Det er med vemod, at vi skal gøre opmærksom på, at højere magter har besluttet at lukke denne bevaringsblog ned. Nedlukningen er et led i en større oprydning, som sker i forbindelse med, at Nationalmuseet inklusive besøgssteder og Bevaringsafdelingen m.m. flyttes til en ny hjemmeside med nyt design. Selve nedlukningen kommer til at ske den 1. januar 2026, så efter denne dato vil det ikke længere være muligt at besøge bloggen Aktuel Bevaring.
Gennem årene har vi delt mange forskellige historier med jer lige fra konservering af en juleplakat til en 3D model af Kanonvraget fra 1600-tallet, til Aben på badeværelset og til Marie Krøyers møbler fra hjemmet i Skagen. Historierne har været mange og mangfoldige og har været skrevet af både Nationalmuseets konservatorer og forskere. Dette har været med til at give denne blog mange forskellige vinkler på de forskellige områder inden for bevaring til lands, til vands og i luften.
Kan I for eksempel huske, dengang vi var i Røros i Norge, eller da der var Rejsebreve fra Rom eller da en af Nationalmuseets forskere var i LA?
Ja, denne blog har bragt mange gode historier, men nu er den æra forbi, og vi takker ydmygt af for denne gang med håbet om, at I har været underholdt godt gennem årene.
Tak for nu…
Hilsen forskere og konservatorer på Nationalmuseet

Skrevet af Miriam Hindsgaul og Mikala Bagge

To slidte blomstermalerier på Kronborg Slot viste sig at gemme på en hemmelighed, da Nationalmuseets konservator Mikala Bagge fik dem mellem hænderne til konservering.

”Ved første blik ligner det jo 1600-tals malerier fra Holland, men noget var ikke helt rigtigt. Det var blandt andet penselføringen, detaljernes manglende tydelighed og så især de blå blomster, der sprang i øjnene, farvetonen minder meget om det blå pigment berlinerblå, der først blev opfundet i 1707. Derfor var jeg spændt på, hvad undersøgelsen og restaureringen ville vise,” forklarer hun.

”Malerierne var meget snavsede, og under rensningen viste den mørke baggrundsfarve sig at være let opløselig, hvilket kan være et tegn på, at der kunne være tale om en overmaling og ikke et originalt lag. Under den mørke farve kom der sorte bogstaver frem på hvid baggrund med årstallet 1607. Jeg rensede lidt mere i baggrundsfarven langs kanten, hvor der ikke var noget motiv, og pludselig dukkede en velbevaret hånd frem i maleriets venstre side. Vi besluttede at ”smugkigge” ved hjælp af røntgenoptagelser af begge malerier udført af Michelle Taube. Metoden gør det muligt at bevare blomstermotiverne og samtidig finde ud af, hvilke andre motiver der kan gemme sig under blomsterne. Pludselig dukkede to mandsportrætter op på skærmen,” forklarer konservator Mikala Bagge.

Mikala Bagge har efterfølgende fundet en portrætserie med kobberstik af Jesuitterpræster på National Portrait Gallery i London, der er dateret til 1607. Maleriernes motiver har en høj lighed med kobberstikserien. I National Portrait Gallery findes flere kobberstikserier med lignende portrætter, der formentlig har været brugt som forlæg til eksempelvis kirkekunst i katolske kirker.

”Præsteportrætterne på de to Kronborg-malerier er således malet efter 1607 – vi ved ikke hvornår, men vi antager, at det er i løbet af 1600-tallet. Siden er de malet over med blomstermotiverne – formentlig i løbet af 1720’erne,” siger Mikala Bagge.

”Ikke alt i denne sag er sort og hvid” er en vending, man ofte anvender, fordi projekter ofte skal ses fra flere synsvinkler og perspektiver. Men der er dog undtagelser. Målet kan være sort og hvidt. Nyligt har to af Nationalmuseets konservatorer udført en konserveringsopgave i Roskilde Domkirke, og målet var sort og hvidt.

Midtskibs i det nordvestlige hjørne hænger Otto Krabbes store epitafium fra cirka 1719, og det følger i sin opbygning et velkendt skema for barokke epitafier med storstykke, hængestykke og topgavl. Epitafiet er hugget i sort kalksten i baggrunden og med skulpturel og dekorativ ornamentik hugget i hvidt marmor. Den sorte kalksten er angivelig belgisk, mens den hvide marmor sandsynligvis er hjembragt fra Italien. Kunstneren var billedhugger Johan Christopher Sturmberg.

Tidens tand havde gjort, at epitafiet ikke længere fremstod sort og hvid. Den sorte kalksten var blevet mat, og den hvide marmor havde suget snavs og støv til sig.
Midtfor på storstykket er en buste af afdøde i halvprofil med allongeparyk og elefantordensbånd. Busten er desuden flankeret af slanke kvinder, gudinderne Fama med en hvidmalet træbasun og den sørgende Pallas Athena med hjelm og Ægideskjold. Både bustens og de to skulpturers hvide marmor fremstod efterhånden mere grå end hvid. Det samme gjaldt blomsterguirlander, volutter, putti og et vinget kranie.

Et stillads blev derfor rejst, hvilket gjorde alle overflader tilgængelige. Første skridt var en grundig støvsugning overalt. Herefter blev al den hvide marmor påført et lag flydende latex. Dagen efter var latexen afhærdet og kunne trækkes af som en samlet hinde, hvori meget af smudsen var indlejret eller den lå på overfladen af marmoren. For at fjerne denne smuds blev al den hvide marmor efterfølgende dampafrenset. Metoden er skånsom, idet man ved lavt tryk løfter smudsen af, således at den kan tørres væk med en blød cellestofklud.

Også den sorte kalksten blev afrenset med damp, og efter optørring kan overfladerne påføres et tyndt lag af voks. For at gøre vokslaget tyndt og ensartet blev det opvarmet med en varmepistol og derefter med en klud gnedet jævnt på overfladen. Med denne behandling fik den sorte kalksten sin dybe glød tilbage.

Så står man i Roskilde Domkirke, midtskibs mod vest og ser mod nordvest, vil man i sit synsfelt kunne se et epitafium i sort og hvid. Otto Krabbe, der var ridder af elefantordenen, Geheimeråd og Amtmand for Roskilde, har skiftet ham og ses nu som en hvid marmorbuste. Det statelige er vendt tilbage.

En af verdens ældste kogger, Kolding-koggen et skibsvrag fra slutningen af 1100-tallet, blev delvist udgravet i Kolding Fjord i 1943 og helt udgravet i 2001. Siden har størstedelen af fundet været opbevaret på Staldgården ved Koldinghus i vandkar.

Nu er det endelig besluttet, at det skal konserveres. Så i oktober 2023 flyttede Kim Møller og Kim Hou Alberdi i samarbejde med et baksehold fra BMS vraget til Nationalmuseets enhed for Konservering og Restaurering, hvor det skal 3D dokumenteres og derefter konserveres. Det er bevillingen fra D/S Orient’s Fond // Dampskibsselskabet NORDEN til det femårige forskningsprojekt ”Havet – fra urtid til nutid”, der muliggør dette.

Mens træet fra Koldinghus ligger i store kar og afventer dokumentation i Brede, er Torben Malm og David Gregory i gang med at lægge en slagplan for hævning af resten af fundet, som blev udgravet fra fjorden i 1943. Herefter blev det anbragt i åbne containere, der blev sat ned i Kolding Å, så træet blev bevaret, mens man overvejer, hvad der skal ske med fundet.

I Brede ligger der nu ca. 60 stykker tømmer i kar, og i containeren i Kolding Å er der ca. 18 stykker. Der er rygter om, at der stadig ligger vragdele nedgravet på land i kanten af åen, men det finder Torben og David ud af med tiden.

I 2001 var 3D dokumentation af vanddrukkent træ kun i sin spæde start. På det tidspunkt overgik vi fra analog 1:1 tegning af arkæologisk træ til digital opmåling, og Kolding-koggen var det første skibsvrag, der i et projekt på det daværende ”Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter” i Roskilde, blev opmålt i 3D ved hjælp af en FaroArm i 3D tegneprogrammet Rhino.

Mere end 20 år senere er skanning og fotogrammetri blevet den nye og ekstremt præcise måde at opmåle på, og endelig har vi fået vores egen 3D skanner. Arbejdet med dokumentationen er så småt gået i gang, dog har vi en udfordring omkring kar-kapacitet for at kunne imprægnere træet, men arbejder på, at det problem er løst til maj 2024, så vi for alvor kan få gang i flowet af afrensning af træ, 3D opmåling og konservering.

I forrige uge var Nationalmuseets direktion på besøg i Brede, og ved den lejlighed nåede Sterre at skanne museets direktør Rane Willerslev. Det tog ca. ½ minut, og billederne viser, hvor god en skanning bliver, selvom det bliver gjort hurtigt. Det kunne have været væsentligt bedre, hvis der havde været længere tid – og hvis Rane havde stået helt stille.

Vi ser frem til at kunne holde åbent hus på trækonserveringen i Brede og vise både træ og skanningsresultater fra Kolding-koggen engang i forsommeren 2024.

I slutningen af oktober 2022 stævnede et hold af knap 30 specialister bestående af bl.a. forskere, journalister, dokumentarister og søfolk ud fra Västervik i Østsverige for at tage på vragjagt øst for Gotland. I forbindelse med etableringen af North Stream gasledningerne havde det danske dykkerfirma JD-Contractor, som også var initiativtager, arrangør og sponsor af turen, fundet nogle vrag, som nu endeligt skulle undersøges nærmere. Med ombord var seniorforsker David Gregory og forsker Anne Marie Eriksen fra Nationalmuseet, som havde til opgave at undersøge vragenes bevaringstilstand. Generelt er Østersøen kendt for at huse ekstremt velbevarede skibsvrag af træ.

Grunden til den gode bevaringstilstand af træ i Østersøen, er det lave saltindhold, som gør, at den ellers meget destruktive pæleorm ikke kan leve i området. Vi var derfor meget spændte på vragenes tilstand, og hvilke vrag der var tale om. Til at hjælpe med at besvare sidstnævnte spørgsmål deltog skibsarkitekt og marinarkæolog Christian Lemee. Hans kendskab til skibsbygning og -konstruktion kunne bidrage til en nøjere identifikation af vragene.

Da alle vragene lå på 150-170 meters vanddybde blev der ikke sendt dykkere, men ubemandede ubåde (såkaldte ROV’er) udstyret med avanceret kamera- og scanningsudstyr ned til vragene. En specialiseret ’ROV-pilot’ kunne fra overfladen styre ubåden hele vejen rundt om og over vraget, mens der blev taget i tusindvis af billeder. Billeder som efterfølgende kunne stykkes sammen til 3D modeller af skibene (Fig. 5). Disse 3D-fotometriske modeller vil blive vist i Sea War Museums nye udstillingscenter i Thyborøn i 2023/24.

Det var en fantastisk oplevelse, når ROV’en sendte de første live videoer op fra et ukendt vrag, der havde ligget i mørke 170 meter under havoverfladen i hundredevis af år. Bevaringstilstanden var lige så ekstraordinær, som vi havde håbet på, og de tre vrag vi undersøgte stod oprejst på havbunden, som om de var blevet placeret der. I nogle tilfælde var der reb, flasker, kanoner, galionsfigurer og møbler bevaret. De ødelagte redningsbåde, der lå omkring vragene, vidner om den menneskelige tragedie, der har gået forud for det vi kunne iagttage, og i flere tilfælde blev der helt stille omkring skærmene, hvor vi kunne følge med, mens ROV’en bevægede sig rundt om vragene.

Fra et af vragene lykkes det at optage et stykke løst liggende tømmer, der var revet af skibet (Fig. 6). Dette træstykke har vi taget med tilbage til laboratoriet, hvor vi er ved at undersøge bevaringstilstanden blandt andet ved hjælp af DNA af de bakterier, der nedbryder træet. Herudover skal træstykket søges dateret og proveniensbestemmes ved hjælp af dendrokonologi. Undersøgelserne sker i et fortsat samarbejde med JD Contractor og Sea War Museum i regi af ERC projektet ENDURE. Alt sammen for at blive klogere på vragenes helt specielle bevaringstilstand.

Hele ekspeditionen blev filmet og vil blive offentliggjort i 2023. 

I Brede gøres et helt særligt sæt møbler klar for at kunne kaste nyt lys over kendt kunstners virke.

Fra maj og mere end et år frem, skal møblerne på rejse til hhv. Skagens Museum, Den Hirschsprungske Samling og Waldemarsudde i Sverige. De tre museer er gået sammen om den første forskningsbaserede udstilling om multikunstneren Marie Krøyer.

Med udstillingen ønsker museerne at sætte et fokus på Maria Krøyers kunstneriske produktion mere end den fortælling om hendes to ulykkelige ægteskaber med P.S. Krøyer og Hugo Alfvén, der dominerer fortællingen om hendes liv og levned.

Møblementet har stået på magasin i Brede, og det er første gang møblerne kommer ud, siden de i 1984 blev købt af Ny Carlsbergfondet og givet som gave til Nationalmuseet. Nu skal de gøres klar til at kunne blive transporteret og udstillet. Magasinstøvet skal pustes af dem.

På bænken er noget knækket bagpå, og skal bringes i orden.

Nu er konserveringstekniker Bodil Stauning i gang med at gøre de fem møbler udstillingsklar. Hun renser, fjerner lim og limer de steder, hvor der er nødvendigt.

”Jeg skal sørge for at de skader, der er, ikke bliver værre, og at møblerne kan tåle udstilling og transport. Men det er ikke målet, at møblerne skal fremstå som nye. Puderne af skind er for eksempel for sårbare til at kunne renses,” siger Bodil Stauning.

”I møbler med kulturhistorisk værdi er sliddet også en del af historien. Et slidmærke fra Marie Krøyer har stor historisk værdi.”

Når møblerne indgår i den nye udstilling, kommer de til at fortælle historien om multikunstneren Marie Krøyer, hvis virke tager form i udveksling med et dynamisk og frugtbart kunstnerisk miljø omkring århundredskiftet, og hendes design og talent for indretning danner mode blandt flere af periodens meningsdannere.​​​​​​​

Møblerne viser Krøyers inspiration fra den engelske arts and crafts bevægelse, der har bidraget til hendes alsidighed som multikunstner, herunder indretningsarkitekt. Møbler som disse kom til at danne inspiration for den store danske møbelguldalder og er en skarp kontrast til det samtidige møblement, som Nationalmuseet viser frem i Klunkehjemmet.

Nu reddes et af landets første moderne badeværelser fra at gå tabt i Nationalmuseets Klunkehjem.

Efter 30 års ventetid restaureres badeværelset nu for at redde en enestående kulturarv fra at forfalde, men opgaven er kompliceret.

Et af Danmarks første moderne badeværelser med rindende varmt vand står i dag næsten uændret som for 130 år siden. Men ikke meget længere, for de smukt dekorerede badeværelsesvægge, i det ellers meget velbevarede ’Klunkehjemmet’ i København, er meget tæt på at forfalde.

Nu begynder et omfattende og kompliceret konserveringsarbejde for at redde Klunkehjemmets badeværelse, der hvert år besøges af op mod 8.000 gæster. Det er et enestående eksempel på moderne kropshygiejnes indtog i Danmark i årene omkring år 1890, hvor ikke engang de kongelige på Amalienborg kunne prale af et så moderne badeværelse med rindende vand. I Klunkehjemmet blev vandet til det fritstående badekar og bruser tilmed opvarmet med gas.

Det var i det hele taget nyt på den tid at have et selvstændigt badeværelse. Det er derfor en usammenlignelig del af vores kulturarv, der nu skal reddes til eftertiden.

Nationalmuseet har ønsket at restaurere det særlige badeværelse i mere end 30 år. At det nu er lykkedes at finansiere projektet, er museumsinspektør Anne-Mette Marchen Andersen svært begejstret for:

”Badeværelset er et fantastisk vidnesbyrd om den spæde begyndelse af moderne kropshygiejne i Danmark, som kommer snigende i slutningen af 1800-tallet i de øvre samfundslag, efter at man i Europa har opdaget eksistensen af bakterier. Man begynder at forstå vigtigheden af at vaske sig for at undgå sygdom, men forståelsen kommer gradvist og udbredes de følgende årtier,” siger hun.

“Det kan være svært for os at forstå i dag, hvor det er en næsten gudgiven selvfølge at tage jævnlige bad og vaske vores hænder efter at have været på toilettet, eller at bruge toiletpapir. De hygiejnevaner, vi i dag tager for givet, udvikles i netop denne periode. Dengang havde de jo ikke blød Lambi-toiletpapir, men begynder i byerne at bruge gamle aviser eller andet groft papir til at tørre sig med bagi”.

“Badeværelset er indrettet i 1890, og først i 1902 bliver der i et tilstødende lokale installeret wc. Uden håndvask. Men til gengæld med toiletskyl, der udløses med et ultramoderne træk-og-slip håndtag.”

“Alt i lejligheden står næsten fuldkommen uændret, siden det blev indrettet tilbage i 1890. Det udgør en helt utrolig og meget autentisk tidslomme, der stort set ikke eksisterer andre steder. Det er en fantastisk del af vores kulturarv, som opleves meget håndgribelig og stemningsfyldt, når man står i badeværelset og i resten af lejligheden,” siger Anne-Mette Marchen Andersen.

Konserveringen varer frem til jul og er usædvanlig kompliceret, forklarer konserveringstekniker Nina Wajnman:

”Vi er nødt til at udvikle nye teknikker og tænke kreativt i alle processer for at finde de rigtige løsninger til først at konservere alt fra bunden og derefter give det en omfattende restaurering. Badeværelset er oprindelig tænkt lyst og luftigt som i en italiensk villa, men er i dag endt mørkt, gråt og snusket. Vores opgave er at få det til igen at se friskt og indbydende ud, ligesom det oprindelig var tænkt, og det skal nok lykkes,” siger Nina Wajnman.

Det indebærer blandt andet en besværlig manøvre, hvor det gamle, dekorerede tapet skal løsnes fra væggen i ét stort stykke, uden at gå i stykker, for derefter at holdes udstrakt, mens væggen bagved repareres og pudses op, inden det skrøbelige tapet limes tilbage på væggen. På den måde bevares mest mulig af det oprindelige materiale.

På Glyptoteket findes skulpturen, Lille danserinde, 14 år. Degas skabte skulpturen i voks med menneskehår og silkeskørt i 1881. Den vakte furore, da den blev udstillet, idet mange mente den var grim. Efter Degas død blev der i 1921 støbt ca. 30 eksemplarer i bronze, men med skørt og hårsløjfe af tekstil. Med tiden er tekstilerne blevet skiftet ud, og har nu mange forskellige udtryk fra hvid over rosa til olivengrøn. Hvis man søger på skulpturen på Google, kan man få et indtryk af, hvor forskelligt den fremstår i dag. Skørtets materiale varierer også fra silketyl til bomuldslærred. Hver gang et museum har fornyet et skørt, har det medført diskussioner.

Skulpturen er støbt i bronze, men har et skørt af olivengrønt bomuld. Skørtet har tidligere været konserveret, men var nu i så dårlig stand, at Glyptoteket har valgt, at der skal laves et nyt. Det er næppe heller det første skørt. Skulpturen findes i ca. 25 udgaver rundt om i verden, og ingen af dem har det samme skørt. Skørterne varierer i farve, materiale og udførelse, så der var mange ting at tage stilling til.

Glyptoteket valgte at samle en række fagfolk, så der kunne tages en beslutning på et oplyst grundlag. På Glyptoteket var vi derfor både skulptur- og tekstilkonservatorer, samt kostumedesignere fra den Kgl. Ballet. Vi valgte at sy et skørt i et åbent vævet bomuldsstof, til trods for at et originalt nok har været af silke, men silke er meget lysfølsomt og bliver hurtigt nedbrudt. Derfor valgte vi at bruge ubleget bomuld, da der ikke var noget belæg for, at den originale skulpturs skørt var farvet. Vi stivede stoffet, da det er en traditionel måde at få skørter til at strutte. Glyptoteket vil lave en udstilling om skørtets historie og fremstilling, da man er forberedt på, at der kan opstå diskussioner om nogle af vores beslutninger. Der er også syet et ekstra skørt, således at man kan udskifte, når der bliver behov for det.

Se udstillingen: Kunsten at bevare et mesterværk

Nationalmuseets papirkonservering er i år kommet tidligt i julehumør under konserveringen af en juleplakat.

Juleplakaten er tegnet af Erik Pålsson (1918-1994), som benyttede signaturen ”Påls”, der står i nederste højre hjørne.

Han var uddannet reklametegner, men startede som freelancetegner under anden Verdenskrig, fordi reklametegnere fik færre opgaver. Det blev til en omfattende produktion af kort, julekalendere, kravlenisser, julepapirposer og så videre…

I ejerens familie har det altid været en tradition at hænge juleplakaten op til jul og opbevare den rullet sammen resten af året. Den har været hængt op enkelte gange med tegnestifter og virkelig mange gange med tape. De mange lag tape i hjørnerne har skadet papiret og hevet trykket af.

Der var ganske få revner i papiret, men det var tyndt og efterhånden ret sprødt. For at sikre at familiens tradition kan forsætte, måtte plakaten konserveres.

Tapen er blevet renset af, og papiret blev klæbet til et støttepapir af kozofibre med hvedestivelsesklister. Huller blev fyldt ud med nyt papir, og hjørnerne blev retoucheret let. Plakaten blev monteret på en pap, hvorpå der er to øskner, så det er let at hænge plakaten op til jul og tage den ned igen.

Nu er plakaten hjemme hos familien igen og pynter i juletiden. Resten af året kan plakaten ligge trygt og sikkert i en speciallavet mappe.

Kilde til tegneren Erik Pålsson

Rigtig glædelig jul

Nationalmuseets konservatorer har i foråret udført en farvearkæologisk undersøgelse af arkitekten Einar Ørnsholts egen villa i Nakskov. Einar Ørnsholt tegnede og opførte villaen i 1918 og anvendte en række kulører til sit hus. Facaderne var rosa med hvidt og blåt træværk.

Interiørerne var farvesat med kulører på både træværk og vægge. Udover at farver tydeligvis har spillet en særlig rolle i Ørnsholts arkitektur, er den oprindelige farvesætning i Ørnsholts villa også repræsentativ for, hvordan arkitekturen i øvrigt blev farvesat i sidste del af 1910´erne og begyndelsen af 1920´erne. Fra århundredeskiftet og frem havde mange arkitekter fulgt tidens modetendenser og fået malet træværket hvidt og vægfladerne i afdæmpede kulører. I 1910´erne, formentlig påvirket af de nyklassicistiske tendenser i arkitekturen og under inspirationen fra de pompejanske interiører, vendte mange arkitekter tilbage til farvekraftige farvesætninger. De farvestærke kulører er ikke kun fundet i Ørnsholts arkitektur, men er dokumenteret og registreret i flere samtidige interiører fra 1910´erne og frem. En medårsag til en udbredt anvendelse af mere stærke farver er formentlig opfindelsen af flere nye, farvekraftige og forholdsvist billige, syntetisk organiske pigmenter. Vi vurderer dog de fleste oprindeligt anvendte pigmenter i Ørnsholts villa til fortsat at have været traditionelle uorganiske pigmenter, der også var tilgængelige i 1800-tallet.

Undersøgelsen er udført for Realdania By & Byg, der købte ejendommen som dødsbo, og nu skal i gang med en større, tiltrængt istandsættelse af det fine hus. Realdania ønsker, i samarbejde med H+ARKITEKTER, ved restaureringen at rekonstruere villaens oprindeligt anvendte farvepalet.