Min familie er mærkelig. Altså ikke min lille familie bestående af MrJ, Daniel og Julie. Måske de også er mærkelige, men så er vi i det mindste mærkelige på samme måde. Næh, jeg tænker på min oprindelige familie: mor, far og søstre. Jeg synes ikke at de tillægger familien nok betydning. MrJ mener at jeg er blevet spansk i den forstand, for hans familie smider altid alting de har i hænderne for hinanden. Kommer vi til Najera i juli, så kommer hans søster også der i weekenderne. Ingen tvivl om det. Familien før alt andet. Familien er vigtigst.

Ok, så jeg har et anstrengt forhold til min mor, og mest af alt til min barndom. Men jeg vil gerne slå en streg over det, og bare se hende for hvad hun er nu: en gammel dame på næsten 75, som er mormor til mine børn. Men mine forældre prioriterer ikke min familie. Jeg ved ikke om de prioriterer mine søstres, og det er egentligt også lige meget. Det handler ikke om misundelse. Det handler om adgangen til dem. Hvor underligt er det at de har, siger og skriver, én eneste ledig weekend mellem nu og juni måned?

Min første impuls var at aflyse alle mine aktiviteter og aftaler i den weekend for at være sammen med dem. Men nu… Jeg tænker: hvorfor skal jeg, når de ikke vil? This is not my problem? Jeg kan huske da jeg for første gange sagde de ord til MrJ. Han var rystet. Nu forstår jeg hvorfor. Men man kan jo ikke rykke håret af en skaldet.

Det er jo fint nok at mine forældre har mange aktiviteter som pensionister, men tager det ikke overhånd når man ikke har tid til at se sine børn og børnebørn? Kikker man på deres kalender, er der rejser og ikke mindst koncerter, opera og balletter hver eneste weekend. Samtidig er de blevet så stive i det, at vi ikke kan være hos dem hvis de har en aktivitet om aftenen. Jeg er da ligeglad med at min mor ikke laver os aftensmad, hvis bare vi kunne ses resten af weekenden. Men klart, de kan ikke komme og besøge os, hvis de har billetter til alt muligt.

Hvis jeg ser på det forgangne år, har jeg været sammen med den en weekend i september, to dage i julen, en weekend i januar og med udsigt til først igen til juni. Hvordan kan man forvente at oparbejde et forhold til sine børnebørn med den besøgsfrekvens? Måske de er ligeglade. Måske jeg også bare skulle være det.

I søndags blev Daniel 6 år gammel. Jeg må indrømme, at selvom jeg havde gjort mit bedste for at han kunne få en god dag, forholdene derhjemme taget i betragtning, så var det ikke helt optimalt.

Vi var nemlig i Århus hos mine forældre. Det var selvfølgeligt pænt af dem at påtage sig at holde Daniels fødselsdag. Men der var bare ting, hvor jeg blev nødt til at bøje mig, selvom jeg ikke syntes at deres ideer var i orden. Som at vi f.eks. fejrede Daniel om lørdagen i stedet for om søndagen. Nu mere jeg tænker over det, nu mere øv synes at det var. Det var sgu en ommer.

Daniel har endnu ikke haft vennerne til fødselsdag, for selvom vi ifølge planen skulle være færdige med køkkenet, så står vi stadig uden installerede hårde hvidevarer, bordplade og vask (don’t get me started on this!). Og det er altså heller ikke i orden. Når man har fødselsdag, så har man fødselsdag og ikke hverken dagen før eller efter. Det skal bare gøre bedre i fremtiden. Vandskade, campingkøkken eller ej.

Men Daniel er blevet 6 år, og han er bare ikke sådan en helt lille dreng længere. Der er ikke mange ting, han ikke kan selv. Binde snørebånd er en af dem, og det må vi måske arbejde lidt på. Han er en lille guttermand, og nogen gange er jeg bare ikke helt fair overfor ham. F.eks. skældte jeg ham huden fuld i går, da han havde gemt sig for mig i børnehaven, og jeg brugte mere end en halv time på at finde ham. For ham var det jo bare en leg, selvom det for mig handlede om at komme videre, få købt ind og lavet mad. Heldigvis blev vi gode venner igen senere på dagen.

Daniel har fortsat et ambivalent forhold til sin lillesøster. Nogen gange synes han det er ok at hun er der, og vil også godt lege lidt med hende. Men for det meste hader han hende: han ville ønske hun aldrig var født, og det er ikke så rart at høre på for hverken os eller hende. Jeg ville sådan ønske at de kunne være gode venner, men det er måske for meget forlangt.

Ellers er Daniel nu en sød dreng. Han er god til at hjælpe til og rydde op, og de ugentlige fredagspenge motiverer ham godt. Man kan jo diskutere hvornår det er det rigtige tidspunkt at indføre pligter og lommepenge, men vi er startet i det og det fungerer. Ingen opgaver er uløselige og han får gerne hjælp til dem. Som vores 7 minutters oprydning inden sengetid.

Der er stadig meget krudt i røven, og han er svær at få til at sidde stille på en stol, men ser man bort fra det, er han i høj grad skoleklar. Her tror jeg faktisk at hans fodboldtræning har været fantastisk, for ud over at rende rundt og blive forpustet, så lærer man jo at modtage en fælles besked, tie stille og vente på at det bliver ens tur. Der er mange gode kompetencer at lære der.

Daniel har mistet sine krøller. Har jeg fortalt det? De er ikke kommet tilbage efter vi klippede ham helt korthåret da han fik lus. Er det ikke mærkeligt? Han er nu stadig en køn dreng (og enhver so synes bedst om sine grise)

Tillykke til Daniel og næste år gør jeg det bedre. Både julen, fødselsdag og det hele. Det lover jeg.

Måske er det min egen skyld. Af en eller anden grund ender jeg altid som hele familiens projektleder og den der holder hovedet oven vande, men andre bare lade sig flyde med. Nogen gange føles det vitterligt som om jeg har tre børn ikke kun to og en mand. Alting hænger på mig.

Siden fredag har jeg kæmpet med blærebetændelse, feber, kvalme og opkast. De to sidste troede jeg skyldes medicinen for det første, men da husets andre medlemmer efterhånden meldte sig i rækken på toilettet, må det have været en geden omgang omgangssyge. På trods af min tilstand har jeg holdt fanen højt. Vi har trodsalt to børn der skal have mad, tøj på, hjælpes, puttes osv uagtet hvordan vi har det. Så da Daniel også begyndte at kaste op og have ondt i maven, tilsidesatte jeg min egen dårligdom og var mor for ham, tørrede op og vaskede, nussede og trøstede. Selvfølgelig.

I går på min dårligdoms tredjedag var jeg hjemme med Daniel. Han var på mærkværdigvis blevet frisk allerede efter 24 timer, men skulle restituere. Men jeg havde som sagt fortsat svineondt i maven og konstant kvalme. Ved middagstid trådte MrJ ind ad døren. ”Jeg har det dårligt,” sagde han og forsvandt op i soveværelset hvor han blev resten af dagen og aftenen. Så kunne jeg igen tage ungerne, vasketøjet og alt det andet mens han kom sig.

Måske det ER min egen skyld.

I morgen bliver Julie 1 år og 8 måneder. Hun haster sig på vej ud af babyalderen, og jeg kan slet ikke følge med. Med Daniel havde jeg så travlt med at han skulle vokse op, blive større og mere selvstændig. Men Julie vil jeg bare holde fast – for evigt. Men hun bestemmer selv og der er turbo over feltet.

Jeg er aldrig kommet omkring hendes første 30 ord, for hun er bare sprunget fra at sige nærmest ingenting til at sige alt, og forstå alt! Hun sætter tre-fire ord sammen, og man kan sgu føre en samtale med hende. Jeg synes det er vildt. Hun taler primært dansk, men har luret at hvis hun vil noget hurtigt hos MrJ skal der spansk til. Så nu fører hun sig frem med si, mucho og agua, og så er MrJ jo parat til at give hende dankortet. Hun har forstået at sno ham om sin lillefinger.

Fysisk er hun også rigtigt godt med. Hun går lange ture og VIL selv gå. Det der med en klapvogn er vist kun når man skal sove. Hun er også oppe og nedad trapperne mange gange om dagen. Hun får dog ikke lov alene, men hun er super til det. Og klatretårnet klarer hun selv og rutsjer nedad for fulde fart. Hun er ikke bange for noget.

Hun har en god appetit. Lige bort set fra de perioder hvor tænderne gør ondt, som de gør for tiden hvor der er hele fire hjørnetænder på vej på en gang. Hun spiser godt og varieret, er som sin bror mest til grøntsager og ikke så glad for kød og fisk, men man kan lokke både mælkevarer og æg i hende, så jeg tror det går alligevel.

Julie er stadig glad for at komme i vuggestuen. Faktisk er det helt vildt at aflevere et glad barn der bare kaster sig i armene på en af pædagogerne eller medhjælperne. Men de er også fantastisk søde, så jeg forstår hende godt. Desuden er der søde legekammerater og Julie snakker tit om Gustav og Liam som hun åbenbart er glad for. Faktisk kan hun nævne alle børnene fra vuggestuen. Så hukommelsen fejler ingenting.

På legefronten er Julie superglad for briotoget, som hun lægger baner til i timevis. Hun kan helt selv – lige bort set fra at få den bundet sammen i en ring. Hun er begyndt at se tv. Den står på teletobbies og af og til postmand Per. Det giver visse udfordringer for de to børn vil bestemt ikke se det samme.

På sovefronten er der både fremskridt og tilbagegang. Hun sover bedre om natten og vækker mig ikke så mange gange om natten mere. Nogle dage sover hun ligefrem hele natten i sin egen seng, men som regel kommer hun ind til os hen på morgenen, og sjældne gange nærmest starter hun derinde. Til gengæld er hun begyndt at have det mere svært ved at falde i søvn. Hun er ked af at være alene, og ligger og snakker og fjoller en times tid før hun falder i søvn. Vi vælger at acceptere at hun behøver os i den stund, for vi ved at det går over igen. Men det er MrJ som tager den tjans for jeg har simpelthen ikke tålmodigheden til det.

Julie er en puttepige. Hun er enormt søs og kærlig, vil gerne kramme og holde i hånd. Og så forguder hun sin storebror: ”Dana gøre det,” siger hun og vil have ham til at hjælpe sig.

Jeg er tit ved at gå i stå med at skrive herinde. Mange gange tænker jeg at det er spild af tid, og jeg intet har at fortælle mere. Men så kommer jeg til at læse tilbage. F.eks. som i går da MrJ og jeg morede os med hvad Daniel kunne og gjorde da han havde nøjagtigt samme alder som Julie, og så kan jeg se at det er det hele værd. Det burde måske ikke ligge ude på nettet, men det er nu engang formen.

Vi har holdt jul hos mine forældre i Århus sammen med min søsters familie. Det gik ikke helt så vanvittigt som jeg havde forestillet mig, men vi var der også kun i to dage. Det var ok, hyggeligt, og børnene opførte sig pænt. Det største problem var nok MrJs dårlige humør - som jeg tror skyldes smerter i armene, men mere om det en anden dag. Julegaverne faldt i god jord, og specielt Daniel fik nøjagtigt de ting han havde øsnket sig hos julemanden i Tivoli.

Men faktisk er jeg en lille smule flov over denne jul. Vi har slet ikke gjort nok ud af det i år. Slet, slet ikke. Og det er lidt synd for Daniel og Julie. Hvis jeg skal komme med undskyldninger, så er der nok af dem: et hus i rod og ruiner, ekstrem travlhed på jobbet... men det er bare ikke godt nok. Næste år tager vi revanche, og jeg må starte i vældig god tid.

Julepige

Nu står den på to dage med arbejde for mit vedkomne og så holder jeg fri med ungerne igen.

Hånd-fod-mund sygdom, børnesår og skoldkopper. På een gang i vuggestuen. Eller måske kun skoldkopper plus noget andet. Lyder det mærkeligt? Det er det osse.

Sidste fredag slog Julie ud omkring munden. Det udviklede sig hurtigt til store røde plagmager med gule skorper. Hun havde også noget på fingerne og lidt på ørerne. Jeg ringede til lægevagten. De sagde svamp og ville ikke se hende da hun ikke havde feber (så meget for det syndhedssystem!). Om mandagen fik jeg hende til egen læge. Men først efter jeg havde talt med vuggestuen hvor to af børnene havde været til lægevagten (!) i weekenden og fået konstateret børnesår. Andre havde hånd-fod-mund sygdom. 

Egen læge syntes sårerne var atypiske og tog derfor en podning. Men vi blev sendt hjem med beskeden om at behandle det som børnesår med antibiotikacreme og holde Julie væk fra vuggestuen. I dag en uge efter er Julies hud helt normal igen. Og svaret på podningen er tilbage: ingen bakterier!

Så når det ikke var børnesår og heller ikke hånd-fod-mund sygdom, hvad filen var det så? Tydeligvis noget der smittede helt vildt da 80% af ungerne i vuggestuen fik det. Virus af en slags siger lægen. Hmmm. Herpes?

I de andre huse har de nu skoldkopper, så den har vi at se frem til i julen. Yeah! En af mine kollegaer mente at ungerne blev penslet med virus og bakterier et par uger før jul, så pædagogerne kunne afvikle ferie. Det er lige ved at jeg må give hende ret.

Før:

Efter:

Det kan skam sagtens lade sig gøre. Man starter bare med en vandskade i september...

Tre måneder - det er egentligt ikke så længe. Eller hvad? Det er tiden vi har sprunget rundt på lægterne, haft tørremaskine stående og ligge totalt i byggerod. Indtil videre.

Vi er flyttet ind i stuen. Og i kasser på loftet. Vi laver mad på mobilt kogeblus fra Harald Nyborg, og i miniovnen fra vores kollegietid. Den har overlevet 20 år på loftet og virker stadig. Hvad skal man dog med induktion og dampovne, når det gamle sats stadig funker?

Køkkenbordet er en plade på to bukke. Inde i stuen, selvfølgelig. Ved siden af opvaskemaskinen (som ikke er tilsluttet) og køleskabet.  Mad og porcelæn er placeret rundt omkring. Og alting roder og jeg ved ikke hvor tingene er henne. Men vi får mad  hver dag. En eller anden form for mad i hvert fald.

Børnene tager det heldigvis pænt. De kan sågar finde ud af at springe fra lægte til lægte. Og så længe mor og far og ikke mindst Teletobbies er her, er verden jo næsten som den plejer at være. 

Men nu synes lyset. Vi er ved at få lagt nyt gulv. Og det bliver enormt pænt. Og så kan vi bestille køkken og begynde at tælle ned. Jeg glæder mig. Det bliver stort!