“Hjemme i Singapore”… Det er en vending, som min nære ven Anker altid bruger, fordi han har boet i byen i over 30 år, og det var årsagen til, at vi i det hele taget valgte at tage til den by, som Anker altid har fortalt så begejstret om. Der er mange ting at se, men som turist kan man i følge Anker sagtens komme igennem hele Singapore på tre dage.

Og det vil jeg give Anker fuldstændig ret i. Singapore er let at overskue, let at komme rundt i, ren så man tror det er løgn og behageligt varm bort set fra midt på dagen, hvor det er en stegegryde. I gennemsnit ligger temperaturer på 30-35 grader, men uden en sky på himmelen kan temperaturerne nå endnu højere op. Bystaten ligger lige oven for ækvator.

Der er mange ting i Singapore, hvor beskrivelsen kan indledes med “i modsætning til resten af Asien”, så er det sådan eller sådan i Singapore. Hvis man er rigtig strid, så kan man sige, at det eneste bystaten har til fælles med størstedelen af Asien, er manglen på demokrati. I teorien har de demokrati – i praksis har bystaten det ikke. Singapore har en bestyrelse, som styrer samfundsforretningen, der har udviklet sig til Asiens rigeste.

Som dansker kommer man til et samfund, hvor prisniveauet ligger meget tæt på det, vi kender fra f.eks. Tyskland, så hvis man rejser til Syd-Øst Asien for at gøre en god handel, så gør man klogt i at finde et flyselskab, hvor man kan lave et shopping stop over i Bangkok. MEN, hvis man rejser til Singapore for at finde et af de største udvalg i verden, så er man kommet det helt rigtige sted hen.

En af mine gamle kolleger er født og opvokset i Singapore, og hun kan fortælle, at den bedste beskæftigelse og tidsfordriv for teenagere i Singapore, er at gå i shoppingcenter. Jeg syntes, det lød underligt, men når man er i Singapore, forstår man hvorfor: Der er for varmt til at være udenfor, og hele byen er et shoppingcenter. Orchard Road har så mange mega store centre, at det går over min forstand

Det vrimler med turister fra hele verden, og det siger næsten sig selv, at selv om de 4 millioner indbyggere i bystaten er blandet de rigeste i verden, så skal der noget til at holde Prada, Louis Vuitton og Gucci butikker i gang i flere centre, der ligger side om side på den samme vej. Her kan end ikke New York konkurrere.

Hvis man skal have et overblik over byen, så er selskabet Duck & Hippotours et absolut must. Selskabet har todækkerbusser (hippos), som kører i faste ruter med guidede ture, sejlture på Singapore River og ture med amfibiekøretøjer (ducks) rundt i byen, og hvor der ellers måtte være vand. De sælger todages “All in one Pass”, hvor man kan komme rundt til det hele. Man kan stige af og på, som det passer en, og deres guidning er meget professionel. Der er et par ting, som er must see:

En flyver

I sig selv er det ikke noget at komme op i moderne “pariserhjul”, men Singapore Flyer ligger helt ud til vandet med en udsigt over byen og Marina Bay, som er et must see. Det er en oplevelse, der er alle pengene værd.

Et badekar på 57′en tyvende

Et andet must see er Marina Bay Sands ikke langt fra flyeren. Hvordan pokker man får idéen til at bygge ét hotel i tre skyskrabere og lægge et skib på størrelse med en supertanker hen over toppen, står hen i det uvisse. Men at man så placerer et swimmingpool i hele skibets længde går over min forstand – som så meget andet i Singapore.

Det er muligt at løse billet og komme helt ud i stævnen af skibet, hvor der efter sigende er en fantastisk udsigt.

China Town

Lad det være sagt med det samme: Singapore er et top moderne China Town, men ikke desto mindre, så findes der et gammelt kinesisk kvarter med navnet China Town. Vi har boet i området, som har mange små butikker, resturanter, eateries og sågar en tysk bierstube. Der er masser af liv i markedsområdet omkring Temple Street og de omkringliggende gader. Lige efter solnedgang er det meget behageligt at være ude og er mange ting at se på her. Leder man efter noget China Town som den i Bangkok eller San Francisco, så går man forgæves. Duften af krydderier udebliver, men det er alligevel sjovt og hyggeligt.

Raffles

Sir Stamford Raffles er en mand, det er meget svært at komme udenom, når man går rundt i Singapore. Ud over at være grundlæggeren af London Zoo, så var han engelsk guvernør på Sumatra og i den forbindelse ønskede han at have en åben havn og handelssted. Han grundlagde Singapore og tegnede byen. Den struktur, han besluttede at give byen, har den stadig i dag. Raffles varetog de engelske interesser med en legendarisk fornemmelse for den lokale kultur og natur, og han dyrkes næsten som en gud den dag i dag.

Hotellet, der er opkaldt efter ham, Raffles Hotel, ligger midt i byen, og her er baren et besøg værd. Her skal man drikke en Singapore Gin Sling på det sted, hvor den verdensberømte cocktail blev opfundet for 100 år siden. Der er faktisk et lille museum for den. Det specielle ved cocktailen er, at der indgår den danske Peter Heering kirsebærlikør i den, og det er min private teori, at Peter Heering nok aldrig ville have overlevet som firma, hvis ikke Singapore Gin Sling var havnet som standard-cocktail på alle verdens drinkskort.

Singapore Zoo er ikke grundlagt af Raffles, men her videreføres hans idéer og respekten for dyr og botanik i en sådan grad, at Singapore Zoo hører til blandt verdens bedste. Den er ikke et must see på grund af dyrene, men på grund af hele den parkagtige måde, den er anlagt på.

Shopping

Det er ikke svært at finde steder at shoppe, men det kan godt være lidt som at finde en nål i en høstak, hvis man går efter noget specielt. Jeg er til fotogrej, og der findes en fotoforretning, som har alt det grej på hylderne, som man i vores del af verden må nøjes med at se i katalogerne, fordi det er for dyrt at have hjemme.

Cathay Photo, 111 North Bridge Road, er ikke en stor butik, men den er velassorteret. Meget velassorteret. Billedet her over er taget med et 14mm Canon L objektiv, som jeg fik lov til at skrue på mit Canon 7D kamera. Jeg har med vilje glemt prisen på det objektiv, men jeg har besluttet, at når jeg vinder i Lotto, så rejser jeg til Singapore og køber det hos Cathay. Jeg vil have købsoplevelsen i præcis den butik alene, fordi de har alle de professionelle L objekter hjemme, så man kan prøve dem. Og så ved ekspedienterne virkelig noget om det, de sælger. Indgangen til bygningen ligger i siden ud mod sidegaden i Peninsula Plaza i “labyrinten” af butikker i gadeplanet.

Elektronik køber man i Funan Digitalife Mall, på 109 North Bridge Road. Her er der et hav af elektronikbutikker i flere etager incl. en HC Andersen isbutik med danske flag. Sim Lim Square er også et elektronik marked, som faktisk er større, men her er betegnelsen marked meget passende.

Mad

Det vrimler med restauranter omkring Liang Court og Clarke Quay. Prøv at gå rundt i området ved 20-21 tiden og indsnus atmosfæren.

Her er det også muligt at få sig en meget usædvanlig lufttur:

Mine billeder fra Singapore er her.

Read Singapore on PlanetStar

I 2008 besluttede jeg mig for at blive en fuldgyldig netborger – altså en, der har alle sine data på nettet. Jeg vil ikke sige, at det er lykkedes 100 procent endnu, men på det seneste har jeg virkelig rykket.

Som de fleste andre har jeg en masse forskellige typer af data på computere, og der er desværre ikke ét sted, som er velegnet til det hele. Derfor er jeg gået ret systematisk til opgaven:

Musik

Jeg har næsten 70 GB musik, som er musik købt i BeatPort, iTunes eller fra min 1000+ CDer store samling, som er digitaliseret og lagt på harddisk. Nogle cloud services tilbyder, at man kan kopiere al sin musik op i skyen og spille musikken derfra, hvilket virker ret kravlegårdsagtigt på mig. Det er jo bare at flytte harddisken, og ikke få andet til gengæld end musikken.

Min løsning er Spotify. Her ligger alt den musik, som jeg faktisk har brugt flere hundrede timer på at digitalisere i en lige så god kvalitet, så det arbejde er faktisk spildt. Jeg har en købt en Premium konto til 99 kroner om måneden, som kan bruges fra både min iPhone, min Mac og ikke mindst fra mit Sonos stereoanlæg. Her er alt min musik og 13 millioner numre mere undtagen 668 numre, som jeg ikke har kunnet finde. De ligger fortsat i min iTunes, men de bliver administreret i Spotify og synkroniseret i Spotify, så jeg ikke skal vedligeholde min musik to steder.

Filer

Min filer – dokumenter, regneark og lignende – ligger fuldt synkroniseret i Dropbox. Jeg bruger faktisk ikke min Macbooks fine filstruktur til noget som helst. Alt er i Dropbox. Jeg har en konto med 50 GB plads, som koster 99 dollars om året. Det betyder, at jeg har direkte adgang til alle mine filer fra min Macbook Pro, min Mac Mini, min arbejds Macbook, min iPhone og min iPad. Det hele er fuldt synkroniseret, og bruger man en af de avancerede funktioner, hvor man slår synkroniseringen fra på en eller flere mapper, så filerne forbliver i skyen, så får man faktisk et arkiv, hvor de gemte filer ikke synkroniseres, men bare ligger lagret på Dropbox-serverne.

Dropbox synkroniserer som udgangspunkt filer. Det betyder, at en fil ligger både på computeren og hos Dropbox. Dropbox holder så styr på at synkronisere ændringer af filerne til Dropbox. Det fungerer perfekt. Jeg har aldrig haft problemer med det – og som en ekstra sikkerhed bevarer Dropbox ændrede eller slettede filer i 30 dage.

Jeg har også en Google mail konto med en tilhørende Google Docs konto. Jeg bruger Google Docs mere og mere til specielt simple dokumenter eller regneark. I Docs er alle programmerne inkluderet, så man kan skrive direkte i browseren, hvilket fungerer stabilt. Til dato har jeg prøvet at miste forbindelsen, men Google Docs gemmer løbende, så man mister faktisk ikke det, man skriver.

Alt det løse

Alt det løse har jeg i Evernote. Jeg ELSKER Evernote. Det er efterhånden det program, jeg bruger mest. Jeg bruger det til noter, billeder, tegninger, skannede kvitteringer direkte fra iPhonen eller fra min skanner. Det helt fantastiske er, at Evernote indekserer ALT – også tekst i billeder. Jeg har tonsvis af data liggende som billeder, f.eks. mit pas, mine eksamensbeviser, mine kvitteringer, billeder af menukort, billeder af vinetiketter og alt muligt andet, hvor der indgår tekst, som er fanget af kameraet på min iPhone for at huske det. Alt sammen kan genfindes i Evernote, fordi teksten bliver indekseret og gjort søgbar.

Jeg har Evernote på mine Mac’er, iPhone og iPad. Evernote findes også til Windows – så for 50 dollars om året har man adgang til alt det løse.

Billeder

Den største klump af data på min harddisk, er mine billeder. Jeg har næsten 25.000, og de fylder 140 GB.

Billederne har været mit største problembarn. Løsningen er blevet en kombination af harddisken og nettet i form af SmugMug, som er stedet, hvor alle mine redigerede billeder “bor”.

På overfladen fungerer alle billedsites næsten ens. De viser dig dine uploadede billeder, som du derpå kan dele med din familie, venner og bekendte. De fleste tror, at de har gemt deres billeder nettet, så de faktisk har en backup. Det har man sådan set også, men det er kun en præsentation af billedet. Originalen er slettet!

Jeg har over 10.000 billeder liggende på det sociale billedsite, Flickr. Når man uploader et billede i f.eks. fuld størrelse, så laver Flickr et helt sæt af forskellige størrelser af det uploadede billede, som man derpå kan bruge til at linke til ude fra nettet. Men når processen er færdig, så smider Flickr originalen ud. Originalen bliver med andre ord ikke brugt til andet end at danne “display” versionerne. Ja, selv det originale filnavn forsvinder.

Flickr gør det samme, som Picasa og stort set alle de andre gør, og derfor her jeg i lang tid jagtet et site med en anden metode.

Jeg har ledt og ledt, og først for nylig faldt jeg over en artikel i et fotoblad, som beskrev hvordan SmugMug i samarbejde med Amazon rent faktisk gemmer og opbevarer det originale foto ud over at lave “display” versioner af det. Hos SmugMug bliver originalen bevaret fuldstændig intakt, og man kan downloade billedfilen med dens originale filnavn. Man kan sige, at SmugMug i virkeligheden er en harddisk på nettet, som har et stort fotosite bygget ovenpå.

Det har taget mange nætter at kopiere alle mine billeder fra mit Aperture fotoprogram på harddisken til Smugmug på nettet, men nu ligger de der alle sammen, og så kan tyve rende med min computer, min Time Capsule backup eller det hele kan gå op i røg, men mine uerstattelige billeder ligger hos SmugMug. Man har for en fast pris på 40, 60 eller 120 dollars årligt adgang til forskellige serviceniveaur, men for alle tre gælder, at upload er helt uden begrænsninger. SmugMug garanterer, at de originale billeder ligger i flere fysiske datacentre hos Amazon, som pt. går for at levere tip top dataløsninger på nettet. Hvis du vil teste SmugMug, så sign ind med dette link, der giver rabat, hvis du vælger at betale efter en to ugers testperiode.

Read Netborger on PlanetStar

Jeg elsker Pattaya. Hvis man måler turistmæssig værdi i smukke pagoder og historiske steder, så er Pattaya helt klart et hul i jorden. Men hvis man elsker at slappe af, spise godt, blive underholdt til store shows og gå sent i seng, så er det paradis på jord.

Pattaya er et gammelt fiskerleje, der nogle få årtier har vokset sig til et 250.000 indbygger stort turistmål, med alt hvad det indebærer. Byen var i 80′erne sexturisternes foretrukne rejsemål, og byen havde et meget blakket ry på grund af pædofiles udskejelser. I dag har politiet ryddet op i det morads, og Pattaya er blevet et stort turistmål for familier, udenlandske og indenlandske turister, mange thaier fra især Bangkok med ferie-lejligheder og pensioniser fra især England, Rusland og Norge, som bosætter sig i de store lejlighedskomplekser langs stranden ved Jomtien syd for Pattaya.

Shoppe

Thailand er et af de rigeste lande i Syd-Østasien, og rejser man i de forskellige lande i området, har man en følelse af at komme til Vesten, når man lander i Bangkoks supermoderne og effektive lufthavn og bliver fragtet i taxa til hoteller fuldt udstyret efter alle vestens regler.

Men man må ikke tage fejl. Forskellene mellem rige og fattige i Thailand er store og slående, men generelt set er thaierne ikke fattige sammenlignet med de øvrige asiatiske lande.. En gennemsnitsløn i Thailand ligger på omkring 600 DKK om måneden, cirka 4000 bath. Den store landbefolkning er dog med til at trække det beløb ned i statistikken.

En almindelige kontoransat tjener omkring 7.000 bath om måneden, mens en veluddannet kontoransat tjener 14.000 bath om måneden. Gør man rent på et hotel, så ligger daglønnen på 2-300 bath. En receptionist på et hotel tjener omkring 10.000 bath om måneden. Tallene kommer ikke fra nogen officiel statistik, men alene ved min personlige journalistiske “spørgeteknik”.

Thaierne forventer ikke drikkepenge, men det er almindeligt at vesterlændinge – faranger – giver drikkepenge. Man kan runde op eller bare efterlade mønter. 20-50 bath er helt fint næsten uanset hvor meget, man har købt for. Det er også almindeligt at efterlade 50-100 bath på sengen til rengøringspersonalet på hotellet.

Man diskuterer ikke prisen i stormagasinerne og i forretningerne, men man gør det med handlende på gaden. Thaierne er handelsfolk, men de er ikke så agressive i prispolitiken, som f.eks. i arabiske lande. Lander man på halv pris eller to tredjedele af prisen, så har man gjort en god handel. Det er meget vigtigt, at begge parter kan gå smilende fra en handel. Det er også accepteret, at begge parter kan trække sig ud af handelen med et smil, og det sker f.eks. hvis sælgeren føler sig seriøst underbudt.

I Thailand er reglen, at en handel er en handel, når man er enedes om prisen. Det gælder for varer, og det gælder for tjenesteydelser. Aftaler man en pris med en taxa-chauffør, så bekræft over for hinanden, hvad I har aftalt, så der ikke er nogle misforståelser, og stol trygt på, at prisen holder, når I er fremme. Konkurrencen blandt lad-taxaerne er meget stor i Pattaya, så det er købers marked det meste af dagen.

Det vrimler med kopivarer i Thailand, og man kommer sjældent ud for, at nogen forsøger at sælge kopierne som den ægte vare. Der er sådan en fælles usagt forståelse: “Det her er ikke en ægte Rolex eller en ægte Hugo Boss, og derfor er prisen jo også der efter…”

Men man skal tage sig i agt på et andet plan. Mange handlende ved, at de fleste turister ikke sætter sig ordentligt ind i de lokale prisforhold, så derfor bliver f.eks. et par “Vi ved godt begge to, at det er kopier – Levis eller Lee bukser” solgt på markederne i Pattaya eller Bangkok til det dobbelte af, hvad den ægte vare koster f.eks. i varehusene og butikkerne i Central Festival, Royal Garden eller BigC, et stenkast fra markedet. Et par ægte klassiske Levis eller Lee koster 900 til 1500 bath. Et par meget moderigtige bukser kan koste op 1500 til 2000 bath.

Der er to store shoppingcentre i Pattaya. Det ene er Royal Garden, som er det ældste og det mindste tæt ved Boyz Town og det andet, som er bygget i 2008-2010 hedder Festival og fylder en hel blok mellem First og Second Road. Her vrimler det med butikker til gode priser for vestlige varer. Men der er også thailandsk mærketøj som Dapper og Jaspal. De thailandske tøjmærker er fuldt ud på højde med de vestlige, men koster mindre.

Festival er så stort, at det ud over 200 specialbutikker og rummer et stort varehus fra Central, der en varehuskæde på linje med f.eks. Magasin eller Illum. Festival har øverst en etage med alt i skønhed og plastkirurgi samt to etager med restauranter. Prøv Fuji, der er japansk mad, som japansk mad skal laves. Der kan af samme årsag være kø, men det er værd at vente på. Helt oppe i toppen er der en tip-top bowlingbane og to store biografer.

Tag en lad-taxa ned ad Second Road og stå af ved Festival. Efter endte shopping går man ud i den modsatte ende ved First Road langs vandet. Her kører lad-taxaerne den modsatte vej.

Lad-taxaerne tager 10 bath for en tur uanset længde.

—-

BoyzTown

Der er to gay-områder i Pattaya og ét i Jomtien. Inde midt i Pattaya er det Boyz Town, der blot er en enkelt gade men suppleret med to store showbarer i de to parallelgader. Boyz Boyz Boyz og Copa er Pattayas to største showbarer. Copa har show klokken 23 og Boyz Boyz Boyz klokken 24, så man kan gå fra det ene til det anden – de ligger lige over for hinanden.

Pattaya er berømt for sine showbarer, hvor dansetrupper på 25-30 mennesker er fastansatte til ikke at lave andet end et eller to daglige shows af 30 minutter til en times varighed. Ikke to aftenprogrammer er ens, så man kan roligt gå til show flere gange samme sted og få mange forskellige oplevelser.

Der er et hav af drags og transseksuelle blandt danserne og sangerne på Boyz Boyz Boyz. Tager man på Tiffanys og ser det store Las Vegas agtige show, så finder man ud af, at næsten alle danserne arbejder der og tager scooterne til Boyz Boyz Boyz, når dagens dagens tredje og sidste show på Tiffanys er slut.

Copa showbar er mere maskulin med masser af humor, og Copa har den klassiske “tykke dame” – en klovneagtig figur – som thaierne elsker. Den tykke dame på Copa er meget morsom og kan lave saltamotaler på scenen.

Panorama Pub for enden af gaden er et meget populært sted, hvor man kan slappe af med drinks og overskue alt og alle, der går forbi.

Oscars Bar er hyggeligt. De laver en fantastisk god stempelkaffe.

Wild West Club i parallelgaden, Pattayaland, er slidt, men det er en populært showbar. Det samme er Super Show Bar i næste parallelgade, hvor dansernes timing er perfekt.

Sunee Plaza

Det andet område er Sunee Plaze. Her er der et hav af steder med forskellige profiler, men det er hovedsagelig barer og cafeer med lænestole. Her er stemningen lidt mere “agressiv” når man går gennem området, men øllene er til gengæld billige, og der er meget fredeligt, når man har fundet ud af, hvor man vil sidde. I Sunee bliver der virkelig arbejdet på at få kunder i butikken, men man skal bare give dem et smil og gå videre til man har fundet det sted, hvor man har lyst til at sidde.

Der er ingen showbarer på Sunee Plaza, men Krazy Dragon er næsten et show i sig selv, og den er absolut én øls besøg værd. Det er en stor bar, som er en oplevelse.

Jomtien

I Jomtien ligger der mange gay-steder inde i Jomtien Complex. Det hele virker støvet og sløvt, men der kan godt være gang i den på The Venue, som er en stor showbar – i øvrigt den eneste i Jomtien.

Det mest kendte sted er Dicks Café, som er en søstercafe til den i Bangkok. Placeringen er kedelig, men her som i Bangkok får man rigtig god thai-mad, snacks og drikke til gode priser. Maden er krydret så den passer til faranger – vesterlændinge – , og de har alle de klassiske thailandske retter. Deres Prawn patties (frikadeller lavet af tigerrejer) er fantastiske.

Der er to fortrinlige spisesteder i Jomtien Complex: Bistro Oscar og L’Oliver Restaurant

Bøssestranden i Jomtien er i virkeligheden et behageligt strandområde, som ligger 100 meter efter, at man har passeret det store Avalon Resort. Her er der både barer og restauranter med prideflagene oppe. Rit Beach er ejet af Panorama Pub i Boyz Town, og man får ofte rabatkuponer (halv pris for drinks) til Panorama, når man ligger der.

De enkelte strandområder fungerer som restauranter, og man behøver ikke tage håndklæder med. Dem lejer man for et par kroner. Man kan købe alle fornødenheder på stranden: Vand, kaffe, drinks, øl, mad etc. og man betaler, når man går. Det er ok at købe fra de mange freelance sælgere, der konstant strømmer forbi.

Party, party, party

Thaierne elsker at feste, og de store gay-discoer er domineret af det lokale publikum og ikke turisterne.

På Second Road i Pattaya ligger det mest populære Gay Disco, NAB. Det er værd at prøve efter midnat alene for at opleve den thailandske “kitchen disco” kultur, hvor man ikke har et dansegulv, men en masse små borde. Man bliver anvist et bord – man kan sågar bestille et på forhånd, og så står man omkring bordet sammen med vennerne og danser. Man har sin egen tjener som hele tiden sørger for, at der er fyldt op med is og sodavand i drinksene. Går man ud sammen med vennerne, så deler man ved at nogen køber spiritusflasken, og de andre køber sodavandene. En liter gin koster indenhus 1000 til 1500 bath alt efter mærke, og det man ikke drikker kan blive stående med en navne-label inden for en uge eller to. Alle steder skilter man med, hvor længe værtshuset har flasken stående “on the shelf”.

Flasker købt indenhus må ikke tages med hjem. Det må til gengæld flasker, som man selv har haft med ind, så de fleste thaier går i SevenEleven eller FamilyMart og køber en flaske og tager den med. Flasken bliver mærket ved indgangen, så man kan få den med ud igen. Man betaler ikke prop-penge, men man betaler selvfølgelig for sine sodavand. Is og sodavand køber man i en samlet “mixer-pakke” til omkring 500 bath – og der er rigeligt!.

Hver fulde time er der shows, og i “pauserne” er der professionelle dansere på scenen. De kaldes “coyotes” og hjælper med til at få stemningen op.

Den anden store gay-klub er Dave Man Club, som ligner NAB meget. Den er bare lidt mindre med en lidt mere intim stemning. Hollywood er også en populær klub med et mixet publikum.

Senest opdateret: 28. dec. 2011

Læs også min side om skik og brug i Thailand

Read Pattaya – et smukt hul i jorden on PlanetStar

Thailand – sådan rent praktisk

Årstiderne

Der er som sådan ingen årstider i Thailand. Landets sydlige del  ligger kun 700 km. nord for ækvator, så hele Thailand ligger i det tropiske bælte. Det vil sige, at solen står op klokken 6 og går ned klokken 18 plus minus en halv time alt efter om det er i juni eller i december, hvor dagene er kortere i “vintermånederne” som alle andre steder på nordlige halvkugle.

Regntiden er fra juni til september, men det betyder ikke, at man skal afholde sig fra at tage til Thailand i den periode. Snarere tværtimod. Regntid betyder bare, at der regner mere og er mere overskyet i den periode end i resten af året, men for os nordeuropæere er det meget, meget behageligt. Overskyet betyder bare, at man ikke bliver stegt af den stærke tropesol og regnen kommer som regel ved 17-18 tiden, hvor det vælter ned et sted mellem 5 minutter og en halv time. Og så er det slut, og der dufter fantastisk. Tropisk regn er meget kraftigt, så når man kigger på statistikken i rejsebøgerne, så er det mange millimeter, men de kommer bare på kort tid.

En byferie i Bangkok i juli-regntiden er yderst behagelig, mens jeg kan kan skrive under på, at den er yderst ubehagelig i den tørre og meget varme periode i februar til april. Her når temperaturerne op på 37-38 grader og det er ulideligt, og der kommer stort set ingen regn til at “bløde op på det”.

November til januar er den tørre, kolde periode for thaierne. Det er den eneste tid på året, hvor de kan finde på at tage en trøje over t-shirten. Her kan temperaturerne nå helt ned på 24-25 grader, og så fryser de. Vi andre synes bare, at det er en yderst behagelig dansk sommer. Du får aldrig brug for en trøje i Thailand. Tænk end ikke på, at pakke en ned i kufferten bare for en sikkerheds skyld, for du får aldrig brug for den.

Travel light

Det er vigtig, at man tager så lidt tøj med i kufferten til Thailand som muligt. Dels koster det kun 3 kr. at få vasket et par underbukser på et hotel, og en skjorte bliver både vasket og strøget for 6-8 kr. Alle de ting, man skal bruge så som tandpasta (Colgate 4 kr.), tandbørste (Jordan 3 kr.), cremer, solcremer (Nivea faktor40 20 kr.) og så videre fås til langt lavere priser i Thailand end her hjemme, så køber man det i Thailand, og efterlader man det i Thailand, så får man en masse ekstra ledige kilo, som man kan bruge til sine indkøb. Tro mig: Man bliver let fristet, og det er fuldt forståeligt, når man har oplevet prisniveauet.

SevenEleven og FamilyMarts findes på næsten ethvert gadehjørne i Thailand, og de er billige. Det er ikke billigere at købe ind i et supermarked, som det ville være her hjemme. Mange steder er SevenEleven og FamilyMart simpelthen supermarkedét. Overvej at købe tandbørster med hjem sammen med Gilette barberblade. Her er der rigtigt mange penge at tjene!

Vil man have gode priser på hoteller på nettet, så er Agoda det bedste online bureau, som man roligt kan bruge. Priserne er rigtigt gode, men man kan godt forhandle dem yderligere ned, hvis man selv kommunikerer med hotellet og planlægger et længere ophold på et par uger eller tre. Mange danskere glemmer, at de også på ferieområdet er særdeles priviligerede i forhold til andre nationaliteter, så to uger på det samme hotel er virkelig “long stay”, og noget man godt kan få 20-30 procents rabat på.

Barer og restauranter

I forhold til vestlige priser er det billigt drikke i Thailand. Men det kan faktisk gøres endnu billigere, hvis man sætter sig ind i thaiernes drikke-skikke.

Drikker man øl eller drinks, så koster de mellem 60 og 180 bath pr. stk. alt efter, hvilket sted man går ind på. Går man i en SevenEleven eller FamilyMart koster en flaske Gordon Gin f.eks. 800 bath, og der skal ikke meget hovedregning til for at finde ud af, at det er billigere at købe en liter Gin og tage den med ind på baren. Det vil vi vesterlændinge lade blive ved tanken, for det kunne vi jo aldrig finde på, men i Thailand er det måden, man gør det på både i barer og på diskoteker.

Systemet er vidt udbredt. Man tager en flaske whiskey med ind på diskoteket og køber “mixere”, som er sodavand, soda og is. Det koster f.eks. 500 bath på et diskotek for en mixer-pakke. Drikker man ikke flasken ud, tager man den bare med sig hjem eller med til den næste bar.

Man kan også købe flasken på diskoteket eller baren. Det er typisk lidt dyre, men så sætter de “flasken” på hylden i typisk en måned, hvor man bare kan drikke løs. I mange barer kan man også købe en flaske gin og få gratis “mixere” i en måned. Så koster en flaske det dobbelte af SevenEleven, men det er mere bekvemt, for så kan til enhver tid sætte sig og få et par drinks.

Hotel

Det er meget billigt at bo på hotel i Thailand, og ser du danske reklamer, hvor nogen påstår, at at et standard værelse på et middelklassehotel er sat ned fra 999 kr. pr. nat til 699 kr. pr. nat, så vær helt sikker på, at det værelse aldrig har kostet mere end 250 kr. for hverken rejsearrangøren eller dig, hvis du ringer til eller sender en email til hotellet og forhandler en pris selv. For 500 kr. pr. dag bor man i luksus i Thailand!

Jeg anbefaler, at man køber den billigst mulige rutebillet med SAS, Thai, Lufthansa eller Finnair, og selv arrangerer hotel. Alle hoteller har deres egne taxa-limo services, hvor de henter og bringer deres gæster. Brug dem. Det er billigt og sikkert. Når vi skal bo på hotel i Pattaya kommer hotellet og henter os i lufthavnen i Bangkok og kører os til hotellet og tilbage til lufthavnen for 3500 bath – cirka 650 kr. Der er 185 km. mellem Bangkok og Pattaya. Hvis man ikke har en masse baggage, og vil køre i bus, så kan den samme tur klares for knap 50 kr. tur/retur.

Taxa – tuk-tuk – lad-taxa

De karakteristiske tuk-tuk’er findes hovedsagelig i Bangkok mest til ære for turisterne og ude i landsbyerne. De er sjove, men det kan være at sætte live på spil at bruge dem især i Bangkoks trafik. De er dyrere end en rigtig taxa. Sig aldrig ja til en rundtur for 20 bath. Man bliver kørt fra den ene butik til den anden, og chaufføren får kommission alle de steder han tager dig med hen. Stol heller ikke på, at et eller andet museum er lukket. Det er en almindelig “scam” for at få dig til at sige ja til at tage dig til en butikscenter, hvor chaufføren tilfældigvis kender ejeren og selv får stor kommission.

“Meter-taxi” er behagelige taxaer, hvor man kører de første 2 km. for 20 bath. Men det er vigtigt, at man siger til chaufføren, at man vil køre på taxa-meteret. Hvis han vil forhandle pris eller glemmer at sætte meteret i gang, så stig ud. Det er ulovligt at køre uden at sætte taxa-meteret til, så “glemmer” chaufføren at slå det til, og opdager man det først ved endemålet, så kan man stort set få lov til at bestemme prisen selv, hvis man truer med at tilkalde politiet.

Phuket er det eneste sted i Thailand, hvor man skal være virkelige påpasselig. Her styres taxaerne og tuk-tuk’erne af en mafia, der er benhård, og her er priserne aftalte og ikke til forhandling. En tur, der alle andre steder i Thailand ville koste 20 bath koster 200 bath i Phuket. En konkurrent har forsøgt at starte en busrute op. Chaufføren levede kun kort tid.

Vand

Drik aldrig vandet fra hanen i Thailand. Drik altid flaskevand. Is i drinks er lavet at kogt vand og bliver leveret til barerne i store sække fra centrale isproducenter.

Kogt eller stegt

Den sikre vej til maveproblemer er frisk salat eller MacDonalds. Den gyldne regel er, at maden skal være kogt eller stegt. Thaierne spiser stort set ikke salater, men derimod stir fried grøntsager. Spis kun frugt med skal, hvor den beskyttende skal er fjernet.

Gadekøkkener

I flere år spiste jeg aldrig fra gadekøkkener, hvilket har vist sig at være en meget, meget stor fejl. Det er faktisk ved gadekøkkener thaierne indtager de fleste af deres måltider, og den bedste green curry, jeg nogensinde har smagt, fik jeg på et gadekøkken i Pattaya.

Alt er stegt eller kogt, og man kan roligt snack-spise på samme måde som thaierne gør det dagen lang. Men HUSK, at gøre sælgerne opmærksomme på, at de ikke skal krydre med chilli på samme måde, som de gør til sig selv. Det er for de fleste vesterlændinge en kæmpemæssig ildebrand i munden. Den stærkeste chilispise man kan få, er papaya salat, som er masser af urter, der har været i en morter sammen med tonsvis af chilli. Jeg kender flere thaier, som mener, at papaya salat er for stærkt for dem.

Hilse

I Thailand giver man ikke hånd. Man folder i stedet hænderne i en spids op mod hagen, hvilket kaldes en “wai”. Det er vigtigt, at man hilser på thai, og det fremkalder dyb respekt hos thaierne, når man gør det. Om det er helt korrekt, er de ligeglade med. Det er viljen, der tæller.

Goddag hedder Sawatdee Kha, når man er kvinde og Sawatdee Khrap, når man er mand. Man tager udgangpunkt i sit eget køn eller det køn, man definerer sig ud fra. I thailandsk kultur er der tre køn – mand, kvinde og det ind imellem. Man definerer selv, hvor man er.

Kongen og penge

Kongen har i Thailand næsten gudestatus, og man gør klogt i at respektere dette. En enkelt udtalelse på en bar, som nogen ikke måtte bryde sig om, kan få folk til at tilkalde politiet. Thaierne er meget, meget åbne, men lige på det her punkt er der nul tolerance. Overalt hyldes kongen og hans gule flag ses på stort set alle bygninger. Det blå flag er dronningens.

Pengesedler og mønter har et billede af kongen, så derfor skal man være påpasselig med at behandle pengesedler med respekt. Man krøller dem ikke, man træder ikke på dem, hvis de flyver bort, og man kaster ikke med mønter eller træder på dem.

Telefon

Det koster en formue at roame fra Thailand til Danmark, typisk 16-25 kr. i minuttet, og glemmer man at slå data roaming fra, så koster det cirka 100 kr. pr. megabyte. Jeg har prøvet at glemme at slå data roaming fra i knap et minut, da jeg trådte ud af flyet i Bangkok. Så hentede min telefon mail for 80 kr. indtil den vibrerende fornemmelse i lommen gjorde mig opmærksom på forglemmelsen.

Men der er en meget billig løsning. Sæt et thai simkort i telefonen. De fås overalt i SevenEleven og FamilyMart. Jeg vil stærkt anbefale True Move, som laver et specielt taletidskort for turister, hvor man også kan ringe meget billigt til en stribe vestlige lande, herunder Danmark. InterSIM kortet koster 49 bath, og man kan ringe til Danmark for cirka 1 kroner i minuttet. Man kan købe påfyldning af kortet i alle kiosker. De forudbetalte telefonabonnementer er de mest udbredte i Thailand.

Har man en iPhone 4 eller nyere skal man købe simkortet et sted, hvor de har en tang til at skære det til. True har også en shop i Bangkoks lufthavn, hvor de har micro sim kort.

Datapakker via 3G er et tilkøb. Det samme er billedbeskeder, MMS. Jeg plejer at købe et månedsabonnement på en 3 Gigabyte datapakke og ubegrænset WiFi i tusindvis af cafeer, barer og restauranter. Pakken koster 699 bath ved at sende en SMS til et særligt nummer. Man skal bare huske at afbestille abonnementet inden, man rejser tilbage til Danmark. Husk, at der skal stå mindst 699 bath på kontoen, når man opretter abonnementet.

Der findes mange forskellige datapakker, men hold dig til de volume baserede pakker. Hvis man køber en tidsbaseret pakke, f.eks. en dagspakke med én times 3G, så skal man tænde og slukke for 3G dagen igennem på telefonen, for ikke at komme over en times forbrug. Personligt kan jeg ikke administrere det – og bruger man timen, så må man vente til næste dag, før man kan købe en ny pakke.

Shoppe

Thailand er et af de rigeste lande i Syd-Østasien, og rejser man i de forskellige lande i området, får man en følelse af at komme til Vesten, når man lander i Bangkoks supermoderne og effektive lufthavn og bliver fragtet i taxa til hoteller fuldt udstyret efter alle vesterlændinges forventninger.

Men man må ikke tage fejl. Forskellene mellem rige og fattige i Thailand er store og slående, men generelt set er thaierne ikke fattige sammenlignet med de øvrige asiatiske lande.. En gennemsnitsløn i Thailand ligger på omkring 600 DKK om måneden, cirka 4000 bath. Den store landbefolkning og naturalie-økonomien er dog med til at trække det beløb ned.

En almindelige kontoransat tjener omkring 7.000 bath om måneden, mens en veluddannet kontoransat tjener 14.000 bath om måneden. Gør man rent på et hotel, så ligger daglønnen på 2-300 bath. En receptionist på et hotel tjener omkring 10.000 bath om måneden. Tallene kommer ikke fra nogen officiel statistik, men alene ved min personlige journalistiske “spørgeteknik”.

Thaierne forventer ikke drikkepenge, men det er almindeligt, at vesterlændinge – faranger – giver drikkepenge. Man kan runde op eller bare efterlade mønter. 20-50 bath er helt fint næsten uanset hvor meget, man har købt for. Det er også almindeligt at efterlade 50-100 bath på sengen til rengøringspersonalet på hotellet.

Man diskuterer ikke prisen i stormagasinerne og i forretningerne, men man gør det med handlende på gaden. Thaierne er handelsfolk, men de er langt fra så agressive i prispolitiken, som f.eks. i arabiske lande. Lander man på halv pris eller to tredjedele af prisen, så har man gjort en ok handel. Det er meget vigtigt, at begge parter kan gå smilende fra en handel. Det er også accepteret, at begge parter kan trække sig ud af handelen med et smil, og det sker f.eks. hvis sælgeren føler sig seriøst underbudt.

Det vrimler med kopivarer i Thailand, og man kommer sjældent ud for, at nogen forsøger at sælge kopierne som den ægte vare. Der er sådan en fælles usagt forståelse: Det her er ikke en ægte Rolex eller en ægte Hugo Boss, og derfor er prisen jo også der efter…

Men man skal tage sig i agt på et andet plan. Mange handlende ved, at de fleste turister ikke sætter sig ordentligt ind i de lokale forhold, så derfor bliver f.eks. bliver et par “Vi ved godt begge to, at det er kopier – Levis eller Lee bukser solgt på natmarkederne i de store turistbyer til det dobbelte af, hvad den ægte vare koster f.eks. i varehusene Central Festival eller Robinson. Et par almindelige, ægte Levis eller Lee koster 900 til 1400 bath.

Tidsregning

Thailand har ikke sommertid – der er sommer året rundt. Når vi har vintertid, er tidsforskellen 6 timer, og når vi har sommertid, er tidsforskellen 5 timer.

Thailand er 543 år forud for vores gregorianske kalender. År 2012 er i Thailand (2012+543=2555) år 2555. Dage og måneder følger den gregorianske kalender, så thaierne fejrer nytår på samme tid som os.

Read Franks Thailand on PlanetStar

Vi har boet, spist og drukket på følgende steder, som vi kan anbefale:

Thailand

Bangkok, lige midt i byen i gåafstand til natmarked, shopping og hundredvis af restauranter, SkyTrain og gay life: Et lille men top klasse hotel Tarntawan Place. Priserne starter ved 375 kr. pr. nat for et dobbeltværelse, hvilket er en helt ok pris i Bangkok, hvor prisniveauet er højere end i resten af landet. Man kan bestille direkte på mail, men man skal huske at confirme på mail.

Chiang Rai, 10 minutter fra centrum, ud til floden ligger et fantastisk resort, The Legend Chiang Rai, som er gennemført smagfuldt indrettet, velsignet fredfyldt, og helt igennem topkvalitet. Priserne ligger på omkring 500 kr. pr. dag for et hus. Pool-området og restaurant ligger med udsigt til floden.

Vietnam

Hanoi, så centralt som det kan blive, et fabelagtigt hotel, der ikke ser ud af meget udefra, Hong Ngoc 2. Det er en lokal kæde, der har fem hoteller. Det, vi har boet på, er nummer 2, som ligger lige midt i den gamle bydel. Der er 10 minutters gang langs søen til Michelin restauranten Bobby Chin. Hotellet ligger fem minutters gang fra Hanois mest centrale plads, og koster omkring 300 kr. for et dobbeltværelse og hos Bobby kan man få flerstjernet mad til 4-500 kr. per person.

Read Franks rejsetips on PlanetStar

Jeg er ikke født med en sølvske i munden, og mine forældre ville aldrig have haft råd til at betale den uddannelse, jeg har fået. Men mine forældre har altid glædet sig over, at vi bor i et land, hvor det er muligt gennem sin skattebetaling, at sikre sine børn en god uddannelse.

Derfor er det absurd, at Socialdemokraterne vil gøre os alle “bagudlønnede” i uddannelsessystemet og indføre en uddannelsespant for alle, der rejser til udlandet med deres uddannelse i baggagen.

Mine forældre troede åbenbart fejlagtigt, at de havde betalt min uddannelses gennem deres skattebetaling, men det er tilsyneladende ikke tilfældet i den Socialdemokratiske optik. Hvad skal mine forældre så glæde sig over?

Read Bagudlønnet uddannelse on PlanetStar

Gay Teens Hang, a photo by PlanetStar on Flickr.

This is not news. This is just to remember what gay life is like in Iran and what Islamic Sharia law really is about. The two young guys were not named. They were publicly hanged July, 19th 2005 in Edalat Square, Mashhad, Iran according to ISNA. One was 18 and the other 16 or 17. Their crime was homosexuality. Before they were hanged they were held in prison for 14 months and beaten with 228 laches. There is still a lot to fight for! (Credit: ISNA)

Read Gay teens hanged on PlanetStar

Min gode ven Johs Krarup har fundet dette fantastiske citat fra fra romanen “Satirae” skrevet af Cajus Petronius, der døde år 66 e.Kr. efter et liv som embedsmand hos den romerske kejser Nero.

“Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering”.

Read Omorganiseringens kunst on PlanetStar

Vi har brugt 4 dage på at rydde op i vores kælder efter skybruddet den 2. juli 2011. Ny bil (den lyse på billedet er/var vores), cykel, vaskemaskine, tørretumbler og en stor del af barndommens billedminder er gået tabt

Read Skybrud på Suomisvej on PlanetStar

Endelig. To år har det taget at forhandle en aftale på plads mellem KODA og Spotify, og nu fortæller KODA i en pressemeddelelse, at begge parter er nået til enighed.

Man kan blot spørge sig selv, hvorfor det skulle tage to år at få sådan en aftale på plads, mens omsætningen i den danske musikbranche er styrtdykket. En omsætning på sølle 500 millioner kroner i 2010. Det er jo til at græde over.

I Sverige og Norge, hvor Spotify i den samme periode er tordnet frem og blevet til verdens største musiktjeneste, hvad angår streamet musik, har Spotify “lukket hullet” og musikbranchen henter nu en tredjedel af sin samlede omsætning fra streamet musik.

Der er andre spillere på banen i Danmark, men Wimp og TDC Play når ikke Spotify til sokkeholderne, når det gælder funktionalitet. Med et Spotify Premium abonnement får man lov til at downloade 3.333 numre til sin iPod, iPhone eller Android, og har man et Sonos anlæg eller et af de øvrige streaming anlæg, så henter man al sin musik direkte fra Spotifys servere. Jeg bruger det dagligt, og det fungerer perfekt.

Egentlig er jeg mest glad for, at de danske kunstnere nu også for del i kagen. Pladeselskaberne er en anakronisme – vel vidende, at de har købt sig til en del af Spotify – som ikke har forstået sit eget marked. Skal musikken ud, og skal folk som mig, som meget gerne betaler for at streame, have optimal adgang til musikken, så er det Spotify, der virkelig fører an. Streaming på Spotifys facon er fremtiden!

Til lykke til både kunstnerne og forbrugerne.

Read Spotify kommer endelig til Danmark on PlanetStar