattige, mænd og – på sigt – kvinder, unge og gamle, bymænd og landbokvinder, godsejere og arbejdere i dag er med til at bestemme, hvordan vores samfund skal indrettes, og hvordan vi vil leve vores liv. Det kunne kun lade sig gøre, fordi der var politiske ledere og almindelige danskere, der traf svære beslutninger i fællesskab.

Det krævede mod.

Det er der også mange ting, der gør i dag. Det kræver mod at rejse sig som land i en krisetid.

Jeg synes, Danmark har en modig og ansvarlig reformregering. En regering, der arbejder benhårdt på at bringe Danmark ud af krisen, skabe holdbar velfærd for alle og ruste os til fremtidens udfordringer.

Vi arbejder for at øge vækst og beskæftigelse i Danmark, for vi vil have flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse. Fordi vi mener, det er en grundlæggende værdi at kunne forsørge sig selv og få et nyt arbejde, hvis man har mistet det, man havde.

Vi går reformvejen for at kunne gøre det, vi gerne vil som samfund. Vi vil være dygtige til at lave de bedste produkter og serviceydelser – det kræver, at vi investerer i uddannelse og forskning. Vi vil være raske og sunde – det kræver et moderne sundhedsvæsen. Vi vil ikke have fattigdom og elendighed, men muligheder og bedre liv – det kræver et rimeligt socialt sikkerhedsnet.

Vi står for det endelige opgør med blokpolitikken. Det vigtigste er ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om. 

Og det er vel om noget udgangspunktet for demokrati og dialog?

Regeringen har forpligtet sig til, at gøre hvad vi kan for at skabe flere arbejdspladser i lyset af de mange, mange tusinde private arbejdspladser, der blev tabt under krisen.

Regeringen er samtidig garant for, at reformer bliver gennemført på en forsvarlig måde.

Det er derfor, at regeringen ønsker at indfase dagpengereformen på en mere lempelig måde. Det er ikke udtryk for vægelsind. Men derimod udtryk for, at vi lytter, før vi handler.

**

Det er min erfaring, at det kan afspore en politisk debat at tale om, hvor man kommer fra. Også selvom man har en baggrund så banal som min. Forstaden Birkerød, borgerlige forældre, min mor selvstændig gennem et langt liv, min far ansat i det private.

Selv bor jeg på Nørrebro, er vel i udgangspunktet uddannet til et arbejde i den offentlige sektor, er gift med en lærer. Andre politikere er landmandsbørn, arbejdersønner, døtre af direktører eller den voksende mellemklasse af mellemlangt uddannede offentligt ansatte.

Hvad betyder det for hvilke politikere de er? Det taler vi ikke så meget om. Men nævner jeg mine borgerlige forældre, kan det godt gibbe i en borgerlig, der synes, jeg er hoppet af, eller en socialdemokrat, der antyder, at jeg så ikke kan ane, hvad det vil sige at være arbejder eller aktiv i fagbevægelsen.

Jeg synes selv, at jeg er vokset op i et forbundet Danmark, hvor vi tager ansvar for hinanden og kan tale sammen på tværs af baggrunde og erfaringer. Det er det Danmark, jeg arbejder på at styrke. Det er det Danmark, som Grundloven og vores demokrati er fundamentet for.

Det er ikke min simple livshistorie, der er interessant. Men jeg synes, det er væsentligt, hvad vores billeder af hinanden betyder for interessen for at finde fælles løsninger. Og om de billeder, vi alt for hurtigt får, også afspejler borgernes opfattelse af partier og politikere.

Til det sidste først. Det er min oplevelse, at vælgerne generelt er langt mindre forudindtagede end partipolitikerne er. Vælgerne vil gerne vide, hvad jeg mener og hvorfor. Partipolitisk aktive synes, de har en ret god idé om, hvad jeg mener, og prøver ofte at få mig til at passe med mærkaten eller karikere mine synspunkter, så de kan sætte sig i modsætning til dem.

Sådan er den politiske samtales natur også. Men det har konsekvenser for interessen for at finde fælles løsninger. Interessen for at holde den politiske samtale levende og Danmark forbunden.

Det er min inderste overbevisning, at jeg skal arbejde for et Danmark, der er godt for alle at leve i. Det Danmark kan se forskelligt ud, alt efter ens politiske overbevisning. Men når nogle personer på venstrefløjen dyrker arbejderromantisering og fortællingen om akademikerne som verdensfjerne fantaster, eller når nogle borgerlige dyrker fortællingen om de dovne offentligt ansatte eller arbejdsløse, så graver vi grøfter. Og den type grøfter er ikke ligefrem med til at bygge samfundet op.

Vi har brug for både arbejdere og akademikere, for offentlig og privat og civilsamfund. Først og fremmest har vi brug for, at vi alle bliver dygtigere og er med til at gøre Danmark til et bedre land at bo i.

Jeg ser noget af den samme fortegning i beskyldningerne om, at regeringen fører nødvendig politik. Jeg er ikke i politik for at gøre det nødvendige. For mig handler politik om mennesker. Jeg er politiker for at gøre det bedste for mennesker.

Vi ved godt, at der er alternativer til den politik, vi fører.

Vi kunne godt have gjort noget andet – truffet andre valg, have prioriteret anderledes. Eller helt ladet være med at gøre noget. Men så skulle vi også tage ansvar for de konsekvenser, det førte med sig.

Vi kunne vælge at låne endnu flere penge udenlands til at finansiere mere velfærd. Vi kunne håbe, at selvom vi så brød de aftaler, vi selv har indgået i EU om, hvor meget gæld, vi må have, så ville vores politiske partnere dér tilgive os. Vi kunne håbe på, at markederne ikke opdagede, at vi lånte mere, for så ville renten givetvis stige en hel del og tilliden til dansk økonomi globalt falde. Eller vi kunne bare være ligeglade med det, og låne noget mere til at betale de stigende renter af vores lån.

Vi kunne gøre som den tidligere regering og fortælle danskerne, at det hele nok skulle gå, og at vi ikke behøver at lave ret meget om. At der var råd til flexlån og skattestop og flere offentligt ansatte. Måske ville det være populært.

Men det er min faste overbevisning, at det ville være socialt uansvarligt. Hvis vi underminerer fundamentet for vores velfærdssamfund, går det først og fremmest ud over dem, der har mest brug for det. Jeg vil gerne sikre et lige samfund, med muligheder for alle. Det er bedst for Danmark.

Derfor fører vi den politik, vi tror på. Jeg står ikke op om morgenen for at glæde mig over balance på budgetterne. Jeg står op om morgenen og bruger al min energi på politik, fordi jeg gerne vil forandre samfundet for mine børns skyld. Og jeg bilder mig ind, at jeg også tænker på andres børn. Også fordi det er dem, mine børn skal leve deres liv sammen med, på Nørrebro såvel som i verden omkring dem.

Hvilke vilkår skal de vokse op med? Jeg vil da gerne have, at de får endnu flere muligheder end mig. Men jeg frygter reelt, at de får færre. Særligt hvis vi ikke taler om, hvilket samfund, vi vil have, men kun om, hvad vi gerne vil bruge flere penge til.

Jeg forstår godt, at der er stærke appellerende følelser i at gå efter ”banditter i habitter”. Den finansskat, der er tale om, vil imidlertid også ramme investeringer og dermed arbejdspladser til almindelige mennesker.

Jeg forstår godt, at vi med følelserne gerne vil gå efter ”dovne Robert”. Men vi skal have både det system og de arbejdspladser der gør, at vi får folk i arbejde, fordi det er det værdigste for dem og det bedste for Danmark. Det er alt sammen politiske løsninger, der nås bedst gennem dialog og samarbejde i bredden.

Det, vi deler med hinanden i Danmark, er jo ikke bare budgetter. Vi deler meget mere end penge – altså den skat – vi betaler og bruger til at skabe fælles rammer.

Vi deler fællesskab, samtaler, ideer om det gode samfund og indsatser for at udvikle os sammen. Jeg vil ikke kun have penge af den rige dansker. Jeg vil også have hendes ideer, medborgerskab og medansvar for det sted, hun bor.

Jeg vil ikke kun spare på penge til lærernes forberedelsestid. Jeg vil have, at de indgår i fællesskaber på deres arbejdsplads, der er med til at løfte hele skolen.

Hvis vi kun taler om og opfatter velfærd som penge, bliver vi fattigere i ånden. Vi har ikke lavet det forbundne Danmark, som vi er stolte af at kalde et velfærdssamfund, for at bytte penge, eller fordi det var nødvendigt. Vi har skabt det sammen på midten af dansk politik, fordi vi troede, det styrkede os. Fordi det var bedre, end det, vi havde før.

I dag er der en risiko for, at vi taler for meget om de penge, vi jo godt nok skal leve af, og som derfor er vigtige, men ikke det livsindhold, vi lever for. I stedet for at tage den politiske samtale om kvalitet og fællesskab. Hvad er det moderne medborgerskab, og hvilke ting skal man kunne i et forbundet samfund?

Hvis vi skal have gode ideer i Danmark, lave nye løsninger på gamle problemer og leve uden ødelæggende konflikter, så skal vi bruge tiden på at udvikle det forbundne Danmark.

Vælgerne har forstået det længe før politikerne, tror jeg. De ved godt, at den nordiske model kun overlever ved at udvikle sig. Vi bevarer kun velfærden ved at forandre den. Vi skal se på, hvad vi selv kan gøre, ikke kun, hvad naboen kan gøre. Vi har ikke nået det bedste velfærdssamfund endnu.

Demokratiet kunne lykkes i 1849 og sidenhen, fordi nogle opgav noget, og andre fik noget, uden at det førte til blodige konflikter.

Der var i mange år efter 1849 en ofte konfliktfyldt kamp om udvidelsen af demokratiet. Men vi fik stemmeret for alle – på en måde, der styrkede tilliden på tværs af klasse, by og land, køn eller alder. Vi havde konflikter, men vi fik en stadigt voksende tro på, at vi kunne løse dem. 

Det var også svært undervejs. Vi er blevet testet af kriser og krige, men vi har været i stand til at lave et samfund, hvor vi er relativt rige, frie og lige.

I Radikale Venstre tror vi på fremtiden. Vi tror på den enkelte. På at vi har et ansvar både over for os selv og for vores samfund. Derfor er det vigtigt, at vi har kunnet gennemføre langsigtede velfærdsreformer og skabt bedre vilkår for virksomhedernes konkurrenceevne og den private jobskabelse. Ikke for reformernes skyld, men for samfundet og for menneskers skyld.

Vi lytter, før vi beslutter. Og vi giver en hjælpende hånd, når det er nødvendigt. Derfor har vi aftalt en blødere indfasning af dagpengereformen, som skaber tryghed for 30.000 danskere.

Vi samarbejder. Med dem der vil. For indhold er vigtigere end partifarve. Derfor har vi endegyldigt brudt med blokpolitikken og lavet forlig med alle partier i folketinget.

Den åbne debat, retten til uenighed og muligheden for at blive hørt er nogle af grundpillerne i vores demokrati. De rettigheder og muligheder fejrer vi i dag. Derfor elsker jeg Grundlovsdag.

På virksomhedsbesøg22. april besøgte jeg Toms Gruppen A/S i Ballerup og fik en god snak med Toms koncerndirektør, Jesper Møller, om vækstplanen og de udfordringer og muligheder, Toms som produktionsvirksomhed har i Danmark. Læs om besøget på Ballerup Bladets hjemmeside. Hvis din virksomhed også kunne tænke sig, at invitere mig til en snak, skal du være meget velkommen til at skrive til mig på Sofie.Carsten.Nielsen@ft.dk

Og en kontanthjælpsreform, der tager særligt hånd om de alt for mange unge, der i dag hænger fast i systemet. Ingen skal parkeres. Derfor omfatter Reformen nye initiativer, der skal hjælpe unge kontanthjælpsmodtagere, så de i højere grad går i gang med en uddannelse.

Med reformerne i hus og Venstres drillerier overstået kunne Vækstplan DK også endelig vedtages. Det er godt. For det skal være tilstrækkeligt attraktivt at drive virksomhed og investere i Danmark. Vi skal have genskabt de mange tusinde private arbejdspladser vi har tabt under krisen. Du kan se hele vækstplanen her.

I dag har regeringen så taget initiativ til at stoppe konflikten mellem DLF og KL, så vores børn kan komme i skole igen. Når vi kommer på den anden side af konflikten glæder jeg mig til at fortsætte diskussionen om regeringens folkeskolereform. Den handler om så meget, meget mere end arbejdstid.

Nu kan vi forhåbentlig også komme videre med det daglige arbejde, med at udvikle de langsigtede visioner, diskutere de presserende udfordringer og ikke mindst fortsætte med den politiske samtale. Gerne udenfor Christiansborg. Og med jer der læser med. Det er i al fald min ambition.

Mig i medierne
Den 9. april forsvarede jeg helhedsskolen i Det Grønne Område over for LAs kommunalvalgskandidat Ole Holtz-Nielsen. Helhedsskolen er en mulighed for, at give børnene en mere sammenhængene skoledag. Lektiehjælp, leg og fysisk aktivitet får bedre mulighed for at blive en del af skolen, så elever med faglige udfordringer får bedre muligheder for at løfte deres niveau. Samtidig giver helhedsskolen bedre mulighed for at udfordre de stærke elever. Der er brug for mindre kassetænkning og mere alsidig undervisning. Det er helhedsskolen en mulighed for.

I Radikale Venstre holder vi øjet på bolden. Vi ved godt, at det ind imellem måske går lige lovlig stærkt, men vi er forpligtet til at handle. Danmark er stærkt udfordret i disse år. Men lykkes det med at skabe flere private arbejdspladser til at erstatte de mere end 100.000, vi har mistet under krisen, så hjælper vi også de kvinder, der har været ti år på kontanthjælp, de mænd, hvis dagpengeret er opbrugt, og de unge, der overvejer om de kan få et arbejde, når de er færdige med at studere. Væksten kommer os alle til gode. Derfor er en ansvarlig økonomisk politik i højsædet.

Jeg gør personligt alt hvad jeg kan for at komme ud af Christiansborg og rundt til møder med partimedlemmer, virksomheder, organisationer og vælgere, ligesom jeg bruger en del kræfter på at svare på de mange henvendelser, som mange mennesker med god grund har i øjeblikket. Om bl.a. SU-reform, kontanthjælpsreform, folkeskolereform og ikke mindst Vækstplan DK, som bliver forhandlet i disse uger. Dialogen er afgørende for mit politiske virke. Derfor vil jeg meget gerne høre din holdning. Vær med!

Skriv til mig på rvscni@ft.dk hvis du har spørgsmål til vores politik. Deltag i debatterne på min Facebookside eller følg mig på Twitter. Du kan også følge med i politiske udmeldinger, min aktivitetskalender og meget mere på min hjemmeside.
Kom også gerne til mine debatmøder eller inviter mig på besøg på din virksomhed eller arbejdsplads, hvis den ligger i Københavns Omegn.

Mig i medierne
Der er megen debat om folkeskolereformen og jeg er, også lokalt, kommet med mit besyv. Læs her hvorfor jeg mener, reformen ruster vores børn til den globale verden og giver tid til en mere varieret hverdag som sikrer bedre indlæring.

Tal politik med mig
Prioritering – finanspolitik handler om, hvad vi prioriterer nu og i fremtiden. Og hvorfor.
Kom og vær med, når jeg debatterer fremtidens finanspolitiske prioriteringer med Joachim B. Olsen, onsdag d. 3. april kl. 19. Se facebookeventet her.
Arrangementet finder sted i Øregårdssalen på Gentofte Bibliotek. Ses vi?